TOTEM
Tidsskrift ved Afdeling for Religionsvidenskab, Århus Universitet
Nummer 24, forår 2010
© Tidsskriftet og forfatterne, 2010
Opgaver fra Arabisk‐ og Islamstudier
Mellemøstens moderne historie og politik Nadia Helmy Ahmed
Zionister og palæstinensere – ekstern og intern strid om det samme land... 3
Mellemøstens moderne historie og politik Pernille Husted Rasmussen
Oliens indflydelse på monarkiets fastholdelse af magten... 10
Arabisk litteratur Jette Louise Marcher
Fremmedgørelse, frihedskamp og medmenneskelighed i en ”engageret” palæstinensisk novelle af Kanafani... 18
Opgaver fra Religionsvidenskab
Fri opgave, kandidat Mette Hougaard Sørensen
Muslimske kvindelige selvmordsbombere – en undersøgelse af, hvordan brugen af kvinder som selvmordsbombere indenfor radikale islamistiske grupper er blevet religiøst legitimeret 30
Originalsprogsopgave, arabisk Lars‐Kristian Kratmann Nissen
Anstrengelse, stræben, kamp – jihad som religiøs opfordring og pligt ... 56
Majken Rasmussen
Glorificering af gudinden... 72
Fri opgave, kandidat Mia Munk
Buddhismeformer hos unge buddhister med vietnamesisk oprindelse ... 83
Fri opgave, kandidat Miriam Risager Olstrøm
Karma har da ikke noget med religion at gøre ... 108
Frit valgte religioner, kandidat Bjarne Wernicke Olesen
Den tidligste buddhisme ... 119
Religionspsykologi Marie Ejgreen Boldsen
Om Pascal Boyers kognitive position ... 134
Bachelor‐opgave Sara Jul Jacobsen
Det doktrinære ritual og ekstrem adfærd ... 142
Fri opgave, kandidat Ole Jørgensen
Religion som kulturelt aspekt... 164
Zionister og palæstinensere – ekstern og intern strid om det samme land
Af stud. mag ved Afdeling for Arabisk‐ og islamstudierNadia Helmy Ahmed
1. Indledning ... 3
2. Redegørelse... 3
3. Diskussion ... 4
3.1. Tese... 5
3.2. Interne faktorer ... 5
3.3. Eksterne faktorer ‐ lobbyisme... 7
4. Konklusion ... 9
5. Litteratur... 9
1.Indledning
Jeg har valgt at redegøre for zionismen, ved at fremhæve forskellige og betydelige historiske begi‐
venheder der har påvirket zionismens udvikling. Fra først blot at være en ideologi til at udvikle sig til politisk zionisme for til sidst at tage form som mere religiøst betinget, men stadig politisk zio‐
nisme. Det kan til et vist omfang diskuteres hvorvidt ændringerne i den zionistiske tilgang til egne krav på land har været af så radikal karakter, at den har ydet grobund for en yderligere radikalise‐
ring fra palæstinensernes side, som en naturlig modstand herpå.
2. Redegørelse
Den spirituelle zionisme der har eksisteret gennem årtier (Cleveland 2009, 241), bestod af et sam‐
mensurium af historiske epitafer fra Solomon og Davids regeringstid, blandet med religiøse og rituelle overbevisninger, der sammen skabte visionen om en tilbagevenden for det jødiske folk til Det Hellige Land (ibid., 240). Denne ideologi blev først i slutningen af 1900‐tallet erstattet af den
sættende afhandling frem for den politiske zionisme (ibid., 241). Der blev argumenteret for at anti‐
semitisme lå så dybt i Europas rødder, at jøderne var nødsaget til at gribe deres egen skæbne, og kæmpe for at etablere deres egen stat (ibid.). Denne opfordring til handling fik en række zionisti‐
ske organisationer til at opstå i 1890‐erne. Theodor Herzl (1860‐ 1904) nævnes i Cleveland’s bog som værende den person der for alvor konverterede ideologien, og de hidtidige ukoordinerede strømninger, til en sammenhængende international zionistisk bevægelse (ibid., 242).
Herzl skrev bogen The Jewish State i 1896, og den dannede ideologisk basis for politisk zionisme.
Herzls hovedtese var problemstillingen mellem den eksisterende jødiske nationalitet, og den ikke eksisterende jødiske stat (ibid.). Specielt i Østeuropa havde The Jewish State en yderst opildnende effekt på jøderne, og den kontribuerede med en klart lydende politisk agenda (ibid.). I begyndel‐
sen var politisk zionisme mere sekulær. Det underbygges med at der var betydeligt mere fokus på den nationale identitet end på religionen (ibid., 241). Zionismens diplomatiske status forbedrede sig dramatisk efter 1. Verdenskrig (ibid., 243), hvor den britiske udenrigsminister med Balfou‐
rerklæringen i 1917 støttede, at jøderne kunne få et hjemsted i Palæstina (ibid.). Zionismen funge‐
rede i mellemkrigstiden bestandigt som en bevægelse hvori et bredt spektrum af holdninger kom til udtryk (ibid., 253). Men hændelserne under 2. Verdenskrig blev yderligere brugt til at under‐
støtte zionisternes politisk gældende krav; at kun en jødisk stat kunne udgøre et tilflugtssted for de rodløse ofre af nazi‐brutaliteten (ibid., 262). Afgrene af den zionistiske bevægelse tog herefter en mere militant og hensynsløs form (ibid., 263).
Zionisme er i nyere tid disjunktivt blevet forbundet med den yderliggående højrefløj i Israel, og religiøse nybyggere i de besatte territorier. Dette på trods af, at den historiske politiske zionisme, som beskrevet ovenfor, faktisk startede som sekulær og socialistisk, men i takt med den stigende anti‐semitisme har den udviklet sig til den zionisme vi kender i dag. Der er få jødiske partier eller grupper i Israel, som i dag ikke anser sig selv som værende zionister (ibid., 351).
3. Diskussion
På baggrund af min redegørelse der portrætterer zionismens færd fra blot at være en ideologi til at blive mere politisk håndfast i sit udtryk, ved hjælp af eksterne begivenheder samt ikke mindst i kraft af udnævnelsen af staten Israel. Kan der argumenteres for at zionisterne har vundet, og hver‐
ken palæstinensisk nationalisme eller arabisme. Der søges derfor i diskussionen belæg for at fejlen og grunden til dette nederlag for det palæstinensiske mandat, er at finde hos de palæstinensiske
3.1.Tese Det er min tese at eksterne faktorer som den velorganiserede zionistisk lobbyisme i Britannien og senere i USA, simultant med den uorganiserede interne palæstinensiske politik, er af de mest be‐
tydningsfulde faktorer der har påvirket det palæstinensiske mandats historie.
Efter 1. Verdenskrig blev Palæstina et britisk mandatområde under Folkenes Forbund. Mandataf‐
talen slog fast, at briterne i administrationen af området skulle efterleve løfterne i Balfour‐
erklæringen (ibid., 243) til Den Zionistiske Verdensorganisation, om at skabe et nationalt hjem for jøderne. Den jødiske organisation havde imidlertid til formål ikke blot at skabe et nationalt hjem, men en regulær jødisk nationalstat i Palæstina (ibid., 245). Det er et påtalende postulat at allerede ved udnævnelsen af Sir Herbert Samuel som den første britiske højkommissær i det nye mandat‐
område, at zionisterne var i besiddelse af en taktisk fordel. Dette underbygges med den kendsger‐
ning at Samuel selv var både jøde og en hengiven zionist (ibid.). Kommissær Samuel mente dog, at uden arabisk politisk deltagelse ville mandatet være uholdbart (ibid., 247). Så til trods for den kendsgerning at han var zionist ønskede, Samuel et samarbejde med palæstinenserne, dog såfremt de accepterede oprettelsen af et nationalt jødisk hjem i området (ibid.). Dette er derved et belæg for at briterne havde en tvetydig diplomatisk tilgang til mandatområdet allerede fra begyndelsen på‐
virket af den zionistiske lobbyisme. På den ene side støttede de tydeligt zionisternes begæring, med udnævnelsen af en kommissær for mandatområdet der grundet sin zionistiske politiske holdning, må forventes at forfordele zionisternes interesser i etableringen af et jødisk national hjem, men samtidigt søgte briterne på den anden side for så vidt muligt ikke at krænke den arabiske majoritets rettigheder (ibid., 245).
3.2.Interne faktorer
De palæstinensiske arabere ville ikke anerkende at Folkeforbundet havde nogen legitim ret til at afgøre områdets fremtid. Palæstinensernes afvisning af Samuels adskillige forslag om en forenet repræsentation af begge samfund (ibid.), må anføres som udgørende den mest betydningsfulde indvirkning på den fremtidige kurs for palæstinensernes mandathistorie. Da dette bevirkede at de institutioner der repræsenterede befolkningen var mangelfulde på utallige måder. Dette illustreres ved at Palæstina aldrig havde en forfatning, et parlament, eller mandatvalg (ibid., 247). Dette må siges at være det stærkeste belæg der både argumentere for ‐ samt forankrer min tese om, at det
Gennem Det Øverste Muslimske Råd ‐ den arabisk palæstinensiske befolknings samlende sociale, juridiske og religiøse institution (ibid., 248) ‐ søgte de toneangivende familier i 1920ʹerne og 30ʹerne at overtale briterne til at lægge begrænsninger på den jødiske indvandring. Men deres mangel på samarbejde, lederevne samt fraktioner internt mellem familierne (ibid.) bevirkede at de, som det forventedes af skulle repræsenterer det palæstinensiske mandats interesser hverken var i stand til at kræve den samme respekt eller indflydelse hos briterne som zionisterne til sammenlig‐
ning havde (ibid.).
Dette bevirkede at det arabiske Øverste Muslimske Råd mistede meget af sin troværdig‐
hed hos den palæstinensiske befolkning. Grunden skyldes hovedsageligt at ledelsens strategi, som gik ud på at forhandle arabernes krav med mandatkolonimagten, ikke medførte nogen positive resultater (ibid., 250). Der argumenteres derfor for, at der var en frustration at spore hos araberne, da deres tilnærmelser, ved at gøre gældende krav på det land, de mente, de var berettigede ind‐
byggere af (ibid., 254), gang på gang fejlede. Derudover var den arabiske generalledelse, og der‐
med palæstinensernes stemme udadtil fra tid til anden, næsten lammet grundet den stærke fami‐
lierivalisering blandt medlemmerne. Dette findes der belæg for, da mange af de fremtrædende og betydningsfulde palæstinensiske familier blev tiltrukket af den høje pris zionisterne var villige at betale for deres jord. Det skiftende ejerskab af den opdyrkede jord fra araberne til jødisk ejerskab, havde en knusende effekt på de palæstinensiske bønder (ibid., 255). Som modsvar herpå organise‐
rede strejke der søgte at stoppe salget af dyrket jord, og ville have etableret en demokratisk rege‐
ring (ibid., 258). Det skal bemærkes at strejken både var rettet mod mandatadministrationen samt Det Øverste Muslimske Råd (ibid.).
Palæstinenserne modsatte sig indvandringen, men internt var der uvished og uenighed om, hvordan man skulle reagere på indvandringen. Selvom palæstinenserne lavede optøjer lykke‐
des det som nævnt ovenfor at briterne at få et samarbejde i stand med en række velhavende ara‐
bisk palæstinensiske familier (ibid., 255). Det var familier med store landejendomme og/eller han‐
delsinteresser (ibid.).
Den jødiske indvandring til Palæstinaområdet fortsatte og fik stigende indflydelse på økonomien i navnlig byerne, da mange af immigranterne ofte medbragte en betydelig mængde kapital (ibid., 254). Her ses et tydeligt eksempel på de interne modsigende elementer der bevæge‐
de sig på palæstinensernes side. Der var en form for villighed og samarbejde fra oven i det palæ‐
stinensiske hierarki. Samtidigt med at der fra bøndernes side blev organiseret strejke idet de hige‐
de efter at modarbejde dette tiltag. Til sammenligning havde zionisterne ikke den samme tydelige interne rivalisering. Hverken mellem magthaverne, eller de zionistiske borgere, da zionisterne
behov for et samarbejde med mandatadministrationen. Imidlertid nåede indvandringen til områ‐
det umiddelbart efter 2. verdenskrig nye højder ‐ og problemerne og konflikterne i området vok‐
sede. Dette skabte et større gab mellem zionisterne og palæstinenserne (ibid., 261).
Som yderligere belæg for denne påstand kan det nævnes at lige siden briterne for første gang underkendte Det Øverste Muslimske Råd, har de palæstinensiske arabere været uden et ef‐
fektivt lederskab. I dette fravær af lederevner internt fra Palæstina blev ansvaret for at repræsente‐
re palæstinensernes sag i mandatperioden flyttet eksternt til Den Arabiske Liga (ibid., 264). Det viste sig dog at de blot brugte deres nye magt til at demonstrere deres nyvundne antiimperialisme (ibid., 266). Som belæg for dette kan der argumenteres for at de spredte palæstinensiske bander, samt de arabiske styrker, ikke kunne matche det velorganiserede zionistiske militær (ibid.). De arabiske styrker der skulle forsvare Palæstina var dårlige. Som det var tilfældet hos palæstinenser‐
nes egne styrker var de både underbemidlede, dårligt forberedte, mangelfuldt udstyret, dårligt ledet og de var ydermere i undertal (ibid., 267). Den hidtidige oprindelige kamp mellem de arabi‐
ske og jødiske indbyggere i Palæstina blev omformet til en samlet arabisk og israelsk konflikt (ibid., 270). Disse tiltag styrkede den kommunale solidaritet internt i hvert samfund, men det skabte sam‐
tidig et større gab mellem de to parter (ibid., 248).
På baggrund af dette vil jeg underbygge min tese ved at fastslå at repræsentationen af palæstinensernes rettigheder, med fokus på deres ledelse under mandatperioden, mislykkedes internt såvel som eksternt, og hverken palæstinensisk nationalisme eller arabisme havde succes mod zionismen.
3.3.Eksterne faktorer ‐ lobbyisme
Den zionistiske organisation var bedre finansieret og havde, som en afgørende ekstern faktor, bed‐
re internationale forbindelser (ibid., 250). Dette havde betragtelig betydning for den palæstinensi‐
ske sag med syn på interaktionen mellem palæstinenserne, briterne og zionisterne (ibid., 240). Da der må argumenteres for, at zionisternes adgang til briterne sammenholdt med palæstinensernes manglende adgang til den britisk autoritet (ibid., 250), alt andet lige har styrket zionisternes positi‐
on samtidig med at det har svækket det palæstinensiske mandat.
Ydermere underbygges min tese om zionistisk lobbyisme som en afgørende positiv fak‐
tor for zionismens fremfærd i mandatområdet i Cleveland hvor der skrives “The Zionist cause was aided not only by the institutions established within the mandate but also by political and financial support from individuals and organizations operating outside of Palestine” (ibid., 252).
zionisterne og det officielle Britannien (ibid.), og senere med USA som blev en ny verdensmagt efter 2. Verdenskrig. Som resultat af dette blomstrede zionistisk lobbyisme op i USA. Dette viste sig at spille en vital rolle i konfliktens videre færd (ibid., 253).
Som nævnt i redegørelsen er det særligt efter 2. Verdenskrig at zionismen virkelig indtog et politisk aspekt. Der kan derfor argumenteres for at de forskellige politiske zionistiske partier både indenfor og udenfor Palæstina var solidt organiserede. Da zionisternes verdensorganisation var anerkendt som repræsentant for det jødiske samfund i landet, kan det til sammenligning næv‐
nes at ingen arabisk organisation nogensinde opnåede en lignende international status i mandat‐
perioden (ibid., 261).
Denne kendsgerning har bevirket, at det arabiske og det jødiske samfund ikke har sam‐
arbejdet om udviklingen af de nationale institutioner, men blot er blevet mere og mere fjendtlige imod hinanden (ibid., 247).
2. Verdenskrig havde som nævnt ovenfor stor betydning for jøderne i USA. De støttede brændende oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina (ibid., 261). Det var ikke blot humanitære be‐
kymringer, men også bekymringer om den stigende bevidsthed om betydningen af den zionistiske lobby indenfor det politiske område, der tilgodeså zionisternes ønsker i USA (ibid.). Til sammen‐
ligning var der internt i Palæstina i samme periode en undertrykkelse af palæstinenserne fra bri‐
tisk side, de havde restriktioner på deres politiske aktiviteter, og de var derfor i politisk dvale (ibid.).
Krigen bevirkede at udbruddet og accelerationen af anti‐semitisme i Europa i alminde‐
lighed, men i særdeleshed i Rusland, Polen og Tyskland, forstærkedes (ibid., 262). Under hver ny anti‐semitisk kampagne strømmede nye bølger af jødiske indvandrere ind i Palæstina (ibid., 254).
Der kan med overlæg argumenteres for at disse hændelser blev yderst offentligt eksploiteret og blev anvendt til at underbygge zionisternes krav om at blot en jødisk stat kunne yde et tilflugtssted for ofrene for nazismen (ibid., 262). Dette bevirkede at den politiske zionisme tog kraftigere form‐
som det også blev nævnt i redegørelsen. Der kan argumenteres for at de benyttede sig af taktisk international diplomatisk lobbyisme, hvilket underbygger min tese. Den 14. maj 1948 blev staten Israel oprettet (ibid., 267). Allerede inden da var det kommet til kampe mellem arabere og jøder (ibid., 266). Disse kampe udviklede sig efter maj måned 1948 til en egentlig krig ‐ en krig, der blev en katastrofe for palæstinenserne (ibid., 268). Palæstinensernes kamp for frihed, lighed og land forblev den samme efter oprettelsen af den jødiske stat. Da mandatområdet ophørte, ændrede det britiske styre og undertrykkelsen sig blot til et israelsk styre og undertrykkelse.
strid. Eftersom dette på grund af zionisternes bedre organiserede politiske korpus samt deres til fulde udnyttelse af taktisk international diplomatisk lobbyisme. Og disse tiltag styrkede den kommunale solidaritet internt i samfundet, men det skabte samtidig et større gab mellem de to parter. Til sammenligning var der internt i Palæstina i samme periode en undertrykkelse fra bri‐
ternes side af palæstinenserne. De havde restriktioner på deres politiske aktiviteter og de var der‐
for i politisk dvale. Sammenholdt med det faktum af afvisning fra palæstinensernes side af Samuel
‐ som må anføres for at udgøre den mest betydningsfulde indvirkning for palæstinensernes man‐
dats historie, da Palæstina af den grund aldrig havde en forfatning, et parlament, eller mandatvalg.
Som følge deraf mener jeg at have fundet belæg for min tese om palæstinenserne organiserede sig dårligere end zionisterne både internt såvel som eksternt, og at dette blev en katastrofe for palæ‐
stinenserne, da deres kamp for frihed, lighed og land forblev den samme efter udnævnelsen af den jødiske stat, samt da mandatområdet ophørte, ligeledes ændrede det britiske styre og undertryk‐
kelsen sig blot til israelsk styre og undertrykkelse.
5. Litteratur
Cleveland, William L. and Bunton Martin
2009 A History of the moderne Middle East, Westview Press, Boulder
Mellemøstens moderne historie og politik
Oliens indflydelse på monarkiets fastholdelse af magten i Saudi Arabien
Af stud. mag ved Afdeling for Arabisk‐ og islamstudier Pernille Husted Rasmussen
1. Indledning ...10
2. Redegørelse for olieprisernes udsving...10
3. Diskussion af Saudi Arabiens udvikling ...12
3.1. Eksternt...12
3.2. Internt ...14
4. Konklusion ...16
5. Perspektivering...17
6. Litteraturliste...17
1.Indledning
Jeg vil i min redegørelse for olieprisernes udsving komme ind på årsagerne til de største stigninger og fald i prisen siden 60’erne. Herefter vil jeg beskrive de overordnede kræfter der er med til at styre udbud og efterspørgsel på oliemarkedet.
Jeg vil i min diskussion af Saudi Arabiens udvikling søge at vise, at Saudi Arabiens olie, og den indtægt og magt olien har ført med sig, er årsag til at Saudi Arabiens monarki har kunnet fastholde magten frem til i dag. For at undersøge dette vil jeg kigge på nogle eks‐
terne og interne faktorer. De eksterne faktorer jeg har valgt, er andre lande i Mellemøsten samt USA. De interne faktorer er de religiøse ledere, militæret og befolkningen. Jeg har valgt disse faktorer ud fra det faktum, at det var dem der i andre lande i Mellemøsten har kunnet vælte lederen indenfor det seneste århundrede.
2.Redegørelse for olieprisernes udsving
Siden mange af verdens lande er blevet afhængige af olie, har der været større og mindre udsving i prisen på en tønde olie. Disse udsving er, som prisen på alt andet på verdensmar‐
kedet, styret af udbuddet og efterspørgselen (Richards 2008, 50‐52).
Fra 1960‐erne og til starten af det nye årtusinde har der været tre markante stignin‐
ger i prisen, og ét markant fald (ibid., 52). Den første stigning fandt sted efter Oktoberkrigen i 1973 mellem Israel og den arabiske verden. Under krigen valgte USA at hæve sin støtte til Israel ved at udvide den militære forsyning, og øge den økonomiske hjælp med $ 2,2 milli‐
arder, hvilket fik OAPEC1 med Saudi Arabien i spidsen til at forbyde salg af olie til USA og Holland. Dette gav panik på markedet og prisen steg væsentligt (Cleveland 2009, 457). I de olieafhængige lande førte dette til inflation og recession, dog, på trods af dette, steg USAʹs import af olie fra OPEC‐landene stadig (Richards 2008, 53‐54).
Den anden store stigning fandt sted omkring 1980 hvor Saudi Arabien valgte at reducere sin produktion af olie som reaktion på sin utilfredshed med Camp David‐aftalen mellem Israel og Egypten. Samtidig med dette er den iranske revolution årsag til at der bli‐
ver produceret omkring to millioner tønder olie mindre om dagen (ibid., 54).
På grund af de væsentlige stigninger i prisen på olie, opnår de olieproducerende lande et stort overskud, da prisen for at producere olien ikke stiger. I Saudi Arabien steg den årlige indtægt på olie med 330 % fra $6,4 milliarder i 1973 til $27,7 milliarder i 1974. Da olie‐
prisen var på sit højeste i 1981 var tallet steget til $102 milliarder om året (Cleveland 2009, 458). Dette skabte en situation som verdens lande aldrig havde prøvet før; ”Never had so much been paid by so many to so few” (Richards 2008, 54). Man havde altså aldrig før prøvet at så mange penge blev givet til så få lande på så kort tid (ibid.). Dette vil jeg senere diskute‐
re følgerne af.
Som med alt andet på handelsmarkedet vil en prisstigning nå et toppunkt, da for‐
brugeren enten vælger et substituerende produkt, nedskærer sit forbrug af produktet eller vælger helt at frasige sig det. Dette skete også med olie, hvor de industrielle lande i slutnin‐
gen af 80’erne havde skåret deres forbrug af olie pr. produktionsenhed ned til næsten 70 % af forbruget i 1973 (ibid.). Faldende forbrug, og det at olielandene uden for OPEC øgede pro‐
duktionen af olie, fik Saudi Arabien til at øge deres produktion igen i midten af 1986 hvilket resulterede i et markant prisfald på olieprisen (ibid., 54‐56).
Under Iraks invasion af Kuwait i 1990 skete der igen en markant stigning i prisen, da olieforbrugerne mistede Kuwaits produktion og lavede forbud mod at købe olie fra Irak.
Takket være Saudi Arabien, der med udnyttelse af sin kapacitet næsten kunne kompensere
for den manglende produktion, og for det hurtige nederlag til Irak, faldt prisen kort tid efter igen til det forhenværende niveau (ibid.).
Også andre faktorer end krige og politiske uenigheder kan påvirke prisfastsættelsen af olie direkte og indirekte. I forhold til udbuddet, er det en blanding mellem styrken fra det enkel‐
te land og en styret kraft i form af organisationer mellem olielandene (ibid., 52). Organisatio‐
nen OPEC er en sammenslutning af olieeksporterende lande, hvoraf de olieeksporterende lande fra Mellemøsten startede deres egen organisation; OAPEC (Cleveland 2009, 456). Disse organisationer kunne gå ind og fastsætte produktionsmængde, salgspriser og lave forbud mod salg til eller fra bestemte lande. Et eksempel på en regulering i produktionsmængden var i 1998, da olieprisen var på et lavpunkt, og hvor OPEC sænkede produktionen med 1,5 millioner tønder pr. dag, hvilket resulterede i at prisen begyndte at stige igen (Richards 2008, 57). Hvis et land ikke føler tilfredshed med organisationernes bestemmelser, kan de dog bryde dem, som f.eks. Iran og Irak gjorde (ibid., 54‐56). I lyset af dette, og det faktum at der også er lande udenfor disse organisationer der producerer olie, betyder at disse organisatio‐
ners magt ikke er enerådig (ibid.).
Efterspørgslen på olie er hovedsageligt styret af forbruget hos befolkningerne og industrier‐
ne i verdens lande. Dette kan dog tones op og ned gennem lovgivningen i det enkelte land (ibid., 51). Frem til de to første opsving i olieprisen i 1974 og i 1980 steg efterspørgslen på olie hos de industrielle lande i Europa, i USA og Japan (Ibid.). Den støt stigende pris efter 1998 skyldes også den stigende efterspørgsel fra især Kina og Indien (ibid., 57).
3. Diskussion af Saudi Arabiens udvikling
3.1.Eksternt
Der kan argumenteres for at Saudi Arabiens rolle i forhold til fastsættelsen af prisen på olie er stor. Som nævnt ovenfor spillede landet en afgørende rolle for prisstigningen i midten af 70’erne, i starten af 80’erne og i starten af 90’erne. Denne afgørende rolle forekommer på grund af størrelsen på Saudi Arabiens olieproduktion sammenlignet med de andre oliepro‐
ducerende lande. Dette kommer til udtryk i følgende citat:
”In practice, just as OPEC was the “residual supplier” to the world market, Saudi Arabia
was the “residual supplier” within OPEC. Only the Saudies could play this role: They could
vary their production from a low of just above 2 million barrels per day (…) to a high of nearly 10 million barrels per day” (Richards 2008, 56).
Saudi Arabien havde altså en fordel i kapacitetsstørrelsen som de benyttede i forhold til de andre olieproducerende lande, og udnyttede i forhold til regionale og internationale politi‐
ske kampe, som det sås ovenfor med de arabiske‐Israelske konflikter. Saudi Arabien demon‐
strerede også sin magt ved prisfaldet i 1986, pga. opjusteringen i produktionen, som Ri‐
chards beskriver på en let forståelig måde:
By this action, the Saudis sent messages to fellow OPEC members (“Quit cheating!
We can take losses better than you can!”), to the non‐OPEC producers (“Let’s make a deal; your production costs are much higher than ours”), and to investors in conservation technology (“we can push the price down and drive you out of business!”) (ibid.).
Saudi Arabien sad på det tidspunkt med en magt der få årtier inden havde været urealistisk at drømme om. Dengang var landets hovedindtægt den årlige pilgrimsrejse og kongeriget blev beskrevet som udpint (Cleveland 2009, 233).
Den ovennævnte stigning i efterspørgsel skabte en større afhængighed af olie og dermed også af Mellemøsten og især Saudi Arabien (ibid., 457). Derfor kunne det være ønskeligt for de olieafhængige lande udenfor Mellemøsten at bevare et godt forhold med Saudi Arabien, for at sikre tilgangen til deres olie og dermed sikre økonomisk stabilitet på dette område.
Som eksempler på dette kan nævnes USAʹs grundlag for at kæmpe for en hurtig fredsaftale i Mellemøsten efter Oktoberkrigen i 1973 (Ibid., 376), og USA’s militære hjælp til Saudi Arabi‐
en mellem 1990 og 1999 (Richards 2008, 355).
Men det er ikke kun de olieafhængige lande der har et behov for at bevare et accep‐
tabelt forhold. Saudi Arabien selv er også afhængig af deres olieindtægter og må derfor også have interesse i fortsat at kunne sælge deres olie. Efter at monarkiet i Iran blev fjernet i 1979, følte Monarkiet i Saudi Arabien sig nødsaget til at opjustere hæren, og dette skete med hjælp fra USA (Cleveland 2009, 458). Dermed tilgodeså de hinandens interesser ved at sikre forsva‐
ret mod et lignende angreb på monarkiet i Saudi Arabien, og dermed sikre USA’s adgang til deres olie.
I forholdet til de andre lande i Mellemøsten har Saudi Arabiens store indtægter kunnet mod‐
arbejde kritik af monarkiet. I årene efter 1973 modtog Syrien og PLO store finansielle midler fra Saudi Arabien. Gennem dette kunne Saudi Arabien stoppe deres kritik af monarkiet, og dets forhold til USA (Ibid.).
3.2.Internt
Saudi Arabien blev dannet af Abd al‐Aziz ibn Sa’ud omkring 1930 hvor grundlaget for kon‐
geriget af Saudi Arabien var den religiøse bevægelse Wahhabisme (Cleveland 2009, 232).
Ved ibn Sa’uds død i 1953 havde landet stadig ikke nogen forfatning, ingen politiske partier, ingen tegn på industrialisering og en regering hvor kongen foretog alle store og små beslut‐
ninger. Koranen var forfatningen, sharia var lovgivningen og islam var ideologien bag legi‐
timiseringen af monarkiets ret til at regere landet (ibid., 452). Ibn Sa’ud blev efterfulgt af en af sine sønner, Sa’ud, der blev fjernet af en koalition af royale familiemedlemmer efter 11 års ledelse. Dette skete pga. hans manglende evne til at lede landet, især mod den voksende trussel fra Nasser, og hans bevægelse i Egypten, samt en uansvarlig håndtering af landes finansielle midler der var ved at føre landet mod bankerot (ibid., 452‐453).
Den nye konge, Faysal, lavede en moderniseringsplan hvor især uddannelsessy‐
stemet blev udvidet og forbedret. Men det var dog stadig kongen og udvalgte medlemmer af kongefamilien der bestemte statens politik, hvilket den nye elite af de uddannede blev util‐
freds med. På trods af dette indgik de en ordning hvor eliten fik høje stillinger indenfor bu‐
reaukratiet, og blev tildelt den rigdom og prestige der fulgte med jobbet, hvorved de ikke kritiserede det royale styre (ibid., 453).
Selvom dette sker kort tid inden Saudi Arabiens forstørrede indtægt fra prisstig‐
ningerne på olie, kan der stadig argumenteres for at olieindtægten er årsag til at ordningen kunne lykkedes. Idet situationen nogle år efter ville have set anderledes ud, hvis ikke Saudi Arabien havde haft disse indtægter, og dermed midler til at tilfredsstille den nye gruppe af uddannede borgere med.
Der kan også argumenteres for at forholdet mellem monarkiet og de religiøse ledere i Saudi Arabien har været godt og vigtigt i forhold til monarkiets fastholdelse af magtpositionen. Ibn Sa’ud skabte fra starten af et styre hvor ulamaen ikke blev inkluderet i beslutninger om lan‐
des politik. Dette accepterede ulamaen fordi de fik retten til at tage afgørende beslutninger under kongens retningslinjer (Cleveland 2009, 461). Eksempler på dette var under Faysals ændringer i udannelsessystemet hvor ulamaen bestemte den moralske tone, og meget af undervisningen på skolerne og universiteterne, eller da Faysal ville indføre tv i landet og ulamaen var imod, fik de lov at bestemme hele sendefladen (ibid.). Det sted hvor ulamaen var mest fremtrædende, var igennem det Moralske Politi som igennem tiden har opnået me‐
re magt i landet. Den Saudi Arabiske ulama er fremtrædende gennem dette politi og styrin‐
gen af den årlige pilgrimsrejse (ibid., 461‐462). Forholdet mellem monarkiet og ulamaen var således et forhold hvor begge parter var tilfredse; kongen kunne blive på magten og ula‐
maen fik en væsentlig indflydelse i bestemmelserne, idet de samarbejdede mere end de modarbejdede hinanden (ibid.).
Efter golfkrigen i 1991 opstod der utilfredshed i en gruppe af unge islamister der kritiserede ledelsen af landet, og mente at man skulle fremme sharia og ulamaens rolle. Som følge af deres kritik og yderligere kritik fra en gruppe af liberale reformister skabte kong Fahd en grundlov i 1992 og en forsamling af rådgivere i 1993 (ibid., 493‐494). Grundloven indebar dog ingen markante eller bemærkelsesværdige ændringer men forsamlingen af råd‐
givere bestod af 60 personer, indeholdende prominente familier, virksomheder, religiøse ledere og regeringen. Disse personer var ikke valgt, og de kunne ikke lave love men blot give råd. Om kongen så brugte disse rådgivere, og i hvilken grad, var ikke bestemt (ibid.; Ri‐
chards 2008, 315). Det der her fik kritikken til at falde var at det de blev beskyldt for, var den selv samme ting som de forsvarede sig med. Altså; islamisterne beskyldte monarkiet for at lede landet på en måde der var for lang væk fra de islamiske principper, mens monarkiet forsvarede sig med, at islam var hele fundamentet bag deres tilstedeværelse (Cleveland 2009, 494). Dermed var konflikten kompleks og da de religiøse ledere stadig havde væsentlig ind‐
flydelse i behandlingen af monarkiets beslutninger, og befolkningens opførsel gennem det Moralske Politi, kunne der argumenteres for at tilfredshed hos ulamaen var årsag til at kon‐
flikten ikke udvidede sig yderligere.
Sammen med den tidligere omtalte opjustering i militæret efter 1979 besluttede kongen at bruge nogle af olieindtægterne til, at gennemføre et stort økonomisk og socialt udviklings‐
program. Med dette program regnede kongen med at landet ville ændre sig, fra at være un‐
derudviklet, til at blive moderne (ibid., 459). Dette program indebar forbedringer på mange fronter. Bl.a. af landets infrastruktur, kommunikationsmuligheder, universiteter og industri‐
er. Denne udvikling skabte også muligheder for at udenlandske arbejdere kunne få job i lan‐
det (ibid.).
Med disse ændringer dannedes nye trusler mod den royale familie. De udenland‐
ske arbejdere kunne bringe kritik af monarkiet ind i landet, så derfor blev de enten isoleret fra samfundet eller nøje overvåget og smidt ud hvis de udførte den mindste uønskede aktivi‐
tet (ibid., 460).
Den hurtige modernisering skabte en ny middelklasseelite af lærere, forretnings‐
mænd, officerer og tjenestemænd (ibid., 459‐460). Men med disse moderniseringsplaner øn‐
skede monarkiet stadig ikke at miste magten, så de holdt stadig politiske partier, fagforenin‐
ger og andre interessegrupper ulovligt. Og som vi så tidligere, kunne monarkiet gennemføre dette ved at give gode stillinger, en god løn og ellers give befolkningen bedre sociale ydelser
Ligesom med den politiske ledelse af landet har monarkiet også ført en hård politik overfor den militære ledelse. Da Saudi Arabien har været senere udviklet, i forhold til mange af de øvrige lande i Mellemøsten, har den royale familie kunne følge med i de unge officerer, der væltede kongeriget i Egypten og Irak med succes. Monarkiet i Saudi Arabien holdt derfor styr på deres militære styrker ved at overvåge dem og sørge for at de højest rangerende offi‐
cerer var fra kongefamilien (Cleveland 2009, 456). Siden midten af 70’erne har landet brugt store finansielle midler på militærudstyr og oprustning og har derudover fået hjælp til ind‐
køb af militære midler af USA mellem 1990 og 1999 (ibid.; Richards 2008, 355). Dermed kan der argumenteres for at Saudi Arabiens indsættelse af kongefamilien i den militære ledelse er en af årsagerne til, at landet ikke har kunnet opbygge en stærk militær styrke, da de har tilgodeset den mest loyale frem for den bedst egnede. Der kan således også argumenteres for at Saudi Arabiens tætte kontrol med landes militære styrke har været medvirkende til at monarkiet har kunnet blive på magten, da militæret dermed ikke har vendt sig mod landets ledelse, og fjernet det.
Ved de ovennævnte eksempler kan man konstatere at monarkiet kunne blive på magten, ved at bruge en co‐option strategi, både overfor befolkningen og overfor de religiøse ledere (Ri‐
chards 2008, 315). Tankegangen med at begge parter opnår noget, og at begge er afhængige af hinanden, kan også siges at være gældende for forholdet mellem monarkiet, de andre lan‐
de i Mellemøsten samt USA gennem finansielle midler og olie.
4. Konklusion
Som svar på tesen om at Saudi Arabiens olie, og den indtægt og magt olien har ført med sig, er årsag til at Saudi Arabiens monarki har kunnet fastholde magten frem til i dag, kan det på baggrund af diskussionen konkluderes at den kun er delvis rigtig.
Som vi så i den eksterne del, har olien i Saudi Arabien været årsag til et godt for‐
hold til USA. Men hvis Saudi Arabien ikke havde magten i form af olien, ville USA heller ikke have nogen interesse i at fjerne monarkiet, da landet ellers blot ville være én i mængden af lande uden demokrati. I modsætning til forholdet med USA må det dog konkluderes at Saudi Arabiens olieindtægter har haft en indflydelse på, at monarkiet har kunnet fastholde magten, mod truslen fra andre lande i Mellemøsten.
Ud fra de interne faktorer kan det også konkluderes at tesen kun har delvis ret. I forholdet til befolkningen, de religiøse og specielt militæret har det ikke kun været de øgede finansielle midler, der har kunnet holde grupperne fra at gå i kamp mod monarkiet. Aftaler‐
ne og kompromiserne som begge parter har accepteret, har også haft en indflydelse.
De finansielle goder har dog stadig været en væsentlig årsag; hvis grupperne i lan‐
det var tilfredse, var der ingen grund til at fjerne monarkiet – og i så fald, hvor meget bedre ville alternativet så være? Det er i denne sammenhæng svært at konkludere, hvor meget monarkiets tilstedeværelse i dag er et tegn på undertrykkelse af de forskellige grupper, eller et tegn på tilfredsstillelse gennem løn, sociale ydelser og indflydelse.
5. Perspektivering
Den fremtidige oliepris er umulig at forudsige men som Richards beskriver det, så vil Saudi Arabiens magt på det internationale plan i form af olie ikke forsvinde i løbet af de næste par år;
Blindfolded chimpanzees throwing darts at random number tables have done about as well as economists in forecasting future oil prices. All that can be said with certainly is that the demand for oil is likely to continue to rise, that the Gulf continues to have the world’s largest reserves and the lowest production cost, (…) few doubt that Middle Eastern producers, and especially Saudi Arabia, will con‐
tinue to play a major role in determining the future path of oil prices (Richards 2008, 57).
I en opgørelse over hvor mange år verden har oliereserver til, er Saudi Arabiens andel anslå‐
et til omkring 75 år (ibid., 50). Men som ledelsen frem til i dag har set ud, så gør de endnu ikke landet klar til denne fremtid, som man ellers ser det gjort i f.eks. Kuwait, hvor oliepen‐
gene bliver udnyttet til at skabe en velfungerende stat nu og i fremtiden (ibid., 23; Cleveland 2009, 466‐468). Resultatet af den overstående konklusion kunne være en af årsagerne til dette.
Altså at monarkiet i Saudi Arabien har brugt indtægterne, og magten fra olien til at fastholde deres position, i stedet for at sikre landets fremtid ved hjælp af olien.
6.Litteraturliste
Cleveland, William L. & Martin Bunton
2009 A History of the Modern Middle East, Fourth Edition, Westview Press, Boulder
Richards, Alan & John Waterbury
2008 A Political Economy of the Middle East, Third Edition, Westview Press, Boulder
Arabisk litteratur
Fremmedgørelse, frihedskamp og medmenneskelighed i en ”engage‐
ret” palæstinensisk novelle af Kanafani
Af stud. mag ved Afdeling for Arabisk‐ og islamstudierJette Louise Marcher
1. Indledning ...18
2. Historisk perspektiv på novellen ...19
2.1. Tidlig zionisme og tilflytning til Palæstina frem til 1948 ...19
2.2. 1948 ‐ 1967 og 6‐dagskrigens eftervirkninger...20
3. Analyse af novellen...20
3.1. Resume ...20
3.2. Komposition og fortælleteknik ...21
3.3. Fremmedgørelse i det velkendte ...21
3.4. Badrs billede som symbol på fædrelandet ...22
3.5. Fremstillingen af jøder i novellen – propaganda og humant ...23
3.6. Opfordringer til at slutte sig til frihedskampen...25
4. Om iltizaam litteratur og novellens plads heri...26
5. Konklusion ...27
6. Litteraturliste...28
1.Indledning
Jeg vil give en analyse og fortolkningen af Ghassan Kanafanis novelle ʺTilbage til Haifaʺ fra 1969, og for at kunne sætte den ind i dens rette historiske og politiske sammenhænge vil jeg først redegøre for de historiske begivenheder, der ligger til grund for novellen, nærmere be‐
tegnet zionisme samt begivenhederne i 1948 og frem til 1967.
I analysen af novellen vil jeg komme ind på tekstens komposition og hvilke virke‐
midler forfatteren benytter sig af til at skabe spænding. Derefter vil jeg tage fat på tekstens udsagn om fædrelandet og symboler herpå. Så vil jeg komme ind på hvordan teksten omta‐
ler jøder, både som hårde ord imod israelernes gerninger i Palæstina og som sympatisk fremstilling af en jødisk kvinde i fortællingen. Disse betragtninger vil jeg drage med ind i sidste kapitels filosoferen over og opfordringer til at slutte sig til modstandskampen.
Til slut vil jeg indplacere novellen og dens forfatter i den arabiske litteraturhistorie, og redegøre for hvordan denne var et resultat af de historiske begivenheder.
2. Historisk perspektiv på novellen
Kanafanis novelle bygger på nogle konkrete historiske begivenheder, som jeg i det efterføl‐
gende vil genfortælle i hovedtræk. Jeg har brugt kapitel 13 William L. Clevelands ʺA History of the Modern Middle Eastʺ (2004) som kilde til begivenhederne frem til 1948, og kapitel 16 og 17 til begivenhederne fra 1948 til 1967 og frem.
2.1.Tidlig zionisme og tilflytning til Palæstina frem til 1948
Jøder er længe blevet forfulgt i Europa, og lige så længe har de haft en drøm om at vende hjem til deres hellige land, som ligger hvor Israel/ Palæstina ligger i dag. I 1897 blev den før‐
ste zionistkongres afholdt i Basel, hvor zionismens mål blev defineret som sikringen af en juridisk anerkendt nation i Palæstina for jøder. De fleste deltagere på kongressen var østeu‐
ropæiske jøder, da vesteuropæiske og amerikanske jøder var bedre integrerede i deres re‐
spektive samfund.
I 1917 kom Storbritannien med Balfour‐deklarationen, hvori der blev udtrykt støtte til zioni‐
sterne. Grunden til dette var håbet om at indflydelsesrige jøder i hhv. USA og Rusland ville påvirke deres regeringer til fordel for britiske interesser i første verdenskrig.
Omkring 1930 grundlagde den russisk jøde Jabotinsky den revisionistiske zionisme, som opfordrede alle jøder til at emigrere til Palæstina for at udråbe en jødisk stat. Jabotinsky var træt af, at der ikke skete nok i den ʺtraditionelleʺ zionisme, og at man var for afhængige af Storbritannien. Jøderne flyttede til og opkøbte land fra de lokale arabere til høje priser, og mange arabere lånte penge hos jøderne, da skatterne til de britiske mandatherrer skulle beta‐
les kontant. Dette var med til at fremmed‐ og fattiggøre palæstinenserne i deres eget land, hvilket de gav jøderne al skylden for. Samtidig havde briterne større og større problemer med at holde ro og orden mellem zionistiske og palæstinensiske grupper.
Anden Verdenskrig og holocaust skabte en skyldfølelse og pro‐zioniststemning i Europa. Yishuv, det jødiske samfund i Palæstina, havde kæmpet med Storbritannien mod Nazi‐tyskland i Anden Verdenskrig, men planlagde samtidig at kæmpe mod britisk tilstede‐
værelse i Palæstina, da zionisterne ønskede deres egen, uafhængige stat. Til sidst gav Storbri‐
tannien fortabt og erklærede at hun trak sig ud af det Palæstinensiske mandat.
Israel erklærede sig selvstændig d.15. maj 1948, da de britiske tropper officielt var trukket ud, og samme dag invaderede de arabiske stater landet. Det endte med en sejr til Israel, som endda fik erobret endnu mere land. Denne begivenhed er i de arabiske folke‐
munde kendt som al‐nakba, katastrofen.
2.2.1948 ‐ 1967 og 6‐dagskrigens eftervirkninger
Palæstinenserne, som flygtede fra Palæstina i 1948, blev anbragt i flygtningelejre, som var ment som midlertidige løsninger, indtil de kunne vende hjem igen. Da dette ikke skete, blev flygtningelejrene til mere permanente byer, men uden den struktur og de muligheder som en rigtig by kan byde på. Landene, som palæstinenserne var flygtet til, havde rigelig med ikke‐uddannet arbejdskraft, og havde derfor ikke brug for palæstinenserne, som hovedsage‐
ligt var bønder. De uddannede palæstinensere fik tilbudt job, og blev bedre integrerede i deres nye samfund end deres uuddannede lidelsesfæller.
Da palæstinenserne ikke selv havde nogle organisationer til at tale deres sag, måtte de sætte deres lid til udenlandske arabiske kræfter om at vinde Palæstina tilbage til araberne, og her var Nasser i Egypten med sit motto om pan‐arabisme det bedste håb.
Forholdet mellem Israel og de arabiske stater spidsede til i løbet af 1960ʹerne og kulminerede d.5. juni 1967, hvor Israel angreb og ødelagde det egyptiske, det syriske og det jordanske luftvåben på samme dag. Efter bare seks dage havde Israel erobret Sinai‐halvøen fra Egypten, Golan‐højderne fra Syrien og Vestbredden fra Jorden. Efter denne magtdemon‐
stration stod det klart for alle, at Israel var områdets stærkeste. Palæstinenserne mistede de‐
res tro på, at de arabiske stater kunne og ville hjælpe dem. Den optimisme og tro på Nasser og hans sag, der havde hersket indtil da, var med et slag slået i stykker. På arabisk kaldes denne krig for al‐naksa, ʺtilbageslagetʺ.
3.Analyse af novellen
I det følgende vil jeg først give et resume af novellen, og derefter vil jeg analysere dens kom‐
position og fortælleteknik. Så vil jeg tage fat på den følelse af fremmedgørelse, som hoved‐
personen har gennem hele novellen, og jeg vil analysere tekstens fremstilling af fædrelandet og af jøder. Til sidst vil jeg behandle tekstens budskab om at slutte op om den palæstinensi‐
ske frihedskamp.
3.1.Resume
ʺTilbage til Haifaʺ foregår i Israel/Palæstina ca. tre uger efter Seksdageskrigen i juni 1967.
Man følger et palæstinensisk ægtepar, Saʹid S. og Safiya, som boede i Haifa, indtil de i april
1948 måtte flygte fra israelernes besættelse. De lod alting bag sig, inklusiv deres 5 måneder gamle søn Khaldun, som de efterhånden opgav at finde igen. Det jødiske ægtepar Efrat og Miriam blev få dage senere tildelt Saʹid og Safiyas hus, under betingelse af at de ville adopte‐
re det barn, som var fundet i huset. De gav ham navnet Dov og opdrog ham som deres søn.
Efter 20 år benytter Saʹid og Safiya sig af muligheden for at vende tilbage og se de‐
res hus og måske finde ud af, hvad der skete med Khaldun. Undervejs fortælles historien om deres nabo Faris og hans bror Badr, som døde som martyr i 1948, og hvis billede stadig hang i det hus familien måtte flygte fra, selvom en ny var flyttet ind. I deres gamle hus møder Saʹid og Safiya den jødiske kvinde Miriam, og senere kommer Dov/ Khaldun hjem iført uni‐
form fra de israelske reserver. Dov nægter at kendes ved sine arabiske forældre, og Saʹid praler af sin søn Khalid, som ønsker at slutte sig til den palæstinensiske frihedsbevægelse.
3.2.Komposition og fortælleteknik
Novellens rammefortælling om Saʹids og Safiyas tur til Haifa foregår i 1967, hvori flashbacks til begivenhederne i 1948 er indbygget først fra Saʹids synsvinkel og så fra Safiyas. Efter de har mødt Miriam, får man også hendes fortælling i form af flashbacks til hvad der skete den‐
gang. På denne måde opnår forfatteren at skabe spænding ved først at hentyde til en sam‐
menhæng mellem ægteparret og Miriam og derefter fortælle deres historier, og afsløre hvor‐
dan tingene hænger sammen. Hvis forfatteren havde skrevet historien med begivenhederne i kronologisk rækkefølge, var denne spænding gået tabt, og læseren ville have undret sig over, hvorfor to så forskellige historier fra 1948 skulle fortælles sammen, når deres sammenhæng først går op for hovedpersonerne i 1967.
Rammefortællingen er fortalt gennem Saʹids øjne og med hans tanker om det, der sker. Når der i rammefortællingen berettes om andre personers historier, skifter fortælleren til den, der oplevede det. På denne måde opnår forfatteren at give et mere nuanceret billede af de forskellige personer ved at lade dem fortælle selv, og derefter se på dem gennem Saʹids øjne. For eksempel vælger forfatteren at lade Saʹid starte på at fortælle Farisʹ historie, for der‐
efter skifte fortæller, så man hører Faris selv berette om sine oplevelser. Som afslutning lader forfatteren Saʹid kommentere på historien, som om han har fortalt det hele, og denne kom‐
mentar forudgriber den konklusion, som Saʹid kommer til efter sin lange samtale med Dov i det efterfølgende (og sidste) afsnit.
3.3.Fremmedgørelse i det velkendte
Igennem novellen hører man Saʹids tanker om sin hjemby Haifa; om hvordan han genkender det hele fra for 20 år siden, om hvordan han kører rundt i byen på præcis samme måde som
dengang, i gader der for ham stadig har de gamle navne, og om hvordan hele deres lejlighed ser ud som i 1948 (Kanafani 1969, 118‐119). Men samtidig er der noget anderledes: ʺJeg ken‐
der den igen. Dette er Haifa; men byen vil ikke kendes ved migʺ (ibid., 106) tænker Saʹid og bedrøves ved tanken. Han forlod Haifa for 20 år siden og lod noget af det dyrebareste han havde, nemlig sin søn og sit fædreland, blive bag sig, og han skammer sig over dette. Hvis han selv var blevet efterladt, ville han være meget skuffet over den, der forlod ham, og ville nok ikke kendes ved vedkommende. Konfrontationen med denne dom, denne skuffelse og det at have svigtet afskrækker ham.
Også de små ting i det velkendte hus har ændret sig: antallet af påfuglefjer er mind‐
sket, noget af møblementet er udskiftet og tingene er falmet i tidernes gang. Også om huset siger han ʺDet vil ikke kendes ved osʺ (ibid., 131) og han frygter inden mødet med Khaldun/
Dov, at heller ikke han vil kendes ved dem. Han ønsker bare at forlade stedet og undgå kon‐
frontationen.
Dov vil ikke, ganske som Saʹid frygtede, kendes ved sit arabiske ophav, og Saʹid betragter i en af de mange tavse pauser ham og Safiya, og han finder det absurd, at de skulle være beslægtede (ibid., 144). Selv ikke noget så velkendt som deres eget kød og blod vil ken‐
des ved dem i det hjem, de engang boede i sammen. Heller ikke hjemmet vil kendes ved dem, i deres engang velkendte og nu så forandrede by.
3.4.Badrs billede som symbol på fædrelandet
Historien om martyren Badr og hans billede bliver fortalt i rammefortællingen, men har egentlig ingen direkte forbindelse med denne. Der er dog nogle fællestræk i denne fortælling og i rammefortællingen: I begge vender de flygtede tilbage til det hus, som de måtte forlade i 1948, og møder dem, der bor der i 1967. Forskellen på fortællingerne er, at Saʹid og Safiya finder en jødisk bosætter, som endda har stjålet deres søn (ibid., 130), mens Faris finder en anden araber (hvis navn man aldrig får at vide), der har lejet netop hans hus pga. martyr‐
broderens billede. Faris får lov til tage broderens billede med sig, det er jo trods alt hans bror, men ʺdet efterlod en aflang, meningsløs hvid plet, som så foruroligende nøgen udʺ (ibid., 136). På samme måde efterlod det en meningsløs plet [land], da israelerne drev palæstinen‐
serne fra deres fædreland i 1948. Men modsat israelerne, så indser Faris at han ikke har ret til at fjerne billedet fra dets plads, og han vender tilbage med det. Manden i hans lejlighed er glad for at få det tilbage og siger: ʺI sidste ende tilhører denne mand jo os. Vi har levet med ham, og han med os; han er blevet en del af os.ʺ (Ibid., 136). Ved at gøre ham til ʺen del af familienʺ, og ved at fokusere på hans martyrium og den sag han døde for, bliver Badrs sag også mandens sag, og han opdrager sine børn i denne ånd. Han har endda opkaldt en af sine sønner efter Badr. Det er opdragelsen af børnene som gør dem til det de er, eller som Saʹid
siger det: ʺMon ikke mennesket er det, som time efter time, dag efter dag og år efter år indgi‐
ves ham?ʺ (ibid., 143) Kanafani vil her minde sine læsere om, at påvirkninger udefra spiller en vigtig rolle, når et menneskes meninger formes.
Manden i Farisʹ lejlighed siger endvidere ʺdet var jeres pligt at ønske at få ham til‐
bage; at kræve huset tilbage – og Jaffa – og os…ʺ (ibid., 136). På denne måde taler Kanafani gennem manden og fortæller, at det er palæstinensernes pligt at ønske at få Palæstina tilbage, samt ikke at flytte ideen [billedet] om Palæstina til der, hvor de er flygtet hen, men at komme tilbage til der, hvor Palæstinas land rent faktisk er. Alt dette indser Faris også, med Saʹids ord: ʺHan bærer våben nuʺ (ibid., 137), og at den eneste måde at vinde det tabte tilbage er gennem modstandskamp.
Badr døde for sit fædreland, og i novellen fortælles det at mange kom til hans be‐
gravelse; Gennem sit martyrium kom han til at ʺtilhøreʺ alle palæstinenserne, og for at hans død ikke skal være spildt, er det endnu vigtigere for de overlevende at få Palæstina tilbage, altså at færdiggøre hans sag. Da så mange mistede og havde mistet sønner, brødre og venner i kampen mod israelerne, blev det endnu vigtigere, efter hver martyrs død, at vinde Palæsti‐
na tilbage, for at de dødes kamp ikke havde været forgæves. Faris indser dette, og Saʹids søn Khalid har også indset det. De er ikke fortabt i mindet om det tabte fædreland og bruger al tiden på at sørge over tabet af det, som Saʹid og Safiya er i begyndelsen af novellen. I stedet de har en drøm om det, der kan vindes tilbage fra israelerne, og de har en måde at opnå det.
3.5.Fremstillingen af jøder i novellen – propaganda og humant
I novellen findes både sympatiske beskrivelser af det jødiske par, specielt af Miriam, og sam‐
tidig lader Kanafani Saʹid udtale nogle hårde ord som ville have været propaganda hvis de var udtalt af en officiel person [som måske kunne være Kanafani selv i PLFP?].
Med hensyn til hvordan israelerne har administreret landet siger Saʹid: ʺDet mira‐
kel, som jøderne taler om; det er ikke andet en et fupnummer. Her i landet lyder der ekko af, at der er en stor misgerning, der er sketʺ (ibid., 116) Her er specielt ordene ʺfupnummerʺ og
ʺmisgerningʺ negativt ladede, og som i den palæstinensiske propaganda imod Israel passer
de fint sammen med ʺjøderʺ.
Saʹid siger, at verden [Palæstina] er et sted, ʺhvor retfærdigheden gement knuses hver dagʺ (ibid., 142) underforstået af israelerne, fordi han udtaler denne sætning lige efter at have nævnt det døde arabiske barn, som Miriam så blive så lemfældigt behandlet af de isra‐
elske soldater. Saʹid:
Hvornår holder I op med at betragte andres svagheder og fejl som støtte til fordel
og den anden gang siger I, at den ene uret ikke afhjælper den anden… I bruger den første udtalelse til at retfærdiggøre jeres tilstedeværelse her; og den anden bruger I til at undgå de vanskeligheder, I selv har bedt om. (Ibid., 145‐46)
Jøderne retfærdiggjorde deres besættelse af Palæstina med, at de selv var blevet forfulgt af nazisterne og var ofre for holocaust, og at de havde brug for en hjemstat, hvor de ikke ville blive udsat for denne forfølgelse – eller antisemitisme generelt. Men, siger Kanafani gennem Saʹid, så forholder det sig sådan, at ʺen fejl føjet til en anden gør ingen af dem rigtigeʺ (ibid., 145), og at tidligere tiders jødeforfølgelse ikke retfærdiggør jødernes drab på palæstinenser‐
ne – som i øvrigt ikke var dem, der var skyld i holocaust.
Alle disse negative udtalelser kunne, med lidt andre ord og sagt af en agiterende taler, fungere som palæstinensisk propaganda imod Israel. Saʹid har højst sandsynligt hørt denne smøre flere gange i løbet af de 20 år siden sin flugt. Kanafani har imidlertid ikke valgt at skrive en politisk tale men i stedet en novelle, hvori han kan indflette et andet og sympati‐
serende syn på jøderne, fordi han vil understrege, at de også er mennesker.
Miriam er fremstillet som den menige jøde, som selv har været offer for nazisternes holocaust, under hvilken hun mistede sin far og bror (ibid., 126). Hun har ingen direkte skyld i besættelsen, men tilfældet, hendes mand og nazisternes ugerninger bragte hende til Haifa. Hun havde egentligt i sinde at forlade byen igen, efter hun så, hvordan soldaterne behandlede det døde, arabiske barn (ibid.). Her understreger Kanafani Miriams menneske‐
lighed, selvom hun er jøde, der i palæstinensisk propaganda nogle gange reduceres til uføl‐
somme djævle. Hun blev imidlertid i Haifa, som den gode kone hun var for sin mand, og hun adopterede endda en arabisk dreng; altså er hun ikke fjendtligt stemt over for palæsti‐
nenserne. Hun udtaler også med tårer i øjnene, at ʺDet er ganske vist en ægte sabbatslørdag, men der vil aldrig komme en rigtig fredag her igen; og heller ingen rigtig søndagʺ (ibid., 125).
Miriam græder for det palæstinenserne har mistet, selvom det betyder, at hun selv sammen med de andre jøder har vundet noget. Denne humane fremstilling af jøder er meget typisk for Kanafani (Starkey 2006, 131) og skal hjælpe med til at nuancere palæstinensernes billede af deres besættere; de er også mennesker, og nogle af dem er måske ikke helt enige med de‐
res brødre om måden, de behandler palæstinenserne på. Som Saʹid siger til Dov: ʺjeg vil ikke fortælle dig, at det er tænkeligt, at du er araber […] Men jeg vil fortælle dig, at det, når alt kommer til alt, er tænkeligt, at du er et menneske.ʺ (Kanafani 1969,146)
Man hører at Efrat læser Arthur Koestlers ʺTyve i nattenʺ (1946), inden han tager til Haifa med sin kone i 1948, og på dette tidspunkt ved han ikke så meget om Palæstina. I den‐
ne bog argumenterer Koestler for, at israelerne i briternes fravær var berettiget af holocaust og af deres ret til en nation til at bruge voldelige metoder til at skabe deres stat, dog at kib‐
butzer som en måde at erobre nyt land på var som tyveri i natten (Steen 2005, 22). I forlæn‐
gelse af denne bog nævner forfatteren også ʺkolorerede, religiøse bøger, der var beregnet som læsestof for børn i Europaʺ (Kanafani 1969, 123). På denne måde får Kanafani, meget skjult, henvist til synspunkter modsat sine egne, og sat dem i forbindelse med religiøse bøger, som kan bruges til at præge børn til bestemte holdninger. Han får antydet religiøs propa‐
ganda, som palæstinenserne heller ikke har været for fine til at anvende, jf. de seneste års sager som Hamasʹ tv‐kanal som sender børne‐tv, hvor børn ned til 4 år ringer ind og erklæ‐
rer, at alle israelere skal dø.
3.6.Opfordringer til at slutte sig til frihedskampen
I sidste kapitel beskrives mødet mellem Dov/ Khaldun og hans biologiske forældre. Det fører til en længere diskussion mellem Saʹid og Dov om retfærdiggørelsen af kampen mellem isra‐
elerne og palæstinenserne. I denne didaktiske del lader Kanafani de to personer diskutere forskellige synspunkter.
Han lader Dov lægge ud med at ʺdet er mennesket, det kommer an påʺ (ibid., 140), at han, som er israelsk adopteret og opdraget, tænker som en israeler, også selvom han har fået at vide, at han har arabiske rødder. Det, det kommer an på, er hvilke holdninger, det enkelte menneske har valgt. Der er ingen grund til at dræbe en menig jøde som Miriam, som i sin menneskelighed faktisk sympatiserer med palæstinenserne, men der er grund til at kon‐
frontere Dov, en araber med israelsk tankegang, som endda er i den israelske hær, og som kæmper mod palæstinenserne.
Dov fornægter sin biologiske arv; han er skuffet over, at hans forældre opgav at finde ham, hvorfor han anser dem for svæklinge (ibid., 144). Han har af den grund valgt is‐
raelernes sag, fordi de tog ham til sig, da hans egne havde forladt ham, og fordi israelerne ikke spilder tiden med at græde, men rent faktisk kæmper for deres sag. Kanafani advarer her om hvad der kan ske, hvis rødderne svigter deres børn, altså hvis de arabiske stater glemmer deres palæstinensiske brødre, Sker det, er der en risiko for, at de vender sig mod deres arabiske baggrund og begynder at kæmpe mod de arabiske stater – dog nok ikke på Israels side. Kanafani selv kom ofte i fængsel i Libanon for netop at kritisere de arabiske sta‐
ter for at svigte palæstinenserne. (Campbell 2001, 53)
Kanafani giver i løbet af Dovs og Saʹids diskussion adskillige grunde til at slutte sig til den væbnede kamp:
Dov/ Khaldun er tydeligvis skuffet over, at hans biologiske forældre opgav at lede efter ham, og fortæller Saʹid, at en tabt søn er grund til at gribe til våben (Kanafani 1969, 144), hvad enten han er død eller ʺblevet vækʺ. Faris når til samme erkendelse med sin mistede
