Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
•. ;®5 W*?J\ »',• ,•&
V
«Ä
N. P. Madsen
Smaa Træk fra den store Krig
VERDENSKRIGEN 1914-18
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
O 3 ^ 5 > '
130019371256N . P . M A D S E N
SMAA TRÆK FRA DEN STORE
KRIG
ri V ^
O . L O H S E — K Ø B E N H A V N
SMAA TRÆK
FRA DEN STORE KRK
AF
N . P. M A D S E N
O . L O H S E — K Ø B E N H A V N 1 9 1 9
(wd 3- 5'rø»«"*)
•Refifnfjrr. B.
BHHEBi
IN D H O L D
S i d e
Naar Klokkerne kalder 5
1 navnløs Vé 2g
Det største 23
Ikke roere angst for Døden 27
B ø n h ø r t . . . . 2 9
Testamentet 33
Granaten 39
Amputation 43
To Fjender 43
Jordens Skjolde 50
Let saaret 57
»Faldet« Øj
S eJr 65
Hans Biografi 70
Afsides 74
Krigens Velsignelse 73
Vaklende Troner 32
Frankrigs Skriftemaal 35
I Tanker 89
D u 92
N A A R K L O K K E R N E K A L D E R
01' sad der saa hyggeligt sammen i den lille Stue Isom saa tidt — Mand og Hustru og den yngste af deres Børneflok — en 28-aarig Søn.
Men den Affen laa der en underlig trykket Stem
ning over dem alle tre. Samtalen gik ikke muntert og livlig som sædvanlig.
Den lille, spinkle Hustru sad og broderede. Hendes fine, farveløse Kinder syntes at blive endnu blegere, hver Gang hun kastede et. Blik hen paa Sønnen.
Faderen laa tilbagelænet i en Lænestol og læste Avisen. En høj, sværlemmet Skikkelse med et kraf
tigt, busket Fuldskæg, der gav ham et krigersk Ud
seende. Xæsen var stærkt krummet, og de graa Øjne var fulde af Liv.
Han lagde Avisen ned paa Knæet og saa hen paa Sønnen med et langt, ømt Blik.
„Ja, min Dreng, det eksploderer, det kan man se i Bladet — — Luften er fuld af Elektricitet — —."
Han holdt pludselig inde og lyttede. Fjerne Klokke
slag sitrede gennem Luften og klang dæmpet og høj
tideligt til dem. Tusinde Gange havde de hørt den Lyd, men aldrig havde den talt til dem som i denne Aften.
De vidste, hvad det betød. Bladene havde forberedt dem paa det. De havde i flere Dage ventet paa det
— Dag og Nat. Det var det, der havde lagt sig over dem som en truende Sky.
„Saa er Timen da kommen," sagde Moderen som en Hvisken. Og der var længe ganske stille i \ ærelset.
„Det er Dødsklokker, synes jeg. De minder mig
— o, min Dreng, godt at du ikke ved det — endnu."
„Nej, det er Sejrsklokker, Elisabeth. For dem, der tror Gud, er der kun Sejr. — Selv midt i Løvens Strube" — føjede han sagte til — „det ved du jo godt — du bedre end nogen anden."
„Ja, ja, min Ven, jeg ved det. Men det var ved Tanken om — om ham. — Var det kun mig — os det gjaldt, men vi kan jo ikke sejre for en anden.
Atter en lang Pavse, medens de sad og lyttede til de fjerne Klokker. Nu og da, naar et Vindpust b,ir paa, lød Klangen stærkere, som om Klokkerne hævede Røsten til et indtrængende Raab:
„Skynd jer, skynd jer, det haster."
„Du er vel færdig, min Dreng?" spurgte Moderen.
„Du skal jo saa med Nattoget."
„Ja, alt er pakket, Mor."
Faderen sad med Haanden under Kinden og stirrede hen for sig. Af og til gik der en nervøs Trækning over hans Ansigt, og Haanden jog et Par Gange ha
stigt gennem det endnu kraftige Haar.
Sønnen satte sig ved Siden af ham.
„Hvad tænker du paa, Far?"
„Paa mange, mange Ting, min Dreng."
„Sig mig del. Far — det er maaske sidste Gang, vi taler sammen."
Den gamle saa op paa Sønnen, og Rlikket strøg ligesom kærtegnende hen over den unge, kraftige Skik
kelse med det friske, kønne Ansigt. Men han svarede ikke.
„Sig mig det. Far," gentog Sønnen.
„Du kender jo godt mine Tanker. Du ved godt, hvad der er min første og sidste Tanke med dig, min Dreng — og din Moders med. Ikke sandt?"
„Jo, Far. — Og du kender jo ogsaa min Tanke min Stilling — til det."
Tonen var bestemt, næsten afvisende.
7
„Og skulde vi aldrig ses mere, som du siger, skulde lu blive derude paa Slagmarken, hvad saa, Ejvind?"
Der gled et uvilligt Træk hen over Sønnens Ansigt, og Kinderne fik en stærkere Farve.
„Ja — saa — det er jo nu Krigens Gang. Et ved du i hvert Fald. Far — at jeg ikke vil gøre dig og Mor Skam."
„Det sagde jeg ogsaa en Gang."
Det lød som en Klage. Sønnen saa op paa ham, spørgende, forskende.
„Ja, min Dreng, du taler om Krigens Gang.
Ak, du kender ikke Krigens Gang. Ingen ved, hvad Krig er uden den, der har oplevet den. Men et skal du vide, og lad mig sige dig det saa indtrængende, jeg kan, nu medens Klokkerne minder os om, at vi snart skal skilles — maaske for bestandig. — Det er fryg
teligt at gaa i Krig uden Gud, Ejvind. Ak, vidste du, hvor frygteligt det er, saa vilde du ligge for hans Fod og bede ham om at være med dig."
Sønnen bøjede Hovedet, men svarede ikke.
„Krig er jo Død, det behøver jeg ikke at sige.
Og Døden uden Gud — at dø uden en Frelser — det er frygteligt. Det ved enhver, der vaagner, før Dø
den kommer — vaagner, Ejvind. Jeg har set det — mange Gange. Jeg har vel set, at Tusinder af ung;' Mænd kan styrte sig i Døden, som om det var en Eeg — ja tidt under Spot og Haan af alt, hvad der er helligt. Men jeg har ogsaa set Mennesker vaagne og se Dødens Alvor — jeg lia.r set Rædselen i deres Blik, jeg har hørt dem raabe, ja skrige i Forfærdelse efter en Frelser i den sidste Stund. Og saa bagefter Døden — ja, du ved det godt altsammen, min Søn, du har hørt det saa tidt, du er ikke uvidende om, hvor Aejen uden Gud fører lien. Ikke sandt?"
Sønnen havde løftet Hovedet og sad og stirrede hen for sk. Ved Faderens Spørgsmaal gik der en svag
Trækning af Uvilje lien over hans Ansigt; men han svarede ikke.
„Og Krig er niere end Dod, min Dreiig. Den har Folger ikke blot for den kommende \ erden, men ogsaa for denne — ja, frygtelige Folger. Gaa bag efter en fremrykkende Arme. Hvad ser dn saa? Afbrændte Lands
byer, hjemløse Mænd og Kvinder, mishandlede Børn og skændede Kvinder — der skriger mod Himlen. Sig mig, Ejvind — kunde du nogen Sinde være raa mod en Kvinde?"
„Nej, Far, aldrig, det ved du godt."
„Det sagde jeg ogsaa en Gang. .Men Krigen, Kri
gen, Ejvind — den ægger \ ilddvret frem i os — og;
det kan ingen tæmme uden Gud. Det ved jeg — det har jeg, —"
Han holdt pludselig inde. Hans Hustru rejste sig og sagde:
„Ja, Far, fortæl det kun. Sig ham alt i xAiten - ogsaa det. Jeg tror, du skal — til Guds Ære. Saa gaar jeg imens ud og sørger for Aftensmaden."
„Ja, Ejvind," begyndte Faderen, da hans Hustru var gaaet, „der er noget, jeg gerne vil fortælle dig i Aften. Mor behøvede ikke at anmode mig derom, jeg vilde have gjort det alligevel. Jeg har fortalt dig saa meget om Krigen — den Krig jeg var med i — i 1870—71. Men der er noget, jeg aldrig har fortalt dig,, noget, som fik Betydning for hele mit Liv, ja for min evige Skæbne. Det er ikke den Slags Ting, man for
tæller sine Børn uden særlig Anledning. Men denne Anledning er der nu, er jeg vis paa. Maatte den være dig et A idnesbyrd om, at kun Gud alene kan bevare en Sjæl under Krigens rædsomme Indflydelse, men at han ogsaa kan."
Han tog Plads i Lænestolen, og Sønnen satte sig.
overfor ham. Saa begyndte han:
„Du husker Bedstemoder — min Mor. Du husker vist ogsaa, hvorledes du saa tidt traf hende med den
9
store Spændebibel paa Skødet, naar du kom ind til hende.'
„Ja, det husker jeg godt, Far."
„Hun var en from Kvinde. Alen hun var mere end from — mere end saadan ydre religiøs., Thi hendes Fromhed var Liv — en guddommelig Kraft i hende.
Jeg holdt ikke af dette religiøse hos hende, og det var hendes Sorg. Og min Fars med, om hans religiøse Liv end ikke var saa dybt og alvorligt som hendes.
Xaa, jeg skal ikke opholde mig ret længe ved det, men blot nævne, hvad der har Betydning for det, jeg vil fortælle dig.
Det var en dejlig Sommeraften som denne, Mobili- seringsordren var kommet, og jeg skulde afsted. — Før
jeg sagde Farvel, greb Moder mig ved Haanden og.
trak mig herind. Her netop ved dette Bord sad vi.
Hun beholdt min Haand og blev ved at se paa mig, med sine underlige dybe, blaa Ojne, som du vist hu
sker, hun havde. Saa sagde hun:
„Jørgen, jeg har bævet for dig, fordi du ikke har givet Gud dit Hjerte. Og dobbelt har jeg bævet i disse Dage ved Tanken om, at det maaske er sidste Gangr
vi ses her paa Jorden. Og jeg var før inde hos Gud og bad for din Sjæl. Og min Dreng, det skal da vide,, at der ikke vil gaa nogen Dag, uden at jeg beder for dig — beder om, at han vil bevare dit unge Legeme, men allermest om, at han dog vil frelse din udødelige Sjæl."
Hun holdt inde et Øjeblik, saa fortsatte hun saa underlig højtideligt:
„Maa jeg sige dig, min Dreng, det er forunderligt at være i Guds Nærhed, saa nær at vi kan høre hans Røst klart og vist, som om han talte med fysisk Stemme.
Da jeg før laa for hans Ansigt, gav han mig vel in
tet Svar paa min Bøn, intet direkte Svar, og dog talte han til mig. Han gav mig et Ord til dig. Det lød i
min Sjæl med usvigelig Vished. Og derfor maa jeg sige dig det, og du vil nok tagø det med?"
„Ja, jeg vi}, Mor," svarede jeg, grebet af Øjeblik
kets Stemning.
„Det er el mærkeligt Ord," fortsatte hun. „Jeg ved ikke, hvorfor Gud gav mig just det. Men det maa han jo vide, han, som kender alle Ting. Det staar her — læis det selv."
Hun tog sin store Bibel og viste mig Stedet i Matth.
4. Og jeg kan sige dig, Ejvind, at der gik en Skælven gennem hele mit Legeme, idet jeg læste Ordene:
ig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal til
bede Herren din Gud og tjene ham alene."
Ejvind rettede sig uvilkaarlig op — som havde han ranet et elektrisk Stød.
„Ja, det var virkelig et underligt Ord at give dig med, Far."
„Det syntes jeg ogsaa selv. Men Gud er jo ogsaa en underlig Gud. Bedstemoder havde alligevel Ret. Gud
A'idste nok selv, hvorfor jeg netop skulde høre det Ord, før jeg skulde ud paa den gruelige Slagmark.
— Naa, saa tog jeg til sidst Afsked og drog af Sted."
Han sad en Stund tavs. Af og til trak han de bu
skede Bryn sammen, som om han saa mørke, uhvggelige Syner.
„Fortæl videre, Far."
Den gamle strøg sig med Haanden over Panden.
„Ja, ja, nu skal jeg fortælle! — Begejstringen var ikke stor hos os Slesvigere, der skulde med. Vri var jo saa nylig blevet tyske Undersaatter. Men vi var pligt
tro. De danske Sønderjyder er et pligttro Folk, det skal hele ^ erden tvinges til at erkende. Men Krigen er en underlig, betagende Magt — den ægger og river med. Jeg glemte snart alt for dette ene — at komme i Kamp, at skyde — at dræbe — at hore Geværernes Knalden og Kanonernes Dundren — at se Blod, Blod, Ejvind.
11
I Begyndelsen kunde der gaa et Gys igennem mig, naar jeg sigtede mod et Menneskes Bryst, og jeg følte mig flere Gange ganske svimmel ved at vade frem over disse Dynger af faldne Mennesker, der laa der med knuste Hjerner eller oprevne Underliv, og Luften var svanger med denne kvalme, søde Lugt af varmt Blod. Og mit Hjerte tog til at banke stærkere, naar jeg hørte alle disse skrækkelige Lyde — de saaredes Skrig og Jamren, de døendes sidste Ballen og saa disse skrække
lige Klagelyde fra saarede eller lemlæstede Dyr — alt dette midt under Kanonernes og Granaternes brutale Knalden og Buldren. — — Ja, min Dreng, det er nu et Helved paa Jorden, at staa midt i et Slag, medens alle disse ildsvælg udspyer Bædsel og Død og Lidelse rundt om.
Men Ejvind, man vænner sig til det — lidt efter lidt. Vanen er en underlig sløvende Magt. Til sidst ser man ikke mere det raa, det vilde, det dyriske, og Hjertet sløves overfor Nøden og Lidelsen. Man kan skyde et Menneske med samme Bo, ja — forfærdelig sagt — med samme Lidenskab, som den, hvormed Jæ
geren skyder et Dyr. Hvad er et Menneskes Liv, naar man har været med at skyde Hundreder, ja Tusinder
— Dag efter Dag.
Det er en af Krigens forfærdelige Følger. Den sæn
ker det moralske, det sædelige Niveau. Den sløver alt menneskeligt godt og ædelt og rent og ægger alt det onde frem — Had, Blodtørst — alle Syndens onde, dyriske Lidenskaber.
Den forraaer! Hør det, Ejvind, Krigen gør Menne
sker raa, saa de kan gøre, hvad de ellers vilde gyse over — ja afsky."
Han tav atter en Stund, saa fortsatte han:
„Du sagde før, Ejvind, at du kunde aldrig blive raa."
„Tror du, jeg kunde det?" raabte Ejvind, og der var lid i hans Blik.
„Tror? Jeg tror ingen Ting. Jeg regner med Kends
gerninger, Ejvind. Og Krig er Kendsgerninger, strenge, forfærdelige A irkeligheder, der har kuldkastet tusinde Ting, som Mennesker troede paa og regnede med. Jeg er vis paa, du mener det. Hvis jeg bad dig om at give mig Haanden paa det, saa vilde du gøre det."
„Ja, begge Hænder, Far — her er de."
Han rakte Hænderne ud. Faderen greb dem og holdt dem et Øjeblik, idet Taarerne en efter en listede sig ned ad hans Kinder. Saa kom det stødvis:
„Ja, min Dreng — du ser, jeg er bevæget -— det er Minderne, der stormer ind. Saadan stod ogsaa jeg en Gang — med min Faders Hænder i mine. Men jeg maa bekende for dig paa denne alvorlige Aften — jeg holdt mit Ord saa daarligt."
Ejvind bøjede sig frem imod Faderen og klappede hans Haand, medens denne atter og atter strøg kær
tegnende hen over Sønnens tætte, lyse Haar. Saa be
gyndte han igen:
„Ejvind, du skal vide — man kan have den ærligste V il je og de bedste Forsætter til at ville være brav og ædel, og saa kan det dog briste. En Løve kan og
saa være from — tilsyneladende — men naar den lugter Blod, saa kommer \ ilddyret frem. Som jeg sagde
— Krigen gør Mennesker til Vilddyr — ofte værre end Løver og Tigre."
Ejvind greb Faderens Haand.
„Far, du er oprevet i Aften og ser sort paa alt."
„Ja, det kan være min Dreng. Men desværre har jeg ogsaa Grund til at se sort paa det. Diet vil du ind
rømme, naar du hører det, jeg særlig vil fortælle dig.
Det er om den sorteste af alle Krigens sorte Skyg
ger. — Det tjener ikke til din Faders, men til Guds- Ære.
Efter en længere og voldsom Fægtning havde vi drevet Fjenden tilbage og drog ved Aftenstid ind i en lille Købstad.
13
Al Raahed og ^ old imod den civile Befolkning var forbudt, og i al Almindelighed blev der holdt streng Justits. Men Byen var fuld af Soldater. Man stormede V inkælderne — købte og tog, som det kunde falde.
Og naar Sindene er ophidsede af den vundne Sejr og af \ inen — hvem holder saa Justits? Retfærdighedens Haandhævere kan ikke være alle Vegne.
Aa, min Dreng — den Nat hører til de uforglem
melige. Det var, som om alle onde Aander paa een Gang var sluppet løs. Jeg havde ikke drukket som saa mange, men dog nok til at mit Sind var omtaaget.
Jeg gik igennem en Gade. Overalt vrimlede der af Soldater, der stod og fjasede med unge Piger. Plud:
selig lød Larm og Skrig blandet med Graad og Klage oppe fra et Hus. Jeg ilede derop. Og hvad tror du, jeg saa? Maatte Gud i sin Naade forskaane dig for at se noget lignende, og skulde det ske, maatte du saa være mere Mand, mere Ridder end din arme Far.
Henne i en Krog stod to Soldater, nej ikke Sol
dater — Banditter, raa Banditter var det — der stod de og holdt en gammel Mand og hans Hustru med Magt, medens nogle andre Banditter — — — Ja, Ej
vind, hvad jeg her fortæller er ikke en sjofel Roman, ikke et afskyeligt Drama i et af de nederste Rum i Helvede, men Virkelighed, Krigens blodrøde, rædsels
fulde Realisme. — Der stod de to og holdt de stakkels grædende, jamrende Forældre, medens de andre Djævle vilde til at mishandle deres ulykkelige, unge Datter lige for deres Øjne."
Ejvind var sprunget op og stod bleg som en kal
ket Væg foran Faderen.
„Ja, Ejvind, du havde trukket din Sabel eller gre
bet din Bajonet og gennemboret disse Slyngler."
„Ja, naturligvis, Far!"
„Ja naturligvis! Det havde jeg ogsaa gjort — i Aften — spiddet dem til Gulvet i al deres afskyelige Raahed. Men din Fader rødmer af Skam og Blusel,
min Dreng, hver eneste Gang, han tænker paa hin Nat. Jeg skammer mig baade for Gud og Mennesker.
Thi jeg dræbte dem ikke, gjorde ingen Ting for at frelse de ulykkelige. Det harmede mig, det husker jeg det var for raat, syntes jeg. Men jeg gjorde intet for at hindre det. Jeg styrtede blot ned ad Trappen og hen ad Gaden som jaget af onde Dæmoner.
I min halv berusede og omtaagede Tilstand, vidste jeg neppe, hvad jeg gjorde, før jeg med et befandt mig inde i et Hus.
Henne ved Vinduet stod en ung Kvinde. Da hun bemærkede mig, vendte hun sig om.
Et dejligt Syn, min Dreng! En jomfruelig Skik
kelse, slank og fin. Et yndigt Ansigt, indrammet af skin
nende sort Haar, rent og skært som paa et Madonna
billede.
Et Øjeblik blev jeg staaende uden at kunne flytte en Fod — som Løven foran Lammet. Saa nærmede jeg mig. — Ejvind, hvad tror du, hun gjorde? — Hun skreg ikke op, hun tryglede ikke, hun prøvede ikke paa at flygte. Hvad havde det ogsaa altsammen nyt
tet? — Nej, hun blev staaende — et Øjeblik, med de dejlige Øjne rettet lige paa mig, uden at jeg sporede den mindste Skælven i Blikket. Saa. gik hun frem imod mig — lige lien til mig, og idet en underlig Ild glø
dede i hendes Blik, sagde hun — bydende og vældig som naar en Hersker befaler:
„Vig bort, Satan!"
Hvad var det? Skete der pludselig en Forvandling med alt omkring mig? Var jeg ikke hjemme? Sad jeg ikke hos min søde Mor den sidste Aften, før jeg rejste
— med hendes Haand i min?
Da lød de samme Ord — disse Ord, som blev givet mig med som et Vaaben mod Djævelen, men som jeg i Krigstummelen helt havde glemt. Disse forfær
delige Ord, der nu blev slynget imod mig selv — af
15
en svag og ubevæbnet Kvinde — og dog sønderknusende- som et af Guds Flamniesværd.
Jeg stod som en, der pludselig var vaagnet op af en ond, hæslig Drøm — betaget — lammet — tæm
met.
Hvorfor nævnede hun det Ord — netop det? Fordi hun skulde. Fordi Gud tvang hende dertil. Hun vidste intet om, hvad der var foregaaet mellem min Moder og mig hin Aften, men Gud vidste det. Og han vidste tillige, at netop det Ord, gentaget i den Stund, ved Mindernes underlige Magt vilde gribe mig med over
vældende Styrke og standse mig paa min vilde Vej.
Hvorfor skulde hun, Ejvind? Fordi det laa i Guds- Plan. En gammel Kone havde hørt hans Røst og troede ham, og hendes Tro skulde ikke beskæmmes. En ung.
Kvinde havde sotn et Barn lagt sit Liv og sin Renhed i hans almægtige Haand, og hun skulde bevares. Og.
en ung, vantro Soldat skulde hin Nat kende, at del
er en Gud til, en levende, almægtig og alvidende Gud,, der kender alt og husker alt og gennemfører sine Pla
ner uhindret af Verdens Gang. Og mere endnu! Jeg mærkede jo hans hellige Nærværelse og fornam hans- Kraft. Det var jo Gud i den unge Pige, der tæmmede Løven. Det var ham, der fyldte hende og gav hende et Mod, som ikke er af denne Verden. Det var hans- Røst, der talte ud af hendes Ord, hans hellige Ild, der brændte i hendes Øjne og bragte hele mit Legeme, til at skælve.
Ja, jeg kan ikke beskrive dig, hvad jeg oplevede i det Øjeblik. Det er forunderligt at være i Guds Nær
hed, sagde min Mor. Ja, det er forunderligt, Ejvind, det mærkede jeg. Jeg kendte ham jo ikke. Men han var mig dog nær, derfor blev denne Stund afgørende for hele Livet, ja for hele Evigheden. Og saa flygter alle Djævle, saa blister alle Principper, saa falder Svær
det ud af Haanden, og al Modstand er forbi, saa ei
der kun eet at gøre — og vi gør det, fordi vi maa
gøre det, tvunget af Guds vældige Haand — vi falder ned og tilbeder Herren vor Gud og tjener ham alene.
Ejvind, det gjorde jeg i den Stund. — Jeg sank ned paa Knæ foran hende — jeg kunde ikke andet
- og ofrede Gud min første Tjeneste ved at sige:
Tilgiv mig — for Jesu Kristi Skyld!"
Hvad hun svarede, horte jeg ikke. Thi i det samme lød Bulder og Skrig paa Trappen, og et Par vilde Karle styrtede ind. I næste Sekund stod jeg oprejst med fældet Bajonet, idet jeg raabte:
„Den første, der rorer hende, er dødsens."
Der blev ingen Kamp ud af det. De udstødte blot et Par Eder og listede saa bort igen.
Jeg fortalte hende, hvorfor hendes Ord havde gjort et saa overvældende Indtryk paa mig, og hun bøjede Hovedet og hviskede stille:
„0, Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab."
Straks efter lød Signalet til Udrykning, og vi skil
les —
Næste Morgen — o, min Dreng, det var en fryg
telig Morgen, men lad mig sige dig det til Ære for vor Mandstugt, næste Morgen tidlig blev de omtalte Ban
ditter stillet op foran Fronten og skudt — og jeg var med blandt dem, der var udkommanderet til at skyde.
Jeg — Ejvind — jeg! Du forstaar, at min Haand rystede, og mine Knæ skælvede, da jeg lagde Geværet Iii Kinden.
Den Salve kan jeg endnu høre, og jeg vil høre den, saalænge jeg lever. Det var, som Kuglerne gennembo
rede mit eget Bryst. De dræbte ogsaa noget i mig - mit stive, haarde, gamle Jeg — det, som indtil den Dag havde stridt imod Gud.
Hvorfor stod jeg ikke sammen med de andre — derhenne ved Muren? Hvorfor Ejvind? Fordi jeg havde en bedende Mor."
Faderen tav, og der var længe ganske stille i V æ- relset.
17
Ejvind sad med Haanden støttet mod Kinctén og stirrede ud i Rummet. Ansigtet var stillestaaende, men en Trækning ved Øjnene nu og da røbede hans indre Bevægelse. Endelig begyndte Faderen igen:
,,Ja, min Beretning er egentlig forbi. Behøver jeg at fortælle mere? Behøver jeg at sige, hvorledes det endte ?"
„Nej, Far, men fortæl det alligevel."
„Ja, din yndige Mor skulde nu være Guds Gave til mig, derfor blev vi ført saa underligt. Vi mødtes liurtigt igen.
Da vi rykkede ud mod Fjenden, blev jeg saaret i Hovedet og baaret ind i Byens Kirke, der var om
dannet til Lazaret. Der laa jeg bevidstløs i mange Ti
mer, og da jeg slog öjnen op, sad hun ved min Seng.
Og saa snart vore öjne mødtes, vidste vi, at vi hørte sammen. Det er egentlig hele vor Kærligheds
historie. Hvad vi ellers oplevede med hinanden indtil den Dag, da jeg atter drog til Fronten, er nærmest Hi
storien om en Synder, der blev hjulpet gennem den snævre Port ind til Guds Fred og Glæde.
Din Bedstemoders Bønner var hørt i Himlen, Ej
vind. Gud havde begyndt sit Værk, og hvad Gud be
gynder, det fuldkornmer han ogsaa. Der var jo noget, der skulde fuldkommes. Thi eet er det, Ejvind, at være standset af Gud, at have erfaret, at han er til, og saa at have Troens evige Liv i ham. Det findes kun af en Synder ved Jesu Kors, min Dreng.
Og der blev hun min Vejleder, min Præst, kan jeg sige. Hun fortalte mig, hvorledes hun selv havde fundet \ ejen til Korset — saa ung hun var. Og hun læste i sin Bibel for mig — lukkede Ordet op — stille og enfoldigt, men med en brændende Aand, saa Ordet lyste ind i mit formørkede Hjerte og viste mig, hvordan jeg var i Guds Lys.
Der kom strenge Dage — og Nætter, min Dreng.
Det er strengt, naar man ser ikke blot, at Gud er
N.P.Madsen: Smaa Træk fra den store Krig. 2
til, men at han er den hellige og retfærdige, og at man selv er Synderen, der aldrig skal bo hos' ham
— aldrig Ejvind! Men der kom ogsaa en Dag, da den lille Kirke i Sandhed blev Guds Hus og Himlens Port, da alle Guds Engle sang af Glæde over mig, Guds tabte Søn, der var vendt tilbage, medens jeg selv sang allerhøjest, sang af Jubel over, at alle mine Synder var udslettet i Blodet, og jeg var frelst.
Som et frelst Menneske vendte jeg tilbage til Ar
meen, og som to af Guds frelste og lykkelige Born stod din Moder og jeg senere for Guds Alter og gav hinanden Haanden for hele Livet."
Alt var stille. Kun de fjerne Klokkers Slag afbrød Stilheden.
Fader og Søn sad begge ubevægelige — enhver i sine egne Tankers Verden.
Med eet blev Døren aabnet næsten lydløst, men Ejvind mærkede det dog. Han løftede Hovedet og saa paa Moderen — et langt og usigelig ømt Blik. Saadan havde hans Moder aldrig staaet for ham før. Det var., som havde han faaet en ny Moder — den samme, som han altid havde elsket og set op til, og dog en anden
— med et Skær over sig, der pludselig havde forvandlet hende for hans Øjne.
Eller var det hans Øjne, der var forvandlet, saa han saa paa hende med et andet Blik, der kunde se,, hvad det aldrig før havde set?
Han vidste det ikke, men han følte — og med en underlig Glæde i denne Afskedens Stund at han begyndte at forstaa hende, begyndte at ane, hvad hun ejede, ja, baade hun og Faderen — det som før havde været ham saa fremmed og fjernt.
Og han følte eet endnu — og med samme under
lige Glæde. Medens Klokkerne sang deres Dødssang eller Sejrssang, begyndte ban at føle, at der var noget og
19
noget vidunderligt trygt i dette at have bedende For
ældre.
„B01'det er dækket," lød det henne fra Døren.
Ejvind rejste sig, gik hen og tog sin Fader om Halsen og sagde:
„Tak, Far, for hvad du har fortalt mig i Aften."
Saa gik de ind til Bordet.
I N A V N L Ø S V É !
Han er interessant den gamle pensionerede Præst.
En Original vil mange vist kalde ham.
Sandt er det nu, at han ikke er som Folk er flest, ikke noget Dusinmenneske. Og han har som oftest sin egen Mening om den Sag.
Han søger gerne at betragte alting „theoeentrisk".
„Man skal se Tingene fra Guds Side," siger han,
„saa faar man den rette Forstaaelse af dem."
Ikke saa underligt at han faar mange Besøg. Folk holder meget af at tale med ham, selv om de ikke altid forstaar ham eller kan dele hans Mening.
Jeg besøgte ham forleden Dag.
Da jeg traadte ind i hans hyggelige Studereværelse, sad han i Lænestolen, lige vaagnet op af Middagssøvnen.
Som han sad der med det store, karakteristiske Hoved, med det kraftige, hvide Haar, der flød ned over Tindingen, den høje Pande, den finskaarne, klas
siske Næse og det graa Fuldskæg liggende helt ned over Brystet, kunde han godt ligne en af det gamle Testamentes Profeter, eller selveste Patriarkernes Fa
der Abraham.
Hvilket Smil, der laa i de milde Øjne, da han hilste — som om et varmt Solglimt gled hen over mit Ansigt. Disse Øjne, der sa-a igen pludselig kan forvandles, som naar en Uvejrssky drager for Solen.
2 *
Man syntes undertiden at kunne se Lynene inde utider de svære Bryn.
„Det var pænt af Dem at besøge mig," sagde han, idet han rakte mig Haanden.
Jeg satte mig hos ham. Aviserne laa og flød rundt om hans Stol, og vi var snart inde i Tidens brændende Spørgsmaal — Krigen.
„Hvem tror De saa, der sejrer?" spurgte jeg.
„Hvem der sejrer? Det gør de allesammen. Det kan De se her. Englænderne sejrer, Franskmændene sej
rer, Tyskerne sejrer, og Russerne sejrer — og Tyrkerne med for Resten. Tyskerne maa da mindst være i Spa
nien og Franskmændene i Sibirien efter deres egne Med
delelser. Og det er jo ogsaa temmelig givet — jeg mener, at de sejrer allesammen," tilføjede han med et Smii.
„Hvorfor, mener De?"
„Fordi de alle har Gud paa deres Side selv Tyrkerne. Alle kæmper de for en retfærdig Sag derfor maa den retfærdige Gud da være med dem og give dem Sejr. Jeg læser netop her, hvad Kejser Wil
helm har sagt i en Tale, han holdt i Niobowo Slots
park i Polen efter en Feltgudstjeneste den 7. Februar.
Her staar det ordret anført af en tysk Præst:
„Vi Preussere er jo vant til at kæmpe med en over
legen Modstander og at sejre. Dertil hører den faste Tillid til vor store allierede der oppe, der vil hjælpe vor retfærdige Sag til Sejr. Som den store Skotte Knox, e n V e n a f L u t h e r , h a r s a g t : e e n M a n d m e d G u d er altid Majoriteten. — — En Fordel har vi over
for vore Fjender: De har ingen Parole, de ved ikke, hvorfor de kæmper, for hvem de lader sig skyde ihjel.
De bærer den onde Samvittigheds tunge Tornyster - onde Samvittighed over at have overfaldet et fredfi
skende Folk. Men vi drager imod Fjenden med den lette Samvittigheds Stormoppakning. Fjenden maa fuld-
21
jt,
stændig nedkæmpes, og Fredsbetingelserne vil jeg dik
tere med mine Soldaters Bajonetspidser."
Præsten sad noget og Scya drømmende hen for sig, saa begyndte han igen:
„Der er nu noget om det, at Gud har med dem alle at gøre. Dalte store Verdensdrama — det største Jorden har set — er Gud ikke udenfor. Længe saa jeg kun paa den blodige Scene, saa paa Krigens Ræds- ler, og jeg kunde ikke finde nogen Mening i alt dette f o r f æ r d e l i g e . M e n s a a p a a e n G a n g s a a j e g G u d i det, og naar man ser ham, saa har Hjertet Hvile, selv om vi end maa skælve for Guds vældige Majestæt."
„Gud? Hvad har Gud med denne gruelige Krig at gøre?" sagde jeg.
„Det skal jeg sige Dem, Nemo," sagde han, idet ban bøjede sig fremover og saa paa mig med dette underlige brændende Blik. Det er Guds Dom — Guds Dom over Folkenes Guder og Folkenes Synd. Gud tier undertiden, men han husker saa grant. Hver uskyldig jjlodsdraabe, der er ugydt, hver Uret, der er begaaet, raaber til ham, og han svarer i sin Time."
„De saa Gud?" sagde De før.
Ja, jeg saa Guds Tanke, Guds Mening med denne Krig — saa den fra Guds Side."
„Hvordan?"
„Det skal jeg gerne sige Dem. Det er nogle Dage siden. Jeg sad netop her i denne Stol. Og slumrede, vil De maaske sige, 'naar De hører det. Kan gerne være, men De ved nok, at Gud ogsaa kan give sine Venner Aabenbaringer i Søvne .Jeg sad og læste en Dødsanmeldelse over en ung Mand paa 18 Aar, der var faldet i Polen. Neden under havde Forældrene skre
vet disse gribende Ord:
I n a v n l ø s V e !
I navnløs Ve! Det var, som hørte jeg dette Smer
tens Raab fra alle de ulykkelige Lande, der er Gen
stand for Krigens Rædsler. Og jeg maatte raabe op til
min Gud: Herre, hvorfor? Hvorfor denne navnløse Ve over Belgien, Frankrig, England, Rusland, Tyskland, Østrig, Tyrkiet? Hvad er din Mening — din Mening?
Ja, og saa blev Værelset med et fuldt af Lys.
Foran mig stod en blændende, hvid Skikkelse. Han greb min Haand og sagde:
Kom og se!
Saa stod vi ovre paa et Bjerg i Armenien, i Blo
dets og Taareraes Land, og Skriget fra Tusinder at dræbte eller mishandlede Menneskebørn lød op for Guds Trone.
„Men det kristne Europa tier," sagde Skikkelsen.
„Kom og se," sagde han paany.
Og vi saa ud over det uhyre Rusland — det kristne Rusland — og vi saa Skare paa Skare blive fængslet og lide Pinsler og Nød, blot fordi de samledes for at læse Guds Ord sammen.
„Stundisternes Raab er naaet op for Guds Trone, sagde Englen.
Saa stod vi med et nede i det dejlige, frugtbare Kongo. Vi saa Skatte for mange Millioner blive ført bort. Men inde fra de mørke Skove lød et tusindstem- migt Nødraab fra Afrikas arme, sorte Børn, fra mishand
lede Mænd, fra skændede Kvinder.
„Hører du Skriget over Belgiens Synd ?" sagde Skik
kelsen. „Det er naaet op for den retfærdige Guds Trone."
Saa vandrede vi igennem Englands Kolonier og saa det kristne Albion begunstige Islam — af politiske Grunde.
Vi stod paa Madagaskar og saa den kristne Mission blive forfulgt — ikke af Hedningerne, men af det kristne Frankrig. Og vi saa Frankrig forfølge Guds Kirke i Hjemmet og bandlyse Guds Ord fra dets Skolet og dets Edsformular.
Os vi vandrede gennem. Europa — gennem Elsas- Lothringen, gennem Polen og gennem det lille Slesvig, og vi hørte Klagerne lyde op til Gud over Undtagelses- love og Forfølgelse af undertvungne Folks Modersmaal.
23
„Og Gud husker saa grant," sagde Skikkelsen. Og nu er hans Time kommet. Nu gaar der Dom hen over Europas Folk for deres Synds Skyld — for at bøje dem i Støvet."
Saa forsvandt Skikkelsen."
Den gamle Præst lagde sig træt tilbage i Stolen.
Da jeg den Dag forlod ham, var jeg kommet til at se paa Krigen fra en anden Side. Og jeg syntes, at jeg bedre end før kunde taale at tænke paa det „navn
løse \e," der i denne Tid ligger over Tusinder af li
dende Menneskebørn.
D E T S T Ø R S T E
For Fædrelandet! Hvad kunde ikke ofres for Fædre
landet — under denne Opvaagnen, der gik igennem det store Rige, mider den uhyre Begejstring, der greb alle, høje og lave, da Telegrafen havde spredt Bud
skabet ud over Landet: Krigen er erklæret!
K r i g ! D e t O r d v a r s o m f æ n g e n d e I l d . A l l e H j e r ter kom i Brand.
Krig! Det betød Sejr, nye Sejre, ny Berømmelse for Land og Folk. Det tvivlede ingen om.
Men Krig betød først: Offer, det største Offer, et Land kan bringe: Tusinder af dets unge, kraftige Sønner ofret paa Slagmarken.
Men Slagmarken var „Ærens Mark". Og Døden un
der Kamp med Fjenden var „Heltedøden"! Og hvem vilde holde sin Søn tilbage fra den? Hvem lagde ham ikke med Stolthed som et Offer paa Fædrelandets Alter!
Sin Søn! Sine Sønner betød det for mangfoldige.
Mange Sønner maaske. Men var det ikke en Lykke, en særlig stolt Glæde at kunne bringe et stort Offer?
Gamle Linder og hans Mariane havde kun to. Kim to! Ja, for de havde gerne givet ti, om de havde ejet. dem. Saa stor var deres Begejstring. Men stolte v a r d e a f , a t d e d o g k u n d e o f r e n o g e t .
Se dem, da den sidste, den 22-aarige Povl, skulde- af Sted.
„Vær tapper, min Dreng, gør dit Land Ære! Hel
lere komme hjem som en Krøbling end som en van
æret. Hellere falde paa Slagmarken end flygte som en fej g."
Det var de Ord, han fik med. Ingen Klynken, in
gen Klage. Kun Stolthed og Glæde.
Og se de to gamle staa ved Leddet, medens Søn
nen vinkede det sidste Farvel inde i Skoven. Ingen Taarer i de tindrende Øjne.
Da Sønnen var forsvundet, vendte de sig om og saa hinanden ind i Øjet, og begges Blik sagde i det samme:
„Ikke sandt, hvilken Bigdom at kunne give Fædre
landet saadanne to prægtige Sønner."
Saa omfavnede de hinanden i opstemt Lykkefølelse
— omtrent som paa deres Bryllupsdag.
Men det var dog alligevel ikke bar Lykke. Det følte Mariane i hvert Fald. Der var ogsaa noget an
det i det, noget, der ligesom lagde sig om Hjertet <>g.
klemte til, særlig hver Gang hun tænkte paa et lille Værelse derinde ved Siden af. Men hun vilde ikke tænke paa det. Hun vilde heller ikke derind. Hun havde jo heller ikke noget at gøre der — nu — ikke endnu . Om Linder følte det samme, var ikke let at sige.
Han var saa levende med i Krigens Gang, læste Avi
serne 0£ Telegrammern3 saa ivrig og med saadan en Spænding, at alt syntes glemt.
Hver Dag var der noget nyt, noget stort, og atter og atter maatte han ud i Kokkenet og fortælle Ma
riane, hvad han havde læst.
25
Liege stormet — der var Hans med, deres Hans-
— en tapper Gut, havde en af hans Kammerater skre
vet. Ja, naturligvis! — Namur har overgivet sis — Ulahnerne ved at omringe den franske venstre Fløj.
— Der var Poul med, deres egen kønne Dreng. •—
Tiden gik. Længe havde de ikke hørt fra deres ældste Søn. Det var underligt. Men de trøstede sig,, saa godt de kunde. — Saaret vel. Eller i Fangenskab maaske. Kedeligt, om han var i Fangenskab. Det vilde ægre Linder en Smule. I Tanken saa han Sønnen række Armene i Vejret - - overgive sig — og det Syn næ
rede ikke hans Stolthed.
En Dag aabnede Linder Døren ud til Køkkenet-
„Kom ind lidt — Mariane."
Hun kom straks løbende.
Brev fra Naboens Søn — om Hans.
„Er der noget galt?"
„Galt, nej — det er Offeret, der er bragt, Morr
Offeret, som —- —."
,,Han er faldet!"
„Ja — ved Marne, og han var modig og tapper - indtil en Kugle tog hans Liv, skriver en Kammerat."
Længe var der ganske stille. Begges Øjne havde noget af samme Glans som paa Afskedsdagen — af Stolthed og Glæde over Offeret, det store Offer til Fædrelandet. Ingen af dem græd. Linder saa paa det som den fordums Soldat. Og en Soldat græder ikke.
Og Mariane vilde ikke græde, om Forklædet end flere- Gange maatte op til Øjet. Hun vilde se stort paa det.
Det var jo noget stort, det største, der kunde ske.
— Nej, ikke det største. Hun havde jo een Dreng endnu
— endnu.
„0, Gud ske Lov!" sagde han, idet han tænkte paa Sønnens straalende Død.
Og endnu større blev det for dem, da de Dagen
efter læste i Avisen, at ..Hans Linder var død paa Ærens Mark" — — —.
Ja, det var en stor, en stolt Tanke. De var begge ligesom vokset i deres egen Bevidsthed, nu da hele Byen vidste, at de havde ofret en tapper Søn paa Fædrelandets Alter.
Der gik nogle Uger. Saa skete det største. Det fulde Offer var bragt. — En Dag kom et Telegram med Budskabet om, at ogsaa deres yngste Søn havde givet sit Liv for Fædrelandet.
Ja, var det ikke det største ?
Var det ikke det stolteste, der kunde ske? Vilde de ikke møde Tusinders Lykønskninger og Beundring for Offeret, de havde bragt? Læste de det ikke atter og atter i Blade og Bøger, at Kærligheden til Fædre
landet var det største, det allerstørste, og at intet Offer var for stort, naar det gjaldt Fædrelandets Frelse. Og læste de ikke atter og atter, hvordan de Forældre pri
stes lykkelige, som havde Sønner at lægge paa dets Alter.
Længe sad de hensunket i Tavshed. Saa rejste Ma
riane sig som med et Byk og gik ind i det Værelse, hun ikke havde været i siden hendes yngste Søu rejste.
Hun skulde derind, hun maatte derind.
Forsigtig, næsten ømt, lukkede hun Døren i.
Lidt efter gik Linder hen og aabnede den.
„Hvad bestiller du, Mariane?" kom det næsten frygt
somt.
Mariane svarede ikke, men sad blot foroverbøjet med en gammel, slidt Hue i hver Haand.
Han gik hen til hende.
„For Fædrelandet, Mariane," sagde han. Det skulde lyde trøstende, opmuntrende, men Stemmen skjalv.
„Ja, Linder," kom det med kvalt Bøst — „jeg ved det nok, men — Far — her i denne Stue og alle
27
A
Vegne er jo alligevel saa tomt, o Far, saa forfærdelig tomt. Se!"
Hun rakte de to Huer op imod ham. I det samme laa han paa Knæ foran hende og gemte Hovedet i hen
des Skød.
Og længe genlød det lille Rum af de to gamla, barnløse Menneskers Hulken.
I K K E M E R E A N G S T F O R D Ø D E N
„ Jeg har aldrig været fejg. Men denne uhygge
lige, isnende Gru for Døden, den kunde jeg ikke blive kvit. Jeg laa i timevis i den vildeste Granatild og talte til mine Folk med en jernliaard Mine, men i mit Hjerte rasede Dødsangsten. 1 utallige Storme førte jeg kækl mine Folk frem mod den rasende Geværild, men i mit Hjerte frøs Angsten videre.
Saa var det en Aften efter en hed Kampdag. Død
træt laa jeg tillige med nogle Kammerater i noget Halm i en Lade. Selv Kanontordenen holdt inde et Øjeblik.
\ i tav allesammen, og enhver laa i sine egne Tanker.
Pludselig høret vi alle en klar Stemme. Jeg rettede mig halvt op og lyttede. Det var ude paa den anden Side af Væggen, som kun bestod af tynde Brædder. Der var en, som bad. Ganske stille laa vi og lyttede til den bedendes Ord.
Det løb mig iskoldt ned ad Ryggen. Der paa den anden Side af Væggen laa en døende og talte med sin Gud, og en grænseløs Forbavselse greb mig:
Fra den døendes Ord klang en ubeskrivelig Glæde over, at han maatte skilles fra demie Jord.
Jeg saa paa mine Kammerater. Deres Øjne var fulde af Taarer.
Sagte sneg jeg mig lid for at opsøge den bedende>
Jeg fandt ham snart. Der laa han udstrakt paa Jorden.
Blodet, der strømmede ud, havde dannet en Ring om
kring hans Hoved. For mig var denne Ring som en Glo
rie om en Helgen.
Han saa paa mig med et Blik fuldt af salig Glæde.
„Kan jeg hjælpe dig, Broder?" spurgte jeg.
„Nej, Tak, jeg er hjulpet," svarede han med rolig,, sikker Stemme.
Jeg kastede mig ned ved Siden af ham og hvi
s k e d e h a m i n d i O r e t — a k , j e g s k a m m e d e m i g f o r mine Kammerater, der laa derinde og lyttede.
„Kan du hjælpe mig?" — Han saa paa mig med et forbavset, prøvende Blik. — „Tilgiv, at jeg forstyr
rer din sidste Stund, men "
Og saa brast det ud i en ustandselig Hulken, hvad der saa længe havde været skjult i mit Hjerte. Jeg fortalte ham om min Dødsangst. Og han svarede med en Stemme, saa blød og kærlig, som om det kunde være min Moder:
„Du er jo hjulpet. I min Lomme — i Frakken der til højre — finder du en Bog. Den skænker jeg dig.
D e r e r d i n H j æ l p — J e s u s ! "
Der gik som et Kuldegys gennem hans Legeme, medens hans klare Stemme klang gennem Aftenens Stil
hed :
„Jesus, dig lever jeg, Jesus, dig dør jeg, Jesus, din er jeg, død og — —"
Et Suk! — Og en tysk Helt var gaaet hjem.
Vi begravede ham.
Bogen, som lian skænkede mig, var et Ny Testa
mente. Med et Hjerte fuldt af Hunger læste jeg i det.
Og jeg fandt, hvad jeg søgte: Fred for min Sjæl i Guds Kærlighed, hvis herlige Aabenbarelse i det Guds Lam paa Korset er Evangeliets Indhold.
•29
Og nu er jeg ikke mere angst for Døden. Thi'' jeg er vis paa, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille mig fra Guds Kær
lighed i Kristits Jesus vor Herre.
B Ø N H Ø R T
Min kære Mo'r!
^ i skal sove, men jeg kan ikke. Om nogle Timer
•skal vi storme et Fort ved Liege, og hvor kan jeg saa sove.
Luften dirrer af Larm fra Kanonerne, som skal for
berede Stormen. Dog sover Kammeraterne rundt om mig. En ligger i Søvne og snakker om Heltemod og Sejr. Selv i Drømme kæmper de tyske Soldater med
vild Begejstring.
Ak, saadan er det ikke med mig. Jeg gruer for det Djeblik, da jeg første Gang skal ud i det forfærdelige Ildsvælg.
Ja, jeg gruer, lille Mo'r. Du forstaar mig. Du ved, jeg er ikke fejg. Men jeg har ikke noget at kæmpe for, ikke noget, der begejstrer, ikke noget at vinde, men alt at tabe. — Selve Livet — for et Land, der ikke er mit eget — med Hjertet.
Og saa mod et Folk jeg intet har imod, et Folk, der intet har gjort os, og intet kan gøre os.
Mod det stakkels, lille Belgien.
Og hvorfor mon?
Det er der ingen af os, der ved. Der siges blot, at Franskmændene er rykket ind i Belgien, derfor maa vi gaa imod dem der. Og Belgien holder med Frankrig, derfor maa det knuses til Jorden.
Ak, min lille Mo'r — knuses til Jorden — som Løven knuser det lille Lam — som Danmark blev knust en Gang.
Jeg tænker i Aften saa meget paa Bedstefader, der faldt ved Dybbøl, og hvad du saa tidt har fortalt mig om ham. Jeg synes ligesom at kunne se ham staa paa den sønderskudte Skanse med det straalende Blik, som han har paa Billedet over Sofaen. Og jeg kan i Aften
— underligt nok — saa levende sætte mig i hans Sted — ligesom høre ham raabe, idet han faldt — hils dem alle og sig, at jeg 'er lykkelig ved at give mit Liv for mit Fædreland.
Ja Bedstefader! Han kunde sagtens! Han kæmpede for det Land og det Folk, han elskede, fordi det var hans eget, hans Fædres Land.
Men jeg!
O, Mo'r — jeg lider i Aften, saa jeg ikke kan sige det.
Først for Agnes! Ja, hvor er Krig dog noget djæ
velsk. Hvor det skiller ad — Land fra Land og Men
nesker fra Mennesker. Der var jo bestandig som en Sky gge imellem os. Og Skyggen blev kulsort, da Kri
gen brød ud. Da blev det saa klart, at der inderst inde var et Svælg imellem hende og mig — fordi vore Hjerter gik hver sin Vej.
Og dog — det Saar er ikke det værste. Men at skulle give sit Liv for noget., man ikke elsker, skulle kæmpe mod. — —
Aa, Mo'r, jeg gruer for det Øjeblik, da jeg skal lægge Bossen til Kinden og saa — —!
Mo'r, jeg har bedet i Aften. j\tu er jeg ikke for stor til at indrømme det. Naar jeg bad sidst, kan jeg ikke huske. Jeg var lige ved at sige til dig, da vi tog Afsked, at jeg vilde prøve paa at bede — for din Skyld, Mo'r — fordi du stod der med Taarer i dine
31
elskede, milde Øjne og bad for mig om det. Men jeg kunde ikke. Du ved, jeg har aldrig kunnet hykle — ikke en Gang for at fri dig for Smerte.
Men i Aften bad jeg. Jeg syntes, jeg sad midt i Helvedes Larm, hvor alt var ondt, hadefuldt, djævelsk, hvor jeg saa hen. Særlig, naar jeg saa frem.
Men saa saa' jeg opad — og det var, som gled min Sjæl et Øjeblik ind i en stor Stilhed, og uvilkaarlig bøjede jeg mit Hoved ned mod Tornystret og — bad.
Hvad jeg sagde, ved jeg næsten ikke, men der var no
get i mig, der raabte, nej skreg i Vaande efter Lys og Fred i alt dette usigelige Mørke omkring mig. Hvad skal der komme ud af det? Jeg ved det ikke. Jeg raabte jo til en Gud, jeg ikke tror paa. Jeg raabte blot, fordi jeg maatte — —.
Lille Mo'r, hvis der er et Helvede, og hvis det er det yderste Mørke, saa maa alle de fortabte skrige, rhji det er frygteligt at være i Mørket — blot det Mørke, jeg er i. —
Længere kom jeg ikke hin Morgen. Jeg sad lidt og grundede, og inden jeg vidste af det, faldt mine Øjne dog til dødelig træt, som jeg var, efter lange An
strengelser.
Jeg vaagnede ved, at der blev blæst til hurtig Ud
rykning. — —
Nu ligger jeg her paa et Lazaret — vaagnet op til Livet igen.
Vaagnet op fra en dobbelt Død.
Ja, for det maa jeg straks meddele dig, lille Mo'r, at jeg lever og skal leve evigt — i den samme Frel
ser som du.
Nu kan jeg se Taarerene løbe ned ad dine rynkede Kinder — stille hellige, glade Taarer over din Drengs- h reise. De løber ogsaa ned ad mine — jeg, som ellers aldrig græder. — Men alt i mig er som smeltet — op
løst — som om jeg er gaaet gennem en Ovn af Ild.
Jeg tror alligevel. Gud hørte min Bon — hvor ringe
•den end var — eller var det alle dine Bonner, der blev hørt — den Gang, jeg laa derude i Grøften, blø
dende, døende, som jeg troede, eller som en Krøb
ling for Livet?
Ja, for naar du ser mig igen, har jeg kun een Arm. Den venstre er knust af en Granatstump.
Men nu skal du høre. — Mon du kan læse det
— skrevet som det er, med rystende Haand paa et Tirædt, som Søsteren har lagt paa Dynen? —
Jeg ved næsten ikke, om jeg nogen Sinde kom til at skyde Geværet af — man sanser ikke, naar man er midt i den frygtelige Slagtummel. Man er vild.
Vi stormede blot fremad. — Idet jeg vilde springe over en Grøft, sprang en Granat lige foran os. Hvad der skete, mærkede jeg ikke noget til. Jeg husker, det pludselig sortnede for mine Øjne, og jeg styrtede om.
Da jeg kom til mig selv, laa jeg i Grøften, og ved Siden af mig laa en Kammerat. O, Mo'r, det Syn glemmer jeg aldrig. Hans Hoved var blodigt, det ene Ben var knust, og venstre Haand revet af — og dog
— ja, Mo'r, jeg tror, jeg saa Gud i det Øjeblik — stor og rig og barmhjertig — i den stakkels Kammerats
lysende Ansigt, idet han raabte:
„Aa, min Jesus, nu kommer jeg hjem. — Tak, Tak, fordi jeg er din — Tak for din Frelse — din Himmel — din Salighed!"
Saa saa' han paa mig og pegede opad. — Det er det Blik, jeg aldrig vil glemme, de Øjne, der tindrede med en Glans, jeg aldrig før har set.
Længe efter, at de var lukket til, kunde jeg se dem .Og jeg kan se dem endnu.
Med eet mærkede jeg en underlig Mathed, der sneg sig ind over mig — og en brændende Svie i venstre Ann. Den var næsten helt revet af, og Blodet vældede irem. Saa blev det sort for mig, saa sort som aldrig
33
f ø r — f o r m i n S j æ l . J e g l a a d e r h j æ l p e l ø s , m e n s j e g langsomt forblødte — og Livet lidt efter lidt ebbede ud.
Men Gud var mig saa nær, syntes jeg — jeg saa ham, jeg hørte ham, jeg mærkede hans Nærhed. Jeg vidste jo saa god Besked — nu blev 'alle de mange Ord, jeg kendte, Liv, herligt, saligt Liv — der i Grøf
ten. Jeg saa ind i Himlen, syntes jeg — medens Hel
vede larmede om mig.
Alle de mange enkelte Ting i den underlige, hel
lige Stund kan jeg ikke sige. Til sidst sortnede det for mine Øjne, og jeg gled bort — ind i en Verden af Lys.
Saa vaagnede jeg paa en Baare — og nu ligger jeg her. Artnen er taget bort — og jeg bliver nok hurtig rask, siger Lægen.
Og jeg takker Gud. Jeg er fuld af Jubel. Jeg lever
— aa, Mo'r, jeg lever i Gud — det, som jeg aldrig har kendt. Og tænk, han lod mig beholde den højre Arm. Hvilken Naade! Saa kan jeg udføre min Ger
ning som hidtil paa Kontoret.
Lille Mo'r, nu kan jeg ikke mere. Dog maa jeg sig e — d e r e r e t a n d e t B i l l e d e , d e r o g s a a s t a a r f o r mig — aa, Mo'r, alle de Tusinde, der nu gaar ind i Døden — ind i Mørket uden Gud
Tak, Tak, Mo'r, for dine Bønner. Nu er du bønhørt.
Din K.
T E S T A M E N T E T
Han var endnu en kraftig og spænstig Skikkelse
— den gamle Veteran fra 1870, Henry Laval hed han.
Hans Haar var stærkt graanet, men tæt og fyldigt. Over hans smukke Ansigt med den let krummede Næse og den spidse Hage laa et Udtryk af noget djærvt og kækt,
N.P.Madsen: Smaa Træk fra den store Krig. 3
og do mørke Øjne var som et Par brændende Gløder, der kunde flamme op, naar han talte om noget, der begejsrtede ham.
Hans lille dejlige Hus laa paa den solbelyste Skraa- ning paa Ziirichersøens nodlige Bred.
Der besøgte jeg ham. Vi havde truffet hinanden i Männedorf og var snart blevet Venner. Han var et el
skeligt Guds Barn og brændende nidkær i Herrens Tje
neste.
Vi sad ude i Haven — en lille Edens Have — imellem blomstrende Æble- og Pæretræer. Nedenfor — dybt nede —• laa den herlige Sø og drømte, og ovre paa den anden Bred glødede Solen paa Glarusalpernes blændende Gletschere.
Vi sad ved et Bord, hvis Plade var af en mærkelig graabrun Stenart. Overfor ham sad hans Hustru, eti lille spinkel Skikkelse, hvis dybe, dunkle Øjne og ravn
sorte Haar vidnede om, at ogsaa hun var af romansk Blod.
Foran os laa de opslaaede Bibler. \ i havde haft en lille privat Bibel time ud fra Emnet:
„Alle Ting samvirker til Gode for dem, som elsker Gud."
Emnet var endnu ikke udtømt, og Samtalen var til sidst kommet til at dreje sig om dette — om der i det bele taget sker noget tilfældigt her i Verden.
„Ikke for dem, der elsker Gud!" sagde Fruen stille.
„Det staar der saa klart i Ordet —• og Gud ske Lov."
„Nej, det er sandt," raabte Laval, og han fortsatte, som om han nærmest talte til sig selv: „For den, der har lagt sit Liv og sin Skæbne i lians Haand, er der ingen Tilfældigheder. Det staar ikke blot i Hi
belen, det beviser Gud — ja, ja, det beviser Gud."
Hans Ord lød som en begejstret Sang. Jeg mærk m I c^ at der laa en Erfaring bagved, og sagde derfor:
35
„Do har oplevet noget herligt i (len Retning, kan jeg forstaa."
„Ja, ja, noget herligt, noget vidunderligt," svarede han, og hans mørke Øjne lyste.
„Fortæl lidt om det," bad jeg.
Han sad lidt og saa drømmende hen for sig, saa løftede ban Hovedet og sagde:
„Ja, een Oplevelse vil jeg fortælle — til Guds Ære.
Men saa maa De vente lidt."
Dermed rejste han sig og gik ind, men kom straks tilbage med en Bog i Haanden. Det var et Ny Testa
mente indbundet i et stærkt Læderbind.
„Se," sagde han, idet han lagde Bogen foran mig.
Det minder om Krig — ikke?"
Jo, det gjorde det unægteligt.
Omtrent midt paa det svære Bind var et Hul, der kunde se ud til at være boret af en Kugle.
„Naar skete det?" spurgte jeg nysgerrig.
„Den 1. September 1870."
„Ved Sedan?"
„Ja, netop ved Sedan — hin forfærdelige Dag, da Frankrig led det forsmædelige Nederlag, og dets Kejser blev taget til Fange — og mistede sin Trone.
Han sad lidt og grundede, idet han nervøs lod Haan
den glide igennem det kraftige Haar, saa fortsatte han.
„De skal vide, jeg er Franskmand. Min V ugge stod oppe ved Belgiens Grænse midt inde i Ardennerbjergene.
— A/ive la belle France! „Leve mit skønne Fædreland,"
udbrød han pludselig med Franskmandens hele Livfuld
hed, grebet af patriotisk Begejstring.
„Selvfølgelig blev jeg opdraget som Katolik. Hvor mange hundrede Gange har jeg ikke knælet for den hel
lige Jomfrues Billede og bestænkt mig med Vievand, naar jeg gik ind i vor smukke, lille Landsbykirke.
Jeg kom tidlig i Handelslære, og da jeg har et ganske godt Talent for Sprog, fik jeg Plads som Rej-
3*
sende for et stort Firma — særlig rejste jeg i Tyskland og den tysktalende Del af Schweiz.
Og det blev Grunden til, at jeg kom til at tro paa den frie Naade i Kristus. Det skete netop i Männe- dorf — hos Zeller.
Selvfølgelig maatte jeg lide en Del — men det var jo ikke det, jeg skulde fortælle. — Jeg havde lige aftjent min Værnepligt — var ganske ung, kun 23 Aar
— da den fransk-tyske Krig brød ud.
Jeg var netop en Tur i Männedorf, da jeg tele
grafisk blev kaldt hjem. Ved Afrejsen bad jeg Zeller om at bede med mig og velsigne mig. Jeg knælede ned, og han salvede mit Hoved og bad, som kun han kunde bede. Det var, som stod en Guds Profet der med Haanden paa mit Hoved og udtalte Velsignelsen fra Gud. Jeg husker endnu hans Ord — hvor kunde jeg glemme dem.
„Herren vil være med dig og lede dig og bevare dig. Jeg anbefaler dig Gud og hans Naades Ord, som e r m æ g t i g t i l a t f r e l s e d i g f r a a l t o n d t — o g s a a f r a Fjendens Kugler."
Saa rakte han mig dette Testamente, idet han sagde:
„Lad det følge dig — det bæres mig for, at det skal blive dig til Velsignelse."
Saa kom Krigen. 0, De ved ikke, hvor forfærdelig en Krig er, naar det gaar fra Nederlag til Nederlag.
0, disse gruelige Navne — Weissenburg — Wörth — Spicheren — Gravelotte.
De kan endnu faa mig til at fare op i uhyggelige Drømme.
Og saa — det stakkels Sedan — arme Sedan, arme Napoleon, mit arme, skønne patrie!
Lidt før vi skulde gøre et Udfald, fik jeg Tid til at tage mit Testamente frem og styrke mig med et Ord fra Gud. Jeg slog tilfældig op paa Ordet:
„Se jeg er mied eder alle Dage — — —
Jeg tog det som en Hilsen fra min almægtige Herre,
og aldrig er jeg gaaet saa roligt og uforfærdet til noget som til det frygtelige Angreb.
Vi marcherede lige forbi Kejseren, der holdt til Hest bag ved en opkastet Jordhøj. Soldaterne skreg de
res: ,/vive l'empereur!" men idet jeg marcherede forbi Kejseren, raabte jeg:
„Jesus er med sine alle Dage."
Kejseren hørte det, og der lyste et træt Smil op i hans forgræmmede Ansigt.
Saa stod vi pludselig midt i en Regn — en sand Bvg'e af Kugler, og vore tapre Folk faldt i Dynger.
Jeg naaede til sidst op paa en lille Forhøjning. Da mærkede jeg et voldsomt Slag imod Hjertet og styr
tede bevidstløs om.
Da jeg kom til mig selv, laa jeg bagved Højen, medens Kugleregnen endnu susede over mit Hoved, og Kanonerne dundrede — som om alle Helvedes onde Aander var sluppet løs.
Jeg saa ned ad mig, og hvor forundret blev jeg ikke, da jeg til sidst opdagede, at jeg slet ikke var saa- ret. Det eneste, jeg mærkede, var en frygtelig Ømhed i den venstre Side, og at jeg havde Besvær med at aande.
Rent mekanisk trak jeg mit Testamente frem — og saa var det med et, som om jeg gennem alle disse frygtelige Lyde hørte selve Englenes Sang. — Der
• i Bogen sad en Kugle boret ind — Testamentet havde frelst mit Liv.
De forstaar, at jeg sang med — ikke blot fordi mit Liv var reddet, men hundrede Fold mere fordi jeg saa Guds almægtige Haand udrakt.
Og jeg skulde faa Lov at se den rakt længere ud endnu.
Pludselig hørte jeg en svag Stønnen, og jeg saa mig om. Der lidt fra mig, laa en Soldat oversprøjtet med Blod og med Dødens Bleghed over sit unge, smukke
skudt af over Knæet.
mig," raahte han træt — „hellige Guds Moder j-—i jeg dør!"
„Jesus kan hjælpe," sagde jeg og højede mig ned til ham.
„Jesus?" — Han saa op paa mig med et bedende Blik.
„Ja, Jesus kan hjælpe. Se her." Jeg viste ham Testamentet.
„Barmhjertige Guds Moder!" raabte han, idet han spilede Øjnene op, som saa han ind i selve Bædselen. —
„Der er Bogen — Bogen — saa maa jeg dø — saa skal jeg dø — —
„Hvorfor ?"
„Hør," hviskede han og søgte at løfte Hovedet.
Jeg lagde Øret tæt lien til hans Mund. „Hør — jeg saa det — en Nat. — i Drømme vel. — Der kom en til mig med en Bog — din Bog der — og han sagde, at jeg skulde dø — men — — — i Bogen var — Trøst — sagde han — nu skal jeg dø — dø
— og jeg vil ikke dø — vil ikke — o, min lille Nora. — —"
„Her i Bogen er Hjælp ogsaa mod Døden," trø
stede jeg. „Den frelste min Sjæl for længe siden og i Dag har den frelst mit Legeme. Se — her har Kug
len standset — jo, se hvad der staar — netop der, hvor Kuglen slog.
„Hvo som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve." — Tro paa Jesus, saa skal du leve evigt."
„Jesus ?"
„Ja, han bar din Synd paa Korset, og han er det evige Liv. Dør du i Tro paa ham, saa skal du leve evigt hos ham."
Han laa og stirrede paa Urdene med de store mørke Øjne vidt aabnede. Atter og atter gled de hen over Linierne. —•
