Besættelsen oplevet fra Sømandshjemmet Ny Havn
Af Verner Gorridsen
Jegerfødt i 1930ogopvoksetpåSømandshjem¬
metNy Havn ved Fiskerihavnen i Esbjerg,hvor
mineforældrevar bestyrerpar.1Jegvarsåledes
enhalvsnesår, da AndenVerdenskrig brød ud,
ogiethus, hvormangemenneskerkomoggik,
varder mangeoplevelserfraden tid, derpren¬
tede sig dybt i hukommelsen.
Krigens udbrud
En afde første dage i september 1939 låjeg i
sengen pga. skoldkopper. Hen på eftermidda¬
genhørtejegen flyversamt to-tre storeeksplo¬
sioner.Jeg var alene i privaten på Sømands¬
hjemmet, men stod straks op af min seng og
gik hen til vinduerne foratse ud over havnen
efterårsagen.Jegsåblotenflyverforsvindeud
over Fanø. Hurtigt efter indløb forklaringen:
flyveren havde kastet tre-fire bomber, hvoraf
én var faldet i et beboelseshus i Frodesgade
nærStrandby Plads. Husetvarstyrtetsammen, og enkvinde i husetvardræbt. Tilsyneladende
var der af dansk militær ikke løsnet et eneste skud. Befolkningen var chokeret. Måske en
fejltagelse? Måske etuheld? En ulykke i hvert
fald. Manformodede at flyetvar engelsk. Der
komen 100%sikkerforklaring. Den 1.septem¬
bervarAndenVerdenskrig brudt ud. Tyskland
havde invaderetPolen, menDanmarkvarikke indblandet. Befolkningen holdt sig nogenlun¬
de iro.
Uden at have konkret viden kan børn let fornemme, når voksne præges afen konstant
ængstelse. Mine forældre talte temmeligmeget
om en vis Adolf Hitler, og far hørte med bekymret mine ofte radio fra Tyskland, hvor
han nu og da fik dele af Hitlers radiotaler
fremkaldt afæteren. Bagftervarhan ofte i lidt dårligt humør, kunnemanmærke.
Uden at kunne datere det bestemt trorjeg,
detvari september 1939,atder ankom en tysk indregistreret bil af mærket Ford Eiffel med et yngre ægteparogetlille barn. Bilenvarpakket
tilbristepunktet. De ville gernehave etværelse
ogetmåltidogtaltemegetalvorligt med far. Det
vistesigatværeettyskjødiskægtepar,dervarpå flugt fra Tyskland. De tog af sted dagen efter,
hvorhen vedjegikke,menfar fortalteos endel
om deressituation, samthvad han havderådet dem til.Jegerindrer endnu denspændte, pani¬
skestemning, der prægede situationen.
Om morgenenden9.april 1940 vækkedes jeg tidligt-jeg trorfør kl. 7 morgen -afskud.Jeg
varbangeoggik ind til farogmori deressove¬
værelse og vækkede dem. Far mente, det blot
kunneværeøvelsesskydningfraetluftværnsbat-
tereri vedSædding,såjeg gik i sengigen. Etpar timersenere varalle vækket vedlyden afmegen motorlarm fra snesevis aftyske militærflyvere,
der kom imegetlav højdeoverhavnen inordgå¬
enderetning. Dervar en kortvarig skydning fra
et dansk marinefartøj i Trafikhavnen - jeg
menerdet var »Beskytteren« -og nedkastning
af flyveblade. Først på formiddagen anløb en størreafdelingaftyske marinefartøjer Esbjerg,
Bksættli.sknopi.kvet fraSømandshjemmet Ny Havn
Frodesgadenr. 150-152 den 4. september 1939.
Foto: Fiskeri- ogSøfartsmuseet.
ogde lagde til kaj i Trafikhavnen, hvilket gikså
let, at mistanke om forberedelse og anvisning
var nærliggende. Og desværre sikkert korrekt.
Hurtigt kom ordrer om mørklægning og svag
gadebelysning, forbud mod udsejling fra hav¬
nen osv. Danmark var besat af Tyskland. Al
militær modstandvarindstillet.
Følelser, udtalelser, besættelsesmagtens
ordrer oghenstillinger springer jegover.Deer fortalt så mange gange og så mange steder.
Men naturligvisvarvi i lighed med alle andre sørgmodige og fortvivlede. Der kom straks
andre tider og rytmer på Fiskerihavnen. Og ændringer holdt utroligt hurtigt deres indtog.
Der kom forbud modatbenytte kutterradio
under fiskeri, hvilket hurtigt blev til inddra¬
gelse af kutterradioer. Tilladte fiskeområder
blevudpegetogjusteretadskilligegange.Miner
blev udlagt langs kysten, og der blev indført tysk bevogtningafstrategiskvigtigelokaliteter
og bygninger. Tyske, armerede forpostskibe
blev udstationeret ved Skallingen til kontrol af
ud- ogindgående kuttere.
Antallet af udenlandske dampere i Trafik¬
havnen blev hurtigt reduceret. I løbet af de
første dage blev nogle værelser på Sømands¬
hjemmet beslaglagt til tyske hærofficerer. Der
kom straks fire ret højtstående folk til at bo.
Man må være ærlig og indrømme, at de var særdeleshøfligeog korrekte i al deres adfærd.
Efter få dage kom de ofte og bankede på til privaten for at snakke, og de gjorde uhyre
megetforatopnåetgodt forhold til farogmor.
Dervaringen voldsom tale, ingen bistre miner,
kun tale om hjælpsomhed og beskyttelse. Det
kunne til tider antage næsten hyggelige for¬
mer. De fortalte os, hvor mange børn de selv
havde, hvor de boede iTyskland,ogatde læng¬
tesefterfamilien. De lærtevore navneatkende og kaldte osved dem.De blev dog ikke længe,
da de blev udkommanderet til angrebet mod Holland,BelgienogLuxemburg, hvilkeangreb
allerede startede kort før 15. maj 1940.
Fiskeriet
Besættelsen med densrestriktioner tilfølge fik
stor betydning for Esbjergs fiskerbefolkning. I
storetrækkannævnes:
1. Det tilladte fiskeområde straktesigstort set fra Grådyb til Hanstholm og højst 30 sømil
udsamtfraGrådybtil Listerdyb,menkun 20 sømil ud. Senere fulgte en del justeringer
medsåvel udvidelsersom reduktioner.
BESATTU-St.NOPLKVKT l-RASøMANDSHJKMMhT NVHAVN
2. Ved desenereetableringer af kystnære mine¬
felter blev det risikabelt atgå eftersmå rød¬
spætter,nårman trak ind mod kysten.
3. Nødopkald til Blåvand/Redningsdamper umuliggjordes efter afmontering af radioan- læg.
4. Blev man i lovligt område, var der måske ingen fisk. Sejledemanuden for den tilladte
grænse, risikeredes beskydning såvel tyske
somengelske flyvere. De første fordi detvar forbudt at færdes i dette farvand. De sidste fordi skibetvar i fraengelsk interesseområ¬
de. Kutterne var i øvrigt let kendelige og
identificerbare på grund af nummer og
navn samt store påmalede Dannebrogsflag på begge sider.
Der var dog helt ærligt én stor fordel: al fangst blev solgt til store priser og gik for en
stordel tilTyskland,som i løbet af krigen blev
en større og større aftager. Det blev efterhån¬
den lidt afetmoralskdilemma, da den danske fisketilførsel tilTyskland hjalp Tyskland i rollen
som »detgode spisekammer«. Lignende relati¬
oner var til stede mht. danske landbrugspro¬
dukter. I løbetafbesættelsenvar det»en varm
kartoffel« at tale om på Fiskerihavnen og i
Den 15. oktober 1941 blevEsbjerg Havn angrebetafengelskefly.Del gik bl.a. udovertokuttere E 499 ValibogE 24 Ejlif.
Hersestydelig depåmalede Dannebrogsflag. Foto: Fiskeri-ogSøfartsmuseet.
Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn
Sømandshjemmet. Menpenge og en god ind- tjening har førværetpåtværsaf den officielle holdning og på kollisionskurs med folks ad¬
færd.
Minesprængninger, beskydninger af kutter¬
nesamt den stadige bekymring for disse kata¬
strofer lagde sig som en sort skygge i hele
besættelsestiden ogprægede stemningen i mit hjemogpå havnen i det hele taget.Vifølte os megetnær på ulykkesrisikoen og kendtemere eller mindre godt alle de forliste eller berørte
kuttere, de omkomne fiskereogofteogsåderes
familier.
Min far og hans ti åryngre lillebror Anders
havde i 1938i fællesskab ladetbygge en kutter
vednavn»Ekko« ogmednummeretE257.Den
var udstyret til snurrevodsfiskeri og havde en
besætning på fire mand. »Ekko« fiskede godt
og vari godehænder.Detobrødres samarbejde gik i alle henseender fortrinligt. Andersvar en
dygtig fiskerogutroligt omgængeligogredelig.
Farvardenfødte administrator,ogVarde Bank
var enpositiv bankrådgiveroglångiver.
Farbror ogfarvarmegetnationaleoghavde
mange kontakter i den efterhånden organise¬
rede frihedskamp mod den tyske besættelses¬
magt. Hvor tæt et »samarbejde« det egentlig
var, fik vi aldrig konkret information om. Far
ville helst have, at Sømandshjemmet aldrig
kom under mistanke på grund af de mange kontakter ogsamtaler, somfandt sted der eller
derudfra. Emnetvarderforabsolut tabu.
Naturligvisvardertilfredshed med »Ekko«s
særdeles tilfredsstillendeforrentning. Mender
varet»aberdabei«:Fangstengikforenstordel
til Tyskland. Og denne kendsgerning huede
ikke farbror Anders ogfar, der hver ejede 50%
af kutteren. Vi kunne undvære indtægten, og Anders mente,athan kunne klaresig medlidt
fiskeri fraenlille fire-femtonsbåd,somkunne
fiske i Ho Bugt. Anders rejste derfor med tog
til sitgamle hjem i Skærbækogtogen kort tid ophold hos sin gamle mor, dervarenke. Han benyttede opholdet til at undersøge, hvor
megen kontrol, derfratysk sidevarmed trafik¬
keni den lille havniSkærbæk. Tilsyneladende
varder intet afbetydning.
Det resulterede i, at »Ekko« blev sejlet til
Skærbæk og oplagt der. Jegvar i den periode på familiebesøg i Skærbæk og naturligvis ved
havnen for at se kutteren, der fyldte kolossalt
mellem de hjemmehørende både, dervarpå 8
til 12 brt. Den bad næsten om at blive lagt
mærke til. Min ældste farbror - Laurits- var
fiskeskipper i Skærbækoghavde kutter »Elvira«
på 12 tons. Gennem hamvarde lokale fiskere
orienteret om oplægningen af »Ekko«. Der
skete intetforuroligende. Jegmener,at»Ekko«s opholdi Skærbæk varedeetårs tid fra 1944 til primo 1945.Anders købteen lille brugt fisker¬
båd til fiskeri i Ho Bugt. Den var stort set
enmandsbejent. Detkunne ryggen ikke holde
til, såAnders fikdårlig ryg og blev indlagt på Esbjerg Kommunehospital, hvilket i sig selv
kunneværeetalibi for »Ekko«soplægning,om der skulle komme lidt interesse fra tysk side.
Enden på historien blev, at »Ekko« blev sejlet tilbagetilEsbjergoggenoptogdet traditionelle
fiskeri med Anders som skipper, og den lille
båd blevsolgt. Men dervar megen usikkerhed på havnen. Tyske razziaer blev hyppigere og
mere intense. Man kunne vanskeligt vurdere,
hvor effektiv en eventuel stikkervirksomhed
var.Korttid eftervalgtefarbror Andersatsejle
»Ekko« tilEngland.
Kutteren var i familien noget afet »hjerte¬
barn«. Vi havde alleværetmedpå den traditio¬
nelleprøveturi 1938 ietfantastisk sommervejr
tre-fire timers sejlads ud ad Grådyb. Vi havde afprøvetmaskineri og haft fiskeredskaberne i
havet. Detvarvindstille og havetsom en glas¬
plade. Vi havde drukket kaffe ogsodavand på
BESÆT!ELSEN OPLEVET FRASØMANDSHJEMMl1 TNY HAVN
E257 -Ekko«påvejud påprøveturi 1938. Foto: Fiskeri-ogSøfartsmuseet.
dækket ogspist wienerbrød til. »Ekko«varble¬
vetnogetheltspecielt,ogjegtror næsten, man kunnesige,atvihavdeetkærlighedsforhold til
skibet. Det var derfor helt nødvendigt, at vi børn blev orienteretomfarbrorsogfars beslut¬
ning. Vi ville jo hurtigt opdage, atAndersvar borte, ogat »Ekko« ikke låi havn. Derfor blev
vi samletenaften hosmosterGrethe ogfarbror
Anders til et afskedsmåltid, Besynderligt nok
vardethyggeligt trods den alvorlige baggrund.
Dervarikkefeststemning, men enunderlig og fattet alvor: Nuvarbeslutningentaget,familien
orienteret og tavsheden om det påbudt, så ingen kunne tagefejl. Ingen lange afskedssce-
ner. Etvarmt »farvel oglykke på rejsen«, hvor¬
efter far og morgik hjem medos.
Næste morgen indtog »Ekko« proviantogis
somtraditionelt til fiskeri i Vesterhavet.»Ekko«
ville fiskeomdagenogrykkevestpåomnatten.
Efterfå dage sad vi hjemme ved radioen hver
aften for at høre Terkel M. Terkelsen - »den danske stemme fra London« - komme med den særmelding, som indebaren hilsen fraet bestemt pigenavn og dermed oplyste informe¬
rede lyttere om, at »Ekko« var nået velbehol¬
dent til England. Storvarglæden, da vi hørte
budskabet. Glæden forstås kun, når man har siddet ved radioen den aften.
Tyskernepåhavnen
På grund af de stedse hyppigere sabotager på
havnen lukkede tyskerne havneterrænet afom aftenen og i nattetimerne medpigtrådsafspær- ringerogsatte vagtposterved passagestederne.
Besættelsenoplevet fraSømannshjemmetNy Havn
Der skulle man så vise ausweiss for at komme
igennem. Foruden beboerne i Halle-restauratio-
nen var vorfamilie den eneste, der boede der¬
ude.Jegvarde førstegangenogetbeklemt, når jeg i mørkeefterårsaftenerkom hjem fra patrul¬
jemøderi FDFog kom til vagtposten i mørket.
Det traditionelle »Halt« lød hver gang, og mit
ausweiss kom opaf lommen,vagtposten belyste
mit ansigt og leddet blev åbnet. Men de var flinke ogsmilende,såjeg vænnedemig til det.
På Sømandshjemmet skete der også den ændring,atalle værelsernualtidvarbesat. Ar-
sagen var, atder ofte var udgangsforbud efter mørkets frembrudogidet heletaget størretysk opmærksomhed på eventuel færdsel på havne¬
området.Dettemedførte, atdeungebesætnings¬
medlemmer,derboedeombord,føltesig isole¬
redepå kutterne. Derfor lejede de til fornuftige priser fast bopæl på hjemmets værelser. Det øgede familiemønsteret på Sømandshjemmet,
da detnuvirkeligtvarderes hjem,nårkutteren
ikkevarpå fiskeri.
Aftenerne gik med spil - mest skak og bil¬
lard- og sang ogsnak til aftenkaffen. I denne
familiekreds på 10-12 ansatte og evt. samme antal yngrefiskeresamtvorfamilievoksede jeg
op i alderen 10-15 år. Detoplevedes hyggeligt
ogopdragende.
Når sabotagehandlinger havde været for generende for tyskerne, lukkede de nu og da
uden varsel for el ogvand. Det opdagedes ret
hurtigt mht.vandet, ogvi gik straksikælderen
til de haner, der fandtes der, for at tappe det
vandaf, somstod i husets rørsystem.Farhavde
mht.belysning anskaffetto-trepetroleumslam-
peraftypen »Petromax, somkunne give abso¬
lut tilstrækkelig belysning til spil,sang, oplæs¬
ning og kaffedrikning. Derudovervarde gen¬
tagne luftalarmer karakteristiske for tiden. Jeg
tør ikke komme med generelle udtalelser om
alarmernes hyppighed, menjeg er overbevist
om,at der i visse belastendetidsperioder kun¬
ne være10-12alarmerommåneden.
Grundet tilstedeværelsen af mange tyske
Pågrund af hyppige sabotager på havnen, var havneterrænet lukketaf
omaftenenog omnatten.
Hererdetgået udover slæbestedet og?. bassin
den 6. august1943.
Foto:Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn
marinefartøjer i Trafikhavnensamt faste anlæg på land af luftværnsbestykninger kunne lyden
afden leverede spærreildværeutroligt alarme¬
rende.Vanligvis gikvi ibeskyttelsesrumikælde¬
rentil alarmenvar ovre.Ofteblev vi der ientil
totimer, da alarmen lød igen, når maskinerne
returnerede eftertogtettil denordtyske mål.
Afhensyn til disse hurtige udrykninger fra børneværelset, vardet fast tradition,atvi børn skulle lægge vort tøj sammen på gulvet ved
siden af sengen på en ganske bestemt måde
med skoene stående ved siden af.Så skulleman
aldrig lede i mørket og forvirringen. Det var
helt indarbejdet, som på en anden militærfor¬
lægning og skete efter samme praktiske møn¬
sterhver aften. Vi turde ikke andet.
Vorængstelse blevefterhåndennæstenredu¬
cerettil enpraktiskogenkel registrering af,at
nu varder luftalarm, da vi aldrig oplevede, at havnen eller området var bombemål. Enkelte gange-måskefire eller femgange-såvi,at et fly blevramtogstyrtede ned. Nogle fleregange
såsflyeneatværefangeti lyskasterne. Det udlø¬
ste straks et massivt udkast fra flyet af sølvpa- pirsstrimler i et glimtende virvar, som camou¬
fleredeflyets position. Disse strimler kunne vi
næste dag finde i hundredvisafi terrænet.Jeg
fik næsten fornemmelsen af nærkontant med de allieredepåden måde.
En enkelt gang styrtede en bombemaskine
nedlige nord for fjerde bassinca.100meterud
forkystenefterennatlig overflyvning.Denvar mavelandet på omkring en meters vanddybde
ved totiden om natten og havde sårede besæt¬
ningsmedlemmer om bord. Tyske vagtposter afspærrede stranden,menforetog sig intet der¬
udover før ved solopgang. Dette forargede befolkningen dybt. Jegvarnaturligvis om for¬
middagen ude at se maskinen - så nær man kunne ogmåttekomme.
Ligeså husker jeg særdeles tydeligt angrebet
på Esbjerg Lufthavn den 27. august 1944. Det
var søndag med flot augustvejr. Ved 15-tiden
hørtes motorlyd fra et stortkontingent engel¬
skebombefly, der kom ind overFanøogvidere
ind overhavneområdet.Jeg kender ikkeantal¬
let, men jeg husker flere formationer med
måske 14-15 maskiner i hver formation. Des¬
uden hyppige hurtige syn afjagerfly - oftest flyvende parvisogganske lavt.Detudløstevold¬
somaktivitet fra detyske luftværnsbatterierog skibe.
Takket være Sømandshjemmets placering
ogdet klare vejr kunne visedet hele fra første parket. Tydeligtsås,atenB-17-»Flyvende Fæst¬
ning«-blevramt ognærmestbrækkede i styk¬
ker.Jeg mener helt klart at have set et besæt¬
ningsmedlem springe ud, menatfaldskærmen
ikke udløste sig. Kort efter blevendnu enB-17
ramti halen udenatstyrtened.Etbesætnings¬
medlem sprangud fraden ødelagte agterende
og dalede ned i sin faldskærm. I løbet af få
sekunder sprællede han voldsomt og manden hang derefter slap, hvilket vi tolkede som, at
var ramt aftysk beskydning under nedturen,
hvilket udløste forargede udbrud fra os. Kort
efter returnerede formationerne i en ljernere
kurs.Samtidigt returnerede jagerne ienusæd¬
vanlig lavhøjdeoverFiskerihavnenog bestrøg ydermoleanlæggets maskingeværreder, fortsat¬
te nær havoverfladen med et lille hop over Fanøs nordlige parti og forsvandt vestpå. En
B-17 der blevramti halepartiet fortsatte uden
at tabe højde. Megethar jeg i Esbjergområdet
set af mindre luftkampe og overflyvninger,
men den 27. august 1944 var langt det mest voldsomme.
En aften efter mørkets frembrud sadjeg hos
far påhans kontor. Detvar før havneområdet
blev afspærret og ausweiss blev indført. Det
bankede på døren, og ind kom brødreneJens
og Niels Underbjerg, der begge var fiskere.
Bf.sæitki.senoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn
Sømandshjemmet Ny Havn. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Samtidig med at de tog en tysk militærriffel
frem fra gemmet under overtøjet, fortalte de
megetivrigt følgende:
De var kommet gående i Havnegade forbi
HotelRoyal,som vardettyskehovedkvarter for Esbjerg. Den tyske vagtpost gik med sin riffel
ved skulderen frem ogtilbage foran indgangen
til hotellet. De besluttede at slå ham ned og
fratage ham riflen. Somsagtsågjort-de pas¬
sede skridt ogfart af, så de komoppå siden af
ham bagfra, slog ham ned, såhanvarbevidst¬
løs eller besvimet, snuppede riflen og stak i løb. Devar ene på gaden,og efter nogle hun¬
drede meter efterså de riflen, som ikke var ladt. Magasinet var tomt, og der var ingen patron i kammeret. »Hvad med riflen. Hvor
skal vi gemme den?« spurgtede.
Førstgikfarudoglåsteyderdøren. Dernæst
ville han have forløbet fortalt en gang til. De
var ikke set. Intet anskrig, ingen fulgte efter
dem. Imidlertid kunnetounge,løbendeperso¬
ner være blevet observeret fra den tyske bun¬
ker, der var bygget overfor Sømandshjemmet,
og som farkonkluderede: Foren tomMauser-
riffel skalmaningen risikoløbe. Såde tobrød¬
re fik besked på at stikke bagud afSømands¬
hjemmet og straks kaste riflen i havnen. De
bad lidt for sig, men far var bestemt. Han bebrejdede dem deres risikable adfærdogville
blivepåkontoret, til de kom tilbage ogmeldte,
athansordrevarudført.
Razziaer
Tyskerne foretog i krigens slutning trerazziaer på Sømandshjemmet, hver gang omformidda¬
gen, når Sømandshjemmetvar mest fyldt med
Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet NyHavn
fiskere og havnearbejdere. Fremgangsmåden
varden samme hver gang:Pludselig kom tyske
militærbiler og motorcykler i rigeligt antal, omringede hjemmetogopstillede maskingevæ¬
rer pågade og fortovsamt en skudklar soldat
for omkring hver 15. meter. Så gik de ind og besatte trappeløbog udgange og posterede et parskudklare soldater i alle restaurationsrum.
Dernæst fikalle personer ordre til at stillesig
opmed ansigtetmodvæggen oghænderne bag
nakken.Sågiketparofficererrundtogvendte
alle cigaretskod i askebægrene for at se efter
navnetpåcigaretmærket, hvilketkunne afsløre engelskecigaretter. Afsammeårsag vardet en fastvane,atmanaltidsattecigaretten i munden
idenende, hvor mærketikkesadogtændte den
ende medeteventueltnavn.Nogenlunde krops¬
visitation samtundersøgelse af lommeindhold.
Dernæst fremvisning af legitimation ogvidere
med de undersøgelser, som hørte en razziatil.
Dettogtid, da derudmærketkunnevære60-80
personeri lokalerne.Jegvartilfældigvis tilste¬
de ved alletrerazziaer,ogfølgendetreepisoder
står klarti minerindring:
En fiskeskipper, der stodop mod muren og
varved atblive visiteret afen tysk officer med
trukket pistol, genkendte sit tidligere wiener¬
barn i officeren og sagde: »Jamen Hans, vi
kender da hinanden«. Officeren svarede på
dansk: »Hold kæft og stå stille« og gavskippe¬
ren et slag i nakken. Ubehageligt og næppe nogen rarsituation fornogenaf dem. Mereer der nok ikke atsige, men skipperen snakkede alligevelen delomdet siden.
Vedenanden razziatogde Niels Underbjerg
med. Det chokeredeos, da vi vidste,athan var aktiv i modstandsbevægelsen. Hans brorJens
var også til stede. Straks efterafslutningen af
razziaen cyklede Jensopi Frodesgade tilNiels'
værelse - et loftsværelse - hvorJensvidste, at der var skjulte håndvåben. Han kunne have
dem alle og varpå vej ned, da han hørte tysker¬
ne komme ved indgangen med Niels. Han
nåede at skjule sig, til de passerede opad med Niels,ogsmuttede derefter ud af huset med de
få våben.Vi havdeet nært forhold til Niels og ventede det værste.Jens kom overmiddag til¬
bage til Sømandshjemmetogfortalte far, hvad
der var sket. Senere på eftermiddagen kom
Nielsigen, nogetchokeretoguhyre overrasket
overvåbnenes forsvinden fra værelset. Hanvar blevet taget i et kort forhør og løsladt uden
overlast. Han fik nu forklaringen afJens, og lettelsenervanskeligatbeskrive.Devarbegge
et par særdeles hurtigttænkende og i øvrigt
belevne brødre.
Den tredje episodevar atter enformiddag,
hvor tyskerne ankom tilenrazzia. Farvar ikke hjemme, han var ude i et ærinde vedrørende illegale blade. Morvari køkkenet, hun kaldte mig til side og bad mig tage op i byen til et
nærmereaftalt sted foratmeddele far, at han ikke måtte kommehjem. Men jegskulle snige mig ud ad første sals bagvejogbortovertagene til nabobygningerne, da ingen måtte forlade Sømandshjemmet.Jegskulleværeindstillet på,
attyskerne ville skyde, hvis de opdagede mig.
Sømandshjemmet havdestoreflade tagarealer,
som stødte op til Premier Is, og det lykkedes migatkommeusetud til nabotaget, hvorfrajeg
kunne springe ned på etfortov. Da jeg nåede
dertil, villejegforsigtigt kiggeovermurkanten,
indenjegsprang og blev straks opdaget afde
soldater, der også dér havde omringet kom¬
plekset. To rifler blev straksrettetmod mig,så jeg forsvandt hurtigtogsørgede for iro og mag
atblivesetafenvagtistueetagenogblive roligt
der uden atvisetegnpåuro.
Lidt efter kom far uden vort vidende cyk¬
lende og så straks tyskerne. Far, der var et megetroligtogmyndigt menneske, gik hen til
enofficer ogspurgte:»Wo istder Kommandant?
Besættelsenoplevet fraSømandshjemmetNy Havn
Ich bin der Direktor« og fik oplyst, at ham
kunnemanfinde indendøre. Alle måttegerne
gå ind, men ingen ud og det var udmærket i
fars situation. Hangik indgennem enbagind¬
gang til kælderenogvidere til fyrrummet med
den store centralvarmekedel. Deri fyldte han
de illegale blade, han havde skjult i sine lom¬
mer ogindepåmaveskindet, sikrede sig, atde brændte,oggikopi restaurationenog præsen¬
teredesig forenofficersom»der Direktor«. Far
satte sjældent sit lys under en skæppe og op¬
trådte stilsikkert, som »kaptajnen på skuden«.
Vi blevnuførtop i privaten,somskulle ransa¬
ges.Vi blev stilletopmed ansigtet modvæggen ivordagligstue, ogsoldaten stilledesigbagos, hvor vi hørte, han tog ladegreb på riflen. En
officer ledsagede far rundt i stuen og skulle kigge i skufferogskabe. Han undersøgte radio¬
ensindstilling,som efer ordre fra far altidvar
København eller Kalundborg. Om aftenen hørtevi altid den danske stemme fraLondon,
menden stationmåtte radioenaldrig blive stå¬
ende på. Dernæst kiggede han på hylder og i
reoler. Far havde Adolf Hitlers bog »Mein Kampf« i dansk udgave, som plejede at ligge
fremme, hvad den også gjorde den dag. Ikke
ilde. Mensjeg stod med ansigtet modvæggen,
spekuleredejegpå, omjeg havde fåetfriheds-
sangen »En vinter langogmørkoghård påfem
forbandede år« lagt på sin skjulte plads, som kun kunnefindes, hvismannæsten tømtereo¬
len.Vihavdefået sangenillegalt, ogjegvarved
at lære den udenad, menjeg havde heldigvis
husket at få den bort fra klaverets nodestativ.
Ikke ilde.
Efter en rimelig letgennemgangaflejlighe¬
den fik far ogjegbeskedpåatfølgemedoffice¬
ren op påloftet, hvor han klart tilkendegav, at han ville lede efterskjultevåben. Vi havde tre
skjulte geværer, som far ogjegsammen havde
gemt i skunken, fæstnet på tagspær helt oppe
under tagstenene. Skunken var 15-16 meter lang og uden belysning afnogen art. Detvar
vanskeligt at komme derind, og man kunne
ikke gåoprejst. Officerenbadosgåførstopad loftstrappen og tog ladegreb på sin pistol. Jeg
var bange og sagde intet, men far sagde med
særdeles fast stemme: »Gå bare op, Verner«.
Ved skunkindgangen tændteofficeren en stav¬
lygteog bad osgå først, hvilket vi gjorde. Han lyste alle steder,menvåbnene hang på bagsiden
afde tresidste spær,spærafstanden varlilleog dervarmegettrangt,så farogjeg fyldte,såder
kun kunnevære topersoner under de sidsteto spær. Lyset kastede slagskygger afspærene ogi
dissebefandt våbnenesig. Officerenvartilfreds
ogvendte sig foratgåud, uden athan indefra
havdelystoppåspæretoverhans hoved.Vardet
sket, havde han setdet førstevåben. Efteratvi igenvarvel nede istuen afsluttedes dennesid¬
sterazzia-iøvrigtpåenvenlig måde. Tyskerne
traksig tilbage til køretøjerneogforsvandt.
Og så kommer det for læserne eventuelt uforståelige:Farogjegnævntealdrig episoden
med etord til hinanden. Ej hellersammedag,
da vivaralene. Vi kendtebegge detaljerne.Det
varunødvendigtatridse demopforhinanden.
Vividstebeggehvadderkunne haveværetsket.
Unødvendigt at minde om det. Situationens
alvor var så nærliggende, at tavshed gjorde yderligere samtale unødvendig.Sådanblev det.
Fardøde 20årefter. Vi haraldrig taltomepi¬
soden siden.
Utryggebekendtskaber
Efterhåndenvarder kun hjemmehørende kut¬
tereiEsbjerg Havn. Tiderne med minespræng¬
ninger, beskydning- nu efterhånden kun fra tyske fly, når kutterne kom lidt langt ud over tilladte grænser - udlægning af minefelter, knaphed på brændstof til kutterne osv. havde medført, at fremmede kutteres landinger blev
Bf.s.4i ra-st.n opi.kv'f r iraSømandshjemmetNy Havn
IEsbjerg havde Tyskerne hmiedkvarterpå Hotel Royal iHavnegade. Her
erdervagtskifte.
Foto:Esbjerg Byhistoriske Arkiv.-
sjældne. Der kom dog til Fiskerihavnenen lille københavnerkutterpåca.20tons.Denvarsjæl¬
dent afhavnen,varkun irimelig standogskip¬
perlidt utiltalende. Han kom oftepåhjemmet,
talte med mange, men faldt ikke ligesom til i
snakken ogsamværet. Man bemærkede kutte¬
renstilstedeværelse ogdens sporadiske fiskeri,
men omtalte den aldrig i større kredse, hvor
dennærmest markeredesigved aldrigat blive
omtalt.Dens ejervarikke aktiv fisker. Hanvar
islænding, hed Halsson og boede i envilla på
havsiden afvejen fra Esbjerg til Hjertingetpar km før Hjerting. Han kom ofte på Sømands¬
hjemmet, tilsyneladende uden at have nogen
funktion. Han var alene, øjensynligt også på
sin bopæl. Han kom altid med et spil skak
underarmen,hvilket kunne ladesiggøre,fordi
skakbrættet kunne rulles sammen ogstikkes i
etrør, som ogsåindeholdt brikkerne. Hanvar
en stor og pæn mand med en vis pondus, et venligtvæsen, pænt rustikt »godsejertøj« med
knæbukser ogviklers og en charmerende dia¬
lekt. Talte gerne med alle. Nu og da med sin skipper.Hanopholdtsig iperiodernæstenkon¬
stant på Sømandshjemmet og spillede meget skak, hvad hanvar mereendgod til.Efterhånden gled han ind i det faste gadebillede på Fiskeri¬
havnen oglejede et værelse på Sømandshjem¬
met. Han søgte kontakt med far, og det blev
næsten en fast rytme, at de spillede skak med
hinandenomaftenen. HanssønBjørnpå 16-17
år kom fra København i flerelængere perioder
ogboede også påSømandshjemmet. Jegvar 15
år oghavdeendel kontakt med ham efter sko¬
letid. Vi talteom løstogfast. En dag afslørede Bjørn i en tilfældig udtalelse en massiv nazi¬
stisk sympati, hvorefter jeg undgik den slags
emner.Jeg talte med far om det, og han for¬
taltemigomsin mistankeom,atde sikkertvar interesserede i at kende vort forhold til nazis¬
men,ogatvi burdevære forsigtige.
Et par uger i hvilke dervarudgangsforbud,
Besættelsenoplevet fraSømandshjemmet Ny Havn
kom Halsson ovre fra den bunker, der lå på
den anden side gaden, til vor hoveddør efter udgangsforbuddetvartrådtikraft. Han havde skakspillet under armen. Det noterede vi os.
Kort efteroplyste faros,atmodstandsbevægel¬
sen havde meddelt, at man anså ham for at
være stikker af den farlige karat, og at han muligvisville blive likvideret. Dervar enrisiko for, at det ville kunne finde sted på Sømands¬
hjemmet. Far havde talten del med kontakten
oggjortopmærksom, påatclearingmord kun¬
neblive konsekvensen.Måske kunne det endda
gældefarsperson. Detvarindlysende, ogman ville gøre alt muligt for at undgå det på selve hjemmet, mendetængstede osmeget.
En aften efter at Halsson var kommet fra bunkeren med skakspillet under armen, sad jeg hos farpå kontoret. Detvar mørkt, ogdet
bankede på yderdøren. Vi gik ud for at lukke
op. Der stod en ældre menig tysk soldat på omkring 65 år, som undskyldte meget. Han
blev budt indenfor og fortalte følgende med grådistemmen:Hanvarøstriger, hanvarikke nazist, menhanvar tvungettil militærtjeneste
oglængtes efter sin familie.Detgik skidt for de tyske hære,så han havde besluttet sig foratdes-
serterefor atkomme hjem tilØstrig. Hanbad
om lidt civilttøj samtbrødogsmør. Detkunne
far ikkevære med til. Blev detopdaget,vardet
risikabelt for vor sikkerhed. Det forstod han
godt, men forsikrede grædende om sin oprig¬
tighed. Hvad skulle man tro? Far snakkede længe og overvejede. Konklusionen blev føl¬
gende: Far ville skaffe det ønskede mod at
modtageen nytyskmilitærriffel med ammuni¬
tion.Afleveringsforretningogtidspunktskulle
ske efterenbestemt metode ogetbestemt tids¬
punkt, somfarangav.Alt sketesom aftalt. Far
løb risikoen ogder skete intet uventet. Riflen
blevgemtogfulgteossiden hen.
Om Halssonhørtejeg efter den 5. maj 1945,
at han var blevet anholdt ogført til England,
samt athanssønvardræbtomkring den 4. maj
i København under en skudveksling med fri¬
hedskæmpere. Om disse oplysninger er kor¬
rekte, vedjeg ikke.
Krigens afslutning
Krigen nærmedesig sin afslutning. Dervarstor aktivitet i modstandsbevægelsen m.h.t. våben¬
leverancerviadiverse kuttere.Yderligereverse¬
rede der rygter om, at tyskerne ville udkom¬
mandere de største kuttere fra Esbjerg til at
sejle et stort kontingent tyske soldater fra Norge til Danmark. En sådan transport ville
være engod camouflage fremfortransportved hjælpaftyskemarinefartøjer.Forlydendetinde¬
barogsåbeskedom,atkutterens skipper skulle sejle med af hensyn til hans kendskab til skibet.
Ifølge rygtet var datoen fastsat. Jeg mener at huske, at det skulle ske i marts 1945. Det skal hertilføjes,atfar informerede migomrisikoen for,attyskerne villesætteekspeditionen igang.
Detvarnærmestenforklaringpå,atderkunne
ske »noget akut eller voldsomt« i vor familie,
som far ville orientereom.
Der blev i alhemmelighed indkaldt til møde på Sømandshjemmet om rygtet. Man skulle
ikke komme samlet - helst enkeltvis. Mødet fandt ikke sted i restaurationerne,men påfør¬
ste sal i værelser ved siden af privaten. Jeg
huskerdagen ogden trykkende alvor.De frem¬
mødte skipperevarførstogfremmest fra»søn-
dagsbådene« og dermed også fra skibsforsik¬
ringen »Union«,hvilket ikkevarganske ligegyl¬
digt i henseende til konklusionen: Skulle det
ikke kunnelykkesatafslåeneventuel tyskkom¬
mandoom atsejle ud i dette ærinde, ville man
afsejle, tage tyske tropperom bord i Norgeog sænke kutterne på hjemvejen i Skagerrak og accepteretotalforlis med mandog mus.Til slut
bad man enkort bøn -sagde farvel til hinan-
BKS.l.rrKI.ShNOI'I.hVK'I kraSøMANDSHJKMMhT Ny HaVN
Folk myldrede udpä gaden den 4. maj 1945, da radioen havde meldt, at tyskerne havde kapituleret. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
den ogforlod enkeltvis Sømandshjemmet.Jeg
såstore stoute skipperetagehinandenom hal¬
senmedfugtige øjne,ogfarvardenæstedage tungogstille. Men- kort fortalt-ordren kom aldrig.
Jeg var 15 år og velinformeret. Episoden gjorde et kolossalt indtryk på mig og var så
voldsomt i sin aktualitet ogbeslutsomhed, atvi aldrig repeterede den senere. Detvar optræk¬
kende ulykke afen så grotesk voldsomhed og
vilje til at handle-uanset prisen-atalle luk¬
kede af forerindringenomden, da uvejretvar drevet over. Jeg har aldrig hørt den omtalt
siden-ej hellernogetstedsetden refereret.
Den 11. april 1945 om formiddagen ankom
en tysk militærordonnans på motorcykel og bankedepå fars kontordør. Han skulle aflevere
enskriftlig besked tilentysk militærenhed,der
skulle have til huse på Sømandshjemmet.
Årsagen
til,atdatoen huskeser,atdetvarminstoresøsterssyttenårsfødselsdag. Ordonnansen
kunne naturligvis ikke komme af med sin
besked, da der intettysk militærvar på hjem¬
met,så han kørte igen. Et partimer efter kom
imidlertid et par tyske officerer og meddelte far,athjemmetvarbeslaglagt,samt atvi havde
totimertilatflytte. Vimåtte medtagevortpri¬
vateindbo fralejligheden, ellers intet. Detblev præciseret, at indbo fra hjemmet skulle lades
urørt, samt atder skulleværeserviceogopdæk-
BKSÆ.TTF.LSF.N Ol'I.hYt.T FRASØMANDSHJEMMETNy HAVN
ning i øvrigt til hundrede personer. Det var ikkenemt atacceptereogi øvrigtfåarrangeret uden adgang til lastvogne og uden nogetsted
forfamilien atflytte henfor familien. Men far gik på havnen foratfinde hjælpere, ogi løbet
afutrolig kort tid stodenstorflok fiskere med hestevogneoghentede, hvad vi ienfart kunne
få ud på gade og fortov. Desuden kontaktede
far vor gode bekendt fiskeskipper Carl Muff,
derejede kutter »Ellen« E 198. Den lå i havn,
da Carl Muffvargået underjorden med fami¬
lien på grund af sin afslørede aktivitet i mod¬
standsbevægelsen. Far kendte hans opholds¬
sted i Sønderjylland ogfik diskret forbindelse
med ham. Han sagde: »Flyt ind i min villa i Rolfsgade 125«, ogdet skete. Et praktisk over¬
blik og hurtige afgørelser var nødvendige.
Egentlig utroligt hvor hurtigtmankan handle,
når det ultimativt kræves.
IRolfsgade 125 boede vi til få dage efter den
5. maj 1945, da Carl Muffs familie vendte til¬
bage. Der oplevede vi radiobudskabet den 4.
maj foranradioenogvarpå gaden i den begej¬
strede folkevrimmel. Det ernæsten ikke til at
beskrive. Glæden fik dog en brat afslutning
inden aftenenvartil ende: Esbjergs tyske kom¬
mandant ville ikkeacceptereTysklandskapitu¬
lation ellerovergive sig. Jegvarved 21-tiden på
strøget-Kongensgade-iEsbjerg, da tysk mili¬
tær kørte gennem byen, gav besked om ud¬
gangsforbud og beskød gaden. I løbet afgan¬
ske kort tidvargadernetommefor mennesker,
og dervar panik overalt. Jeg løb gennem kæl¬
dernedgangeogbaggårde til demerefredelige
villakvarterer ogkom hjem i god behold.
Vi skulle findeetnytstedatbo. Enfiskeskip¬
perenke flyttede beredvilligt ud af sin lejlighed
i Cort Adlersgade, hvor hun boede alene, og hvor viflyttede ind: farog mor med fire børn.
Fådage efter den 5. majvarfarogjegpåvej til
havnen,som nufandtes heltafspærret af tysker¬
ne ved nuværende rundkørsel mellem H.E.
BluhmesvejogAdgangsvejen. Der stoden grup¬
pe bevæbnede frihedskæmpere med håndvå¬
ben. Bevæbnedetyskevagtposterstodlidtnær¬
mereførste bassin.Kort efter viankom, sejlede
ettysk marinefartøj aftypesom enstørre torpe¬
dobåd ind i første bassin. Den lagde til ved kajen, og straks rettedes et par bemandede
kanoner mod gadepartiet, hvor vi befandt os,
samtidig med at en lidt interimistisk landgang
blev skudt ind over kajen. Derefter kom der megethurtigt 25-30personer ud fra sømands¬
hjemmets hoveddør-bådei tyske uniformerog i civilt antræk- ogstegom bord. Landgangen
blev trukketombord. Skibet bakkede ud i bas¬
sinet- svajede rundtogsejlede udafhavneind¬
løbet. Det forsvandt ud mod Grådyb for fuld
skrue. Vagtposten var også væk. Vi tog hjem.
Detmindede mestom en flugt, mensdettevar
muligt. Derskulle nok lidt held til ikkeatblive
observeret af allierede fartøjer eller flyvere,
menvihørtealdrigmere omskibet.
Farvar naturligvis interesseret iat se hjem¬
metforatorienteresigom,i hvilken standdet
var,så vigiksnartderned igen,måskeallerede dagen efter. Der så frygtelig ud. Egentlig var derikke svinettil,mender havdeværetfyldtop med telefon- og radioteknisk udstyr overalt.
Dette udstyrvari knust tilstand smidtudibag¬
gården - ofte tilsyneladende fra døre og vin¬
duer-hvor detlåmeterhøjt. Utallige lednings¬
føringer indendørs var urørte. Når tykke led¬
ninger skulle føres fraetrumtiletandet,havde
man blot savet et hjørne af døren for at give plads. Gulvenevar ødelagte af militærstøvler. I
restaurationerne hang glasindrammede bille¬
der af »der Fuhrer«. Alt bar præg af kaos og
hurtig afgang fra huset, ogetkæmperod fand¬
tesalle vegne. Iforgårdenmod fortovetlå hele
områdetfyldt medhåndvåben, maskingeværer
ogmegetandet.
