At miste håret
Af Frederik Bjørn Christensen, 15 år Du åbner mine øjne og aer min kind.
Du tager mig med ud på havet, fortæller om vejr og vind.
Vi bygger huler og træskibe sammen.
Med dig er alting fryd og gammen.
Jeg ved du snart er borte.
Mine tanker om fremtiden er pludseligt blevet sorte.
Du er min bedste-far.
Og du er det bedste jeg har.
Lidt efter lidt falder det af.
Mere og mere for hver eneste dag.
Som hvis træet allerede om sommeren mister sine blade.
Kræften har kørt dine batterier flade.
Efter en lang kamp og mange tårer har du endelig fået hvile.
Men i min verden begynder regnen først nu at sile.
For jeg skal lære at leve uden dig.
Du, som altid har været der for mig.
Jeg var kun seks år.
Men jeg husker det stadig, som var det i går.
For dit minde har efterladt et åbent sår.
Hvorfor skulle du også miste alt dit hår?
I så mange nætter og dage
har jeg spekuleret på, hvordan jeg kunne få dig tilbage.
Selvom mor sagde, at du var hos englene i himmerige, var det eneste jeg tænkte på at hente dig ned med en stige.
Da du mistede dit hår, mistede jeg dig.
Men du vil altid stå som det bedste for mig.
