Om begrebet kultur
AfAxel Steensberg
(i:Axel Steensberg:Fra kulturens overdrev,NytNordisk Forlag Arnold
Busck 1970)
Man skulle tro, at svaret på,hvad derforstås ved begrebet kultur, var såre let, eftersom ordet har mere end to tusind års hævd. Når det al¬
ligevel ikke erså lige til, skyldes det, at »kultur« har skiftet betydning,
ellerrettere sagterblevet mangetydigtiløbet af de sidsteparhundrede
år.Og iden moderne kulturdebat glemmes ofte, atordets egentlige be¬
tydninggennemde første to årtusindervar snævrere, menogså klarere
end den er idag.
Omordetsoprindeligemeningkan der ikke hersketvivl. Manharpå
latin verbetcolo, hvisgrundbetydningeratplejeogdyrkeeteller andet.
Allerede Cato, der levede fra 234 til 149 før den kristne tidsregning,
kaldtesit berømte skrift: Deagricultura.Hvad vil det sigeatkultivere
ageren godt, lyder overskriften til det61.kapitel.Isammekapitel tales
lidt længere nede om en anden form for kultur, nemlig dyrkning af
oliventræer. Og Varro,der levede fra 116til27 f. k.t., brugeri sin Res
Rusticaeudtrykket kultur (eandem culturem) omhakningiplanteskoler,
idet han refererer tilenældre forfatter vednavn Scrofa. OsåFlorus,en
historiker der levede på kejser Hadrians tid, brugeri et udtogafLivius udtrykket cultum agriomjordens dyrkning.
Frajorddyrkning oghavebrug blev kultur alleredeioldtiden overført
til andre områder af livet. Ogsåordet koloni kommer af colo. Colonus
er enlandbruger,ogstedet hvor han borenkoloni. Colo kan simpelt hen betyde at bebo et sted (dvs. udnytte det, dyrke det). Også ordet kultus
kommer afat dyrke. Man plejer - dyrker -en guddom ved gentagne
bønner,ofringer ogceremonier på lignende måde,som man dyrker sin
agerved stadiggentagneprocesser og omhyggelig pleje.
Ikulturenerdet fra fædrenenedarvede, det af ælde ærværdige, dog
merefremtrædende end i agerdyrkningen. Thi den romerske agerbruger
udfoldede stor energi og opfindsomhed med hensyn til afprøvning af
nyemetoder. Agerbruget blev ikkesomkulten domineret af traditionen.
I hvert fald blev alle nødt til at agte på naturens luner så vel som på
stjernernesgang ogdyrekredsens vekslen. Selv den dårligstevarnødt til
attagehensyn tilmangeforskellige faktorers sammenspil. Fremfor alt
måtte han vide, hvornår det var tid at udføre dyrkningens forskellige
faser- thi selv om de klassiske agrarforfattere nævner visse terminer
for arbejders udførelse, gælder disse kun som »tommelfingerregler«.
Hvordan bonden skulle forberede dissefaser, hvilken pløjning, hvilken slags gødskning-omgrøngødning, aske eller mergel i stedet for dyre¬
ekskrementer-det beroede bådepåerfaringogøjeblikkeligt skøn,men
ofte også påetforsøg. Dendygtige bondevardengangsom senerehan,
der forstod atspille på det foreliggende »instrument« medvirtuositet.
Detsammegjaldt frugtplantningen, pilekrattet, olivenlunden, vingården, grønsagsgartnerietosv.Dergavesikkenogenpatenteretvejledning eller ufravigeligt ritual således somfor kulten.
Manforstår,atdetvarnogetafenkunstatdyrke jordenidet klassiske Italien,og atAgricola -bonde, sammentrukket afager ogkultur-var
et hædersnavn. Selv om Cicero i »Disputationes Tusculanæ« taler om cultura animi dyrkning af ånden, vedblev grundbetydningen af kultur
at dominere. Det anvendtes i forbindelse med agerbrug, havebrug og
skovbrug, lige til oplysningstidens filosoffer begyndte at bruge det i
overført betydning.
Detkan værenyttigt atdokumentere dette med nogle eksempler fra
renæssancen og barokkens tidsaldre.I året 1536 tryktes i Lyon enbog
afCarolus Stephanius,hvortil i en udgave fra 1545 føjedes en gammel bog »de cultuetsationehortorum« omdyrkningogplantning af haver.
Her anvendtes altså udtrykket kultus om havens dyrkning.Det samme
gælder Antonio Mizaldi's »Hortorum secreta cultus et auxilia«, hjælp
til sjældne haversdyrkning, trykti Paris 1575. Men allerede 17 år tid¬
ligere i 1558 var der i Paris trykt en bog af P. Bellon, dertog sig på at vise manglerne ved plantekulturen oglære atnyttiggørevilde træer.
I 1600 årene blev »kultur« enerådende, hvor detgjaldt dyrkning af planter og træer. I 1616 tryktes i Tournon ved Rhone en bog afPierre
de Quiqverau (La nouvelle agriculture) om den ny agerbrugsmåde el¬
ler almindeligevejledning i at plante alle slags frugttræer. En svensker
vednavnN.Sparrman fiki 1641 trykttlille skriftiUppsala med titlen
»Oratio de agricultura« (meddelelse om landbrug). I 1647 tryktes i
København H. Raszmussøn Block's »Horticultura danica, Hvorledis
en zirligocnyttig Urte-Hawe iDannemarck kandanrettis, beprydis oc ved Mact holdis.« Kort efter (o. 1662) skrev den svenske adelsmand
Rosenhane en »Oeconomia« (trykt i Uppsala 1944), hvori han som
overskriftoveret afkapitlerne anvender udtrykket »Horticultura äller trägårdzskötsel«. I 1648 kom i København en oversættelse af Caspar
Judg. Crimic's »Oeconomia«,hvortil føjedes »Omagriculturoc deslige
vedkommendisJordens Forarbeydelse«.
Menalleredei 1632varP.Lauremberg's »Horticultura« blevet trykt
i Frankfurt a.M., ogden kom inye udgaver bl.a. iNiirnberg 1671-73.
Året efterLaurembergs bog udkom i Rom i 1633 J. B. Ferrarius: »De
florum cultura libriVI«,seks bøgeromdyrkning af blomster. Omsamme
emnetryktes i Paris 1678 en nyfremstillingomkultivering af blomster.
Påsammetid kunne maniDanmark læse »PubliiVirgiliiMaronisGeor- gica,eller Bondewerks fire Bøger på danske Riimoversatte« afMikkel
Chr.Raun(Kbh. 1680).Virgil var nutilgængelig for almenheden,og en latinskudgave forelå tryktsamme sted i 1694.
Detvar naturligt nok Nederlandene der lå i spidsen med udgivelsen
afhavebøger, dels førsteudgaver, dels optryk, dels oversættelser. Således
kom L. Liger's »Den historiske blomstergartner eller den almindelige
kultur afblomster,træer samt store ogsmåbuske«, i Amsterdam 1706,
toårefterførsteudgaven i Paris 1704.1Amsterdam tryktesogså i 1697 tredjeudgave afDelaQuintinye's »Instruktionifrugt-ogkøkkenhaver tillige med en afhandling om oranger efterfulgt af nogle overvejelser
overagerkultur«, hvori forfatteren ogsåbehandler dyrkning af meloner.
IAvignon udkom i 1759 en »traktat« om hyacinth-kultur. Hellerikke
Italien savnes blandt dem, der anvendte ordet kultur for dyrkning; så¬
ledes udkom i Venezia i 1768 andenudgave afC. Trinci's »L'agricoltore sperimentato«, omagerbrugs eksperimenter.
For en fuldstændigheds skyld skal nævnes, at skovbrug ofte kaldtes
»sylvicultur« -f.eksi Detkgl. Biblioteks gamlestorekatalogoveruden¬
landsk litteratur.H.C.von Carlowitzudgavi Leipzig 1713: »Sylvicultura oeconomica, oder hausswirthschaftliche Nachricht und naturmässige Anweisungzurwilden Baum-Zucht«.Men i øvrigtanvendtes iTyskland
mest udtrykket »Holz-Cultur«, hvor man både på fransk og engelsk
talte om sylviculture. Fra forrige århundrede kannævnes C. Bagneris:
»Manuel de sulviculture« (Paris-Nancy 1873).
Det er interessant at konstatere, at det berømte »Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonnédes sciences,desarts etdesmétiers«,udg.AfDi-
derot og d'Alembert, bd.IV (Paris 1754) vedrørende vort begreb kun
harfølgende tre stikord: Culte (religiøst), cultiver (have) og culturedes
tenes(jordens dyrkning).Detsammegælder udgaven fraBern-Lausanne
1782 (10. bd.),men medtilføjelse afordet cultivateur (jorddyrker).
Samtidig var de franske oplysningsfilosoffer ganske vist begyndt at bruge ordetienoverført betydningommenneskers kulturimodsætning
til deres natur. Allerede en af det franske sprogs reformatorer Oliver
Patru (1604-81) havdei»Haranguede CicéronpourArchias« sagt: »Le
167
peu de connaissance quej'ai, je le dois å la culture des bonnes lettres«
(Densmule lærdom, jeghar, skylderjegdyrkningaf gode breve),ogden
franske forfatteroggejstlige, hertugen afBourgognesdygtige opdrager,
Francois Fénelon (1651-1715) skrev i »Telemachos' hændelser« XXI
1693-94 (trykt i 1699): »Il apprit å cultiver les vertus« (han lærte at kultivere sine iboende egenskaber).Voltaire siger i »Henriaden« 1723
omCharlesIX afFrankrig: »Des premiersans du roi la funeste culture
n'avaitque tropen luicorrompula nature« (i kongens første år havde
den korrumperede kultur ikkei ret høj grad ødelagtnaturen iham).
J. J. Rousseauskrevi 1740i »Projetpourl'education deM. deSaint-
Marie«: »L'histoire naturelle peut passer aujourdhui, par la maniére
dont elle est traitée, pour la plus interessante de toutes les sciences
que les hommes cultiverent.« (naturhistorien kan i dag ved den måde, hvorpå den behandles,gåfor den interessanteste af alle de videnskaber,
sommennesketdyrker)-man kan altså dyrke videnskab ligesom man
dyrker sin ager, have eller skov. Også M. J. A. N. Carital, Marquis de Condorcet, skrevomhofmedicineren Lieutaud,athandyrkede (cultive- rede) sin videnskab. Og Rousseaufortsætter i »Discours des sciences«
1750 at anvende udtrykket, idet han siger, at hvis videnskabens dyrk¬
ningerforenelig med krigerske egenskaber,erden det endnumeremed
moralske.
Også iTyskland anvendtes begrebet kultur i overført betydning fra slutningenaf 1600 årene.Chr.Weisebrugtei 1692 udtrykket »die Cultur
der Sprache«, ogJ. F. Bertram i 1728: »Die Cultur der schönen Wis- senschaften«. Schiller talteom »Die Morgenrothe der Cultur«, Johann Christoph Adelung skrevi 1782 sin »Geschichte der Cultur«,ogHerder
kaldte i »Ideen zurPhilosophie der Geschichte der Menschheit« 1787
»Die CultureinesVolkes« for blomsten af dets tilværelse.Mendeteraf
særliginteresse for den følgende fremstillingatbemærke,atV.Nicolaii
»Beschreibungeiner Reise« 1783 hævdede,at dervarintetmereutåleligt
for menneskets forstand end dette uden videreatantageforudbestemte dogmer.
I Danmark har Ludvig Holberg -der som bekendt gav sin mening
til kendeomnæstenalt mellem himmelogjord-skreveten interessant epistel (519)trykti 1754,derhandlerom klimaets indflydelsepå men¬
neskenaturen. Heri skriver han:
»MenniskerneerevedFødselen,paahvilket Sted de end fremkomme,
hinanden lige, Materien, hvoraf de ere sammensatte, er den samme.
Architecturenogsaadensamme.MaterialierneereKiød, Blod, Vædsker,
Beenetc.StructurenerSeener, Aarer, Hierte, Hierne,Vinduer eller Øyne,
hvilke ere fæstede paa et Sted, saa at Formen saa vel som Materien i
168
alle Ting ere lige, undtagen den udvortes Hud eller Malningen, saa-
somnogle fødes hvide, andresorte.At enlige Skabning ikke haver lige Virkning reyser sig ikke afBygnings-Mesterens Arbeyde; men af deres Efterladenhed, somskal holde den vedlige.Man kand ligneMennisket
ved gode men udyrkede Agre, der intet Korn og Frugter frembringe,
skiønt de have Evne dertil: Agermændene ere Regentere, Lovgivere Philosophi og Lærere, som pløye, besaae og cultivere dem. Sæden er
adskillige slags,hvorforVextenogbliver foranderlig.HvisHvedesaaes
fremspirer Hvede,og hvis Klinte saaes fremvoxer Klinte, og det afen
lige dannetAger. Atderfore lige Jordesees saa ulige,erikke Jordenmen
Jord-dyrkerens Uvidenhed eller Efterladenhed: Mangel af Cultivation
virker det sammehos Mennisker ogForskiællen bliver ligesommellem
Marmor ogsleebetMarmor.Nogle Menniskerforderves ved Mangel af Cultivation, andre ved Forstanderes onde Exempler og daarlige Love,
andreigienaf Vellyster,somOverflødighed med sigfører, hvilke hvis de
ikke tvinges iTide, qvæle all godVæxt.«
Holberg var altså ganskepå linje med sine samtidige i Frankrig og Tyskland.Menhans sammenligning med jordens dyrkningersåklarog ligetil,at den fortjener atkendes udenfor Danmarks og Norges græn¬
ser. I den danske litteratur fra sidste del af 1700 årene blev kultur et
yndet ord, omend det ikkevaralle, der ønskede den udbredt til videre
kredse.
FilosoffenJohs.Boyegavienafhandling »Om Skolevæsenet« itids¬
skriftetMinerva 1791 det første forsøg på en dyberegående definition af, hvadmenneskelig kulturer: »Detmankalder Levemaade,erendnu
ikke nok: ja, jeg veed ikke engang, om vornærværende saa kaldte Le¬
vemaade bør henregnes til Kultur. At have lært af Dandsemesteren at giøre sine Komplimenter, at luxuere efter Moden, artigen at refusere det,manofte giernevil have,atforgude det smukke Kiøn,atsmigrefor Overmænd, og vise sig stolt eller nedladende mod Undermænd, efter
som man venter at have Nytte af dem eller ikke: dette og andet sligt henregner man til Levemaade. Menalt dette kan et menneske besidde
ihøieste Grad, og endda være den største Barbar iVidenskaben, Kun¬
ster, og alt det, man henregner til Smagens, Forstandens og Hiertets Forbedring. Og paa den anden Side kan man have den fineste Kultur
iVidenskaber og Kunster, uden at have den fineste Levemaade. Dette
sidste træffer meget ofte ind. Den som føler sin Ypperlighed, foragter
atnedlade sigtil Modens Daarligheder.-Da altsaa den,somharfinest
Kultur i Smag, Hierte ogVidenskaber, kan være uden den fineste eller galanteste Levemaade, og omvendt: saa er dette, i mine Tanker, Beviis
nok paa,atvor Levemaade kan ikkesiges atvære kultiveret. Atkunne
169
forstille sig, kan i visse Tilfælde blive anseet som et væsentligt Stykke
afLevemaaden, ogidet kan enhver Skurk, enhver Dosmer ved Øvelse
blive hærdet.Jeghenregner derfor til Kultur ikke denne gothiskeLeve- maade, som i mange Stykker fortiener ikke megen Agt, men en rigtig Smag,enøvetog dyrket Forstand.JovidereetMenneske har bragtdet
i visse Stykker, des større Grad af Kultur besidder han. Og den, som har bragt det temmelig vidt deri, og har en udbredt Kultur, hos ham
kan man vente at finde den sande Levemaade. Muserne ere beslegtede
med Gratierne. Man kan ikke omgaas hine, uden tillige at komme i
Bekiendskab med disse. ... Den sande Levemaadeeraltsaa en Følgeaf
Kulturen. Ved atdyrke ForstandogHierte, forfinesogsaa Levemaaden.
Ogtager man Kultur i denne Forstand ... saa seer jeg ikke, hvorledes
Kultur kan henregnes til skadelig Oplysning.«
Somman serlefler den kultiverede ikke forsine omgivelser eller følger
flertalletsmening. Kultur består ifølgeBoyeikkeiatfølge skikog brug
og justere sin tilværelse efter omgivelserne, sådan som en senere tids antropologer har villet definere den. Men Boye nærede også en større tillid til den jævnemands muligheder forattilegne sigen højere kultur
end mange i sin samtid.
Lægenogmenneskevennen Johann Clemens Tode (1736-1806)skrev
i femte bind af sine »Samlede danske Skrifter«: »Børn komme ikke saaledes forLyset,som Signor Pinetti'sNellike,nei,deres Kultur kræver
hele Aar«, dvs. at de skal dyrkes vel og længe. Historikeren Frederik
Sneedorff(1760-92)havdeligeledes den almindelige opfattelse af kultur,
thi han omtaler(i »Samlede Skrifter«, Bind 1,1794): »enMand, hvis hele
Bestræbelse gaaer udpaa atudbrede Cultur iVidenskaber,Kunster og
Sæder«. Landøkonomenogforfatteren, professorChr.Olufsen skriver i
»Nyeoeconomiske Annaler« 1812 iforbindelse medenomtale aflåne¬
biblioteker,somhan indrømmede kunnevære enædlere tidsfordriv end kortspil: »Derimoderdetmigefter det Bekjendtskabjeghar til Bonden
ikke fatteligt, athan ved Læsning kan flytte sig selv høiere op paa den
intellectuelle KultursTrappe.« Han er bange for, at bonden skal blive trodsig af læsning. Tilbage bliver kun, at statens styrelse bliver i stand
til »at beskierme den mindre haandfaste, mandstærke og høirøstede
Kultur imod aabenbare Forurettelser af Bonde-Kultur.« Og i 1817 ad¬
varede pastorJ. G. Møller fra Tåsinge i »Om Almeenoplysning, dens
Grændser ogVærd«, modstørreåndskultur, hvisdenblivertil forfinelse
hos bonden. Bonden behøver ikke professorens, regentens, officerens
ellerdigterens egenskaber. Hanbør blive i sitkald.Ogdetergudskelov
ikkemuligt,at»Bondens Aandscultur kan blive saaledes overspændt...
man forestille sig blotet Menneske med høiere Aandscultur henflyttet
i Bondens simple Stilling.« Hanville føle sig slet tilpasog ikke opfylde
bondens pligter.
Ovenståendeoversigt giver sig ikke ud for hverken at være udtøm¬
mende ellerganskesystematisk. Formålet har kun været atgiveet om¬
rids af ordet kulturs betydningsindhold inogle europæiskesprogindtil begyndelsen af1800 årene.
Men det er i hvert fald ikke ganske korrekt, når den amerikanske antropologA. LKroeber har hævdet,atordetkultur førstegangnævntes i ettysk leksikon fra 1793.Viharset, atbetydningsovergangen fra jord-, skov-, havedyrkning etc. til pleje og udvikling af menneskers åndelige egenskaber må være sket i Frankrig. Først dyrker man gode breve, så
sineiboendekræfter,så kanmandyrke videnskab,ogder åbenbarersig
en modsætning mellem den gode natur ogden korrumperende kultur,
indtil kultur efterhånden bliver en eftertragtet betegnelse som førstog
fremmest de fine har patent på.
Iden sidste menneskealdersyneshumanisternæsten athave glemt,at kulturdog stadig væk også består idyrkning afmereprimitive livsformer
som bakterier,træer ogandre planter.Der doceres fremdelesetfag ved landbrugsfakulteterog landbohøjskoler, der hedder agrikulturkemi.
Enanden amerikanskantropolog, Franz Boas harsagt, atkulturom¬
fatter alleetsamfundstilkendegivelseriform af socialevaner.Kulturer det enkelte individs reaktionerpå skikog brugiden gruppe,hvori han
lever. Desudener kultursummen af menneskershandlinger bestemt af
skik og brug. Og en tredje amerikaner, Melville Herskovits siger kort
og godt: »Kulturerden af mennesker frembragte del af omverdenen.«
I samme ånd vardet, den danske politiker ogklassiske filologHartvig
Frisch forargede borgerskabet, da han ityverne i sin »EuropasKultur¬
historie« hævdede, at »kultur er vanertaget iallersimpleste forstand.«
Efter denne definition havde overklassen i hvert fald ikke mere hævd
på atværekulturbærerne.
Udtømmende erdissedefinitioner imidlertid ikke. Deterganskevist rigtigt, atderienhver kultur findes nogetnegativt,nogettillært, vedta¬
get-konservativt, om manvil. Thi formålet med kulturerblandt andet
at holde en plante eller en gruppe menneskers skik og brug ved lige.
Menikke blot itraditionel forstand. Selv degamleromeregjorde,som
vi harset, hvad de kunne for atforbedre vilkårene for deres planteres
trivsel. Dervar ikke blot nogettraditionelt iden romerske agrarkultur,
menogsånogetaktivt,dynamisk,enbevidst udvikling.Dersporesaltså
både et statisk og et dynamisk element i kulturbegrebet helt fra dets optrædenioldtidens Romforover2000 år siden.Deterderfor ganske pudsigt,atder iprofessor Herskovits' ovennævnte definition,som den
videre begrundes i »Man and his Works« (NewYork 1952,s. 625 ff.),
slås fastpå éngang,atkulturerden tillærte del af menneskets opførsel,
ogatkultur erdynamisk. Denbetingelsesløse konstatering af det første
skulle synes atudelukke det sidste.
Såer HartvigFrisch merekonsekvent, nårhan definerer kultur som
vaner tageti allersimpleste forstand.Men »vaner« er indgroede,auto¬
matiske handlinger,symptomerpå noget,derengangharværetbevidst
og aktivt, men som nu er forvandlet til rutine. Kun under indøvelsen
af de overleverede vaner, det vi kalder traditionen,-hvilket ikke sjæl¬
dent sker under mere eller mindre udtalt modstand og deraf følgende ændringer i det tillærte-er der tale om en aktiv kulturproces. Det er for øvrigt ikke blot mennesker, der har vaner, men også dyrene. Altså
måtte kulturen også omfatte dem, hvis man skulle nøjes med Hartvig
Frisch's forklaring.
Man hører undertiden åndspersoner sige: Derer intetnytunder so¬
len.Allegode ideer har andre haft før os. Ogmantaleromtankevaner
og vanetænkning, hvilket ikke er helt det samme. Sammenholder man
imidlertid sådannepåstandemed virkelighedenidag,viserdesigikkeat
være udtømmende. Mange ideer har mennesker haft i fortiden, mange
opfindelserer blevet gjort, og meget af det er blevet rutine, vaner som børntilegnersig i skolens undervisning.Mender sker immervæknoget nyt.Selv omden klassiske fysik, somvihar lærtiskolen, kan bruges til praktisk forklaring afmange forhold, må man dog indrømme, at den
moderneatomfysik har åbnet heltnye perspektiver.Denerdet, der har gjort vor tids tekniske fremskridt mulige. Plancks konstant falder lige
så lidt som Einsteins og Bohrs tanker ind under vanetænkning. Kon¬
struktionen af raketter tilmånen heller ikke-så skal man da definere
»vaner« såbredt,atogsåmenneskers opfindsomhedanses som en vane.
Sagenernok,atvaner ernoget,der bliver automatiskgennemtillæring,
medens opfindsomheden er noget arveligt.
HartvigFrisch's definition af kulturvarimidlertidinøjeoverensstem¬
melse medmanges opfattelsei hans tid,ihvert fald inden for såkaldte progressivekredse.Ogsåarkæologerogetnografer talteogtalerjoendnu
om »kulturer« ibetydningen folkegrupper, inden for hvilke der hersker
stor ensartethed med hensyn til materielle og åndelige udtryksformer.
ProfessorJohannes Nicolaisen siger i »Primitive kulturer« (Kbh. 1963),
at det eret særkende for mennesket, at det besidderen kultur, dvs. en række tillærte handlinger,somved oplæring af individerne kan fortsætte
fra den ene generation til den anden. Imidlertid er det et spørgsmål,
omdyrenes tillærte handlinger ikkeogså videreføresgennemoplæring,
i hvert fald hvad de mennesket nærmest stående arter angår. Harlows
primatforsøg(se »Naturensverden«,oktober 1965) viser,atrhesusaber
bliver afsporet, når de oplæres af enunormal moder. De lærer hendes
forkerte adfærd, og når denne indlæring har fundet sted på et tidligt tidspunkt under deres »opdragelse«, er de forkerte handlinger ikke
til at udrydde, selv når aberne kommer til at omgås normale, vilde
artsfæller.
Arkæologerneopererermed begreber som »enkeltgravskultur«, »båd- øksekultur«, »mesolitisk kultur« og lignende, til trods for at det ikke
er muligt at genfremkalde hele det kompleks, der for så og så mange tusind år siden tilsammenudgjorde dissefolks kultur. Det,man nukan analysere - og dét har sin store videnskabelige betydning - er disse
menneskers efterladenskaberiform afbrugsgenstandeog grave,i visse
tilfælde også tomter af deres boliger. Men dette erlangt fra hele »kul¬
turen«.Om dissekendsgerninger, der frister mangetilatlade fantasien spille (enudmærket kulturegenskab i øvrigttilsit brug!),men somofte
lader fagmanden nøgtern tilbage med sin typologi, har den markante engelske arkæolog sir Mortimer Wheelerengang sagt:Arkæologen fin¬
der måske tønden,mengårglip afDiogenes (den velkendte tænker, der
havde valgt en så lidet distraherende bolig!). Og Wheeler fortsætter:
Selv om man fandt detkors, hvorpå Kristus led døden, ville man (dvs.
arkæologerne) ikke uden videre fatte, hvilken verdensomspændende bevægelse, denkorsfæstede hargivet anledning til -selv ikke med den
mestintuitive fantasi som hjælper.
Men selv om man var så heldig at finde vidnesbyrd nok om både
materielleogimmateriellevaner,der havde knyttetmenneskersammen,
erdet så tilstrækkeligtatforklare kultursom »vanertagetiallersimpleste
forstand«?
Den tyske sociolog Ralf Dahrendorf hari en bog fra 1963 »Gesell-
schaft und Freiheit« kritiseretnogle af sinefagfællers -ognavnlig den
for tiden så berømte amerikanske sociolog Talcott Parsons ensidige
fremhævelse af de stabiliserende faktorer i samfundet. Et af vor tids modebegreberer»statussymbol«. Hvad denenehar,søgerviandreatfå, simpelt hen foratværemedilaget. Navnligi USAhar denne indstilling
i mangeårværetfremtrædende. Ralf Dahrendorferheller ikkeblind for
de stabiliserende faktorers betydning.Hanhæfter signavnlig ved,atde
iså høj gradegnersigtil videnskabelig behandling.Ietstabilt samfund
kan man naturligvis langt lettere foretage beregningsmanøvrer end iet ustabilt. Det ustabile er egentlig imod såvel videnskabens som statens
væsen. Ikke desto mindremenerDahrendorf,atvorvestligekultur nok
så meget karakteriseres ved, atden »revolutionære« åndertrængthelt
ned i dejævneste befolkningslag. Ingenvestlig arbejdereritvivlom,at
tingene kan forbedres og arbejdet gøres anderledes og mere effektivt,
hvorimodmanf.eks. i mangeasiatiske landei langt højere grad slårsig
til tåls med det tilvante, detvaneindgroede.
For en historiker er dette temmelig åbenbart. Thi den europæiske
bonde blevjokarakteriseret på sammemåde i slutningaf1700 årene-
selv om det nok var temmelig overdrevent. Men historien viser også,
at fremtiden ikke ladersig beregne,netop fordi der ikke råder balance
mellem defaktorer, der udgør den hele »kultur«. Selvom man godt kan lægge planer ud fra visseforudsætningeroganalyser, forholder detsig
som meden general, der møderopmed omhyggelige angrebsplaner lagt lang tidi forvejen,men som under selvekrigsudviklingen bestandig er
nødt til at improvisereog ændre sineplaner -enkriger vel den mest
dynamiske samfundstilstand, der findes. Selv i det mest velsmurte og stabile samfund bliver derenuberegneligresttilbage, som gørdet nød¬
vendigt at improvisere. Og til de mest uberegnelige samfundsborgere
hører kunstnerne, digterne, opfinderne, forskerne - alle de, der ikke
vil slå sig til tåls med detnemme og ligetil, det nedarvede og tilvante.
Undertidenopfører sådanne »originaler« sigså usædvanligt,atde ikke
engang kan accepteres i intellektuelle kredse, hvor de egentlig burde
hørehjemme.Mantørmåske betvivle,atSørenKierkegaard ville have
fundet plads i et dansk akademi, hvis et sådant havde eksisteret på
hans tid? Thi man erindrer, at Det kgl. bibliotek i København afslog
at modtage hans efterladte papirer. Den slags mennesker er skabt
til at være en torn i kødet på alle os borgerlige - for ikke at sige os spidsborgerlige - samfundsstøtter. Men det er først og fremmest folk
af hans art, der holder liv i kulturen, der gør, at den ikke stagnerer eller dør afmangel på næring.
Det vil efter den her fremførte opfattelse næppe være tilstrækkeligt
med den amerikanske etnolog Ruth Benedictat beskrive kulturensom
et mønster.Thived »kulturmønster« bringesmanuvilkårligt tilattænke på nogetstatisk,nogetfastlagtsom en dekoration ellermønsteretpået
stykketøj. Ganske vistdukkerder i kulturen situationerop, somligner
hverandre. Menladmig bruge et billede,somjeg har anvendti indled¬
ningen til det af mig redigerede værk »Dagligliv i Danmark«, bind 2:
»Mankansammenligne det indtryk,vifår vedatbetragte fortiden, med
denoplevelse, deteratbeskue verdenshavet frastorhøjde.Set på denne
afstand forsvinder al bevægelse.En rolig flade udbreder sigmed skibe,
der synes at ligge for anker, bundne til sammeplet, skønt man ved, at de skyderenfart af adskillige knob. Langskysternetegnerbrændingen sigsom enkridtstregpå en sorttavle, slået éngangforalle,ubevægelig
gennem årtusinder. Fra luften ser man også, at der rundt om øer og
kyster ligger grunde og undersøiske skær, der ikke kan skelnes af de
søfarende.Foretagermanimidlertid etdyk nedgennemluften, øjnerman
flereog flere enkelthederpå selve havfladen, medens dybdeperspektivet samtidig forsvinder. Detbillede, der før forekom stillestående,kommer
nu ibevægelse. Ogbefinder man sig endelig nede på selvevandfladen,
er deti uroligt vejrnæsten ikke til atse havet forbølger.«
Deter i kulturensom i havet: Utallige strømninger og påvirkninger modarbejdereller understøtter hverandresom envekselvirkning mellem
sammentræffende bølgebevægelser-en »interferens«.Det ernyttigt,at
nogle forskere samler interessenom det, dererindarbejdetsomnormale
processer i denne »kulturinterferens« eller kulturens brydningsforløb,
således som det altid harværetvidenskabenssagatskildre det typiske.
Men lige så nyttigt og vigtigter det, at andre samler interessen om de dynamiske, de uberegnelige, om dem, man forhen kaldte »kulturbæ¬
rerne« i litteratur, videnskab,religion ogkunst.
Thi kultur kræver ikke blot traditionogvanetænkning. Denkræveri høj grad ogsåopfindsomhedog evnetil atfindenyeveje. Desværre ervi
mennesker ofte forkategoriske ivoropfattelseoginddelingaf omverde¬
nen.Vi venter rentumiddelbart atfinde »kulturbærerne« i samfundets
højere lag. Men vi glemmer,at de, der harevnen tilat komme til tops, ikke automatisk behøver atvære skabende ånder. Determåske lige så
tit folk, der har evnen til at udnytte og omsætte de skabende kræfteri
en kreds, derknyttes til dem? Detsker oftere, endmanialmindelighed
gør sig klart, at ideer og tanker fostret af medarbejdere, knyttes til
lederens navn. Tiest kan i virkeligheden ingen afgøre, hvorfra det nye i tiden stammer, fordi det er opstået under meningsudveksling - eller simpelt hen fordi menneskene i centrum frådser i omgivelsernes ideer
og originale tanker,ogdet villeværeformeget at forlange,atde skulle give sigtid til at notere,fra hvem de fik de afgørende impulser.Formen¬
nesket i centrumer det afgørende at skønne om, hvad impulserne kan bruges til, og om de i det hele tagetlader sig udnytte ikulturens store malstrøm, eller de måsynke til bunds. Måske kan deså dukkeoppå et
senere tidspunkt, nårtidener blevet moden.
Kultur ligner levende organismer. De bæres oppe og kittes sammen afutallige »celler«, hver med sin vanemæssigeellernedarvede funktion.
Men i lighed med egentlige organismer er de desuden udrustet meden slags aktive »følehorn« og »hjerneceller«, der skal hjælpe dem vedori¬
enteringogplanlægning,såartenkan overleve. Ikkealle individerer ens udrustetsålidtsomalle cellerien organisme.Og»hudcellerne« forstår naturligvis ikke til hvilken nytte »nervecellerne« fungerer. Alligevel er
begge lige uundværlige for individets beståen.
Det har været hensigten med det her fremførte at besinde sig på,
hvad begrebet kulturset ihistoriens lys, egentligrummer.Thiivor tids
kulturdebat gør de færreste sig klart, hvad der burde være det fælles udgangspunkt for diskussionen: endefinition der dækker alle afskygnin¬
geraf begrebet.En sådan definitionmåomfatte såvel kulturens tillærte
som dens arvelige og dynamisk virkende elementer. Voltaire stillede
natur og kultur op imod hinanden, men betragtede unægtelig ikke det
sidste som et forædlingsprodukt af det første! Det hænger naturligvis
sammen med, at naturen var »god«, som om man uden videre kunne
tillade sig at fælde en så kategorisk dom om noget så kompliceret og ubestemt. På dette sted vilvi begrænseos til det faktiske, at »kultur« i
sinoprindelse brugtesom endyrkning eller forædling af den omgivende
ogindrenatur.Ensådan forædling er enslags vedvarende destillations¬
proces,hvoraf bestandigt opstårflygtige, raffinerede væsker-svarende
til »Åndskulturens« nybrud-medens de tungere bestanddele lejrer sig på bunden som seje masser-svarende til de indlærte »vaner«. Natur¬
ligvis dækkeretsådant billede ikke helt virkeligheden. Konklusionenmå blive,atkultur omfatter både statiskeogdynamiske elementer,ogatdet dynamiske element ustandselig udskiller statiskevaner,efterhåndensom
nybruddene forvandles til dagligdags, indgroede rutinehandlinger.
176
)grorældre ire medbørn
ig Hanneer, som mangeandre fai
r billigere,og hvor derer mere fri
