virkelighed
DanielDanielsen, Billund,fortælleromdagligdagen i sidste halvdel af1800-tallet
AfIngrid Schmidt
I Billund findes der mange tilflyttere,men der
findesdogogså beboere, dererfødtoghar le¬
vethele deres livher. En afdisse, Daniel Dani¬
elsen, døde den 7.januar 1999. Han varfødt i
Grene Sogn den 27. november 1901, levede
næsten hele sit liv på fødegården, hvor hans
forældre og bedsteforældre havde boet, og overtog1932gården, der ligger i Plougslundet par kilometer syd for Billund. Daniel blev al¬
drig gift. I mangeårboede han sammen med
sinligeledes ugiftesøster,Anna.
Ejendommen barprægaf,atdeto sattepris påde ting, de havdearvetfra forældrene. Efter
søsterens død i 1990 boede Daniel alene på gården, som han fortsatte medat drive. Han,
der havde tærsket med plejl, da han var ung, høstedenumedmejetærsker. Dog blev helbre¬
detsådårligt, athan tilbragte de sidste måne¬
derpåBillund Plejehjem.
Danielvarmegetinteresseret i lokalhistorie
og varmed tilatstifteLokalhistorisk Forening
for GreneSogn i1978.Hanvartil sin dødæres¬
medlem afforeningen. Hanvar engod fortæl¬
lerogkunne huske megetlangt tilbage. Hans
bedstemor var død, da Daniel blev født, og hansbedstefar, derogsåhed Daniel, døde 21/2
årefter Danielsfødsel,menfaderenJohan, for¬
talte om bedsteforældrene og sin egen barn¬
dom. Daniel kunnesågenfortælle detpåenså¬
danmåde,atmanskulletro,han selv havdeop¬
levet situationerne.Omkring 1980 lavede Vagn Jensen og Kristian Udby fra Grene Sogns Lo¬
kalarkivenbåndoptagelse med Daniel (supple¬
ret et parsteder afsøsteren,Anna), hvor han
fortalte, hvad han havde fået fortalt. Fra dette bånd gengiver jeg Daniels fortælling, næsten ordret. Daniel talte egnensdialekt.
Husetbygget af ler
Ja, når jeg skal fortælle omnogetom livet her på egneni ensvunden tid,såerdet jo ikkeså
megetaf det, jeg selv har oplevet. Det mestejeg
haratfortælle, deterhvad fader har fortalt,bå¬
de fra hans egen og fra bedstefaderstid. Bed¬
stefadervar fraVandel, han hed Daniel Han¬
sen, og bedstemoder var fra Plougstrup, hun
hed Anne Kirstine. En tid efter atbedstefader
varkommethjem fra krigen i 1850,blev de gift,
ogi 1851 ellermåske 52begyndte de her. De
Danielpå sinnyemejetærsker 1983. (Foto: Privateje)
Daniel i 1951. (Foto:Privateje).
fikenlod og over100 tdr. land, hvorafenfjer¬
dedel var moseog detmesteaf heden mager
sandjord.Deopførteetlille hus af ler medsmå
vinduer og tækket med lyng. Huset havde en åbenskorsten,og overildstedet lavede de deres mad, gulvet varafler. Den åbne skorsten, var
somoftest den enestebelysning, de havdeom aftenen. I den ene ende af huset stod deres senge, og bunden af sengene bestod af lyng¬
knipper, dervar bundet sammen med halm¬
bånd,ogde blevsatpårodenden indmod hin¬
anden, og oven over var der lagt en smule
halm. Farfortalte,at snogene varslemme tilat gå ind i lyngknipperne,ogdet kunneogså ske,
athugorme gjordedet. Om sommeren grave¬
de bedstefader sadder (lyngtørv). Dem stillede
hanopmodmuren,dels foratbeskyttemuren,
dels foratlune mod vinterstormene.Egnenvar
jævnogflad,ogdervarnæstenikke plantetet
trænogetsted,ognårsnestormenesatteind,så
kunne tørvenegive læ til huset. Det kunnenæ¬
stenknyge efter,ogbedstefadertogsågerneen skovl ind om aftenen, når der var optræk til
snestorm.
Bedstefaderkøbteetparsmåstudeognogle får,også begyndte hanatdyrkehedenop.Han
fandt udaf, hvorjordenvarbedst, detvarder,
hvorlyngenvarstørst,også pløjede hanetlille stykke histogher. Men foratde kunne avleno¬
get,vardetenbetingelse,atde fik kalk,ogdet
kunne de ikkesådanligefå. Så gravede bedste¬
fader sadder i heden,ogdem slæbtehansam¬
men i dynger,når devartørresåsatte han ild
dertil. Asken strøede han ud på jorden, når
hanhavdepløjet,ogher kunne de godt avle ik¬
kesålidt rugog/eller boghvede ietårellerto,
mensåvardetjo galt igen. Dervarkalkatfåi
Skibethenne vedVejle,menstudespandet,som bedstefaderhavde,kunnejo ikkegå derhen.Så gravede han tørv i mosen, og så kunne de
kommehenne østenframedetlæs kalk også
fåetlæs tørvi vognen hjem. På den måde fik
bedstefader ikkeså få læs kalk.Når han så hav¬
defåetkalken,så kom han den iensækogsåe¬
de det, ligesom vi for mange år siden såede kunstgødning. Det var selvfølgelig træls for ham,mendetvarhan nødt til, for detmåtte ik¬
ke få formeget. Så pløjede han med studene
forenlilletræplov. Detvartrædethele,undta¬
gendervaretlillejernskær. Ploven havde kun
ethåndtag, så den gik han oven for furen og
styrede. Det vil sige, hantogved med denene hånd, også holdt han ploven sådan ind mod
detenelår.Nårhan skulle udatpløje,så måtte
bedstemodersy enlap på detenelår,ellers sled
det bukserne helt op. Når så bedstefader var heltfærdig,så blev lappensprættetaf igenog gemttilsenerebrug
Udattjene fra Pedersdag
Senerefik deogsåenko ellerto,ogbygninger¬
neskulle så udvidesogforbedres. Bedstefader
brændte selv mursten i en lille teglovn, som han fik stilletan. Deskulle selv lave altdet, de kunne, for der var ikke penge til ret meget.
Pengevari mangeåren mangelvare for dem.
Efterendelårs forløbbyggede de ogsået stør¬
reogbedre stuehus, da familien voksede. Elle¬
vebørnsådagens lys i det lille hjem.
Eftersombørnene voksedetil, måtte de ud
at tjene-dervar to-tre drenge, dervar ældre
end fader. 1 1867varfader blevetotteår,ogda
kom han ned til Utoft i GrindstedSogn. Bed¬
stefader lejede dem dengang ud som hjord¬
drenge, detvar gernefra maj til november, og lønnenvargerne enspecie, deterfire kroner.
Så var det skik ogbrug dengang, atde fik en
timskage med hjem til november. Detvargrov¬
mel, dervarsigtet,ogdetvarjo detsamme som
sigtebrød.
Bedstefadersagde altid,når han havde lejet drengene væk: »Så skal I tage ham til Peders- dag«, deterden22. februar,så fik dedaføden.
Farharogså tit fortaltom,hvorsværtdetvarfor
dematfå føden. Mangegangefik deom afte¬
nenrugmelsgrød,ogkunne defåen lillesmu¬
lesirup i,såvardet vældig godt.
Om middagen fik de mange kartofler. De
blev hældt udpå bordet, der blevsat etparsmå dynge salt,også kunne de pille de kartofler, de
hver kunnespiseogdyppe i salt. Kødvarikke hverdagskost, de slagtede et par får hvert år,
mendet skulleslå tiletheltår,ognår devarså
mange folk, kunne det ikke blive til hverdag¬
brug.
11868 havde deingenregnfået fra de såede
kornet iforåret og til de høstede. De avledeså godtsomingenting,menvinteren dereftervar forholdsvismild,ogdet hjalpnoget-såkunne
de lukke kreaturerne ud i lyngen. Detvarbe¬
dre end ingenting,men rugen blevså dyr, så
denæstenikke kunnefåpenge til brød.
Farvarkommet udattjene i Plougslundsom
hjorddreng. Hanvarkommet ud til Pedersdag.
Detvar hos en enkekone, han tjente, oghun
havde voksne børn hjemme til athjælpe med arbejdet,mende havde ikkeså lidtengderude
ogogså megethø. Hun sagde tit til fader, når
han skulle hjem: »Du kan sige til din fader Jo¬
han, athan kan komme herudogfåen dynge
hø med hjem«. Hun vidste godt, atde havde
JohanogKatrine Danielsen med deresfire børn foran hjemmetcu. 1910. DeterDaniel til hest. (Foto: Privateje.)
Carden medvindmøllen,somblevbrugt indtil der kom elektricitet i1935. (Foto: Privateje).
ingenting. Det lod bedstefadersigikke bydeto gange,hantogsåetstykke reb,oggik udogfik
så megethø i detstykke reb, som han kunne
bærehjem. Og det hjalp dem godt.
Fader fortalte tit om hans hjordtid. Han
kom udommorgenenmed kreaturerneogfå¬
reneogskullesåblive ude tilomaftenen. Han
have mad med ienhjordtaske til hele dagen. I
sommervarmen smeltede smørret på hans mellemmad, og de kunne blive helt krumme.
Folkbagte selv brødet dengang,ento treskæp¬
per rugmel af gangen, og det sidste blev tit
muggent,inden de fik det spist. Far fortalte,at detvartit,når han kom udogskulle have hans mellemmader,vardesåtørreog mugne,atnår
han bed demover,så kunne muggetrygeud af
halsenpåham.Nårdrengenvarsulten nok,så
skulle mellemmaden nokglide ned.
Hjælpsomhed i nøden
Forudenatdetsåtitvarsværtfor dematskaffe detdagligebrød, så kom derogså andretræng¬
sler ind over deres hjem. Bedstemoder havde
enbror, der boede her i Plougslund. Han blev
i 1864 tvunget til at køre ægtkørsel (pligt¬
kørsel) fortyskerne, oghan varvæk ilængere
tid. Han kunne ikke komme hjem før tyskerne
gavham fri. Da han kom hjem,varhansyg,han
havdetyfus,og han døde af det. Smitten bred¬
te sig hertil, og bedstemoder og bedstefader
måtte køre to afderes børn på Grene Gamle Kirkegård.
Nogleår efter fik de difteritis, de kaldte det halssyge dengang. Da mistede de tre børn, to kom i énkiste,ogde blevogså begravet på den gamlekirkegård.Etstykke tideftermåtte de af
stedmedentredie.
Far fortalteogsåom,hvor hjælpsomme folk
var dengang. Der boede en familie her i nær¬
heden. Devarsåfattige, atde undertiden ikke
havde dettørre brød i huset,mendengangty¬
fussen rasede her, da kom konen tit herned med mad til dem. Hungik rundt uden for hu¬
setsålænge,atde opdagede,athunvarder. Så
satte hun sin gryde, eller den del hun havde
madeni,også gik hun hjemigen.Så kunnede gå udoghente den ind.
Den samme familie havde engang ikkean¬
det end hvad manden kunne tjene ved at ar¬
bejde for fremmede. En aften, fortalte fader,
havde despist det sidste brød, de havde i huset.
Når den nye dag kom, skulle der mad på bor¬
detigen-de havde ikkeså få børn. Mandenog konen sov ikke den nat, men hen på natten havde de hitteten udvej, også rejste manden sigoggik hen tilenmand i Randbøl og spurg¬
te,omhan kunnelåne såogsåmangedaler til
enbeit rug, somde kaldte det dengang, detvar sådanetkvantum påen totreskæpper. De fik
penge af ham, og så gik han til møllenog fik rugmel med hjem.
Detvarden barskevirkelighed. Selv om de
havde lidt tilsig selv, så tænkte de ogsåpåan¬
dre, når de var i nød. Det var ligesom man
dengang, fortalte fader, atfolk togmere del i
hverandresbyrder,sorger ogglæder.
Bedstefadergik udpå arbejdeom vinteren,
når han kunne få noget. Daglønnen var en mark = 33 øre. Om sommeren gravede han
tørv, som hansolgte for atfå lidtpenge hjem.
Der var også andre der gravede tørv til eget brug i bedstefaders mose. De kunne grave to mand for en mark, så måtte de grave en hel dag. Senere fik bedstefader heste,oghanogfa¬
derkørtesåtørvtilVejleogsolgte for nogle få kroner,også kørteomad Skibet hjemogtog et læs kalkmed. Detvar endrøj tur. De skulle af¬
sted en natogkom først hjem den næste nat.
Men devarikkesåsarte dengang. Detogdet,
somdetsig bød,mensmåt havde de det.
Dervar en gammel mand, der fortalte mig
engang,athans kone havdeetbrev skrevet. Det
lå inæstenfjorten dage.Dekunne ikkefå de få
øre fra, som det kostede at sende etbrev. En
hjælpvardet, da sparekasserne blev oprettet.
Deder havde lidt tilovers kunnesættedet i spa¬
rekassen,også blev der lidt til dem, der ville lå¬
ne.
Detvarikkenemt atlåne penge.Far fortalte
engang, at bedstefader envinter, det varaltid
den tid, det kneb mest, gik ned til en mand i
Billund foratlåne noglefå daler. Manden hav¬
de dem, men afviste bedstefader med den be¬
grundelse,atdetjovarethedested, han havde,
ogmanden kunne ikke komme i tankeom, at
på sådan et sølle hedested kunne detsenere hlive sådan, at han kunnefå sine penge igen.
Bedstefadermåttegåhjem med uforrettetsag.
De fortalte, at dengang sparekasserne kom i
gang,davardernogen,der havde lidt på kiste¬
bunden,der ikke turde sættepengeneispare¬
kassen, for de vidste ikke om de så dem igen.
Detvarjonoget nyt,dervarkommet,mendet
var enstorhjælp foregnen,for der kunne folk
komme ogoptagesmålån.Førhavdedemange gangeværethenvist tilatsælge dyrene, når de
skulleskaffe penge, men nårde kunnefåetlil¬
lelån kunne de beholde deresdyr. Men ikke al¬
lesåligedan pådet. Far fortalteomengammel
mand. Hansagde engang,ja, i gamle dage, da
måtte bønderne undertiden ridepå træhesten,
nu omdage rider de på veksler.
Mangeaf de gamle hedebøndervardaogså
sådanindstillet,atlåne ville de ikke. Deforsøg¬
te atleve efter detgamle ordsprog eller mund¬
held, hvad I nu vil kalde det, at klatgæld og driwand ogsleske folk skalman varesig for.
Men havde de gamle bønder det træls, da
deresarbejdsdag oftevarlang,ogderes fødeog
klædedragt tarvelig, så klagede de aldrig, de tog det som livet bød sig. Der er ikke få ek¬
sempler herpå den vestjyske hedeegn,at etpar mennesker, der harbegyndtpå den barehede
med densimple hedejord, efteretlangt livs slid
ogslæb harfåetengodgårdopatstå.Selvom
detgik langsomt for dem,sågik det dog frem¬
ad.
Dervarogså dem, dervarhenvist tilatarbej¬
de forandre, de der boede ietlille husogmå¬
ske havdenoglefå tønder land, der ikke kunne give dem tilstrækkeligt til at leve af. De måtte
ud ogtagedet arbejde, de kunnefå,ogdet til
en mark om dagen. Senere da vi kom op i
1880'erne og90'erne, da fik de kroner i stedet
formark, davardaglønnen 50øreom dagen.
Dervar mange, der gik ud og tærskede med plejlomvinteren for den løn. Det forslog ikke meget,når dervarenfamilie, der skulle leve af
det. Fader nævnede ikke så få eksempler på
sådanne husmandsfolk. De havde det endnu
værreendhedebønderne, for de kunnealdrig
komme videre. De kunnevel få lidtfattighjælp,
hvis de var i nød, men det ville de helst ikke.
For degamlevardeten æressagatklare sig selv,
de ville hellerespisetørtbrødend de ville ligge
andre tilbyrde.
På dettetidspunktbryder DanielssøsterAnna indog
fortæller, hvad hunsynes, der også skalfortcellesom
faderen, da hansomdreng tjente i Utoft:
Han havde sin lille madtaske, den havde han
ommepå ryggen, ogfedtet framadpakkenvar smeltet,så hans lillevestvarligeså den glinse¬
de. Påheden havde han en urskive, detvar et
storthul,somhan skullestå ned i,ogud til hver
sidevarder timetal. Han kunne se hvad klok¬
kenvar,når han stod i detstorehulogskyggen
faldtpåtimetallet. Han kunne aflæsebåde he¬
le oghalve timer. Det skulle han komme hjem
med dyrene efter. Den største bekymringhan
havdederude,varnår detlynedeog tordnede,
for da havde haningen stederatgå hen. Han
varotteår.
Første gang,han skulle derned, da græd han
heletiden,såommeved Grene Bromødte han den gamle sognefoged Kresten Søndergaard.
Han sagde til ham, hvad græder du for min dreng, ja, hanskulle jo udat gene.Detskal du
ikkegrædeover,sagde sognefogeden,nårman kan komme udattjene,såer man enstorkarl,
oghantoghamvedhåndenoggik med ham til
Utoft.
I Utoft fik han vist ingen timskage da det
blev november. Det var da han var hos Mads
Vestergaards enke i Plougstrup, hanfik den.
Hos MadsVestergaards enke bagte de selv
brødet, en 14-16 adgangen plusetantal tims- kager ellersigtekager, som vi kalder det. Der
blevaldrigskåret hulpå sigtebrødet før detvar muggent. Så sagde den gamle kone, Kirsten
Marie til sin datter Else: »Nuskal vi vist have hul
på sigtekagerne, fornuerde begyndtatmug¬
ne«.Når de så fikmorgenmadogbed i detmug¬
nebrød, stod derenkvolm ud afhalsen dem.
Timskagen, dervar en del af faders løn, fik
han når dengamle Kirsten Marie havde sendt
bud med hamhjem,atnukunne den overleve¬
res.Detvar envældigstorkage, ogdetvarlige
altdet,han kunne bære den. Desmå søskende derhjemme løb imod ham for devidste, atnu kom han mednoget,de kunne spise.
Så fortaltevorfader engangdyrlægePeder¬
sen iVandel, om det her med at der stod en kvolm ud af halsenpå dem, når de bed i sigte¬
brødet.Ja, muggenhed, sagde dyrlæge Peder¬
sen,detergodt, deterdetsamme sompenicil¬
lin.
DerefterfortsætterDaniel medatfortælleombedstefa¬
deren, dervarmed ikrigen i1848.
Pågårdspladsen.FravenstreAnna, faderen Johan,engrr.stogDaniel i 1936. (Foto: Privateje).
Soldat i 1848
Bedstefader blev indkaldt i 1848. Som ungsol¬
datkom han ind ogfikenkort læretid,ogder¬
efter sendt til fronten nede sydpå. Engang
sendte hans moder nogle strømper til ham.
Dervar enfraVandel, dervarindkaldtetstyk¬
ke dd efter bedstefader. Han hed Laust Mik¬
kelsen,mende kaldt hamPjat Laust, jeg ved ik¬
ke hvorfor.
Soldat havde han da været og han måtte
med i krigen.Såvarbedstefaders moder kom¬
meti tankerom, at det kunnevist snartvære
galt med sønnens hoserogsendte altsånogle
parmed Laust, da han skulle afsted. Ogsåtraf
detsigsådan,atder sejledetoskibe forbi hin¬
anden på Eckenførde Fjord. Detene varLaust med,ogpå det andet fik han øje på Danielog så smed han strømperne over til ham. Detvar
joet helt mirakelatDaniel på denne måde fik
sine hoser.
Bedstefader varmed i slaget ved Isted. Det
var det værste, han havdeværetmed til,sagde
han.Tyskernehavde bidt sig fast ienskov. Den
kaldtes vistnokRyde Skovoglåuden for Isted.
Den danske hær løb storm imod skoven to gangeogblevslåettilbage,ogsåtrak de sig til¬
bage tilenstordalsænkning. De fik sendt bud
efter al den forstærkning, de kunnefå, ogalle
de kanoner, de kunne skrabe sammen. Så
holdt obersten, detvarvistnok Læsøe, en tale for dem ogopfordrede hver mand til atgøre sinpligt. Hvis vi ikketagerdem dennegang,så
tagervi dem ikke.
Derblev givetsignal til angreb, også måtte
de fremad. Kanonerskød det de kunne og de
blev ved ogblev ved og blevved, de der ikke
faldt. Dervar enkugle, derramte etbånd af bed¬
stefaderstornyster ogenandenrev enflænge i
hansuniform, mendetslap han med,menda
de kom tilskoven, daså de detfrygteligstesyn.
Lemlæstede ogdøde mennesker i hobetal, og de såredejamredeogskreg,men dervarjo ik¬
ke taleomatde kunnetagesig af dem, demåt¬
tefremad,alle de der kunne.
Så begyndte tyskerne at rømme sønderud,
ogde danske soldatervarefterdem. Jeg ved ik¬
keomjeg husker rigtigt,mendet kommer mig for, atjeg engang har læst, at der faldt 2.300
danske soldater. Den danske hær vandtslaget,
men måtte betaleenhøj pris. De fulgte tysker¬
nesydpåog varilag med dem fleregange.En¬
gang varbedstefadertagettil fange. Devar en lille gruppe, dervarblevetafskåret, de kunne
ikke komme tilbage til hovedstyrken igen, og blevtagettil fange.
De blev indkvarteret iRendsborgpåenkøb¬
mandsloft,ogder gik selvfølgeligvagtudenfor,
menmadenvarsåringeogde fik kun lidt. En
nat opdagede de, at dervaret parbrædder i loftet,dervarløse. Dem fik de brækketop, og så måtte bedstefader derned, de spændte liv¬
remmenesammenoghejste ham ned. Hanvar
en høj, slank mand, og han kunne lige knibe sig igennem, der hvortobræddervartagetop.
Såkom han ned ikøbmandenslager.Derfandt
han ensæk med sukker i og fyldte sin kasket dermed,også trak de i livremmende igen. Det
sukkerspiste deoglagde brædderne i igen. Det gentogsigmange gange, atbedstefader måtte tagedentur.
Enmandjeg traf formangeår siden fortalte,
athan en dag havde truffet bedstefader ude i
mosen. Der arbejdede han jo meget om som¬
meren. Dels gravede han tørv, dels rejste han
ogstuvededem. Der traf mandenaltsåbedste¬
fader, der lå og stuvede tørv. Han havde en
gammel filthatsyetpå hver bukseknæogdevar
syetpå, påen sådan måde, atnår han bøjede
knæenegik de opi hattepulden. Detskånede
bukserne. Dervarjo ikke penge at købe nye for.Nårhanvarfærdig medtørveneblev hatte¬
nesprættetafoggemttilsenerebrug.
Nufortsätter Annafortællingen
Flormel tiljulebagningen
Ja,hen i efteråret begyndte bedstemoder joat spørge om hun ikke kunne få en lille smule
flormel tiljul. Dervarensmule atfå, mendet
vardyrt. Detsagde bedstefader alud,menhun
snakkedejo omdet igen. Så kom tidenathan
skullehavejulebeit hen til møllen. Detvar rug¬
mel til rugbrød og det skulle vistnok til Gjød- ding Mølle foratblive malet. Da snakkede bed¬
stemoderigen omflormel. Kunne hun ikkefå
et lispund? Det var 16 pund. Så sagde gamle
Daniel: »Kan Isåkomme medjeressmåpenge,
børn«. Og de børn, der var hjemme, løb så
rundt til gemmerbåde herogder,enkom med
en enøreog en medentoøre,enenkelt havde
måskeentiøre.
Såsagde jeg til far: »Hvad kunne det blive til
med de penge,de havde«?
»Ja, det skal jeg sandelig sige, etår havde vi
daen 16-17øretilsammen«.
Dukantrodet kunne hjælpe,ogbedstemo¬
der fikså hendes lispund flormel. De, dervar udeattjene, komjo hjem tiljulogså skulle der bages lidt.
Danielfortælleretparhistorier tilognogetomsinsko¬
legang, menjeg vælgeratstoppegengivelsen her.
Ingrid Schmidt, tidl. lærer, Søndermarksvej 411, 7190 Bil¬
lund. Født 1936. Hartidligere udgivetsammen med Kaj Schmidt,Sognets stolthed. Skole i Billund i 100år. Billund¬
centret1973-98 ogforskellige artikler bl.a. i Egnsbogen.
