Kunsten at fremstille en død helt - Officersportrætter fra De slesvigske Krige og dansk nationalisme i slutningen af 1800-tallet

Kunsten at fremstille en død helt

Officersportrætter fra De slesvigske Krige og dansk nationalisme i slutningen af 1800-tallet

Søren Mentz

Fortid og N utid, december 2003, s. 243-262

Nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 kastede Danmark ud i en eksi­

stenskrise. Hvis landet skulle overleve som selvstændig stat, m åtte den danske nationale identitet styrkes. I 1878 grundlagde brygger J. C. Jacob­

sen Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg for at styrke folkets moralske kraft. Et vigtigt indsam lingsfelt i årene efter m useets oprettelse var portrætter af officerer fra De slesvigske Krige. Artiklen gennemgår hi­

storien bag disse helteportrætters tilblivelse, og sammenligner deres ud­

tryksform med sam tidige europæiske konvensioner.

Søren Mentz, f. 1967, ph.d. i historie, m useumsinspektør ved Det Natio­

nalhistoriske Museum på Frederiksborg. Har bl.a. redigeret Kampen i Kongedybet. Slaget på Reden (2001) og skrevet The English Gentleman Merchant at Work. Madras and the City o f London 1660-1740 (udkommer 2004).

Tilbagetoget fra D annevirke i begyn­

delsen a f februar 1864 kom som et chok for den danske befolkning. Bis- m arcks velsm urte krigsm askine var sat i bevægelse, og kun en hastig re ­ træ te til skanserne ved Dybbøl u d satte det danske forsvars totale sam m en­

brud. Den 15. m arts indledte preu sser­

nes artilleri et ødelæggende bom bar­

dem ent a f skanserne, som varede i over en m åned. Ved 4-tiden om morge­

nen den 18. april åbnede sam tlige p re­

ussiske kanoner ild. I de følgende seks tim er affyredes n æ sten 8000 g ra n a ter mod det danske forsvar. D ernæ st blev storm angrebet sat ind, og i løbet a f et p ar tim er var stillingen indtaget.

Det efterfølgende tab af de tre h e r­

tugdøm m er Slesvig, Holsten og Lauen- borg blev en tra u m a tisk oplevelse for den danske stat, der m istede hen ved to femtedele af sit areal sam t en mill.

indbyggere. Det v ar en katastrofe, for kunne D anm ark overhovedet opret­

holde sin statu s som selvstæ ndig n a ti­

on? I den efterfølgende periode blev der gjort flere forsøg på a t genskabe det danske folks selvagtelse. I 1878 etablerede brygger J.C. Jacobsen Det nationalhistoriske M useum på Frede­

riksborg, hvor befolkningen kunne genvinde sin nationale stolthed og tro ­ en på nationens frem tid i mødet med fortiden.1 I årene fra 1882 og frem til århundredskiftet erhvervede m useet bl.a. en ræ kke officersportræ tter fra de to slesvigske krige (1848-50 og 1864). H istorien om disse heltepor­

træ tte rs tilblivelse giver et in teressan t indblik i, hvordan internationale kon­

ventioner indenfor p o rtræ tk u n sten blev anvendt i forsøget på at styrke den nationale m oral i D anm ark.

Nationalism ens tid

Italiens sam ling, som fandt sted m el­

lem 1848 og 1870, sam t Tysklands for­

ening efter sejren over F ran k rig ved Sedan i 1870 fik stor betydning for E u ­ ropas udvikling og definitionen a f na- tionalstatsideologien. Selvom de ny­

etablerede sta te r havde form ået at skabe en geografisk ram m e, manglede de fo rtsat a t definere det ideologiske indhold, som skulle knytte folket sam ­ men; Massimo d’Azeglios berøm te ven­

ding “Vi har skabt Italien, nu skal vi skabe italienere”, u n d erstreg er politi­

kernes opgave med a t definere de nye n atio n alstaters k arak ter.2 Både i Tyskland og i Italien fungerede spro­

get som indikator på n atio n alitet og sam lede folket på trods af de k u ltu rel­

le forskelle, der prægede regionerne.

N ationalitetsprincippet skulle k n y t­

tes til nationer a f en vis størrelse og

“Kleinstaaterei” blev an set for degene­

rerende. Tyske økonomer som F rie­

drich List og G ustav Cohn hævdede i 1880’erne, a t en nation med en be­

græ nset befolkning og et lille territo ri­

um um uligt kunne overleve eller bi­

bringe verden noget ny ttig t inden for k u n st og k u ltu r.3 Selvstændige stater som Bayern blev inkorporeret i det nye Tyskland og H ertugdøm m et Parm a blev en del a f det forenede Italien, men hvorfor skulle disse s ta te r opgive su­

veræ nitet, m ens f.eks. Holland forblev selvstæ ndigt og hvorfor kunne Irland ikke løsrives fra det britiske im peri­

um, n å r den irske befolkning var sprogligt og k u ltu relt anderledes?

Den italienske politiker Giuseppe Mazzini forestillede sig i 1857 et Euro­

pa bestående a f godt 12 nationer. K ri­

teriern e for en selvstæ ndig natio n al­

s ta t kunne fordeles på tre punkter:

For det første skulle nationen være h i­

storisk forankret, for det an d et skulle der væ re en veletableret k u ltu rel elite, som benyttede sig af et m odersm ål, såvel litte ræ rt som adm inistrativt. For

det tredje skulle nationen bevise sin eksistensberettigelse; ku n viljestærke og sunde folkeslag havde m ulighed for a t overleve, mens degenererede natio ­ n er ville blive opslugt og inkorporeret i andre stater.4

Disse ta n k er v ar allerede blevet ud ­ form et i den tyske offentlighed i be­

gyndelsen af 1840’erne, hvor forestil­

lingen om D anm ark som frem tidig del­

tag er i det tyske fællesskab blev luftet.

Politisk som økonomisk v ar den d an ­ ske situation svag, og et kommende Tyskland ville være bedre ru s te t til a t varetage landets interesser.5 P å sam ­ me måde frem hævede Jam es S tu a rt Mill det positive i denne proces. E rfa­

ringen viste, a t en n atio n alitet der ind­

gik i en større statsdannelse styrkede sin position, for havde skotterne ikke fået det bedre i union med englæ nder­

ne? De havde bevaret deres sæ rpræ g og styrket deres nationale identitet, selvom de form elt v ar underlagt sty ret i London. Den im perialistiske ver­

densorden viste med al tydelighed dis­

se forhold og det bevirkede, a t euro­

pæiske lande fokuserede på aspekter som racehygiejne og socialdarwinisme for a t sikre nationens frem tid. Den eu­

ropæiske forestilling om nationale s ta ­ te r lå altså i anden halvdel af 1800-tal- let langt fra den am erikanske p ræ si­

dent Woodrow Wilsons princip om fol­

keslagenes selvbestem m elsesret.

N ederlaget til Preussen og tab et af Slesvig-Holsten kastede den danske n atio n alstat ud i en eksistenskrise.

K unne D anm ark på længere sigt op­

retholde sin statu s som selvstændig nation, og ville dansk k u ltu r og sprog have en frem tid? F ra m ange hold lød dom m edagsbasuner og profetier om nationens undergang og D anm arks fortyskning. Illustreret Tidende udgav a rtik ler om det danske sprog og ku l­

tu rs m ulighed for a t overleve. I 1864 påpegede en artikel, a t det danske sprog v ar tysk overlegent: “Allerede disse simple Bemærkninger give til­

Kaiserproklamation in Versailles. Malet a f Anton von Werner, 1885. Frie- drichsruh, Bismarck- Museum. Billedet omtales sidst i artiklen.

strækkelig Oplysning om hvorvidt det kan forholde sig rigtigt med den Paa­

stand, at Tysk er Fremtidens Kultur­

sprog. Thi naar et andet, om end a f Ty­

skerne noksaa foragtet Sprog udtryk­

ker Tanken simplere, kortere, mere cor- rect, ja mere logisk rigtigt og med større Modulation, saa er det neppe ri­

meligt, at man for Fremtiden skulde blive staaende ved Tysk, men maatte da foretrække dette bedre, fyldigere, tænksomme og correctere Sprog”.6

I G rundtvigs øjne havde tysk sprog og tyske bøger gjort endnu m ere skade end tyske våben og soldater.7 D ansk­

heden m åtte styrkes og det skete bedst, n å r kristendom m en udviklede sin fulde k raft og glans i pagt med Nordens helteånd.8 D anskerne m åtte frem stilles som et su n d t og beslutsom t folkeslag, berettiget til en selvstæ ndig n ationalstat. I nederlagets stund foku­

serede m an på den danske kam pgejst.

I en artikel kaldet “Om Skam og Ære”, try k t i Illustreret Tidende, beskrives

den heltemodige indsats som danske soldater udviste. De havde mødt fjen­

den “med Resignation, med rolig Fast­

hed” og artik len fortsatte “Vor lille Hær har udholdt det Utrolige; hvor har den ikke stridt, med Dødsforagt og Løvemod, for Danmarks Ret, Selvstæn­

dighed og Ære! Og for Integriteten har den stridt, ja for Integriteten/”9 Folket havde lidt et æ refuldt nederlag, m en am putationen af det danske rige var ikke tegn på degeneration. N ationens vilje til selvstændighed frem gik også a f tidens historiske værker. Bind 6 af Danmarks Riges Historie, som udkom i begyndelsen a f 1900-tallet, afslu tte­

des på følgende måde: “Mange var de, som mistvivlede om, at landet, så stærkt formindsket, ville være i stand til at hævde en selvstændig statstil- værelse (...) Men den danske nationali­

tet, både Nord og Syd for Kongeåen, vi­

ste efter ulykkerne i 1864 en livskraft, større end nogensinde før”.10

D anm ark risikerede a t lide samme

skæbne som Bayern, der v ar blevet op­

slugt a f det tyske kejserdømm e, for dansk k u ltu r v ar gennem gående påvirket af tyske strøm ninger, og hvad skulle forhindre “jern k an sleren ” i at ekspandere mod nord? I 1878 hævdede politikere som konseilspræ sident J.B.

S. E stru p , a t D anm ark i en kommende krig mod Tyskland ville blive u d slet­

tet. Derfor ønskede h a n a t føre en udenrigspolitisk tilnæ rm elseskurs over for den store nabo i syd.11 Udbygnin­

gen a f Københavns landbefæ stning skal ses i lyset af denne erkendelse.

Den signalerede forsvarsvilje u an set om m an blev angrebet fra landsiden eller fra havet, m en understregede sam tidigt a t D anm arks eneste chance for overlevelse var a t forskanse hoved­

staden, og holde ud indtil en venligsin­

det nation kom til undsæ tning.

Der v ar altså al m ulig grund til a t foretage en m oralsk oprustning af den danske folkeejendommelighed. Ved si­

den a f frem træ dende forkæm pere for danskheden som historikeren A.D.

Jørgensen og H edeselskabets stifter Enrico M. Dalgas stod grundlæ ggeren a f C arlsbergbryggeriet J.C. Jacobsen.

Bryggerens nationale projekt - Frederiksborgm useet

Betoningen a f den nationale ejendom­

melighed affødte en interesse for n a ti­

onens fortid. Gamle bygningsvæ rker som borge, k irk er og kongeslotte blev b etrag tet som historiske m indesm æ r­

k er og enkelte fik så stæ rk symbolvær­

di, a t de blev opfattet som nationale vartegn, og fik statu s a f historiske mo­

num enter. I løbet a f 1800-tallet fik Frederiksborg Slot således k a ra k te r af n atio n alt m onum ent, som guldalde­

rens k u n stn ere gengav på en ræ kke kendte m alerier.

Frederiksborg Slot havde på d a­

væ rende tid sp u n k t allerede k a ra k ter a f museum . Den kongelige p o rtræ t­

sam ling blev opbevaret i slottets sale og i 1812 tilførtes en privat samling, som F rederik 6. arvede. Det v ar la n ­ dets betydeligste sam ling a f p o rtræ t­

ter, hvortil besøgende havde begræ n­

set adgang mod betaling. E fter ene­

vældens afskaffelse tog F rederik 7.

slottet i brug. Det gamle bygnings­

væ rk blev ku n delvist renoveret, og n a tte n mellem den 16. og 17. december 1859 udbrød der brand. Størstedelen a f m alerisam lingen gik til grunde sam m en med slottets indre; ku n Audi­

enssalen, Løngangen og dele af Slots­

kapellet undgik flam m erne. Tabet a f Frederiksborg v ar en national k a ta ­ strofe. Få dage efter branden indledtes spontane pengeindsam linger til slot­

te ts genopførelse. Kongen og staten fulgte trop, og i 1861 kunne m an holde rejsegilde på Frederiksborg.

Brygger J.C. Jacobsen havde tjen t en formue på produktionen a f øl. H an rej­

ste hyppigt udenlands og lod sig inspi­

rere a f forhold langt fra Valby Bakke. I Storbritannien så han, hvordan bor­

gerskabet støttede kunst- og k u ltu rli­

vet, og denne “Public Spirit” tog h an til sig. Den danske adel levede ikke læ ngere op til standens gamle forplig­

telser, og derfor m åtte borgerskabet træ d e til og overtage rollen som natio­

nale mæcener. 1 1877 da bryggeren var i fæ rd med a t etablere Det natio n alh i­

storiske M useum på Frederiksborg, begrundede h a n sine planer overfor Carlsbergfondet med følgende ord: “Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sands og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehe­

dens almindelige Kulturudvikling og dermed dets Erkjendelse a f de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paa­

lægger den nulevende og de kommende Slægter, og en saadan Bevidsthed og Erkjendelse vil ikke undlade at styrke Folkets Selvfølelse og moralske Kraft, hvortil et lille Folk som vort i høj Grad trænger”.12

Ifølge m useets første s ta tu tte r fra 5.

april 1878 skulle sam lingen indehol­

de frem stillinger af fæ drelandshistori- ske minder, bl.a. m alerier, sk u lp tu rer og kunstin d u stri. M useet skulle ikke være et Panteon for berøm theder, m en give en generel frem stilling af natio­

nens fortid.13 Bryggerens vision var isæ r inspireret af Versailles i F ran k rig og Gripsholm i Sverige, hvor fortæ llen­

de historiem alerier sam m en med por­

træ tte r af nationens frem træ dende m ænd og kvinder visualiserede folkets historie. Jacobsen udfærdigede selv en liste med over 80 em ner til historiem a­

lerier, som skulle vises på F rederiks­

borg. Indsam lingen af p o rtræ tter og historiem alerier viste sig a t væ re le t­

tere, n å r em nerne lå langt tilbage i tid og m ere problem atisk jo tæ tte re m an kom sam tiden. Læ ser m an bryggerens planer for m useets indretning er de udførlige for de æ ldste tider, mens be­

tegnelsen “krigsbilleder fra 1848-50 og 1864” er eneste kom m entar til de store begivenheder, som prægede Jacobsens sam tid.14

Løjtnant Anker i Skanse II - et tidligt helteportræ t

I 1866 skrev H.C. A ndersen til den unge k u n stm aler Carl Bloch: “Poesi og Kunst ere nu vort Dannevirke (...) Gud bevare os Dem, som De jo virker til at bevare vort Lands betydning”.15 Det var denne m oralske oprustning, som lå bag ønsket om a t etablere et h elte­

galleri på Frederiksborgm useet med officerer fra de slesvigske krige. Men hvem udformede retningslinierne for officersportræ tternes tilblivelse og form? U m iddelbart lyder det som et overflødigt spørgsmål, for det h a r vel væ ret bestyrelsens opgave? G år m an im idlertid Frederiksborgm useets ark i­

ver igennem , er forholdet ikke så lige til. Ganske vist v ar bestyrelsen aktiv i den første fase, m en krigene havde en

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876), prem i­

erløjtnant.

Malet a f Niels Christian Hansen, 1865.

Frederiksborgmuseet.

stor offentlig bevågenhed, og derved fik private kom iteer indflydelse på valg a f motiver. Hvad enten p o rtræ ttet blev bestilt a f m useet eller a f en privat komite, havde k u n stn eren dog stor fri­

hed i behandlingen af em net, og der­

ved spillede internationale konventio­

n er også en rolle i de danske heltepor­

træ tte rs udformning.

Da Sophus Michaélis anm eldte den årlige C harlottenborgudstilling i 1901 hæ ftede h an sig ved, a t sm å lande hverken havde stof eller lejlighed til a t skabe store bataljem alere; det v ar kun storm agterne forundt og ku n i forbin­

delse med store krigsbegivenheder.

Denne antagelse er ikke helt korrekt. I kølvandet på den første slesvigske krig

Henri Alexander Antoine de Dompierre de Jonquiéres (1816-1879), generalmajor.

Malet a f Frederik Vermehren, 1882.

Frederiksborgmuseet.

blev der udført en ræ kke sam tidige krigsbilleder af m alere som Jørgen Sonne og Niels Simonsen, hvorimod slagbillederne fra 1864 v ar få. M est k en dt er Sim onsens to m alerier udført i 1864, nem lig Tilbagetoget fra Danne­

virke og Træfningen ved Sankelmark.

Hvad p o rtræ tter angår, blev forbavsen­

de få aktører m alet lige efter de sles­

vigske krige. H.D. Schepelern fandt det k arak teristisk , a t m an um iddel­

b a rt efter en ta b t krig ikke fandt no­

gen anledning til a t forevige de højt stående befalingsm ænd, m en valgte populære underofficerer.16

E n a f disse v ar løjtnant P eter Anker, helten fra Skanse II ved Dybbøl. Por­

træ tte t blev udført i 1865 af N.C. H an ­ sen og udstillet på C harlottenborg samm e år. Selvom de næ rm ere om­

stæ ndigheder ved billedets tilblivelse er gået tab t, v ar ku n stn eren s valg af motiv ikke så underligt endda. Befolk­

ningen havde fået kendskab til A nkers indsats gennem a rtik ler i Illustreret Tidende. Som opinionsdanner havde tid ssk riftet stor gennem slagskraft, fordi dets illustrerede a rtik ler blev læ st af et bredt publikum . D ækningen af begivenhederne ved Dybbøl i 1864 skabte helte. I maj m åned blev løjt­

n a n t A nker frem hæ vet sam m en med m ajor Jonquiéres og løjtnant Casten- skiold, hvis p o rtræ tter med tiden også fandt vej til Frederiksborgm useet.17 A rtiklen fokuserede på A nkers store mod, og h ans indre ro pointeres flere gange, hvilket givetvis h a r inspireret ku n stn eren s valg a f komposition.

N.C. H ansen lod sig påvirke a f in te r­

nationale strøm ninger og blev en a f de første re p ræ sen ta n te r for dansk n a tu ­ ralism e inden for p o rtræ tk u n st, hvor det realistiske, det au ten tisk e og hver- dagsskildringen betonedes. A nker er ikke frem stillet i en heroisk scene.

H an s tå r derimod i en n æ rm est kede­

lig og hverdagsagtig situation under Dybbøls belejring med ryggen mod en kanon, der er flankeret a f de beskyt­

tende sandsæ kke. Løjtnant A nker re ­ p ræ sen terer den rolige og beslutsom ­ me soldat, og derved frem hæ ver por­

træ tte t netop et vigtigt aspekt i sam ti­

den, nem lig a t nederlaget i 1864 først og frem m est v ar en konsekvens af preussernes num eriske og m aterielle overlegenhed, og ikke skyldtes en de­

genereret dansk befolkning.

F rederiksborgmuseets bestillinger

Frederiksborgm useets statu s som n a ­ tionens portræ tgalleri stim ulerede be­

stillingen a f officersportrætter. I be­

gyndelsen a f 1882 tog m useets besty­

relse initiativ til a t etablere et h elte­

galleri fra De slesvigske Krige. Selvom p o rtræ ttet a f P eter A nker først blev er­

hvervet af Frederiksborgm useet i 1891, fik N.C. H ansens stil betydning for hvordan efterfølgende opgaver blev grebet an.

Den 28. februar udvalgte bestyrel­

sen tre m otiver og tre egnede k u n stn e­

re. M an ønskede et p o rtræ t a f adm iral Suenson udført af Otto Bache, et por­

træ t af H enri de Jonquiéres af Frede­

rik Verm ehren sam t et af general Max Muller, udført af enten Jørgen Roed el­

ler A ugust Jerndorff.18 Suensen var den eneste sejrherre fra 1864 og var derfor selvskrevet til heltegalleriet. I slaget ved Helgoland den 9. ju n i 1864 havde de danske krigsskibe slået den tysk/østrigske flåde. O berst Max M ul­

ler havde udm æ rket sig under tilb a­

getræ kningen fra D annevirke ved at standse de østrigske soldater ved San- kelm ark Sø med et v eltilrettelagt bajo­

netangreb. De Jonquiéres blev fra m arts 1864 den højstkom m anderende artilleriofficer i Dybbølstillingen. Val­

get af artilleriofficeren er interessant.

Det u n derstreger intensionen om a t hæ dre de aktive, dem som m ærkede krigen på egen krop og satte liv og lem m er på spil. Der er ikke k n y ttet no­

gen speciel heltem odig bedrift til de Jonquiéres’ person, m en Illustreret Ti­

dende havde i maj 1864 betegnet ham som en m and, der forenede teoretisk indsigt med p rak tisk energi og dygtig­

hed. H ans viden v ar ikke en gold og u fru g tb ar kundskabsm asse eftersom h an udførte sit hverv på en sådan måde, a t fjenderne m åtte agte ham og vennerne beundre h am .19

I m arts 1882 henvendte m useet sig til de om talte krigsveteraner med h en ­ blik på erhvervelse a f deres p o rtræ t­

ter. de Jonquiéres v ar død og F rederik V erm ehren gik strak s i gang, m en de to andre modtog et brev med følgende tekst: “/ samlingen paa Frederiksborg

a f malede Portrætter a f Danmarks be­

rømte Mænd savnes hidtil et Portræt a f Deres Execellence. Bestyrelsen ville derfor sætte Pris paa, at erhverve et monumentalt Billede a f Dem, som for kommende Tider kunde være et synligt Minde om Deres Fortjeneste a f vort Fædreland”.20 A dm iralen blev beæ ret og gav sin tilladelse, hvorefter Otto Bache udførte et p o rtræ t på baggrund a f en skitse, som allerede v ar forelagt bestyrelsen. Max M uller afslog der­

imod høfligt tilbuddet.

Verm ehrens posthum e p o rtræ t af de Jonquiéres fulgte N.C. H ansens stil.

M aleriet kom binerer portræ tgenren med historiem aleriet. Således ses de Jonquiéres i et stille og fredfyldt øje­

blik, m ens h an nyder en cigar. Jordvol­

den, kanonerne og hånden på sablen er de eneste indikatorer på krigen.

Den indre ro er i fokus. Selvom de mørke skyer h a r tru k k e t sig sam m en på him len, stå r officeren uanfæ gtet på sin post og b æ rer alene forsvarets byr­

de. M an tvivler ikke på, a t artillerioffi­

ceren er sin opgave voksen og vil kæ m ­ pe trods overm agt og udsigt til neder­

lag.

Otto Bache frem stillede Adm iral Su­

ensen på broen a f skibet Niels Juel u n ­ der slaget ved Helgoland. Beslutsom ­ heden k ara k terise re r søm andens blik.

I baggrunden bølger krudtrøgen gen­

nem luften mens besæ tningen jubler, form entlig i anledning af, a t det øst­

rigske flagskib “Schw artzenberg” er blevet skudt i brand. Selvom der ifølge bestyrelsen v ar tale om et m onum en­

ta lt billede, blev form atet ikke stort.

Otto Bache skulle have 2000 kr. for udførelsen, hvilket v ar 500 kr. m ere end bestyrelsens første tilbud. K u n st­

neren hævdede, a t billedet blev større end almindelige knæ stykker og at bag­

grunden ville fordre ikke så få forstu­

dier. Hvis m useet ikke hævede be­

løbet, ville Bache i stedet male et al­

m indeligt portræ t. B estyrelsen accep­

terede Otto Baches betingelser, og i

Edouard Suenson (1805-1887), viceadmiral.

Malet a f Otto Bache, 1882.

Frederiksborgmuseet.

m arts 1883 besigtigede den det fæ rdi­

ge væ rk i Baches atelier i St. Kongens- gade.21

Indflydelsen fra private komiteer

P å et bestyrelsesm øde 19. septem ber 1883 blev der fulgt op på de to nyer­

hvervede helteportræ tter. F ra m useets side ønskede m an a t inddrage person­

ligheder fra krigen 1848-50, og m an ville arbejde for a t tilvejebringe por­

træ tte r a f generalerne Bulow, Rye og Schleppegrell. Men efterfølgende skete

ingenting. Først i slutningen af 1880’erne blev p o rtræ ttern e bestilt, m en denne gang v ar det ikke Frede- riksborgm useets bestyrelse, som var den aktive part, m en derimod en ræ k ­ ke private indsam lingskom iteer.

E fter Max M ullers død i 1884 udfør­

te Otto Bache h ans portræ t. Det blev skæ nket til Frederiksborgm useet af 1.

Infanteri Regiment. Max M uller ses til hest i billedets baggrund, rolig og fa t­

tet. Billedets m idterfelt dom ineres af soldaternes bajonetter, hvilket u n d er­

streger, hvordan de danske soldater mødte fjenden ved Sankelm ark.

I de følgende å r fik Frederiksborg­

m useet en ræ kke p o rtræ tter foræret, hvis udførelse p rim æ rt blev bekostet gennem kom iteen Indsamling fra Land og By. Bag dette private initiativ stod oberstløjtnant N ysted og bog­

han d ler Reitzel, hvis navne dukker op i Frederiksborgm useets arkiv. Hoved­

parten af de bestilte p o rtræ tter blev udført af Otto Bache og A ugust Jern- dorff. S idstnæ vnte hævdede i et in te r­

view i 1904, a t h an kom i betragtning efter afbud fra Frederik Vermehren:

“Det er rent tilfældigt at jeg blev ført ind på det. (...) Man havde forgæves henvendt sig til Vermehren, måske til flere om at få et portræt a f du Plat. M a­

terialet der forelå, var så ringe at de ikke ville påtage sig det og så kom Oberstløjtnant Nysted til mig. Det er ham, der hele tiden har stået i spidsen, der har sat det hele i bevægelse. Han gik til våbenbrødrene og fik dem til at bestille, jeg tror det var Biillow; så vidt jeg erindrer, var det Hærens Officerer der bestilte du Plat. Han har også sam ­ let private kredse om sådanne opgaver.

Det gik ud på at få de mænd der men­

tes at have haft den mest fremragende betydning repræsenterede på Frede­

riksborgmuseet”.22

P o rtræ tk u n sten s formål er a t frem ­ drage modellens væ sen og karakter.

Det er således k n y ttet til lighed og erindring.23 Det gode p o rtræ t frem stil­

M aximiliam Muller (1808- 1884), general.

Malet a f Otto Bache, 1887.

Frederiksborgmuseet.

ler mere end modellens fysiognomi, det k an også give associationer til mo­

dellens personlighed, selvopfattelse og sam fundsposition. Disse aspekter be­

lyses ved a t m edtage visse a ttrib u tte r og symboler i billedets komposition. I forbindelse med heltep o rtræ ttern e kom k u n stn ern e på en vanskelig opga­

ve. Flere a f officererne var afgået ved døden og det vanskeliggjorde arbejdet.

D ertil m åtte k u n stn eren reflektere over sam tidens forhold til de tra u m a ti­

ske begivenheder og visualisere beho­

vet for de nationale forbilleder, som

h eltep o rtræ ttern e skulle dække selv­

om krigen v ar blevet tabt. Otto Bache fandt arbejdet med private kom iteer anstrengende fordi hv ert medlem kom med deres k ritik og forslag til æ n d rin ­ ger a f billedet.24 Alligevel lykkedes det som regel både a t tilfredsstille bestil­

lernes ønsker, og inddrage den in te rn a ­ tionale portræ tk u n sts generelle kon­

ventioner. Mens billederne af Treårs- krigens centrale personligheder blev udført som m onum entale helfigurspor- træ tter, blev aktørerne fra 1864 m alet i et anderledes m indre form at, selvom

Peter Henrik Claude du Plat (1809-1864), general­

major.

Malet a f August Jerndorff, 1885.

Frederiksborgmuseet.

p o rtræ ttern e blev udført i sam m e tid s­

rum , a f de sam m e k u n stn ere og på be­

stilling a f den sam m e kreds a f perso­

ner. Der v ar trods alt forskel på vinde­

re og tabere.

A ugust Jern d o rff erindrede, hvor­

dan h an med bestillingen a f det første h eltep o rtræ t bevægede sig ind på et uken d t felt. Det største problem var, a t der ikke forelå noget anvendeligt bil­

ledm ateriale a f de afdøde officerer, h an fik bestilling på. For a t danne sig

et indtryk a f den historiske ram m e, som modellen indgik i, begyndte J e r n ­ dorff a t læse G eneralstabens b eretn in ­ ger og fik efterhånden noget ud af dem, selvom tek sten i begyndelsen vir­

kede fuldstæ ndig “hebraisk”. D ernæ st opsøgte h an soldaterkam m erater, der kunne fortælle sm å anekdoter og m ar­

k an te episoder fra den afdødes liv.

Jern d o rff modtog i 1885 bestilling på et p o rtræ t af generalm ajor P eter H enrik Claude du Plat, der faldt u n ­

der Storm en på Dybbøl. K unstneren begyndte med studier af landskabet og malede en god skitse af vejen, der fra broen over Alssund førte op mod Dyb­

bøl Banke. Det v ar på denne vej, a t ge­

neralm ajoren overvågede tilbagetoget af de spræ ngte sm å afdelinger af d an­

ske soldater, der langsom t tra k sig til­

bage efter fire tim ers håbløs kam p, og dér hvor du P lat til sidst faldt for fjen­

dens kugler. Tidligere soldaterkam m e­

ra te r fortalte kunstneren, hvordan ge­

neralm ajoren i dyb sm erte over la n ­ dets og hæ rens lidelser, havde søgt dø­

den på det m est u d satte sted.

Det er denne begivenhed p o rtræ ttet fokuserer på. du P la t ses stående uden nogen form for dækning, m ens de m e­

nige soldater try k k er sig mod det be­

skyttende væ rn af sandsæ kke. Uden heroisme stå r h an med ryggen til be­

skueren og med ansigtet vendt i profil.

Med de fine hvide handsker, kikkerten og stokken m inder h a n m est om en elegant person på vej i teateret, m en det er et billede af soldaten, som rolig og fa tte t venter på døden. I billedets baggrund ses den sønderskudte Dyb­

bøl Mølle som symbol på landets for­

færdelige situation, m en det lader den værdige officer sig ikke d istrah ere af.

M aleriet blev skæ nket m useet a f “en forening a f soldater der havde tjent du Plat”. K ontakten til k u n stn eren blev formidlet af oberstløjtnant Nysted, der også var frontfigur i kom iteen Indsam ­ ling fra Land og By, der mellem 1889 og 1896 lod fire m onum entale p o rtræ t­

te r udføre af heltene fra Treårskrigen, som efterfølgende blev skæ nket til Frederiksborgm useet. De om fattede generalerne Krogh og Schleppegrell, som deltog i slaget ved Isted 1850 sam t Biilow og Rye som udm æ rkede sig i slaget ved Fredericia 1849. Den 28. oktober 1887 havde m useets besty­

relse m odtaget en henvendelse fra N ysted og boghandler Reitzel, med til­

bud om et p o rtræ t a f general Krogh.

Det eneste m useet skulle gøre, v ar a t

bekoste ram m en og give besked om, hvilken plads et sådan m aleri ville få i sam lingen. Den 19. ja n u a r 1889 send­

te Reitzel et brev til m useet hvori h an bekendtgjorde, a t en frivillig indsam ­ ling havde tilvejebragt m idler til a t bekoste et p o rtræ t a f general Biilow, der skulle fungere som pendant til det allerede udførte m aleri af general Krogh.25

I august 1890 kom tilbuddet fra den sam m e kreds af m ænd, der havde be­

kostet Krogs og Biilows p o rtræ tter om betaling a f yderligere to m alerier fore­

stillende Schleppegrell og O laf Rye.26 Hvilken tilknytning denne kreds af m æ nd havde til m useets bestyrelse er uvis, selvom det virker påfaldende, a t de udvalgte m otiver var sam m enfal­

dende med de ønsker, som bestyrelsen havde frem sat i 1883. Udførelsen af løjtnant Castenskiolds p o rtræ t un d er­

streger dette samspil. Den 26. septem ­ ber 1898 foreslog Ferdinand Meldahl, a t m useet erhvervede p o rtræ ttet af

“den anden flinke mand i skanserne ved Dybbøl”-, nem lig Castenskiold. Bil­

ledet skulle fungere som pendant til A nkers portræ t, som m useet havde er­

hvervet i 1891.

Den 4. december 1899 modtog F re­

deriksborg et tilbud fra en privat ko­

m ite, der allerede havde tilvejebragt m idler til udførelse a f et såd an t por­

træ t. Kom iteerne valgte også motiver, uafhæ ngigt a f bestyrelsens ønsker og satte deres præ g på udform ningen af m useets sam ling af m otiver fra De slesvigske Krige. Deres indsats blev v æ rd sat og anerkendt. I maj 1890 fik C.A. Reitzel et takkebrev for m aleriet a f general Biilow, som “bestyrelsen har modtaget med stor anerkendelse og til­

fredsstillelse og den beder hermed den ærede comitee modtage dens varme tak for den værdifulde forøgelse museet derved har erholdt”.21

Otto Bache udførte p o rtræ ttern e af Krogh (1889), Schleppegrell (1896) og løjtnant Castenskjold (1902). Tids­

Frederik Adolph Schleppegrell (1792-1850), generalmajor.

Malet a f Otto Bache, 1896.

Frederiksborgmuseet.

skriftet Kunst beskrev i 1903 Baches p o rtræ t a f general Schleppegrell såle­

des: “Hans ansigt er præget a f vældig energi a f hård styrke. Kappen flagrer i suset a f farten, regnen pisker i ansig­

terne; det er et betydningsfuldt ridt.

Dette billede er i sandhed et fædre- landshistorisk monument. Det er kom­

poneret og tegnet med al Otto Baches betydelige magt (...) det ligger ikke til kunstneren at fremhæve i bidende træk krigens meningsløshed og rædsler”.28 Otto Baches officersportræ tter er en hyldest til den danske helt. Schleppe­

grell ses under udførelsen a f et fron­

ta lt angreb mod fjenden, ridende hen over faldne soldater, m ens general Kroghs billede er et klassisk m agtpor­

træ t, som frem hæ ver h an s ro og evne til a t lede hæ ren. P o rtræ ttern e blev

Gerhard Christoph von Krogh (1785-1860), generalløjtnant.

Malet a f Otto Bache, 1889.

Frederiksborgmuseet.

udført som rytterbilleder, og derved kunne Bache vise sit ta le n t som dyre- m aler med heste som speciale.

E fter du P lats p o rtræ t m alede Jern- dorff endnu tre frem træ dende office­

rer, nem lig general Biilow (1890), oberst Lunding (1892) og generalm a­

jo r O laf Rye (1895). De v ar alle invol­

veret i Slaget ved Fredericia. Niels Lunding v ar ingen oplagt eksponent for den danske helt. H an var oberst i Ingeniørkorpset og blev udnæ vnt til kom m andant i Fredericia i 1849, og satte med kort varsel fæ stningens for­

faldne volde i forsvarsstand. Jerndorff rådede ikke over billeder fra tiden og m alerens udgangspunkt blev fotogra­

fier fra Lundings gamle dage, mens hovedets facon og k a ra k te r blev udført efter oberstens sønnesøn. Ellers ud ­

Niels Christian Lunding (1795-1871), general­

løjtnant.

Malet a f A ugust Jerndorff, 1892.

Frederiksborgmuseet.

nyttede Jerndorff de oplysninger om Lunding, h a n kunne få fra oberstens bekendte. Lunding havde nem lig en sæ rlig måde a t vise tæ nderne på, n å r h a n koncentreret iagttog forholdene, en detalje som ses på p o rtræ ttet. Ka­

ra k te ristisk for Jerndorffs billeder frem stilles Lunding i en alm indelig hverdagsagtig situation. H an er i færd med a t passe sit arbejde og iagttager nøje forholdene uden at lade sig påvir­

ke af de forestående begivenheder.

M aleriet blev bestilt a f Ingeniørkorp­

set, som derved også blev rep ræ sen te­

re t på Frederiksborgm useet.

Otto Bache og A ugust Jerndorffs stil og tilgang til opgaven med a t male of­

ficersportræ tter varierede, m en bud­

skabet v ar det samme. K unsten skal frem stille befolkningens offervilje og

Carl Wilhelm Castenschiold (1837-1919), løjt­

nant.

Malet a f Otto Bache, 1902.

Frederiksborgmuseet.

modige forsvar a f fæ drelandet. Det m i­

litæ re sam m enbrud fordrede et nyt Dannevirke, og den sag påtog k u n st­

nerne sig gerne. Det frem går tydeligt, dels a f interview et med Jerndorff fra 1904, hvori h an beklagede a t h an ikke selv havde deltaget som soldat, dels fra Otto Bache der var blevet kasseret på session tre gange pga. en hjertefejl.

Begge an så k u n sten som deres bidrag til landets frelse.

Bache valgte a t frem hæve det heroi­

ske. Castenskiold stå r kæ k t med foden på brystvæ rnet uden beskyttelse mod fjendens kugler, sam tidigt med a t hans håndbevægelse viser soldaterne, a t de skal passe på. Jerndorff derimod, frem hævede modet ved a t underspille det heroiserende. H ans p o rtræ tter vi­

ser den indre styrke og overbevisnin­

gen om, a t i den retfæ rdige sags tjene­

ste, som fæ drelandets beskytter, er in ­ te t offer for stort. O laf Rye er frem stil­

let således, a t beskueren ikke er i tvivl om, a t h a n er “mærket til d ø d e nSla­

get er endt, sablen er tilbage i skeden og Rye er ene, omgivet a f døde, hans h est ligger død bag ham , og en dræ bt soldat ligger for h ans fod. Der m angler k u n Rye selv, m en h an er rede.29

Hvad enten m an valgte den ene eller den anden udtryksform , sender offi- cersp o rtræ ttern e et k la rt signal. Det danske folk v ar en sund og stæ rk n a ti­

on, der v ar indstillet på a t forsvare landet. Selv i håbløse situ atio n er ud ­ viste danskerne beundringsvæ rdigt mod. Det hævdede Illustreret Tidende, som påpegede, hvordan de preussiske sty rk er havde afholdt en dobbelt æres- fest efter sejren: “Det var en Æresfest, en Jubel ovre Seieren: saaledes jubler et stort Folk naar en mægtig Fjende, en farlig Modstander, er besejret”.30

Det er således m uligt a t påvise sam ­ m enhæ ng mellem sam tidens frygt for D anm arks frem tid og udform ningen af heltegalleriet på Frederiksborgm use­

et. M otivet til m aleriernes bestilling, u an set om den kom fra m useets besty­

relse eller en privat komite, v ar a t ære den danske soldats indsats. Denne op­

gave løste k u n stn ern e så godt, a t sti­

len både imødekom dette særlige n a ti­

onale krav og benyttede de konventio­

ner, som v ar frem herskende i euro­

pæ isk p o rtræ tk u n st.

General Gordons sidste forsvar - sam tidens internationale helteportræ t

Ser m an ud over D anm arks græ nse og sam m enligner Frederiksborgm useets sam ling a f helte fra slutningen af 1800-tallet med tilsvarende m alerier i Europa, vil m an finde en ræ kke fælles­

træ k. F.eks. udførte den franske k u n st­

n er Achille Deverias et p o rtræ t af m a r­

Jean Jacques Pelissier, fransk marskal.

Udført ca. 1856.

London Illustrated News, 1856.

skal Pierre Joseph Francios Bosquet under belejringen af Sebastopol i K rim krigen 1855. Den franske officer er frem stillet stående tilbagelæ net mod skansens brystvæ rn. H an er b a r­

hovedet og synes a t nyde et roligt øje­

blik i krigen. P o rtræ ttet, som findes på Louvre, er en fransk forløber for N.C.

H ansens p o rtræ t a f løjtnant Anker fra 1865. Samme stil genfindes i en illu­

stratio n fra Illustrated London News af den franske øverstkom m anderende un d er K rim krigen Je a n Jacques Pelis­

sier. Også h an ses stående i skanserne, dog iført sin feltm arskalsuniform med m edaljer og ordensbånd, hvilket gør si­

tuationen m ere ophøjet og værdig.

F ran k rig havde som D anm ark ikke m eget a t fejre på den internationale krigsarena. N ederlaget til P reussen i 1870 og proklam ationen af Det tyske Kejserrige på Versailles v ar en ydmy­

gelse, som nationen ikke glemte.

I S torbritannien var der heller ingen hang til overdreven heroisme. Tiden mellem 1870 og 1900 var præ get af be­

kym ring og m anglende tillid til egen styrke, selvom briterne kontrollerede verdens største im perium . H erbert Spencers indflydelsesrige ta n k er om socialdarwinism en slog igennem i løbet af 1880’erne og skabte bekym­

ring for, om den britiske nation på længere sigt havde k ræ fter til a t op­

retholde sit im perium . Den økonomi­

ske væ kst stagnerede, og britiske v a­

re r havde svæ rt ved a t klare konkur­

rencen i forhold til USA og Tyskland, som m oderniserede deres industri.

M agtforholdet på det europæiske kon­

tin en t blev æ ndret, og den aggressive tyske m ilitarism e bekym rede de b riti­

ske politikere, som blev m ere og m ere indadskuende. V ictoriatidens S torbrit­

annien var præ get af bekym ring, som forstæ rkedes af den britiske hæ rs dårlige re su ltater i flere m indre m ili­

tæ re aktioner. V æ rst var deltagelsen i K rim krigen 1854-56, hvor nationen led et alvorligt prestigetab, selvom m an undgik nederlag. Ude i im periets random råder var den britiske h æ r også blevet påført nederlag i en ræ kke m indre træ fninger, bla. i A fghanistan og Sudan, og selvom kontrollen efter­

følgende blev o prettet stod m an tilbage med en fornemmelse af, a t frem tiden på ingen m åde tegnede lys.

Elizabeth B utlers m aleri fra 1879 The Remnants o f an Army udstillede nationens sørgelige tilstan d efter ne­

derlaget i Den Første A fghanerkrig i 1840’erne. Det viser hvordan den ene­

ste overlevende fra Kabul ankom til Jalalab ad efter hæ rens undergang i K hyberpasset. Der var en k la r tendens i Victoriatiden til a t frem stille neder­

lag og fiasko frem for de store triu m ­ fer. M an sværm ede om tem aer fra M iddelalderen, og nygotikken v ar et forsøg på a t opbygge et billede af en tryg og behagelig fortid, hvor æ re og høvisk adfæ rd v ar frem herskende. For

The Rem nants o f an Army.

Malet a f Elizabeth Butler, 1879.

Tate Britain.

a t stive m oralen af, havde befolknin­

gen brug for helte, der kunne personi­

ficere de m oralske dyder som im peri­

ets frem tid afhang af, først og frem ­ m est offervilje. En sådan person var general C harles Gordon (1833-1885).

Pga. Suezkanalens etablering var Storbritannien blevet involveret i Egyptens forhold og derm ed også i Sudan, som form elt v ar underlagt sty­

re t i Cairo. I 1884 gjorde Sudan oprør, og efter en sejr over den egyptiske h æ r var landet under oprørernes kontrol med undtagelse af hovedstaden Khar- toum. Som følge a f et folkeligt pres i England sendte den britiske prem ier­

m inister William Gladstone general C harles Gordon til Sudan for a t evaku­

ere K hartoum s egyptiske befolknings- del, m en Gordon v ar en excentrisk og uberegnelig person. H an havde ud ­ prægede sadistiske tilbøjeligheder og næ rede et inderligt ønske om a t lide m artyrdøden.31 Befolkningen blev ikke evakueret i tide, for Gordon lod oprørs­

styrkerne om slutte byen, i håb om a t opinionen i London ville tvinge politi­

kerne til handling. Selvom Gladstone ikke ønskede a t blive involveret i Su­

dan, gav h an efter for presset og send­

Charles George Gordon, engelsk general.

Malet a f G. W. Joy, ca. 1893.

City A rt Gallery, Leeds.

O laf Rye (1791-1849), generalmajor.

Malet a f August Jerndoff, 1895.

Frederiksborgmuseet.

te en større b ritisk styrke mod Khar- toum. Den nåede bare ikke frem i tide.

De sudanske oprørere havde allerede in d taget byen og dræ b t hovedparten a f byens indbyggere, h eru n d er general Gordon. Begivenhederne i Sudan gjor­

de Gordon til en a f Victoriatidens m est feterede helte. H ans heltedåd tvang ef­

terfølgende den britiske regering til at u d ru ste en h æ r un d er ledelse a f gene­

ral Kitchener, der generobrede Sudan mellem 1896 og 1898.

I 1893 udførte G.W. Joy et m onu­

m en talt portræ t, der forestillede gene­

ral Gordons sidste forsvar i K hartoum . Situationen er opdigtet og viser gene­

ralen stående foran en trappe. Flere oprørere er på vej op, bla. én med løftet spyd k la r til a t sende det dræbende våben afsted. P å trods af udsigten til en snarlig og voldsom død s tå r genera­

len uanfæ gtet i fuld uniform og med fez på hovedet. I højre h ån d holder h a n en sk arp lad t pistol, m en den er

sæ nket som tegn på, a t yderligere m odstand er nytteløs. Den venstre hån d holdes foran brystet, og h an s myndige attitu d e viser, a t h an ikke vi­

ger m en vil beskytte den bagvedlig­

gende frygtsomme egypter med sit liv.

Det er den engelske version af O laf Rye eller Claude du Plat. Såvel Gor­

don som Rye og du P lat p o rtræ tteres um iddelbart før deres død, m en de h a r ikke m istet fatningen; de er i en højere sags tjeneste og det giver indre ro og styrke.

Der er således klare lighedstræ k mellem de danske h e ltep o rtræ tter og den måde, hvorpå m an frem stillede engelske og franske officersportræ tter i slutningen a f 1800-tallet. De frem ­ herskende konventioner inden for por­

træ tk u n ste n kunne således både an ­ vendes i verdens betydningsfulde s ta ­ te r og i nationer, der var faretruende tæ t på afgrundens rand. Men i såvel Storbritannien som F ran k rig og Dan-

Die Eroffnung des Reichstages im Weissen Saal der Berliner Scholss durch William II am 25. Juni 1888.

Malet a f Anton von Werner, 1893.

Deutsches Historisches Museum.

Friedrich Karl (1828-1885) Preussisk prins, øverst­

kommanderende i 1864.

Udført ca. 1864.

Frederiksborgmuseet.

m ark v ar der en um iskendelig frygt for, hvad frem tiden ville bringe, og en nagende angst for a t landet ikke k u n ­ ne bevare sin position i den kommende verdensorden. Tyske h e ltep o rtræ tter er i sam m enligning herm ed langt m e­

re m ilitante, og genspejler den unge nations selvtillid og tro på Tysklands voksende betydning.

E fter storm en på Dybbøl blev der udført et litografi a f den preussiske prins Friedrich Karl, der overtog kom ­ m andoen over h æ ren den 18. maj m ens H elm uth v. Moltke fungerede som stabschef. Prinsen er frem stillet i klassisk positur, til h est med hæ vet sabel og blikket re tte t mod beskueren.

P å uniform en ses ordener og ordens­

bånd og den høje m ilitæ rhue er udsty­

re t med dødningehoved. I baggrunden

rid er stabsofficererne, m ens soldater­

ne m archerer på vej til fronten. Det er sejrherren m idt i krigstum len m an ser. På samm e måde blev der frem stil­

let sta tu e r a f kan sler Bism arck som Roland von Berlin, en m iddelalderlig ridder i fuld rustning, med skjold og d raget sværd eller i uniform støttende sig til sin sabel.32

D et tyske selvværd genfindes også på Anton von W erners Kaiserprokla- mation in Versailles udført i 1885 som er gengivet på s. 245. Billedet frem stil­

ler det tyske kejserriges fødsel og Wil­

helm l . ’s hyldest i Versailles. M aleri­

ets udform ning blev æ n d ret under ud­

førelsen, for at betone Bism arcks rolle i det historiske forløb. P å den endelige version er h an placeret i billedets cen­

tru m sam m en med Moltke, mens Kej­

ser Wilhelm 1. ses til venstre i billedet, stående på en forhøjning, m ens h an m odtager salens hyldest.33 1 1893 gen­

tog Anton Von W erner kompositionen i Die Eroffnung der Reichstages im Weissen Saal der Berliner Schlosses durch Wilhelm II am 25. Juni 1888, hvor den aldrende kan sler ses i bille­

dets m idte foran en forhøjning, hvorpå Kejser Wilhelm 2. ses med den k a ra k ­ teristiske ørnehjelm, røde kappe og hånden på svæ rdet.34

Konventioner i portræ tkunsten

Danske ku nstn ere levede ikke i en osteklokke afskåret fra deres omver­

den. De indgik i et større hele og lod sig inspirere af den europæiske udvik­

ling inden for po rtræ tk u n st. De dan ­ ske h eltep o rtræ tter er derfor hverken unikke i deres komposition eller i b ru ­ gen a f virkemidler, m en betoner de be­

kymringer, som prægede både den danske og den engelske befolkning i slutningen af 1800-tallet. A ugust J e rn ­ dorffs og Otto Baches h eltep o rtræ tter balancerede mellem dansk national selvforståelse og internationale kon­

ventioner. De skulle tilpasses bestil­

lernes krav og ønske om a t vise de danske soldaters offervilje på en måde, som ville vække forståelse og an erk en ­ delse i udlandet. Jerndorffs p o rtræ tter fulgte N.C. H ansens n atu ralistisk e stil, hvorimod Otto Baches udtryk blev m ere heroiserende, isæ r på billedet af Schleppegrell.

Sådan h a r det altid væ ret, n å r k u n ­ sten træ d e r i staten s eller i ideologiens tjeneste. C hristian 4. benyttede Re­

næ ssancens billedsprog til a t betone m onarkiets rolle i sam fundet og isæ r sam tidens interesse for guddommelig arvefølge på et tidspunkt, hvor landet v ar et valgkongedømme. Herved beto­

nes kongens idealer, ikke den faktiske politiske situation. P å samm e måde fortæ ller h eltep o rtræ ttern e ikke m e­

get om De slesvigske Krige eller om of­

ficerernes sande karakter. De un d er­

streger befolkningens frygt for den sto­

re nabo i syd og erkendelsen af, a t dansk uafhæ ngighed i frem tiden k u n ­ ne kræ ve stor offervilje i befolkningen.

M åske kunne m an ikke vinde, m en m an kunne i hvert fald tabe med v æ r­

dighed.

Noter

1. K. Glamann: J.C. Jacobsen Brygger og mæcen, M. Bligaard (red.): J.C. Jacobsen og Frederiksborg. Frederiksborgmuseet 1997, s. 8.

2. M. Clark: Modern Italy 1871-1982, London 1984, s. 30.

3. F. List: Das nationale System der politischen Okonomie. Mit einem Nachwort versehen von Giinter Fabiunke, Berlin 1982; G. Cohn:

Nationalokonomische Studien, Stuttgart 1886.

4. E. J. Hobsbawn: Nations and Nationalism since 1780. Programme, Myth, Reality, Cam- bridge 1990, s. 36-39.

5. C. Bjørn og C. Due-Nielsen: Dansk Uden­

rigspolitiks Historie bd. 3: Fra helstat til na­

tionalstat, Gyldendal, 2003, s. 76-77.

6. Illustreret Tidende 1. maj 1864, nr. 240, s.

254.

7. P. Bagge: Nationalisme, antinationalism e og nationalfølelse i Danmark omkring 1900, S.

Ellehøj (red.): Festskrift til Astrid Friis, Kø­

benhavn 1963, s. 3.

8. F. Lundgreen-Nielsen: Grundtvig og dansk­

hed, O. Feldbæk (red.): Dansk Identitetshi­

storie bd. 3: Folkets Danmark 1848-1940, København 1992, s. 160.

9. Illustreret Tidende 5. juni 1864, nr. 245, s.

287.

10. N. Neergaard: Danmarks Riges Historie 1852-1864, København 1893-1907 bd. 6, s.

286-7.

11. D. Tamm: Konseilspræsidenten Jacob Brøn- num Scavenius Estrup 1825-1913, Køben­

havn 1996, s. 223.

12. P. Eller: Brygger J. C. Jacobsens plan over historiske fremstillinger til Frederiksborg­

m useet, Danske Magazin 8. rk. 5. bd. 4. hf., 1989, s. 309.

13. S. Heiberg: N ationalt portrætgalleri eller na­

tionalhistorisk museum? (jfr. note 1), s. 56.

14. P. Eller: Brygger J. C. Jacobsens plan over historiske fremstillinger, (jfr. note 12), s.

325.

15. R. Magnussen: Carl Bloch 1834-1890, 1931, s. 50.

16. H.D. Schepelern: 1864 i danske billeder. Ka­

talog over m indeudstilling på Frederiksborg i 1964, s. 12.

17. Illustreret Tidende 1. maj 1864, nr. 240, s.

249.

18. Frederiksborgmuseets arkiv, FMj 20/1881- 82

19. Illustreret Tidende, 1. maj 1864, nr 240, s.

249.

20. S. Heiberg: Nationalt portrætgalleri eller na­

tionalhistorisk museum?, (jfr. note 1), s. 60 21. Frederiksborgmuseets Arkiv FMj 20/1881-82

Otto Bache til Frederiksborgmuseet 24.

marts 1882 og 8. marts 1883

22. Stenografiske interviews ved C.C. Clausen, Hver 8. dag nr. 16, 17. januar 1904.

23. S. Heiberg: Danske portrætter, København 2003, s. 13, 20.

24. Otto Bache. Malerier, Studier og Tegninger, København 1928, s. 50.

25. FMj. 44/1889-90, C. Reitzel til Frederiks­

borgmuseets bestyrelse, 14. december 1888.

26. FMj 90/1888-89; 108/1889-90.

27. FMj 44/1889-90, 3. maj 1890 Bestyrelsen til C.A. Reitzel.

28. Kunst 5. august 1903

29. RM. Hornung: Ny Dansk Kunsthistorie bd.

4: Realismen., København 1993, s. 70f.

30. Illustreret Tidende, 5. juni 1864, nr. 245, s.

287.

31. R. Aldrich: Colonialism and Homosexuality, London 2003, s. 69-70.

32. Bismarck - Preussen, Deutschland und Eu­

ropa, Deutsches Historisches Museum 1990, s. 471, 474.

33. M aleriet findes på Friedrichsruh, Bismarck- Museum.

34. Victoria & Albert, Vicky & The Kaiser. Ein Kapitel deutsch-englischer Familiengeschich- te, Deutsches Historisches Museum 1997, s.

180.