Ligbærerlauget i Ribe
AfSøren Mulvad
Den 30. maj 1959 bar en lille flok alvorlige,
sortklædte herrerengammel trækiste på bære¬
stængerden korte vej fra Puggårdsgade i Ribe
tilRådhusetpåvonStockens Plads. Hermed af¬
sluttedesensæregentraditionogetsåvel histo¬
risk som kulturhistorisk indslag i den gamle
stad.
Denjernbundne trækiste med fladtlågvar detgamle ligbærerlaugs lade, hvori laugets of¬
ficielle remedierhavdeværetopbevaret i hen¬
ved 300 år. De seks højtidelige herrervar de
sidste medlemmer af det laug, som gennem
ligesåmangeår havde båret godtfolk tilgraven.
Lauget1659-1702
Pågrund af kildematerialets beskaffenhedervi
nødt tilatanskueligbærerlaugets virksomhed i
to afdelinger. Dererbortkommet protokoller,
somdækkedeårenefra 1702til1806,ogvimå
derfornøjes medatundersøge de første halv¬
hundrede ogde sidste halvandet hundrede års
virksomhed.
Ladosbegynde ved begyndelsen. Iåret 1659
huserede svenske besættelsestropper, vore så¬
kaldteallierede, i Danmark.Ribeegnen, bysom opland, blevhårdt ramt af drab, plyndringer, torteringer, brandskatning og andre ødelæg¬
gelser,og som omde fjendtlige landsknægte ik¬
ke kunne straffe landet hårdt nok på egen
hånd,fulgte sygdomme i deres kølvand, hvilket
alt i altlagde landdistrikterneså godtsomøde.
De, som ikke blev dræbt, eller døde afkrigens
følger, reddede sigsommetider vedatflygtetil Ribe, hvorgode folk kunnetagedem under de¬
res tag, hvilket dog langt fra alle blev. Mange
døde i staden som følge af deres tilstand, ud¬
hungrede, frysende ogramtafsotogsygdom.
Foruden flygtningene døde henved 900 af by¬
ensegneborgere.
De døde måtte nødvendigvis jordes, men stadens begravelsesvæsen stod uden fortilfæl¬
de, nårdetgjaldt frænde-ogstandsløseperso¬
neridennemængde. Derfor stiftede behjerte¬
de borgereBorgerSamkvem Compagnie Lau¬
getengangi 1659.
Den 1. december begyndte man at tegne medlemmer ogopkræve kontingent til detnye laug. 54 indbyggere tegnede sig, hver med et beløbpåtoslettedalerogtomark, bortset fraet parenkelte,som i stedet forærede lauget nød¬
vendige remedier ogderved slap forat måtte
punge ud med rede mønt.Hans Instrumenta¬
list gavsåledesetklæde af taft i form afetkors
tilatlæggepå kisterne,ogArent Bogbindergav
en protokol,som endnu findes. Ingen af med¬
lemmerne hørte til stadens bedre borgerskab.
Laugetvarstiftetafogtil hjælp for småfolk.
Da pengene vari hus, holdtes formodentlig
et stiftende møde, hvor laugets love på syv
punkter blev vedtagetogskrevet ind i dennye
protokol.
Laugetønskede kunatbetjene medlemmer
og deres husstande, dog indbefattet forældre
ogsvigerforældre, svendeogtjenestepiger, hvis
LlGiH-RIRIAl'(.KT 1RlBE
Ligbarerlauget i funktion vedkølmand A'. Termansens begraxvlse i1939. Manser, hvorledes der udskiftes btmrsombe¬
skrevet iteksten. Foto udlåntaf malermester Ebbe W.Bertelsen,Brandhistorisk Arkiv, Ribe.
disse boede undersammetag.Ugiftepigebørn
af medlemmer kunne bærestil gravenved dø¬
delig afgang, såfremt de var ærlige. Om der
medærlighedmentesjomfruelighed eller blot
udenforrakkerstand,eruvist.
Medlemmerene skulle bære den døde, der blevindsvøbt ietligklædeoglagtpåenligbåre.
Deter uvist,om defattigste blev begravet ien kiste ellerej. Samdige øvrige medlemmervar
pligtigeatfølgeetafdødtmedlem fra hjemmet
tilkirken, fra kirken tilgraven, ogigenfølge de
efterladte til dereshjem. Dervarbødestraf for
at udeblive uden lovlig grund. Uformuende
medlemmer skulle begraves fuldt og helt på
laugets regning,og varder ikkepengei kassen,
skulle medlemmerneskyde midlersammen,så begravelsen kunneske sømmeligt.
Vedsammestiftendegeneralforsamlingvalg¬
te man laugets embedsmænd, en skaffer, en skriver, en oldermand, en bisidder, en ligklæ-
debevarer ogen bydemand. Den sidste havde
til opgave at tilsige medlemmerne til begra¬
velser og møder. Af betegnelse bydemand er ordet bedemand siden dannet.
Foruden den aktivebegravelsestjeneste kan
detses afregnskaberne, atlaugetudlejede re- kvistitterne til andre, private eller håndvær- kerlaug, mod betaling. Kortefterstiftelsenses
det iøvrigt afsamme regnskaber, atikke-med-
lemmer blevbårettilgravenmod særskilt beta¬
ling. Der har nokværetbrug for ekstraindtæg¬
ter,idet dervarunderskud i kassen de førsteår, fordi udgifterne til anskaffelse af remedierne
havdeværet store.
Remedierne
Lauget anskaffede ligklæder. Ved købet kom
kassen irestancepå 16 daler. Klædernemåha¬
veværetdyreogaf god kvalitet. Man kannæp¬
peforestille sig,atså dyre klæder blev lagt i jor¬
den.Ligene har velværetsvøbt i klæderne ved bæringen fra hjemmet og fra kirken, men er blevettagetaf indenjordpåkastelsen.
I 1664 da derattervarbalance iøkonomien, anskaffede man yderligere en del inventar, hovedsagelig klæde. Fireenhalv alen afengod kvalitet,formodentlig tiletsvøb,og syvkvadrat¬
alensorttaft, derkan haveværetsyetsammeni
form afetlatinsk kors. Etsådant kors omtales flere stedersomliggendepåkisten/liget under
ceremonien. Dertil købtes en hue, lidt silke, måsketilfrynser eller andenpynt,samtnialen lister, der her må forstås som klædesomhæng
tilligbåren.Sammeårlovedeet nytmedlemat skænke ligklæder til en barnebegravelse, »når
han næsteårkom til Holland«.
Sammeår, 1664, anskaffedelauget den jern¬
bundnekiste,somendnueri behold,oghvori laugets ejendele opbevaredes.
Fem år senere, i 1679, anskaffedes en dyr sørgekappe med pyntebånd og foer samt et slør. Disse deles brug kanenten haveværet til
en leder afligtoget,en »sørgemarskal« eller til
udlån til enkerogenkemænd, der ønskede at følge deres nære i passende påklædning. Ved
hvertindkøb afklædererudoverskrædderløn
angivet udgifter til øl.
I 1681 varlauget vedatovergåsig selv. Man
anskaffede et meget kostbart ligklæde, udgif-
Lk;bærhrlau(;etiRibe
tenblev i altpå 132 daler, 3 markog6 skilling.
Klædetvarved anskaffelsen 13 alen ilængden,
sortogmed frynsertil70 daler,somkøbmand
HansVandel havde ladetgørei Amsterdampå laugetsvegne. Manforestiller sig disse frynser i guldtrukket arbejde. Tillige anskaffedeseteks¬
traklæde tilatlæggeoven overligklædet, hvor¬
til ekstra kom ti alen frynser afmådelig pris,
kun 3 daler 1 mark og12 skilling. Det sidstesva¬
rernøje til den medfølgende udgift til øl, den dag laugets bestyrelse købte klædetogbar det
omtilskrædderen.
Det ekstradække, derlagdesøverst,angives
atskulle danne underlag for »bækkenet«. Det
er ikke helt klart, hvilket bækken der er tale
om, men da det endnu pådette tidspunktvar almindeligt at brænde røgelse i de lutherske kirker, kan det have været et røgelseskar, der
blev stilletpåliget eller kisten, eventuelt forat dækkeoverforrådnelsesstanken.
Enfortegnelse fra 1683overlaugets ejende¬
leviser,atder foruden ovennævntefandtesen drikstob af »valdbirk« med indlagt elfenben,
ibenholt og rav, enindsamlingsbøsse, skovleog
ligbårer.
De kostbare udstyrsstykker med frynser og broderi tiltalte stadens fornemme borgere, så
de lejede disse af lauget. Ved rådmand Jens
Lauridsensbegravelse i 1702vardet bedste lig¬
klæde dog ikke godt nok til atbrede over kis¬
ten,menblev, forenhøjere betaling, lejet tilat lægge under kisten.
Endog stadens allerhøjeste myndigheder
fandt behag i de kostbare stoffer. Lauget blev
såledesanmodetomatstille det fornemmelig¬
klæde med dedyre frynser tilrådighed, da dels
rådmændenepå rådhusetog stiftetspræster i amtmandsboligenpå Korsbrødregård skulle af¬
lægge troskabsed ved Frederik IVs tronbesti¬
gelse i 1699. Man tænker sig klædet har dækket bordet, hvor troskabseden skullesværges.
I,I(.B.1RI RIAI f.1 T IRlBt:
Ligbærerlaugets lade, hvori 1/iugets forskellige remedierop¬
bevaredes. Da lauget blev nedlagt i 1959, fik laden sin pladspå Ribe Rådhus. Foto: Privat eje.
Fattige lig,som mansagde, fik stillet klæder¬
negratistilrådighed »for Guds skyld«.
Laugetspenge
Iløbet af det første halveårhundrede aflaugets
levetid kom kassen ret godt på fode. Når der
var store udgifter til nye anskaffelser, havde
manentenpengeneforhånden,ellermanlån¬
tedem hos medlemmerne. Tilgengæld kunne
kassen udlåne penge,vistnok kun til medlem¬
mer,mod rente ogpant.
Undertiden kunne dergives almisser af kas¬
sen, og undertidenmåtte medlemmerne beta¬
lebøder, når de tiltalte hinandenusømmeligt,
»når regnskab skulle aflægges«, d.v.s. pågene¬
ralforsamlingerne. Ved sådanne lejligheder
blev der efter tidens skik drukketganske godt.
Og detvarikke den ringeste øl, der blev ind¬
købt. Til gengældvarder sjældent brændevin på bordet,det findes i al fald kunnævntiregn¬
skabernefå gange.
Nytilkomne medlemmer,som varbørn af æl¬
dre, betalte kunganskelidt i tiltrædelsesgebyr,
ogundertidengavde blotetsymbolsk beløb til indsamlingsbøssentil de fattige.
Konkurrence
11677anmodede stadensborgmesterogpræsi¬
dentkongenom,atdermåtteknyttesetfastbe-
demandsembede dl Ribe. Dette bevilligedes,
ogrådmand Hans Vandel fik opgaven pålagt,
mod at han modtog faste takster for sin virk¬
somhed. Hanlejede fleregange laugetssørge-
kappe, så han kunne byde til begravelser, standsmæssigt klædet, men til gengæld følte
hansigogsit embedegået fornærafblandtan¬
dreligbærerlaugets oldermand.
Rådmanden lod derforoldermanden, Hen¬
rikJacobsen Kandestøber, indstævne for by¬
tinget fordi han havde budt til begravelse af
KarstenKlejnsmeds lig.
Rådmandenfik vedrettenmedhold i flere af sineanklagepunkter,menbyfogeden anvendte
enfremgangsmådeved proceduren, der virker
indforstået og mærkelig. Da han nemlig ville
høreretsbudet, hvadkandestøberen havdesva¬
retpåanklagen, erklærede denne,atdetvarså længesiden, han havdeværeti hans hus,athan
havdeglemtsvaret. Kandestøberen blev deref¬
terfrifundet.
Etkvartårhundredesenere vardetgalt igen.
Samme Hans Vandelssøn, Nikolai Vandel,var åbenbart blevet betroet embedetsom stadens bedemand, og han klagede for magistrat og
præsidentover,atligbærerlauget bød til begra¬
velser uden for laugets medlemsskare. Først forlangtehan atmåtte byde til samdige begra¬
velser istaden,meniforhandlingernes løbgav han afkaldpå atbyde til ligbærerlaugets med¬
lemmersbegravelser.Til gengældmåtteolder¬
manden afgive løfte om ikke atbyde til ikke-
medlemmersbegravelser.
I,I( .IM'RI Rl.Al (.11 IRlBK
Biskop Olesens begravelse i 1930. Kisten bæresopadrampenved Ribe Domkirke til Skolegade. Foto udlånt afMogensJuhl,
Ribe.
Laugets øvrige virksomhed
Uden for sit formål drøftede ligbærerlaugets
medlemmer selvfølgelig andre emner, som lå
tidensborgerepå sinde. Ind imellem forekom¬
merdetnutidige læsere besynderligt,at netop denne kreds af Ribesborgere gavofficielt ud¬
tryk for tanker,somlåderes fællesemne Qernt,
mensåledes måmanåbenbartikke haveopfat¬
tetegensituation.
I 1695 indsendte laugets oldermand et an¬
dragende til magistraten, hvori han bad Ribe By fritaget for yderligere indkvartering af sol¬
dater. Hanmentestadenhavde lidt nok under
byrden afatskulle fødeså mange ekstra folk.
Oldermandenmåhaveberådetsigmed laugets
medlemmer, for han tilbød i skrivelsen at bi¬
dragemed 200 daler,sommedlemmerne frivil¬
ligt ville indbetale som bestikkelse til en em¬
bedsmand i København, i Krigskollegiet (sva¬
rertilforsvarsministeriet),somhavde den nød¬
vendige indflydelse til at henlægge indkvarte¬
ringen til en anden jysk købstad. Magistraten tog hensyn til andragendet og ansøgte Krigs- kollegietomfritagelse,menuden held. Detses
dog ikke,om mangjorde brug af tilbuddetom
bestikkelsespengene.
Man kan forestillesig,atligbærerlauget har
været det eneste talerør af nogenledes vægt,
som stadens almue kunne lade sin røst høre
igennem. Medlemmerne var hovedsagelig de
LKfflÆRERIAl'GETIRiBF
jævneste borgere, oglaugets virksomhedrum¬
medeenalvor,somgav envis garanti for lødig¬
hed.
I 1699 samlede oldermanden sine bisiddere ogdrøftede stadens kornsituation. Manmente, borgerne kunne komme til atmangle kornog
ville bedemagistraten forbyde købmændeneat eksportere denne vare. De forsamlede mænd
enedesomatgivetredaler af kassen til indkøb
afet reservelager, som senereskulle sælges til
defattige, hvis kornprisernesteg.
Dentavsetid1702-1806
Vi kender næsten intet til Borgerlaugets virk¬
somhed i perioden. Ved laugets ophævelse i 1959, blev detsagt, atprotokollerne for perio¬
den »varbortkommeti den næstforrige older¬
mandstid«.
Imidlertid blev laugets virksomhed konfir¬
meretbåde afmagistratenogafkongen i1708
og gentaget i uændret form 1731, 1747 og
1768.Vi kan kortopholdeosvedparagrafferne
i denne konfirmation. Stadenshistoriker, over¬
lærerJ. F. Kinch, lod i sin omtale af akten sin
egen mening komme frem, hvad han i øvrigt sjældent gjorde. Han skrevommagistratensog
kongens indblanding: »Denne bestandig sti¬
gende regerelyst hos over- og underordnede myndigheder var måske den værste følge af enevoldsmagten«.
På den anden side kan man også betragte myndighedernes konfirmation som engaranti
ogvelviljeoverfor laugetsvirksomhed. Iproto¬
kollen er udtrykkelig angivet, at tvistigheder
imellem medlemmerne skal angivesfor Magi¬
straten»forprocesomkostningerathindre«.
Ikonfirmationenstod,atoldermanden skul¬
le have fire bisiddere til hjælp i afgørelser isa¬
ger»hvori han ikke egentlig vidste sigatfinde«.
Ingen kunne vælges til oldermand, medmin¬
dre han tidligere havde beklædt laugsbudets
stilling.Laugsbudet skullesetil,atdefølgende
ved begravelservarsømmeligt klædt ien skik¬
kelig sørgedragt fraøversttil nederst.
De ældste sønner afen familie kunne ind¬
træde i faders sted modatbetaletomarktil de
fattiges bøsse oglidt mindre somen kendelse
tillaugsskriveren. Heltnye medlemmerskulle
betale fire rigsdaler i indtrædelsespenge.Skul¬
leetmedlem komme iarmod, skulle de under¬
støttesaffattigbøssen ogi sidste ende forhjæl¬
pes til en kristeligog tarvelig jordefærd. Lau¬
gets bedste ligklæder måtte kun lejes ud til brug inden for stadens grænser og kun til at brede over kisten, underforstået: Man havde føltsig brøstholden ved atse den rige familie
Lauridsen lægge det kostbare kistedække på gulvet under faderens kiste i 1702.
Detfremgår tillige,atstadensembeds-bede-
mandvardød,ogat manikke tænktepåatan¬
sættenogen ny.Enhver kunne ladebede til be¬
gravelse af hvem,manønskede,»nårmanblot valgte en skikkelig person, ogder ingen uor¬
den ellermisbrug fandt sted«.
Densidste tid1806-1959
Protokollen, som blev anlagt i 1806, indledes
medetsirligt afskrevetdokument af konfirma¬
tionerne, således som de tilsyneladende er fremsendt fra Det Kongelige Kancelli i 1768.
Daorginalen ikke findes, kan man ikkeumid¬
delbartse, om et pardialektejendommelighe¬
der skullestammefra afskriverenspenellerer
sendt fra København. Det virkerdog ikke rigs¬
dansk, når det siges »hvo, som ej møder når
han aflaugsbudet bliver tilsvaret...«, hvad end¬
nueralmindelig Ribe-tale. Eller oldermanden vælges »for treiår«.
De oprindelige bestemmelser blev justeret løbende, ogparagraffernes antal varierede fra
41 i 1862til37i1909.11909varderindført be¬
tingelser for medlemskab. Man skulle være
under 40 år gammel og præsentere en hel-
bredsattest fra sin læge, man skulle holde sig
selv »ved Dug og Disk«, d.v.s. føre egen hus¬
holdningogbetaleottekroner i gebyr. Detvar faktisk detoprindelige gebyrs størrelse fra lau- getsstiftelse. Mandlige medlemmer fik udleve¬
retensortfrakke,somde kunmåttebruge ved henfølgen, ellers blev deidømten mulkt. Man
var »med aftens varsel pligtig at henbære et¬
hvertlig«. Bærerne skulleværeiførtsortebuk¬
ser,sort vest, sortoverfrakke, heltopknappet i halsen, sort halsbind og sort hat, velpudsede
støvlerog værevelbarberet.Når kistenvar sæn¬
ket, skulle allemedfølgende medlemmergå ud
afkirkegårdens hovedindgang. Man kunne la¬
desigerstatte sombærer afen mindst 18-årig
søn.
Medlemmer,somidømtes vanærende straffe ved domstole, blevfrataget retten til atbære lig. Ved dødsfald tilkom det ethvert medlem
det dobbelte af indskuddet.
Desuden kanmanaf underskrivernesnavne se, hvilke kredse i byen, medlemmerne kom
fra. Efter skik og endnu brugelig talemåde
kaldtes folk gerneved deres stilling. Endnuan¬
vendes i daglig tale »fru grønthandler NN« el¬
ler »gadefejer NN«. Tolv ud af 49 angives ved stillingsbetegnelse. Heraf var der hele fem bundtmagere, eller feldberedere, resten var klokker, kimer,sadelmager, teglmager, brygger
ellerforrider, hvad det sidsteså end indebar?
Derpåfølgeretreferat af generalforsamling¬
en1806.»Samlingen«,somdet altid hed. Dette
årvartraktementetåbenbartikke fuldt tilfreds¬
stillende, for man vedtog, at oldermanden
fremoverskullehavebemyndigelse tilatindkø¬
be to flæskeskankerpå hver 16 pundsvægt. I øvrigterintet andetnoteret.Man kanaltsåfor¬
mode, at samlingerne hovedsagelig har tjent
socialeformål,gemydighedoggod spise.
LK.M'RIRI AIH.KT IRlBE
Social funktion
I lovene stod der, at medlemmerne skulle
»...tjene hinanden i nødogdød«. Det indebar,
at man delvist havde forladt det oprindelige
formål oghavde udvidet virksomheden tilogså
atomfatte de levende medlemmers gavn.
Afen liste over ejendele i 1868 fremgår, at
lauget på det tidspunkt havde fire spil kort,
men det vides ikke, hvornår de er anskaffet,
men man måformode,atde harværetpå bor¬
det efterspisningen ved samlingerne.
Programmet for generalforsamlingernevar fast. Man valgte først de embedsmænd, der
skullevælges. Budets embedevarvigtigtogblev
kun betroet solide mænd. Vi har endnuenno¬
tesbog, ført afetlaugsbud, hvori han omhygge¬
ligt har noteret op, hvem der iårene 1860 til
1880blevtilsagt til atbære ved de enkelte be¬
gravelser. Det kunne variere fraotte til 24per¬
soner.Mangik fortsat ud fra,atmedlemmerne iøvrigt gik med i følget. Notesbogen indehol¬
der denneformular, som måske er blevetop¬
læst ved hver bærershjem: »Følgende ville give
møde imorgen formiddag klokken 11 athen¬
bære NNslig«.
Dagsrytmen i den gamle stadvarendnu så fleksibel, atman kunneregne med,aten tilsi¬
gelse til flere timers fravær fra arbejdspladsen
kunne ske aftenen forudogpåregneseffektue¬
ret.
Efter valget blev behandlet de sager, der
måtteværeforelagt bestyrelsen. Det kunnevæ¬
reønskeromændring afenparagraf ivedtæg¬
terne eller en ændret praksis ved begra¬
velserne. Somregel blev ændringsforslagstemt ned. Det eneste, der kunne bringe sindene i ophidselsevar, nårnogenhavde optrådt uhøf¬
ligtogderved krænket laugets værdighed. Der
varmulkt foratmødeubarberet, beruset eller højlydt talende ved ligbegængelser,ogder fore¬
komjævnligt indsigelser mod navngivne med-
Li<;b.+:rkri.ait<;f.tiRim*.
lemmer, som blev mulkterede eller advarede.
Enkelte gangefiketmedlem fratagetbæreret¬
ten. Ifølge lovene kunne medlemmerbede sig fritaget for bæringpågrund af alder,men den¬
ne fritagelsen skulle godkendespå samlingen,
hvorman vel vurderede ansøgerensfysiske til¬
stand.
Når remedierne blev forslidte, eller de hav¬
deværetreparerede for ofte, blevnyeanskaffet
ogde gamle solgt til medlemmernepå auktion
vedsamlingerne.
Desuden blev der kontrolleretkontrabøger.
Man kunnenemlig undladeatbetale gebyr ved
indmeldelsen mod til gengæld at»bære belø¬
bet af«.
Detvil sige, at man ikke fik bærepenge ud¬
betalt, menfik beløbet afskrevet igebyret.
Der kunne komme udmeldelser aflauget.
Somregelvardissegrundet i,atvedkommende
skullerejse fra staden,mender findesetenkelt tilfælde, hvorentinstøbersimpelthen skrevpå
enseddel: »Jeg ønsker hermedatudmelde mig
afligbærerlauget. NN«. Ingen begrundelse.
Nårregnskabet vargodkendtogspørgsmå¬
lene behandlede, blev der serveret. Det kan nok havegået livligt til, menderkendes ingen
referater af usømmelig optræden. Humøret
varhøjt, hvadman kanseaf de bevarede lejlig¬
hedsviser, der findes fra de sidsteårssamlinger.
I 1935 blev der sunget en sang på melodien
»Malle Brokerdød ikrigen«, hvoretafversene
lyder:
IRibeser manofte
enmand medhøj cylinderhat.
Han i sinsortekofte
ejlignerensoldat.
Deterdetkompagni,
det herligbæreri,
mansiger,atdetstammer fraFjerde Kresjans ti"!
Resten afversene er påsamme måde en god¬
modig holden sjov med hinanden, hvorspøge¬
fuldheden går på vedkommendes udseende, håndværk, navn eller vaner. Altid venligt for¬
muleret. Forfatterenunderskrevsig Pertot.
Vedenanden lejlighed skrevetmedlem en festtale, formetsom en hilsen fra Frederik III
påvers.Etuddrag angiver stemningen:
Hr.Keller skalværeminister, det harjegbe¬
stemt,
Peter Rasmussenbli'rgeneral, den ting han
ordnernemt.
Han har kommando i sin stemme, er det mig fortalt.
Detligger ham ivanen, når bilister parkerer galt.
Desuden findes en mere alvorlig vise, hvis
hovedtemaer,atmanskal hævde standen.
Og så spillede man. Den danske lidenskab
forspil havdefåetsit statskontrollerede afløb i
klasselotteriet. Detfremgår ikke af regnskaber¬
ne, ommedlemmernespillede foregnepenge, eller kassen spillede for medlemmerne i al¬
mindelighed. Det har sandsynligvis været en måde at gøre samlingerne attraktive på, man skulle høre, om der var gevinst, ligesom der
måskevar en mulighed foratanbringe midler på en tid, hvor sparekasser ikke fandtes i sta¬
den.Først i 1870foreslåsdet,atlaugetskapital
sættesisparekassen. Laugetspillede med i klas¬
selotteriet indtil 1917.
Et andet spil vargåsespil, der kunne afhol¬
des vedsamlingerne. Da dissesomregel fandt
sted i oktober måned, kan man formode, at gæsseneblev leveret vinderne til Mortensaften.
Endeligvarderenudgift til cigarer,ogtilgaver til medlemmernessølvbryllup eller andremær¬
kedageogdesuden støttede manArbejdsløses jul.
Økonomi
Som tidligere omtalt kunne laugskassen udlå¬
ne penge til medlemmerne. Dette skete mod behørig udstedelse af panteobligationer. Kas¬
sen fik renter af de udlånte midler, og efter¬
hånden fik lauget en ganske god økonomi. I
1812 havde man 1.371 rigsdaler, dels i rede
møntogdels i udestående fordringer.
Desværre influerede statsbankerotten på ø- konomien, så der i 1814 kunvar210rigsdaler,
men dervar dog ikke tale om underskud, og
beholdningerne arbejdede sigstøtopigen,og i 1832 havdeman 1.266rigsdaler i kassen. For¬
muen holdtsig omkring dette beløb i mange år. Hundrede år senere, i 1932, var behold¬
ningen 3.000 kroner, hvilket omtrent svarer dertil.
Indtægterne stammede ikke kun fra med¬
lemsbidragogrenter.Manpåtog sig bæring af lig uden for laugetog udlejede remedier. Til gengæld indførtes en betaling til bærerne,
hvadentende bar medlemmer eller andre.
Udgifterne var hovedsagelig reparation og anskaffelse af denødvendige remedier.
Laugetmåtte efterhåndensande,atikkeen¬
hver kunne forventes atanskaffe en cylinder¬
hat ogkøbte derfor til dem, der ikke selv kun¬
nemagte denne udgift.Ligesåmed kapperne,
somi de sidste mange årvarlaugets ejendom
ogrensning af dem en fast udgift. Man søgte
ogsåatholde sig tilvenmed byens bedemand,
for der findes en udgiftspost »cigarer til bede¬
manden« i de sidste mangeår. Remediernevar brandforsikrede, hvilket ogsåvar en årlig ud¬
gift.
Ind imellem findes derudgifter til kranse til begravelser. Detfremgår ikke, hvem man gav kransetil,mendersynesathaveværetenregel,
for det er langtfra alles lig, der betænkes på
dennemåde.I 1941 anmodede enenkeomat
få pengene, som en krans ville koste, hvilket
LlGBÆRKRIAIK1ET IRlBE
blevbevilliget. Oldermanden fik 50 kroner iår¬
ligløn i 1930'erne, skriveren lidt mindre. Bæ¬
rernedeltede 35kroner,det kostedeatfå båret
etlig, der ikke havde medlemsret. I deseneste år kom der ekstra forbilkørsel.
Fra 1862 ansatte lauget en fast bedemand,
somforenbetaling aftorigsdalerpr.gangskul¬
levaretagealleenbedemands forpligtelserved begravelser af medlemmers lig. Når det gjaldt tjenestefolk eller børn, var der frit valg, om
manvillebenytte laugets bedemand eller skaf¬
feenselv.
Blandtlaugets efterladte arkivalier findeset lillehæfte,som efterpåskriften harværetsko- magerlaugets ligbærerforenings. Hæftet rum¬
mer regnskab og tilløb til medlemslister for
1891-1892. Derserud til athaveværethenved 20 medlemmer.Foreningen baretbarn for fire
kroner og envoksen for 18 å 30 kroner. Altså
omtrentsammeprisersomligbærerlauget. Det
eruvist,hvorledesbogenerhavnet her. Der fin¬
des ikke antydninger i forhandlingsprotokol¬
lenaf, atforeningen skulleværekollektivt ind¬
meldt.
Detvar tidligere blevet forsøgt aterhverve
eneretpåatbære lig i staden. Dervarindsendt ansøgning til Danske Kancelli i 1836, men an¬
søgningenblev ikke imødekommet. Detserud til, at der har eksisteretsådanne monopol-lig- bærerlaug i andre byer, Thisted for eksempel,
men spørgsmålet er ikke blevet undersøgt sy¬
stematisk.
Vedsamlingen i 1833 indførtesen sekunda¬
klasse. Detvar kommetbestyrelsen forøre, at mange fandt gebyret for højt og derfor ikke
meldte sig ind. Man lod da, under indtryk af
den blomstrendeøkonomioglaugets veldædi¬
ge formål, oprette en klasse, hvormankunne
meldesig ind for knap det halve gebyr. Det al¬
mindelige var 16rigsdaler, det reducerede ge¬
byrvarkun ni.
Ligbærkriauc.ktiRibe
Anden-klasses medlemmerne fikrettilatbli¬
vebåretogfulgt,mentilskuddettil følgeudgif¬
terne blev halveret. Følgeudgifter kunnevære
gravning af graven, klokkeringning, offer til
præstogdegn ogmåske kaffebordet bagefter.
Laugetogbegravelserne
Vi kender ikke så meget til ceremoniellet ved begravelserne i de første århundreder. Men efterhånden,somdetaljerne i vedtægterne blev
satunderdebat, kan mandannesigetbillede af, hvorledesbegravelserneerforegået.
Vedetdødsfalds indtrædelseophørteomta¬
len afafdødesom person. Den dødebeskrives
som »NNs lig«, eller, hvis det var en afdød
kvindesom»avlsbruger NN enkes lig«.
Ligsynsmanden udstedte en dødsattest, og depårørendelodgåbud til laugsbudet,somså
indvarslede bærerne. Samtidig gik bedeman¬
denbyen rundtogbød til begravelsenog even¬
tuel følgende traktement. Endnu i 1950'erne
eksisterede skikken med indbydelser. Der er fundeten trykt indbydelse med sørgerand og
følgende tekst:
»Min kære mand, (navnet) er stille sovet ind.
I bedeshermed modtageindbydelse til be¬
gravelsen lørdag den 6. december kl. 14ved
Set. Catarinæ Kirkeogbedes efter begravelsen
samles på Hotel Munken til kaffe og bliveog
spise til aften.
(Enkensnavn)«
Deterikke blevetkontrolleret, hvorlængeder gik fra dødsfaldet til begravelsen,mendels har tykkeren skullet trykke kortene, derskulle skri¬
veskuverter ogpostvæsenetskulle bringe dem
ud. Selvompostvæsenettidligereydedeenbe¬
tydeligmereeffektiv service,måmanvelregne med mindst 12 timer fra kortene kom i post¬
kassen, til devarude i staden.
Skullebegravelsenforegåfra hjemmet, kun¬
ne bærerne blive anbragt som livvagter sam¬
men medkisten og en kop kaffe, mens resten affølget drak kaffe iettilstødende lokale.
Der findes et pudsigt vidnesbyrd om den gamle skik at tildække spejlene i huse, hvor
dødsfald var forekommet. I 1824 rettede en
borger beskyldning mod lauget for tyveri afen sølvteske, som var bortkommet under kaffe¬
drikningen.Vedkommendemåtteseneretræk¬
kesigtelsen tilbage, da »Skeen blev fundet, da lagenet blev draget af spejlet istuen, hvor bæ¬
rerneopholdt sig.«
Deflestebegravelser i Ribeharnæppefore¬
gået fra hjem med flerestuer.Dereradskillige
meddelser om, at man måtte tage vindues-
sprossenud foratfå kisten ud af desmå huse.
Midtersprossen sad ofte løs afsamme grund.
Da der kom kapel på stadens kirkegård, blev
detalmindeligtatforetage begravelserne her¬
fra,og manmåtte da indføre takst for »omflyt-
ten« aflig fra hjem eller sygehus til kapellet.
Brugenaf kapelletpåRibeKirkegård ophørte i begyndelsen af1940'erne.
Bærerneskulle møde med bærestængerog iførthøjehatte, omvundet med sørgeflor. Der¬
tillange frakker,somskulle holdes helt tilknap¬
petiperioden 1. november til 1. maj, derefter
skulle den øverste knap stå åben. Allerede i
1862 udgik bestemmelsen om sørgeflor om hatten.
Dererflere stederfortaltom,atder harvæ¬
ret professionelle grædekoner i Ribe. Det er imidlertiden sandhed med modifikation. Der
var nogle begravelsesgængere, som ingen lej¬
lighed lodgå fra sig til henfølgen. Et bekendt
par var»Makrel-Marie« (også kaldet »Silde-Ma¬
rie«) oghendesmor.Ved begravelser indfandt
desiggerne ogmastesig helt hen til kisten.
»Kommor.Vi skal havekaffe,»sagde Marie.
Tidligere arbejdsmand ved Ribe Gasværk,Carl
Dahlgren, skrev i sine erindringer: »Da min
morskulle begraves, kom derto grædekoner,
»Silde-Marie« oghendes mor. De toghveren stol ogsattesigtætopad kistenoggrædsåhøjt,
atmannæsten ikke kunnehøre, hvadpræsten sagde«.
Når præstenhavde talt i hjemmet,ogsalmer
varsunget,blev kistenbåret ud på gaden,satpå
bukke og to bærestænger stukket ind under.
Hverstangblev holdt afto mand i hver ende.
Dervaraltid ottemandomatholdepåenkis¬
te. Manbegav sigderpå til kirkegården ad »de sædvanlige kirkegader«. Det vil sige fra Dom¬
kirkenoverTorvet,adHundegadeogGravsga-
de til kirkegårdens hovedport. Fra Set. Catari-
næKirkegikmanad Dagmargade ogHunde¬
gade til Gravsgadeoghovedporten. Forrest gik
eventuelt kirkenssyngedrenge isortejakkerog kasketter med kirkens emblemoverskyggen.
Nårbærernetrængte til afløsning, skete det ved, at den inderste mod kisten sagte sagde
»Skift«. Så trådteen af de frie hen oggreb om stangensyderste ende, den yderste bærertråd¬
teinderst, ogden trætte »faldt af«, det vil sige
trådteetskridttilbageoggik yderst.
Ankommen til graven blev kisten støttetpå bærestængerne, mens den blev forsynet med
reb. Bærerne sænkede kisten. Nårpræstenhav¬
de kastetjordpå,varritualet til ende.
Når så snedkeren havde været for sent på
den medatfremstillekisten, kunne det ske,at
malingen ikkevartør,nårkisten skulle henbæ¬
res. Så kom det til skarpe tilrettevisninger, da laugets frakker blev ødelagt af den våde, af¬
smittende maling. Ligeledes er det blevet på¬
talt,atsømhovederne ikkevarslået fast nok, de
revfrakkestoffet.
Når begravelsen var fuldbyrdet, inviterede
bedemanden elleretfamiliemedlem (som det endnuertilfældet) til kaffebord ellerspisning,
såfremt det ikke alleredevargjort iindbydelsen
LkirærkriaucktiRibe
Afleveringsforretningen den 29. maj1959. Personerneer oldermandenJefipeBernhardtoglaugsbud Ib Andersen for¬
resttilhøjre. Endvidere Georg Guldager, Johan Jensen, An- kjeer VestergaardogH. Christian Hansen. Foto: Ribe Lo-
kalnrkiv.
eller vedannoncering i etlokalt dagblad. Det forventedes, at bærerne deltog i mindesam¬
menkomsterne. Hvis ikke disse blev holdt i
hjemmet, var det ofte restaurationerne Mun¬
ken,Søndeijylland eller Backhaus der lagde lo¬
kalerogtraktement til.Nårdervardrukket kaf-
Lkjbærkrlauc.etiRibk
fe, foreslog degnen eller bedemandenen sal¬
me. Når denvarsunget,varder lejlighed tilat deltagerne kunne udtale nogle personlige min¬
deordoverafdøde.
Lauget ophævedes
Kun knaptoår før lauget kunne have fejret sit
300-årsjubilæum, gav man op. Den sidste ol¬
dermand, postbud og avlsbruger Jeppe Bern¬
hardt noterede ved den sidste generalforsam¬
ling i 1958,atdervar17fremmødteog en fra¬
værende. Danogle derafvarenker,varder alt¬
så ikke engangmedlemmernok tilatbæreen kiste. Der havdeværet syvbegravelser atbære
ved det sidste år, og kassen havde udbetalt 2.628,50 kroner ibegravelseshjælp.
Fraårligt ca. 25 begravelser i 1930'erne og
40'erne havde derværet ti å femten i 1950'er-
ne. Byens motoriserede bedemænd havde ta¬
get pustenfra det gamle laug. Allerede i 1953
havde manopgivetatbærepåstænger. Deter
dog uklart,om teksten fra samlingen refererer til,atmanbar ikistegrebene eller lod køre i bil.
I byen opfattedes lauget som en pudsig alt-
modisch institution, mens yngre og mere op¬
mærksomme tilflyttere allerede talte med ve¬
modomnedlæggelsen.Få årtidligerevar man
begyndt at rydde op i de gamle remedier. To
»løjbænke« ellerligbårer,som manikke længe¬
re brugte, blev skænket til henholdsvis alder¬
domshjemmet og til Sankt Catarinæ Kirke.
Den sidste findes endnu i kirken. Det er en
håndværksmæssigtsetuinteressant,lidt plump
båre på drejede ben uden nævneværdig ud¬
smykning.
Detbesluttedes,atremedierne skulle afleve¬
restilborgmesteren, selvomlauget egentlig ik¬
ke hørte under byens administration. Jeppe
Bernhardt sendtebeskedderom,og manaftal¬
te en dag, hvorafleveringsforretningen skulle
finde sted. Dervarbehørigt inviteretpresseog
fotografer,ogbegivenheden kom iadskillige af
landets aviser.
De sidste fem bæreresamtenlejetmedhjæl¬
perbar laugsladen påbærestængerne fra avls¬
brugerens adresse iPuggårdsgade til rådhuset.
I laden fandtes protokollerneogregnskabsbø¬
gerne,eteksemplar af Christian Vs Danske Lov, bødekassen, fire kandelabre, en femarmetog tre styk trearmede stager samt to kapper. Der
var 357 kroner i kassen, somblevovergivettil borgmesteren. En af avisreferenterne skrev:
»Efterat alle seks havde lagt deres høje hatte
ned i laden,gikman overpåWeiss' Stue, hvor borgmesteren bødpågravøl-naturligvis i form
afægtejysk kaffepuns«.
Kilder
Første de] af denne artikelbygger væsentligstpå J. Kinchs
artikel RibeBysældste Ligbærer-Lav eller Kompagni-Lavet
iSamlinger til Jysk HistorieogTopografi, bd. 1 186&-67.
Resten afartiklens indholderresultatet af studier iorigi¬
nalmaterialetpå Ribe Lokalarkivsamtindsamlet materiale
frapastoremeritusAnders Munk Futtrup, Esbjerg, Mogens Juhlogmalermester Ebbe W. Bertelsen, Ribe.
SørenMulvad,født1948. Varming Vesterby 9, 6760 Ribe, Lærer.
Hartidligere skrevet artikler iFra Ribe Amt, Seem Sogns historie
1997samtartkikler i lokaledag-ogugebladeiRibevennen, Kol¬
dingpogen, By, marskoggeest,Mandøposten.Har desuden skrevet Jlere teaterstykkerforbåde børnogvoksnem.m.
