Et godt liv for børn og unge: Policypaper udarbejdet for Socialchefforeningen

- Et godt liv for børn og unge -

Teori og Metodecentret i Frederiksborg Amt

 2001 Bo Ertmann

Indholdsfortegnelse

Forord x

Ændrede opvækstbetingelser x

De fleste børn og unge har det fint … x

De tidlige år er vigtige x

Børns selvstændige verdener x

Familiens betydning x

Daginstitutionens og skolens betydning x

Unge – en gruppe med egne behov x

Etniske minoritetsgrupper – børn og unge x

Det er sjældent for sent x

Ny viden og metodeudvikling er påkrævet x

Børn og unge – en fælles udfordring x

Forord

Med dette debatoplæg ønsker Socialcheferne at bidrage til en styrket og nødvendig indsats over for børn og unge i almindelighed og over for marginaliserede børn og unge i særdeles- hed.

Vi henvender os til enhver med interesse i børns og unges livsvilkår. Ikke mindst de som på den ene eller anden måde planlægger, udvikler og er med til at sikre rammerne for et godt liv for børn og unge.

Et godt liv er for børn og unge et liv med udviklingsmuligheder, et godt socialt netværk og kompetence til at fungere som selvstændige, aktive og sociale individer. Et godt liv sikrer børn og unge mulighed for at deltage aktivt i et demokratisk samfund.

Ændrede opvækstbetingelser



 Et samfund i hastig udvikling er en voldsom udfordring for børn og unge.

 Børn og unge skal udrustes til at være ”arkitekter” i deres eget liv.

 Udsatte grupper skal have særlig opmærksomhed og støtte.

Danske børn og unge lever i en epoke med hastige forandringer: Familiens situation ændrer sig. Det er ikke længere givet, at mor og far bor sammen. Børn tilbringer en stor del af deres vågne tid i fremmed pasning uden for hjemmet. Informationsmængden øges til stadighed. Det er blot nogle få af de ændringer, der finder sted i disse år.¹

De ændrede betingelser medfører, at børn møder mange indtryk og skal forholde sig til mange kontakter og miljøer. Det er en udfordrende og vanskelig opgave at være barn og ung i dagens Danmark.²

De samfundsmæssige betingelser sætter rammerne for børn og unges udvikling. Der er derfor god grund til at spørge: Hvad er det for betingelser, vi byder børn og unge?

Børne- og ungdomsårene er vigtige, men ikke alene som et forstadium til et senere voksenliv.

Børn og unge har deres eget perspektiv på livet. Det skal respekteres og betragtes som en styr- ke. Børn og unge skal rustes til et aktivt liv både nu og senere, hvor de er medbestemmende over såvel deres egen situation som samfundets udvikling. De skal udrustes til at være “arki- tekter i eget liv”.

Udviklingen af børns personlige og sociale kompetence til at møde og påvirke det liv, de ind- går i, skal være samfundets helt centrale målsætning. Det er derfor nødvendigt, at børn sikres tilstrækkelige tilbud om kontakt, gode private og offentlige netværk, meningsfulde aktiviteter og muligheder for udfoldelse. Det burde være en selvfølge, men ikke alle børn og unge er sik- ret dette i dag.

Materielt har flertallet af børn og unge i Danmark det bedre end nogen sinde før. Men materiel velstand er ikke nok. Når vi ser på børns opvækstvilkår, er der for en ganske stor gruppes vedkommende grund til bekymring og særlig opmærksomhed. Disse børn er ved at blive mar- ginaliseret og udstødt. Fortsætter udviklingen, vil vi for alvor opleve en polarisering i vores samfund.

Børns og unges livsvilkår har løbende behov for faglig og politisk opmærksomhed. Derfor er det påkrævet, at en børne- og ungepolitik sigter mod, at alle får en chance. Dette må være sty- rende for den prioritering, vi giver familien, dagplejen, daginstitutionerne, skolen og de socia- le hjælpeforanstaltninger.

1 Dencik, L. og Jørgensen, P. (1999). Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

2 Fridberg, T. (1999). Skolebørns fritidsaktiviteter. København: SFI 99:11.

Både den generelle forebyggende indsats og den behandlende indsats skal baseres på kvalitet og regulær faglig viden om børn og unge. Faglig viden om børn, unge og betingelserne for deres udvikling bør spille en central rolle her.

Dette debatoplæg søger at give et bud på de væsentligste temaer og indsatsområder for børn og unge. Børn og unges vilkår er af afgørende betydning for hele samfundet og er et område, som fortjener højeste prioritet.

En af vejene går via forståelse for og aktiv stillingtagen til de temaer og holdninger, der præ- senteres i debatoplægget.

De fleste børn og unge har det fint …



 Etiketten ’problembarn’ er en grov forenkling. Bagved ligger et kompliceret samspil af en lang række biologiske, familie- og samfundsmæssige forhold.

 Udstødning og polarisering undgås ved kvalificeret indsats og særlige foranstaltninger.

Debatten om børns og unges udvikling er i det væsentlige et spørgsmål om de ændrede livsbe- tingelser, der gælder for nutidens yngste generation. Børns og unges tilværelse i hele den vest- lige verden forandres i disse år med stor hastighed. Det stiller krav til børnene om hele tiden at kunne orientere og tilpasse sig. De skal kunne sortere i de mange informationer, de konstant møder i hverdagen. De skal kunne skaffe sig et overblik over de mange skiftende kontakter og danne mening i de mange indtryk, de udsættes for.

Langt de fleste børn og unge forholder sig aktivt til deres egen situation, livssammenhænge og behov. Børn og unge stiller spørgsmål ved eksisterende værdier og kræver et forpligtende og involverende samvær med voksne og med andre grupper af børn og unge. De er velformulere- de, de tager stilling, og de kræver at blive lyttet til og taget med på råd. Børn og unges medle- ven og deres krav om medbestemmelse (høring, partsrettigheder, handleplan m.v.) bør respek- teres og støttes.

Langt de fleste børn evner i dag at leve op til hverdagens krav. Men en synlig gruppe af dan- ske børn og unge er væsentligt dårligere stillet. Deres situation må på mange måder betegnes som truet. Årsagerne hertil kan ikke reduceres til enkle forhold, men skal ses i lyset af:³

 Biologiske forhold.

 Socialt-kulturelle forhold.

 Familiære forhold.

 Erfaringer med institutioner og skoler.

 Erfaringer fra samspillet mellem barnets vigtige voksne hjemme og ude.

Enkelte børn og unge har deciderede funktionsforstyrrelser, handicaps og indlæringsvanske- ligheder. For andre repræsenterer de sociale levekår en trussel mod den normale udvikling og indlæring. Her er tale om understimulerede og omsorgssvigtede børn.

Børn i risikosituationer reagerer forskelligt. Nogle børn reagerer i en indadrettet form og er præget af håbløshed, resignation, forvirrethed, lavt selvværd – i værste fald er de selvmords- truet. Andre børn reagerer mere udadrettet og destruktivt med fx adfærdsforstyrrelser, vold og kriminalitet. Fælles for begge grupper er, at de typisk er ensomme og har svage sociale kon- takter.

3 Jørgensen, P.S., Ertmann, B., Egelund, N. og Hermann, D. (1993. Risikobørn København: Socialministeriet.

Christoffersen, M.N. (1999). Risikofaktorer i barndommen. København: SFI 99:18.

Børn, der mangler involvering fra voksen side og samtidig har en ustabil tilknytning til jævn- aldrende kammerater, er tilbøjelige til at søge tilknytning og identitet i subkulturer og ad- færdsformer, der er i konflikt med det øvrige samfund.

Omgangen med grupper af børn og unge, der indgår i subgrupper/-kulturer, må være præget af både respekt, forståelse og bekymring: Der ligger i disse grupper et potentiale og et vigtigt tilhørsforhold for ensomme og truede børn og unge. Samtidig rummer subkulturerne en risiko for yderligere marginalisering og konfrontation med det omgivende samfund. På længere sigt truer og underminerer polariseringen det sociale system og væsentlige sociale idealer.

For år tilbage ville vi måske have advaret mod at overdramatisere problemerne. Nu er det nødvendigt at se problemerne i øjnene og handle derefter. Dette stiller krav til rummeligheden i indsatsen på normalområdet,⁴ ligesom der må iværksættes en række særlige initiativer. De marginaliserede børn og unge er en realitet, der kalder på opmærksomhed, bekymring og ind- sats.

Faglig viden om børns udvikling og de samfundsmæssige betingelser herfor er et nødvendigt redskab, når kommunerne, amterne og staten skal bekæmpe polariseringen blandt børn og unge.

4 Rapport fra Udvalget til undersøgelse af udgiftspresset på særlige foranstaltninger på børne- og ungeområdet.

København 2000: Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet.

Socialministeriets kvalitetsprojekt på anbringelsesområdet (2001). København: Socialministeriet.

De tidlige år er vigtige



 Danmark er det europæiske land, hvor børn tidligst og i videst omfang passes uden for hjemmet.

 Småbørn har krav på kvalitet i det tidlige samspil – hjemme og ude.

De vilkår, vi byder børnene i de første leveår, har afgørende indflydelse på deres udvikling.

Danmark er det europæiske land, hvor børn tidligst og i videst omfang passes uden for hjem- met – nemlig allerede fra 6-12-måneders alderen. Det giver en række nye opgaver for små- børnsområdet. Der skal sikres ordentlig kvalitet i børns liv: omsorg, kontakt og udvikling.

Småbørn har brug for omsorg både i familien og i dagplejen/vuggestuen. Samarbejdet mellem forældre og dagplejere/pædagoger skal sikre denne omsorg. Opgaven er fælles, selv om det overordnede ansvar stadig ligger hos forældrene.

Nyere forskning viser, at barnet fødes som et aktivt individ parat til samspil og kontakt med sine omgivelser.⁵ En forudsætning for et barns harmoniske udvikling er, at det sikres indfø- lende og medlevende voksne at spille sammen med og stabile voksne at spejle sig i. Det stiller krav til både rammerne og indholdet i den offentlige omsorg for vores mindste: god plads, stabilitet, tid til nærvær, kompetente og vidende dagplejere og pædagoger, tilstrækkelige nor- meringer. Disse krav tilgodeses ikke alene af en pasningsgaranti.

Der er for samfundet en særlig pligt til at støtte meget vanskeligt stillede grupper som fx fy- sisk og psykisk handicappede børn og for tidligt fødte børn. Forældre, der ikke er i stand til at give børnene omsorg og nærvær, bør i videre omfang og tidligere, end det sker i dag, have tilbud om støtte og hjælp. I en række konkrete tilfælde må de tidlige omsorgs- og samspils- funktioner varetages af professionelle.

Det er både bedre for barnet og billigere for samfundet at forebygge end at helbrede. Det er derfor en samfundsmæssig interesse tidligt at opspore, beskrive og gribe ind over for proble- merne.

5 Stern, D.N. (1991). Barnets interpersonelle univers. København: Hans Reitzels Forlag.

Sommer, D. (1996). Barndomspsykologi. København: Hans Reitzels Forlag.

Børns selvstændige verdener



 Børn skifter miljø mange gange i løbet af en dag. Det er et krævende job.

 Mangler forældre at omstille sig til den ny forældrerolle?

 Børn skal inddrages – og deres retsstilling skal styrkes.

I dagligdagen færdes børnene i en række miljøer med kontakt til forældre og offentlige om- sorgspersoner. Her møder de forskellige sæt af forventninger og krav: Fra familien, som man er sammen med om morgenen, videre til skolen, til fritidsforanstaltninger eller pasningsord- ning i eftermiddagstimerne, til sport eller fritidsaktivitet. Indimellem skal de så nå at dyrke samvær med kammeraterne. Alt dette stiller krav til børn om at udvikle en række nye færdig- heder og en stor omstillingsevne. Det er børnene selv, der må lære sig at bygge bro mellem de mange miljøer.

I dette ligger en udfordring til forældrene om at omstille sig til en ny forældrerolle, der tager udgangspunkt i, at barnet i stigende grad er en selvstændig aktør. Forældre har et stort ansvar for at give barnet den fornødne følelsesmæssige opbakning og støtte i udviklingen af kompe- tence til at skabe sammenhæng, kvalitet og mening i en opdelt tilværelse.

Børn er afhængige af autentiske og involverende voksne også uden for familiens rammer. Det stiller nye krav til de professionelle der, hvor børnene befinder sig.

Børn stiller øgede krav om medindflydelse og selvbestemmelse på vigtige områder af deres liv. De kræver og kan leve op til at blive inddraget, når der skal træffes væsentlige beslutnin- ger for deres liv. Som en konsekvens bør børns retsstilling ofres mere opmærksomhed og styrkes, fx ved skilsmisse og anbringelser.

I lyset af den stigende kompleksitet i tilværelsen skal børns mulighed for selvstændig rådgiv- ning og anden professionel hjælp sikres. Det gælder ikke mindst i de svagt stillede familier, hvor evnen til at støtte op omkring børnene ofte er mangelfuld.

Familiens betydning



 Fra fejlfinding til ressourcesyn.

Langt de fleste forældre kender deres barns behov, og også i en moderne familie, hvor begge forældre er udearbejdende, prioriteres børnenes liv højt. Samarbejdet med de professionelle om barnets udvikling og opdragelse ændrer ikke ved, at familien stadig spiller den helt centra- le rolle i forhold til barnet.

Forældre i dagens samfund er åbne og direkte i deres kontakt med det offentlige system: dag- institutioner, skoler og myndigheder. De forventer og kræver medbestemmelse i alle forhold omkring deres børn.

Der er et stort behov for, at der i det offentlige hjælpesystem grundlæggende arbejdes med et revideret syn på familien. Et syn, der forlader tanken om familien som eneårsag til børns pro- blemer til et mere komplekst syn baseret på samspilstænkning og udviklingsmuligheder: fra fejlfinding til ressourcesyn! Opgaven om et konstruktivt samspil påhviler både forældre og professionelle.

I mere udsatte familier, som er socialt hårdt belastede og uden stabil tilknytning til arbejds- markedet, har forældrene ofte vanskeligt ved at give omsorg og dække de følelsesmæssige behov hos børnene. Den sociale arvs negative sider eksisterer stadig, og samfundet har en massiv opgave med at sikre børn af udsatte forældre en tilstrækkelig god opvækst. Familien og forældrene er samarbejdspartnere, der skal respekteres og inddrages i videst mulige om- fang.

Imidlertid må hensynet til barnets udvikling altid gå forud for forældrenes ønsker, hvor der i valg af foranstaltninger måtte være en modsætning mellem de to hensyn. I disse tilfælde skal valget baseres på en grundig faglig udredning.

Daginstitutionens og skolens betydning



 Institutions- og skolelivet skal dreje sig om udvikling – ikke om pasning.

 De voksne i institutioner og skoler må trænes i at se de truede børns signaler.

 Dagpleje, institutioner og skoler skal sikres adgang til psykologisk bistand.

Barneårene udgør cirka en fjerdedel af vores liv. Oplevelserne i dagpleje, daginstitution og skole har derfor afgørende betydning for barnets trivsel og udvikling.

I dette forløb skal barnet sikres oplevelser af succes, tilegnelse af viden og udvikling af kom- petence. Barnet lærer i et meningsfuldt institutions- og skoleliv at sætte sig mål, at fordybe sig, at tage hensyn, at skaffe sig viden og at udveksle holdninger og livsværdier. Det videre- udvikler med andre ord evnen til at være et individ i samspil med andre.⁶

Synlige, autentiske og kompetente pædagoger og lærere er nødvendige, for at institutions- og skolemiljøet bliver meningsfuldt og udviklende for alle børn.

I gruppen af jævnaldrende kan børn træne deres færdigheder og sociale kompetence. Fælles- skabet i gruppen får stor betydning for børns trivsel og udvikling.

Pædagoger og lærere bør i planlægning, opfølgning og evaluering uddannes og opøves i at anlægge et helhedssyn på udviklingen af børns kompetencer. Udviklingen af samværs- og undervisningsformer, der aktiverer og medinddrager børnene, er en naturlig opgave. Dette forudsætter konkret viden om, hvilke færdigheder børn skal have intellektuelt, følelsesmæs- sigt og socialt.

For nogle børn præges tilværelsen i daginstitution og skole af personlige, sociale og faglige nederlag. Institutionen og skolen kan ved indhold og metoder være en medvirkende årsag til polarisering, så børn unødvendigt isoleres og udstødes.

De voksne i daginstitutioner og skoler har mulighed for tidligt at opdage, hvis børn ikke tri- ves, eller hvis deres udvikling er mangelfuld, uhensigtsmæssig eller direkte truet. Barnets ad- færd og personlighed sender signaler om, at en særlig indsats er påkrævet. De voksne må træ- nes i at se de signaler, de truede børn giver, og turde gribe omsorgsfuldt ind.

I mange tilfælde vil pædagoger og lærere kunne give truede børn nye erfaringer og nære rela- tioner i kraft af et øget samarbejde om enkelte eller grupper af børn. Et godt teamsamarbejde blandt pædagoger og lærere er et redskab til at give disse børn og unge et socialt netværk og sikre, at flere kan blive i deres normale miljø.

6 Jørgensen, P.S og Ertmann, B. (1997) Skoletrivsel blandt 11-15-årige børn i Danmark. I: Nordisk Psykologi, 1997, 49 (4).

Unge – en gruppe med egne behov



 Årene fra 16 til 25 er kritiske. Her står vi over for en ophobning af udstødte og marginali- serede unge.

Unge er en selvstændig gruppe med egne leveformer og måder at tænke på. Unge er ikke store børn eller små voksne. De har krav på medindflydelse, medinddragelse og respekt for deres særlige interesser og kultur.

Unge bestræber sig på at finde deres identitet, normer og forhold til det øvrige samfund. Dette kan være en særdeles vanskelig opgave set i lyset af de mange informationer, budskaber og ofte modsatrettede krav, de stilles over for.

Udviklingen af tilbud baseret på unges særlige interesser og forudsætninger er en stor social- politisk opgave fremover. Beskrivelsen af disse tilbud og udviklingen af de unges muligheder for medinddragelse og medindflydelse bør baseres på et fagligt kendskab til unge, deres tæn- kemåde og kultur.

Der findes herhjemme en tradition baseret på ungdomsklubber og -skoler. Mange unge får styrket deres samværsfølelse og identitet her, men disse tilbud rammer ikke alle grupper af unge.

I Danmark findes der en særlig restgruppeproblematik i årene fra skolen forlades til omkring 25-års alderen. I denne aldersgruppe er der en ophobning af udstødte og marginaliserede men- nesker med sociale vanskeligheder. Disse unge er i risiko for at udvikle misbrug, kriminalitet, antisocial adfærd og/eller psykiske lidelser.

En bredere forståelse af det børne- og ungdomspsykiatriske område er påkrævet, hvis man vil kunne forebygge og afhjælpe de stigende forekomster af misbrug, adfærds- og sociale vanske- ligheder, depressioner, selvmordsforsøg, spiseforstyrrelser og identitetsforstyrrelser, der ses i disse år.

Forebyggelse og behandling af problemer med misbrug, antisocial adfærd og psykiske lidelser blandt børn og unge bør prioriteres højere og bør måske afspejle sig i en udvidet og bredere ungdomspsykiatri.

Nogle unge med sociale vanskeligheder søger overvejende kontakt med andre unge. I denne ungdomskultur søger marginaliserede unge mulighed for at etablere positiv kontakt og udvik- lende relationer. Etablering af eksempelvis opholds- og aktivitetssteder baseret på en forståel- se af denne ungdomsgruppes særlige vilkår og med mulighed for anderledes rådgivning kan være et godt tilbud.

Andre har behov for opsøgende voksne, der er i stand til at give dem voksenkontakt på deres egne præmisser og kan involvere sig og tage stilling på en tydelig, men ikke-fordømmende måde.

Sådanne tilbud findes, men der er desværre for få af dem.

Etniske minoritetsgrupper – børn og unge



 Børn og unge med en anden etnisk baggrund er ofte splittet mellem to kulturer.

 Børn og unge med en anden etnisk baggrund kræver særlig forståelse og en særlig ind- sats.

Børn og unge fra de etniske minoritetsgrupper deler på mange måder vilkår med deres danske jævnaldrende. Men i visse henseender udgør de en særlig opgave i samfundet.

Børn og unge med anden etnisk baggrund er ikke nogen ensartet gruppe. Kulturelt, socialt og erfaringsmæssigt er der stor spredning: Nogle er både stærke, velintegrerede og motiverede.

Andre har behov for social og pædagogisk støtte etableret i et samarbejde mellem offentlige instanser og familien. Endelig er der en andel med en så belastet baggrund, at en direkte be- handling er påkrævet.

Både stærke og svage får imidlertid at føle, at de lever i et fremmed land: de mangler mulig- hed for at skaffe sig uddannelse og job. Følgen heraf bliver resignation, hvad der atter risikerer at cementere deres identitet som restgruppe.

Børn og unge fra etniske minoriteter er ofte splittede mellem den oprindelige familiekultur og ønskerne om integration i det danske samfund. Denne gruppe har et behov for forståelse for deres situation og støtte til at finde en individuel og personlig løsning, der gør det muligt at skabe balance mellem de to kulturer.

En meget synlig gruppe af børn og unge med en anden etnisk baggrund er allerede tidligt i livsforløbet blevet isoleret og marginaliseret i det danske samfund. De udviser massive sociale vanskeligheder, typisk med et dårligt skoleforløb, og er præget af konflikt og eventuelt krimi- nalitet.

På en række områder findes der i dag tilstrækkelig viden og udbyggede metoder til, at vi kan afhjælpe disse problemer. Særlige projekter, målrettede tilbud i daginstitutioner og skole og opsøgende arbejde er nogle af de tiltag, der har vist sig nyttige.

Mange kommuner forsømmer stadig at formulere en politik for denne truede gruppe af børn og unge. Resultatet bliver enten, at der ikke findes særlige støttesystemer til børn og unge med en anden etnisk baggrund, eller at der arbejdes ud fra en vanepræget tænkning om støtte sva- rende til den, der gives danske børn, unge og familier.

Vi mangler i Danmark en samlet politik på området – en politik, der vil kræve både økonomi- ske, foranstaltningsmæssige og holdningsmæssige prioriteringer.

Det er sjældent for sent



 Et mønster kan brydes, hvis en uheldig udvikling opdages – og hvis nogen handler.

 Sociale foranstaltninger kan være nødvendige.

 Enhver foranstaltning må ske på et fagligt og etisk forsvarligt grundlag.

Det tidlige samspil og erfaringer har betydning for tilknytning og kontakt, selvbillede og iden- titet, tro på og lyst til at deltage i det sociale liv. Disse aspekter fortsættes, udvikles og påvir- kes livet igennem.

Ny viden giver os en forståelse af, at en utilstrækkelig social baggrund og uheldig udvikling kan vendes, hvis barnet og den unge senere bliver nært knyttet til betydningsfulde personer, oplever betydningsfulde begivenheder og erfarer, at der er dele af tilværelsen, der kan lykkes.

Nogle børn lever under socialt meget belastede vilkår og mangler tilstrækkelig god kontakt og omsorg. Deres basale livsvilkår er truet, og der er behov for en særlig indsats.

Forståelsen af børns udvikling kan ikke reduceres til simple årsagsforklaringer. Det er sjæl- dent muligt at pege på en enkel og automatisk sammenhæng mellem eksempelvis baggrunds- miljø og udvikling.⁷

Det kan være nødvendigt at skabe radikale ændringer i et barns opvækstmiljø, fx ved anbrin- gelse uden for eget hjem. Sådanne indgreb må altid ske på et forsvarligt fagligt og etisk grund- lag.

Opgaven er under alle omstændigheder vanskelig. Målet er at sikre barnet de bedste betingel- ser. Der er altid en risiko for at etablere for små indgreb, der blot forhaler situationen, eller at overbehandle og derved klientgøre børn, unge og deres familier. I nogle tilfælde er en terapeu- tisk indsats i forhold til familien redskabet. I andre tilfælde bør indsatsen rette sig mod det samlede private og offentlige netværk omkring barnet. I atter andre vil det være påkrævet at etablere sociale foranstaltninger.

Bevidstheden om, at det sjældent er for sent at vende udviklingen, bør kalde på stor opmærk- somhed inden for de offentlige systemer. Skal et dårligt opvækst- og samspilsmønster brydes, kræver det, at nogen ser barnets vanskeligheder, beskriver disse og herefter handler.

7 Ekspertgruppen om social arv (1999). Social arv – en oversigt over foreliggende forskningsbaseret viden. Kø- benhavn: SFI 99:9.

Ny viden og metodeudvikling er påkrævet



 Børn- og ungeområdet savner forskning, forebyggelse og behandling.

Børn og unges tilværelse og livsvilkår er af afgørende betydning for udviklingen af et demo- kratisk samfund med plads til alle. Faglig viden er nødvendige redskaber, når man vil plan- lægge udviklende tilbud for både den brede børnegruppe og for børn og unge i særlige og marginaliserede positioner. Denne viden har afgørende betydning for de tilbud og for de me- toder, der skal udvikles til gavn for børne- og ungegruppen.

Nogle områder har brug for en intensiv forskningsindsats. Det gælder fx:

 Længerevarende studier af børns udvikling, børns vilkår og kravene til deres fremtidige kompetenceudvikling.

 Hvad er de langsigtede virkninger af offentlig omsorgsovertagelse?

 Hvordan påvirker børns hinanden, hvordan øver netværket og kammeratskabsgruppen indflydelse, og får betydning for udviklingen af børns potentialer.⁸

Både forebyggelse og behandling er indsatsområder, der kræver øget opmærksomhed og me- todeudvikling. Der skal fx udvikles metoder til:

 At kvalificere samarbejdet på tværs af fag og sektorer.

 At sikre inddragelse af barnets perspektiv.

 ye måder at udøve den professionelle rolle på.

8 Rapport fra Udvalget til undersøgelse af udgiftspresset på særlige foranstaltninger på børne- og ungeområdet (2000). København: Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet.

Hestbæk, A-D.(1997). Når børn og unge anbringes. København: SFI 97:6.

Børn og unge – en fælles udfordring

Samfundet skal sikre alle børn og unge kontakt, udfoldelsesmuligheder og indflydelse, så de får forudsætninger for at kunne deltage i samfundsprocesserne som kompetente, sociale og selvstændige individer.

Børn i dagens samfund møder udfordringer om at deltage aktivt på de mange sociale arenaer, som de dagligt indgår i. Det stiller store krav til børn og unges individuelle og sociale kompe- tencer. Udviklingen viser, at langt de fleste børn og unge mestrer de nye udfordringer, men en mindre gruppe af børn og unge er under pres i de forskellige sociale arenaer. De kan ikke leve op til de krav og forventninger som de møder, og en marginaliseringsproces påbegyndes.

Fremover må det sikres at alle børn og unge i dette samfund får fodfæste i tilværelsen.

Skal børn og unge kunne vokse op, medvirke i og udvikle et demokratisk samfund, er det nødvendigt, at der sikre alle grupper af børn og unge – også dem med vanskelige betingelser – rammer for selvforvaltning, udviklingsmuligheder og kvalitet i samværet med andre.

Ingen instanser, faggrupper, forvaltninger eller ministerier kan sikre dette alene. Samarbejde og prioritering af børne- og ungeområdet er derfor af afgørende betydning og er en nødvendig forudsætning. Det moderne børneliv er en udfordring til samarbejdet mellem kommuner og amter.

Et stigende antal børn i skolen sendes til skolepsykolog og henvises til forskellige former af specialundervisning og socialpædagogiske dagforanstaltninger. De mange forebyggende for- anstaltninger afspejler sig i et stigende udgiftsniveau, som imidlertid ikke har mindsket udgif- terne til døgnanbringelse af børn og unge.

Et udvidet samarbejde mellem kommuner og amter er derfor påkrævet for at sikre et større toleranceniveau i normalområdet, så flest mulig børn kan blive i deres eget miljø

I forhold til børn med særlige vanskeligheder kræver udviklingen i børns hverdagsliv nye sa- marbejdsflader mellem amt og kommuner med henblik på en helhedsvurdering af barnets be- hov og ressourcer, brug af lokale ressourcer, eller præcisering af behovet for specialiseret amtslig ekspertise eller relevante foranstaltninger.

En fremtidig udfordring for børn og unge der anbringes uden for hjemmet må være at udforme indsatsen på døgninstitutioner og opholdssteder således at der kan skabes miljøer, hvor børn og unge i takt med deres udvikling inddrages i de sociale arenaer som også andre børn og un- ge færdes i.