Debat
Inger Diibeck:
Arkivproblemer
Claus B ryld: H istorie og offentlighed. Kam pen om arkivadgang i D anm ark 1971-1982. Særtryk 2. Den jy s k e historiker 26, 1983.
C laus Bryld h a r nogle arkivproblem er, store en d d a og så påtræ ngende, at h an h a r skrevet en både engageret og velform uleret bog om sine træ ngsler. Første kapitel »H isto- rie og offentlighed« (s. 10-62) ru m m er en del nyt i forhold til forfatterens tidligere spredte aviskronikker om sam m e emne. D ette kapitel forekom m er det vægtigste og er også det, som jeg i det følgende vil koncentrere mig m est om. Forinden dog nogle bem æ rkninger om bogens an d re to kapitler.
A ndet kapitel »O ffentlighed om kring be
sæ ttelsestidens forhold« (s. 64—111), der h ar u n d ertitlen »- om politik og historie i D a n m ark efter 1945«, bygger i et vist om fang på forfatterens tidligere forskning eller frem stil
linger i kronikform om besæ ttelsestiden og retsopgøret. B ortset fra første underafsnit om ju riste rn e og arkivadgangen ru m m er andet kapitel ikke meget til belysning a f problem et
»kam pen om arkivadgang« eller offentlig- hedsproblem atikken. D erim od frem går det indirekte, at der allerede h ar væ ret megen offentlighed om kring besæ ttelsestidens arki
valier, og at d er er skrevet adskillige værker om denne periode. K ap itlet afsluttes med en redegørelse for bag g ru n d en for U dgiversel
skabet for D anm arks nyeste historie og dettes særlige arkivtilladelse. C laus Bryld be
døm m er udgiverselskabets produktion fra 1960’erne og 1970’erne »som konservativ« og
»em piristisk«, »traditionel kildestyret« etc.
(s. 102). M an far næ sten det indtryk, at en em pirisk forskning baseret på kildestudier er noget foragteligt. H vis em pirien er uegnet
som m etode, hvad skal m an d a m ed ark iv ad gang?
Bogens tredie kapitel »K am pen om arkiv
adgang 1971-1982. To lærestykker« (s. 112- 194), ru m m er bl.a. genoptryk a f en række avisartikler og korrespondance mellem h en holdsvis C arl M adsen og o m budsm anden og C laus Bryld og o m budsm anden.
D et første »lærestykke« (s. 113-152) om C arl M adsens kam p im od D N H og de tidlig
ste besæ ttelsestidshistorikere er så afgjort bo
gens m orsom ste. C arl M adsen havde, i m od
sæ tning til C laus Bryld, en gudsbenået evne til at udtrykke sig vittigt og underholdende.
M ed alle sine overdrivelser og injurier var han en a f efterkrigstidens m est u n d erh o l
dende d eb attø rer. D en skarpe polem ik im el
lem Povl Bagge og C arl M adsen tu rd e de
m onstrere over for den yngste forskergenera
tion, at d er bestem t var både fut og kru d t i de gamle.
C laus Brylds egen korrespondance og pole
mik i det an d et »lærestykke« (s. 153-194) er ikke næ r så m orsom . Indledningsvis oplyser Bryld, at hans ansøgning om adgang til sa
gerne m od hans egen familie var m otiveret a f en personlig interesse, at han »som de fleste ikke helt unge m ennesker (er) optaget a f sin baggrund, dens forudsæ tninger og forløb«.
Forfatterens forskningsinteresse stræ kker sig således ikke væ sentligt ud over den interesse, som de a f ham ellers så forkætrede slægtsfor
skere føler. I øvrigt ru m m er s. 154 en meget væsentlig konklusion, som forfatteren åb en b a rt ikke h a r erkendt ræ kkevidden af: nem lig at adgangstilladelse til straffesagsm ateriale gives a f Ju stitsm in isteriet, og at m inisteriet kan vælge at afslå på trods a f anbefaling fra rigsarkivaren.
K apitel I I I h a r som helhed k arak ter a f en kildesam ling med spredte kom m entarer. Læ seren får i d etaljer en redegørelse for de af
slag, C laus Bryld h a r faet på sine ansøgnin
ger, h v o raf den ene som anført vedrørte sager m od hans slægtninge, m ens den anden ved
rørte adg an g til diverse sager fra retsopgøret efter besæ ttelsen m ed henblik på udgivelse a f en kildesam ling til undervisningsbrug, d.v.s.
udgivelse in extenso a f sensitive utilgængelige dokum enter.
Vi får også at vide (s. 166), at Ju s tits m in i
steriet havde in d b u d t Bryld til en forhand
ling, h v o ru n d er m inisteriet skal have u dtalt, at m an ville lade en ny ansøgning fra C laus Bryld, der i m odsæ tning til de tidligere inde
holdt en næ rm ere specificering a f forsknings
em net, undergive en fornyet behandling. M i
n isteriet h ar altså i realiteten sagt, at C laus B ryld ligesom an d re forskere, m åtte komme m ed et egentligt forskningsprojekt. C laus Bryld oplyser, at denne m ulighed for fornyet ansøgning ikke er forsøgt, d a hans arbejde med kildesam lingen ikke er færdigt endnu.
Som m edievende læser u n d rer m an sig over, at han ikke straks gik i gang m ed u d arb ejd el
sen a f et egentligt forskningsprojekt.
Efter disse bem æ rkninger til bogens kapitel to og tre vil je g vende tilbage til det, der arkivretligt set forekom m er mig m est interes
sant, nem lig første kapitel »H istorie og offent
lighed«, der bæ rer u n d ertitlen »om befolknin
gens behov og m uligheder for at kende sam tidshistorien« (s. 10—61).
Første hovedafsnit indledes m ed en af
græ nsning a f offentlighedsbegrebet. Proble
m atikken vedrørende registerlovgivningen udelades u n d er henvisning til, at spørgsm ålet om personbeskyttelse og privatlivets fred stil
ler sig anderledes ved edb-registre end ved
»traditionelle« arkivalier. Forfatteren b eg ru n der ikke næ rm ere, hvori denne forskel skulle bestå; end ikke m ed en henvisning til risikoen for d atao p h o b n in g . M an står efter læsningen tilbage med det indtryk, at n å r C laus Bryld kæ m per for arkivadgang, er det kun en kam p til fordel for den politiske sam tidshistorie.
Alle an d re forskeres arkivadgang interesserer ham lidet eller slet ikke. N etop registerm ate
rialets m ulige tilgængelighed kan være vigtig for en række sam fundsvidenskabelige for
skere, m en også f.eks. for lægevidenskabelige forskere, ak k u rat som adg an g til nye trad itio
nelle arkivalier er vigtigt for disse kategorier a f forskere.
N år han i sam m e forbindelse taler om re
pressions- og m anipulationsm ulighederne i
»Big bro th er« -staten (s. 11), afslører han en næsten pudsig personlighedsspaltning. På den ene sige m ener han, at historisk kildem a
teriale, som skabes på edb-m edier, bør slettes så h u rtig t som m uligt, så ingen forsker senere kan fa adgang til vigtige oplysninger om vort nutidige sam funds tilstand, sam tidig m ed at han ivrer for helt fri adgang til traditionelle sensitive arkivalier (s. 11), der langt m ere indgående kan krænke væsentlige private in teresser. H an synes således at »forplum re« de spørgsm ål, der, som han selv siger, »er kom plicerede nok«. D enne m etode belyses f.eks. i note 2, hvor han henviser til udtalelser, jeg skulle have frem ført i Politiken. A f indlysende g ru n d e savnes der henvisning til, hvilket n u m m er a f Politikken, je g skulle have u d talt mig i. For jeg h ar aldrig u d talt m ig om disse spørgsm ål i Politiken eller nogen an d en avis.
Den sam m e besynderlighed forekom m er s.
32, hvor jeg a tte r hævdes at have u d talt mig til Politiken om arkivretlige tilgængeligheds- spørgsm ål, se også note 37, hvortil der dog m angler en henvisning i teksten s. 32-33.
Efter en »ansats til en teoretisk ram m e for forståelsen a f hovedtem aet« følger kapitlets bæ rende og vigtigste afsnit, som bæ rer titlen
»H istorien — et offentligt anliggende« (s.
20-50). N år m an betæ nker den ene halvdel a f det m arty riu m , som C laus Bryld frem bæ rer i bogens tredie kapitel, at han fik afslag på en ansøgning om adgang til visse arkivalier, der kunne belyse hans slægts nyere historie, må m an un d re sig over den om tale, d er på adskil
lige steder i bogen bliver an d re slægtsforskere til del. F.eks. gør han s. 27 en sondring im el
lem »den h årde historie« og » stam tav lestu dier«. H an kalder slægtsforskning en forete
else »uden anden sam fundsm æ ssig betydning end den m entalterapeutiske«. U næ gtelig en arro g an t bem æ rkning fra en rep ræ sen tan t for den h ård e universitetshistorie, d er på s. 23 fører sig frem m ed klassekam pens rene forar
gelse: »Tanken om, at m asserne selvstæ ndigt skulle kunne . . . beskæftige sig med h istori
ske em ner . . . lå helt uden for m ulighedernes 290
horisont,« fordi arkiverne v ar G eheim earki- ver. A rsagen til m assernes m anglende histo
rieforskning u n d er enevælden v ar nok en a n den end G eheim earkivets tillukkethed.
A tter i note 59 er forfatteren på krigsstien.
D er tales om, at R igsarkivets m anglende prioritering a f arkivforhold bevirker, at arki
verne på gru n d a f en u fru g tb ar liberalism e bliver »overbebyrdet m ed slægtsforskning i forhold til m ere sam fundsorienteret forsk
ning«. Vi h a r nu forstået, a t slægtsforskning er noget m indrevæ rdigt, bo rtset fra C laus Brylds egen slægtsforskning, som er sam - fundsrelevant; om C laus Bryld havde faet a d gang til straffesagerne om sin slægt, kunne han m åske selv have glæ det sig over den m en
talterapeutiske oplevelse, de m åtte bringe ham .
I øvrigt henviser note 59 a tte r til p ublika
tioner, som jeg aldrig h a r skrevet og ikke kan tage æren af. D et forekom m er så m eget mere slående, som jeg citeres to gange i sam m e note, første gang ved en konkret henvisning til min bog D ansk arkivret og anden gang blot med et løst udsagn uden angivelse a f kilden. D et er en besynderlig citeringsteknik forfatteren griber til, n å r h an tro r eller p åstår, jeg h ar u d talt mig i dagspressen.
Forfatteren gør forholdsvis m eget ud a f for
holdene i frem m ed arkivret. Form ålet er klart at påpege de efter hans m ening iøjnefaldende skavanker ved det danske arkivsystem , h er
un d er først og frem m est de gæ ldende tilgæn- gelighedsregler. De danske tilgængeligheds- regler og praksis herom kring beskrives og be
lyses kritisk s. 28—36. H ovedsynspunktet er, at det danske system er et lukket system med m ulighed for diskretionæ re dispensationer, hvor såvel m inisterier som Rigsarkiv o p træ der form ynderisk i forhold til forskningens ønsker om adgang til nyere arkivalier.
F orfatteren er opm æ rksom på de begræ ns
ninger i henseende til aktindsigt og videregi
velse a f oplysninger, som offentlighedsloven og straffeloven ru m m er a f hensyn til beskyt
telsen a f statens sikkerhed m.v. og privatlivets fred for enkeltpersoner og virksom heder. H an h ar derim od ikke blikket å b en t for tavsheds- problem atikken. D et dokum ent- eller arkiv
m ateriale, som han ønsker en generel fri a d
gang til, er m ateriale, som ofte vil være tavs- hedsbelagt. O ffentlige m yndigheder, h e ru n der m inisterielle em bedsm æ nd og arkivarer i statens arkiver, h a r tavshedspligt m .h.t. vide
regivelse a f de næ vnte oplysninger og kan ifalde et selvstæ ndigt strafansvar, hvis de rø
ber eller videregiver sådanne, jfr. straffelo
vens § 152.
Vel betyder offentlighedsloven, at den al
m indelige tavshedspligt ikke skal hindre a d gang til aktindsigt, hvor dette er hjem let i loven, nem lig som en ret for den enkelte bo r
ger til at gøre sig bekendt med en bestem t konkret sag, som er eller h a r væ ret under behandling hos offentlige m yndigheder. M en så snart det drejer sig om den såkaldte »mer- offentlighed«, eksempelvis forskeres adgang til sager i videre om fang end loven hjem ler, typisk også til sager forskeren ikke er bekendt m ed på forhånd og på trods a f offentligheds
lovens undtagelsesbestem m elser, gælder de alm indelige tavshedspligtsregler for offentligt ansatte, h e ru n d er straffelovens regler. Et af
slag vil derfor også kunne være b egrundet i det forhold, at m yndigheden h a r tavsheds
pligt m ed hensyn til visse sager eller visse inform ationer.
Som forholdene er for tiden, betyder u n i
versiteternes højtbesungne forskningsfrihed og uklarheden om, hvorvidt universitetsfor
skere h a r tavshedspligt m ed hensyn til, hvad de erfarer i forbindelse m ed forskningsprojek
ter, en hæm sko for forskeres m ulighed for at lå adgang til tavshedsbelagt m ateriale fra for
valtningen. O ffentlige m yndigheder vil nem lig typisk være tilbageholdende m ed at give aktsindsigt i tavshedsbelagt m ateriale, så
frem t der ikke er sikkerhed for, a t forskeren h a r en tilsvarende tavshedspligt som em beds
m anden. J e g henviser i det hele til den in d g å
ende redegørelse i Ju stitsm in isteriets betæ nk
ning om tavshedspligt 998/1984.
B landt de frem m ede tilgæ ngelighedssyste
m er, som forfatteren frem hæ ver som forbil
ledlige, nævnes det am erikanske. H an er så begejstret, at han på det næ rm este opbygger en m yte om de åbne am erikanske arkiver. S.
145 tales således om, at USA h ar »verdens frieste arkivadgang«. D et skriver en forsker, som ellers ikke giver indtryk a f at være USA-
fan, og som i øvrigt erkender, at m an i USA opererer m ed en række væsentlige u n d tag el
ser, som stiller am erikanske forskere m ere på linie m ed danske historikere. De alm indelige und tag elser fra offentlighed vedrører i USA (som i D anm ark) hensynet til private perso
ner og in stitu tio n er (s. 44). For danske for
skere, der er væ nnet til den m eget store fordel som en gratis adgang til biblioteker og arkiver b etyder, ville det nok føles overraskende, at m an kan kom m e til at betale op til flere tu sinde kroner for adgang til arkivalier. Besyn
derligt nok synes forfatteren at acceptere dette betalingssystem (s. 48). M an skulle el
lers have forventet, at han ville finde, at en arkivadgang, der v ar afhængig a f forskerens økonom iske evne til at betale, m åtte være u dtryk for klassediskrim ination.
V edrørende am erikanske straffesager oply
ses det s. 44, at der er fri adgang til disse,
»m edm indre dette ville indgribe i selve u n dersøgelsens forløb, fratage den sigtede retten til en »fair trial«, udgøre en alvorlig trussel m od privatlivet, røbe konfidentielle kilder, af
sløre efterforskningsteknikker eller bringe lov
håndhæ vernes liv eller fysiske sikkerhed i fare«. Forfatterens overrum plende konklusion på denne opregning a f u ndtagelser er, at »alle æ ldre retssager er tilgængelige«. I m angel a f næ rm ere do k u m en tatio n fra am erikansk praksis for denne p å stan d m å m an, ihvertfald som ju rist, næ re tvivl om, hvorvidt a m erik an ske retsm yndigheder ville drage en tilsva
rende konklusion.
Bogen er udstyret med illustrationer, hvor
a f nogle b estår a f gengivelser a f officielle skri
velser i så kraftig nedkopieret form, at de er ulæselige uden en god lup. A fslutningsvis føl
ger en række bilag og bilagsoversigter sam t en litteraturfortegnelse.
D er kan være anledning til som en tilføjelse til C laus Brylds særlige problem stilling at rede
gøre kort for R igsarkivets praksis vedrørende dispensation fra utilgæ ngelighedsklausuler.
Selv om historikere, eksem pelvis studenter, stip en d iater, lektorer, professorer, forsknings
bibliotekarer, ark iv arer og m useum sinspektø
rer udgør en væsentlig andel b la n d t ansø
gerne om tilgængelighed til nyere arkivalier,
finder m an i stigende grad også ansøgere b lan d t forskere og studerende fra an d re disci
pliner som m edicin og sam fundsvidenskaber.
En anden gruppe udgøres a f forfattere, film- og radiofolk, advokater, landinspektører, læ
rere, pensionister m ed tidligere beskæftigelse f.eks. som officerer.
Ved b ehandling a f tilgæ ngelighedssager gives d er som udgangspunkt ikke afslag på ansøgninger alene un d er henvisning til ansø
gerens faglige eller m anglende faglige bag
grund. M ulige afslag på dispensationsadgang kan derim od ofte skyldes, at det ønskede a r
kivm ateriale i et privatarkiv ikke er færdig
ordnet og registreret og derfor er praktisk ubrugeligt, indtil ordningen er gennem ført.
Ellers vil de m eget fa afslag - for 1982 er der foretaget en optæ lling, der viser, at på 141 ansøgninger gav R igsarkivet afslag på 5 a n søgninger — no rm alt være beg ru n d et i ark iv a
liernes inform ationsindhold. Afslag gives så
ledes typisk, hvis arkivalierne ru m m er m eget sensitive personoplysninger, og typisk n å r der er tale om nulevende eller afdøde personer m ed nulevende slægtninge.
H vor adgang gives til trods for, at de ø n skede arkivalier indeholder personoplysnin
ger a f en vis sensitivitet, vil der typisk blive stillet krav om anonym isering a f perso n navne, og om at forskeren ikke opsøger perso
ner, hvis navne frem går a f arkivalierne.
M inisterierne, og her især Ju stitsm in iste riet, vil typisk kræve, at oplysninger, som frem går a f arkivalierne, behandles fortroligt, d.v.s. at forskeren underlæ gges en konkret tavshedspligt, der bl.a. kan m edføre, at der ikke gives adgang til kopiering.
H e ra f følger også, at en ansøgning om ko
piering a f meget sensitive personrelaterede arkivalier vil blive m ødt med et afslag, fordi kravet om anonym isering ikke med sikkerhed vil kunne opfyldes, såfrem t form ålet m ed ko
pieringen er at udgive kopierne in extenso i en kildesam ling.
På sam m e m åde vil en ansøgning til sensi
tive procesakter, d er er b året a f slægtsforsk- ningsinteresse, kunne blive m ødt med et af
slag, ikke så meget a f hensyn til de inform a
tioner som akterne indeholder om slægten, men a f hensyn til oplysninger om an d re p er
292
soner, eksempelvis vidner, angivere etc., som arkivalierne m åtte rum m e.
Alle disse m om enter m edfører som nævnt, at det er yderst lå afslag, der gives. Ingen a f disse er tilm ed b egrundet i politiske hensyn.
På denne baggrund kan opstilles den enkle konklusion, at C laus Brylds bog langt hen i virkeligheden kun er historien om C laus Brylds og C arl M adsens besvæ rligheder i en lidt fjernere periode.
Bjarne Stoklund:
Dyrkningssystemer og kulturforskning
I C h ristian Vs m atrikel og de m arkbøger og andet m ateriale, som i årene 1681—88 blev u d arb ejd et som forarbejder til dette nye, landsdæ kkende skatteligningsgrundlag, h ar den historiske forskning i D anm ark som be
kendt et kildem ateriale a f uvurderlig betyd
ning. I Vi å rh u n d red e h a r dette m ateriale væ
ret benyttet til stu d ier a f landbrugets og bon
desam fundets historie u n d er m ange forskel
lige synsvinkler: bebyggelsens historie og geo
grafi, bondesam fundets sociale stru k tu r, sprogstoffet i protokollernes tu sin d er a f m ark navne og m eget andet, ligesom m atriklen og m arkbøgerne h a r væ ret et a f de vigtigste hol
d ep u n k ter i talrige lokalhistoriske studier.
En system atisk bearbejdelse a f de m ange forskellige d a ta i m aterialet blev planlagt alle
rede ved årh u n d red sk iftet a f statistikeren H enrik Pedersen, m en hans tabeller over »De danske L an d b ru g « blev først efter hans død publiceret a f Svend A akjæ r i 1928. I det u d givne tabelvæ rk m angler oversigter over nogle a f de d a ta , som H enrik Pedersen efter den oprindelige plan havde ønsket at m ed
tage. Det gæ lder således »vangedelingen og sædskiftet«, som ifølge udgiveren m åtte opgi
ves, efter at det havde vist sig, at om driftsfor
holdet ikke altid var »så sim pelt og ligetil, at det kunne udtrykkes med fordel i kort tabel
form«.
De problem er, som H enrik Pedersen tyde
ligt nok h a r haft m ed at bearbejde denne del a f m atrikelm aterialet, h a r im idlertid ikke af-
skrækket universitetslektor K arl-E rik F ra n d sen fra at give sig i kast med opgaven. R esul
tate t foreligger nu i form a f et stort værk med titlen »V ang og tægt. S tudier over dyrknings
system er og a g ra rstru k tu re r i D anm arks landsbyer 1682-83« (Bygd 1983), et arbejde som h a r givet ham den filosofiske doktorgrad.
K arl-E rik F ran d sen m øder vel rustet til op gaven, idet han forener uddannelse og erfa
ring i to discipliners m etodikker: historiens og geografiens. H istorien h a r først og frem m est givet ham den kildekritiske skoling, som h ar gjort det m uligt for ham at styre sikkert gen
nem kildem aterialets m ange faldgruber. G eo
grafien h ar givet ham den rum lige dim ension og den kartografiske teknik, som h a r sat ham i stand til at om sæ tte m arkbøgernes tal og n o ta ter til kort, som på en instruktiv m åde genskaber 300-årige danske k u ltu rlan d sk a
ber.
De m ange rekonstruerede kort, den m in u ti
øse sigtning a f m ark- og m odelbøgernes op
lysninger sam t stru k tu rerin g en a f dette m ate
riale i et overskueligt hovedkort over landets dyrkningssystem er på den store m atrikels tid - alt dette repræ senterer både en utrolig a r
bejdspræ station og en indsats a f uvurderlig betydning for den landbohistoriske forskning.
M an kan få indtrykket af, at Frandsen egent
lig helst havde ladet det blive ved det. H an hører til den type redelige og beskedne for
skere, som helst vil nøjes m ed at lægge det om hyggeligt bearbejdede m ateriale frem til brug for andres videre forskning, og som nø
digt kaster sig ud i letsindige hypoteser.
D isputatsform en h a r im idlertid tvunget ham til at kom m e med videregående slu tn in ger a f det frem lagte m ateriale, og det er her kritikken i de følgende linjer sæ tter ind. N år en m and behersker to discipliners teknik og m etode, så kan det lyde urim eligt at forlange indsigt i en tredje. Alligevel m å jeg hævde, at en m ere etnologisk betrag tn in g sm åd e på flere pu n k ter ville have styrket undersøgelsen, og at en bredere indsigt i an d re sider a f k u ltu r
forskningen ville have laet nogle a f hans iag t
tagelser til at frem stå i et noget andet lys.
K arl-E rik F randsens d isp u tats er form et som en klassisk elem entstudie. D en h ar som sit valgte studieobjekt en veldefineret side a f
