Ditten og datten og bla-bla-bla: Et festskrift udgivet i anledning af Keld Møller Hansens 60 års fødselsdag den 7. august 2021

Et festskrift

udgivet i anledning af

Keld Møller Hansens 60 års fødselsdag den 7. august 2021

Ditten og datten og bla-bla-bla

Di tt en og d a tt en og b la- bla- bla

Ditten og datten

og bla-bla-bla

Ditten og datten og bla-bla-bla

Et festskrift

udgivet i anledning af

Keld Møller Hansens 60 års fødselsdag den 7. august 2021

Museum Sydøstdanmark

Forlaget Museerne.dk

Ditten og datten og bla-bla-bla

Et festskrift udgivet i anledning af Keld Møller Hansens 60 års fødselsdag den 7. august 2021

Redaktion: Kristoffer Buck Pedersen & Jens Ulriksen

© Forfatterne og Museum Sydøstdanmark.

Forsidefoto: Morten Meldgaard

Bagsidefoto: Lars Bo Axelholm/Turisme.nu E-bogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-90299-33-0

Udgivet af Museum Sydøstdanmark, Forlaget Museerne.dk

Indhold

7 Forord

9 Et festligt skrift til en 60-årig 11 I al beskedenhed – Keld fylder 60 år

18 Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det 21 Fascinationen af heksen

25 Ved fronten i Nordsjælland 32 Et skibsvrag i Køge

36 Det museale skatkammer – magasinerne på Holmegaard Værk 39 Den arkæologiske fortælling

45 Keld og Saqqaq-folket

Historien om et halvt ton brændte sten fra Grønland 55 Samlingsplads fra en opbrudstid

Et palisadeanlæg med kort brugstid fra tragtbægerkulturens slutfase 60 Badegæsten og de andre døde i skrænterne

65 Keld 60 år

– All along the Watchtower, eller på dansk: Hele vejen til Gåsetårnet 79 Ej blot et hjem

– Ragnesmindehuse i tid og kontekst 85 Kogegruber i lange rækker

91 På kanten af Holmegaards Mose 101 En appelsin i turbanen

– en sølvskat på Møn 104 Den eksotiske samling

106 Skt. Gertrud Kapel i Køge 110 Keld og forskningen

125 Palisadeanlægget ved Rødvig på Stevns

– et monumentalt bygningsværk fra bondestenalderen 132 Tusindvis af tegn fra fortiden

135 Yamas!

145 Holmegaard Glasværk og Kählers Keramiske Værksted

150 Fra provinsmuseum til anmelderrost udstilling i et byfornyet rum 156 Hellig Margrethe og udgravninger i Ølsemagle

161 Til Keld, som tog mig med til Grønland, men ikke et ord herom i denne omgang. Derimod noget om elge, som blev vor fælles skæbne

Forord

Med denne bog fejrer vi ikke alene, at Keld Møller Hansen, di- rektør for Museum Sydøstdanmark, fylder 60 den 7. august 2021.

Vi fejrer også, at Museum Sydøstdanmark siden fusionen i 2013 har vokset sig til en spændende og alsidig virksomhed, der favner kulturarv i alle dens nuancer.

Bogen er en samling af kortere og længere artikler skrevet af venner, kolleger og ansatte, og tilsammen giver de en god indfø- ring i det faglige miljø, der er oparbejdet på museet, og den per- son, der har været arkitekten bag, siden de første spæde tanker opstod for 10 år siden.

Keld er født og opvokset i Grenå. I 1981 flyttede han til ho- vedstaden for at blive magister i arkæologi. Den første faste stil- ling fik han året efter sin eksamen i 1991 på det lille Sydsjællands Museum i Gåsetårnets skygge i Vordingborg. Inspektørstillingen her blev i 2003 udskiftet med ledertitlen. Og herefter gik det slag i slag.

Keld troede fra starten af sin ledelseskarriere på, at større mu- seale enheder ville kunne løse kulturarvsopgaverne bedre. Så i 2007 fusionerede Sydsjællands Museum med Møns Museum og blev til Museerne Vordingborg. I 2013 stod han i spidsen for den store fusion mellem Museerne Vordingborg, Næstved Mu- seum og Køge Museum, der tilsammen udgør Museum Sydøst- danmark. De forenede kræfter gjorde det muligt at lave store projekter. I 2014 kunne Danmarks Borgcenter slå dørene op for publikum. I 2015 åbnede det revitaliserede Køge Museum og i 2016 åbnede attraktionen Vikingeborgen ved Borgring udenfor Lellinge. Og senest, i 2020, åbnede den nye attraktion, Holme- gaard Værk, i Holmegaard Glasværks gamle bygninger.

Som leder har Keld to store talenter: en evne til at se poten-

tiale i kulturarv og et administrativt overblik til at realisere det – sammen med bestyrelse, medarbejdere og fonde. Denne bog er en fejring af dette, og den viser noget af den faglige bredde, der finder sted i de rammer Keld har bygget op omkring Museum Sydøstdanmark.

Torben Nielsen

Formand for Museum Sydøstdanmarks bestyrelse

Et festligt skrift til en 60-årig

Af Kristoffer Buck Pedersen & Jens Ulriksen

Keld Møller Hansen runder de 60 år den 7. august 2021. Det kunne godt være tidspunktet for en statusopgørelse over hidtil gennemlevet liv, oplevelser og gerninger. Keld er imidlertid hver- ken sentimentalt tilbageskuende eller romantiker, og dvæler der- for ikke overdrevent ved dét, der allerede er sket. Han ser mere på sin egen indsats for de museer, han er leder for, for at forny og forbedre oplevelsen for publikum og driften for institutionen. Al ære og respekt for det. Det betyder bare, at det er op til andre at bidrage til statusopgørelsen for årtiers indsats indenfor arkæo- logi og museumsvæsen.

Siden Keld blev chef for Sydsjællands Museum i Vordingborg i 2003 er udviklingen i museumsverdenen gået stærkt. Det gælder det store perspektiv med lovgivning og formulerede kvalitetskrav til museumsdriften, der kræver en langt højere grad af visionær professionalisme end tidligere. Det gælder også det nære per- spektiv, nemlig museet, der i løbet af 10 år voksede sig større og større, og først blev til Museerne Vordingborg for derefter at folde sig ud under navnet Museum Sydøstdanmark. Og etableringen af Museum Sydøstdanmark var ikke et endemål i sig selv. Det store museum gøder jorden for, at nye attraktioner kan spire og gro under den fælles hat.

Lidt hovedregning afslører, at der ligger et karriereforløb forud for indtagelsen af museets chefstol for godt 18 år siden. Forinden havde Keld først studeret forhistorisk arkæologi i 10 år – man var grundig i gamle dage – og dernæst arbejdede han bl.a. som mu- seumsinspektør i 11 år på Sydsjællands Museum. Det er, her på fødselsdagen, et virke i kulturhistoriens tjeneste gennem 40 år.

Meget er sket gennem fire årtier, både i den store verden og for Keld. Og her skal det handle om Kelds verden.

Kelds 60 års fødselsdag er anledningen til, at venner og kolleger har sammensat et festskrift, der tager læseren med gennem de forskellige epoker, som Kelds arbejdsliv spænder over.

Oplægget fra redaktørerne har været, at festskriftet gerne må afspejle den tvedeling, der har været i Kelds professionelle virke:

Først den engagerede arkæolog, der var mere end almindeligt in- teresseret i Grønland og jægerstenalderen, og senere – kort efter årtusindeskiftet – entreprenørsjælen, der udviklede sig fra leder af Sydsjællands Museum til direktør for Museum Sydøstdanmark.

Indenfor denne vidtrækkende ramme er der både forfattet ak- tuelle indslag fra museets arbejdsmark og beretninger fra Kelds studietid, inspektørtid og direktørtid, hvor hans passionerede forhold til elge, en stor, varmesprængt sten og Bob Dylan er til- bagevendende emner. Festskriftets titel kan for nogle forekomme krypteret, men alle, der har været udsat for en lidt længere sags- fremstilling fra Kelds side, vil vide, at det er en hyppigt forekom- mende sentens, der forsøger at gøre en lang historie lidt kortere.

Med 25 bidragydere til ligeså mange artikler om og til Keld er der sat en minderune for det 60-årige fødselsdagsbarn. Vi håber, at læseren vil opleve nogle af de mange facetter udfoldet, som ken- detegner Kelds gerning som arkæolog og museumsleder.

Tillykke med fødselsdagen og hip-hip-hurra.

I al beskedenhed – Keld fylder 60 år

Af Lars Buus Graeser

Da Keld Møller Hansen i 1993 – et par år efter at have afsluttet sin magisterkonferens – blev ansat som museumsinspektør på Sydsjællands Museum i Vordingborg, var det som ansvarlig for museets arkæologiske virksomhed og med et for Keld oplagt fag- ligt fokus på områdets senpalæolitiske og mesolitiske fund. Det lå dengang ikke i kortene, at han siden, som direktør for museet, skulle blive den innovative foregangsmand for en ny stærk muse- umsdannelse og en række større, nyskabende formidlingstiltag.

Ung student fra de vestlige provinser

Tolv år før, i sommeren 1981, var Keld ankommet med toget fra Grenå og, iført kraftig, sort hårpragt og Fjällräven-rygsæk, trådt ind ad døren på Forhistorisk Arkæologisk Institut i Køben- havn – dengang beliggende i hyggelige, utidssvarende lokaler på Vandkunsten. (^{Fig. 1}.) De intime, men noget nedslidte rammer med alle de små lokaler, kringelkrogene og de studerendes faste læsepladser samt voksdugen i tekøkkenet, udgjorde et frugtbart studiemiljø.

De dengang mere selvstændige studieforhold levnede plads til deltagelse i mange og lange arkæologiske udgravningsforløb og muliggjorde et socialt liv på studiet, der rakte ud over det strengt faglige. En mindre gruppe studerende, bl.a. omfattende Keld, Palle Østergård Sørensen (aka PØS), Jens Ulriksen og forfatteren til denne hilsen, fandt naturligt sammen og udgjorde et munter og nok noget larmende fællesskab, som både »hang ud« på stu-

diet og privat. Hos lærerstaben på instituttet, som i øvrigt alle havde kontorer med direkte kig til Vandkunstens hyggelige beværtninger, gik gruppen un- der navnet »Knallertbanden«.

De månedlange sommerfe- rier fra universitetet blev brugt på arkæologiske udgravninger, som finansierede de årlige fæl- les turneer med kærester i Det Græske Øhav. Transporten dertil foregik med obskure østeuropæiske flyselskaber, udrangerede færger og i hel- digste fald blev der overnat- tet i spartanske »rooms«, dog ofte på solhærgede hustage.

Den indiskutabelt sure, lokale

vin blev med stor fornøjelse hældt fra plasticdunke og nydt af kolorerede metalkander og suppleret med isafkølede græske øl af mærket Mythos.

På seminarudgravningen i Vedbæk i Nordsjælland blev kimen lagt til Kelds interesse for senpalæolitikum og mesolitikum. For den matematiske student har bl.a. den særlige metodik og syste- matik, der kendetegner ældre stenalders undersøgelser, nok været tiltrækkende. Siden blev mesolitikum Kelds speciale, og der blev i løbet af studietiden opnået en omfattende udgravningserfaring. I slutningen af studietiden deltog han bl.a. i flere rekognosceringer og udgravninger på Grønland. Til beretningerne fra Grønland hører i øvrigt historier om fisk og fangster, som absolut ikke er blevet mindre gennem de sidste 30 år! (^{Fig. 2}.)

Fig. 1. En nybagt student, klar til at indtage den store verden og studierne i hovedstaden. Foto: Privat.

Den sydsjællandske skæbne …

Umiddelbart efter sin magisterkonferens i 1991 var Keld gennem et par år beskæftiget med mesolitiske udgravninger i Nivåfjor- den. Det var derfor helt naturligt, at han ved sin ansættelse som museumsinspektør ved Sydsjællands Museum i 1993 havde det faglige blik stift rettet mod de meget rige fundmiljøer fra Magle- mosekulturen i Lundby- og Sværdborg Mose samt de fortrinsvis senpalæolitiske fund fra Knudshoved Odde. Allerede samme år blev der gennemført en undersøgelse på Lundby II, men der skulle dog gå en årrække inden, der blev tid til for alvor at kaste sig over disse fund.

Jeg var selv kort forinden blevet ansat som museumschef på Sydsjællands Museum, og det skortede ikke på gode råd om, at relationerne i »Knallertbanden« og faste ansættelsesforhold nok burde holdes adskilt. Advarslerne blev ignoreret, og Kelds og mit samarbejde de følgende næsten 10 år var produktivt og smidigt og præget af en gensidig respekt

og loyalitet, der udsprang af kendskabet til hinandens in- teresser, styrker og særheder.

Som nyuddannede, og uden den store erfaring for muse- umsdrift, var vores tilgang til arbejde og opgaver udpræget lystbetonet, legende og mindre formel. Dette var også mulig- gjort af de dengang færre ad- ministrative krav til museerne, Fig. 2. Knallertbanden på hygge-/fiske- tur i 2017. Hér Keld med dagens impo- nerende fangst. Foto: Lars Buus Graeser.

samt at den overordnede styring og rådgivning med Statens Mu- seumsnævn og Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat var mindre snærende og regelbunden, end tilfældet blev med den senere, mere udtalte statslige styring.

Udover en omfattende udgravningsaktivitet og varetagelsen af den arkæologiske administration, som Keld var ansvarlig for, havde museet generelt fokus på at øge synligheden i kommunerne og lokalbefolkningen. Her var Keld meget aktiv, ikke bare hvad angik den arkæologiske formidling. Han tog også del i udviklin- gen og gennemførelsen af en lang række andre formidlingsakti- viteter bl.a. på Slotsruinen, som tiltrak mange og nye besøgende, og åbnede museet mod lokalsamfundet. Senere skulle netop den brede formidling blive Kelds store interesse og varemærke.

Den første sommer Keld var ansat på Sydsjællands Museum, boede vi stadig i København, og vi overnattede derfor på museet i hverdagene. Det var denne sommer, Keld blev overvægtig; ikke svært, men alligevel synligt, især omkring hofterne. Keld prokla- merede, at en ændring i livsstilen var påkrævet, og arbejdsdagene blev herefter afsluttet med fælles løbeture i det smukke landskab langs Storstrømmen. For at sætte yderligere trumf på blev kotelet- terne og flødesovsen droppet og erstattet af hytteost, hårdkogte æg og et drys grønt! På trods af de gode intentioner, blev der dog ofte senere på aftenen kompenseret og nydt en pilsner eller to på Amigo Bar.

… og hvad deraf fulgte

I 2002 overtog Keld ledelsen af Sydsjællands Museum. Statens Museumsnævn var blevet nedlagt i 2001 og i 2002 erstattet af en statslig styrelse; Kulturarvsstyrelsen. Intentionerne med den nye styrelse var bl.a. at realisere overordnede politiske mål for museerne og kulturarvsvaretagelsen, herunder at gennemføre en

professionalisering af de statsanerkendte museer samt synliggøre og i højere grad sætte kulturarven i spil som en værdi for samfun- det. Siden, i 2007, blev der gennemført en strukturreform, som medførte kommunesammenlægninger, også i Sydsjælland, hvor kommunerne Vordingborg, Præstø og Møn blev slået sammen til én kommune. Dermed var der også strukturelt banet vej for en professionalisering. Denne nye museale og politiske virkelig- hed var i høj grad en dagsorden, Keld tog til sig, og gennem de kommende år undergik lokalmuseet i Vordingborg en rivende udvikling til en stor, tungtvejende kulturinstitution.

Sydsjællands Museum, som siden skiftede navn til Museum Sydøstdanmark, kom til at omfatte de statsanerkendte kulturhi- storiske museer i Vordingborg, Næstved, Køge og på Møn. Fra ca. 15 medarbejdere i 2002 kom museet til at beskæftige over 100 ansatte fordelt på mange lokationer, og den økonomiske omsæt- ning er mangedoblet.

Et andet meget synligt resultat af Kelds ledelse blev gennemfø- relsen af flere store og spektakulære formidlingsprojekter, omfat- tende anlæg og byggeri, nye udstillinger og aktiviteter. Projekter som er blevet medfinansieret lokalt, men primært er blevet fi- nansieret med et trecifret millionbeløb gennem samarbejde med større fonde.

Det første store projekt, der blev realiseret, var Danmarks Borg center i Vordingborg i 2014. Med det formål at varetage både national og international borgforskning og formidle viden herom blev der på borgruinen opført en moderne museumsbyg- ning og gennemført en ny iscenesættelse af borgruinen og dens elementer. Hvor det gamle museum og Ruinterrænnet tidligere lå noget stille og overset i den ene ende af Vordingborg, er den nye attraktion Borgcentret nu smeltet sammen med byen.

Et andet projekt, som har set dagens lys, er Borgring ved Køge – et af vikingetidens store Trelleborganlæg. I landskabet, hvor

vikingeborgen oprindeligt lå, er der, efter gennemførelsen af ar- kæologiske udgravninger, blevet opført et moderne monument, som, suppleret med digital formidling, visualiserer borgen for de besøgende. En containerudstilling med en udstillingsplatform på toppen giver den samlede formidling et nærmest futuristisk udtryk.

Det indtil nu sidste skud på stammen af større projekter var åb- ningen af Holmegaard Værk i 2020. I de imponerende og smukke rammer af det gamle Holmegaard Glasværk er der nu skabt et kul- turhistorisk oplevelses- og videnscenter, som med fokus på design og kunsthåndværk er et meget tidssvarende omdrejningspunkt for vidensopbygning, formidling, oplevelser og samarbejds- og udviklingsrelationer, der rækker ud i samfundet.

Både de omfattende museumsfusioner og de spektakulære projekter har vist Kelds kvaliteter som kulturleder. Håndteringen af lokale ildsjæle, en stærk lokal identitet og deraf følgende lokal- politiske krav og ønsker i forbindelse med fusioner forudsætter forhandlingsevne, tålmodighed, politisk tæft og sikker organisa- tion. De store projekter har krævet en sikker ledelse, systematik og en udpræget sans for økonomi og godt købmandskab. Det helt drivende i Kelds virke har dog været – og er stadig – lysten til at skabe oplevelser, at skabe formidling for de mange og værdi for det samfund, som museet er en del af.

Den opmærksomme læser har måske opdaget, at der falder en del ros af til fødselaren. Det er helt bevidst og uden bagtanke med henblik på fremtidig ansættelse eller vennetjenester. I de 40 år jeg har kendt Keld, er det blevet til en del røverhistorier, ligesom en del finker er røget af panden. Jeg har dog aldrig hørt Keld omtale og slet ikke fremhæve egne meritter eller succes. Beskedenhed og det at »gå stille med dørene« er Kelds kendetegn, så en vel- fortjent ros og anerkendelse samt et stort tillykke må være på sin plads i anledning af de 60 år. (Fig. 3.)

Fig. 3. Halvdelen af Knallertbanden i 2019 med griselampe og slumretæppe. Foto:

Palle Østergaard Sørensen

Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det

Af Sofie Jørgensen

Ude i Holmegaards Mose er der fundet nogle af Vest- og Central- europas vigtigste lokaliteter med bevarede genstande fra ældre stenalder. Særligt interessant fra mosen er indlandsbopladserne fra det tidlige mesolitikum med velbevaret organisk materiale fra Maglemosekulturen (ca. 9500-6700 f.v.t.), og nogle af de fund, der er gjort derude, er så velbevarede og særlige, at de i den grad fortjener at blive fortalt om.

Holmegaards Mose er et område, som stenalderens jægere og samlere har opholdt sig i og omkring. Det ved vi blandt an- det fordi, der har været nogle ekstraordinært gunstige forhold til stede, hvor mosens beskyttende dyne af tørv har kunnet bevare alt fra selv de mindste hasselnøddeskaller til nogle af Europas ældste buer af træ i mange tusinde år, helt frem til i dag.

Holmegaard V, som du her skal læse om, ligger blot få hundrede meter i fugleflugt mod nordøst fra hovedindgangen til Holme- gaard Værk. Hvad angår denne lokalitet kan vi som noget helt særligt være ganske sikre på, at stenaldermennesket har været forbi netop her, da der i 1950 – i forbindelse med etableringen af et rensningsanlæg – blev fundet resterne af to relativt velbeva- rede skeletter fra Maglemosekulturen.

Carl Johan Becker fra Nationalmuseet foretog dog allerede til- bage i 1945 den første udgravning på lokaliteten Holmegaard V.

Senere, da Næstved Museum i 1970 fik nys om, at der skulle laves yderligere anlægsarbejde på området, igangsatte man en udgrav- ning, som efterfølgende skulle vise sig at være så interessant, at Nationalmuseet overtog udgravningsarbejdet på stedet. Arkæo-

logen Anders Fischer var i 1970 en ung mand fra Næstved egnen.

Han var endnu ikke startet på arkæologistudiet, men havde væ- ret tilknyttet Næstved Museum. Han var formodentlig drevet af lige dele nysgerrighed og tålmodighed, og efter at have fundet og registreret adskillige stykker flint fra udgravningen i 1970 var det lykkedes ham at samle et ornamenteret stykke flint; den så- kaldte »flintefallos«. (^{Fig. 1}). Denne opdagelse betød, at der i kølvandet på den første udgravning blev lavet en række mindre udgravninger og opsamlinger af genstande i årene 1970-1971.

Den aflange flintknold viste sig nemlig at være dækket med sirligt indridsede mønstre, hvoraf et af dem antages at være en afbild- ning af et menneske. Dét var alt andet end et almindeligt fund.

Efter indridsningerne blev lavet, er flintknolden senere blevet slået i stykker. Hvorfor den blev slået i stykker, ved vi ikke med sikkerhed, måske var det blot af praktiske grunde – flint har jo trods alt været en almindelig ressource til redskaber på grund af den skarpe æg, men det er dog en tillokkende tanke, at det måske kan have været en symbolsk eller ligefrem kultisk handling. Det har næppe været intentionen, at den skulle samles igen, men i dag er flintefallossen stort set intakt, kun enkelte stykker mangler.

Fig. 1. Den refittede »flintefallos« fra Holmegaard V. Den indridsede figur af en person ses i vandret position omtrent midt på stykket. Foto: Sofie Jørgensen, Museum Sydøstdanmark.

Bevæger man sig i dag ned i museets kælder og ind i udstil- lingen 10.000 års kreativitet, er det muligt at se den her omtalte

»flintefallos«. Og man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det – men nu ved du, at den bærer på en særlig historie. Og kigger du ekstra godt efter, kan du måske også få øje på det lille indridsede menneske, som den unge arkæolog fandt, fordi det lykkedes ham at samle det mange tusinde år gamle puslespil.

Fascinationen af heksen

Af Berit Christensen

I 1973 tog et mysterium sin begyndelse. På den lille ø Anholt blev der fundet, hvad der i pressen blev betegnet som 13 sataniske offersteder. Sorte vokslys, knogler, djævlemasker og andre ilde- varslende genstande lå tilbage, og samtidig fik en lærer på øen til- sendt et imiteret skrumpehoved fra en Alice Mandragora. Noget sært og ondt var på færde! Siden er der over hele landet – og også flere steder i udlandet – med jævne mellemrum dukket breve og genstande op, som alle har vist tilbage til fundet på Anholt. Bre- vene har fortalt uhyggelige historier om hekse, djævletilbedelse, natlige ritualer og kannibalisme – dog altid med et glimt i øjet!

Alice Mandragora er gået igen i meget af materialet og beskrives som ypperstepræstinde for kulten. Hun ses bl.a. på de såkaldte satanmønter, hvor hun rider overskrævs på en gedebuk. (^{Fig. 1}.)

De fleste fund er blevet gjort i kirker og på museer, og en hel del er faktisk gjort på Museum Sydøstdanmarks afdelinger. Her er fundet mærkelige småting, mønter og breve, som typisk er blevet skjult bag udstillede genstande eller under paneler og gulvbræd- der. Særligt på Køge Museum

er der dukket mange ting op, og netop her dukkede også et pas op. Det viste sig at have til- hørt en mand ved navn Knud Langkow, og efterhånden blev Fig. 1. En af de såkaldte »satanmøn- ter« med afbildning af Alice Mandra- gora. Foto: Museum Sydøstdanmark.

hele den mærkelige sag rullet op. Det var Langkow, som havde stået bag alle de mystiske fund. Han havde med »satankulten«

skabt en slags happening, som strakte sig ud over et halvt århund- rede. Til sidst efterlod han sig bl.a. passet på Køge Museum som en slags visitkort kort før sin død i 2004.

At Knud Langkow gemte så mange ting i Køge skyldes sikkert, at der ikke var så langt til København, hvor han selv boede, men måske lå der en hilsen i det til den by, hvor Danmarks største hek- seproces fandt sted. Skråt overfor museet i Nørregade lå nemlig i starten af 1600-tallet Hans Bartskærs købmandsgård, som i over 10 år var centrum for en hjemsøgelse, som ikke står meget tilbage for scener i filmen »Eksorcisten«. Købmandsfamilien blev ramt af sygdom og død, en besat dreng blev kastet hid og did i sin seng, hvorefter sengen skal have hævet sig fra jorden – og børn talte med djævelens stemme! Det forekom datiden klart, at der måtte stå trolddom bag, og en heksesag tog sin begyndelse, som i sidste ende kom til at koste omkring 12 kvinder livet. Én af dem var den handicappede tjenestepige Kirsten Lauridsdatter, der som en del af et magisk ritual skal have tisset i Køge Kirkes døbefont. For denne besudling blev Kirsten brændt og døbefonten kasseret. Nu står den på Køge Museum, som en af landets eneste genstande, der har direkte relation til en rigtig heksesag!

Sagen i Køge kender vi så godt, fordi købmandens kone mange år senere beskrev de mystiske tildragelser i en bog med titlen

»Køge Huskors«. I bogen nævner hun ikke de kvinder, som si- den blev dømt for trolddommen, og det er faktisk meget lidt, vi ved om de måske op til tusind kvinder, som endte på bålet i Danmark. Ikke desto mindre er heksene aldrig holdt op med at fascinere os, og det er den fascination, som gjorde det muligt for Knud Langkow at holde vores opmærksomhed i så mange år. For ondskab fascinerer, og heksenes påståede ondskab og de voldsomme processer har fascineret i hundredevis af år. Hvad fik

almindelige mennesker til at falde over deres naboer med absurde beskyldninger, og hvem var disse kvinder, som blev ofre for over- tro og barbarisk tortur og død? Kildematerialet lader os sjældent komme tæt på kvinderne, men kunsten er trådt til med tolknin- ger. Under Besættelsen filmede den kendte filminstruktør, Carl Th. Dreyer, dele af »Vredens Dag« i Vordingborg. Den handlede netop om en hekseproces, og der fortælles om filmen på Møns Museum. I »Vredens Dag« bliver en gammel, forsvarsløs kone brændt på bålet som offer for andres overtro.

Helt aktuelt giver Jim Lyngvild her i 2021, i udstillingen SOLO på Holmegaard Værk, et helt andet og meget personligt bud på en heks. (^{Fig. 2}.) Her er er hun en ung kvinde med tatoveringer på kroppen, som viser tilbage til det førkristne. Blottet som Kristus, kun iført lændeklæde, står hun på bålet, næsten som et frivilligt offer, da rebene, som hun er bundet med, næsten er gledet af. Fra Fig. 2. Jim Lyngvilds gengivelse af en heksebrænding. Fra udstillingen SOLO på Hol- megaard Værk 2021. Copyright Jim Lyngvild.

den anden side af billedet betragter en lille gruppe mennesker, med hekseforfølgeren, Christian den 4., i front, frygtsomt – men måske også næsten ærbødigt – denne »urkvinde« på bålet. Den gamle historie – men et nyt blik på heksen i 2021!

Ved fronten i Nordsjælland

Af Steffen Stummann Hansen

For mange er Kelds navn inden for faget knyttet til mesolitikum og i forbindelse hermed også udgravning af Inuit-kulturernes bo- pladser i Grønland. Men begyndelsen på hans feltkarriere blev mere mangfoldig end som så.

I 1980’erne var der i stort set samtlige amter i landet efterhån- den blevet etableret gode samarbejder mellem offentlige myndig- heder som især kommuner og amter på den ene side og de lokale museer med professionelle arkæologer på den anden. Omdrej- ningspunktet dengang var i høj grad museumslovens § 26 – den såkaldte nødudgravningsparagraf. Et enkelt af landets da nitten amter hang imidlertid stadig bagefter, nemlig Frederiksborg Amt.

Her havde der – måske på grund af områdets nærhed til Natio- nalmuseet – aldrig været museer med en professionel arkæolog ansat, og man valgte derfor en lidt utraditionel løsning på pro- blemet, da man omsider rådede bod på det manglende, lokalt ba- serede arkæologiske arbejde. I stedet for at ansætte en eller flere arkæologer på et af amtets trods alt relativt mange statsstøttede lokalmuseer, der havde etnologer eller historikere ansat, valgte man at etablere et »Amtsarkæologisk Kontor«, der formelt set blev tilknyttet Gilleleje Museum (loven foreskrev tilknytning til et statsanerkendt museum). Det nyoprettede kontor fik lokaler i Gilleje, men i den modsatte ende af byen end der, hvor museet holdt til.

I sammenligning med andre amter var det på mange måder en meget ydmyg begyndelse, idet der til det de facto selvstændige kontor blev ansat 1½ arkæolog, hvor lederen jo i sagens natur var tvunget til at bruge en stor del af sin tid på selve administrationen

af kontoret. Halvtidsarkæologen, som blev denne artikels forfat- ter, fik til gengæld til opgave på det praktiske plan at få etableret det arkæologiske samarbejde med amtet og kommunerne.

Da vi startede med det arkæologiske arbejde i Nordsjælland i Frederiksborg Amt i 1986, kunne amtet endnu ikke fremvise sit første jernalderhus. Undertegnede havde som student selv fået min praktiske, arkæologiske uddannelse på de store udgrav- ninger af bebyggelser fra jernalder og vikingetid, som i løbet af 1970’erne fandt sted i Jylland – især Vorbasse, Trabjerg ved Hol- stebro samt Sædding ved Esbjerg – og var således opdraget med

»stolpehulsarkæologien«. Dette var næppe uden indflydelse på det forhold, at netop jernalderens bebyggelser også kom i cen- trum i de tidlige år i Frederiksborg Amt.

I løbet af de første år lykkedes det i stigende grad at få samar- bejdet med offentlige og lokale lodsejere etableret og udviklet, hvilket medførte en hurtig stigning i antallet af udgravninger.

Det betød, at vi for alvor fik fat i jernalderens bebyggelser. Am- tets størrelse og Amtsarkæologisk Kontors acentrale placering på den nordligste spids af amtet betød, at der lå en stor opgave alene i at sørge for logistikken i forbindelse med de mange udgravnin- ger, der ofte fandt sted samtidig og dét i den sydlige del af amtet.

Det blev derfor vigtigt at få tilknyttet engagerede og motiverede studenter til at forestå den daglige ledelse af disse udgravninger.

Keld blev sammen med et par af hans medstuderende centrale aktører i denne sammenhæng gennem de næste 5-6 år.

De nærmere detaljer husker jeg ikke længere, men jeg havde allerede i 1984 forsøgt at rekruttere Keld til min udgravning af en vikingetidsgård på Færøerne. Den gang takkede han nej, da han vist allerede havde takket ja til et job som tutor for de nye stude- rende på instituttets seminargravning i Vedbæk den forsommer.

Men i 1986 takkede Keld så ja til at deltage på den første egent- lige udgravning af jernalderhuse i Frederiksborg Amt på lokalite-

ten Ganløse Mosevej på et højdedrag øst for byen. Undersøgelser fortsatte her det efterfølgende år – også med deltagelse af blandt andre Keld (Fig. 1). Udover tomter af jernalderhuse udgravedes også et par store gruber fra yngre bronzealder, der blandt andet indeholdt ornamenterede hjortetaksøkser samt spektakulære støbeformsfragmenter.

Senere, i 1987, var Keld i igen parat, da en jernalderbebyggelse dukkede op på lokaliteten Kildesø lige uden for Gl. Ølstykke. Keld var den eneste person på udgravningen, når undtages mine egne inspektionsbesøg. På en lille en højning dukkede en enkelt gård- bygning med et tilhørende udhus fra ældre førromersk jernalder op. Her var tydeligvis tale om en enkeltliggende gård. Umiddel- bart herefter blev der mulighed for udgravning af en lille hustomt fra sen tidlig neolitisk tid på lokaliteten Topperøgel beliggende lige ved siden af Kildesø. Keld fungerede som daglig leder og skrev Fig. 1. Keld fladeskovler på lokaliteten Ganløse Mosevej i november 1986. Foto: S.

Stummann Hansen/Museet Færgegården.

efterfølgende beretninger for begge undersøgelser, hvad der vel må have været hans første udgravningsberetninger.

Den efterfølgende sommer stod Keld for den daglige ledelse på lokaliteten Sophienborg I i Ullerød i den vestlige udkant af Hil- lerød. Topografien var den samme som ved Kildesø – dvs. en lav, jævn højning – men her på Sophienborg var der spor efter flere huse fra ældre jernalder. Der var imidlertid tale om en bebyggelse i flere faser, og konklusionen blev, at der igen var tale om en en- keltliggende gård strækkende sig over perioden yngre førromersk jernalder-ældre romersk jernalder. I 1988 stod Keld også for ud- gravningen af et par formodede megalittomter i Hornsherred.

Jernalderudgravningerne formidlede Keld og jeg i fællesskab, i første omgang via artikler i de lokale foreningers medlemsblade.

Keld præsenterede flere af udgravningerne på de årlige muse- umsfaglige orienteringsmøder på Fuglsø. Jeg kan stadig have lidt dårlig samvittighed over dette, da der virkelig var tale om en uri- aspost. Vores glæde over endelig at have udgravet jernalderhuse i Nordsjælland var jo nok forståelig, men gjorde måske ikke det dybeste indtryk på især vores jyske kollegaer, der jo var vant til dette – og i bedre udgaver. Herudover var det ofte svært at vise interessante dias fra lokaliteter, hvor fundene stort set bestod af potteskår og mængder af stolpehuller. Det var en lidt hård vej ind i dette forum, men Keld gjorde det.

Amtsarkæologisk Kontor blev med udgangen af 1988 nedlagt og det arkæologiske arbejde i Frederiksborg Amt decentralise- ret og i stedet – som i det meste af landet – lagt ud på en række statsstøttede museer. For undertegnede betød det et fremtidigt ansvar for ni af amtets nitten kommuner dækket af to halvtids- stillinger fra henholdsvis Nordsjællandsk Folkemuseum i Hille- rød og Hørsholm Egns Museum. Omstrukturering eller ej, Keld fulgte heldigvis med.

I årene under Amtsarkæologisk Kontor havde vi efterhånden

vænnet os til, at de eneste spor, der var tilbage efter jernalderens huse, var to rækker af huller efter de tagstøttende stolper. Så kom en glædelig overraskelse i slutningen af 1991. På et højdedrag lidt vest for Espergærde, på lokaliteten Sindshvile, dukkede tredive meter lange huse med buede langvægge op. Og ikke nok med det – for første gang fik vi også de væghuller, som man havde set på lokaliteter andre steder i landet. Keld deltog i den spændende periode midt i udgravningen, hvor tomterne blev fladeskovlet frem. Tidspres gjorde, at vi arbejdede henover vinteren, og jeg mindes stadig den Lillejuleaften i 1991, hvor Keld og jeg – en hel dag i styrtregn og uden ordentligt regntøj – gik og fladeskovlede her, indtil tusmørket forhindrede os i at fortsætte. Gennemblødte satte vi os omsider ind i bilen for at køre mod København, og ju- lefreden kunne endelig få lov at sætte ind. Sindshvile blev i sær- klasse nok den mest spektakulære af de jernalderbebyggelser, der så dagens lys i disse pionérår i Nordsjælland.

Hørsholm Egns Museum havde i sit virkeområde den gamle stenalderfjord ved Nivå, der med sine snesevis af – stort set uud- forskede – mesolitiske lokaliteter måtte formodes at rumme et stort videnskabeligt potentiale i stil med de bedre kendte lokali- teter i Vedbækfjorden. Allerede ved årsskiftet 1988-1989 havde Amtsarkæologisk Kontor, foranlediget af anlægsarbejde, gen- nemført en udgravning af en boplads fra yngre Ertebølletid (Åle- kistebrofasen) på lokaliteten Lyngebækgård.

Med decentraliseringen blev der mulighed for at sætte øget fokus på Nivåfjorden, og sammen lagde Keld og jeg en strategi for det videre arbejde omkring Nivåfjorden. I sommeren 1992 lykkedes det i forbindelse med Museumslovens § 26 at etablere en omfattende nødudgravning på en af disse – Åtoften fra yngre Kongemosetid. Hermed kunne Keld omsider for alvor komme på hjemmebane. (^{Fig. 2}.) Vi ønskede at få mest muligt ud af denne chance, og det lykkedes glædeligvis også i samarbejde med Insti-

tut for Forhistorisk og Klassisk Arkæologi ved Københavns Uni- versitet at få arrangeret seminargravning her. Vi fik nogle varme og livlige uger her i sommeren 1992 med Keld som daglig leder og to hold af førsteårsstuderende samt en gruppe engagerede deltagere fra Hørsholm Arkæologiske Forening.

Samme efterår fik vi atter lejlighed til at grave mesolitikum i Nivå. Denne gang på den klassiske lokalitet Nivågård, som Natio- nalmuseets Carl Neergaard havde gravet på i 1913, og igen med Keld som daglig leder. Ved denne lejlighed dukkede blandt andet en mesolitisk grav op. Visionerne for Nivåfjorden fremlagde vi i fællesskab i Hørsholm Egns Museums årbog det år.

Fig. 2. Keld ved soldet på Åtoften i Nivå i sommeren 1992. Foto: Kjeld Chorfitzen.

Desværre blev det vores sidste arkæologiske indsats i fælles- skab, da vores veje kort tid herefter begyndte at gå i andre retnin- ger. Tilbage står dog, at Keld var en herlig »medkæmper« i denne pionértid ved fronten i Nordsjælland. At Keld også valgte at bruge nogle søndag eftermiddage i Valby Idrætspark sammen med mig for at følge min hjerteklub, Frem, ligesom vi i det københavnske natteliv – midt under udgravningen på Åtoften – sammen fejrede den danske EM-triumf i juni 1992, gør kun nogle gode minder fra nogle spændende pionérår i Nordsjælland endnu stærkere.

Referencer

Møller Hansen, Keld & Stummann Hansen, Steffen 1988a: En gård fra tidlig jernalder ved Kildesø i Gl. Ølstykke. Nyt om Gammelt 2.

Ølstykke Lokalhistoriske Forening, 11-18.

Møller Hansen, Keld & Stummann Hansen, Steffen 1988b:

Jernaldergårde ved Sophienborg. Nomus 1988:3. Nordsjællandsk Museumsforening. Hillerød, 3-7.

Møller Hansen, Keld & Stummann Hansen, Steffen 1992. Nivå-fjorden – et stenalderlandskab i Nordøstsjælland. Hørsholm Egns Museums årbog, 7-21.

Et skibsvrag i Køge

Af Jeppe Færch-Jensen

Forud for PensionDanmarks byggeri på Køge Sønder Havn i 2018 blev udgravningen af byggegruben fulgt af arkæologer fra Museum Sydøstdanmark. Årsagen var en formodning om, at der i området, der engang var åbent vand ved indsejlingen til Køge Havn, kunne ligge væsentlige fortidsminder gemt i sandet. Og det gjorde der i form af et velbevaret skibsvrag. (^{Fig. 1}.)

Udgravningen og den løbende dokumentation af det strandede skibsvrag i Køge i den varme sommer i 2018 var en læreproces, der bestod i at bygge viden op ved at bryde vraget ned i enkelt- dele. På denne måde er det blevet muligt forsøgsvis at opstille en årsagsrække, som har ledt til, at et mindre hollandsk handelsfartøj endte på grundt vand umiddelbart syd for indsejlingen til Køge Havn omtrent et halvt århundrede efter Christian d. II inviterede hollandske bønder til at bosætte sig på Amager.

Vi ved med stor sandsynlighed, at skibet er bygget i den del af Nordvesteuropa, som vi i dag kender som Holland eller Ne- derlandene. Det ved vi, fordi der er foretaget nøje undersøgelser af det træ, som er anvendt til skibets skelet – dvs. køl, stævn og spanter og også af det, som er anvendt til skibets klinkbeklæd- ning – bordplankerne.

Klinkbyggede skibe er kendetegnet ved, at man opbygger skrogets form udgående fra en nøje tilpasset trimning af køl og stævn, og sidenhen tilpasser spanterne til denne form. Modsat bygges kravelbyggede skibe ved at beklædningen fastgøres til det allerede eksisterende skelet af spanter – medmindre de bygges på klamp, men det er en anden snak. Når der her skelnes mel- lem det træ, som er anvendt til spanter, køl og stævn, og det træ

som er anvendt til bordplanker, så er det fordi analyserne viste, at der er forskellig oprindelse for de to tømmertyper. En meget stor del af skibstømmeret er nemlig undersøgt af træeksperten Aoife Daly, som ud fra træets årringe og vækstkurver har kunnet fastslå ikke alene, hvornår træerne er fældet, men også hvor de oprindeligt voksede. Således viste det sig, at hvor spanterne har mest til fælles med træer, der voksede i det nordvesteuropæiske lavlandsområde, så stammer alle bordplankerne fra træer groet i det sydøstlige Baltikum, dvs. områder i det nuværende Polen, Kaliningrad og Litauen.

Det er i andre sammenhænge vist, hvorledes tømmer til bord- planker blev masseforarbejdet til halvfabrikata på savværker i disse områder og sidenhen skibet ud til brug på værfter i hele Nordeuropa, hvor de blev endeligt passet til af skibstømrere.

Anderledes forholdt det sig med de store stykker tømmer der skulle anvendes til skibets »rygrad og ribben«. Disse var (og er) af en sådan kaliber, at det ikke var rentabelt at transportere dem over alt for store afstande, og da skrogets facon var givet af bord- plankerne, har det også været en fordel at kunne gå efter træer, Fig. 1. Det frilagte vrag fra Køge Havn. Foto: Museum Sydøstdanmark.

som var naturligt vokset i den ønskede facon for at give det fær- dige skib optimal styrke og sødygtighed. Det er antagelsen om, at dette tømmer ikke har været transporteret over meget store afstande, der leder til den konklusion, at skibet oprindelig blev bygget i Holland. Antagelsen bliver kraftigt underbygget af, at der i de store inddæmmede områder (Poldere) i Hollands Zuidersee er fundet indtil flere skibsvrag med en tilsvarende byggemetode – altså klinkbyggede skibe hvor bordgangene er fastgjort med et miks af træ- og jernnagler til forskel fra skibe bygget i den nordi- ske klinkbygningstradition, hvor bordgangene udelukkende er holdt sammen med jernnagler.

Når det nu er slået fast, hvor skibet blev bygget, stiller der sig straks en hel række andre spørgsmål i kø til besvarelse: Hvem ejede fartøjet, hvad sejlede det med, hvorfor og hvornår gik det på grund, hvordan så det ud, mens det sejlede, hvor kom det fra og hvor skulle det hen?

Det er ikke alle spørgsmålene, der kan besvares ud fra det ma- teriale, der blev fundet, men f.eks. fundet af en portugisisk guld- mønt mere end antyder, at der har været tale om et mindre han- delsfartøj, som givetvis har sejlet langt omkring og haft mange forskellige laster. Flere af de tøndestave, som blev fundet under vraget, kom så langt væk fra som Frankrig og Spanien.

En metode til at undersøge skibets last er at analysere træ- ets overflade for at se, om der f.eks. er spor efter metalsalte eller gødning eller korn for på den måde at komme svaret nærmere.

Vi kan ikke vide præcis, hvorfor skibet gik på grund, men en rækkefølge af begivenheder kan ud fra det foreliggende sandsyn- liggøres. Skibet har givetvis ligget for anker ud for Køge og har enten revet sig løs og er drevet for vind og strøm, eller også har det ligget opankret ved højvande og er sat på grund, da tidevandet vendte. Under alle omstændigheder har grundstødningen bety- det, at skibet fik slået kølen og stævnen ud og dermed ikke stod

til at redde. Sandsynligvis har det ligget på så lavt vand, at det har været nemt at bjærge lasten – spørgsmålet er så bare, hvem der kom først til den opgave …

Ud fra vragets bevaringstilstand forekommer det i hvert fald sikkert, at alt brugbart træ, som ikke lå under vand, er afmonte- ret og har formodentlig fundet nye funktioner – måske endnu at spore i Køges ældre bebyggelse?

Det er slet ikke umuligt, at kaptajnen kom ravende ud fra en af havnens allermest lurvede knejper lige i det øjeblik skibet skyl- lede ind og grundstødte. Da kan han meget vel have følt som Bob Dylan i Mississippi fra Love and Theft i 2001:

Well my ship’s been split to splinters and it’s sinking fast I’m drownin’ in the poison, got no future, got no past But my heart is not weary, it’s light and it’s free

I’ve got nothin’ but affection for all those who’ve sailed with me

Det museale skatkammer –

magasinerne på Holmegaard Værk

Af Julie Kofod Hansen

Med stor opmærksomhed åbnede udstillingerne på Holmegaard Værk i forsommeren 2020. Til udstillingerne er der nøje udvalgt genstande fra museets store samling. Udstillingerne viser kun en meget lille del af den samlede mængde genstande, ligesom udstillingslokalerne kun er en mindre del af selve Holmegaard Værk. For rundt omkring på Værkets område findes flere af mu- seets magasiner. Her opbevarer museet sin værdifulde samling af museumsgenstande. De er af meget forskellige karakter, værdi og betydning. Alle genstande gemmer på deres egen lille historie, og museet har til ansvar at passe på disse historier.

Museet ejer samlet ca. en kvart million genstande. Det er alt fra arkæologiske potteskår til brandsprøjter, dukketøj og land- brugsredskaber. Over 90 % af denne samling bliver opbevaret i museets magasiner, og de fleste af disse magasiner befinder sig på Holmegaard Værk. Magasiner er store lokaler med kontrol- leret temperatur og luftfugtighed, der egner sig til de genstande, der opbevares. Det er museets ønske at samle hele samlingen på Værket. Men at samle alle genstande på Værket er en langvarig proces. Den startede i januar 2018, og det er uvist hvor mange år, der går, før vi er helt i mål. For det første skal der etableres magasiner, så sikkerhed og indeklima er optimalt, og dernæst kommer selve flytningen fra det gamle magasin. Og det er sin sag at flytte museumsgenstande. Museumsgenstande kan være flere hundrede, ja tusinder af år gamle og kræver nænsom håndtering og transport. Derfor tager det væsentlig længere tid at flytte mu- seumsgenstande end at flytte et almindeligt hjem. Det tog for

eksempel ca. ni måneder at flytte de første 60.000 genstande til Værket tilbage i 2018. Siden da har museet konstant flyttet gen- stande fra forskellige lokaliteter på Sydsjælland og Møn til Vær- ket, og dette arbejde fortsætter en del år frem.

På Værket findes der forskellige magasiner til forskellige gen- stande. Vores magasiner er klimastyrede og sørger for, at muse- umsgenstandene opbevares og bevares korrekt. Der er blandt andet magasiner, der er indrettet specifikt til malerier, tekstiler og vogne. Men Værket rummer også magasiner, der er åbne for publikum. Holmegaard Værk gav museet muligheden for at åbne og vise to af museets samlinger. Der er udarbejdet en helt sær- lig magasinreol til museets samling af Holmegaard-glas. En reol der på fornemmeste vis synliggør mængden af genstande, som museet ejer.

Fig. 1. Et lille udsnit af Museum Sydøstdanmarks magasin på Holmegaard Værk.

Foto: Julie Kofod Hansen.

Udover det åbne glasmagasin har museet åbnet sin samling af Kähler-keramik. Selvom om Kähler-keramik og Holmegaard-glas tilsammen udgør ca. 20 % af den samlede mængde af museums- genstande, så viser de to åbne magasiner tydeligt, at museums- magasiner indeholder store mængder af genstande og spændende historier.

Den arkæologiske fortælling

Af Anna S. Beck

Når man spørger folk om, hvad arkæologi er, så vil de fleste nok svare, at det er et studie af fortiden. Hvis de svarer mere specifikt, vil de måske sige, at det er studiet af udviklingen fra stenalder over bronze- og jernalder til vikingetid; altså den samlede kul- turhistoriske fortælling, som vi kender den fra Nationalmuse- ets oldtidsudstilling, værker som »Danmarks Oldtid« af Jørgen Jensen og tv-produktioner som DR’s »Historien om Danmark«.

Den kulturhistoriske fortælling har rødder tilbage i dannelsen af nationalstaten for omkring 170 år siden, hvor den tjente til at give den nydannede stat en udviklingshistorie og en fælles identitet – og den har fulgt arkæologien lige siden.

At den kulturhistoriske fortælling stadig stikker dybt i arkæolo- gien i dag, kan ses ved, at den ikke kun er et formidlingsgreb, men også er tæt integreret i selve skabelsen af ny arkæologisk viden. En nylig undersøgelse finansieret af Kulturministeriets Forsknings- pulje samt Museum Sydøstdanmark har kortlagt rammerne for vidensproduktionen i de lovpligtige arkæologiske udgravninger.

Undersøgelsen viser, at både optakt, udførelse og afrapportering er struktureret efter den kulturhistoriske fortælling med de krono- logiske hovedperioder som den styrende ramme. Inden for den ramme er den enkelte udgravnings opgave lidt forenklet sagt at svare på: hvad er det undersøgte, hvor gammelt er det og hvordan passer det ind med den kendte kulturhistoriske viden. Resultatet er, at den kulturhistoriske fortælling bliver den dominerende, både når arkæologisk viden skabes, og når den videregives.

Undersøgelsen viser dog også, at den kulturhistoriske fortæl- ling ikke har samme relevans som tidligere. Der stilles i stigende

grad spørgsmål ved væsentligheden af den viden, som skabes i de lovpligtige udgravninger, og den traditionelle kulturhistoriske udstilling har trange kår. Nationalmuseets tiltag med kedsom- hedsknapper og fantasifuld fotokunst i vikingeudstillingen er måske et af de klareste eksempler på netop det. Samtidig er kra- vene til relevans og værdi i den arkæologiske formidling højere

end nogensinde, Derfor er der brug for at skabe nye arkæolo- giske fortællinger (fig. 1).

Udfordringen for nytænk- ning kan dog være, at den kul- turhistoriske fortælling er så

Fig. 1. Et nyt perspektiv på, hvad den ar- kæologiske fortælling skal være, kan være nødvendigt i en tid, hvor kravene om relevans og værdiskabelse i den arkæolo- giske vidensproduktion og formidling er højere end nogensinde før. Foto: Museum Sydøstdanmark.

indarbejdet i den arkæologiske proces fra vidensproduktion til formidling, at den kommer til at fremstå »naturlig« og dermed også som den eneste måde, man kan arbejde med arkæologien på.

Her vil jeg nu alligevel forsøge at præsentere et alternativt blik på, hvad arkæologi kunne være og udforske, hvordan det ville ændre måden, vi plejer at gøre tingene på. For hvad nu hvis arkæologi i stedet for at være et studie af den kulturhistoriske fortid var de- fineret ved at være studiet af stedet og dets historie?

Arkæologi som studiet af fortiden og arkæologi som studiet af stedets historie kan måske umiddelbart lyde temmelig meget som det samme, og en del elementer vil nødvendigvis gå igen i de to perspektiver. Arkæologien som et studie af stedet adskiller sig dog fra det kulturhistoriske studie på tre væsentlige punkter: Det arkæologiske fokus, forståelsen af tid og kronologi i arkæologien samt udvælgelsen af det arkæologiske materiale. Alle tre elemen- ter har afgørende betydning for den fortælling, man kan fortælle.

Det arkæologiske fokus er stedet. Det vil sige, at arkæologiens mål er at undersøge stedet og stedets historie. Det inkluderer både det konkrete landskabs udvikling og menneskers skiftende oplevelse og brug af landskabet; med andre ord et studie af hvordan stedet blev til det sted, som det er i dag. Hvor den kulturhistoriske un- dersøgelse ofte behandler landskabet som et bagtæppe for men- neskets aktiviteter, så tildeler undersøgelsen af stedet landskabet en langt mere aktiv og dialektisk rolle i historien, hvor landskabet både skaber forudsætningerne for og formes af menneskets akti- viteter på stedet. Det arkæologiske fokus flyttes derved fra at have mennesket alene i centrum til i højere grad at studere samspillet mellem mennesker, aktiviteter, steder og landskaber.

Forståelsen af tid og kronologi er vendt på hovedet. Udgangspunk- tet for studiet af et steds historie må nødvendigvis være stedet i dag og den måde, som tidligere tider har formet det pågældende sted, så det er blevet til det, som det er. Undersøgelsen er såle-

des rettet bagud i tid i kortlægningen af stedets historie fremfor at undersøge historien som en fremadskridende proces. De kro- nologiske perioder er på den måde stadig relevante, men synet på dem er vendt 180 grader. Samtidig er undersøgelsen af stedet også optaget af kontinuitet, diskontinuitet og samspillet mellem forskellige tider. Med andre ord: At studere hvordan en given aktivitet i fortiden skaber forudsætning for efterfølgende tider, fremfor – som den kulturhistoriske undersøgelse – at adskille de arkæologiske spor fra forskellige tidsperioder og studere dem hver især i kronologisk rækkefølge. Hvor fortiden derved nemt kan fremstå fjern og fremmed i forhold til nutiden, så findes der i fortællingen om stedet en forståelse af tid og kronologi, som skaber en anden nærhed mellem nutid og fortid.

Udvælgelsen af det arkæologiske materiale påvirkes af det ændrede rumlige og kronologiske perspektiv. For det første inkluderer ind- samlingen af materiale ikke kun de arkæologiske spor, men også oplysninger om det konkrete landskab og dets udvikling. For det andet kan arkæologiske spor ikke fravælges per automatik alene ud fra deres alder. Hvor spor efter f.eks. moderne drænsystemer og rørledninger ofte kategoriseres i udgravningerne som »mo- derne forstyrrelser« i fortællingen om fortiden, så kan de rumme oplysninger, som kan være væsentlige for undersøgelsen af stedets historie og bør derfor inddrages aktivt på linje med forhistoriske anlæg. For det tredje kan studiet af stedet også inddrage menne- sker på stedet i dag på en anden måde end et studie rettet mod fortiden kan, og det kan spille en vigtig rolle, når man vil forstå, hvordan et sted er blevet til det, som det er. Det arkæologiske ma- teriale er således ikke længere defineret ved fortidsmindet alene, men trækker i bredeste forstand på elementer i hele landskabet.

Ændringen af perspektivet på fokus, tid og materiale sætter nye forudsætninger for den arkæologiske fortælling. Med et fokus på stedet bliver fortællingen specifik og lokal fremfor overordnet og

national. Samtidig bliver det en mere fragmenteret og forander- lig fortælling fremfor én samlet historie om forhistorien. Endelig bliver den arkæologiske fortælling mere kompleks og nuanceret, måske ovenikøbet selvmodsigende, fremfor at give et forenklet og abstrakt billede af den fortidige virkelighed. Resultatet bliver en anden, mere kalejdoskopisk men også mere lokalt målrettet arkæologisk fortælling.

Hvor der var brug for den kulturhistoriske fortælling, dengang nationalstaten blev dannet, så er der i dag i højere grad brug for fortællinger, der skaber lokal forankring og tilknytning i samspil med et større udsyn mod den globale omverden. En arkæologi ba- seret på stedets historie er rigtig godt rustet til at levere netop det, og det kunne helt oplagt starte med de lovpligtige udgravninger.

De lovpligtige udgravninger, der finder sted »ude på stedet«, er som regel afledt af gennemgribende forandringer på det pågæl- dende sted og har nutidens landskab som udgangspunkt; altså en situation hvor den lokale fortælling giver særlig god mening. Når rammerne for den grundlæggende vidensproduktion forandres, åbner det samtidig nye muligheder og gør det lettere at skabe for- nyet relevans og værdi i andre dele af den arkæologiske proces.

Hvor arkæologien som et studie af fortiden har risiko for at ende med at blive et puslespil, hvor rammen er kendt, og opgaven blot bliver at fylde hullerne ud (og det er ofte den metafor, som anvendes om den arkæologiske fortælling), så har arkæologien som et studie af stedet derimod potentiale til at forny den arkæ- ologiske fortælling og gøre den mere nærværende og vedkom- mende. Det er altså ikke, fordi fortiden bliver mindre vigtig, men i stedet for at fortiden er noget, der studeres adskilt fra nutiden, bliver fortiden til nutidens forudsætning.

Keld og Saqqaq-folket

Historien om et halvt ton brændte sten fra Grønland

Af Bjarne Grønnow

Indledning

Keld slog sine første folder på den arkæologiske scene i Grøn- land i 1986 og 1987. Det var de store udgravningssæsoner på den 4500 år gamle boplads, Qeqertasussuk, der er en af blot to kendte lokaliteter fra Saqqaq-kulturen (c. 4500 f. Kr.-800 f. Kr.), hvor alt organisk materiale er bevaret i dybfrossen tilstand. De forgangne par år havde udgravningsholdet fra Qasigiannguit Museum møj- sommeligt arbejdet sig gennem møddingslag fra de yngre faser af Saqqaq-kulturen, men i 1986 var vi endelig nået til det nederste kulturlag, der bestod af en intakt bopladsoverflade med boligtom- ter, ildsteder og andre stenbyggede anlæg – fuldstændigt velbe- varede med hele deres tilhørende redskabsinventar, indkapslet i permafrossen tørv. Selv de mest delikate organiske sager af træ og skind var bevarede (Grønnow 2017).

Den særlige opgave med at udgrave en »dybfrossen« bo- pladsflade krævede et eksperttilskud til vores udgravningshold, og derfor blev to rigtige specialister fra Københavns Universitet hidkaldt: I 1986 og 1987 specialestuderende Keld Møller Han- sen og yderligere i ‘87 også lektor Erik Brinch Petersen. Kelds kvalitet var, at han gennem et par år havde beskrevet, målt, vejet og refittet sig vej gennem det stort set kedeligste arkæologiske materiale, man kan forestille sig: Sække med jordprøver og træ- kul, tusinder af brændte sten og amorfe anlægssten fra et par af de mesolitiske Vedbækpladser.

Men den ihærdige Keld havde med sine metoder fået helt nye hi- storier ud af de stenbyggede anlæg, og det var netop en arkæolog med dén slags egenskaber og vedholdenhed, vi skulle bruge på Qeqertasussuk. For Saqqaq-kulturens folk var storforbrugere af

»varme sten« til opvarmning af deres dome-formede teltboliger, til kogning og stegning og til varmebehandling af alskens råstof- fer. Det vender vi tilbage til. Nu først et kort blik på den lokalitet og den udgravningslejr, hvor Keld kom til at tilbringe nogle må- neder hen over to somre for 35 år siden.

Qeqertasussuk og lejrlivet

Bopladsen fandt Aappa Magnussen og forfatteren til disse linjer i 1983, da vi under en rekognoscering sejlede i vores jolle langs den lille ø, Qeqertasussuk (for nemheds skyld kaldet Qt), i den sydligste Disko Bugt. (Fig. 1.) Vi gik i land på et lille næs, der så ud til at ligge perfekt i forhold til sælernes og hvalernes trækruter gennem et af de smalle stræder i øhavet. Der var ikke meget at se på overfladen, men ved den nordlige kystskrænt havde havet gnavet sig ind i tørvelagene, og smeltevand sivede i mørke striber ned på stranden. En herlig duft af gammelt spæk og affald fra et tykt kulturlag fyldt med ildskørnede sten, træspåner, knogler og forkullet spæk kildrede næsen. Og i laget var der stenredskaber af umiskendeligt »Saqqaq-design«.

Fundet gav startskuddet til Qasigiannguit Museums mange- årige indsats på Qt. Al logistik blev kørt til perfektion af den lokale museumsleder Torben Simonsen og tømmermester Egon Geisler, og udgravningsholdet havde fantastisk gode arbejdsbetingelser.

Lejren til de ganske store hold blev sat op med præcision (^{fig. 2}), udstyret var tip-top, og Egons kutter, »Asta«, sejlede mandskab og frisk proviant fra byen til øen, mens fund og sedimentprøver i mængder gik den modsatte vej ind til lokalmuseet.

Udgravningsholdene, under ledelse af Morten Meldgaard og undertegnede, var efter grønlandske forhold ganske store. De bestod af 10-20 personer, der kom med hver deres ekspertiser fra Grønlands Universitet, Grønlands Nationalmuseum, Køben- havns Universitet og Nationalmuseet, og dertil kom danske og grønlandske studerende og lokale frivillige. Sæsonerne var ken- detegnet af entusiasme, udveksling på tværs af fag, alder og oprin- delse, naturoplevelser blandt isfjeldene i øhavet i Sydostbugten, og masser af spændende, hidtil usete fund fra Grønlands ældste Fig. 1. Permafrosne kulturlag fra den ældste grønlandske kultur, Saqqaq, gemmer sig under græstørven på et lille næs på øen Qeqertasussuk. I kystskrænten oven for sand- stranden har havet gnavet sig ind i bopladsens møddingsområde, hvor udgravningsfel- terne fra 1987-sæsonen ses ved klippen i baggrunden. Foto: Bjarne Grønnow, 1987.

kultur. Og her passede Keld perfekt ind. (Fig 3.) Han ydede en fantastisk indsats i de to afgørende år, hvor arkæologiske fund og data myldrede ud af de permafrosne lag, og hvor det både krævede fagligt og menneskeligt overskud at holde trådene i udgravningen samlet og samtidigt få alt det sociale og praktiske til at fungere.

De mystiske midtergange

De første par år udlovedes en dusør i form af en dram whisky for hvert skæftet redskab og harpunhoved, der blev fundet, men det måtte vi hurtigt lægge på hylden, hvis udgravningen skulle gen- nemføres, for fundmaterialet blev uventet stort og mangfoldigt.

Næsten alle typer af redskaber – skrabere, knive, stikler, mikro- flækker osv. – blev fundet med bevarede træ- eller benskafter, Fig. 2. Qasigiannguit Museum etablerede den perfekte udgravningslejr på Qeqerta- sussuk med arbejdstelte, »kabys« og hvide mandskabstelte, der er sat op på nøjagtig række. Museumsleder Torben Simonsens fortid i militæret fornægtede sig ikke. Foto:

Bjarne Grønnow, 1987.

og intet mindre end 50 harpunhoveder og en hel vifte af andre, hidtil ukendte, fangstredskaber af træ, tak, hvalros- og narhvals- tand og hvalknogle dukkede op af de permafrosne lag. Vi fik et helt nyt indblik i Saqqaq-kulturens avancerede teknologi, der har rødder helt tilbage til de første arktiske kulturer i Sibirien og Alaska. Her skal vi dog fokusere på det område, hvor Kelds særlige kvaliteter kom til udfoldelse, nemlig undersøgelsen af de stenbyggede anlæg, der er Saqqaq-kulturens absolutte vare- mærke, »midtergangen«.

Den del af bopladsfladen, som vi kunne undersøge, var på blot 5,5 x 7,5 m. Her afdækkede vi en velbevaret boligtomt med en midtergangskonstruktion. (^{Fig. 4}.) Denne smalle, rektangulære ramme, sat af store stenfliser, delte Saqqaq-teltets ovale gulvflade på tværs således, at boligens ene halvdel tjente som sovebriks og den anden som et arbejdsområde. Vore udgravninger af denne og andre midtergange på bopladsen viste, at midtergangen var et

Fig. 3. En del af udgravningsholdet i 1986 – med Keld på fløjen. Fra venstre: Elisa Evaldsen, Malene Fleischer, Flora Heilmann, Bjarne Grønnow, Morten Meldgaard, Geert Brovad, Charlie Christensen og Keld Møller Hansen.

meget komplekst og fleksibelt centralt samlingspunkt i boligen.

Det er ikke mindst takket være Kelds og Brinchs minutiøse un- dersøgelser, at vi nu har kunnet analysere os frem til en detaljeret indsigt i »midtergangens mysterier«. Midtergangen udgjorde boligens tværgående akse, der på én gang var en praktisk kon- struktion til opvarmning, madlavning og indendørs håndværk, men også centrum for symbolske aktiviteter (Odgaard 2003;

Grønnow 2017).

Fig. 4. Malene, Bjarne og Keld præsenterer det omhyggeligt udgravede midtergangsan- læg, A8. Dette dannede en central akse i et telt med en gulvflade på ca. 6,5 x 3 m. De næsten 200 kg kogesten viser, at anlægget tjente som en stor »radiator«, men midter- gangen var også centrum for madlavning (bl.a. kogning i skindsække) og håndværk.

Foto: Geert Brovad, 1986.

Midtergangen var typisk delt i fire sektioner, hvoraf sektionen op mod teltets bagvæg fungerede som boligens radiator. I en af de midtergange, som Keld udgravede (Anlæg A9), lå der op mod 100 kg ildskørnede kogesten. Saqqaq-folkene opvarmede stenene i åbne ildsteder uden for boligen med drivtræ som brændsel, og de glohede sten blev så i trug af træ transporteret ind i boligen og placeret bagerst i midtergangen, hvor de udgjorde en røgfri var- mekilde i vinterkulden. De ophedede sten blev også brugt til at koge suppe i skindsække: I en af midtergangenes centrale sektio- ner var der så gode bevaringsforhold, at vi kunne påvise rester af de poser af rensdyr- og sælskind, der var blevet brugt som »koge- kar«. I andre dele af midtergangen lå der store, flade stegesten og brolægninger af små strandsten. De kan tolkes som platforme til servering af suppe og kød og som »arbejdsborde« for indendørs håndværk og skindsyning. I og nær midtergangene fandt vi skeer og skåle udskåret af træ, rensdyrtak, knogle og tand. Sektionerne skiftede funktion flere gange – både sæsonvis og gennem årene. Vi fandt også spor af, at man indimellem oplyste teltet med et åbent bål i midtergangen. Endelig var der i én af midtergangene nedlagt en fuldstændigt intakt kniv med træskæfte beviklet med snøre af hvalbarde. Det var det første, man havde gjort, inden anlægget blev taget i brug, og fundet peger på, at midtergangen havde tjent som Saqqaq-folkets port til de åndelige verdener.

Et halvt ton sten Grønland – Danmark t/r

Det var i høj grad Kelds fortjeneste og store entusiasme, der gjorde, at vi i felten gjorde så meget ud af anlæggene. Alle stenene blev registeret in situ, optaget og derefter lagt ud til fotodokumen- tation på træplader. (^{Fig. 5}.) Også sene aftentimer i midnatssolens skær tilbragte Keld i selskab med stenene fra midtergangene i forsøget på at refitte materialet og skabe forbindelse mellem mid-

tergangene og de tilhørende dumps af kasserede kogesten. Keld fik os til at forstå værdien af de ellers så besværlige og undselige ildskørnede sten fra anlæggene. Det betød så, at vi i de år »slæbte os en pukkel til« med sække fyldt med sten og sedimentprøver fra anlæggene. Vi vaklede under vægten af stenposerne ned over klipperne til en jolle, hvorfra de så blev lastet ombord i en kutter, sejlet til Qasigiannguit, op til museet og herfra med skibsfragt til Danmark, hvor stenene blev oplagret og analyseret på Institut- tet på Vandkunsten og på Nationalmuseet. Derefter igen via flere led tilbage til magasinet på museet i Qasigiannguit, hvor det ca.

halve tons brændte sten nu befinder sig sammen med alle de an- dre fund. Vi gør det aldrig mere!

Men det var bestemt anstrengelserne værd. Analyserne af Kelds halve ton sten har givet os helt ny indsigt i midtergangenes mange funktioner, som kort præsenteret ovenfor. En af de rigtigt flotte midtergange fra Qt (Anlæg A8) er nøje genopbygget med

Fig. 5. Keld foretog registrering og analyser af anlægsstenene i felten. Her ses de ildskør- nede sten fra et af de udendørs ildsteder (Anlæg A1), hvor man fyrede med drivtræ og spækvædede tørv for at opvarme de store mængder kogesten. Foto: Keld Møller Han- sen, 1987.

de originale sten og udgør nu et centralt udstillingsdiorama på lokalmuseet i Qasigiannguit – det eneste sted i Verden, hvor man har udstillet den geniale konstruktion, der gjorde, at de arktiske pionerer kunne sprede sig så hurtigt hele vejen over Arktis for 4500 år siden.

Tillykke

Keld kan med stolthed og til- fredshed se tilbage på sine to sæsoner på Qt for 35 år siden i Grønland. Som vi har set, har han sat sig varige spor både i forskningen ude i den store Verden og i lokalområdet. No- gen burde faktisk i anledning af

den runde fødselsdag forære Keld en rejse tilbage til Qasigiann- guit – hvis han da ikke allerede selv har taget initiativet. (^{Fig. 6}.) Meget er der sket i byen siden, men bopladsen på Qeqertasus- suk er lige så fantastisk at besøge som dengang, og Keld vil igen kunne hilse på nogle af de enestående fund, som han fremdrog af permafrosten. Skulle han savne sit halve tons brændte sten, som han så rigeligt forsynede os med, kan han nok få lov til igen at røre ved dem på museet. Tillykke med de 60 år, Keld!

Fig. 6. Keld med en ganske overbevisende attitude – oven på en lang arbejdsdag og en festlig middag i mandskabsteltet i slut- ningen af 1987-sæsonen. Foto: Morten Meldgaard.

Referencer

Grønnow, Bjarne 2017: The Frozen Saqqaq Sites of Disko Bay, West Greenland. Qeqertasussuk and Qajaa (2400 – 900 BC). Studies of Saqqaq Material Culture in an Eastern Arctic Perspective. – Meddelelser om Grønland/Monographs on Greenland, Man & Society, Vol. 356: 490 pp.

Odgaard, Ulla 2003: Hearth and Home of the Palaeo-Eskimos. – Études/Inuit/Studies 27 (1-2), 349-374.