DET FORSTLIGE FORSØGSVÆSEN I DANMARK
T H E DANISH FOREST EXPERIMENT STATION STATION DE RECHERCHES FORESTIÉRES DE DANEMARK
DAS FORSTLICHE VERSUCHSWESEN IN DÄNEMARK
B E R E T N I N G E R UDGIVNE VED DEN F O R S T L I G E FORSØGSKOMMISSION
REPORTS — RAPPORTS — BERICHTE
BIND XXXV
HÆFTE 1
I N D H O L D
SØREN F L . MADSEN: Egene ved Bremerhus. (An Old Permanent Sample Plot in Oak). S. 1—10. (Beretning nr. 283).
H. HOLSTENER-JØRGENSEN and E. HOLMSGAARD: The Dependence
of the Increment on the Water Supply in a Young Norway Spruce Stand. (Tilvækstens afhængighed af vandforsyningen i en ung rød- granbevoksning). S. 11—14. (Beretning nr. 284).
B. OVERGAARD NIELSEN: Seasonal and Annual Variation in Litter Fall in a Beech Stand 1967—75. (Sæson- og årsvariation i løvfaldet i en bøgebevoksning 1967—75). S. 15—38. (Beretning nr. 285).
A. YDE-ANDERSEN: Angreb af Fornes a n n o s u s i granbevoksninger i relation til plantemetode samt kalk- og fosfattilskud. (Attacks by Fornes annosus in Spruce Stands in Relation to Planting Methods and Fertilization with Lime and Phosphate). S. 39—59. (Beretning nr. 286).
A. YDE-ANDERSEN: Fornes annosus-angreb ved fosfor- og kvælstof- gødskning af gamle rødgranbevoksninger. (Fornes annosus and the Fertilization of Old Norway Spruce Stands with Phosphorus and Nitrogen). S. 6 1 - 6 8 . (Beretning nr. 287).
E. C. L. LØFTING: Danmarks ædelgranproblem. 3. del. (Denmarks Silver Fir Problem. Part III). S. 69—133. (Beretning nr. 288).
K Ø B E N H A V N
TRYKT I KANDRUP &. WUNSCH'S BOGTRYKKERI
1977
3. D E L
LOKALKLIMAETS INDFLYDELSE PÅ PROVENIENSVALG OG DYRKNING
DENMARK'S SILVER F I R PROBLEM
P A R T I I I
THE INFLUENCE OF THE LOCAL CLIMATE ON THE CHOICE OF PROVENANCE AND SILVICULTURAL METHODS
AF
E. C. L. L O F T I N G
FORORD
De to første beretninger under fællestitlen „Danmarks ædelgranpro- blem" omfatter:
1. del: Proveniensvalg (Løfting 1954) og
2. del: Dyrkningsbetingelserne for Abies alba (Mill.) og Abies Nord- manniana (Spach.) i D a n m a r k (Løfting 1959).
Når den følgende beretning tilknyttes de to ældre beretninger ved at indgå som 3. og sidste del af „Danmarks ædelgranproblem", skyldes det:
1) at beretningen bl. a. gennem fortsatte undersøgelser i tilknytning til de ældste ædelgranproveniensforsøg k a n betragtes som supplement eller korrektiv til de ældre undersøgelser.
2) at de tre dele af „Danmarks ædelgranproblem" er knyttet til fælles undersøgelser vedrørende det klimatiske grænseområde for artens udvik- ling i Danmark (jfr. „Indledende redegørelse for undersøgelsernes formål og det teoretiske grundlag for den anvendte metodik", Danmarks ædelgran- problem, 2. del, side 5—10.)
Da de tre dele af „Danmarks ædelgranproblem" er affattet som selv- stændige beretninger, vil følgende introduktion være rimelig:
De specielle vanskeligheder, der opstår for en t r æ a r t s dyrkning, n å r den indføres i et klimatisk grænseområde for arten, skyldes de klimafor- hold, som årstidsbestemt og i lokalt skiftende omfang svækker træarten indenfor det pågældende område. Under disse forhold vil det være en betin- gelse for at opnå en rimelig produktion og dyrkningssikkerhed, a t :
1) retningslinierne for proveniensvalget, 2) valget af dyrkningsarealerne og 3) skovbehandlingen
bestemmes under hensyntagen til grænsevirkningens klimatiske årsag, dens lokale variation og eventuelt skiftende karakter indenfor det pågældende område.
Selv om ædelgran som art m.h.t. vækst, form og dyrkningskrav er meget homogen over langt den største del af sit udbredelsesområde og her k u n
viser små proveniensbetingede forskelle, er træarten dog — indført i et klimatisk grænseområde for artens udvikling — særlig velegnet til påvis- ning af de ovennævnte principielle forhold.
Dette skyldes i første række, at træartens klimatiske følsomhed er kom- bineret med nøjsomhed og tolerance overfor jordbundsforholdene. Dens stærke reaktioner overfor små k å r æ n d r i n g e r indenfor et klimatisk grænse- område vil således i vid u d s t r æ k n i n g være rent klimatisk betingede. Sam- tidig vil klimatiske racer med særlig resistens overfor den aktuelle klima- tiske grænsevirkning her adskille sig stærkt fra det øvrige ædelgranmate- riale.
Ædelgranens dyrkningsværdi i D a n m a r k må bedømmes ud fra træ- artens tålsomhed i sine jordbundskrav, dens gode, anvendelige produktion og dens resistens overfor Fornes annosus, der bidrager til at sikre ædel- granernes vedholdende vækst og stabiliserende indflydelse som indblanding i rødgranbevoksninger m. v. Endelig m å m a n tillægge den stærkt stigende anvendelse af ædelgrangrønt og -juletræer en vis betydning for træartens dyrkningsøkonomi.
Når ædelgrandyrkning trods t r æ a r t e n s mange gode egenskaber stort set er blevet opgivet i den største del af landet, må dette sættes i forbindelse med træartens strenge klimatiske krav, som skaber dyrkningsproblemer af såvel makroklimatisk som mikroklimatisk oprindelse.
Ædelgranmaterialets klimatiske følsomhed gør træarten ret uegnet til at indgå i skovbrug baseret på høj skovsdrift med ensartede, ensaldrende afdelinger og dertil knyttede renafdrifter. De mikroklimatiske betingelser for arten er ved denne driftsform meget uheldige; kulturerne udsættes for stærk fordampning, store temperaturudsving i forbindelse med græsvækst og en stedvis helt ødelæggende forårsnattefrost, ligesom ædelgranerne ofte skades i højskovens senere faser som følge af træk og udtørring. Under disse forhold kræver ædelgranen overordentlig gunstige makroklimatiske betingelser, både med hensyn til temperatur- og fugtighedsforhold for at opnå en nogenlunde sund og sikker udvikling.
Skovdyrkningsmæssigt kan de mikroklimatisk betingede vanskeligheder imødegås eller undgås ved etablering af skærm for kulturerne og gennem en driftsform, som i højere grad tilpasses træets krav og natur, — h e r u n d e r dets evne og tilbøjelighed til, som et udpræget skyggetræ, at indgå som et værdifuldt blandingstræ sammen med bøg, rødgran m. fl.
Man k u n n e tænke sig, at interessen for ædelgrandyrkning ville være meget ringe i en rationaliseringstid, idet træarten kræver skovklima og er uegnet til opvækst på åbne, frostudsatte kulturflader, langsom i sin første udvikling og udsat for vildtbid m. m . Dette er dog næppe hovedårsagen til det store tilbageslag for ædelgrandyrkningen på Øerne og i Østjylland, idet der h a r været en stigende interesse for ædelgrandyrkning i midt- og specielt vestjyske hedeområder og en u d s t r a k t anvendelse af træarten i de vest-
jyske klitplantager, specielt i Thy, hvor ædelgranen er blevet en hoved- træart. I disse områder h a r ædelgranen selv under tarvelige og vanskelige jordbundsforhold opnået en forbavsende god udvikling. I modsætning her- til h a r den k u n indenfor begrænsede o m r å d e r i Østjylland og på Øerne klaret sig tilfredsstillende, idet omfattende angreb af Dreyfusia nordman- nianae, stort nåletab m. v. som oftest h a r decimeret bevoksningerne og nedsat tilvæksten, uanset gode jordbundsforhold i disse områder.
Da ædelgrandyrkning h a r været forsøgt i alle egne af Danmark, gen- spejler dyrkningsresultaterne og den deraf følgende stærkt skiftende in- teresse fra egn til egn således meget klart, at ædelgranen indenfor vort land har reageret stærkt for små egns-, lokalitets- og årsbestemte klimati- ske variationer. Denne følsomhed m a r k e r e r ganske entydigt, at ædelgranen i Danmark dyrkes i et klimatisk tørkegrænseområde for artens gode ud- viklingsmuligheder som skovtræ (Løfting 1959). Bedømmer m a n dyrk- ningsbetingelserne i D a n m a r k på basis af det hidtil anvendte ædelgran- materiales dyrkningsresultater i vore skove, m å m a n nok erkende, at store områder i Østjylland og på Øerne ligger udenfor den klimatiske grænse for dette materiales forsvarlige anvendelse. Omvendt viser ædelgranens for- trinlige udvikling i mange jyske klitplantager og gode ædelgranbevoksnin- ger i den vestlige del af Jylland, på den jyske højderyg og i hedeområderne i Midt- og Vestjylland, at det anvendte materiale her h a r mødt tilstrække- lig gunstige klimatiske betingelser.
A. Martin Jensen (1968) viser, at ædelgranen i de ældre bevoksninger vækstmæssigt bliver rødgranerne overlegen indenfor de tidligere midt- og vestjyske hedeområder. Det m å dog tilføjes, at sen forårsfrost og vinter- svækkelser (kambialsprængninger) efter ufuldstændig modning (forved- ning) er en alvorlig fare for ædelgranens opvækst i det midtjyske hede- område, medens rødgrankulturerne her er langt lettere og sikrere at gen- nemføre. I de vestlige hedeområder bliver ædelgranens overlegenhed mere udtalt, bl. a. fordi rødgraner i dette område tidligere bliver svækkede (tynd- nålede) som følge af vind og saltnedslag. Undersøgelsen bekræfter tillige, at ædelgranerne østligere i Jylland ofte viser tydelige svaghedstegn og vækstmæssigt bliver rødgranerne underlegne.
De nævnte erfaringer vedrørende udviklingsbetingelserne for ædelgran i Danmark er baseret på ældre ædelgranmateriale, som med hensyn til klimatisk følsomhed ikke h a r vist tydelige proveniensbetingede forskelle hos os, ligesom materialet under samme vækstvilkår ikke har vist store proveniensforskelle med hensyn til vækst og formtendens. Dette ædelgran- materiale h a r imidlertid lige siden von Langen i 1762 indførte de første ædelgraner i vort skovbrug og indtil de sidste årtier repræsenteret den del af træartens udbredelsesområde, som omfatter mellemeuropæiske, ned- børsrige, specielt vesttyske bjergegne (Schwarzwald m. v.). Man har for-
mentlig såvel fra tysk som fra d a n s k side bestræbt sig for at skaffe frø fra teknisk gode, sunde moderbevoksninger, men dette h a r yderligere med- virket til, at vi har importeret vort ædelgranfrø fra de egne og lokaliteter, hvor ædelgranen, bl. a. i kraft af gode humide klimatiske forhold, h a r vist den smukkeste udvikling.
I betragtning af D a n m a r k s beliggenhed i et klimatisk tørkegrænse- område for arten har de nævnte proveniensvalg været uheldige. Vor be- dømmelse af dyrkningsmulighederne for ædelgran i dansk skovbrug bør derfor i højere grad baseres på de tørketålende klimaracers udvikling i vore proveniensforsøg end på vore tidligere dyrkningsresultater (jfr. Lifting
1954 og 1959).
De tørkesvækkelser, som trækker den klimatiske tørkegrænse for ædel- gran i Danmark, indtræffer i forsommeren i tilknytning til stærk, lang- varig fordampning i klart vejr med høj dagtemperatur, lav luftfugtighed og mange sammenhængende solskinstimer (mange dagtimer). Når faren for disse tørkesvækkelsers indtræden k a n tidsbegrænses til ca. 6 uger, fra midten af maj til udgangen af j u n i , skyldes dette i første række, at ædel- granernes nye skud i skudstrækningsperioden, indtil nålene er fuldt ud- viklede, er dårligt beskyttede mod cuticulær fordampning, medens saft- stigningen (trods træartens kraftige rodsystem, der muliggør udnyttelsen af vandreserverne i et anseligt r o d r u m ) foregår for langsomt til at erstatte fordampningstabet u n d e r et stærkt og langvarigt fordampningskrav i denne periode (Løfting 1959).
Den nedsatte saftspænding forringer træets modstandskraft overfor sug- ning af Dreyfusia nordmannianae, som muligvis yderligere tillokkes og op- formeres i særlig grad gennem en forhøjet koncentration af sukker m. v.
i de svækkede træers stagnerende perifere saftstrøm. Enhver nedsættelse eller afbrydelse af fordampningen samt enhver mulighed for cuticulær vandoptagelse vil under disse forhold være af afgørende betydning. Be- skygning, skydannelser, tåge- og dugvirkning samt hyppig nedbør vil så- ledes indenfor den nævnte periode være fuldt så afgørende for træartens udvikling som den absolutte nedbørsmængde. Disse forhold forklarer, at Ariditetsindex (Martonne 1926) og beregninger med henblik på ædelgran- dyrkning i forbindelse hermed (Rol 1936) ikke giver et rimeligt grundlag for bedømmelsen af de klimatiske betingelser for ædelgranens udviklings- muligheder i Danmark. Som et slående eksempel herpå k a n m a n nævne ædelgranens gode udvikling i et ekstremt nedbørsfattigt område i det nord- vestlige Sjælland (specielt på A s n æ s ) . Ariditetsindex er her ca. 20, sva- rende til ca. halvdelen af den værdi, der skulle angive træartens minimums- krav. Hyppige tågedannelser fra det nordvestfor liggende hav sikrer i dette tilfælde ædelgranens udvikling, ligesom den nedsatte fare for sen forårs- frost i kystområdet letter foryngelserne. Tilsvarende forhøjet tågevirkning
m. v. fra havet bidrager til at skabe optimale dyrkningsbetingelser (efter danske forhold) for ædelgran i dele af klitplantagerne i Thy. Også inde i landet, langs søområder og på vest- og nordvestvendte bakkedrag, der hæver sig over lave, flade landstrækninger, skabes lokalt forbedrede klima- tiske fugtighedsbetingelser for ædelgranerne. Et ret pålideligt u d t r y k for de enkelte egnes klimatiske fugtighedsbetingelser for ædelgrandyrkning kan m a n få, hvis man sammenholder maksimalfordampningen for peri- oden fra midten af maj til udgangen af j u n i med nedbør, tågevirkning og om muligt dugvirkning indenfor samme periode (Løfting 1959), men de oplysninger, dette kræver, kan k u n fremskaffes for meget få stationers vedkommende.
Ædelgranens stærke reaktion på de egns- og lokalitetsbetingede klima- tiske variationer i D a n m a r k vedrører som nævnt et proveniensmateriale fra et køligt tempereret, fugtigt klima i det naturlige udbredelsesområde i Mellemeuropas bjergegne. Som et udpræget skyggetræ opnår ædelgranen her sin smukkeste udvikling i blandingsskov sammen med bøg og rødgran.
Særlig konkurrencedygtig og ofte dominerende bliver den, hvor luftfugtig- heden er høj (fordampningen moderat) på nord- og vesthældende terræn, i tågebælter, kløfter m. v.
Som klimatisk begrænsende for træartens udviklingsmuligheder næv- n e s :
1) Sommertørke. Svækkelserne skyldes hos os normalt for stærk og lang- varig fordampning i skudstrækningsperioden (16/5—30/6) og h a r i hovedparten af landet den stærkeste klimatiske grænsevirkning.
2) Vinterkulde. Frostsprængninger (partielle ødelæggelser) i kambiet i tilknytning til ufuldstændig forvedning h a r normalt k u n mindre betydning for træartens udvikling i de fleste danske områder, men i områder (og å r ) , hvor barske temperaturforhold efterfølger en kort og kølig eftersommer ( b l . a . i de midtjyske hedeegne), k a n disse svækkelser antage en alvorlig karakter og hæmme træartens udvikling stærkt under opvæksten. Misfarvning af småkviste (an- greb af Nectria cucurbitula) k a n opstå i forbindelse med stærkt skiftende temperaturer i senvinteren (Robak 1951), hvor stærkt nålefald kan forekomme på ældre træer i tilknytning til barfrost- perioder med tør, østlig vind.
3) Forårsnattefrost. Normalt indtræffer den sidste forårsnattefrost ved mange danske indlandsstationer efter ædelgranernes udspring, og kulturerne kræver ofte s k æ r m gennem en længere årrække.
4) Luftforurening. Ædelgran er meget følsom for forurening fra industri- områder ( S 02 m. v.), men hårdfør overfor saltnedslag (i klitplan- tager m. v.)
Ædelgranens nuværende, ret sammenhængende naturlige udbredelses- område skulle efter den klassiske opfattelse (Bertsch 1940, Firbas 1949 m. fl.) være opstået ved, at træarten efter istiden fra 3 refugier — et syd- vestligt i Pyrenæerne, et sydligt i Syditalien og et sydøstligt på Balkan — er vandret 1) fra sydvest ad „Juravejen" til Vogeserne og Schwarzwald, 2) fra syd af „Allgäuvejen" gennem Alperne til Bodensøområderne og øvre Rhinområde og 3) fra sydøst ad „Østalpevejen" mod Karpaterområdet m. v. Efter denne teori skulle „Østædelgranerne", omfattende Grækenland, Albanien, Jugoslavien, Rumænien, Bulgarien, Ungarn, østlige del af Østrig, Slovakiet og Polen, stamme fra det sydøstlige refugium på Balkan.
De nyeste undersøgelser viser imidlertid (ref. Hannes Mayer 1972), at ædelgranerne fra det sydlige refugium (Italien) tidligt er trængt frem og h a r indtaget langt den største p a r t af t r æ a r t e n s udbredelsesområde. F r a refugiet i Pyrenæerne er træartens fremrykning foregået meget langsomt, og ædelgranerne herfra h a r først sent opnået kontakt med ædelgranerne fra det italienske refugium, længe efter, at disse var trængt frem gennem den vestlige alpebue. Ædelgranforekomsterne i næsten hele artens østlige udbredelsesområde synes ligeledes at k u n n e føres tilbage til det sydlige (italienske) refugium, og det kan endog være tvivlsomt, om den almindelige ædelgran overhovedet h a r haft et refugium på Balkan.
Ædelgranen d a n n e r let krydsninger med andre Abies-arter. Særlig kendte i vore skove er ædelgrankrydsningerne i bevoksninger af Abies nordmanniana fremgået af hjemmeavlet eller indført europæisk frø. Af særlig betydning med henblik på vore bestræbelser for at indføre et ædel- granmateriale, der er mindre følsomt overfor den klimatiske tørkegrænse- virkning i D a n m a r k , er artens tilbøjelighed til at udvikle overgangsf ormer til andre Abies-arter, som den møder i sine sydøstlige og sydlige tørke- grænseområder.
Mod sydøst — i et område fra det østlige Albanien, gennem det sydlige Jugoslavien og nordlige Grækenland til Rhodopeb jer gene i det sydvestlige Bulgarien — danner ædelgranen meget varierende mellemformer med Abies cephalonica. Disse mellemformer skal ifølge Nitzelius (1968) gennem- gående være vækstkraftige og have relativ stor økologisk spændvidde. Mod syd i Calabrien (Italien) danner ædelgran, jfr. Nitzelius (1968), en over- gangsform til den sicilianske ædelgran s. sp. nebrodensis, som danner over- gang til den nordafrikanske ædelgran, Abies numidica. Endelig skal det nævnes, at de sydvestlige ædelgraner i Spanien danner krydsninger med Abies pinsapo.
De racebetingede forskelle i forstligt vigtige egenskaber hos ædelgran h a r k u n i beskedent omfang været undersøgt. Dette må ses på baggrund af, at ædelgranen som art synes at være meget homogen indenfor meget store dele af sit udbredelsesområde, således at m a n ikke på forhånd h a r kunnet
vente større proveniensforskelle. Derimod h a r det været almindeligt kendt, at ædelgranerne i plantningskulturer ofte viser store individuelle forskelle med hensyn til vækst og sundhed. Forholdet k a n i nogle tilfælde være ud- tryk for plantematerialets følsomhed overfor små kårændringer, specielt i mikroklimatisk henseende, men det h a r i flere tilfælde gjort det nærlig- gende at udvælge plusvarianter til opformering. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Martin Jensen (1968) finder, at de dominerende ædelgraner i danske hedebevoksninger h a r været plusvarianter på et meget tidligt tids- punkt. Afkom af udvalgte modertræer h a r dog ikke — i henhold til under- søgelser foretaget af K. Brandt (Det danske Hedeselskabs Skovfrøcentral)
— vist speciel vækstenergi. I Tjekkoslovakiet h a r Vins (1966) heller ikke fundet påfaldende stor vækstenergi for afkom af dominerende ædelgraner trods signifikante forskelle i vækstenergi for enkelttræ-afkom.
I d a n s k skovbrug h a r ædelgran som nævnt været dyrket i nærheden af en klimatisk tørkegrænse for arten igennem mere end 200 år. Tilmed h a r ædelgranerne her oftest været plantet som monokulturer og er indgået i normal højskovsdrift under stærkt selektive, kraftige tyndinger. Man kunne tænke sig, at dette ville have medført en ret kraftig selektion; m e n selvom vort frøforbrug i stadig stigende grad h a r været baseret på hjemmeavlet frø fra udvalgte moderbevoksninger, synes ædelgranafkommet f. eks. ikke at vise større resistens overfor Dreyfusia nordmannianae end normalt for ædelgran af mellemeuropæisk herkomst. Dette k a n muligvis stå i forbin- delse med, at de gode frøavlsbevoksninger findes på lokaliteter, hvor den klimatiske tørkegrænsevirkning h a r været moderat, og at alvorlige luse- angreb i unge ædelgranbevoksninger først er blevet almindelige i D a n m a r k igennem de første årtier af dette århundrede. Vækstenergien for dette afkom synes derimod indenfor egne med relativt gunstige klimatiske fugtig- hedsbetingelser for arten at være fuldt tilfredsstillende. Såvel til disse gun- stige områder som til eksport til gode mellemeuropæiske ædelgranområder synes anvendelsen af vort hjemmeavlede ædelgranfrø således at være for- svarlig. Derimod er det tvivlsomt, om dette danske materiale overhovedet bør anvendes i hovedparten af skovene på Øerne og øst for den jyske højderyg.
Det er naturligt, at ædelgranafkom, som flyttes til et klimatisk tørke- grænseområde (f. eks. til D a n m a r k ) fra et for arten gunstigt klimaområde, vil vise særlig stor individuel spredning både med hensyn til sundhed og vækst, idet m a n ud over normal spredning m å vente en spredning, der skyldes reaktion på tørkesvækkelserne.
De hidtidige resultater fra de ældste danske ædelgranproveniensforsøg tyder på, at det er lykkedes at finde provenienser, som er tilstrækkelig resistente overfor de klimatiske tørkesvækkelser for arten i D a n m a r k . På den baggrund bliver proveniensforsøgenes næste mål at udpege de prove-
nienser indenfor dette materiale, som viser den bedste produktion (vækst- energi og form), n å r de dyrkes i Danmark.
Det første proveniensforsøg, der h a r påvist tilstedeværelsen af klima- tiske raceforskelle indenfor ædelgran, er anlagt af Pavari i Italien på basis af frø fra 1925. Forsøget omfatter 17 provenienser, hvoraf de 11 er italien- ske, medens de 6 øvrige repræsenterer: Tyroleralperne, Hohewand (Østrig), Burgenland, Pyrenæerne, Normandiet og Nedre Vogeser.
Proveniensmaterialet findes i to parallelle forsøg, hvoraf det ene i Fore- stå di Vallombrosa (1000 m o.h.) er anlagt på en mild og sommertør (varm) lokalitet: Ärstemperatur 10°,2, varmeste måned 19°,7, koldeste måned -f-0°,9, årsnedbør 1313 m m (juni-august 189 m m ) . Den anden lokalitet, Forestå dell'Alba Val Parma, m å betegnes som barsk og vinterkold, højde o.h. 1470 m. (700 m o.h. er årstemperaturen 9°,7, varmeste måned 20°,5, koldeste måned -r- 2°,1, nedbør 1614 m m . )
I disse parallelforsøg viste proveniensen fra Calabrien, Serra San Bruno (Catanzaro), fra ædelgranforekomstens nedre grænse, tydelige særpræg i sin reaktion overfor klimatiske påvirkninger, idet den på den milde, som- mertørre lokalitet i Forestå di Vallombrosa var de øvrige provenienser over- legen, medens den p å den barske, vinterkolde lokalitet i Forestå dell' Alba Val P a r m a havde større planteafgang end de øvrige provenienser. Prove- niensen betegnes af Pavari som tørkepræget (tørkeresistent og tilpasset et mildt, maritimt k l i m a ) . Luftfugtigheden ved Serra San Bruno angives at være meget lav om sommeren, hvor m a n h a r et udpræget nedbørsminimum.
Klimatallene fra Certosa (Serra San B r u n o ) , 790 m o.h., viser en årsnedbør p å 2019 mm, men k u n 96 for juni-august. Pavari fandt en høj procentvis forekomst af tætnålede ædelgranplanter med relativt korte, spidse nåle i dette afkom (Pavari 1951).
Det ældste danske proveniensforsøg med ædelgran blev anlagt af For- søgsvæsenet (C. H. Bornebusch) på basis af frø fra 1934 og 1935. Forsøget omfatter 20 ædelgranprovenienser, heraf 3 fra danske bevoksninger og 17 fra artens naturlige udbredelsesområde (se proveniensfortegnelsen i bilag 1, side 127) og kort hos Løfting 1954, side 343. I forsøget indgår endvidere 1 Abies nordmanniana proveniens (prfl. GT, Boller distrikt, F . nr. 20). Pro- venienserne indgår i 7 parallelle forsøg på følgende lokaliteter:
Kronborg statsskovdistrikt, Horserød hegn, afd. 151.
Bregentved skovdistrikt, Bidstrup skovdistrikt, Wedellsborg skovbrug, Palsgård statsskovdistrikt, Frijsenborg skovbrug,
Børsted skov, Pedersted skovpart, Ørslev plantage, Gludsted „ Sølunden, Almindingen,
, 12.
, 232.
, 26.
, 197.
, 15.
, 242.
Da forsøget blev anlagt, var den klimatiske tørkegrænses nærhed og egenart med henblik på ædelgrandyrkning i D a n m a r k ikke klarlagt. Ud- vælgelsen af provenienser h a r tilsigtet en nogenlunde jævnt fordelt geogra- fisk repræsentation af arten, — desværre med det østlige område svagest repræsenteret. Ingen af de 7 forsøgsrækker er i klimatisk henseende an- bragt særlig gunstigt for dyrkningen af ædelgran. De 5 rækker ligger på Øerne og 1 række i den østlige del af Jylland. Den 7. forsøgsrække ligger umiddelbart vest for den jyske højderyg og gunstigere med hensyn til kli- matisk fugtighed, m e n lokaliteten, Gludsted plantage, repræsenterer klima- tisk et kuldegrænseområde for ædelgranens mulige opvækst.
Forsøgsplantningerne, foretaget under skærm på de 7 lokaliteter, lyk- kedes uden større planteafgang i plantningsåret, men kulturernes følgende udvikling blev uensartet og gennemgående dårlig.
Forsøgsrækken i Gludsted plantage, afd. 197, var plantet under en skærm af gamle bjergfyr på meget tarvelig bund. Denne skærm svigtede meget tidligt, hvorefter forårsfrost, efterfulgt af stærke angreb af Dreyfusia nordmannianae, anrettede så store skader, at kulturen måtte opgives som proveniensforsøg. I alle de øvrige forsøgsrækker indtraf der ret tidligt stærke angreb af Dreyfusia nordmannianae, således at hele forsøget på et vist tidspunkt betragtedes som ret mislykket. Da enkelte provenienser, i første række prov. nr. 46, Lapus, Rumænien (Løfting 1954) viste stor resistens overfor luseangrebene, blev det besluttet at følge de tre forsøgs- rækker, hvori denne proveniens indgår, med fortsatte undersøgelser. Også proveniens nr. 57, Calabrien, Italien, og proveniens nr. 63, Perister, Jugo- slavien, viste en god resistens, og de nævnte 3 provenienser danner nu, som det fremgår af forsøgsresultaterne i bilag 2—4, en proveniensgruppe, hvis dyrkningsresultater langt overgår de øvrige proveniensers hidtidige præsta- tioner. Derimod h a r senere undersøgelser ( V. Gøhrn) vist, at provenien- serne fra Como, Italien, og fra Pyrenæerne, som begge med hensyn til resi- stens også syntes at adskille sig i positiv retning fra det mellemeuropæiske ædelgranmateriale, ikke på nuværende tidspunkt h a r haft en bedre produk- tion end flere af de øvrige provenienser.
De 3 forsøgsrækker, i hvilke de fortsatte målinger er blevet foretaget af Forsøgsvæsenets proveniensafdeling, omfatter B-forsøg nr. 95, Frijsenborg, B-forsøg nr. 97, Bidstrup skovdistrikt og B-forsøg nr. 99, Bregentved. I alle disse forsøgsrækker er proveniens nr. 46, Lapus, nr. 57, Calabrien, og nr. 63, Perister, repræsenteret.
I B-forsøg nr. 97, Bidstrup skovdistrikt, blev ædelgranerne meget tidligt angrebet af Dreyfusia nordmannianae. Allerede da forsøget blev tilset i 1953, havde angrebet udviklet sig så voldsomt, at mere end halvdelen af ædelgranerne var blevet dræbt i de fleste parceller. En omfattende efter-
bedring, som blev foretaget med rødgran, var derfor nødvendig. Proveniens nr. 46, Lapus, som i dette forsøg k u n fandtes på en meget lille parcel, var dog næsten helt upåvirket af angrebet (efterbedringen omfattede h e r kun 1 rødgranplante). Efterbedringen i parcellen med proveniens nr. 63, Peri- ster, blev også ubetydelig, medens parcellen med proveniens nr. 57, Cala- brien blev efterbedret med ca. 33 % rødgran. Det er ikke givet, at samtlige døde ædelgraner h a r været dræbt som følge af luseangrebet, men sammen- holdt med undersøgelsen over døde træer i det parallelle forsøg på Frijsen- borg (ved tyndingerne i e. 1956 og f. 1959) er resultatet instruktivt.
I foråret 1967 blev der foretaget højde- og diametermåling på ædel- granerne i forsøget; men da disse måletal k u n repræsenterer de få over- levende træer i de stærkest angrebne parceller og sluttede bestande i de mere resistente bevoksninger, medens oplysning om stamtal pr. ha, ved- masse m. v. mangler, får m a n ikke h e r igennem et billede af de forskellige proveniensers resistens og produktion. Målingerne (bilag 2) viser dog, at proveniens nr. 46, Lapus, og nr. 57, Calabrien, med hensyn til træernes højde og diameter ligger klart i spidsen, medens proveniens nr. 63, Perister, (re- præsenterende en intakt bevoksning) k u n viser beskedne tal for højde og diameter. I fuld overensstemmelse med resultaterne fra de 2 andre forsøg ser m a n , at proveniens nr. 46, Lapus, som i målingen viser den største gen- nemsnitshøjde, i forhold til proveniens nr. 57, Calabrien, repræsenterer en slank ædelgrantype, medens den calabriske ædelgran navnlig u d m æ r k e r sig ved en stærk diametertilvækst.
Ved orkanen i oktober 1967 blev hovedparten af dette forsøg ødelagt.
Kun en mindre del af arealet, som lå noget i læ, undgik stormfaldet. Dette areal omfatter bl. a. parcellen med prov. nr. 57, Calabrien, som nu danner en sund og vækstkraftig ædelgranbevoksning med indblandede rødgraner.
I B-forsøg nr. 95, Frijsenborg, v a r angrebene af Dreyfusia nordman- nianae ret udbredte på ædelgranerne, uden at det skønnedes nødvendigt at foretage efterbedringer ved tilsynet i 1953. Ædelgranernes sundhed og vækst er nøje fulgt af Forsøgsvæsenets proveniensafdeling i dette forsøg.
Udviklingen af angrebene af Dreyfusia nordmannianae kan ses på basis af de tørre træer i tyndingerne i efteråret 1956 og foråret 1959 (sammenstillet i bilag 5), endvidere genspejles angrebenes indflydelse på de enkelte pro- veniensers produktion meget klart i måleresultaterne (bilag 3 ) . Det er mu- ligt, at en del af de døde træer ved tyndingen i efteråret 1956 m å tilskrives træer, som er bukket under i en meget tæt bestand. I proveniens nr. 46, Lapus, hvor plantetætheden havde været størst, fandtes der således 14.093 træer pr. ha før tyndingen; heraf blev der ved denne første tynding fjernet 7.017 træer pr. ha, hvoraf 702 var udgåede. Selvom m a n k u n n e have ventet en chokvirkning efter en tynding, hvor ca. halvdelen af træerne blev fjernet,
Det f o r s t l i g e F o r s ø g s v æ s e n . XXXV. H. 1. 14. m a r t s 1977. 6
fandtes der ved den næste tynding i foråret 1959 ingen døde træer i bevoks- ningen. På denne baggrund er det mest sandsynligt, at de fleste udgåede træer ved den første tynding h a r været skygget ihjel. Selvom m a n ser bort herfra, viser opgørelsen over døde træer, som er fjernet ved tyndingerne, ganske klart, at proveniens nr. 46, Lapus, og proveniens nr. 63, Perister, h a r vist langt større resistens overfor Dreyfusia nordmannianae end de øvrige provenienser, medens proveniens nr. 57, Calabrien, ikke med hensyn til dødelighedsprocenten i tyndingerne h a r adskilt sig skarpt fra de øvrige provenienser. Undersøgelsen over angrebsgraden af ædelgranlusene i for- året 1962 (bilag 6) viser, ganske som for proveniensforsøget nr. 97, Bid- strup skovdistrikt, at angrebet nu er moderat, samt at lusene findes nogen- lunde jævnt fordelt indenfor samtlige provenienser.
Betragter m a n måleresultaterne fra forsøget på Frijsenborg (bilag 3), ser man, at de 3 provenienser adskiller sig fra de øvrige gennem en større produktion. Proveniens nr. 46, Lapus, h a r den største totalproduktion, 350,1 m3 pr. ha, og en årlig tilvækst i perioden F . 1957 til F . 1969 på 23,3 m3 pr. ha, hvilket omtrent svarer til det dobbelte af, hvad afkommet fra de mellemeuropæiske og danske bevoksninger h a r præsteret. For proveniens nr. 57, Calabrien, er de tilsvarende tal for produktionen henholdsvis 280,5 m3 og 19,1 m3 og for proveniensen nr. 63, Perister, henholdsvis 275,1 m3 og 19,0 m3. Også i dette forsøg h a r proveniens nr. 46, Lapus, opnået den største højde, medens proveniensen nr. 57, Calabrien, h a r haft den største diameter- tilvækst. Proveniens nr. 63, Perister, h a r også i dette forsøg mindre dimen- sioner.
B-forsøg nr. 99, Bregentved, ligger — i modsætning til B-forsøgene nr.
95 og 97, på meget fladt t e r r æ n og ensartet, stærkt leret jordbund. Ved til- synet i foråret 1953 havde angreb af Dreyfusia nordmannianae endnu ikke haft indflydelse på udviklingen af forsøget (Løfting 1954). Kun i en del af en enkelt parcel (proveniens nr. 45, Gurre Vang) var angrebet under udvik- ling. På baggrund af erfaringerne fra de øvrige forsøg k u n n e det dog forud- ses, at angrebet „formentlig i de kommende år vil brede sig som en løbeild over parcellerne med t r æ e r af mellemeuropæisk oprindelse". Angrebene blev ret voldsomme, m e n ved undersøgelsen i foråret 1962 (s. 132) kunne det konstateres, at de havde kulmineret og — ligesom i de andre undersøgte forsøg — var blevet moderate, samt at de tilbageblevne lus var jævnt for- delt på samtlige provenienser.
Ganske som i de andre forsøg h a r der været mange døde og døende ædel- graner efter angreb af Dreyfusia nordmannianae i de fleste parceller. Disse træer er blevet fjernet på distriktets foranledning. De sunde træer h a r haft en hurtig vækst på den kraftige jordbund, og i parcellerne med proveniens nr. 46, Lapus, nr. 57, Calabrien og nr. 63, Perister, blev bevoksningstæt-
heden tidligt meget stor, idet disse provenienser viste en påfaldende resi- stens overfor lusenes angreb.
Foruden højdemålingerne i foråret 1949 og 1953 h a r Forsøgsvæsenets proveniensafdeling gennemført højdemåling i foråret 1962 og foretaget en måling af træbestanden i samtlige parceller i foråret 1970 (bilag 4 ) . Det fremgår heraf, at de tre nævnte provenienser alle h a r opnået en betydeligt større vedmasse pr. h a ved målingen i 1970 end de øvrige provenienser.
I målingen i foråret 1970 er den beregnede grundflade pr. h a for de tre proveniensers vedkommende meget stor, specielt for de calabriske ædel- graner. Som følge af parcellernes ret ringe størrelse kan grundfladetallene pr. h a være lidt unøjagtige, men det fremgår dog ganske entydigt, at pro- veniens nr. 57, Calabrien, h a r haft den kraftigste udvikling i dette forsøg.
Denne parcel udgør nu en særdeles smuk bevoksning, hvor højde- og diameterspredningen er meget stor, således at bevoksningen virker etageret med fortrinligt udviklede træer i øverste etage. Højden og diameteren i middelstammegrundfladen var ved målingen i foråret 1970 henholdsvis 16,5 m og 19,1 cm. F o r proveniens nr. 46, Lapus, var de tilsvarende tal 16,2 m og 17,1 cm. Denne bevoksning var stærkt opknebet, med små, noget afslidte kroner, men iøvrigt sund. Spredningen havde her været langt min- dre, hvilket i forbindelse med manglende udtynding havde haft en uheldig indflydelse på udviklingen. Proveniens nr. 63, Perister, havde, sammen- lignet med de 2 andre provenienser, også i dette forsøg opnået mindre dimensioner, højde 14,8 m og diameter 16,0 cm, men iøvrigt var bevoks- ningen intakt og sund.
De 3 proveniensers overlegenhed i disse 3 parallelle forsøgsrækker m å ses på baggrund af de øvrige proveniensers svækkelse (nedsat modstands- kraft overfor angreb af Dreyfusia nordmannianae) i de dele af Danmark, hvor den klimatiske tørkegrænse for ædelgranernes gode udvikling mar- keres stærkt. Under gunstigere klimatiske fugtighedsbetingelser, f. eks. i klitområderne i Thy, hvor det sædvanlige mellemeuropæiske ædelgran- materiale har haft en udmærket udvikling, ville resultatet nok være blevet anderledes. Man tør endog ikke udelukke muligheden for, at navnlig den r u m æ n s k e proveniens vil have vanskeligere ved at tåle vindpåvirkningen ved den jyske vestkyst end det hidtil anvendte ædelgranmateriale.
Forsøgsresultaterne viser:
1) At der findes ædelgranprovenienser, hvis resistens overfor klimatiske tørkesvækkelser er tilstrækkelig til, at en ædelgrandyrkning baseret på afkom af disse provenienser vil være forstlig forsvarlig indenfor mange af de egne af Danmark, hvor det hidtil anvendte ædelgranmateriale h a r givet usikre eller dårlige dyrkningsresultater — på baggrund af den klimatiske tørkegrænsevirkning.
Idet de 3 provenienser, som h a r vist størst dyrkningssikkerhed i de 3 parallelle forsøg, stammer fra klimatiske tørkegrænser for arten, bekræfter forsøgsresultaterne tillige:
2) At ædelgran, der indføres til skovdyrkning i et område, hvor en kli- matisk tørkegrænsevirkning h a r afgørende indflydelse på artens udvikling, bør stamme fra klimatiske tørkegrænseområder, hvor arten h a r været udsat for en kraftig selektion med henblik på denne grænsevirkning (jfr. Løfting 1954 og 1959).
Blandt de 3 nævnte provenienser repræsenterer nr. 46, Lapus, ren ædel- gran fra et klimatisk tørkegrænseområde, hvor den årlige rytme både med hensyn til temperaturgang og nedbørsforhold viser ret god overensstem- melse med danske forhold.
Proveniens nr. 57, Calabrien, repræsenterer ædelgran fra det sydlige tørkegrænseområde, hvor klimaet er udpræget sommertørt, medens ned- børen i den øvrige del af året er langt større end i Danmark. Racens tørke- resistens er påvist af Pavari (1951) i de italienske proveniensforsøg og bekræftes af de danske proveniensforsøg i et klimatisk tørkegrænseområde for ædelgran, som m å være proveniensen fremmed. Der kan måske herske lidt tvivl om, at denne — også i morfologisk henseende — særprægede ædel- grantype repræsenterer en helt ren ædelgran. Nitzelius (1968) nævner så- ledes, at der i det sydlige Calabrien stedvis findes en overgangsform til s. sp. nebrodensis, af hvilken der endnu findes spredte rester på Sicilien.
Proveniens nr. 63, Perister, er ganske øjensynlig en overgangsform mellem Abies alba og den mere tørke- og varmetålende Abies cephalonica.
Overgangsformer imellem disse to arter er almindeligt forekommende og h a r stor udbredelse langs ædelgranens sydøstlige grænseområde, hvor de to arter mødes. Overgangsformerne skal have en relativ stor økologisk spændvidde og specielt stille mindre krav m.h.t. klimatisk fugtighed end almindelig ædelgran. Dette i forbindelse med forsøgsresultaterne for pro- veniens nr. 63, Perister, tyder p å :
3) at der findes overgangsformer mellem Abies alba og Abies cephalo- nica, som også ved vore nordlige klimatiske tørkegrænseområder for ædel- gran vil være relativt dyrkningssikre. I denne forbindelse må det dog under- søges:
a) om der i dette materiale k a n findes provenienser, som m.h.t. vækst og kvalitet tåler sammenligning med Abies alba,
b) om de pågældende provenienser vil være tilstrækkeligt hårdføre under mere barske forhold for ædelgran, eller om de f. eks. vil være udsat for vintersvækkelser efter mangelfuld skudmodning og forvedning.
Vedrørende p u n k t a) muliggør de 3 parallelle forsøg en bedømmelse af proveniens nr. 57, Calabrien, og nr. 63, Perister, i forhold til den rene ædelgranproveniens nr. 46, Lapus, idet disse 3 provenienser repræsenteres
i de parceller, hvor træerne h a r haft en sund og harmonisk udvikling u d e n større væksthæmninger som følge af angreb af Dreyfusia nordman- nianae m. v.
Vedrørende p u n k t b ) , overgangsformernes hårdførhed i forhold til almindelig ædelgran, viser de 3 forsøg blot, at samtlige provenienser under de givne forsøgsbetingelser h a r undgået frostskader af nævneværdig betyd- ning for deres udvikling. P å baggrund af erfaringerne fra de italienske proveniensforsøg (Pavari 1951), hvor den calabriske proveniens har vist særlig følsomhed overfor barske temperaturforhold, er dette resultat af betydning. Afprøvningen på dette p u n k t h a r imidlertid ikke været så hård, at m a n alene p å dette grundlag tør slutte, at de to provenienser (nr. 57 og nr. 63) vil vise samme hårdførhed som aim. ædelgran i et område, hvor grænsevirkningen for træartens udviklingsmuligheder skyldes barske tem- peraturforhold, som f. eks. i nogle af de midtjyske hedeegne.
Medens den rumænske proveniens, nr. 46, Lapus, k u n blev anvendt i de 3 omtalte forsøgsrækker, blev både proveniens nr. 57, Calabrien, og prove- niens nr. 63, Perister, plantet i forsøgsrækken B. nr. 100 i Gludsted plantage, afd. 197, hvorved de kom til at indgå i den forsøgsrække, hvor afprøvnin- gen overfor en kuldegrænsevirkning for ædelgrandyrkning og fattig jord- b u n d har været overordentlig hård.
De klimatiske betingelser i Gludsted plantage kan i korthed karakteri- seres ved, at den frostfrie periode er meget kort, idet forårsnattefrost nor- m a l t indtræffer indtil midten af maj og i nogle år langt ind i j u n i måned, medens den første efterårsfrost normalt indfinder sig i begyndelsen af oktober og i enkelte år kan optræde indtil en måned tidligere. Vinterklimaet er efter danske forhold h å r d t med lave minimums-temperaturer. I modsæt- ning til temperaturforholdene m å de klimatiske fugtighedsbetingelser for ædelgran, set p å landsbasis, betegnes som gunstige og langt bedre end ved de 3 undersøgte forsøgsrækker.
De nævnte klimaforhold bevirker, at ædelgrandyrkningen i Gludsted plantage møder meget store vanskeligheder, indtil træerne er nået gennem kulturstadiet og opvæksten, medens udviklingsbetingelserne derefter bliver langt gunstigere for arten.
Forsøgsarealet er fladt og jordbundsforholdene særdeles tarvelige, idet lokaliteten ligger på hedefladen vest for israndslinien.
Ædelgranproveniensforsøget i Gludsted pltg. blev plantet med 2/2 plan- ter i foråret 1939 (proveniens nr. 45, nr. 75 og afkom fra Palsgård skov, afd. 104 blev dog plantet i foråret 1938, og prov. nr. 74 blev plantet i foråret 1940) under en skærm af gamle bjergfyr. Som omtalt blev arealet afskrevet som proveniensforsøg, efter at bjergfyrskærmen hastigt var gået i opløs- ning, og ædelgranerne herved var blevet udsat for ødelæggende nedfrysnin-
ger med påfølgende angreb af Dreyfusia nordmannianae. Distriktet søgte at hindre kulturens totale udslettelse ved i foråret 1946 at plante 8.500 japanske lærk ind over forsøgsarealet. Det lykkedes herved at få etableret en ny s k æ r m så hurtigt, at en del af ædelgranplanterne fik mulighed for at overleve.
På arealet står der nu en lovende blandingsbevoksning, hvor de japan- ske lærk endnu dominerer stærkt de fleste steder (højder fra 10 til 14 m ) . Ædelgranerne danner, stedvis sammen med selvsåede rødgraner, en gen- nemgående meget åben underetage, hvorfra spredte træer er vokset op som medherskende og i enkelte tilfælde dominerende blandt lærkene. Endvidere finder m a n en del ældre rødgraner, som allerede fandtes i den gamle bjerg- fyrskærm.
Blandingsbevoksningen er i sig selv meget instruktiv med henblik på ædelgrandyrkning under de barskeste klimaforhold på mager hede (jfr.
Henriksen 1971). Som ædelgranproveniensforsøg m å den på nuværende tidspunkt betragtes som mislykket, dels på grund af den store planteafgang, m e n navnlig fordi forsøgsbetingelserne (overlevelsesmulighederne og vækst- forholdene) ikke k a n have været ensartede på arealet i den meget kritiske periode for ædelgranerne, hvor bjergfyr skærmen var gået i opløsning, medens lærkeplantningen endnu ikke kunne yde beskyttelse. Man k a n konstatere, at k u n ca. % af de ædelgraner, som i 1939 udgjorde forsøget, lever p å nuværende tidspunkt, men at samtlige provenienser stadig er repræsenteret. Antallet af overlevende ædelgraner i forhold til det oprin- delige plantetal varierer stærkt fra parcel til parcel, hvilket som nævnt ikke udelukkende behøver at være proveniensbetinget. Blandt de u n d e r t r y k t e ædelgraner, der udgør langt den største part af ædelgranerne i den nu- værende blandingsbevoksning, er en stor del misdannede og svage, prægede af alvorlige frostskader, der er fremkaldt af såvel forårsnattefrost som vinterfrost (kambialsprængninger). Yderligere k a n m a n se, at mange af disse træer har været udsat for angreb af Dreyfusia nordmannianae og vildtbid. De ædelgraner, som nu er ved at blive medherskende blandt lær- kene, og i særdeleshed de få stærkt dominerende træer, viser til gengæld en sundhed og tilvækst, som — ikke mindst i betragtning af lokalitetens meget fattige jordbund — er påfaldende god.
Man k a n med sikkerhed fastslå, at hele det ædelgranmateriale, som er repræsenteret i proveniensforsøget i Gludsted plantage, er afprøvet under klimatiske betingelser, som for artens mulige opvækst betegner en grænse dikteret af barske temperaturforhold. Her overfor er den sædvanlige klima- tiske tørkegrænsevirkning af sekundær betydning i dette område.
Set p å denne baggrund får proveniensforsøget i Gludsted plantage stor betydning for vor viden om provenienserne nr. 57, Calabrien, og nr. 63, Perister, m.h.t. hårdførhed, hvis disse provenienser indføres i midtjysk
hedeskovbrug, hvor temperaturforholdene får grænsevirkning på ædelgran- dyrkningen.
I parcellen med proveniens nr. 57, Calabrien, h a r (jfr. Henriksen 1971) ca. 44 % af de oprindelig plantede ædelgraner overlevet; dette tal ligger noget over gennemsnittet for ædelgranplantninger i forsøget taget som en helhed, hvilket dog — jfr. forsøgets udviklingshistorie — k u n viser, at proveniensen i hvert fald ikke påviseligt h a r vist mindre hårdførhed end normalt for ædelgran. Langt de fleste ædelgraner findes her — som i de øvrige parceller — i underetagen og frembyder det sædvanlige billede med mange misdannede, frostskadede træer, som tildels bærer præg af at have været angrebet af Dreyfusia nordmannianae og vildtbidt. Medens man i de fleste parceller i forsøget kan finde ædelgraner, der er ved at blive med- herskende blandt lærkene, findes der ialt k u n 20—25 ædelgraner, som k a n betegnes som dominerende, og af disse står ca. 5, deriblandt de største i forsøget, på parcellen med proveniens nr. 57, Calabrien. De 5 ædelgraner havde ved måling i november 1972 brysthøjdediametre fra 19 til 22,5 cm og højder fra 11,5 til 14 m. Disse træer er fuldkommen sunde og robuste med den for proveniensen karakteristiske tætte benåling og en løbende højdevækst på ca. 50 cm om året (jfr. Henriksen 1971). Idet lærkeskær- m e n s højde i denne parcel er ca. 11 m med en løbende årlig højdevækst på 15—25 cm, er de største ædelgraners absolutte dominans meget iøjne- faldende.
I parcellen med proveniens nr. 63, Perister, er antallet af overlevende ædelgraner påfaldende stort (ca. 75 % af det oprindelige planteantal).
Selvom hovedparten af ædelgranerne er undertrykte, ser m a n her k u n i m i n d r e omfang misdannelser og større svækkelser som følge af frostskader, luseangreb m. v. Hvor lystilgangen h a r tilladt det, er træerne pletvis blevet mere eller mindre medherskende blandt lærkene. Den største målte dia- meter var her 18 cm. Udviklingsbilledet k u n n e tyde på, at proveniensen besidder en lidt større hårdførhed end normalt for ædelgran; men da par- cellen ligger nordligt i forsøget, hvor der i hvert fald endnu i 1948 fandtes spredte rester af bjergfyrover standerne, medens de ældre rødgranbevoks- ninger nord for forsøget kan have haft en svagt mildnende indvirkning på temperaturforholdene i denne del af arealet, bør m a n k u n fastslå, at pro- veniensen i hvert fald ikke har vist tegn på m i n d r e hårdførhed end normalt for det rene ædelgranmateriale.
Den proveniensafprøvning, der entydigt h a r vist, at provenienserne nr. 46, Lapus, nr. 57, Calabrien og nr. 63, Perister, både med hensyn til sundhed og produktion har givet langt bedre dyrkningsresultater end alle de øvrige afprøvede proveniensafkom, er som nævnt foretaget i 3 paral- lelle forsøg. De 3 forsøgsarealer ligger alle i den del af Danmark, hvor den
klimatiske tørkegrænsevirkning på ædelgranernes udvikling normalt er meget stærk.
Vest for den jyske højderyg i de midtjyske hedeområder, som repræ- senteres ved ædelgranproveniensforsøget i Gludsted plantage, er den klima- tiske tørkegrænsevirkning betragtet som en isoleret faktor moderat, men her vil de meget hårde temperaturbetingelser for ædelgranerne under op- væksten indgå i en kraftig klimatisk kuldegrænsevirkning; i tilknytning hertil k a n frostskadede planter muligvis blive udsat for efterfølgende tørke- svækkelser. Afprøvningen af proveniens nr. 57, Calabrien, og nr. 63, Peri- ster, under disse barske betingelser h a r som nævnt vist, at disse sydlige provenienser, hvoraf i hvert fald proveniensen fra Perister er en overgangs- form til en mere varme- og tørketålende Abies-art, med hensyn til hårdfør- hed k a n sidestilles med det almindeligt anvendte ædelgranmateriale.
Samtlige forsøgsrækker viser, at de svækkede ædelgraner overalt er blevet udsat for kraftige angreb af Dreyfusia nordmannianae. Dette forhold gælder såvel de forsøgsrækker, hvor ædelgranerne er under stærk indfly- delse af den klimatiske tørkegrænsevirkning (fordampningssvækkelser), som i forsøgsrækken i Gludsted plantage, hvor den klimatiske grænsevirk- ning i særlig grad er knyttet til h å r d e temperaturbetingelser (forårs- og vinterfrost). De klimatiske svækkelser synes at være den almindeligste årsag til, at ædelgranerne bukker under for — eller skades alvorligt af — lusenes angreb. Forholdet ses bl. a. af, at provenienserne nr. 46, Lapus, nr.
57, Calabrien, og nr. 63, Perister, som nævnt h a r vist så stor resistens, at de h a r undgået de kraftige angreb af Dreyfusia nordmannianae i alle de for- søgsrækker, hvor de øvrige provenienser efter fordampningssvækkelser har været udsat for meget alvorlige luseangreb. Den resistens overfor Dreyfusia nordmannianae, som de 3 provenienser samstemmende viser i disse forsøgs- rækker, m å ses som et u d t r y k for, at de pågældende provenienser er til- passet de klimatiske betingelser ved en tørkegrænse for arten. Dette forhold er vigtigt for vor forståelse af, at det vil være muligt at dyrke ædelgran i mange egne, hvor tørkegrænsevirkningen hindrer det sædvanlige ædelgran- materiales gode udvikling. At der ikke er tale om en ægte resistens hos de tørkeresistente specialracer, f. eks. baseret på smags- eller giftstoffer, der gør træerne immune overfor lusene, h a r tidligere været påvist (Løfting 1954); dette fremgår iøvrigt også af den undersøgelse, som proveniens- afdelingen foretog i 1962, vedrørende lusenes fordeling på provenienserne, efter at de tidligere, voldsomme angreb var faldet til ro (se s. 132); resul- tatet viser, at lusene på det tidspunkt „i passende antal" var nogenlunde j æ v n t fordelt over hele proveniensmaterialet i de 3 parallelle forsøgsrækker.
Man tør således gå ud fra, at ædelgranernes proveniensbetingede resi- stens overfor Dreyfusia nordmannianae er uægte, hvorimod luseangrebenes proveniensbetingede opblussen er et u d t r y k for, at det angrebne ædelgran-
materiale er blevet klimatisk svækket. På denne baggrund kan m a n ikke vente, at de provenienser, som er specialiseret til at modstå de klimatiske tørkesvækkelser, også vil udmærke sig ved at være særlig resistente overfor en kuldegrænsevirkning dikteret af b a r s k e temperaturforhold i forbindelse med en kort frostfri periode for artens udvikling. Forsøgsrækken i Gludsted plantage viser som nævnt også, at samtlige provenienser, hvoriblandt såvel nr. 57, Calabrien, som nr. 63, Perister, indgår, h a r været udsat for stærke angreb af Dreyfusia nordmannianae i forbindelse med alvorlige forårs- og vinterfrostskader. Proveniens nr. 46, Lapus, som ikke indgår i forsøgsræk- ken i Gludsted plantage, ville her n æ p p e have undgået de nævnte angreb.
Senere indført afkom fra Lapus h a r ganske vist stedvis udpræget resistens overfor Dreyfusia nordmannianae i nogle midtjyske plantager, f. eks. i Nørre-Risager plantage; men det skal nævnes, at denne proveniens, som er anvendt i et kulturforsøg plantet u n d e r en mørk rødgranskærm i foråret 1969 i Sevel plantage, afd. 101, Feldborg statsskovdistrikt, blev udsat for et stærkt luseangreb i de første år efter plantningen. P å nuværende tidspunkt synes angrebet at være overvundet. H e r var anvendt høje, noget strenglede 2/3 planter, som antagelig efter mangelfuld skudmodning er blevet udsat for vintersvækkelser i de første år. Idet den klimatiske tørkevirkning på ædelgranerne også vil være mærkbar i de midtjyske hedeegne, tør m a n antage, at tørkeresistente ædelgranprovenienser — forudsat en for arten normal hårdførhed — vil vise en tendens til hurtigt at overvinde eftervirk- ninger af frostsvækkelserne. Den tidligere omtalte udvikling for proveniens nr. 57 og nr. 63 i forsøgsrækken i Gludsted plantage synes at bekræfte dette forhold.
Frostsvækkelserne udgør som n æ v n t den største fare for ædelgranerne under opvæksten i de midtjyske hedeegne og på andre lokaliteter med barske temperaturforhold. I selve kulturstadiet er de meget iøjnefaldende nedfrysninger af planterne i forbindelse med forårsnattefrost en så normal, årligt tilbagevendende foreteelse, at ædelgranernes opvækst på bar m a r k er en umulighed i sådanne områder. Kulturforanstaltningerne må derfor i første r æ k k e tilsigte en effektiv beskyttelse af planterne imod forårsfrosten.
Ædelgranerne k a n bl. a. indbringes u n d e r en stærk skærm af en tidligere bevoksning, under en forkultur eller i blanding med hårdføre træarter med en hurtigere begyndelsesvækst (eventuelt kappeplantet). Man opnår her- igennem, at ædelgranerne i deres første opvækst drager fordel af de andre træers skygge, hvorved m a n imødekommer nogle af denne skyggetålende træarts elementære naturlige krav, idet planterne får beskyttelse såvel imod forårsnattefrost som imod en for s t æ r k fordampning. Fordampningssvæk- kelserne er som nævnt overordentlig farlige for ædelgranerne, hvor den klimatiske tørkegrænsevirkning er s t æ r k (jfr. de målte 3 parallelle forsøgs- r æ k k e r ) , og de bliver der helt bestemmende for hvilke dyrkningsforanstalt-
ninger, der kan sikre den videre udvikling, når planterne er kommet op over den farlige højde for forårsnattefrostens virkning. I modsætning hertil må behandlingen af ædelgranopvæksten omkring kuldecentrene i Midtjyl- land helt tage sigte på at beskytte træerne imod kuldegrænsevirkningen igennem hele opvækstperioden. Proveniensforsøget i Gludsted plantage viser, gennem de ødelæggelser den oprindelige bjergfyrskærms bortfald forvoldte, hvor nødvendig og vanskelig en langvarig beskyttelse af ædel- granerne imod forårsnattefrosten er i disse områder. I tilknytning hertil kommer, som de alvorligste vanskeligheder for ædelgranernes videre op- vækst omkring kuldecentrene, de vintersvækkelser, der her forekommer efter en forudgående mangelfuld skudmodning (forvedning). Svækkelserne, som skyldes frostsprængninger (partielle ødelæggelser), der berører k a m - biet, bliver ofte undervurderet, bl. a. ved forveksling med forårsnedfrys- ninger eller med tørkesvækkelser under skærmens afvikling.
Proveniensforsøget i Gludsted plantage er et godt eksempel på, i hvor høj grad vintersvækkelserne indgår som en stærkt skadende faktor for ædelgranopvækstens udvikling og sundhedstilstand i dette område. Retable- ringen af skærmen over ædelgranproveniensforsøgets rester ved indplant- ning af japansk lærk over forsøgsarealet i foråret 1946 h a r som nævnt resulteret i udviklingen af den nuværende tætte blandingsbevoksning, hvori lærkene de fleste steder indgår som en overetage — dog iblandet få domi- nerende, absolut sunde og kraftigtvoksende ædelgraner og nogle rødgraner.
Langt den største part af de overlevende ædelgraner danner som nævnt en underetage, hvori mange af træerne er stærkt misdannede og svækkede som følge af frostskader med tilknyttede angreb af Dreyfusia nordmannianae.
Selvom nedfrysningerne ved den oprindelige bjergfyrskærms sammenbrud i alt væsentligt m å tilskrives forårsnattefrost, er det ret usandsynligt, at forårsnattefrosten h a r anrettet større skader på ædelgranerne, efter at lærkeskærmen h a r sluttet sig. Tager m a n blandingsbevoksningens nuvæ- rende højde og tæthed i betragtning, tør m a n helt udelukke, at forårsnatte- frosten h a r skadet de undertrykte ædelgraner igennem den sidste årrække.
Disse træers nuværende svækkelsestilstand må i alt væsentligt skyldes vintersvækkelser efter mangelfuld skuddannelse (forvedning) og de dertil knyttede luseangreb.
Forsøget synes således at vise, at beskyttelsesforanstaltninger for ædel- granplanterne imod forårsnattefrost og fordampningssvækkelser kan koor- dineres ved hjælp af en skærm for planterne, men at faren for vintersvæk- kelser efter mangelfuld forvedning af ædelgranerne øges ved en tæt og langvarig beskygning på de lokaliteter, hvor barske temperaturforhold (og en kort vækstperiode) får grænsevirkning for artens udvikling i Danmark.
Ufuldstændig forvedning med påfølgende frostskader (kambialspræng- ninger m. v.) — ofte som basis for insekt- eller svampeangreb — kendes
fra mange andre af vore indførte nåletræarter. Disse svækkelser vil normalt vise os, at der er anvendt et for varmekrævende proveniensmateriale på de pågældende lokaliteter, eller at m a n ikke ved regulering af lystilgang har givet proveniensen tilstrækkelig gunstige modningsbetingelser.
Abies nordmanniana, som både botanisk og med hensyn til økologiske krav står den almindelige ædelgran meget nær, er i modsætning til ædel- gran meget tydeligt opdelt i klimaracer, som bl. a. kan adskille sig skarpt fra hinanden gennem et forskelligt udspringstidspunkt (Løfting 1959 og 1973). De senest brydende typer får herved en kort vækstperiode til skud- strækning og modning. Selvom disse typer normalt vil undgå at blive skadet af forårsnattefrost, vil de hos os reagere som varmekrævende provenienser, der er stærkt udsat for mangelfuld forvedning med påfølgende vinterfrost- skade (kambialsprængninger) og dertil knyttede angreb af Dreyfusia nord- mannianae, medmindre de dyrkes i et område, hvor eftersommeren er rela- tivt v a r m og lang og på lune lokaliteter under mindst mulig overskygge.
Nordmannsgran indgår ikke i proveniensforsøget i Gludsted plantage, men forholdsvis tidligt brydende (8—14 dage senere end aim. ædelgran) nordmannsgraner viser andre steder i plantagen (bl. a. i træartsforsøget i afd. 9 og 10) en hårdførhed overfor vinterfrost, som mindst modsvarer ædelgranernes.
I ædelgranproveniensforsøget i Gludsted plantage er de proveniensbetin- gede forskelle på ædelgranernes frostfølsomhed ikke iøjnefaldende, og selvom der synes at være proveniensbetingede nuancer i materialets hård- førhed, vil en proveniensbedømmelse på basis heraf være meget usikker på baggrund af forsøgets udviklingshistorie. Af forsøget synes det således k u n med sikkerhed at fremgå, at arten også med hensyn til frostfølsomhed repræsenterer et ret homogent materiale indenfor store dele af sit udbre- delsesområde. Resultatet udelukker dog ikke, at der ved ædelgranens kulde- grænser vil k u n n e findes provenienser med en større kulderesistens end normalt for arten, eller at der (jfr. Pavari 1951) k a n findes kuldefølsomme
(varmekrævende) provenienser, som er uegnede til dyrkning i Danmark.
P å baggrund af erfaringerne vedrørende Abies nordmanniana og ædel- granens tidlige udspring med en påfølgende ret kort skudstrækningsperiode
(afsluttet ca. 1. j u l i ) , skulle m a n ikke vente, at ædelgran hos os — selv i områder med barske temperaturforhold og en kort frostfri periode — skulle have problemer i tilknytning til forvedningen. Danske årringsanalyser
(Holmsgaard 1955) viser imidlertid, at ikke blot fugtighedsforholdene i maj-juni, men også temperaturforholdene i august h a r kendelig indflydelse på ædelgranernes årlige vækst. Selv om nedbørsforholdene i maj-juni mar- keres stærkest i disse undersøgelser, må m a n være opmærksom på, at det ikke er ædelgranernes vækstforhold i kuldecentrene for artens dyrkning i Danmark, der h a r været behandlet i undersøgelsen. Det synes derfor be-
kræftet, at de klimatiske vanskeligheder, som får grænsevirkning for ædel- granernes udvikling i Danmark, k a n skyldes såvel tørkesvækkelser som kuldesvækkelser (ufuldstændig forvedning). På denne baggrund er det naturligt, at vintersvækkelser efter utilstrækkelig modning og forvedning k a n blive farlige for udviklingen af de undertrykte ædelgraner i nærheden af de midtjyske kuldecentre.
Vinterfrostskader k u n n e endog iagttages blandt stærkt overskyggede ædelgraner i opvækststadiet på mange midtjyske plantagedistrikter i den milde vinter 1974/75. Forholdet m å antagelig tilskrives dårlige modnings- betingelser.
Iagttagelser over vintersvækkelserne i 1974/75 og deres indflydelse på de frostskadede ædelgraners udvikling og sundhedstilstand i vækstperioden
1975 er bl. a. foretaget i Nørre-Risager plantage, afd. 4. Ædelgranerne (pro- veniens Swietokrzyskie, Polen, og — på et mindre areal — Frijsenborg) er
plantet i foråret 1959 i tolnepløjede render under skærm af en dårlig rød- granbevoksning (bonitet 4,7, plantningsår 1909), som var stærkt angrebet af Fornes annosus.
Skærmen h a r gennem en forsigtig hugst fra toppen og fjernelsen af synligt syge rødgraner været ret tæt, bortset fra lysninger ved større tra- meteshuller og spredte vindfælder. Ædelgranerne h a r efter en langsom begyndelsesvækst gruppevis fået en efter forholdene fortrinlig vækst i lysningerne, tildels i blanding med selvsåede rødgraner, medens deres ud- vikling h a r været stærkt h æ m m e t på de stærkere overskyggede dele af arealet. Der h a r specielt blandt de hæmmede ædelgraner været spredte og pletvise angreb af Dreyfusia nordmannianae og en del udgåede og defor- merede planter — sandsynligvis ofte i tilknytning til tidligere vintersvæk- kelser.
I foråret 1975 k u n n e m a n spredt over de beskyggede arealer finde ædel- graner, som i tilknytning til tydelige vintersvækkelser viste begyndende misfarvning af nålene på den del af træerne, som var ovenfor de frost-
skadede områder på stammerne. P å en del af disse træer k u n n e m a n iagt- tage, at mange skud fra 1974 havde stærkt rødbrune nåle og tilsyneladende var dræbt efter en indsnævring ved basis af skudaksen; tilsvarende udgåede skud k u n n e iøvrigt iagttages på enkelte ædelgraner, som ikke viste andre tegn på frostskade. Indsnævringerne ved skudbasis skyldes svampeangreb i tilknytning til frostskader på svagt forveddede skud, jfr. Robak (1951) vedrørende angreb af Nectria cucurbitula på Abies-arter. På næsten alle de frostskadede træer k u n n e m a n iagttage angreb af Dreyfusia nordman- nianae, og disse blev i løbet af forsommeren meget voldsomme, dog uden at brede sig nævneværdigt til de omkringstående træer. De stærkt frost- skadede, angrebne ædelgraner vil i nogle tilfælde være dræbt, medens andre sætter skud op fra den nedre del af stammen og overlever som stærkt
tilbagefrosne, deformerede træer. De spredte vinterfrostskader på de over- skyggede ædelgraner h a r således samme k a r a k t e r som de langt mere ud- bredte skader på de stærkt overskyggede ædelgraner i det gamle proveniens- forsøg i Gludsted plantage, hvor dyrkningsbetingelserne i umiddelbar nær- hed af kuldegrænsen for artens mulige opvækst er langt vanskeligere.
De vinterfrostskadede ædelgraners spredte forekomst i underplantnin- gen viser en individuel variation i materialets resistens overfor svækkel- serne (jfr. Beier-Petersen, Esbjerg og Søegaard 1974), et forhold, som tyder på, at der ved artens naturlige kuldegrænser m å findes et ædelgranmate- riale, som på dette p u n k t h a r gennemgået en m æ r k b a r selektion; men et sådant materiale synes ikke at være repræsenteret i de hidtidige danske proveniensforsøg.
Såvel de store ædelgraner, som spredt er nået op igennem lærkeskærmen i proveniensforsøget i Gludsted plantage, som de større ædelgrangrupper, der er vokset op i udvidede trameteshuller under rødgranskærmen i Nørre- Risager pllg., afd. 4, viser som nævnt en påfaldende kraftig og sund udvik- ling. Disse ædelgraner h a r øjensynligt fået fortrinlige vækstbetingelser forenet med en tilstrækkelig modning og forvedning til at modstå vinter- svækkelser. Samtidig viser denne udvikling, at de klimatiske betingelser for ædelgranernes udvikling inden for disse områder er relativt gunstige, når træerne er kommet igennem opvækstperiodens farlige stadier for frost- ødelæggelser.
Efter de konstaterede vintersvækkelser blandt de overskyggede ædel- graner i Nørre-Risager pltg., afd. 4, blev der i maj 1975 foretaget en kraftig lysning i rødgranskærmen, som endog på et mindre, forholdsvis beskyttet areal blev helt fjernet. Hugsten skulle sikre ædelgranerne bedre betingelser for skudmodning, m e n det valgte tidspunkt var med henblik på eventuelle klimatiske tørkesvækkelser i vækstperioden 1975 noget farligt. P å trods af den påfølgende sommertørke fik ædelgranerne en relativ sund udvikling, n å r m a n ser bort fra de omtalte vinterfrostskadede træer. Særlig bemær- kelsesværdigt er det, at de koncentrerede angreb af Dreyfusia nordman- nianae på de frostskadede træer ikke fik større udbredelse på de øvrige ædelgraner. Dette foreløbige resultat af lysningshugsten understreger den klimatiske tørkegrænsevirknings stærkt afdæmpede indflydelse på ædel- granernes udvikling i dette område. På nuværende tidspunkt k a n det der- imod ikke afgøres, om de bedrede modningsbetingelser efter lyshugsten h a r modvirket nye vintersvækkelser p å ædelgranerne, eller om de blottelser af undertrykte ædelgraner, som hugsten har medført, midlertidigt vil give anledning til øgede vintersvækkelser.
P å denne lokalitet, hvor kuldegrænsevirkningen under ædelgranernes opvækst er umiskendelig (men betydelig svagere end i umiddelbar nærhed af kuldecentrene), er det endnu usikkert, om det vil være muligt at skabe
en nogenlunde intakt ædelgranbevoksning over hele arealet. Det vil sand- synligvis blive nødvendigt — og under alle omstændigheder formålstjenligt
— at lade de selvsåede rødgraner indgå som spredt og gruppevis indblan- ding, eventuelt suppleret med en meget spredt efterbedring med japansk lærk.
Under barskere klimatiske betingelser for ædelgranerne, specielt om- kring de midtjyske kuldecentre, vil større samlede kulturer med ren ædel- gran — selvom de anlægges under en solid, levedygtig skærm — falde udenfor den forsvarlige grænse for træartens anvendelse. Den nødvendige, stærke beskyttelse vil her medføre en beskygning, som i forbindelse med en kort frostfri periode vil udelukke en skudmodning og forvedning, der sikrer ædelgranerne imod vintersvækkelser, og kulturen vil u n d e r stagne- rende vækst komme i en svækkelsestilstand, som k a n antage en permanent karakter, hvor en langvarig, stærk beskygning opretholdes. De fleste ædel- graner vil dog herunder vise en forbavsende overlevelsesevne, jfr. prove- niensforsøget i Gludsted pltg., m e n planterne vil være overordentlig følsomme overfor forandringer, der medfører stærke temperaturudsving (hurtige frysninger og optøninger). Under disse forhold vil en traditionel skærmafvikling, d.v.s, en skærmafvikling, der tilsigter en jævn lysfordeling over hele kulturarealet, være særdeles vanskelig at gennemføre med udsigt til et godt resultat. Der vil under hele denne langvarige proces stilles krav til skærmens stormfasthed og levedygtighed, som meget sjældent kan op- fyldes af gamle 1. generations rødgraner og bjergfyr i plantagerne. De fleste større ædelgranunderplantninger i disse områder er d a også ved skærmens for tidlige bortfald blevet totalt udslettet på grund af frost, ofte i løbet af ganske få år.
Selv hvor det undtagelsesvis h a r været muligt at gennemføre en skærm- afvikling uden nævneværdige uheld igennem en længere å r r æ k k e og her- under at bringe ædelgranerne uskadt op over eller omkring den øvre grænse for forårsnattefrostens normale indflydelse, viser erfaringerne, at ædel- granernes afhærdning h a r været ganske utilstrækkelig til at modstå frost- virkningen, efter at skærmen er blevet fjernet.
For at belyse den overraskende frostvirkning, som under disse forhold kan dræbe ædelgranerne over et større areal — ofte indenfor et enkelt år efter skærmafvikling — skal der nævnes et eksempel fra Myremalm plan- tage, afd. 44. Afdelingen, ca. 3,4 ha, var tilplantet med ædelgran under skærm af gammel rødgran (bonitet 5—6). Afdelingen ligger vestligt i plan- tagen, men skærmen var, dels på grund af terrænets stigning mod vest, dels ved et bælte af mellemaldrende gran m. v. langs vestkanten, ret godt beskyttet imod stormfald. Det var her lykkedes gennem lysningshugster at vedligeholde en tilstrækkelig s k æ r m over ædelgranerne. Efter den sidste lysningshugst i 1969 omfattede overstanderne ca. 60 m3 pr. ha, som blev
