Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Skovvang satte en stærekasse op

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

De selvejende udgør en tredjedel af alle institutioner på det sociale område og er udset til at

Selvejende føler sig truet på selvstændigheden

Nr. 23/2004

12. november 61. årgang

Færre små børn anbringes

Socialpædagogen

(3)

ISSN 0105-5399 Ansvarshavende:

Forbundsformand Kirsten Nissen Redaktion:

Lone Marie Pedersen (redaktør) Kurt Ladefoged Jens Nielsen Maria Rørbæk Gitte Svanholm (barsel) Karianne Bengtsen Blem (barsel)

Layout:Bodil Hesselbo Stillingsannoncer:

Lene Jensen, Datagraf Auning AS, Energivej 75, 8963 Auning Tlf. 8795 5555, fax 8795 5544 annoncer@datagraf.dk Læserindlæg, artikler og anmeldelser er ikke nød- vendigvis udtryk for redak- tionens eller organisatio-

nens mening. Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret indsendt stof.

Alle artikler i Socialpæda- gogen kan desuden findes i bladets elektroniske arkiv på internettet www.sl.dk Adresse:

Socialpædagogen Brolæggerstræde 9, 1211 København K Tlf. 3396 2800 kl. 10-15,

Telefax: 3396 2998 redaktionen@sl.dk www.sl.dk Abonnement:

Abonnementspris 2004:

732,50 kr. inkl. moms (26 numre)

Løssalg: 35,00 kr. + porto Tryk og produktion:

Datagraf Auning AS Oplag: 44.677 i perioden 1.7.03-30.06.04

Redaktionen af 23/04 er afsluttet d. 4.11.04.

Deadline for læserbreve og stillingsannoncer for 24/04, der udkommer den 26. november er mandag den 15.

november kl. 12.

Deadline for 25/04 er mandag den 29. nov. kl. 12.

Forsidefoto:

Vibeke Toft

Sandy Brinck, Socialdemokraterne,

Anne Baastrup, SF og Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre får i fællesskab SL-prisen

for det store og engagerede arbejde,

de tre har lagt i forbindelse med

anbringelses- reformen.

NORDISKMILJØMÆRKN ING

541Tryksag 166

Socialpædagogen

Medlem af Dansk Fagpresseforening

Børn og unge med behov for særlig støtte har til alle tider været et turbulent område. Mange har en mening om det – og nogle meningsdannere holder sig ikke tilbage trods et mere eller mindre løst forhold til viden og erfaring på området.

I årets løb har anbringelser af børn og unge optaget rigtig mange politikere. Mange har sagt deres mening – både i kommunerne, som betaler regningen, og i Fol- ketinget, som skulle reformere hele anbringelsesområ- det.

Efter de mange meldinger endte anbringelsesreformen alligevel som en ganske fornuftig revidering af de gældende bestemmelser i serviceloven.

Denne fornuft kan vi især takke politikerne Sandy Brinck, Anne Baastrup og Margrethe Vestager for. Og derfor går SL-prisen 2004 til de tre kvinder, som tegner den socialpolitiske opposition i Folketinget.

Prisen er på 30.000 kroner, og den gives til en eller flere, som i særlig grad har været med til at udvikle det socialpædagogiske arbejdsområde eller til at styrke so- cialpædagogerne som faggruppe.

Sandy Brinck, Socialdemokraterne, Anne Baastrup, SF og Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre får i fæl- lesskab SL-prisen for det store og engagerede arbejde, de tre har lagt i forbindelse med anbringelsesreformen.

De lod sig ikke forføre af historierne i pressen om, at anbringelser alligevel ikke virker, af kommunernes

hensyn til økonomien og meget andet „støj“. De holdt fast i, at det er barnets behov, der afgør indsatsen. Ikke økonomiske interesser.

Undervejs i forhandlingerne har de tre prismodtagere opretholdt en tæt dialog med hverdagen på det social- pædagogiske arbejdsområde. Antallet af møder blandt forligspartierne illustrerer også, at der er blevet arbejdet for sagen. 13 møder skulle der til, før reformen var på plads.

Ud over arbejdet med anbringelsesreformen skal de tre have tak for deres indsats på familieplejeområdet.

De har ved deres engagement og interesse givet områ- det en kærkommen opmærksomhed. De har medvir- ket til at forbedre den faglige udvikling for familieple- jerne – til gavn for de tusinder af børn og unge, der bor i en plejefamilie.

Hvis børn og unge skal sikres det rigtige tilbud, må vi samtidig sikre en fortsat faglig udvikling blandt både sagsbehandlere, socialpædagoger og forskere. Det kræver ro og rum til faglighed hele vejen rundt. Måske kan anbringelsesreformen ikke garantere ro og rum til faglighed. Man kan have sin bekymring, især med en kommunalreform i udsigt.

Man kan også være optimist og se anbringelsesreformen som et godt grundlag for den socialpædagogiske indsats fremover. Og skulle de gode intentioner blive afløst af købmandsskab og kassetænkning, er jeg over- bevist om, at årets tre prismodtagere vil råbe op.

Foto: Vibeke Toft

Kommentar

SL-prisen går til den sociale opposition

Af Mogens Seider næstformand

(4)

s. 4

Tomme vugger på døgninstitutioner

s. 7

Når de bliver store, kan det være for sent

s. 8

Nødvendige anbringelser

s. 10

Selvejende – men truet på selvstændigheden

De selvejende institutioner føler sig truet på øko- nomien og selvstændigheden af kommunerne.

s. 14

Tre institutioner fik fælles ledelse

s. 16

Sammenlægning giver personale-uro

s. 18

Skovvang sætter en stærekasse op Flere unge på forsorgshjem betyder let konflikter mellem dem og de ældre beboere. Skovvang tog konsekvensen og gav de unge deres egen afde- ling.

s. 21

Anbringelsesreform går ikke vidt nok

s. 22 og s. 27

Et pluk af relevante fagbøger

s. 24 Debat

s. 26

Jobformidlingen for udviklingshæmmede

Synspunkt om et nyt initiativ, der skal give en gruppe borgere med særlige behov mulighed for at få et skånejob på det ordinære arbejdsmarked.

Indhold

Foto: Kurt JohansenFoto:Vibeke Toft

Selv om eksperter og po- litikere igen og igen taler om nødvendigheden af en tidlig indsats, er ten- densen stik modsat, når det gælder anbringelser.

På døgninstitutioner rundt om i landet står vugger og tremmesenge tomme.

– Det er bestemt ikke for- di, der bliver født færre børn af misbrugere. Det er fordi, det er blevet sværere at få en anbrin- gelse igennem. Økono- mien er i høj grad styren- de, siger May Olofsson, der er overlæge på Hvid- ovre Hospital og leder af en specialafdeling, som arbejder med gravide rusmiddelbrugere og deres børn.

s. 14-18 s. 4-8

Det lyder enkelt, men det kan være en særdeles kompliceret affære, når institutioner skal lægges sammen. På Fyn fandt tre institutioner sammen ved at lave en film om de fælles værdier. I Roskilde skal to meget forskellige institutioner blive til én – og det skaber problemer. Social- pædagogen rapporterer fra den fusionsramte virkelighed.

Anbringelsesreformen er ikke vidtgående nok. Den lægger for stor vægt på foræl- drenes rettigheder og tager for lidt hensyn til børnene. Sådan lyder kritikken fra landets socialchefer. SL’s næstformand Benny Andersen vender kritikken mod kommunerne, der prioriterer økonomi højere end barnets tarv.

s. 21

(5)

4 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Tomme vugger på

døgninstitutioner

(6)

Der er sket et stort fald i antallet af småbørn, der anbringes på en døgn- institution. Forstandere og overlæge mener, at samfundet utilsigtet omsorgssvigter de allermest sårbare børn

Af Maria Rørbæk Foto: Vibeke Toft

Sammenklappede pusleborde, tomme tremmesenge og hengemte rangler.

Tendensen er tydelig på de danske døgn- institutioner for småbørn.

Der bliver anbragt færre af de yngste, selv om eksperter såvel som politikere igen og igen taler om nødvendigheden af en tidlig indsats.

– Det er bestemt ikke fordi, der bliver født færre børn af misbrugere. Det er fordi, det er blevet sværere at få en anbringelse igennem. Økonomien er i høj grad sty- rende, og selv om vi ud fra en børnehel- bredsmæssig vurdering siger, at et nyfødt barn bør anbringes uden for hjemmet, kommer barnet i en del tilfælde alligevel hjem. Med eller uden støtte, siger May Olofsson.

Hun er overlæge på Hvidovre Hospital og leder af Familieambulatoriet, der er en specialafdeling, som arbejder med gravide rusmiddelbrugere og deres børn.

– For mig at se sker der lige præcis det modsatte af det, politikerne siger, der skal ske, siger May Olofsson.

Så sent som under førstebehandlingen af den nye anbringelsesreform, fredag den 22. oktober, slog socialminister Eva Kjer Hansen det fast:

– Jo før man griber ind over for problemer, desto større chance er der for at hjæl- pe det pågældende barn.

På Socialministeriets egen hjemmeside, www.social.dk, kan man også læse, at „tal for anbringelser i Danmark viser, at det snarere er de store børn, der anbringes – til trods for, at forskningen peger på, at der er større effekt af indsatser, jo yngre børnene er. Reformen lægger derfor op til, at der i højere grad skal ske en tidlig indsats“.

Men når man ser på den aktuelle udvikling er tendensen stik modsat.

Sandsynligvis bliver børn af sindslidende, alkoholikere, narkomaner og voldelige for- ældre længere tid mellem flaskerne eller sprøjterne, før samfundet griber ind.

I hvert fald bliver der anbragt færre babyer og vuggestuebørn.

– Vi undrer os over, hvor de groft omsorgssvigtede børn så er henne. Hvad gør man af dem? Sådan som jeg ser det, kom-

svigte de allermest sårbare børn, siger Otto Bernt Juhl, der er forstander på Bagsværd Observationshjem.

De „forsvundne“ børn

For øjeblikket står der fem tomme vugger på observationshjemmet.

Ikke en eneste baby skal have sutteflaske, skiftetøj og specialiseret pleje.

Samme billede går igen på mange andre småbørnsinstitutioner i hele Danmark, og når man kigger i statistikken, er tendensen også klar.

Nytårsdag 2003 var der kun anbragt 20 babyer på en døgninstitution.

Fem år tidligere var tallet mere end dob- belt så stort, nemlig 46.

Det viser et udtræk fra Danmarks Stati- stik, statistikbanken.dk, som Socialpædago- genhar foretaget. (Se tabel).

Når det gælder anbringelser i familiepleje, steg antallet til gengæld lidt, men samlet faldt antallet af småbørnsanbringelser fra 464 til 426.

Billedet af færre institutionsanbringelser har tilsyneladende ikke ændret sig i 2004.

Socialpædagogernes Landsforbund har ringet til tyve døgninstitutioner for små- børn i hele Danmark.

Med undtagelse af Sanderumhus i Oden- se, Munkerup i Dronningmølle og Familie-

institutionen Bethesda i Århus melder alle enten tilbage om status quo eller en nedgang i antallet af anbragte børn eller børn på venteliste.

Logisk set kan der være flere svar på spørgsmålet om, hvor de „forsvundne børn“ er blevet af.

Den ene forklaring er, at der ikke længe- re er så mange omsorgssvigtede børn, og at de i stedet har det godt hjemme hos deres forældre, som eventuelt får mere støtte.

Eller at en stor del af de børn, der tidligere blev anbragt i døgninstitution, nu anbringes i familiepleje.

Den anden forklaring er, at børnene på den ene eller anden vis bliver ladt i stikken.

For eksempel fordi de bliver længere tid hos de omsorgssvigtende forældre, eller fordi de får billigere, men utilstrækkelig, hjælp.

Forebyggende tiltag

Konsulent i børne- og kulturkontoret i Kommunernes Landsforening, Jacob Ørum, kan ikke umiddelbart sige, hvorfor der er sket et fald i anbringelsen af de alle- ryngste børn.

– Men det kan skyldes, at der op gennem 90’erne er sket en voldsom udvidelse af kommunernes forebyggende indsats, så der reelt måske ikke er så mange børn som

Socialpædagogen

Børn mellem 0 og 3 år anbragt uden for eget hjem pr. 31.

december efter område, alder, anbringelsessted og tid

Hele landet 1998 1999 2000 2001 2002 2003

0-1 år

Døgninstitution 46 45 36 50 32 20

Familiepleje 52 64 69 71 64 55

1-2 år

Familiepleje 105 122 128 115 158 99

2-3 år

Familiepleje 153 154 181 177 143 198

Ialt børn under 3 år

Familiepleje 310 340 378 363 365 352

Kilde: Danmarks Statistik – www.statistikbanken.dk

Selv om tallene svinger fra år til år, giver statistikken et billede af, at færre småbørn bliver anbragt på døgninstitution. Dette gælder også, når man tager forbehold for ændringer i børnetallet, idet børnetallet er faldet med mindre end tre procent fra 1998 til 2003. Faldet i anbringelser er altså større end faldet i børnetallet.

Man skal dog være opmærksom på, at der lettere kan ske tilfældige udsving, når man ser på meget små grupper.

(7)

tidligere, der har behov for at blive anbragt på døgninstitution. Desuden har kommunerne i dag et helt arsenal af tilbud at væl- ge imellem, når de skal give et udsat barn det helt rigtige tilbud. For eksempel kan det være, at nogle kommuner vælger at støtte op om familien, så barnet kan blive i nærmiljøet. Hvor man måske tidligere var mere tilbøjelig til at anbringe barnet uden for hjemmet, siger han.

Set med overlæge May Olofssons øjne er det spild af kostbar tid, når kommunerne udskyder en anbringelse for først at prøve andre tiltag inden for familiens rammer.

– Det er det rene galimatias over for de tungeste familier, hvor der ikke er nogen ressourcer at hente. Og små børn har ikke råd til at vente, siger hun.

I de seneste år har May Olofsson oftere og oftere sendt nyfødte børn hjem med en mor, der efter en lægefaglige vurdering ik-

ke er i stand til at tage ordentligt vare på barnet.

– Allerede under graviditeten indkalder vi repræsentanter fra socialforvaltningen til en tværfaglig konference, hvor vi diskuterer, hvad der bør ske, når barnet bliver født. Ud fra en faglig vurdering kan vi sidde og blive enige om, at barnet bør anbringes, men når medarbejderne fra socialforvaltningen har været hjemme i baglandet, får vi ofte en tilbagemelding om, at der ikke kan skabes grundlag for den plan, vi har lagt, siger hun.

May Olofsson har ikke tal på, hvor ofte den tværfaglige vurdering bliver under- kendt.

– Jeg kan kun sige, at der i dag er betyde- ligt flere af de allermest sårbare børn, som ikke får hjælp og støtte, fastslår hun.

Vigtig observationsperiode SL’s rundringning viser, at en del medarbejdere på døgninstitutionerne også hæl- der mere til den anden forklaring om, at børnene ikke får nok hjælp, fordi kommunerne vil spare penge.

– Udviklingen er dybt bekymrende. Når vi får børnene ind i dag, er de totalt skadede. Kommunerne tror, vi kan trylle, lyder en kommentar fra en forstander, der vil være anonym af hensyn til sin stilling.

Torben Stabell er forstander på Vallø Strand i Roskilde Amt.

Her er rangler og sutter pakket væk i et depot på loftet, for der er ikke et eneste småbarn på småbarnsafdelingen.

– Generelt er det vores indtryk, at kommunerne efter den nye grundtakstmodel har taget den beslutning, at de meget nødig anbringer spæd- og småbørn. I og med at kommunerne har nogle meget stramme budgetter, er det naturligt, at de prøver at spare, hvor de kan. Og at de prøver at spare på de små børn frem for de store, for de store fylder mere i landskabet, siger han.

Hvis de tomme tremmesenge på små- børnsafdelingen vidner om, at børnene i stedet kommer direkte i familiepleje uden at begynde med en observationsperiode på en døgninstitution, mener Torben Stabell ikke, at det er en særlig god løsning.

– Hvis barnet viser sig at have nogle meget store skader, kan det være svært at rumme for en plejefamilie som ikke er gea- ret til et meget vanskeligt barn. Så bliver barnet flyttet, måske flere gange. Uden ob-

servation på døgninstitutioner bliver det meget nemt nogle ukvalificerede anbringelser, siger han.

Den bekymring deles af Otto Bernt Juul fra Bagsværd Observationshjem:

– Vores opgave er jo at modtage børnene med henblik på pædagogisk og psykologisk observation, undersøgelse og udredning, hvor vi angiver, hvad der er barnets behov, sådan at barnet får den bedste behandling det rigtige sted. Det er vigtigt at huske, at vi taler om en meget lille gruppe børn. De allermest sårbare, siger Otto Bernt Juul.

Uoprettelig skade

Bodil Bruun fra Glostrup Observations- og Behandlingshjem mener heller ikke, at det rækker at sende de mindste direkte i familiepleje.

– I familieplejen får småbørnene omsorg, men de får ikke den faglige ekspertise, der skal til for at vurdere, hvad lige præcis dette barn har brug for, siger hun.

Bodil Bruun er også bekymret for konse- kvenserne af Københavns Kommunes for- søg med at etablerer ordninger med hjemme-hos’ere og ambulant behandling frem for anbringelser.

– Det er ikke godt nok til de svageste familier, og der sker uoprettelige skader, når børnene anbringes for sent, siger hun.

6 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Situationen uændret i 2004

De nyeste tal fra Danmarks Statistik er snart et år gamle, men intet tyder på, at tendensen har ændret sig.

SL har i oktober 2004 foretaget en rundringning til 21 småbørnsinstitutioner i hele Danmark.

Undersøgelsen viser, at de samlede ind- skrivninger er faldet yderligere en anelse siden oktober 2003, nemlig med tre procent, og at det især skyldes færre spædbørn og børn i vuggestuealderen.

11 ud af 21 institutioner melder enten om et generelt fald i indskrivningerne, færre børn på ventelisten eller et fald i anbringelsen af spædbørn og småbørn.

3 institutioner har igen fået flere børn. På 7 institutioner er situationen uændret.

(8)

Pædagog Christina Pedersen kan gøre meget for små, omsorgssvigtede børn. Bare hun får dem i tide

Christina Pedersen er en af dem, der helt konkret kan mærke forskellen på børn, der bliver anbragt tidligt og børn, der bliver anbragt senere.

Hun har arbejdet som pædagog på Bag- sværd Observationshjem siden 1991.

Normalt tager hun sig af spædbørn, men nu hvor vuggerne er tomme, arbejder hun med de ældre på tre til seks år.

– De større børns skader er mere ud- prægede end de smås. De ældre har lukket af følelsesmæssigt og stoler ikke længere på voksne. De har svært ved at udtrykke deres følelser på anden måde end ved at slå og være voldsomme, siger hun.

De babyer, der plejede at komme på Bagsværd Observationshjem, var også meget skadede og krævede en hel speciel pædagogik.

– Mange af de små børn med psykisk sy- ge mødre ville ikke have øjenkontakt. Hvis

på de signaler, det giver, lukker det af. Så får det meget svært ved at klare, at der pludselig står en ved siden af og vil det noget, forklarer Christina Pedersen.

Derfor er det nødvendigt at opføre sig på en helt særlig måde.

For eksempel ved at undgå øjenkontakt, mens man giver barnet flaske.

– Det ville man jo gøre med et normalt barn, men det kan lige være det, der får et skadet barn til at bryde sammen, fortæller Christina Pedersen.

Nogle skadede spædbørn har svært ved at klare flere stimulanser på samme tid, så de for eksempel ikke kan holde ud at have kropskontakt samtidig med, at de spiser.

Så kan pædagogen være nødt til at lægge barnet ned i vuggen, mens det får flaske.

– Vi er trænede i at læse de sparsomme signaler, de giver, og vi bliver superviseret af psykologer og børnelæger, siger Christi- na Pedersen.

Selv om udgangspunktet er tungt, er Christina Pedersen sikker på, at de kan gøre en forskel på observationshjemmet.

– Jeg har aldrig oplevet, at et lille barn blev dårligere af at være her. Tværtimod går det meget hurtigt fremad. Du kan se det i udtrykket i deres øjne, siger hun.

Nogle af babyerne er helt holdt op med at græde, når de kommer på observationshjemmet.

De er alligevel vant til, at ingen reagerer.

Når de så igen begynder at skrige på mad, er det et stort skridt.

– Der er så meget, der skal rettes op fø- lelsesmæssigt, men vi kan næsten altid rette op på de små, så de kan komme ud i familiepleje. Det er værre, når de er blevet større, siger Christina Pedersen.

mrk@sl.dk (Læs mere på næste side)

Socialpædagogen

Når de bliver store, kan det være for sent

Otto Bernt Juhl er af samme opfattelse:

– Der opstår en ond cirkel, hvor proble- merne bare udvikler sig proportionelt med, at de bliver ældre. Det er meget, meget enkelt at sige, hvad der sker, når børn bliver anbragt for sent. De bliver bå- de nogle dyre og vanskelige samfunds- borgere, siger han.

I Otto Bernt Juhls øjne er situationen al- vorlig.

– Man må spørge sig selv, om de færre anbringelser hænger sammen med det overordnede signal om, at de sociale ud- gifter skal dæmpes – og med den nye grundtaktsmodel. Lige som man må spør- ge sig selv om, anbringelsesreformens tanker om anbringelse i netværksfamilier spiller ind i lighed med forslaget til kom- munalreformen, der jo lægger op til, at kommunerne får ansvaret for børn og unge. Og at kommunerne derfor allerede nu prøver at finde løsninger selv. Jeg mener, at vi som fagfolk har en moralsk og menneskelig forpligtelse til at stille spørgsmålene. For man må holde sig meget klart i hovedet, at der er nogle børn, som bliver svigtet og ikke får den hjælp, de har brug for.

mrk@sl.dk

(9)

Anbragte børn har massive problemer, og en målsætning om hjemgivelse kan være helt urealistisk. Det er en af

konklusionerne i en ny rapport fra Socialforskningsinstituttet

Anbragte småbørn kommer fra familier med massive sociale problemer.

Det er en af konklusionerne i Social- forskningsinstituttets rapport „Små børn anbragt uden for hjemmet“, der netop er blevet offentliggjort.

Rapporten belyser situationen for alle de børn, der blev født i 1995 og var eller havde været anbragt på undersøgelsestids- punktet i 2003.

Omkring halvdelen blev anbragt før, de fyldte fire år. Det vil altså sige, at deres sutter, bamser og børnesko blev stillet ind på en døgninstitution eller familiepleje den- gang, kommunerne anbragte flere små- børn end, de gør i dag. Men socialforsk- ningsinstituttets undersøgelse peger på ingen måde på, at anbringelserne var unød- vendige. Tværtimod.

– For mange af de børn er det ikke realistisk at have en målsætning om, at de skal hjemgives eller, at man i det hele taget skal undgå en anbringelse. I stedet må man arbejde ud fra en mindre ambitiøs og mere realistisk målsætning om, at forældrene skal støttes i at være forældre på deltid, så de for eksempel kan støtte deres barn i at være, hvor det er som anbragt barn. Selv det kan kræve vældig meget støtte til en relativ ung mor i højrisikogruppen, siger programleder Tine Egelund. Hun har lavet SFI-undersøgelsen i samarbejde med seni- orforskerne Anne-Dorthe Hestbæk og Dines Andersen.

Ekstraordinære behov for støtte Tine Egelund vil ikke sætte tal på, hvor stor en andel af de anbragte børn i undersøgel- sen, der realistisk set aldrig bør komme hjem til forældrene.

– Men generelt drejer de anbragte børn

sig om en gruppe børn med meget ekstra- ordinære behov for støtte. De har brug for en langvarig, bredspektret indsats på mange niveauer, siger hun.

Tine Egelund og medforfatterne har blandt andet undersøgt de anbragte børns familiebaggrund. Ikke overraskende tegner der sig et mørkt billede præget af misbrug, vold og få ressourcer.

Halvdelen af børnene har en forælder med en egentlig diagnose på en længere-

varende sygdom eller handicap, heraf er 13 procent sindslidende. 15 procent af børne- ne har en forælder, der selv indrømmer et misbrug, der ofte eller altid har påvirket deres forhold til børnene.

– De familier, der fik anbragt deres børn som små, tilhører socialt set den aller- dårligste del af den danske befolkning, konkluderer hun.

mrk@sl.dk

8 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Nødvendige anbringelser

(10)

Socialpædagogen

Pædagogiske Dage 2005

Moderne tider i teori og praksis

Comwell Rebild Bakker

Pædagogiske Dage 2005

Moderne tider i teori og praksis

Comwell Rebild Bakker

Tirsdag d. 15.3.05.

09.00 Ankomst til Rebild Bakker

10.00 Åbning af konferencen, ved Amtskredsformand SL Nordjylland, Peter Kristensen og Amtsborgmester Nordjyllands Amt, Orla Hav

10.30 Henrik Dahl – Livsstil og hverdagskultur 12.00 Frokost

13.00 Konferencegrupper 1. runde 14.30 Kaffepause

15.00 Konferencegrupper 2. runde

16.45 Afslutning på dagen ved Århus Revysterne

18.30 Festaften med spisning og efterfølgende dans til orkesteret

"Bossen og Bumsen"

01.00 Festen lukker

Onsdag d. 16.3.05.

09.00 Thomas Ziehe – Paedagogical Professionalism and the Sense of Bridging 10.30 Kaffepause

11.00 Konferencegrupper 3. runde.

12.30 Frokost

13.30 Tor Nørretranders – At tro på at tro i socialpædagogisk arbejde 15.00 Afslutning, med efterfølgende kaffe og afrejse.

For yderligere information, kan programmet hentes på SL´s hjemmeside

www.sl.dk/nordjylland

Tilmeldingsfrist: 10. december 2004

(11)

10 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

De selvejende institutioner er udset til at skulle spille en større rolle på det sociale område efter kommunal- reformen. Men selvom de udgør op mod en tredjedel af de sociale institutioner, så er de selvejende institutioner voldsomt presset på både økonomi og selvstændighed

Af Jens Nielsen Illustration:

Peter Bay Alexandersen

De rager godt op i det sociale landskab og udgør en tredjedel af alle de sociale institutioner. De tager sig af nogle af de dårligst stillede og mest udsatte grupper i det danske samfund. De tager afsæt i værdier og indignation og brænder for at hjælpe netop dem, der er sværest at hjælpe.

De selvejende institutioner er på mange måder gefundenes fressen i en tid, hvor det private initiativ gerne må spille en større rolle. De udgør en på mange måder ek- semplarisk kombination af privat initiativ og kontrollerbar forsyningssikkerhed. Og regeringen lægger i strukturreformen op til, at de skal spille en større rolle fremover, også på det sociale område.

Men de selvejende institutioner på det sociale område oplever bestemt ikke med- vind. De føler sig tværtimod under stigende pres fra flere kanter:

Kommuner, der optræder som arbejdsgi- vere og blander sig helt ned i detaljer omkring ansættelse og det daglige arbejde.

Stadig større indskrænkninger i den øko- nomiske og ledelsesmæssige frihed. Regler, der ikke tager højde for virkeligheden, og love, som bliver fortolket alt for snævert af amter og kommuner.

Det er nogle af de problemer, som landets mange selvejende institutioner på det sociale område står overfor. Det fremgår af en hvidbog om de selvejende institutioner, som Dialogforum har udarbejdet. Dialog- forum er fællesorganisation for de selve-

jende institutioner på det sociale område – og tæller for eksempel Foreningen af Dan- ske Døgninstitutioner, Kirkens Korshær og Missionen blandt Hjemløse.

Trods de gode intentioner er de selvejende institutioner blevet færre, og de føler sig presset såvel økonomisk som på deres selv- stændighed. Skal de spille en central rolle fremover – i den forestående kommunalreform - vil det kræve, at der kommer styr på lovgivningen og på kommunernes trang til at blande sig, mener Dialogforum:

– De selvejende institutioner skal have en placering i det nye system, så de får en reel mulighed for at bevare deres selvstæn- dighed og for at udvikle sig. I princippet skal vi jo bare ligestilles med de offentlige institutioner, men det kræver, at der ta- ges nogle særlige hensyn til de selvejende non profit-organisationer, siger Lars Rahbek, der er medlem af Dialogforums styregruppe og generalsekretær for KFUM’s Sociale Arbejde.

Kommunale blandemaskiner

Et andet af styregruppens medlem- mer, Morten Kyst fra DLO, Daginsti- tutionernes Landsorganisation, peger på, at det også handler om holdninger:

– Det er meget et spørgsmål om holdninger hos kommunerne og ikke mindst disses embedsmænd. Den gode vilje overfor de selvejende institutioner, som vi oplever fra folketing og regering må spredes ud til kommunerne. De amtslige og kommunale forvaltninger må lære at acceptere, at myndighedsopgaven ikke er ensbetydende med detailstyring og drifts- ansvar. Det er noget, som vi i dette samfund, bredt set godt tør, og gerne vil over- lade til private, fordi det giver en mangfoldighed og et privat, folkeligt engagement, siger Morten Kyst

På hans organisations område viser en undersøgelse, at rigtig mange institutioner føler sig klemte:

104 institutioner i 52 kommuner er i de seneste par år enten lukket eller er luk- ningstruet. 155 andre fordelt på ni kom-

muner er presset hårdt på økonomien eller ’truet’ af kommunal overtagelse. Og at- ter andre 112 institutioner i 16 forskellige kommuner angiver, at de ligger i en kommune, der ikke respekterer selvejet.

Det er ikke kun et problem for de enkelte institutioner og organisationer, mener Morten Kyst. Han ser det også som et problem for de lokale demokratier – ikke mindst efter en kommunalreform:

– De nye, større kommuner må indse, at vi som borgere gerne vil inddrages – have indflydelse og ansvar. Det vil der ikke blive

plads til for ret mange af

os i det traditionelle kommunalpolitiske billede, men det kan ske på det nære og lokale plan, for eksempel gennem bestyrelserne i selvejende institutioner, siger Mor- ten Kyst.

Helt ned i detaljen

Hvidbogen nævner en lang række eksempler på det pres, de selvejende institutioner er udsat for. Det drejer sig dybest set om, at kommuner og amter blander deres roller sammen: De betaler gennem tilskud til driften, de er leverandører, og de er til- synsførende, og det kammer alt for ofte over i utidig indblanding i den selvejende

Selvejende – men truet på

selvstændigheden

(12)

Socialpædagogen

(13)

institutions forhold, frem- går det af hvidbogen:

Ofte overhaler kommunen institutionens besty- relse indenom og blander sig i ansættelser og afske- digelser eller stiller detal- jerede krav til det daglige arbejde.

Flere steder har kommuner lavet ansættelses- breve, hvoraf det fremgår, at for eksempel en social- pædagog er ansat i kommunen og bare en midler- tidigt ’udstationeret’ på den selvejende institution

– selvom det er institutionen, der har ansat vedkommende.

Andre steder er institutioner blevet tvun- get til at deltage i den kommunale job- bank, så institutionen ikke selv kan be- stemme, hvem den vil ansætte.

Nogle kommuner insisterer på, at det er dem, der skal ansætte lederen, der så også skal referere til forvaltningschefen i stedet for til bestyrelsen på institutionen.

Nogle kommuner mener, at de skal god- kende nye ansættelser, og der er eksempler på, at kommuner har trukket advarsler til en medarbejder givet af en institution tilbage, mens det modsatte – at kommunen tildeler advarsler til ansatte på selvejende institutioner – også er forekommet.

Og så føler mange selvejende institutioner sig kørt over, når det gælder det dagli-

ge arbejde og de standarder og metoder:

– Det er en ond spiral.

Først sovser kommunen

’samarbejdet’ ind i kommunale retningslinjer, for- ordninger og begrænsnin- ger i friheden. Derefter kommer de og siger: Ja- men, der er jo næsten ingen forskel på kommunale og selvejende institutioner, så vi kan ligeså godt kommunalisere jer, siger Morten Kyst fra DLO.

Lars Rahbek fra KFUM’s Sociale Arbejde peger på, at det fører til tab af mangfoldighed:

– Når styringen fra det offentlige bliver for stram – når man som institution skal læne sig for meget op af de kommunale strategier – så hæmmer det udviklingen af de særlige kulturer, de selvejende står for, siger han.

Lars Rahbek peger på, at det kan gå ud over udviklingsarbejdet inden for for eksempel det socialpædagogiske

område:

– Jeg vil påstå, at langt største- delen af udviklingen på det her område sker med afsæt i det fri- villige arbejde og dermed også i organisationerne og de selvejende institutioner. Hele ideen om social cafeer, om væresteder, om behandlingscentre for misbrugere og bosteder for hjemløse ud- springer for eksempel af den sek- tor. Udviklingen drives ikke af lovgrundlaget, siger han.

Hvad siger loven egentlig?

Men presset på de selvejende institutioner skyldes ikke kun, at kommuner og amter ikke kan nære sig. Når de overhovedet kan blande sig så meget, skyldes det ofte, at lovgivningen ikke er præcis nok. Intentionerne er go-

de nok, men paragrafferne er for åbne for fortolkning, eller også dækker de ikke det brogede samspil mellem de selvejende institutioner og kommuner og amter, mener Dialogforum:

– Grundlæggende er vi nødt til at adskil- le myndighedsrollen og leverandørrollen.

Det bliver simpelthen for sammenspist, når en kommune eller et amt har begge kasketter på. Og så skal det være mere syn- ligt, hvad det reelt koster at drive de offentlige institutioner. Når man er offentlig institution har man adgang til en række

’gratis’ ydelser, som de selvejende ikke har, og det giver en skævhed, når man skal sammenligne priserne på tilbud, siger Lars Rahbek.

Et af de steder, hvor det knaser i forhol- det mellem de selvejende og forvaltningerne, er, når det drejer sig om institutionernes organisation. En række kommuner og amter stiller krav om, at de selvejende skal være organiseret som erhvervsdrivende fonde. Her er loven uklar, påpeger Dialog- forum.

Andre steder bliver det ikke accepteret, at de samme personer sidder i bestyrelserne for henholdsvis institutionen og den organisation, der har grundlagt institutionen, og visse institutioner har nærmest ’forbud’

mod at samarbejde med deres landsorganisation.

Mange steder har kommunerne samlet visitationen til institutionerne centralt, og det har for eksempel i København betydet, at der ikke længere bliver henvist brugere til de selvejende institutioner. Reelt betyder det, at den enkelte borger ikke har frit valg, sådan som regeringspartierne ellers arbejder for.

Men selv når en bruger kommer på en selvejende institution, kan der opstå problemer: Hvis institutionen ikke ligger i

hjemkommunen, kan kommunen sige nej til at betale for opholdet. Loven taler nemlig kun om refusion mellem kommuner – ikke mellem kommuner og selvejende institutioner. Og siger kommunen nej, ja, så må brugeren tage hjem igen.

Hvidbogen peger også på, at kommunerne bruger loven til at skærme deres egne institutioner og tilbud af – også selvom det ikke er i borgerens interesse. Skal der ned- lægges pladser eller lukkes institutioner, er der ofte de selvejende, der rammes først, hedder det.

Usikkerheden breder sig

For organisationerne, der står bag de selvejende institutioner, skaber det stigende

12 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

SL: Fasthold offentlig styring

I SL slår forbundsformand Kirsten Nissen fast, at de selvejende institutioner skal leve op til de standarder, det offentlige har vedtaget for de sociale institutioner og det pædagogiske arbejde:

– De selvejende institutioner skal selvfølgelig have deres værdier, mange socialpædagoger arbejder på selvejende institutioner, og i SL har vi et udmærket samarbejde med organisationerne – der er ikke nogen splid der. Vi kan da se rundt omkring i de forskellige kommuner og amter, at det selvfølgelig er bestyrelserne, der bestemmer – men naturligt nok inden for de regler, det offentlige har vedtaget, siger Kirsten Nissen.

Hun lægger vægt på sammenhængen mellem økonomi og tilsyn:

– Som udgangspunkt mener jeg, at styringen ligger naturligt hos det offentlige. De selvejende institutioner skal være et supplement til de offentlige tilbud, det offentlige betaler hele tilbud- det, og så må det også være det offentlige, der fører tilsynet med, at tingene foregår efter reg- lerne, mener SL-formanden.

(14)

pres usikkerhed om de fremtidige arbejds- vilkår. Og brugerne risikerer i en række tilfælde at komme i klemme mellem deres hjemkommune eller –amt og den institution, der har det tilbud, de har brug for.

Men også for medarbejderne skaber de mange skærmydsler med de offentlige forvaltninger utryghed. Dels fordi en række institutioner føler sig ’truet’ på eksistensen, dels fordi styringen fra det offentlige kan udvande den særlige kultur, som er knyttet til institutionens etiske grundlag:

– De selvejende institutioner har jo muligheden for at samle en medarbejderstab, der er bredt engageret, og ser på deres arbejde som mere end ’bare’ et job. De har muligheden for at tilføre kompetencer gennem deres landsorganisation, og hos os gør vi meget ud af de kollegiale netværk, også på tværs af institutionstyper. Og jeg tror godt, man kan mærke kulturtabet. Jo strammere styringen og kontrollen er, jo mere dræner man institutionen for energi, siger Lars Rahbek, KFUM’s Sociale Arbejde.

Selvom de selvejende institutioner arbej-

der på overenskomst med det offentlige, og selvom medarbejderne har samme vilkår som på kommunale eller amtslige arbejdspladser, så er der alligevel en forskel. Det handler blandt andet om kultur:

De selvejende institutioner udfylder hul- ler i det offentlige system, og det gør de blandt andet, fordi de har en anden tilgang til brugerne. Den kan så være ideologisk eller religiøst betinget – og det har selvfølge- lig en indflydelse på, hvilket personale der er ansat.

Når kommuner og amter går ind og de- tailstyrer, påvirker det arbejdsbetingelser- ne og dermed muligheden for at udfolde den kultur, som landsorganisationen bag institutionen bekender sig til. Og det påvir- ker dermed også den enkelte medarbej- ders hverdag.

– Dette miskmask af kommunal og selvejende svækker institutionernes identitet, og det kan gøre medarbejderne utrygge:

Hvem er min arbejdsgiver? Er institutionen nu igen i konflikt med kommunen?

Sådan nogle spørgsmål melder sig hos

medarbejdere, og det giver naturligvis en vis frustration, siger Morten Kyst, DLO.

Lars Rahbek fra KFUM er enig:

– Vi kan i hvert fald se, at på de institutioner, hvor lederne er gode til at præcisere over for forvaltningerne, at de kommer fra en selvejende institution, og at de skal ven- de tingene med deres bestyrelser og deres medarbejdere, dér er der en bedre ånd.

Man er klar på grundlaget for arbejdet – og så bliver arbejdet mere end et job, siger han.

jni@sl.dk

Socialpædagogen

Dialogforum anbefaler

Ikke overraskende efterlyser organisationerne bag hvidbogen præcist og klart lovgrundlag for de selvejende institutioner. Det drejer sig blandt andet om følgende om- råder:

zOprettelse af en uvildig instans, der kan føre tilsyn med de selvejende institutioner, og en instans, der kan afgøre tvister mellem det offentlige og en selvejende institution. Samtidig skal amter og kommuner koncentrere sig om det overordnede og blande sig mindre i selv institutionsdriften.

zReel adskillelse af kommunernes og amternes myndigheds- og leve- randørrolle

z Selvejende institutioner skal godkendes af staten, og ligesom med friskoler skal der være en principiel ret til at oprettet selvejende institutioner.

zBedre mulighed for at sammenligne priserne for tilbud på selvejende institutioner og i det offentlige gennem en større synlighed i de offentlige institutioners regnska- ber.

z Mulighed for direkte afregning mellem kommunerne og de enkelte institutioner – og ikke som nu kun refusion mellem kommuner.

zSelvejende institutioner skal på linje med de offentlige fritages for moms.

zStørre frihed til at fastholde forbindelsen med landsorganisationen bag den selvejende institution – både hvad angår det praktiske – som for eksempel administration og indkøb – og når det gælder me- todevalg.

Hvidbogen kan hentes på www.osi.dk

(15)

Af Bodil Rohde Foto: Lars Skaaning

– Vi har ønsket at være aktive, og vi har villet have indflydelse på det værdigrund- lag, som vi sammen skal arbejde på, siger leder Birgit Hjelme og tillidsrepræsentant Peter Christensen fra Dyrehaven i Kerte- minde.

Sammen med Flintagerløkken og Lyk- kebo i Odense har Dyrehaven siden 1. januar i år haft fælles administration og ledelse. Alle tre er døgninstitutioner for børn med psykosociale problemer De tre institutioner blev lagt sammen som led i Fyns Amts kapacitetstilpasning på områ- det, og for personalet har det betydet, at de skulle have en organisationskultur, som er baseret på et fælles værdigrund- lag. Det har de selv fået stor indflydelse på via et kultursammensmeltningsprojekt,

som har givet dem alle mulighed for at være med til at afklare de fælles værdier, siger medarbejderne.

– Vi skal selvfølgelig følge amtets overordnede politiske målsætning og udmøn- te den i praksis, siger Birgit Hjelme. Men derudover har der været mulighed for at påvirke det værdigrundlag, vi skal arbejde på, og det har vi benyttet os af. Vi har haft en målsætningsdebat og lavet film, og alle 28 medarbejdere på institutionerne har været med til at afklare de fire værdi- er, kvalitet, nærvær, ansvar og glæde, – som vi nu arbejder efter.

Film om værdierne

„Kultursammensmeltning – er det muligt“ hedder det projekt, som blev brugt til at sætte gang i samarbejdet mellem de tre institutioner, og som indeholdt både en målsætningsdebat og en filmproduktion.

Personalet har selv udarbejdet projek-

14 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Dyrehaven i Kerteminde og Flint- agerløkken og Lykkebo i Odense er døgninstitutioner for børn med psykosociale problemer. De tre institutioner er blevet slået administrativt sammen l. januar i år – med Dyrehavens Birgit Hjelme som leder.

Fakta

De er alle døgninstitutioner for børn med psykosociale problemer og hører under Fyns Amt. Personalet har lavet en film om at finde fælles fodslag.

– Vi ville, udover at afklare de fælles værdi- er, også lære hinanden at kende og have gavn af hinanden, siger lederen for alle tre institutioner

Tre institutioner fik fælles ledelse

Stordrift

I de fleste amter har man politisk besluttet at lave stordrifts-

former ved at lægge to eller flere institutioner sammen, så der

bliver en fælles ledelse. En sammenlægning kan betyde både

faglige og ansættelsesretlige problemer for medarbejderne. På

de næste sider fortæller vi, hvordan tre institutioner på Fyn

fandt fælles fodslag ved at lave en film om værdier. Og i

Roskilde skal to meget forskellige institutioner blive til en, og

det skaber problemer.

(16)

tet, der er finansieret med 120.000 kroner fra Fyns Amts personaleudviklingspulje, samt fra institutionernes kursusmidler.

Birgit Hjelme: – Vi var enige om, at vi ikke bare skulle have et administrativt fæl- lesskab. Vi ville – udover at afklare de fæl- les værdier – også lære hinanden at kende og have gavn af hinanden. Desuden ville vi gerne prøve noget nyt. Så vi blev enige om at arbejde med værdigrundlaget, og undervejs opstod ideen om at lave film om de fire værdier.

Peter Christensen: – Filmprojektet var en god mulighed for at finde sammen. Her var der ingen af os, der var verdensmestre, og

tostrenget forløb, hvor vi – over fem dage – dels diskuterede værdier og dels lærte noget om at lave film. Ud af det kom der fire små film om værdierne plus en film om fil- mene. Det var en spændende proces, og der er ingen tvivl om, at alle har fået øjne- ne op for, at vi kan forskellige ting menne- skeligt og fagligt, og at vi virkelig kan bruge hinanden til noget på tværs af institutionerne. Så på den måde er kultursammen- smeltningen lykkedes.

Arbejde for glæden

Med afklaringen af værdierne har institutionerne fået et fælles afsæt i det daglige ar-

digt at afklare, hvad man egentlig mener med hvad, og hvordan for eksempel glæ- den skal bruges i dagligdagligdagen?

Birgit Hjelme: – Vi skal arbejde for glæ- den i huset. Her er det for eksempel glæ- den over at have nogle børn, som har ven- skaber og relationer sammen. Glæde er og- så at se vores teenagepiger stå i køkkenet og grine, mens de har gang i madlavnin- gen. Det er, at vi kan gå med børnene til af- dansningsbal eller heppe på dem på fod- boldbanen, og at huset er åbent for deres venner og kammerater. Det er den slags glæde, vi skal skabe rum for.

Peter Christensen: – Det er ikke sådan, at

Socialpædagogen

– Nu har vi fået et fælles værdisæt for personalet, og det fungerer godt, siger leder Birgit Hjelme og tillidsrepræsentant Peter Christensen fra Dyre- haven i Kerteminde. – Det kunne også være spændende at få at vide, hvilke værdier, børnene og deres forældre gerne vil have. Det kunne være spændende at kombinere deres værdisæt med vores. Så får vi for alvor en helhed.

(17)

Tryggevælde Å snor sig gennem det midtsjællandske landskab. Denne ef- terårsdag med stærk blæst er der oprør i vandet. Åen skiller de to institutioner Vallø Strand og Magnoliegården, som ligger på hver sin side med godt 10 ki- lometers afstand. Trods de geografiske forhold har Roskilde Amt besluttet, at de to specialinstitutioner skal slås sammen, så der fra næste år bliver fælles ledelse og personale. Det sker som et led i den kommende strukturreform og sparer amtet for et millionbeløb hvert år.

Hos personalet har sammenlægnin- gen imidlertid skabt usikkerhed og utilfredshed. De er meget usikre på,

hvordan deres fremtidige arbejdsvilkår bliver og er eksempelvis ikke klar over, om de den ene dag skal arbejde på Magnoliegården og den næste på Vallø Strand.

– Jeg kan i dag komme på arbejde på 10 minutter. Men hvis jeg skal arbejde på Magnoliegården vil det tage mig halvanden time. Jeg har ingen bil. Vi ved ikke, hvad det her kommer til at betyde for os, og den usikkerhed er ikke rar at gå med, siger socialpædagog og tillidsrepræsentant på Vallø Strand, Mette Buch Hansen.

Uafklarede arbejdsforhold Da planerne om sammenlægningen

16 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Sammenlægning giver personale-uro

har arbejdet med dem tidligere. Men nu er der blevet stillet skarpt på dem. De er blevet konkretiseret, og ud fra det kan vi gøre tingene bedre. De er blevet gyldige måle- parametre, og vi vil gerne måles på dem.

Forældre og børn

Hele sammensmeltningsprocessen har skabt en ny vision på Dyrehaven, som går på, at ikke bare personalet, men også børn og forældre skal lave film om, hvilke vær-

dier de mener skal gælde for de tre institutioner.

– Nu har vi fået et fælles værdisæt for personalet, og det fungerer godt, siger Bir- git Hjelme og Peter Christensen. – Det kunne også være spændende at få at vide, hvilke værdier, børnene og deres forældre gerne vil have. Det kunne være spænden- de at kombinere deres værdisæt med vores. Så får vi for alvor en helhed.

To meget forskellige børne- og unge institutioner i Roskilde Amt skal lægges sammen. Det skaber problemer hos personalet, som risikerer at skulle pendle mellem to arbejdspladser

Af Gitte Rebsdorf Foto Kurt Johansen

(18)

tog sin form for godt et års tid siden, blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræs- entanter fra begge institutioner og fra amtet. Målet med gruppen var at inddrage personalet i processen med det formål at få de to steder til at hænge sammen.

– Vi er blevet taget med på råd. Men der, hvor det er gået skævt, er i forhold til vores ansættelsesvilkår, siger Mette Buch Han- sen.

Hun forklarer, at amtet har ønsket, at personalet skulle skrive under på et ansæt- telsesbrev, hvor de sagde ja til at arbejde begge steder. Men personalet er meget usikre på, hvad det indebærer og derfor er Socialpædagogernes Landsforbund også blevet inddraget i sagen.

SL’s amtskredsformand i Roskilde, Britta Leth Madsen:

– Personalet har krav på at få nogle klare retningslinier. Det er ikke nok at skrive, at de skal kunne arbejde begge steder. Det bør også præciseres, hvor hurtigt de eksempelvis skal kunne skifte arbejdssted.

Derfor vil det også være en god ide at inddrage personalet inden udformningen af ansættelsesbrevet.

To forskellige kulturer

Det er dog ikke kun geografien, der adskil- ler de to institutioner. Der er også tale om to vidt forskellige kulturer, som nu skal for- søge at finde sammen.

Vallø Strand er et gammelt børnehjem og har plads til 16 børn, primært børn i alde- ren fra 0-6 år der har brug for akut hjælp.

Stedet ligger ud til Køge Bugt med udsigt over vandet. På Magnoliegården er der plads til 26 børn. Der er omkring 50 ansatte, hvoraf 30 er socialpædagoger. Stedet henvender sig i modsætning til Vallø Strand til ældre børn i skolealderen. Og børnene opholder sig typisk på Magnolie- gården igennem en længere årrække.

– Jeg har svært ved at se nogen fordel i, at vi skulle dække hinandens afdelinger. Vi kender ikke hinandens børn. På Vallø Strand har de eksempelvis mange meget små børn, og det ved jeg ikke så meget om, siger socialpædagog Kitwa Jakobsen, der har arbejdet på Magnoliegården i syv år.

Administrator eller børneentusiast

Magnoliegården og Vallø Strand er igennem mange år blevet drevet vidt forskelligt. Personalet beskriver forstanderen på Vallø Strand som en dygtig administrator, der altid har styr på økonomien, mens forstanderen på Magnoliegården er meget engageret i selve behandlingen og typisk ses med et barn i hånden. Begge forstandere har valgt at gå på pension, så en ny kan komme til.

Wibeke Grøn, der er forstander på

Magnoliegården er dog ikke i tvivl om, at sammenlægningen får konsekvenser for behandlingen. Blandt andet fordi der fremover kun skal være en leder for begge institutioner.

– Lederen vil være nødt til primært at være orienteret mod det administrative.

Og det vil ikke være muligt at have den samme finger på pulsen i forhold til den behandlingsmæssige del. Jeg har selv været parat til at overskride budgettet, fordi jeg synes det var nødvendigt. Og så måtte jeg tage de skældud, der kom, siger Wibeke Grøn, der er psykolog.

Lederen på Vallø Strand, Torben Stabell, er lærer, og heller ikke han lægger skjul på, at der er tale om to meget forskellige institutioner med to forskellige forstandere.

Det har betydet vidt forskellige arbejdsforhold for personalet.

– Vi er som ledere meget forskellige. Wi- beke er en person, der engagerer sig og er med i al ting, hvorimod jeg uddelegerer meget. For personalet er det naturligvis to vidt forskellige situationer, siger Torben Stabell.

Ulige forhold

Vallø Strand er også i den særlige situation, at stedet igennem det sidste års tid har lig- get mere eller mindre ubrugt hen.

Socialpædagogen

ÂÂÂ – Vi ved ikke, hvad det her kommer til at

betyde for os, og den usikkerhed er ikke rar at gå med, siger socialpædagog og tillidsre- præsentant på Vallø Strand, Mette Buch Hansen, og tilføjer, – vi er blevet taget med på råd. Men der, hvor det er gået skævt, er i forhold til vores ansættelsesvilkår.

(19)

Det flere hundrede kvadratmeter store hus med udendørs legeplads og egen strand huser da også kun et barn den dag, hvor vi er på besøg. Forklaringen fra personalet på stedet går på, at der ikke bliver anbragt nær det samme antal børn som hidtil. Og det er en helt exceptionel situation, mener Mette Buch Hansen.

– Vi har mærket en klar nedgang det sidste år. Normalt har vi omkring 10 børn i vores afdeling. Men kommunerne holder igen. Det er meget dyrt at anbringe børn på specialinstitutioner.

Mette Buch Hansen får opbakning af lederen på Magnoliegården:

– Kommunerne forsøger at spare penge.

For det er ikke fordi, der ikke er brug for pladserne og for hjælpen. Der er de samme antal børn som hidtil med behov for behandling. De bliver blot ikke længere anbragt på specialinstitutioner. Og det kan godt give anledning til bekymring, siger Wibeke Grøn.

Hun fortæller, at Magnoliegården, som har børnene over en længere årrække,

endnu ikke har mærket, at kommunerne de sidste to år har ændret praksis og anbringer færre børn.

Den ulige situation har også betydning for personalet, som er vidt forskelligt stillet.

På Vallø Strand har personalet en frygt for at stedet helt må lukke.

– Det seneste, vi har hørt, er, at amtet har planer om at lukke stedet engang til næste år. Det er ikke noget vi direkte er blevet in- formeret om, og vi er heller ikke klar over, om det bliver effektueret. Men det gør os naturligvis nervøse, siger Mette Buch Han- sen.

Fagligt løft

På Magnoliegården derimod er der over- skud, og ingen planer om lukke. Det smit- ter af på personalet.

– Vi er ikke så berørt af sammenlægnin- gen. Det er formentlig personalet på Vallø Strand, der kommer til at tage over til os, mens vi formentlig kan fortsætte her. Så vi står ikke i den samme situation, siger Kit- wa Jakobsen.

Men selv om sammenlægningen har skabt uro blandt personalet, er der også åbenhed for, at forandringen kan medføre fordele.

– Sammenlægningen kan eksempelvis være med til at give et løft til det faglige miljø. Med mere personale i den samme organisation vil det være muligt at have specialister inden for forskellige områder som eksempelvis småbørn og autister og at oprette et team af psykologer, påpeger Mette Buch Hansen.

– Det er spændende, fordi det giver mulighed for at udvikle sig fagligt. Og det er selvfølgelig fordelen ved sammenlægnin- gen. Man skal også være indstillet på, at ens arbejde forandrer sig. For det gør det.

Men det skal ske på en ordentlig måde, siger Mette Buch Hansen, mens hun viser rundt i de tomme bygninger på Vallø Strand.

Udenfor løber åen, hvor den altid har løbet, ned igennem det sjællandske landskab.

18 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Skovvang satte en stærekasse op

Af Bille Sterll Foto: Jørgen True

MTV sender en lind strøm af musikvideo- er ud fra det store tv i køkkenet. I vin- dueskarmen venter en stak gyserfilm på, at det bliver fyraften. Og her er ingen plakater med pastelfarvede åkander på væggen.

Den lille røde murstensbygning ligger midt i det hele – og alligevel lidt for sig selv. Slusen har plads til fem unge i alde- ren 18 til 29 år.

De senere år har forsorgshjemmet Skov- vang i Holstebro modtaget mange helt unge. Flertallet er vokset op på institutio-

ner, og når forbindelsen bliver kappet på 18-årsdagen, skal de unge til at klare sig selv. Hvis det går skævt, har de ikke mange andre muligheder end forsorgshjemmet.

– Der er stort set ikke andre tilbud til dem. De bor måske på et værelse, de har ikke noget arbejde, og de kan ikke rigtig komme op om morgenen. Ingen tager hånd om dem. Det gør vi. Vi kalder på dem, så de kommer op, vi diskuterer med dem, det er os, der sætter grænser for dem. Vi får nærmest en forældrerolle, siger Skovvangs forstander Jørn Leth.

De nye beboere gav en del knas. De gik ikke særlig godt i spænd med de andre beboere. Mens de ældre mest var til ban- kospil og hygge i tv-stuen, ville de unge hellere høre høj musik, se actionfilm og gå sent i seng. De ældre drikker bajere. De unge ryger hash. Det var to kulturer, der stødte sammen.

– De unge kunne heller ikke holde ud at være her. De forlod os hurtigt, men kom

Flere unge søger ly på landets forsorgshjem, og her støder de let

sammen med de ældre beboere. De ældre vil spille banko, de unge

vil se gyserfilm. Skovvang tog konsekvensen og gav de unge deres

egen afdeling

(20)

ofte tilbage igen. Vi fik aldrig rigtig hold på dem. Det er blevet bedre nu, mener Jørn Leth.

Nogle unge bliver henvist af kommunerne, andre kommer selv. Ifølge forstanderen trækker Skovvang flere unge til end andre forsorgshjem:

– De ved, vi er her. Ligesom, når man sæt- ter en stærekasse op, så kommer stærene.

Vi er blevet mere tålmodige I køkkenet stiller Niels Svendsen pålæg og brød frem til frokost. To unge dukker op, de andre er på kursus eller til møde med kommunen. En er gået sin vej, og ingen ved rigtig, hvor han er.

Niels Svendsen har arbejdet 10 år på Skovvang og været på Slusen siden den åbnede i 2001.

Siden da har medarbejderne måttet sluge et par pædagogiske kameler. Flere fine mål og missioner er blevet lagt på hylden i løbet af de sidste tre et halvt år.

– Vi er blevet mere tålmodige. Vi er nødt til at acceptere flere af deres uhensigts- mæssigheder: at de går om morgenen, bli-

med kommunen eller svigter deres hjem- medag. Vi skal prøve at nå ind til dem, men det er ikke nok at være rummelig. Vi er nødt stå af, når det er nok. Nogle af de unge vil helst fede den på sofaen, og så er vores opgave at motivere dem, siger Niels Svendsen.

Medarbejderne reagerer også hurtigere i dag, hvis en af de unge burer sig inde.

– I starten kunne de bo her i måneder, uden vi så dem. I dag forsøger vi at nå ind til dem. Efter 14 dage må de forsøge at sæt- te ord på, ellers må de gå. Så kan de altid komme igen, siger Niels Svendsen.

Og forstander Jørn Leth forklarer, hvordan tilgangen til de unge har ændret sig:

– Oprindeligt satsede vi meget på gruppen. Vi troede, vi kunne få dem til at spille sammen, men vi måtte erkende, at det kunne vi ikke. Nu koncentrerer vi os i stedet om at lave aftaler med den enkelte. Det var også lidt kunstigt at se dem som en gruppe, de skulle jo ikke videre herfra som gruppe, mener forstander Jørn Leth.

Svært at motivere unge

net. Han vifter med den ene arm. Den er i gips. Og man kan jo ikke rigtig gå på værk- stedet med en brækket arm.

– Hvis det her havde været et rigtigt arbejde, så havde jeg fået sygeløn, siger han til Niels Svendsen.

Den unge griner lidt og gentager sætnin- gen. Det er åbenlyst en gammel diskussion.

De unge, som er i aktivering, kan arbejde på forsorgshjemmets værksteder. Men de er svære at motivere. De fleste af de unge kan ikke rigtig se meningen i at samle mej- sekasser eller bøje ståltråd til reolholdere.

– De vil have uddannelse, hjem, bil og båd. De vil gerne ligne os, men de magter det ikke. Bare at få dem beskæftiget her i huset kan være svært nok. De får jo ingen- ting for det, og mange af dem mener, de har krav på kontanthjælp, siger Niels Svendsen.

Kort efter kommer en anden beboer ind og smider sig i sofaen i køkkenet.

– Der må fan’me være grænser for, hvad man skal sættes til, lyder det opgivende.

Han vil ikke tilbage til værkstedet, hvor han blev sat til at lave sengeklodser i træ.

Socialpædagogen

I køkkenet er der dækket op til frokost. To unge dukker op, de andre er på kursus eller til møde med kommunen. En er gået sin vej, og ingen ved rigtig, hvor han er.

(21)

som ikke kan se det tiltrækkende i at arbejde med noget, de færreste gider i læng- den.

– Problemet er, at det ikke altid er tyde- ligt for dem, hvad de vil. De vil måske på VUC eller teknisk skole, men inden de når så langt, er de jo nødt til at kunne holde ud at være sammen med andre og forholde sig til dem. Ellers så starter de bare på teknisk skole, og så går der er par dage, så kan de ikke holde det ud, siger Niels Svendsen.

– De skal kunne arbejde, selvom det er dødssygt. Det skal jeg jo også. De må gerne finde et andet arbejde, men det gør de jo ikke, tilføjer han.

Selv har han suppleret værkstedets tilbud med en minigolfbane, han er ved at an- lægge, men den er heller ikke det store trækplaster. De unge kan også blive aktive- ret af kommunen, men det går sjældent bedre. Og de gange, Slusen har forsøgt med noget, der minder om undervisning, har heller ikke rigtig givet pote.

Så kører vi en tur

Slusen satser på at lære de unge helt basale ting: De skal op om morgenen og forholde sig til vasketøj, rengøring og indkøb. De skal kunne se, når køleskabet trænger til at blive afrimet.

30 timer om ugen på værkstedet er lang tid, så Slusen har lejet en sportshal, hvor de unge kan brænde kræfter af på badminton og fodbold. Ellers går udflugterne til Ran- ders Regnskov, Hjerl Hede eller biografen.

Slusen forsøger at have så få regler som muligt. Det er forbudt at tage stoffer eller drikke indendørs, men medarbejderne blander sig ikke i, hvad de unge gør uden for forsorgshjemmet. De tjekker heller ikke, om de unge ryger hash.

– Mange er slet ikke klar til behandling.

Vi skal træne dem til behandling. De skal lære helt basale ting. Men vi forventer, at de vil noget positivt i deres liv, siger Niels Svendsen.

Tit er de unge vrede. De er vrede på sy- stemet, og de er dødtrætte af pædagoger.

Hvis konfrontationerne på Slusen bliver for heftige, går de simpelthen deres vej. En del dukker op igen.

For Niels Svendsen handler indsatsen om at acceptere, at det tager lang tid at nå ind til de unge. De er sværere at arbejde med end de andre beboere.

– Nogle gange kører vi en tur i stedet for at gå på arbejde. Når de sidder der og kik- ker ud på vejen, er det nemmere at få hul på. De tør lidt mere, når de sidder og kik- ker på en skov, end når vi sidder over for hinanden

bis@sl.dk

20 nr. 23 · 12. november 2004

Socialpædagogen

Unge på forsorgshjem

Fra maj 2001 til februar 2004 har 65 unge været indskrevet på Slusen. Gennemsnitsalderen er 23 år. Nogle har været der over et år, andre knap en uge. I snit har de unge boet på Slusen to-tre måneder.

Knap halvdelen havde misbrug som hovedproblem. En fjerdedel havde psykiske problemer som Hovedproblem. Resten angav hjemløshed som hovedproblem.

Som regel havde de unge mindst to ud af tre af problemer.

35 unge har været i ambulant behandling for misbrug.

5 unge har været i psykiatrisk/- psykologisk behandling.

7 har haft arbejde udenfor Skov- vang.

8 er startet på en uddannelse.

25 unge er udskrevet til egen bolig, 7 til døgnbehandling for misbrugere, 3 til psykiatrisk bo- sted, 2 er udskrevet til højskole og 6 til anden foranstaltning, blandt andet indlæggelse på psykiatrisk hospital.

21 har forladt Slusen uden at det var planlagt.

Om de 21 siger medarbejder Niels Svendsen:

– Ofte vælger de selv at rejse. Vi ved ikke, hvor de bliver af. Nogle vender tilbage. Og hvis de har nogle gode erindringer med herfra og føler sig sikre på, de kan komme tilbage, så synes jeg ikke, jeg har spildt min tid.

Fakta

Få styr på a-kassen over nettet

Slut med dagpengekort, frimærker og posthus. Nu kan du ordne dine a-kasse- sager på internettet, når det passer dig. Klik ind på Net- kassen – Socialpædago- gernes digitale a-kasse på www.sl.dk/netkasse

Netkassen gør det lettere at være ledig

Er du ledig, kan du udfylde dagpengekort over nettet. Så slipper du for kuverter og fri- mærker og afsted til post- kassen inden lukketid. Nu kan du sidde derhjemme i ro og mag og udfylde dagpengekort elektronisk.

Dagpengekortet på nettet er endda udstyret med en knap, som i et hug kan udfylde med 0 på alle ugens dage.

Flere muligheder

I Netkassen har du også mulighed for at:

z Udfylde ydelseskort om for eksempel børnepasnings- orlov, aktivering, uddan- nelsesgodtgørelse

z Ansøge om feriedagpenge

z Til- og framelde sig efter- lønsordningen

z Sende flyttemeddelelse Har du spørgsmål til Net- kassen, er du naturligvis altid velkommen til at ringe til din amtskreds. Eller sende en mail til netkassen@sl.dk.