AfKristianHald
Førdestorehedeplantningers tidvardetmesteaf Ribeamt
megetskovfattigt, hvadmanlet kan forvisse sigomved at
kaste etblikpå Videnskabernes Selskabsto kort fra 1803
og1804;kun de østlige deleafamtetrummede skov afno¬
genbetydning. Ioldtidenogmiddelalderenvarforholdene anderledes,og mangegamle bebyggelsesnavne har tilvore dage bevaret mindetomældre tiders skovbevoksning.
Nogle af dissenavneender i de middelalderlige kilder på
-witb »-ved«, der forekommer i oprindelige skovnavne
mangesteder ilandet. Detharisærværet brugtom større
skovstrækninger: på Sjælland indgår det såledeside mid¬
delalderlige navne Hornswith, navn på den store skov¬
strækning i det nordlige Hornsherred, der endnu i vore
dage foren stor deler skovbevokset, Stenswithi Sydsjæl¬
landogØrwith, enstorskovstrækningidet nordlige Sjæl¬
land mellemEsrumSøogKattegat.
Et af navnene på -with er købstad- og sysselnavnet
Varde. Det skrives Warwithsyslæ 1234 i et brev i Ribe Oldemoder,1 Warwith, Warwithsysæl i Valdemars Jorde¬
bog, Warythsysil iet originalt brev, udstedtpåVarde sys¬
selting 1355,2menallerede Warthsyselietoriginalt brevpå nedertysk, udstedt af grev Johan III af Holsten i 1336.® I originale dokumenter fra 15. årh. findes skrivemåder som
Warde, Warth. Som man ser, svinder det oprindelige wi
sidste led alleredeidet14.årh.,og manfår tidligt densam¬
mentrukne form afnavnet,som svarertil denmoderne,og
også former, der svarer til den moderne dialektudtale
»Wår«,hvor denudlydende vokalersvundet. Navnetfor¬
klares afMariusKristensen4 med tvivl af detgammeldan¬
ske ord wara »overdrev«, et ord, der normalt bliver til
woræ, oræi ældre middeldansk tid, sandsynligvis ved den særlige udvikling, der kaldes kombineret u-omlyd. Ved den
7
flydelse afetui endelsen i forbindelse med enlabial kon¬
sonant.5 Formen (w)oræmådaantages atudgå fraetældre
waru,ordets oprindeligeformide andre kasusisingularis,
der svarer til nominativsformen wara. Hvorfor er denne
udvikling ikke indtrådtinavnetVarde,oghvorfor har for¬
leddet altid enstavelsesform i de gamle skrivemåder? Ja, forklaringen herpå må, underforudsætning af attolknin¬
gen errigtig, væreden, atiet oprindeligt Waruwith, hvis
første ledergenitivafwara,vilu-et svindeforan denlabi-
ale konsonant i efterleddet, før den kombinerede omlyd indtræder,såledesatsammensætningensnormale gammel¬
danskeform netopvil væreWarwith. Men forklaringen af
1. led som wara »overdrev« er næppe den eneste mulige.
Detkunneogsåtænkesatværeetord svarende til gammel-
svenskvara (»sandet) strandbred«.Dette ord er antagelig beslægtetmedbl.a. oldengelsk waroth »strand« ogmed det gammeldanske warth, der indgår ibl.a. RødovreogHvid¬
ovre,imiddelalderen skrevet Awarthæ, Aworthæ »åbred«.6
Waramå,ligesom warth,antagesogsåatkunne brugesom bredden af et vandløb, sådan at Warwith kunne betyde
»skoven ved åbredden«. Regner man med betydningen
»strandbred« ville det forudsætte, at Warwith oprindelig
var navnepået meget stortområde, der straktesighelt ud
til Vestkysten, hvad dernæppe kan forenes med, at War¬
withtidligterblevetnavnpåenbestemt bebyggelseisyslet.
Endeligmå nævnesden mulighed,atWarakunneværedet gamle usammensatte navn på Varde Å. Et usammensat elvenavn af denne form harman formodeti gamle norske stednavne, bl.a. som detoprindeligenavn på detmoderne
Varåen.7
Enandensammensætning på-withersognenavnetJern¬
ved i Gørding herred. Det skrives i R.O. 1291 iarnwi, i
kirkelisten ca. 1325Jærnwyogietoriginalbrev 1338,ud¬
stedtafenborgeriRibe, Iærnwith.8 Selv om formen uden
-th- er overleveret lidt tidligere, synes der ikke at kunne
væretvivlom, atefterleddetoprindeligerwith,ogatnav¬
neter afsammeoprindelse somlarnwitb, det danskenavn
på det nuværende Dänischwohld, det gamle grænseland¬
skab mellem danerogsakser,somsakserne kaldte Isarnho,
af det til gammeldansk iarn svarende oldsaksiske isarn (tyskEisen) ogetord ho med betydningen skov.9 Afsam¬
meoprindelseer desuden det nuværendeJernit i Hammel
sogn,Gjern herred.10Førsteledinavnene erordetjern,der
her næppe sigtertil jernudvinding. Da sammensætningen
Iarnwith forekommer tre steder på den jyske halvø, skal
mansnarestsøgeenoverført betydningiforleddet,og man
kan tænke sig, at navnet »jernskov« betyder sådan noget
som den mørke, uigennemtrængelige skov. Jårnvidr fore¬
kommer også i Eddadigtet Völuspå og er ifølge Lexicon
Poeticum et navn, der bruges om store, tætte og mørke
skove.11 Også Oluf Nielsen opfatter Jernved som den
»uigennemtrængelige skov«.12
Da -wiog-with veksleride gamle stavemåder afnavnet
Jernved,ligger det nær atformode, at også et par navne,
T
drejer sig om Hejnsvig i Slavs herred, i kirke¬
listenca. 1325 Hinghælswi, ogLønne i Vester Horne her¬
red, R.O. 130-20 Wæstærlinwi, kirkelisten Lynwi, 1406 Lyny, 1440 Lønæ. Sammenavn som Lønneer det sønder¬
jyske ØsterLindet i Frøs herred, kirkelisten Lynwy, 1431 Linwyt.13 Atefterleddetidissenavnekunneværeetældre
-with er formodet af OlufNielsen,14 og også Marius Kri¬
stensenhar stilletsignogetskeptiskoverfortankenom,at -wiskulleværeoprindeligt.15 Oluf Nielsen giver ingenfor¬
klaringpå, atth-lyden eventuelt kan svindei-with,men en sådan forklaring er for Sveriges vedkommende givet af Jöran Sahlgren.16 Sahlgren regner med, at -vi i en række
svenskestednavneeretældre -vidher(svarendetil gammel¬
dansk -with), idet th-lyden (det spirantiske, »bløde« d, i gammelsvensk oftest skrevet dh) er svundet enten i den gamle dativ singularis form -vidhi eller i en neutral side¬
form vidhi til masculinumsordet vidher; derertale omet
tidligt svindaf th-lydenitryksvag stilling mellemtovoka¬
ler, der kan konstateres alleredei svenske runeindskrifter, hvor et oprindeligt -stadhum (dativ plur. af stadher) kan optrædesom-stam.
For Danmarks vedkommende kansomparallelnævnes, at thtidligt kan svinde iefterleddet -thorp, når første led oprindelig enderpåen vokal.17Ensærlig rolle for det dan¬
ske svindmådetantages atspille,atthidativ-formenstår mellem to i-er. Formodningen om, at efterleddet i de
nævnte navne fra først af er -with og ikke et oprindeligt
wi »hedenskhelligdom«,stemmermed,atforleddene åben¬
barthverkenergudenavneeller andre ord, der kan tænkes
athave med hedensk kultatgøre.
Navnenes tolkning må i øvrigt betegnes som temmelig
usikker. Den gamle form af Hejnsvig, Hinghælswi, synes
vanskeligt at kunne forenes med den moderne, og Oluf
Nielsen formoder, måske med rette, at formen i R.O.
kunne være fejlskrevet for Highnæls-.18 Under dennefor¬
udsætning kunne det tænkes, at 1.ledvargenitiv afetord beslægtet med norsk dialekt higl »meget fin regn«,19 her
måske med betydningen »fugtighed« eller lignende. Hvad
Lønne (og Øster Lindet) angår, synes denomstændighed,
at navnet skrives medn i degamle kilderog udtales med
»almindeligt« n ogikke med den jyske palatale n-lyd, der
svarertilgammeldansknn,nd ellertn, atvise,atførste led
må være etgammeldansk ord med enkelt n. Derved ude¬
lukkes trænavnet lind med gammeldansk nd og ældre
dansklind, oldnordisk linnr »slange« (jfr. lindorm).ISøn¬
derjyske Stednavne20 erdetformodet, atførste ledi Øster Lindet kunnevære etgammeldansk lin- (med korti) i af- lydsforhold til norsk lein »skråning«.Byenligger på stærkt
bakket terræn, og også Lønne kirke ligger ved et bakke¬
parti (KirkebjergeogGravenbjerg).21
Sammensat med -vedermuligvisogsåOvedi Øsesogn, Skastherred, der ikkeeroverleveret fra middelalderen.Be¬
byggelsen ligger ved Holme Å, og navnet kunne være et
oprindeligtÅved.
Navnene på -wi(th) må - bortset fra det tvivlsomme
Oved-væregamle. Allerede svindet af th-lyden forudsæt¬
ter, at de navne,der skrives -wi i de gamle kilder, går til¬
bageialt fald til den ældste periode af middelalderen, men
dereshøje alderviser sigogsåved,atdesynesatindeholde ord,somtidligtmåværeforsvundet afsproget.Påhøj alder tyder det også, at navnene på -wi(th) ersognebyerogiet enkelt tilfældesysselcentrum.
Dealmindeligenavne på -lunder som helhed yngreend sammensætningerne på-ved, selv omnogle af demmåan¬
tages at gå tilbage i alt fald til vikingetiden, idet danske
navne på -lund er ret almindelige i Danelagen. Af kortet fremgår det,atde-bortsetfraen gruppepå 6navneiØl¬
godsogn-førstogfremmestfindeside østligeegneafam-
etymologisk gennemsigtige.
Forleddene er i mange tilfælde plante- eller dyrenavne,
f.eks. i Torlund i Ølgodsogn (1461 Thornlwnd), af torn,
Hyldelund, Hessellund, Donslund (ældre Dunslund, må¬
ske afdun som plantenavn eller simpelt hen »lund, hvor
manharsamletdun«), Billund, vel af bi,KragelundogPug- lund, afpugge »tudse« eller måske afpuge»nisse«. Sogne-
og herredsnavnet Kalvslund (R.O. 1291 Calslundhæreth;
kirkelisten ca. 1325 Kalfslund, Kalfslundhæreth) er på grund af den genitiske sammensætning blevet tolket af
mandsnavnet Kalf,22 men er efter al sandsynlighed sam¬
mensat med dyrenavnet kalv, her i betydningen »hjorte¬
kalv«; det er således en parallel til navnetpå nabosognet Hjortlund. Afsammeoprindelseeri øvrigtdet sjællandske
Karlslunde(1326Caalfslundæ). Tislundersammensatmed gudenavnet Ti, oldnordisk Tyr, ognavnetmå altsågåtil¬
bage til hedensk tid. Det findes også andre steder ilandet
og er enparallel til Thise, Tiset, begge af oprindeligtTis¬
with. Etnavn,derhar relation tilgamle landbrugsforhold,
erLøvlund i Grenesogn.Da det ikkeersærlig påfaldende,
at derfindesløv ien lund, må navnet sigte til, atmanher
har samlet løv til kreaturernes vinterfoder. Indsamling af
løvharspilleten meget storrolleide andre nordiskelande
og anvendes nogle steder endnu.23 Til skovens anvendelse
turdeogså sigtenavne somHjullundogVognslund, steder
hvor man har hentet hjul- og vogntømmer, og til samme
kategori hører vel navnet Plovslund, hvor man kan have
fåetmaterialetil ældre tiderstræplove.Enformel mulighed
erogsådet gammeldanske mandsnavnPlogh, derindgår i Plovstrup i Jernved sogn, men der ertilsyneladende ikke
andreeksempler fra denne egn på, at-lund ersammensat med et personnavn. Ordet lund forekommer også usam¬
mensatiLundog—i pluralisform—isognenavnetLunde,
der utvivlsomt hører til de ældrenavneaf typen.
Skøntskoversprogetsalmindeligste ord forskovbevoks¬
ning, er det ikke særlig hyppigtigamle bebyggelsesnavne.
I Ribeamtindgår deti landsbynavnet Lunderskovog sog¬
nenavnet Lejrskov, desuden bl.a. i et pargårdnavne Søn¬
derskov og Nordenskov, dernævnes i henholdsvis 14. og 15.århundrede,og som næppe erældre endmiddelalderen.
NavnetLunderskov må antages atvære forholdsvis gam¬
melt, fordi første led har bevaret den oprindelige genitiv¬
form lundar af ordet lund. Lejrskoverblevet sammenstillet
mednavnetLejre,mendesenmiddelalderlige former(1490 Lerskov) tyderpå, atførste led erordet ler; jordbundeni
sognet er ifølge Trap5 hovedsagelig moræneler. Favrskov
er snarest sammensat med ordet fager, der også indgår i Favrholt ndfr.Enenkelt skrivemåde Farskovframidten af 16. århundredekunnedog tydepå,at navnetvarafsamme
oprindelsesom det østjyske Favrskovi Sabro herred, 1277 skrevetFarscoghi Århusbogen, derer sammensatmedor¬
detfar»vej, spor«,24som senere eromtydet til fager.
Holter sidste lediflere navne, der meden enkelt und¬
tagelse ligger i amtets østligste del. Ordet, der har levet i jysk dialektibetydningen »åben plads i skov, lille samling
af træer«, synes i stednavne at være brugt om små skov¬
strækninger. Navnene er formentlig gennemgående noget yngreend -lund; i modsætning til lund indgår ordet ikkei
danskestednavneiDanelagen. Forleddeneeride fleste til¬
fældegennemsigtige. EgindgåriEgholt, hundiHundsholt,
lamiLangholt (1688 Lamholt), lærkeiLærkeholt, fager i
Favrholt. I Tandholt er første ledantagelig af samme op¬
rindelsesom idet alsiske sognenavn Tandslet, dererfor¬
klaret afetordtand-, beslægtet med verbet tændeog mu¬
ligvis med betydningen »areal ryddet ved brænding«.25Et enkeltnavn fortjenernærmere omtale: Ravnholti Gesten
sogn. Tilsyneladende er det sammensat med ordet ravn,
men ien notits i R.O. har det efter Oluf Nielsens læsning
og er »næsten ulæselig«.
Derfor erdet måske tvivlsomt,hvormegen vægtmankan lægge på den.27 Under forudsætning af formens rigtighed
erderiførste led sketen overgangfra Ravl- til Ravn-,der muligvis kunne have en parallel idethimmerlandske sog¬
nenavn Ravnkilde. Dette skrives 1511 Raffwelkell, men dette er dog ikke navnets ældste form, 1462 skrives det
Raffnkieldh. Oluf Nielsen28 forklarer første led i de to navneaf detjyske dialektord ravl »siv«.
Foruden navne af de ovenfor omtalte typer findes der
enkelteandre, der minderomskovbevoksning, således-ris, bl.a. iEgeris,og -kær, der imangegamle stednavne synes at være brugt i betydningen (»sumpet) kratskov«. Glem¬
mes mådetheller ikke, atogså forleddenei mange navne
sigtertilstedets bevoksning. Egindgår således i Jegum og forekommerogså usammensatsom stednavn (i Grindsted
sogn,1480Egh). Hesselerførste lediHesselho, Hessellund
ogHesselmed. Asp indgåriAsbo(1462Asphowet)ogfore¬
kommer usammensat i Horne sogn (1585 Asp). Navnene viser, som man ser, også noget om skovens sammensæt¬
ning.
Idetforegåendeerder ikke tilstræbt fuldstændighed,og demangeskovnavne, der ikkeerblevet tilnavnepåbebyg¬
gelser,menkun kendes somnatur-eller marknavne,erslet
ikkeomtalt.29Alligevel turde det klart fremgå,at navneder sigtertil tidligereskovbevoksning spilleren betydelig rolle
i amtet,og—somdetfremgår af kortet—især idets østlige
halvdel.Her visernavnene,atskoveniældre tidihøj grad
måhaveprægetlandskabets udseende.
NOTER:
1. Ribe Oldemoder, i det følgende forkortet R.O., er citeret efter
O.Nielsens udgave 1869. -Kirkelisten er affattet ca. 1325, men indførti R.O.medenhånd fraca. 1380-1410(Erik Buus i Corpus CodicumDanicorumVIII,indledn.p.XXIV).
2. Dipl.Dan. 3.rk.IVnr.217.
3. Dipl. Dan.2.rk.XInr.331.
4. FraRibeAmt VIII 581.
5. SeJohs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik§ 88, § 137.
6. K.Hald:VoreStednavne,2.udg.,p.43.
7. O.Rygh: Norske Elvenavne,pr.290f.
8. Dipl.Dan. 2.rk.XIInr.105.
9. Formen Iarnwithforekommer bl.a. iValdemars Jordebogog iet
diplom fra 1259 (afskr.; Dipl. Dan. 2. rk. I nr. 294). Formen fra den sidstnævnte kilde er i Trap® fejlagtigt henført til Jernved i
Ribeamt.
10. DanmarksStednavneXII 121.
11. 2.udg.p.327.Påden måde opfattede allerede Miillenhoff(Deut¬
sche Altertumskunde V:1 p. 123) navnet; jfr. også E. Hellquist:
Svenska sjönamnp. 287f. Eddaens Jårnvidr er i øvrigt,men sik¬
kertmed urette,ligefrem blevet identificeret med Iarnwith = Dä- nischwohld.
12. Blandinger udg. af Universitets-Jubilæets danske SamfundI,248f.
13. DanmarksStednavneIV 501.
14. Blandinger udg. af Universitets-Jubilæets danske SamfundI,248f.
15. Fra Ribe Amt VIII, 580: »kan man stole på de ældste skriftfor¬
mer...varheretvi«.
16. NamnochBygd1923,p.llOff.
17. Forholdeteromtaltflere stederiGammeldanskGrammatik, bl.a.
§ 287,anm.1.
18. Blandingeretc.I, 249.
19. Således NudanskOrdbog;omhiglseTorp,Nynorsketymologisk ordbog under higla.
20. Danmarks StednavneIV, 501.
21. INudanskOrdbogantagesforleddeti Lønneat være etandetaf- lydstrin lin- med lang vokal, derogså kan tænkesatindgå i det midtjyskeLinå.
22. Danmarks StednavneIII, 153.
23. K.Hald: StednavneogKulturhistorie,p.31f.
24. DanmarksStednavneXII, 30.
25. DanmarksStednavneVII,183.
26. CorpusCodicumDanicorum VIIIindledn.p.XXXII.
27. Trap5daterer meduretteformen til1317.
28. Blandingeretc.I, 338. Jfr. JohanLange: OrdbogoverDanmarks PlantenavneII, 558.
29. Som eksempel kan nævnes de talrige skovnavne, som anføres i H. K. Kristensen: Øster Horne Herred, p. 15ff. H. K.Kristensen
gørogsåopmærksom på de manskesmåskovresteriform afkrat og egepur,der stadigfindesiherredet.
