Gullevhuset

G U LLE V H U S E T

E t studie i dansk bygningshistorie

A f D. Yde-Andersen.

I

ninger af bindingsvæ rkets problem er, støder m an ofte paa det saakaldte Gullevhus. Det er opkaldt efter dets hjemsted, la n d s­

byen G ullev i H ovlbjerg herred, V ib o rg amt, og kendes k u n fra Jydske Sam lingers 7. b in d 1), hvor det er beskrevet i forbindelse med en der a ftry k t synsforretning over godset Frish o lts bønder- gaarde i aaret 1720. I synsforretningen nævnes »jordgravede«

bygninger, og som fo rk la rin g paa dette u d tryk skriver J. C h ri­

stensen, der h ar frem draget synsforretningen, følgende:

»Hvorledes Bygningsm aaden var fo r et saadant jordgravet Huus, kan jeg saa meget bedre opgive, som et a f disse Huse var i sin gamle Fo rm bevaret i G ullev B y in d til m in T id , hvor jeg saae det under en Reparation. Stolperne var nedgravne henved 1 Alen i Jorden, og i en G affel eller Tvegge i deres øverste Ende vare Bjæ lkerne nedlagte og tvers over disse langs med Stolperne paa Rem stykkerne og greb med deres nederste E nde over disse med en Gaffel, dannet ved, at en stærk N agle var boret paaskraas i Enden af Spærene. M ellem Stolperne vare hverken Løsholter eller Stiber, men blot nogle Stænger eller Staver reiste fra Jorden til mod Remmen og m ellem disse noget Flettevæ rk (Vender), hvor- paa Leret blev opklinet paa begge Sider. Læ gterne vare mesten- deels kløvne R after fæstede paa Sparretræeme med Træ nagler.

O Samlinger til Jysk Historie og Topografi VII, 1879, s. 223.

I Rem stykkerne blev boret skraat opstaaende Træ nagler og m el­

lem disse Flettevæ rk fo r at holde Tagskægget oppe.«

Beskrivelsen blev første gang benyttet inden fo r bygningsforsk­

ningen a f C. A. Jensen i afhandlingen »Stolper og Suler« i 19151).

Siden da er den ofte blevet anvendt, saaledes f. eks. a f Zangen­

berg i »Danske Bøndergaarde« i 192 52), a f C. A. Jensen igen i

»Dansk Bindingsvæ rk« i 1933s), og sidst a f C. G. Schultz i »Træ­

tekn ik i ældre dansk Husbygning« i 19404). D a C. A. Jensen i sin tid frem drog beskrivelsen, havde m an ik ke meget andet end det a f R. M ejborg5) og det a f G. A. Jensen selv indsam lede m ateriale om danske bøndergaarde at bedømme dens værdi ud fra. Siden er der, først og frem m est paa C. A. Jensens in itiativ, tilvejebragt saa meget nyt m ateriale om ældre dansk byggeskik, at der nu kan være grund til at tage G ullevbeskrivelsen op til en ny, k ritisk vurdering.

E fte r den maade, hvorpaa beskrivelsen er frem kom m et, kan der være grund til at benytte den med nogen forsigtighed. F o r det første er den ik k e skrevet a f en bygningsforsker, fo r det andet er den skrevet efter hukom m elsen, og fo r det tredje kan m an an­

tage, at forfatteren først og frem m est har lagt vægten paa b eskri­

velsen a f de jordgravede stolper. Det viser sig da ogsaa, hvis m an prøver at rekonstruere huset efter beskrivelsen, at den tilla d e r flere tolkninger. F o r det første kan m an komme til en k o n ­ struktion, hvor der ik ke er gjort mere ud a f bygningen, specielt tøm m ersam lingerne, end beskrivelsen lige netop angiver. Dette er den gængse tolkning. M a n er med andre ord gaaet ud fra, at J. Christensen h ar beskrevet alle de detaljer, han nævner, helt til bunds. M en m an kan ogsaa kom m e til en anden tolkning, idet m an gaar ud fra, at J. Christensen kun har beskrevet hoved­

trækkene, det karakteristiske, ved den anvendte konstruktion. A t

1) Fortid og Nutid I, 1915, s. 60 ff.

2) H. Zangenberg: Danske Bøndergaarde, 1925, s. 71.

s) C. A. Jensen: Dansk Bindingsværk, 1933.

4) Tømmerbogen, 1940, s. 407.

s) B. Mejborg: Borgerlige Huse, 1881, Gamle danske Hjem, 1888, og Slesvigske Bøndergaarde, 1892.

47

han enten ikke har tilstræ bt eller ik ke h ar kunnet give en fu ld ­ stændig beskrivelse a f det hus, han har set i sin ungdom . Ved den første tolkningsm aade frem kom m er en bygning, hvis ko n ­ struktion paa flere punkter er enestaaende ik k e blo t i D anm ark, men i alle tilfæ lde ogsaa i Nordeuropa. V ed den anden derim od kan man faa beskrivelsen til at dække over konstruktioner, der nu ogsaa kendes fra andre danske bøndergaarde. Dette skal blive paavist i det følgende:

»Stolperne vare nedgravne henved 1 A len i Jorden.« De jo rd ­ grå vede vægstolper h ar allerede faaet en udtøm m ende behandling i C. A. Jensens foran anførte afhandlinger. Det er der paavist, at m an maa antage, at jordgravede vægstolper overalt herhjem m e er gaaet fo ru d fo r stolper paa sten eller i födrem . E n antagelse der er blevet sm ukt bekræ ftet a f den sidste snes aars udgrav­

ninger a f danske bøndergaarde1). Desværre er kun en a f disse jordgravede bygninger blevet bevaret t il vor tid og videnskabeligt undersøgt, nem lig »kirkeladen« ved Ø rreslev Haugaard, V o r herred, Aarhus am t2). Paa dette punkt er der da, som m an kunde vente, ingen vanskeligheder ved at tolke beskrivelsen.

»I en G affel eller Tvegge i deres (o: i stolpernes) øverste Ende vare Bjæ lkerne nedlagte«. M an har h id til tolket dette saaledes, at stolperne foroven endte i en Y-form et tveje, h vo ri bjæ lkerne var nedlagt. Det maa straks fremhæves, at en saadan kon stru k­

tion er enestaaende herhjemme. Jordgravede stolper og i det hele taget vægstolper, der foroven ender i en Y-form et tveje, kender m an nu kun fra sjæ llandske havreboder og fra spredte prim itive boder og skure i de øvrige landsdele; men i disse byg­

ninger bærer og om slutter tvejerne a ltid tagremmene og ald rig bjælkerne, se fig. 1. Dette stemmer godt overens med, at bjæ lker paa tværs a f bygningerne er noget forholdsvis nyt inden fo r danske bøndergaarde, bortset fra gavle og tvæ rskillerum , hvor de oprindeligt ku n synes at have fungeret som tagremme. D erim od kender v i ik ke nogen bygningstype herhjem m e, der ik k e har

*) Populær oversigt findes i Axel Steensberg: Den danske Bondegaard, 1942.

2) Beskrevet i A. Clemmensen: Bulhuse I, 1937, s. 86 (Laden nedrevet 1926)-

I tvejerne ligger to tagremme. Mellem disse er der lagt bjælker, hvorpaa halmen ligger.

I ældre tid anvendtes disse boder til at opbevare den utærskede havre til hestene paa. Her laa det i fred for mus o. lign., nedenunder havde man sam­

tidigt redskabsskur.

tagrem, eller som kan ledes tilbage til en type uden tagrem (her er n aturligvis set bort fra helt moderne bygningskonstruktioner).

H vad først bjæ lkernes fu n ktio n som underlag fo r spærene an- gaar, da er denne meget sen. I alle ældre danske landbygninger støtter spærene paa eller m od tagremmen. Først efter 1600 be­

gynder m an i S ønderjylland at lægge bjæ lkerne over tagremmene, og at tappe spærene ned i bjælkerne. Og først etter 1800 synes denne sk ik at have bredt sig til det øvrige land, i alle tilfæ lde uden fo r Jy lla n d , og den naaede ik ke at blive alm indelig paa øerne, fø r m an gik bort fra at anvende bindingsvæ rk til bønder- gaarde. I købstæderne er forholdet som bekendt noget ander-

49

ledes, idet de ældste bindingsvæ rksbygninger, de »gotiske«, har spærene paa tagremmen. Fø rst med »renaissancen« trænger den

»ægte spæ rtagskonstruktion«, hvor spærene staar paa bjælken, frem i købstæderne og b liver i løbet a f de følgende aarhundreder dom inerende de fleste steder, men den trænger fx. ald rig igen­

nem paa Bornholm . H vad bjæ lkernes fu n k tio n som bærere a f lofter og stænger angaar, da antager m an alm indeligt, at lofter i bøndergaarde er meget sene herhjem m e, saa ogsaa denne fu n k ­ tion er sen. Antagelsen støttes først og frem m est a f forholdene i udenlandske, spec, norske og svenske gaarde, men helt op til vor tid h ar m an herhjem m e kunnet finde bøndergaarde, der ikke havde lo ft over bryggers og køkken (fx. Aggerhuset paa F r i­

landsmuseet i Lyngby), og m an ved ud fra skriftig e kilder, at det har været alm indeligt i ældre tid. Noget tilsvarende gælder fo r storstuerne. T ilb a g e b liver nu ku n bjæ lkernes oprindelige fu n ktio n at styre væggene indbyrdes, saa de ik k e skrider ud eller presses in d fo r oven. E n saadan fu n ktio n er im id le rtid ik k e nød­

vendig i en bygning, hvor vægstolperne er gravet en alen eller mere ned i jorden. Den v il staa lige saa godt som et alm indeligt plankevæ rk eller hegn med jordgravede pæle. Det er d erfo r let forstaaeligt, naar m an fin d e r eksem pler paa, at bjæ lkerne enten har manglet eller ogsaa h ar været meget løst fæstnet til væggen uden fo r tvæ rskillerum og gavle. I en indberetning til rentekam ­ meret fra Rindsherred i V ib org am t1) staar bl. a.: »— — og udi Udhuuse alleene (bruges) til Deels Opstandere med en K lø ft eller tvende Tapper i øverste Ende (o: suler), hvorudi Mønningstræ et til Husene lægges, og hvorved B ielker til Huuset bespares og ei bruges«. Grunden til, at m an har kunnet spare bjæ lkerne, er n a ­ turligvis ik ke sulerne, men at man, som det oplyses senere i in d ­ beretningen, anvendte jordgravede stolper. F ra Skarø i Sunds herred, Svendborg amt, beretter M ejborg: »Gamle Indhuse paa Skarø var inddelte i Gulve ik ke i Fag. K u n Skillerum sbjæ lkerne var faste, indtappede i Stolperne. De øvrige hvilede paa Overløs-

!) Forklaringer fra Amtmændene om de i Danmark brugelige Bygningsmaa- der for Bøndergaarde og Huse, 1789— 90 (Bentekammeret arkiv i Rigsarkivet).

4

hoher - anbragt en h alv A len under Remmen — og kunde tages ud og stikkes ind, uden at Bindingsvæ rket blev bragt a f­

lave«). - H vad tagremmen angaar, synes dens fu n ktio n altid at have været at danne en saa haard og m odstandsdygtig slut­

ning paa væggen, at taget kunde h vile herpaa.

Betragter m an nu de maader, hvorpaa bjæ lken er blevet fo r­

bundet med væggene i de ældre danske landbygninger, b liv e r det ovenstaaende bekræ ftet paa bedste maade. Ser m an bort fra de fø r nævnte sene konstruktioner med ægte spærtag og paa v irk ­ ninger derfra, er bjæ lken overalt samlet med vægstolperne, som vist paa fig. 2 a— c. Dette er ogsaa rent konstruktivt den bedste løsning. A t m an ik k e har fø rt bjæ lkerne til vægtavlene (felterne m ellem stolperne), er selvindlysende, da disse aldrig vilde kunne yde noget stabilt leje fo r bjælkerne, hvadenten de nu var le r k li­

nede eller af egebuller. M an kunde ogsaa have ført bjæ lkerne til tagremmen, som i huse med ægte spær tag; men ogsaa en saadan løsning vilde b live ustabil, saa længe man lod spærene støtte direkte paa tagrem m en og ik ke paa bjælken, idet tagremmen paa grund a f den maade, hvorpaa den er fæstnet eller forbundet med den øvrige væg, ik ke er videre m odstandsdygtig over for et vandret sidetryk (ikke destom indre findes der et tillø b til en saa­

dan løsning i det meget særprægede bindingsvæ rk paa Læsø i Kattegat). Det er da ik ke m æ rkeligt, at man h ar foretrukket at forbin de bjæ lkerne med vægstolperne. De tre viste stolpe-bjælke- sam linger er de eneste, m an fin d e r anvendt i ældre bøndergaarde.

Den paa fig. 2 a viste, hvor m an har tappet bjælkeenden gennem stolpen og fornaglet tappen, er den alm indeligste herhjem m e og antages at være den ældste. Den h a r været anvendt paa det meste a f Sjælland, hele F y n og har været den mest udbredte i N ørrejyllan d. Det er ogsaa den, m an fin d e r i det »gotiske« k ø b ­ stadsbindingsvæ rk. Den kendes endvidere fra det sydsvenske b in ­ dingsvæ rk og fra hele det tyske bebyggelsesomraade (de ældste bygninger). Den anden metode, fig. 2 b, hvor bjæ lken er skram ­ met in d over stolpen, kendes herhjem m e kun fra Nordsjæ llands

-) Mejborg: Gamle danske Hjem, 1888.

o. Samling fra sydsjællandsk bindingsværksgaard.

b. Samling fra gaard i Ods li., Holbæk amt, Sjælland.

Fig. 2. Tømmcrsamlingcr i ældre danske bonde- gaarde (tegn. Ester Andersen).

Samlingerne er aabnede paa fig., saa man kan se konstruktionen.

A stolpe, B bjælke, C tagrem, D spær.

e. Samling fra gaard i Vejle amt, Østjylland.

bøndergaarde, hvor den synes at være den eneste anvendte fø r aar 1800. H vad endelig den tredie angaar, hvor bjæ lken er lagt ned i en slids, en gaffel, i stolpens ende, da har den h id til været ret upaaagtet herhjem m e, men den kendes dog fra spredte eks em pier i Ø stjyllands bøndergaarde og herregaardslader, fra nogle enkelte steder paa F y n og Samsø. D erim od er den saa godt som eneherskende paa størstedelen a f Stevns (Østsjælland) og fo re­

kom m er i Skaane, Bleking, Ø land og Gotland samt i Tyskland, hvor den bl. a. kendes fra Siebenbürgen1). Nogen form odning om dens alder herhjemme, har m an ikke, men paa Gotland gaar den i alle tilfæ lde tilbage til begyndelsen af det 17. aarh., og dens forekom st i Siebenbürgen viser dens alder inden fo r det tyske omraade. Betragter m an nu disse tre stolpe-bjæ lkesam linger, vil m an se, at de er lidet egnede til at bære, idet bjæ lkerne er gen- nemsavet i sam lingen, saa det selv i bedste tilfæ lde kun er den halve bjæ lketykkelse, der kan bære, ved den alm indeligste sam ­ lin g er det endda snarere kun en trediedel. De er heller ikke egnede til at m odstaa et udadrettet tryk paa stolpen, da det kun er den del a f bjæ lkerne, der stikker uden fo r stolpens og byg­

ningens yderside, o: bjælkehovederne, der m odvirker et saadant tryk. D erim od er alle tre sam linger som skabt til at modstaa et tryk, der udefra rettes m od væggen og stolperne. E t saadant tryk forekom m er ik k e i den fo r bøndergaarde alm indeligste bygnings­

type, hvor taget er et »uægte spærtag«, d. v. s. at taget bæres af spær, der ik ke staar paa bjælken, men paa tagremmen, th i her v il spærene presse væggene udad. D erim od forekom m er det i bygninger med sulebaaret tag, d. v. s. bygninger, .hvor spærene hænger over en rygaas foroven, en vandret bjælke, der ligger lige under tagryggen, og som selv b liv e r baaret a f stolper, suler, der staar i bygningens m idtlinje, medens spærene forneden blot h v ile r m od tagremmens yderste kant. M an kan maaske heraf slutte, at de herhjem m e anvendte stolpe-bjæ lkesam linger er ud­

form et i bygninger med sulebaaret aastag.

M en fo r at vende tilbage til Gullevbeskrivelsen, saa tyder alt

i) H. Phleps: Ost- und Westgerm. Baukultur, 1934.

53

det her frem førte paa, at bjæ lkerne ik ke har ligget i Y-form ede tvejer, og det v il være fristende at antage, at beskrivelsen i v irk e ­ ligheden skulde dække en stolpe-bjæ lkesam ling, som den paa fig. 2 c viste. M an ved, den har været anvendt i naboherrederne, og man kan godt betegne den gennemslidsede stolpeende som gaffelform et. H eller ik ke tidsmæssige fo rh o ld stiller sig h in ­ drende i vejen. M ed det næste punkt stille r det sig nogenlunde tilsvarende, saa det kan med det samme b liv e inddraget i d is­

kussionen.

»Ivers over disse (o: bjælkerne) langs med Stolperne vare Rem ­ stykkerne befæstede med Nagler«. O pfatter m an dette, som det staar, at tagremmene ligger paa bjæ lkerne langs med stolpe­

enderne enten inden fo r eller uden for disse, fa a r v i igen en k o n ­ struktion, som ik k e er paavist noget andet steds i D anm ark og som, saa vidt vides, heller ik k e kendes andet steds fra i N o rd ­ europa. O pfatter man det derim od saaledes, at tværs over bjæ l­

kerne langs hen ad stolpeenderne var rem stykkerne befæstet med nagler, har m an den paa fig. 2 c viste konstruktion. F ø r der bliver frem ført forhold, der støtter den ordrette tolkn in g a f disse to punkter, v il det i alle tilfæ lde være det sikreste at tolke dem som den paa fig. 2 c viste konstruktion.

»Spærene vare reiste paa Rem stykkerne og greb med deres nederste Ende over disse med en Gaffel, dannet ved, at en stærk Nagle var boret paaskraas i Enden af Spærene«. E n saadan spær­

fod kendes nu kun fra fynske og jyske sulehuse. T il tider er der i stedet fo r en nagle anbragt en trekant paa spærets underside;

men lige saa ofte ligger spæret ned over remmen uden nogen spærfod, evt. er der slaaet en nagle tværs gennem spærret ned i remmen. M an plejer i alm indelighed at gaa ud fra, at spær­

fødder paa suletage er sene, frem kom m et under p aavirkning fra spærtagene. Det er derfor m æ rkeligt at træ ffe en suletags- spærfod i Gullevhuset, som m an efter beskrivelsen m aa gaa ud fra har haft spærtag og ikke suletag. V il m an ik k e sim pelthen forkaste beskrivelsen paa dette punkt, kan m an kun fo rk la re den beskrevne spærfod som en suletagsspærfod, der er blevet anvendt i et spærtag. Det kan teoretisk godt have fundet sted

i Gullev, hvor sulehuse og spærtagshuse har staaet side om side i det 18. aarh. D a suletagsspæ rfoden har vist sig meget uegnet i spærtage, — hele tagets vægt hvilede paa naglerne, - - er man gaaet bort fra denne konstruktion, h vorfor m an ikke har fundet den i noget til vor tid bevaret hus.

»M ellem stolperne var hverken Løsholter eller Stiber (sti­

vere?)«. K a ra kteristisk fo r egne, hvor jordgravede stolper længe har holdt sig, er netop denne m angel paa afstivning mellem stolperne. Løsholtets fu n ktio n er først og fremmest at holde stol­

perne fra hinanden i den afstand, der er blevet bestemt ved byg­

ningens opførelse. Ved stolper, der er gravet en alen i jorden, er el tøm m ersivkke med denne fu n k tio n ik ke nødvendigt. A f den fø r citerede indberetning til rentekam m eret frem gaar med al ønskelig tydelighed, at løsholter og stolper paa sten følges ad.

medens der norm alt ik k e er løsholter i egne med jordgravet tøm ­ mer. J grænseomraaderne er der dog nogen sam m enblanding.

N aar m anglen paa løsholter til tider er blevet fo rklaret ved træmangel i de paagældende egne, m odbeviser samme indberetning dette, idet den netop frem hæ ver de svære egesuler i bygninger, der ik ke har løsholter.

»Mellem stolperne var hverken Løsholter eller Stiber, men bio!

nogle Stænger eller Staver reiste paa Jorden t il m od Remmen og m ellem disse noget Flettevæ rk. Vender, hvorpaa Leret blev op- klin e t paa begge Sider«. De nævnte staver udgør sammen med fletvæ rket skelettet fo r de lerklinede tavl eller vægfelter mellem stolperne. Det er bemærkelsesværdigt, at væggene har være!

vendret; th i G ullev ligger meget nær om raader, hvor ren stav­

væg uden fletvæ rk er det alm indelige. D a dette om raade i alle tilfæ lde delvist fald er sammen med det jyske suleomraade.

d. v. s. et om raade med meget konservative byggetraditioner og med vigende byggetraditioner, kunde m an have ventet, at den rene stavvæg, da Gullevhuset blev bygget, havde haft et saa stort udbredelsesom raade, at det ogsaa om fattede byen Gullev. Der kan her lige være grund til at belyse de forskellige form er for klinevæg, m an kender herhjem m e fra. Det alm indeligste er vendervæggen, der helt dom inerer paa øerne og i størstedelen af

oa

Jylla n d . I tavlene bliver rejst en ræ kke lodrette staver med ca.

20 cm.s m ellem rum . V an dret m ellem disse staver b live r der snoet tynde grene, vender, eller halm - eller høbaand, vaser. Hele væggen b live r klin et op paa en gang, idet m an slaar ler paa fle t­

værket fra begge sider samtidigt. N a a r væggen har tørret en dags tid eller to, b live r den pudset a f og sm urt over m ed tynd lervælling, saa alle revner og spræ kker b live r udjævnet. Inden for vendervæ gsom raaderne synes m an i lerklinin gens sidste tid hist og her at være gaaet over til at sætte de lodrette staver meget tæt og udelade vender eller vaser. Det svarer ganske til den ler- klin in g , der var alm in d elig i K ø b e n h a vn og flere a f de større købstæder i ældre tid. Inden for det jyske suleom raade træ ffer m an en klinevæ g, h v o ri der k u n er staver, der staar i en in d ­ byrdes afstand af 30 cm eller mere. N a a r en saadan væg skal klines, b liver leret lagt op om staverne i smaa »brød« til ca. en trediedel af væggens højde er naael. Væggen faar saa lov at tørre og b liver pudset af, h vorpaa m an fortsætter m ed den næste trediedel o. s. v. P a a landet synes klinearbejdet altid at være blevet udført af kvinder. I K ø b e n h a vn havde m an derim od mænd til det.

»Lægterne vare mestendeels kløvn e Rafter, fæstede paa Spæ rre­

træerne med Trænagler«. M a n bem æ rker, at taget er lægtet, h v a d der er et ret sent træk. E n d n u til for ganske faa aar siden fa n d ­ tes baade paa B orn h o lm , Sjæ lland og i J y lla n d ik k e saa faa raflede tage. H e r blev tæ kkem aterialet ik k e baaret a f vandrette lægter, m en af rafter, der løb fra tagrem til tagets ryg parallelt

med spærene.

»I R em stykkerne blev boret skraat opstaaende Træ n agler og m ellem disse Flettevæ rk fo r at holde Tagskjæ gget oppe«. U d fra beskrivelsen k a n m an antage, at tagskægget ik k e er gaaet læ n­

gere ned end til dette gitter. E t saadant tag h a r M ejborg skitse­

ret fra R e b ild i H e liu m herred, A alb o rg amt, det er her gen­

givet som fig. 3. P aa en b ygn in g m ed denne art tagskæg h a r rem m en været meget udsat, dels fo rd i tæ kkem aterialt k u n gik til gitteret, dels fordi rem m en var gennemboret m ed h u lle r til de m ange nagler. H e ri h a r m an sikkert fo rk la rin g e n paa de

syn1), fx. i de sammen med G ullevbeskrivelsen aftrykte syn over F rish o lts bøndergaarde. Tagskægsbærende flettede gitre fo re­

kom m er ik ke i nutiden. D erim od kender m an fra Læsø i Katte­

gat og fra Endelave i Horsens F jo rd løse tangtage, hvor tagskæg­

get b liv e r holdt oppe af fodlange nagler, der er boret skrå at ned i tagremmen.

Fig. 3. Tagkonstruktion fra Rebild, Helium h., Aalborg amt (Skitse af R. Mejborg).

Spærene staar paa tagrem­

men og krydser hinanden for­

oven. I krydset foroven lig­

ger rygaasen. Parallelt med rygaasen nede paa spærenes sider er anbragt to sideaase.

I tagremmen er boret nagler og mellem disse er der flet­

tet grene. Fra tagremmen op over sideaasene til rygaasen ligger der rafter (paa skitsen er der kun vist fire). Oven paa rafterne har der ligget fasttrampet lyng.

E n anordning, der ganske svarer til Gullevhusets, blot m angler fletværket, og dette skyldes sikkert kun, at det har kunnet undværes paa grund a f tangens sammenhængende natur.

De nævnte Læsø- og Endelavetage er løse, d. v. s. tangen er blot lagt op paa taget og stampet sammen. D er er ikke anvendt syning a f nogen art. Det samme maa sikkert have været tilfæ ldet ved Gullevhuset. B lo t har m an her ik ke stampet tang sammen, men lyng. Efterhaanden som det blev alm indeligt at sy tæ kkem ateria­

let fast til lægterne, forsvandt det tagskægsbærende gitter; men endnu kan m an finde visse rudim enter af det paa sjæ llandske og jyske bøndergaarde, idet aabningen m ellem straataget og tag­

rem m en kan være lu kket a f nagler, der er boret in d i remmen, og hvorim ellem der er flettet grene. T il tider er de klin et over med ler.

i) Denne forklaring er fremsat af museumsinspektør Svend Jespersen.

57

A f gennemgangen af G ullevbeskrivelsen frem gaar det, at den paa nogle punkter bekræftes a f senere indsam let m ateriale; dette gælder de jordgravede stolper, m anglen paa løsholter og skraa- stivere, de vendrede vægge, tagskægsgitteret og lægterne. Paa andre punkter er den tvetydig; dette gælder stolpe-bjælke-rem- sam lingen og spærfoden. Det er paavist, at beskrivelsen paa disse punkter enten kan tolkes, saa der frem kom m er en enestaaende bygningsform , eller saaledes, at den viser en konstruktion, der er kendt fra andre bygninger. M etodisk m aa den sidste tolknin g være at foretrække. M en selv om m an ik k e v il godkende dette, maa det frem gaa af gennemgangen, at G ullevbeskrivelsen er af en saadan art, at den næppe nu, hvor andet og mere sikkert m a­

teriale er frem kom m et, bør anvendes som k ild e fo r bygnings­

forskningen. Sam tidig er noget a f dette ny m ateriale blevet frem ­ lagt og benyttet. D er kan være grund til som afslutning at samle disse brudstykker til et afrundet billede af, hvad m an nu ved om gamle byggemaader i danske bøndergaarde. Det v il her være hensigtsmæssigt at gaa ud fra tagform erne, da disse bedre end noget andet giver in d b lik i den gamle byggeskik.

De ældste tagkonstruktioner, der er bevaret til nutiden, er de fynske og jyske sulebygninger med aastage. F o r deres udbre­

delse i begyndelsen af dette aarhundrede har Zangenberg rede­

gjort. I disse bygninger hænger spærene over en rygaas, enten koblet sammen to og to eller ogsaa enkeltvis, idet der er slaaet en p lø k in d vinkelret paa den øvers te spærende, og i den derved frem kom ne hage hænger spæret paa aasen. D en sidste maade er ældst inden fo r tysk og slavisk omraade, og det samme er an­

tageligt ogsaa tilfæ ldet herhjemme. Spærene h v ile r i begge t il­

fælde løst ned over tagremmens øvre yderkant. F o r eventuelle spæ rfodsordninger er der redegjort i det forestaaende. Rygaasen bæres i de fynske bygninger af en ræ kke lodrette stolper, h ø j­

sulerne, der foroven i de nyere bygninger er tappet in d i ry g ­ aasen, i de" ældre griber de om denne med en Y-form et tveje. I de jyske bygninger ligger rygaasen enten paa højsuler eller og­

saa paa to skraa stolper, der støder sammen lige under aasen, strit suler. H øjsuler og stritsuler kan veksle regelmæssigt inden

fo r samme bygning. Inden fo r det jyske suleom raade i den nord­

lige del a f R in gkøbing am t forekom m er bygninger (se fig. 4), hvor spærene ik k e alene h v ile r paa rygaasen og lagremmene, men

Fig. 4. Lade i Sdr. Nissum, Ulfborg h., Ringkøbing amt (tegn. Claudi-IIansen).

Sidebygning med højrem, hvor spærene bæres af en rygaas, der hviler paa liøj- suler, af to sideaase, der ligger paa stolper, og af ydervæggenes tagrcmmc.

hvor de yderligere b liver understøttet a f et par sideaase, der løber p a ra lle lt med rygaas og tagremme et par alen fra de sidstnævnte.

Sideaasen b liv e r baaret a f stolper, der er tappet op i dem. Stol­

perne lin d er den ene sideaas er forbundet med tilsvarende stol­

per under den anden sideaas med bjæ lker. Sideaasene er saa k ra ftig t understøttet, at spærene kun giver et svagt tryk paa tag­

remmene. Tagrem m ene er i disse bygninger yderst svagt styret.

D er kendes varianter, hvor spærene kun gaar fra rygaas til side-

aas, og hvor stykket mellem sideaas og tagrem er dækket af stikspær (»skalke«). Disse bygninger med stolpebaaret (sule- baaret) rvgaas og to stolpebaarne sideaase kaldes alm indeligt for

»sidebygninger med højremskonstruktion«.

Naar der her tales om spær ved sulebygninger er dette noget misvisende. I ældre tid blev sulespærene paa F y n kaldt »hengel- træer«, og dette udtryk er meget mere dækkende, da sulespærene hænger over rygaasen og ned over evt. sidaas videre ned og ud over tagremmen. Tagremmen i et sulehus fungerer da blot som en sideaas. Baade de fynske og de jyske sulehuse er lægtede, og lækkematerialet er bundet eller syet til lægterne. Rudim enter af lagskægsgitter er ikke kendt fra disse bygninger, aabningen mel-

Fig. 5. Tværsnit gennem hus i Agger, Refs li., Thisted amt (tegn. Zangcnbcrg).

Taget hæres dels af hovedspærene, der staar paa de to højremme inde i byg­

ningen, dels af stikspærene, der gaar fra højrem til ydervæg.

lem tag og rem er lu kket med halm knipper, vindtørret ler eller et brædt, kaldet sugfjæ l eller ovsbord.

I N ord jyllan d , specielt i T histed og H jø rrin g amter, findes de saakaldte højrem s- eller udskudsbygninger (se fig. 5). I disse bygninger staar der p a ra llelt med ydervæggene, et p ar alen fra disse, to ræ kker stolper, der bærer en tagrem, den saakaldte h ø j­

rem. Bygningerne er med andre ord treskibede med et meget bredt m idterskib og to sm alle sideskibe, udskud. Paa højrem ­ men staar uægte spær, der spænder over hovedskibet. Taget over de to udskud bæres a f stikspær. Dette er den sene og alment kendte højrem skonstruktion. E n ældre form findes beskrevet bos folkem indesam leren K volsgaard fra L iid i Vester Hanherred, T histed am t1). D a denne beskrivelse ik ke h a r været anvendt af bygningsforskningen, skal den gengives her:

»I laderne blev der først lagt store sten til stolperne at staa paa, og langs hver side af laden oven paa stolperne laa der en rem; oven paa hvert par stolper laa overbjælken tværs over huset, og en halv­

anden alen længere nede var nederbjælken stukket igennem stolperne, og skraabaand gik der fra hver stolpe baade paa tværs over begge bjælker og paa hver sin side op til remmen, og saa gik der endda et halvtagsbaand ud til murliggeren, og derfra og op til remmen gik sparer, men oven paa remmen stod spændetræerne, der var samlet med en hanebjælke et par alen fra det øverste; i gamle huse laa hanebjælken saa langt oppe, at en karl skulde døje med at krybe der igennem. Undertiden var det ikke engang nok; saa lagde de et træ langs ad rygningen, men da paa den indre side, og det laa paa to suler, der gik paa kryds oppe ved aasen og saa for resten ned til hver sin stolpesten; saa kunde huset hænge derpaa. Nu bruger man mere at fæste et træ langs af siden af huset, lige under hanebjælken, og saa lade et stort baand gaa der fra og saa til stolpéstenen paa den anden side«.

Det h ar været m uligt at finde saavel tekster som tegninger, der bekræ fter disse oplysninger. Som fig. 6 er gengivet en op- m aaling a f en lade, der er af den yngste type, Kvolsgaard næv­

ner. Sam m enligner m an Kvolsgaards ældste ladetype, som har højrem med spærtag, der er hængt op paa en rygaas, baaret af

i) C. M. C. Kvolsgaard: Spredte Træk af Landbolivet, 1891, s. 18 ff.

61

noget, der kan ligne et par vidt skrævende stritsuler, med de fø r om talte sulebygninger med højrem skonstruktion fra R in gkøbing amt, ligger det fristende nær at antage, at den alm indelige høj rem skonstruktion har udviklet sig a f en konstruktion med ryg-

SNIT I LADE

Fig. 6. Tværsnit af lade i Thisted amt (tegn. Zangenberg).

Spær som paa Fig. 5, men spærene her understøttes paa midten af indvendige aase, der holdes paa plads af de lange skraastiver, som krydser hinanden midt

i bygningen.

aas, baaret a f stritsuler, og to sideaase baaret a f to stolperækker.

M an skulde da i en saadan bygning have erstattet sulespærene med et uægte spærtag over hovedskibet og stikspæ r over side­

skibene. M en desværre er der fo r mange afvigelser i de to k o n ­ struktioners enkeltheder til, at en saadan u d v ik lin g kan godt­

gøres ud fra det foreliggende m ateriale. M a n maa nøjes m ed at konstatere, at der findes overgangstyper m ellem ren højrem og sulebygninger, men vi kan ik k e afgøre, om de blo t er tilfæ ldige blandinger, eller om der foreligger en udviklingsræ kke. Det maa iøvrigt paapeges, at der i de hallandske suleom raader forekom -

mer en konstruktion (se fig. 7), der kan m inde om de af Kvols- gaard beskrevne typer. Desuden maa det ogsaa fremhæves, at sule- og højrem skonstruktioner ofte forekom m er i nærheden af hinanden i de tyske og i de slaviske bebyggelsesomraader.

Fig. 7. Tværsnit gennem lade i Stamnared, Himle h., Ilalland (efter M. Clemmensen, Bulhuse II).

Spærene er koblet over en rygaas, der bæres af to skraastivere, som dels er fæstnet til bjælken, dels til stolperne.

I det øvrige Jy lla n d , d. v. s. uden fo r sule- og højrem som raa- derne og paa Sjæ lland, kunde m an in d til fo r en snes aar siden fin d e bygninger med aastage, hvor aasene var haaret af uægte spær, d. v. s. spær, der stod paa tagremmen og ik k e paa bjælken (se fig. 8). Spærene var a ltid saksspær, o: de krydsede hinanden i toppen. Oppe i saksen laa rygaasen. Paa spærenes udvendige

63

side laa et eller flere par sideaase p a ra lle lt med ryga asen. 1 disse bygninger havde de uægte spær samme fu n ktio n som suler og højrem sstolper i de fø r om talte fynske og jyske bygninger, at bære aasene.

M an kan ud fra bøndergaarde i det gamle danske bebyggelses- om raade lave en typologisk serie, hvor aasbærende stritsuler langsomt fjerner de to ben fra hinanden, saa de fra en placering ude paa bygningens gulv glider fra hinanden, ud til stolperne,

Fig. 8. Tværsnit gennem hus i Ortved, Ringsted h., Sorø amt.

(efter Zangenberg, Danske Bøndergaarde.)

Tagkonstruktion som fig. 3, men uden tagskægsgitter.

I stedet er spærene forlænget med et lille stikspær, der rager ud over muren, og paa dets yderste ende ligger en lægte, hvorpaa tagskægget er syet. Hele taget er syet.

op ad disse til de ender som uægte spær oven paa tagremmen, hvor de m ister deres aase, der b liv e r erstattet med lægter. Men en saadan serie er kun typologisk. M an kan i alle tilfæ lde ikke

ud fra det foreliggende m ateriale give den udviklingsm æ ssig gyldighed.

De spærbaarne aastage var raftetage. Rafterne støttede foroven t il rygaasen, var evt. koblet to og to over denne. Forneden stod de med enderne paa tagremmen. Tagskægget blev enten holdt oppe af et tagskægsgitter (eksempler kendes ku n fra Jyllan d ), eller ogsaa var det bundet til en lægte, der var fæstet til »skalke«, o: smaa spær, der var slaaet paa de store som en forlængelse ud over væggen. Oven paa rafterne, men under tæ kkem aterialet lægges gerne et rislag, brolagt.

D er kan være grund til at nævne de bornholm ske raftetage, da de afviger fra det øvrige lands. Aasene bæres ogsaa her af uægte spær. Over aasene ligger rafter fra rem til rygaas, men ovenpaa dette raftelag er der gerne et andet, vinkelret paa det første. Dette andet lag, der svarer til brolaget i de øvrige lands­

dele, er sikkert udviklet under in dflydelse af de lægtede tage med h e n b lik paa tæ kkem aterialets fastsyning. D er er ik k e h id til fu n ­ det tagskægsgitter paa Bornholm , men tagskægget er bundet til en tagskægslægte, der ik ke er fæstet til skalke i forlængelse af hovedspærene, men ligger paa trænagler, der er slaaet vandret in d i remmen (»vårbordsnagler«). Skaanske raftetage a f en lig ­ nende konstruktion viser, at rafterne oprindeligt har staaet paa tagskægslægten.

F ra de bærende dele i taget vender vi os saa til tækkemate­

ria le t og dets fæstnelse. Paa nær de fø r om talte løse tangtage paa Endelave og Læsø h ar m an ku n bundne, syede, tage h er­

hjem m e (bortset fra de helt m oderne faste tage). M ejborg har set løse lyngtage i Jy lla n d , der i byggemaade ganske svarede til tangtagene (se fig. 3). E t tagskægsgitter holdt den nederste del a f tæ kkem aterialet paa plads. Oven paa dette blev det øvrige tæ kkem ateriale traadt sammen i vandrette lag. F o r at gøre de løse lyngtage tætte blev de ofte overdænget med jord eller sand.

D er er grund til at tro,‘ at de løse lyngtage h ar været udbredt over størstedelen a f Jylla n d . Løse tangtage h a r i ældre tid sikkert ogsaa h a ft en væsentlig større udbredelse end nu. I alle tilfæ lde har det i kystegne været alm indeligt at anvende tang i bundne

65

tage helt op t il vor tid. Om v i ogsaa har haft løse græs- og straa- tage herhjemme, lader sig ik ke afgøre ud fra det h id til frem ­ dragne m ateriale. Løse græstage kendes i nutiden k u n fra Got­

land; løse straatage især fra de slaviske lande, inden fo r tysk byggeomraade bl. a. fra Siebenbürgen.

Paa Læsø og i Jy lla n d fin d e r m an overgangsform er m ellem løst og bundet tag, idet m an her har bundet de tre nederste b in d af tæ kkem aterialet til lægterne (bemærk det drejer sig om læg­

tede tage). Oven paa de tre fastbundne lag h a r m an fasttram pet det øvrige tæ kkem ateriale ganske ligesom ved tage med tag­

skægsgitter.

De bundne tages brolag eller strølag, et tyndt lag straa, rør eller ris, der spredes ud over lægterne, fø r det øvrige tækkemate­

riale b liver placeret, m aa antageligt ses som et levn fra de løse tage. Rislaget synes nem lig ældre end straa- eller rørlaget, men er ganske unødvendigt ved de bundne tage. D erim od var det nødvendigt som underlag ved sam m entram pningen af de løse tage. lø v rig t synes rafter med rislag over at høre sammen med de løse tage. De danner nem lig et glim rende underlag fo r sam ­ mentrædningen af det løse tækkemateriale, men er ku n lidet egnet til at sy eller binde paa.

H vordan de bornholm ske og skaanske raftetage uden tagskægs- gitter skal forbindes med de løse tage, viser Gotlands græstage og Siebenbürgens løse straatage. Begge steder danner den fø r om talte tagskægslægte underlaget fo r sam m entram pningen a f den nederste del a f tækkem aterialet. F o r at det ik k e skal skride ned fra tagskægslægten, er denne forsynet med lange, lodrette nagler. Det samme er iø vrig t spærene med passende m ellem rum . De bornholm ske raftetage sjnes da efter det her frem førte ikke direkte at være beslægtet med de sjæ llandske og jyske, men snarere med de gotlandske.

5