Heksens blod

Heksens blod

AfHeidi Pfeffer

Engang i slutningen af forrige århundrede fortalte Kirsten Jørgensdatter i Heagerfølgende:

»INørreBork^{var en}Kone, der havde Ordforatkunnehegse.EnNabo¬

konetil hende blevsaagrov syg ogkundeikke enGang trække i hendes

egneKlæder. Saa kom de i TankeromatsøgeRaadoppei Give.Dekjørte

hendeiSengeklæder derop,menhun sadi Agestolen hjem,saadygtigvar hun bleven. Manden dersagdetil hende:»Naardu kommernuhjem,saa vil der kommeenoghøretil, hvordan du har det. Saa skal din Mandstaai Skjul bagDørenoggive hende én ind i NæseogMund,saadenkan kom¬

metil atbløde. Hunvil da samle hendes Forklæde_op, foratBlodet kan dryppe i det, men det maa ikke ske, han skal rivedet frahende.« Den Kone,der kundehegse, hun komogsaastrags,da devarkommenhjemog vilde høre til det. Hun fiksaaén_paaNæsenogvilde samle Forklædetop, somdenkloge Mand havdesagt,mendetfik hun ikke Lov til. Nokerdet,

Konen kom sig...« (Kristensen 1936,VI,nr. 731).

Kirsten Jørgensdatters fortællingerikke enestående,men falder inden for

en sagntradition, der handler om hekses »forheksning« af menneskerog

dyr. Desagn,der her skal omtalesstammer næstenallefra folkemindesam¬

leren Evald TangKristensen samlinger af danske ^sagn (1).

Nårfolkmentede varramt afenforheksningog havdelidt under den i længeretid,opsøgtedegerne enklog mand eller kone. Denneperson gavså

etråd _om,hvorledesman skulle håndtereogbryde trolddommen.

Deklogefolk fungeredesomheksenes modstandere. Deresopgave varat skaffedettilbage,somheksenhavdefrataget sit offer. Det kunneværehans

eller hendes _egen, dyrenes eller familiens førlighed eller »lykke«. Havde

manforeksempel uheld med produktionenaf sitsmør,kunne detværefor¬

di en heks havde stjålet gårdens smørlykke, så hun selv fik det gode

smør.

Deklogefolk havde isærtrerådatgive folk, dervarplagetaf hekserier:

Entenskullemanslå denførste_personderkom, til blodsudenhensyntagen

til om det varnogen man kendte eller sågar et familiemedlem, ellerman

»Naardu kom¬

merhjem, saa vil der komme

en oghøre til,

hvordan du har det. Saaskal din mandstaai

skjul bag døren

oggivehendeén indinæseog

mund, saaden

kan kommetil

atbløde.« Teg¬

ning: Katrine Chang.

skulletagegløderogkasteopundertøjet på heksensrygeller smide detlige i ansigtet på heksen. Endelig kunnemangive heksen etordentligt rap af pi¬

sken.Rådene kunneogsåværemindre voldelige. Sommetidermenteman, at detvarnokhvis heksen blev forhindret i at seog røreofferet.

Dererikke nogleforskelle på rådene mod hekserierfra den kloge mand

ogden kloge kone. Derimod erderenklarovervægtaf kvinder,som over¬

faldes i _sagnene. Af de 43 sagn, der udgør materialet er der i 35 tilfælde oplysningeromhvem der overfaldes,nemlig kvinder i 33sagn ogmændi 2.

Dettesvarertiloplysninger vedrørende 1500- og1600-tallet. I de 83 trold- domssager Kim Tørnsø har undersøgt er 74 af de anklagede kvinder, 8

mænd_og1 uoplyst, medens MereteBirkelund oplyser,ati hendesmateriale

er 88% af de anklagede kvinderog 12 % mænd (Tørnsøe 1986, Birkelund 1983). Begge forfattere arbejder med historiske kilder, mentendensen har tilsyneladende holdt sig til det 19. århundrede, hvor de her behandledesagn

erfortalt_ogindsamlet (2).

Den

forheksede

Førmankunneudpegeen person somheks,vardetafstorvigtighed,atder

i lokalsamfundet havde fundet begivenheder sted, som kunne forklares

med forheksning.

Denhyppigste årsag til anklageromforheksningvar syge dyr på gården,

oftest vardet kreaturerne, dervar syge, men det kunne også værefår eller

heste.Mistankenomatdyrenevarforheksede, kunneopstå,hvisenkonei byengik ind i staldenuden etacceptabeltærinde. Herkunne hun såfinde påatgåogstrygealle kreatureneover ryggen,ellermanfandt, efter hunvar

gået, småpakker med hårognegle i dyrenes krybber:

»Per Andersens kone var også slem til at forgjøre kreaturer, så en

gårdmand, der boede ved siden af hende, havde uheldmed demtil en¬

hver tid. Enten døde de, eller de vilde ikke trives, forhun gik altid og strøgpådem,ogdetvarbåde når de stod i stalden,ognårdevarpåmar¬

ken. Det kunde deikke fåhendetilatlade_være,indtilendag, da manden

stodigårdenogspændtesine heste for. Så kom hun igjen^ogbegyndte at strygedensortehestfraendetilanden. Men dagavmanden hendeetdyg¬

tigt rap af pisken. Så blev hun vredog kom ikke der^mere. Fra den dag

kunde manden kjende, at han fikmere held med sine kreaturer« (Kri¬

stensen 1900, VI, 1,nr. 1405).

Iendel_{sagn var}det mænd, der blevforheksede.Nårdetvartilfældet havde

manden_gerneliggetsygi flere år, udenatmankunnefindenogenårsag,og det var først når man rådførte sig med en klog mand eller kone, at man fandt fremtilat hanvarforhekset.

I_{et sagn} fortælles det, atenkone havde detstørstebesvær medatholde

den formodede heks udenfor huset. Hun luskede hele tiden rundt for at trængeindenforogderved ødelæggeeffekten af den kloge kones råd. Påan¬

dendagen så heksen sit snit tilatkomme ind til manden:

»Lismette kom ind _oggik straks hen til sengen,hvor densyge lå. Derpå

udstødte hun en skoggerlatter, da hun gik forbi den fortvivlede kone.

Manden lå_sygi længere tidogdødeendelig understorelidelser. Havde

konenenddataget entingogslået heksentil blods med, da havde hekse¬

riet straks tabt sinvirkning« (Kristensen 1900, VI, 1, nr. 901).

Sådanfortalte Lovise Hansen fraHurup. Menogsåkvinder kunne forhek¬

ses. Her udøvedes trolddommen på en anden måde, idet heksen opsøgte kvinden_{og gav}hendeenforhekset ting, for eksempeletæble,hvorefter hun

blev _syg.

I mange tilfælde var mani lokalsamfundet megetbevidstomhvem, der

var en heks _ogkendtetil trolddom, ogfolk nærede derfor ikke nogen som helst tvivl om, hvem skylden for ulykkerne skulle tillægges. Kendte man heksenvardetsomregelengammel fattig kone, der tiggede mælkogmad.

Detkunne også være ennabokone ellerenhel familie:

»Hosvornabo i kroenvaralting forgjort. Når Maren Håning så kom der

ogskulde tilatkurerepå dekreaturer, skulde hun altid havenogetfraet fremmed sted, enten salt eller enuldnål, eller brød, og detskulde enten stjæles eller tigges,^menikke kjøbes. Så kom de altid ned til mine forældre

ogvilde have det, for i nabogården forøstenvarde hekse, der kunde det

ikkegåan atfånoget.Iden gård havde deentumling,ogda de mændnu havdeager om ager,listede kromanden sigendagtil nede i lavningen, de

kaldtedalen,atrende på den hertumlingoggive ham én inæse ogmund,

såblodet sprøjter udaf ham. Det^armesølle spøgelse blev så forskrækket

ogturdeikketageigjen, menkom rendendeind til mine forældreoggræd.

Detvarellersetsølleskikkeligt skind,ogmin moder vaskede hamren, og min fader trøstede ham_og fulgte ham hjem. Forældrenevarbedrøvede

overdenbehandling,mender komikkemereudaf den ting« (Kristensen 1900, VI, 1, ^nr. 1371).

Beretningeneretgodteksempel på, hvorledesenhel familie blev betragtet

somhekseafenovertroiskkromand,pågrundafet sygtbarn. På trodsafat hanbetragtede helefamiliensomhekse,erdetværdatbemærke,atdetvar

tumlingen, somhan tilsyneladende tillagde hekseevnerogslogtil blods.

I detilfælde,hvorman varuvidendeomhvem skadevolderen^var,kunne denkloge mand eller kones råd afsløre heksen.Nårman kom hjem, skulle

manslå denførste_persontil blods,derkomogville besøge gården, eller ka¬

stegloendeild på hende. Detvaraldrig den kloge mand eller kone selv, der

udøvedevolden,menpårørende eller på anden mådeimplicerede, der fulg¬

tederes råd.

Deterogså værdatlægge mærke til, at detaltidvar en kvinde, der kom tilstede_og blev skadet, selvom den kloge mand eller koneikke udtalte sig

omheksens køn. Enforklaringpå dette kanvære,atdetoftestvarkvinder¬

ne, der havde kontakt med naboerneiløbetafenarbejdsdag, da mandens arbejde hovedsageligt foregik udenfor gårdens område, for eksempel på markerne.

Den ukendte heks befandt sig tættere på de implicerede personer, end den kendte heks, der ofte bevægede sig i periferien af landsbysamfundet.

Varheksen ikkekendt, vistedetsig ofteat være ennabokone, en ungenke

eller bare^enkone. Ihvertfaldenperson,derikkehavdegivetnogen anled¬

ning til mistankeomhekseri før.

Volden

I sagnene erderenklarovervægtaf mænd,somoverfaldtogslog heksenetil blods,menskvindernevar meretilbageholdende.Dettemønsterpasserind

i desamfundsnormer, dervargældende i forrigeårhundrede: mandenvar den aktive _og udfarende, der forventedes at give udtryk for aggressioner

gennemhandlinger,somfor eksempelatslåenheks;kvindenvarden passi¬

ve ogstille,der nok i højere grad kunne forventesatbenytte sig af verbale aggressioner.Det måderforansesfor sandsynligt,atder bådefra heksensog deskadelidtes side har væretverbaleaggressioner imellem dem længe, før

deskadelidte tolkedeenaktuelulykkesomnogetikke-naturligtogsøgteråd

ommodtrolddommen.

Devoldeligesagnblevisær fortalt af mænd. Også herpasserfortællernes

køn fint med mandens mereudfarende rolle i samfundet.

Detvaroftest denmand, dervarramtaf forheksningen,somselv udøve¬

de volden. Hvadentendetvarhanskreaturer,får, smørlykke eller kone der

varmåletfor^enforheksning,vardet ham, dertogaffære.Vardetenkvinde,

der overfaldt en heks, vardet ofte fordi, det var hende selv eller hendes mand, dervarofferet.Varmanden forhekset, kunne hanogså påregneatfå hjælp afnaboer eller karlen på gården, som det vartilfældet i dette sagn, hvor karlenopdagede,atnabokonengemteen voksdukke, derforestillede

hanshusbond,påkirkegården. Karlen blev til sidst så trætaf nabokonens falskebeklagelserovermandens sygdom, athantogaffære:

»Karlen kommer så ind_oghører, hvordan hun stårogbeklager ham. Så siger han:»MenvédI ingen råd?«-»Å«, siger hun »nej, dersomavidste noget råd, så véd Vorherre, a vilde gjøre, hvad a kunde.« -»Jo«; siger han, »I véd nok råd, I skal kurere manden«. Men hun gjorde mange bønner_ogforsikrede,athunikke kunde. »HvisIikke kurerer ham,sålev¬

ner aikke liv i Jer!« råber han. Huntroede, hanvargal,menhan slog ned

forgevalt på hende,tebåde blodogskidt fløj af hende,ogsåsiger han til

konen igården, at hun skal sætte et ordentligt bål ild på, og det skulle

værestraks. Detgjorde hunogså,også måttedenfremmede kone dandse

forved ham forkjæppenoppåkirkegårdenogtage dukkenoggåforved

hamhjem ogputtedeni ildenogbrænde den. Fra den dag afkomman¬

den sig daglig, og om foråret kunde han følge hans plov og var en frisk

mandsiden.«(Kristensen 1900,VI, 1, nr. 908).

Blodets

betydning

Indgroedeforestillingerogordsprogprægerførsom nu voresholdninger til

blod. En vred mands blod »koger«, en familie kan trænge tilat få tilført

»nyt«blodog man kanforetageenhandling med »koldt« blod. Unge men¬

nesker kanvære»varmblodede«,din familieerdit»kødogblod«,mankan

være »blodbrødre« _og heksene underskrev deres pagt med djævlen med

blod.

Fælles for disseforestillingerertankenomatblodeternogetsærligt kraft- fyldt. Allerede antikkens filosoffer betragtede blodet sombæreren af livs¬

kraften _ogsjælen. Man kunne iagttage hvordan livskraften ebbede ud, når

et dyr eller menneske forblødte. Derfor har man mange steder i verden brugt at drikke et nedlagt eller slagtet dyrs blod, for at erhverve dyrets kræfter_ogegenskaber.

Iantikkenmenteman,atdervarfire elementer, nemlig vand, luft, ildog

jord, ^somalle ^er evige^og konstante. Ligesom de 4 elementer mente man

også, at der var4 kardinalvæsker i legemet: blod, slim, gul ^og sortgalde.

Sygdomme opstod hvis balancen mellem væskerne blev forskubbet.

Deteraltså både^enrepræsentantfra grundvæskerneogfra grundelemen¬

terne, deroptræder itroen omheksens blod. Det kunne derfor tænkes, at

troenpåblodetskraft byggede påenældre lære,hvoraf der endnu^varrester tilbage.

Blodet besad ikke baregode egenskaber, men kunne også betragtes som ondt ellerdårligt blod. Inyeretid harmanforsøgtatuskadeliggøre det ved

atåreladepatientenogdervedfjerne det dårlige blod. I denforbindelse blev

næseblod betragtet som en naturlig og nyttig blødning. Det var kroppens

egen mådeat skille sig af med det skadelige blod -naturens egenårelad¬

ning.

Detvarikke bare iDanmark,atforestillingerneomblodetskraftvarud¬

bredt. I.Reichborn-Kjennerud skriver, atblodet i nyerenorskfolketro har

væretbetragtetsom enmagtfuld væske. Han fortæller, atmenneskeblodeti gammeltid havdeenantidæmoniskmagt,somkunne bryde trolddom. For eksempel kunne maren ogvarulven blive til mennesker igen, hvis de blev

slåettil blods. Troldkvinderne mistede deresmagt,hvis de blev slået i ansig¬

tetså blodetflød, mendeklaredesig, hvis de kunne forhindreatblodet nå¬

edejorden(Reichborn-Kjennerud 1944). Norge adskiller sig fra andre lande

vedat manskal slå heksen med entræsko, oghelst denvenstre,dererden kolde,forkerte side afmennesket(jævnfør kinesernes yin):

»FindermanTuss-Lort,somikkeersåsjældenatse,skalmantage9 slags

Ris_ogpidske den med, og saavilman dervedmaneTroldkjærringentil sig. Hun kommer da ofte så »skummen«staari Skoene hendes.-Træffer

manhendesaaledes, skalmantrækkeaf sig (den venstre?) Skoenogslaa

hendeiMunden, saa Blodet kommer ud. Hun mister dervedsin Magt«

(Alver 1971, 166).

»Deslog hende med knyttede hænderiansigtet, hvorpå denenestrøghendes tørklæde bort_ogbeggegavsigpåden voldsomste måde tilatslidestorehånd¬

fulde hår af hendes hoved.« Tegning:KatrineChang.

Sagntypen^erogså kendti Sverige, hvor Carl-Herman Tillhagen her sidestil¬

ler denklogemand/kvindeogden trolddomskyndige, da han omtaler begge

grupperindenforenopremsning af dennesagntype:»Hurfarlig den kloke

änkunde_vara,visstemanmedelattberövahonom förmåganattutövasin

makt ellerattgöradenomintet.

Över

mantill denkloke,såattblodenrann,såvarhans makt bruten«(Tillhagen 1962).

Sammesagntypeharværetkendti Tyskland, hvor Wilhelm Mannhardt i

sinbog »Die praktischen Folgen des Aberglaubens« fra 1878 skriver,atpå baggrund afenstærkmistanke omhekseri blev den mistænkteperson gre¬

bet_ogslået så længe,athendesblod begyndteatflyde, dette blev derpå givet

til den _syge eller han blev vasket med det; eller hun blev slået indtil hun

lovedeat ophæve trolddommen(Strack 1900).

IGustav Henningsens omtaleaf heksesager efter år 1700 fremgår det,at

mantitopsøgteden mistænkteogslogogmishandlede hende,oftest ved at slå hendesansigt til blods. Detteblevgjort forat straffe hende:

»1855, den 28. juni, blev en fattig enke i Vendsyssel overfaldet afto mænd, da hun^varpåvej hjem fraen mose,hvor hun havde skårettørv heledagen. De sloghende:»medknyttede hænderi ansigtet, hvorpå den

enestrøghendes tørklæde bortogbeggegavsig på den voldsomste måde

til at slide store håndfulde hår af hendes hoved. Omsider da de havde endt deres mishandling^ogden gamle kone vedblevjamrendeatudråbe:

»Hvorfor behandler Imig således? Hvad har jeg gjortjer?«, svarede den

ene:»Dethar dufåetfor,hvad du hargjort ved min koneogminpige««

(Henningsen 1975).

Atslåtil blodseraltsåikke bareetoverleveretsagnmotiv.Detharsin oprin¬

delse i virkeligebegivenheder. Deterderfor nærliggendeat antage, atderi

deleaf det her omtaltesagnmateriale skjulersig begivenheder,somvirkelig

har fundetsted,ogat troenpåeneffektiv modtrolddom bestod iatslåhek¬

sen til blods, der stadig var udbredt i 1800-tallet, har lange historiske

rødder.

Fandens

pølse

Derskal her omtalesyderligeretosagn,deradskiller signogetfra det øvrige materiale. I detførste fortælles derom hvorledes en»slem«kælling ibyen havdehaftenblodstyrtning kort inden hun skulle dø, hvortil smeden kom¬

menterede: »Detvarendda slemt blodetgikaf hende, fornufår Fanden in¬

genpølse« (Kristensen 1900, VI,1,nr. 1437). Sagnetermegetindforstået, da

meddelerenikke fandt detnødvendigtatoplyseomden udbredtetropå,at

enheks ikke kunnedø,før der blevsatild ind under hendesseng.Oplysnin¬

gen om »Fandens pølse« eri forbindelse med dette materiale bemærkel¬

sesværdig, men måske hentyder den til den samme tro som gjorde sig gældende, nårman slog enhekstil blods: Blodet spillede en rollefor hek¬

sensforbindelse med Fanden. Detvarsåkraftfuldt, atheksen kunne uska¬

deliggøres ved atmiste lidt af det blod, der tilsyneladende varbestemt for

Fandenefter hendes død.

I det andet eksempel havde den kloge mand givet det råd til en trold-

domsramtfamilie, hvor moderenvar syg,atdeikkemåttegive»nogethen«

itredage. Dettegjorde de alligevel, idet naboen blev budt påkaffe, da den

syge moder ikke mente, at det kunne skade noget. Derefter forværredes

hendestilstand_ogden kloge mand blevatter opsøgt. Han kunneoplyse,at det varkl. 2 om eftermiddagen, dehavde brudthans råd, for davar hans

næsebegyndtatbløde.Hanvarderfornuudeaf stand tilatgørenogetved

det (Kristensen1936, VI, nr. 646).

Hervardet ikke heksenmen denkloge mand, der begyndte atblødefra

næsen. En forklaring på sagnet kan være, at den kloge mand havde tabt kampenmod heksen,ogselvramtesaf denstraf, han havde tiltænkt hende.

Detfremgår ikke afsagnetomdetvarnaboen, dervar enheks,mendet må antagesudfra de øvrige optegnelserom,hvorledes heksenforsøgteatkom¬

me til den_{syge og}derved bryde den kloge mands modtrolddom.

Blodet rammer

jorden

Detspillerenafgørende rolle,atblodet kom tilatdryppepåjorden efterat heksen var slået. Dette forklares i _sagnene med, at ellersvarhendes magt ikke brudt:

»Da hunnukom, sad^æLille-Mand oghansKoneogfik deres Davre,og

saaspringer han hen, lige idet hun triner ind adDøren,oggiver hendeen ind i Næse_ogMund,oghunjager Forklædetopfor Ansigtet forat tørre Blodetaf,^menhangriber idetogsiger: »Nej, hold, ladosfaa detpaaJor¬

den.« Hun rendtejosaahjem adogblev gali Hovedet« (Kristensen 1936, VI, nr. 730).

Det harværetmegetvanskeligtatopspore enforklaring på,hvorfordet^var

såvigtigt,atblodetramtejorden. Tilsyneladende har forskerne stilletsig til¬

fredse med forklaringenomden brudtemagt, ogikkegået nærmereind på

hvorfor.

Detenesteforsøg påenforklaring på jordens betydningi forbindelse med blod,ergivet af Maria Leach i »Dictionary of Folklore, Mythology and Le¬

gend«fra 1949. Her skriver Leach,atondskabsfulde ånder, hekse,djævleog varulve kunneuskadeliggøres hvismansikrede sigendråbeellertoaf deres

blod.Blodet fra mennesker_{og mange}dyr måtteikkefalde på jorden, for så

ville detgennemvædejorden med ejerens sjæl eller ånd, såledesatdetgjor¬

dejorden hvorpå det faldet til farlig jord. Man troede nemligatejerens sjæl

derefter forevigt villeværedér, parat til atskadeindtrængendepersoner.

Ud fradennebeskrivelsekan manaltså vælge atopfatte blodets forbin¬

delse medjordensom om man gernesåjorden befængt med hekseblod, hvis

manslapaf med heksen,og så barovermedjordens farlighedbagefter.

Detvil imidlertid væremuligtat tolkebetydningen af blodet på jorden

som udtrykfor flere forskellige lag af folketro.

Jorden kan også opfattes som en neutralisatorafblodet, som på denne

mådebliver detnaturlige, der opløser det overnaturlige. Itrylleformler fra gammel tiderdetpåfaldende, hvilken forskel dererpå godtogondtblod.

Yarlegemet udsatfor ondsindede angreb måttemangribe til skrappemid¬

ler. Itrylleformlerne synesder atvære en forestillingom, at det ondeskal

manes ned ijordfaste sten, bjerge eller jorden. Ligesom genfærd uskade¬

liggøres vedatblivemanetnedi jorden, således uskadeliggøres også hekse.

Blodet»manes«ned ijorden.F.Ohrtskriver i »Da signed Krist«,atjorden

fraældgammeltid har hafttobetydninger: denopsugerondet (som rådneri jorden)ogdenstyrker, ved sin evigekraft, den svageorganisme (Ohrt 1927,

362-67).

Indenforsagntraditionen kanmangetroselementerføres tilbage til antik¬

ken. I stil medbyggeklodser har mankunnet bruge dem næsten efter for¬

godtbefindende, udenatbrugerenaltid harværetklaroverdenoprindelige betydning af sine handlinger. Gustav Henningsen har udtrykt det på følgen¬

de måde: »Folketroens elementerudgørikke etsamlet system,tværtimod

består den afforestillinger hidrørende fra vidt forskelligeogofte hinanden modsigende tankebygninger. (...) Disse modsigelser opleves dog ikke aftra¬

ditionsbærerne, eftersomdeenkelte forestillingerogritererknyttettil for¬

skellige hverdagssituationer, som sjældent aktualiseres samtidig« (Hen¬

ningsen 1991b, 21).

Henningsen fortæller ogsåom,hvorledesmani konkrete danske heksesa¬

ger efter år 1700 har brugt vold mod heksen helt i stil med sagngruppen

»heksensblod«, dog uden atnævne hvorvidt mantvangheksentil atlade

blodet faldepåjorden (Henningsen 1975). Dette »jordelement« harallige¬

vel optrådt i flere afde konkrete sager, hvor troen omblodet, der bryder

heksensmagt,tydeligt kommer til udtryk. Detatlade blodetfalde på jorden

erblotetelement, deri^{en senere}retssageller omtaleaf begivenheden ingen vægttillægges af myndighederne, men somfor udøveren hængtenøjesam¬

men med hans handlinger. I sagnmaterialet kommenterede fortælleren jo

oftesagnetmedbemærkningersom»for blodet skullerammejorden, ellers

varhendes magtikke brudt«og»havde han bare ladet blodetrammejor¬

den...«

En

slagsmålskultur

Kan manpågrundlagaf de omtalte tilfælde af vold mod hekse i Danmark

tale om en slagsmålskultur?

Denmestudbredteforklaring på volden mod hekseneer,atbefolkningen

var vant til at afgøre stridigheder ved hjælp af -Slagsmål. Axel Steensberg påpeger,atdervarforskel på den sjællandskeogjyske landbefolkning, med hensyn til slagsmål og brug af vold. Den sjællandske befolkning, hævder han,var merevanttil landsbyfællesskabetogbedretilatklare destridighe¬

der, der opstod iet tætbefolketområde udenatgribe tilvold.Derimodvar

denjyske befolkningvanttilatboimindre landsbyer elleriødeegne,hvor

man varmindreøvetiatomgåsfolk,ogtilatklare problemernei gemytlig¬

hed(Steensberg 1969, 24-32).

Merete Birkelunder indepå det sammei »Troldkvindenoghendesan¬

klagere«. Hun opremser følgende årsager til trolddomsbeskyldninger i

1600-tallets Danmark: nabostridigheder, tiggeriafslag, vold mod »heksen«

ogophævelsen afensegetansvarien sag, somde grunde der blevmestbe¬

nyttet, nårenheks stod anklaget (Birkelund1983, 137).

En andenforklaring på volden mod heksene, skalmåskesøgesderi,atbe¬

folkningen i 1800-tallet ikke længere kunneregne med retsvæsnets opbak¬

ning i anklagernemod heksene. Da det^eralmindeligt anerkendt,athekse¬

troen holdt sig helt ind i 1900-tallet, er det nærliggende at formode, at befolkningen kan have følt sig svigtet afretsvæsnetisager omhekse-i 1693

blev den sidste officielleheksebrænding foretaget på Falster. Befolkningen

kan derfor haveoplevetenpludselig afmagtsfølelse,når denuikke længere

kunnesættedereslid tilretsvæsnet,men vartvungettilatøveselvtægt, hvis

de ville befri sig fraheksen. Denne forklaringermeget sandsynlig, da det gårsom enrød trådigennem sagnene omheksens blod,atmanmåtte klare problemerne pålokaltplan, udenmyndighedernes indblanden.

Befolkningens afmagtsfølelse kansåledes^{ses som}énforklaring på brugen

af vold mod de formodede hekse.

Blodet _og

volden

straf

I bogen »Naturlige symboler« beskriver den engelske socialantropolog Mary Douglasenandenforklaring,somfungerer påetmereubevidst plan.

Douglas betragteretlegemesometsymbol på samfundet,og meneratman må betragte legemets udsondringer som et samfunds svage punkter. Det

som trængerudfraetlegeme betragtessomnogetmarginalt,der harover¬

skredetlegemetsgrænser. Således kan manogså betragteetmenneske, der

sættesellersættersig uden for samfundetsom enmarginalperson,der både

hørertil_ogikke hører til.Nåretsamfund angribes udefra skaber det solida¬

ritet indenfor. Når samfundet til gengæld angribes indefra af individer,

straffes disse_og strukturen bekræftes offentligt, menerDouglas.

Vælgerman atstraffeenheksvedat slåhendetilblods må det altså be¬

tragtessometforsøg påatstraffe den marginaleperson,derindefra har^an¬

grebet samfundet ogderved genopretteorden. Straffen måifølge Douglas

teori blive dobbelt, da detertomarginaler der skades: heksenogblodet.

Antropologen Kirsten Hastruperindepå detsamme,idethunopsumme¬

rerfølgende: »SidenFoucault udgav sin »Histoire de laFolie« (1961), har

spørgsmåletomgalskabensnaturogdensposition i den vestligecivilisation

væretrejst i mangeforskellige sammenhænge. Hansgrundlæggendepointe

erimidlertid ikke blevetanfægtet: ethvertsamfund definerer til enhvertid

sine»gale«,ogudgrænser demfrasamfundet, hvis »normalitet« derved be¬

kræftes.De»gale«erdenærmeste»andre«i forhold til hvemvi kanse »os selv« i al vores socialitet. Foucaults kortlægning af de forskellige måder, hvorpåsamfundethar behandletsine »afvigere«, bærer ogsåenandenpoin¬

te: de menneskersom i én tid betragtessom »normale« bliveri enanden

tidsforståelsesramme tilafvigereogmå indespærres,straffes, institutiona¬

liseres, eller hvad man nukan tænkesig« (Hastrup 1986, 16).

DenfranskeantropologJeanneFavret-Saada,opstiller i sin bog »Deadly

words^-witchcraft in theBocage«enteoriomhvorledes hekse,afheksere^og forheksninger opfattes. Favret-Saada's arbejder koncentrerer sig ^om et franskområde,menhendesiagttagelserpasserfint på det danskeheksestof.

Favret-Saadabemærkede, atder blandt bøndernei hendes arbejdsområde

klart blev skelnet mellem almindelige uheldogen ualmindeliggentagelse.

Med andre ord: detvarførstnår uheldenebegyndteatrammeienserie,at

manfik mistankeomhekseri.Idet danskematerialefindes kun fåoplysnin¬

ger om,atder harværetfleretilfælde af uheld, inden^manafslørede heksen,

men det kan være udeladtfordi man i _sagnenekoncentrerer sig^om mod¬

trolddommen.Favret-Saadaskriver, atdenforheksede aldrig selv kommer

i tanke_om,athanerudsatforenforheksning. Først nårennær venharsagt deforløsendeord»trordu,atderer nogen,dervil dig ondt?« kan dertages affære. I de danske _sagn, hvorman ikke havde mistanke ^omhekseri, blev

detteførst opdagetved besøget hos den kloge mand eller kone. IFrankrig

opsøgerdenforheksedeenafhekser, dertagerkampen^opmod heksen. Det

ervilje mod vilje,afhekserener somregel denstærkeste, derfårheksentilat vige, men erdet modsatte tilfældetgiver afhekseren ^{op og}meddelerat en endnu stærkereafhekser må hentes. Favret-Saada_sporeri disse handlinger

enforestillingom,atheksen harsugetnogetaf ofrets »kraft« tilsig,^ogatdet

er denne »kraft«, som afhekseren forsøger at tiltrække sig, for derved at

»befri« den forheksede_oggive ham»kraften« tilbage. Såledesfindes deri

Favret-Saada's teori en sandsynlig forklaring på, hvorforman slogheksen

til blods. Ifølge hendes teori har heksen»suget«ofrets kraft til sig.Detkan

derforværedennekraftmanforsøgteat»slå ud« vedatslå heksentil blods.

Derved kom udøveren afvoldentilat virkesomFavret-Saada's afhekser.

Brugenaf vold mod heksene hænger udfra denne tolkningnøjesammen med forestillingen omatheksen havdesuget livskraften til sig. Kun vedat straffe hende_ogdervedtvinge hendetilatslippemagtenoverofret,kunne

manbryde hendesmagt. Samtidigt virkede volden ogsåsom straf mod de marginalepersoner, dervarsatellerselv harsatsig uden forsamfundet,og

som enafreaktion for denmagtesløshedfolkmåhavefølt,vedat retsvæsnet ikkelængere straffede heksene, dernufik frit spil til deresondegerninger.

Noter:

1 Materialetbegrænser sig til E. T. Kristensens værker »Danske Sagn« bind VI, 1 fra 1900og

»DanskeSagn. Ny række« bind 6 fra 1936.Derudoverfindeskunetsagnhosenandenfolke¬

mindesamler, nemlig Anders Uhrskov i »SagnogTro«fra 1923,s.145-147. 2 Det har ikke

væretartiklens målatopsporede heksesager der kan dokumenteres,mentoautentiske hekse- forfølgelsessager haroptrådti materialet: IetafsagnenehosTangKristensensfortællesom heksenei Tise(Kristensen 1936,nr.746). Dennesagkan der læsesmere omi Gustav Henning¬

sensbog »Heksejægeren på Rugård«, her skal det blotnævnesatheksebrændingernefandt sted isommeren1686(Henningsen 1991a). En andensagfindes også omtalt hos Tang Kristensen i

sagnene nr.1415,1416og1417 i Danske Sagn bind VI,2.HerkanmanlæseomDanmarks sidste heksemord, nemlig lynchningen af den 82-årige tigger Anne Klemens i Brigsted Østjylland,

somblevpryglet ihjel 18.marts1800af seks mænd, efter bud fraensmuk 22-årig kvaksalver (Henningsen 1975).

Litteratur:

Alver,BenteGullveig: Heksetroogtrolddom. Oslo-Bergen-Tromsø 1971.

Birkelund, Merete: Troldkvinden oghendes anklagere. Danske hekseprocesseri det 16. og 17.århundrede. Arusia^- historiske skrifterIII,Århus1983.

Douglas, Mary: Naturlige symboler. København 1975. (Fra 2. udg.1973).

Enzyklopädie des Märchens. Berlin^-New York 1979ff.

Favret-Saada, Jeanne:Deadly words-witchcraft in the Bocage. Paris 1977.

Godtfredsen,Edvard:Medicinens historie.3udgave. København 1973.

Grambo, Ronald: Norske trollformlerogmagiske ritualer. Oslo 1984.

Handwörterbuch des DeutschenAberglaubens. Berlin-Leipzig 1927-42.

Hastrup,Kirsten: Hekseriogpsykiatri. I: Peter ElsassogKirsten Hastrup (red):Sygdomsbille¬

der. København 1986.

Henningsen, Gustav: Hekseforfølgelse efter »Hekseprocessernes tid«. I: Folkogkultur 1975, 98-151.

Henningsen, Gustav: Fra heksejagt til heksekult 1484-1984. København 1984.

Henningsen, Gustav (1991a): Heksejægeren på Rugård. De sidste trolddomsprocesser i Jylland 1685-87. København 1991.

Henningsen, Gustav (1991b): Folketro. I: Dansk kulturhistorisk opslagsværk. Bind I, 21-23.

København 1991.

Kristensen, Evald Tang: DanskesagnVI,1.Århus1900.

Kristensen, Evald Tang: Danskesagn, nyrækkebind 6. København 1936.

Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. København 1957.

Kvideland, ReimundogSehmsdorff, Henning K.: Scandinavian Folk Belief and Legend. Min¬

neapolis 1988.

Leach, Maria: Dictionary of folklore mythology and legend. New York 1949.

Man, Myth andMagic. London 1970.

Reichborn-Kjennerud, I.: Vår gamle troldomsmedisin. I-V. Oslo 1928-47.

Rørbye, Birgitte: En jurist blandt almuesfolk omkring 1875.1: Folkogkultur 1977, 62-77.

Ohrt, F.: Dasigned Krist. København 1927.

Steensberg, Axel: Omgangsskikke. I: Dagligliv i Danmark 1620-1720. København1969,24-32.

Strack, Hermann L.: Das Blut im Glauben und Aberglauben derMenschheit. Miinchen 1900.

Tillhagen, Carl-Herman: Folklig läkekonst. Stockholm 1962.

Tillhagen, Carl-Herman: Vår krop i folktron. Stockholm 1989.

Tørnsø,Kim: Djævletroogfolkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500-og1600-talletsVestjyl¬

land.Århus1986.

Uhrskov, Anders:SagnogTro.København 1923.

Summary

The witch's blood

The artide discussesasmall number oflegendsonthetheme of »the witch's blood« thatcon- stitute partofEvaldTangKristensen's collection of Danish legends from the 19thcentury.The legendsin question reläte how people when thoughttobe underawitch's spell,following the adviceof wisemenandwomen(quacks), would assasult and batter thewomanbelievedtobe thecauseof their afflictions.

The articleexamines whether these assaultswereinfaet expressions ofaconfrontational culture whereaggressionswerechannelled throughphysical assault. Applying the Mary Doug¬

lastheory of the bodyas asymbol of society and the body fluidsassymbolsof the superfluous,

anyone who voluntarily or forciblywas isolated from society became a marginal, an ex-

pendable person. When society is attacked from outside the reaction isoneof solidarity.

When, however, society is attacked from within, the individual attackersarepunished.

Thepunishment for marginalpersonsin the 19thcenturywasbeatingtothe point of profuse bleeding. Wemustassumethat the legendsaremirroring historicaleventsand that thebelief inbeating the witchtobleedingas aneffective counterspell is rooted in historyasitwasstill commonlyapplied throughout thecentury.

Thelegends emphasize the importance of spilling the bloodonthe ground. Hence it be-

comescrucialtopreventthe witchfrom collecting the blood in herapron.Theexplanation of¬

feredby the legendsis that it is the onlywayof breaking herpower.The earthis perceivedas a neutralizingagentthat absorbs and dissolves the supernatural.

Throughout theagesbloodwasconsideredtopossessspecialpowers.Thephilosophers of antiquity thought bloodtobe the bearerof the spirit and the life force. In her studies of French witch trials Jeanne Favret-Saada hasrepeatedlycomeacrossthenotion that the witch sucked the victim's_»power«.It wouldseemtobethispowerthey soughtto »recapture«bybeating the

woman.Sincetheyconsidered the bloodtobe the bearerof the life force, it is likely that itwas

precisely the spilled blood which they believedtohave been »drained« by the witch.

Legends aboutthe witch's blood maybe interpreted from the basic assumption that the witch had sucked the victim'sstrengthfrom its blood. Thus, in orderto recapturethe strength it becameimperativetobeat thewitchand makeherbloodflow.The bloodmustthenbespil¬

led_uponthe groundwhich inturnwould absorb anddissolve the witch'spower overthevic- tim. Thistypeof violencewasapparentlya wayof coping with powerlessness when confronted with the illnesses andinexplicableeventsofasmall, closedcommunity.