Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Rilke og Handberg
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Morgenrøde #6
Rilke og Handberg
Indholdsfortegnelse
Intro
Første elegi Fotos 1-3 Femte elegi Fotos 4-6 Tiende elegi
side 3 side 4 side 7 side 10 side 14 side 17
Morgenrøde #6
I dette nummer af Morgenrøde er vi glade for at kunne præsentere smagsprøver på nyoversættelser af Rilkes elegier. Digtene er senest udgivet på dansk i Thorkild Bjørnvigs oversættelse, men oversæt- teren, Hans Ægedius, har prøvet kræfter med storværket, og vi håber fra redaktionen, at digtene senere vil finde vej ud i verden i bogform.
Indtil da kan man altså fornøje sig med læsningen af tre uddrag her.
Desuden præsenterer vi nye fotografier af digteren og fotografen Claus Handberg.
God fornøjelse Redaktionen
DEN FØRSTE ELEGI
Hvem, i englenes rækker, hørte mig vel, hvis jeg råbte? og selv om en af dem pludselig
tog mig ind til sit hjerte: ville jeg gå til ved dens stærkere væren. For det skønne er intet andet
end det forfærdendes optakt, som vi lige nøjagtigt tåler, og vi beundrer det sådan, fordi det ikke nedlader sig til at udslette os. Forfærdende er hver engel.
Derfor behersker jeg mig og synker min mørke lokkende hulken. Ak, hvem formår vi
da at behøve? Ingen engle, ingen mennesker, og de snedige dyr opfatter snart,
at vi ikke er særligt pålideligt hjemme i den tydede verden. Tilbage har vi måske et eller andet træ på en skrænt, som vi dagligt kan gense; tilbage har vi gårsdagens vej og en skævvreden trofast vane,
som syntes om det hos os og derfor blev og ikke forlod os.
O og natten, natten, når vinden fyldt med verdensrum
tærer på ansigtet –, hos hvem blev den ikke, den kærkomne, nænsomt skuffende, der brydsomt venter
det enkelte hjerte. Er den mere let for de elskende?
Ak, de tildækker blot deres lod for hinanden.
Ved du det endnu ikke? Kast tomheden fra dine arme ud til de rum, som vi ånder; måske vil fuglene føle den forøgede luft med en mere inderlig flugt.
Ja, hvert forår behøvede dig vel. Enkelte stjerner tilskyndede dig til at føle dem. En bølge
løftede sig i det forgangne, eller da du gik forbi det åbnede vindue,
gav violinen sig hen. Alt dette var opfordring.
Men magtede du det? Var du ikke altid
stadig adspredt af en forventning, som varslede alt en elsket for dig? (Hvor vil du huse hende,
da jo de store fremmede tanker kommer hos dig og ofte bliver der natten over.)
Men hvis du længes, så syng om de elskende; deres berømmede følelse er endnu langtfra udødelig nok.
Dem, som du næsten misunder, de forladte, som synes dig elske så meget mere end de stillede. Begynd
igen og igen på den hyldest, der aldrig kan føres til ende;
tænk: helten bevarer sig selv, selv hans undergang gav ham blot en grund til at være: hans sidste fødsel.
Men udmattet optager naturen de elskende i sig igen, som havde den ikke kræfter til dette mere end én gang. Har du tænkt nok
på Gaspara Stampa, så alle de piger,
den elskede gik fra, føler ved denne elskendes større eksempel: kunne jeg blive som hende?
Burde de ikke omsider blive mere frugtbare for os,
disse ældste smerter? Er det ikke på tide, at vi, der elsker, gør os fri af den elskede og bævende udholder det:
som pilen udholder buens streng for samlet i springet at blive til mer end sig selv. For intet sted kan man blive.
Stemmer, stemmer. Lyt, mit hjerte, som ellers kun de hellige lyttede: for at det vældige råb
skulle løfte dem op fra jorden; men disse umulige fortsatte med at knæle og ænsede intet:
således lyttede de. Ikke at du ville tåle
Guds stemme, langtfra. Men lyt til det blæsende, til det evige budskab, der formes af stilhed.
Det suser nu fra de unge døde til dig.
Hvor du end trådte ind, talte så deres skæbner ikke lavmælt til dig i Roms og Napolis kirker?
Eller den indskrift der trådte så tydeligt frem
for nylig på tavlen i Santa Maria Formosa.
Hvad de vil mig? Sagte skal jeg fjerne det skin af uret, som ofte besværer
deres ånders rene bevægelse.
Vist er det underligt ikke mere at være på jorden, ikke mere at udøve knap tillærte skikke,
ikke at tillægge roser og andre særligt forjættende ting betydning for menneskelig fremtid;
ikke mere at være, hvad man var i uendeligt ængstede hænder og at smide sit eget navn ud som ødelagt legetøj.
Underligt ikke at ønske ønskerne videre. Underligt at se alt, som før var forbundet, flagre
så løst i rummet. At være død er besværligt,
og meget skal indhentes, før man efterhånden kan føle en smule evighed. – Men de levende begår
alle den fejl, at de skelner for skarpt.
Engle (siger man) ved ofte ikke, om de færdes
blandt levende eller døde. Den evige strømning river alle aldre med sig gennem begge verdener
og overdøver dem altid i begge.
Til sidst har de ikke længere brug for os, de tidligt bortrykkede, man vænner sig blidt fra det jordiske, ligesom man mildt
vokser fra moderens bryster. Men vi, der behøver så store hemmeligheder, hvorfra der så ofte i sorgen
udspringer sjæleligt fremskridt –: kunne vi være til uden dem?
Fortælles sagnet forgæves, at en vovende første musik, dengang i klagen for Linos, brød gennem den stivnede tørke,
at tomheden først i det skrækslagne rum, som en næsten guddommelig yngling pludselig var trådt ud af for altid, kom i den
svingning, som nu henrykker os og trøster og hjælper.
DEN FEMTE ELEGI
Tilegnet Fru Hertha Koenig
Men hvem er de, de farende, sig mig det, disse en smule mere flygtige end os selv, som – for hvis skyld –
en aldrig tilfredsstillet vilje fra begyndelsen vrider så hårdt? Men den vrider dem,
bøjer dem, slynger dem, svinger dem,
kaster dem, griber dem atter; som ud af olieret, glattere luft kommer de ned
på det fortærede, på det af deres evige
spring stadig mere tyndslidte tæppe, dette fortabte tæppe i verdensrummet.
Lagt på som et plaster, som havde forstads- himlen dér gjort jorden fortræd.
Og næppe dér,
oprejst, og dér fremvist: det ståendes
store begyndelsesbogstav…, straks ruller det stadigt kommende greb dem igen, selv de stærkeste
mænd, for sjov, som August den Stærke ved bordet en tintallerken.
Ak og rundt om denne midte, tilskuerrosen:
blomstrer og afblades. Rundt om denne stamper, stemplet, ramt af sit eget blomstrende støv, befrugtet igen til en ulystens skinfrugt, den aldrig bevidste ulyst, – skinnende
med sin tynde overflades lette, falske smil.
Dér, den visne, rynkede vægtløfter, den gamle, som nu kun trommer,
skrumpet ind i sin vældige hud, som havde den før
indeholdt to mænd, og lå den ene
nu allerede på kirkegården, overlevet af den anden, døv og ind imellem en smule
forvirret i sin efterladte hud.
Men den unge, manden, som var han søn af en nakke og af en nonne: stram og struttende fyldt
af muskler og enfold.
Oh I,
der blev givet som legetøj
til en lidelse, mens den var lille, under en af dens lange helbredelser …..
Du, der med et bump,
som kun frugter kender det, umoden,
hundrede gange dagligt falder ned fra den i fællesskab rejste bevægelses træ, (der, hurtigere end vand, på få minutter har forår, sommer og efterår) –
falder ned og støder mod graven:
nogle gange, i halve pauser, kommer et kærligt blik til syne over mod din sjældent
nænsomme mor; men det tabes til kroppen, hvis overflade fortærer det sky
og knap forsøgte ansigt …Og igen
klapper manden i hånden til spring, og før du
nogensinde mærker en smerte i nærheden af dit altid travende hjerte, kommer dine fodsålers brænden
den og dens kilde i forkøbet med et par kropslige tårer, hastigt drevet op i dine øjne.
Og dog, som i blinde, dit smil ...
Engel! o tag den, pluk den, den småblomstrede lægeurt.
Skab en vase, tag vare på den. Stil den blandt de glæder som endnu ikke er åbne for os; i en yndig urne
berøm den med en blomstrende, svungen påskrift:
’Subrisio Saltat.’
Og du, dejlige,
der stum blev forbigået
af de sødeste glæder. Måske er dine frynser lykkelige for dig –, eller den grønne metalliske
silke over de unge spændte bryster
føler sig grænseløst forkælet og mangler intet.
Du, sindsroens markedsfrugt, ustandseligt lagt på nye måder
på ligevægtens vaklende vægtskåle, under skuldrene til offentligt skue.
Hvor, o hvor er det sted, – jeg har det i hjertet –, hvor de endnu er langtfra at kunne, endnu falder ned fra hinanden, som endnu ikke kønsmodne dyr, der bespringer hinanden; –
hvor vægtene stadig er tunge;
hvor tallerkenerne stadig
tumler ned fra de forgæves hvirvlende pinde...
Og pludselig i dette besværlige intetsteds, pludselig et ubeskriveligt sted, hvor det rene for lidt
forvandles ubegribeligt –, slår om i det tomme for meget.
Hvor den mangecifrede ligning talløst går op.
Pladser, o plads i Paris, uendelige skueplads, hvor modisten, Madame Lamort,
snor og knytter jordens hvileløse veje, endeløse bånd, og former nye sløjfer af dem,
rucher, blomster, kokarder, kunstige frugter –, alle i uægte farver, – til skæbnens
billige vinterhatte.
...
Engel: tænk om der fandtes en plads, som vi ikke kender, og dér, på et usigeligt tæppe, viste de elskende, der aldrig
driver det til færdighed her, deres hjerteflugts dristige, høje figurer,
deres tårne af lyst, deres
for længst blot mod hinanden lænede stiger,
hvor der aldrig var grund under fødderne, bævende, – og kunne, foran ringen af tilskuere, utallige lydløse døde:
Kastede de så deres sidste, for altid opsparede, altid gemte, som vi ikke kender, de evigt gyldige lykkemønter hen mod det endelig oprigtigt smilende par på det stillede tæppe?
DEN TIENDE ELEGI
Gid jeg engang, når den skræmmende indsigt er omme, må istemme jubel og lovsang mod samstemte engle.
Gid ingen af hjertets klarslagne hamre må fejle mod møre, mod tvivlende eller mod
bristende strenge. Gid mit strømmende ansigt må øge min strålen; gid den ydmyge gråd
må blomstre. O hvor ville I, nætter, bedrøvede, så være dyrebare for mig. At jeg ikke knælende affandt mig med jer, utrøstelige søstre, ikke roligt flød ud
i jeres udslagne hår. Vi, der bortøder smerter.
Vi prøver at øjne deres mulige ende på forhånd i den sørgmodige varen. Men de er jo
vores overvintrende løv, vores mørke vintergrøn, en af det hemmelige års tider – ikke blot
tid –, men sted, bebyggelse, lejr, jordbund og bopæl.
Hvor fremmede er dog, ve mig, Sorgbyens gader, hvor det, der hældtes fra tomhedens støbeform, stråler grelt i den falske, overdøvende stilhed:
den forgyldte larm, den revnede mindesten.
O hvor sporløst kunne en engel have nedtrampet
trøstens marked, som kirken begrænser, den færdigkøbte:
skuffet, lukket og ren som et posthus om søndagen.
Udenfor kruses forlystelsesparkens kanter dog altid.
Frihedens gynger! Iverens dykkere, gøglere!
Og den pyntede lykkes figurlige skydetelt, hvor det spræller af mål og ter sig som blik, når en dygtig har ramt. Fra bifald til tilfælde
tumler han videre; for boder for al slags nysgerrighed bejler, trommer og bræger. For voksne er der
dog noget ekstra at se, hvordan pengene yngler, anatomisk, ikke kun til forlystelse: pengenes kønsdel,
alt, det hele, akten – det oplyser og befrugter………
…. Oh men lige på den anden side,
bag ved den sidste planke, fyldt med plakater for ’Dødløs’, denne bitre øl, som de drikkende finder så sød,
når de uafbrudt tygger friske forlystelser til den…, lige bag planken, lige bagved, er det virkeligt.
Børn leger, og elskende favner hinanden, alvorligt, afsides, i det fattige græs, og hunde følger naturen.
Ynglingen drages dog fortsat videre; han elsker måske
en ung klage... Bag hende kommer han ud i enge. Hun siger:
– Langt borte. Derude bor vi….
Hvor? Og ynglingen
følger. Hendes holdning rører ham. Skulderen, halsen – , måske er hun af ædel herkomst. Men han forlader hende, vender sig, ser sig tilbage, vinker… Hvad nytter det? Hun er en klage.
Kun unge døde, i den første tilstand
af tidløs sindsro, hvor de vænnes fra livet, følger hende elskende. Hun venter
på pigerne og bliver veninder med dem. Viser dem stille, hvad hun har på. Sorgens perler og tålmodets
fine slør. – Med ynglinge går hun i tavshed.
Men dér, hvor de bor, i dalen, tager en af de ældre klager sig af den spørgende yngling: – Vi var engang,
siger hun til ham, en stor slægt af klager. Fædrene drev en mine dér i de store bjerge; hos mennesker finder du ind imellem et stykke slebet ur-sorg eller slagget forstenet vrede fra en gammel vulkan.
Ja, det stammer derfra. Engang var vi rige. –
Og hun fører ham let gennem klagernes vidtstrakte landskab, viser ham templernes søjler eller ruinerne
af de borge, hvorfra klagefyrster engang
med visdom beherskede landet. Viser ham de høje tåretræer og marker med blomstrende vemod, (levende kender dem kun som spinkelt bladværk);
viser ham sorgens græssende dyr, – og jævnligt
tegner en opskræmt fugl, flyvende lavt gennem de løftede blikke, sit ensomme skrigs vidt synlige skrifttegn. – Om aftenen fører hun ham til gravene, hvor de ældste i klageslægten, sibyller og spåmænd, er gravsat.
Når natten nærmer sig, sagtner de gangen, og snart stiger som månen, gravmælet,
vågende over alt. Broder til det ved Nilen, den ophøjede sfinks –: det skjulte kammers åsyn.
Og undrende ser de det kronede hoved, som tavst og for altid har lagt menneskets ansigt
på stjernernes vægt.
Hans blik begriber det ikke, svimlende over den tidlige død. Men hendes skuen
skræmmer en ugle frem bag pschent-randen. Og mens den i langsom dalende flugt stryger langs kinden,
denne modneste runding,
tegner den blødt det ubeskrivelige omrids, over et dobbelt
opslået blad, ind i den nye dødshørelse.
Og højere, stjernerne. Nye. Sorglandets stjerner.
Langsomt nævner klagen dem: – Se,
her: Rytteren, Staven, og det større stjernebillede kalder de: Frugtkrans. Og videre, op mod polen:
Vugge, Vej, Den brændende Bog, Dukke, Vindue.
Men på den sydlige himmel, rent som på håndfladen af en velsignet hånd, det klart skinnende ’M’,
som står for mødrene…… –
Men den døde må videre, og i tavshed fører den ældre klage ham hen til dalslugten,
hvor den glimter i måneskin:
glædens kilde. Med ærefrygt
nævner hun den, siger: – Hos mennesker er den en bærende strøm. –
Står ved foden af bjerget.
Og dér omfavner hun ham, grædende.
Ensom stiger han op, ind i ur-sorgens bjerge.
Og fra den tonløse skæbne høres end ikke hans skridt.
*
Men vakte de i os, de uendeligt døde, en ligning, se, så pegede de måske på de nøgne haslers rakler, de hængende, eller
mente regnen, der om foråret falder på den mørke jord. –
Og vi, der tænker på stigende lykke, berørtes så meget, at det næsten slår os omkuld, når noget lykkeligt falder.
Bidragsydere
Hans Ægedius: Født i 1967. Cand.mag. i tysk og erhvervsøkonomi. Har oversat Siegfried Lenz og Roland Schimmelpfennig.
Claus Handberg: Født i 1970. Digter, musiker og fotograf. Udkommer med digtsamlingen ”du var usynlig/det var godt/du var der” på Space Poetry, maj 2012. Bor og arbejder i København.
Tidsskriftet morgenrøde #6 2012
© morgenrøde og bidragsyderne Tidsskriftet er sat med Liberation Serif Opsætning: Martin Snoer Raaschou
Redaktionskomité: Troels Emig, Peder Frederik Jensen, Lars Bo Nørgaard, Peter-Clement Woetmann
Kontakt: redaktion@morgenrøde.dk ISSN: 1904-3627
