Når naturens kræfter slår voldsomt igennem, kalder det som regel på menneskeligt sammenhold ud over det sædvanlige. De nødstedte skal hjælpes, og katastrofens omfang skal så vidt muligt begrænses. Offentlige myndigheder, private organisationer og almindelige borgere går sammen om denne nødhjælpsindsats. Sådan tager billedet sig normalt ud, som vi senest så det, da tsunamien slog til ved Det Indiske Oceans kyster.
Anderledes forholdt det sig, da or- kanen Katrina bevægede sig ind over de sydligste dele af Louisiana og Mississippi. Forfærdede fulgte amerikanerne orkanens hærgen, mens hjælpearbejdet var præget af langsommelighed, forvirring og fejl- dispositioner. En af USA’s mest
særegne byer, New Orleans, måtte evakueres, da digerne, der indtil da havde beskyttet byen, brød sammen.
Under totalt kaotiske forhold flygte- de de beboere, der kunne, fra byen.
Men nogle kunne ikke flygte ved egen hjælp. De måtte blive tilbage, og mange led enten drukne- eller sultedøden
Det skete midt i verdens mægtig- ste land, økonomisk såvel som mili- tært. Amerikanernes forfærdelse over katastrofens omfang blev hur- tigt blandet med skam og vrede, og harmen samlede sig ikke mindst om præsident George W. Bush. Han og hans regering undervurderede i før- ste omgang helt og aldeles, hvad der var sket i New Orleans. Fra den mandag, orkanen ramte sydkysten,
Præsident Bushs politiske orkan
Torben Krogh
Efter katastrofen i New Orleans står den
amerikanske præsident stærkt svækket, især inden-
rigspolitisk, men også i forhold til resten af ver-
den. Spørgsmålet er nu, hvilken kurs han vil vælge
i et forsøg på at genvinde noget af den tabte ind-
flydelse
til fredag samme uge kom der så godt som ingen hjælp fra Washing - ton. Præsidenten selv tog til Califor- nien for at holde en tale om Irak.
Den direkte ansvarlige for at sætte en hurtig hjælpeaktion i gang var Federal Emergency Management Agency (FEMA). Men denne institution levede helt og holdent op til sit om- dømme som et dårligt fungerende bureaukrati. Ikke desto mindre overøste Bush direktøren for FEMA, Michael Brown, med rosende ord, og det til trods for at Brown havde indrømmet, at han først med tre da- ges forsinkelse havde hørt om de mange tusinde flygtninge i New Or - leans Convention Center.
Brown gjorde sig også bemærket med en udtalelse om, at ingen hav- de forudset, at digerne ville bryde sammen. Rent faktisk har advarsler- ne i de senere år været mangfoldige.
Forbindelsen med Irak
De politiske konsekvenser for Bush rækker imidlertid langt videre end den umiddelbare vrede og foragt over hans regerings inkompetente håndtering af katastrofesituationen.
På en lang række områder vil føl - g erne slå igennem i form af voksen- de problemer for præsidenten med at få sin politik igennem. Samtidig står USA svækket på den internatio- nale scene. Som flere amerikanske iagttagere har fremhævet, vil den selvbestaltede rolle som vejleder i demokrati og god regeringsførelse i
lang tid være svækket. De, der bliver udsat for sådanne belæringer eller bebrejdelser for ikke at leve op til de amerikanske krav, kan nu svare med et enkelt ord: Katrina.
At det netop var Irak, der stod på præsidentens dagsorden under be- søget i Californien, fik en særlig symbolsk betydning. En af årsagerne til, at hjælpearbejdet gik så langsomt i New Orleans, var fraværet af et stort antal soldater fra Louisianas nationalgarde. De var væk, fordi de gør tjeneste i Irak. Dette forhold er blevet brugt flittigt af de kritikere, der mener, at Bush-regeringen har ladet krigen og besættelsen dræne det amerikanske samfund for alt for mange ressourcer. I den forbindelse er de utilstrækkelige diger også ble- vet fremhævet. Gentagne gange har de lokale myndigheder og eksperter i digebyggeri stillet krav om at få dem forstærket. Men det har der ikke været penge til i forbundsrege- ringens budget.
Men mon ikke der havde været det, hvis det i stedet var Florida, der havde presset på? Det er et af de mange retoriske og ubehagelige spørgsmål, der er blevet rejst i den amerikanske debat. Ikke blot har præsidentens bror igennem en årrække været guvernør i denne stat. Florida er også hjemsted for et stort antal velstående - og helt over- vejende hvide - pensionister. Den befolkningsgruppe har nemmere ved at vinde Bush-administrationens velvillige opmærksomhed end de
fattige sorte i Louisiana. I den helt kyniske udgave er det blevet påpe- get, at de fattige sorte jo ikke er me- get værd som vælgere, set fra Repub - likanernes synsvinkel. De fleste stem - mer slet ikke, og det store flertal af dem, der gør det, sætter deres kryds ved Demokraterne.
Fattigdom og underskud
Imidlertid er det ikke nødvendigt at tillægge Bush en sådan kynisme for at konstatere den kendsgerning, at de store sociale skel i USA er blevet yderligere øget i hans embedsperio- de. Få dage før orkanen meddelte USA’s statistiske departement, the Census Bureau, at fattigdommen vok- sede i løbet af 2004 med yderligere 1,1 million borgere. Efter at være faldet markant under præsident Bill Clinton er antallet af fattige ameri- kanere steget med 17 procent.
En anden væsentlig indikator på udviklingen under Bush er væksten i spædbørnsdødelighed. Den havde ellers været konstant faldende lige siden 1958. Men ifølge CIA’s World Factbooker USA nu nede på en pla- cering som nummer 43 i verden. Et par sammenligninger kan være illu- strerende: Børnedødeligheden i Washington D.C. er mere en dob- belt så høj som i Beijing. Og et afro- amerikansk spædbarn har statistisk set større risiko for at dø end spæd - børn i byerne i den indiske delstat Kerala.
Katastrofen i New Orleans har in-
spireret amerikanske kommentato- rer og analytikere til at fremdrage oplysninger af denne karakter. De store sociale uligheder, der er for - stærket i George W. Bushs små fem år ved magten, er blevet sat i fokus.
Og de er blevet stillet i kontrast til de omfattende skattelettelser, præsi- denten forsøger at få igennem Kon- gressen. De vil i alt væsentligt kom- me de højere indkomstgrupper til gavn. Men efter orkanens hærgen er selv en del republikanske lovgivere blevet særdeles skeptiske.
Det er de ikke mindst, fordi en enorm regning er på vej for at dæk- ke udgifterne til genopbygningen i Louisiana og Mississippi. Bush har allerede bedt Kongressen om at be- vilge 51,8 milliarder dollars. Men re- geringen har under hånden fortalt republikanske kongresmedlemmer, at de samlede udgifter meget vel kan løbe op i 100 mia. dollars. Med et sådant træk på den føderale kas- se, vil der næppe være plads til skat- telettelser. De fortsatte og forstærke- de problemer i Irak lægger samtidig beslag på store bevillinger. Og den økonomiske sagkundskab siger no- genlunde enstemmigt, at den ameri- kanske regering ikke vedvarende kan arbejde med så store under- skud, som det har været tilfældet i de senere år.
Skeptiske republikanere
Et yderligere problem for Bush be- står i, at finansieringen af de plan-
lagte skattelettelser skulle bestå i en lang række nedskæringer på offent- lige ydelser - lige fra medicintilskud til studenterlån. De samlede bespa- relser skulle udgøre 70 mia. dollars.
Ganske ubestrideligt er der med denne plan tale om at overføre res- sourcer fra de mindre velstillede amerikanere til de højere indtægts- grupper. Denne form for fordelings- politik vil efter orkanen Katrina bli- ve mødt med større modstand end tidligere.
I en sådan situation er Det Hvide Hus stærkt afhængig af det, der i den politiske jargon kaldes “præsi- dentens armvridning”. Den består i, at præsidenten lægger hele sin auto- ritet ind i forsøget på at overtale et kongresflertal til at støtte hans poli- tik. Men for Bush består det store problem netop i, at hans autoritet er helt i bund. Reaktionerne på orka- nen blotlagde store mangler i hans lederevner. I meningsmålingerne har han aldrig stået dårligere. Og dertil kommer, at politikerne så småt er begyndt at tænke på tiden efter Bush, da han ikke selv skal på valg igen.
Det skal alle medlemmerne af Re- præsentanternes Hus og en tredje- del af senatorerne til gengæld om godt et års tid. Og som sagerne står nu, vil det også for mange republi- kanere være en uklog taktik at frem- stå som alt for tæt allieret med præ - sidenten. En vis distance vil kunne betale sig.
Slaget mod USA’s omdømme Men det er ikke kun i den hjemlige politik, Bush har mistet autoritet.
Det samme gælder i forholdet til re- sten af verden. Her stod han i forve- jen meget dårligt i den europæiske opinion. Den 31. august offentlig- gjorde German Marshall Fund of the United Stateset studie under titlen
“Transatlantic Trends”.
Det viste, at 72 procent af euro- pæerne i ti forskellige lande misbilli- ger Bushs håndtering af internatio- nale anliggender. Fondens formand, Craig Kennedy, sagde ved rappor- tens offentliggørelse, at der “til trods for stærke bestræbelser på at udbedre forholdet, stadig er en for- skel på, hvordan vi ser på hinanden og på verden”.
Denne vurdering blev uddybet af en tysk politisk analytiker, Richard Hilmer. Han sagde, at tyskerne er blevet chokeret over begivenheder- ne i New Orleans, og at de “nu føler sig bekræftet i deres støtte til vores sociale solidaritet og spørger, om dette virkelig er, hvad der kommer ud af den amerikanske økonomiske model”. Han tilføjede, at den kends- gerning, at Bush er upopulær i bre- de kredse, har forstærket disse kriti- ske spørgsmal.
Philip Gordon fra Brookings Institu- tei Washington opsummerede, hvad New Orleans-katastrofen har betydet for det globale syn på USA: “Vi har fortalt mennesker rundt omkring i verden, hvordan de skal styre et de-
mokrati og det civile samfund. Og nu har vi fået de blodige indvolde i vores samfund - dets lidende under- klasse, hvor mange knapt er i stand til at læse og skrive - afsløret for ver- den. Det er et nyt frygteligt slag mod vores omdømme.”
Bureaukrati og forvirring Den stærkt kritiske holdning til George W. Bush hindrede imidler- tid ikke, at tilbuddene om hurtig hjælp til USA strømmede ind. De kom fra EU som sådan, fra mange af de enkelte EU-lande, fra andre eu- ropæiske nationer og såmænd også fra u-lande som Venezuela og Cuba.
Men her fik USA’s omdømme en ny ridse. Det amerikanske udenrigs- ministerium bad i weekenden efter katastrofen om hurtig nødhjælp via NATO, FN og EU. Flere lande rea- gerede omgående, men måtte så konstatere, at amerikanerne ikke var rede til at modtage de leverancer, der stod og ventede i transportfly på europæiske flyvepladser.
Sverige var et af de lande, der hav- de en sådan oplevelse. Så snart den amerikanske anmodning indløb, gik svenskerne i gang med at laste et Hercules-fly med vandrensningsan- læg, krisegeneratorer og komponen- ter til et midlertidigt mobilnetværk.
Denne leverance var parat til afgang allerede lørdag. Men endnu den føl- gende onsdag stod flyet på landings- banen i Sverige.
Det svenske udenrigsministerium
oplyste, at USA havde udtrykt tak - nemmelighed over den hurtige re- aktion. Men så havde amerikanerne tilføjet, at “de var nødt til at koordi- nere og fremlægge en prioriteret liste”. Andre europæiske lande måt- te også vente i dagevis på at levere alt fra avancerede vandpumper til telte og tæpper.
Udenrigsministeriet i Washington var tydeligt nok ubehageligt berørt over denne situation. Men det meld- te hus forbi ved at understrege, at det kun virkede som mellemmand for FEMA. Ministeriet videregav de lister, det fik fra FEMA, og de blev ændret hver eneste dag.
FEMA havde en anden version.
Departementets medarbejdere i ka- tastrofeområdet blev informeret om de tilbud, der kom ind fra de uden- landske donorer. Når et tilbud kun- ne imødekomme et lokalt behov, vil- le Udenrigsministeriet sørge for at få den pågældende leverance fra gi- verlandet. At tidsfaktoren i denne forbindelse kunne være af afgøren- de betydning, indgik øjensynlig ikke i FEMAs overvejelser over den mest hensigtsmæssige fremgangsmade.
De forskellige forklaringer fra de amerikanske myndigheder bekræf- tede i hvert fald de involverede eu- ropæere i deres opfattelse af, at USA åbenbart var ganske uforberedt på at håndtere en katastrofe som Katri- nas hærgen i og omkring New Or - leans. Bureaukratiske forviklinger og kompetencestridigheder førte til langsom og usikker sagsbehandling.
Den sendrægtige modtagelse af den udenlandske nødhjælp blev endnu et tegn på, at ledelsen fra Det Hvide Hus var præget af inkompetence og forvirring.
Mere protektionisme?
Når den foreløbige status skal gøres op rent politisk, må det konstateres, at George W. Bush og hans admini- stration har lidt et alvorligt, men selvforskyldt troværdighedstab.
Spørgsmålet er nu, hvordan han vil reagere i sine forsøg på at genvinde noget af det tabte. Og her hersker der vidt forskellige opfattelser blandt de amerikanske iagttagere.
Indenrigspolitisk står præsidenten foran en række barske realiteter. Ka- tastrofen vil trække lange økonomi- ske spor, både i de offentlige bud- getter og i samfundsøkonomien i bredere forstand. Som tidligere nævnt er det svært at se, hvordan der stadig kan være plads til de me- get omtalte skattelettelser. Men der- til skal lægges stigende benzinpriser og andre problemer for transpor- ten.
Eksempelvis får mange landmænd i Midtvesten normalt tran sporteret deres afgrøder med fragt skibe ned ad Mississippi-floden til New Orle- ans, hvorfra majsen, hveden og soya- bønnerne bliver sendt videre til eks- portmarkederne. Imidlertid blev havnen i New Orleans alvorligt be- skadiget af orkanen, og da høsten blev kørt ind oppe nordpå, var det
stadig meget usikkert, hvornår hav- nens faciliteter ville blive genetable- ret fuldt ud.
Det kan umiddelbart lyde som et mere perifert problem i forhold til mange andre konsekvenser af orka- nen. Men de problemer, landmænd- ene nu er blevet påført, vil øge deres politiske pres for at bevare de nu- værende subsidier.
Bush-administrationen havde ellers indstillet sig på, at landbrugs - støtten må skæres ned. Landbrugs- minister Mike Johanns har for nylig været på en større rejse rundt i lan- det for at fortælle de amerikanske landmænd, at det i fremtiden bliver nødvendigt at reducere subsidierne ganske betydeligt. De beløb sig sid- ste år til 47 milliarder dollars. Mike Johanns begrundede de planlagte nedskæringer med behovet for at indgå internationale aftaler, der kan åbne nye eksportmarkeder for det amerikanske landbrug, da også an- dre vel stående lande - først og frem- mest EU - i så fald vil være forpligtet til at afvikle deres subsidier.
Men interessant nok henviste landbrugsministeren også til nød- vendigheden af at overholde inter- nationale aftaler om frihandel. Tra- ditionelt har USA inden for Ver- denshandelsorganisationen WTO presset på for at få stadig flere han- delsområder liberaliseret. Men i to omgange er forhandlingerne inden for WTO brudt sammen, ikke mindst på grund af uenighed om landbrugsstøtten. De samlede sub -
sidier, som ikke mindst udviklings- landene kræver afskaffet, beløber sig årligt til 280 mia. dollars. Ikke blot USA, men også EU er i den se- nere tid blevet mere imødekom- mende over for tanken om at op- hæve dem - eller i hvert fald reduce- re dem markant.
Efter orkanen er det tvivlsomt, om Bush-administrationen vil - eller kan - gå videre ad denne vej. Presset for at få gennemført en mere protektio- nistisk handelspolitik vil efter alt at dømme blive kraftigt. Dette pres kommer fra mange forskellige bran- cher, og stemningen for en mere selvbeskyttende politik i traditionel forstand kan meget vel vise sig at være stigende. Derfor kan USA blive en endnu mere besværlig forhand- lingspartner i WTO.
To mulige veje
Spørgsmålet er i det hele taget, hvil- ken vej de amerikanske ledere vil vælge i dette krydsfelt mellem in- denrigs- og udenrigspolitik. Inden- rigspolitisk står Bush fundamentalt over for valget mellem to vidt for- skellige linjer. Han kan i lyset af de dårlige meningsmålinger og den åbenlyse utilfredshed med hans le- delse - der vel at mærke rækker langt ind i konservative kredse - forsøge at konsolidere sig i forhold til sine ker- nevælgere. Højrerepublikanske mærkesager vil komme endnu høje- re op på hans dagsorden. I givet fald vil der især blive tale om holdnings-
prægede emner som fx dødsstraf, abortforbud og undervisning i den bibelske skabelsesberetning.
Men han kan også - som nogle konservative skribenter faktisk har anbefalet - lancere et omfattende program til bekæmpelse af fattig- dommen. Sådanne programmer har USA tidligere haft, og selv om det så langt fra har ført til afskaffelse af al fattigdom, er dens omfang dog i pe- rioder blevet formindsket. Efter or- kanen står det som en skamplet over Bush, at den i hans embedstid er vokset markant. Langt ind i hans egne rækker har der bredt sig en er- kendelse af, at han - og dermed de- res eget parti - ikke kan holde til at fremstå som den præsident og det parti, der ikke bekymrer sig alvorligt over de fattige amerikaneres lod.
Uanset om den ene eller anden vej bliver valgt, kan den meget vel blive ledsaget af en mere nationali- stisk og selvtilstrækkelig politik. Hvis resten af verden ser med mistro på USA, er det samme i stigende grad tilfældet for amerikanerne i forhold til resten af verden. Det er en udvik- ling, Bush-administrationen med stærke personligheder som vice- præsident Dick Cheney og forsvars- minister Donald Rumsfeld i høj grad har befordret. I deres udenrigs- politik har det været en gennem- gående linje, at de ikke vil gå ind i forpligtende internationale aftaler, der på nogen måde begrænser de- res egen handlefrihed. Som det er fremgået af Bob Woodwards fremra-
gender bøger om optakten til krige- ne i Afghanistan og Irak, så mener de, at det er deres soleklare præro- gativ som ledere i verdens eneste su- permagt.
Håb om kursændring
Hvad de har fejlvurderet er måske både den animositet, denne udøvel- se af magtens arrogance har udløst i store dele af verden, og den be - grænsning, der faktisk har vist sig at være i selv USA’s militære formåen.
Da de amerikanske ledere forsøgte at samle en stor koalition bag krigen imod Saddam Husseins Irak, løb de ind i så mange afvisninger - også fra normalt venligtsindede lande - at det burde have rejst store advarsels- signaler. Men krigen var besluttet, og derfor blev dette problem skudt til side som noget sekundært.
Det samme skete med de advars - ler, der blev fremsat internt over for præsidenten og hans nærmeste me- ningsfæller i denne sag. De gik lige præcis på den situation, der nu har udviklet sig. Bush indledte krigen uden nogen klar strategi for en se- nere tilbagetrækning, selv om der var almindelig enighed om, at USA hverken skulle være besættelsesmagt eller såkaldt “nation builder”. Det er ikke desto mindre, hvad der er sket i løbet af de sidste par år, og det har
tæret hårdt på både de mandskabs- mæssige og de økonomiske ressour- cer. Hvis USA rådede over tilstræk- keligt mange professionelle og top- trænede soldater, ville der ikke i dag have været delinger i Irak fra Louisi- anas nationalgarde.
Ikke mindst blandt europæiske re- geringer er der nu forhåbninger om, at de store vanskeligheder i Irak og de frygtelige følger af orkanen Katrinas hærgen kan føre til et spor- skifte, når det gælder Bush-regerin- gens holdning til internationalt sam- arbejde. Forudsætningen er, at le- delsen i Washington nu må have indset, at den ikke fortsat kan føre udenrigs- og sikkerhedspolitik un- der slagordet om, at “de, der ikke er med os, er imod os”. Verden er for kompliceret til at anvende en sådan skillelinje.
Skal denne erkendelse brede sig i Bush-administrationen og omsættes i handling, forudsætter det imidler- tid, at katastrofen i New Orleans fører til en markant ændring i de holdninger, der hidtil har ligget til grund for dens politik. Det vil imid- lertid være det samme som at ind - rømme, at han hidtil har ført en fejlslagen politik. Og en sådan yd- myghed har indtil nu ikke været no- get fremherskende træk i George W.
Bushs udøvelse af præsidentembe- det.
