THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

sfe DET KGL. BIBLIOTEK 2b3 Verdenskrigen 1914-18

Nie. L. Hansen:

Gaskrigen

1920

130019383300

CW

STUDIER OVER VERDENSKRIGEN

G A S K R I G E N

AF

NIC. L. HANSEN

KEMIKER VED HÆRENS KRUDTVÆRK OG KEHISK KONSULENT FOR HÆRENS TEKNISKE KORPS

Med et Tillæg af W.

AX°

r

SÆRTRYK AF DANSK ARTILLERI-TIDSSKRIFT UDGIVET AF ARTILLERIOFFICERSFORENINGEN

" L>

KJØBENHAVN

I K O M M I S S I O N H O S V I L H E L M T R Y D E CENTRALTRYKKERIET (C. FERSLEW)

1920

DANSK ARTILLERI-TIDSSKRIFT

udgivet af Artilleriofficersforeningen, redigeret af Artillerikaptajn C. H. Rye, udkommer 6 Gange aarlig.

Abonnement, Pris 8 Kr. aarlig, kan tegnes hos Redaktøren, Herluf Trollesgade 23, Kjøbenhavn K., samt hos Boghandlerne og er bindende for det paagældende Kalenderaar.

Enkelte Hefter kan faas til Købs for 1 Kr. 75 Øre pr. Stk.

Følgende Herrer medvirker ved Tidsskriftet som faste Med­

arbejdere:

Oberst J. P. F. D. DAHL

Oberstløjtnant C. J. N. NIEUWENHUIS

— V. A. WLLKENSCHILDT Underdirektør J. HVALSØE

Kaptajn C. O. R. LARSSEN

Redaktions­

udvalg Oberst J. C. M. R. SKADE

Kommandør af Flaaden C. BASTRUP Oberstløjtnant E. JØRGSHOLM Stabsintendant S. S. M. L. KYHL

Kaptajn O. DE FINE SKIBSTED

— • O. H. WINKEL Ingeniørkaptajn P. L. RAMM

— O. C T. EWALD

Kaptajn P. V. MØRNER

— V. BALSLEV

— C. D. O. LUNN

— O. HØEGH-GULDBERG

— O. A. C. JACOBS

— H. A. ROLSTED

— E. Baron BILLE-BRAHE

— J. B. USSING

— C. RAABYE.

NB. Se Omslagets 3dje Side!

S T U D I E R O V E R V E R D E N S K R I G E N

G A S K R I G E N

K E M I K E R V E D H Æ R E N S K R U D T V Æ R K O G K E M I S K K O N S U L E N T F O R H Æ R E N S T E K N I S K E K O R P S

SÆRTRYK AF DANSK ARTILLERI-TIDSSKRIFT UDGIVET AF ARTILLERIOFFICERSFORENINGEN

KJØBENHAVN

I K O M M I S S I O N H O S V I L H E L M T R Y D E CENTRALTRYKKERIET (C. FERSLEW)

1920 AF

NIC. L. HANSEN

Med et Tillæg af

ir.

I N D H O L D

Side.

I. Indledning 3

II. Historisk 7

III. Krigsgas i Almindelighed 9

IV». Gasskyer

V. Qasangreb 11

VI. Gasgranater 13

VII. Gasminekastere 17

VIII. De anvendte Giftstoffer 19

IX. Snydegas 31

X. Kalibre og Mærkning 31

XI. Detonationsgas 32

XII. Forgiftninger med Krigsgas i Almindelighed 33

XIII. Forsvaret 34

XIV. Afsluttende Bemærkninger 40

Tillæg: De franske Gasarter og Reglerne for deres Anvendelse, af 1 1 ' . . . . 41

Gaskrigen.

Af Nie. L. HANSEN,

Kemiker ved Hærens Krudtværk og kemisk Konsulent for Hærens tekniske Korps.

I. Indledning.

Medens det under selve Verdenskrigen var vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at skaffe sig paalidelig Underretning om Gaskrigens Detailler, har den siden Fredens Undertegnelse forløbne Tid løftet Sløret for meget, som hidtil med større eller mindre Held søgtes hemmeligholdt. Alle militære Tidsskrifter bringer nu større eller mindre Artikler om Gaskrigen — navnlig de amerikanske, og i anden Række de engelske, synes ganske aabenmundede.

I det følgende skal søges givet en kort, samlet Fremstilling af Gaskrigen, saaledes som den blev ført, af dens Maal og Midler, særlig bygget paa amerikanske Kilder, suppleret med, hvad der har kunnet skaffes oplyst ad anden Vej.

Der har været Strid mellem Parterne i den store Krig om, hvem der maa betragtes som Ophavsmanden til den store Nydannelse paa Krigsmidlernes Omraade, som Indførelsen af giftige Gasarter som Krigs- vaaben maa siges at være. I Modsætning til, hvad der plejer at være Tilfældet, naar noget betydningsfuldt nyt har set Lyset, har Striden ikke drejet sig om at erhverve Æren af Paterniteten, men tværtimod om at fralægge sig alt Ansvar for saa djævelsk et Afkom.

Hvorledes det nu end forholder sig hermed, hvad enten Englæn­

derne, Franskmændene eller Tyskerne har faaet Ideen og har foretaget de indledende Eksperimenter til dens Udformning i Praksis, synes det afgjort, at Tyskerne var de første, der indførte Giftgas paa selve Krigs­

skuepladsen. Det var en smuk Foraarsdag, d. 22' April 1915, under det første Angreb ved Ypres, at de for første Gang lod grøngule Klorskyer vælde ud over Nordfrankrigs Jord og derved gjorde Dagen til en Mærkedag i Krigshistorien.

Man kan næppe heltud forestille sig Virkningen heraf paa de paa

saadanne Krigsmidler fuldkommen uforberedte Modstandere. Her stod de med alle Nerver spændte, udstyrede med alle tænkelige Forsvars­

midler, forberedte paa at modtage den Fjende, i hvis Vold en stor Del af Fædrelandets Jord, af deres Kvinder og Børn befandt sig. Og i Stedet for Fjender af Kød og Blod, som man kunde slaa løs paa, kom der saa en snigende Gift og slog ned for Fode. Selv den stærkeste og tapreste Mand segnede uden Mulighed for at værge sig. Alle Beretninger gaar da ogsaa ud paa, at Lammelsen, Rædslen var saa fuldstændig, at Tyskerne, hvis de straks havde angrebet, let vilde have kunnet bryde igennem paagældende Frontafsnit. Her var dannei et slemt Hul i Forsvaret. Af en eller anden Grund tøvede de, hvad enten det nu skyldtes Undervurdering af Gasskyens Virkninger eller Frygt for selv at komme ind i dens Virkningssfære. Først næste Dag angreb de, og da var det allerede for sent, Hullet var lukket igen og aabnedes aldrig siden.

At det blev Tyskerne, der indførte Gaskrigen, er psykologisk let forklarligt. De stod med Front til flere Sider overfor en baade tal­

mæssigt og med Hensyn til Udrustning overlegen Fjende, der tilmed havde Amerikas uhyre Forraadskammer at øse af. De var paa det Tidspunkt sikkert fuldkommen klare over, at selve Tiden var deres Fjenders mægtige Allierede, at det derfor for dem galdt om at gøre Ende paa Krigen med et. coup de main, forinden Fjendernes Ring trak sig kvælende sammen om dem og ganske sammentrykkede de Aarer, der skulde tilføre den tyske Folkeorganisme nødvendige Livs- safter. Det stod sikkert allerede da de tyske militære og politiske Ledere klart, at det nu galdt Knald eller Fald. Hvad var da natur­

ligere end, at man under sin Spejden efter Hjælpemidler vendte sig til Kemien, denne Videnskab, der netop i Tyskland ved en storslaaet Samvirken mellem Teori og Praksis havde naaet en L'dvikling, som, i ethvert Fald paa den praktiske Kemis Omraade, var uden Sidest) kke andetsteds i Verden.

Hvorledes kunde nu Kemien hjælpe? Krudt og Sprængstoffer af moderneste Art havde den forlængst stillet til Raadighed — takket være Luftsalpetersyrefremstillingen i praktisk talt ubegrænsede Mængdei.

Hvis det noget Sted skortede paa disse elementære Krigsmidler, saa laa Fejlen ikke hos den kemiske Industri, men hos de Industrier, der skulde tilvejebringe Skyts, Projektiler, Bomber, Transportmidlet o. s. \., og som hurtigt hæmmedes af Materialeknaphed. Tilmed vat Krigen ved at stivne i en Skyttegravskrig, der i Følge sit Væsen fotaarsagede et Misforhold mellem anvendt Ammunitionsmængde og opnaaet Virk-

I. Indledning. 5 ning og truede med at vare evindeligt — det værste, der kunde ske, set fra et tysk Standpunkt.

Hvad laa nu for en kemisk Betragtning nærmere end ud fra den Tankegang, som Englænderne har givet Udtryk i den noget jesuitiske Sætning: right or wrong my country, at forsøge ved Hjælp af Gift at naa Krigens evige Formaal: at uskadeliggøre Fjenden.*

At et Folk, der føler sig stedt i yderste Vaande, sætter sig ud over moralske Skrupler, viser sig Gang paa Gang i Historien. For et Folk som for et Individ gælder det, at Nød bryder alle Love, om de saa er aldrig saa højtideligt vedtagne i selveste Haag — noget de brave Mennesker, der mener at kunne hidføre Tusindaarsriget ved Hjælp af Papirdynger, snart burde kunne indse. Menneskenaturen synes, saasnart Menneskene optræder i Flok, nogenlunde uforanderlig trods al Kultur. 1 Folkeslagenes Skæbnetimer rives Kulturens skønne Klædebon i Laser — og Pan lér i Skovene. Vi behøver ikke gaa længere tilbage end til Krigen 1870—71. Hvem der har læst Goncourt's Dagbog fra Paris' Belejring, dette klassiske document humain, hvis dybe Menneskelighed og bedske Sandheder har givet Bogen fornyet Aktualitet netop i disse Tider, vil bevare Indtrykket af, hvilke Tanker der fødtes af Fortvivlelsen hos Landets Børn og saavist ikke hos de ringeste. Hvor griber det En ikke om Hjertet at høre Frankrigs store Søn, Kemikeren Berthelot, klage over, at man ikke stiller Midler og Personel til hans Raadighed, saa at han kan komme til at udarbejde de Ødelæggelsesmetoder, der gærer i hans Hjerne. Hvor løber det En koldt ned ad Ryggen ved at læse om Forslag som det at indpode Hunde med Hundegalskab og jage dem skarevis ud til Fjenden udenfor Murene! Kan man saa tvivle om, at havde Tekniken den Gang været lige saa udviklet som nu, da havde Paris' Forsvar betjent sig af ethvert Middel — selv Giftgas?

Nu skal det dog indrømmes, at den moralske Ret til at bruge Kampmidler, der oprører al god menneskelig Følelse, er langt større hos Forsvarerne af Arne og Hjem end hos Angriberne. I den Om­

stændighed, at Tyskerne, der denne Gang udelukkende var Angriberne, overvandt alle de Betænkeligheder, de forhaabentlig har haft, tør man vel derfor se et Tegn paa, hvor slet deres Sag stod. Enhver, der ken­

der lidt til tysk Naturel, undrer sig ikke over, at Fortvivlelsens Midler bragtes til Anvendelse paa saa tidligt et Tidspunkt. De fleste andre Folk vilde vel først have brugt dem i selve Sammenbruddets Time — det være sagt til deres Ære.

Forøvrigt var det et Ris til egen Bag, Tyskerne her bandt sig,

ganske som da de begyndte deres uindskrænkede Undervandskrig.

Ligesom denne førte Amerika med ind i de aabenlyse Fjenders Kreds og saaledes øgede Modstandernes Vælde, saaledes tvang Anvendelsen af Giftgas selvfølgelig Tysklands Modstandere til at optage samme Kampmaade, og, takket være deres uhyre Forraad af Raastoffer, udvik­

lede de den hurtigt til et Omfang, Tyskerne næppe havde drømt om.

Der er ikke Tvivl om, at den Overlegenhed paa Gaskrigens Om- raade, som Ententen efterhaanden erhvervede sig, mere end noget andet bidrog til den tyske Hærs moralske Sammenbrud: Udmattelsen ved at skulle kæmpe med Maske paa, Angsten for at lægge sig til at sove ja for at spise Maden, som kunde være forgiftet, den stadige Anspændelse ved at skulle iagttage tusinde Forsigtighedsregler maatte jo, naturligvis i Forbindelse med Følelsen af Kampens Unyttighed og af, at Fjendernes Antal stadig øgedes, fremkalde Katastrofen. Der blev slidt mere paa Nerverne, end Mennesker kan bære.

Som allerede berørt udførtes Tyskernes første Gasangreb med Klor. Da den første Skræk havde sat sig hos Modstanderne, tænkte disse selvfølgelig straks paa at søge Beskyttelsesmidler imod fornyede Angreb af denne lumske Art. Dette var ikke vanskeligt. Enhver Kemiker ved, at Natriumtiosulfat har den Egenskab at neutralisere store Mængder Klor. Derfor indførte Ententen hurtigst muligt simple Respiratorer eller Masker, beskikkede med en Blanding af Natrium­

tiosulfat og Natriumbikarbonat, som fugtedes, før Masken toges paa.

Dermed var Brodden taget af Klorangrebene. Tyskernes „Gasmagere", hvoriblandt fandtes deres første kemiske Navne, som Nernst og Håber, maatte da se at finde paa nye Gasarter, som paa den anden Side nødvendiggjorde Ændringer i Beskyttelsesmidlerne. Der udviklede sig saaledes en Kamp imellem Gas og Masker, der ganske svarede til den gamle Væddestrid mellem Artilleri og Panser, en Kamp, der med største Energi fortsattes til Krigens sidste Dag og som, det kan tilføjes, vil blive fortsat, saalænge Mennesker strides.

Under denne Kamp undergik Opfattelsen af Gaskrigen en bemær­

kelsesværdig Ændring. Da de første Klorskyer hin Foraarsdag var rullet henover- de franske Løbegrave og havde efterladt en Skare for­

pinte Stakler foruden en Mængde Døde, gav det et Chok i hele den civiliserede Verden. Fra de ramtes Lejr løftede der sig et Skrig af retfærdig Harme og Foragt for disse Hunner", der ikke undsaa sig for at gribe til saa usle Midler. Men efterhaanden som der indstillede sig en vis Ligevægt mellem Angreb og Forsvar, mellem Gas og Masker, begyndte man at se anderledes paa Tingene. Fra amerikansk Side er

I. Indledning. 7 det saaledes udtalt, at Qaskrigen egentlig er en ganske human Form for Krig, som, een Gang indført, aldrig mere vil ophore. Sagen er nemlig den, at medens Giftgas overfor ubeskyttede Tropper er det dødeligste Vaaben, der nogensinde har ligget i Menneskehaand, opfylder den overfor Tropper, der er veludrustede med Beskyttelsesmidler, i høj Grad den idealeste Fordring, der kan stilles til et Vaaben, nemlig den at uskadeliggøre Fjenden med saa lidt Drab og saa lidt Tilføjelse af varig Mén som muligt. En velforberedt Troppedel, der overvældes med et overmægtigt og vedholdende Gasangreb, bukker under for Ud­

mattelse, dødelig Træthed og oprevne Nerver, men faar relativt faa Døde og uhelbredeligt forgiftede. Amerikanerne regnede, at 30%

deres Tab, d. v. s. Døde, Saarede og paa anden Maade ukampdygtige, skyldtes Giftgas, der saaledes havde opimod halv saa mange Tab paa Samvittigheden som alle de øvrige Vaaben (Geværer, Kanoner, Maskin- skyts, Tanks, Aeroplaner, Haandgranater og Bajonetter) tilsammen!

Tyskernes Tab ved Gas har antagelig været større i Betragtning af Ententetroppernes Overlegenhed paa dette Omraade. Men medens 20—

25% afgik ved Døden blandt de af Projektiler, blanke Vaaben o. s. v.

ramte, og omtrent lige saa mange blev blinde, Krøblinge eller van­

vittige, døde der blandt de trods Beskyttelsesmidlerne gasforgiftede kun 3 å 4 % og yderst faa fik varig Mén af Forgiftningen.

. Naar man kender denne uhyre Forskel mellem Giftgasvirkningen paa ubeskyttede og beskyttede Tropper, gribes man af underlige Følelser ved Tanken om, at den danske Sikringsstyrke, som vi jo nu véd ikke blot skulde bruges til et Skinforsvar, ikke under Krigen i tilstrækkelig effektiv Grad blev forsynet med Beskyttelsesmidler mod Gas.

II. Historisk.

Det er interessant at lægge Mærke til, at en enkelt giftig Luftart, Svovlsyrling, har været anvendt allerede i Oldtidens Krige, og at Tanken saaledes strengt taget slet ikke er ny, men kun Maaden at udføre den paa i Praksis. Saaledes beretter Thukydides i sin Skildring af den peloponnesiske Krig, at Bøotierne ved Belejringen af Stæderne Platæa og Delion anvendte nogle ejendommelige Krigsmaskiner, som de frem­

stillede ved at flække lige Træstammer, udhule dem og sætte dem sammen igen, saa at de dannede et Rør. I den ene Ende af dette Rør var anbragt en Jernkedel, hvori udmundede et Blæserør af Jern, der stod i Forbindelse med Træstammens Hulhed. Kedlen fyldtes med glødende Trækul, Beg og Svovl, hvorpaa hele Apparatet pr. Vogn kørtes hen til Fæstningsværkerne, som mest bestod af Træ. I den modsatte Ende

af Trærøret blev der saa anbragt en mægtig Blæsebælg, ved hvis Blæst der frembragtes en vældig Stikflamme, som slog imod Murene, „saa at ingen kunde opholde sig paa dem". Det var altsaa en Flamme­

kaster, et Apparat, der i ny Form, bygget paa moderne Principer, som bekendt atter dukkede op i den nys afsluttede Verdenskrig. Var saaledes end Brandstiftelsen Hovedformaalet, er der ingen Tvivl om, at man var sig Fordelen ved Giftvirkningen af den ved Svovlets For­

brænding udviklede Giftgas (Svovlsyrling) fuldtud bevidst. Det maa vel være tilladt at udlægge Thukydides' ovenciterede Ytring saaledes, at det var Besætningen umuligt at nærme sig Ilden for at slukke.

I Romertiden ser vi Tanken overført paa Søkrigen, idet Skibene forsynedes med Sifoner, der i Nærkampen rettede svovlsyrlingholdige Flammer mod Modstandernes Dæk. Senere synes man med Sifonerne at have udsprøjtet brændende Stenolje, Terpentinolje etc. og saaledes at have opgivet Giftvirkningen til Fordel for en mere intensiv og navnlig mere langtrækkende Ildvirkning.

Ildpaasættelse har overhovedet altid spillet en vigtig Rolle i Krigen.

Senere Tiders mere indgaaende kemiske Kendskab medførte efterhaan- den et stigende Raffinement i Brandstiftelsesmidlerne, hvorved disse paany kommer til at udøve ganske vist næppe tilsigtede Giftvirkninger.

Saaledes anvendtes i den nordamerikanske Borgerkrig under Betegnelsen Fenian fire eller Liquid fire en Opløsning af Fosfor i Svovlkulstof, der indesluttedes i Bomber. En lignende Blanding var Feu Lorrain, der bestod af Klorsvovl, Fosfor og Svovlkulstof, der i Anvendelses- øjeblikket bragtes i Berøring med Ammoniak eller Svovlammonium.

At disse Brandmidler har haft en ret kraftig Giftvirkning, navnlig naar de ikke kom til at udfolde deres tilsigtede Virkning helt ud, er utvivl­

somt. Man kom ogsaa ind paa bevidst at udvikle Giftvirkningen.

Saaledes ved vi, at der i 1845 i Le Håvre eksperimenteredes med Giftkugler, der var Brandbomber fyldte med Sublimat, Arsenik eller Svovlarsen (Auripigment), altsammen Stoffer, der fordampede mere eller mindre fuldstændigt ved Bombernes Eksplosion. Som det ses: Gas­

granater in optima forma! De kom dog aldrig til Anvendelse. De Ridderlighedsbegreber, der paa mange Maader prægede Napoleonskrigene, var endnu ikke uddøde — det var den nyeste Tid forbeholdt at bide Hovedet af al Skam. At Resultaterne vendte sig til det relativt gode, var saavist ikke Ophavsmændenes Skyld.

Ogsaa i det fjerne Østen finder vi Kendskab til Anvendelse af Giftgas i Kampøjemed. Her skal blot erindres om de kinesiske Piraters berømmelige Stinkpotter.

II. Historisk. 9 Af det her antydede fremgaar, som allerede sagt, at Krigsgas kun med Hensyn til Anvendelsesmaaden og -mængden betegner en Ny­

dannelse; selve Ideen er gammel, og det gamle Ord om, at der intet nyt er under Solen, bekræftes saaledes ogsaa her.

III. Krigsgas i Almindelighed.

Det var selvfølgelig ingen Tilfældighed, at Klor blev den første Krigsgas. Det opfylder nemlig mange af de Fordringer, der maa stilles til en saadan. Det er let at fremstille i store Mængder og blev paa Grund af sin udstrakte Anvendelse i den kemiske Storindustri allerede længe før Krigen fremstillet fabriksinæssigt i stor Maalestok. Det er let at fortætte til Vædske, og denne Egenskab er en conditio sine qua non for en Gasarts Anvendelighed til Krigsbrug. Det vilde jo være ugørligt at transportere de Gasmængder, her er Tale om, hvis de ikke kunde forvandles til Vædsker af et mange Gange mindre Rumfang.

Paa den anden Side maa de fordraabede Luftarter kunne forvandle sig til Gas igen ved almindelig Temperatur, maa altsaa have et lavt Koge­

punkt. Ogsaa denne Fordring opfylder Kloret, idet det flydende Klor allerede koger ved ca. -^-33° C ved 1 Atmosfæres Tryk. Som Følge af, at det saaledes ved aim. Temperatur er opvarmet til ca. 50° C over Kogepunktet, udøver det et betydeligt Damptryk. Transportbeholderne maa derfor laves af stærk Staalplade. Saadanne Beholdere („Flasker") til komprimerede Gasarter kendes jo nu af alle. Flydende Klor paa Staalflasker var længe før Krigen en almindelig Handelsvare, og Ty­

skerne behøvede derfor i det højeste at udvide deres Klorindustri for at have uhyre Mængder Klor til Disposition. For at kunne bruge de almindelige Staalflasker i Kamplinien behøvede man bare at foretage en lille Ændring ved dem, bestaaende i at sætte Udførselsventilen i Forbindelse med et Rør, der førte ned til Flaskens Bund, altsaa om­

danne Flasken efter samme Princip, som vi kender fra Sodavandssifonen.

Dette er nødvendigt, fordi det flydende Klor ved Overgangen til Gas­

form, naar Ventilen aabnes, binder saa megen Varme, at Flaskens Overdel bliver stærkt afkølet, hvorved den Klorgas, der staar over det flydende Klor, delvis atter fortættes til Vædske. Udstrømningen bliver derved for langsom eller kan endog næsten helt standse. Ved ovenomtalte Foranstaltning opnaas, at det flydende Klor under Trykket af den ovenstaaende Gas trykkes op i Røret og ud gennem Ventilen, naar denne aabnes. Kloret fordamper da først efter at være kommet ud i Luften og afkøler denne i Stedet for Flaskens Top.

Endelig opfylder Kloret et vigtigt Krav, der maa stilles til en

Krigsgas, idet det er betydelig tungere ( 2 , - Gange) end Luften. Dette er nødvendigt, for at Gassen ikke for hurtigt ved Diffusion skal blive blandet med Luften (Luftarters Diffusionshastighed er omvendt pro­

portional med Kvadratroden af Vægtfylden) og saaledes blive fortyndet til ufarlig Koncentration, inden Gasbølgen naar Fjenden, og for at Gassen, naar den naar Modstandernes Forsvarssystem, kan synke ned i Skyttegrave, smyge sig ind i alle et Forsvarsværks døde Vinkler, som er utilgængelige for Ildvirkning, og blive staaende der tilstrækkelig længe til at udfolde sin Giftvirkning.

Som allerede nævnt maatte man af Hensyn til Gasmaskernes til­

tagende Effektivitet overfor Klor efterhaanden gaa over til for en stor Del at anvende andre Gasarter (Svovlsyrling m. m.), men Maaden at bruge dem paa var ganske den samme.

Det viste sig snart, at der ved Udsendelsen af Gasskyer, hvad­

enten Gassen nu var Klor eller en anden Gasart, paa den her nævnte Maade klæbede meget store Ulemper. For det første var man i højeste Grad afhængig af Vindens Styrke og Retning. Den første maatte helst være ca. 2 m/sec., den sidste danne en positiv Vinkel paa mindst 25°—30° med egen Forsvarslinie. Var Vindstyrken væsentlig højere, fortyndedes Gassen ret hurtigt til ufarlig Koncentration, ligesom den for hurtigt strøg over Fjendens Løbegrave uden ret at faa Tid til at gøre Fortræd; var den væsentlig lavere, fjærnedes Gassen ikke hurtigt nok fra egne Linier, ligesom der saa var stor Fare for mere eller mindre lokale Ændringer i Vindretningen, hvorved man risikerede at komme til at grave en Grav for sig selv.

Dette skete saaledes for Tyskerne ved Hulluch i Foraaret 1916, hvor Vinden pludselig slog om og førte Gasskyen tilbage over de selvfølgelig ganske uforberedte Soldater, af hvilke mange omkom.

En anden følelig Mangel ved Gaskrigen i dens oprindelige Form var Umuligheden for den angrebne Part af omgaaende at betale tilbage med samme Mønt. Man maatte pænt vente, ofte i ugevis, med at afgøre Mellemværendet, indtil Vinden forandrede sig til Gunst for ham. Heldet i Gaskrigen afhang m. a. O. af Kræfter, over hvilke ingen var Herrer. Man kom derfor under Krigens Gang mere og mere bort fra denne mere passive Form for Gasangreb, som desuden passede bedre for Stillings- end for Bevægelseskrigen, og gik over til mere aktive Former, hvorom mere senere. Vi skal først høre lidt nærmere om Gasskyerne.

IV. Qasskyer.

IV. Gasskyer.

Naar et Gasangreb skulde foretages, maatte først et betydeligt Antal Gasbeholdere føres frem i forreste Linie. Denne Transport maatte i Reglen foretages om Natten, for at Fjendens Flyvere ikke skulde opdage den. Det drejede sig jo hver Gang om mange Tons, der ikke altid om Dagen lod sig føre fra Sted til Sted uden at vække Opsigt i Luften. Ankomne til Stedet opstilledes Beholderne med saa lidt Støj som muligt. Ogsaa dette maatte ske om Natten, og alt være omhyggelig skjult eller camoufleret mod Luften, inden Sol stod op.

I Begyndelsen af Gaskrigen anbragtes Gasbeholderne i en lang Række langs paagældende Frontafsnit og med nogen indbyrdes Afstand; senere rykkede man dem tæt sammen, ja lavede Gasbatterier af flere Lag Beholdere ovenpaa hverandre for at kunne gøre Gasskyerne tættere, øge Koncentrationen.

Naar alt var klart til Angreb, maatte gunstig Lejlighed afventes.

Indtraf denne, udsendte man Gasskyerne ved paa een Gang at aabne alle Gashaner. Ved Tyskernes første Gasangreb varede Gasudstrøm­

ningen 45 Min., men senere indskrænkedes Varigheden betydeligt, da man opdagede de Fordele, høj Gaskoncentration frembød, og da man af Hensyn til de Gasmængder, det var praktisk muligt at transportere, ikke kunde forene høj Koncentration med lang Varighed af Angrebet.

Man maatte udsende store Gasmængder i kort Tid i Stedet for mindre Gasmængder i længere Tid.

Betydningen af høj Gaskoncentration, af, at Gasskyen fra Begyn­

delsen indeholder saa lidt Luft som muligt, ligger i, at Gasskyen da faar den højest mulige Vægtfylde i Forhold til den omgivende Luft.

Derved holder Skyen sig samlet i meget længere Tid, dens Virkning rækker meget længere ud i Terrænet, end naar den — som Tilfældet er ved lavere Gaskoncentrationer, der fremkommer ved, at Gassen udsendes fra mere spredt liggende Beholdere, eller at der spares paa den,

— straks fra Begyndelsen er stærkt luftblandet. Der bliver da ingen synderlig Forskel paa Gasskyens og Luftens Vægtfylder, hvorfor Gassen let stiger opad og blandes med Luften til ufarlig Koncentration.

V. Gasangreb.

Naar saa store Mængder Gas, som her er Tale om, paa een Gang strømmer ud af de Beholdere, hvori den har været komprimeret, af­

køler den, som allerede nævnt, den omgivende Luft stærkt. Følgen deraf er, at Luftens Vanddamp fortættes til en Taage, hvorved en Sky af selv en farveløs Luftart bliver let synlig. Ligeledes bidrager Luftens

og Gassens forskellige Lysbrydningseksponenter, der er proportionale med Vægtfylderne, til at forraade Gasskyerne. Disse Forhold medførte efter- haanden, at Udsendelsen af Gasskyer mere og mere henlagdes til Nætterne. Herved toges tillige et psykologisk Moment med i Betragt­

ning. Om Natten sov det fjendtlige Mandskab med Undtagelse af dem, der forrettede Vagt- og Sikkerhedstjenesten, og blandt disse sidste vilde der altid være en Del, som var trætte og søvnige. Naar nu en Gassky kom overraskende over dem, og det skete jo lettere en mørk Nat, hvor Skyen ikke kunde sés, saa maatte der nødvendigvis opstaa Forvirring og Panik, hvorunder mange ikke i Mørket hurtigt nok kunde faa Masker paa — ja maaske endog ikke altid kunde finde dem.

Der udvikledes efterhaanden en ret vidtløftig Gas-Taktik, der navnlig lagde Vægt paa Finterne ved at benytte f. Eks. Gasskyernes Synlighed til at narre Fjenden paa forskellig Maade. Det var f. Eks.

almindeligt at udsende taagelignende Røgskyer, frembragte ved For­

brænding af Fosfor, ved at lade rygende Svovlsyre dryppe paa brændt Kalk eller ved at hælde Syre i stærkt Ammoniakvand, og saaledes simulere et Gasangreb, der foranledigede Fjenden til sporenstregs at tage Maske paa og til, som foreskrevet under Gasangreb, at for­

holde sig musestille, indtil Gasbølgen var drevet over. Der var nemlig ingen Fare for, at Modstanderne skulde storme i Hælene paa en ægte Giftgassky. Anderledes ved et saadant falsk Gasangreb med ret uska­

delig Røg. Her kunde Angriberne uden Fare maskeløse følge Bag­

siden af den drivende Taagebanke og overvælde Modstanderne, der sad med Maske paa og med aflagte Vaaben og ventede paa, at Gassen skulde drive over. For sent opdagede de, at Gassen ikke var farlig, for sent hørte de Haandgranaterne eksplodere om Ørerne paa sig.

Et andet Trick, der, navnlig i Begyndelsen, var meget yndet, særlig naar man vidste, at man havde nye Tropper, som aldrig før havde været i Kamp, for sig, var i længere Tid at udsende en lugtende Gas, f. Eks. Klor, af saa lav Koncentration, at den netop kunde lugtes, men ingen Fortræd gøre. De angrebne opdagede hurtigt, at Gassen ikke skadede dem, aflagde de generende Masker og glædede sig over Fjendens sløje Gas. Naar Angriberne saa formodede, at Modstanderne var rigtig trygge, udsendtes pludseligt en koncentreret, dræbende Klorsky.

At man ogsaa benyttede naturlige Uklarheder i Luften, Røg o. 1., til at liste et Gasangreb igennem er vel næsten for selvfølgeligt til at nævnes.

En betydelig Rolle spillede de intermitterende Gasangreb om Natten. Deres Hensigt var at udmatte Modstanderne, og de var vel-

V. Gasangreb.

13

egnede dertil. Tænk, hvad det vil sige at ligge dagevis i de forreste Løbegrave, af en overmægtig Artilleriild forhindret i at faa Afløsning, og saa at tvinges til hvert Øjeblik at fare op af den Smule »Hvile", man efter Tur kan tage sig, for at tage Maske paa! Det indses da let, i hvilken Grad Krigsgassen øgede Valpladsens Helvedesrædsler, selv om den direkte, som nævnt, kun fik forholdsvis faa Døde og varigt skadede paa sin Samvittighed. Dens indirekte, moralske, nedbrydende

Virkning kan vanskelig overvurderes.

Til et Gasangreb knytter der sig, udover Giftvirkningen paa alt levende, en meget skadelig Virkning paa Fjendens Skyts og Ammunition.

De Gasarter, der fortrinsvis anvendtes ved Udsendelsen af Gas­

skyer, Klor, Klorbrinte og Svovlsyrling, har alle stærkt ødelæggende Virkninger paa Metaller — de faar blankt Staal og Jern til at ruste og Kobber og Messing til at irre. Det viste sig saaledes, at Maskinskyts og Geværer allerede efter et Kvarters Paavirkning ikke kunde skyde mere, fordi Riffelgangene var rustne og Projektilerne overtrukne med et Lag Ir. For nogenlunde at overvinde disse Vanskeligheder maatte den angrebne Part under Angrebet vedligeholde en langsom Ild, selv om det maatte ske i Blinde, og bagefter snarest muligt vaske Løb og Ammunition af med Sodaopløsning og indfedte dem godt. Selv efter en saadan Behandling maatte der drages Omsorg for, at den »gas- forgiftede" Ammunition holdtes for sig selv og blev bortskudt først.

Det indses let, i hviken Grad dette øgede Valpladsens Møje og Besvær.

VI. Gasgranater.

Som allerede berørt føltes Manglerne ved den passive Udsendelse af de med Vinden drivende Gasskyer hurtigt, og den nærliggende Tanke at gøre sig uafhængig af Vinden ved at indeslutte de fordraabede Gasarter i Granater og Bomber, og ved deres Hjælp sende Gassen over til Fjenden, prøvedes med saa stort Held, at denne Form af Gas­

krigen mere og mere fortrængte den oprindelige. Fordelene ved den nye Fremgangsmaade var mange. Først og fremmest blev man uaf­

hængig af Vinden, dernæst kunde man „gasse" enhver Lokalitet, der blot kunde naas med Kanoner, og endelig skete selve Forvandlingen af Vædsken til Gas ovre mellem Fjenderne, som saaledes kom til at nyde godt af den uforfalskede Vare, før den spredtes og fortyndedes.

Tillige betød den nye Form for Gaskrigen en mægtig Forøgelse af Antallet af Stoffer, der kunde anvendes, og en Simplificering af Frem­

stillingen. Da der jo nemlig ved en Granats Eksplosion udvikles en saa stor Varmemængde, at selv Stoffer med højt Kogepunkt fordamper,

var man ikke længer bundet til Vædsker med Kogepunkter omkring aim. Temp., men kunde gaa over til Vædsker med meget høje Koge­

punkter. Derved undgik man vidtløftige Kompressionsanlæg som ved Fremstillingen af flydende Klor, Svovlsyrling o. s. v. — man kunde nu simpelthen bruge Vædsker, der kunde hældes i Granaterne ligesom Vand og ikke generede Personalet under Arbejdet med Paafyldningen.

Man naaede efterhaanden til at bruge Vædsker med Kp. op til 200° C og derover — ja end ikke faste, krystallinske Stoffer blev uforsøgte.

Ganske vist fordampede næppe alle disse nye Stoffer fuldstændigt i Eksplosionsøjeblikket, da den Tid, Eksplosionen af en Granatspræng­

ladning tager, sikkert er for kort til, at flere kg Vædske kan naa at fordampe, men hvad der ikke fordampede splintredes, forstøvedes, saa at Luften fyldtes med en Taage af mikroskopiske Giftdraaber. Giftstoffet fandtes da for en Del mere eller mindre kolloidalt fordelt i Luften og kunde indaandes og paavirke Øjne, Slimhinder og, for visse Stoffers Vedk., Huden. Naar Vædskesprøjtet faldt, Taagen havde lagt sig og det fordampede fortættet sig, var Jord, Vegetation, Personer m. v.

dækkede med et Lag Giftstof, der langsomt fordampede og derved øvede sin Virkning eller absorberedes af Huden og irriterede denne ja, for enkelte Stoffers Vedkommende, endog passerede Huden, gik over i Blodet og gav Anledning til universel Forgiftning.

Paa Grund af disse Stoffers ringe Flygtighed, der ofte var for­

bundet med betydelig Modstandsdygtighed overfor Luftens og Vandets Paavirkninger, kunde Giften virke kortere eller længere Tid paa en oversprøjtet Lokalitet, saaledes at Mandskab, der skulde færdes der, led derunder. Englænderne kaldte en saadan Gift med vedholdende Virkning en ,/persistent gas" i Modsætning til de egentlige kompri­

merede Gasarter og de letflygtige eller af Vand og Luft hurtigt øde­

lagte Vædsker, som kaldtes „non persistent gas". Da „vedholdende Gas" ikke er noget godt, rammende dansk Udtryk, vil vi i det følgende ved Omtalen af de enkelte Gasarter, bibeholde Benævnelserne „persistent"

og „ikke persistent".

Det indses let, at med Indførelsen af de sidst omtalte, tungtflygtige Stoffer sprængtes Gaskrigens Rammer. Der var her ikke mere Tale om Gasarter, og Udtrykket „Gaskrig" burde egentlig herefter erstattes med det mere rammende og omfattende „Giftkrig".

Alt efter de anvendte Giftstoffers større eller mindre Fordampe­

lighed anvendtes forskellige Granatkonstruktioner. Til letflygtige For­

bindelser som Fosgen o. 1. anvendtes Granater, som Fig. 1 viser.

VI. Gasgranater. 15 De indeholdt intet Sprængstof ud over Detonatoren. Den ved dennes Detonation udviklede Sprængkraft var tilstrækkelig til at aabne Granaten,

^>>ssssssssss\y, t

•1, i , 1 1 1 i1!1 •1 11 11 1 11 1 11 11

\

jfcfosQ&ry

Fig. 1. Tysk 15 cm Granat. Grønt Kors. Totalvægt ca. 40 kg. Indhold 6,a kg Disfogen eller 5,6 kg brommerede Ketoner eller 4,8 kg Fenylkarbylaminklorid.

hvorved Vædsken flød ud og straks fordampede. Saadanne Granater, hvis hele Hulrum optoges af Vædsken, var at betragte som Gasflasker, der kastedes over til Fjenden og dér aabnede sig og udsendte deres dødbringende Indhold.

Til tungere flygtige Stoffer anvendtes Granater som de i Fig. 2 og 3 gengivne, der foruden Detonatoren rummede en Sprængladning af Trinitrotoluol el. lign. 1 Fig. 2 er denne Sprængladning anordnet i Granatens Forpart, i Fig. 3 er den i Form af pressede Legemer indsat i et Rør, der er ført til Bunds i Granatens Længdeakse. Særlig

C7ndfy fdni nqsczctSnc-riQ

I I I

JTosqe-n. 5.2i

I S

X

X

_ z ren sy r*e-

STrcebiofc / Cement/ / l^je nnrø r> \ JTrtm tro to {u ol

Fig. 2. Granat til 17 cm tysk Minekaster.

den sidste Form brugtes, hvor man ønskede at oversprøjte et større Areal med Gift, da der selvfølgelig her fandt en stærk Spredning Sted ved Sprængladningens Eksplosion.

4-9#

Fig. 3. Tysk 15 cm Granat, grønt eller gult Kors. Totalvægt ca. 40 kg. Spræng­

ladning: 90 g Trinitrotoluol. Gasstof 3,0 kg (Sennepsgas m. 2 0 % Klorbenzol).

Ønskede man at forene Spræng- og Giftvirkning, eller ønskede man meget stærk Spredning eller at anvende meget tungtflygtige Stoffer, benyttede man sig af Granater som afbildet i Fig. 4. De indeholdt en ret betydelig Sprængladning. Hvor det endelig galdt om saa meget som muligt at holde sammen paa Gassen eller Taagen, brugte man den i Fig. 5 viste Granatform. Her var Giftstoffet, indesluttet i en Beholder af Glas eller Jernblik, anbragt midt i Sprængladningen.

Som et Kuriosum kan anføres, at Englænderne ved enkelte Lej­

ligheder, i Tider, hvor det gik særlig voldsomt til med Gasbombar­

dement, fandt Granater indeholdende Giftstoffer i Fabrikernes Original­

flasker — pæne Glasflasker med Glasprop og Firmaetiketter! Tyskerne

Fig. 4. Tysk 15 cm Granat. Totalvægt ca. 40 kg. Sprængladning ca. 1 kg (60 % Trinitrotoluol - f 40 % Ammoniumnitrat). Gasstof ca. 3 kg (Grønt Dobbeltkors: Fosgen; gult Dobbelkors: Sennepsgassubstans + Klorbenzol).

VI. Qasgranater. 17 havde, hvad enten det nu var for at spare Tid eller af Mange! paa Glas- eller Jernbeholdere, puttet et helt lille Apotek i hver Granat.

V)ifemtlklorqr''Sirv

Fig. 5. Tysk 105 mm Granat. Blaat Kors. Totalvægt ca. 16 kg. Sprængladning:

1, 3 kg Trinitrotoluol. Giftstof: ca. 0,4 kg Arsiner eller Blanding heraf, med

Karbazol.

En Fordring, man stillede, til de anvendte Vædsker udover, at de skulde være giftige og nogenlunde flygtige ved Ophedning uden Spalt­

ning eller dog give giftige Spaltningsprodukter, var, at de maatte have en Vægtfylde af mindst 1,2, da lettere Stoffer havde skadelig Indflydelse paa Granaternes ballistiske Forhold.

VIL Gasminekastere.

Det var Tyskerne, der allerede i Begyndelsen af 1916 indførte Gasgranater (med taarefremkaldende Gas). Skyttegravskrigen var da paa sit højeste. I Følge denne Krigsforms hele Karakter med Modstanderne tæt inde paa Livet af hinanden, og hvor det oftest kun drejede sig om at wgasse" hinandens Løbegrave, var det som at skyde Spurve med Kanoner at anvende Gasgranater. Baade Kanoner og Granater var for kostbare og kunde finde bedre Anvendelse paa anden Maade. Det be­

tød derfor et stort Fremskridt, at Englænderne fandt paa at anvende

»Projektors" d. v. s. primitive Skyttegravsmorterer, som med en for­

holdsvis ringe Krudtladning udskød en Gasmine — en stor, tyndvægget Gasbeholder fyldt med flydende Gas eller en meget let fordampelig Vædske. En saadan Gasmine rummede betydelig mere Gas end en Granat. En lille Sprængladning, der bragtes til Eksplosion af en De­

tonator, som atter sattes i Funktion af et primitivt Brandrør, der vir­

kede ved Anslag, besørgede Beholderens Aabning, naar den var havnet i Fjendens Løbegrav. Ved Affyringen bragtes Krudtet til Eksplosion ved en Tændpatron, som tændtes elektrisk (se Fig. 6). Opfinderen var en Kaptajn Livens, efter hvem Apparatet kaldtes Livens Projektor. Den

2

viste sig første Gang paa Slagmarken ved Thiepval Natten mellem d. 25' og 26' Sept. 1916 og kostede 3 tyske Regimenter (18', 66' og 67') alvorlige Tab.

S nand^>

De to no tor-

Fig. 6. Livens Projektor.

Naturligvis optog Tyskerne hurtigst mulig Ideen og kunde Natten mellem 10' og 11' Dec. ved Cambrai og Qivenchy sige Englæn­

derne Tak for sidst*). Dog kom dette ikke bag paa Englænderne, som selvfølgelig ventede Gengældelsen og desuden ved Afhøring af Fanger var advarede. Virkningen var derfor ikke saa stor, som Ty­

skerne efter deres Erfaringer fra Englændernes første Projektorangreb

*) Om de herved anvendte særlige, nykonstruerede, storkalibrede, glatlobede Minekastere af lignende Art som de engelske Projektors, eller om de blot havde fremstillet Gasammunition til deres allerede i stort Antal forhaandenværende 17 og 25 cm „Minenwerfer", Vaaben, de allerede for Krigen i al Hemmelighed havde udviklet til stor Fuldkommenhed, er uvist. At de senere brugte ogsaa.

Gasammunition i Minenwerfer'ne er utvivlsomt. Vel rummede saadanne „Miner"

mindre Gas end de Beholdere, der udslyngedes af Livens Projektor, men til Gengæld opnaaedes større Skudhastighed, sikrere Træfning, større Skudvidde og mere Bevægelsesfrihed.

VII. Gasminekastere. 1 9

regnede med, hvoraf Følgen var, at et Angreb, der straks efter sattes ind, strandede.

Da Gasminekasterne i Reglen maatte graves ned i Jorden og derfor var lidet transportable, og da deres Skudvidde ikke var stor (næppe over ca. 1800 m), hørte de Skyttegravskrigen til. Efterhaanden som denne henimod Krigens Slutning afløstes af Bevægelseskrigen, maatte de træde i Baggrunden for Gasgranaterne. Næste Krig vil antagelig se særlig konstruerede, lette, storkalibrede „Gashaubitser", der udskyder en Mellem­

ting mellem en Gasgranat og en Gasmine.

Paa Kortskitsen i Fig. 7 (Side 35) er vist, hvorledes man bar sig ad, naar man ved Gasminer vilde „gasse" en Lokalitet (skraveret paa Kortet).

Det var Amerikanerne, der vilde ødelægge en tysk Lejr i Bois de mort mare d. 19'Juni 1918, ved hvilken Lejlighed de sendte 1200 Miner ind i Skoven saa hurtigt, de 3 Batterier Projektors kunde skyde. Det viste sig senere, at et tysk Angreb, der var under Forberedelse i Skoven, var bleven kvalt i Fødslen.

Taktikken ved Gasgranatangreb var den samme, og begge Arter af Angreb ledsagedes i Reglen af et voldsomt Bombardement med Spræng- granater bl. a. for at maskere Gasangrebet. Man begyndte med Spræng- granater og blandede saa efterhaanden flere og flere Gasgranater imellem.

For Fuldstændighedens Skyld skal nævnes, at ogsaa Gas-Haand- granater fandt Anvendelse i Krigen.

VIII. De anvendte Giftstoffer.

Efter dette Overblik over den offensive Gas- eller Giftkrigs meka­

niske Virkemidler og -maader skal vi nu se nærmere paa de anvendte Gifte dels fra et kemisk, dels fra et farmakologisk Standpunkt. Ved den kemiske Behandling af Spørgsmaalet maa vi se bort fra Fremstil- lingsmaaderne for Giftstofferne, først fordi de ikke bør offentliggøres paa lettilgængelige Steder og derved give Ukyndige Lyst til farlige Eksperimenter, men dernæst ogsaa fordi det vilde tage for megen Plads at forklare Fremgangsmaaderne saaledes, at Ikke-Kemikere vilde have Lidbytte deraf, og endelig fordi der under Krigen kan være udarbejdet nye Metoder, som endnu ikke kendes.

Eksempelvis kan nævnes, at Tyskerne, som i Juli 1917 indførte vistnok Krigens frygteligste Giftgas, den s. k. Sennepsgas, fremstillede denne ved en meget møjsommelig Fremgangsmaade. De evnede derfor kun at fremstille ca. 6 Tons pr. Dag. Det varede hele 11 Maaneder, før Ententen kunde gengælde Traktementet, men saa kunde de ogsaa

2*

gøre det til Gavns, idet Amerikanerne da havde udarbejdet en ny, langt simplere, Fremstillingsmaade, hvorefter de producerede ca. 40 Tons pr. Dag og kunde have præsteret det dobbelte, om de blot havde

haft Granater nok til Fyldning.

I nedenstaaende Oversigt er Giftene anførte nogenlunde i den Orden, hvori de dukkede op i Krigen. Det er interessant at lægge Mærke til, at den kronologiske Orden i store Træk falder sammen med den systematiske Orden, i hvilken Stofferne almindeligvis nævnes i kemiske Haand- og Lærebøger. Det ser ud, som havde man omhyggelig gennemgaaet en saadan Bog fra Begyndelsen til Enden, mærket sig de Stoffer, der kunde blive Tale om at anvende, og prøvet dem, efter- haanden som Gennemgangen skred fremad.

1. Klor, Cl.

En gulgrøn Luftart, ca. 2l/2 Gang tungere end Luften, af en egen stikkende og kvælende Lugt. Ved Afkøling til ca. -i- 40° C for­

tættes den til en grønliggul Vædske, (Kogepunkt H- 33,6° C), som ikke blandes med Vand. Ved højere Temperaturer kan Kloret fortættes ved Tryk, ved 15° C f. Eks. ved ca. 8 Atm. Dets kritiske Temperatur (den Tp., over hvilken det ikke mere kan fortættes) er 141 0 C. Det fortættede, flydende Klor gaar i Handelen i stærke Staalflasker.

Ved Indaanding af ufortyndet Klor kan Døden følge lynsnart, og endnu i en Fortynding af 1 Del Klor i 1000 Dele Luft virker det ret hurtigt dræbende. Fortyndet Klor virker irriterende paa alle Slimhinder og kan fremkalde svære Beskadigelser af Lungerne. Endnu i en For­

tynding af 1 -10000 kan det undertiden dræbe.

Det flydende Klors Damptryk er, navnlig naturligvis i varmt Vejr, saa betydeligt, at det er forbundet med nogen Risiko at anvende det i Granater og Miner, hvorfor det udelukkende anvendtes i Form af Gasskyer. Da det er let at værge sig mod Klorangreb (sml. o.), gik Kloret ret hurtigt ud af Sagaen.

2. Brom, Br.

En brunrød Vædske, som i Luften udsender brunrøde Dampe, der virker paa lignende Maade som Klor. Vægtfylden i F. t. Luft er ca. 3. Det koger først ved 63° C og kan derfor ikke anvendes til Udsendelse af Gas­

skyer. Om det har været anvendt i Granater er tvivlsomt, men der­

imod brugte man det i Blandinger med Klor, for at nedsætte dettes Damptryk, samt i Haandgranater.

VIII. De anvendte Giftstoffer. 2 1

3. Klorbrinte, H Cl.

En farveløs Luftart, Vf. i F. t. Luft 1,2 7, hvis vandige Opløsning kendes af alle under Navnet Saltsyre. Ved Tryk eller Kulde kan den fordraabes til en Vædske, der koger ved 83° C. Med Luften danner den hvide Dampe, idet den forbinder sig med Luftens Vand­

damp til en ved almindelig Temperatur ikke flygtig Forbindelse. Den smager og lugter stikkende og surt. Dens Virkninger ligner Klorets, men den kan ved høje Koncentrationer desuden have Indflydelse paa Blodets naturlige, alkaliske Reaktion.

4. Brombrinte, H Br.

Ligner i Egenskaber og Virkning ganske Klorbrinten, men er tungere: 2,79 (Luft = 1).

5. Svovlbrinte, H.2S.

En farveløs Luftart med sødlig Smag og Lugt som raadne Æg. Ved et Tryk af 17 Atm. fortætter den sig ved aim. Temp, til en Vædske, der koger ved 62° C. Vægtfylden overfor Luft er 1; 1 9. Indaandet forener den sig med Blodets Hæmoglobin til Sulfhæmoglobin, som ikke er i Stand til at optage Ilt, hvorfor Kvælningsdøden indtræder øjeblikkeligt ved Indaanding af den koncentrerede Gas. Endnu i en Fortynding af 0,6 °/0 0 giver den Svimmelhed, Hovedpine og Opkastning, og i en Fortynding af 1 °/0 0 kan den dræbe en Mand 1 Løbet af 5 Min. Har næppe fundet stor Anvendelse p. G. af sin Lethed.

6. Svovlsyrling, S02 (Svovlsyrlinganhydrid).

En farveløs Gas, 2,2 Gange tungere end Luft, af den stikkende Lugt, alle kender fra Svovlets Forbrænding. Fortættes let til Vædske (ved -i- 10° C ved 1 Atm., ved aim. Temp, ved 6 Atm. Tryk), som koger ved -r 8° C, I denne Tilstand er den en vigtig Flandelsvare, der gaar i Handelen i de bekendte Staalflasker. Den bruges ved Fabrikationen af kunstig Is, som Blege- og Desinfektionsmiddel, til Sulfitcellulose o. a. Den virker heftigt irriterende paa Aandedræts- organerne og forener sig, naar den kommer ned i Lungerne, med Vand til Svovlsyrling, H3S08, som let ilter sig paa Bekostning af Ilthæ­

moglobinets Ilt til Svovlsyre H2S04. Denne virker ødelæggende paa Lungevævet og fremkalder Blødninger fra Kapillarerne. Koncentreret virker den, ligesom foregaaende Gasarter, straks dødeligt og er endnu i stærk Fortynding farlig. 0,1 5 % i Luften kan dræbe.

7. Fosforbrinte, Pfi3.

Farveløs Luftart med Fosforets Giftvirkning. Vf. 1,2 (Luft = 1).

Fortættes til en Vædske med Kp. -r- 86° C. Skal ogsaa have været

anvendt paa den Maade, at man under Tilbagetog strøede Kalciumfosfid paa Jorden. Der udvikledes da, ved Indvirkning af Fugtighed, Fosfor- brinte:

Ca3 P2 + 6 H2 0 = 3 Ca (OH), + 2 PH3.

8. Arsenbrinte, As H >.

Farveløs Luftart med Arsenikens Giftvirkning. Vf. = 2 (Luft= 1).

Fortættes til en Vædske med Kp. -i- 55° C.

9 . Salpeterundersyre eller Kvælstofdioksyd, AIO.>.

(ved lavere Temperaturer N2 04.)

En rødbrun Luftart, Vægtf. ca. 3, hvis Udseende og karakteriske Lugt enhver, der har prøvet at opløse Metaller i Salpetersyre, eller som har lugtet til rygende Salpetersyre, kender. Ved Afkøling for­

tættes den først til en farveløs Vædske, derpaa til farveløse Krystaller, som smelter ved 9° C og koger ved 22° C. Den virker heftigt irriterende paa Øjnenes og Luftvejenes Slimhinder, bl. a. fordi den af Vand (fugtige Slimhinder) spaltes i Salpetersyre og Salpetersyrling:

N2 04 + H, O = H NOs + H N02.

Men desuden har Kvælstofdioksydet Indvirkning paa Blodet, hvis Hæmo­

globin omdannes til Methæmoglobin, og paa Centralnervesystemet. Det Tager nogen Tid, før disse Virkninger viser sig, hvorfor man tit ser, at forgiftede Folk, der synes at være komne heldigt over Forgiftningen, faar, ofte dødeligt forløbende, Tilbagefald. Døden hidføres da i Reglen ved Hjærtelammelse.

Hvorvidt Kvælstofdioksydet i ublandet Tilstand har haft større Anvendelse ved Udsendelsen af Gasbølger er maaske tvivlsomt. Det har jo et relativt højt Kogepunkt, men er paa den anden Side saa flygtigt, at man ved at sprøjte det ud i Vindretningen rimeligvis maa kunne producere Gasbølger. Derimod anvendtes det blandet med Klor, første Gang af Tyskerne paa Isonzofronten. Lignende Egenskaber som denne Blanding har

1 0 . N i t ro s y l k l o r i d , N O C l ,

der er 11/2 G. tungere end Luften og let fortættes til en rødgul Væd- ske, der allerede koger ved - 8« C. Af Vand (fugtige Slimhinder) sønderdeles det som alle Syreklorider:

N O C l + H2 Ö = H N 02 + H Cl.

Salpetersyrling.

VIII. D e anvendte Giftstoffer. 2 3

Den derved dannede Salpetersyrling og Klorbrinte (Saltsyre) virker stærkt ætsende.

Alle de hidtil nævnte Stoffer med Undtagelse af ublandet Brom {og Kvælstofdioksyd?) blev brugt i Form af Qasskyer. Navnlig Kloret, hvormed Gaskrigen som allerede nævnt indlededes, spillede i Begyn­

delsen en uhyre Rolle, dernæst Klorbrinten. Hvorvidt nogle af disse Gifte anvendtes i Granater og Gasminer, straks da disse nye Krigs- midler dukkede op, vides ikke med Bestemthed — men de vilde alle

— maaske med Undtagelse af Klor — egne sig dertil. Imidlertid er de hurtig blevne fortrængte af nedennævnte Gifte, som alle brugtes i Granater, enkelte, navnlig Fosgen, tillige i Gasminer.

1 1 . B l a a s y r e , C y a n b r i n t e , H C N .

Denne frygtelige Gift er ved aim. Temperatur en letflygtig Vædske, der koger ved 26° C og har en bedøvende, bittermandeloljelignende Lugt. Ved Indaanding af selv et minimalt Spor af Cyanbrinte føles en ejendommelig Kradsen i Svælget. Ved højere Gaskoncentration i Luften ytrer Forgiftningen sig ved stærk Ophidselse, Angstfølelse og senere total Lammelse af Centralnervesystemet, særlig Andedrætscentret.

Forgiftningsbilledet ligner i mange Henseender Forgiftningen med Kul­

ilte (Kulos). Men medens Kulilte forbinder sig med Blodets Hæmo­

globin til Kulilte-Hæmoglobin, som ikke kan optage Ilt, synes noget tilsvarende ikke at være Tilfælde med Blaasyren, som derimod for­

hindrer Vævene i at optage den med Arterieblodet tilførte Ilt. Resul­

tatet er derfor det samme ved begge Forgiftninger: Kvælning.

Blaasyre er en ret let Gasart, hvorfor den har Tilbøjelighed til at stige tilvejrs og fortyndes stærkt med Luft i Eksplosionsøjeblikket.

Følgen deraf var, at de opnaaede Koncentrationer ikke blev betydelige, hvorfor de fleste Forgiftede hurtigt rettede sig, ligesom Gasmaskerne ydede god Beskyttelse. Man fandt derfor paa at „belaste" den ligesom andre lovlig lette Gasarter (f. Eks. vandfri Ammoniak, der undertiden skal have været anvendt) med Stoffer, der gav tunge Dampe som Kloroform, Tintetraklorid (Sn Cl4), Arsentriklorid (As Cl3), Siliciumklorid (SrCl4) og Titanklorid (Ti Clj. Derved opnaaedes, at Giftgassen trykkedes mod Jorden og holdt bedre sammen.

I Granater anvendtes ogsaa Cyan klor id, C N CI, en Vædske der koger allerede ved 12° C. Dens Virkning ligner ganske foregaaendes.

12. Benzylbromid = Monobromtoluol, C6 /7- • CH., Br.

En farveløs Vædske, Kp. ca. 180° C, Vf. 1 ,438, af en behagelig,

aromatisk Lugt. Naar det, udsprøjtet paa Jorden, udsættes for Luftens- Indvirkning, ilter det sig efterhaanden til Benzaldehyd C5 H5 C H O, som lugter af bitre Mandler. Af Vand sønderdeles (forsæbes) det kun langsomt, hvorfor det i Modsætning til de hidtil omtalte Stoffer, der alle enten let fordamper eller ødelægges af Vand, er i høj Grad per­

sistent. Da det sønderdeles af Jern og Staal, maa det i Granaterne indesluttes i Blybeholdere, eller Granaterne maa være indvendig for- blyede. Det er kun lidet giftigt, men stærkt taarefremkaldende, og gik ret hurtigt ud af Brug. Det blandedes altid med Toluol for at faa forøget Fordampelighed.

C H Rr 1 3 . Tolylbromid = Monobromxylol, C6 A/4 < C H2

Da de to Metylgrupper (CH8) i Xylol kan indtage 3 forskellige indbyrdes Stillinger omkring Benzolkærnen, findes der 3 forskellige Monobromxyloler, Ortho-, Meta- og Paramonobromxylol, som alle 3 findes i den fabriksmæssigt fremstillede Vare. Metaforbindelsen (1—3) er dog den overvejende. Handelsvaren er en Vædske, der koger ved 215° C og har Vægtfylde 1,37. Har samme Egenskaber som fore- gaaende og anvendtes blandet med Xylol. Brugtes ikke meget.

1 4 . M o n o b r o m a c e t o n e , C H .2 B r — C O — C H , . Kogepunkt 136° C, Vægtfylde 1,574, og

1 5 . M o n o b r o m m e t y l æ t y l k e t o n , C H , — C O — C , Hx Br.

Vædske, der sønderdeles ved Ophedning, før Kogepunktet naas- Vægtfylde 1,40.

Begge disse bromerede Ketoner er gullige Vædsker med giftige og taarefrembringende Egenskaber. Den første er kun lidet holdbar,, men omdannes lidt efter lidt, navnlig i Berøring med Jern, til en tjæreagtig Vædske, den sidste er mere stabil og kan fyldes direkte i Granaterne.

Begge sønderdeles kun yderst langsomt af Vand, og da de tillige er lidet flygtige, er de særdeles persistente.

1 6 . M o n o k l o r m e t y l k l o r f o r m i a t , C l - C O O C H2 C l , kan ogsaa opfattes som et Fosgenderivat:

og fremstilles da ogsaa med Fosgen (s. n.) som Udgangspunkt. Det er en farveløs Vædske, Kp. 1 0 8 ° C , Vf. 1, 4 7 , hvis Dampe er baade

VIII. De anvendte Giftstoffer. 2 5

irriterende, gifttige og taarefremkaldende. Stoffet forsæbes let af Vand og Alkalier (kalkholdig Jordbund), idet der dannes Formaldehyd, Klor- brinte og Kulsyre, og er derfor lidet persistent. Paavirkes let af Jern,, hvorfor blyforede Projektiler maatte bruges dertil.

Erstattes Forbindelsens to resterende Brintatomer med Klor faaes:

1 7 . T r i k l o r m e t y l k l o r f o r m i a t , C l - C O O C C L , = ( C O C l \ )2 = Difosgen (farveløs Vædske (Kp. 128° C, Vf. l,6s)), der er mere giftigt,, men mindre taarefremkaldende end foregaaende. Da det meget vanske­

ligt paavirkes af Vand uden i Nærværelse af Alkalier, er det meget persistent. Kan fyldes direkte i Projektilerne, da det ikke paavirkes af Jern.

1 8 . K a r b o n y l k l o r i d = F o s g e n , C O C l2.

En farveløs Væske af en ejendommelig skarp og kvælende Lugt.

Koger allerede ved 8° C og forvandles derfor overordentlig let til Gas ved Granatens Eksplosion. Gassen er ganske overordentlig giftig og virker dødelig selv i yderst stærk Fortynding.

Den er ikke taarefremkaldende eller dog kun lidt. Den var en af de mest anvendte Krigsgasarter og benyttedes i største Maalestok — navn­

lig af Russerne i Tiden før Ruslands Sammenbrud.

Karbonylklorid, der, som Navnet siger, er Kulsyrens Klorid, spal­

tes som alle Syreklorider ved Berøring med Vand. Spaltningsprodukterne er her Klorbrinte (Saltsyre) og Kulsyre:

COCl2 + H20 = C02-f 2 HCl.

Som Følge heraf og paa Grund af Vædskens store Flygtighed er Fosgenet meget lidt persistent.

Ved at suge fosgenholdig Luft igennem Vand, mættet med Anilin, kan man let paavise selv Spor af Fosgen, idet der dannes et tungt­

opløseligt, krystallinsk Stof, Difenylurinstof:

C O Clj + 2 C„ Hj NH2 = C 0<{™; g« ^ + 2H Cl.

Anilin Difenylurinstof

Fosgenet virker p. G. a. Saltsyredannelsen meget skadeligt paa Vaaben og Ammunition.

1 9 . K l o r p i k r i n , C C l? j N O . , ,

der kan opfattes som nitreret Kloroform, er en farveløs Vædske, der koger ved 112° C, og hvis Dampe virker overordentlig irriterende

paa Slimhinderne. Er derfor meget taarevækkende foruden at være gif­

tigt. Det brugtes i Blanding med det tidligere omtalte Triklormetylklor- formiat og er ligesom dette særdeles persistent og kan taale at komme i Berøring med Jern.

20. Diklotætylsulfid, S<^-' jZ}4 q'

Denne »Giftgasarternes Konge", for at bruge et amerikansk Udtryk, spillede en saa uhyre Rolle under Krigen,- at den fortjener lidt mere indgaaende Omtale. Den mest gængse Betegnelse for denne Gift var Sennepsgas, under hvilket Navn de fleste sikkert har hørt den om tale. Franskmændene kaldte den Yperite, fordi den først viste sig paa Ypresfronten (i Juli 1917), hvor Tyskerne bragte den i Anvendelse overfor Englænderne. Disse kaldte den, foruden Mustard gas, Yellow cross substance, fordi de tyske Sennepsgasprojektiler var mærkede med gult Kors.

Kemisk set er Diklorætylsulfid en diklorsubstitueret Tioæter. Denne staar i samme Forhold til det ildelugtende Merkaptan som aim. Æter til Alkohol, men er i ren Tilstand næsten uden Lugt. Handelsvaren har dog som Mindelse om Slægtskabet en ganske svag Senneps- eller Hvid­

løgslugt. Det er en farveløs, ret stærkt lysbrydende Vædske, som først koger ved 217° C. For at nedsætte dette høje Kogepunkt, og saaledes gøre Vædsken mere flygtig, blandedes den stedse med 15 — 20 °/0 Kul- stoftetraklorid (CC14). Da Diklorætylsulfidet kun yderst langsomt paa­

virkes af Vand og dertil er meget lidt flygtigt, er det yderst persistent.

Det kan øve sin fordærvende Virkning i 2—7 Døgn elier mere, efter­

som Vejret er varmt og tørt eller fugtigt og koldt. Det er derfor af største Betydning at kunne ødelægge Giften paa oversprøjtede Steder.

Det er uforsvarligt at lade Folk færdes der, før det er gjort. Vædsken trænger nemlig let igennem Klæderne og brænder Huden, og Luften over Stedet mættes efterhaanden med Sennepsgas, som indaandes.

Ganske vist synker Gaskoncentrationen p. G. a. Stoffets Tungtflygtighed ret hurtigt efter Granatens Eksplosion ned til ca. 1 : 30000 og holder sig deromkring, saalænge der er ufordampet Vædske paa Jorden, men selv i denne Fortynding virker Gassen stærkt giftig, og den besidder i høj Grad den for mange Giftstoffer karakteristiske kumulative Virkning, d. v. s. ved længere Tids Indvirkning paa Organismen ophobes Virkningerne, indtil Katastrofen paa een Gang indtræder. Det er ligesom med Tobak. Ved overdreven Nydelse mærkes i lange Tider ingen Ulemper, men en skønne Dag reagerer Nerver og Hjerte omtrent, som

VIII. De anvendte Giftstoffer. 2 7

om al Tobakken var nydt paa én Gang. Ligesaa her. Man har ud­

fundet, at der bestaar omtr. det Forhold mellem Koncentrationen og Indvirkningens Varighed, at hver Gang den sidste multipliceres med 10, kan den første divideres med 5, og samme Resultat dog naaes. Det vil altsaa sige, at hvis et Menneske tager Skade af at indaande Sen­

nepsgas i en Koncentration af 1:10000 i 2 Timer, vil det gøre ham ganske samme Fortræd, om han indaander Gassen i en Fortynding af 1 :500000 i 20 Timer.

Til Ødelæggelse af Sennepsgasvædsken benytter man sig af det Forhold, at Diklorætylsulfid let af Iltningsmidler, f. Eks. Klorkalk eller Kaliumpermanganat, iltes til de uskadelige, ikke flygtige Forbindelser

Diklorætylsulfinilte SO<^-^jq| og Diklorætylsulfon S02 <C'H4Q Under Krigen drog man især Nytte af den Omstændighed, at Diklorætyl­

sulfid let danner ikke-flygtige Additionsforbindelser med mange Metalsalte, paa den Maade, at man lod store Vandvogne bruse Kalciumkloridop- løsning ud over Jorden paa de „inficerede" Steder.

Forgiftningsbilledet ved Sennepsgasforgiftninger er ganske forskel­

ligt fra de øvrige Krigsgasarters. Det er saaledes paafaldende, at der ikke straks mærkes følelige Ulemper, naar man udsættes for Gassens Paavirkning. Der kan gaa 4—6 Timer, ja endog 1 å 2 Dage, alt efter Gaskoncentrationen, før de første egentlige Symptomer viser sig, og disse udvikler sig med en egen Haardnakkethed, idet flere og flere Organer inddrages under Lidelsen. Dette gør selvfølgelig Sennepsgas­

sen dobbelt farlig: det er vanskeligt at vogte sig for den, fordi man ikke mærker noget. Den har desuden, som allerede sagt, ingen stærkt udpræget Lugt og blev ofte maskeret med andre Gasarter.

Nogen specifik Giftvirkning saaledes som Blaasyre, Arsenik o. s. v.

har Sennepsgassen egentlig ikke. Den virker kun saa overmaade irriterende paa Huden, Øjnene og Respirationsorganerne. Kun ved Ind- aanding af store Mængder (en Sky af findelt Sennepsgassubstans) kan der udvikle sig af toksisk Vævdestruktion foraarsagede Stofskifteforstyr­

relser. Alle de Lidelser, der foraarsages af Sennepsgas, er yderst pine­

fulde. Paa Huden fremkaldes brændende Rødme, Eczem, Betændelse og ofte mægtige, vædskefyldte Brandvabler. Dette har givet Anledning til Navnet Sennepsgas, idet Virkningerne paa Huden ligner Senneps- plasterets, kun i langt forfærdeligere Grad. For at fremkalde disse Virk­

ninger er det ikke nødvendigt, at Sennepsgassubstansen i Vædskeform kommer i Berøring med Huden, det er tilstrækkeligt at have været udsat for Dampene i nogen Tid, idet disse let trænger igennem Tøjet.