Skovarbejderuddannelsens 50 års jubilæum
Indhold
Henrik Studsgaard:
Skovarbejderuddannelsens 50 års jubilæum . . . 38
Lilly Wiberg:
Skovarbejdere og skovarbejde i historisk belysning ... . . . 40
H.P. Vangskov:
Rejsende i undervisning ... ... 52
Tage Ogstrup:
Skovarbejderskolens oprettelse og første år. .... ... ... 55
Christian Olander:
På kursus i Kagerup . . . 62
Ib Christensen:
Uddannelse i stadig udvikling . . . ... . . . 66
Ib Skals Jensen:
Fra håndredskaber til moderne EDB-styrede maskiner ... .... 79
Poul Schreiner Hansen:
Skovarbejde og skovarbejderuddannelse ... ... . . . 83
Karen Westerbye-Juhl:
Skovarbejdere i udvikling ... ... . . . .... ... ... 88
Hans Okholm:
Skovarbejder - nu og i fremtiden . . . ... 93 Finn Arvid Olsson:
Uddannelsesreform 2000 ... . . . ... ... .. 98
Skovarbejderuddannelsens 50 års jubilæum
Af Henrik Studsgaard.
Forstander på Skovskolen
Skovarbejderuddannelsen runder i 1998 sine første 50 år. Vi har fra Skovskolens side følt at der var en god anledning til at sætte skovarbejdet og skovarbejder- uddannelsen ind i et historisk perspek- tiv. Artiklerne i dette temahæfte byder på både tilbageblik og nogle tanker om den tid som står for.
Skovarbejdet har i perioden gennem- løbet en kolossal udvikling. Fra at være hårdt, fysisk belastende og næsten rent produktionsorienteret arbejde udført efter nøje instruktioner fra en skovfoged eller skovrider. Til i dag, hvor der er tale om en mere selvstændig varetagelse af opgaver indenfor givne rammer som både er videre med hensyn til tilrette- læggelsen af arbejdet og opgavernes for- skellighed. Samtidig har skovarbejderen ændret sig fra at være en løst tilknyttet ufaglært arbejdskraft til mere faste med- arbejdere med faglig uddannelse.
Artiklerne af Lilly Wiberg, Tage Og- strup, H.P. Vangskov, Christian Olander
og Ib Christensen giver et godt indblik i såvel skovarbejdets og skovarbejderud- dannelsens udvikling igennem de 50 år.
Skovarbejderne er i dag den medarbej- derkategori i skovbruget som klart er mest i "kontakt" med skoven og som har størst indflydelse på den direkte udførel- se af arbejdsopgaverne. Udviklingen i samfundet har betydet, at skovbruget har fået mange nye aktiviteter, og man- ge opgaver er blevet uddelegeret til skovarbejderne.
Rationaliseringer har medført en for- mindskelse af arbejdsstyrken i skovbru- get. Det har betydet en omfordeling af opgaver blandt medarbejderne og har gjort skovarbejderne til betroede medar- bejdere, der til stadighed skal kunne løf- te nye opgaver.
Det er i den sammenhæng interessant at læse artiklerne af Karen Westerbye- Juhl, Finn Arvid Olsson, Poul Schreiner Hansen, Ib Skals Jensen og Hans Okholm om de krav og kvalifikationer som de forventer skovarbejderne og der- med skovarbejderuddannelsen og EUD- skovbrugeruddannelsen skal leve op til i fremtiden.
Fra Skovskolens side vil vi gøre vort til at skovarbejderne også fremover vil have mulighed for at blive opkvalifice- ret til løsning af de til enhver tid væren- de opgaver i skov- og landskabssekto- ren. Det gælder både hvad angår faglige, almene og personlige kvalifikationer.
l 1996 indviede Miljø- og energiminister Svend Auken Skovskolens seneste tilbygning.
l Nødebo er der nu 11.000 m2 under tag.
På det faglige og almene niveau er vi ikke meget i tvivl om at der vil blive stil- let øgede krav til skovarbejderne om bl.a. forståelse af biologien bag skov- og landskabsplejen og de økonomiske sam- menhænge. Også brugen af informati- onsteknologi vil komme til at spille en rolle. Med hensyn til de personlige kva- lifikationer har vi en udfordring foran os med i højere grad at få dem integreret som en naturlig del af undervisningsfor- løbene.
Med stadig større forskellighed i opga- vernes karakter for skovarbejdere på forskellige distrikter/arbejdspladser har vi også en formodning om at uddannel- sesforløbene vil blive mere individuelt tilrettede i forhold til den enkeltes behov.
Der er ingen tvivl om, at samspillet med EUD-skovbrugeruddannelsen har været af stor betydning for udviklingen af skovarbejderuddannelsen. På samme måde har Det Faglige Udvalg for Skov-
brug, samarbejdet med en række tekni- ske skoler og skolens tætte kontakt til skovbrugserhvervet været med til at sik- re en erhvervsrelevant uddannelse på et fagligt og pædagogisk hØjt niveau.
På Skovskolen glæder vi os til at tage hul på de nye udfordringer. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med både skovarbejdergruppen og øvrige interes- senter om udvikling og gennemførelse af skovarbejderuddannelsen og EUD- skovbrugeruddannelsen. Et samarbejde som forhåbentlig kan blive til glæde for såvel skov- og landskabssektoren som skov- og landskabsmedarbejderne i deres daglige v irke.
Afslutningsvis vil jeg gerne rette en stor tak til forfatterne for deres artikler, til de som har bidraget med billeder, samt til Vemmetofte Kloster og Carlsen-Langes Legatstiftelse som har finansieret udgi- velsen af dette temanummer af Dansk Skovbrugs Tidsskrift.
Skovarbejdere og skovarbejde
i historisk belysning
Af Lilly Wiberg
mag.art. i europæisk etnologi
En beskrivelse af arbejdsmæssige og so- ciale aspekter for skovarbejderen og skovarbejdet i det private og statslige skovbrug i perioden 1925-1985.
Artiklen er baseret på en undersøgelse af driftsformer, arbejdsliv og arbejdsvilkår jeg som etnolog foretog på henholdsvis Hørsholm statsskovdistrikt og Vallø Stifts skovbrug i 1985.
Ved arkivstudier og ikke mindst inter- views med en lang række såvel pensio- nerede som endnu aktive skovarbejdere tegnede der sig et billede af arbejdslivet i skoven i perioden 1925 til 1985. Ka- rakteristisk er udviklingen fra et meget mandskabskrævende skovarbejde til den nuværende situation med mekanisering og dermed en væsentlig mindre, men mere professionel arbejdskraft.
Skovløbere, ledvogtere og skovarbejdere
Før skovbruget var lagt i faste rammer blev skovarbejdet, der mest bestod i fældning og opskæring, fortrinsvis ud- ført af hovedgårdenes fæstebønder som hoveriarbejde. Først omkring 1800 begyndte man at ansætte skovarbejdere.
Fælles for de to skovområder i under- søgelsen var, at ledelserne ønskede at sikre sig en fast stab af pålidelige og flit- tige folk. De skulle kunne bistå skovfo- gederne i opsynet med, hvem der færde- des i skoven, og hvad de førte med sig.
Til det formål byggede man de såkaldte skovløberhuse - i det private skovbrug ledvogterhuse - ved skovenes udfalds- veje. Her fik de dygtigste blandt de gif- te arbejdere tilbudt fri bolig og ofte en mindre jordlod mod at passe nogle bom- me og yde et par klapperdage i jagt- sæsonen. Disse folk var sikret fast arbej- de og en beskeden pension, men arbej- dede i øvrigt på samme lønvilkår som den løsere ansatte arbejdskraft.
I statsskoven blev en fast ansat skovar- bejder først tilsyns- eller hegnsmand med tjenestebolig, som han dog betalte husleje for. Nogle avancerede efter nog- le år til skovløber med fri bolig og bræn- de. For at komme i betragtning skulle man være gift, være under 36 år, frem-
Skovarbejderne har tit haft en attraktiv tjenestebolig i udkanten af en skov, her fra Glorup på Fyn. Foto: Jagt-og Skovbrugsmuseets arkiv.
vise lægeattest, ren straffeattest og ikke have modtaget fattighjælp.
"Det gav sådan mere anseelse. Man var jo ansat som arbejdsleder - jeg har da haft flere skovfogedelever med mig i arbejdet. Man skulle også stå for udle- vering og afregning af effekter på skovløberparten, og så havde man oven i købet politimyndighed som opsyns- mand i skoven - med kasket og krone og kokarde! Der følger jo et vist ansvar med - det er jo STATENS ejendom, man har med at gøre, og det er ikke hvem som helst, der bliver ansat i de stillinger", fortæller en ældre skov løber.
Løsarbejderne i skoven - sæsonarbejder- ne - var lokale daglejere fra landbruget,
husmænd, og for Hørsholms vedkom- mende også folk, der arbejdede på tegl- værkerne om sommeren. For dem alle var vi nterarbej det som skovhugger et helt nødvendigt bidrag til familiens eksistens. Med et nogenlunde tag på arbejdet var der endda større indtje- ningsmulighed end arbejdet i landbruget kunne give.
Der er desuden mangfoldige eksempler på, at rekrutteringen af arbejdskraft kom fra skovarbejderfamilierne selv. SØnner, der havde fulgt deres far i arbejdet som børn, eller svigersønner, gik selv ind i metieren og tjente sig op gennem "gra- derne" fra løsarbejder til hegns mand for måske at ende i en skovløberstilling.
Klovbrændet er kørt ud til vejen, og det tunge stablearbejde er i gang. Foto: Hans Anker Nielsen 1953.
Den erfarne skovarbejder "Stregeman-
den" rejser trillerne op og mærker af
inden kløvearbejdet kan begynde. Foto:
Hans Anker Nielsen 1953.
Oplæring og uddannelse
Før i tiden krævedes ingen særlig uddannelse for at tage arbejde i skoven, men det var en fordel at have "en be- stemt statur og et godt håndelag for red- skaber" - og så i øvrigt lære ved at se.
Den ny og uerfarne mand kunne ind- sluses i arbejdet ved at han en tid funge- rede sammen med en øvet, indtil han selv havde fået taget. Men han blev ikke udlært skovmand i denne periode.
Skovarbejde er et mangesidet erfarings- fag, som man efterhånden tilegner sig, og under denne proces bygges en mærk- bar selvtillid og selvbevidsthed op hos arbejderen. Et godt stykke arbejde, der er faldet ud efter hans beregninger og erfaringer, er en stor personlig tilfreds- stillelse.
Bolig og fri sankebrænde er ofte en del af skovarbejderens ansættelsesvilkår. Her er årets "høst" samlet på en lidt utraditionel måde. Foto: Hans Anker Nielsen 1963.
Derfor fremhæver ældre skovarbejdere gerne - med en vis stolthed - at de aldrig selv har været på nogen skole. Samtidig glæder de sig over, at nye folk får en let- tere indføring i arbejdet nutildags.
Den enorme og stadige udvikling i red- skaber og teknikker kræver i dag en for- skoling på Skovskolen i Nødebo, fulgt op af supplerende kurser.
Lønforhold
Det er karakteristisk, at folk har søgt til skoven, når de blev gift og fik en familie at forsørge. Her var stabile arbejdsforhold og chance for at avan- cere til en fast kontrakt eller endog til ledvogter.
Lønnen var meget ringe for et utroligt
hårdt slid. I 1924 var daglønnen for en ti timers arbejdsdag 4 kr. med en 6 dages arbejdsuge. Selvom indtægten kunne forbedres ved akkordarbejde, var det svært at få økonomien til at hænge sam- men i en småbørnsfamilie, hvor mode- ren måtte gå hjemme og den lejede bolig slugte en fjerdedel af indtægten. Derfor var en ledvogterstilling et vældigt øko- nomisk løft og et socialt avancement for skovarbejderfamilien.
I 1941 var daglønnen steget til 9.35 kr.
for 8 timers arbejde, stadigvæk en beskeden fast indtjening. Først omkring 1960 fik lønningerne føling med den generelle udvikling på arbejdsmarkedet.
Sammen med de teknologiske forbed- ringer er arbejdet nu både fysisk lettet og rimelig godt betalt.
Der er læsset en finerkævle på kævlevognen, og hestene tager sig et fortjent hvil inden der skal trækkes. Foto: Hans Anker Nielsen 1953.
Arbejdsopgaverne
Skovarbejde varierer ligesom arbejdet i landbruget med de skiftende årstider, der hver har sine bestemte, tilbageven- dende arbejdsopgaver. Tidligere lå disse i en ret fast gænge med skovning fra løvfald til løvspring, plantning af nye kulturer i foråret, og kulturpleje i fonn af græsslåning, hegning og udtynding i sommerhalvåret. Moderne teknologi og ændrede afsætningsmuligheder har ændret arbejdets årscyklus på et væsent- ligt punkt, idet der i dag skoves hele året rundt.
Arbejdet er meget alsidigt og vidt- spændende i kravene til udøveren. Et specialarbejde, der ikke blot kræver ar- bejdsteknisk kunnen og evne til at vedli- geholde redskaberne, men også sans for at arbejde med levende planter. Desuden
kræver det omtanke, overblik og evne til selvstændigt at tilrettelægge arbejdet.
Skovfogeden aftaler forestående opga- ver med skovarbejderen, men derefter er det hans eget ansvar at udføre arbejdet.
Det er en stadig udfordring, der er med til at gøre arbejdet spændende og af- vekslende.
Skovning er nok den mest krævende opgave, og den bliver aldrig rutine for skovarbejderen. Ikke to træer er ens, så hvert træ kræver omhyggelig vurdering, før forhugget tages. Når træet er skovet, skal det afgrenes og aflægges efter skov- fogedens bestilling. Derfor må skovar- bejderen også have fuldt kendskab til de mange sortimenter, der er gængse på markedet, ligesom han må kunne udføre aflægningen præcist.
Det meste af transportarbejdet blev i
Nuffield'en "stejler" under ~tdslæbning af ædelgrantømmer. Foto: Hans Anker Nielsen, 1953.
Der læsses sveller med hånddrevet kran mens hestens banemand, den "Grå Ferguson"
venter. Foto: Hans Anker Nielsen.
Der samarbejdes om plantningen. Foto: Hans Anker Nielsen 1953.
1985 udført med små traktorer, fordi effekterne gennemgående aflægges i større længder end tidligere, hvor en stor del af træet blev skåret op til brænde. Da måtte skovarbejderen selv lægge ryg til sammenføring og opstilling i bunker ved skovvejen, mens skov kusken stod for udslæbning af kævler med hestefor- spand.
Det daglige arbejde op til 19S0'erne
Højsæsonen lå tidligere i det kolde og mørke vinterhalvår med en arbejdsdag i 1920'eme og 1930'erne fra kl. 7 morgen til kl. 5 aften.
På grund af mørket bestod morgenarbej- det gerne i oprydning og opskæring af kævler, som man dagen før havde lavet savspor i, så man blot behøvede at stry-
ge en tændstik, sætte saven i sporet og
"file løs". Først når det blev lyst gik man i gang med fældningen.
Man arbejdede med traditionelle redska- ber: økse og sav, og med kile og ham- mer som hjælperedskaber. Ligesom in- den for håndværk var det skik, at skov- arbejderen selv anskaffede sit værktøj.
Det var en så bekostelig sag at starte i skoven, at mange var tvunget til at slæk- ke på kvaliteten.
Efterhånden kom der lettere og mere effektive redskaber på markedet. De
"konservative" skovarbejdere var dog længe skeptiske over for det nye, men svenske og amerikanske økser og især Diston-saven vandt efterhånden indpas.
Diston-saven krævede stadig vedlige- holdelse med filing og udlægning af tænder, så for at få fortjenesten i hus måtte man lære sig at trimme den. Det
var et præcisionsarbejde, der nemt kun- ne tage mere end en time og derfor helst skulle klares uden for arbejdstiden. Var uheldet ude under arbejdet, så det blev nødvendigt igen at sætte tænderne op, betød det et alvorligt afbræk i arbejds- gangen og tabt indtjening.
Med de store skovsave udførtes skovar- bejdet altid i makkerskab, ligesom det var en fordel ved de store forhug at være to, der i rytmisk takt kunne få arbejdet til at glide lettere. Man valgte selv den faste makker. Her var det, for- uden den gensidige tillid, vigtigt at makkerparret kunne supplere hinanden i færdigheder, så den ene kunne vedli- geholde redskaberne, mens den anden havde råstyrken.
Det tunge fysiske vinterarbejde blev belastet yderligere af sne og frost. I star- ten havde man ingen form for mand- skabsskure, så spise- og hvilepauserne blev korte. Madpakken, der ofte kunne være gennemfrossen, blev spist ved en kævle elIer en brændestabel.
Langsomt blev forholdene forbedret.
Omkring 1950 havde man fået nogle primitive, men let flytbare skure, der bestod af fire plader, hægtet sammen i hjørnerne med kroge og med en presen- ning som tag. Skuret stod direkte på jor- den, men man kunne få lidt varme ved at brænde kvas af i en lille ovn.
I dag har hver mand sin egen skurvogn, som traktorføreren flytter til de skiften- de arbejdssteder. Den er opvarmet med en olieovn og opdelt i et mandskabsrum og et redskabsrum, hvor skovarbejderen opbevarer sine redskaber.
For den gamle skovarbejder er nutidens arbejdsforhold en næsten ufattelig omvæltning: "Det er da godt, som det er blevet, men mærkeligt alligevel, at vi klædte os på, når vi skulle have pause,
Slåning med le i kulturerne var tidligere skovarbejderens almindelige sommerbe- skæjtigelse. Foto: Hans Anker Nielsen.
men nu tager de trøjerne på, når de skal arbejde!"
Motorsaven - de nye tider
Da skovbruget i begyndelsen af 1950' erne var modent til at acceptere denne meget radikale redskabsfornyelse havde to skovløbere på Hørsholm stats- skovdistrikt en ikke ringe andel i kend- skabet til håndteringen af motorsaven her i landet. Ved arrangementer på en række skovdistrikter demonstrerede de saven s muligheder og effektivitet.
Ledende forstfolk udtrykte anerkendelse af motorsavens muligheder for at aflaste skovarbejderen. Men de frygtede samti- dig den arbejdsløshed, som redskabets effektivitet ville medføre, ligesom de var betænkelige ved "det store træ-
Ofte blev motorsaven anskaffet i fællesskab af de par, som tidligere havde trukket hånd- saven sammen. Foto: Hans Anker Nielsen.
spild", som de brede kædespor forårsa- gede, da så meget træ endnu på den tid blev skåret op i alenlængder til brænde.
Men motorsaven var kommet for at bli- ve!
I begyndelsen var det makkerparret, der i fællesskab anskaffede motorsaven, som medførte en kolossal stigning i deres produktivitet. Det, der før tog timer at skove og oparbejde, kunne nu klares på minutter. Sæsonarbejderne blev overflødige, men bygge- og an- lægsvirksomhederne var på det tids- punkt i stand til at opsuge det overskud af arbejdskraft, der var blevet frigjort ved mekaniseringen inden for både land- og skovbrug.
I skoven oplevede de tilbageværende arbejdere den teknologiske udvikling som en stadig større isolation i arbejdet.
Hver mand havde nu sin egen sav. Med
den kunne han klare hele skovningsar- bejdet, der tilmed var blevet betydelig forenklet, fordi langt mere træ blev afsat i større længder til industriel oparbejd- ning.
Udviklingen sammenfattes således af en skovarbejder: "Da jeg startede i 1950, var vi 30 mand på skovparten. I dag er vi syv, men skovparten er blevet dobbelt så stor, og der bliver vel skovet dobbelt så meget træ!"
Motorsaven var - og er stadig - skovar- bejderens personlige ejendom, ligesom han selv måtte udrede alle drifts- og reparationsomkostninger på den (i 1985!) Den øgede indtjening var derfor meget afhængig af skovarbejderens mekaniske snilde.
For nogle tog det årevis at vænne sig til saven og gøre sig fortrolig med pasnin- gen af den, men derefter blev akkord-
Stormfaldet i 1967 væltede mange løvtræer - mens andre blev ødelagt. Oparbejdningen af rodvælterne var en både besværlig og farlig opgave. F atos: Hans Anker Nielsen 1967.
indtjeningen virkelig stor. Resultat:
Akkordsatserne blev sat ned, eller - set med arbejdsgiverøjne - reguleret.
For arbejdsgiveren skulle der som tidli- gere være et bestemt forhold mellem det færdige produkt og lønudgiften til det medgåede arbejde. For skovarbejderen derimod havde det altid været det færdi- ge produkt, der udgjorde hans arbejds- præstation. Det var denfærdige brænde- stabel opstillet ved vej, der blev opmålt og afregnet. Efter hans opfattelse var det derfor hans personlige produktivitets- fremgang, der blev beskåret gennem regulering af akkordsatserne.
Holdning til arbejdet
Selvstændighed gives og forventes af skovarbejderen i hans daglige virke. Det giver selvværd og faglig stolthed. "Der
er bud efter os skovarbejdere udefra. Vi er stabile folk, og man ved, at vi er vant til at bestille noget, og kan lidt af hvert."
Ofte nævnes det, at "det er sådan et frit
En velfortjent frokostpause. Foto: Hans Anker Nielsen 1964.
arbejde". Det kan lyde som en kliche, for skovarbejde er som alt andet arbejde bundet til faste arbejdstider. Men frihe- den ligger i, at skovarbejderen selv til- rettelægger og disponerer arbejdsgan- gen.
Typisk sammenligner han sit virke med fabriksarbejde, som han opfatter som tvang - et monotont arbejde ved et sam- lebånd eller en maskine, hvor man altid har værkførerens kontrollerende blik på sig. En fabriksarbejder arbejder kun med en standardiseret detalje af det fær- dige produkt, mens skovarbejderen ser en helhed i sit arbejde og leverer et fær- digt produkt. Hans ansvar er stort, men dermed kommer arbejdsglæden og for- nemmelsen af frihed.
På den anden side er timelønnen relativt lav, begrundet med at der i de fleste arbejdsopgaver kan påregnes akkordtil-
læg. Men akkorden bliver dermed
"pisken over nakken", hvilket igen giver risiko for stress i arbejdsdagen.
Præstationskravene er øget med motor- saven, men en saver ikke en maskine!
Den er kun et forbedret redskab til at udføre et arbejde med, og saven gør det ikke selv. Det er manden, der bruger saven, der skal gøre arbejdet færdigt og levere en vare, der opfy lder ganske bestemte normer.
Risikoen og sliddet
Skovarbejde har altid været et af de hår- deste og mest energikrævende former for arbejde overhovedet. Udearbejde i al slags vejr kræver en god fysik, men det anses også for at være sundt.
Arbejdet foregik i et roligere tempo med de traditionelle redskaber som økse og
Afbrænding var, inden kvasknusere og jlishuggerne kom til, en almindelig måde at bort- skaffe kvas fra kulturarealerne på. Foto: Hans Anker Nielsen.
sav. Ulykker var forholdsvis sjældne og
af et mere begrænset omfang end dem, de motordrevne forårsager.
Generelt opfatter skovarbejderen ikke sit arbejde som specielt risikofyldt, især ikke hvis han har mange års erfaring bag sig. Han kender betingelserne og ved, at hans arbejde kræver skærpet opmærk- somhed.
Alligevel sker uheldene. En skovarbej- der, der har fået både øksehug og savsnit, siger lakonisk: "Man er ikke rigtig skov mand, hvis man ikke har prøvet det hele!"
Selvom arbejdet er lettet betydeligt efter motorsavens indførelse, udsætter motorsaven samtidig skovarbejderen for et mere ensidigt fysisk slid, der i læng- den kan hindre fortsat arbejde med saven. Ældre skovarbejdere kender alle til "hvide fingre" - forstyrrelser i kreds-
løb og nerver i hænderne, som de stærke vibrationer især i de første typer motor- save forårsagede.
I det lange løb sætter det hårde fysiske arbejde sit præg, og nedtrapning i arbejdet bliver nødvendig. I begge de undersøgte områder har ledelsen været indstillet på at finde fysisk mindre krævende opgaver til mangeårige med- arbejdere.
Denne håndsrækning værdsættes meget af de ældre skovfolk. De bliver hjulpet i en vanskelig situation, nedslidt af det arbejde, de ikke længere har kræfter til at fortsætte, men med mulighed for at blive boende i skovens hus indtil pensi- onsalderen. En afskedigelse i en kritisk alder kunne nemt betyde en alvorlig social deroute med de begrænsede muligheder for at skaffe bolig og en let- tere beskæftigelse uden for skoven.
Rejsende i undervisning
Af H.P. Vangskov
flw. repræsentant for A/S Sandviken
Samtidig med at der blev barslet med Skovarbejderskolens etablering blev der rundt om i landet afholdt demonstratio- ner i vedligeholdelse af save i samarbej- de mellem Dansk Skovforening, Ar- bejdsmandsforbundet og AIS Sandviken.
Skovarbejderne måtte ofre en dagløn for at deltage.
I 1947 fandt man i Dansk Skovforening, at man ville give skovarbejderne mulig- hed for at øge indtjeningen og dermed en højere produktion. Det skulle ske ved at lære dem rigtige arbejdsstillinger og bedre deres kendskab til vedligeholdelse af værktøjet. Jeg kom ind i billedet på det sidste punkt.
Der blev afholdt møder mellem Dansk Skovforening, Arbejdsmandsforbundet - senere SID - og NS Sandviken. Jeg var blevet ansat hos Sandviken efter 9 måneders uddannelse i alt om save på Sandvikens Jernværk i Sverige.
Det blev besluttet, at der skulle udvæl- ges 3 skovfogedaspiranter, som på skift skulle rejse med mig rundt i hele landet.
Vi skulle afholde l-dages kurser for skovarbejderne, lære dem rigtige ar- bejdsstillinger og hvorledes de skulle file deres save, så skærekapaciteten blev maksimal. Den ene af de udvalgte skov- fogedaspiranter var Iver Nissen, som senere blev forstander på Skovarbejder- skolen i Kagerup.
Det var en kold tjans - ikke mindst for skovarbejderne som nu skulle stå stille og se på fileinstruktion. Og vi andre frøs også, da vi ikke kunne have handsker eller vanter på. Som et eksempel vil jeg henvise til et kursus som skovfo- gedaspirant Iver Nissen og jeg afholdt i Vornæs Skov på Tåsinge. I boksen gen- gives en artikel fra dagbladet "Sydfyn"
den 11 Januar 1949 om kurset.
Det vigtigste var at lære skovarbejderne at file de store "Diston" to-mandssave.
Navnet Diston var blevet et begreb for denne type, selvom Sandviken ikke brød sig om det - for det var en amerikansk konkurrent.
Det vigtige var, at skovarbejderne fik lært det rigtige forhold mellem skære- og høvletænder. Vi var bevæbnet med stopure og tog tid på opskæring inden saven blev filet og efter den var filet.
Det ideelle var at spånerne var som små tændstikker, så var saven perfekt filet.
På nogle nåletræsdistrikter var der skov- arbejdere der gik alene og som følge deraf ikke kunne bruge "Diston", men fukssvans. På denne kunne monteres en
"Savkammerat" - en fjeder hvis ene ende blev monteret i savbladet og den
"Firben" og kunstige "savkammerater" er daglig-tale for en skovarbejder
Skovarbejdere ofrer i denne tid en dagløn for at komme til filekursus.
For tiden går det løs på Sydfyn.
Den der filer godt, saver godt ...
En halv snes fattige skovarbejdere giver frivilligt afkald på en dagløn for at deltage i et filekursus. Det gentager sig hver eneste dag i denne tid i de sydfynske skove.
Småfrysende, men med aldrig svigtende interesse følger de eksperternes demonstra- tioner og gode råd, for den dagløn, der er sat til i dag, kommer igen i morgen og i overmorgen, takket være en forøget arbejdseffektivitet.
Skovarbejde er andet og mere end en mand og en sav. En vilkårlig arbejdsmand, der bliver sendt på akkordarbejde i skoven, vil aldrig kunne klare sig blandt sine rutine- rede og dygtige kolleger. Arbejdet kræver et indgående kendskab til værktøj og mate- rialer. Mangler det, vil resultatet hurtigt vise sig i form af nedsat præstation og lave- re dagløn.
Skovarbejde er et håndværk, men redskabernes vedligeholdelse er en kunst. Denne kunst søger Dansk Skovforening og værktøjsfirmaet "Sandviken" at lære skovarbej- derne gennem en række eksperter, der i denne tid berejser hele landet. Og arbejder- ne strømmer til, selvom interessen for faget koster dem en hel dags fortjeneste.
Skovfogedaspirant Nissen fra Dansk Skovforening og "Sandviken"s fileekspert, repræsentant Vangskov, holder kursus på Sydfyn. SYDFYNs medarbejder har haft lejlighed til at følge undervisningen i Vornæs skov på Taasinge, hvor 10-12 mand med skovfoged Rasmussen i spidsen sugede faglige kundskaber til sig.
Det svirrede i den frostklare skovluft med fagudtryk og sagkyndige bemærkninger, da eksperternes "våbensamling" blev præsenteret. Der var rydningsøkser, skovsave med både skæretænder og høvletænder og andre save, hvor de samme tænder besør- gede både skære- og høvlearbejdet, og der var enmandssave med "savkammerat".
Selve filearbejdet foregik under anvendelse af "klokker" og "firben" samt fagudtryk som afløbning, udlægning, nedfiling og skarpfiling. For menigmand er det volapyk, men for skovarbejderen dækker disse begreber over en række tekniske finesser, appa- rater og erfaringer det daglige arbejde vedrørende. Jo, der stilles krav til en dansk skovarbejder.
Det er meget at ofre en dagløn på sådan et kursus, siger en af skovarbejderne. Vi har jo ikke så meget at slå til SØren med, men jeg tror alligevel, det kan betale sig. Vi er glade for, at Dansk Skovforening og "Sand vi ken" har lavet dette kursus. Vi kan ikke lære så meget og blive så dygtige, at daglønnen bliver for stor.
- Respekt for skovarbejderen. Han er ufaglært, men alligevel en håndværker, der kan sit fag og gerne vil lære endnu mere.
anden omme bag træet som blind mak- ker.
Arbejdsstillinger var mere skovfo- gedaspiranternes område, og behovet var stort, for der var mange dårlige ryg- ge dengang.
I 1953 fik vi et vink fra Iver Nissen om, at der fandtes en svensk enmands- motorsav ved navn "Be-Bo", og den syntes han vi skulle interessere os for.
Vi var lidt i klemme, for det var jo en konkurrent til Sandviken, men også de kunne se at motorsaven var fremtiden i skov arbejdet.
Vi fik agenturet for Danmark, der begyndte igen demonstrationsrejser til landets skovdistrikter, dog uden hjælp fra aspiranternes side.
Den udvikling der er sket indenfor motorsave er fantastisk. En "BE-Bo"
sav vejede godt 18 kg - i dag er man nede på ca. 1/3 del af denne vægt.
Driftssikkerheden på datidens motorsa- ve var ikke for god, og skovarbejderen skulle være en lille mekaniker samtidig med alt det andet. Dette blev dog senere afhjulpet med uddannelsen på Skovar- bejderskolen.
Skovarbejderskolens oprettelse og første år
Af Tage Ogstrup
Forstander for skovarbejderskolen i Kagerup 1948 - 1951
Den hastige tekniske udvikling i efter- krigsårene var medvirkende til, at Stats- skovbruget foranledigede "Rationalise- ringsudvalget" nedsat. Et af de konkre- te resultater af udvalgets arbejde var oprettelsen af Skovarbejderskolen i Kagerup.
Dansk skovbrug var som næsten alt andet i Danmark blevet isoleret og afskåret fra den øvrige verden under den tyske besættelse af Danmark 1940 - 45.
Teknologisk måtte skovbruget hutle sig igennem krigsårene. Ressourcemangler og restriktioner forhindrede enhver for- nyelse og fremskridt.
Krigens ophør i 1945 åbnede porten til den øvrige verden, og kontakten til de store skovbrugslande som Canada, Nordamerika og Sverige blev genopta- get. Her var udviklingen ikke standset under krigen.
Motorsave, udkørings- og udslæbnings- materiel var blevet forbedret og anvend-
tes i stort omfang. Mange nye håndred- skaber var taget i brug. Også skovarbej- dernes vilkår og uddannelse var taget op til revision for at lette skovarbejdet, men også for om muligt at opnå en større effektivitet. Skoler og kurser var blevet oprettet med gode resultater til følge.
Resultater som man i Danmark fandt interessante, såvel blandt arbejder- som arbejdsgi verorganisationer.
Statsskovbrugets Rationaliseri ngsudvalg
I erkendelse af at skovbruget i Danmark haltede bagefter på mange områder, blev der på Statsskovbrugets initiativ nedsat et rationaliseringsudvalg, hvis formål var at forbedre og forny både teknologi og det manuelle skovarbejde inden for dansk skovbrug.
Som formand for udvalget blev valgt skovrider i Direktoratet for Statsskov- bruget Axel Hviid. Han blev udvalgets dynamiske og iderige formand. Forst- fuldmægtig Chr. Munkøe blev udvalgets sekretær. Udvalgets øvrige medlemmer var forretningsførerne i Dansk Arbejds- mandsforbund Lorenz Petersen og Aage Pedersen samt skovrider Gram fra Hør- sholm distrikt, skovfoged Bobæk og skovløber Jørgensen fra Kronborg di- strikt.
Der var stor interesse for - men også skepsis - omkring motorsavenes anven-
Skovarbejderskolen i Kagerup, der tidligere havde været arbejdslejr i forbindelse med beskæftigelsesforanstaltninger, blev overtagetfra arbejdsministeriet. Billedet er fra ind- vielsen i november 1948.
delighed. Derfor iværksatte Rationalise- ringsudvalget et forsøg i skovning af gammel bøg på Jægersborg og Hørs- holm distrikter. Forsøget strakte sig over 2-3 måneder og omfattede ca. 2000 m).
Forsøget viste, at såfremt man var i stand til at skærpe og vedligeholde sav- kæderne optimalt, var præstationen 2-3 gange større end ved manuel skovning.
Motorsaven havde bevist sin effektivi- tet; men der skulle gå endnu nogle år, inden den slog igennem med driftssikre enmandsmotorsave
De første tiltag til oprettelsen af skovarbejderuddannelsen
Samtidig med motorsavsforsøgene og flere andre tiltag for at opnå rationalise-
ringsgevinster blev der gennem årene 1946 og 1947 arbejdet med tanken om at oprette en skole, hvor der kunne afhol- des kurser for skovarbejdere. Forbilledet var skovskoler i Norge og Sverige, der her blev drevet med gode resultater.
Da skovbruget i Danmark er lille i for- hold til broderlandenes, var der nogen skepsis om nødvendigheden af en skov- arbejderskole herhjemme. Til tider hang sagen nok i en tynd tråd.
Skovrider Hviid var imidlertid ikke blot en uforlignelig igangsætter, men også en diplomat og taktiker. Han kontaktede en kreds af personer, som havde tilknyt- ning til og interesser i det samlede skov- brug. Ud af denne personkreds blev der etableret et tilsynsråd for en kommende skovarbejderskole.
Ved indvielsen var der demonstrationer af forskellige arbejdsopgaver inden for skov- bruget, bl.a. afbarkning, træfældning med økse og håndsav. Her sammenlignes motor- savens præstationer med langsavens.
Tilsynsrådet kom til at bestå af følgende personer:
Skovrider Paul Rosen, Nødebo distrikt.
Forretningsfører Lorenz Petersen, Dansk Arbejdsmandsforbund (nu SID).
Formand.
Forretningsfører Aage Petersen, Dansk Arbejdsmandsforbund (nu SID).
Skovrider Chr. Schmidt, Corselitze.
Skovrider Marstrand Jørgensen, Lange- sø.
Skovfoged Rasmussen, Farum distrikt.
Forstfuldmægtig Hakon Frølund. Sekre- tær.
Endelig beslutning om oprettelse af en skovarbejderskole
Den endelige beslutning om oprettelse
af en skovarbejderskole blev truffet i slutningen af 1947. Til formålet havde Landbrugsministeriet erhvervet nogle barakbygninger, som tilhørte Arbejds- ministeriet.
Bygningerne lå ved Kagerup station i Grib Skov og havde tidligere været anvendt i forbindelse med beskæftigel- sesforanstaltninger for arbejdsløse. Sidst var de anvendt som ophold for arbejds- løse taxachauffører fra København - de havde været helt afskåret fra deres arbej- de grundet benzinmangelen under kri- gen.
Træbarakkerne bestod af en større vin- kelbygning. I den ene fløj var der værel- ser til ca. 40 mand samt beskedne bade- og toiletfaciliteter og en opholdsstue. I den anden fløj var der kontor og køk-
Ved skovarbejderuddannelsens start var vedligeholdelse af håndsaven en af de vigtigste discipliner. Her ses fileværkstedet i Kagerup.
kenregion med værelser til økonoma og køkkenpersonale. Tillige var der en frit- liggende bygning, der blev indrettet til redskabsrum, fileværksted, motorrum m.v.
Al opvarmning skete ved brændeovne.
Det skulle senere vise sig at være kata- strofalt, da skolen i 1953 nedbrændte på grund af en overophedet ovn.
Set med nutidens øjne var det primitive forhold, som hverken brandmyndighe- der eller arbejdstilsyn ville godkende i dag. Det var dog acceptabelt dengang.
Der var en hyggelig skovhuggeratmo- sfære og en pionerånd over lejren - en ånd der i høj grad var medvirkende til, at etableringen og starten af skolen lykke- des og gav alle implicerede en god for-
nemmeIse af, at her var et godt initiativ ved at blive realiseret.
Indvielse af skovarbejderskolen I løbet af foråret 1948 blev det besluttet, at skolen skulle starte til november, således at det første kursus kunne afhol- des inden årets udgang. Det samlede personale gik i gang med at klargøre bygningerne, etablere de forskellige værksteder og filerum, indkøbe værktøj, motorsave m.v. Det hele stod klar til starten sidst i november.
Sideløbende med de mange praktiske forberedelser var betingelserne for del- tagelse i kurserne - herunder økonomisk støtte, tilmelding m. v. blevet klarlagt.
Det hårde fysiske arbejde i skoven stiller store krav til maden. Derfor har bespisningen altid spillet en stor rolle på kurserne. Her er det spisesalen iKagerup.
Første hold skovarbejdere mødte den 22. november 1948, og den officielle indvielse af skolen skete 8 dage senere.
Indvielsen blev foretaget af landbrugs- minister Chr. Bording i overværelse af mange gæster fra arbejdernes organisa- tion, Landbrugsministeriet og fra stats- og privatskovbruget. En festlig dag.
Personale
Personalet bestod af en skoleleder, der med ansvar over for Tilsynsrådet og Direktoratet for Statsskovbruget fore- stod den daglige ledelse af administrati- on og undervisning. Han havde hjælp fra 3-4 instruktører, der dels var skovfo- geduddannede, dels erfarne skovarbej-
dere, til instruktion og undervisning af de ca. 30 - 35 elever, der var på hvert kursus.
Til at forestå husholdningen blev der ansat en økonoma og 2-3 køkkenassi- stenter. Denne del af personalet var lige- så betydningsfuld som ledere og under- visere. Økonoma fru Gudnasons æble- flæsk og anden særdeles god mad var et væsentlig islæt i kursusopholdet og bidrog meget til kursisternes velbefin- dende. Lindrede savnet af de hjemlige kødgryder. Det var kun de nærmestbo- ende, der kunne tage hjem på weekend.
Til daglig vedligeholdelse af bygninger, renholdelse og opvarming ansattes en gårdskarl, som i dag nok hedder en pedel.
Det første hold fra Skovarbejderskolen i 1948.
Kursernes indhold
Hvert kursus varede 4 uger og blev afholdt i vinterhalvåret fra midten af september til midten af april. I skolens første 3 års periode var der 16 kurser med deltagelse af 460 skovarbejdere.
Gennemsnitsalderen var 42 år, og de havde arbejdet i skoven i en periode på O til 23 år før kursus.
Undervisningen omfattede adskillige discipliner såsom skovning af løv- og nåletræ, udrensning, kultur- og grøftear- bejder, motorlære og instruktion i brug af motorsave og fræsere. Den overve- jende del af kurset var lagt på dels ved- ligeholdelsen af værktøjet, at tilpasse og effektivisere værktøjet (save og økser) i forhold til brugeren, at opfylde de ergo-
nomiske krav så godt som muligt, dels indlæring af de fysiologisk rigtige arbejdsstillinger, så skovarbejdets hårde slid blev minimeret.
Der herskede nogen skepsis over for dette nye påfund: Arbejdsfysiologi.
Hvad var det for noget? Forstfuldmæg- tig Gunnar Bergsten udførte her et vir- keligt pionerarbejde sammen med sko- lens instruktører. Mange fik øjnene op for, hvad ergonomi og fysiologi betyder for helbred og velvære. Morgengym- nastikken var også et godt islæt i kur- sustiden.
Aftenerne benyttedes til film og fore- drag med både fagligt og underholdende indhold. Kursus i nødhjælp var også en populær foranstaltning. I weekenderne
blev der arrangeret udflugter i omegnen fx. til J agt- og Skovbrugsmuseet i Hørs- holm og til von Langens store ædelgra- ner i Nørreskoven ved Furesøen. At hele holdet kunne stå på eet stød fra de store graner, imponerede de garvede skovar- bejdere.
Set i bakspejlet
Det har ikke været mig muligt at finde frem til sagsakter, eventuelle betænk- ninger eller andre notater vedrørende skovarbejderskolens oprettelse. Oven- stående er skrevet ud fra erindringen om
igangsættelsen af et perspektivrigt pro- jekt, som viste sig at være bæredygtigt.
Det har de forgangne 50 år tydeligt bevist.
Ingen havde ved starten en pædagogisk uddannelse eller anden undervisnings- mæssig baggrund. Men gå-på mod fra alle medarbejdere og en utrolig medle- ven og interesse fra skovarbejdernes side gav et godt resultat. Alle lærte af alle.
Fra en spæd og til tider vanskelig start har skovarbejderskolen udviklet sig til den nuværende skovskole til gavn for alle skovbrugets udøvere.
En af von Langen 's ædelgraner er faldet for økse og håndsav i 1941. Man fornemmer stoltheden. Foto: Jagt- og Skovbrugsmuseets arkiv.
På kursus i Kagerup
Af Christian Olander
Tidligere redaktør af Rummeteren og skovarbejder på Wedellsborg
I 1960 var motorsaven for alvor ved at afløse økse og håndsav. Skovarbejderud- dannelsen havde fundet sin form, men selv her, 7 år efter branden på Skovarbejder- skolen i Kagerup, hvor kunfileværkstedet blev ladt tilbage, måtte kursisterne indlo- geres på Hillerød Missionshotel.
Skovarbejderskolen havde eksisteret i en halv snes år, da jeg første gang hørte den omtalt. Nogle vinterhalvår havde jeg sammen med et par andre forpagten- de husmænd suppleret mine indtægter ved forefaldende arbejde i godsets skove, når den faste skovarbejders tab tidsmæssigt ikke selv kunne klare ar- bejdsopgaverne.
Skovarbejderskolen
I spisepauserne kom vi selvfølgelig sommetider i kontakt med disse profes- sionelle og ofte organiserede skovarbej- dere. De fortalte os, at de af skovrider eller skovfoged var blevet opfordret til at søge et kursusophold på SKOV AR-
BEJDERSKOLEN i et af Danmarks største skovområder, Gribskov. Ophol- det og tabt arbejdsfortjeneste blev godt- gjort af godset efter aftale mellem Skov- brugets Arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsmands Forbund.
Det lød jo meget besnærende; der var jo blot det lille men, at man skulle være borte fra sin familie i de uger, kurset varede. Især det kunne være et problem for dem, der skulle krydse Storebælt - for Gribskov ligger jo til stor fortrydelse for fynske og jyske skovarbejdere i Nordsjælland.
Skolen underviste på sine grundkurser først og fremmest i redskabslære. Det vil sige kunsten i at bruge og vedlige- holde sin sav, økse, le og alle mulige andre håndredskaber, som enhver skov- arbejder - enten han er vendelbo eller bornholmer - med respekt for sig selv, sit arbejde og sine omgivelser, måtte kunne håndtere optimalt og sikkert.
Men der blev også undervist i at bruge sin krop og sine lemmer på den mest hensigtsmæssige måde uden at overbe- laste de styrende muskler og derved få unødige arbejdsskader. I det hele taget var det - og er stadig - Skovarbejdersko- lens grundprincip at lære sine elever at gøre arbejde, redskaber og arbejdsfor- hold så fuldendte som muligt.
Motorsavens indførelse
Motorsaven holdt sit besværlige indtog i dansk skovbrug i løbet af 1950' erne.
Iver Nissen underviser i motorlære, der blev en nødvendig disciplin samtidig med ind- førelsen af de første tomandssave.
Besværligt, fordi skovarbejderne i de fleste tilfælde selv ejede de nødvendige redskaber lige fra skovl, spade og le til sav, fil og økse. Til gengæld fik man årligt udbetalt et lille vederlag - værk- tøjsgodtgørelse. Det dækkede sjældent de reelle udgifter og gav derfor også på Skovarbejderskolens kurser ofte anled- ning til ivrige diskussioner.
Set i bakspejlet var det i realiteten skov- arbejderne, der betalte den første og dyre del af gildet, da dansk skovbrug trådte ind i teknikkens tidsalder.
I "Tomandssavs-tiden" var det nødven- digt at have en makker. Akkurat som der hører to heste til et tospand, en nærmere
og en fjernere, eller mand og kone til et ægteskab.
Lige vigtige begge to, så længe de træk- ker på samme hammel. Svigter den ene part gentagne gange, går der skudder- mudder i samarbejdet, og voldsomme verbale gloser får to par øjne til at gni- stre og hårtotterne til at flyve.
Motorsavene udviklede sig fra at være tomandsbetjente til at være enmandsbe- tjente. Min makker og jeg besluttede os for at anskaffe et sådant uhyre, selvom monsteret kostede omkring tyve gange så meget som en almindelig Diston-sav, hvor drivkraften leveredes gennem dag- lige dusinvis af medbragte brunsukker-
Tomandsmotorsaven effektivitet demonstreres i praksis. I midten af billedet ses Iver Nissen.
Der lyttes intenst til forklaringen om et nyt redskab i skovarbejderens hverdag
"Kratrydderen ".
madder. Vor nye umælende tredje mak- ker derimod slubrede lystelig litervis af olie og benzin i sig og måtte så endda holdes i Ørene, når han (den) skulle yde sin del af arbejdet.
Vi blev hen ad vejen enige om, at jeg i første omgang skulle være brugeren og dermed overtage ansvaret for spekta- kelmageren, der var tyskfødt og hed Stihl og vejede ikke mindre end 11,5 kg. Hvad var så mere rimeligt end at melde sig til et motorsavkursus på vor skole.
På kursus i Kagerup
I september 1960 drog jeg så afsted efter at have sendt vor dyrebare nyerhvervel- se til Kagerup Station. Skolen havde
En vinternat i 1953 nedbrændte det meste af Skovarbejderskolen i Kagerup. Kun file- værkstedet og en muret væg og skorsten ved køkkenets komfur stod tilbage.
åbenbart ikke økonomi til at investere i så dyre undervisningsmidler. Selv skul- le jeg give møde senest et bestemt klok- keslæt søndag den 17., på Hillerød Mis- sionshotel.
Skovarbejderskolen var jo egentlig en række træ barakker, der næsten alle ned- brændte i 1953, kun værkstederne var tilbage.
På hotellet blev vi modtaget af Iver Nis- sen, der på sin ligefremme måde bød os velkommen til, som han udtrykte det
"en forhåbentlig interessant uge med lig mulighed for indsigt i motorsavens mysterier".
Mandag morgen blev vi ti kursusaspir- anter med en madpakke linder armen afhentet af instruktør Werner Mastrup i skolens varevogn, et firehjulet køretøj,
der ifølge hjulkapslerne måtte hedde
"Tempo". Det ligende delvist et gen- nemskåret rugbrød med presenning over ladet, hvor der var anbragt to løse bæn- ke, så vi kursister bumlende og behørligt med lemmerne i behold kunne blive befragtet ud til skolens undervisningslo- kaler i skovene ved Kagerup.
Her blev vi endnu en gang budt velkom- men af en tredje underviser, Vilstrup.
Hvem der lærte os hvad, kan jeg her 38 år efter ikke huske præcist, men jeg tror hver af os efter kurset havde en fornem- melse af - ligesom enhver anden hvid- kitlet læge - at kunne stille en patient- diagnose. I hvert fald kendte vi gennem adskillige "dissektioner" nu en motor- savs indre organer, og det var netop kur- sets formål.
Uddannelse
i stadig udvikling
Af Ib H. Christensen
Afdelingsleder på Skovskolens skovarbejderÆUD-skovbruger afdeling
Skovarbejderuddannelsens indhold til- passes løbende behovet for nye kompe- tencer. I 1976 startede den faglige uddannelse i skovbrug i det små. I dag uddannes 135 skovbrugere om året.
Skovarbejderuddannelsen
Skovarbejderuddannelsen er betegnel- sen for den række af kompetencegiven- de kurser, der siden 1948 har været udbudt af først Skovarbejderskolen i Kagerup og nu af Skovskolen. Først med den nye lov om Skovskolen fra 1996 blev uddannelsen sikret et mere formelt ophæng.
Uddannelsen blev - mærkeligt nok - først fastlagt i en bekendtgørelse så sent som i 1994. Her beskrives uddannelsen af skovarbejdere som en erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse inden for skov- og landskabsområdet. Formålet med uddannelsen er bl.a. at vedligehol- de, udbygge og forbedre medarbejder-
nes kvalifikationer i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov.
Om starten på denne uddannelse er der redegjort af forhenværende forstander Tage Ogstrup i dennes artikel. Her skal vi koncentrere os om tiden efter 1951.
Skolen i Kagerup
Perioden 1951 til 1992 er baseret på oplysninger fra Karen Nissen, der i dag passer Skovskolens telefonomstilling og har været med næsten fra starten. Hen- des mand Iver Nissen var henholdsvis forstander for Skovarbejderskolen i Kagerup og afdelingsleder for skovar- bejderuddannelsen på Skovskolen i Nødebo.
Ved Tage Ogstrups fratræden i 1951 blev Iver Nissen udnævnt til forstander for Skovarbejderskolen i Kagerup, eller Skovhuggerskolen, som den blev kaldt i området. Kurserne var internatkurser af 3 til 4 ugers varighed.
Kursisterne blev undervist i: Arbejdsfy- siologi, sikkerhed, værktøjsvedligehol- delse, førstehjælp og lignende. Alt var fra starten baseret på praktiske håndte- ringer. I begyndelsen ved arbejde med håndværktøj, men senere også med de nye motorsave, der både var komplice- rede, farlige og dyre.
Skolen var fra starten landsdækkende, selvom det var så som så med kursister, der kom vest fra Storebælt. Den gang
Undervisning på Skovskolens filial i Kompedal ved starten i 1981.
var der tale om en betydelig rejse, og hertil kom, at kursisterne skulle stille med eget værktøj samt cykel og senge- tøj. Almindeligvis ankom kursisterne derfor til skolen på cykel med save og økser bundet på stangen - hvis det gik højt var de skærende dele omviklet med en sæk eller lignende - og bagagebære- ren pakket med sengetøj.
Kurserne gennemførtes kun i vinter- halvåret, d. v .s. fra september til marts.
Resten af året var alle løst tilknyttede instruktører tilbage på de arbejdsplad- ser, de kom fra. De faste instruktører tog på kurser i ind- og udland for at dygtig- gøre sig.
Kurser i Jylland
Det blev selvfølgelig nødvendigt at fly t-
te kurser til Jylland. Dette blev forsøgs- vis gjort i sommeren 1954, hvor det foregik i lejede lokaler på øster Over- bjerg, Ulfborg Kærgård.
Det blev i første omgang kun til denne ene gang, men i 1959 startede kurser for Klitvæsenet i perioden marts til septem- ber. Disse blev gennemført ved hjælp af en Tempo Matador varevogn udstyret med værktøj samt overnatningsmulig- hed og køkken til instruktøren. Hermed var den "Rullende Afdeling" født. Et koncept, der har kørt lige siden og som er blevet eksporteret og kopieret i det meste af Europa.
I 1981 knopskØd Skovskolen med et kursussted i Kompedal ved Viborg, hvor hovedvægten blev lagt på skovning af nåletræ, især 3 m træ. I 1991 kom EI- drupgård på Løvenholm til, hvor der i
Traktoren bliver hurtigt en uundværlig del af arbejdet i skoven. Som regel var det land- brugstraktorer, uden særlig skovudrustning.
dag afholdes kurser med hovedvægt på løvtræ.
EFG skovbrugeren
Et væsentligt løft kom i 1975 med ind- førelsen af EFG-Skovbrugeruddannel- sen (første hold startede på Skovskolen i 1976). Det Faglige Udvalg for Skovbrug blev nedsat til at styre EFG-uddannel- sen. Men Skovskolerådet bad fra begyn- delsen udvalget om også at stå for Skov- arbejderuddannelsen.
Dermed sikredes en unik koordination mellem efteruddannelse og faguddan- neIse - hvor der for næsten alle andre uddannelser er der tale om to adskilte systemer. Samtidig gav etableringen af EFG-uddannelsen Skovskolen grundlag
for en betydelig investering i bygninger og materiel.
Brand og stormfald
Set i bakspejlet er udviklingen af skolen og kursusindholdet i starten tilsynela- dende bygget på katastrofer, som brand og stormfald. I kronologisk rækkefølge gik det således:
I 1953 - da skolen lå i Kagerup - brænd- te kontor med alle arkiver, kursistind- kvartering og forstanderbolig, der alt sammen lå i en to-fløjet træbygning. Det eneste, der gik fri var fileværkstedet.
Undervisningsfaciliteterne var altså intakte. Indkvarteringen blev løst gen- nem et samarbejde med Missionshotel- let i Hillerød og Falkenberg - en stor
Men Skovskolen er "på forkant" med udviklingen. Her bruges en "Tree Farmer" ud- slæbningstraktor i undervisningen.
gård i Kagerup, der tidligere havde haft mange landvæsenselever og derfor nu havde ledige værelser.
Dette arrangement stod på indtil flytnin- gen til Skovfryd i 1963. Skovfryd var indtil da skovriderbolig for Nødebo Distrikt. Skovskolen har her udvidet sig gennem flere byggeperioder til sin nuværende størrelse.
Kurserne i oparbejdning af stormfald kom til efter stormfaldet på Bornholm i 1956, hvor Iver Nissen og en af instruk- tørerne: Mastrup, rejste over og gen- nemførte kurserne på stedet. Efter det store stormfald i 1967 blev dette kursus udvidet til også at omfatte løvtræ.
I 1981 væltede store mængder nåletræ i Jylland, og man måtte på den igen. Det- te førte til konstruktionen af en "storm-
faldsmaskine" , således at der løbende kunne udbydes stormfaldskurser. Her- ved kunne man komme de akutte uddan- nelsespukler til livs, der opstår ved store stormfald. Maskinen kunne selvfølgelig ikke lave stormfald, men den kunne - og kan stadig - simulere spændingerne i et stormfældet træ.
Mekaniseringen i skovbruget spiller også en stor rolle i indholdet af kurser- ne. I takt med udviklingen er maskinsi- den rykket ind i kurserne. Først land- brugstraktorer, senere udslæbnings- traktorer - her bør Tree Farmeren næv- nes - udkørselsmaskiner og senest skovningsmaskiner. I 1990' erne kom en tiltrængt række af kurser om træ- og landskabspleje og publikumsfacilite- ter.
Skovning af stormfældede træer er et farligt arbejde. På en spændingsbænk kan teknik- ken indøves på stammer med indre spændinger. Billedet viser en spændingsbænk bygget efter tysk ide i 1991. Foto: SØren Fodgaard.
Kurser i dag
I dag omfatter kursuskataloget 57 for- skellige kurser fordelt på 22 forskellige emner inden for bl.a.: Kultur, vedlige- holdelse, skovning, opmålingIkundebe- tjening, transport (maskinteknik), pynte- grønt, publikumsfaciliteter og træ- og landskabspleje.
Ikke alle kurser afholdes hvert år, da kursusplanen styres af efterspørgslen og ventelisterne.
Selvom der er kommet mange nye kur- ser til og der er sket mange tilretninger af de eksisterende kurser, så er det sket på en sådan måde, at der ikke er opstået
"blindgyder". Det skal forstås således, at der stadig er sammenhæng i eksisteren- de og gamle og måske udgåede kurser,
når det skal vurderes om en skovarbej- der kan få status af "Tillært Skovarbej- der", der er ligestillet med faglærte skovbrugere. Ordningen, der admini- streres af Det Faglige Udvalg for Skov- brug, startede i 1991. Der er siden da godkendt 301 skovarbejdere som tillærte.
Kurser for andre uddannelser Efterhånden forestår Skovskolen al praktisk orienteret uddannelse inden for skovbrugsuddannelserne, det gælder både skolens egne skov- og landskabs- ingeniører og forstkandidater fra Den Kongelige Veterinær og Landbohøjsko- le (KVL).
I starten deltog disse to grupper spredt
på kurserne. Senere blev deltagelsen formaliseret, og fra midt i tresserne var alle de forststuderende samlet på kursus på Skovskolen. Fra 1996 varetager Skovskolen efter aftale med KYL hele administrationen af de forststuderendes forpraktik.
I 1997 blev der inden for skovarbejder- uddannelsens rammer gennemført 146 kurser for i alt 1494 kursister, heri ind- befattet kurser på de "Rullende afdelin- ger". Tendensen for jubilæumsåret viser samme høje niveau.
Lærebøger
Der er gennem årene blevet udført et meget stort arbejde med skrivning af lærebøger og kompendier. Den første bog kom i 1953 og var motorsavens brug og vedligeholdelse. Den er revide- ret adskillige gange siden, da den stadig bruges i uddannelsen.
Den epokegørende bog om Ergonomi (arbejdsfysiologi) der var skrevet af G.
Bergsten og Iver Nissen, kom i 1956 og anvendes stadig, omend kun i fotokopie- rede uddrag. Senere er også kommet
"Træets fældning", og sådan kunne der fortsættes. Enkelte bøger er oversat til engelsk til brug ved undervisning i andre lande.
Redskaber
På redskabssiden udvikler skolen også nye metoder og redskaber - stormfalds- maskinen er allerede nævnt. Et andet eksempel fra skolens første år er bånd- knive til afbarkning af papirtræ samt den tilhørende arbejdsteknik.
Skolens ansatte har også udviklet grej, der tilgodeser sikkerhed og fornuftige arbejdsstillinger. Dette gjaldt grenspa-
Skovning af 3 meter træ i stikspor med motorsav, rullebuk, målebånd og bære- tang som hjælpemidler har været hver- dag for mange skovarbejdere. Foto:
Bjarne Hindborg.
den og mIlebukken, som jo ligefrem gav Knud Jørgensen tilnavnet Knud Rulle- buk. Hertil kommer skolens rolle i arbejdet med at få indført sikkerhedsud- styr og forskelligt hjælpeværktøj.
Alle disse redskaber, sikkerhedsartikler og bøger kunne købes eller bestilles på skolens materialecentral. Skolen fik her- igennem en stor betydning for udviklin- gen af bedre, sikrere og mere effektive arbejdsteknikker indenfor skovbruget.
"Bløde" kurser
Udviklingen på alle disse felter er ikke gået i stå, selvom nogen måtte mene, at
Denførste "Rullende afdeling" var denne Tempo Matador varevogn, der kørte ud i lan- det i 1959. En anden vigtig opgave for skolen var salg af velegnet værktøj. På billedet ses materialecentralens varelager.
nu kan vi da ikke komme længere med skovarbejdet og skovarbejderen, men her tages der grundigt fejl.
Fremtiden kræver af alle, at vi skal leve op til nye målsætninger inden for skov- og landskabsområdet, øget biodiversitet, pesticidfri skovdrift og naturnær skov- drift, mere skånsomme arbejdsmetoder - både for skovarbejder og skov - og større fleksibilitet i arbejdet. Alt sam- men samtidig med en øget effektivitet.
Skolen er allerede nu ved at udvikle eller afprøve "bløde kurser" i f.eks.:
Driftsplaner for skovarbejdere, edb- anvendelse for skovarbejdere, kurser i tynding af blandskov, konvertering af ensartet skov til bland skov 0.1.
EU' s direktiv om arbejdskraftens fri
bevægelighed medfører, at VI I meget nær fremtid giver vore elever og kursi- ster mulighed for at blive certificeret efter de regler, der gælder i flere EU- lande. Så selvom uddannelsen nu har 50 år på bagen er der stadig fuld fart på for målrettet at give skov- og landskabs- medarbejdere den bedst mulige bag- grund for at klare sig i konkurrencen både i ind- og udland.
Skovbrugeruddan nelsen
Skovbruger er en faguddanneise, der har sit udgangspunkt i erhvervsuddannel- sesloven og som særlig retter sig mod unge. Uddannelsen tager sin begyndelse i 1965 hvor metalområdet indleder for-
De rullende afdelinger har været medvirkende til, at mange medarbejdere, der ellers ikke ville komme på kursus, har fået et grundlæggende kendskab til arbejdet med motorsav. Foto januar 1978.
søg med en moderniseret uddannelse, der skulle afløse den gamle mesterlære.
Uddannelser inden for jordbruget Forsøgene går godt, og man beslutter at starte forsøg indenfor jordbrug også.
Det er noget af en beslutning, idet kun gartnerne tidligere har haft en faguddan- neise. Men alle, både gartneri, landbrug og skovbrug, går med.
Før skovbrugeruddannelsen blev en rea- litet var der udført et betydeligt forarbej- de. Eftersom der ikke tidligere havde været en faguddanneise inden for skov- bruget, startede man stort set fra grun- den med at fastlægge det faglige og pædagogiske indhold.
Skovskolens daværende forstander, Aa.
Marcus Petersen, etablerede et tæt samar- bejde med hortonom Jens Ove Rasmussen fra Undervisningsministeriet, der var den bærende kraft i etableringen af jordbrugs- uddannelserne - for at få alt klar til tiden ..
Erhvervsgrunduddannelserne var beteg- nelsen, af de fleste sikkert bedre kendt under forkortelsen EFG. Ved den senere revision i 1990 blev betegnelsen ændret til Erhvervsuddannelserne, forkortet EU. Og den blev igen ændret til EUD for at undgå enhver form for forveksling da EF kort efter Danmarks ja til Maas- tricht-traktaten skiftede navn til EU Disse erhvervsuddannelser havde og har som bærende element, at de tilrette- lægges og styres indholdsmæssigt af et
øverst tv.: Motorsaven blev skovarbej- derens vigtigste arbejdsredskab og dens vedligeholdelse en helt nødvendig kund- skab. Her Øves der i lokaler på Skovsko- len i Nødebo.
Nederst tv.: Iver Nissen viser hvordan den legendariske Stihl Contra motorsav skal håndteres, og fælder en af von Lan- gen' s ædelgraner.
Herover: Et hold på topkapningskursus har fået en realistisk lektion, og træet kom ned uden skade på skovlØberboli- gen. Foto: Bjarne Hindborg.
Til højre: Kurser i topkapning har en helt særlig atmosfære, nok fordi det stil- ler store krav til kursisternes mod og omtanke. Måske er det grunden til tradi- tionen med den noget specielle finale og tilhørende gruppebillede: "Abetræet".
Foto: Bjarne Hindborg.
Grunduddannelsen, ca. 22 måneder 2. skoleperiode
Teknisk skole, 20 uger
Samfundsfag Dyr
3. skoleperiode Skovskolen, 7 uger
Biologi Sundhed
Informationsteknologi Førstehjælp og brandbekæmpelse Naturfag
'I'raktorkørekort
Planter
Teknik-/maskinlære Skovteknik
Skovvedligeholdelse Kulturteknik og forstplanteskole
Skovteknik
Skovvedligeholdelse Ergonomi
Pyntegrønt Virksomhedslære (EDB)
Valgfag Valgfag
Oversigt over erhvervsuddannelsen til skovbruger (EUD).
fagligt udvalg. For jordbrugets vedkom- mende korn der til at sidde faglige udvalg for både landbrug, skovbrug og gartneri. Disse udvalg har en ligelig re- præsentation af arbejdsgivere og ar- bejdstagere.
Uddannelserne finansieres af Undervis- ningsministeriet, der også fastlægger de overordnede rammer i love og bekendt- gørelser.
Uddannelsessteder
Eleverne skulle starte på jordbrug på en teknisk skole. De der efter basisdelen valgte skovbrug skulle fortsætte på Skovskolen
I 1975 startede så EFG-Jordbrug på to tekniske skoler, nemlig: Århus Tekniske Skole og Slagelse Tekniske Skole. Efter somrnelferien 1976 kom det første hold på bare 12 elever på Skovskolen.
Jordbrugsollliådet ekspanderede lang- somt, men sikkert, og flere skoler kom
til. Først Års Tekniske Skole, senere Kolding Tekniske Skole, Roskilde Tek- niske skole og Dalum Tekniske Skole, og senest Holstebro Tekniske Skole.
Der skete også nogle få rokeringer, nemlig at Århus afgav jordbrug til Beder Gartnerskole, og jordbrug i Års flyttedes til Ålborg Tekniske Skole.
De nuværende 7 skoler og Skovskolen har indbyrdes samarbejdsaftaler, der skal sikrer at alle, der starter på uddan- nelsen som skovbruger også har sikker- hed for, at de kan fuldføre deres uddan- nelse. Der er endnu en skole, der starter elever indenfor jordbrug - nemlig Lyng- by Landbrugsskole - men de har indtil nu valgt skovbrug fra!
Formål med
skovbrugeruddannelsen
Formålet med skovbrugeruddannelsen er, at eleven opnår kompetence til at varetage både almindeligt forekommen-
