Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Lachmann, J. J.; Af en Grundlovsven [i.e. J. J.
Lachmann].
Titel | Title: Grundloven og Estrup
Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Opl.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Brødrene Salomon, 1884 Fysiske størrelse | Physical extent: 40 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
GRUNDLOVEN OG ESTRUP
A F
EN GRUNDLOVSVEN.
.^M inisteriet siger, a t d e t g ru m m e g je rn e vil g a a af, og a t d e t k u n er P lig tfø le lse n , d er h o ld e r dem tilb a g e ; m en d e r e r in te t, h v o rm ed M en n e
sk en e m ere fo rb læ n d e sig, end n a a r de tro, a t de ere de e n este, d e r k u n n e u dfylde d en P la d s , som de in d ta g e ."
M o n r a d
p a a R ig sd ag en O k to b e r 1854.
A N D E T O P L A G .
K J Ø B E N H A Y N .
FORLAGT AF BRØDRENE SALMONSEN. (J. SALMONSEN).
T R Y K T H O S N I E L S E N & L Y D l C H E .
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130021037401
GRUNDLOVEN OG ESTRUP
A F
EN GRUNDLOVSVEN.
^M in isteriet siger, a t d e t grum m e g je rn e v il g a a af, og a t d e t k u n er P lig tfø le lse n , d e r h o ld e r dem tilb a g e ; m en d e r er in te t, h v o rm ed M en n e
skene m ere fo rb læ n d e sig, end n a a r de tro , a t de ere de en este, d er k u n n e u d fy ld e den P la d s , som de in d ta g e .1'
M onrad
p a a R ig sd a g e n O k to b e r 1854
A N D E T O P L A G .
K J Ø B E N H A Y N .
FORLAGT AF BRØDRENE SALMONSEN. (J. SALMONSEN).
T R Y K T H O S N I E L S E N & L Y D l C H E .
T i d e n gaar umærkelig, og D ag læ gges til Dag, indtil et vist Tidsrum er tilbagelagt; ser man saa til
bage paa D agenes A ntal, synes det langt, men, b e trag te r man den tilbagelagte Vej, synes den kort.
Saaledes er det for M anden i det alvorlige, praktiske L iv; thi det er kun givet de unge M ennesker i en F a rt at udføre store Ting udi egen Indbildning. Se, nu er der lagt D ag til Dag, og m ere end ti A ar ere henrundne, siden P r o f e s s o r M a t z e n fremkom med sin Statsretslæ re og vilde fastslaa som » d e n v i d e n s k a b e l i g e F o r s k n i n g s u t v i v l s o m m e R e s u l t a t e r « * ) , at foreløbige Finanslove ikke vare grundlovs
stridige, og at Grundlovens § 49 ikke kræ ver en en
delig Finanslov som Hjem mel for S katternes Oppe- børsel; men endnu ere vi lige nær, og al den viden-
*) D e fleste U dhæ velser ere gjorte af F orfatteren . I
skabelige F orskning og det politiske Pindehuggeri har ikke hjulpet os. Vi ere ikke kom ne af Stedet, og Prof. M atzen er ikke ble ven m ere ufejlbarlig i den svundne Tid. D et er m orsom t nok at se en Profes
sor erklæ re sine O vervejelser for » V i d e n s k a b e n s « R esultater, d et er om trent, som naar O verretten døm m er en Mand, og H ø jesteret frikjender ham-, eller som naar N ordenskjøld siger, at d et kariske Hav er isfrit, og saa H ovgaard ligger et A ar fast i Isen der. A k nej, ak nej, selv Professor M atzen er ikke V idenska
ben i egen, evige Person, og han har ikke bragt E stru p s S tatsskib videre, end at d et har ligget sam m enknuget i Pakisen snart i hele ti A ar uden at kom m e af Stedet, og uden at dets Besætning har havt anden F ornøjelse end engang imellem at gaa paa Jagt som sidst, da D o k to r Pingel blev anskudt.
Professor M atzens »videnskabelige Fortolkninger«, der — b esk y tten d e — skulde influere paa B etragt
ningen af E strups O ptræ den og derved paa de m el
lemliggende Valg, ere væsentlig Anledning til, at K on
flikten, der synes ikke at skulle tage Ende, er bleven en principiel politisk Forfatningsstrid, og at K am pen føres med en Lidenskab, der ikke var Tilfældet hver
ken i 1849 eller i 1865; thi F orstaaelse og Overens-
3
kom st var dengang alle m odstridende E lem enters Maal.
Nu staa Valgene igjen for D øren, og det er da vel værdt, at vi forsøge at klare F orstaaelsen af den Tilstand, hvori vi befinde os, og den Stilling, hvori E strups N avigeren har b ragt S tatsskibet og Forfatnin
gen. D et er saam eget m ere vor Pligt at gjøre det fra vort Standpunkt, som M inisteriets T ilhæ ngere ikke kunne eller ville se, at det »liberale« H øjre ikke ude
lukkende er gaaet op i V enstre, og at det netop er vor A nklage imod E strup, at han imod sin Vilje øde
læ gger Pløjre og rekruterer V enstres R æ k k e r, og det ved P aastande, der ikke ere san d e, trods alt det, som det hele F akultet fra Goos til M atzen docerer, forblindet af Partilidenskab.
D en første Paastand er den, at F olkethinget ikke har en større B etydning end L andsthinget, og a t Re- gjeringen derfor kan støtte sig til L andsthinget og rolig blive siddende trods F olkets Mistillid. D ette er ikke engang en original Opfindelse, men den er k o pieret fra Grev Bismark, som om trent i 1860, da han vilde udvide den preussiske Hær, hvad D ep u te re t
kam ret m odsatte sig, men H errehuset bifaldt, sag d e:
R egjeringen bestaar af tre D e le ; nu ere H erreh u set og Ministeriet enige, saa kan ikke D ep u teretk am ret faa.
1*
4
sin Vilje. »Det er beklageligt, at Forfatningen har denne Mangel (»diese Liicke«), at den ikke angiver, hvorledes S triden kan endes.«
Og herm ed følger saa den anden Paastand, at M inisteriet skal kunne regjere med foreløbige Love.
D et er disse Paastande, som ere bievne forsvarede m ed m ange Ord, og da især af Prof. Matzen, men han har ikke fra G rundlovens Tilblivelse søgt Oplys
ninger om, hvad der dengang var Meningen. Og dog m aa jo dette siges at væ re af største B etydning; thi det er jo bekjendt, at man for tilfulde at forstaa en L o v eller D om maa søge tilbage til Motiverne, og in
te t kan dog væ re rimeligere, end at man, naar der er Strid om G rundlovens Ord, søger d e r e s Udtalelser, der have affattet den.
Man m aa vel erindre, hvorledes d et gik til med Forfatningsstriden i 1848. I D anm ark bestod K onge
loven, og til denne var senere kom m en Stæ nderinsti
tutionen. Im edens altsaa disse bestode og vare Basis for L an d ets Regjering, forsøgte F rederik den 7de at udvikle en fri Forfatning ifølge R e sk rip tet af Januar 1848; men, inden d ette kunde udføres, brød O prøret i Flolsten ud, K ongen antog strax et ansvarligt Mini
sterium, erklæ rede sig for konstitutjonél K onge (den kgl. Kom m issarius udtalte i Stænderforsam lingen, at
5
K ongen havde erklæ ret det som sin Vilje at dele sin S uveræ nitet med Folket), afsluttede S tæ nderforsam lingerne og indkaldte den grundlovgivende Rigsfor
samling, der blev vor første R igsdag og behandlede andre Lovforslag end netop G rundlovsudkastet, saa- ledes først og fremmest V ærnepligtsloven.
E th v ert historisk Baand med Fortiden var saale- des overskaaret, og der er U dtalelser nok, der vise, hvorm eget flere P ersoner savnede en Bevaring af T ra ditionen eller det historisk Overleverede- A. S. Ø r
sted beklagede under hele sit lange Liv, at Tanken om S tæ nderkom iteer ikke var bleven udviklet, men han indsaa, at den aldeles var bleven skrinlagt med O prørets Udbrud. Derim od tæ nkte andre paa at knytte Forandringen til Kongeloven, saaledes Tscher- ning og Paludan-Miiller, men frem m est af alle Scave- nius, som i Rigsforsamlingens 73de Møde holdt et opsigtvæ kkende F o red rag i denne Anledning. O ver
alt traf man dog paa Umuligheden af at forsone de m odstridende Principer, nemlig K ongelovens, der lagde al M agt i Kongens Navn, og det konstitutjonelle Prin
cip, der gik ud paa at d e l e M a g t e n o g a t g j ø r e L a n d e t s S k a t t e r o g U d g i f t e r a f h æ n g i g e a f R i g s d a g e n s S a m t y k k e , og det var derfor med velberaad Hu, at man overskar den historiske T raad
6
s aa grundig, at man endog i Grundloven optog de enkelte Bestem m elser om Arvefølgen, der fandtes i K ongeloven og ikke bleve forandrede. H erom kan man efterse Forhandlingerne paa den grundlovgivende R igsdag.
Men netop derfor bør vi søge tilbage til denne og til U dtalelserne p aa denne, fremfor at lytte til P rofessor M atzens Statslærevisdom , og søge a t dømme imellem ham og Prof. Holck, der hyppigst ere uenige.
D e t er disse U dtalelser, der skulle tages frem, lige
som man for at fortolke L ove læ gger M æ rke til Mo
tiverne, eller — ligesom Præ m isserne, hvorpaa en Dom er bygget, ofte have større V æ g t end selve Dom mens Ord.
D en nuvæ rende staaende Strid er om, hvorvidt F o lk eth in g et m aa siges ifølge Grundloven at have en overvejende Stilling eller ej, og da navnlig paa Finans
lovens Behandling, men d ette Spørgsm aal er allerede opkastet, drøftet og afgjort i 1849 f°r 35 A ar siden.
D engang m ente M inisteriet, som forelagde Grundlovs
udkastet, at Finanslovforslaget først burde forhandles af F olkethinget. Man m aatte nu kunne forudse, at der vilde opstaa Rivninger imellem Folkethinget, som repræ senterer de mere frem adskridende T endenser, og L andsthinget, der repræ senterer de m odererende E le
7
menter, og den T an k e m aatte da ligge nær, at ud
jæ vne Rivningerne ved en forberedende Forhandling i et sam let Udvalg, hvori begge T hing skulde væ re repræ senterede. A f den nedsatte K om ite anbefalede da ogsaa de 12 M edlemm er at danne et saadant U d valg, imedens de 5 M edlemmer foresloge at lade Folkethinget først behandle Finanslovforslaget. H vor
ledes endte nu denne U enighed, og hvad blev der fra begge Sider fremført for at forsvare de forskjellige Opfattelser?
Flertallet frem hæ vede: at der var en væsentlig Forskjel imellem en Finanslov og andre Love.
V ed disse kunde nemlig L andsthinget ganske følge sin O verbevisning og glatvæ k forkaste et L o v forslag, dersom Folkethinget skulde vise sig uvil
ligt til ved en billig O verenskom st a t faa mulige U overensstem m elser udjæ vnede; thi der vilde i saa F ald ikke ske andet, end at de ældre L ove og Forhold vedbleve at bestaa, og at kun Haa- bet om en F orandring blev skudt et A ar ud i Frem tiden. Men en saadan Udvej kunde kun i alleryderste Tilfælde staa L andsthinget aaben, naar det gjaldt Finansloven • thi, dersom d et vilde vedblive at forkaste Finanslovforslaget, v i l d e h e l e S t a t s s t y r e l s e n g a a i S t a a .
A f denne Mening vare H a l l , H a g e , B a l t h a z a r C h r i s t e n s e n , L a r s e n , K r i e g e r og flere (Se Rigs- dagslhlr. Pg. 2355).
L an d sth in g et vilde altsaa væ re tvunget til at vedtage det af P'olkethinget voterede Budget, hvor fordærveligt dette end m aatte synes det, m e d m i n d r e L a n d s t h i n g e t s k u l d e f o r e t r æ k k e e t a a b e n t B r u d for en Omvæltning, der sneg sig ind under lovlige F o rm e r; og, da man m aatte se b o rt fra et s a a u s a n d s y n l i g t T i l f æ l d e , vilde R esu ltatet blive det, at L ands
thinget med større eller m indre god Vilje væn
nede sig til at sige »Ja« til F olkethingets Be
slutninger, uden at underkaste disse en selvstæ n
dig Behandling.
D et var nu for at undgaa saadan Praxis, at F ler
tallet holdt p aa et sam let U dvalg til at behandle F i
nanslovforslaget.
Men herim od anførte M indretallet, hvori D a v i d og A l g r e n - U s s i n g vare, følgende:
D ersom der er Strid, er d et m eget bedre, at denne aabent kom m er frem ved Behandling i de to Thing, end at den udjævnes i et sam let U d
valg, thi, hvis d et her lykkes et F lertal i L ands
thinget, fo rstæ rk et m ed et M indretal i Folkethinget,
at faa O vervæ gten, vil F olket sige, at det har faaet en Lov, som kun 16 af dets R epræ sentan
te r have stem t for, hvorim od 74 have stem t imod den (idet nemlig 60 Landsthingsm edlem m er med 16 F o lk e tin g sm e d le m m e r vilde være 76 eller F ler
tal overfor R esten af Folkethinget, nemlig 74).
Men da vilde Faren for en Konflikt blive over
vældende. Og, skulde det nu tilmed lykkes Lands- thinget i ethvert enkelt Tilfælde at faa sin Me
ning gjort til L ov ved Hjælp af en lille M inoritet i h olkethinget, da vilde Konflikten imellem Lands- thinget og Folkethinget blive staaende og vise sig ved Behandlingen af andre L ove end netop Finansloven • thi den sk ab te Misfornøjelse vilde da væ re dyb og varig. D a vilde F olkethinget gaa ad sin egen Boldgade og vise, at ogsaa det havde en Vilje, som det kunde gjøre gjæ ldende, og da vilde alle onde L idenskaber næres, og den staaende K onflikt ikke faa Ende.
Efter en m eget udtøm m ende Diskussion, under hvilken Ministeriet hovedsagelig stillede sig paa Mindre- tallets Side, blev den Afgjørelse truffen, at Finanslov
forslaget først skulde forelægges F olkethinget og b e handles af dette. H erfra skriver sig den O vervægt, Folkethinget har faaet, og som saa godt blev udtrykt
af H. H a g e under Forhandlingerne i R igsraadet om at revidere Grundloven, da han uim odsagt s a g d e .
» D e t k a n i k k e n æ g t e s , a t s e l v e F o r f a t n i n g e n g i v e r F o l k e t h i n g e t H o v e d i n d f l y d e l s e n p a a F i n a n s s a g e r . « (Se Frhlr. Sp.
1053)-
A t Finanslovens V edtagelse skulde være Betin
gelsen for, at S k atte r kunde opkræ ves, har der aldrig v æ ret Tvivl om. D et var hele Grundlovkomiteens Opfattelse, og ikke en eneste T aler benæ gtede dette.
D en Diskussion, som fandt Sted, drejede sig om for- skjellige B ip u n k te r, saasom om dette ogsaa gjaldt G rundskatterne, om K om m uneskatterne, og om Rigs
dagen kunde gaa saa v id t, at den næ gtede at betale Statens Gjæld eller R e n te rn e af Statsobligationerne.
Men selv i et saa bestem t Spørgsm aal som det sidste lød R egjeringens O rd igjennem M inisteren saa be
stem te, at de ikke kunne misforstaas. H an sagde:
»Dersom R epræ sentationen skulde næ gte at op-
»fylde indgaaede F orpligtelser, erklæ rer den Sta-
»ten for fallit. D ette bliver F ø lg en , og det bør
»R epræ sentationen vel overveje. Jeg tror, at den
»ingensinde vil vove at gjøre d e t, men jeg tror
»ikke heller, at man i Grundloven bør opstille
»noget V æ rn , der kunde sikkre S taten imod en
»saadan Falliterklæring. Grundlovens O rd inde
h o ld e ikke et saadant Værn, ja, de synes endog
»at tillade en saadan N æ gtelse af Midler til at
»opfylde S tatens Forpligtelser, men man kan
»ikke forhindre Nogen i at gjøre Gjæld og der-
»efter gaa fallit, dersom han vil bryde T ro og
»Love og ikke bryde sig om Følgerne deraf.«
(Sp. 2366).
Saa skarpe vare O rdene, og man kan dog ikke godt tæ n k e sig større M yndighed lagt i Thingenes H æ nder, end at man giver dem M yndighed til at er
klæ re S taten fallit, men saa ogsaa tage Følgerne af et saadant Brud paa T ro og Love.
Ikke mindre klar var F i n a n s m i n i s t e r e n s ( S p o n n e c k s ) U dtalelse:
» D e t l i g g e r i S a g e n s N a t u r , a t, naar det hed d er, at ingen S kat tør opkræ ves, før dens O pkræ vning er bifaldet ved Finansloven, saa for
udsæ tter dette, at e t h v e r t M i n i s t e r i u m , d e r f o r e l æ g g e r F i n a n s l o v e n , m a a n y d e d e n T i l l i d h o s F o l k e r e p r æ s e n t a t i o n e n , a t F i n a n s l o v e n i d e t v æ s e n t l i g s t e g a a r i g j e n n e m . Skulde det Tilfælde indtræ de, at Regjeringen ikke havde denne Tillid, saa kunde det lidet nytte den, at visse staaende Afgifter,
11
12
f. E x. G rundskatten, kunde opkræ ves uden Folke- repræ sentationens Sanktion; th i, om man end derved vilde faa tilstræ kkelige Midler til at dæ kke d et L aa n , som er o p tag et, og hvorfor Grund
sk atten var p a n tsa t, saa vilde man dog savne alle andre R essourcer, som ere nødvendige til at holde Statsm askinen i Gang. Jeg anser det der
for lidet praktisk, om d et udtrykkelig hedder:
at ingen S k at maa opkræ ves, eller ingen ny Skat maa opkræ ves, fordi R esu ltatet bliver det samme.
D e t M i n i s t e r i u m , s o m i k k e k a n f a a d e f o r n ø d n e S k a t t e r b e v i l g e d e a f R e p r æ s e n t a t i o n e n , vil v æ re n ø d t til a t ta k k e af, hvil
k e t fremdeles vil væ re Tilfældet, indtil der kom mer et M inisterium, som nyder denne Tillid af R epræ sentationen. Og, naar man forudsæ tter d e tte , saa tro r jeg ogsaa, man kan forudsæ tte d et som g iv e t, at der altid vil væ re et Ministe
rium, som kan faa saa m eget bevilget af Folke- rep ræ sen tatio n en , som udfordres som fornødent til at opfylde kontraktm æ ssige Forpligtelser til Laangivere.« (Sp. 2375).
B etydningen af Grundlovens O rd er saaledes ikke tvivlsom , men O rdføreren, K r i e g e r , slog dem end m ere fast (Sp. 2383) ved at sige:
i 3
»U agtet L oven tydeligt sagde, a t: ingen S k a t
ter kunne opkræ ves, førend deres O pkræ vning er bevilget ved Finansloven, saa har dog U d
valget paa den anden Side tro e t at burde sæ r
ligt foreskrive, at e n O p k r æ v n i n g a f S k a t t e r i H e n h o l d t i l d e n b e s t a a e n d e S k a t t e l o v g i v n i n g i k k e s k u l d e v æ r e t i l l a d t u d en u d try k k e lig V o terin g af R igsdagen.«
Ligesaa bestem te vare de U dtalelser, der faldt om d e p r o v i s o r i s k e L o v e , hvilke oprindelig slet ikke vare nævnte i G rundlovsudkastet. H erom sagde O r d f ø r e r e n :
»U dvalget tillader sig at henlede Forsam lingens O pm æ rksom hed paa d et Spørgsm aal, om G rund
loven ikke bør indeholde en R egel med H ensyn til provisoriske eller foreløbige Love. U dvalget har tro et, at det var rigtigst at optage en Be
stem m else, der erkjendte K ongens R e t til saa- danne L oves U dstedelse, men tilføjede de nød
vendige nærm ere Betingelser, saasom at en fore
løbig Lov kun kunde udstedes i sæ rdeles paa
træ ngende Tilfælde, og naar R igsdagen ikke var sam let; at den foreløbige L ov fremdeles ikke m aatte stride m od G rundloven, og at den altid
14
m aatte forelægges den um iddelbart følgende Rigs
dag, uden hvis Bekræ ftelse L oven bortfaldt.«
D er udspandt sig her en Diskussion, om der burde forstaas »D ispensationer«, og derom vare alle
— Ø r s t e d , D a v i d , A l g r e n - U s s i n g , A n d r æ , R e g j e r i n g e n s e l v — enige:
a t K o n g e n h a v d e i n g e n a n d e n M a g t e n d d e n , s o m L o v e n h j e m l e d e h a m , a t d et netop var d et konstitutjonelle Princip, a t L o v e n s H e r r e d ø m m e s k u l d e a f l ø s e N a a - d e n s H e r r e d ø m m e , og a t d et netop var Me
ningen, a t, ligesom G rundloven skulde lægge et Baand paa Lovgivningsm agten o : paa K ongen og F olkerepræ sentationens V ilkaarlighed, saaledes skulde den ogsaa væ re et Baand paa Regjeringens Vilkaarlighed.
D et var dog T s c h e r n i n g , som henledede O p
m æ rksom heden paa den anden Side af Sagen, at R egjeringen m aatte have Midler til at indrette sig efter indtræ dende O m stæ ndigheder, hvorved han kom ind paa S tatsm agternes indbyrdes Stilling, hvad der jo ogsaa er det kildne Spørgsm aal, som ligger skjult bag den hele Strid om provisoriske Love. Han ræ sonnerede saaledes:
Id et man engang for alle véd, at den udøvende
i 5
M agt besidder til en vis Grad den lovgivende M agt, d et vil sige den fulde lovgivende M agt;
det vil igjen sige, den besidder Provisoriet, og med det kan den næ sten gjøre Alt. D et er deri, at M inisteransvarligheden b estaa r; den be- staar deri, a t, da man er nødt til at overlade Ministeriet den M yndighed at kunne give provi
soriske L o v e , saa skal det igjen have den fulde A nsvarlighed for, at disse ere af en saadan Be
skaffenhed, at de vinde M ajoritet for sig i F olket.
Man vil lægge M æ rke til, at denne Tschernings O pfattelse paa det allerstræ ngeste nødvendiggjør det for Regjeringen i det konstitutjonelle Monarki til en
hver Tid — naar Konflikt skal undgaas — at være sikker paa at nyde R epræ sentationens fulde Tillid.
O rdføreren bem æ rkede med R ette hertil som F o r
samlingens Mening,
at dette Tschernings F orsvar for at forkaste P ara
grafen var det bedste Forsvar, der kunde tæ nkes for at lade den blive staaen d e; vistnok erkjendte U dvalget, at der i sæ rdeles paatræ ngende Til
fælde kunde væ re Grund til foreløbige L oves U dstedelse, og naturligvis kom R igsdagen siden sammen og kunde foranledige, at M inistrene traadte af; men U dvalget troede ikke, at det kunde
stilles op som n o g et saa jæ vnt og ordinært, som noget saa let og naturligt, som det syntes at følge af T schernings Udvikling-, thi det konstitu- tjonelle Princip er netop ikke at lade Regjeringen gjøre, hvad den vil, under f r e m t i d i g t Ansvar, men at den kun udøver, hvad Lovgivningsm agten f o r u d stem m er overens om. (Sp. 2832).
R igsdagen gav med 118 Stem m er mod 2 O rd
føreren R et. O g , vil man have en U dtalelse, som sikkert m aa slaa al M odsigelse til Jorden, kunne vi tag e Ø r s t e d s (Sp. 2867), der lyder saaledes:
»Et konstitutionelt M onarkis Forfatning er af
>,den N atur, at det, K ongen alene og uden Rigs-
»dagens Medvirkning, har, er den udøvende Magt,
» h v o r i m o d h a n k u n h a r d e n l o v g i v e n d e
»i F o r e n i n g m e d R i g s d a g e n . «
E fterat L an d et havde levet 16 A ar under den frie Forfatning, kom Spørgsm aalet om de provisoriske L ove op igjen, den G ang der var Tale om at ind
skræ nke Grundloven. M o n r a d hæ vdede, at Regje ringen under ingen O m stæ ndighedei m aatte udstede provisoriske Finanslove (Sp. 844) °S ménte foi øvrigt, at provisoriske L ove vare forkastelige, fordi det lidet nyttede dem , som havde lidt under dem , at de se
nere forkastedes, og han bem æ rkede spørgende,
i 7
hvilken B etydning det havde for den, der havde udstaaet en for stræ ng Straf, der havde betalt for høj T old eller for høj S k at ifølge en provi
sorisk Lov, der ikke fik Rigsdagens Bifald?
B i l l e sagde (Sp. 973):
Saalæ nge man kan forudsæ tte M uligheden af provisoriske Finanslove, er et virkeligt konstitu
tionelt Liv en Umulighed. N aar Ministeriet kan give en provisorisk Finanslov, m angler den lov
givende Forsam ling det H ovedvaaben, som den netop skal bruge i kritiske Tider.
W e s s e l y y ttrede (Sp. 866):
»Jeg antager, at vi ere kom ne saavidt i kon- stitutjonel Udvikling, at i n t e t s o m h e l s t M i n i s t e r i u m vi l v o v e a t f o r t o l k e den S æ tning:
»forinden Finansloven er vedtaget« paa denM aade, at der kunde udkom m e en foreløbig Finanslov«.
F i n a n s m i n i s t e r e n gav den E rklæ ring (Sp. 846 og 1 5 4 9):
H vad enten man følger det ene eller d et andet Princip, der ligger til Grund for P aragrafen, er R igsdagens bevilgende M yndighed ubeskaaren.
O rdet L ov vil sige en af K ongen og R igsdagen i Forening vedtagen Beslutning.
»Pfinansloven er en O verenskom st mellem Re- 2
i8
»gjeringen og F o lkerepræ sentationen, hvor Re-
»gjeringen foreslaar bestem te Sum m er til bestem te
»Udgifter, og som R epræ sentationen kan billige,
»nedsæ tte eller forkaste.«
D e samme O pfattelser havde K r i e g e r (Sp. 871).
Overfor disse bestem te U dtalelser falde alle P ro
fessor M atzens Fortolkninger i Piecen: »Til Gjensvar«
til Jorden-, thi de M æ n d , der affattede og vedtoge G rundloven, m aa dog kunne fortolke den bedre end selv den skarpsindigste Professor, og deres U dsagn maa dog have større V æ g t end U dsagn af Rigsdags- m æ nd fra senere T id eller A rtikler i de forskjellige Blade, som citeres.
P aa lignende M aade ere U dtalelserne om Betin
gelserne for V algbarhed, V algret og de to Things B etydning klare og bestem te. Man vedtog T okam m er
sy ste m e t, fordi, som L i n n e m a n n sagde (Sp. 1875), man ved e t E tkam m er let kunde tage for Folke- villie, hvad der kun var et Lune af Majoriteten, fordi V algene til et E tkam m er i altfor høj Grad vilde væ re afhæ ngige af den V ind, der kom til at blæ se paa V alg d ag en , af den politiske Luft og den offentlige Mening paa den Tid. D et var derfor, at et F ørstekam m er skulde understøtte M indretallet i d et andet K am m er og staa imod,
l 9
m e n k u n s a a læ n g e , i n d t i l d e t b l e v k l a r t , o m F l e r t a l l e t s V i l l i e v i r k e l i g v a r d e n s a n d e F o l k e v i l l i e . » M o d s t a n d e n m a a i k k e l æ g g e s o v e r i K o n g e n s H æ n d e r ; t h i d a d r a g e s h a n n e d i P a r t i e r n e . «
L i n n e m a n n selv holdt m est paa et E tkam m er og frygtede for,
at d e r k u n d e k o m m e e t F ø r s t e k a m m e r , s o m v i l d e v e d b l i v e a t m o d s t a a læ n g ere, e n d d e t v i s e r s i g , a t M a j o r i t e t e n s V i l l i e e r F o l k e v i l l i e .
H an bem æ rkede, at
ved Opløsning og nye V alg kan K ongen erfare, om M ajoritetens Mening ogsaa er F olkets Mening eller kun et L une eller en H alsstarrighed.
Imidlertid vedtog man at have to K am re, Lands- thinget og F o lk e th in g e t, og Diskussionen drejede sig nu om deres Sam m ensætning. D et vanskelige Punkt her var, hvorledes man skulde gjøre Forskjel paa de tvende Things Sam m ensætning. Med Iver talte T s c h e r n i n g (Sp. 1908) imod kun at gjøre K apital og Besiddelse til A dkom st for D eltagelsen i det poli
tiske Liv, idet man udelukkede D annelsen og D ygtig
heden, og han fandt, at man
kun kunde hæm me D em okratiets U dskejelser der- 2*
2 0
ved, at de rige og dannede P ersoner ved daglig Indvirkning, gode Gjerninger og Overbevisningens M agt virkede opdragende paa F o lk et (Sp. 2261).
»Kunne vi ikke paa denne M aade besejre De-
»m okratiets U dskejelser, da frygter jeg for, at
»det kun kan ske ved O ndt og E lendighed; thi,
»jo m ere man forsøger ved kunstige D æ m ninger
»at hæm m e dets frie L ø b , desto farligere ville
»de O versvøm m elser blive, der følge efter.«
D et var ham om at gjøre at opnaa sand F olke
lighed i den hele R ep ræ sen tatio n , da han holdt paa en stæ rk K ongem agt, og (Sp. 1900)
» K o n g e m a g t e n e r k u n s t æ r k , s a a l æ n g e
»vi b e t r a g t e d e n s o m P e r s o n i f i c a t i o n e n
»af h e l e F o l k e t . «
O verhovedet gik alt den Gang ud paa at skabe Folkelighed, o g , da derfor J e s p e r s e n (Sp. 2056) med varm e O rd talte for den almindelige Stem m eret og raadede til P"red, E nighed og F æ d relan d sk æ rlig hed og til at skaffe G rundloven en god M odtagelse hos F o lk et ved at give V algretten en bred Basis, saa at K jæ rlighed til Forfatningen kunde udvikles, bleve hans O rd hilste med almindeligt Bifald. I denne R etning gik de fleste Udtalelser.
H a l l sagde (Sp. 2149):
21
F orudsæ tningen i Grundloven er, at Regjeringen i høj Grad m aa væ re i Besiddelse af F olkets Tillid. H vorledes end R epræ sentations-S ystem et o rdnes, maa man stille de to Fordringer til det.
at det bliver sandt folkeligt, og at d et afgiver en Betryggelse for en sindig og retfæ rdig U d vikling af vore fremtidige Samfundsforhold. F o r
fatningen maa kunne siges at væ re bygget paa en Grundvold, der i virkelig F o rstan d kan kaldes folkelig, saa at den vil væ re K jød af Folkets K jød, og Blod af dets Blod, saa at F olket i sin H elhed maa være sig bevidst, at det kom m er til at bæ re baade Æ ren og A nsvaret af R e p ræ sentationens V irksom hed, og vi bør »bidrage
»vort til, at F æ drelandet kom m er i Besiddelse af
»en Forfatning, der vil væ re stæ rk ved sin Folke-
»lighed og varig ved den B etryggelse, den giver
»for en varig og besindig Udvikling.«
A l g r e n - U s s i n g udbrød (Sp. 1826):
»Ve d et F o lk , som vil danne en Folkerepræ -
»sentation, der enten i sin H elhed eller i sine
»enkelte Dele blev sam m ensat paa en saadan
»Maade, at den vil gaa i en tilbageskridende
»Retning, at den vil holde paa det, hvorover
»Tiden har brudt sin S tav , at den vil træ de
2 2
»hæm mende i Vejen for den Udvikling af Sam-
»fu ndsforholdene, hvorpaa vor T id m ere end
»nogen anden har et billigt og retfæ rdigt Krav,
»kort sagt, at den virkelig blev reaktionær. D er
»kunde ikke tæ nkes n oget ulykkeligere end d e tte ;
»thi en saadan R epræ sentation vilde aldrig, hvis
»den blev dannet, kunne holde sig; den vilde,
»om end gjennem lange og sørgelige K am pe,
»falde for T idens Oplysning«.
D et var saaledes m ed fuld B evidsthed om, hvad man gjorde, at man dannede en stæ rk , folkelig R ep ræ sen tatio n , der skulde væ re frem adskridende for at tilfredsstille T idens K rav og samle det hele F olk om sig. Nu kom man derefter ind paa Spørgs- m aalet om den udøvende M agts Stilling overfor R igs
dagen. D et blev fa stsla a e t, at K ongem agten hørte m ed som et nødvendigt L ed i det konstitutjonelle Liv, og især kæ m pede T s c h e r n i n g for en rigtig O pfattelse af K ongens Stilling. H an fandt (Sp. 1750),
at F olkets Ø nske, der var at kunne nærm e sig K ongen for at m eddele denne sine T anker og Ø nsker, faldt sam m en med de konstitutjonelle Frihedsvenners Ønske, at K ongen skulde nærm e sig F olket for at lære dets Ø nsker og Villie at kjende, men at M odstanden kom fra Tilhæ ngerne
2 3
af det opslidte, kollegiale og bureaukratiske S y stem. D et var disse, der forhindrede U dviklingen af det konstitutionelle Princip, som netop skulde bestaa i at udvikle Selvregjeringen hos de lavere K lasser, og det var derfor n ødvendigt, at R igs
dagen sørgede for, at ingen E m bedsklasse stillede sig imellem K ongen og F o lk et og fik sæ regen Indflydelse. K ongen burde (Sp. 2295), ligesom i England, kunne b etrag tes som den fuldeste Sou- verain, men det opnaaedes kun derved, at K on
gen søger at faa sin Villie oplyst i P arlam entet og derpaa tilkjendegiver denne sin oplyste Villie for de M æ nd, som han ønsker til sine Ministre.
D et vilde derfor væ re fejlt, ja »vanvittigt«, at betragte K ongen og R igsdagen som to m odsatte K ræ fte r; thi det forekom ham um uligt at tæ nke sig en Regjering i et konstitutionelt L an d , hvor den ikke i en væsentlig Grad passede sammen med den R e p ræ sen tatio n , s o m e n s a n d R e g j e r i n g e r n ø d t t i l a t i n d r ø m m e e n f u l d s t æ n d i g B e r e t t i g e l s e . Skulde R ep ræ sen ta
tionen skille sig fra F o lk et, kunde K ongen b e
nytte sit V eto, m e n , s k u l d e K o n g e n s k i l l e s i g s a a v e l f r a F o l k e t s o m f r a d e t s R e p r æ s e n t a n t e r , s a a h a r h a n s e l v s a t s i g
<>
24
u d e n f o r d e n S t a t , h v o r i h a n s t a a r , o g m a a t a g e F ø l g e r n e d e r a f .
D et gaar som en rød T raad igjennem den hele D isk u ssio n , at man vilde gjøre K ongen stæ rk og derfor give ham et absolut V e to , men samtidig der
med binde ham ved at gjøre det nødvendigt for ham at væ re i O verensstem m else med R epræ sentationen.
Selv Scavenius m aatte gaa ind paa T an k en om at dele hans lovgivende M agt med R ig sd ag e n , hvad I n d e n r i g s m i n i s t e r e n skarpt accentuerede(Sp. 1794), idet han sagde:
»Talerens (Scavenius) F orslag gik dog ud paa
»M agtens D eling, h a n g j o r d e S k a t o g U d -
»gi f t h e r i L a n d e t a f h æ n g i g a f R i g s - M a g e n s e l l e r F o l k e r e p r æ s e n t a t i o n e n s
» S a m t y k k e , o g d e r v e d s y n t e s d e t mi g ,
»at h a n t i l t r a a d t e U d k a s t e t s G r u n d t a n k e . « Men ingen frem stillede d et klarere end G r u n d t v i g . H an udtalte (Sp. 1797):
»Kongens Indflydelse kom m er ved K ongem ag
tens Indskræ nkning aabenbart til at bero paa hans Personlighed. Men d et er dog vel ogsaa klart, at, naar han kun har R e t til at antage eller afskedige d et Ministerium, igjennem hvilket han skal udøve sin M agt, at d a , naar han er et
25
H oved højere end baade F o lk et og selve Mini
strene, saa vil han beholde sin Indflydelse ; men nu er d et S pørgsm aalet, om man ogsaa kan ønske, at han skal beholde sin Indflydelse, naar han er et H oved lavere.«
Forsam lingen ønskede d e t; thi d et var den gjen- nem gaaende Overbevisning, at ingen R egjering kunde holde sig, uden at den var i O verensstem m else med R epræ sentationen. D a derfor T alen kom paa Mini
steransvarligheden, blev d et fra alle Sider ( Ø r s t e d — D a v i d ) gjort gjældende, at det, saa at sige, vilde væ re umuligt at skrive en juridisk M inisteransvarlig
hedslov, naar man ikke vilde binde H æ nderne paa Regjeringen, og at det m ere var det m oralske Ansvar, som skulde være hæ m m ende for en Mand i saa høj Stilling, end det juridiske; th i, som D a v i d sagde (Sp. 1655):
»Det er den m oralske A nsvarlighed, der har
»saa megen mere Betydning, som M i n i s t e r e n
» m a a v i d e , a t , n a a r h a n h a r m i s t e t s i n
» S t ø t t e i d e n o f f e n t l i g e M e n i n g , d a e r
» d e t o v e r v e j e n d e i e n h v e r S t a t , h v o r d e t
»ko n s t i t u tj o ne Il e L i v e r u d v i k l e t , da
»m aa h a n falde.«
2 6
H erom var der ikke Tvivl. I n d e n r i g s m i n i s t e r e n udtalte (Sp. 1669):
D e t e r jo v i t t e r l i g t , a t F o l k e r e p r æ s e n - t a t i o n e n s e g e n t l i g e M a g t l i g g e r i d e n s R a a d i g h e d o v e r F i n a n s e r n e o g F i n a n s l o v e n - , thi under Forhandlingerne om B udgettet frem sæ ttes saadanne Form eninger og Ø nsker af Forsam lingen, som d et er nødvendigt at rette sig efter. Skulde en fortsat M odstand finde Sted imod den lovgivende og skattebevilgende F or
samlings Ø nske, da staar det jo i dennes M agt at se sit Ø nske opfyldt ved at næ gte at bevilge L ønninger til P o ste r, der da ikke kunne bestaa.
K rieger var enig heri. Ø r s t e d sagde (Sp.
2802):
» D e r s o m M i n i s t r e n e n u i k k e e r e s a a
» h e l d i g e a t o v e r b e v i s e R i g s f o r s a m l i n g e n
»om, a t d e B e s l u t n i n g e r , s o m d e h a v e
» t a g e t , v a r e d e h e n s i g t s m æ s s i g s t e o g
» g a v n l i g s t e , s a a vi l F ø l g e n d e r a f b l i v e ,
»at de m a a tr æ k k e sig tilb ag e og ikke længere
»kunne blive paa deres Post.«
S c a v e n i u s : D e t afgjørende er, at Ministrene, og ikke K ongen, ere ansvarlige. Selv om Ministeren ikke fra først af har villet en Beslutning, saa
2 /
bliver den hans egen i d et Øjeblik, han under
skriver en Befaling, ifølge hvilken en F o ran stalt
ning sker.
I n d e n r i g s m i n i s t e r e n gik endogsaa videre endnu, idet han (Sp. 2811) vilde give R igsdagen R e t til at kontrollere B esæ ttelserne af de enkelte M inisterpladser, henvisende til dens M agt til at sæ tte sin Vilje igjennem.
D a nu de forskjellige A uthoriteters O m raade saa- ledes var bestem t, kom man til at tæ nke paa, hvor
ledes Forfatningen vilde virke, og om der vilde danne sig Partier, og om en R egjéring ved disse — eller en parlam entarisk Regjering — vilde væ re ønskelig. I denne Retning frem hæ vede O rdføreren, K r i e g e r (Sp, 2293), at det slet ikke var vist, at der snart vilde danne sig P artier og en derm ed følgende parla
m entarisk Regjeringsform i D anm ark, eftersom vi næ sten havde m ere A gtelse for en individuel Stivsindet
hed, der fastholdt sine Meninger, end for den kloge Bøjelighed, der kunde underordne sig Partier, for først at træ nge igjennem, naar Tid og Lejlighed var gun
stig; men d ette kunde ikke vedrøre det konstitutjo- nelle Begreb om M inistrenes Stilling, som var det (Sp. 1799),
at in te t M inisterium k u n d e holde sig, n a a r d e t
28
b l o t v a r i S t r i d m e d F l e r t a l l e t i - F o l k e - r e p r æ s e n t a t i o n e n . A t det skulde være i en uopløselig M odsætning, i en Strid paa Liv og Død, vilde væ re utæ nkeligt. Men disse Forhold vilde ikke kunne ordnes ved noget Grundlovs
udtryk, de vilde bestem m es af den A and, hvori Udviklingen gjorde sig gjæ ldende. D et gjælder om den personlige Selvstæ ndighed hos R ep ræ sentationen, der gaar sin lige Vej, ubekym ret om Mishag eller Bifald.
D isse sande O rd i 1849 gjorde da foreløbig et
h v ert H ensyn til Englands E xem pel overflødigt, og, da D anm ark i de følgende 16 A ar var optaget af de slesvigske K rige og Arvefølgen, saa at der ikke her fandtes to store Partier som i England, blev Følgen den, at d et parlam entariske System ikke var indført herhjem m e i 1865, da Grundloven skulde revideres.
Men, at T rangen var til at faa parlam entariske F or
mer, frem gaar af m ange U dtalelser. B i l l e sagde (R. R. frhlr. Sp. 971):
D et kan gjerne være, at det havde væ ret far
ligt for D anm ark, om et virkeligt parlam entarisk System stra x var bleven indført hos os, men det vilde sikkert væ re en stor Fejl, om den nye Grund
lov blev indrettet paa en saadan Maade, at den
29
vanskeliggjorde en Tilnærm else dertil i Frem tiden.
Efter min O verbevisning maa vi stræ be derhen til, at vor Styrelse faar et m ere og mere parla
m entarisk Præg, eftersom vort politiske Liv m od
nes m e re ; » t h i e t k o n s t i t u t j o n e l t M o n a r k i , d e r i k k e e r a n l a g t p a a i L æ n g d e n a t b l i v e p a r l a m e n t a r i s k , i n d e h o l d e r e n M o d s i g e l s e ; og i et indskræ nket Monarki som vort, der er omgivet af F arer fra alle Sider, siger jeg, at P a r l a m e n t a r i s m e n m a a s k e e r d e t , s o m f ø r s t o g f r e m m e s t s k a l y d e o s F r e l s e i f a r e f u l d e T i d e r . «
D et var egentlig om denne Parlam entarism e, at Striden drejede sig, da R egjeringen ved G rundlovens Revision forlangte at faa L andsthinget forandret. D a man i den Anledning henviste til England, hvor O ver
huset er ganske anderledes skilt fra U nderhuset, sagde R i m e s t a d (Sp. 1553):
Selv om vi fik Regjeringens foreslaaede Lands- thing, vilde det ikke kunne sammenlignes med Englands Overhus, hvor en m eget større Rigdom er repræ senteret. Men dog har U nderhuset i England M agten over Finansloven, thi det rep ræ senterer den store Masse af Skatteydere i Folket, og det er disse, som ere m est interesserede i,
hvorledes Finanserne bestyres. D et er den Rige saa temmelig ligegyldigt, om S katterne ere lidt højere eller lidt lavere, men dette er ikke den simple Mand ligegyldigt. D e t er derfor, at det Thing, som rep ræ sen terer M assen af Skatteyderne, skal have H aanden paa L aasen af Finanskassen, saa at den ikke kan lukkes op uden dennes Vilje.
V ilde man derfor tage en D el af Folkethingets M agt og læ gge over til L andsthinget, kunde man ikke forsvare sig med, at R igsdagen som Helhed beholdt sin M yndighed overfor Regjeringen. M a n v i l d e k r æ n k e G r u n d l o v e n s A a n d , dersom den paatæ nkte F orandring af Finanslovens Be
handling blev gjennem ført, og det er allerede klart vist af Bille.
D enne F ry g t deltes slet ikke af A n d r æ , ligesom han ikke — i O m dannelsen af L andsthinget — saa noget V æ rn imod Folkethingets naturlige og nødven
dige større Indflydelse. H an y ttred e (Sp. 1239):
> Hvis nu nogen vil tro paa den Illusion, at et nyt Landsthing, dannet paa denne Maade, vil være istand til ganske anderledes at hæ vde sin Stilling til de finansielle Bevillinger, end det ældre L ands
thing af 5te Juni 1849 har kunnet gjøre det, saa kan jeg ikke andet end forbauses over, at man
31
endnu ikke er bleven oplyst, af hvad der er gaaet for sig her i L andet i en R æ kke af A a r . « ---
»Det vil med fuldkommen N ødvendighed gjøre sig gjældende, hvad der ligger i Forholdene selv, a t L a n d s t h i n g e t i k k e h a r R e t t i l a t g a a i E n k e l t h e d e r n e a f F i n a n s l o v e n , og saa bliver lidt efter lidt hele den finansielle Bevilling unddraget d e t; i Førstningen kan d et vel gjøre e t svagt F orsøg paa at sæ tte sig imod denne Overførelse af M agten til F olkethinget, det vil snart komme til at give efter. --- —
— — M eget hurtigt vil hele T y n g d ep u n k tet for Udviklingen ligge i F olkethinget og i F o l k e t h i n g e t a l e n e , o g , hvad der er afgjørende, R e g j e r i n g e n vi l i s i n f r e m t i d i g e S a m m e n s æ t n i n g u d e l u k k e n d e f r e m g a a a f F o l k e t h i n g e t s M a j o r i t e t . Jeg skynder mig m ed at tilføje, at jeg m eget vel erindrer, der skal T id til alt, ogsaa til at gjennemføre det parlam entariske System i alle disse K onsequenser, og der vil saaledes ganske vist gaa en Tid endnu, hvori man ikke vil gjøre den Fordring, at Ministeriet paa denne M aade ligefrem skal tag es ud af Folkethingets M ajoritet; men sandsynligvis vil man finde sig i, at der ogsaa fra andre Steder, maask.e
32
ogsaa fra L andsthinget, kan hentes Ministre, naar man kan finde Mænd, der ere villige dertil. Men det gjør i G runden kun Sagen m eget væ rre; t h i B e t i n g e l s e n f o r , a t e t s a a d a n t M i n i s t e r i u m o v e r h o v e d e t k a n e x i s t e r e , er, at det stiltiende udfører F olkethingets Vilje, Folkethin- gets Beslutninger, tilkjøber sig dets Y ndest og U nderstøttelse. — — — — «
Overfor disse U dtalelser, der ere tagne ligefra vor F riheds K o ry p h æ er: L e h m a n n , M o n r a d , F la ll osv., fra den skarpeste T æ n k e r som A n d r æ , fra den dygtigste Jurist som Ø r s t e d , og fra saa gamle Fri
h edsveteraner som K r i e g e r og B i l l e , maa alle H err Professor M atzens Fortolkningskunster og hele hans S tatsretslæ re svinde b o rt i T aage. Flvad nyt
ter d et saaledes, at han i sin S tatsretslæ re (Pag. 168) lærer, at provisoriske L ove ere tilstedelige, og ski iver.
»Bevillingsmyndigheden er ikke given for, at R epræ sentationen skal have d et i sin M agt at styrte Ministerier og hidføre anarkiske Tilstande, men for at den i Forening med de Ministre, som K ongen paa grundlovsm æ ssig (?) M aade har ud
næ vnt, kan raadslaa og enes om den b ed st mu
lige O rdning af Statshusholdningen. — — —
— —- en Regjering kan holde sig paa sin Post,
N
33
selv om R epræ sentationen næ gter den de til S tatsstyrelsen fornødne Midler, naar det anerkjen- des, at den uden at kom m e i Strid m ed G rund
loven kan udstede en foreløbig Finanslov. — — « Ilv ad nytter al den A rgum entation, der er H err Matzens egen, endskjøndt den udgives for at være
»Videnskabens Resultat«, naar Finansm inisteren Spon- necks O ptræ den i 1865, da Revisionen forhandledes, var en ganske anden? D engang havde Regjeringen foreslaaet en § 49, der skulde tillade provisoriske Be
villinger, og Finansm inisteren, der forsvarede denne Paragraf, sagde (Sp. 1032):
»Rigsdagen beholder sin M yndighed ubeskaa- ren, men Paragrafens Betydning er den, at Lands- thinget ikke stedse skal give efter, og R egjerin
gen ikke staa værgeløs og væ re tvungen til blot at antage, hvad R igsdagens P'olkething d ek rete
rer. — E t æ ret Medlem sagde igaar, at efter horslaget skulde R egjeringen kunne anvende sit V eto til at standse en Behandling angaaende en Forhøjelse eller -Tilføjning, og at dette var aldeles fejlt. Ja, det har netop væ ret Regjeringens T anke ; thi d e n k a n i k k e s o m v e d a n d r e L o v g i v n i n g s s a g e r h e r a n v e n d e s i t V e t o , e f t e r a t B e h a n d l i n g e n e r s l u t t e t . K ongem agten h a r
3
34
ik k e frie H æ n d e r h er. Jeg gjentager, at en af de m est frisindede og skarpsindige Forfattere nylig har sagt, at U nderhuset kan ikke gjøre an
det end bevilge, formindske eller nægte, men at Forhøjelser og Tilføjelser ikke vedkom m e det.
— Man anser det for nødvendigt i Grundloven at have V aaben imod ethvert Ministerium, men saa bør ogsaa Regjeringen have V aaben til sit Forsvar. D et er ikke, fordi R egjeringen vil an
gribe T okam m ersystem et, at den er kom m et med sit Forslag, men det er for at opretholde det m onarkiske System . Man skal gjøre sig d et klart, om man vil sæ tte R egjeringen og K ronen over
for en Forsam ling, som kun har en d e l v i s b e s l u t t e n d e M y n d i g h e d , eller om man skal give Forsam lingen en saadan M yndighed, at d e n k a n t v i n g e R e g j e r i n g e n til imod dennes Vilje at sige Ja til noget, som den efter sin O ver
bevisning burde sige Nej til.«
E r det nu ikke klart, at Forsam lingen, da den forkastede R egjeringens Beslutning saavel vedrørende næ vnte P aragraf som angaaende Finanslovens ende
lige Behandling i Fæ llesudvalg, da vilde have, at Grundloven — i den P'orm, som den endelig hk i O verensstem m else med disse Forslags Forkastelse
35
skulde udtrykke, a t L andsthinget skulde give efter i finansielle Spørgsm aal, a t R egjeringen ikke skulde have frie H æ nder, og a t Folkethinget ikke skulde lade sig nøje med en delvis M yndighed, men skulde kunne tvinge Regjeringen? Men hvortil nytte saa alle m oderne Fortolkningskunster? Disse er ligesaa hule som Fortolkningen af det Ord »vedtage«, som Professor Matzen (»Grundloven og F olkets Selvstyre«
S. 58— 59) vil have forstaaet som »endelig stadfæ stet af Kongen.« Men i Grundlovens § 44 staar: »Et
hvert af Thingene kan . . . . v e d t a g e L o v e« ; i § 52:
»Intet Lovforslag kan endelig v e d t a g e s — — — «;
i § 53: »naar et Lovforslag er v e d t a g e t . . . .«; i
§ 95: » v e d t a g e s et F o r s l a g . . . . i begge Thing . . . ., v e d t a g e s Beslutningen i den nyvalgte R igsdag . . . .«;
hvorimod det om Kongens M edvirkning hedder i § 24:
»Kongens S a m t y k k e . . . . H ar K ongen ikke s t a d f æ s t e t , hvad R i g s d a g e n h a r v e d t a g e t « ; i § 25:
»Kongen kan u d s t e d e . . . . « ; i § 95: . . . . s t a d f æ s t e s Beslutningen af Kongen.« D e t maa jo dog her være tydeligt for den m est formelle Iagttager, at
» v e d t a g e « stedse bruges om R igsdagens Beslutnin- ger, og, naar der da staar i § 49: »Forinden Finans
loven er vedtagen, kunne S katterne ikke opkræ ves«, saa vil det sige, at der skal en lovlig vedtaget Finanslov
3*
36
til for at regjere, hvad allerede R im estad udviklede i 1865 (Se Sp. 1062), ligesom der i selve Betænkningen stod (Se den første R igsdags Forhlr. Sp. 1515):
»Hvad Budgetloven angaar, da bestem m er denne P aragraf . . . og det ( F i n a n s l o v f o r s l a g e t ) b l i v e r k u n t i l L o v ved begge T h in g en e s og K ongens o v eren sste m m e n d e Vilje.«
Paa lignende M aade ere H err Professorens F o r
tolkninger af Grundlovens § 25 uholdbare, saaledes som de findes i hans S tatsretslæ re pag. 175, hvor det h e d d e r:
Ifølge G rundlovens klare B ud: »I sæ rdeles p aa
træ ngende Tilfælde kan K ongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love«, kan man ikke fravige dette, selv om et Thing viser sig um edgjørligt i B ehandlingen af Finansloven.
Men R egjeringen vil da handle ikke blot i Over
ensstem m else med Grundlovens Ord, men ogsaa med dens A and (!), naar den i næ vnte Tilfælde slutter Samlingen og derpaa udsteder en foreløbig Finanslov; thi det er da klart, at denne Frem- gangsm aade er den eneste (?), som kan afhjælpe den foreliggende T rang . . . . L igesaa klart er det, at der ikke gives anden Udvej (?), naar U enig
hed imellem Thingene skulde umuliggjøre Tilveje-
37
bringeisen af en paatræ ngende Lov, f. E x. Fi
nansloven -— — — — — — — — — — — Men overfor de anførte C itater maa det dog- an- ses for utvivlsomt, at denne Frem gangsm aade ganske strider mod Grundlovens A and, og at den Frem gangs
m aade, der burde følges, og som Professoren ikke kan o p d a g e , skulde væ re d e n , at M inisteriet veg Pladsen for et andet, der havde F olkethingets Tillid.
Ikke heller kan man lukke Ø jet for det lidet h æ d er
lige i at fremkalde »et p aatræ ngende Tilfælde * ved at lade 6 M aaneder forløbe i S trid , indtil Finansaaret er udløbet, og »Noget maa gjøres«, og derpaa — for at faa O rdene paa sin Side — opløse R igsdagen den ene D ag og udstede en provisorisk Finanslov den efterfølgende Dag. M a a s k e d e t e r j u r i d i s k f o r s v a r l i g t , m en det er ik k e a t h an d le i A and og S a n d h e d !
Dersom d et dog blot var om en juridisk F o r
tolkning, at denne Strid drejede sig, var den ikke mange Ord værd, men det sørgelige er, at denne giver M inisteriet E strups O ptræ den, hvorunder hele Udviklingen lider, en Slags legal Absolution.
D en historiske T raad i vor Udvikling er brudt, og, for nu — under vor reducerede Tilværelse — at faa fast Hold i Livet, gjæ lder d et om at have bestem te
38
Principer at leve efter og virke med- men i io A ar have vi levet under ødelæ ggende Stridigheder, og — disse ere ikke kom ne af, at noget nyt har forsøgt at træ n g e sig frem ; men af, at M inisteriet har fornægtet G rundlovens A and, og af, at dets Parti — istedenfor at styrke sig ved at bidrage til at oplyse F olket — har holdt sig fornem t tilbage og negligeret det A r
bejde, som giver K apitalen dens berettigede Magt, og som d et politiske Liv kræ ver af den praktiske Poli
tiker. Men det er unægtelig m ageligere — ved F o r
tolkninger at opretholde Besiddelsen af M agten end ved H andlinger at bevise sin R e t til den.
H er er nu paavist, hvorledes man i 1849 vel var sig bevidst, at man ifølge Forfatningen naturligt og nødvendigt stilede hen imod Folkethingsparlam enta- l'ismen, og ingen sagde d et tydeligere, end A n d r æ i 1865, men, da saa T iden kom i 1875, at den skulde træ d e i K raft i andre H æ nder end de Nationalliberales, saa brød man af og opponerede imod Anvendelsen af Grundlovens klare Principer. Grundlovens Princip er at udelukke al Vilkaarlighed af Lovgivningen og kontrollere A dm inistrationen, og Midlet dertil er, at det forudsæ tter et Ministerium, der har Folkets Tillid.
F ra den første D ag stod dette klart for alle, og Ø r s t e d sagde saa tydelig som nogen, a t, d e r s o m
39
d e n n e T i l l i d m a n g l e d e , m a a t t e M i n i s t r e n e g a a af. E t M inisterium, som har denne Tillid, kan røre sig frit, og det behøver kun sit m oralske Ansvar, saa er Regjeringen stæ rk og kan handle frit, hvad baade T s c h e r n i n g og Ø r s t e d ønskede, at den skulde k u n n e ; men, m angler Ministeriet denne Tillid, kan Regjeringen intet u d rette , og alt visner i dens Hænder.
Og den anden ubodelige Skade for P artiet — m aaske ogsaa for L an d e t — , der følger med denne Strid, er, at d et vil blive vanskeligt for dette Parti at rejse sig efter sit Nederlag. D et har vist, at en Regjering kan holde sig tiltrods for at have m istet Folkets Tillid, men saa kunne dets M odstandere, naar disses ledende Mænd vinde K ongens Tillid, senere gjøre det samme. D ersom det havde veget Pladsen uden H ensyn til P arlam entarism e, men kun fordi det var nødvendigt og praktisk, og det havde tag et Sæ de hos O ppositionen, saa var denne bleven stæ rk , og ved den første B lottelse, som det nye Ministerium havde givet sig, vilde dette have væ ret nødt til at takke af; det gamle Parti var kom m en til R oret, og da havde vi havt den frugtbringende V exelvirkning imellem det m odererende og det frem skyndende Prin
cip tilvejebragt. Nu derimod vil P artiet være umulig-
4 0
gjort for lang Tid. D et har næ gtet Oppositionens R e t og kan ikke senere paakalde den. D er maa da opstaa en O pposition i selve V enstres R æ kker, men d et nuvæ rende H øjreparti er skrinlagt, og Mini
steriet, som forsøgte at forsvare Højres Interesser, har sk ad et dem grundigt ved at bringe dem til helt at forsvinde. I S ted et for at føre K am pen paa F ri
hedens O m raade imellem K onservatism e og Liberal
ism e, har Ministeriet sk æ rp et den mere og mere til at væ re en K am p imellem R eaktion og Radikalisme, og _ Straffen herfor vil vise sig i, at de konservative In teresser m aa forstumme.
D et er m aaske nu det alleryderste T idspunkt for, om muligt, at frelse disse, og det er derfor, at vi med A lvor henvende det indtræ ngende O praab til V æ lg ern e:
H old fast ved Grundlovens A and, og bidrag deres til at umuliggjøre et M inisterium, der ikke anerkjender vor Forfatnings gjennem gaaende F orudsæ tning, at M inisteriet s k a l h av e F o lk e th in g e ts F le rta l p aa sin Side.
---$=>$^3---
