• Ingen resultater fundet

Besættelsen oplevet fra Sømandshjemmet Ny Havn

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Besættelsen oplevet fra Sømandshjemmet Ny Havn"

Copied!
16
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Besættelsen oplevet fra Sømandshjemmet Ny Havn

Af Verner Gorridsen

Jegerfødt i 1930ogopvoksetpåSømandshjem¬

metNy Havn ved Fiskerihavnen i Esbjerg,hvor

mineforældrevar bestyrerpar.1Jegvarsåledes

enhalvsnesår, da AndenVerdenskrig brød ud,

ogiethus, hvormangemenneskerkomoggik,

varder mangeoplevelserfraden tid, derpren¬

tede sig dybt i hukommelsen.

Krigens udbrud

En afde første dage i september 1939 låjeg i

sengen pga. skoldkopper. Hen på eftermidda¬

genhørtejegen flyversamt to-tre storeeksplo¬

sioner.Jeg var alene i privaten på Sømands¬

hjemmet, men stod straks op af min seng og

gik hen til vinduerne foratse ud over havnen

efterårsagen.Jegsåblotenflyverforsvindeud

over Fanø. Hurtigt efter indløb forklaringen:

flyveren havde kastet tre-fire bomber, hvoraf

én var faldet i et beboelseshus i Frodesgade

nærStrandby Plads. Husetvarstyrtetsammen, og enkvinde i husetvardræbt. Tilsyneladende

var der af dansk militær ikke løsnet et eneste skud. Befolkningen var chokeret. Måske en

fejltagelse? Måske etuheld? En ulykke i hvert

fald. Manformodede at flyetvar engelsk. Der

komen 100%sikkerforklaring. Den 1.septem¬

bervarAndenVerdenskrig brudt ud. Tyskland

havde invaderetPolen, menDanmarkvarikke indblandet. Befolkningen holdt sig nogenlun¬

de iro.

Uden at have konkret viden kan børn let fornemme, når voksne præges afen konstant

ængstelse. Mine forældre talte temmeligmeget

om en vis Adolf Hitler, og far hørte med bekymret mine ofte radio fra Tyskland, hvor

han nu og da fik dele af Hitlers radiotaler

fremkaldt afæteren. Bagftervarhan ofte i lidt dårligt humør, kunnemanmærke.

Uden at kunne datere det bestemt trorjeg,

detvari september 1939,atder ankom en tysk indregistreret bil af mærket Ford Eiffel med et yngre ægteparogetlille barn. Bilenvarpakket

tilbristepunktet. De ville gernehave etværelse

ogetmåltidogtaltemegetalvorligt med far. Det

vistesigatværeettyskjødiskægtepar,dervarpå flugt fra Tyskland. De tog af sted dagen efter,

hvorhen vedjegikke,menfar fortalteos endel

om deressituation, samthvad han havderådet dem til.Jegerindrer endnu denspændte, pani¬

skestemning, der prægede situationen.

Om morgenenden9.april 1940 vækkedes jeg tidligt-jeg trorfør kl. 7 morgen -afskud.Jeg

varbangeoggik ind til farogmori deressove¬

værelse og vækkede dem. Far mente, det blot

kunneværeøvelsesskydningfraetluftværnsbat-

tereri vedSædding,såjeg gik i sengigen. Etpar timersenere varalle vækket vedlyden afmegen motorlarm fra snesevis aftyske militærflyvere,

der kom imegetlav højdeoverhavnen inordgå¬

enderetning. Dervar en kortvarig skydning fra

et dansk marinefartøj i Trafikhavnen - jeg

menerdet var »Beskytteren« -og nedkastning

af flyveblade. Først på formiddagen anløb en størreafdelingaftyske marinefartøjer Esbjerg,

(2)

Bksættli.sknopi.kvet fraSømandshjemmet Ny Havn

Frodesgadenr. 150-152 den 4. september 1939.

Foto: Fiskeri- ogSøfartsmuseet.

ogde lagde til kaj i Trafikhavnen, hvilket gikså

let, at mistanke om forberedelse og anvisning

var nærliggende. Og desværre sikkert korrekt.

Hurtigt kom ordrer om mørklægning og svag

gadebelysning, forbud mod udsejling fra hav¬

nen osv. Danmark var besat af Tyskland. Al

militær modstandvarindstillet.

Følelser, udtalelser, besættelsesmagtens

ordrer oghenstillinger springer jegover.Deer fortalt så mange gange ogmange steder.

Men naturligvisvarvi i lighed med alle andre sørgmodige og fortvivlede. Der kom straks

andre tider og rytmer på Fiskerihavnen. Og ændringer holdt utroligt hurtigt deres indtog.

Der kom forbud modatbenytte kutterradio

under fiskeri, hvilket hurtigt blev til inddra¬

gelse af kutterradioer. Tilladte fiskeområder

blevudpegetogjusteretadskilligegange.Miner

blev udlagt langs kysten, og der blev indført tysk bevogtningafstrategiskvigtigelokaliteter

og bygninger. Tyske, armerede forpostskibe

blev udstationeret ved Skallingen til kontrol af

ud- ogindgående kuttere.

Antallet af udenlandske dampere i Trafik¬

havnen blev hurtigt reduceret. I løbet af de

første dage blev nogle værelser på Sømands¬

hjemmet beslaglagt til tyske hærofficerer. Der

kom straks fire ret højtstående folk til at bo.

Man være ærlig og indrømme, at de var særdeleshøfligeog korrekte i al deres adfærd.

Efter dage kom de ofte og bankede på til privaten for at snakke, og de gjorde uhyre

megetforatopnåetgodt forhold til farogmor.

Dervaringen voldsom tale, ingen bistre miner,

kun tale om hjælpsomhed og beskyttelse. Det

kunne til tider antage næsten hyggelige for¬

mer. De fortalte os, hvor mange børn de selv

havde, hvor de boede iTyskland,ogatde læng¬

tesefterfamilien. De lærtevore navneatkende og kaldte osved dem.De blev dog ikke længe,

da de blev udkommanderet til angrebet mod Holland,BelgienogLuxemburg, hvilkeangreb

allerede startede kort før 15. maj 1940.

Fiskeriet

Besættelsen med densrestriktioner tilfølge fik

stor betydning for Esbjergs fiskerbefolkning. I

storetrækkannævnes:

1. Det tilladte fiskeområde straktesigstort set fra Grådyb til Hanstholm og højst 30 sømil

udsamtfraGrådybtil Listerdyb,menkun 20 sømil ud. Senere fulgte en del justeringer

medsåvel udvidelsersom reduktioner.

(3)

BESATTU-St.NOPLKVKT l-RASøMANDSHJKMMhT NVHAVN

2. Ved desenereetableringer af kystnære mine¬

felter blev det risikabelt atgå eftersmå rød¬

spætter,nårman trak ind mod kysten.

3. Nødopkald til Blåvand/Redningsdamper umuliggjordes efter afmontering af radioan- læg.

4. Blev man i lovligt område, var der måske ingen fisk. Sejledemanuden for den tilladte

grænse, risikeredes beskydning såvel tyske

somengelske flyvere. De første fordi detvar forbudt at færdes i dette farvand. De sidste fordi skibetvar i fraengelsk interesseområ¬

de. Kutterne var i øvrigt let kendelige og

identificerbare på grund af nummer og

navn samt store påmalede Dannebrogsflag på begge sider.

Der var dog helt ærligt én stor fordel: al fangst blev solgt til store priser og gik for en

stordel tilTyskland,som i løbet af krigen blev

en større og større aftager. Det blev efterhån¬

den lidt afetmoralskdilemma, da den danske fisketilførsel tilTyskland hjalp Tyskland i rollen

som »detgode spisekammer«. Lignende relati¬

oner var til stede mht. danske landbrugspro¬

dukter. I løbetafbesættelsenvar det»en varm

kartoffel« at tale om på Fiskerihavnen og i

Den 15. oktober 1941 blevEsbjerg Havn angrebetafengelskefly.Del gik bl.a. udovertokuttere E 499 ValibogE 24 Ejlif.

Hersestydelig depåmalede Dannebrogsflag. Foto: Fiskeri-ogSøfartsmuseet.

(4)

Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn

Sømandshjemmet. Menpenge og en god ind- tjening har førværettværsaf den officielle holdning og på kollisionskurs med folks ad¬

færd.

Minesprængninger, beskydninger af kutter¬

nesamt den stadige bekymring for disse kata¬

strofer lagde sig som en sort skygge i hele

besættelsestiden ogprægede stemningen i mit hjemogpå havnen i det hele taget.Vifølte os megetnær på ulykkesrisikoen og kendtemere eller mindre godt alle de forliste eller berørte

kuttere, de omkomne fiskereogofteogsåderes

familier.

Min far og hans ti åryngre lillebror Anders

havde i 1938i fællesskab ladetbygge en kutter

vednavn»Ekko« ogmednummeretE257.Den

var udstyret til snurrevodsfiskeri og havde en

besætning på fire mand. »Ekko« fiskede godt

og vari godehænder.Detobrødres samarbejde gik i alle henseender fortrinligt. Andersvar en

dygtig fiskerogutroligt omgængeligogredelig.

Farvardenfødte administrator,ogVarde Bank

var enpositiv bankrådgiveroglångiver.

Farbror ogfarvarmegetnationaleoghavde

mange kontakter i den efterhånden organise¬

rede frihedskamp mod den tyske besættelses¬

magt. Hvor tæt et »samarbejde« det egentlig

var, fik vi aldrig konkret information om. Far

ville helst have, at Sømandshjemmet aldrig

kom under mistanke på grund af de mange kontakter ogsamtaler, somfandt sted der eller

derudfra. Emnetvarderforabsolut tabu.

Naturligvisvardertilfredshed med »Ekko«s

særdeles tilfredsstillendeforrentning. Mender

varet»aberdabei«:Fangstengikforenstordel

til Tyskland. Og denne kendsgerning huede

ikke farbror Anders ogfar, der hver ejede 50%

af kutteren. Vi kunne undvære indtægten, og Anders mente,athan kunne klaresig medlidt

fiskeri fraenlille fire-femtonsbåd,somkunne

fiske i Ho Bugt. Anders rejste derfor med tog

til sitgamle hjem i Skærbækogtogen kort tid ophold hos sin gamle mor, dervarenke. Han benyttede opholdet til at undersøge, hvor

megen kontrol, derfratysk sidevarmed trafik¬

keni den lille havniSkærbæk. Tilsyneladende

varder intet afbetydning.

Det resulterede i, at »Ekko« blev sejlet til

Skærbæk og oplagt der. Jegvar i den periode på familiebesøg i Skærbæk og naturligvis ved

havnen for at se kutteren, der fyldte kolossalt

mellem de hjemmehørende både, dervarpå 8

til 12 brt. Den bad næsten om at blive lagt

mærke til. Min ældste farbror - Laurits- var

fiskeskipper i Skærbækoghavde kutter »Elvira«

på 12 tons. Gennem hamvarde lokale fiskere

orienteret om oplægningen af »Ekko«. Der

skete intetforuroligende. Jegmener,at»Ekko«s opholdi Skærbæk varedeetårs tid fra 1944 til primo 1945.Anders købteen lille brugt fisker¬

båd til fiskeri i Ho Bugt. Den var stort set

enmandsbejent. Detkunne ryggen ikke holde

til,Anders fikdårlig ryg og blev indlagt på Esbjerg Kommunehospital, hvilket i sig selv

kunneværeetalibi for »Ekko«soplægning,om der skulle komme lidt interesse fra tysk side.

Enden på historien blev, at »Ekko« blev sejlet tilbagetilEsbjergoggenoptogdet traditionelle

fiskeri med Anders som skipper, og den lille

båd blevsolgt. Men dervar megen usikkerhed på havnen. Tyske razziaer blev hyppigere og

mere intense. Man kunne vanskeligt vurdere,

hvor effektiv en eventuel stikkervirksomhed

var.Korttid eftervalgtefarbror Andersatsejle

»Ekko« tilEngland.

Kutteren var i familien noget afet »hjerte¬

barn«. Vi havde alleværetmedpå den traditio¬

nelleprøveturi 1938 ietfantastisk sommervejr

tre-fire timers sejlads ud ad Grådyb. Vi havde afprøvetmaskineri og haft fiskeredskaberne i

havet. Detvarvindstille og havetsom en glas¬

plade. Vi havde drukket kaffe ogsodavand på

(5)

BESÆT!ELSEN OPLEVET FRASØMANDSHJEMMl1 TNY HAVN

E257 -Ekko«vejud påprøveturi 1938. Foto: Fiskeri-ogSøfartsmuseet.

dækket ogspist wienerbrød til. »Ekko«varble¬

vetnogetheltspecielt,ogjegtror næsten, man kunnesige,atvihavdeetkærlighedsforhold til

skibet. Det var derfor helt nødvendigt, at vi børn blev orienteretomfarbrorsogfars beslut¬

ning. Vi ville jo hurtigt opdage, atAndersvar borte, ogat »Ekko« ikke låi havn. Derfor blev

vi samletenaften hosmosterGrethe ogfarbror

Anders til et afskedsmåltid, Besynderligt nok

vardethyggeligt trods den alvorlige baggrund.

Dervarikkefeststemning, men enunderlig og fattet alvor: Nuvarbeslutningentaget,familien

orienteret og tavsheden om det påbudt, så ingen kunne tagefejl. Ingen lange afskedssce-

ner. Etvarmt »farvel oglykke på rejsen«, hvor¬

efter far og morgik hjem medos.

Næste morgen indtog »Ekko« proviantogis

somtraditionelt til fiskeri i Vesterhavet.»Ekko«

ville fiskeomdagenogrykkevestpåomnatten.

Efter dage sad vi hjemme ved radioen hver

aften for at høre Terkel M. Terkelsen - »den danske stemme fra London« - komme med den særmelding, som indebaren hilsen fraet bestemt pigenavn og dermed oplyste informe¬

rede lyttere om, at »Ekko« var nået velbehol¬

dent til England. Storvarglæden, da vi hørte

budskabet. Glæden forstås kun, når man har siddet ved radioen den aften.

Tyskernepåhavnen

grund af de stedse hyppigere sabotager på

havnen lukkede tyskerne havneterrænet afom aftenen og i nattetimerne medpigtrådsafspær- ringerogsatte vagtposterved passagestederne.

(6)

Besættelsenoplevet fraSømannshjemmetNy Havn

Der skulle man vise ausweiss for at komme

igennem. Foruden beboerne i Halle-restauratio-

nen var vorfamilie den eneste, der boede der¬

ude.Jegvarde førstegangenogetbeklemt, når jeg i mørkeefterårsaftenerkom hjem fra patrul¬

jemøderi FDFog kom til vagtposten i mørket.

Det traditionelle »Halt« lød hver gang, og mit

ausweiss kom opaf lommen,vagtposten belyste

mit ansigt og leddet blev åbnet. Men de var flinke ogsmilende,såjeg vænnedemig til det.

Sømandshjemmet skete der også den ændring,atalle værelsernualtidvarbesat. Ar-

sagen var, atder ofte var udgangsforbud efter mørkets frembrudogidet heletaget størretysk opmærksomhed på eventuel færdsel på havne¬

området.Dettemedførte, atdeungebesætnings¬

medlemmer,derboedeombord,føltesig isole¬

redepå kutterne. Derfor lejede de til fornuftige priser fast bopæl på hjemmets værelser. Det øgede familiemønsteret på Sømandshjemmet,

da detnuvirkeligtvarderes hjem,nårkutteren

ikkevarpå fiskeri.

Aftenerne gik med spil - mest skak og bil¬

lard- og sang ogsnak til aftenkaffen. I denne

familiekreds på 10-12 ansatte og evt. samme antal yngrefiskeresamtvorfamilievoksede jeg

op i alderen 10-15 år. Detoplevedes hyggeligt

ogopdragende.

Når sabotagehandlinger havde været for generende for tyskerne, lukkede de nu og da

uden varsel for el ogvand. Det opdagedes ret

hurtigt mht.vandet, ogvi gik straksikælderen

til de haner, der fandtes der, for at tappe det

vandaf, somstod i husets rørsystem.Farhavde

mht.belysning anskaffetto-trepetroleumslam-

peraftypen »Petromax, somkunne give abso¬

lut tilstrækkelig belysning til spil,sang, oplæs¬

ning og kaffedrikning. Derudovervarde gen¬

tagne luftalarmer karakteristiske for tiden. Jeg

tør ikke komme med generelle udtalelser om

alarmernes hyppighed, menjeg er overbevist

om,at der i visse belastendetidsperioder kun¬

ne være10-12alarmerommåneden.

Grundet tilstedeværelsen af mange tyske

grund af hyppige sabotager på havnen, var havneterrænet lukketaf

omaftenenog omnatten.

Hererdetgået udover slæbestedet og?. bassin

den 6. august1943.

Foto:Fiskeri- og Søfartsmuseet.

(7)

Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn

marinefartøjer i Trafikhavnensamt faste anlæg på land af luftværnsbestykninger kunne lyden

afden leverede spærreildværeutroligt alarme¬

rende.Vanligvis gikvi ibeskyttelsesrumikælde¬

rentil alarmenvar ovre.Ofteblev vi der ientil

totimer, da alarmen lød igen, når maskinerne

returnerede eftertogtettil denordtyske mål.

Afhensyn til disse hurtige udrykninger fra børneværelset, vardet fast tradition,atvi børn skulle lægge vort tøj sammen på gulvet ved

siden af sengenen ganske bestemt måde

med skoene stående ved siden af.Så skulleman

aldrig lede i mørket og forvirringen. Det var

helt indarbejdet, somen anden militærfor¬

lægning og skete efter samme praktiske møn¬

sterhver aften. Vi turde ikke andet.

Vorængstelse blevefterhåndennæstenredu¬

cerettil enpraktiskogenkel registrering af,at

nu varder luftalarm, da vi aldrig oplevede, at havnen eller området var bombemål. Enkelte gange-måskefire eller femgange-såvi,at et fly blevramtogstyrtede ned. Nogle fleregange

såsflyeneatværefangeti lyskasterne. Det udlø¬

ste straks et massivt udkast fra flyet af sølvpa- pirsstrimler i et glimtende virvar, som camou¬

fleredeflyets position. Disse strimler kunne vi

næste dag finde i hundredvisafi terrænet.Jeg

fik næsten fornemmelsen af nærkontant med de allieredepåden måde.

En enkelt gang styrtede en bombemaskine

nedlige nord for fjerde bassinca.100meterud

forkystenefterennatlig overflyvning.Denvar mavelandet på omkring en meters vanddybde

ved totiden om natten og havde sårede besæt¬

ningsmedlemmer om bord. Tyske vagtposter afspærrede stranden,menforetog sig intet der¬

udover før ved solopgang. Dette forargede befolkningen dybt. Jegvarnaturligvis om for¬

middagen ude at se maskinen -nær man kunne ogmåttekomme.

Ligeså husker jeg særdeles tydeligt angrebet

på Esbjerg Lufthavn den 27. august 1944. Det

var søndag med flot augustvejr. Ved 15-tiden

hørtes motorlyd fra et stortkontingent engel¬

skebombefly, der kom ind overFanøogvidere

ind overhavneområdet.Jeg kender ikkeantal¬

let, men jeg husker flere formationer med

måske 14-15 maskiner i hver formation. Des¬

uden hyppige hurtige syn afjagerfly - oftest flyvende parvisogganske lavt.Detudløstevold¬

somaktivitet fra detyske luftværnsbatterierog skibe.

Takket være Sømandshjemmets placering

ogdet klare vejr kunne visedet hele fra første parket. Tydeligtsås,atenB-17-»Flyvende Fæst¬

ning«-blevramt ognærmestbrækkede i styk¬

ker.Jeg mener helt klart at have set et besæt¬

ningsmedlem springe ud, menatfaldskærmen

ikke udløste sig. Kort efter blevendnu enB-17

ramti halen udenatstyrtened.Etbesætnings¬

medlem sprangud fraden ødelagte agterende

og dalede ned i sin faldskærm. I løbet af få

sekunder sprællede han voldsomt og manden hang derefter slap, hvilket vi tolkede som, at

var ramt aftysk beskydning under nedturen,

hvilket udløste forargede udbrud fra os. Kort

efter returnerede formationerne i en ljernere

kurs.Samtidigt returnerede jagerne ienusæd¬

vanlig lavhøjdeoverFiskerihavnenog bestrøg ydermoleanlæggets maskingeværreder, fortsat¬

te nær havoverfladen med et lille hop over Fanøs nordlige parti og forsvandt vestpå. En

B-17 der blevramti halepartiet fortsatte uden

at tabe højde. Megethar jeg i Esbjergområdet

set af mindre luftkampe og overflyvninger,

men den 27. august 1944 var langt det mest voldsomme.

En aften efter mørkets frembrud sadjeg hos

far påhans kontor. Detvar før havneområdet

blev afspærret og ausweiss blev indført. Det

bankede på døren, og ind kom brødreneJens

og Niels Underbjerg, der begge var fiskere.

(8)

Bf.sæitki.senoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn

Sømandshjemmet Ny Havn. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Samtidig med at de tog en tysk militærriffel

frem fra gemmet under overtøjet, fortalte de

megetivrigt følgende:

De var kommet gående i Havnegade forbi

HotelRoyal,som vardettyskehovedkvarter for Esbjerg. Den tyske vagtpost gik med sin riffel

ved skulderen frem ogtilbage foran indgangen

til hotellet. De besluttede at slå ham ned og

fratage ham riflen. Somsagtsågjort-de pas¬

sede skridt ogfart af, så de komoppå siden af

ham bagfra, slog ham ned, såhanvarbevidst¬

løs eller besvimet, snuppede riflen og stak i løb. Devar ene på gaden,og efter nogle hun¬

drede meter efterså de riflen, som ikke var ladt. Magasinet var tomt, og der var ingen patron i kammeret. »Hvad med riflen. Hvor

skal vi gemme den?« spurgtede.

Førstgikfarudoglåsteyderdøren. Dernæst

ville han have forløbet fortalt en gang til. De

var ikke set. Intet anskrig, ingen fulgte efter

dem. Imidlertid kunnetounge,løbendeperso¬

ner være blevet observeret fra den tyske bun¬

ker, der var bygget overfor Sømandshjemmet,

og som farkonkluderede: Foren tomMauser-

riffel skalmaningen risikoløbe. Såde tobrød¬

re fik beskedat stikke bagud afSømands¬

hjemmet og straks kaste riflen i havnen. De

bad lidt for sig, men far var bestemt. Han bebrejdede dem deres risikable adfærdogville

blivepåkontoret, til de kom tilbage ogmeldte,

athansordrevarudført.

Razziaer

Tyskerne foretog i krigens slutning trerazziaer på Sømandshjemmet, hver gang omformidda¬

gen, når Sømandshjemmetvar mest fyldt med

(9)

Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet NyHavn

fiskere og havnearbejdere. Fremgangsmåden

varden samme hver gang:Pludselig kom tyske

militærbiler og motorcykler i rigeligt antal, omringede hjemmetogopstillede maskingevæ¬

rer pågade og fortovsamt en skudklar soldat

for omkring hver 15. meter. Så gik de ind og besatte trappeløbog udgange og posterede et parskudklare soldater i alle restaurationsrum.

Dernæst fikalle personer ordre til at stillesig

opmed ansigtetmodvæggen oghænderne bag

nakken.giketparofficererrundtogvendte

alle cigaretskod i askebægrene for at se efter

navnetpåcigaretmærket, hvilketkunne afsløre engelskecigaretter. Afsammeårsag vardet en fastvane,atmanaltidsattecigaretten i munden

idenende, hvor mærketikkesadogtændte den

ende medeteventueltnavn.Nogenlunde krops¬

visitation samtundersøgelse af lommeindhold.

Dernæst fremvisning af legitimation ogvidere

med de undersøgelser, som hørte en razziatil.

Dettogtid, da derudmærketkunnevære60-80

personeri lokalerne.Jegvartilfældigvis tilste¬

de ved alletrerazziaer,ogfølgendetreepisoder

står klarti minerindring:

En fiskeskipper, der stodop mod muren og

varved atblive visiteret afen tysk officer med

trukket pistol, genkendte sit tidligere wiener¬

barn i officeren og sagde: »Jamen Hans, vi

kender da hinanden«. Officeren svarede

dansk: »Hold kæft og stå stille« og gavskippe¬

ren et slag i nakken. Ubehageligt og næppe nogen rarsituation fornogenaf dem. Mereer der nok ikke atsige, men skipperen snakkede alligevelen delomdet siden.

Vedenanden razziatogde Niels Underbjerg

med. Det chokeredeos, da vi vidste,athan var aktiv i modstandsbevægelsen. Hans brorJens

var også til stede. Straks efterafslutningen af

razziaen cyklede Jensopi Frodesgade tilNiels'

værelse - et loftsværelse - hvorJensvidste, at der var skjulte håndvåben. Han kunne have

dem alle og varpå vej ned, da han hørte tysker¬

ne komme ved indgangen med Niels. Han

nåede at skjule sig, til de passerede opad med Niels,ogsmuttede derefter ud af huset med de

få våben.Vi havdeet nært forhold til Niels og ventede det værste.Jens kom overmiddag til¬

bage til Sømandshjemmetogfortalte far, hvad

der var sket. Senere på eftermiddagen kom

Nielsigen, nogetchokeretoguhyre overrasket

overvåbnenes forsvinden fra værelset. Hanvar blevet taget i et kort forhør og løsladt uden

overlast. Han fik nu forklaringen afJens, og lettelsenervanskeligatbeskrive.Devarbegge

et par særdeles hurtigttænkende og i øvrigt

belevne brødre.

Den tredje episodevar atter enformiddag,

hvor tyskerne ankom tilenrazzia. Farvar ikke hjemme, han var ude i et ærinde vedrørende illegale blade. Morvari køkkenet, hun kaldte mig til side og bad mig tage op i byen til et

nærmereaftalt sted foratmeddele far, at han ikke måtte kommehjem. Men jegskulle snige mig ud ad første sals bagvejogbortovertagene til nabobygningerne, da ingen måtte forlade Sømandshjemmet.Jegskulleværeindstillet på,

attyskerne ville skyde, hvis de opdagede mig.

Sømandshjemmet havdestoreflade tagarealer,

som stødte op til Premier Is, og det lykkedes migatkommeusetud til nabotaget, hvorfrajeg

kunne springe ned på etfortov. Da jeg nåede

dertil, villejegforsigtigt kiggeovermurkanten,

indenjegsprang og blev straks opdaget afde

soldater, der også dér havde omringet kom¬

plekset. To rifler blev straksrettetmod mig,så jeg forsvandt hurtigtogsørgede for iro og mag

atblivesetafenvagtistueetagenogblive roligt

der uden atvisetegnuro.

Lidt efter kom far uden vort vidende cyk¬

lende og så straks tyskerne. Far, der var et megetroligtogmyndigt menneske, gik hen til

enofficer ogspurgte:»Wo istder Kommandant?

(10)

Besættelsenoplevet fraSømandshjemmetNy Havn

Ich bin der Direktor« og fik oplyst, at ham

kunnemanfinde indendøre. Alle måttegerne

gå ind, men ingen ud og det var udmærket i

fars situation. Hangik indgennem enbagind¬

gang til kælderenogvidere til fyrrummet med

den store centralvarmekedel. Deri fyldte han

de illegale blade, han havde skjult i sine lom¬

mer ogindepåmaveskindet, sikrede sig, atde brændte,oggikopi restaurationenog præsen¬

teredesig forenofficersom»der Direktor«. Far

satte sjældent sit lys under en skæppe og op¬

trådte stilsikkert, som »kaptajnen på skuden«.

Vi blevnuførtop i privaten,somskulle ransa¬

ges.Vi blev stilletopmed ansigtet modvæggen ivordagligstue, ogsoldaten stilledesigbagos, hvor vi hørte, han tog ladegreb på riflen. En

officer ledsagede far rundt i stuen og skulle kigge i skufferogskabe. Han undersøgte radio¬

ensindstilling,som efer ordre fra far altidvar

København eller Kalundborg. Om aftenen hørtevi altid den danske stemme fraLondon,

menden stationmåtte radioenaldrig blive stå¬

ende på. Dernæst kiggede han på hylder og i

reoler. Far havde Adolf Hitlers bog »Mein Kampf« i dansk udgave, som plejede at ligge

fremme, hvad den også gjorde den dag. Ikke

ilde. Mensjeg stod med ansigtet modvæggen,

spekuleredejegpå, omjeg havde fåetfriheds-

sangen »En vinter langogmørkoghård påfem

forbandede år« lagt på sin skjulte plads, som kun kunnefindes, hvismannæsten tømtereo¬

len.Vihavdefået sangenillegalt, ogjegvarved

at lære den udenad, menjeg havde heldigvis

husket at få den bort fra klaverets nodestativ.

Ikke ilde.

Efter en rimelig letgennemgangaflejlighe¬

den fik far ogjegbeskedpåatfølgemedoffice¬

ren op påloftet, hvor han klart tilkendegav, at han ville lede efterskjultevåben. Vi havde tre

skjulte geværer, som far ogjegsammen havde

gemt i skunken, fæstnet på tagspær helt oppe

under tagstenene. Skunken var 15-16 meter lang og uden belysning afnogen art. Detvar

vanskeligt at komme derind, og man kunne

ikke gåoprejst. Officerenbadosgåførstopad loftstrappen og tog ladegreb på sin pistol. Jeg

var bange og sagde intet, men far sagde med

særdeles fast stemme: »Gå bare op, Verner«.

Ved skunkindgangen tændteofficeren en stav¬

lygteog bad osgå først, hvilket vi gjorde. Han lyste alle steder,menvåbnene hang på bagsiden

afde tresidste spær,spærafstanden varlilleog dervarmegettrangt,så farogjeg fyldte,såder

kun kunnevære topersoner under de sidsteto spær. Lyset kastede slagskygger afspærene ogi

dissebefandt våbnenesig. Officerenvartilfreds

ogvendte sig foratgåud, uden athan indefra

havdelystopspæretoverhans hoved.Vardet

sket, havde han setdet førstevåben. Efteratvi igenvarvel nede istuen afsluttedes dennesid¬

sterazzia-iøvrigtpåenvenlig måde. Tyskerne

traksig tilbage til køretøjerneogforsvandt.

Og så kommer det for læserne eventuelt uforståelige:Farogjegnævntealdrig episoden

med etord til hinanden. Ej hellersammedag,

da vivaralene. Vi kendtebegge detaljerne.Det

varunødvendigtatridse demopforhinanden.

Vividstebeggehvadderkunne haveværetsket.

Unødvendigt at minde om det. Situationens

alvor var nærliggende, at tavshed gjorde yderligere samtale unødvendig.Sådanblev det.

Fardøde 20årefter. Vi haraldrig taltomepi¬

soden siden.

Utryggebekendtskaber

Efterhåndenvarder kun hjemmehørende kut¬

tereiEsbjerg Havn. Tiderne med minespræng¬

ninger, beskydning- nu efterhånden kun fra tyske fly, når kutterne kom lidt langt ud over tilladte grænser - udlægning af minefelter, knaphed på brændstof til kutterne osv. havde medført, at fremmede kutteres landinger blev

(11)

Bf.s.4i ra-st.n opi.kv'f r iraSømandshjemmetNy Havn

IEsbjerg havde Tyskerne hmiedkvarterpå Hotel Royal iHavnegade. Her

erdervagtskifte.

Foto:Esbjerg Byhistoriske Arkiv.-

sjældne. Der kom dog til Fiskerihavnenen lille københavnerkutterca.20tons.Denvarsjæl¬

dent afhavnen,varkun irimelig standogskip¬

perlidt utiltalende. Han kom oftepåhjemmet,

talte med mange, men faldt ikke ligesom til i

snakken ogsamværet. Man bemærkede kutte¬

renstilstedeværelse ogdens sporadiske fiskeri,

men omtalte den aldrig i større kredse, hvor

dennærmest markeredesigved aldrigat blive

omtalt.Dens ejervarikke aktiv fisker. Hanvar

islænding, hed Halsson og boede i envilla på

havsiden afvejen fra Esbjerg til Hjertingetpar km før Hjerting. Han kom ofte på Sømands¬

hjemmet, tilsyneladende uden at have nogen

funktion. Han var alene, øjensynligt også på

sin bopæl. Han kom altid med et spil skak

underarmen,hvilket kunne ladesiggøre,fordi

skakbrættet kunne rulles sammen ogstikkes i

etrør, som ogsåindeholdt brikkerne. Hanvar

en stor og pæn mand med en vis pondus, et venligtvæsen, pænt rustikt »godsejertøj« med

knæbukser ogviklers og en charmerende dia¬

lekt. Talte gerne med alle. Nu og da med sin skipper.Hanopholdtsig iperiodernæstenkon¬

stant på Sømandshjemmet og spillede meget skak, hvad hanvar mereendgod til.Efterhånden gled han ind i det faste gadebillede på Fiskeri¬

havnen oglejede et værelse på Sømandshjem¬

met. Han søgte kontakt med far, og det blev

næsten en fast rytme, at de spillede skak med

hinandenomaftenen. HanssønBjørnpå 16-17

år kom fra København i flerelængere perioder

ogboede også påSømandshjemmet. Jegvar 15

år oghavdeendel kontakt med ham efter sko¬

letid. Vi talteom løstogfast. En dag afslørede Bjørn i en tilfældig udtalelse en massiv nazi¬

stisk sympati, hvorefter jeg undgik den slags

emner.Jeg talte med far om det, og han for¬

taltemigomsin mistankeom,atde sikkertvar interesserede i at kende vort forhold til nazis¬

men,ogatvi burdevære forsigtige.

Et par uger i hvilke dervarudgangsforbud,

(12)

Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn

kom Halsson ovre fra den bunker, der lå på

den anden side gaden, til vor hoveddør efter udgangsforbuddetvartrådtikraft. Han havde skakspillet under armen. Det noterede vi os.

Kort efteroplyste faros,atmodstandsbevægel¬

sen havde meddelt, at man anså ham for at

være stikker af den farlige karat, og at han muligvisville blive likvideret. Dervar enrisiko for, at det ville kunne finde sted på Sømands¬

hjemmet. Far havde talten del med kontakten

oggjortopmærksom, påatclearingmord kun¬

neblive konsekvensen.Måske kunne det endda

gældefarsperson. Detvarindlysende, ogman ville gøre alt muligt for at undgå det på selve hjemmet, mendetængstede osmeget.

En aften efter at Halsson var kommet fra bunkeren med skakspillet under armen, sad jeg hos farpå kontoret. Detvar mørkt, ogdet

bankede på yderdøren. Vi gik ud for at lukke

op. Der stod en ældre menig tysk soldat på omkring 65 år, som undskyldte meget. Han

blev budt indenfor og fortalte følgende med grådistemmen:Hanvarøstriger, hanvarikke nazist, menhanvar tvungettil militærtjeneste

oglængtes efter sin familie.Detgik skidt for de tyske hære,så han havde besluttet sig foratdes-

serterefor atkomme hjem tilØstrig. Hanbad

om lidt civilttøj samtbrødogsmør. Detkunne

far ikkevære med til. Blev detopdaget,vardet

risikabelt for vor sikkerhed. Det forstod han

godt, men forsikrede grædende om sin oprig¬

tighed. Hvad skulle man tro? Far snakkede længe og overvejede. Konklusionen blev føl¬

gende: Far ville skaffe det ønskede mod at

modtageen nytyskmilitærriffel med ammuni¬

tion.Afleveringsforretningogtidspunktskulle

ske efterenbestemt metode ogetbestemt tids¬

punkt, somfarangav.Alt sketesom aftalt. Far

løb risikoen ogder skete intet uventet. Riflen

blevgemtogfulgteossiden hen.

Om Halssonhørtejeg efter den 5. maj 1945,

at han var blevet anholdt ogført til England,

samt athanssønvardræbtomkring den 4. maj

i København under en skudveksling med fri¬

hedskæmpere. Om disse oplysninger er kor¬

rekte, vedjeg ikke.

Krigens afslutning

Krigen nærmedesig sin afslutning. Dervarstor aktivitet i modstandsbevægelsen m.h.t. våben¬

leverancerviadiverse kuttere.Yderligereverse¬

rede der rygter om, at tyskerne ville udkom¬

mandere de største kuttere fra Esbjerg til at

sejle et stort kontingent tyske soldater fra Norge til Danmark. En sådan transport ville

være engod camouflage fremfortransportved hjælpaftyskemarinefartøjer.Forlydendetinde¬

barogsåbeskedom,atkutterens skipper skulle sejle med af hensyn til hans kendskab til skibet.

Ifølge rygtet var datoen fastsat. Jeg mener at huske, at det skulle ske i marts 1945. Det skal hertilføjes,atfar informerede migomrisikoen for,attyskerne villesætteekspeditionen igang.

Detvarnærmestenforklaringpå,atderkunne

ske »noget akut eller voldsomt« i vor familie,

som far ville orientereom.

Der blev i alhemmelighed indkaldt til møde på Sømandshjemmet om rygtet. Man skulle

ikke komme samlet - helst enkeltvis. Mødet fandt ikke sted i restaurationerne,men påfør¬

ste sal i værelser ved siden af privaten. Jeg

huskerdagen ogden trykkende alvor.De frem¬

mødte skipperevarførstogfremmest fra»søn-

dagsbådene« og dermed også fra skibsforsik¬

ringen »Union«,hvilket ikkevarganske ligegyl¬

digt i henseende til konklusionen: Skulle det

ikke kunnelykkesatafslåeneventuel tyskkom¬

mandoom atsejle ud i dette ærinde, ville man

afsejle, tage tyske tropperom bord i Norgeog sænke kutterne på hjemvejen i Skagerrak og accepteretotalforlis med mandog mus.Til slut

bad man enkort bøn -sagde farvel til hinan-

(13)

BKS.l.rrKI.ShNOI'I.hVK'I kraSøMANDSHJKMMhT Ny HaVN

Folk myldrede udpä gaden den 4. maj 1945, da radioen havde meldt, at tyskerne havde kapituleret. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

den ogforlod enkeltvis Sømandshjemmet.Jeg

store stoute skipperetagehinandenom hal¬

senmedfugtige øjne,ogfarvardenæstedage tungogstille. Men- kort fortalt-ordren kom aldrig.

Jeg var 15 år og velinformeret. Episoden gjorde et kolossalt indtryk på mig og var

voldsomt i sin aktualitet ogbeslutsomhed, atvi aldrig repeterede den senere. Detvar optræk¬

kende ulykke afen så grotesk voldsomhed og

vilje til at handle-uanset prisen-atalle luk¬

kede af forerindringenomden, da uvejretvar drevet over. Jeg har aldrig hørt den omtalt

siden-ej hellernogetstedsetden refereret.

Den 11. april 1945 om formiddagen ankom

en tysk militærordonnans på motorcykel og bankedepå fars kontordør. Han skulle aflevere

enskriftlig besked tilentysk militærenhed,der

skulle have til huse på Sømandshjemmet.

Årsagen

til,atdatoen huskeser,atdetvarmin

storesøsterssyttenårsfødselsdag. Ordonnansen

kunne naturligvis ikke komme af med sin

besked, da der intettysk militærvar på hjem¬

met,så han kørte igen. Et partimer efter kom

imidlertid et par tyske officerer og meddelte far,athjemmetvarbeslaglagt,samt atvi havde

totimertilatflytte. Vimåtte medtagevortpri¬

vateindbo fralejligheden, ellers intet. Detblev præciseret, at indbo fra hjemmet skulle lades

urørt, samt atder skulleværeserviceogopdæk-

(14)

BKSÆ.TTF.LSF.N Ol'I.hYt.T FRASØMANDSHJEMMETNy HAVN

ning i øvrigt til hundrede personer. Det var ikkenemt atacceptereogi øvrigtfåarrangeret uden adgang til lastvogne og uden nogetsted

forfamilien atflytte henfor familien. Men far gik på havnen foratfinde hjælpere, ogi løbet

afutrolig kort tid stodenstorflok fiskere med hestevogneoghentede, hvad vi ienfart kunne

få ud på gade og fortov. Desuden kontaktede

far vor gode bekendt fiskeskipper Carl Muff,

derejede kutter »Ellen« E 198. Den lå i havn,

da Carl Muffvargået underjorden med fami¬

lien på grund af sin afslørede aktivitet i mod¬

standsbevægelsen. Far kendte hans opholds¬

sted i Sønderjylland ogfik diskret forbindelse

med ham. Han sagde: »Flyt ind i min villa i Rolfsgade 125«, ogdet skete. Et praktisk over¬

blik og hurtige afgørelser var nødvendige.

Egentlig utroligt hvor hurtigtmankan handle,

når det ultimativt kræves.

IRolfsgade 125 boede vi til få dage efter den

5. maj 1945, da Carl Muffs familie vendte til¬

bage. Der oplevede vi radiobudskabet den 4.

maj foranradioenogvarpå gaden i den begej¬

strede folkevrimmel. Det ernæsten ikke til at

beskrive. Glæden fik dog en brat afslutning

inden aftenenvartil ende: Esbjergs tyske kom¬

mandant ville ikkeacceptereTysklandskapitu¬

lation ellerovergive sig. Jegvarved 21-tiden på

strøget-Kongensgade-iEsbjerg, da tysk mili¬

tær kørte gennem byen, gav besked om ud¬

gangsforbud og beskød gaden. I løbet afgan¬

ske kort tidvargadernetommefor mennesker,

og dervar panik overalt. Jeg løb gennem kæl¬

dernedgangeogbaggårde til demerefredelige

villakvarterer ogkom hjem i god behold.

Vi skulle findeetnytstedatbo. Enfiskeskip¬

perenke flyttede beredvilligt ud af sin lejlighed

i Cort Adlersgade, hvor hun boede alene, og hvor viflyttede ind: farog mor med fire børn.

dage efter den 5. majvarfarogjegpåvej til

havnen,som nufandtes heltafspærret af tysker¬

ne ved nuværende rundkørsel mellem H.E.

BluhmesvejogAdgangsvejen. Der stoden grup¬

pe bevæbnede frihedskæmpere med håndvå¬

ben. Bevæbnedetyskevagtposterstodlidtnær¬

mereførste bassin.Kort efter viankom, sejlede

ettysk marinefartøj aftypesom enstørre torpe¬

dobåd ind i første bassin. Den lagde til ved kajen, og straks rettedes et par bemandede

kanoner mod gadepartiet, hvor vi befandt os,

samtidig med at en lidt interimistisk landgang

blev skudt ind over kajen. Derefter kom der megethurtigt 25-30personer ud fra sømands¬

hjemmets hoveddør-bådei tyske uniformerog i civilt antræk- ogstegom bord. Landgangen

blev trukketombord. Skibet bakkede ud i bas¬

sinet- svajede rundtogsejlede udafhavneind¬

løbet. Det forsvandt ud mod Grådyb for fuld

skrue. Vagtposten var også væk. Vi tog hjem.

Detmindede mestom en flugt, mensdettevar

muligt. Derskulle nok lidt held til ikkeatblive

observeret af allierede fartøjer eller flyvere,

menvihørtealdrigmere omskibet.

Farvar naturligvis interesseret iat se hjem¬

metforatorienteresigom,i hvilken standdet

var,så vigiksnartderned igen,måskeallerede dagen efter. Der så frygtelig ud. Egentlig var derikke svinettil,mender havdeværetfyldtop med telefon- og radioteknisk udstyr overalt.

Dette udstyrvari knust tilstand smidtudibag¬

gården - ofte tilsyneladende fra døre og vin¬

duer-hvor detmeterhøjt. Utallige lednings¬

føringer indendørs var urørte. Når tykke led¬

ninger skulle føres fraetrumtiletandet,havde

man blot savet et hjørne af døren for at give plads. Gulvenevar ødelagte af militærstøvler. I

restaurationerne hang glasindrammede bille¬

der af »der Fuhrer«. Alt bar præg af kaos og

hurtig afgang fra huset, ogetkæmperod fand¬

tesalle vegne. Iforgårdenmod fortovetlå hele

områdetfyldt medhåndvåben, maskingeværer

ogmegetandet.

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Et svagt England, rådvildt over for sin nye placering og uden ‘overskud’ til en formidlende rolle, vil ikke kunne dæm- pe og udglatte efterhånden tydelige mod- sætninger mellem

Der etableres også et Center for Globale Udfordringer, som skal fokusere på de nye prioriterede emner i krydsfeltet mellem uden - rigspolitik og udviklingsbistand, herunder klima

De nye regler i kontanthjælpsreformen gør det meget svært for sagsbehandlerne at tage stilling til, om de unge er uddannelses- eller aktivitetsparate, og kommunerne kan have

En grund til at etablere en kategori af flerordsudtryk med to indholdslag kunne være at disse skaber særlige semantiske mønstre i tekster, fx som beskrevet i Falster Jakobsen

På salongen 1866 framtrådde han med den forstå av de många bilder till vilka han håmtat motiv från kapplopningsfaltet, och under de foljande åren återkom han

Ny- og genindplacerede i 2018 – hele landet opgjort på kommuner eksklusive frikommuner (STAR 8. Indgår Region Midtjylland, Region Syddanmark og Bornholm i forsøget, så vil ny- og

Med andre ord så blev den lovpligtige udgravning gjort til en redningsaktion, der skulle sikre data fra fortidsmindet, som senere kunne indgå i forskningen, men der

Bølgerne kunne også gå højt i hovedbestyrelsen, hvor Susanne Voldby husker, at hun engang fik ”tæsk” fordi hun ikke ønskede at bringe et surt indlæg fra et ikke-medlem