Jørgen Gleerup & Finn Wiedemann (red.): KULTURENS KODER - i og omkring gymnasiet. 188 sider. Odense Universitetsforlag 1995. Pris: kr 225.
Anmeldt af Palle Rasmussen.
Gymnasiet er en paradoksal uddannelsesinstitution. I sine grundlæggende strukturer og fag har gymnasiet udvist stor stabilitet siden slutningen af forrige århundrede. Men gymnasiets rolle i samfundet er på mange måder forandret, idet gymnasiet er blevet en masse-skole, som varetager en bred vifte af uddannelsesfunktioner. Dette paradoks kan måske forklares med, at ændringerne i gymnasiet først og fremmest er sket på det uformelle, kulturelle niveau. Derfor er det spændende at gå i gang med en bog, som ifølge bagsideteksten "..betragter gymnasiets og hfs udvikling gennem de seneste årtier ud fra kulturelle og system-teoretiske synsvinkler".
Der er da også tale om en interessant bog. Forfatterne kommer dels fra universitetsmiljøet (nærmere bestemt Center for Kulturstudier, Medier og Formidling ved Odense Universitet), dels fra gymnasieskolen, og bogen afspejler således en positiv bestræbelse på at bygge bro og skabe dialog mellem universitetsforskningen og (en af) de kulturformidlende institutioner i samfundet. Bogen bygger overvejende på en bestemt teoretisk referenceramme, som kombinerer begrebet organisationskultur med Niklas Luhmanns generelle systemteori.
Som helhed synes jeg bogen skuffer lidt, selv om nogle af de 8 artikler er gode. Efter at have læst bogen er jeg blevet mere opmærksom på den ovenfor citerede formulering fra bagsideteksten. Nærmere bestemt på, at der står "betragter", og ikke f.eks. beskriver, diskuterer, analyserer eller vurderer. For den "betragtende" tilgang er for mig at se et centralt træk ved bogen, og også en væsentlig svaghed.
Det teoretiske udgangspunkt hos Luhmann og organisationsteorien præger især de artikler af redaktørerne selv, som indleder og afslutter bogen.
Herudover rummer bogen artikler, som går nærmere ind på forskellige aspekter af udviklingen i gymnasiet, især udviklingen i tre centrale
"kulturfag", nemlig dansk, historie og idræt. Niels Kayser Nielsens artikel om idrætsfaget er en ideologikritisk diskussion af forskellige aktuelle tendenser i idrætsdidaktikken, som f.eks. fokusering på naturlig kropsudfoldelse og subjektivering. Det er interessant nok, men jeg kunne godt have ønsket en
1
vurdering af, hvor meget de forskellige tendenser faktisk præger idrætsundervisningen. Claus Wesths og Harry Haues artikler om henholdsvis dansk og historie er mere traditionelt faghistoriske fremstillinger, der følger udviklingen i bekendtgørelser og faglige debatter.
Man mærker, at forfatterne kender fagene "indefra", og begge artikler giver et godt indblik i udviklingen siden 60'erne. Dansk og historie har siden forrige århundrede været de fornemste bærere af den kulturelle dannelse i gymnasiet, og rygraden har i begge fag været den kronologisk ordnede stofgennemgang. Men efterhånden førte den videnskabelige udvikling inden for fagene til et stigende krav om fordybelse, også i gymnasieundervisningen. Det var svært at forene med den kronogiske stofgennemgang, og ved gymnasiereformen i1971 førte det ophobede pres til et markant brud på traditionen i begge fag. Hovedinteressen blev rettet mod det moderne samfund, tidligere tiders historie og litteratur skulle ikke længere dækkes systematisk, men gennem løsning af udvalgte perioder. I dansk blev genstanden udviden fra skønlitteraturen til også at omfatte mange andre slags tekster. Samtidig blev elevernes medindflydelse formaliseret, således at eleverne skulle være med til at vælge perioder og tekster. Mange senere debatter og ændringer i de to fag har handlet om at
"finde sine ben" i forhold til denne markante reform. Westh og Haue kender debatten indefra, og deres artikler giver et godt overblik over udviklingen.
Udover artiklerne om skolefagene rummer bogen en kort og anskuelig fremstilling af udviklingen i gymnasiets pædagogiske miljø fra 60erne til 90erne (ved Arne Mørch), og en indføring i teorierne om "ansvarliggørende pædagogik" (ved Erling Petterson). Begge artikler er hver for sig udmærkede, men har så vidt jeg kan se ikke meget sammenhæng med antologiens generelle perspektiv.
De nævnte artikler bærer ikke præg af nogen fælles teoretisk indfaldsvinkel.
Haue afslutter sin artikel med en kort diskussion Luhmann og historieundervisningen. Men ellers er det redaktørerne selv, som står for at frugtbargøre den organisations- og systemteoretiske indfaldsvinkel i forhold til gymnasiet. Wiedemann indleder bogen med en artikel om "gymnasiet mellem fortid og nutid", hvor han søger at karakterisere de skiftende symbolsk generaliserede medier, som har knyttet sig til gymnasiet. F.eks.
mener han, at da den (enkelt)faglige orientering slår mere tydeligt igennem i starten af 60erne, "..ændres det symbolsk generaliserede medie fra
2
dannelse til videnskab, og den binære kodificering skifter fra mere eller mindre dannelse til sandt/falsk" (s 19). Gleerup slutter med en artikel om
"Gymnasiet som subsystem i det offetnlige system", hvor han søger at karakterisere de problemopfattelser og styringsprincipper, som gymnasieinstitutionen anvender i omgangen med sine omgivelser. Desuden har Gleerup og Wiedemann i fællesskab skrevet en mere praksisrettet artikel, hvor de med udgangspunkt i teorier om organisationskultur opstiller anvisninger på, hvordan gymnasiernes medarbejdere (f.eks. når de holder
"pædagogiske dage") kan arbejde frem mod en mere reflekteret udvikling af en gymnasial kultur.
Disse tre artikler er velskrevne og rummer punktvis interessante overvejelser; men jeg synes de er for meget præget af den "betragtende"
tilgang. Gleerup og Wiedemann viderebringer gængs viden om gymnasiets udvikling, omskrevet i en organisations- og systemteoretisk jargon. Min læsning er måske præget af, at jeg i udgangspunktet er skeptisk over for, hvad hvor meget Luhmanns systemteori kan bidrage til en forståelse af samfundet og kulturen i dag. Jeg vil gerne overbevises om det frugtbare i tilgangen; men det blev jeg ikke i denne omgang. Gleerup og Wiedemann får ikke sagt meget nyt, og de får heller ikke sat deres egne begreber på prøve. Deres beskrivelser er ofte essentialistiske i den forstand, at de karakteriserer via nøglebegreber (f.eks. "dannelsesgymnasiet" og
"faggymnasiet"), uden at bruge meget krudt på at sandsynliggøre nøglebegrebernes empiriske forankring. Det er f.eks. karakteristisk, at de ikke trækker på nogle af de empiriske undersøgelser af gymnasie- undervisningen og elevernes forhold til fagene, der blev gennemført i 80erne.
De bedste artikler i bogen er dem, der går tæt på udviklingen i gymnasiets fag. Men de bygger ikke på den organisations- og systemteoretiske indfaldsvinkel, der skulle være bogens særlige bidrag.
(anmeldelse til Dansk Sociologi; UDKAST, 9.2.96)
3
