D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
VERDENSKRIGEN 1914-18
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019371418
Q t f Q O
G U D S O R D
S O M L Y S K A S T E R
U N D E R V E R D E N S K R I G E N
S K R E V E N 1 9 1 7 - 1 9 1 8 Af
M A R I E J Ø R G E N S E N
f
h. m
K Ø B E N H A V N • J U L E N 1 9 1 9 T R Y K T I M I S S I O N S T R Y K K E R I E T
U N D K l « V E R I ) E N S K R I G E N
G U D S O H D
S O M L Y S K A S T E R
U N J) E R V E R D E N S K R I G E N
S K H E V E N 1 9 1 7 — 1 9 1 8
Af
M A K I E J Ø H ( i E N S E N
K Ø B E N H A V N • J U L E N 1 9 1 9 T R Y K T I M I S S I O N S T R Y K K E R T E T
ikke al væne til Glæde, men til Bedrøvelse, men siden giver den til Gengæld dem, som derved err øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
Stræber efter Fred med alle og efter Hellig
gøreise, uden hvilken ingen skal se Gud.
Hebr. 12, 11.
Kald eder ikke Vejleder; thi een er eders Vejleder, og det er K r i s t u s . M a t h . 2 3 . Disse Herrens Ord indeholder baade en Advarsel og en Læreregel. De blev udtalt til Kristi første Tjenere, for at de ikke lig Israels La^rde paa hin Tid skulde hovmode sig og tro, at de i dem selv kunde være Vejleder for andre uden deres Herres Hjælp. Og disse hans Ord skul tale lige klar!
Iii alle Slægter, lige indtil han kommer igen. Thi han er den eneste Mellemmand mellem Himmel og Jord, imellem den hellige Gud og den faldne syndige Menneskeslægt.
Vor himmelske Fader havde gennem Sønnen Jesus Kri stus talt sit Ord og sine Befalinger til Menneskene, det, som han lorud havde talt ved Moses og Profeterne, klargjorde han tilfulde ved Sønnen, som var Lyset selv.
Og hvorledes dette kunde ske, efter at han i synlig Skik
kelse havde forladt denne Jord, siger han ved faa Ord saa- lydende: Jeg gaar bort. — Ja, det er gavnligt, at jeg gaar bort; thi naar jeg er gaaet bort, vil jeg sende Talsmanden
den Helligaand, til eder, han skal minde eder om all. hvad jeg har sagt eder, han skal vejlede eder til hele Sandheden, han skal overbevise Verden om Synd, om Retfærdighed og om I)om. Om Synd, fordi de ikke tror paa mig. Om Retfærdighed, fordi jeg gaar Iii min Fader, og 1 ser mig
ikke mere. Men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt.
Ja, den Sandhedens Aand skal forkynde eder de kom
mende Ting (Joh. 14, 16). En ganske kort Tid efter opfyldtes disse Ord for første Gang paa den første Pinsefest i Jeru
salem, da den himmelfarne Frelser sendte sin Aand, som han havde lovet, som Bindeleddet imellem Himmel og Jord (Apostl. Gern. 2). Fyldt af denne Aand holdt Apostlen
Peter den bekendte Tale, hvorved 3 Tusinde Sjæle paa engang blev bragt til Omvendelse og Tro paa den Herre Jesus som Guds Son. Saa de i ham kunde linde den eneste sande Vejleder for deres Troes- og Aandsliv, da Aanden be
lyste for dem den Synd, de havde begaaet tidligere ved ikke at tro Jesu Ord, de skuede nu den hellige og barmhjertige Jesus af Nazareth, der som Tak for alle sine Velgernin
ger kun blev forhaanet, bespottet og korsfæstet. Ved Aan- dens Lys saa de ham nu som Syndens og Dødens Sejer- vinder, atter optagen til Himmelen og staaende ved sin Fa
ders højre Haand, som Menneskenes Talsmand og Ypper
stepræst, den eneste sande, der havde bragt sit eget Blod som Sonoffer for alles Synd. Og der, fra sin ophøjede Plads, udøser Jesus sine rige Naadega ver over Menneskeslæg
ten; de Tusinder, som var til Stede hin Dag i Jerusalem, var de forste Vidner om hans guddommelige Almagt.
Kort Tid efter standsedes den lærde Saulus i sin blinde Forfølgelse af disse Vidner af Lysglansen fra Himlen og Rosten, der lød til ham: „Jeg er Kristus, som du forfølger."
Den Mand, som Herren havde udvalgt til at føre Evan
geliets Budskab om ham herind til vor dengang saa mørke Verdensdel, Evropa, han skrev senere til sine Menigheder her ovre, om hvem der havde undervist ham, saalydende:
1 maa vel mærke eder dette, at det Ord, jeg har talt, er ikke Menneskeværk; thi jeg er ikke undervist at noget Men
neske, men af Jesus Kristus selv. Den Herre Jesus, som er kommen for at udfri os af den nærværende onde Ver
den efter Guds vor Faders Vilje (Gal. 1,4). Som Paulus lier udjubler om Guds underfulde Kærlighed til ham og alle Mennesker, da han i det folgende minder om den Lykke, der var bleven ham til Del, da Herren selv kaldte ham ud af Jødedommens Mørke og Vildfarelser paa hin Tid frem til at forkynde det Evangelium, som ikke var Menneske
værk; men som Advarsel og Vejledning for os alle, siger Paulus: Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen kom og forkyndte eder Evangeliet anderledes, end 1 har mod
taget det, han være en Forbandelse (V. 8).
Denne Mand havde modtaget sit Kald af Herren selv, og denne Menighed var omvendt ved hans Ord, men med Sorg og Undren hører han, at de havde ladet sig forvirre af andre, derfor udtaler han med Magt og Myndighed disse Ord til en Advarsel for alle Menigheder og alle Slægter ind
til Dommens Dag.
Jesus har sagt: „Kald eder ikke Vejleder, thi jeg alene skal være alles Vejleder, ja disse faa Ord de indeholder den sande Grundpille for enhver Kristen, der af hele sin Sjæl higer efter at bo paa Klippen, saa vi ikke skylles bort
paa Uvejrets Dag.
Jesus sagde: „Beder, saa skal eder gives, søger, saa skal I tinde, banker, saa skal eder oplades; . . . thi eders himmel
ske Fader giver gerne den Ilelligaand til hver den, som beder derom" (Luk. 11).
Maatte vort Sind blive opladt til at forstaa, at denne Bon er den vigtigste for os at bede, om Helligaandens Gave for at blive ledet til hele Sandheden, som findes i Guds Ord med Kristus som eneste aaiulelig Vejleder.
Thi i denne aaiulelig forvirrede Tid, hvor Syndens mørke Rædsel ved Begærlighed, Misundelse og Had driver
1 0
Tusinder af Mennesker til at blive baade Røvere og Mor
flere, disse Mennesker, som alle hører til kristne Nationer her i Evropa, hvor enhver er oplært i Troen paa Kristus .som Guds Søn, der led og døde for Menneskenes Synd.
Men de har ikke alle ham som eneste aandelige Vejleder.
Thi da var der for det første kun et kristent Menighedssam
fund, som ogsaa hørte og forstod Evropas første Missionær, Paulus' Advarsel, da han sagde: I forvirres og føres bort fra den Herre Jesus, naar I hører efter anden Lære end den, som I hører af os. Den Lære, vi har i Guds Ord, er den rene Hvede, saaet af den gode Sædemand.
Maatte vi alle kunne faa vore Øjne opladt, saa vi kan se, at det, der er saaet ind iblandt Hveden, er „Klinten":
alle Lærdomme, som ikke findes i Bibelen, det er dem, der forvirrer og fører Mennesker bort fra Herren.
Og for det andet med Hensyn til den timelige Fred og Velvære, da ser man ogsaa, at Jesus ikke er Vejleder; nu i vor grufulde oprørske Tid, hvor det kristne Broderblod flyder i Strømme, hvor hverken Kvinder eller Børn skaa- nes, Hjemmene plyndres, — ja ganske koldblodig er Ev
ropas Tusinder bleven Røvere. Misundelse og Had forbitrer mange Menneskers Liv baade der ude i de store Trængsler og herhjemme, hvor vi ellers endnu kunde have Fred og gode Dage, hvis Guds Kærlighedsaand var den raadende i Menneskehjerterne, han, der sagde til sin Discipel, som vilde forsvare ham med Sværdet: „Peter, stik dit Sværd i Skeden! thi hvo som griber Sværdet, skal omkomme ved Sværd." Og disse lige saa betydningsfulde Ord: „I har hørt, at der er sagt til de gamle: I maa ikke ihjelslaa; men jeg siger eder, at endog den, der er vred paa sin Broder uden Aarsag, han er en Manddraber" o. s. v. Og hvor kan dog alle vi, som lider og sukker under dette Livs mangehaande Prøvelser, finde nogen bedre Vejleder og Hjælper i dette
ofte møjsommelige Jordeliv end den Herre Jesus, der sagde:
Kaster al eders Sorg paa mig, og jeg skal udfri dig; alt, hvad l beder Faderen om i mit Navn, skal han give eder, blot 1 ikke beder ilde.
Ved Jesu Velsignelse af de fem Brød og to smaa Fisk der ude i Ørkenen, blev Tusinder af hungrige Menne
sker mættet. Man kunde ønske at raabe dette ud til Ev- ropas hungrende Millioner; thi desværre er den største Nod i de katolske Lande, hvor Bibelen endnu er en lukket Bog.
ja endog en forbudt Lekture. Ja, det er det sørgeligste ud af alt det svære for disse Lande; thi i den Bog findes Trøst og H jælp for enhver Lidelse baade sjælelig og legemlig. Saa at vi til Slut kunde udjuble ligesom Paulus: „Vi, som med utildækket Ansigt skuer Herrens Herlighed ligesom i et Spejl, vi forvandles fra Herlighed til Herlighed, eftersom det er fra Aandens Herre" (2 Kor. 3, 18).
„Thi vi holder for, at den nærværende Trængsel er kun stakket og let imod det Overmaal af Herlighed, som Her
ren har beredt for dem, som elsker ham."
Herren har ogsaa standset mig paa min Livsvej, slaaet mig ned i Sorg og Lidelse, der hurtig tog mine Arbejdsevner og nu efter 16 Aars Sygdom har nedbrudt mig med en Smerte og Hjælpeløshed, som vilde have bragt mig i en Fortvivlelsens Afgrund, hvis ikke jeg fra min Barndom havde kendt Vejen, Bønnens Vej til den Herre, hvorom der er skreven: „Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og haaren vore Smerter, vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. Men han er saaret for vore Over
trædelser, knust for vore Misgerninger, Straffen er lagt paa ham, at vi skulde have Fred, og vi har faaet Lægedom ved hans Saar" (Es. 53, 4—5).
1 2
Straks, da min Sygdom afskar mig fra at komme i Kirke, sørgede jeg over dette; men jeg har derved funden Kristus som min Vejleder, ja han er „Nøglen" til Guds Ord (Aab. 3). Nu jubler jeg. Han, der oplod Disciplenes For
stand, er den samme endnu (Luk. 24, 45). Og det er for at sige dette til mine søgende og lidende Medmennesker, at jeg begynder at skrive dette og efterfølgende Betragtninger over vor onde og alvorsfulde Tid, som vi da slet ikke kan forstaa uden i Lyset fra Guds Ord, naar Guds Aand faar Lov til at være vor eneste Vejleder ved Kristus; thi den Trøst og Hjælp, man faar i aandelig Henseende ved Men
nesker, den er ofte sørgelig fattig og kan ikke bringe os den Fred, Trøst og Lindring i de svære Tider, som vor almægtige, allestedsnærværende Frelser kan det. Og Guds Aands Gerning i hvert enkelt Menneskehjerte er den samme, som da Jesus udtalte: „Den skal vejlede eder til hele Sand
heden og minde eder om alt, hvad jeg har sagt eder" o.- s. v.
„Og de kommende Ting skal den forkynde eder."
Efter at jeg i Foraaret 1911 havde modtaget et gud
dommeligt Tegn som Svar paa en Bøn, et synligt Pant paa, at vor almægtige himmelske Fader hører vore Nødraab, ja enhver alvorlig Bøn, da blev Guds Ord min kæreste Læs
ning, og Herren begyndte at afsløre den ene store Sand
hed efter den anden for mig, som jeg ikke tidligere havde forstaaet eller givet Agt paa. De Dage var betydningsfulde;
den ene store Opfindelse kom efter den anden, ogsaa dette, at Menneskene kunde flyve, — dette stod for mig som det unaturligste, stik imod Guds Ord og Bestemmelser; men jeg bad og bad Herren om at undervise mig i, hvad dette havde at betyde. Og i Efteraaret 1912, efter at det første Luftskib var sejlet her ind over Danmark, da fandt jeg, at Herren har sagt: Menneskene skal faa Vinger, saa de kan flyve; men det er kun til Ve og Ødelæggelse. (Mere
derom i de næste Afsnit.) I November 1913 meddelte Dags
pressen os et Naturfænomen, som Jesus har givet os som Tegn paa de sidste Krigsrædsler. — Efter det Krigsbaal, der blev tændt otte Maaneder efter. Det maa dog bringe kristne Mennesker til at vaage og bede. — Den første Maa- ndd efter Krigens Udbrud, da følte jeg, at Herren brød Seglet af de syv Tordener. Deres Røster taler (Aab. 10, 4), og jeg kaii ikke længer tie.
Thi et Aar er gaaet, siden efterfølgende Skrift blev skre
vet, og i den mellemliggende Tid saa det en Stund ud, som min Livstraad skulde overskæres; men min Gud, som er Herre over Liv og Død, frelste mit Liv fra Graven. Og ved min trofaste Mands aldrig svigtende Omhu og Kærlig
hed i Forbindelse med mine kære unge Hjælpere her i Hjemmet er jeg saa underfuldt kommen over mit Livs svæ- reste Aar, saa jeg føler mig nu som min Guds og alle mine Medmenneskers største Skyldner, som jeg i Grunden har følt det lige ansvarsfuldt siden d. 7. Novbr. 1913, altsaa i denne Maaned for 6 Aar siden hin for mig selv mest be
tydningsfulde Dag. Thi efter et lidelsesfuldt Efteraar aab- nede Herren den Dag Himlen for mig, saa mit Øje skuede Faderen og Sønnen Jesus Kristus staaende ved hans højre Ilaand, og i sin Almagt og Kærlighed befriede han mig i samme Stund fra mine aargamle Lidelser og fornyede mine Kræfter saa underfuldt. Den Lykke, jeg derved har vun
det, kender kun mine kære herhjemme. Men det Ord, Her ren talte til mig hin Dag, ønsker jeg nu at bringe til alles K undskab.
Mit Folk, giv Agt paa mig, og I, min Menighed! vender Øren til mig; thi Lov er udgaaet fra mig, og min Ret vil jeg føre frem til Lys for Folkeslægter. Min Retfærdighed er nær, min Frelse er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folkeslag. Øer bier efter mig og slaar Lid til min Arm.
1 4
Opløfter eders Øjne til Himlene og ser ned til Jorden her neden til; thi Himlene skal forsvinde som en Røg, og Jor
den ældes som et Klædebon, og dens Beboere dø som Myg.
Jeg er den, som trøster eder; hvo er du, at du vil frygte for et Menneskebarn, der skal blive som Græs. — — Og at du glemmer Herren din Skaber, som udbredte Himlen og grundfæstede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordærve? Men hvor er nu Undertrykkerens Vrede?
Den nedbøjede skal hastig lades løs og skal ikke dø og komme i Graven, og han skal ikke fattes Brød (Es. 51. 4—14).
Mit Ønske er kun dette: Gid Herren maatte faa Lov at være alles Lys og Hjælper i denne alvorsfulde Tid!
Frisenlund i Novbr. 1911).
M. J.
Hører Hiset, hvo har beskik
ket det? Mik. <i. 0.
Den sidste Menneskealder har været rig paa store Be
givenheder som ingen anden Tid, hvor det blev svært for os Mennesker at følge med.
Oplysning og Fremskridt i det materielle har vokset sig frem til en Højde som ingensinde før, indtil dét saa ud.
som intet mere var umuligt for Menneskene, og det kom med en rivende Fart.
Men hvad er nu sket? Er Menneskene blevne for over
modige? Thi pludselig høres det svære Jammerraab fra hele \ erden, da Mennesker alt i nogle Aar har været stedt i en Nød som aldrig før; et Tugtens His gaar over denne Menneskeslægt. Alt var før Krigen, som vi stod paa Op
lysningens højeste Stade; men nu vaander hele Verden sig mer og mindre under Krigssvøben.
Mange Spørgsmaal er opstegne i ethvert dybttænkende Menneskehjerte i disse sidste tre Aar. Vi var hurtig bleven vænnet til alle disse Nutidsherligheder og Bekvemmelig
heder, som kom saa pludselig; det kunde se ud, som denne Menneskeslægt var bleven langt klogere og rigere paa Naade- gaver end alle de Slægter, der havde levet og virket forud
1 6
siden Verdens Skabelse. En aabenbar Kendsgerning er det bleven for alle, at det er saa; thi det saas af deres Gernin
ger. Men saa kommer Spørgsmaalet: Hvad ligger til Grund for dette, at Kulturen og Oplysningen først nu havde naaet saadan en Udvikling, at først vi skulde se en Opfyldelse af Herrens første Forjættelse til Menneskene: „Opfylder Jorden og gør eder den underdanig."
Thi underfuldt er det med de Fremskridt, vi har været Vidne til i de senere Aar. Det, som saa smaat begyndte at udvikle sig lige fra det 19de Aarhundredes Begyndelse. For godt et Aarhundrede siden tilbød Robert Fulton Evropas mægtigste Mand, Napoleon I, Patentet paa Dampkraften;
den ellers saa kloge Mand afviste Opfinderen, uvidende 0111
hvilken Betydning dette vilde faa i Fremtiden. Men da han nogle Aar senere, Aaret 1815, var styrtet som den store Kejser og Verdenserobrer og befandt sig som Fange om Bord paa et engelsk Krigsskib paa Vej til Øen St. Helena, da ser han en Dag en Røgsøjle langt borte paa Havet, og han spørger: „Hvad er det?" Og Svaret lyder: „Det er et Damp
skib." Da randt det Napoleon i Tanker, at ham var dette Patent bleven tilbudt, og bedrøvet udbryder han: „Ja, da jeg viste Fulton bort fra mit Hof, da bortgav jeg min Krone."
Altsaa fra den Tid og den lille Begyndelse har Dampkraf
ten udviklet sig til det, som vi har været Vidne til baade paa Land og Hav. De store Dampskibe kan i de gode Dage fare over Verdenshavene paa faa Dage, det, som forhen krævede lige saa mange Maaneer, og utallige er de Røg
søjler, der er stegen op fra Dampskorstenene paa Landet, saavel fra Fabrikker som Jernbanetog o. m. a. Nu Jern
banen. Med alle Nutidsbekvemmeligheder er disse Luksus
tog udstyret, saa Mennesker, som ikke behøver at spørge sin Pengepung til Raads, kan sætte sig ind i sin \\ aggon f. Eks. i Sveriges eller Norges Hovedstad, fare med Ekspres-
log over Land, føres ud paa Dampfærgen, uden at de mær
ker det, fare videre over Land, til de er ved deres Rejses Maal, om end det er nede ved de sydligste Grænser af Ev- ropa, og ligesaa bekvemt og behageligt, som de opholdt sig i Hjemmet.
Naar man har hørt om dette, har jeg ofte draget en Sammenligning med min Faders Dagbogsskildring af sin Deltagelse som Soldat i Felttoget 1848—50 og hans første Rejse til Slesvig ved Krigens Udbrud. Lige saa vel som Ind
kaldelsen ikke foregik i et Minut igennem de elektriske 1 raade som nu, saa foregik Afrejsen heller ikke med Iltog.
Men etter at der var gaaet Bud omkring til alle Kamme
rater, der skulde med, saa spændte Gaardmændene for deres Vogne og kørte deres egne og Husmændenes Sønner, som var indkaldte, til nærmeste Færgested, — den Gang var disse jo de eneste at Danmarks Sønner, som var tvungne Værnepligtige. Og da de her fra Lolland havde naaet Guld
borg, maatte de unge tage en hurtig Afsked, og om Bord paa Færgen over Guldborgsund, saa gik Marchen over Fal ster dels til l ods og dels pr. Vogn, og ligesaa, da de kom over til Sjælland, hvor Rejsens Maal først var København tor at komme i l niformerne; da de saa dér var udrustet til Krigen, foregik Afrejsen derfra paa Dampvogn til Ros
kilde. (Der var altsaa den lille Begyndelse paa Jernhane- trafikken her i Danmark.) Fra Roskilde gik det saa atter paa den gamle Kørsels- og Færgemetode over Sjælland, Fyn, Jylland og over Bælterne, indtil de ankom til Krigens saa omstridte Land; men det tog jo adskillige Døgn at rejse over det lille Danmark paa den Maade, og Rejsen var nok næppe saa behagelig som nu, da den samme Rejse kan I oretages i mindre end ét Døgn, og dog høres nu mange Ve
klager over Forsinkelser og Rejseubehageligheder, da det ikke kan gaa saa hurtigt og regelmæssigt som før denne
1 8
Krigs Udbrud; men nu er denne Slægt forvænt med Be
kvemmeligheder, det var de gamle derimod ikke; den Gang havde de endnu kun Olielamper til Belysning paa Hoved
stadens Gader og Tællelys og Vokslys til Belysning i saavel fattige som rige Hjem, lige fra Slottet til Hytten; men de kendte ikke til noget bedre; thi saaledes havde det været paa disse Omraader i de foregaaende Aartusinder, som Men
neskene har arbejdet og virket her paa Jord og beskrevet Forholdene iblandt de forskellige fremragende Kulturfolk, og fordi Kulturen havde skiftet Sæde de forskellige Verdens
dele med deres forskelligartede Naturforhold, saa var der ikke sket nogen store og nævneværdige Forandringer som det, der derimod er sket hele Verden over siden Midten af forrige Aarhundrede; derfor har det ogsaa bragt saamange til at granske over, hvad der ligger til Grund for dette un
derfulde, som den nulevende Menneskeslægt er bleven Vidne til.
Det første Telegram blev afsendt i Aaret 1844 fra Wa
shington til Baltimore; det blev afsendt af en Kvinde, og det lød: „Hvad stort har Herren ikke gjort!" Kunde vi blot alle se den Almægtiges Hjælp og Styrelse igennem alle de store og underfulde Opfindelser, ligesom hin Kvinde, der afsendte den første Meddelelse igennem en elektrisk Traad de mange Mil i et kort Minut, saa giver Herren os Lys i dette, som ellers vor menneskelige Forstand ikke kan fatte.
Først en ca. 20 Aar efter, at det første Telegram blev afsendt ovre i det fjerne Vesten, lykkedes det efter flere mislykkede Forsøg at faa den første Kabelforbindelse bragt gennem Atlanterhavet fra Amerika til Evropa, saa der i de faa Minutter kunde bringes vigtige Nyheder fra den ene Verdensdel til den anden i samme Nu, som de var skete.
Disse elektriske Traade, som nu omspænder hele Verden
baade gennem Havene og gennem Lutten, som et Net for godt en Snes Aar efter at løbe Side 0111 Side med Telefon- traadene, der kappes 0111 at bringe Meddelelser fra Hjem til Hjem i By som paa Land, ja fra den ene Ende af Landet til den anden, i faa Sekunder.
Store var de Fremskridt og Frembringelser, som ved Dampkraften og Maskinvirksomheden er kommen Menne
skeslægten til gode fra firti Aarene op til Slutningen af det 19de Aarhundrede.
Men de mest underfulde Opfindelser er dog skete i Løbet af de sidste 25 Aar, siden Lynet, Elektricitetens Kraft, er givet i Menneskenes Hænder, — hvor vi faar dette klare, straalende Lys ved blot at dreje paa en Knap, efter at vi i c. 20—30 Aar havde kendt Petroleumslampen som den gode Belysning i alle Hjem.
Først i Halvfemserne i det 19de Aarhundrede rejstes den første Kraftstation for Elektriciteten i Danmark; fra denne meddeltes Kraft til den første elektriske Sporvogn i vor Hovedstad. Med rivende Hurtighed er denne Kraft kom
men til Anvendelse i kort sagt alle Virksomheder i Løbet af de sidste 20 Aar; den har i den mest udstrakte Grad lettet Arbejdet for baade Mænd og Kvinder ikke alene i Fabrikker og paa Værksteder, men i Hus og Hjem, i Køk
ken og Strygestuer, i Stalden som i Laden, hvor Arbejdet sættes i Gang ved blot at dreje paa en Kontakt. Og Fa- briksvirksomheden har i den Tid naaet en Udvikling som ingensinde før: thi Menneskene har opfundet Konstruk
tioner til Maskiner og Motorer af alle Slags, der saa fuldtud har lettet Haandens Arbejde baade for Landmanden, Haand- værkeren, Sømanden og alle andre, om hvem man kunde sige: De maatte æde deres Brød i deres Ansigts Sved. —
Saasækken tynger ikke mere paa Landmandens Byg, Byrden er taget bort: han gaar blot og styrer sin Saamaskine,
2 0
der da lægger Sæden akkurat og besternt i Jorden. Naar Høhøsten kommer, sætter han sig paa sin Slaamaskine, og Græsset falder for denne og ikke som i gamle Dage for Man
den med sin Le; naar det er tørt til Hø, rives det sammen af en Mand, der sidder i Ro og Mag paa sin Hesterive; det Arbejde, som før udførtes af Kvinderne med deres Haand- river, alt dette Arbeje er nu saa let og nemt og foregaar for de allerflestes Vedkommende, uden at det koster en Sved- draabe. Og naar Kornhøsten kommer, er det ligesaa He
stene og Maskinerne, der udfører det svære Arbejde. Sæden mejes og bindes af Maskinen i nogle faa Dage; det, som i forrige Dage udførtes af sveddryppende Mænd og Kvinder under Høstens Solvarme. Men hvad er nu det mærkværdig
ste herved? Det gamle, glade, muntre Høstliv er borte, hvor Mændene fra deres tidligste Ungdom kappedes om at faa lært at meje og lægge deres Skaar godt, og Kvinderne lige
saa for at faa lært at binde og gøre det hurtigt og godt for ikke at komme til at staa tilbage for deres Sidekammerat.
Og saa jublede man af Glæde, naar man kunde klare sig uden at behøve Hjælp af de lidt ældre. Ja, det var Glæden over sit eget Arbejde; men er Glæden saa stor nu, som den burde, siden alt er blevet saa meget lettere og behageligere? ?
— Maskinerne kan ikke bære Skylden.
•For Haandværk og Industri af ethvert Fag, dér har Ma
skinerne ogsaa taget det svære Arbejde bort.
Og ligesaa for Sømanden. Man saa Fiskerne sætte sig i deres Motorbaad, naar de skulde ud at røgte deres Garn:
de behøvede kun at styre imod dette Maal; de behøvede ikke mere at arbejde med Aarer eller Sejl o. s. fr.
Som sagt, alt er gaaet let i nogle Aar uden det meget Arbejde; nogle faa Kvinder og Mænd kan betjene Spinde-, Sy- og Strikkemaskiner, saa hver enkelt Kvinde ikke be
høvede foruden sin anden Husgerning at arbejde ved Spinde-
21
rokken, Synaalen og Strikkepindene fra tidlig Morgen til sildig Aften for at faa lavet Klæder til sig^selv og til sin Mand og Børnene som tidligere; derfor bliver Tusinder af unge Kvinder oplærte i helt andre Beskæftigelser; det er, som det huslige ikke mere er det vigtigste for Kvinderne;
det har den nye Tid ogsaa ført med sig. Men saa mangler der sikkert ogsaa mange af de Glæder, som de ældre Kvin
der har haft, naar de med Glæde og Stolthed kunde frem
vise store Stykker Lærred og Tøj, som de og deres unge Piger med flittige Hænder havde tilvirket sidste Aar; men langt lettere og nemmere har det i nogle Aar været for denne Slægt at købe alt af denne Slags færdig til Brug lige fra Maskinerne.
Det er, som mangen Eventyrdrøm er bleven Virkelighed i dette nye Aarhundrede. Cykler, Motorcykler, Automobiler farer rundt paa alle Veje, og ingen behøver mere at gaa eller løbe sig træt. —
For nogle faa Aar siden begyndte de styrbare Flyveina- skiner og Luftskibe lig Fuglene at kredse rundt i Luften over vore Hoveder, samtidig med at andre Mennesker kunde gaa om Bord i deres Undervandsbaad og sejle gennem Ha
vene lig Fiskene. Men disse sidste overnaturlige Opfindelser viste sig snart ikke at skulle blive til Nytte og Velsignelse tor Menneskeslægten, men kun til at bringe Sorg og Ulykke.
Men i 1- remskridtets Tid er et Samfundsonde skudt op:
Arbejdslysten er svækket. Thi det gælder for baade Mand og Kvinde at se paa Arbejdet som en Velsignelse, lære at blive et nyttigt Medlem i Samfundet; men den, der derimod ej faar lært dette, falder for den ene Last efter den anden, hvoraf den første hedder Dovenskab; den er allerede slem nok. Thi Herren har skabt Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse med Forstand og rige Evner, som vi skal søge at udvikle til vor egen og andres Gavn. Herren saa med
22
sit alvidende Blik, at alle de Goder, som han havde tiltænkt Menneskene fra Begyndelsen i syndfri Tilstand som hans lydige Børn, dem kunde de ikke bære under Syndens og Djævelens Herredømme, uden de vilde gaa over i den ondes Tjeneste og da blive brugt til Menneskenes egen Fordær
velse, som det nu viser sig. Thi Herren tog ikke sin Vel
signelse bort fra Menneskene, fordi de faldt i Synd, han tænkte kun i sin store Kærlighed paa at redde dem.
Nu har saa derfor mange skjulte Skatte ligget gemt i Jorden indtil nu. T h i først ved Endens Tid skulde Kund
skaben blive mangfoldig (Dan. 12, 4). Den af Herren last
satte Tid, saa dette hans Ord skulde opfyldes. Paa det at Menneskene maa erkende, at det var kun af Kærlighed, at Herren har maattet nægte os saa mange af dette Livs Goder, som han fra Begyndelsen havde skabt. Thi vi maa huske paa, at vi har Herren og Skaberen at takke for alt det gode.
der findes her paa Jord. Det er ham, der giver os Livet og Forstanden, ja alt, som han siger til Moses:
„Hvo giver Mennesket Mund? eller hvo gør stum eller døv, eller seende eller blind? Mon ikke jeg, Herren.'
(2 Mos. 4. 11).
Det er Herren, der giver os vore Sanser, minder han os om, han kan tage dem igen, i hvilket Øjeblik han vil;
thi i os selv er vi kun Støv og Aske.
Det er Herren, der er den store Lærer til at undervise Mennesket i sin Gerning, som han f. Eks. siger om Land
manden:
„Mon Plovmanden pløjer til alle Tider for at saa, ren
ser og harver sin Jord? Er det ej saa, naar han hai jæ\- net dens Overflade, da udspreder han Dild og stiøi Kom
men, saar Hveden i Rader og Byg paa det afmærkede Sted, og S plet i Kanten deraf? Thi Gud underviser ham om den rette Maade; hans Gud lærer ham det" (Es. 28, 24).
Paa Landmanden har Herren lagt det store Ansvar rit
dyrke, rense og oparbejde Jorden, for at der kan blive Fode ikke alene til ham selv, men til alle Mennesker i alle andre Livsstillinger og til vore Husdyr. Og hvor stort og skont:
Herren er selv Landmandens Lærer, dette har sikkert mange af os aldrig tænkt sig, og hvor forunderligt det er, som disse Herrens Ord indeholder en Profeti om „Radsaama- -skinen" for Korn; thi igennem alle de Aartusinder, hvor Sædemanden udstrøede Sæden med Haanden, faldt Hveden ikke i Rader. Ja, sikkert er det, at Herren ogsaa har under
vist Opfinderen af saavel Saamaskiner som alle andre Ma
skiner, der har været til Lettelse for alle Arbejdere i en Del Aar, hvor det saa ud, som alt paa Jord var bleven Menne
skene underdanig og intet mere var umuligt for denne Slægt;
thi den ene mere underfulde Opfindelse efterfulgtes af den anden, og ingen behøvede mere at æde sit Brød. i sit An
sigts Sved. —
Nu er det Menneskene selv, der berøver hverandre alle
•disse Herligheder igen paa Grund af Krigsgalskaben. Vor Tid kaldes ellers i Tale og Skrift for Fremskridtets og Op
lysningens Aarhundrede, hvilket er saa naturligt efter hvad -der er sket paa alle Omraader i det materielle.
Der har været tænkt og gransket meget over dette un
derfulde, man har set og oplevet, med mange ubesvarede Spørgsmaal: Hvorfor kom alt dette først nu og i saa ri
vende en Fart?
Først naar vi beder Herren 0111 Lys og følger hans Vej
ledning, som lyder:
„Søger i Herrens Bog og læser, der fattes i k k e een af disse Ting, det ene savner i k k e det andet; t h i hans Mund har budet det, hans Aand sanket det" (Es. 34, 16).
Thi den Herre gør ikke noget, uden han forud har for
kyndt sin Hemmelighed ved sine Tjenere, Profeterne (Arnos 3, 7).
Vore Nutidskøretøjer i profetisk Lys.
Hans vældiges Skjold er rød
ligt, Heltene er klædte i Skar
l a g e n , V o g n e n e fu n kle r af S t a a l paa den Dag, han ruster og Spy
dene svinges. Paa Gaderne farer Vognene som rasende, de iler af Sted paa de aabne Pladser, deres Udseende er som Blus, de løber som Lynet.
N a h . 2, 't—5.
Kor over 26 Aarhundreder siden lod Herren denne sin benaadede Tjener se disse Vogne i et Fremtidssyn, paa en bestemt Tid (Dag) da skulde Vognene funkle af Staal sam
tidig med, at der rustedes, og Spydene svingedes.
Ingen Vogne af dem, Historien har beskrevet, ligner disse, før Dampkraften opfandtes, og der fabrikeredes Lo
komotiver til at trække Jernbanevognene paa, alle de utal
lige Skinneveje, som nu forbinder Jorden med dens fjer
neste Egne. Og samtidig dermed rustedes der, og Spydene svingedes. Ja, hvor bogstavelig, aldrig har der da været en større Rustningsiver end i den sidste Slægt.
Dernæst saa Profeten Vognene fare som rasende paa Ga
derne.
For ca. 25 Aar siden rejstes den første Kraftstation for
Elektriciteten her i Danmark, der drev den første elektri
ske Sporvogn i vor Hovedstad, for ca. 10 Aai; efter at kryd
ses af Hundreder af Automobiler, Cykler og Motorcykler.
Saa enhver, der i disse Aar har betragtet Gadelivet i enhver af disse Storbyer i alle Lande, hvor disse forskellige mo
derne Køretøjer har krydset hverandre med Lynets Hastig
hed og Kraft, maatte sige som Profeten: Paa Gaderne farer Vognene som rasende.
Ja, i Sandhed, vi har set en Opfyldelse af disse Herrens Ord, og naar vi en mørk Aften mødte en Bil eller Motor
cykel ude paa de aabne Pladser paa vore Landeveje, saa har nok mange maattet udbryde ligesom Profeten: „Disse, de ligner Blus og lober som Lynet."
Saa vi maatte sige, som vor Herre Jesus altid sagde, naar en Profeti opfyldtes ved ham: I Dag opfyldes dette for eders Øjne. — Ogsaa dette maatte ske, for at Profetierne, som min Fader har givet ved Profeterne, skulde opfyldtes.
Naar Herren ved sin Aand har vist os, at alle vor Tids store Opfindelser er forudsagt af ham ved hans Profeter for Aartusinder siden, saa er det, som vi bedre og bedre fatter noget af det underfulde, vi har oplevet. Som det første og største er da dette: Bibelen er trods al Kritik Guds gud
dommelige, inspirerede Ord fra dets første Blad til det sid
ste. For det andet kan man bedre fatte de store Opfindel
ser, der er sket; thi naar Herren har forud talt derom, maa vi da vide og forstaa, at det ogsaa er Herren den almægtige, der har inspireret og undervist disse Opfindere paa den af ham fastsatte Tid og ikke hverken før eller senere. Ligesom lian siger om Plovmanden, han kan ej pløje og saa Jorden til enhver Tid; men Herren og Skaberen har undervist ham om den rette Tid og rette Maade for de forskellige Sæd
arter.
Profeten Nahum, der har set og beskreven disse vore
26
Køretøjer, ved Guds Aand har han talt og skreven, og ved Guds Aands Vejledning kan vi fatte og forstaa, at dette har Herren talt for vor Skyld, for at vi derved skulde lære at forstaa vor Tid. Og som Jesus sagde paa sin Tid: „I Dag opfyldes denne Profeti for eders Øjne." Ja, i sine sidste Dage her paa Jorden sagde Jesus: „Se, jeg har sagt eder det forud, for at naar det sker, I da kunne tro." Det er for at bringe os til Troen paa den eneste sande Gud, at han ved sine Profeter har forkyndt os alle store Begivenheder forud.
Nu taler Herren et Alvorsord til os gennem disse Køre
tøjer, som vi er den eneste Slægt, der har set fare og løbe saaledes, som der beskrives nøjagtig, som de er fremkom
men; først dem, der funkler af Staal, der trækker Jern
banetogene; derpaa dem, der skulde fare som rasende paa Gaderne og de aabne Pladser: dem, der skulde ligne Blus og løbe som Lynet; — og dette paa en bestemt Tid.
Det er paa den Dag, h a n ruster.
Denne Profet minder os fra først til sidst i sin Bog om, at Herren er almægtig i sin Vrede, og hans Straf vil komme over alle Syndere, som er en Plage for Guds Børn her paa Jord. Ondskabens Mænd skal aldeles udryddes, saa de ikke mere drager over eder (Nah. 2, l). Thi Herren vil atter have Fred paa Jord. Delte Budskab skal forkyndes, lover Her
ren der. Men denne Fred kan ikke komme og blive en varig Fred, før Ondskabens Mænd er aldeles udryddede.
Og Tidpunktet for dette store Opgør nærmer sig; thi paa den Dag, Herren ruster til dette, da er det, Vognene funkler af Staal og farer som Lynet. Det er Stormtoget.
„Signalet" paa Stormene (V. 7). Thi se, en Herrens Storm.
Fortørnelse, farer ud som en hvirvlende Storm; den skal hvirvle over de ugudeliges Hoved. Herrens brændende Vrede skal ikke vende om, forend han har udført, førend han har
fuldkommen sit Hjertes Tanker, i de sidste Dage skal I faa Forstand derpaa (Jer. 30, 23—24). ,
Disse Ord forjætter os, at enhver, der i Tro vil søge, skal ogsaa faa Kundskab og Forstand. Herren taler her om, at hans brændende Vrede skal en Gang komme over de ugu
delige, hvorfor han siger: Ve over den blodskyldige Stad, som er helt fuld af Vold og Rov, som ikke hører op. — Der er en Blinken af Sværd og en Lynen af Spyd, der er Heste i jagende Fart og hoppende Vogne — der er en svær Hob Lig; man snubler over de døde Kroppe (Nah. 3). Her tales om en ny Art Vogne i Forbindelse med en Krigsræd- sel, som ikke hører op. — Ingen har sikkert hørt om hop
pende Vogne, før vi læser om de ny opfundne „Tanks", som vakte alles Ündren ved at kunne hoppe baade over Granat
huller og Skyttegrave for at udslukke alt Liv paa Valplad
serne. Men Herrens Advarsel lyder: Se, jeg kommer imod dig og vil brænde dine Vogne o. s. v.
Den store Verdenskrig, som udbrød d. 23. Juli 1914, er sikkert en af de største Mærkedage i vor Verdenshistorie. 1 dens første Uger, da den ene efter den anden af Verdens Stormagter blev inddraget i Krigen, ligesom lamslog det hele Verden. Den lagde en Dæmper paa alt Forlystelsesliv; den lagde som en Dødsstilhed over alle Hjem og alle Menneske
hjerter; vi havde en Følelse af, at der var sket en Kata
strofe, som havde uberegnelige Følger. Vi havde i flere Aar hørt om den store Rustningsiver i alle Lande; men kun de faa var forberedt paa, at vore saa højt kultiverede Folke
slag her i Evropa skulde indvikles i en saadan Krig med hverandre.
Det er jo saa uforeneligt med al sund Fornuft, at kristne Herskere med deres Hære og Hærførere nu i vor skønne, oplyste Tid kan udføre et saadant Blodbad paa deres kristne Medborgere og et sligt Ødelæggelsens Værk over deres Næstes
28
Hjem og Ejendom, som de har udført fra Krigens første Be
gyndelse, uden at agte paa, hvad Guds Lov taler til os om, men lader haant baade om denne og alle de kristne, men
neskelige Love og Anordninger for ethvert kristent Land.
Mange forskellige Tanker og Spørgsmaal har rejst sig. Nogle kunde udbryde: Nu maa det vise sig, om der er en kær
lig, almægtig Gud, som har paabudt i sin Lov: „du maa ikke ihjelslaa"; thi saa vilde han da standse dette grufulde Blodbad. Men endnu raser den lige frygtelig efter disse Aars Forløb, saa man maa søge i Herrens Ord for at finde et Svar, en Løsning paa alle disse mange Spørgsmaal. Og hvad finder vi da: at vor Tid med alle sine forskellige Rø
relser er den, er er mest klart beskreven af alle Herrens Pro
feter, da den er den mest alvorsfulde af alle Tidsperioder.
Herren har fra Begyndelsen kundgjort Enden (Es. 45). Thi siger Herren: Dagen kommer, der brænder som Ormen, og hver hovmodig og hver, som øver Ugudelighed, skal fortæres.
Tiden kommer, da Herren siger:
„Jog vil ikke længere spare Jordens Beboere. Og se, jeg vil overgive Menneskene den ene i den andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle ødelægge Jorden, og jeg vil ikke redde af deres Haand. Sak. 11,6.
Thi Jorden skal blive til Øde for sine Beboeres Skyld, for
m e d e l s t d e r e s I d r æ t t e r s F r u g t . " M i k . 7 , I S . Disse Herrens Ord taler i et klart Sprog til os om, at der kommer en svær Tid til Slut, naar Herren den kærlige og almægtige trækker sin beskærmende Haand tilbage, som han endnu har holdt beskyttende over denne syndige Jord og dens Beboere, hvis sidste store Bedrifter skal være at ødelægge Jorden — som Frugten af deres Arbejde. At vor Tids Krigsfolk har baade Evner, Midler og Vilje til at ud
fore dette, er nu en aabenbar Kendsgerning.
Der gik en forunderlig Brydningstid forud for denne Krig-
Samtidig med, at Nationerne rustede i febrilsk Iver, saa rej
ste andre sammen til Fredskongresser for at sikre Freden; de naaede kort for Krigen at faa indviet Fredspaladset i Haag.
Herom taler Herren:
„Og dot skal ske i de sidste Dage, at mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, lader os gaa op til Her
rens Bjerg, til Jakobs Guds I lus, at han kan lære os sine Veje, at vi kan vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem.
Og han skal dømme imellem Hedningerne og holde Ret for mange Folkeslag, og de skulle omsmede deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Haveknive; et Folk skal ikke lofte Sværd mod et andet, og de skulle ikke mere øve sig i Krig"
E s . 2, 4.
Disse Herrens Ord forkynder os om en Bevægelse, der s kal gaa igennem mange Folkeslag i de sidste l)(i(je, og det gentages igen ved Profeten Mik. 4, 1—3. Og vi, der lever i denne Slægt, har hørt og set en bogstavelig Opfyldelse af denne Herrens Forudsigelse, hvad en menneskelig Freds
bevægelse eii Gang vilde sige og gore. For nogle Aar siden hørte jeg en Amerikaner tale om dette Emne, og han for
klarede, hvorledes denne Profeti allerede var opfyldt ved en al de første Fredskonferencer ovre i de Forenede Stater, hvor det vedtoges al omsmede et Sværd til en lille tin Have
spade, der skulde sendes som en betydningsfuld Gave til de da regerende Dronning i England, gamle Dronning Vik
toria. Derovre i det frie Amerika, hvor der ikke før har været tvungen Værnepligt, der var Hovedsædet for denne fredsbevægelse, der bestemte at sende denne Gave over til Fredspaladsets Rejsning, fra Millionæren Carnegie. Og samme Aar lige før denne Krigs Udbrud lod den bekendte Amerikaner W. I. Bryan, som den Gang var Medlem af Præsident Wilsons Kabinet, nogle gamle Sværd, der havde været brugt i den amerikanske Borgerkrig, omsmede til
30
smaa Plove i Form af Brevpressere, som han sendte til de forskellige Staters Senater; der var følgende Indskrift paa:
„De skal omdanne deres Sværd til Plovjern", som det i Es. 2, -4 lyder i den engelske Bibeloversættelse. Selvfølgelig har det ikke været Bryans Mening at opfylde denne Profeti, som han lod indridse paa sine smaa Plove, men han har dog faaet denne Inspiration for at minde sine Venner, Kol
legaer, ja hele Verden om, at vi var inde i den alvorsfulde Tid, som Herren kalder „de sidste Dage". Det taler et ty
deligt Sprog til os om, hvad den menneskelige Fredsbevæ
gelse kan udrette, samtidig med at dette Folk har fuldt op af
„Ostens Væsen". De er Tegnsudlæggere som Filistrene, og de have Behag i de fremmedes Børn. Deres Land er fyldt med Guld og Sølv, og der er ingen Ende paa deres Liggendefæ.
Deres Land er fyldt med Heste, og der er ingen Ende paa deres Vogne. Deres Land er fyldt med Afguder, de tilbeder deres Hænders Gerning, det, deres Fingre har gjort. Derfor skal Mennesket nedbøjes, og du, Herre, tilgiver dem det ej.
Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet tor Herrens frygts Skyld, for hans Majestæts Herligheds Skyld. Thi den Herre Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og hver høj og over hver højt ophøjet, og de skal fornedres (Es. 2).
Disse Kendetegn passer nok kun alt for godt her paa Vestens Folk, paa de Nationer, søm kaldes kristne i vore Dage. I 1910 berettedes f. Eks. fra baade Tyskland og Eng
land, at der var store Samtund af baade Buddhister, Mu- hammedanere og Zurathustra, altsaa Østens Afgudslære. Og ogsaa af den anden Art af Afgudsdyrkelse, 1 il bedelse at deres Hænders Gerning. Denne Selvtilbedelse er det jo kun Her
ren, den alvidende, som ransager Hjerter og Nyrer, der kan se. Men at der er og har været god Jordbund derfor i den store Oplysningens Tid, hvor der er bleven et Overmaal ai Liggendefæ og allehaande kostelige Ting, og de store Op-
findelser er kommen Slag i Slag, som om intet mere var umuligt for Mennesker; samtidig er jo aabenbar Vantro og Gudsforagt tiltagen i en uhyggelig Grad. Derfor — ja, lad dette Herrens Ord tale til os, saa vi kan se, at det er kun Herren i Himlen, vi skal takke for alt, hvad som er godt og skønt, men at det er Menneskenes Afgudstilbedelse og Hov
mod, der er Aarsag til, at alle de kostelige Ting atter fra
lages Menneskene, og disse skal fornedres og bøjes i Støvet I or Herren den almægtige.
I Modsætning til Fredsbevægelsen giver Herren os et andet 1 egn, sigende: Udraaber dette blandt Hedningerne, helliger en Krig, opvækker de vældige, lader alle Krigsmæn
dene drage op, smeder eders Hakker om til Sværd og eders
\ ingaardsknive til Spyd. Den svage siger: En Helt er jeg.
Skynder eder og kommer, alle I Hedninger trindt omkring fra. Lægger Seglen til; thi Høsten er moden; kommer, stig ned; thi Vinpersen er fuld; Persekarrene løber over; thi stor er deres Ondskab. Nær er Herrens Dag i Dommens
Dal (Joel 3, 14).
^ i maa i Sandhed mindes om disse Herrens Ord, efter som denne Krigstilstand har lammet al Handel og Industri, og Hundreder af Fabrikker er gaaet over fra at lave nyt
tige Brugsgenstande til Ammunition. Det første bliver der derfor en følelig Mangel paa, hvorimod alt drejer sig om at lave Krigsmateriel, og tilmed hører vi om, hvorledes de i Tyskland i den sidste Tid maa smelte alle deres Kobber- og Messinggenstande, ja Kirkeklokker og Monumenter, alt takler i Smeltediglen for at omdannes til Sværd og Spyd.
•la, bortforklares kan det ikke, at vi har set en bogsta
velig Opfyldelse af Joels Profeti som Tegn paa, at Ondska
ben er stor, og Herrens Dag er nær. Ja, efter at Amerika er inddraget i Krigen, har Mænd som Carnegie, der gav Pengene til Fredspaladsets Bygning, og Fabrikanten Ford,
32
der var Formand for Fredsekspeditionen, som rejste her over til Evropa tor atter at skabe Fred, begge ladet deres store Fabriksvirksomhed gaa over til Ammunitionsproduk- tion.
Man lærer deraf, at Menneskene er omskiftende i Tanker og Gerning, saa dem kan vi ikke stole paa for at faa en varig Fred. Alle taler og skriver de om, at de er gaaet med i Krigen og arbejder under dens voldsomme Tryk for at knuse deres Fjenders Militærmagt, for at skabe en varig Verdensfred. Denne Tanke og Tale hos Nutidens Krigsfolk er i fuldstændig Harmoni med Herrens Ord.
Thi derom har Herren talt ved alle sine Profeter fra de ældste Dage.
Et mægtigt Krigsfolk skal fremstaa, som aldrig har været f r a A r i l d s T i d af o g s o m h e l l e r a l d r i g s k a l k o m m e derefter.
Foran dem fortærer en Ild, bagefter dem hrænder en Lue, foran var Landet som Edens Have, bagefter dem er det som en ode Ørk, hvor heller intet undslipper.
De springer paa Bjergenes Toppe med en Lyd som af Vogne, med en Lyd som af Ildslue, det er et mægtigt Folk,
der er rustet til Krig. Joel 2.
Tiden har vist en bogstavelig Opfyldelse af denne Her
rens Profeti, hvorledes et mægtigt Krigsfolk til Slut skal fremstaa, der slaas baade paa den jævne og frugtbare Jord.
som de forvandler til en Ørken, hvilket vi har haft de utal
lige Beretninger om fra Krigsskuepladserne i Belgien og Frankrig; men at de ogsaa slaas oppe paa Bjergenes Toppe, som intet andet Krigsfolk har gjort, det viser Beretningerne fra den østrigsk-italienske Krigsskueplads. Det hele viser os, at vi er naaet det alvorlige Tidspunkt, hvor „Freden4"
helt er tagen bort fra denne syndige Jord. Der kæmpes fortvivlet baade paa Jorden, paa Bjergenes Tinder, i Luften, paa Havet og under Vandet, og hvor inderlig alle Menne
sker længes efter Fred, da ser alt endnu saa haabløst ud:
Uli vi hører af Stormagternes ledende Diplomaters Taler, at de vil kæmpe, til de har knust deres Fjenders Militær
magt, koste hvad det vil.
Død Jord
Kan Jorden dræbes? De utallige frygtelige Krigsmidler, der er kommen til Anvendelse i disse Aar, har givet Sva
ret derpaa. Mægtige Arealer af Nordfrankrigs Jord, dér hvor Kampenes Hagelvejr af Granater, Bølger af Giftdampe langs milelange Fronter saa at sige har mættet Jordbun
den med Jævn og Gift, er faktisk dræbt. Mange Aar frem i Tiden vil her intet kunne trives. Muldet har mistet sin Salt og Kraft og vil ikke kunne give Kulturplanter eller Frø Næring.
34
Krigen i Bjergene.
Italienske Alpetropper i Virksomhed.
»Gennem Dødens Land«.
Uddrag af Forfatteren Benjamin Vallotons Bog „Au pay.
de -la Mort", Skildringer fra de hærgede franske Egne:
Med fuld Fart korer vi, fortæller Valloton, i den graa Mor genstund ud af Paris. Fra Automobilerne ser vi her og dei Folk i Natlinned komme til Vinduerne, trække Gardinerne fr;
og se op mod den regnfulde Ilimmel. Saa farer vi gennem Chan
tilly, gennem Compiegne, hvor man viser os det Sted, hvor en Zeppeliner blev skudt ned, og hvor dens 18 Mand brændte le
vende op som Begfakler, og Ribecourt eller rettere1 Ruinerne af
" den. Vi er allerede forbi de tidligere franske Linier med deres Labyrinter af Grave, underjordiske Skjul og Pigtraadsgærder og kommei- nu ind i de tidligere tyske Grave, hvor man endnu finder Ruiner af de bortforte Møbler. Overalt læser man endnu:
Eingang! Kein Ausgang! Achtung. Lebensgefahr! Pigtraaden er nu saa rusten, at man kan bryde den over med Hænderne.
Vi gaar ned i en af de underjordiske Hvælvinger. Der ligger Hø, et gennemhullet Uldtæppe og et halv nedbrændt Lys. Man bliver underlig ved, Tanken om, at her har Mennesker levet i tredive Maaneder, at der ligger Lig endnu lier, at Jorden er slimet af Blod, og at der dog steg Sang og Latter op herfra, og at Mennesker le\<de lier et Aar, to Aar, tre Aar. Sia en Nat maatte ae fljgte, og allerede nu styrter Jorden sammen, <>g der danner sig Pytter og Søer, i hvilke al Ragelse flyder rundt.
Patronhylstre kigger frem af Jorden, Træerne viser deres hvide Saar, men ikke et Menneske, ikke en Lyd, her hersker Døden nu.
Naar vi er forbi Ribecourt, er vi inde i det generobrede Land.
Fjenden drog ikke bort uden med Hjertet fuldt af vanvittigt llaseri. Telegrafpæle blev væltede, Træerne savede over, Vejene sprængte. Nuvel, dette er der ikke noget at sige til. Det er Krigen. Men Frugttræerne, som man brækkede, og N a v e r n e ,
^om man ødelagde, kunde ikke tjene noget militært Maal. Man har simpelthen villet, berede Bønderne Sorg, villet pine og smerte dem ved disse planløse og urimelige Ødelæggelser, terrorisere dem. Og er det ikke et inderligt ægte tysk Træk.vidner det ikke om tysk Tankegang, at inan tvang Bønderne til selv under prøjsiske Soldaters Opsyn at fælde hvert Træ, liver Busk lig«1
til det mindste lille Blomsterbed i Haven.
Lad os standse et Øjeblik i Troisby-Soire. Det var for en koket lille By paa Tusinde Indbyggere, nonchalent kastet lien paa begge Sider af en Flod. I Øjeblikket er det umuligt at beskrive, hvad der er blevet af den. Det er en uhyre Dynge af Murbrok
ker, Bjælker, knuste Møbler, Tagsten, ituflaaede Klædnings
stykker. Ikke en Mur, ikke en Kælder, intet. Man bøjer sig ned.
man roder med Stokken, man finder en eller anden Genstand frem: et kulørt, Postkort, et Skolebevis, et Helgenbillede, en skaa-
3 *
36
ret Porcellænskop smykket med Billeder af Forglemigejer. IIvor er Befolkningen? Børnene og de Gamle var forte til Noyon.
Alle de andre er førte bort i tysk Trældom.
Man ser ogsaa herfra op til det sprængte Slot Coucy. Hvor
for ogsaa denne Forbrydelse? En Gang sagde Kejser Wilhelm 1il en Franskmand: „De lin i" i Frankrig et Vidunder over alle Skønhedsvidundere. Det er Slottet i Coucy." Med 20,000 Kilo Sprængstof ødelagde m a n det. Af militære Grunde? A l d e l e s
ikke, thi foran Slottet breder sig vældige Skove, som forhindrer ethvert længere Udblik fra Coucy. Var det af teutonsk Mis
undelse. Formaaede dette gamle franske Slot at stille selv de!
tvske Ilochkønigsburg i ^kygge? Man siger, at krænket Hov
mod og Forfængelighed gor Menneskene blinde. Det har vel været Tilfældet med vore Fjender her. Nu ligger Coucys uhyre Stenblokke spredt her som Mindet om en af de skændigste For
brydelser, der er begaaet.
I Ham finder vi atter nogenlunde hele Huse, men ogsaa her ser man Tyskernes uhyre \ rede over at maatte flygte. Alt ei borte, Husene er tømte, og hvad der ikke kunde føres med, er odelagt, knust, brændt. Det gamle Slot, hvor Napoleon 111 sad fangen, er sprængt med Dynamit. Det er, om muligt, en endnu mere bestialsk Forbrydelse end den i Coucy. Det øverste I ag af Slottets Taarn er lavere end Bakkerne, der ligger paa faa Hundrede Meters Afstand, og Tyskernes Tilbagetog strakte sig i en Dybde af mere end 25 Kilometer. Havde dette Slot da nogen militær Betydning? Nej, men der var saa mange Minder fra Frankrigs Historie knyttet til det, saa det skulde slaas ned, øde»
lægges, dræbes, som man dræbte Menneskene og Jorden.
1 Ham fortalte Indbyggerne mig, følgende: En halv Time før Tyskerne drog bort, var det, som de allesammen var bleven van
vittige. Fire Officerer sprængt' gennem Gaderne, skød med lie volvero paa Husfacaderne og knuste Ruderne med Stenkast Man sagde ogsaa: Mange af Tyskerne opløile sig meget honnet mod os i de to Aar, de var her. De iivke blot tillod den ameri
kanske Uddeling af Levnedsmidler, di1 lettede den, og dei \ai mellem Fjenderne mange, der søgte at mildne Krigens l lykkei her for os paa bedste Maade. Men lige saa snart der biev Tale om, at Byen skulde rømmes, var det, som om disse samme Mennesker blev vanvittige. Det var en Delirium af Eksplosioner, Hrande og Ødelæggelser. Man kunde ikke se en hel 1 nig, uden
at man skukle slaa don i Stykker, knuse den, træde paa den.
Man gik saa vidt som Iii at tage Helgenrelikvierne i Kirkern od Orgelpiberne „De var gale, gale, gale, og (5e vidste ikke, hvad de gjorde..."
Ser ud iblandt Hedningerne (Nationerne) og skuer
Se, jeg gør en Gerning i eders Dage. I ville ikke tro ;len, naar
d e n fortælles. Hab. I.
Herren viser i et Syn denne Profet, hvorledes et frygte
ligt Krigsfolk engang vil fremstaa. Apostelen Paulus ad
varer sin Tids Slægt om ikke at vedblive som Forhaanerc af Herren og hans Ord, saa hin Profeti skulde komme over dem (Ap. Gern. 13, 41).
Men naar vi læser om det Syn, denne Profet har skuet som et Panorama, der gled ham forbi, og sammenligner det med de Krigsberetninger, vi har haft de senere Aar, da passer det først for vor Tid; og Herrens Ord og Paulus Advarsel maa lyde saa direkte til os.
Profeten saa et Krigsfolk fare frem; de var langt hid sigere end Ulve; thi tie var som Døden, der ikke kan mæt
les, som Dødsriget, der opspiler sit Svælg. Det havde samlet til sig alle Folkefærd, sanket til sig alle Folkestammer. Der var en Nød og et Jammerraab, der lod fra Jorden; thi Loven var bleven magtesløs og agtedes ikke mere, og Retten tørtes ikke mere frem, der var et Nødraab til Herren, men det kendtes ikke, som han vilde høre. Men Krigsfolket vedble\
at husere og fare fermad som en Stormvind; denne deres Kraft skulde blive deres Gud. De skulde le og spotte over Fyrster og Konger. — Hvad er ikke sket?
Det belgiske Kongepar var det første, der under denne Krig maatte forlade sin Trone og gaa i Landflygtighed sam
men med Tusinder af deres Undersaatter. Dernæst kom samme Skæbne over det serbiske Kongepar og derefter Mon
tenegros Konge og deres Folk.
38
At ogsaa Kongerne har været udsat for Krigsfolkets Haan og Spot, som Profeten saa, behøver ingen Bekræf
telse. Og ifjor maatte ogsaa Grækenlands Kongepar og den russiske Kejserfamilie gaa i Landflygtighed og Fangenskab.
Ved denne Massefordrivelse af evropæiske Herskere maa vi mindes Herrens Ord om den Tid, der skal komme:
Naar Jordens Fyrster skal blive til intet. E s . 40, 23.
Og de mægtige paa Jorden skal blive afmægtige.
Es. 2,4.
Som endnu tydeligere Kendetegn paa dette Krigsfolk saa Profeten, a t d e knuste enhver Befæstning HI Støv oy indtog d e m .
Om intet andet Krigsfolk kan dette med Bestemthed siges at passe end det, som begyndte sit Ødelæggelses- værk i 1914. Hvor mange Fæstningsværker, som har kostet aarelangt Arbejde, er ikke knuste til Støv paa Minutter?
Thi i ingen tidligere Krige har man haft saadanne Kanoner og Sprængstoffer som nu.
Det andet Særpræg ved dette Krigsfolk: De skulle samle Vanger som Sand.
Efter de daglige Beretninger i alle disse Krigsaar at dømme, da maa disses Tal være mangfoldige, som har maattet vandre i Fangelejr i alle de forskellige Lande, og ingen andre Krige kan opvise Mage dertil.
Et tredje tydeligt Kendetegn saa han:
De skulle flyve som en Ørn, der haster efter Æde.
I de sidste Aar før Krigen hørte de styrbare Luftskibe og forskellige Typer paa Flyvemaskiner til vor Tids største Opfindelser; vi saa med Forbavselse og Beundring efter disse, naar vi saa dem kredse oppe i Luiten over vore Ho
veder lig Fuglene. Utallige Menneskeliv har det kostet i Be
gyndelsen; men trods det er Tallet paa Mennesketlyvere nok nu stegen fra de faa til Tusinder og atter I usinder.
de er først efter Krigens Udbrud bleven mere og mere I lyvedygtige, og nu er det nok kun de færreste Mennesker, der — ud over Hærens Befalingsmænd, som har Brug for dem i alle Lande — kan se i Beundring efter disse, naar de susende Vinger høres over vore Hoveder. 1 de krigsfø
rende Lande har man lært at søge i Skjul, naar de hører disse Krigsørne nærme sig. 1 Storbyerne, hvor de høje Byg
ninger og Stadens Tummel tager Udsigten og Lyden bort, og ligesaa i Nattens Mørke, er der sat særlige Vagtposter ud for at alarmere Byens Beboere om at søge det bedst mu
lige Skjul, naar de ser og hører disse fjendtligsindede men
neskelige Rovfugle i Nærheden styrende imod deres By og Hjem; thi de kender nu, at Flyvernes dødbringende Bom
ber har knust mangen Ejendom og dræbt mange Menne
sker. —
Hvor er det et tydeligt talende Billede. Profeten saa dem som en Ørn, der haster efter Æde, og alle tilsammen kommer de til Voldsdaad. Naar en af de naturlige Rovfugle soger efter Æde til sig og sine Unger, saa kredser den ogsaa rundt i Luften for at opspore sit Bytte her nede paa Jor
den. Opdager den saa en lille levende Skabning hernede, sail slaar den ned for at dræbe og æde denne. Men er det i. Eks. en Kyllingeflok, den har udset som sit Bytte, saa observerer som Regel Hønemor dem og begynder n t skrige og se op i Luften, og Kyllingernes Instinkt siger dem, at der er Fare for dem, og de haster i Skjul, saa det er ikke altid, ;it Fuglen naar sit Bytte, som den har udset fra Luf
ten. Nøjagtig som de menneskelige Vagtposter ved deres Anskrig er til Hjælp for de Menneskebørn, som de er sat som Vægtere for; men desværre er det ikke alle, der kan finde et sikkert Skjulested; thi disse Krigsørne bliver tal
rigere for hvert Aar, der gaar, og bliver bedre og bedre kon
strueret, saa nu er der blevet noget, der kaldes Luftens Ar
tilleri.
40
Disse Flyvere er noget af det mest overnaturlige i vor Tid. I Beundring og Jubel kaldte Tyskerne deres Opfinder, (irev Zeppelin, for „Luftens Erobrer", efter at han for før
ste Gang havde styret sit Luftskib ud over Havet og ind over fremmed Land (Danmark).
Alt dette maatte give os alle noget at tænke over; thi vi ved, at Herren og Skaberen fra Begyndelsen gav alt det skabte sin bestemte Plads og Natur. — Kun Fuglene blev skabte Iii at flyve under Himlen og Fiskene til at opfylde Havene; men til Mennesket blev der sagt:
Vorder frugtbare og' mangfoldige, opfylder Jorden og gør eder den underdanig, og regerer over Havets Fisk og over Himlens Fugle;
og over tre Aartusind derefter gengiver Herrens Tjener dette saalydende:
Himlene ore Herrens Himle; mon Jorden gav han Menne
s k e n e s B ø r n . S a l m e 115, 10 Hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, og et Menneskebarn, at du besøger ham?
Du gør, at han hersker over dine Hænders Gerninger.
Faar og Øksne, dem alle sammen, ja Markens Dyr, Fug l e n e u n d e r H i m l e n o g F i s k e n e i H a v e t , o g h v a d s o m farer h e n over V a n d e t s V e j e . S a l m e 8, 6—9.
Fra Begyndelsen og indtil da var der ingen Forandring sket med Menneskenes Opholdssted, og i de c. 3 Aartusinder, der er henrundne siden, skete heller ingen Forandring tor for c. 12 Aar siden, da enkelte Mennesker begyndte at eks
perimentere med Opfindelser, hvorved de ved Hjælp at Vin
ger og Motorkraft kunde løfte sig fra Jorden; om end man saa tvivlende paa dette straks, saa skulde det blive \ irke- lighed, at Menneskene kunde flyve.
Og saa snart de blev flyvedygtige, gik de i alle Lande over i deres Hæres Tjeneste.
Men netop dette er det, at Herren og Skaberen har vis(
sine Profeter, at det er et bestemt Krigsfolk tjl en bestem!
Tid, der skulde flyve som en Ørn.
Til en anden siger han:
Giver Moab Vinger; thi dot skal flyve ud, og dets Stæder skal være en Ødelæggelse, saa ingen skal bo i dem.
Jer. 48, i).
Se, han kommer flyvende som Ørnen og udbreder sine Vinger imod Moab.
Stæderne erobres og Fæstningerne indtages, og de væl
diges Hjerte i Moab skal paa den Dag være som en beæng
stet Kvindes Hjerte. Gg Moab skal ødelægges, saa det ikke mere er et Folk; thi det har ophøjet sig storligen imod
H e r r e n . Jer. 48, 40.
Moab er et Menneskenavn; den første Moab, Guds Ord omtaler, er Lots Søn, der var Stamfader til Moabit lerne.
Disse omtales stadig som Israels Folks Fjender og i stadig Kamp med dem. De gik Tid efter anden lil Grunde som et Folk; som f. Eks. den Hær, de sendte imod Juda Hige paa Kong Josafats Tid, blev alle slaaet lil døde (2 Kron. 20 1 — 2 2 ) .
Der var det Amonnitterne, der slog Moabitterne, og med dette Navn kalder Herren altid dette Folk, hvorimod her, hvor der siges, at Moab skal fact Vinger, saa de kan flyve:
vi ser, de kommer flyvende imod Moab — altsaa Moab, der gaar imod Moab, ikke et bestemt Folk, der skal gaa imod et andet; men et forbilledligt Navn paa et Folk, der skal flyve for at erobre hverandres Stæder og Fæstninger, saa det hele kun bliver Forfærdelse, Grav og Snarer tor dem.
der lever i Moab i de sidste Dage (V. 43—47).
Ligesom Profeten Habakuk saa, at Krigsørnen var med til at øve Voldsdaad, saaledes saa Jeremias og beskrev, at naar de kom flyvende for at erobre Stæderne, da blev det lil ubeskrivelig Ødelæggelse og Forfærdelse.
