Forfatter(e) | Author(s): Fraenkel, Adolf Vilhelm Ernst Emanuel.; af E.
Fraenkel.
Titel | Title: De Homosexuelle
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : J. Frimodts Forlag, 1908 Fysiske størrelse | Physical extent: 134 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
il, - Jl
DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 11 8°
1 1 11 0 8 00800 8
r 05 *
/ | l v
LÆGE
J. FRIM O DTS FORLAG — KØBENH AVN
DE HOMOSEXUELLE
A F
E. FRAENKEL
L Æ G E
KJØBENHAVN J. F R I M O D T S F OR LAG
1908
Ty/Taximilian Harden, Udgiveren af „Zukunft", Bismarck’s Ven, havde i en Aarrække be- kjæmpet Kamarilla’en ved det tydske Hof, Kejse
rens „Bordrunde“. Saa førte Kampen til den Moltke-Hardenske Proces, der vakte den største Sensation hele Verden over. Publikum slugte formelig Telegrammerne og Beretningerne fra Retssalen i Berlin om Afsløringerne af de sex- uelle Forhold ved den tydske Kejsers Hof. Den dristige Journalist, der havde vovet at drage Tæppet tilside for en Raaddenskab i „den sædelig germanske Kultur", der mindede om det ro
merske Riges Forfaldstid, blev frikjendt under stormende Ovationer. Saa vendte Bladet sig.
Harden blev i en ny Proces den Anklagede og blev dømt til 4 Maaneders Fængsel, væsentlig paa Grund af et beediget Vidnesbyrd, der senere viste sig at være falsk. Ingen tvivlede om, at Harden havde havt moralsk Ret. Og Processen gav Stødet til visse Ordrer og Reformer, der tyde-
ligt nok viste Rigtigheden af Hardens Beskyld
ninger og af Bismarck’s gamle Udtalelse om
„Kinædernes Kamarilla44.
Saa kom endelig i April 1908 den tredie Proces, og Resultatet af denne var absolut fældende for ialtfald den „Kinæde44, der havde spillet den be
tydeligste Rolle i Hof kamarillaen.
Omtrent samtidig med Skandalen i Berlin havde vi en lignende herhjemme, den store Sæde
lighedssag i Kjøbenhavn. Der viste sig ogsaa her et Udbrud af en homosexuel Epidemi, der strakte sig meget vidt. Den vakte en saadan Opsigt, at man blev opmærksom paa Faren i Nabolandene og forlangte Forholdsregler mod Udbredelsen af Epidemien, saaledes som det skete f. Ex. ved en Diskussion i det medicinske Selskab i Kristiania.
Nu er der for saa vidt intet Nyt i, at der af og til optræder Epidemier af kjønslige Udskejelser ; man har kjendt saadanne til alle Tider. Og dog kunde det nok give Stof til lidt nærmere Over
vejelse, at saadanne Fænomener gjentager sig og
saa under en Kultur, der antages at staa saa højt som vor. At de vækker Sensation hos Publikum, er rimeligt nok. Men det skulde ikke gjerne blive ved det Sensationelle. En Undersøgelse af saadanne Forhold, en Forstaaelse og Forklaring af dem vilde vist være ganske heldig. Det har maaske været saadanne Overvejelser, der foran
ledigede danske Kriminalister til at sætte Spørgs-
maalet „Homosexualitet“ under Debat paa det Kriminalistmøde, der afholdtes forrige Aar.
Desværre fik Emnet ikke nogen meget udtøm
mende Behandling paa dette Møde. Grunden hertil kunde maaske søges i Spørgsmaalets Beskaffenhed.
Det kunde være tvivlsomt, om det burde behand
les udenfor snevrere videnskabelige Kredse. No
get saadant blev dog ikke udtalt paa Mødet, og samstemmende Referater af dette blev forelagt Offentligheden. Efter disse Referater blev der af den Hovedtaler, der førte Ordet paa Lægestan
dens Vegne, udtalt, at Homosexualitet var en medfødt Abnormitet, at ialtfald den allerstørste Del af de Homosexuelle er født med den abnorme,
„modsatte11 Kjønsfølelse, og at man maatte tvivle om, at Libertinage f. Ex. kunde drive Folk til homosexuelle Handlinger. „De Homosexuelle kan ikke siges at skade Samfundet (undtagen maaske gjennem en lidt formindsket Befolknings- tilvæxt), ejheller at krænke andres Rettigheder.
Deres Forhold er maaske umoralsk og sikkert stø
dende for Heterosexuelle, men det falder uden
for Straff elo ven. “
Den anden Hovedtaler, der talte paa Jurister
nes Vegne, var ganske enig i de anførte Anskuel
ser og svarede paa en protesterende Bemærkning om, at den homosexuelle Bevægelse burde ram
mes, naar den gik ud paa at hverve Proselyter, der ellers vilde kunne have levet et normalt Kjøns-
liv, „at man jo ikke straffede dem, der ved deres Optræden drog Kvinder ind i Prostitutionen. Den ene Propaganda, den ene Hverven af Proselyter, var ganske tilsvarende den anden og Prostitutio
nen var et ganske anderledes Onde end Homo- sexualitet.“ De to Indledere af Mødet syntes og- saa at være enige om, at en af Fordelene ved Op
hævelsen af Straffelovens § 177 vilde være døn, at man derved forhindrede Chantagen, Pengeaf
presningen. Skjøndt der under den paafølgende Diskussion ogsaa blev protesteret lidt imod denne Anskuelse, var Oppositionen i det Hele saa spag
færdig, at det tog sig ud, som om Deltagerne i Mødet i det Hele taget var enige med de to Ind
ledere.
En Del af Pressen tog strax sit Parti i An
ledning af Mødet. De to Hovedtalere fik Attest for „forstandig og frisindet Sagkundskab", der blev skrevet om „den personlige Frihed, der maa være Hovedsynspunktet her som altid", og der blev udtalt Haabet om, „at den Dag snart maatte komme, hvor det lykkedes at vænne Folket af med de middelalderlige Raab paa Straf som eneste Middel mod Onder." Det blev endvidere udtalt, at „det samlede Indtryk af Kriminalistmødet var dette, at moderne Lægevidenskab og Retsviden
skab kræver Straffelovens § 177 hævet og hævder, at voxne Mænd under deres almindelige Borger
ansvar maa leve deres Kjønsliv. Man kan saa
mene om et fra det normale afvigende erotisk Liv, hvad man vil. Dette er Standpunktet, og de Rø
ster, der hævede sig derimod, var enten svage og svævende eller stridende mod al sund Fornuft.
For praktisk Jura er det nu Spørgsmaalet: Hvad vil der ske for at føre Videnskabens Ideer ud i Livet? Vil Lovgivningsmagten tage Standpunkt hos Kriminalisterne — eller vil den gaa mod Sagkundskaben?" Man ser altsaa, at en Del af Pressen paa Forhaand mener at kunne afgjøre hele Sagen. Men hvis der nu er Kriminalister, lige saa dygtige og anerkjendte som de, der talte paa Kriminalistmødet i Kjøbenhavn, der er af den stik modsatte Mening? Og hvis Videnskaben ikke i fjerneste Maade er naaet til noget Resultat om det homosexuelle Spørgsmaal, hvis den i Øje
blikket aldeles ikke har afsluttet sine Undersø
gelser om Homosexualitet, saa vil det neppe være rigtigt at „føre dens Ideer ud i Livet". Man har undertiden set, at det kan gaa galt med den prak
tiske Gjennemf'ørelse af Ideer, der ikke er tilstræk
kelig af gærede og prøvede. Derfor synes det mig ikke ganske heldigt selv for Kriminalistmøder at fastslaa som videnskabelige Kjendsgjerninger No- getsomhelst, der endnu ikke er naaet ud over Hy- pothesernes og Doktrinernes Stadium. Hvis man gjør dette, saa vejleder man ikke Publikum, men man vildleder det.
Nu har der hos en Del af Publikum dannet sig
en vis populair Forestilling om, at „det moderne Standpunkt1' bos Læger og Kriminalister bestaar i at tage Forbrydernes og de Abnormes Parti over
for Samfundets og Lovens hyppigt antikverede Forestillinger. Det vil maaske erindres, at en saadan Opfattelse hos Publikum fandt ret indig
nerede Udtryk i Bedømmelsen af et tidligere Kri
minalistmødes Behandling af Bølleloven. Den
gang paavirkedes Diskussionen paa Mødet af en bestemt politisk Situation. Og bag Diskussionen om Homosexualitet paa det sidste Kriminalist
møde syntes man at skimte den nylig afsluttede store Sædelighedssag.
Naturligvis er den lige nævnte Opfattelse hos Publikum i det Hele forkert. Og dog er den for- staaelig. Man var sikkert tidligere for tilbøjelig til at se paa Samfundets Eet, paa dets Gjengjæl- delsesmagt og Strafferet. Men nu ser det ikke saa sjeldent ud, som om det først og fremmest gjaldt Individets Eet, som om man ikke tog til
strækkeligt Hensyn til Samfundet. Det forekom
mer mig, at man netop kan sige dette om Krimi
nalistmødets Udtalelser om det homosexuelle Spørgsmaal. De strider ialtfald ganske mod mine Anskuelser og min Erfaring. Det er selvfølgelig en ærlig Sag, at Videnskabsmænd, der har under
søgt homosexuelle Forhold, kommer til det Eesul- tat, at Homosexualitet er medfødt. Men det maa ikke gjerne se ud, som om en saadan individuel
Anskuelse var fastslaaet af Videnskaben, der først nu er ifærd med den højst fornødne Revision af de videnskabelige Undersøgelser om Homosexuali- tet, der hidtil har udmærket sig ved en ganske paafaldende Ensidighed og Mangel paa Kritik.
Selv om det nu kunde bevises, at Homosexualitet i de fleste Tilfælde var medfødt, saa vilde det være ganske urigtigt at bibringe Publikum den Mening, at de Homosexuelle ikke „skadede Sam
fundet eller krænkede andres Rettigheder/* Hvis der findes Mennesker, der er født med abnormt Kjønsliv, saa maa Samfundet og dets Love tage Hensyn hertil, de kan jo saa ikke gjøre for, at de
res Kjønsliv er naturstridigt i vore, i de Hetero- sexuelles Øjne. Hvad der er unaturligt for os, er i saa Fald naturligt for dem. Men Samfundet kan alligevel kun betragte dem som Undtagelser, som Abnormiteter, hvis Kjønsliv maa holdes in
denfor visse Grændser, fordi det samfundsmæs
sigt set er naturstridigt. Saadanne Individers Perversion bør hverken hos dem selv eller andre foranledige Perversitet. Samfundet kan til en vis Grad undskylde deres Handlinger, men det kan ikke anerkjende dem, det kan ikke anse dem for ligeberettigede med de sædvanlige Former for Kjønsliv.
Nu var det Synd at sige, at det mangler paa Theorier, der skal bevise, at Homosexualitet er en medfødt Anomali hos mange Mennesker. Tvert-
imod ! Der er saa mange Theorier, at de ikke for
klarer Nogetsomhelst, i ethvert Fald beviser de paa ingen Maade, at de Homosexuelle skulde danne en særlig Afart af Menneskeslægten. Ser man bort fra alle Theorier og Paastande, ser man uhildet og upaavirket paa de homosexuelle Phæ- nomener og Epidemier, saa kunde det være, at Mantegazza1) ikke havde saa ganske Uret, naar han siger: „De forvirrede Begreber om den phy- siske K/j ærlighed og dens Forvildelser stammer alle fra to Kilder, fra Vanskeligheden eller fra Umuligheden af at tilfredsstille Sexualdriften paa naturlig, physiologisk Maade, eller fra Forlangen
det efter nye Baffinements. Dette er i enkle og dog videnskabelige Ord den psychologiske Forkla
ring paa alle kjønslige Forvildelser, fra Sodom til Lesbos, fra Babylon til Øen Capri.“
Mantegazza’s Afhandling om de Homosexuelle er ret kortfattet og kategorisk, men en af den nyeste Tids Forskere paa dette Omraade, Dr.
Iwan Bloch,1 2) udtaler sig i sin „Encyclopædi for vor Tids Sexualliv“ omtrent paa samme Maade :
„Den sidste Aarsag til alle kjønslige Perversioner,
1) Paul Mantegazza: Die Geschlechtsverhåltnisse des Men- schen. Anthropologisch-kulturhistorische Studien. Aus dem Italienischen. Funfte Auflage. Berlin. Pg. 114.
2) Dr. Iwan Bloch: Das Sexualleben unserer Zeit in seinen Beziehungen zur modernen Kultur. Vierte bis sechste Auflage. Berlin 1908. Pag. 514.
Aberrationer, Abnormiteter og Irrationaliteter er den for Genus Homo ejendommelige kjønslige Variationstrang, der maa opfattes som et physio- logisk Phænomen.“ Men Dr. Bloch anfører rig
tignok tillige en hel Del andre Faktorer, af hvilke de homosexuelle Phænomeners Opstaaen afhæn
ger, f. Ex. den Lethed, hvormed ydre Omstæn
digheder indvirker paa Kjønsdriftens Ketning, den hyppige Gjentagelse af den samme kjønslige Forvildelse, der derved bliver til Vane, Suggestio
nen, Lysten til Efterligning, Exemplet, Forførel
sen, Forskjellen mellem Mand og Kvinde i Kjøns- f ornemmelsens Væsen, Art og Intensitet o. s. v. Alt dette viser tillige efter Bloch’s Mening Uholdbar
heden af en ren klinisk-pathologisk Opfattelse af de kjønslige Forvildelser og Perversioner. Talrige syge, degenererede og psycho-pathiske Individer f remby der naturligvis kjønslige Anomalier, men de samme Anomalier forekommer meget hyppigt hos sunde Mennesker.
Vi skal i det Følgende antyde de homosexuelle Phænomeners Optræden i Historien, deres For
hold til Lægevidenskab og Retsvæsen, deres epi
demiske Fremtræden, hvor da den homosexuelle Bevægelse i Tyskland særlig maa nævnes, og de
res Forhold til Moral og Kultur.
Vi skal her endnu kun tilføje, at man ved Ho- mosexualitet forstaar en Anomali, der yttrer sig ved sexuel Tilbøjelighed mellem Personer af
samme Kjøn. Sexualdriften gaar altsaa i en Ket- ning, modsat, kontrair den normale Driftsretning.
Ordet Homosexualitet er dannet af det latinske Ord Sexus, Kjøn, og det græske Ord bfi oc, lige.
Skjøndt det er daar ligt sammensat, synes det fore
løbig at have taget Teten blandt andre Benævnel
ser for den samme Anomali. Homosexualitet be
tegner det Samme som kontrair Sexualfornem- melse, Inversion af Kjønsdriften, Uranismus og Umingevæsen.
„Det tredie Kjøn“.
Omtrent Aar 380 f. Chr. udgiver Plato sit be
rømte Værk, Symposion,1) Gjæstebudet. Blandt de Talere, som Plato lader optræde ved Drikke
laget, er Komediedigteren Aristofanes, der bl. a.
udtaler sig saaledes om det tredie Kjøn : I gamle Dage var der tre Kjøn blandt Menneskene, ikke saaledes som nu, kun to, det mandlige og det kvin
delige, men foruden dem var der ogsaa et tredie, som i sig forenede begge disse ; nu er blot dets Navn tilbage, mens det selv er forsvundet. Den
gang fandtes der nemlig som Enkeltvæsen noget
„mandkvindeligt“, som baade efter Skabning og efter Navn i sig forenede begge Kjøn, det mand
lige saavel som det kvindelige, men nu er der ikke andet tilbage end Navnet (Mandkvinde), der bru
ges som et Haansord. Aristofanes fortæller om disse Skabningers vældige Kraft, om hvorledes *)
*) Platon: Symposion. Oversat af M. Cl. Gertz, Dr. phil., Prof. Kjøbenhavn 1907.
de vil storme Olympen. Guderne ved hverken ud eller ind. Da falder Zeus paa et Middel til at tæmme dem, han skjærer dem igjennem, hver især i 2 Dele, hvilken Proces beskrives meget de
tailleret. „Da nu saaledes Menneskets oprinde- lige Skabning var bleven kløvet i 2 Dele, længtes hver Halvdel efter den anden, som hørte til den selv, og søgte sammen med den, de slog Armene omkring hinanden og klyngede sig til hinanden under Attraa efter at voxe sammen. Og naar den ene af Halvdelene døde og den anden lodes til
bage, søgte den, der var ble ven tilbage, altid ef
ter en anden Halvdel og klyngede sig sammen med den, enten den nu traf paa en Halvdel af den oprindelige Helkvinde — en saadan Halvdel er det, vi nu kalder en Kvinde — eller paa Halvdelen af en Mand.“ Da denne Tilstand synes noget ube
hagelig, maa Zeus atter til at reparere paa sit Værk, særlig ved Omflytning af visse Organer.
Dette viser sig at være hensigtsmæssigt i høj Grad. „Hvis en Mand nu traf sammen med en Kvinde, skulde de under Omfavnelsen med det samme avle Afkom, saa at Slægten kunde blive forplantet, men hvis en Mand traf sammen med en Mand, skulde de under Omfavnelsen i det mindste opnaa at blive mætte af deres Samvær og holde inde dermed for en Tid og vende sig til de forskjellige Arbejder og iøvrigt varetage Livets Krav. — Hver af os er altsaa en Menneskehalv-
del og Magen til en lignende, eftersom hver er fremkommen ved et Snit, der har gjort een til to, ganske som det er med Flynderne. Derfor søger da hver især altid Magen til sig selv, og saa gaar det saaledes : De blandt Mændene, der er en Snitdel af det Fælleskjønsvæsen, som jo dengang kaldtes Mandkvinde, alle disse er kvindekjære, og Fler
tallet af Kvindeforførere har deres Oprindelse fra dette K jøn; og svarende hertil er alle de Kvin
der, hvorom det samme gjælder, mandkjære og Bolersker. Men alle de blandt Kvinderne, der er en Snitdel af et Kvindekjønsvæsen, de bryder sig ikke videre om Mændene, men har mere deres Hu vendt til Kvinderne, og Kvindeelskerinderne har deres Oprindelse fra dette Kjøn. Men alle de Mænd, der er en Snitdel af et Mandkjønsvæsen, jager efter det mandlige. Saa længe nu disse er i deres unge Aar, nærer de, i Medfør af at de er Stykker af Mandkjønsvæsenet, Kjærlighed til Mændene og finder deres Glæde i at sove sam
men med Mændene og klynger sig sammen med dem. Men naar de har naaet Mand
domsalderen, saa bliver de Drenge- og Ynglinge
elskere. Ægteskab og Børneavl bryder de sig ikke om efter deres Natur, saa at det kun er Loven, der tvinger dem dertil; men de er fuldt ud til
fredse med at tilbringe deres Liv med hinanden uden Ægteskab."
Som man ser, findes der i denne Mythe den
D e H o m o se x u e lle . 2
Videnskabsmænd, der mener, at den græske My thes Antagelse af et oprindeligt tvekjønnet , mandkvin
deligt (androgynt) Væsen finder en væsentlig Støtte i Nutidens videnskabelige Undersøgelser om Fosterets Udvikling.
Aristofanes selv udtaler sig endnu nærmere om de homosexuelle Forhold, han siger dem drøje Sand
heder i sine Komedier. Desværre har Tyskland under den homosexuelle Bevægelse ikke havt no
gen Aristofanes, der har behandlet de Homosexu
elle efter Fortjeneste. —
I Plato’s Symposion ligger Spiren til hele den homosexuelle Litteratur. Uden dette Værk havde Høszli’s og Ulrichs’s Skrifter ikke exi- steret. Over 2000 Aar efter Aristofanes’s For
tælling bliver hans Udtryk „det tredie Kjøn“
Slagordet for de tydske Homosexuelle. „Det tredie Kjøn“, „Berlins tredie Kjøn“, „det tredie Kjøns Ret“, „Hvad skal Folket vide om det tredie Kjøn“, alle disse Titler er Titler paa Pjecer, der er udkomne i Titusindvis i Tydskland, og Tusinder af ansete Mænd har under Paaberaa- belsen af det tredie Kjøns Bet underskrevet Pe
titionen til den tydske Rigsdag om Ophævelsen af § 175.
Naar man nu ikke mere troer paa, at der kun existerer to Kjøn, hvorfor skal man saa nøjes med tre? Det kunde jo være, at der var fire eller end-
nu flere? Selvfølgelig! Det fjerde Kjøn har alle
rede faaet sine Forfattere, og der har vist sig et uendeligt Perspektiv af Kjøn, af alle mulige kjønslige Mellemformer. Det er blevet en ren Mani at skabe nye Kjøn. Hvis man skal tro de moderne Forfattere, saa er Ingen mere sikker paa sit Kjøn.
Det fjerde Kjøn har ikke nogen direkte Kela- tion til de Homosexuelle. Det betegner Navnet paa Kvindehaderne, de Misogyne. E t gammelt Phænomen, dette Kvindehad, der ogsaa kan fø
res langt tilbage i Tiderne, men som nu præsen
terer sig i moderniseret Skikkelse.
Aristofanes omtaler Kvinden som „forladt af Euripides og alle Guder“. Euripides bebrejder Zeus, at „han har skabt disse Kvinder, som han hader til Døden, som kun skaber Ulykker og — som han ikke kan faa Bugt med.“ Han udbryder:
„Man har fundet Midler mod Bid af vilde Dyr og af Slanger, men man har endnu ikke fundet noget Middel mod Kvinden, der jo er værre end Slangen." I Indernes og Kinesernes Litteratur finder man lignende Exempler paa Foragt for Kvinden. Ogsaa Kirkefædrene var undertiden me
get uhøflige mod Kvinderne. Den ældste latinske Kirkefader Tertullian (Slutningen af 2det Aarh.) siger: „Kvinde ! Du burde stedse gaa i Sorg og Pjalter, og Dine Øjne burde være fulde af Taarer.
Du har ladet Menneskeslægten gaa under." Hie-
2*
ronimus skriver: „Kvinden er Djævelens Port, det Urettes Vej, Skorpionens BraadA Origenes vilde udelukke Kvinden fra Himlen. Middelalde
rens scholastisk-christelige Philosophi prædikede Frafald fra Kvinden. Paa Conciliet i M å^n i det 6.
Aarh. stredes man vidt og bredt om, hvorvidt Kvin
derne var Mennesker. Mærkeligere er det moderne Kvindehad, der just ikke altid hidrører fra asketiske Forestillinger, snarere fra det Modsatte. Askese og overdreven Nydelse kan jo have samme syge
lige Virkning paa Kjønslivet. Man skulde ikke tro, at en Tid, der har skrevet Kvindens Ligebe
rettigelse med Manden paa sin Fane, kunde pro
ducere Kvindehadere som Schopenhauer, Strind- berg og Weininger. Og dog har vel netop Kvin
deemancipationens Overdrivelser i Forbindelse med aandeligt Hovmod og Overmennesketheo- rier hos Mændene bidraget til at skabe en For
agt for Kvinden, der i og for sig ikke har det Mindste med Homosexualitet at gjøre, men som de homosexuelle Forfattere og Agitatorer har be
nyttet sig af til at stille Krav om „Mandseman- cipation“, „physiologisk Venskab mellem Mænd og saa lidt Omgang med Kvinden som muligt.
Schopenhauer beklager meget, at Kvindens Stilling ikke mere er saa lav som tidligere. „Vi har med vort gammelfranske Galanteri og med vor dumme Ærbødighed gjort dem saa arrogante og hensynsløse, at de, ligesom de hellige Aber i
Benares, i Bevidstheden om deres Hellighed og Ukrænkelighed, troer, at de kan tillade sig Alt.“
Strindberg1) siger om Kvinden, at „hendes Sjæl er rudimentair, hun tænker med Maven, Leveren og Livmoderen, hun er en irrationel Funktion." Og han citerer nogle Udtalelser af Liebenfels om disse Baviankvinder, der frygter for Veer, der har ødelagt den gamle Kultur, og som ogsaa vil ødelægge vor Kultur, hvis Mæri- dene ikke snart tager sig sammen.
Og dog er sikkert Alt, hvad der hidtil er præ
steret i denne Genre, for Intet at regne mod Wei- ninger’s2) Værk: „Kjøn og Charakter", der og
saa omhandler de homosexuelle Forhold. Wei- ninger var sindssyg Epileptiker. Han begik Selv
mord 23| Aar gi., 2 Aar efter Bogens Udgivelse.
Det er vel ikke saa forunderligt, at en sindssyg, ung Mand skriver en forrykt Bog. Men det er højst forunderligt, at en saadan Bog kan blive rost i de stærkeste Udtryk for Genialitet, Videnskabe
lighed, slaaende Skarpsindighed o. s. v. Weinin- gers Bog er fremfor Alt ikke videnskabelig. Og den er med al sin „Idealisme" kun et Udtryk for en Askese, der har gjort sin Forfatter syg indtil Vanvid. Der er hele Kapitler, hvor hans Udtalel
ser om Kvindens „egentlige Væsen" ikke kan *)
*) Strindberg: »En blå Bok«. Pg. 142 og Pg. 261.
a) Dr. Otto Weininger. Kjøn og Charakter. Oversat af Karl Gjellerup. Andet Oplag. Kjøbenhavn.
gjengives. Weininger er Asexualitetens (det Kjønsløses) Apostel. Han ser som Fremtidens højeste Mennesketype den Kjønsløse, der forneg- ter alt Kjønsligt. „Sexualitet nedværdiger Men
nesket. “ „Forplantning og Frugtbarhed er mod
bydelig. “ „Det, som det kommer an paa, er at fornegte, at overvinde det Kvindelige.“ „Da al Kvindelighed er Usædelighed, saa maa Kvinden ophøre at være Kvinde og blive Mand." „Den dy
best staaende Mand staar endnu uendelig højt over den højest staaende Kvinde.“ „Den rene Mand er Guds Afbillede, det absolute Noget, Kvinden er Symbol paa Intet.“ „Kvindens Op
dragelse maa tages ud af Hænderne paa Kvinden, og hele Menneskehedens Opdragelse maa tages ud af Hænderne paa Moderen."
Dette kan maaske være tilstrækkeligt. I Mod
sætning til den gamle græske Mythe, der gaaer ud fra det tredie Kjøn, der har været baade mand
ligt og kvindeligt, ender Weininger med Haabet om et tredie Kjøn, der hverken er Mand eller Kvinde.
Det egentlig videnskabelige i Weiningers Bog skal vel være hans Hypotheser om den sexuelle Mangfoldighed, om „de utallige trinvise Over
gange mellem Mand og Kvinde, de sexuelle Mel
lemformer". Han opstiller som sexuelle Typer en ideal Mand og en ideal Kvinde, som i Virke
ligheden ikke findes, men mellem disse Typer
findes der alle mulige Overgangstrin. Der gives i Erfaringen hverken Mand eller Kvinde, men kun Mandligt og Kvindeligt. Man bør derfor ikke længer simpelthen betegne et Individ som Mand eller Kvinde, men det maa beskrives efter den Brøkdel, som det har af begge. Han minder i den Anledning om alle Mænd med kvindeligt Bækken og Bryst, med manglende eller sparsomt Skæg, med prononceret Taille eller usædvanlig langt Ho- vedbaar, og om alle Kvinder med smalle Hofter og fladt Bryst, med dyb, ru Stemme og Knebels
bart. Med andre Ord, Weininger mener, at der ikke findes noget Væsen, der er særkjønnet, alt Levende er bisexuelt, fordi den sexuelle Differen
tiering aldrig er fuldkommen, enhver Celle i det menneskelige Legeme er bisexuel, indeholder baade et mandligt og et kvindeligt Element, der er sexuelle Forskjelligheder i Blodet, i Hudens Celler, overalt. Alt dette er mere eller mindre Phantasi. I en Afhandling om det homosexuelle Spørgsmaal spørger Dr. Thomsen1) om, hvad der skal forstaaes ved en mandlig og kvindelig Kjønsforskjel i Brystkirtlen. „I Virkeligheden er der kun en kvantitativ Forskjel, en videre Ud
vikling hos Kvinden og en simpel Standsning hos Manden." Thomsen paaviser ogsaa det gan- *)
*) Dr. med. Oluf Thomsen: Det homos. Spørgsmaal og den tyske »videnskabelige humanitaire Komité«. I Tidsskrift for nordisk Retsmedicin og Psychiatri, 1907.
ske Forkjerte i som Weininger at føre Analogien fra det fælles tvekjønnede Anlæg af Kønsorga
nerne hos Mennesket og de blivende Rudimenter, der hos de to Kjøn minder om dette Anlæg, helt ud til at gjælde hver eneste af Menneskets Cel
ler. Og fordi det paa et vist Stadium af Fosterets Udvikling ser ud, som om vi oprindelig var tve- kjønnet anlagt, og fordi det ser ud, som om de Dele, hvoraf Kjønsorganerne udvikler sig, oprin
delig er ens, er det jo ikke givet, at det i Virke
ligheden forholder sig saaledes. O. Malm2) frem
hæver netop, at Urkjønscellerne faaer deres Kjøns- karakter fra deres allerførste Anlæg, og at der er overvejende Grund til at antage, at den mandlige Kjønscelle fra Roden af er specifik forskjellig fra den kvindelige. Og hvad de ydre Kjønsorganer angaaer, hvis første Dannelsestrin for vore Øjne er ensartede til henimod tredie Maaned, „saa er det deraf ikke tilladt at slutte, at de ydre Kjønsorga
ner ikke er forskjellig i sin Grund, fordi det mor- phologisk ikke kan skjelnes. Fra den Omstæn
dighed, at Udseendet er ensartet, kan man ikke slutte, at Kvaliteten er ensartet."
Der er noget goldt og kulturstridigt ved disse Forsøg paa at udviske Forskjellen mellem Mand og Kvinde. Der er og bliver naturligvis en Væ-
2) O. Malm: Kjønsdannelse og Homosexualitet. Norsk Maga- zin for Lægevidenskaben, Nr. 3, Marts 1907.
I l i l
• U '<1
sensforskjel mellem de to Kjøn, der allerede giver sig tilkjende ved den udprægede Forskjel mellem de mandlige og kvindelige Kimceller. En Udvik
ling af Weininger’s tredie Kjøn vilde betyde et Tilbageslag i Kultur. Man taler iøvrigt om et tre
die Kjøn, der skulde resultere af Kvindeemanci
pationens forkerte Udvikling, hvorved der muli- gen kunde produceres en Kvindetype, analog med
„Arbejderne1' hos Bier og Myrer, Kvinder, der kunde arbejde som Mænd, men som følte sig kjønsløse. Hvis saadanne Typer kunde tænkes, vilde de blive lige saa abnorme og monstrøse som de Homosexuelle. Men det har vist ingen Nød, Mand og Kvinde er nu engang skabte forskjelligt.
Selv Weininger maa indrømme, at „til Trods for alle sexuelle Mellemformer, er Mennesket dog sluttelig et af to, enten Mand eller Kvinde." Det er rigtigt. Der gives kun to Kjøn. Og paa en sund og naturlig Udvikling af disse to Kjøn, der kan have mange Opgaver fælles, men som ogsaa altid har særlige Opgaver, beroer hele vor Kultur.
Homosexualitet og Historie.
De Forfattere, der har undersøgt de homo- sexuelle Phsenomeners Optræden i Historien, kan paavise dem saa at sige overalt, til alle Ti
der, hos alle Folkeslag. Adskillige Videnskabs- mænd og samtlige homosexuelle Agitatorer peger stadig paa denne Kjendsgjerning, som om den var af den største Betydning for deres Paastande om den medfødte Homosexualitet. Jeg forstaaer ikke denne Maade at se Sagen paa. At vilde, ukul- tiverede, primitive Folkeslag svælger i Udsvævel
ser og pervers Utugt finder jeg ganske umiddel
bart forstaaeligt. Man har paavist Homosexuali
tet hos „Naturfolkene44, f. Ex. hos Negrene i Af
rika og paa Madagaskar, hos Malayerne (paa Su- matra, Java o. s. v.), hos Indianerne og hos mon
golske Folkeslag i det nordlige Asien (Aleuter, Korjaker o. s. v.). Disse Mennesker er af Natu
ren meget stærkt sandselige, de tænker hoved
sagelig kun paa to Ting, at skaffe Føden i Øje-
blikket og at tilfredsstille deres Sandselighed, li
gegyldig paa hvilken Maade. Klimaet udvikler ofte deres Sandselighed yderligere, ligesaa deres Lediggang. Alt dette fremkalder selvfølgelig alle Former for kjønslig Tilfredsstillelse. Men des
uden er den altfor tidlige Kjønsnydelse hos Bør
nene af største Betydning for Erhvervelsen af contrair Sexualdrift. Dels kan den forkerte Drifts
retning opstaa lejlighedsvis, tilfældigvis, ved Om
gang mellem Børn af samme Kjøn, dels kan den opstaa ved Overmættelse af normal Kjønsny delse.
Det skildres udtrykkelig af Ethnologer, der har iagttaget Negre, at den altfor tidlige Kjønsny- delse bevirker Lede, og derved fremkaldes Forsøg paa ny Pirring ved homosexuelle Handlinger.
Naar disse gjentages og bliver vanemæssige, fal
der Lysten til normal Tilfredsstillelse bort. Paa denne Maade udvikles da den aktive Homo- sexualist, som, naar der indtræder Impotens, bli
ver passiv.
Det gaaer med de Vilde som med Dyrene, hvis homosexuelle Handlinger allerede beskrives af Aristoteles; han fik som bekjendt store Gaver af Alexander den Store af Dyr fra alle Egne. Ho
mosexuelle Handlinger udføres ogsaa af Dyr i vild, fri Tilstand, og maa da nærmest opfattes som Tilfredsstillelse af en voldsom, blind Co- pulationsdrift. Først i det 19de Aarh. har For
skerne givet sig af med Undersøgelser af homo-
sexuelle Forhold hos de hvirvelløse Fyr, særlig hos Insekter. Men selv de mest detaillerede Un
dersøgelser af Homosexualitet hos Bavianer, Tri- badi hos Buer og Pæderasti hos Oldenborrer har ikke ført til nogetsomhelst Bevis for medfødt Ho
mosexualitet hos Dyr.
De første Opdagere af Amerika fandt stærkt udbredt Perversitet hos de Indfødte i Panama. I Nordamerika fandtes Mænd, der fra Drengeal
deren var bievne opdragne, klædte og smykkede som Kvinder, for senere at leve sammen med Mænd; andre Steder fandtes Kvinder, der age
rede som Mænd og indgik Forbindelser med an
dre Kvinder. I Mexiko sluttedes Ægteskab mel
lem Mænd. Hammond fortæller om Pueblo In dianere i Ny-Mexico, der fabrikerede „Mujerados“
(Mujeriego : forvandle til Kvinde). De kraftigste Mænd udvalgtes, blev lemlæstede ved Kastration og paa anden Maade, hvorved deres Kjønskarak- ter efterhaanden omdannedes i Retning af den kvindelige Type; de endte som fuldstændig de
genererede Individer. Fabrikation af Eunucher blev drevet i høj Grad i Oldtiden. Efter Herodot maatte Babylon aarlig levere den persiske Konge 500 Eunucher. Fra Kongeriget Bootan solgte man aarlig 20,000 Eunucher til andre Nationer, der benyttede dem til perverse Formaal. — Baade ældre og nyere Forfattere fremhæver, at de per
verse Udskejelser har deres Udspring fra Asien.
Derfra smittes Kreta ved Phøniciere og Lydere, og fra Kreta udbreder Epidemien sig til Græken
land og Kom. Komerne lærte ogsaa homosexuelle Forhold at kjende hos Carthaginienserne under de puniske K nge; men det var Grækerne, der var deres Læremestre i „græsk Kjærlighed . Un
der Kejsertiden tiltog de homosexuelle Udskejelser og udartede under Tiberius, Caligula, Nero og Heliogabal til fuldstændigt Vanvid.
Som bekjendt omtaler Bibelen saadanne For
hold baade i det gamle og det nye Testamente.
Jøderne, der holdt Familielivet og Kvindens Frugtbarhed i Ære, ansaa homosexuelle Forhold for usædelige og strafbare. Fortællingen i 1ste Mosebog, 19de og 20de Kapitel, om Englenes Besøg i Sodoma hos Loth skildrer de homosexu
elle Forhold hos Sodomiterne (Sodomi). Ind
byggerne i Sodom omringer Loth s Hus, da de har faaet Underretning om de to fremmede Mænds Besøg. „Og de kaldte ad Loth og sagde til ham: hvor ere de Mænd, som kom til Dig i Nat? led dem ud til os, at vi maa kiende dem.“
Loth tilbyder sine Døtre for at redde Gjæsterne, men Sodomiterne vil have fat i Mændene. Og saa er Maalet fuldt. Sodoma og Gomorrha øde
lægges ved Ild og Svovl.
Hedningernes Dyrkelse af Baal, Moloch, Astarte var forbunden med „sodomitiske Hand
linger.
I 3die Mosebog, 20de Kapitel, siger Moses, at Mænd, der gjør sig skyldige i Omgang med hin
anden, „de have begge gjort en Vederstyggelig
hed, de skulle visseligen dødes, deres Blod skal være over dem.“
Apostelen Paulus advarer mod de sodomitiske Laster hos Phøniciere, Lydere og Syrere. I Set.
Pauli Brev til de Romere, 1ste Kapitel, hedder d e t. „Desaarsag haver Gud givet dem hen i skjæn- delige L yster; thi baade deres Quinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, og desligeste ogsaa Mændene; de forlode Quindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uterlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv."
Det er med fuld Berettigelse, at Romerne taler om „græsk Kjærlighed". Thi intetsteds i Verden har de homosexuelle Forhold spillet saa stor en Rolle, som i Grækenland, hvor Staten ordnede dem som Institution, hvor Philosopherne disku
terede dem, og hvor de fik en historisk Betydning, der var saa stor, at den „græske Kjærlighed" blev vakt til Live igjen 1500 Aar senere under Renais- sancens Begejstring for den antike Tids Kultur.
Det har til alle Tider været en Gaade, at det mest skjønhedselskende Folk, der vel har existeret, kunde forfalde til den Slags Udskejelser, og man
ser endnu stadig ganske modstridende Forsøg paa at forklare denne Gaade.
Naar man ikke selv er saa meget Philolog, at man kan benytte Kildeskrifterne, kan man f. Ex. ty til Rosenbaums1) lærde og ansete Af
handling om disse og lignende Forhold. Ogsaa han omtaler, hvorledes Grækenland blev smittet - fra Asien. Men ligesom Venusdyrkelsen, siger han, i Grækenland skiftede Form, saaledes omfor
medes „Drengekærligheden** ogsaa fuldstændig.
Den blev som Paedophili anvendt blandt Op
dragelsesmidlerne og helliget „den himmelske Eros“, Udskejelserne tilfaldt „den vulgaire Eros'*.
Disse to ganske forskjellige Ting er bievne for- vexlede, og derved har man sat en Skamplet paa den græske Nation, som den ikke har fortjent.
Paedophili bestod ganske vist Side om Side med Pæderasti, men denne er aldrig bleven billiget af Grækerne. Baade i Sparta og Athen straffedes Paederasti oprindelig med Vanære, Exil eller Dø
den.
Rosenbaum minder om Herodot’s Fortælling om Skytherne, der paa deres Tog i Asien be
mægtigede sig Staden Ascalon i Syrien og plyn
drede Venus Urania’s Tempel. Til Straf herfor slog Gudinden disse Skyther og deres Efterkom
mere med den Sygdom, der kaldes voucoc &r]Xsia i) i) Dr. Julius Rosenbaum. Geschichte der Lustseuche im
Alterthume. Halle 1845.
(den Begjærlighed eller Sygdom eller Last, der forvandler Mand til Kvinde). Alene af Rosen- baum’s Meddelelser og Citater fremgaar det klart, at man i den antike Tid har kjendt og debatteret de homosexuelle Forhold ligesom nutildags.. Man har f. Ex. diskuteret om, hvorvidt de Homo
sexuelle, Kinæderne ogPathici, som de kaldtes den
gang, var fødte saadan, eller om de havde erhvervet deres Sygdom. — Aristoteles(384—322)giver ana
tomiske og physiske Grunde for, at nogle Men
nesker fødes som Pathici (passive Homosexua- lister). Han mener, at visse Nerver, der normalt fører til Kjønsorganerne, har faaet et afvigende Forløb. Kuriøst nok udvikles denne Tanke nær
mere i vore Dage af Mantegazza,1) der gjør For
dring paa den tvivlsomme Ære at have løst det hele Problem paa denne Maade efter aarelange Studier. Da Mantegazza ellers citerer Aristoteles, er det mærkeligt, at han har overset, at denne har Prioritet paa denne Tanke.
Aristofanes haaner Pathici i de fleste af sine Komedier. Han omtaler, hvorledes de klæder sig som Kvinder, og hvorledes de lader Hovedhaaret voxe, men ellers fjerner alt Skjæg og alle Haar.
Grækerne havde ingen Undskyldning for Kinæ- dens Last, selv om man søgte efter anatomiske og physiologiske Grunde til hans Adfærd, kunde saa-
l ) Mantegazza: Lc. cit. Pag. 128.
danne ingen Forklaring give. Det maatte være hans sygelige Fantasi, der uimodstaaelig bemæg
tigede sig ham. Hvis der hos Pathici optraadte Spor af Sindsforvirring og Epilepsi, saa var det Venus, der hævnede sig ved at slaa dem med Van
vid. Saaledes kunde det ende, men oprindelig var det Lasten, der berøvede Pathicus Herre
dømmet over sig selv. Var det første Skridt gjort, saa kappedes Pathicus snart med Kvinderne om Mændenes Gunst, saa smykkede de sig som He
tærer og brugte de samme Midler som disse for at pleje deres Hud og deres Legeme, de efterlignede Kvindernes Gang og Stemme, og deres Legems
form nærmede sig efterhaanden den kvindelige Type. Deres Karakter, hele deres sjælelige Liv deltog i Forvandlingen. Tilsidst udviklede den oprindelige Last sig til en Sygdom. Naar de blev ældre, blev de udstødt af Mændenes Selskab og foragtet af Kvinderne.
Parmenides (509 f. Chr.) udtaler, at Pathici fødtes med Disposition til denne Last. —
Polemon (200 f. Chr.) taler om Androgynens smægtende, lystne Blik, om hans fine, fordrejede og sittrende Stemme, om Hofterne, der er i stadig Bevægelse.
Philo (40 f. Chr.) siger : „Der er et Samfunds
onde, der har sneget sig ind i Staten, en Last, som det tidligere var en Skam blot at nævne. Nu anses det endog for en Ære at være Pathicus.
De H o m o se x u e lle . 3
Man siger om saadanne, at de kan omdannes til Kvinder, saaledes at der ikke bliver en Gnist af Mandighed tilbage hos dem. Hvis man lyder Loven, bør man slaa dem ihjel. Loven byder, at man ustraffet kan dræbe Androgynen, der krænker Naturens Love, han bør ikke leve en Lag, ikke en Time længer, fordi han er en Skjænd- sel for sig selv, for sin Familie, for sit Fædre
land, ja ! for hele Menneskeslægten. Len aktive Part bør lide den samme Straf, fordi han følger en Lyst, der er imod Naturen, og fordi han mindsker Statens Befolkning, idet han dels for- negter Pligten til at avle Børn, dels giver Anled
ning til og Undervisning i de største Laster, Umandighed og Kvindagtighed, der paa denne Maade udvikles hos Ungdommen. Endelig lader han den dybe og frugtbare Jordbund ligge brak, hvorimod han bearbejder den, af hvilken der ikke kan komme nogen Afgrøde. Man ser jo bestandig disse Androgyner spadsere om paa Markeds
pladserne, hvor der er mange Mennesker, man ser dem gaa foran ved festlige Optog, de bliver indviede i Mysterierne og spiller en Bolle ved Ceresfesterne. Nogle har drevet det saa vidt, at de har øpsket en fuldstændig Forvandling til Kvinde, de har lemlæstet sig selv og spadserer nu omkring, klædt i Purpur, omgivne af en Liv
vagt, som om de havde gjort Fædrelandet store Tjenester. Hvis man anvendte Lovens Straf imod
%
disse frække Mennesker, saa vilde det bevirke, at Andre ikke efterlignede dem.“
Dio Chrysostomus (100 efter Chr.) anfører de legemlige Tegn, hvorpaa man kjender Kinæden og Androgynen. Han omtaler den kolossale Ud
bredelse af disse Laster i Tarsus. Apostlen Pau- lus, der var født i Tarsus, tager maaske netop af disse Forhold Anledning til at skrive sit Eomer- brev.
Lucian (125 efter Chr.) siger: Pathicus, Dine Handlinger er saa aabenbare, at selv de Blinde og Døve kjender dem. Blot Du hæver Din Stemme, blot Du klæder Dig af for at bade Dig, saa aabenbarer Du alle Dine Hemmeligheder.
Selv om En af Eder, f. Ex. Sofisten Bassus eller Fløjtespilleren Batalus eller Kinæden Hemi- theon fra Sybaris, der lærer Eder, hvorledes man skal polere sig og rykke sine Haar ud, selv om En af Eder tog en Løvehud paa og gik om med en Kølle i Haanden, troer I saa, at man vilde tage Nogen af Eder for en Herkules? Nej ! Tu
sinde Ting vilde tale mod Eder, Eders Blik, Stem
men, den bøjede Hals, Blyhvidtet, Mastixen, Sminken paa Eders Kinder. Ordsproget har Eet, naar det siger, at det er lettere at skjule 5 Ele- phanter under sin Arm end een Kinæde.
Kirkehistorikeren Eusebius (264—340) for
tæller om et Tempel paa Libanon, der var Sam
lingssted og Skole for alle Vellystninge, der van-
3*
ærede deres Legemer og fornegtede deres natur
lige Værdighed. De frygteligste Udskejelser blev begaaede i dette Tempel, hvor der hverken her
skede Tro eller Lov.
Biskop Synesius (378—431) raader Kejser Acadius til at haandhæve Disciplinen i Hæren og til åt advare Soldaterne mod Skythernes og Bar
barernes Laster.
Som man kan se af ovenstaaende Citater og af mange andre Meddelelser, er der Beviser nok for, at de Homosexuelle ikke helt ustraffet har drevet deres Uvæsen i Grækenland. Grækerne ansaa ikke Drenge og Ynglinge for ansvarlige for deres Handlinger. Derimod foragtede man Voxne, der optraadte som Pathici enten af Lyst eller for Be
taling. Den mandlige Prostitution, der tilbød sig ved Havnepladserne, i visse Gader eller i Bade
anstalterne, var lige saa foragtet, som den er nu
tildags.
Vi skal nu som Modsætning til Bosenbaum’s mere ideelle Opfattelse se, hvad en moderne Philo- log mener om disse Spørgsmaal. I det ansete philologiske Tidsskrift „Bheinisches Museum fiir Philologie“ har en Forf., E. Bethe, 1907 skrevet en Afhandling om den doriske Drengekjærlighed, dens Ethik og dens Idé. Forf. raillerer over de mange Forsøg paa at „undskylde" Grækerne. Det er efter hans Mening en fuldstændig Misfor- staaelse at tro, at Grækerne i den antike Middel
alder, o : i det 7de, 6te og Størstedelen af det 5te Aarh. f. Chr., saa en Skam eller Last i Drenge
kærligheden , tværtimod, „det maa dog siges engang lige lid, at det er den homosexuelle Ivjærlighed, der har aabnet Grækernes Hjærter, der har skabt deres erotiske Poesi, — kun eengang er denne Kjærlighed behandlet med samme glade Aaben- hjertighed og stolte Selvbevidsthed som hos Græ
kerne, nemlig i den arabiske og persiske Littera
tur. “
Forf. udvikler i sin lærde Afhandling, der ogsaa henviser til de hellige Klippe- og Vaseindskrifter, at Drengekjærligheden hos Dorerne var en offent
lig anerkendt og ærværdig Institution, billiget af Staten, helliget af Religionen. Det er „den reaktionære philosophiske Modebegejstring", der søger at gjøreHomosexualiteten „platonisk", i det mindste i visse Egne af Grækenland. Plato taler om de homosexuelle Forhold, der skulde tjene bl. a. til at forhindre Overbefolkning, og han nævner i Phaidros de doriske Anskuelser, f. Ex.
om Elskeren, der skammer sig mere for sin Dreng end for sin Fader og sine Kammerater, hvis han har begaaet en æreløs Gjerning. Forf. minder om Eleerne og Thebanerne, der i Slutningen af det 5te Aarhundrede f. Chr. stillede „de elskende Par“ sammen i Slagrækken. Disse „Pæderast- hære“( !) var uovervindelige. I Slaget ved Chai- roneia 338 dækkede „de Elskende" Thebanernes
38
hellige Skare. Ved Mantineia faldt Epaminondas sammen med hans Elskede, Kaphisodoros.
Forfatteren indrømmer dog, at Drengekj ærlighed i de ikke doriske Stater blev betragtet som en Last, skjøndt den var offentlig anerkjendt. Den doriske Drengekj ærlighed har laant visse Former fra Vielsesceremonierne. Paa Kreta knyttedes Forbindelsen mellem Mand og Dreng under Form af Bruderov. I Theben, Thera og paa Kreta mod
tog Parrene religiøs Indvielse. Paa Kreta ansaa man det for en Skam, hvis en adelig Dreng ikke fandt en Elsker. Det var en Ære for Drengen, at mange Mænd bejlede til ham. Der udviklede sig efterhaanden en Helteromantik i Smag med Middelalderens Riddervæsen, kun at det her gjaldt Damerne, i den antike Tid Drengene. Ligesom Damen i det 12te og 13de Aarh. stillede sin Rid
der den ene Kjærlighedsprøve større end den an
den, paalagde kretensiske Drenge deres Elskere at udmærke sig ved Farer og Kampe. Plutarch fortæller om en Thessaler, der taf huggede sin venstre Haand for at stikke en Rival ud, der bejlede til samme Dreng. Vi skal ikke følge Forf.
længere. Hans Anskuelse om, at der skulde ligge en Tro paa Overføring af Mandens bedste Egen
skaber til Drengen bag de homosexuelle Hand
linger, er for naturalistisk til at kunne gjengives, skjøndt den begrundes med Analogier fra Cere
monier hos vilde Folkeslag og religiøse Sekter. —
Forf. gaar altsaa ud fra, at Forholdet mellem Mænd og Ynglinge i Grækenland var af fuldstæn
dig erotisk Karakter. Hans Meninger falder sam
men med Nietzsche’s, der lader det Erotiske danne Udgangspunktet for hele den mandlige, græske Opdragelse, og som mener, at jo højere Forholdet mellem Mand og Yngling udviklede sig, desto lavere blev Kvindens sociale Stilling og hendes Forhold til Manden, en Anskuelse, der sikkert stiller hele Spørgsmaalet paa Hovedet.
Men enten man gaar ud fra, at den græske Opdragelse af Drenge med Drengens Forhold til Manden som Lærer, Forbillede, Ven, har været ideel fra Begyndelsen af og senere har skejet ud, eller man antager, at den først har været præget af Udskejelserne og senere er bleven ordnet ideelt, saa synes det ret sindssvagt at tro, at det skulde være Homosexualiteten i Grækenland, der har skabt græsk Poesi, græsk Mandighed og Tapper
hed, saaledes som Forfatteren og de homosexuelle Litterater paastaaer.
Der er en næsten sygelig Tilbøjelighed hos disse Forfattere til at overdrive Betydningen af de homosexuelle Forhold. Hvis man engang i en fjern Fremtid vilde bedømme vor Tids Kjønsliv efter den homosexuelle Litteratur, der har set Lyset i de sidste Aar i Tydskland og andetsteds, saa vilde man maaske tro, at der havde existeret lige saa mange Homosexuelle som Heterosexuelle i vore Dage, og
at den Rolle, som de Homosexuelle havde spillet, politisk og socialt havde været af den mest ind
gribende Betydning.
Det kan vist anses for utvivlsomt, at Kvin
dens sociale Stilling var en af Grundene til de homosexuelle Forhold i Grækenland. Jo daar- ligere heterosexuelle (normalt sexuelle) Forhold, desto større Chance for de homosexuelle Forhold ! Nu var der vel Kvinder nok i Grækenland. Men de blev i Almindelighed kun betragtede som nød
vendige til Børneavl. Det er betegnende, at kun Hetærerne kunde omgaaes Mændene som Ven
inder. Den store Mængde af Kvinder levede iso
leret, deltog ikke i Forsamlingerne, kunde ikke tale med om politiske og sociale Forhold, om phi- losophiske Problemer. Staten tog tidlig Børnene fra dem for selv at opdrage dem til gode Stats
borgere; og Grækerens Skjønhedssands, som man skulde tro netop vilde beskytte ham mod Ud
skejelserne, kunde ved den stadige Fremvisning af de mandlige Legemer ved Legemsøvelserne paa Gymnasierne maaske lede ham paa Afveje.
Grækerne forgudede det nøgne Legeme, de el
skede at se Drengens og Ynglingens Legeme ud
vikle sig ved Leg og Brydning, og hverken mo
ralske eller religiøse Love satte nogen synderlig Grændse for den hedenske Æsthetik. Dertil kom saa de evige Krige og Smitten fra de Folkeslag, som de derved kom i Berøring med.
I ethvert Fald har Plato da ingen Skyld i, at hans Symposion og Phaidros bliver opfattede som en Forherligelse af den homosexuelle Kjærlighed.
Plato har set Kjønslivet i Grækenland, som det var, han har fremstillet det fra de forskjellige Synspunkter, hvorfra det kunde ses; han har philosopheret over alt dette, og han lader den sidste og fornemste Taler ved sit Gjæstebud, Sokrates, slutte med at underkjende alt Sandseligt og kun anerkjende den rene Skjønhedsidé. Der kan om hans Symposion siges, at „Platonismens Eros-Idé er avlet af en naturstridig Underkjendelse af Kjønsforholdets Skjønhed og Betydning, mens det erotiske Tyngdepunkt er lagt paa Forholdet mellem Mænd",1) men „den egentlige platoniske Eros-Idé er den kydske Kjærlighed til Mænd i Modsætning til den ukydske Kjærlighed til Kvin
der."1)
I Plato’s sidste Skrift „Lovene" fordømmer han rent ud Kjærlighed til samme Kjøn. Han siger: Syssitierne (Fællesspisningerne mellem
Mænd og Ynglinge) og Gymnasierne er i deres Art udmærkede Institutioner, men de fører let til, at Mandens naturlige Kjærlighed synker under det Dyriske. Lyst er kun naturlig, naar den ud
springer af Samkvem mellem Mand og Kvinde,
1) Martha Drachmann Bentzon: Michelagniolo. Kjøbenhavn 1908.
Omgang mellem Mand og Mand eller mellem Kvinde og Kvinde er stridende mod Naturen.
Symonds1) er maaske den, der paa den mest upartiske og overlegne Maade søger at løse det vanskelige og indviklede Problem om Homosexua- liteten i Grækenland.
Det, som Grækerne kaldte „Paiderastia“ eller Drengekærlighed, siger han, aabenbarede sig i en af de mest glimrende Perioder af menneskelig Civilisation hos et af de højest begavede og højest stræbende Folkeslag. Der findes intet Spor af Fjendskab til „Paiderastia“ i de homerske Digte.
Vel udmærker Achilles, Iliadens Helt, sig lige saa meget ved sit Venskab for Patroklos som Odysseus ved sin Trofasthed mod Penelope og Hektor ved sin Kjærlighed til Andromache. Men Skildringen af Venskabet mellem Achilles og Pa
troklos indeholder Intet af den Lidenskab, der prægede Forholdet mellem Elskeren og „Elsklin- gen“. Det er den efterhomeriske Tid, der paa Grund af de Sæder, der da herskede, ganske ube
rettiget lagde noget saadant ind i Forholdet mel
lem de to Heroer.
Den ædle Form af Kjærlighed mellem Mand og Mand, fortsætter Symonds, er et enestaaende Phænomen i Menneskehedens Historie. Derved,
1) Havelock Ellis und I. A. Symonds: Das kontraire Ge- schlechtsgefuhl. Deutsche Original-Ausgabe. Leipzigl896.
mere end ved nogetsomhelst Andet, sættes Skjel mellem Grækerne og deres barbariske Samtid, mellem Grækenland og Rom og den moderne Men
neskehed. Oprindelig knn ideel fik den senere en Nuance af Sandselighed. Under Benævnelsen
„græsk Kjærlighed“ forstaaer Symonds en liden
skabelig og begejstret Tilbøjelighed mellem Mand og Yngling, som Samfundet anerkjendte, og den offentlige Mening protegerede, og som til Trods for en Iblanding af Sandselighed aldrig udartede til Utugt. Man forlangte mandig Selvagtelse hos begge Parter. Det Baand, der forenede dem, skulde være som det, der forener Fader og Søn eller Broder og Broder. Lykurg straffede Elske
rens Udskejelser med Døden eller Landsforvis
ning. Først da den græske Race corrumperede, førte Institutionen til Utugt.
Symonds omtaler udførlig den Tale, som Pausanias holder ved Gjæstebudet, og mener, at disse Udtalelser i rent attisk Sprog giver en ægte athenisiensisk Anskuelse af Spørgsmaalet. Pausa
nias antyder den Æreskodex, der adskiller den ædle Form af Paiderastia fra de lavere Former.
Han viser desuden, at man bestemt satte Tilbøje
lighed mellem Mænd indbyrdes over Tilbøjelig
hed mellem Mand og Kvinde. Endvidere viser han sin Tro paa Muligheden af et saadant Mands
venskabs varige Tilbøjelighed, og at man med den største Omhu vaagede over Drengene i Athen.
Okkupationsarmé“ i de Stater, som de havde un
dertvunget, tæt sammensluttede i Kaserner under fuldstændig militair Disciplin, og det ideelle Vaa- benkammeratskab skildres, der danner et Ridder
væsen, som i Idealisme kun kan sammenlignes med Middelalderens Ridderlighed overfor Kvinden.
Det er denne Idealisme, der fører „den hellige Skare", der aldrig var bleven besejret, før den ved Chæronea falder til sidste Mand. Da Philip af Macedonien om Aftenen efter Slaget beser Val
pladsen, fælder han Taarer ved at se de 300, der havde kjæmpet mod hans Phalanx, ligge slagne, og han udbryder : „Forbandet være Enhver, der mener, at disse Mænd nogensinde har begaaet noget Lavt eller fundet sig i noget saadant."
Denne Udtalelse blev Gravskriften over græsk Frihed, græsk Heroisme og „græsk Kjærlighed"
i ædlere Forstand.
Symonds gjør endelig opmærksom paa den Mis- forstaaelse, at hele det græske Folk skulde have været mere eller mindre smittet af Homosexuali- tet. Dette er saa langt fra Tilfældet, at det er berettiget at opfatte denne Tilbøjelighed som en Ejendommelighed, der var særlig for de græske Krigere og Gymnaster, Philosopher og Digtere i Modsætning til den store Masse af Folket. Og græsk Kunst var ikke paavirket af de homosexuelle Tilbøjeligheder og Anskuelser. Den viser ingen
Partiskhed for den mandlige Skjønhed. Aphrodite og Ares har deres Plads ved Siden af Hermes og Eros. Athene foretrækkes for Ares. Hera staar ligeberettiget med Zens, Nympher med Fauner, Muser med Apollo. Man skal vanskelig kunne paavise en sandselig opfattet Kjærlighedsgud.
Selve Kjærligheden blev legemliggjort i den hen
rivende „Eros“, som baade Praxiteles og Phidias skabte.
De homosexuelle Phænomener var ikke saa fremtrædende i Middelalderen som i den antike Tid. De optræder mere sporadisk, men giver dog jevnlig Anledning til, at Kirke og Stat maa tage sig af dem. Karl den Store udtaler sig saaledes i sine Kapitularier : „Der er kommen os en skræk
kelig Meddelelse for Øre, som vi ikke uden Skræk og Afsky kan gjentage, nemlig den, at saare mange Munke træffes i Utugt og anden Urenlighed, ja endog i unaturlige Synder.“ I England var de perverse Udskejelser til Tider stærkt udbredte, men ogsaa paa Fastlandet maa Kirkeforsamlinger ofte skride ind imod dem. I Frankrig skal de være bievne almindelige efter Korstogene, hvor Korsridderne blev smittede af Orientalerne, der ikke saa noget unaturligt i den homosexuelle Kj ær
lighed, udbredt som den var baade i Befolkningen
tet til den. Philip den Smukke optræder særlig energisk imod de Homosexuelle; under ham an
lægges der Sag mod Tempelridderne. Processerne, anlagte paa Grund af den Enkeltes Udskejelser, blev baade i Frankrig og andetsteds undertiden benyttede som Vaaben til at komme hele den Stand eller Orden, som Vedkommende tilhørte, til Livs.
Aar 1630 udgiver Paulus Zacchias (1584—
1659), Livlæge hos Pave Innocenz den 10de, et stort Værk om Pæderasti. Ludovicus Claepius, Jurist i Kothen, skriver 1669 en juridisk Afhand
ling om „Sodomiteri“.
I Nederlandene foranstaltede Eegjering og Øv
righed i 1730 en Forfølgelse af de Homosexuelle, der minder om Hexeprocessernes Rædsler. Fra Maj 1730—Novbr. 1731 blev 250 Mennesker un
derkastede Tortur, de blev pidskede, brændemær
kede og henrettede, deriblandt Drenge paa 11 14 og 15 Aar. Ved Executionen i Zuidhorn maa de Yngste først overvære Henrettelsen af deres Venner. 1741 dømmes en Dreng paa 11 Aar til 20aarigt Fængsel, 1746 en 17aarig Dreng til 60- aarigt Fængsel.
Af særlig historisk Interesse for Nordboere er en Afhandling om „Spor af Kontrair- sexualitet hos de gamle Skandinaver*1,1) som
1) Jahrbuch fur sexuelle Zwischenstufen, IV. Jahrgang 1902-
„en norsk Lærd“ har skrevet. I den ældre is
landske Sagalitteratur findes neppe Noget om Homosexualitet. Men Afhandlingen omtaler bl.
a. det Sted i den yngre Edda, hvor Loke uventet giver Møde ved et Gjæstebud hos Guderne og bliver skjældt ud for at have født Børn som en Kvinde. Han bliver kaldt arg (argr, ragr), der betyder det Samme som Pathicus. Naar Ordet arg blev brugt mod en Mand, kunde For
nærmelsen kun afvaskes med Blod.
I Krøkaref’s Saga (14. Aarh.) bliver Helten Refr beskyldt for ikke at være af samme Natur som andre Mænd, „hver 9de Nat var han Kvinde og trængte til Mænd“, hvorfor han kaldtes arg (hinn ragi). I den Anledning dræber Befr Op
havsmanden til Rygtet og hans 4 Sønner.
Ogsaa de historiske Sagaberetninger omtaler den Slags Forhold. Da den tydske Missionær Bi
skop Thangbrand kommer til Island for at præ
dike Kristendom, synes Hedningene, at han er en meget fordægtig Mand. De krigerske Indbyggere vidste ikke rigtig, til hvilket Kjøn de skulde hen
føre disse milde Præster med deres sagtmodige Væsen og deres lange, halvt kvindelige Klædning.
Og skjøndt Thangbrand personlig var en haand- fast Karl, bevirkede dog hans store Venskab for den vidt berejste Islænding, Thorvaldr, at man sang Smæderim om Biskoppen, der havde født 9 Børn, og Thorvaldr var Fader til dem alle. Naturligvis
slaaer Thorvaldr øjeblikkelig Forfatteren til Visen ihjel, og da Biskoppen bebrejder ham dette, sva
rer h a n : Jeg kunde ikke finde mig i, at de kaldte os „arg“.
I Njal’s Saga forekommer en lignende Scene.
Njal havde intet Skjæg, hvorfor man jevnlig spot
tede ham. Da en af Njal’s Sønner engang, hvor Spøgen syntes ham at gaa for vidt, gjør G-jengjæld med den sædvanlige Vending, at Spotteren selv hver 9de Nat var Kvinde o. s. v., fører dette til de Fjendtligheder, der ender med hele Slægten Njal’s Undergang. Der er neppe Tvivl om, at de gamle Skandinaver har kjendt Homosexualitet og har havt en Nomenclatur for Betegnelsen af homosexuelle Forhold. De Homosexuelle blev selvfølgelig foragtede i højeste Grad af Vikingerne :
„En Træl hævner sig, den „Arge“ hævner sig al
drig. “ Ordene „arg“ og fejg var Synonymer. Un
dertiden øvede man Lynchjustits og druknede den
„Arge“ i den nærmeste Sø, hvilket maaske ogsaa hang sammen med de Homosexuelles Tilbøjelig
hed til Trolddomskunster. Da de altid blev haa
nede og foragtede, fandt de nemlig undertiden paa at gjøre sig frygtede ved at skaffe sig Ky for Trolddom.
Fra den senere Middelalder omtales den første Unionskonge over Sverrig og Norge, Magnus Smek, som homosexuel, uagtet han 19J Aar gammel havde giftet sig og havde flere Børn.
Senere fik han Uvillie mod Dronningen og viste paa en nforsigtig og udfordrende Maade sin For- kjærlighed for unge Mænd. Den svenske Helgen
inde Brigitta bebrejdede ham dette i sine Aaben- baringer. Den i det følgende Aarbundrede le
vende Historieskriver, Ericius Olai, beretter ogsaa, at Kongen hengav sig til „damnatissima Libido".
Blandt hans Yndlinge var en Adelsmand Benedict Algotssan, der blev overøst med Yelgjerninger.
Kongen gjorde ham til Hertug af Østerland (Fin
land) og Halland og gav barn Skaane til For
valtning, hvilket førte til Krig mellem Kongen og hans ældste Søn Erik.
De H o m o se x u e lle . 4
Heinrich Hdszli (1784— 1864).
Den 30te Septbr. 1817 blev en Retsembeds- mand, Dr. jur. Franz Desgouttes henrettet i Aar- wangen. Delinkventen holdt før sin Henrettelse
„en rørende Tale om den velfortjente Straf for sit ntrolig syndefulde Levned“, derefter. hlev han kvalt og radbrækket. Han havde myrdet sin 22- aarige Skriver Daniel Hemmeler fra Aarau, med hvem han siden 1812 havde staaet i homosexuelt Forhold.
Der er ingen Tvivl om, at denne Begivenhed tilligemed Hexeforfølgerne indvirker saaledes paa Hoszli, at man deri maa se den psychologiske Begrundelse for hans Kamp for de Homosexuelle.
Der foreligger intet Bevis for, at han selv skulde have været homosexuel. Han giftede sig 27 Aar gammel; han og hans Hustru levede senere hver for sig, hun i Ziirich, han i Glarus, hvor han var Modehandler, men han besøgte hende jevnlig og havde to Sønner med hende.
