4 | UDENRIGS 2 | 2017
Politisk ledelse må opjusteres. Der er behov for, at toppen af erhvervslivet engagerer sig langt stærkere i politik – også globalt – for at få stærkere be- slutningskraft og mere langsigtede be- slutninger.
Bortset fra i Kina findes den mest erfarne og veludviklede ledelseskraft i erhvervsli- vets top og ikke i magtens centrum – poli- tik. Det er blevet et problem i den vestlige verden, hvor både populisme og hæs- blæsende forandring skaber behov for at opjustere den politiske ledelse.
En stærkere inddragelse af dygtige er- hvervsledere i politik kan blive et afgø- rende skridt. Verden er kommet i en pa- radoksal situation, fordi menneskets overlevelse kan afhænge af, at ikke-valg- te militære ledere forhindrer den valg- te politiske leder i verdens største nation, USA, i at træffe den beslutning, han øn- sker. De militære ledere kan i givet fald spænde ben for præsidentens forsøg på at bruge atomvåben eller at gennemføre et militært angreb på Nordkorea. Stabs- chefen, den nationale sikkerhedschef og forsvarsministeren kan gå til offentlig- heden og Kongressen og dermed tvinge
præsidenten til at ændre kurs. Men pro- blemet er i virkeligheden langt mere om- fattende. Den tyske ugeavis Die Zeit hav- de for nylig en tankevækkende artikel, skrevet af René Obermann, der er direk- tør i London i det amerikanske globale investeringsselskab Warburg Pincus, som har den tidligere amerikanske finansmi- nister Timothy Geithner som bestyrel- sesformand.
Obermann er dybt bekymret over split- telsestendenser i Europa med negative sociale konsekvenser, voksende ulighed, skandaler i erhvervslivet som dieselskan- dalen, manglende politisk vilje til at tvin- ge koncerner til at betale skat og mang- lende investeringer i uddannelse.
Han hæfter sig ved, at Europa reelt er en supermagt på grund af sin økonomi- ske størrelse og på grund af de værdi- er, Europa bygger på. De skal blot sam- les og gøres til en langt stærkere og mere synlig faktor, end det sker i dag, ellers kan Europa ikke komme på omgangshøj- de med USA og Kina, og heller ikke løse de interne problemer. Da der er en vok- sende erkendelse af, at vi har et ledelses- problem i de vestlige demokratier, er det derfor værd at overveje, om ikke virk-
Klumme: Politisk ledelse må opjusteres
Af Hugo Gaarden
Hugo Gaarden er freelance journalist.
KLUMME
UDENRIGS 2 | 2017 | 5
KLUMME
somhedsledere skal inddrages langt mere i den politiske beslutningsproces, lige- som de fx inddrages i arbejdsmarkeds- forhandlinger i de nordeuropæiske lan- de. En debat om det vil svare til dén som en gruppe tidligere ambassadører rejste i bogen Danmark og Verden. Den tidlige- re EU-ambassadør, Poul Skytte Christof- fersen, kritiserede politikerne for kon- stant at udsætte afgørelsen om et fuldt EU-medlemskab, for derved får man in- gen indflydelse på, hvor Europa går hen.
Tidligere ambassadør i Moskva, Per Carlsen, hæftede sig ved, at vi er ved at glemme de baltiske lande, hvor Danmark gik helt i front for at hjælpe dem ind i fri- heden.
Netop nu står Europa over for gennem- gribende forandringer, begyndende med reformer af eurozonen, og derfor er am- bassadørernes opråb mere aktuelle end nogensinde. Som en højtstående diplo- mat sagde det på Udenrigsministeriets årlige møde med offentligheden i august, så er der stort set ingen debat i Danmark om europæiske udfordringer og visioner.
Problemet er, at det gælder i mange af de europæiske lande.
Dermed er vi tilbage ved problemet med den politiske ledelses kvalitet. Det illustreres i denne tid i både Storbritanni- en og Spanien. Briterne stemte sig ud af EU, men for hver uge vokser frustratio- nerne over beslutningen i takt med, at de barske konsekvenser går op for briterne.
Premierminister Theresa May forsøger at være kompromisvillig, men har også en plan-B for en udtræden uden en aftale.
Er det stærk ledelse?
Hverken den spanske regering eller EU har tydeligt sagt til Cataloniens be- folkning, at et løsrevet Catalonien ikke
kan blive medlem af EU. Politikerne har svært ved at forklare forskellen på Brexit, Skotland, Catalonien og Kosovo. EU-lan- dene, herunder Danmark, var hurti- ge til at støtte de nye selvstændige lande i det tidligere Jugoslavien, men regio- ners løsrivelsesforsøg og brud på gængse EU-regler som i Ungarn kan kaste EU ud i nye kriser.
USA har et ledelsesproblem omkring Nordkorea og Iran. Det er aldrig før sket, at en vestlig leder har truet et land med
‘total ødelæggelse’, som Trump har ud- trykt sig over for Nordkorea. Det er al- drig tidligere set, at en amerikanske præ- sident har sagt til sin udenrigsminister, at dialog er spild af tid.
Problemet for verden er, at Nordko- rea med sikkerhed vil udvikle et fuldt fungerende atomvåben, der kan true USA. Hvad gør USA og det internati- onale samfund ved den kendsgerning?
Trump vil gerne bryde atomaftalen med Iran, men han tør formentlig ikke tage skridtet, for så ventes Iran at genoptage sit atomvåbenprogram, og det vil uvæ- gerligt føre til nye konflikter i Mellem- østen. Men han kan forsøge at presse Iran og tvinge europæiske virksomheder til at holde sig fra Iran. Spørgsmålet bli- ver, om EU-landene tør fastholde åbnin- gen over for Iran og tør tage konfronta- tionen med Trump, som det er sket med klima-aftalen.
Europæiske erhvervsledere erkender, at de må kunne fungere rimeligt gnidnings- løst i hele verden trods politiske stridig- heder. De erkender også, at de må løse globaliseringens og ulighedens proble- mer. Hvis det sker i samspil med en re- vitaliseret politisk ledelse, kan den euro- pæiske ledelses- og samfundsmodel
