THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk

H i } , H a n s e n

D e n s t o r e K r i g

1 9 1 4

130019370527

DEN STORE KRIG

AF

H. J. HANSEN

D R . P H I L .

K Ø B E N H A V N

L E H M A N N & S T A G E

G R Æ B E S B O G T R Y K K E R I

1914

STORE KRIG

AF

H . J . H A N S E N

DR. PHIL.

Ak, o m M o d e r Volga r a n d t i m o d s i n Kilde, O g vi s e l v blev k l o g e , før d e t var f o r s i l d e .

ALEXIEJ TOLSTOJ

KØBENHAVN L E H M A N N & S T A G E

G R Æ B E S B O G T R Y K K E R I

1914

foretaget nogle smaa Ændringer, væsentligst for at tage Hensyn til Ud­

viklingen i de sidste tre Uger.

Gjentofte, d. 27. Sept. 1914.

H. J. Hansen.

INDHOLD.

S i d e

I. Krigsusandsynlighed 5

II. Sømagten 1 2

III. Tysklands økonomiske Situation 2 0

IV. Stormagternes finansielle Stilling 2 8

V. Krigens Væsen og Nationerne 39

I.

Krigsusandsynlighed.

E

n halv Snes Dage ind i August ringede en ældre, fhv. Officer op for i de mest hjærtelige Udtryk at lykønske mig til, at jeg havde faaet Ret i min Hævdelse af, at den store Krig kom. Han havde, sagde han, ikke troet det. Mindst et Par ret højtstaaende Herrer af dem, der burde kunne se, kunde forresten have gjort det Samme, thi jeg veed, at de i Sommer privat og i flot Form paastod, at der kom ingen Krig. Men Sligt er sandelig lærerigt, thi hvad kan man saa egentlig forlange af jævne Borgere og Bønder, af »Lærde« og Ulærde?

Men næsten hele vor Nation har rigtignok ikke blot været tykt uvidende om udenrigske Forhold, men tillige aldeles utilladelig selvklog, taabelig uimodtagelig for den Belæring og de skarpe Advarsler, der fra en­

kelte Skribenter er fremkommen offentligt. Ja, næppe en Tusindedel af hele Folket har i Virkeligheden troet paa, at den store Krig maatte komme i en nær Frem­

tid. Og hvad mener man nu om Folkets Førere, nemlig Rigsdagsmændene og nuværende og forhenværende Ministre? Thi ikke een af dem tog i Praxis Hensyn til, at f. Ex. den sidste Marokko-Krise (Agadir-Affæren) 1911 viste os Europas virkelige Tilstand i klar Belys-

ning; ikke en eneste af Rigsdagens Medlemmer lukkede den Gang eller senere Næbet op til en Forespørgsel til Ministeriet om vort Forsvar! Men da klynkende Syndere altid har været i høj Kurs, saa kan maaske de udmær­

kede Thing og vort Ikke-Excellence-Ministerium gjen- vinde den noget svigtende Popularitet og Estime i Na­

tionen, hvis Hr. J. C. Christensen, der jo før har slaaet Lyrens Strenge, vil skrive en Bekjendelsesvise med Om­

kvæd i hvert Vers: Jeg har været for godtroende. Naar han synger for og Ministeriet og den ganske Rigsdag synger Omkvædet i Kor, vil det sikkert røre Folkets Hjærte.

»Aalborg Amtstidende« har (i Følge »Ugens Til­

skuer«) i August skrevet ordret Følgende: »I vort Nabo­

land Sverrig har Sven Hedin med stigende agitatorisk Styrke og næsten profetisk Kraft forkyndt, at Krigen stod for Døren. Mange lo ad denne iltre, lille Opdagel­

sesrejsende, der satte Trompeten for Mund og smældede sine Varselssignaler mod Borgernes Vinduer. Han havde altsaa Ret, hans Føling med Tiden og Verden var saa intim, at han forstod, hvorhen det bar. Og hvert Land har haft sine, som forstod, hvad det gjaldt. Man lo ad dem, man spottede dem. Ingen — eller kun Paa — vilde høre dem. Undrer man sig saa, at disse Virke- lighedsmennesker, efterhaanden som Ulykken kom nær­

mere og nærmere, og Folk lo dem sorgløst op i An­

sigtet, blev bitre og bidske. Nu maa det være dem en egen Tilfredshed, at de i alt Fald gjorde deres Pligt«.

Uden at være ubeskeden kan jeg tage mig disse forstandige Ord i det nævnte Aalborgblad lidt til Ind­

tægt. Thi i de sidste næsten 14 Aar har jeg i Snese af Spalter i Dagblade, paa Hundreder af Sider i Bro­

churer og Tidsskrifter belyst de udenrigske Forhold og paapeget den absolute Sikkerhed for den store Krigs

Komme. Jeg fandt mig i, at man i de fjorten Aar trak paa Skuldrene, blev irriterede, spottede eller lo ad min Skriven — men nu er det vist min Tur at le, hvis jeg ellers var i Humør dertil. Jeg vil imidlertid gjøre noget Andet. Thi jeg tror, at de fleste Danske ikke har til­

strækkelige Forudsætninger til at skjønne fremad om Chancerne i den vældige Krig. Men da dette er af største Betydning for at kunne skjønne om Danmark, og de fleste Medborgere tilmed synes at mene, at Faren for os er næsten dreven over, saa anser jeg endnu ikke min frivillige Virksomhed som Redegjører og Advarer for endt. Men først vil jeg bekjende, at da den store Krig udbrød, følte jeg det som en forfriskende Lettelse:

nu kom da endelig det Uvejr, der saalænge havde truk­

ket sammen i Syd og Vest og Øst, nu kunde man da vente bedre Forhold ude og hjemme, naar det en Gang er forbi.

Før jeg i følgende Artikler belyser udenrigske mili- tær-politiske Spørgsmaal, skal nogle andre Ting omtales.

Mit første (og største) politiske Skrift, »Stormagterne og Danmark«, udkom i. November 1900. Deri satte jeg Tidsgrænsen for den store Krig til 12 til 15 Aar. End­

videre udtaltes, at Rusland, Frankrig og England vilde komme til at staa sammen mod Tyskland. Og man bedes erindre, at den Gang var Boerkrigen ikke halvt færdig, Frankrig stod ret fjendsk mod England, og Rus­

land var just heller ikke engelsk-venligt. Dette kom alt- saa til at stemme ret godt — og naar jeg den Gang mente, at Danmark kom med og maatte kæmpe for Livet, ja saa kommer det ogsaa nok til at passe. Man vil maaske indvende, at jeg senere har ventet Krigen tidligere end den kom. Ja vel. Men en militær-politisk Forfatter er stillet foran den Vanskelighed, at han ikke blot skal kunne se, hvad fremmede Lande i de store

Spørgsmaal bør gjøre i deres egen Interesse, men tillige helst paa Forhaand kunne beregne deres Fejlgreb — og man vil indrømme, at det Sidste oftere er umuligt. Men saaledes var netop min Stilling ved Bedømmelsen af Tyskland. Thi Kejserriget burde have taget den paa Grund af dets egen Politik uundgaaelige Krig enten i 1909 (Casablanca) eller senest i 1911 (Agadir). Thi i begge Tilfælde havde Rusland været langt svagere og Frankrig meget slettere forberedt end nu, 1914. Thi

»Agadir« ydmygede Frankrig og hidsede det til force­

rede Rustninger, medens Rusland netop i de sidste 3—4 Aar har arbejdet med uhyre Kraft paa sin militære Ud­

vikling, hvorimod Tyskland i 1909 og 1911 var saa godt forberedt, at det, det har kunnet tilføje siden, ikke nær holder Maal med de russiske og franske Fremskridt til­

sammen. At Tyskland tog Krigen nu, skyldes dels Vennen Østerrigs desperate Stilling, dels Frygt for Rus­

land, der maatte bekæmpes, før det havde faaet sine nye strategiske Baner og Andet færdigt.

Maa jeg endnu minde om et Par Ting. I 1909 vendte jeg mig skarpt mod følgende skriftlige Udtalelse af Hr. J. C. Christensen: »Vort Forsvarsvæsen skal ikke ordnes med Existenskampen for Øje. Der er Ingen, der vil vor Existens til Livs, derom vidner alle Traktaterne fra de senere Aar, og særlig Nord- og Østersø-Traktaterne, hvori vi tilsiges Bevarelsen af status quo.« Jeg erklærede, at naar Krigen kom, var de Trak­

tater »ikke det Papir værd, hvorpaa de er skrevne«.

Har selve Tyskland nu ikke for egen Fordels Skyld brudt ind i Belgien, hvis Neutralitet det selv havde ga­

ranteret? Og blev det garanteret neutrale Belgien ikke tvunget til at kæmpe for sin Existens? Er efter dette nogen Dansk endnu saa taabelig, at han tør pege paa Traktater som virkelig Garanti? Og saa vor stadige Snak

9

om kun at indrette os paa at »konstatere« eller at

»værne« vor Neutralitet i Stedet for at indrette os paa at kunne kæmpe bravt for Livet! Mon ikke ogsaa Bel­

gien viser, at min Spot over det Neutralitetsværns-Pjat var berettiget? Endvidere, har jeg ikke faaet uhyggelig Ret i mine gjentagne Paastande, at Krigen kom før vi fik en stor Del af det i Forsvarslovene 1909 Vedtagne gjen- nemført? Og har jeg ikke allerede faaet Ret i meget, meget Andet?

Hvor Pokker er forresten vore ellers paa Møder og i Pressen saa livligt virksomme Fredsfaar bleven af?

Hvordan lever vor udmærkede Fredsforening, som de fleste Rigsdagsmænd (i 1900 den hele Opposition) var og vel endnu er Medlemmer af. Særlig Ministrene Dr.

P. Munch og cand. juris Zahle havde da et dejligt Fore­

drag, naar det gjaldt Neutralitet og Fred. Og Forenin­

gens fordums Formand, fhv. Folkethingsmand Fr. Bajer, der fik Nobelpræmien for sit for Menneskeslægten saa velsignelsesrige Arbejde, hvorfor kommer han ikke frem ? Vi har da saa mange veltalende Fredsforkyndere, at de maa kunne udrette noget Stort, naar de som rigtige Apostle spredte sig over de kæmpende Stormagter.

Svigter deres Tro dem, eller hvad er der i Vejen? Vi kan godt undvære dem herhjemme, thi vi var næsten alle overbeviste Fredstroende, og det vilde stive vor maaske nu lidt anløbne Tillid til deres Begavelse og Talenter og ægte kristelige Mod og Uselviskhed mæg­

tigt af, naar vi saae dem fylde et Par Jærnbanetog og drage ud for at omvende Tyskere og Englændere og Franskmænd og da særlig disse Landes Rigsdagsmænd og Styrere. Vi vilde med national Stolthed læse om deres Tales mægtige Virkning i deres hjemsendte Beret­

ninger i »Politiken«, som vilde faa mindst Hundred Tusind nye Abonnenter. — Ak, jeg ser i en Artikel af

Prof., Dr. jur. K. Berlin i »Berl. Tid.« for i. September, at den interparlamentariske Union skulde have haft Møde med pragtfulde Fester i Stockholm i August, og at Dr. P. Munch skulde have fremlagt hele to Rapporter, nemlig om »Permanent Neutralitet« og om »Neutrale Magters Rettigheder og Pligter i Tilfælde af Krig«. Det var da udmærkede Themaer i Øjeblikket. Og Prof. Ber­

lin fortalte ogsaa, at der fra 10. til 2i. Septbr. skulde i Wien have været et vidunderligt Møde af Verde ns - fredskongressen: der var planlagt Gudstjeneste og Fredsprædikener Søndag den 13. Septbr. i Kirker, den 15. vilde Udenrigsminister, Grev Berchtold have givet en straalende Fest for Kongressen i Paladset paa Ball- platz, og bagefter skulde Deltagerne have været til Un­

garn til Fest hos Premierminister Grev Tisza. Herligt

— men Festerne er nok aflyste — forhaabentlig kun foreløbig. Saa meget desto mere Grund er der altsaa for vor Fredsforening, besynderlig for dens Ministre og Rigsdagsmænd, til hurtigst at drage ud som Apostle og omvende Europa — saa kommer der nok ovenpaa nogle Møder med Gudstjeneste i Kirker og dejlige Fester hos Stormagternes Statsmænd.

D e n s t o r e K r i g v a r b l e v e n u m u l i g , d e t h a r hvert andet Menneske og det meste af vor Presse i en Aarrække bevist med mange og udmærkede Grunde.

Ingen turde paatage sig det tunge Ansvar for den uhyre Ødelæggelse af Menneskeliv. Risikoen ved at erklære Krig var for stor for enhver Kultur-Stormagt. En Krig betaler sig ikke en Gang for de Sejrende. Socialismen skrydede saa højt, at den fik Folk til at tro paa, at den kunde og vilde forhindre Angrebskrig ved General­

strike. Kulturen blomstrede saa skønt i Europa, at de fleste Mennesker følte Afsky for Krig, der tilmed vilde ødelægge saa mange materielle og aandelige Værdier.

11

Den store Fredsbevægelse med Fredsforeninger og inter­

parlamentariske Møder og Fredsfester og Haager-Konfe- rencer bredte sig stærkere med hvert Aar, ja selv de fordægtige Statsmænd var kommen med deri. Særlig Humaniteten havde gjennemtrængt Kulturnationerne, og da Krig er det mest inhumane, man kan tænke sig, saa var i det Mindste en Krig mellem flere Stormagter ble­

ven umulig. — Og nu? Ja nu ser vi to af Europas mindre Kongedømmer og fem af Verdens syv Stormagter i Kamp paa Liv og Død, og der kommer nok flere Sta­

ter med i Løbet af et halvt Aar. — — Og da jeg alt for 14 Aar siden i Hovedpunkter saae, at en slig Ver­

densbrand maatte komme, da jeg saae, at meget af den forroste Kultur kun var en kjøn Fernis over indre Raad- denskab, at Brutalitet blomstrede hist og fordærveligt Vellevned her, at Hykleri og smaalig Uhæderlighed var uhyre udbredt, at Egoismen raadede, at den europæiske Kultur mindre tilstræbte Honnør og Forædling af Indi­

viderne end Bekvemmeligheder og Forfængeligheder og Nydelser, da jeg saae, at Materialisme var Tidens Gud

— kan I Læsere saa forstaa, at jeg Gang paa Gang belyste hjemlige Vildfarelser om alt Saadant? Og da jeg saae Orkanen nærme sig, den der ogsaa truede det lille, unødig svage Danmark, kan I saa forstaa, at jeg med stigende Skarphed angreb alle politiske Partier for deres Blindhed, deres Synder, deres Fremme af Parti-

Interesser paa Bekostning af det Heles Vel, angreb vor grænseløse Indbildskhed af vor »Oplysning« og vor

»Kultur«, vor Ødselhed til alskens Forfængeligheder og Nydelser, vor Rejsegalskab og Rekreationssyge, at jeg først og sidst angreb >Tyskerkursen«, der jo netop ikke var fuldt neutral Holdning, og vor slette Forberedelse til at klare os, ikke i et Neutralitetsværn, men i Kamp for Liv og Ære. Kan I Læsere nu begribe dette?

Forresten ønsker jeg ikke Tak, thi det vilde være meningsløst af Eder at takke for Raad, I hidtil ikke har fulgt, for Advarsler I kun har leet af. De fleste af Jer har nok heller ikke synderlig Lyst til at takke, thi I er vel snarest i Øjeblikket irriterede og lidt flove over, at I ikke fik Ret i Jeres Godtroenhed og Indbildninger og Kulturpjat. Men jeg vil tillade mig at forlange, at I mindes og tænker over, hvad jeg har sagt, at I lægger Eder paa Sinde og i Praxis tager Hensyn til, hvad jeg fremdeles maatte sige Eder. Kan jeg vente det?

II.

Sømagten.

I de fleste Staters Historie, i talrige Krige lige fra Alexander den Stores og Hannibals Tider til Dato har Sømagt spillet en langt større Rolle, end de allerfleste Mennesker baade i Danmark og i de øvrige Riger paa det europæiske Fastland drømmer om. Alle regner med Landslag og Belejringer, det veed man hvad er, men da større Søslag altid er ganske faa selv i mangeaarige Krige, og da Sømagtens Virken ses og høres saa lidt, saa regner de Allerfleste ikke med dens saa væsentlige, ofte saa forfærdende Indflydelse. For en Aarrække si­

den søgte jeg, særlig ved Læsning af den amerikanske Admiral Mahan's Værker, at skaffe mig nogen Indsigt i saadanne Spørgsmaal. Og Mahan har i mange Aar været meget læst i Tyskland og England, været den berømteste af alle nulevende sømilitære Forfattere. I den i 1903 udgivne Brochure »Tyskland, England og Danmark« anvendte jeg et Kapitel paa 27 Sider til et

13

Uddrag af Afsnit af nogle af hans Bøger; Kapitlet hed­

der: »Træk af den engelske Sømagts Indflydelse paa Historien.« Da de allerfleste af dette Blads Læsere sik­

kert ikke kjender min nu 11 Aar gamle Brochure, vil jeg paa Basis af nævnte Kapitel give en kort Fremstil­

ling af det i Øjeblikket saa aktuelle Æmne: Sømagtens Betydning i Krig.

Nogle vil maaske indvende, at hvad der gjaldt i Fortiden, gjælder ikke nu. Thi i den nyere Tids Krige til godt ind i det 19. Aarhundrede havde man kun Sejl­

skibe af Træ og langsomt skydende, forholdsvis kort rækkende Kanoner, men nu bruges kun Dampskibe af Jærn, de større tilmed pansrede med Staalplader, man har mange Slags Kanoner, af hvilke de største rækker milevidt, og der kan skydes hurtigt, man har Torpedo- baade, Undervandsbaade, traadløs Telegraf og farlige Miner. Hertil svares, at til Søs som til Lands har Tekniken grundig forandret Vaabnene og andet Materiel, og Resultatet er, at Taktiken ogsaa er bleven grundig forandret, men derimod er Strategiens Principer saa at sige uforanderlige fra Oldtid til Nutid. Og dette er det Afgjørende for en Bedømmelse i de store Linier. Na­

poleon definerede Strategi som »Kunsten at føre den store Krig paa Kortet«.

At Englands uhyre Rige, langt det største Verden nogen Sinde har set, er blevet dannet og opretholdt, skyldes to Faktorer: den angelsachsiske Races Egen­

skaber og Moderlandets Herredømme paa Havet siden Cromwells Tid, Midten af det syttende Aarhundrede.

Ved den Tid sagde General Monk, at den Nation, der vilde herske over Havet, maatte altid angribe. Dette har været Grundtonen i Englands marine Politik, og den blev maaske fulgt med størst Kraft og kronet med det mest glimrende Resultat i den farligste af alle Rigets

Krige: Perioden 1797—1814. Og lad o s n u s e P^aa Par Afsnit.

Frederik den Store af Preussen støttedes gjennem Størstedelen af hans Syvaarskrig mod Frankrig, Rusland og Østerrig af England, som væsentligst forsynede ham med Penge og desuden førte Søkrigen mod Frankrig, senere tillige mod Spanien. Frankrigs Planer om at landsætte en Hær i England mislykkedes totalt, men England tog Kanada m. m. Frankrig koncentrerede efterhaanden sin Kraft paa at ødelægge Modstanderens Søhandel. »Fra 1756 til 1760 tog franske Kapere over 2500 Handelsskibe fra England. I samme Tidsrum mi­

stede Franskmændene kun 950 Skibe, men mange franske Handelsskibe turde ikke stikke i Søen af Frygt for at blive tagne, Frankrigs Handel blev næsten ødelagt, me­

dens Englands Handelsflaader bedækkede Havene. Hvert Aar forøgedes dets Handel; Pengene, som Krigen førte ud af Landet, bragtes ind igjen ved Industriens Frem­

bringelser 8000 Skibe anvendtes i 1760 af Storbritan­

niens Handelsstand. Under en langvarig, kostbar og blodig Krig havde intet Folk i Verden før frembudt et saadant Skue af national Velstand.« Og alt dette skyld­

tes først og fremmest det frygtelige Vaaben: Sømagten.

Dernæst nogle Momenter af Storbritanniens Kamp mod Frankrig og dets Allierede og Lydlande i 1793 — 1814. Ved Hjælp af Sømagten tog det Malta, Kap- landet og en Mængde Øer i Vest- og Ostindien. Ved

Hjælp af Sømagten — Slaget* paa Rheden 2. April 1801

— sprængte det det under Napoleons Auspicier lavede Arrangement mellem Danmark, Sverrig, Preussen og Rusland: den væbnede Neutralitet. Ved Hjælp af Sø­

magten landsatte det 25,000 Mand, der i 1808 under Sir John Moore foretog en næsten desperat dristig March i det nordlige Spanien og truede Napoleons Forbindel-

15

seslinier med Frankrig; med 8o,ooo Mand maatte Kej­

seren midt om Vinteren jage den lille engelske Hær i de snedækte, bjærgfulde Egne i det nordvestlige Spa­

nien — men Moores Bedrift reddede den spanske Rejs­

ning. Senere satte Wellesley sig fast i Portugal ved Torres Vedras, hvor han forsynedes af den engelske Flaade, og hvorfra Frankrigs Hære ikke kunde jage ham ud; herfra rettede han senere haarde Stød mod den franske Magt, drog derpaa ind i Spanien, slog Soult i den afgjørende Kamp ved Vittoria og trængte over Pyrenæerne ind i Frankrig. Overhovedet støttede Sø- magten paa enhver Maade den spanske Rejsning — og Krigen i Spanien kostede Napoleon over 300,000 Mand og bevirkede, at han efter det store Tab i Rusland 1812 stod uden tilstrækkelige Reserver.

Dette var paa Udkanterne; lad os nu se lidt paa det mere Centrale. Napoleon anbragte i 1803 til Efter- aaret 1805 Hovedstyrken af sin Hær ved det smalleste Sted af Kanalen overfor England. Han lod bygge og skaffede til Boulogne og nærliggende Havne 1700 mindre Fartøjer for at kunne sætte 100,000 Mand over paa een Gang og hurtig efter endnu 30,000 Mand. Og han skrev til sin Admiral i Toulon: »Skaf mig Herredømmet i Kanalen i 6 Timer, og vi har Herredømmet over Ver­

den.« Men de Timer kunde ikke skaffes. Og Eng­

lænderne forsvarede sig paa højst ejendommelig Vis. I Kanalen havde de kun et stort Antal mindre Krigs- fartøjer, men ingen Linieskibe; disse laa Sommer og

Vinter udenfor de Havne, hvor de franske og spanske Eskadrer var, nemlig Brest, Rochefort, Ferrol, Cadiz og Toulon. Meningen var ikke at hindre de fjendtlige Flaader i at løbe ud, men at passe paa dem, og hvis de løb ud at slaa dem paa Havet. Napoleon fattede nu en ligesaa simpel som genial Plan: i 1805 fik hans

Flaader Ordre til at se at slippe ud og gaa til Vest­

indien for at samles der, gaa tilbage til Europa, slaa den engelske Brest-Eskadre og derpaa dække hans Hærs Overgang paa de 1700 Smaaskibe. Men bl. A. paa Grund af, at Napoleon aldrig fuldt forstod Sømagtens Princip, var Ordrerne til hans Flaade i Brest uforstan­

dige og den kom ikke ud. Derimod kom Toulon- Flaaden m. m. til Vestindien, men her er ikke Plads til en Fremstilling af Nelsons Jagt efter den og de kom­

plicerede Begivenheder i Sommeren 1805. Det Hele endte ved Trafalgar den 21. Oktober 1805, hvor Nelson faldt, men hans Flaade paa 27 Linieskibe ikke blot slog de fransk-spanske 33 Linieskibe, men uden selv at miste et eneste Skib tog eller ødelagde 18 af Fjendens; 4 Linieskibe, der var stukket til Søs, blev fanget nogle Dage efter; de resterende 11 Skibe løb ind i Cadiz Havn, hvor de blev blokerede, til de 3 Aar efter blev tagne ved den spanske Rejsning.

»Napoleon satte fra nu af [efter Trafalgar] sit Haab til at udtømme Englands Ressourcer ved at tvinge en­

hver Stat paa Fastlandet til at udelukke dets Handel.

Trafalgar tvang ham til enten at lægge sit Aag over hele Europa, eller til at opgive Haabet om at besejre Storbritannien .... Nelsons sidste Sejr bragte England i en saadan Stilling, at der ikke blev andre Midler til­

bage til at gjøre det Fortræd end dem, der maatte resultere i Fastlandets endelige Befrielse.«

Vi maa dernæst betragte Sømagtens Indflydelse paa Næringsvejene. I Januar 1799 skildrede et Medlem af det franske Senat sit Lands Situation saaledes: »Neu­

trale stødte tilbage fra vore Havne, vore Agerbrugspro­

dukter uden Afløb udadtil, vor Industri og Handel til­

intetgjort, vore Kolonier hjælpeløse, vore Handelsveje øde, en Balance af 20,000 Matroser i engelske Fængs­

17

ler«. Hvormegen Jagt der blev gjort paa den engelske Handel, kan ses af, at fra Krigens Udbrud i Febr. 1793 til Decbr. 1800 havde England taget alene fra Frankrig 743 Kaperskibe og 273 Krydsere: i den Periode havde Frankrig endda trods sin ypperlige Beliggenhed næppe taget mere end 2x/2 pCt. af den engelske Handel. Tages hele Perioden fra 1793 til 1814, ^{s a a} blev i Alt henved 11,000 Skibe, beregnede til 1,375,000 Tons, tagne fra England af dets Fjender, og atter her bliver Tabet at regne til 2V2 pCt. Stillingen efter 8 Aars Krig belyses godt af Følgende: Englands udenrigske Handel, Udførsel og Indførsel, var i 1792, det sidste Fredsaar, 44V2 Mill.

Pund (Sterling), i 1800 var Værdien gaaet op til 73,700,000 Pund. Pitt kunde derfor den 18. Febr. 1801 sige i Parlamentet: »Hvis vi sammenligne dette Krigsaar med tidligere Fredsaar, saa vil vi i Fremgangen af vore Indtægter og i Omfanget af vor Handel se et Skue paa een Gang paradoxalt, uforklarligt og forbavsende. Vi har drevet vor udenlandske og indenlandske Handel op til en større Højde, end den har været nogen Sinde før.«

England fik imidlertid en haard Periode i 1807—

1811, særlig i 1810, thi Napoleon havde iværksat sin Fastlandsspærring. Kejseren skød særlig fra Slutningen af 1809 sine Tropper længere og længere frem langs Kysterne for at undertrykke Smuglerier; han indkorpo- rerede det ene større eller mindre Land efter det andet og klagede samtidig bittert over, at det var Englænderne, des tvang ham til uophørligt at udvide sig. I Oktbr.

1810 udstedte han den Forordning, at alle engelske Fabrikata, der fandtes i hans egne Lande og i de af hans Militær besatte Egne — f. Ex. langs Østersøen til Danzig — skulde brændes offentlig. Alt dette samt daarlig Høst førte til megen Elendighed i Storbritannien-,

Den store Krig. 2

Varerne ophobedes, Fallitternes Antal steg frygtelig og Stemningen sank — men allerede i 1811 begyndte det at dages lidt. Men værre saae det ud i Frankrig; baade der og i Holland, Tyskland, Rusland osv. led Industri og Handel forfærdeligt, Nationerne udpintes, og der ud­

viklede sig et stille Raseri mod Kejseren. De annek­

terede Lande maatte underholde hans Hære; selv an- strængte han sig af yderste Evne for at lindre Nøden i Frankrig og samtidig skaane Rigets Finanser i den størst mulige Grad. Men særlig den ved Spærringen opstaaede Elendighed i Rusland og Frygt for af den Grund at blive myrdet fik Czaren til at tage Forholdsregler, der gradvis gik mod Spærringen; dette førte til, at Napoleon, efter virkningsløse Trusler, skred til det for ham øde­

læggende Tog mod Rusland i 1812.

Det var Herredømmet paa Havet, der havde frelst England for Invasion, havde opretholdt dets Livskilder, Handel og Industri, havde tappet Frankrigs økonomiske og til en vis Grad dets militære Kraft, havde tvunget Napoleon til stedse stigende Voldsomheder, der resul­

terede i Fastlandets økonomiske Elendighed og frem­

bragte den Situation, som førte til Gigantens Fald.

Som et fortrinligt Resumé af Aarhundreders Er­

faringer og til Forstaaelse af Søkrigen i 1914 kan føl­

gende Stykker af Mahan gengives her.

»Ødelæggelse af Handel ved uafhængige Krydsere beroer paa en vid Spreden af Kraft. Ødelæggelse af Handel gjennem Kontrol af et strategisk Centrum ved en stor Flaade beroer paa Koncentration af Kraft. Be­

tragtet som en primær, ikke som en sekundær, Opera­

tion er den første dømt, den anden retfærdiggjort af Aarhundreders Erfaring.«

»Storbritanniens Styrke kunde siges at ligge alene i dets Handel, da, og fordi, den var den ydre Manifesta-

19

tion af det britiske Folks Visdom og Styrke, ikke hin­

dret af nogen Kontrol ud over den, der øvedes af en Regering og af Institutioner i væsentlig Sympathi med det. I Nydelsen af disse Goder, i Uafhængighed og ubunden Stræben efter Rigdom sikredes Folket af en mægtig Flaade, og saa længe denne Brystplade blev baaret uigjennemstukket over den store Organismes Hjærte, over selve de britiske Øer, saa var Storbritannien ikke usaarlig, men uovervindelig. Det kunde nok skades, men ikke dræbes. Her laa Bonapartes Fejlsyn I sine senere Aar blev han saaledes skuffet i den Strid, i hvil­

ken han knuste Storbritanniens Hæl, men det knuste hans Hoved. Dog kan man næppe undres over hans Fejltagelse, straalende Geni som han var, thi efter den Belæring, der ydes af hans Løbebane, hans uhyre Magt, hans ubarmhjærtige Fjendskab, hans utæmmelige Energi uophørlig rettet mod Ødelæggelsen af hans Hovedfjende

— efter alt dette og dets Slaaen fejl finder vi endnu Menneskene ideligt snakke om Storbritanniens Svaghed paa Grund af dets udsatte Handel. Dets Afhængighed af Handel, og den tilsyneladende Slappelse af de kolo­

niale Baand varsle dets skæbnesvangre Svaghed i Prø­

velsens Stund. Saaledes tænkte Napoleon, saaledes tænke vi. Dog er dets Folks Handelstalent ikke formindsket, og de mest frugtbare Sider af Koloni-Systemet existe- rede knap, eller slet ikke, i hine gamle Dage, da dets Handel var lige saa stor i Forhold til dets Indbygger­

tal som den er nu. For at paralysere Handelen maa Riget gribes i Struben; ingen Snappen efter Hælene vil bevirke Saadant. At beherske de marine Adgange til de britiske Øer vil være at ødelægge Statens Magt; som en Indledning dertil maa den britiske Flaade neutrali­

seres enten ved overlegne Tal eller ved overlegen Dyg­

tighed .«

III.

Tysklands økonomiske Situation.

Da Verdenskrigen brød ud, hørte man fra de for- skjelligste Sider det Haab, den Mening, at den vilde blive kortvarig, saadan 2—3 Maaneder. Udsigterne der­

til var den Gang grumme smaa, og Stillingen nu har reduceret dem til Intet.

Man erfarede forøvrigt ad flere Veje, at der strax var stor Krigsbegejstring i Tyskland, men at Frem­

komsten af Englands Krigserklæring gav som et Stød igjennem det tyske Folk, der følte, at denne misundte og forhadte Modstander kunde man ikke saadan løbe over Ende; han var udholdende og farlig. Men her­

hjemme var vist kun en forholdsvis ringe Del af os virkelig klar over, hvad Englands Deltagelse i Krigen betød, thi i vor berømte »Oplysning« kjendte vi kun lidet til Storbritannien og endnu mindre til, hvad Herre­

dømmet paa Havet betyder. Og nu, tre Uger ind i September, har Felttoget i Frankrig aabenbart gjort et stærkt Indtryk paa de fleste Danske. Thi man synes, at Tyskerne har udviklet en voldsom Kraft, har gjort store Fremskridt og endnu staar et godt Stykke inde paa fransk Jordbund, hvilket er rigtigt, skjønt ikke sær­

deles mærkeligt —, men naar Mange synes at mene, at Tyskland har god Udsigt til at sejre i Krigen, til at kunne beholde okkuperede Landsdele og diktere Freds­

betingelser, saa vil jeg tillade mig at mene noget helt Andet. Kejserrigets Udsigter er nemlig, trods dets sej­

rende Fremrykning gjennem Belgien et Stykke ind i Frankrig og trods dets Tagen omkring ved et Hundred Tusind Russere eller mere til Fange, langtfra gode, hvil­

ket jeg nu skal søge at vise ved objektive Grunde, ved

21

en Bevisførelse, der ikke har noget med Sympathi eller Antipathi, med Ønsker eller Haab at gjøre. Og derfor maa vi nu se paa Tysklands økonomiske Forhold, dets Næringsveje, dets Indførsel og Udførsel, dets pekuniære og militære Ressourcer, dernæst kaste et Blik paa Frank­

rigs, Ruslands og Englands økonomiske og militære For­

hold. Fra en saadan Basis kan man ret godt skjønne over Landenes, over den store Krigs Chancer.

For at faa en uangribelig Kilde har jeg taget »Sta­

tistisches Jahrbuch für das Deutsche Reich. Herausge­

geben vom Kaiserlichen Statistischen Amte. 1913.«

Denne anselige Bog, der udkom i August eller Septem­

ber i Fjor, indeholder dels Angivelserne for 1912, dels til Sammenligning en Mængde Opgivelser for et eller flere tidligere Aar; den indeholder ikke blot Tabeller over de næsten utallige tyske Forhold, der er Gjenstand for Statistik, men tillige internationale Oversigter. Og det bemærkes udtrykkeligt, at nævnte Bind er det nye­

ste, der foreligger; Bindet for 1914 er enten ikke ud­

kommet eller paa Grund af Krigen ikke naaet til vort Universitets-Bibliothek.

Lad os begynde med Handelsflaaden. Man har tit herhjemme hørt, at den tyske udviklede sig saa rivende hurtigt, at den nu var nær ved at hamle op med den engelske — men dette er rigtignok kun noget af den sædvanlige løse danske Snak. Første Januar 1901 var det tyske Riges Handelsflaade (Smaafartøjer op til 17V3 Reg. Tons netto ikke medregnede) 1,941,645 Register Tons netto; I.Jan. 1912 var den naaet op til 3,023,725 Tons, viser altsaa i 11 Aar den i og for sig meget smukke Stigning paa over 1 Mill. Tons. Ved Begyndelsen af 1912 var den franske Handelsflaade 1,462,639 Tons, altsaa ikke halv saa stor som den tyske; den russiske var samtidig paa 742,802 Tons, altsaa knap en Fjerde-

del af Tysklands. Men nu Englands. Ja, ved Begyn­

delsen af 1901 var selve de to store britiske Øers Han­

delsflaade (Smaafartøjer paa op til 15 Reg. Tons brutto ikke medtagne) 9,280,164 Reg. Tons netto, ved Ind­

gangen til 1912 var den paa 11,683,152 Tons, var alt- saa i de samme 11 Aar voxet med godt 2,400,000 Tons;

hele det britiske Riges Handelsflaade var 1. Jan. 1901 1 0 , 7 51, 3 92 T o n s , d e n 1 . J a n . 1 9 1 2 v a r d e n 1 3 »5 3 3 » 4 9 ^

Tons, var altsaa 1. Jan. 1912 næsten 41/2 Gang større end Tysklands og var i de 11 Aar voxet med godt 2sji Mill. Tons, altsaa mere end 2V2 Gang saa meget som det tyske Riges. Englands Handelsflaade har alt­

saa ikke blot et ganske net Forspring, men ogsaa paa Grund af sin voldsomme Væxt Udsigt til selv i Freds­

tid at klare sig i Konkurrencen.

Men nu har vi ikke Fred, men Krig. Og fraregnet den Handel, der kan drives af tyske Skibe med Dan­

mark og Sverrig, er hele den i og for sig saa store og smukke søgaaende tyske Handelsflaade dømt til Uvirk­

somhed ; Skibene er fejede fra Havene og ligger dels i neutrale, dels og især i Tysklands egne Havne, og en god Hoben er beslaglagte. Alene det Tab, Kejserriget lider ved, at dets Handelsmarine næsten Intet kan for­

tjene, vil føles ret haardt i Løbet af blot 7—8 Maane- der, men uendelig værre bliver Tab og Elendighed ved, at en vældig Del af Rigets Ud- og Indførsel er standset, hvilket vi snart skal betragte. Som en Modsætning staar England. Dets store Handel med Tyskland er vel op­

hørt, ligesom dets utvivlsomt forholdsvis temmelig lille paa Triest og, indtil videre, paa de svenske og russiske Østersøhavne, men ellers har Øriget allerede faaet etab­

leret næsten sikker Sejlads til alle andre Lande i Verden;

det kan tilmed efterhaanden overtage den største Del af den Person- og Varetrafik, der er besørget af tyske Skibe

23

mellem ikke-tyske Havne, og desuden i stigende Grad udføre sine Fabrikata, fordi den ene af dets to største Konkurrenter er sat ud af Spillet. Vi har forresten alle­

rede læst, at det vældige tyske Rhederi Hamburg-Ameri­

kanische Packetfahrt har ønsket at sælge sine i ameri­

kanske Havne liggende Skibe for 360 Mill. Kroner. — Før vi forlader Handelsmarinerne kan det nævnes, at af Dampskibe paa over 100 Reg. Tons brutto byggedes i 1911 af Verdens 14 i nævneværdig Maalestok skibsbyg­

gende Lande (i Listen staar flere Lande under Danmark) i Alt 927 Skibe med 2,154,778 Tons; deraf byggede det britiske Rige 561 Skibe med 1,566,769 Tons, alt- saa byggede de andre Lande tilsammen kun 366 Skibe med 588,009 Tons (deraf Tyskland 109 Skibe med 224,922 Tons) — og ser man paa Tonnagen, er de i England byggede Skibes Drægtighed 22/3 Gang større end de 13 andre Landes tilsammen.

Tyskland er som bekjendt bleven en Industristat.

Krigen har selvfølgelig taget en høj Procentdel af de mandlige Arbejdere til Soldater, men de ganske Unge og de Gamle er da bleven tilbage, og de Familier, hvis Forsørgere er gaaet til Hæren, skal dog leve, men efter nogle faa Maaneders Forløb maa vist en stor Procent­

del, sandsynligvis ikke faa Millioner Sjæle, leve af God- gjørenhed og paa offentlig Bekostning. Fabrikerne maa enten standse helt eller gaa med ringe Kraft, baade fordi de mangler Mandskab og fordi de ikke kan faa ret meget af Varer udførte, en stor Del ogsaa fordi de ikke kan faa Raamateriale indført. Og det drejer sig om Rigets Hovederhverv, om kolossale Summer. De følgende Opgivelser i denne Artikel gjælder for 1912

°g gives i runde Tal og Pengesummerne i Mark (1 Mark

= 89 Øre). Riget indførte (i Specialhandelen) for 10,691 Mill. Mark, heraf falder for 4,683 Mill. Mk. fra Lande

i fremmede Verdensdele, hvilken altsaa næsten helt er standset af Krigen; af Indførslen fra Europa, altsaa for 6,008 Mill. M., falder over Halvdelen paa de fire Lande tilsammen: Rusland (for 1,528 Mill. M.), England, Frank­

rig °g Spanien, men fra de fire (og flere andre) Lande er Tilførslen helt ophørt. Endvidere falder af den nævnte kæmpemæssige Indførsel paa godt ^10V3 Milliard adskil­

ligt over Halvdelen, nemlig for 5,883 Mill. M., paa Raa- stofifer til Industrien og halvfærdige Varer (en Post som raa Bomuld er paa 527 Mill. M., Kautschuk og Lign.

138 Mill. M.)! Og saa Udførslen, der jo giver Pengene til at leve af. Der udførtes for 8,957 Mill.

Mark, deraf til fremmede Verdensdele for 3,213 Mill. Mk., til Storbritannien for 1,161 Mill. M., til Rusland for 680 Mill. M., til Frankrig for 689 Mill. M. Adderes blot disse 4 Poster, faar man 5,743 Mill. M., der altsaa kan stryges, og meget af Resten til andre Lande gaar selv­

følgelig ogsaa ud; Østerrig-Ungarn, til hvilket der i 1912 udførtes for over 1 Milliard M., er sikkert nu en ussel Kunde. Endnu skal nævnes, at af Udførslen for 8,957 Mill. M. var de 5,787x/2 Mill, for færdige Varer! — Af disse Tal vil man til en vis Grad kunne danne sig en Forestilling om, i hvilken Maalestok den største Del af Kejserrigets uhyre Industri maa blive re­

duceret og den deraf levende Befolkning maa komme til at lide efter blot 3—4 Maaneders Forløb. I Sand­

hed, Krig med Front til to Sider og med Havet næsten helt afspærret vil blive økonomisk haard for Kejserriget at bære i blot tre Fjerdingaar.

Lad os nu se paa, hvad der er endnu vigtigere end Fortjeneste, nemlig Levnedsmidler. Kun af en en­

kelt Vare af virkelig Betydning, nemlig Rug, er Tysk­

lands Udførsel langt større end Indførslen; af adskillige andre Næringsmidler udføres atter en mindre Del, men

25

i de Tal, jeg nu skal opgive og som alle gjælder for 1912, har jeg først fradraget Udførslen, saa Tallene, der opgives i runde Summer, kun gjælder for hvad der fortæres i Kejserriget. Og man vil erindre, at da Indførslen fra Rusland, fra meget af det øvrige Europa, fra Amerika og de andre fremmede Verdensdele faktisk er udelukket, saa kan Tyskland under Krigen ikke faa Næringsmidler af Betydning derfra. Det kan — i hvert Fald endnu — faa visse Ting fra Danmark, Sverrig, Holland og Schweitz, altsaa lutter smaa Lande; Østerrig har antagelig nu Brug for det Meste selv, da dets vig­

tigste Indførselsveje ogsaa er spærrede, og Import fra eller gjennem Italien eller Rumænien over Østerrig og Schweiz forslaar sikkert ikke synderlig — og hvorlænge vil de Veje tilmed være aabne? Og nu til Tallene, der alle gjælder for den saakaldte Specialhandel, det vil sige hvad der indføres til eller udføres fra selve Befolk­

ningen, altsaa med Fradrag af Transitvarer og af Sager i Frihavnslagere og Lign., saalænge disse ikke forbruges af selve Landet paa Stedet eller føres ind til Omsæt­

ning.

I 1912 indførtes i Tyskland af Nærings- og Nydel­

sesmidler for over 2 Milliarder (nøjagtig 2155 Mill.) Mark mer end der udførtes. Af Rug udførtes for 82 Mill.

Mark (482,000 Tons) og af Rugmel for 29 Mill. M., i Alt altsaa for 111 Mill. Mark mere end der indførtes.

Men dette gunstige Forhold forslaar kun lidet mod Tysk­

lands Krav til andre Kornsorter. Af Hvede indførtes

1,975,000 Tons, Værdi 332 Mill. Mark, mer end der udførtes; af Hvedemel udførtes ganske vist 156,000 Tons, Værdi 35 Mill. M., men af Hvede indførtes altsaa dog for 297 Mill. M. Rigets Høst af Hvede, der i 1912 var højere end i noget af de foregaaende 10 Aar, an­

gives til 4,360,624 Tons; man ser altsaa, at imellem

en Trediedel og en Fjerdedel af den Hvede, der spises i T y s k l a n d , m a a i n d f ø r e s . A f M a l t b y g i n d f ø r t e s 2 1 2 , 0 0 0

Tons til en Værdi af 39V2 Mill. M., af anden Byg

2,756,000 Tons, Værdi 404 Mill., altsaa af Byg i Alt næsten 3 Mill. Tons til en Værdi af over 440 Mill.

M., et uhyre Tal. Af Havre indførtes for 30 Mill. M., af Majs for 143 Mill. M. (1,142,000 Tons), af Ris for

60 Mill. M., af Ærter (næsten alt fra Rusland og In­

d i e n ) f o r 5 6 Mill. M . , a f L i n d s e r (fra R u s l a n d ) for 7 V 2

Mill. Af Kartofler indførtes for 53 Mill. M., af friske Grøntsager for 43V2 Mill. M., af Hasselnødder for 6 Mill.

M., af friske Æbler og Pærer for 34V2 Mill., af Bananer for 8V2 Mill. M., af Appelsiner for henved 22 Mill. M., af Citroner, tørrede Figen, Korender, Rosiner og tørrede Mandler for 51 Mill. M., af raa Kaffe for 252 Mill. M., af raa Kakaobønner for 63V2 Mill. M., af The for kun 7V4 Mill. M., men af Peber for den forbavsende Sum 54/ö Mill. M. Dernæst indførtes af Ungkvæg for henved

19 Mill. M., af Køer og Tyre (væsentligst fra Danmark) for 26 Mill. M., af Oxer (væsentligst fra Østerrig) for

27 Mill. M., af Svin (væsentligst fra Rusland) for hen­

v e d 2 3 Mill. M . , a f G æ s ( m e s t f r a R u s l a n d ) f o r 3 5 V 2

Mill. M., af Høns og Ænder for 18V2 Mill. M., af Oxe-, Kalve- og Svinekjød for 62^2 Mill. M., af slagtet Fjer­

kræ (den større Del fra Rusland) for næsten 1 3 Mill. M., af Kjødextrakt og Lign. for 8 Mill. M., af frisk Fersk­

vandsfisk for over 10 Mill., af frisk Saltvandsfisk (en Trediedel fra England) for 40 Mill. M., af saltet Lax, Hummer og Lign. for henved 25 Mill. M., af saltede Sild (over Halvdelen fra Storbritannien) for 43V4 Mill.

M., af Svinefedt (væsentligst fra Fristaterne) for 111 Mill.

M., af Smør (henimod Halvdelen fra Rusland) for I25³A Mill. M., af Ost for 30 Mill., af Æg for den kolossale Sum af 187 Mill. M. (deraf for 83V2 Mill, fra Østerrig

27

og 68^l/2 Mill, fra Rusland) — man forstaar, at den tyske Regering allerede offentligt har anmodet om at spare paa Æggene.

De anførte Tal er antagelig tilstrækkelige til at give en paa talrige Enkeltheder vel grundet Forestilling om Tysklands Stilling med Hensyn til Levnedsmidler. Alle­

rede for 16 Aar siden skrev den slesvigske Rigsdags­

mand H. P. Hanssen (Nørremølle), at »det nuværende tyske Landbrug kan kun ernære tre Fjerdedele af Rigets Befolkning. Tyskland har 13 Mill. Indbyggere, som lever af udenlandsk Korn og Kjød.« Den Gang havde Tyskland omtrent 54V2 Mill. Indbyggere, men nu har det over 67 Millioner. Endvidere levede den Gang over en Trediedel af Rigets Befolkning af Land og Forst­

væsen, men nu er dette langt fra Tilfældet, idet den af Landvæsnet levende Befolkning i den sidste Snes Aar har været stationær (i Perioden fra 1895 til 1907, de to sidste Gange man har Optælling efter Erhverv, er endog den af Land- og Forstvæsen levende Befolkningsdel gaaet tilbage med 820,000 Mennesker), men den uhyre Tilvæxt i Befolkningen er gaaet væsentligst til Handel, Bjærgværksdrift og Industri. Allsaa er Forholdene nu langt ugunstigere end i 1898. Og gaar man ud fra, at Rigsdagsmand Hanssens ovenfor citerede Angivelse var rigtig, nemlig at i 1898 levede en Fjerdedel af Befolk­

ningen, 13 Millioner Mennesker, af indførte Levneds­

midler, saa maa man slutte, at nu lever imellem en Fjer­

dedel og en Trediedel, vel omtrent 20 Millioner Menne­

sker, af indførte Levnedsmidler.

Da Tysklands vigtigste Indførselsveje for Hoved­

mængden af Levnedsmidler nu er saa at sige hermetisk tæt lukkede, saa viser Ovenstaaende med tilstrækkelig Klarhed, at Tyskland vil faa det meget knapt, hvis Krigen skal vare blot tre Fjerdingaar, altsaa til 1. Maj.

Og varer den f. Ex. et Aar eller mere, saa bliver Til­

standene efterhaanden næsten uudholdelige. Med andre Ord: Kejserriget er i den øjensynligste Fare for baade at kunne blive og faktisk at blive udsultet. Hvilket i Hovedsagen skyldes Englands Deltagelse, dets Herre­

dømme paa Havet.

IV.

Stormagternes finansielle Stilling.

Den 22. Jan. 1912, altsaa for over halvtredie Aar siden, holdt jeg i det krigsvidenskabelige Selskab et Foredrag: Finansvæsen og Krig; i April s. A. blev det trykt som to lange Artikler i »Ugens Tilskuer«.

Men dette Ugeskrift ses sikkerlig kun af et forholdsvis lille Tal af »Jyllandsposten«s Læsere, og de fleste af de Herrer, som den Gang saae mine Artikler, har sikkert højst kigget lidt i dem, thi hvorfor skulde man i en Tid, da Alverden var saa optaget af Profitjagt, Fornøj­

else og det, der kaldes dansk Politik, anstrænge sig med at sætte sig ind i en detailleret og med Tal spækket Udvikling, der kun havde theoretisk Interesse, thi det vidste da Alle, at Stormagtskrigen kom aldrig. Men da det Utroligste, Krigen, dog er kommen, vil man nu vel læse en Fremstilling af et saa vigtigt og for de Aller­

fleste ret ukendt Æmne med Interesse. Jeg kan i Ho­

vedsagen nøjes med at levere et Uddrag af min gamle Afhandling, der nærmest var baseret paa tyske og en­

gelske Finanskyndiges Arbejder over de foreliggende og beslægtede Themaer. Særlig for Tysklands Vedkom­

mende foretages dog nogle Ændringer, bl. A. foran­

29

ledigede ved dets finansielle Forberedelse til Krigen siden Jan. 1912, men ellers er der i de 2V2 sidste Aar næppe sket virkelig større Forandringer i Tysklands, Frankrigs

°S Englands Pengeforhold. I Anførselstegn gjengives ordret en Del Stykker af min gamle Afhandling — og Læsere kan deraf se, at min Bedømmelse passer ret godt med, hvad der er sket til Dato. Altsaa til Sagen.

»Det er, og sikkert med Rette, bleven udtalt, at Omkostningerne ved Krigsførelse er bleven saa store, at kun meget faa europæiske Militærstater kan føre en langvarig Krig uden at faa deres Operationer standsede eller i det Mindste deres Krigspolitik bragt i alvorlig Knibe ved, at deres Kredit blev udtømt. Derfor mener man, at Krigens Førelse vil blive forceret af al Kraft;

den østerrigske Krigsminister udtalte endog i April 1910, at den næste store Krig sandsynligvis kun vilde vare i 6 Maaneder. Dette er jo muligt, men jeg er tilbøjelig til at tro, at den let kan vare 7—8 Maaneder eller mere.

Thi i en Landkrig mellem Frankrig og Tyskland vil de Troppemasser, der kommer paa Arenaen, paa begge Sider blive saa kæmpestore, at det bliver yderst van­

skeligt at føre dem frem og forsyne dem. Saa hvis det ene Land ikke hurtigt faar aldeles afgjørende Resultater, som i 1870, men Kræfterne vise sig nogenlunde ligelige, saa maa Operationerne trække ud — og saa kommer Sta­

ternes Kredit til at spille en stor Rolle. Og hvad Sø­

krigen angaar, saa vil, naar en Blokade af Tysklands Kyster er bleven gjennemført, Flaademagtens finansielt udsultende og destruerende Virkning kræve Tid. Men under en saadan ret sandsynlig Eventualitet vil Øriget, der har Interesse i at se sin Modstander solidt svækket og under en saadan Situation ikke føler Krigens finan­

sielle Byrde nær saa haardt som Kejserriget, snarest have Interesse af ikke at slutte Fred, før Fastlands-

magten er bleven tilstrækkelig medtaget til at betale Freden dyrt.«

»De to finansielle Faktorer, der er af størst Vigtig- tighed for Krigsførelse, er pekuniær Forberedelse og Statens Kredit. Forberedelserne er flere, men et Hoved­

punkt er Guldbeholdningen i Landets Hovedbank og store Pengeinstituter, samt Forraad af de saakaldte Guld­

deviser (d. v. s. korte Vexler paa Udlandet at betale med Guld), endvidere den saakaldte Likvidationsgrad af Privatbanker og Sparekasser (d. v. s. hvor meget disse har af let sælgelige Værdipapirer i Forhold til, hvad der er anbragt fast . . .). Dernæst det andet og i det lange Løb langt vigtigere Punkt: Statens Kredit. Dens Vig­

tighed kan skjønnes af, at under en stor Krig bliver enhver Stat snart eller dog inden ret lang 1 id nødt til at stifte Laan, som Regel flere Laan. England stiftede under Boerkrigen i Alt tre virkelige Krigslaan, i Alt ca.

2200 Mill. Kroner, og det til den forbavsende lave Rente 2³/⁴ Procent; de ³/s af Summen ved Tegning i Indlandet, de ²/Ö ved Hjælp af et engelsk-amerikansk Bankkonsor­

tium; foruden disse Laan kommer Udstedelse af »treasury bilis« og »Exchequer bonds« til et Beløb af nogle Hun­

drede Mill. Kr. Rusland stiftede i den østasiatiske Krig tre udenlandske og fire indenlandske Statslaan, tilsammen ca. 2450 Mill. Kroner, og Renten paa de fem af dem var 5 pCt., paa de andre 6 og 4V2 pCt., men Kurserne var rimelige. Japan stiftede til samme Krig fire uden­

landske og fem indenlandske Statslaan, tilsammen ca.

2 4 0 0 Mill. K r o n e r , o g R e n t e n p a a d e t o L a a n v a r 4 V 2

pCt., paa tre af dem 5 pCt., paa fire af dem 6 pCt.

(altsaa dyre Penge og tilmed til lave Kurser). Men under en Krig mellem de tre mest velhavende europæiske Stor­

magter eller endnu flere bliver der af pengerige Stot- magter kun Fristaterne tilbage, hvor store Summer kan

3i

rejses. Altsaa bliver under en Krig som den her an­

tagne hver af de tre Stater nærmest henvist til at laane i Hjemlandet, og i hvert Fald Tyskland har utvivlsomt ikke gode Chancer for at faa amerikanske Penge. Ved Betingelserne for hjemlige Laan bliver der adskillige Faktorer at regne med: i) Landets Rigdom, 2) den Grad, som Krigen skader væsentlige Dele af Befolknin­

gens Erhverv (særlig Hindring af Handel, Afspærring af Ind- og Udførsel), 3) Krigens Forløb før Udbydning af Laanene og dens rimelige Chancer, 4) den respektive Nations Patriotisme og Temperament.«

»Efter denne Indledning gaar vi over til England og begynder med Svaghederne. Der er to, nemlig den ikke høje Kurs paa engelske Statsgældsobligationer, de saakaldte Consols, og den forholdsvis lille Guldbehold­

ning, Bank of England plejer at ligge inde med. De engelske Consols giver en yderst lav Rente, nemlig kun 2 V i p C t . « I M i d t e n a f J u l i i A a r s t o d d e l i d t o v e r 7 5 .

»At de engelske Consols i de sidste Aar er sunkne saa betydeligt, skal dels skyldes indrepolitiske Grunde, dels utvivlsomme Kapitalanbringelser i mere rentable Fore­

tagender i Ind- og Udland.« Og den lave Kurs paa Consols betyder, at England under Krig ikke faar Penge til saa lav Rente som i Boerkrigen, men sagtens maa betale 3V2 å 4 pCt. Men forøvrigt maatte Tyskland allerede omkring Nytaar 1912 tilbyde 4 pCt. paa Laan for at faa taalelig Kurs. Den anden Svaghed er de en­

gelske Bankers Guldbeholdning. Herom skrev jeg i 1912:

»Gjennemsnittet for 1910 af Bank of Englands Behold­

ning af Barrer og Mønt var 665 Mill. Kr. og de engel­

ske Pengeinstituters samlede Beholdning næppe over

1250 Mill. Kr. Men Bank of Englands Beholdning er næsten utrolig lille i Forhold til de Omsætninger, den har at besørge; Beholdningen er i Virkeligheden mindre

end den italienske Nationalbanks og mellem 4 og 5 Gange mindre end den i Banque de France, skjønt den engelske Banks Forretninger er langt større end noget andet Lands. I Tilfælde af en stor Pengekrise er For­

holdet uheldigt. Udbrudet af en engelsk-fransk-tysk Krig vil stille store Fordringer til den engelske Bank, og den kan saa ikke, hvad den flere Gange har gjort i de senere Aar, laane Guld af Banque de France, fordi den sidste selv bliver fuldt engageret. Vanskelighederne vil især blive store i de første 8—14 Dage efter Krigens Udbrud.« De i det citerede Stykke angivne Summer afveg ikke væsentlig fra Status i Forsommeren i Aar, og Resultatet blev da ogsaa, som vi veed, at ved Kri­

gens Udbrud maatte Englands Bank i Hop og Spring sætte sin Rente op til 10 pCt., hvorved al Forretning lammedes, men snart efter kunde den atter nedsætte Renten til 6 pCt. og derpaa 5 pCt.

Dernæst Lyssiderne for England. »Det er en vel kjendt Sag, at i Krigene mod Napoleon støttede Eng­

land Gang paa Gang sine Allierede med store Penge­

summer; særlig Østerrig blev hjulpet i højeste Grad.

Og Englands Statsgjæld voxede frygteligt; i 1816 var den over 3 Milliarder Kroner større end i Øjeblikket, skjønt Pengenes Værdi var den Gang langt støire end nu.« Og England kan atter uden Risiko forøge sin Statsgjæld med Summer paa Milliarder Kroner, thi kan dets Samfærdselsveje ikke afskæres og Sømagtens Natur og Indflydelse har jeg paavist i Artikel II —, saa er Ørigets Ressourcer nærmest uudtømmelige, og det vil kunne føre stor Krig Aar ud og Aar ind. Nogle enkelte Kjendsgjerninger og Poster vil give en Forestil- stilling derom.

»Som bekjendt er England Centrum for Handel med ædle Metaller: i 191 o indførtes for næsten 1300

33

Mill. Kr. i Guld og Sølv (godt 3V2 Gang mere end i Frankrig) og udførtes for ca. 1160 Mill. Kr. Dernæst har siden Krigen 1870 Storbritannien været saa at sige Verdens sikre Opbevaringssted.« Og Bank of England er Midtpunktet i Verdens Finansvæsen. — »I 1910 var Englands Indtægter af Bank- og Handelsvæsen i Ud­

landet ca. 1000 Mill. Kr., Indtægterne af dets Skibsfart mindst 1800 Mill. Kr., tilsammen omtrent 24/5 Milliard.

Hertil maa lægges Renten af engelsk Kapital anbragt i Udlandet, og den Rente er nu aarlig ca. 3200 Mill. Kr., der adderet til de to andre Punkter giver 6 Milliarder Kroners Indtægt aarlig. Summen, der er anbragt i Ud­

landet, er beregnet til at være næsten 67 Milliarder Kroner; noget over Halvdelen deraf er anbragt i de en­

gelske Kolonier og det meste af Resten i Fristaterne og Sydamerika. En stor Del af de 3200 Mill. Kr. kommer ikke hjem, men anvendes til at udvide gamle og fore­

tage nye Anlæg; i Krigstilfælde vil selvfølgelig den uhyre Renteindtægt være af største Betydning Stor­

britanniens aarlige Overskud, der er disponibelt til Ud- laan, er sat til mellem 5400 og 7200 Mill. Kr., deraf kræves lidt over Halvdelen til Udvidelse af Fabriker, til Bygning af nye Jærnbaner, af Skibe og Dokker, til of­

fentlige og private Bygninger, medens en Del anbringes udenfor Landet. Og i Aarene 1900—1910 har Stor­

britannien anbragt ca. 19,300 Mill. Kr. i Udlandet, men deraf blev den uforholdsmæssig store Sum af 3060 Mill.

Kr. anbragt ude i 1910. De anførte Tal er utvivlsomt tilstrækkelige til at vise Englands ganske overvældende pekuniære Ressourcer.«

Dernæst et Par Ord om Rusland. Dette vældige Rige har vel langt fra faaet sine Ressourcer udviklede som de andre Stormagter, men det har, bl. A. ved Land­

boreformen, gjort store Fremskridt i de sidste 7—8 Aar.

Den store Krig. -i

Det kan forsyne sig selv med de fleste Livsfornøden- heder; det har bl. A. rigeligt med de nødvendigste Lev­

nedsmidler som Korn, Kjød og Æg, og det kan i det Mindste ad Omveje, f. Ex. over Wladiwostock, faa Kryd­

derier og andre i Forhold til Vægten dyre Sager til­

sendte. Størstedelen af Befolkningen er nøjsom og hær­

det. Det har samlet en stor Guldbeholdning, saa Statens og Rigsbankens Pengevæsen er vel funderet, og derfor, samt paa Grund af Alliancen med de to rige Vestmagter, vil det kunne rejse anselige Statslaan paa rimelige Vil- kaar. Baade militært og finansielt kan Rusland udholde Krigen i Aarevis. — Østerrig, nu nærmest en Stormagt af anden Rang, lades her ude af Betragtning.

Om Frankrig kun enkelte Data. Det har, synes det, anbragt over 30 Milliarder Kroner i Udlandet; Sum­

merne, der altsaa næppe er Halvdelen af Englands, er for en stor Del anbragt paa Maader, der giver en min­

dre, men fast Rente. Den aarlige Renteindtægt udefra maa dog være en Del over en Milliard Kr., altsaa en god Støtte i Krigstid. Frankrigs Bank havde i Juli i Aar for over 3 Milliarder Kr. i Guld og da omtrent tre Fjerdedele af Seddelmassen er normalt dækket af Guld, er Stillingen meget stærk. Selvfølgelig lider Erhvervs­

livet haardt ved, at vel over 2^x/a Mill, af Landets ar­

bejdsdygtige Befolkning er kaldt under Fanen, men da de engelsk-franske Flaader beskytter dets Kyster, kan dets Søhandel, dets Udførsel af Vin og Fabrikata ikke ødelægges. Og jeg skrev i 1912, at >hvis Vaabenlyk- ken ikke gaar Republiken for stærkt imod, men f. Ex.

giver Sandsynlighed for, at Udholdenhed kan medføre Ligevægt eller endog Held, saa er Frankrig ved sin stærke Bank, sin Kapitalrigdom og store Renteindtægt fra Udlandet i Stand til at holde meget længe ud, og

3 5

det faar, som vi skal se, alene derved i det lange Løb en gunstigere militær-politisk Stilling end Tyskland.«

Endelig Tyskland. I Febr. 1911 udtalte Indenrigs­

minister Delbrück, at »Rigets aarlige Kapitaloverskud kunde sættes til ca. 3600 Mill. Kroner, altsaa godt halvt saa stort som Englands, men i Forhold til dets 65 Mill.

Mennesker mod Ørigets 45 Mill, ikke halvt saa meget pr. Indbygger.« Overskudet er, synes det dog, sat ad­

skilligt for højt, thi Geheime-Justitzrath, Prof., Dr. J.

Riesser, en af Rigets største Autoriteter i Finanssager, anslog i 1909 i sin Bog om Finansiel Krigsberedskab Overskudet til kun 2070—2670 Mill. Kr. Men kun gen­

nemsnitlig nogle Hundrede Millioner af disse anbragtes i Udlandet; det Meste gik til nye Anlæg osv. hjemme.

Men skjønt Tysklands Velstand er af forholdsvis ny Da­

tum i Sammenligning med f. Ex. Frankrigs, saa faar det dog en smuk aarlig Sum i Rente udefra; en Del deraf er nu rigtignok gaaet til Grunde ved de tyske over­

søiske Handelshuses og Pengeinstituters fortvivlede Stil­

ling eller Likvidation efter Krigens Udbrud. Dr. Riesser klagede i 1909 over, at den saakaldte Likviditet af Tysk­

lands Pengevæsen og Næringsliv blev, til Dels siden 1893, stadig slettere; dette hænger sikkert sammen med det saa driftige tyske Folks Tilbøjelighed til at udvide gamle og starte nye Foretagender i en for optimistisk Maalestok, med for stor Lethed til at opnaa Kredit.

Agadir-Krisen i 1911 rystede Tysklands Børs og Penge­

væsen føleligt, og med Krigen for Øje har siden da Stat, Rigsbank og under Tryk ogsaa andre Banker arbejdet paa at styrke Pengevæsnet. Resultatet kunde ved Kri­

gens Udbrud betegnes som tilfredsstillende for Rigs- bankens Vedkommende; dog har en finanskyndig Tysker midt i August skrevet, at Ildprøven er tilbage. Det kan anføres, at den 19. August havde Rigsbanken en Be-

3*

holdning paa 1508 Mill. Mk. i Guld; Seddelomløbet var paa 3882 Mill., altsaa 864 Mill, over det dobbelte af Guldbeholdningen; i Følge Bankens Love maa den ud­

stede Sedler til et Beløb af tre Gange Guldbehold­

ningen.

Lad os nu se paa Omkostninger ved Landkrigen.

»Krigen i 1870 kostede Tyskland ca. 1750 Mill. Mark, deri ikke indbefattet Invalide- og Enke-Pensioner, Er­

statning for Tab af Privat-Ejendom samt Retablissements- omkostninger. Gjennemsnitsstyrken af den tyske Hær af mobile og immobile Tropper var fra 1. Aug. 1870 til Slutningen af Marts 1871 1,254,376 Mand, altsaa godt 1V4 Mill. Omkostningerne kan, naar forskjellige Forhold tages i Betragtning, sættes til 5⁴/s Mark pr. Dag pr. Mand. Og Dr. Riesser mente, »at 6 M. pr. Dag pr. Mand vil være tilstrækkelig i en ny Krig trods den betydelige Synken af Pengenes Værdi . . . siden 1870.

Men det synes stærk Optimisme. Og den østerrigske Krigsminister udtalte . . . i April 1910 i Rigsraadet, at til en Krig maatte for den østerrig-ungarske Hær be­

regnes 10 M. pr. Dag pr. Mand, deri ikke indbefattet Forsyning med Vaaben, Ammunition og Materiel, heller ikke Invalide- og Enkepensioner eller Skadeserstatninger.

Og naar man for tyske Udgifter tager Middelværdien, 8 M., regner man næppe for højt.«

Men hvor stor er nu den tyske Hær? Efter hvad der foreligger fra forskjellige Sider har Tyskland i de første tre Uger af August kastet over 2 Mill. Mand, snarest vel op ved 2¹/2 Mill., mod Vest og antagelig over 250,000 mod den russiske Grænse. Men siden da har det foretaget nye Indkaldelser, nemlig af de ganske Unge og især af gamle Aargange; det har endvidere optaget et stort Antal af Frivillige. Hvormange Ty­

skere der nu, da disse Linier skrives, den 9. Septbr.,