Mange af de illegale migranter, der i disse år forsøger at komme ind i EU over Middelhavet, risikerer at omkomme undervejs. Mens døden tages meget alvorligt i vores del af verden, hvor myndigheder har klare procedurer for, hvad der skal ske, når et liv er slut, gælder der andre betingelser for de illegale migranter:
Her er de europæiske myndigheder langt mere lemfældige, og det efterlader tusindvis af familier og ægtefæller på den anden side af EU’s grænser i en meget vanskelig situation.
Det er farligt at være illegal migrant.
At krydse grænser på illegitim vis ko- ster hvert år mange migranter livet – alene fra 1999 til 2014 døde 22.400 mi- granter, svarende til alle indbyggere i Ishøj eller Struer, under forsøget på at komme ind i EU. Med de store flygt- ningestrømme hen over Middelhavet i 2015 og 2016 steg tallet yderligere med ca. 9.000 døde. Og det er vel at mærke de officielle tal. Forskere med forstand på området anslår, at der for hvert registreret dødsfald er i hvert fald to
døde migranter, som ikke bliver fun- det og registreret. Hvis det er rigtigt, svarer antallet af døde migranter til, at samtlige indbyggere i Roskilde eller Kolding skulle være omkommet i de seneste 17 år.
Nu er antallet af illegale migranter, der forsøger at komme ind i EU, be- gyndt at falde igen, men det får ikke problemet til at forsvinde. For ganske vist ser det ud til, at de store flygtnin- gebølger i 2014 og 2015 er erstattet af et mere sivende flygtningepres, men i takt med at den stigende kontrol gør det sværere at krydse grænser, stiger risikoen for dødsfald.
Mens der i 2015 blev registreret 3.777 døde af de 1.007.492 illegale mi- granter, der tog turen over Middelha- vet, steg antallet af registrerede døde i
Døden på havet
Af Helle Lykke Nielsen
Helle Lykke Nielsen er lektor ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Hun arbejder bl.a. med udsatte boligområder, muslimer i Danmark, brug af arabisk i byens rum samt død og begravelser i islam
For ganske vist ser det ud til, at de store flygtningebølger i 2014 og 2015 er erstattet af et mere sivende flygtningepres, men i takt med at den stigende kontrol gør det sværere at krydse grænser, stiger risikoen for dødsfald.
2016 til 5.079 – det højeste antal på et enkelt år – selv om antallet af migran- ter, der tog turen over Middelhavet, var faldet til 363.348. Og tallene for 2017 ser ikke bedre ud: FN’s Inter- nationale Organisation for Migration (IOM) har be-
regnet, at antallet af døde i de syv første måneder af 2017 var på 2,1 pct., svarende til et dødsfald for hver 49. migrant, mens tallet for
samme periode i 2016 lå på 1,2 pct.
For i takt med at sikkerheden stram- mes, tvinges illegale migranter til at tage farligere ruter, og det koster flere liv.
Der er mange grunde til, at det er farligt at rejse illegalt over grænser. Jo strammere grænsekontrol, jo farligere ruter og metoder må migranterne be- nytte sig af, og den stigende kommer- cialisering af illegale smuglernetværk betyder, at menneskesmuglere tvinger migranter til at tage så store risici, at de nogle gange dør af det.
Det farlige hav
Migranter, der smugles ind i eller under lastbiler, i lastrum på fly eller i skibscontainere, risikerer at kvæ- les, blive kørt over eller fryse ihjel.
Grænsevagter, der hensynsløst skyder på eller gennemtæver migranter, og ulykker, skyderier og indbyrdes opgør mellem migranter under pres fører til, at mange såres, lemlæstes eller bliver slået ihjel – alt sammen godt hjulpet på vej af kriminelle, der udnytter en-
hver mulighed for personlig vinding.
Og den farligste vej ind i EU går over havet: Man regner med, at ca. 10 pct. af alle illegale immigranter forsø- ger sig ad denne vej, enten via Mid- delhavet eller over Atlanterhavet fra
Vestafrika til de Kanariske Øer, men det er her, risikoen for at dø er størst. Det skyl- des en kombina- tion af uforudsi- gelige vejrforhold, overfyldte eller ligefrem livsfarlige skibe, kaptajner med lille eller ingen erfaring med at sejle, skibe, der mangler det mest nød- vendige navigationsudstyr, og man- gel på drikkevand, mad og brændstof.
Skibe og både, der ligger og flyder rundt i dagevis, fordi de ikke har mere brændstof, eller fordi motoren er sat ud af kraft, betyder, at folk enten dør af tørst, solstik, nedkøling eller i sidste ende drukner.
At mange migranter dør i forsøget på at krydse grænser illegalt, er ikke noget specielt EU-fænomen – det ken- des fx også blandt centralamerikanske immigranter, der søger ind i USA, og blandt migranter, der sejler fra Indo- nesien til Australien, krydser den ben- galske bugt for at komme til Thailand eller rejser fra Djibouti, Eritrea og So- malia til Den Arabiske Halvø.
I 2014 opgjorde IOM det samle- de antal migranter, der er døde på vej hen over grænser rundt om i verden, til 4077. Det er selvsagt usikre tal, bå- de fordi der ikke findes nogen inter- national myndighed, der registrerer Skibe og både, der ligger og flyder
rundt i dagevis, fordi de ikke har mere brændstof, eller fordi motoren er sat ud af kraft, betyder, at folk enten dør af tørst, solstik, nedkøling eller i sidste ende drukner.
tallene endsige sørger for sammen- lignelige opgørelsesmetoder, og fordi mange dødsfald sker i uvejsomme områder som ørkner, bjergrige egne eller isolerede landområder og derfor aldrig findes og registreres.
Og netop i 2014 skete langt de fleste registrerede dødsfald på rejsen ind i EU: Af de 4.077 dødsfald, som IOM havde registreret, fandt de 3.072 sted på Middelhavet. De fordelte sig på ca.
30 pct. syrere, irakere, palæstinensere og andre fra det mellemøstlige områ- de, 30 pct. afrikanere syd for Sahara, 11 pct. fra Eritrea og Somalia – resten var ukendte.
Farlige migranter og usynlige døde Der er til stadighed stor diskussion om, hvorvidt man i medierne skal vise billeder af døde mennesker, hvad en- ten det drejer sig om ofre for krigs- handlinger eller som i dette tilfælde døde migranter, der skyller ind på land.
To australske forskere, Lenette og Miskovic, har undersøgt, hvordan døde migranter afspejles i pressen, og hvad det gør ved os at se sådanne billeder, og deres konklusion er klar:
Bortset fra det ikoniske billede, der gik verden rundt i september 2015 af en lille 3-årig syrisk dreng, Aylan Kurdi, hvis lig var skyllet op på den tyrki- ske kyst nær Bodrum, er det yderst sjældent, at døde migranter afbildes i medierne.
Men når det sker, og hvis det vel at mærke er billeder med fokus på enkeltpersoner og ikke større anony- me grupper af døde migranter, har det stor indflydelse på seere og læsere
og kan udløse betydelig sympati og vrede og derved få indflydelse på den politiske debat om migration. Man kan ligefrem sige, at migrantens døde krop i sådanne tilfælde får agency og har potentiale til at mobilisere politisk utilfredshed.
Pointen her er altså, at vi godt ved, at migranter dør i forsøget på at kom- me ind i EU, men at vi ikke ser det.
Vi ser ikke deres kroppe, ligene, og vi ser heller ikke, hvad der efterfølgende sker med de døde kroppe, og det ef- terlader os med en abstrakt forståelse af fænomenet, en slags ‘fiktion i vores kollektive bevidsthed’, der ikke har konsekvenser.
Og netop fordi de døde migranter er visuelt usynlige, får det så meget desto større betydning, hvordan vi ta- ler om dem. Her peger flere undersø- gelser på, at dødsfald blandt migranter ofte omtales i medierne som uheld – noget der sker som konsekvens af dår- ligt vejr, tekniske forhindringer og an- dre tilfældigheder – og at de ansvarlige enten er hensynsløse menneskesmug- lere, der spiller hasard med migranter- nes liv, kriminelle, hvis eneste formål er at tjene penge, eller migranterne selv, der jo blot kunne have undladt at begive sig ud på den farlige færd hen over EU’s grænser.
Men ikke nok med det: Døde mi- granter italesættes også typisk i for- bindelse med ‘de store horder af ille- gale migranter’, der i disse år lægger pres på EU’s ydre grænser, og ind- skrives dermed i den sikkerhedsdis- kurs, som præger omtalen af EU’s og medlemslandenes svar på mi- grantstrømmen: behovet for brug af
overvågningsudstyr, mere grænsepo- liti, kampen mod smuglernetværk og international kriminalitet osv.
En sådan italesættelse gør døde migranter til en brik i beskrivelsen af den sikkerhedstrussel, som illegal migration udgør for EU, og betyder, at blikket på den døde migrant flyttes til statens perspektiv. I stedet for at se afdøde som ofre for nogle ulykkelige omstændigheder, bliver de et symbol på en sikkerhedsrisiko, der kan bru- ges som argument for, at EU bør have skrappe sikkerhedsforanstaltninger ved grænserne, eller at de allerede ek- sisterende foranstaltninger bør stram- mes op.
I den proces afpersonificeres og usynliggøres de døde og med dem også deres familier, ægtefæller og børn, der må leve med både uvished og savn.
Den anonyme død
Og ikke bare er de illegale migranters døde kroppe visuelt usynlige. Hvad der videre sker med de døde – eller i hvert fald dem hvis lig findes og regi- streres – er heller ikke noget, der syn- liggøres eller italesættes offentligt.
På den måde bliver de døde mi- granter så at sige ‘dobbelt usynlige’, og det har ikke blot betydning for vores forståelse af migrationens omkostnin- ger som abstrakte og fiktive, men også
for familie og venner til de afdøde, der oplever tabet fra en position på den anden side af EU’s grænser.
For at forstå denne problematik og hvor alvorlige konsekvenser det har for de efterladte, er det nødvendigt at vide, hvordan de europæiske lande omkring Middelhavet håndterer lige- ne af døde migranter. Som udgangs- punkt træder en række myndigheder i aktion, når et lig skyller ind på kysten – typisk havnemyndigheder, det loka- le politi, embedslægen eller en repræ- sentant fra det lokale hospital samt kommunen.
Hvordan processerne fungerer i praksis, illustreres af en undersøgel-
se fra 2015, som to britiske forske- re har foretaget på den græske ø Lesbos – en ø, der i særlig grad har modtaget mange illegale flygtninge, og som derfor i stort omfang også har måttet løse problemer omkring døde migranter.
Når et liv slutter, har de lokale myn- digheder ansvar for at identificere af- døde, finde dødsårsagen og sørge for rammer, der gør det muligt at bortskaf- fe liget, og – hvis der ikke er familie eller efterladte, der kan varetage bort- skaffelsen – sørge for begravelse eller kremering. I princippet er det havne- myndighederne, der skal sørge for at tilkalde politi og eventuelt statsadvo- katen og derefter stå for transporten af liget til det lokale hospital. Politiet skal undersøge stedet, hvor liget er fundet, samt indsamle og opbevare alle person- ikke bare er de illegale migranters døde kroppe
visuelt usynlige. Hvad der videre sker med de døde – eller i hvert fald dem hvis lig findes og registreres – er heller ikke noget, der synliggøres eller italesættes offentligt.
FOTO: Chris Morrow via Wikimedia Commons Syriske flygtninge hjælpes i land land i Grækenland
lige ejendele, herunder mobiltelefoner, papirer og andet, som kan hjælpe til at fastslå afdødes identitet.
Embedslægen skal undersøge døds- årsagen, herunder obligatorisk tage en DNA-prøve, uanset om afdødes iden- titet allerede er fastslået, og derefter underskrive den officielle dødsattest, som gør det muligt at igangsætte pro- cessen med at bortskaffe liget. Herfra tager kommunen over, for de græske kirkegårde administreres som i de fle- ste andre europæiske lande af kom- munale enheder, og det er også dem, der skal stå for begravelsen, hvis der ikke dukker familie op til at vareta- ge opgaven. Men det sker kun yderst sjældent.
Processen er således relativt trans- parent, men undersøgelsen fra Les- bos viser, i hvor høj grad praksis er præget af tilfældigheder, forsøm- meligheder, personspørgsmål og ansvarsfraskrivelse.
Havnemyndighederne anser det alene for deres opgave at transportere liget til hospitalet, embedslægen ta- ger langtfra altid den lovpligtige DNA endsige udfører obduktioner, der med sikkerhed kan fastslå dødsårsagen, og politiet tager ofte ret let på deres opgave med at indsamle og opbevare afdødes ejendele endsige få dem regi- streret, så de kan genfindes og forbin- des til et givet DNA.
Hospitalets ledelse presser på for hurtigst muligt at få døde migranter sendt videre til kommunen med den begrundelse, at de hverken har pen- ge eller plads til at opbevare de døde, kommunen har ikke midler til at be- grave de mange døde, og borgmeste-
ren må derfor finde lokale sponsor- virksomheder, der kan hjælpe med opgaven, og kirkegårdsadministratio- nen, der fungerer som en selvstændig kommunal enhed, koordinerer ikke oplysninger om gravsted med de fore- liggende identitetsoplysninger i form af fx DNA-prøver og politiets oplys- ninger fra afdødes ejendele.
Og faktisk har kirkegårdsadmini- strationen ofte end ikke et kort over kirkegårdene med angivelse af de en- kelte grave, men vælger ofte at over- drage ansvaret for begravelserne til lokale bedemænd, der til tider fore- trækker billigere fællesgrave frem for mere omkostningstunge enkeltgrave.
Alt sammen betyder det, at det kan være endog meget vanskeligt at etab- lere nogen entydig forbindelse mel- lem foreliggende identitetsoplysninger og et begravet lig, og det understøttes med al ønskelig tydelighed af tallene:
Hvor 97 pct. af alle grækere er identi- ficeret, når de begraves, er det kun ca.
20 pct. af de døde migranter.
Når det går så galt, skyldes det iføl- ge undersøgelsen en kombination af flere faktorer. Grækenland har lige- som andre europæiske Middelhavs- lande ikke offentligt standardisere- de procedurer for, hvordan man bør håndtere døde migranter, de græske embedsfolk er ikke underlagt noget tilsyn af deres arbejde, og der hersker i det hele taget en administrativ kultur, hvor det er vigtigere at fraskrive sig ansvar end at påtage sig det.
Men det er ikke hele forklaringen.
Opgaven med at identificere døde migranter besværliggøres også af, at mange af migranterne bevidst har skilt
sig af med identitetspapirer for lettere at kunne søge asyl, om end en del mi- granter også har gjort det til en vane altid at have en lille seddel i lommen med navn og kontaktoplysninger til familien i hjemlandet i tilfælde af, at de skulle komme ud for en ulykke.
Der er som regel heller ikke nogen der ved, hvor mange og hvem der reelt er om bord på de skibe, der sejler ille- galt over Middelhavet, og hvis nogen falder over bord eller på anden måde dør undervejs, er de, der når frem, ofte tilbageholdende med at anmelde dødsfald til myndighederne af angst for selv at komme i klemme, også selv om de skulle kende afdødes identitet.
Og skulle man synes, at situatio- nen i Grækenland forekommer både urimelig og håbløs, når det angår re- gistrering og identificering af døde migranter, er det en sølle trøst at vide, at antallet af lig, der identificeres, når de skyller op på kysterne i Tyrkiet, på Balkan og i Nord- og Vestafrika, er betydeligt lavere, for her er den admi- nistrative infrastruktur endnu dårlige- re forberedt på opgaven, end tilfældet er på Lesbos.
De indirekte ofre
Lidt kynisk kunne man hævde, at den usynlighed, der omgærder de illegale migranters døde kroppe, næppe spil- ler den helt store rolle for ofrene selv,
alt den stund at de jo er døde, men det gør det til gengæld for de efterlad- te. Eller rettere: det er i første omgang ikke usynligheden, men tavsheden der er vigtigst.
Hele situationen omkring de illegale migranters sikkerhed – det farlige ved
illegalt at krydse grænser, risikoen for at blive udsat for kriminelle overfald og usikkerheden om, hvor- vidt migranterne overho- vedet når frem – betyder, at familierne ofte er dybt bekymrede, hvis de ikke løbende hol- des underrettet om rejsen.
Men hvis de efter længere tids tavs- hed begynder at undersøge, hvad der kan være sket, bliver usynligheden den store udfordring. For hvor skal de begynde at lede, hvis der end ikke ek- sisterer navneregistrerede dødsattester eller gravsten, der kan identificere og lokalisere afdøde?
De græske myndigheder, der under normale omstændigheder har til opga- ve at informere pårørende om døds- fald, foretager sig ikke noget, så det er op til familierne først at finde frem til relevante myndigheder og siden få de nødvendige oplysninger, og det kræ- ver reelt, at de rejser ind i EU. Det ko- ster penge og kræver i mange tilfælde visum, og selv hvis dette kan lade sig gøre, er opsporing og identifikation af et familiemedlem hyppigt en kompli- ceret affære, hvor de efterladte selv må forsøge at kombinere de oplysninger, de forskellige myndigheder sidder in- de med.
Og skulle det i sidste ende lykkes at finde frem til afdøde, er det sjældent, “Det er kun de rige, der vender hjem; de fattige
bli’r her (…) Det er de fattige der har sværest ved at komme ind i EU, og det er også dem, der har sværest ved at komme ud igen.”
at de kan få bragt liget til hjemlandet, for det er både administrativt kompliceret og meget dyrt. Eller som en af intervie- wpersonerne i undersøgelsen fra Lesbos udtrykker det: “Det er kun de rige, der vender hjem; de fattige bli’r her (…) Det er de fattige der har sværest ved at kom- me ind i EU, og det er også dem, der har sværest ved at komme ud igen.”
Forfatterne beretter fx om et bådsfor- lis, hvor 22 migranter druknede: Kun to lig blev identificeret og hentet til hjem- landet, og det skyldtes alene, at de var i familie med en afghansk minister, der gennem Afghanistans ambassade i Athen fik stillet administrative ressourcer til rådighed, og som kunne betale de man- ge mellemled, der var nødvendige for at få opsporet, myndighedsbehandlet og transporteret ligene til Afghanistan.
Den anonyme død har konsekvenser.
Nogle er materielle og meget konkre- te: De mange familier, der har mistet en pårørende, og som ikke kan rejse ind i EU for at få opsporet og identifice- ret den pågældende, skal ikke blot leve med uvisheden og savnet af et familie- medlem, men bliver også fastholdt i en materiel vanskelig situation, for uden en officiel dødsattest må de ikke tage hånd om afdødes ejendele, kan ikke få afslut- tet arvespørgsmål eller for ægtefællers vedkommende blive skilt eller gift igen.
Men den anonyme død er ifølge mange filosoffer også uetisk, for myn- dighedernes lemfældige omgang med identifikation af de illegale migranters lig fratager familierne mulighed for at sørge, og når de døde åbenbart ikke tæl- ler for myndighederne, er det nærlig- gende at tage det som et udtryk for, at de levende heller ikke gør det.
Den amerikanske filosof og kønsfor- sker Judith Butler anser det fx for afgøren- de nødvendigt at forholde sig kritisk til, hvorfor der sørges mere over nogle men- nesker end over andre, fordi det fortæller os noget om, hvem der tæller som men- nesker, og hvem der ikke gør. Eller sagt på en anden måde: Hvis mennesker ikke tæl- ler, når de er døde, gør de det heller ikke, når de er i live, og illegale døde migranter er i myndighedernes øjne åbenbart ikke noget, man behøver at sørge over.
Men meget forskning viser, at men- neskers døde kroppe og selv jordiske rester af døde, der har været begravet i årevis, kan spille en stor symbolsk rolle for de efterladte, ikke nødvendigvis kun på det personlige plan, men også i en politisk kontekst – det gælder fx politi- ske eliter, der bruger de jordiske rester af familiemedlemmer til at fremme egne formål ved at etablere statelige gravmæ- ler, monumentale statuer og lignende.
Døde kroppe har med andre ord stor betydning, men denne betydning fra- skrives de døde gennem de europæiske myndigheders lemfældige omgang med deres jordiske rester. Og hvor det under andre omstændigheder ville skabe stort politisk postyr, kommer det næppe til at ske her: For illegale migranters døde kroppe er ikke blot usynlige, men også omgivet af tavshed og tiltrækker sig der- for ikke politisk interesse.
Og de, der kunne italesætte proble- matikken og tilskrive de døde kroppe betydning, nemlig de efterladtes famili- er, der lever med uvisheden og savnet, bor uden for EU og har hverken penge eller politisk gennemslagskraft til at gøre noget ved sagen.
