Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
KL: Sådan sparer I på handicapområdet
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Socialpædagogikkens mange ansigter
– AIEJI-kongres 2009
Socialp æd a gogen
1 8 0 9
Socialp æd a gogen
22. Januar 67. årgang
0 2 1 0
Den er fin med kompasset
Socialpædagogerne har fået et nyt redskab. Et karrierekompas, som vi stiller til rådighed for medlemmerne på hjemmesiden.
Formålet med kompasset er at I – medlemmerne – kan få overblik over egne kompetencer og måske få afklaret, hvor der kunne ligge nye muligheder i arbejdslivet: nye arbejdsområder eller -funktioner.
Karrierekompasset åbnede officielt på sl.dk/karriereudvikling den 11. januar. I en artikel her i bladet er det beskrevet, hvordan man bruger kompasset og den afklaringsproces, der er hele baggrunden for værktøjet.
Gevinsten ved at arbejde med karrierekompasset er, at man bliver afklaret, og får mulighed for at sætte ord på sine socialpæda gogiske kompetencer. Vi er overbevist om, at det kan være til fordel for alle.
Det er en fordel for det medlem, som har lyst til at prøve noget nyt, men ikke er helt sikker på, hvad det skal være. Det er en fordel for det medlem, der leger lidt med tanken om at gå ledervejen. Det er en fordel for den tillidsmand, der sidder med et medlem, som en- ten trænger til at søge mod nye horisonter, eller hvor der er tale om en afskedigelsessag. Og det er en fordel for jobkonsulenten, som når processen med karrierekompasset er fuldført, kan bruge det til at kvalificere sit arbejde betydeligt over for det konkrete medlem. For med karrierekompasset og hele procesarbejdet åbner der sig jo mu- ligheder i krydsfeltet mellem ‘det, jeg kan’ og ‘det, jeg vil’.
Men værktøjet er ikke en snuptagsløsning, der serverer en færdig kompetenceplan på et sølvfad for medlemmet. Det er en lang pro- ces, hvor man må sætte sig selv lidt på spil for at afklare sine kom- petencer. Men jeg håber, at redskabet vil opleves som et konkret og fremadrettet værktøj for vores medlemmer. Man kan også finde fle- re andre inspirationsindgange på kompasset. Her kan man for ek- sempel finde links og tekster, som på forskellige måder informerer om de mange muligheder for arbejde, der er inden for det socialpæ- dagogiske område.
Det sjove er jo, at når forbundets medlemmer indimellem føler trang til nye udfordringer, så kan det godt være, at de bevæger sig, men sjældent langt fra deres socialpædagogiske faglighed. De er meget trofaste over for deres faglighed, kan man sige. Men med karrierekompasset ved hånden kan de sikre sig, at de får afklaret en bred vifte af kompetencer. Ikke mindst fordi de også skal ind- drage venner, kolleger, leder eller andres holdning og input i deres kompetenceaf klaring. Og det kan være med til at åbne blikket for nye muligheder inden for egen faglighed.
Vi har store forhåbninger til kompasset og håber, I bliver glade for det!
Af Kaj Skov Frederiksen Forbundskasserer
02/2010 22. januar
K omment ar
ISSN 0105-5399 ansvarshavende Forbundsformand Kirsten Nissen redaktion
Jens Nielsen (redaktør) Kurt Ladefoged Lone Marie Pedersen Maria Rørbæk layout Steven Leweson Stillingsannoncer
Lene Jensen, Datagraf Auning AS, Energivej 75, 8963 Auning Tlf. 8795 5555, fax 8795 5544 annoncer@datagraf.dk Læserindlæg, artikler og anmeldelser er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens eller organisationens mening.
Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt stof.
Alle artikler i Socialpædagogen kan desuden findes i arkivet på www.socialpaedagogen.dk adresse
Socialpædagogen Brolæggerstræde 9, 1211 København K Tlf. 7248 6000
Åbningstid: mandag-onsdag 9-15, torsdag 9-17, fredag 9-13 Telefax: 7248 6001 redaktionen@sl.dk www.socialpaedagogen.dk abonnement
Abonnementspris 2009:
843,00 kr. inkl. moms (26 numre) Løssalg: 37,00 kr. + porto Tryk og produktion Datagraf Auning AS oplag
42.518 i perioden 1.7.08-30.06.09 Redaktionen af 02/10 er afsluttet den 14.01.10.
Deadline for læserbreve og stillingsannoncer til 03/10, der udkommer den 5. februar, er mandag den 25. januar kl. 12.
Deadline for stillingsannoncer til 04/10 er den 8. februar kl. 12.
For tekstsideannoncer er deadline til 04/10 onsdag den 3. februar.
Forside:
Allan Stochholm
Foto: Vibeke toFt
Medlem af Danske Specialmedier
Det er en lang proces, hvor man må sætte sig selv lidt på spil
for at afklare sine kompetencer
S o c i a l pæ d a g o g e n 3
16 Seniorordning
’Jeg er slet ikke færdig med mit arbejde’. Sådan siger 57-årige Lisbeth Rode, og hun er nu en af dem, der kan nyde godt af de seniorordninger, der er blevet forhandlet på plads i Morsø Kom- mune. Her kan seniorerne vælge mellem mere frihed, sundhedsordninger og nedsat tid.
16 Frit valg i Morsø
18 Jeg er langt fra færdig med mit arbejde
19 debat-dilemma
I al fortrolighed: Jeg slog min søn
20 HJemløSe
Ansigterne vi helst vil glemme
23 arbeJdSpladSbeSøg Forbundet kommer forbi
24 arbeJdSglæde
Hver eneste dag er lidt fantastisk
25 Fra deltid til Heltid Vil gerne – må ikke
26 netværktøJ
Karrierekompasset kan føre dig videre
Indhold
04 SuperviSion
Syv ud af ti socialpædagoger modtager en eller anden form for supervision på deres arbejde.
Det kan være et fantastisk redskab, der kan modvirke udbrændthed og hæve det faglige niveau. Men der er også mange faldgruber i supervision, der under de forkerte omstændig- heder kan blive direkte skadeligt. Læs en række socialpædagogers erfaringer med supervision – og få råd fra fagfolk: Hvad skal der til for at supervisionen bliver en succes?
04 Et fantastisk redskab – der kan bruges forkert
06 Grænseoverskridende at tale om det svære
08 Ved hun vil indberette mig
10 Udvikler sig i fritiden
11 6 råd om supervision
14 Socialpolitik
Kommunernes Landsforening viser med et notat og 12 principper, hvordan kommunerne kan spare på voksenhandicap- og psykiatri- området. Det handler om politisk tæt styring af serviceniveauet. Men Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen advarer i skarpe toner kommunerne mod at lade økonomi komme før faglighed.
14 KL: Sådan sparer I på handicapområdet
IllustratIon: allan stochholm
Bliv dygtigere og undgå udbrændthed.
Der kan siges rigtig meget godt om supervision – men supervision kan også skade
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Illustration: Allan Stochholm
n
år supervision virker, kan den som værktøj være guld værd. Den kan afklare, udvikle og inspirere. Lovordene står i kø, når en række fagfolk skal beskrive fordele og muligheder ved supervision. Og langt de fleste socialpædagoger modtager da også en eller anden form for super- vision i deres arbejde. Nærmere bestemt syv ud af ti, viser en tidligere rundspørge blandt medlem- merne af Socialpædagogernes Landsforbund (se faktaboksen på side 8).Og det er der gode grund til
– Supervision kan være med til at kvalificere praksis, fordi man bliver bevidst om, hvorfor man gør det, man gør, siger Helle Merete Nordentoft, der er adjunkt på Danmarks Pædagogiske Univer- sitetsskole og har skrevet en ph.d. om følelser og supervision.
Der er dog også et men.
Psykolog Jan Nielsen fra Center for Supervision på Københavns Universitet udtrykker det kort:
– Supervision kan udvikle, videreudvikle og vedligeholde faglige kvalifikationer og modvirke udbrændthed, men supervision kan også skade.
Han suppleres af Vibeke Petersen, der er fagan- svarlig for den pædagogiske diplomuddannelse i supervision og vejledning på Professionshøjsko- len UCC:
– Man kan sige rigtig meget godt om super- vision, men der er også mange udfordringer, konstaterer hun.
Når supervisionen fejler, kan den være græn- seoverskridende, nedbrydende eller i bedste fald bare spild af tid.
Jan Nielsen påpeger, at supervisoren (den, der giver supervision, red.) kan komme til at træde supervisanten (den, der modtager supervision, red.) gevaldigt over tæerne.
– Supervision kan for eksempel være skadeligt, hvis man kommer til at nedgøre supervisanten og tage modet fra vedkommende, så han eller hun tænker: Jeg duer jo slet ikke til det her fag. Det kan også være skadeligt, hvis man kommer til at gå ind i intimsfæren og overskride grænsen til det private, siger han.
mange former for supervision
Rent sprogligt betyder supervision over-syn, der jo ligger tæt på 'overvågning' eller 'overblik'.
Ellers findes der ikke en entydig definition på, hvad supervision er – og folk hæfter betegnel- sen 'supervision' på vidt forskellige aktiviteter.
'Supervision' kan strække sig fra individuelle samtaler med en psykolog til gruppesamtaler, hvor kolleger på skift udspørger hinanden. Der kan også bruges mange forskellige teknikker og metoder.
Nogle fællestræk er der dog altid. Supervision handler om arbejdet og foregår altid i et samspil mellem mindst to mennesker.
– Hvis jeg skal sige det kort, er supervision en metode til at reflektere over praksis, siger Jan Nielsen.
– Supervision er en måde at sætte ord på det, vi tænker og gør, for at kunne reflektere over det.
For som den amerikanske filosof og antropo- log Gregory Bateson siger: 'Når jeg siger, hvad jeg tænker, så kan jeg tænke over, hvad jeg har sagt'. Derfor kan man få et helt andet udbytte af supervision, end hvis man bare selv går og lader hjernen kværne over en problemstilling, siger Vibeke Petersen.
er kvaliteten i orden?
Jan Nielsen mener, at supervision i høj grad er et modeord – det lyder godt at sige, at der er supervi- sion på arbejdspladsen.
SuperviSion
Et fantastisk redskab
– der kan bruges forkert
syv ud af ti socialpæda- goger modtager en eller anden form for supervision på deres arbejde. Det kan være et fantastisk redskab, sådan som for eksempel socialpædagog solfrid halvorsen oplever det. hun er så begejstret for kollegial supervision, at hun vælger at bruge sin fritid på det.
andre kan slet ikke klare arbejdet uden supervision.
– Vi oplever, at supervi- sionen er nødvendig for os som familie, fortæller eksempelvis en familieple- jer, der i snart ti år har haft den samme supervisor som fast sparringspartner.
men der er også mange faldgruber i supervision, der under de forkerte om- stændigheder kan blive direkte skadelig.
På denne og de følgende si- der kan du møde en række socialpædagoger, der for- tæller om deres erfaringer med supervision – og du kan få råd fra fagfolk, der fortæller, hvad der skal til for, at supervisionen bliver en succes.
Tema om supervision
S o c i a l pæ d a g o g e n 5
– Men det er ikke sikkert, at kvaliteten følger med bare fordi, man siger, at man har supervision, påpeger han.
På side 11-13 har vi samlet en række råd fra Jan Nielsen, Vibeke Petersen og Helle Merete Nor- dentoft samt to studerende på den pædagogiske diplomuddannelse i supervision og vejledning.
Rådene kan bruges til at give arbejdspladsens supervision et serviceeftersyn. Hvad skal der til for, at supervision kan lykkes?
Men i sidste ende er det også op til den enkelte at mærke efter.
Er det her godt for mig?
Og det kan faktisk godt være svært, mener Jan Nielsen.
– Der er en form for udviklingspsykologisk lovmæssighed, der gør, at hvis vi skal udvikle os og blive bedre, skal vi også presses lidt. Derfor gør det ikke noget, hvis man er lidt nervøs, inden man skal have supervision – men man skal helst ikke have det dårligt bagefter. Hvis man gentagne gange har det dårligt efter supervisionen, bør advarselslamperne blinke. Så er det måske tid at sige fra. n
En gang om måneden får Kim Brom- berg og kollegerne på Nordsjællands Misbrugscenter tre timers ekstern su- pervision – i begyndelsen syntes han, det var lidt grænseoverskridende. Nu oplever han det som en lettelse
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Illustration: Allan Stochholm
k
im Bromberg griner lidt af sig selv:– Jeg vil vel gerne have, at det ser ud som om, det hele kører for mig – og så kan det jo godt være lidt grænseoverskridende at fortælle om det svære. Især når seks-syv kolleger hører på.
I begyndelsen syntes 26-årige Kim Bromberg, at den eksterne supervision på Nordsjællands Misbrugscenter var lidt af en mundfuld.
En gang om måneden mødes han og de syv kolleger i kortlægningsteamet med en ekstern su- pervisor, der er uddannet psykiater. Her kan de på skift sætte en konkret sag på dagsordenen og både få hjælp af supervisoren og de andre kollegaer.
– Jeg har for eksempel selv taget en sag op med en kvindelig alkoholiker, der trods forskellige be- handlingsforløb ikke magtede at holde sig ædru.
Inden supervisionen følte jeg, at jeg var kørt fast.
For eksempel syntes jeg selv, at kvinden havde behov for omsorgsbehandling, fordi hun havde det rigtig dårligt både fysisk og psykisk, men jeg vidste, at kommunen ikke ville bevilge penge til det, fortæller Kim.
Gennem supervisionen fik Kim støtte til at afklare, hvad der var hans ansvar, og hvor han skulle give slip.
– Det blev det klart for mig, at jeg godt kunne indstille kvinden til omsorgsbehandling, selv om jeg vidste, at kommunen ville sige nej. Så havde jeg gjort, hvad jeg kunne gøre, og så var det kommunens opgave at komme med et alternativ, siger han.
Den dag forlod Kim supervisionen med en følelse af lettelse.
– Og det har jeg også oplevet mange andre gange. For mig personligt hjælper supervisionen mig især til at blive mere afklaret med min egen rolle. Hvad skal jeg gå ind i, og hvad skal jeg holde nallerne fra? Som pædagog – og måske især som nyuddannet pædagog – har man nok en tendens til at blive overinvolveret, siger han.
mange forskellige metoder
På Nordsjællands Misbrugscenter bruger supervi- soren mange forskellige metoder – helt afhængig af det konkrete emne. Nogle gange ligner super- visionen undervisning, hvor psykiateren vejle- der om behandling af mennesker med bestemte psykiatriske diagnoser, andre gange stiller han
SuperviSion
Grænseoverskridende
at tale om det svære
Supervision – betyder egentlig over-syn.
Supervisor – den, der giver supervision.
Supervisanten – den, der modtager supervision.
Fokusperson – et andet ord for supervisanten.
Reflekterende team – indgår ofte i gruppesupervision, så de kolleger, der ikke er supervisanter, hjælper supervisoren ved at stille spørgsmål eller reflektere over supervisantens historie.
Ordforklaring
S o c i a l pæ d a g o g e n 7
spørgsmål, der åbner for refleksion, laver rollespil eller inddrager kollegernes erfaringer.
Selv om udgangspunktet altid er en konkret sag, kan supervisionen godt gå tæt på, fordi det også kommer til at handle om den enkelte medar- bejder i relation til sagen.
– Men supervisoren er altid meget omhyggelig med at bede om tilladelser. Er det okay, at jeg spør- ger sådan? Er det okay at gøre sådan? Og det hele er baseret på frivillighed, understreger Kim Bromberg.
Supervisoren opfordrer medarbejderne til at optage brugersamtaler på video som led i supervi- sionen, men her har Kim og kollegaerne i kortlæg- ningsteamet foreløbig sagt nej tak.
– Det er dels af hensyn til brugerne, men jeg må også erkende, at det handler om mig selv. Et
er at snakke om det svære – noget andet er, når alle kan se det. Jeg må nok sige, at jeg ikke er nået dertil – men det kan være, det kommer.
Nu, hvor Kim Bromberg har vænnet sig til supervisionen, er han blevet vældig glad for den.
– Jeg synes, det er godt, at hele teamet er med.
Det giver et godt sammenhold, og vi vænner os til at kunne fortælle hinanden, når noget er svært.
Samtidig synes jeg, det er en stor fordel, at super- visor er ekstern, så han ikke er fedtet ind i eventu- elle problemer. Det er også rart, at der er en helt fast struktur, hvor man er forpligtet til at deltage i supervisionen. Det, tror jeg, nemmere kan skride, når der er tale om intern supervision. n
Som familieplejer har Hanne Jensen fået god støtte af en supervisor, der i snart ti år har fungeret som fast spar- ringspartner. Kontrolaspektet er helt afklaret: Supervisor vil om nødvendigt indberette Hanne Jensen
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Illustration: Allan Stochholm
t
æt på 100 gange har familieplejer Hanne Jensen fået supervision af den samme supervisor.For snart ti år siden fik hun en dengang tre-årig dreng i pleje, og lige siden har hun og hendes mand mindst ti gange om året fået supervision af en familiepleje-rådgiver.
– Vi oplever, at supervisionen er nødvendig for os som familie, og det er ikke kun en af os, der bli- ver superviseret. Vi bliver alle husket, også vores egne, biologiske børn, fortæller Hanne Jensen.
Af hensyn til tavshedspligten overfor plejebar- net, har vi anonymiseret 'Hanne Jensens' historie, så barnet ikke kan genkendes.
Plejedrengen Tom har en særlig diagnose, der gør, at han har et stort behov for pleje og støtte.
– Lige fra begyndelsen handlede supervisionen meget om, hvordan vi som familie kan rumme Tom, og hvad vi hver især kan gøre for, at han får det trygt og godt hos os, fortæller Hanne Jensen.
De første gange kom supervisoren til aftens- mad i familien, og når Tom og familiens to bio - logiske børn var puttet, snakkede supervisoren med Hanne og hendes mand.
– Supervisionen mindede om en almindelig samtale, der var ikke en bestemt struktur og heller ikke en fast dagsorden. Vi kunne tage de ting op, der rørte sig i os, og det, syntes jeg, var positivt, fortæller Hanne.
Fokus på hele familien
Supervisoren havde selvfølgelig fokus på Tom, og samtalerne handlede blandt andet om, hvad fami- lien kunne gøre for at undgå stressende situatio- ner for ham – men hendes fokus gik i lige så høj grad på resten af familien.
– Hun gik meget op i, at vi først skulle sørge for os selv som familie – ellers ville vi ikke være i stand til at rumme vores plejesøn. Og hun gav os nogle helt konkrete eksempler på, hvad vi skulle gøre – og hvor tit vi skulle gøre det, fortæller Hanne.
I en lang periode brugte familien Jensen en fast barnepige en gang om måneden – hver anden måned gik ægteparret ud på egen hånd, hver anden måned havde de deres biologiske børn med.
– Supervisor fulgte hele tiden op og spurgte, hvordan det gik. Husker I jer selv? Og da vi i en periode havde problemer med, at barnepigen var syg, hjalp hun os til at sætte ord på, at belastnin- gen var for stor. Så søgte – og fik – vi aflastning, fortæller Hanne Jensen, der mener, at hun har været godt stillet med sin supervision.
– Fra andre familieplejere hører jeg, at de igen og igen bliver svigtet med supervision, fortæller hun.
klare grænser for tavshedspligten
Supervisoren er lønnet af kommunen, men er ellers ikke en del af det kommunale system. Hun
SuperviSion
Ved hun vil indberette mig
socialpædagogernes landsforbund lavede i 2007 en rundspørge blandt med- lemmerne. Et af spørgsmålene lød:
Får du tilbudt supervision på din arbejdsplads?
• 39 procent svarede: Ja, i tilstrækkelig grad.
• 30 procent svarede: Ja, men ikke i tilstrækkelig grad.
• 26 procent svarede: Nej.
• 5 procent svarede: Jeg er ikke i beskæftigelse i øjeblikket.
Undersøgelsen bygger på 524 besvarelser. Læs mere i Socialpædagogen nr. 19/07.
Rundspørge om supervision
S o c i a l pæ d a g o g e n 9
havde for eksempel ingen indflydelse på bevil- lingen af aflastning, om end hun kunne komme med en udtalelse. Det er heller ikke superviso- ren, der fører tilsyn med familieplejen – men lige fra begyndelsen gjorde hun det klart, at nok har hun tavshedspligt over for familiens privat- liv, men at tavshedspligten ikke rækker ud over indberetningspligten.
– Det, synes jeg, er helt i orden. Hvis noget skal indberettes, skal det indberettes, siger Hanne Jensen.
Hun er glad for, at spillereglerne er helt klare – og hun mener ikke, at det vil få hende til at holde noget tilbage. Hvis hun for eksempel kom til at stikke Tom en lussing i affekt, ville hun tage det op i supervision – vel vidende at supervisor ville være nødt til at indberette det.
– Lige i situationen ville jeg sikkert synes, at det var rigtig ubehageligt og ønske, at supervisor kunne lade være med at indberette mig. Men jeg ville helt klart tale med hende om det, for det ville jo netop være en episode, som jeg havde behov for at få bearbejdet, siger hun.
Skulle der opstå en sådan situation, ville Hanne Jensen sammenligne det med en døgninstitution, hvor pædagoger af og til foretager magtanvendel- ser med efterfølgende indberetninger.
– Jeg ville ikke se det som om, jeg var en dårlig person, for det ville jo ikke være et mønster. Men det ville selvfølgelig være altafgørende, at supervi- sor ikke nøjedes med at indberette mig. Hun skulle ikke slippe mig der, men hjælpe mig med at lære af situationen. Og så skulle hun selvfølgelig selv fortælle mig, at hun foretog indberetningen. n
Solfrid Halvorsen er så begejstret for kollegial supervision, at hun de sidste år har brugt sin fritid på at deltage i en supervisionsgruppe med kolleger fra andre arbejdspladser i Kriminal- forsorgen
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk Illustration: Allan Stochholm
H
vad skete der lige der? Hvorfor gik den kon- flikt i hårdknude? Som socialpædagog på kriminalforsorgens Pension Skejby udenfor Århus sætter Solfrid Halvorsen af og til spørgs- målstegn ved sin egen praksis.Og når hun hver sjette uge mødes med fire kolleger fra andre arbejdspladser under kriminal- forsorgen, får hun mulighed for at blive klogere på svarene.
– Det spændende ved kollegial supervision er, at man kigger på sin egen praksis, man får mulighed for at udvikle sig, og jeg synes faktisk, jeg vokser af det, siger Solfrid Halvorsen.
For syv år siden tog hun en supervisoruddan- nelse under Kriminalforsorgen, og cirka hver sjette uge mødes hun med en gruppe tidligere kursister, der skiftes til at supervisere hinanden.
– Vi kører efter et helt fast skema. En super- vision tager nøjagtig 45 minutter, hvor vi starter med at lægge rammerne helt fast. Hvad er kontrakten for supervisionen? Hvad ønsker su- pervisanten at få hjælp til? Det handler ikke om at give råd, men om at hjælpe supervisanten til selv at reflektere over sin egen praksis, fortæller hun.
aha-oplevelse
For Solfrid Halvorsen var det for eksempel en aha- oplevelse, da hun under supervisionen gennem- gik en konflikt, hun havde haft med en af afso- nerne på pensionen.
– Det gik op for mig, at jeg lige nøjagtig havde gjort alt det, jeg godt ved, ikke virker, fortæller hun.
Beboeren havde været vred og højtråbende, og i stedet for at lytte og undersøge, hvad der lå bag, havde Solfrid forsøgt at lukke konflikten ned med ordene:
– Nu stopper du!
– Og på den måde kom jeg faktisk til at trappe konflikten op, fordi beboeren ikke følte sig hørt, siger Solfrid Halvorsen.
Konflikten endte rimelig fredeligt, fordi bebo- eren trak sig tilbage, men Solfrid tænkte, at der godt kunne have været en mere positiv udgang.
– Og gennem supervisionen blev jeg opmærk- som på, hvad jeg kunne have gjort anderledes – at jeg kunne have spurgt indlevende, sådan som jeg faktisk også plejer at gøre. På den måde hjælper supervisionen mig til at holde mig på sporet, siger Solfrid Halvorsen.
På arbejdspladsen har hun mulighed for at få ekstern, individuel supervision, men den kol- legiale supervision foregår i fritiden. Rent praktisk kan det nogenlunde let lade sig gøre, fordi hun har fem-seks døgnvagter om måneden og derfor har mange fridage i normal arbejdstid.
– Den kollegiale supervision er så værdifuld for mig, at jeg gerne vil bruge min fritid. Den faglige udvikling hjælper mig til at opretholde gejsten og glæden ved mit arbejde. n
SuperviSion
Udvikler sig i fritiden
S o c i a l pæ d a g o g e n 1 1
e
n vigtig forudsætning for vellykket supervision er, at der er en helt klar ramme, det vil sige, at spillereglerne for supervisionen er veldefinerede.Psykolog Jan Nielsen opsum- merer med en række spørgsmål, der skal være et krystalklart svar på:
Hvor og hvornår skal super- visionen foregå?
Hvad skal vi tale om?
Hvem gør hvad?
Hvad er materialet? Fortæl- ler supervisanten bare om en bestemt oplevelse, eller er der for eksempel video- eller lydoptagelser?
– Det, jeg især har hørt om, at der går galt i kollegiale super- vision, er, når man ikke respek- terer, at supervisionen foregår indenfor en helt bestemt, afgrænset ramme med særlige spilleregler. Det går ikke, hvis man bare fortsætter snakken løst ude på afdelingerne eller i bilen. Når seancen er slut, er fokuspersonen også fredet
– med mindre man tydeligt aftaler noget andet, siger Vibeke Petersen.
Set i bakspejlet kan pædagog Carina Berthelsen se, at det netop var en uklar ramme, der tidligere spændte ben for, at alle medarbejdere fik udbytte af den kollegiale supervision på hendes arbejdsplads, specialfritids- hjemmet Skovmosen i Rødovre.
– Nogle af mine kolleger var rigtig glade for den kollegiale supervision, der foregik to timer hver anden måned. Andre var ikke. Jeg har for eksempel hørt kommentarer som: 'Åh nej, skal vi nu have supervision igen.
Bare det bliver aflyst'. Efter at jeg er begyndt på den pæda- gogiske diplomuddannelse i vejledning og supervision, kan jeg se, at vi var faldet ned i den faldgrube, der hedder alt for løs struktur. På diplomuddannelsen har jeg lært, at man skal lave en helt klar kontrakt om, hvad der skal tales om i supervisionen – og skrive den op på tavlen. Det
Rammen skal være klar
6 råd om supervision
SuperviSion
J
eg ønsker ikke at deltage mere' eller: 'Det vil jeg ikke tale om'. Sådan bør det være legitimt at sige.– Når man sætter rammen for supervisionen (og altså definerer spillereglerne, red.) skal det slås fast, at forskellige mennesker kan have forskellige opfattelser af supervision, og
at alles grænser skal respekte- res. Det er vigtigt, at man kan sige fra, hvis man mærker, at supervisionen ikke hjælper eller føles forkert, siger Helle Merete Nordentoft.
Frivilligheden kan dog være svær i praksis.
– Der kan godt opstå en form for social pression. Hvis man
sidder 10 personer sammen og alle de andre sidder og jubler over, hvor god de synes super- visionen er, ja, så kan det være endog meget svært at sige: 'Det her er ikke godt for mig'. Så jeg har faktisk ikke en endegyldig løsning, siger Helle Merete Nordentoft. n
Det skal være okay at sige nej
kan for eksempel være: 'Hvor- dan skal jeg modtage Hanne om morgenen uden at skabe konflikter?' Sådan gjorde vi ikke, og så bliver samtalen let for rodet. I en vellykket supervision kan det at finde frem til kontrak- ten faktisk fylde en ret stor del af samtalen, for når man ikke får defineret præcist, hvad det er vigtigt for supervisanten at blive klogere på, kommer man nemt til at tale rundt om problemet i stedet for at koncentrere sig om kernen, siger Carina Berthelsen.
Nu er hun også blevet bevidst om, at rollerne skal defineres langt klarere:
– Supervisor skal være procesleder og instruere det reflekterende team (se ordliste).
Det skal være helt konkret, så supervisor for eksempel siger:
'Jeg vil gerne have, at du kigger efter ressourcer'. Ellers kan det være svært at stille spørgsmål, og så kan supervisionen virke forvirrende, siger hun. n
>
H
vad skal der ske, hvis det gennem supervisionen står klart, at en med- arbejder ikke gør sit arbejde ordentligt?Det spørgsmål bør man ikke vige udenom, mener psykolog Jan Nielsen.
– Det populære og det, der altid bliver sagt, er, at vi super- viserer for at udvikle, træne og gøre supervisanten bedre – men supervision har også en anden dimension, nemlig kontrol, siger han.
Når det gælder psykologer, er kontrolaspektet ganske tydeligt.
Du kan kun få din autorisation som psykolog, hvis du har været igennem et forløb med mindst 160 timers supervision – og sidste dag skriver supervisor under på, at supervisionen er gennemført tilfredsstillende.
Andre former for supervi- sion bygger på et ønske om, at supervisionen skal være fri for
domme og vurderinger, men i Jan Nielsens øjne er det en illusion.
– I det øjeblik, hvor du kommer og fortæller mig om dit arbejde, så vurderer jeg det.
Sådan er det bare. Vi kan godt lege noget andet, men i mine øjne er det er at snyde sig selv.
Som supervisor kan du altid komme under vejr med noget, som du ikke kan holde mund med. Derfor mener jeg, at man helt fra starten bør forholde sig til, hvad der sker, hvis man under supervisionen bliver op- mærksom på, at supervisanten udfører sit arbejde på en måde, der er uetisk. Og det gælder i høj grad også for kollegial supervi- sion, siger han.
Susse Grønfeldt, der i dag er studerende på den pædagogiske diplomuddannelse i supervision og vejledning, har på den hårde måde lært, hvor vigtigt det er at afklare kontrolaspektet.
Tidligere deltog lederen i den kollegiale supervision i Brøndby Støttekorps, og det viste sig at være meget uheldigt.
– På den ene side opfattede vi supervision som et rum, hvor man kunne tale frit fra leveren og ikke behøvede sidde og holde på sig selv. På den anden side kan en leder jo ikke bare lægge lederkasketten helt væk, hvis han pludselig hører, at nogen gør noget, han synes er forkert. Det skabte mudder i kommunikatio- nen, når lederen trådte i karakter som leder midt i supervisionen, og lysten til supervision for- svandt, fortæller hun.
I dag har støttekorpset skærpet spillereglerne for su- pervisionen og aftalt, at lederen ikke deltager. Men Jan Nielsen mener, at de bør gå skridtet videre og afklare, hvad der skal ske, hvis en af kollegerne synes en anden handler uetisk eller uforsvarligt. n
Få styr på kontrol-elementet
S
upervision handler om arbejde. Ikke om privatliv.– Der bør gå en Berlin- mur mellem supervisionen og det private. Hvis jeg selv giver supervision, og supervisanten for eksempel begynder at tale om sin barndom eller sit forhold til sine forældre, vil jeg prøve at lukke ned. Den slags hører hjemme i terapi, hvor der jo er nogle helt andre spilleregler og en anden etik, understreger Jan Nielsen.
Følelser og personlighed vil derimod tit komme på dagsor- denen i supervision.
– Når man som socialpæda- goger arbejder med mennesker, kan man ikke skille det faglige fra det personlige, og det kan for eksempel være et relevant emne for supervision, hvis supervisan- ten mærker følelsen af vrede eller aggression i bestemte,
arbejdsmæssige situationer – men det er ikke relevant at tale om, hvis supervisanten tager tilsvarende følelser fra privat- livet op i supervision. Der skal altid være et link til det faglige, siger Jan Nielsen.
Helle Merete Nordentoft har et helt konkret eksempel på, hvor hun mener grænsen bør gå. I sin ph.d-afhandling analyserede hun supervisionen af en sygeplejerske, der havde svært ved at sige nej. Derfor gav hun sig for eksempel til at hjælpe en patient med at lede efter en barbermaskine, selv om de sygefaglige opgaver stod i kø.
– Gennem supervisionen blev det klart, hvilke følelser, der var i spil. Patienten var ophidset, frustreret og vred, og sygeplejersken reagerede med et ønske om at lindre hans vrede og frustration. Som hun sagde:
'Hvis jeg ikke hjalp ham, var der ingen, der ville hjælpe ham'. Hun fik følelsen af, at hun ikke var god nok, hvis hun ikke hjalp, fortæl- ler Helle Merete Nordentoft.
Supervisor stillede spørgsmål som for eksempel:
Fik du afdækket situationen?
Er du sikker på, at der ikke var andre, der kunne hjælpe ham?
Var følelsen af, at du ikke var god nok, hvis du ikke hjalp ham, reel?
– Supervisionen gjorde, at det blev klart for sygeplejer- sken, at hun ikke behøvede føle utilstrækkelighedsfølelsen.
Hun behøvede ikke patientens anerkendelse for at se, at hun var professionel og kompetent – og lige her, bør supervisionen stoppe. Det hører ikke hjemme at gå et lag dybere ned og spørge:
Hvorfor har du behov for så meget anerkendelse? Det spørgs- mål hører hjemme i terapien. n
Luk døren til det private
S o c i a l pæ d a g o g e n 1 3
Jan Nielsen er psykolog (cand.
psyk.) og leder af center for supervision (cs) på Køben- havns universitet. læs mere på www.supervision.psy.ku.dk Helle Merete Nordentoft er sygeplejerske, sundhedsfag- lig supervisor og adjunkt på Danmarks Pædagogiske uni-
versitetsskole. hun blev i 2007 ph.d. på en afhandling om følelser og supervision, der bærer titlen 'Doing Emotion Work. clinical supervision in a Palliative outpatient Ward'.
Vibeke Petersen er psykolog (cand.pæd.psyk.) og lektor på Professionshøjskolen ucc, hvor
hun er fagansvarlig for den pæ- dagogiske diplomuddannelse i vejledning og supervision.
Susse Grønfeldt er pædagog og studerende på den pæda- gogiske diplomuddannelse i vejledning og supervision. hun er ansat som støttepædagog i Brøndby støttekorps.
Carina Berthelsen er pæda- gog og studerende på den pæ- dagogiske diplomuddannelse i vejledning og supervision. hun er ansat som socialpædagog på specialfritidshjemmet skovmosen i rødovre.
Herfra kommer rådene
S
elv den bedste supervision er kun godt til noget – og det gælder om at kende begrænsningen.– Kollegial supervision er rigtig godt til de fleste dagligdags problemstillinger, hvor man vil prøve at bearbejde nogle af de tanker, man gør sig om den daglige praksis. Men det kan være helt afgørende, at der også er mulighed for ekstern supervi- sion. Nogle problemstillinger er svære at tale med kollegerne om – for eksempel fordi kollegerne er en del af problemstillingen, siger Vibeke Petersen.
Susse Grønfeldt har på egen krop oplevet en supervision, der skulle have været erstattet af noget andet.
– Bagefter tænkte jeg: Åh nej, gid jeg ikke havde fortalt det. Vi var en gruppe kolleger, der fik supervision af en ekstern super- visor, og jeg fortalte om en meget vanskelig sag med et barn, der var blevet krænket seksuelt og nu selv krænkede andre. Jeg syntes, at jeg selv solgte ud og fortalte, hvordan jeg havde det med det – og at jeg ikke fik ret meget igen.
Jeg følte, at psykologen såvel som mine kolleger var lidt vigende
over for mig – måske fordi sagen var så tung. Og det er faktisk mere frustrerende at fortælle om sine vanskeligheder uden at blive mødt, end hvis man bare bærer det selv. Efterfølgende har jeg tænkt, at det slet ikke var et emne, der egnede sig til den form for supervision i gruppe.
Kollegial supervision må være til emner, hvor man kan antage, at de andre har noget at byde ind med – tunge sager, hvor man selv kommer så meget i spil, egner sig bedre til individuel, ekstern supervision, vurderer Susse Grønfeldt. n
Kend begrænsningen
Kompetencerne skal være i orden
d
er er altid indbygget et element af sårbarhed i supervision.– Ofte fortæller man jo om noget, der er lidt svært, noget, man ikke helt har forstået. Og når man på den måde stiller sig til skue for andre med sin tvivl, bliver man selvfølgelig sårbar, siger Vibeke Petersen.
Netop derfor skal kompeten- cerne være i orden.
– Kollegial supervision kan være rigtig godt, men det er enormt vigtigt, at man bliver indført i det på en god og grun- dig måde. Ellers kan det blive
grænseoverskridende, siger Helle Merete Nordentoft.
Også når det gælder erfarne og professionelle supervisorer, som psykologer, mener hun, at en løbende kompetence- udvikling er nødvendig. I sit ph.d-projekt analyserede hun videooptagelser af supervi- sionen hos en veluddannet og erfaren supervisor. Her kunne hun se, at supervisor – uden at ville det – kom til at trække konklusionerne lige lovlig skarpt op på en måde, der grænsede til manipulation. Det skete i situationer, hvor hun var
presset og mødte modstand fra gruppen.
– Som supervisor skal man derfor være særligt opmærksom i de situationer, hvor man selv føler sig usikker, ikke forstået eller kritiseret, konkluderer Helle Merete Nordentoft, der mener, at videobaseret supervi- sion for supervisorer er et must.
– På den måde kan supervi- sorer få skærpet blikket for egne styrker og svagheder og blive opmærksomme på, at de måske gør noget helt andet, end de tror, de gør, siger hun. n
Kommunernes Landsforening har opstillet 12 principper, der skal sætte kommunerne i stand til at skære ned på udgifterne til handicappede og psykisk syge – skarp kritik fra Social- pædagogerne
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
i
kke en øre mere. Sådan lød beskeden fra finans- minister Claus Hjort Frederiksen, da han på Kommunaløkonomisk Forum i starten af januar afleverede det, der i programmet hed ’regeringens økonomiske budskaber til kommunerne’. I bed- ste fald bliver der råd til at holde det nuværende serviceniveau, og der er ikke flere penge til at løse opgaverne på det specialiserede sociale område:– I de kommende år er der ikke plads til at fortsætte den kraftige udgiftsvækst på det spe- cialiserede socialområde, som vi har oplevet i de seneste år, siger Claus Hjort Frederiksen. I stedet må kommunerne rationalisere sig ude af kniben:
– I må finde rum til udvikling og forbedring af den kommunale service inden for de i alt godt 230 milliarder, der i dag bliver brugt til kommunal service. Og her er omprioriteringer samt bedre og
smartere tilrettelæggelse af opgaverne vejen frem for kommunerne, siger Claus Hjort Frederiksen.
Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Erik Fabrin, replicerede ved at gøre opmærk- som på, at regeringen må tage ansvar for en sådan politik:
– Regeringen må klart betone over for befolk- ningen, at vi er i gang med at drive et nulvækst- samfund. Hvis regeringen mener, at festen er slut, så skal man stå ved det, sagde Erik Fabrin ifølge Berlingske Tidende, men han understregede samtidig, at kommunerne står ved deres ansvar for samfundsøkonomien:
– Vi skal finde nogle smartere, bedre og billigere måder at løse vores opgaver på, så vi får et økono- misk råderum til omprioriteringer, sagde han i et ordvalg, der ikke var ulig finansministerens.
de 12 bud
Men kommunerne er nu også i gang med at finde på sådanne smartere løsninger: Op til forum- met, der også kaldes kommunernes ’økonomiske topmøde’, udsendte KL en liste på 12 principper (se faktaboks), der skal gøre det lettere for kom- munerne at stramme skruen på handicap- og psykiatriområdet.
Og på det kommunaløkonomiske forum kunne kommunernes repræsentanter også via en ’tips- kupon’ få et hurtigt bud på, om deres kommunes
Socialpolitik
KL: Sådan sparer I på handicapområdet
1. Formulér serviceniveauet så præcist, at forvaltninger og sagsbehandlere kan støtte sig til det i konkrete beslutninger.
2. stil krav om, at tillægsbe- villingsansøgninger ledsa- ges af forslag til kompen- serende handlinger.
3. Faglighed og økonomi skal gå hånd i hånd, når der visiteres til tilbud.
4. Gør budgettet til et aktivt styringsværktøj – anvend konkrete forudsætninger om pris og mængde.
5. Kræv overblik over aktivi- tetsudvikling og økonomi i tide.
6. Vurdér kommunens servi- ceniveau i forhold til sam- menlignelige kommuner.
7. stil krav om aktiv ledel- sesinformation – udvælg
få, men relevante nøgletal, der følges op på.
8. Vurdér, hvordan diagnoser skal håndteres. En bestemt diagnose giver ikke automa- tisk ret til et bestemt tilbud.
9. Etabler en systematisk opfølgning på sagerne, og vurder effekten af indsat- sen løbende.
10. Følg de politiske aftaler om prisreduktioner til
dørs – stil krav om stærk leverandørstyring i praksis.
11. Dyre beslutninger bør træffes i samråd – enten i et visitationsteam eller et visitationsudvalg.
12. tilpas organisationen, så den understøtter de politi- ske målsætninger.
Se notatet om de 12 princip- per på www.kl.dk – søg på ’12 principper’ i søgefeltet.
De 12 principper
S o c i a l pæ d a g o g e n 1 5
adfærd på det specialiserede sociale område trænger til en tilstandsrapport.
De 12 bud er tænkt dels som et inspirations- katalog, dels en tjekliste, som kommunerne kan bruge til at gennemgå deres indsats på det specialiserede sociale område.
Om det første af principperne hedder det i det notat, KL har udarbejdet, at ’den politiske prioritering sker gennem fastlæggelse af et klart serviceniveau, som organisationen kan styre efter.
Det kan ikke overlades til sidste led i visitationen at beslutte, hvilket niveau for støtte og indsats kommunen tilbyder målgruppen'.
Og som en yderligere understregning af kom- munalpolitikernes ansvar – og muligheder – for at styre de endelig beslutninger hedder det videre:
’Det er vigtigt at understrege, at Serviceloven ikke præcist definerer, hvilken hjælp borgeren skal have. Serviceloven er en rammelovgivning, som giver kommunalbestyrelsen vide muligheder for at fastlægge kriterier for, hvornår en borger kan komme i betragtning til hjælp, samt hvilken hjælp den pågældende i givet fald skal have. Kommunal- bestyrelsen kan for eksempel have nogle overord- nede målsætninger om, at der generelt sigtes mod den mindst indgribende indsats. Eller at indsatsen kun gælder en afgrænset periode med efterføl- gende revurdering.’
Skarp kritik
Lanceringen af de 12 principper har ført til skarp kritik fra blandt andet Socialpædagogerne, hvor forbundsformand Kirsten Nissen beklager, at kommunerne vælger at tage økonomien som udgangspunkt i tilgangen til det specialiserede sociale område:
– KL-formand Erik Fabrin har ved flere lejlig- heder kaldt området for en gøgeunge, der æder sig ind på normalområdet. Og i efteråret udsendte KL en vejledning til kommunerne om, hvordan de sparer på området. Det vidner tydeligt om, at de ikke tager deres ansvar alvorligt, men lader økonomi veje tungere end faglige hensyn, siger Kirsten Nissen.
Hun peger på, at KL sidste år udsendte et lignende katalog om, hvordan man kunne spare på udsatte børn og unge – hvilket førte til kritik af KL for at være på kant med loven.
Også Socialrådgivernes formand, Bettina Post, er ude med riven i forhold til KL-principperne:
– Når de principper sendes ud i den praktiske virkelighed, så siver det ned til medarbejderne, der kommer til at lede efter begrundelser for at give
afslag i stedet for at lede efter det helt rigtige, indi- viduelle tilbud, som vi er forpligtet til at give efter Serviceloven, siger Socialrådgivernes formand.
Se på finansieringen
Hos Socialpædagogerne anerkender Kirsten Nis- sen, at udgifterne til det sociale område stiger.
Men det gør hende vred, når Erik Fabrin anfører, at udgiftsstigningen maner al debat om service- forringelser på området i jorden.
– Sikke noget vås. Vi anerkender jo fuldt, at kommunerne bruger mange penge på det særlige sociale område. Men stigende omkostninger siger jo ikke nødvendigvis noget om kvaliteten af kom- munernes indsats. Kommunerne har en vigtig opgave i forhold til de allermest svage medbor- gere i vores samfund. Og den skal de løfte. Det er det rigtige tilbud og den rigtige indsats, som skal sættes ind i forhold til de udsatte grupper. Og det går forud for økonomien. Det står i loven. Og den må både KL og kommunerne jo også holde sig til, siger Kirsten Nissen.
Hun mener, at KL burde bruge mere krudt på at se på, hvordan området finansieres:
– Vi har forslået, at finansieringen bliver ændret på det særlige sociale område, så der for eksempel indføres bedre refusionsordning og budgetgaranti på området. Det forslag har vi fået positiv tilbage- melding på fra flere kommuner, og det, synes jeg, Fabrin og KL burde se på, i stedet for at diskutere mulige spareredskaber, siger Kirsten Nissen. n
Kl har spurgt landets kommuner, hvorfor udgifterne til handicappede og psy- kisk syge stiger. Kommunerne har kunnet anføre flere grunde og resultatet af rundspørgen ser sådan ud:
• Stigning i takster på tilbud i andre kommuner: 74 procent
• Stigning i antallet af borgere med behov for støtte: 67 procent
• Stigning i antal diagnosticerede: 59 procent
• Generelt tungere diagnosticering: 51 procent
• Øget indsats i kommunen over for målgruppen: 19 procent
• Stigning i takster på tilbud i egen kommune: 16 procent
• Stigning i kommunens fastlagte serviceniveau: 7 procent
40 procent af kommunerne forventer yderligere udgiftsstigninger på handicap- området i 2010.
Hvorfor stiger udgifterne?
Fællestillidsrepræsentanten for SL har styret en tværfaglig arbejdsgruppe, der har formuleret tre tilbud til medar- bejdere over 58 år i Morsø Kommune:
Fridag, sundhed eller nedsat tid
Af Carsten Tolbøll, redaktionen@sl.dk Foto: Brian Bang
S
elvfølgelig skal folk selv have lov at vælge, hvordan de vil udnytte goderne fra Senior- aftalen de næste to år. Sådan er holdningen i Morsø Kommune, efter at en effektiv og lydhør tværfaglig arbejdsgruppe har lagt rammerne for, hvordan man må bruge de penge, der skal lokke seniormedarbejdere i kommunerne til at blive længere i jobbet.Det startede med et møde i et større forum, hvor det skulle diskuteres, hvordan man lokalt udnytter trepartsmidlerne til kompetenceudvik- ling og seniortiltag. Lone Nygaard, der er fællestil- lidsrepræsentant for de cirka 140 medlemmer af Socialpædagogerne i Morsø, fortæller:
– Da vi nåede til at diskutere senioraftalen, kom vi til at kigge på hinanden og måtte konstatere, at de fleste af os aldersmæssigt var en del år fra senioralderen. Og egentlig vidste vi ikke ret meget om, hvilke tanker seniorerne gør sig om deres sidste år på arbejdsmarkedet. Så hvorfor ikke spørge dem selv?
bred sammensætning
Et spørgeskema blev sendt ud til samtlige kom- mende og nuværende seniorer i kommunen inden for de tre områder OAO, FTF og AC. 14 fra OAO- gruppen meldte sig til at være med i en arbejds- gruppe, der skulle undersøge behov og ønsker hos medlemmerne og derefter udarbejde tilbud.
FTF og AC valgte en anden procedure omkring senioraftalen.
Arbejdsgruppen blev nedsat kort før sommer- ferien 2009 og holdt sit første møde i september.
Lone Nygaard blev valgt som formand og har været den eneste TR i gruppen.
– Sammensætningen skulle være så bred som muligt, men det kunne ikke undgås, at hvert med- lem har skullet repræsentere flere end sin egen
faggruppe. Der har været en social- og sundheds- assistent, en dagplejer, en rengøringsassistent, en færgemand, en sagsbehandler med flere De var glade for den indflydelse, de fik, og den indsigt i andre faggruppers vilkår, som det gav dem, siger Lone Nygaard.
Fastholde trods krise
Senioraftalen blev på landsplan indgået af orga- nisationerne i 2007, mens der var mangel på arbejdskraft. Siden er billedet vendt, men den nuværende arbejdsløshed får ikke den kom- munale arbejdsgiver til at ændre på målsætnin- gen med seniortiltaget. Det bekræfter udvik- lingskonsulent Anne Sieg fra Morsø Kommunes udviklingsafdeling. Hun har været sekretær for arbejdsgruppen.
– Kommunens interesse i projektet er fortsat at fastholde seniormedarbejderne i jobbet. Dels bliver der brug for dem, fordi gennemsnitsalderen er høj i flere sektorer, og dels har de nogle værdi- fulde kompetencer, som vi gerne vil holde på så længe som muligt, siger Anne Sieg.
En netop offentliggjort opgørelse fortæller, at hver tredje kommunalt ansatte på Mors skal skiftes ud på grund af alder over de næste 10 år.
Særligt bekymret er man over rekrutteringsudsig- terne for social- og sundhedsområdet.
de fleste valgte fridag
Spørgeskemaundersøgelsen gav arbejdsgrup- pen et fingerpeg om, hvilken retning seniorernes ønsker går i. De blev udmøntet i tre tilbud:
• En årlig betalt fridag.
• Et klippekort til velfærd, værdi: 1.500 kroner.
• At gå ned i arbejdstid. Selvfinansieret, men med uændret pensionsindbetaling.
Målgruppen er medarbejdere, der er født i 1952 eller tidligere. Dem er der 180 af i Morsø Kom- mune. De fik nu brev sendt til privatadressen med anmodning om at vælge et af de tre tilbud, der alle har en værdi af 1.500 kroner og gælder til udgan- gen af 2010. Senere vil arbejdsgruppen henvende sig omkring fordeling af midler for 2011.
Cirka 100 valgte den årlige fridag. Cirka 20 foretrak 55-klippekortet, mens kun fire medarbej- dere ønskede at gå ned i tid. Da denne artikel blev skrevet ultimo 2009, manglede man endnu svar fra en snes medarbejdere.
En af de medarbejdere på bostedet Lupinvej i Nykøbing, som får glæde af senioraftalen, er sosu Jytte Kristen- sen. Hun har valgt sundhedskortet.
Frit valg i Morsø
Seniorordning
S o c i a l pæ d a g o g e n 1 7
Arbejdsgruppen har reflekteret over svarenes fordeling.
– Det med at gå hjem to timer før er ikke reali- stisk for alle. Færgemanden kan ikke bare stoppe med at sejle, og en dagplejemor kan ikke sende børnene hjem. Derimod er det tydeligt, at mange seniorer ønsker muligheden for at kunne tage en omsorgsdag for at passe et sygt barnebarn, siger Lone Nygaard.
Én dag betyder noget
Klippekortet til sundhed er det tilbud, medarbej- deren økonomisk set får mest ud af. Det er skatte- frit, idet medarbejderen selv betaler en mindre del af kontingentet til helsestudie, fysioterapeut, mas- sør eller lignende.
– Arbejdspladserne får pengene til finansiering af seniorydelserne, og de må så selv sørge for vikardækning ved fridage eller nedsat tid. Lederne har skrevet under på, at de vil være fleksible, så- ledes at fridagen vil kunne tages med kort varsel, siger Anne Sieg.
Men hvor meget betyder dette tilbud reelt, når en seniormedarbejder skal gøre op, om hun vil tage et år eller to mere på jobbet?
– Det er svært at sige. Betydningen ligger nok mest på det psykologiske plan, for reelt skal der nok mere på bordet for at få folk til at blive, mener Anne Sieg.
– Men så kan man omvendt sige, at omsorgs- dage er noget, der står højt på ønskesedlen, når der
diskuteres overenskomstkrav. Og en enkelt bedste- mordag er trods alt noget sammenholdt med, at medarbejdere med børn har mulighed for at tage to-tre omsorgsdage pr. år, siger Lone Nygaard.
Arbejdsgruppen mødes igen i september 2010 for at vurdere og eventuelt justere ordningen. Er alle pengene ikke brugt, kan de overføres til det følgende år.
– Den måde, vi har gjort det på med en tværfag- lig arbejdsgruppe, der har formuleret valgmulig- heder, har vakt opsigt andre steder. Det er noget, andre FTR’er spørger til, når vi mødes i Aalborg, siger fællestillidsrepræsentanten fra Mors. n
senioraftalen er et resultat af trepartsaftalen fra 2007 mellem regeringen og det offentlige arbejdsmarked.
Til senioraktiviteter er der på landsplan for årene 2009, 2010 og 2011 afsat 55 mil- lioner kroner til oao-området (lo). morsø Kommunes oao-pulje udgør 222.000 kroner pr. år, svarende til 1.500 kroner pr. medarbejder over 58 år (2010).
Puljen supplerer de øvrige overenskomstmæssige seniortiltag, som admini- streres af morsø Kommune. her er socialpædagogernes medlemmer sikret op til fem seniordage pr. år.
Senioraftalen
Fællestillidsrepræsentant Lone Nygaard (t.v.) og udviklingskonsulent Anne Sieg kan konstatere, at de fleste seniorer foretrækker en årlig fridag.
To socialpædagoger om deres forskel- lige valg af seniorgoder
Af Carsten Tolbøll, redaktionen@sl.dk Foto: Brian Bang
J
eg har altid arbejdet på fuld tid. Nu hvor vi ingen børn har hjemme længere, har jeg tiden til det. Jeg er langt fra færdig med mit arbejde. Jeg har en masse erfaring, jeg gerne vil give videre.Sådan fortæller 57-årige Lisbeth Rohde, der har været socialpædagog i 38 år. Hun startede som 18-årig på det daværende Ebberødgård i Birkerød, kom senere til forskellige institutioner i Skive og arbejder nu på Lupinvej, et bosted for voksne med fysiske og psykiske handicap i Nykøbing Mors.
Lisbeth Rohde valgte klippekortet til sundhed blandt de tre tilbud om ekstra seniorgoder, som hun for nylig fik brev om. Måske skal kortet bru- ges hos den massør, hun har en aftale med cirka
hver sjette uge, hvor skuldre, nakke og arme bliver banket godt igennem, som hun udtrykker det.
– Jeg har en plan om at fortsætte, til jeg bliver 62, men det bliver helbredet og ikke pengene, der bestemmer. Jeg synes, det er fint med valgmulig- heder for seniorgoder, og at der i det hele taget bliver taget hånd om os, der har nået den alder.
Det kan godt hjælpe med til, at man har lyst til at blive lidt længere, men som sagt: Helbredet skal følge med, fastslår Lisbeth Rohde.
Det sidste er hendes kollega på Lupinvej Karen Lundsby enig i. I en alder af 59 har hun valgt den årlige fridag. Karen Lundsby startede som vikar på Lupinvej for fire år siden og har siden taget merituddannelsen.
– Som 30 timers ansat har jeg aldrig gjort brug af sjette ferieuge, men nu vil jeg tage denne ekstra dag og lade den indgå i min egen pulje af fridage.
Jeg har ingen børnebørn, så det er ikke dem, jeg har tænkt på. Sundhedskortet har nok størst værdi for dem, der arbejder fuldtids. Jeg regner med at fortsætte, til jeg bliver 65, hvis jeg ellers kan holde til det, siger Karen Lundsby. n
Jeg er langt fra færdig med mit arbejde
Seniorordning
– Jeg fortsætter gerne, til jeg bliver 62, siger 57-årige Lisbeth Rohde, her sammen med en beboer på Lupinvej.
S o c i a l pæ d a g o g e n 1 9
Med udgangspunkt i en konkret, fiktiv case, har medlemmerne af So- cialpædagogens Face- book-gruppe diskuteret, hvornår og hvordan man bør handle, hvis man som socialpædagog får kendskab til, at et barn måske mistrives. An- kechef Henrik Horster giver også sit bud
Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
H
vad ville du gøre, hvis du oplevede følgende situa- tion: Du er socialpæda- gog på et behandlingssted for misbrugere. Her har du mødt Kim, der for tre år siden var i behandling for et alkoholmis- brug. I har holdt en løbende kontakt og opbygget en rigtig god relation. Kim siger selv, at det er samtalerne med dig, der i meget høj grad hjælper ham til at holde sig ædru.– Uden dig, tror jeg sgu, at jeg var faldet i. Dig kan jeg stole på, siger han tit.
debat-dilemma
I al fortrolighed: Jeg slog min søn
For et år siden døde Kims kæreste, så han nu er alene med sønnen Peter på to år.
En dag ringer Kim til dig, og spørger, om du har tid til at tale med ham om noget vigtigt.
I er alene i mødelokalet på misbrugscenteret, da Kim stærkt oprevet fortæller dig, at han har svært ved at klare at være alene med sin søn, og at han i går kom til at slå ham. Drengen kom ikke alvorligt til skade, men fik mærker på armen, som Kim har forklaret vuggestuen med et fald.
Pludselig ser Kim på dig.
– Du fortæller det da ikke til nogen, siger han.
Sådan lyder det dillemma, som deltagere i Fagbladet Social- pædagogens Facebook-gruppe har diskuteret de sidste uger.
Alle Facebook-debattørerne er enige om, at der bør handles – men ikke hvordan.
– Jeg ville ikke fortælle andre om situationen, for Kim har vist mig den tillid, fordi han stoler på mig, skriver på den ene side Leah Rose.
– Selvfølgelig skal det fortæl- les til nogen! Det har man pligt til – i og med at Kim klart og tydeligt fortæller, at barnet har brug for mere støtte end han kan magte at give det selv.
Barnet kan jo ikke selv reagere ved at bede om hjælp, skriver på den anden side Karen Scott.
vil ikke gå bag om ryggen
Leah Rose mener, at hendes rolle er at støtte Kim på bedst mulig måde.
– Og det gør jeg ikke ved at gå bag om ryggen på ham med en indberetning. Men der må tages affære, inden det går yderligere ud over drengen, og der kan jeg være en nøgleperson, når Kim har valgt at fortælle lige netop mig om situationen. I princippet kunne han have holdt sin mund.
Jeg vil spørge Kim, hvad han selv mener, han har brug for af hjæl,p og lytte til ham, skriver hun.
Leah Rose vil foreslå, at Kim søger hjælp – for eksempel ved at tale med en psykolog eller psykoterapeut om kærestens død, eller ved at få noget familie til at hjælpe med af og til at passe Peter. Hun har slet ikke en anbringelse i tankerne.
– Og det vil jeg meddele Kim, så han hele tiden ved, hvor han har mig som person og fortrolig, skriver hun.
Karen Scott tror heller ikke umiddelbart at en anbringelse kommer på tale.
– Jeg har endnu aldrig hørt om, at et barn bliver fjernet grundet ét tilfælde af ét slag…
men man svigter både barn og Kim ved ikke at reagere på dette.
Hvad Kim har brug for af støtte, må man afklare. (…) Forældre, der bliver magtesløse, hjælpes ikke ved, at vi tier det ihjel i årevis, skriver hun.
Karen Scott påpeger, at der er risiko for, at Kim bliver vred og føler sig forrådt.
– Men hvis man i en årrække har arbejdet således, at Kim nu tror, at man er venner – så har man måske glemt personlig- privat-profesionel overvejel- serne undervejs, skriver hun.
pligt til at reagere
Lena Wohlert ser det som sin fornemste opgave, at Kim beva-
rer tilliden til hende, og at hun hjælper ham med at 'bære det svære'. Samtidig slår hun fast, at vi ikke kan komme uden om lovgivningen:
– Vi er som pædagoger og almindelige borgere forpligtet til at henvende os til kom- munen, hvis vi oplever eller bliver bekendt med, at et barn lider overlast. I casen er der ikke umiddelbart tale om misrøgt, men der kan sættes spørgsmålstegn ved, om det er omsorgssvigt. Her mener jeg ikke af grov karakter, men dog af en karakter, som bekymrer Kim, skriver hun.
Når Kim føler sig rolig og parat, vil hun spørge, om han har lyst til, at de sammen tager hjem til Peter, så hun kan se, hvordan han har det.
– Jeg vil fortælle Kim, at man ikke fjerner et barn på det omtalte grundlag, men at det vil være bedst, hvis han taler med sin sagsbehandler om oplevel- sen. Jeg vil selvfølgelig tilbyde Kim at tage med til sagsbehand- leren, skriver hun.
Socialpædagogen har også bedt ankechef Henrik Horster fra Den Sociale Ankestyrelse om at forholde sig til dilemmaet.
Han er også klar i spyttet, og ville uden at ryste på hånden underrette kommunen.
– Jeg ville fortælle Kim, at jeg som fagprofessionel har pligt til at underrette – og at det ikke er fordi, jeg vil gøre noget dårligt for Kim, men fordi han og Peter skal have den støtte, de har behov for. Jeg ville sige: 'En un- derretning er ikke ensbetydende med, at Peter bliver fjernet – men med at du får støtte i at være forælder. Jeg fortæller det ikke til kommunen for at straffe dig, men for at du skal have den hjælp, som jeg kan høre, du beder om'. n
Læs mere i Facebook-gruppen Fagbladet Socialpædagogen, som du finder via www.social- paedagogen.dk
$ 154 Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under for- hold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underette kommunen
$ 153 Velfærdsministeren kan i en be-kendtgørelse fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.
Læs mere på www.ast-tagsignalernealvorligt.dk
Det siger loven om underretningspligten
Ny udstilling og bog med portrætter af hjemløse stiller skarpt på de 5.000 danskere, der lever deres liv på gaden
Af Dea Engberg, dee@sl.dk Foto: Helga C. Theilgaard
d
a fotograf Helga Theilgaard i 2008 gik i gang med det fotografiske projekt 'De Rodløse', var det ud fra en fascination af, hvad det vil sige at være hjemløs: Hvordan klarer man sig, overkommer en dagligdag og lever et liv – trods alt. Og så var det iblandet angsten for mødet med de hjemløse: Angsten over at se dem i øjnene som et møde med sin egen angst for selv at kunne havne i den situation. For hvordan går det til, at det kommer så vidt for den tidligere lægefrue?Hvordan kan det ske, at filmen pludselig knækker for jagerpiloten? Hjemløshed kan ramme os alle.
– Jeg har altid haft en grundlæggende undren eller nysgerrighed over, hvad det er for menne- sker, der lever på gaden. Jeg tror, vi er mange, der kender følelsen af, at man egentlig ikke bryder sig om at se hjemløse i gadebilledet og får lyst til at gå over på det andet fortov. De hjemløse er udstødte, og derfor satte jeg mig for at gøre afstanden til de hjemløse mindre ved at sætte ansigter på og for- tælle deres historier, fortæller Helga C. Theilgaard, der i vinteren 2008 opholdt sig blandt hjemløse,
og inviterede dem ind i sit studie for at fotografere dem og høre deres historie.
Nu er projektet endt med 30 portrætter af mennesker med forskellige livshistorier, en bog og en fotoudstilling, der åbnede den 15. januar.
Med billeder af unge, gamle, kvinder, mænd, alene eller med en følgesvend. Fælles for dem er, at de har været udsat for begivenheder i livet, der gør, at de ikke har et hjem og lever som hjemløse.
Det er historier om misbrug, psykiske og fysiske sygdomme, arbejdsløshed, skilsmisse og vold.
Men det er frem for alt også historier om svigt fra familie og pårørende og fra samfundets side, som sendte dem ud i et liv på gaden.
Derfor er det også naturligt, at udstillingen vises på gaden. Først på Kongens Nytorv i Køben- havn, siden i Esbjerg, Århus, Aalborg og Odense.
– Antallet af hjemløse er vokset over de seneste år, og jeg mener, at det er et samfundsproblem, som fortjener at få opmærksomhed. Billederne er ikke taget for at behage beskueren, men for at fremstille virkeligheden for en gruppe mennesker i Danmark og videregive et personligt budskab om svigt og tilfældigheder, der kunne ramme os alle, siger Helga C. Theilgaard.
Socialpædagogerne har støttet projektet med 15.000 kroner, fordi det er med til at sætte fokus på de hjemløses liv og levevilkår og samtidig kan være med til at mindske afstanden mellem 'dem' og 'os'. n
Ansigterne vi helst vil glemme
HJemløSe
udstillingen vil blive vist i landets fem største byer:
• København: Kongens Nytorv / 15. januar – 1. marts.
• Esbjerg: Phototeket / 4. marts – 27. april
• Århus: Store Torv / 29. april – 30. maj
• Aalborg: John F. Kennedys Plads / 1. juni – 30. juni
• Odense: Platanpladsen / 1. juli – 1. august læs mere om projektet på www.derodloese.dk
Her kan du se udstillingen
ud over udstillingen udkommer også fotobogen De rodløse på Forlaget ajour. Den er på 72 sider trykt i stort format og indeholder portrætter, livshistorier og mere generel viden om hjemløse i Danmark. Bogen koster normalt 198 kr., men for socialpædagogernes medlemmer er der en særlig medlems- rabat på 20 procent. Bestil bogen på forlagets hjemmeside www.forlagetajour.dk under ’nyheder’ og skriv i feltet ’Besked til AJOUR’: Medlem af Socialpædagogerne.
Medlemstilbud
Anni Kærsholm Frederiksen, 62 år Var lægefrue, begyndte at drikke, blev skilt efter 32 år, fik en hjerneblødning. Fik ingen støtte efter indlæggelsen og begyndte at drikke igen, mistede sin lejlighed, blev voldtaget på et natherberg, har boet på forsorgshjem, men har nu egen lejlighed.
Finn Majlund, 43 år Opvokset i Frederikshavn. Bad om at komme på børnehjem som 12-årig, fordi hans mor bankede ham. Begyndte at drikke som 14-årig.
Uddannet gulvmontør 1989. Lever i dag som alkoholiker på gaden i Odense.
Johnny Gram, 40 år og Bettina Borregaard, 28 år Han er opvokset i Tåstrup hos en enlig, alkoholiseret mor, hun havde normal opvækst. Han stak af hjem- mefra, hun blev skoletræf og begge kom de via hash på hårde stoffer. Mødtes på et misbrugscenter, blev kærester og bor nu i egen lejlighed.
Patrick Zimmermann, 22 år Opvokset i Ishøj, udlært maler i 2004. Smidt ud hjemmefra, har boet et år på forsorgshjem. Bor nu på herberg på Nørrebro, er hashmisbruger og har svært ved at komme videre med sit liv.
