tu rh istorisk interesserede læsere. Tvæ rsnittet begynder med redak
tør O scar Hansens barndom shjem på Kristianshavn, en tovæ rel
ses lejlig h ed præget a f typograffam iliens små glæder og sorger, dens honette am bition og dens klunkem øbler, helt igennem ægte og tidstypisk. B iskop A xel Rosendals erindringer fra frisk o le n i Baldersgade på Nørrebro, direktør E in a r Dessaus fra det strålende overklassehjem på T u b org og Irene Skovgårds fra kunstneren N iels Skovgårds højskolepræ gede hjem på Karlsberg ved H ille rø d bevæger sig mere i det extraordinæ re, men er ik k e m indre fængs
lende. Det samme gælder den intim e sk ild rin g a f lensgreve C. C.
H olsteins indrem issionske hjem på Holsteinborg. K u n en person
ligh ed som grev H o lstein form åede vel at skabe et v irk e lig t hjem liv i dette vidtstrakte kom pleks a f bygninger med de ca. 60 væ
relser. Bogens lin je brydes a f professor Åge F r iis ’ kyndige, men mere litteræ rt betonede fortæ lling om departem entschef P. Vedels kultiverede em bedsm andshjem i Rosenvænget.
M ed gårdejer H ans Schm idts s k ild rin g a f nationalitetskam pens og højskolebevægelsens dønninger i hjem m et i Øster L in d e t og med folketingsm and Ju liu s Bom holts oplevelser under arbejder
klassens kam pår i en forstad til Silkeborg føres læseren atter ad kendte stier. Det samme gælder b ib lio te ka r H. C. H u u s’ fortæ l
lin g om købm andsgården i N akskov, h vo r den patriarkalske sam fu ndsform fungerede som et urværk, højskolelæ rer Fro d e K risten sens hedehusm andshjem i Torsted ved R in gkøbing og dr. med. Ib Ostenfelds sk ild rin g fra sin onkel, pastor H. P. Pontoppidans hjem i Spjellerup præstegård på Stevns. M an kunde have ønsket tvær
snittet udvidet med et digterhjem som det, stadsarkivar Svend Å kjæ r så m esterligt skildrede i et radioforedrag i år. M an tør m åske håbe, at bogens heldige u d fa ld frister dr. Bagge til at samle et nyt b in d efter de samme linjer.
Axel Steensberg.
Jagten i Danmark.
D e n d a n s k e J a g t i F o r t i d o g N u t i d , redigeret af Henning Scheel. (Hirschsprungs forlag. 1947). 406 s.
K u ltu rh isto rik e rn e h a r k u n i ringe grad interesseret sig fo r den danske jagt. Fø lg e lig er det en sparsom litteratur, der in d til nu findes om emnet, og h eller ik k e på museerne findes meget mate
ria le t il belysning heraf. F ø rst fo r få år siden indrettedes et sær
lig t museum. Jagt- og Skovbrugsm useet i Hørsholm , og i dets
korte levetid h ar det endog i et årstid måttet tjene som opholds
sted fo r tyske flygtninge.
A f nyere litteratu r giver en del blot rent praktiske anvisninger fo r udøvende jægere. Det gælder således A. L. V. M anniche:
Haandbog fo r Jægere, I— II, Kbhvn. 1933— 35 og L u d v ig Svend
sen: Jagthaandbogen. Bogen fo r D anm arks Jægere, Kbhvn. 1945.
Svendsens bog giver dog spredt i teksten en del ku ltu rh isto riske oplysninger.
I 30erne udkom et par bøger, som var lagt helt anderledes an, idet de udelukkende tog sigte på at belyse jagtens ku ltu rh isto riske side. Den første af dem var skrevet af den alsid igt interesserede skovrider i R o ld skov P o u l Lorenzen og behandlede Jagt og V ild t i dansk Fo lk e tro (I, 1930). Stoffet h e rtil hentedes fra folkeviser, trykte sagn og fra Folkem indesam lingens upublicerede m ateriale.
Medens dette arbejde behandler en snævert begrænset side af emnet, forsøger skovrider C. W eism ann i sin bog: Jagten i D a n m ark (1934) at give en samlet frem stillin g a f den danske jagt lige til nutiden. Forholdene i oldtiden er lige berørt, men ellers begrænser frem stillingen sig til historisk tid. In d til videre står denne bog ubestridt som det bedste historiske værk fo r D anm arks vedkommende, takket være det fyldige førstehåndsstof, der her er frem lagt på fo rsvarlig videnskabelig måde med kildestederne anført. E t beundringsvæ rdigt arbejde er gjort, selv om det — som forfatteren selv bemærker — væsentlig k u n er blevet den kongelige jagts historie, idet en gennemgang a f de private gods
arkiver v ille have oversteget forfatterens tid og kræfter. H e lle r ik ke bondejagten er forsøgt skildret. A llig evel v il det dog være den bog, m an gang på gång må søge til, når m an ønsker besked.
Det frem går også tydeligt, når m an gennemlæser det nyeste værk indenfor dansk jagtlitteratur: Den danske Jagt i F o rtid og N utid. Ganske vist frem går det ingen steder klart, hvor meget der er hentet fra W eism ann, idet m an konsekvent h a r undgået en
hver kildehenvisning. Som bogens titel angiver, er den ik k e alene tænkt som en historisk frem stilling, men — først og frem m est — som en praktisk vejledning fo r aktive jægere. Det fo rk la re r vel det m anglende noteapparat, og det er blot prisvæ rdigt, at m an også h ar ønsket at give plads fo r en h istorisk frem stilling.
A f bogens 400 sider benyttes de første hundrede t il en gennem
gang af jagten i fortiden. D er er dog det karakteristiske, at a f disse hundrede sider om handler de 60 jagt, jagtvåben og jagt
metoder i fo rh istorisk tid, medens de resterende 40 sider anses fo r tilstræ kkelige til en beskrivelse a f jagtrettigheder og jagtvåben samt a f vildtet og dets kår i historisk tid. N å r fo rhistorien h ar
fået en sådan overvægt over den historiske del, skyldes det, at arkæ ologerne h ar forsket iv rig t in den for deres felt, mens k u ltu r
historikerne ik k e h a r viet jagten større interesse.
De fire nævnte afsnit er fo rdelt på M agnus Degerbøl, der også h a r skrevet et meget in stru ktivt og interessant afsnit om h å rv ild tet senere i bogen, T h e rk e l Mathiassen, Arne H o ff og H enning Scheel. Degerbøl, der er bestyrer a f Zoologisk Museum og vor fineste kender a f fo rh isto risk knoglem ateriale, redegør fo r de jagt
bare dyrs skæbne gennem ca. 20.000 år, idet han følger u d v ik lin gen helt op t il nutiden og viser, hvordan skiftende n atu rfo rh o ld og menneskers indgreb i naturen er med til at præge faunaens sammensætning.
Mathiassen, leder a f Nationalm useets 1. afdeling, behandler derefter jagtvåben og jagtm etoder og begynder med at fastslå, at meget m å bero på rent skøn eller gætteri. K u n det, der direkte kan udledes a f de fundne ting selv eller ved sam m enligning med nulevende n a tu rfo lk på et lignende ku ltu rtrin , kan fastslås nogen
lunde sikkert. O ldtiden deles derefter i to perioder, ældre sten
alder, da jagten og fiskeriet var hovederhvervet, suppleret med in dsam ling a f spiselige rødder og frugter, og yngre stenalder, da jagten ku n var et bierhverv og vel ofte blot som nu en sport og forlystelse. Det er bondebrugets indtrængen, der sætter grænsen m ellem disse perioder.
Inspektør ved Tøjhusm useet A rne H o ff behandler jagtrettig
heder og jagtvåben i historisk tid og begynder med at fastslå, at karakteristisk fo r jagten i denne periode er, at den ik k e mere indtager den centrale plads i menneskets kam p fo r tilværelsen, men b lo t er en fritidssyssel. Som v i h ar set i foregående afsnit er denne tilstand rådende her i landet fra ca. 3000 år f. v. t. lø v rig t må det konstateres, at fo r jagtens vedkom m ende ligesom fo r m angfoldige andre k u ltu re lle fo rh o ld er vor viden om m iddel
alderen på mange punkter ringere end om oldtiden.
Egentlige jagtretlige bestemmelser m øder v i først i »Laalands V ilk a a r« fra 1446, hvorefter de med kortere eller længere m el
lem rum dukker op under de skiftende konger, in d til Fred e rik 3.
i 1660 fastslår, at al jagt var forbeholdt kongen. Jeg tro r ikke med H o ff, at denne bestemmelse først og frem m est kom m er, fo rd i det var gået stærkt ud over vildtet under svenskekrigene, men at den er et led i hele enevældens arbejde fo r at regulere sam fundet og den følgerigtige afslu tn ing på de forudgående kongers arbejde på at skabe ordnede fo rh o ld fo r jagt og vildtpleje ved de konge
lige vildtbaner. D en første egentlige jagtlov udstedes i 1681 og gælder uden dybtgående æ ndringer helt til m idten a f 19. årh.
Under om talen a f jagtm etoderne er det i stor udstræ kning uden
landsk m ateriale, der må holde fo r t il belysning a f danske fo r
hold. Det gælder også bogens illustrationer. N år det side 74 siges, at »allerede i M iddelalderen skal der være skrevet ad skillig e A f
handlinger om Falkejagt«, så behøver m an ik k e at sige det så forbeholdent. P å Det kongelige B ib lio te k findes en stor engelsk b ib lio g ra fi udelukkende om falkejagt, hvor m angfoldige m id d e l
alderlige værker anføres. Bl. a. også en del spanske, der er ældre end kejser Fre d e rik 2.s »Om Kunsten at jage med Fugle«, som H o ff nævner som den ældste. Afsnittet om jagtvåbnene udm æ rker sig ved den om fattende viden, som Tøjhusm useets inspektør na
tu rlig t sidder inde med. E t par interessante jagtvåben afbildes, nem lig Fred e rik 2.s hirschfæ nger og C h ristian 5.s pløtze (o: jagt
kniv) . Begge kongerne hørte til de ivrigste jægere i vort land.
Det afsluttende historiske afsnit er udarbejdet a f museumsbe
styrer Scheel fra Jagt- og Skovbrugsmuseet. Vildtets k å r følges ret detaljeret gennem historisk tid. Det er menneskenes indsats fo r at bevare eller fo r at udrydde de enkelte vildarter, der her sp ille r den største rolle. K ro n vild tet h a r m an således søgt at gøre mere levedygtigt ved at tilfø re det nyt blod nu og da. Forfatteren giver et interessant eksempel på, hvor længe en sådan tilfø rse l kan spores i bestanden. I 1737 indførtes h vidt k ro n v ild t fra W iirtem berg og endnu i 1947 var der tre stykker h vid t k ro n v ild t i Dyrehaven, nem lig to hinder og en kalv. U lv og vild svin er derim od med forsæt blevet udryddet på grund a f den store skade, de forvoldte. Selv i tider, da bondejagten som helhed var forbudt, måtte bønderne dog drive jagt på ulve med garn og ulve- grave, og de var desuden pligtige at møde, når de store ulvejagter arrangeredes. Mens konger, adel og bønder kunne mødes i det fælles ønske om at få ulvene udryddet, var det sikkert med sorg kongerne og godsejerne så vildsvinene forsvinde. T il gengæld var bønderne glade herover, fo r ikke alene gjorde vildsvinene megen skade på markerne, men jagterne på dem voldte også stor fo rsty r
relse. Bønderne måtte nem lig drive deres oldensvin hjem fo r ik ke at få dem ødelagt af jagthundene, der ik ke gjorde forskel på tamme og vilde svin. D a Skanderborg vildtbane nedlagdes 1767, gik be
standen h u rtig t tilbage, så der få år efter k u n var enkelte stykker tilbage hist og her.
Det er indlysende, at der på hundrede sider, hvo raf yderligere ca. 25 er anvendt til illustrationer, ikke kan gives en udtømm ende gennemgang af jagtens historie i D anm ark. Det kan ku n blive glim t derfra, og u trolig t mange ting v il m an forgæves eftersøge.
H er må m an vende sig til W eism anns bog og til D ansk Jagtleksi-
kon, som under redaktion a f overjagtkonsulent Gregers Ahlefeldt- L a u rv ig -B ille og m agister V itu s Gay er udkom m et i 1944. Ja g t
leksikonet synes efter en fly g tig gennemgang at dømme at være fo rtrin lig t også fo r kulturhistorikere.
F o r den, der v il give sig i kast med jagtens historie, er der im id le rtid stadig nok at gøre. H e lt nyt stof v il det være m uligt at frem drage, således in denfor bondejagten, som næsten ik k e fin des om talt. H. C. Fry d e n d a h l h a r i en a rtik e l i Fynske H jem stavn, III, 1939 (Sælfangst i fynske Farvande) behandlet sæl
jagten, men der tiltræ nges mange andre undersøgelser og p u b li
kationer, fø r der kan kastes lys over denne interessante side a f bondestandens liv.
H olger Rasmussen.
Vore gamle Købstæder.
Olaf Wentrup: V o r e g a m l e K ø b s t æ d e r . F y n . Flensteds Forlag. Odense. 1947.
O la f W en tru p h a r givet sin Bog: »Vore gam le Købstæder«
U ndertitlen »H istoriske Strejftog i T ekst og Billeder«. U d try k ket bidrager i høj Grad til Bogens K arakteristik. Forfatteren har strejfet — i flere T ilfæ ld e ret h u rtig t — gennem de fynske Køb- stæders H isto rie og gennem deres historiske M inder. H an har sjældent givet sig T id t il at dvæle nogensteds eller at kom m e til Bunds i dette eller hint. F ø rst og frem m est h ar han grebet efter det, der fa ld er mest i Øjnene. I Gennemgangen a f Byernes H i
storie opholder han sig derfor ved de mest dram atiske Træ k;
Perioder som Grevens Fejde, Svenskekrigen 1657— 60 og Spa
niolernes Besøg 1808 er hans Yndlingsobjekter. Bogen er lig e ledes kryd ret a f Beretninger om rom antiske Tildragelser, saa- ledes fortæ lles der indgaaende om H. C. Andersens M øde med R ib o rg V o ig t i Faaborg. Desuden faa r vi korte, men stærkt m a
lende Beskrivelser a f Byernes mere frem trædende historiske B yg
ninger.
Bogen bygger ik k e paa dyberegaaende historiske Studier; en Litte ra tu rliste nævner ku n de nærmest foreliggende og lettest tilgæ ngelige Arbejder, og Bogen bærer ik k e Præg a f Kendskab til mere speciel Litte ra tu r endsige et Arkivstudie. N u og da cite
res ganske, vist ældre Forfattere, som W entru p aabenbart h ar stor Respekt for, f. Eks. brin ger han et C itat a f Pontoppidan (hvilken Pontoppidan?) om de danske Købstadsbygninger i det 13. Aarhundrede og kalder det en glim rende S kildring. Det er vanskeligt at se det glim rende i den og endnu vanskeligere at se,
