Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
Digitaliseret af / Digitised by
Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk
VERDENSKRIGEN 1914-18 2
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019379664 II
00 63
|>)!
V erdenskrigen
o £
De økonomiske Fællesinteresser
At
Niels Petersen
Udgivet af Dansk Fredsforening
K Ø B E N H A V N
I Kommission hos Jul. Gjellerup 1915
Verdenskrigen og Fredsbevægelsen.
Efter Verdenskrigens Udbrud og da navnlig i Begyndel
sen af Krigen hørtes oftere Udtalelser, der lød omtrent som saa: Fredsbevægelsen, Radikalismen og Socialismen — kort sagt alle de Kræfter, der stærkest modarbejdede Militaris
men — har spillet Fallit.
Hvis denne uhyggelige Opfattelse var overensstemmende med Sandheden, maatte det betragtes som »fastslaaet at Tan
ken om Fred og Ret paa det internationale Omraade stred mod Udviklingsgangen og Udviklingslinjerne. Men hvor uhyre Ødelæggelser, Verdenskrigen end fremkalder, skal det nok vise sig at Grundlaget for Freds- og Retstanken ikke rok
kes, og at Fredssagen staar i uopløselig Pagt med Udviklin
gen. Fredsbevægelsen deler Skæbne med alle de andre store Kulturbevægelser, hvis Livskraft ikke lader sig bryde af Modgang og Trængsler. Bølgegangen er Særkendet for Ud
viklingen, men Bølgerne fører dog fremad, og fra Bølgeda
len naar de bærende Idéer atter op paa Bølgetoppen. Ver
denskrigen har tilføjet Fredssagen haarde Slag og tvunget den dybt ned i Bølgedalen. Det bliver nu Fredsvennernes Opgave at vise at Tanken om en international Retsordning har Leveævne og tilstrækkelig Styrke til paany at gøre sig gældende.
De Spørgsmaal, der her møder ifrem og kræver Svar, kan vistnok i al Korthed formuleres saaledes: Hvordan vil Vil- kaarene for Fredsarbejdet stille sig, naar Verdenskrigen en
delig har raset ud? Vil Fredsvennerne faa endnu større Van
— 4 —
skeligheder end hidtil at brydes med? Eller tør man i det Sted vente at finde en frugtbar Jordbund til Opdyrkning?
Til Besvarelse af disse Spørgsmaal kommer man ikke langt ved alene at tage Følelser og Stemninger i Betragtning.
At Krigen har vakt Rædsel, Forfærdelse og Afsky i vide Krese, er sandt nok, men lige saa sandt er det, at Krigen i sig 'selv virker bestialiserende paa Tankegangen. Og jo længere Striden mellem Evropas mægtigste Stater varer, desto mere forhærdes Sindene, desto mere svækkes eller tilsløres Bevidstheden om den umaadelige Sum at Lidelser, Ulykker og Elendighed, som hver enkelt Kamp foraarsager.
Uvilkaarlig vænner man sig til at anlægge en ren aritme
tisk Maalestok ved Bedømmelsen af Krigsbegivenhederne.
Naar der berettes at frugtesløse Stormangreb har kostet den ene eller den anden Part saa og saa mange Tusinde Døde og Saarede, vil Folk i Almindelighed først og frem
mest spørge: Er vedkommende Parts Stridskraft herigen
nem væsenlig forringet? Og kan det derfor antages at Kam
pens Udfald vil øve betydende Indjflydelse paa Krigens vi
dere Gang? Først i anden Række kommer Tanken til med Gru at dvæle ved Kamppladsens unævnelige Rædsler og Sorgen og Savnet i Titusinder af Hjem.
Utvivlsomt vil Modbydeligheden for Menneskeslagterierne vaagne op igen med fordoblet Styrke, naar Verdenskrigens blodige og for det tyvende Aarhundredes Kultur saa dybt beskæmmende Drama er naaet til Afslutning. De officielle Kommuniqu'er indskrænker sig til kort og knapt at give Med
delelser om Sejre eller Nederlag. Rædslerne paa Slagmar
kerne og i de af Bombardement hærgede Byer, ifaar Blade
nes Korrespondenter kun nu og da Lejlighed til at skildre.
Nogenledes Klarhed over Omfanget aif Menneskeofrene og Ødelæggelserne tilvejebringes ikke, før Katastrofen er endt og det tunge og haarde Genrejsningsarbejde skal paabe- gyrtdes. Da vil Forfærdelsen brede sig ud over Verden, og
— 5 —
med en Blanding af Sorg, Angst og Harme vil man spørge:
Hvor findes Midlerne til at hindre Gentagelsen af en Kata
strofe, der vil lægge Evropa øde og antage et mangefold værre Præg end de Plyndringstog, hvormed Hunnerne ved Oldtidens Slutning hjemsøgte vor Verdensdel?
Ganske sikkert tør Fredsvennerne stole paa herigennem at vinde kraftig Støtte i Følelser og Stemninger hos Fol
kene efter Krigens Afslutning. Men omvendt nødes man til at regne med den Opblussen af Nationalhadet, som Krigen har fremkaldt, og hvortil man næppe finder noget Sidestyk
ke i Historien. Blandt alle Beifolkningslag i de krigsførende Lande synes Hadet mod »Fjenden« steget til en saadan Høj
de at snart sagt enhver rolig og fornuftmæssig Bedømmelse af Forholdene er udelukket. Endogsaa Videnskabens ypper
ste Repræsentanter har ladet sig drage ind i Krigslidenska- bens Hvirvel. Mens Forfattere og Videnskabsmænd under tidligere Krige ikke glemte, at Forskningen og Tankeudveks
lingen aldrig kan eller maa indsnævres af Landegrænser, mens f. Eks. Frederik II og Voltaire fortsatte deres tankerige Brevveksling ogsaa i de Aar, hvor Prøjsen og Frankrig (1756—1763) stod i Kamp mod hinanden, ser man nu (fø
rende Personligheder paa Videnskabens og Literaturens Felt som Talsmænd for Nationalismen i dens værste og mest uheldsvangre Skikkelse.
Havde Fredssagen ikke andet eller mere at bygge paa end Følelser, Stemninger og Strømninger, vilde Udsigterne derfor være i højeste Grad triste og sørgelige. Men det er ogsaa en fuldstændig Fejltagelse at tro at Fredsvennerne udelukkende eller væsenlig giver sig Følelser og Stemninger i Vold. Fredssagen bygger tværtimod paa det mest reale og mest urokkelige Grundlag, som overhovedet findes: De internationale Fællesinteresser. Paa Fællesinteressernes fa
ste og tilforladelige Bund er Retten vokset op i de enkelte Statssamfund. Hvad det nu gælder om at paavise og klar
— 6 —
lægge, er, at Fællesinteresserne strækker sig fra Land tit Land og har Ævne til at skabe og opretholde en internatio
nal Retsordning.
Fællesinteresserne grundlægger
Retsordningen i de enkelte Lande.
En af de første Bestemmelser i Kristian den Femtes Dan
ske Lov af 1683 lyder saaledes: »Ingen maa tage sig selv Ret men enhver skal tale og dele sig til Rette«.
Det er Forbudet mod Selvtægt, der udtrykkes gennem disse Ord. Statsborgerne har at bøje sig for Loven og søge deres indbyrdes Stridigheder afgjort ad retlig Vej.
Nu om Stunder betragtes dette som rent selvfølgeligt.
Alle er klar over at Opstillingen og Hævdelsen af Selv tægts- forbudet danner Forudsætningen for en betrygget Rets- ordning. I hvert enkelt civiliseret Land er det fastslaaet i Lov
givningen og groet ind i Borgernes Bevidsthed at »ingen tnaa tage sig selv Ret.«
Hvad Fredsvennerne tilstræber er simpelt hen en Udvi
delse af Retsomraadet fra de enkelte Stater til Forholdet mellem Staterne indbyrdes. Forbudet mod Selvtægt skat med andre Ord have international Gyldighed. Retten skal være herskende lige saa vel Stat og Stat imellem, som mel
lem den enkelte Stats Borgere.
Før Verdenskrigens Udbrud indrømmede selv de ivrigste Militarister at Fredsvennernes Formaal var tiltalende og an
erkendelsesværdigt. Men de plejede at tilføje, at det havde meget lange Udsigter med Retstankens internationale Virke
liggørelse, og at Staterne ganske sikkert ikke i en over
skuelig Fremtid vilde give Afkald paa at søge internationale Stridsspørgsmål løst ved Krig, d. v. s. ved Vold og Magt, og at man ikke fra Rettens Sejr i de enkelte Lande turde
drage Slutninger om, at den ogsaa kunde og vilde opnaa Herskermagt i Staternes Samfund.
At dette Ræsonnement nu vil blive fremsat med forøget Bestemthed og Selvsikkerhed, kan der ikke være Tvivl om.
Man vil hævde at Begivenhederne mere end tilstrækkeligt har vist, at det er Fantasteri at tale om Rettens Magt i in
ternationale Forhold. Og man vil i Forbindelse hermed hen
vise til, at der jo paa det internationale Felt savnes baade en nogenlunde fyldestgørende Retsanordning og — fremfor alt — retshaandhævende Myndigheder til at sikre Retsreg
lernes praktiske Gennemførelse. Omvendt vil man ikke glem
me at betone at Retten gennem Tiderne har slaaet dybe Rødder indenfor alle civiliserede Lande, og at saavel Rets- haandhævelsen, som Retsanordningen her er gammel og stærk.
Men ser man nærmere til, viser det sig at Forestillingerne
•om at Rettens Herredømme fra ældgamle Tider har været anerkendt i de enkelte Lande slet ikke holder Stik. I Mid
delalderen og lige op til den nyere Tid var tværtimod Selv
tægten raadende i hvert Fald mellem Stormændene indbyr
des. Det turde i saa Henseende være paa sin Plads eksem
pelvis at erindre om de islandske Slægtsfejder og om, hvor
dan Røverridderne huserede i Tyskland. Herhjemme i Dan
mark havde Tilstanden et lignende Præg. Herremændene op- traadte som en Art Smaafyrster, der førte indbyrdes Krige og ofte trodsede Kronen ;fra deres befæstede Borge.
Til en vis Qrad lykkedes det Dronning Margrete at ,faa Bugt med Adelens saakaldte Fejderet. Hun fremtvang Ned
rivningen af mange Adelsborge og forbød Opførelsen af ny.
Men under de urolige Tider, der fulgte efter den store Dron
nings Død, voksede Stormændenes Magt og Selvraadighed paany. Kristian I skønnede det endogsaa fornødent ligefrem at sanktionere Adelens Fejderet. Til Sanktionen søgte han at knytte visse regulerende Bestemmelser for Krigsførelsen,
— 8 —
idet han erklærede, at en Adelsmand, der vilde »arge paa en andens Liv og Gods«, skulde give behørigt Varsel derom gennem et aabent Brev — med andre Ord udstede en for
melig Krigserklæring. Først et Døgn derefter maatte han aabne Fjendtlighederne. Den Adelsmand, til hvem Krigser
klæringen var rettet, stod det derimod frit for snarest at gøre sin Fjende al den Skade, han formaaede. Det Hele har_
som man ser, en slaaende Lighed med Forsøgene i Nutiden paa at »regulere« Krigsførelsen mellem Stater, der har gre
bet til at afgøre deres Stridigheder med Vold og Magt.
Saaledes stod Sagerne, mens den første Konge af det ol
denborgske Hus regerede i Danmark. Om at paabyde og haandhæve Landefred var der saa langt fra Tale, at Landets Hersker i det Sted højtidelig kundgjorde at Lan
dets Stormænd var i deres gode Ret, naar de sloges ind
byrdes paa Liv og Død. Og at Borgere og Bønder umulig kunde faa Lov at leve i Fred under Krige mellem Adels
mændene, siger sig selv. Sandheden af det gamle Ord, at naar de Store slaas, gaar det ud over de Smaa, fornægtede sig ikke.
I Virkeligheden var man da paa Kristian I's Tid knapt nok kommet saa vidt med at grundlægge en Retsordning mel
lem danske Statsborgere, som man (før Verdenskrigens Ud
brud i Fjor var naaet med at skaffe Retsprincipet anerkendt mellem Staterne. Og i de fleste evropæiske Lande stod det ikke bedre til end i Danmark. »Næveretten« holdt sig Mid
delalderen ud og blev først i den nyere Tid lidt efter lidt og under haarde Brydninger tvunget til at vige for Kravet om en ordnet og betrygget Retstilstand.
Hvad var det, som fra Middelalderens Retløshed med uimodstaaelig Kraft brød Vej ifor Retstankens og Retskra
vets Virkeliggørelse i de enkelte Stater? Svaret kan gives med faa Ord: Retten byggedes op paa og hentede Styrke
— 9 —
fra det voksende Interessefællesskab mellem Statsborgerne indbyrdes.
I Middelalderen traadte Bevidstheden om Samhørighed mellem alle Landets Indbyggere egenlig kun frem, naar det gjaldt iælles Optræden mod ydre Fjender. Og ofte nok var det — ogsaa i saadanne Tiifælde — meget smaat bevendt med Samdrægtigheden mellem de forskellige Landsdele.
Men ikke blot Landsdelene stod (fjernt fra hverandre. In
denfor hver enkelt Landsdel fandtes kun faa og svage Sam- menknytningsbaand. Herremændene dannede, som allerede omtalt, en Art selvstændige Smaafyrster, der førte ind
byrdes Krige og blot adlød Kronens Bud, naar det passede dem eller naar en særlig dygtig og kraftig Hersker havde formaaet at skaffe sig Overtaget. Og hvad den jævne Be
folkning angik, saa rakte dens Fællesinteresser til daglig Dags ikke ud over Landsbyen eller maaske Herredet. Sam
færdselen var højst ubetydelig og de gensidige Forbindelser og aandelige Paavirkninger derfor yderst ringe. Man leve
de hver for sig og maatte, saa godt som muligt, stræbe at være sig selv nok.
Men lidt efter lidt ændredes Forholdene, Købstæderne voksede i Antal og Størrelse; Handel og Haandværk udvik
ledes, og som Følge heraf øgedes Berøringerne og Veksel
virkningen mellem Befolkningen mere og merebaade i Land og By. Der opstod kortsagt Fællesinteresser af omfattende og vidtrækkende Betydning, og jo stærkere disse Fælles
interesser gjorde sig gældende, desto mere bydende blev ogsaa Kravet om Retssikkerhed i Landet.
Retsanordningen er, som bekendt, ældre end Retshaand- hævelsen. Hvad Retsanordningen angik stod man ingen
lunde paa bar Bund. I de gamle Provinciallove og i Rets- sædvaner og Vedtægter fandtes paa mange Omraader de
taillerede Bestemmelser vedrørende Statsborgernes indbyr
des Forhold. Men med Haandliævelsen af den gældende Ret
— i n
var det, som sagt, mildest talt slet bevendt. Statsmagtens øverste Repræsentant Kronen maatte jo — ved at aner
kende Adelens Fejderet —aabenlyst vedgaa sin Mangel paa Ævne ti! at skaffe Lov og Ret respekteret i Landet. Som retshaandhævende Myndighed lod Kronen egenlig talt kun høre fra sig, naar det gialdt at inkasserede Straftebøder, der tilfaldt den.
Men i Kraft af Fællesinteressernes Vækst naaede Rets- haandhævelsen til Gennembrud. Handel og Samkvem over
hovedet kunde ikke trives saa længe der i Ordets bogstave
lige Forstand ikke fandtes Sikkerhed lor Liv og Velfærd.
Selv de krigslystne Stormænd kom efterhaanden til Er
kendelse af at de var bedst tjent med en Ordning, der gjorde Retten herskende i Samfundet. En Samfundsbevidsthed vik
lede sig ud af Svøbet og klaredes stærkere og stærkere gen
nem Berøringerne paa Aåndslivets Omraade og gennem den stedse stigende Udveksling og Omsætning af allehaande Produkter. Vejen var trang og besværlig, og dog naaede man forholdsvis hurtig frem fra »Krigstilstanden« i de før
ste Oldenborgeres Tid til den betryggede Retsordning, der angives ved det ubetingede Forbud mod Selvtægt i Kristian den Femtes Danske Lov. Paa Fællesinteressernes faste Grund byggedes RetsJæl lesskabet og Retsiiaandhævelsen op i Danmark som i alle andre civiliserede Lande.
Fællesinteressernes internationale Vækst.
Ganske den samme Udvikling, der førte til Grundfæsteise af Rettens Herskermagt i de enkelte Lande, gør sig nu gældende paa det internationale Omraade. Og efter alt at dømme vil det — trods den Standsning af Udviklingen og de umaadelige økonomiske Forstyrrelser, som Verdenskri
gen foraarsager — gaa hurtigere med at bryde Retstanken og
— 11 —
Retskravet Vej Stat og Stat imellem enci Tilfældet var in
denfor hvert enkelt Land. De moderne Samfærdselsmidler
— Jernbaner og Dampskibe — og de mod-erne Meddelelses
midler — Telegraf og Telefon — knytter Lande og Folk sammen i et Interessefællesskab, som med Nødvendighed kræver Retsfællesskab. Med hver ny oversøisk Dampskibs- linje og med hver ny Jernvej fra Land til Land øges det in
ternationale Fællesskab. Og efterhaanden som Verdenshan
delen vokser og Samkvem mellem Folkene udvides i alle Retninger, bliver de forskellige Statssamfund mere og mere økonomisk afhængige af hverandre.
Allerede for godt og vel hundrede Aar siden troede Kej
ser Napoleon at kunne bryde Englands Magt og Modstands
kraft ved at spærre det ude fra Handelsforbindelser med Fastlandet. Om »Kontinentalspærringen« vilde have ført til Maalet, hvis Napoleon havde ævnet at opretholde den i læn
gere Tid end nogle faa Aar, er det ørkesløst at spekulere over. Hvad der derimod bør gøres opmærksom paa, er, at Napoleon oversaa eller i alt Fald ikke tilstrækkeligt vurde
rede Betydningen af den internationale Vekselvirkning. Han glemte eller vilde ikke tage i Betragtning at Afbrydelsen af Englands evropæiske Handelsforbindelser nødvendigvis og- saa maatte virke lammende og ødelæggende paa det evro
pæiske Fastlands Handel og Omsætning. Men de iorskellige Folk og Stater fik det at føle. Spærringssystemet ramte haardt til alle Sider, skønt det næppe noget Steds blev gen
nemført i dets fulde Strænghed.
Og dog var de internationale Fællesinteresser i Napoleons- tiden kun yde:rst svagt udviklet i Sammenligning med Nuti
dens Forhold. Det uhyre Opsving i Produktudvekslingen mel
lem Landene indlededes først mange Aar senere ved Hjælp aif og som direkte Følge af de forbedrede Samfærdselsmid
ler. Saa længe man alene havde Sejlskibe til at besørge Vare
transporten over Havet, maatte Trafiken vedblive at være
— 12 —
langsom og uregelmæssig. Det var Dampskibene, der til
vejebragte en Hurtighed og Regelmæssighed i Handelsfor
bindelserne ad Søvejen, hvorom man ikke før havde drømt.
Og en lignende Rolle, som den Dampskibene kom til at ud
iøre paa Søen, overtog Jernbanerne paa Landjorden.
En nærmere Redegørelse for Dampskibs- og Jernvejstrafi- kens kolossale Udvikling vilde kræve større Plads, end der haves til Raadighed i dette lille Skrift. Men det turde her og- saa være tilstrækkeligt at pege paa Virkningerne af det ved Dampskibe og Jernbaner i Forbindelse med Telegraf og Telefon fremkaldte og ustandseligt voksende internationale Samkvem. De enkelte Lande danner ikke mere økonomiske og sociale Enheder og kan derfor ikke føre en afsondret Til
værelse. Verdenshandelens umaadelige Vækst har revolutio
neret Forholdene. Paa Landbrugets, Teknikens og Industriens Felt, ja i Virkeligheden paa alle Omraader spores den in
ternationale Vekselvirkning. Handel og Samkvem i Forbin
delse med hele den sociale og socialpolitiske Udvikling har bragt alle civiliserede Lande i et indbyrdes Afhængigheds
forhold, der ikke kan brydes eller fjernes.
Før den skæbnesvangre Katastrofe brød løs i Fjor Som
mer havde man god Grund til at haabe at denne indbyrdes Afhængighed jævnt og stilfærdigt vilde drage internationalt Retsfællesskab og international Retssikkerhed efter sig.
Fredsvennerne nærede et saadant Haab, men det er ganske urigtigt, naar man nu fra forskellige Sider paastaar at Freds
sagens Forkæmpere ikke tænkte sig og ikke regnede med Muligheden af en stor evropæisk Krig. For danske Freds
venners Vedkommende maa det i saa Henseende være nok at henvise til at Kravet om vort Lands vedvarende Nevtralitet staar i Spidsen for Dansk Fredsforenings Program. Hvis man ikke havde været klar over at der stadig var Krigsfare paa Færde, vilde man selvfølgelig ikke have opstillet Nevtra- litetskravet og endnu mindre draget det frem i Forgrunden
— 13 —
som et Hovedpunkt i Foreningens Program. Nevtralitet for
udsætter jo netop Krig og Kampfærd. I samme Øjeblik Krigs- muflighederne udelukkes, bliver der ikke længere Tale om Nevtralitet. Dette skulde synes saa umiddelbart indlysende, at det knapt behøvede at nævnes.
Hvad Fredsvennerne i alle Lande frygtede, var de Kap
rustninger, som uophørlig fandt Sted mellem Evropas Stor
stater. Militaristerne forsikrede at Millionhærene var Ver
densfredens bedste Værn og Værge. Jo fuldstændigere de to evropæiske Magtgrupperinger holdt hinanden i Ligevægt, hvad Krigsberedskabet angik, desto bedre mentes Freden betrygget. Atter og atter gentoges den gamle romerske Sætning: »Vil Du forberede (d. v. s. sikre) Freden, da for
bered Dig paa Krig«.
I Modsætning hertil hævdede Fredsvennerne, at den før
ste og absolut nødvendige Betingelse for Fredens Sikring var at undlade Krigsrustninger. Det sagde sig selv at Rust
ningerne maatte afføde Krigsfare. Jo mere de enkelte Lande øgede deres militære Stridskraft, desto mere vilde indbyr
des Mistro vokse, og desto stærkere vilde Tilbøjeligheden blive til at slaa løs, naar Øjeblikket skønnedes gunstigt for den ene eller den anden Magtgruppering. Man risikerede at der ikke blev Lejlighed til i Ro at overveje og drøfte opstaaende internationale Konfliktsspørgsmaal. Det kunde be
frygtes at Nervøsiteten i givet Fald vilde gribe de Stats
mænd, der havde Afgørelsen i Hænde og foranledige at Krigslavinen begyndte at rulle, inden Fredsbestræbel
serne fik Tid til at gøre sig gældende. Derfor blev Freds
vennerne ikke tjrætte af at modarbejde Militarismen og Rustningsvæsenet. Maaske vil man sige, at de burde have udfoldet endnu større Anstrængelser, men de havde i hvert Fald Øjet aabent for Faren og forsømte ikke i noget Land at pege paa den. Ulykken var blot, at de ikke fandt tilstræk
kelig Tilslutning og Støtte.
— 14 —
Begivenhederne har desværre kun alfor klart vist at Fredsvennerne havde Ret. Det er ikke Fredssagen men Rustningspolitiken som Vogter over den saakaldte væbnede Fred, der har spillet Fallit. Den væbnede Fred er mundet ud i den største og frygteligste Krig, som Verden nogen
sinde har kendt. Krigsrustningerne har ført til Krig og ikke»
som Militaristerne paastod, til Verdensfredens Betryggelse.
Men naar saa er, maa vel endelig den Overbevisning fæstne sig hos Folkene og Regeringerne, at Rustningerne er Fre
dens værste Fjende, og at Evropa vil miste sin iførende Plads i Verden, ja blive fuldstændig ødelagt hvis man i Fremtiden ikke slaar ind paa andre Veje og bruger andre Midler til Regulering af Forholdene mellem Staterne. Der betales under Verdenskrigen saa dyre Lærepenge, at end ikrke de rigeste Lande vil have Raad til nogen Gentagelse af det forfærdelige militaristiske Eksperiment.
Gennem det Ragnarok, vi nu oplever, stadfæstes ogsaa Fredsvennernes Opfattelse af Folkenes indbyrdes Livsvil- kaar. Verdenskrigen har ikke formaaet at fjerne de Fak
torer, der betinger internationalt Samarbejde og internatio
nal Sammenslutning. Netop fordi Fællesinteresserne i Løbet af de sidste Aartier har skudt en saa overordentlig stærk Vækst, netop derfor hærges nu Folk og Lande mangefold haardere end under nogen af Fortidens Krige. Tidligere var det alene eller næsten alene de kæmpende Parter, der fik Krigens ødelæggende Virkninger at føle. De nevtrale Sta
ters Interesser var som oftest ikke udsat for videre Aifbræk.
Ja, det kunde endogsaa hænde, at nevtrale Landes Erhvervs
liv tog et raskt Opsving, mens Krigen stod paa. Vor Handel og Søfart havde saaledes en Glansperiode 1 Revolutions
krigenes og de napoleonske Kriges Tid, indtil vi selv — ef
ter Katastrofen i 1807 — inddroges i Krigshvirvlen.
Nu er det anderledes, nu spores Krigens Følger ud over hele den civiliserede Verden. Allerede under den italiensk
— 15 —
—tyrkiske Krig 1911—12 fik man Lejlighed til at erfare, hvor haardt det nu om Stunder gaar ud over nevtrale Staters øko
nomiske Interesser. Det viste sig, at Italiens Flaade ikke formaaede at optræde »krigsmæssigt« andre Steder end ved Krigsskuepladsen i Afrika uden at volde snart sagt alle nevtrale Staters Interesser Tab og Skade. Og naar de Nev- trales Interesser truedes saa stærkt under en Krig aif for
holdsvis smaa Dimensioner, kunde man sige sig selv at der næsten ikke vilde blive Grænser for de ødelæggende Virk
ninger af en evropæisk Stormagtskrig.
Hvad der er sket siden Verdenskrigens Udbrud, giver lige saa klare som uhyggelige Vidnesbyrd om at Fredsven
nernes Tanker og Forestillinger om Følgerne af et Freds
brud mellem Evropas største og mægtigste Lande ingen
lunde var overdrevent mørke. Naturligvis rammes Erhvervs
livet og de økonomiske Interesser haardest indenfor de krigsførende Stater. Men heller ingen af de nevtrale Lande gaar Ram forbi. Vi kan tale med om det herhjemme, skønt det hidtil er lykkedes og forhaabenlig ogsaa under Resten a:f Krigen vil lykkes saa nogenlunde at opretholde og skær
me vor Handel og Søfart.
Men naar saa er, naar Begivenhedernes Gang udelukker enhver Tvivl om at Krigen vel kan tilføje de internationale Fællesinteresser uhyre Skade, men ikke bringe dem ud at Verden, skulde det synes givet, at Arbejdet for Fred og Ret vil finde gunstige Fremtidskaar. Hvor utrolig højt Natio
nalhadet end er blusset op i hvert enkelt af de krigsførende Lande, vil det dog blive om ikke kuet saa dæmpet og trængt mere og mere tilbage af Fællesinteresserne. Man ophører ikke at benytte Jernbaner og Dampskibe som internationale Forbindelsesmidler. Tværtimod vil Trangen til sikret og Uforstyrret Samkvem atter vokse, naar Krigens Spærrings- anstalter endelig er harvet. Der vil blive Brug for alle de Kræfter, hvorover Folkene raader, til at bøde paa Krigens kolossale Ødelæggelser oz Igen bringe Fart i Kulturarbejdet,.
— 16 —
Kolonialpolitiken og Verdenshandelen.
Tidligere har man fra mange Sider ofte fremsat den Paa
stand at Storstaternes Kolonialpolitik var Verdensfredens farligste Fjende. Nægtes kan det heller ikke at kolonialpoli- tiske Stridsspørgsmaal Gang efter Qang har givet An'ed- ning til faretruende internationale Konflikter. Det vil i saa Henseende være tilstrækkeligt at minde om de koloniale Brydninger, som for ikke mange Aar siden fandt Sted i Østasien, og om Marokko-Striden mellem Frankrig og Tyskland. Med en vis Ret kan man endogsaa gøre gældende at Kolonialpolitiken maa nævnes blandt Hovedaarsagerne til Verdenskrigens Udbrud. Men der er gyldige Qrunde til at antage at Kolonialpolitiken i Fremtiden vil ophøre at være Militarismens Tjener og i det Sted blive en af Fredssagens bedste og stærkeste Forbundsfæller. *)
Kolonialpolitiken i dens moderne Skikkelse har til Øje
med at skabe ny Afsætningsmarkeder for evropæisk Pro
duktion og ny Hjemsteder for Strømmen af Udvandrere (fra de evropæiske Lande. Disse Formaal har Stormagtsrege- ringerne søgt at virkeliggøre gennem oversøiske Erobrings
tog. Man er gaaet ud fra at Tiderne ikke havde skiftet, at der ikke gaves Fællesinteresser af større Betydning paa det kolonialpolitiske Felt, og at hver af Magterne derfor bedst varetog og sikrede sine økonomiske og kommercielle Interesser i andre Verdensdele ved at tilegne sig rige og vidtomfattende Landstrækninger.
Navnlig fra tysk Side har man gjort denne Opfattelse gældende. Tyskland kom sent med ind i Kolonialpolitiken.
Saa meget stærkere (følte Rigsregeringen i Berlin sig over
bevist om at der ikke var nogen Tid at spilde, hvis det
*) Se nærmere: Niels Petersen: Den moderne Kolonialpolitik (Dansk Fredsforenin^s Smaaskrifter Nr. 12).
— 17 —
skulde lykkes at skaffe Tyskland en oversøisk Magtstilling
•— »en Plads i Solen«, som Kejser Wilhelm udtrykte det.
Men iøvrig deltog, med Undtagelse af Østrig-Ungarn, alle de evropæiske Stormagter og for den Sags Skyld ogsaa Nordamerikas forenede Stater i den kolonialpolitiske eller
— om man hellere vil — den verdenspolitiske Konkurrence.
Det drejede sig kort sagt om Verdens Deling, og om Løs
ningen af dette Spørgsmaal strides der nu ogsaa under Verdenskrigen.
Men den krigs- og erobringslystne Kolonialpolitik har dog i Aarenes Løb ikke faaet Lov til at brede sig uden Modsi
gelse og uden Standsning. I England var i sin Tid Richard Cobden 'og Gladstone kraitige og indflydelsesrige Tals
mænd for en afgjort fredsvenlig Kolonialpolitik. Cobden var vel den, som først og klarest havde Øjet aabent for de in
ternationale Fællesinteresser. Han saa i Frihandelen et ufejlbarligt Middel til Verdensfredens Betryggelse. Naar man fjernede Toldskrankeme, og gav Adgang til fuldkom
men ifrit Samkvem mellem Landene, vilde Fællesinteres
serne udvikle sig med rivende Fart og nødvendigvis føre til Grundlæggelse af en fast international Retsorden. Ud fra dette Syn paa Sagen hævdede han at England ikke vilde have nogen Fordel af at udvide sine koloniale Besiddelser.
Han var endogsaa tilbøjelig til at tro at Moderlandet han
delspolitisk set vilde være bedst tjent med at Kolonierne gik tabt. Der burde følgelig ikke være Tale om at bruge Tvang for at holde paa Kolonierne. I det Sted skulde man give dem udstrakt Selvstyre og derigennem forberede de
res fuldstændige Uafhængighed.
Gladstone delte Cobdens Tro paa Frihandelens Ævne til at stifte Fred og Ret mellem Folkene. Han ønskede at be
vare Kolonierne som Led i det britiske Rige, men efter hans Mening kunde og maatte dette ske i fuld Frihed. England havde hverken Magt eller Ret til at øve et Tvangsherre-
— 18 —
dømme. Hvad det gjaldt om var da at ordne Forholdet saa- ledes, at Kolonierne følte Forbindelsen med Moderlandet som en Betryggelse af deres Stilling og ikke som et Baand, der indsnevrede deres Handlefrihed og Raaden over egne Anliggender. I Kraft arf denne Tankegang arbejdede han paa at skaffe Kolonierne vidtstrakt Selvstyre. Men hans Syn rakte ud over det britiske Riges Grænser. Kolonialpo- Htiken. saaledes som han opfattede den, var netop særlig egnet til at spille en betydningsfuld Rolle ved Løsningen af de største og mægtigste Kulturopgaver. Jo ældre han blev, -desto mere fæstnedes den Overbevisning hos ham, at Fri
hedens Grundsætninger i nøje Forening med Fredsidéerne vilde brede sig ud over Verden og efterhaanden sætte Ret
ten i Magtens Sted. Under frit internationalt Handelssam
kvem vilde Fællesinteresserne vinde en saadan Styrke at Kravet om Retssikkerhed mellem Nationerne ikke lod sig undertrykke.
Gladstone er død, men hans Tanker om Frihed og Fred lever og har paa mange Punkter sat Spor i de sidste Aar- tiers Historie. Den militaristiske Kolonialpolitik — den saa- kaldte Imperialisme — (fik en Tid Overhaand i England, mens Chamberlain var Koloniminister og gennemførte sin sydafrikanske Krigspolitik. Men da Krigen var forbi og Krigsregningen præsenteredes, brød Chamberlains politiske Magt og Indflydelse sammen. Gladstones Elever kom atter i Spidsen for Regeringen og viste deres Tilslutning til Me
sterens Politik ved — ganske faa Aar efter Krigens Slut
ning — at give Transvaal og Oranje-Fristaten Plads blandt det britiske Riges selvstyrende Kolonier.
I sine Velmagtsdage ytrede Chamberlain under en Parla
mentsdebat at Grundtanken i hans imperialistiske Politik indeholdtes i den gamle Sætning: »Handelen følger Fla
get«, dvs. Orlogsflaget. Vaabenmagten skulde med andre Ord komme først og berede Handelen Vej. Overfor denne
— 19 —
militaristiske Betragtningsmaade fremhævede en ai Glad
stones ypperste politiske Arvtagere John Morley at lige det modsatte er Tilfældet :Handelen er Fredens og ikke Kri
gens Sendebud. Jo mere Verdenshandelen udvikler sig, de
sto mindre kan den undvære fredelige og retligt betryg
gede Forhold.
Erkendelsen heraf begyndte at trænge igennem, da øst
asiatiske Spørgsmaal og østasiatiske Kriser for en Del Aar siden lagde Beslag paa Kolonimagternes Opmærksomhed.
Fra alle Sider var man den Gang enig om at anbefale og tildels straks at praktisere »den aabne Dørs Politik«. Me
ningen med »den aabne Dør« var Handelens Frihed, specielt fri og lige Adgang for alle fremmede Nationer til kinesiske Havne og Handelssteder. Som man ser, var det her Cob- dens og Gladstones gamle Tanker om frit internationalt Handelssamkvem, der bragtes til Anvendelse paa Kolonial
politikens Omraade. Og utvivlsomt vil Kolonialpolitiken, der, naar alt kommer til alt, er enstydig med Verdenspolitiken, blive nødt til i videre og videre Omfang at godkende Han- delsfrihedens Princip. »Den aabne Dørs Politik« sejrede jo ogsaa ved Marokko-Stridens Afslutning. I uadskillelig Sam
menhæng med Verdenshandelens umaadelige Opsving staar de internationale Fællesinteressers kolossale Vækst. Han
delen er Fredens Sendebud, og saa langt Verdenshandelen trænger frem, vil den mere og mere bidrage til at give Ver
denspolitiken et fredeligt Præg.
At Konkurrencen og dermed ogsaa Antallet af økonomiske Stridsspørgsmaal vil stige etfterhaanden som Verdenshande
len udvikler sig. er sandt nok. Det følger af sig selv at Riv- ningspunkterne — særlig de økonomiske — maa øges, jo mere indviklede og mangfoldige Livsforholdene bliver. Men Fredsvennerne har heller ikke sat sig den umulige Opgave at bringe Stridselementerne ud af Verden. Hvad Fredssa
gen lægger an paa, er at anvise en anden og bedre Frem-
— 20 —
gangsmaade end Krig til Udjævning af internationale Stridig
heder. Og at Verdenshandelen hverken er tjent med Krig eit
ler stadig truende Krigsfare, vil ethvert fornuftigt Menne
ske være klar over. Oversøisk Skibsfart og Handel sammen
filtrer Interesserne, saaledes at de umulig kan redes ud igen af hveT Stat for sig.
I det Smaa har vi herhjemme Lejlighed til at iagttage, hvordan Traadene i det materielle internationale Fællesskab slynges tættere og tættere. Det bliver mere og mere almin
deligt at større Handlende og Industridrivende opretter Fi
lialer i fremmede Lande, mens samtidig fremmede Selska
ber af alle mulige Arter gør Gengæld hos os. Dette Fæno
men, men vel at mærke i kæmpemæssige Former, kende
mærker Verdenshandelens Udvikling. Under en Krig som den nuværende kan den ene Part ikke ramme den andens økonomiske Interesser uden med det samme at tilføje sine egne stærkt Afbræk. 1 Kraft af sin sømilitære Overlegen
hed har England lige fra Verdenskrigens Udbrud formaaet at standse og lamme Tysklands hele Søhandel. Men hvor store og følelige Tab er der ikke herved bibragt en Mængde engelske Borgere, hvis Handel eller industrielle Virksom
hed var afhængig af Forbindelsen med Tyskland? Først naar Krigen er endt vil det blive muligt at faa et nogen
lunde sikkert Skøn over Omfanget af de økonomiske Fælles
interesser, der har været mishandlet og hærget til Ulykke for Befolkningen i begge Lande. Men allerede nu er det klart at Ødelæggelserne har naaet en Udstrækning, der overgaar de mørkeste Forhaandsbetragtninger over Føl
gerne af en saadan krigersk Katastrofe.
Verdenskrigen og Verdensfreden.
Verdenskrigens Udbrud og hidtidige Gang har, som alle
rede fremhævet, leveret uimodsigelige Vidnesbyrd om to
— 21 —
Ting: Rustningspolitikens frygtelige og fuldstændige Skib
brud som Fredsgaranti og Umuligheden af at trække Lande
grænser for de økonomiske Interesser. Krigen indvirker (for
styrrende og ødelæggende paa Erhvervslivet i alle Lande.
Man har sagt at under Nutidskrige vilde Kampen mellem Parterne staa om Opnaaelsen af økonomiske Fordele. For saa vidt stadfæstes Rigtigheden af dette Syn paa Sagen, som Verdenskrigen — særlig hvad England og Tyskland angaar
— mere og mere faar Præget af en økonomisk Krig. Men hvad er det for økonomiske Fordele den ene eller anden Part skal kunne vente at opnaa i Tilfælde atf Sejr? Verdens
handelen og hele det internationale Samkvem lader sig ikke bestemme ved Krigens Udfald — hverken gennem Omlægning af Landegrænser eller handelspolitiske Afgørelser. Hver af de krigsførende Magter lider umaadelige økonomiske Tab, til hvis Oprettelse der vil kræves mange Aars strængt Freds
arbejde. Maaske slipper Sejrherren noget billigere end den Overvundne, men om økonomisk Vinding som Frugt af Sej
re bliver der under ingen Omstændigheder Tale — tvært
imod: Tabene vil for begge Parter være sikre og af uhyre Dimensioner. Og Krigens ødelæggende Virkninger vil ikke som i tidligere Tider i nogen Maade kunne udlignes ved Hjælp af Krigsomkostninger. 1 øvrigt er det jo slet ikke givet at dømme efter Begivenhedernes hidtidige Gang næppe nok sandsynligt — at Krigen ender med saa fuldstændig Sejr for den ene af Magtgrupperingerne, at den anden nø
des til fuldstændig at bøje sig og modtage de Fredsvilkaar, der foreskrives.
Men hvordan saa end de militære Resultater af Verdens
krigen former sig, maa det være Opgaven at tilvejebringe en Fredsslutning, der har Karakteren af en virkelig Fred, d.
v. s. bygge paa et solidt Grundlag og ikke i sig selv inde
holder Spiren til ny Krige. Lykkes det ikke at faa Bugt med Rustningssystemet, vil den Fredsslutning, der tidligere el
22
ler senere kommer, ikke opnaa Betydning af andet eller mere end en Vaabenhvile. Menneskeslagterierne standses fore
løbig, men 1 anken henvendes straks paa »den næste Krig«.
Stormagterne vil anstrænge sig af yderste Ævne med ny Rustninger for i videst muligt Omfang at have Vaaben og Menneskemateriale parat til Genoptagelse ajf Ødelæggel- sesarbejdet. Med Evropas Stilling som Arne for Verdens
kulturen vil det da være forbi. Kulturen maa i saa Fald søge Udgangspunkter andet Steds end i den Verdensdel, hvor Magthaverne og Folkene kun bruger Kræfterne til at op
slide og sønderrive hverandre.
At Begivenhedernes Qang efter Verdenskrigens Slutning kunde tage en saadan Retning, skulde dog synes utænke
ligt. Rustningspolitiken har anstiftet saa forfærdelige Ulyk
ker at det vilde være ifuldkommen Vanvid at prøve paa at
ter i Fremtiden at bruge den til at regulere de verdenspoli
tiske Forhold. Alene paa Fællesinteressernes Grund kan den internationale Fremtidsudvikling bygges. Før Verdenskri
gens Udbrud var man allerede naaet et godt Stykke (frem med at skaffe Retsprincipet international Anerkendelse.
Voldgiftstraktat efter Voldgiftstraktat blev afsluttet og mere og mere lykkedes det at udvide Omraadet for obligatorisk Voldgift. Adskillige af de Voldgiftstraktater, Danmark har indgaaet med fremmede Stater, er jo, som bekendt, møn
stergyldige, idet de uden nogen som helst Indskrænkning henviser alle opstaaende Stridsspørgsmaal til Løsning ad retlig Vej. Og en Støtte af uvurderlig Betydning vandt hele Voldgiftsinstitutionen derhos i 1899 ved Oprettelsen af den faste Voldgiftsdomstol i Haag.
Militaristerne plejer rigtignok at paastaa at Voldgiftstrak- taterne blot har Betydning, naar det drejer sig om at ud
ligne internationale Stridigheder af underordnet Vigtighed.
Ellers skal Traktaterne ikke kunne tillægges synderlig anden eller mere Værdi, end det Papir, hvorpaa de er skrevet. Og
— 23 —
denne Opfattelse tror man nu at se afgørende bekræftet gennem Verdenskrigen. Hvad er Verdenskrigen vel andet, siger man, end fuldstændig Fornægtelse af Tanken om Ret
tens bærende Kraft i Staternes Samfund?
En saadan Argumentation vilde være overbevisende, hvis man maatte gaa ud fra at Rettens reale Grundlag svandt bort, naar og fordi Retskrænkelser fandt Sted. Verdenskri
gen er det største, rædselsfuldeste og videst omfattende Retsbrud, som Historien har at opvise. Men hvordan tror man det gik til i de ikke meget fjerne Tider, hvor Rette«
arbejdede sig frem indenfor de enkelte Stater? Krig og Kamp mellem Stormændene hørte, som før omtalt, til de daglig Dags Begivenheder. Skuepladsen var mindre, men de Retski ænkelser, der iforøvedes, kunde i sig selv være lige- saa gruopvækkende som de, vi nu er Vidne til under Ver
denskrigens Bloddrama. Og dog viste Fællesinteresserne sig stærke nok til at trænge sejrrig igennem og bane Vej for Retsorden og Retssikkerhed i Landet.
Skulde da det samme Grundlag svigte under Kampen (tor Retten i internationale Forhold? Nej, de økonomiske Fælles
interesser er saa stærke og henter ny Kræfter fra saa man
ge foi skellige Hold, at det i Længden vil blive umuligt at kue dem. I Følge med dem om end tildels uafhængigt af dem
€ r de aandelige Fællesinteresser trængt frem. Paa Viden
skabens, Literaturens og Kunstens Omraade var det interna
tionale Fællesskab fremherskende længe før økonomisk, handelspolitisk og socialt Fællesskab i den nyere Tid be
gyndte at gøre sig gældende mellem Landene. Men en Veksel
virkning sporedes dog meget tidligt. Allerede i Oldtiden var Handel og Søfart Fredens og Kulturens Sendebud. De gamle Grækeres Sßftart og efter Datidens Forhold vidt omfattende Kolonianlæg skaffede græsk Kultur Fodfæste i Lilleasien, Ægypten, Italien og ved Galliens Sydkyst.
Og denne Vekselvirkning er i vore Dage blevet langt mere fremtrædende og langt mere frugtbar end Tilfældet var i
— 24 —
svundne Tider. De aandelige Fællesinteresser har ligesaavel som de økonomiske høstet umaadelig Fordel at Jærnbaner, Dampskibe, Telegraf og Telefon. Hvor let er det ikke — i Sammenligning med Forholdene blot (for en Menneskealder eller et halvt Aarhundrede siden — nu blevet at følge Tanker og Idéstrømninger i fremmede Lande? Og hertil kommer et Moment, som fortjener at tages i særlig Betragtning: De aandelige og økonomiske Fællesinteresser er i mange Ret
ninger blevet fast for ikke at sige uopløselig sammenknyt
tet. Eksempelvis skal vi her blot nævne Verdenspostkonven- tionen og de internationale Regler (Bernerkonventionen) til Beskyttelse af literær og kunstnerisk Ejendomsret.
Dette Moment vil utvivlsomt faa sin store Betydning og bidrage virksomt til at kølne det hvidglødende Nationalhad, som nu har grebet de krigsførende Nationer. Arbejdet for paany at sikre den atf Fællesinteresserne skabte Ret, vil man blive nødt til at genoptage samtidig med at Freden slut
tes. Karakteristisk nok vover jo heller ingen af de kæmpen
de Parter udtrykkeligt at fornægte selve det internationale Retsprincip. 1 det Sted søger de med megen Iver at for
svare deres Optræden og skyde Skylden over paa Modpar
ten. Retten krænkes paa videre Omraader end nogensinde før, fordi Fællesinteresserne nu strækker sig ud over hele Verden, men Retten er ikke død og borte — den vil vaagne op igen med fornyet og forøget Styrke ved og efter Ver
denskrigens Afslutning.
Ingen véd, hvor længe Krigen skal vedblive at hærge Lan
dene. Men for alle Krigens Modstandere er det en bydende Pligt at gøre deres til paa bedste Maade at forberede den Fredsslutning, som før eller senere maa komme, Militaris
men og Rustningspolitiken har spillet Fallit. De internatio
nale Fællesinteresser, som Aar efter Aar har bredt sig vi
dere og videre, kan kun skærmes gennem Fred og Ret. Men dette vil med andre Ord sige at Fremtiden tilhører Freds
sagen.
.
•V..
. i
