Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Valtýr Guðmundsson.
Titel | Title: Privatboligen på Island i Sagatiden samt delvis
i det øvrige Norden.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kbh. : Høst & Søn, 1889 Fysiske størrelse | Physical extent: 270 s. :
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
R I V A T ß Ö L I G E N
PÅ ISLAND I SAGATIDEN
SAMT
D E L V I S I D E T Ø V R I G E N O R D E N
AF
VAL'ilfR GUBMUNDSSON
MKD UNDERSTØTTELSE Af DEN
GREVELIGE HJELMSTJERNE-ROSENCRONESKE STIFTELSE
K Ø B E N H A V N
ANDR. FRED. HØST & SÖNS FORLAG 1889
Denne afhandling er af det filosofiske fakultet ved Københavns universitet kendt værdig til at forsvares offentlig for den filosofiske doktorgrad.
København, d. 9. November 1888.
Ludv. F. /I. Il immer.
Dec. fac. phil.
København. I. Cohens bogtrykkeri.
har jeg kun følgende bemærkninger at föje:
Angående den af mig fulgte retskrivning må det bemærkes, at jeg ved optagne citater fra andre skrifter — så vel fra old- skrifterne som fra nyere forfattere — så vidt som muligt altid har gengivet disse bogstavret, med den samme retskrivning, som bruges i pågældende udgaver og skrifter, dog med følgende undtagelser:
1) Mange ord og sætninger er af mig blevne udhævede ved at trykkes med kursiv, selv om dette ikke er tilfældet i de citerede skrifter.
2) I citater fra oldskrifterne anføres i Steden for personers fulde navn kun det første bogstav, som da altid trykkes med stort begyndelsesbogstav, selv hvor dette ikke er tili ældet i den citerede udgave (f. eks. Nj.). Når der i samme stykke fore
kommer flere personer, hvis navne begynder med det samme bogstav, så mærkes disse, for at adskille dem med forskellige tal.
3) Hvor tegnet é bruges i de citerede udgaver af oldskrift
erne, har jeg overalt i Steden for dette indsat tegnet e.
4) I enkelte tilfælde har jeg ikke kunnet gengive citater fra oldskrifterne med ganske de samme tegn, som bruges i de citerede udgaver af disse, da jeg ikke har kunnet få sådanne tegn i trykkeriet, f. eks. sammenslynget a og v (gengivet ved av), sammenslynget a og o (gengivet ved o), accentueret fe (gengivet ved æ), m og n med en streg over gengnet ve m»
og nn eller, når selve ordet er blevet kursiveret, \ed ?nm oe nxi).
Når der flere steder i afhandlingen, især i indledningen, bruges betegnelsen „de nordiske lande , så hai denne en noget mere omfattende betydning, end man i almin e i g ec plejer at anvende den i- Ved denne betegnelse toistås i at id
også Færøerne, Grönland, Orknøerne o. s. v., d. v. s. alle de lande, som i længere eller kortere tid beboedes af Nordboerne, og hvor disses bygningsskikke derfor måtte blive bragt i an
vendelse.
Angående de på s. 222 brugte for danske læsere mindre forståelige udtryk „udenfor set" og „indenfor set" bemærkes, at det første betegner rummet imellem set og den gavlvæg, hvori hovedindgangen til skålen er anbragt, det sidste rummet imellem den modsatte gavlvæg og den anden ende af set.
På s. 9 er anm. 1 og 2 under trykningen blevne ombyttede.
København i Januar 1889.
V. G.
Ellert Sundt udtaler sig et sted1) i sin udmærkede at hand
ling om bygningsvæsenet på landet i Norge' på følgende måde:
„Jeg tænker mig, at 01d+idens Bygnings-Skik kanske skulde vise sig i et nyt Lys naar man etter Anvisning fra Nutiden gjennemgik de korte Beskrivelser i Sagaerne saaledes, at man særskilt undersøgte Bygnings-Skikken paa Almuefolks og paa Storfolks Gaarde, paa Island og i Norge, i Norges Kyst-Land og Indland o. s. v. Det tænker jeg mig ogsaa, at dersom Bygnings-Skikken med dens Forandringer og Forbedringer monne tildrage sig Historieforskerens Opmærksomhed i den (jrad, som den efter min Mening fortjener det, saa skal der ogsaa tindes fiere og flere Oplysninger, som hidtil monne være oveiseede, ikke alene i Sagaerne og andre Oldskrifter, men ogsaa i yngie Skrifter."
Denne udtalelse af den ihærdige og erfarne forsker at folkelivet i hans fødeland. Norge, fortjæner langt större opma lk- somhed. end der hidtil er blevet den til del. Siden Sundt skie\
disse ord, har flere videnskabsmænd offenliggjort athandlingei om de nordiske bygningsskikke i oldtiden, men ikke en al dem er det faldet ind at rette sig efter hans forskrifter eller at samle alle de oplysninger, som angår hvert enkelt land, tor si^, for deraf først at udfinde, hvad der har va-ret ejendomim i^t for hvert enkelt af disse, og dernæst at slutte sig til < < n
') Folkevennen X, 441.
1
almindelige nordiske bygningsform i oldtiden eller den grund
type, hvorfra bygningsformen i de forskellige nordiske lande måtte have udviklet sig til den eller de former, hvori den nu findes. Dette måtte dog efter min mening være den eneste rigtige fremgangsmåde, dersom det nogensinde skal lykkes at opnå et nogenlunde tilfredsstillende resultat på dette punkt.
Man må her bruge den samme fremgangsmåde som natur
forskeren, at slutte sig fra det individuelle til det typiske, fra arten til familien.
Men var det nu så, at et af disse lande med hensyn til oplysninger om fortidens bygninger var heldigere stillet end noget af de andre, burde man selvfølgelig særlig have sin opmærksomhed henvendt på dette. Dette har man også tildels erkendt, og man har som sådant valgt Norge til udgangspunkt for sine undersøgelser. Men er da Norge langt heldigere stillet end de øvrige nordiske lande med hensyn til pålidelige oplys
ninger om dets bygninger i oldtiden? Dette kan hverken besvares benægtende eller bekræftende. Det kommer an på, med hvilket land man vil sammenligne det. Det kan ikke benægtes, at det i så henseende er noget heldigere stillet end både Dan
mark og Sverige, men forskellen er dog ikke så stor, som man i almindelighed er tilböjelig til at tro. Ganske vist indeholder sagaliteraturen ikke så få oplysninger om bygninger i Norge i sagatiden, men dels er disse meddelelser (for Norges vedkom
mende) olte meget mangelfulde og ufuldstændige, dels gives de i sagaer, som for det meste er skrevne af folk i et andet land. og man kan derfor ikke altid være sikker på, at disse i deres berettelser ikke er blevne påvirkede af deres hjemlige for
hold. t o r at kunne stole på disse oplysninger må man derfor tørst underkaste dem en nöjagtig kritik, noget, man ikke altid har ulejliget sig med. Når man tager dette i betragtning, ser man, at fra denne side set er der ikke nogen fyldestgørende grund til at vælge Norge som udgangspunkt fremfor de andre nordiske landé Men der knnde være andre grunde, som talte herfor. Ti når man vil søge at danne sig et nogenlunde fuld
stændigt begreb om bygningsskikken i oldtiden, er der fire hovedkilder, hvorfra man må hente sine oplysninger. Den første er de oplysninger, som findes i oldskrifterne, den anden lævninger af bygninger fra oldtiden eller gamle ruiner, den tredje nutidens bygningsform i de pågældende lande, den fjærde alle mulige oplysninger i den yngre literatur (rejsebeskrivelser o. s. v.) helt
tra nutiden at og sa langt tilbage op i middelalderen, som denne literatur rækker. Hertil kunde nu föjes som den femte oplysninger om bygninger i andre nærliggende lande udenfor selve Norden, som kunde tænkes enten at have påvirket eller modtaget påvirkning fra den i de nordiske lande herskende bygningsskik. Men når man gennemgår disse kilder, må man altid samle, hvad der angår hvert enkelt land for sig, og nöje lægge mærke til, hvad der findes a t være ejendommeligt for hvert al disse, og hvad der er fælles for dem alle. Derefter kan man undersøge, hvad der måtte findes at have været ejen
dommeligt for de enkelte landsdele indenfor hvert af disse landes områder.
Om den første kildes vigtighed for Norges vedkommende har jeg allerede udtalt mig. Hvad nu den anden kilde, — lævninger af bygninger fra oldtiden. — angår, så er Norge i den henseende vistnok ikke heldigere stillet end flere af de øvrige nordiske lande, så vidt jeg véd, snarere det modsatte, og man kan derfor af den grund ikke have nogen fordel af at vælge dette land fremfor noget af de andre som udgangspunkt for sine undersøgelser på dette område. Men med hensyn til den tredje og fjærde hovedkilde, så må det erkendes, at Norge her er heldigere stillet end de fleste andre af de nordiske lande.
I intet af disse er der anstillet så nöjagtige og udmærkede undersøgelser om nutidens bygningsformer som i Norge. Des
uden kan de norske bygningers historie vistnok forfølges meget langt tilbage i tiden, dels gennem mange beskrivelser af dem i de nærmest foregående århundreder, dels gennem det norske diplomatarium, hvilket kæmpeværk må indeholde mange vigtige bidrag til dette lands bygningers historie. Men dette værk er i denne henseende så at sige slet ikke blevet benyttet, ') og så længe dette ikke sker, forringes Norges fortrin med hensyn til denne kilde i höj grad.
*) Heller ikke jeg har underkastet dette værk så grundig undersøgelse, som det fortjæner, og det af følgende grunde. For det første har jeg ikke kunnet afse så megen tid. som vilde være medgået til dette ; for det andet har det i følge planen i min afhandling strængt taget ikke været nødvendigt for mig at undersøge mere end de ældste norske dokumenter, og disse har jeg selvfølgelig benyttet. For det tredje hai jeg ikke troet mig i besiddelse af alle nødvendige forudsætninger til at have væsenligt udbytte af en nöjagtig undersøgelse af hele værket.
Denne må efter min mening foretages af en Nordmand, som har et tilstrækkeligt kendskab til gammeldags bygninger på landet i Norge.
1*
Når man nu betragter disse kilder under ét, så må det indrömmes, at Norge med hensyn til disse er heldigere stillet end både Danmark og Sverige og bedre end de fleste andre nordiske lande; men sammenligner man det med Island, må Norge træde i anden række, medens Island må erkendes for at være det af alle de nordiske lande, som har både de fyldigste og tillige de pålideligste oplysninger om bygningsskikken i old
tiden. Dersom man derfor vil vælge et enkelt land som udgangspunkt for sine undersøgelser på dette område, så må det blive Island.
At man hidtil har valgt Norge, skyldes naturligvis for en stor del den omstændighed, at de fleste og vigtigste afhandlinger om oldtidens bygninger er blevne skrevne af Nordmænd.
Jeg kan nu tænke mig, at jeg vil få det svar, at det netop er, fordi jeg er Islænding, at jeg vil vælge Island som udgangspunkt. Dette er dog ikke så. Jeg vilde ligeså godt have valgt hvilket som helst andet af de nordiske lande, dersom jeg havde trot, at man om deres bygninger så vel gennem old- skrifterne som audre kilder kunde få så mange og gode oplys
ninger som om de islandske bygninger. Jeg skal derfor kortelig angive mine grunde til at vælge dette land som udgangspunkt fremfor alle de andre nordiske lande.
At skrive de islandske bygningers historie kan have sine store vanskeligheder, men at beskrive det øvrige Nordens byg
ninger i fortiden er endnu vanskeligere. For Islands vedkommende har man en bestemt tidsgrænse at holde sig til. i det man véd,
når landet først er blevet bebygget (874), og denne tidsgrænse ligger ikke så overordenlig langt tilbage i tiden. For Danmarks, Norges og Sveriges vedkommende har man derimod ingen bestemt tidsgrænse at holde sig til. i det man ikke véd, når disse lande først er blevne bebyggede. Kun det er sikkert, at de har så længe været beboede, at vi ikke kan göre os noget håb om at kunne forfølge deres bygningers historie tilbage til deres første bebyggelsestid, så tjærnt ligger denne. Worsaae !) mener således, at Norden allerede har været bebot i 3000 år i. Kr.
og til lignende resultat kommer Montelius.'2) Endvidere mener Worsaae. at man allerede i den yngre stenalder (c. 2000 1000 f. Kr.) er nået til en begyndende bygning ai större og bedre træhuse, og at i bronzealderen (c. 1000 f. Kr. Kr. f.) disse
') Nordens Forhistorie. Kbhvn. 1881. ') Sveriges historie I, 10.
endogså har været ret rummelige og bekvemme. Hans ord falde således:1)
„Under slige Forhold var det umuligt Andet, end at Bronzefolket i de frugtbare og skovrige gammeldanske Lande maa have boet i rummeligere og beqvemmere straatakte Træ
huse eller Gaarde, end nogensinde för, selv om Væggene, især i de mindre Bemidledes Vaaninger, kun vare klinede eller dannede af Fletværk, overstrøget med Leer. Et saa udviklet, agerdyrkende og søfarende Folk. som anvendte stor Omhu paa at udstyre de Dødes Grave .' . . har aabenbart anvendt en til
svarende Omhu paa Udstyrelsen af Boliger for sig selv i levende Live, i Særdeleshed, da Befolkningen i den forudgaaende yngre Stenalder baade i andre Lande og her allerede maa være naaet til en begyndende Bygning af större og bedre Træhuse."
Omtrent på samme måde udtaler Montelius") sig om sten
alderens og bronzealderens bygninger.
Dersom man kan gå ud fra, at man allerede i bronze
alderen, for ikke at gå længere tilbage, har haft ret anselige træbygninger her i Norden, så må det blive dobbelt vanskeligt at bestemme den nu brugelige bygningstorms alder, i det den enten kan være den oprindelige, kun noget udviklet og bekvem
mere, eller være undergået betydelige forandringer ved fremmed indflydelse, eller den kan have forandret sig ved at kumme i forfald i en vis ugunstig periode,3) og muligvis er da udviklingen, når den atter hævede sig igjen til sin tidligere höjde og an seelse, ikke gået i samme spor, som tidligere. Dersom man derfor ved undersøgelsen af oldtidens bygningsforhold vil følge den hidtil brugte fremgangsmaade, har man lor de nordiske bygninger i almindelighed ikke noget fast holdepunkt, ingen fast tidsgrænse, hvorved man kan standse og sige: i dette tidsium var bjgnings formen denne, i hint den, eller bygningstormen har hf le tiden
i) Ovenn. værk, s. 93. s) Sver. hist. I, 16-19 og 119. Jfr- Sundt.
Folkøv. X, 594—5: „Ofte kom den Betragtning tor mig, at Husene jo staa som Mindesmærker om de Tids-Aldere, som byggede dem. Nogle f. Ex. staa igjen alt fra Tiden for Sortedøden, og hvad d e have at tor- tælle, det har et Sagn imellem Bonderne skjönsomt tydet saaledes tf Bygningskunsten blomstrede i hine fjærne Tider men at den s a, al anden Kunst og Bedrift, kom i F o r f a l d under Folke s
Sortedødens Ødelæggelser. Omvendt er den yngs e æg a n„e
skikket til at forhöje det Indtryk, som ogsaa ellers paa saa inang Maader bibringes os, at der er Trivsel i Landet nu.
været den samme, men i dette tidsrum er denne udvikling eller denne tilbagegang gået for sig, i hint den. Når man derfor, som i. eks. i Norge, finder ældgamle bygninger, kan man aldrig vide, hvor gammel den bygningsform er, som disse frembyder; den kan være 100—200 år gammel, men den kan måske også være 1000 år gammel eller endog endnu ældre. For det andet kan man heller ikke vide, om denne bygningsform har været den almindelige på den tid, hvorfra den stammer, eller den har hørt til undtagelserne og måske været ejendommelig for en enkelt egn. Men kunde man nu opklare, hvorledes den almindelige bygningsform havde været i et bestemt tidsrum i oldtiden, så vilde man derfra lettere kunne slutte sig til, hvorledes den havde været både för den tid og efter den lige indtil nutiden. Og som sadant tidsrum kan der ikke være tale om at vælge andet end sagatiden, ti det er både det tidsrum, hvorfra man har de fyldigste oplysninger, og det ligger så langt tilbage i tiden, at man overhovedet ikke kan göre sig noget håb om, at få et nöje kendskab til bygningsformen i en ældre tid, undtagen ved at slutte fra tilstanden i dette tidsrum. Men for at kunne komme til klarhed om den almindelige bygningsform i sagatiden, må man først samle de oplysninger, som i sagaliteraturen findes om hvert enkelt af de nordiske lande, sammenligne dem ind byrdes og sammenligne dem med de nu brugelige bygnings
former i hvert enkelt af disse lande, samt forfølge disses historie så langt tilbage op i middelalderen som muligt.
Vil man nu søge at opklare, hvorledes den almindelige bygningsform har været i sagatiden, må man først og frem
mest have sin opmærksomhed henvendt på Island og den bygningsform, som dér har været den herskende i sagatiden, ti her har man en sikker grund under fødderne Om den islandske bygningsform har man nemlig oplysninger lige fra landets bebyggelse og ned til nutiden. Og at de oplysninger, som sagaliteraturen giver om bygninger på Island, i alt væsenligt er pålidelige og troværdige, kan man ikke betvivle, da så at sige alle sagaerne er nedskrevne på Island og af folk, som kendte den samme bygningsskik, hvorom de beretter, i alt væsen
ligt uforandret. Derimod kunde disse samme sagaskrivere, når de skrev om bygninger i udlandet, lettere tage fejl, end når de skrev om bygninger i deres eget land. Desuden handler de sagaer,
— de islandske familiesagaer —, som giver de fleste og bedste oplysninger om bygningsformen, om begivenheder på selve Is
ubestemte, i det de undertiden kun ligger i en konstant brug af visse enkelte udtryk om de og de forhold, så at det vilde være umuligt at forstå dem, dersom man ikke endnu havde det samme sprog levende på Island, som taltes i sagatiden, og endnu brugte de samme udtryk om de samme forhold. Derimod er det ikke sikkert, skönt rimeligt, at man på samme tid har brugt disse samme udtryk om de samme forhold i Norge og det øvrige Norden, hævninger af ældgamle bygninger har man lige så vel på Island som i de andre lande, og forholdsvis vistnok i langt större antal, hvilket er en ganske naturlig følge af det torskel- lige bygningsmateriale. Hvor bygningerne var opførte af træ, som de i regelen var i de tre skandinaviske riger, Danmark, Norge og Sverige, kan man ikke vænte at tinde lævningei .ti disse bevarede. Men hvor de, som pa Island, \ai opiøite al kampesten og gronsvær, dér kunde ruiner at dem be\ares ior- holdsvis vel gennem mange århundreder. Og om mange at de ruiner, som findes på Island, véd man også virkelig, fra hvilken tid de stammer, og deriblandt er der flere, som stammer Ira det 10. århundrede. Og da der nu netop findes ruiner af tiere at de gårde, som beskrives i sagaerne, kan disse lævmnger tjæne som korrektiv for sagaernes beretninger Endvidere har man oplysninger om de islandske bygninger gennem alle tidsaldre, og næsten hvert eneste træk, som omtales i sagaerne, gentinc es endnu et eller andet sted på Island i gammeldags bygninger.
At man hidtil ikke har villet indrömme dette, kommer at at de, der har skrevet om oldtidens bygninger, ikke har hatt tilstrækkeligt kendskab til de nuværende islandske bygninger.
Således siger den bekendte norske oldgransker Nicolassen ):
„Naar man nu vil samle de i Sagaerne spredte eensartede e e, og deraf fremstille de forskj eilige Kredse af Nordmændenes Privatliv i Fortiden, saa afgiver den nuværende Iiistand paa Island forholdsvis kun liden Veiledning, medens den tilsvarende i Norge er af saa stor Betydning, at den i visse Retningei endog kan bruges som Udgangspunkt. Intetsteds gj^'l e i ette g saa høj Cirad, som ved Bygningsmaaden". Dersom den ærede forfatter hermed mente, at ved beskrivelsen af den spec
„norske" bygningsmåde i fortiden vai ile nm a 'em c
bygninger af större vigtighed end de islandske, var denne ') Norsk Tidsskr f. Vidensk. og Litterat. 111, 303—4.
dette, fremgår tydelig af den fremgangsmåde, han anvender i sine forskellige afhandlinger om fortidens bygninger, ti her henter han sine oplysninger fra hele Norden, de fleste naturligvis fra Island, og lader dem uden videre gælde for Norge. Nordisk er for Nordmændene det samme soui „norsk", og når de taler om de nordiske folks privatliv i oldtiden, hedder det derfor på deres sprog „Nordmændenes privatliv i oldtiden". Men for
står man den ovenfor citerede udtalelse som gældende under
søgelsen af den nordiske bygningsmåde i oldtiden, bör udtalelsen visselig vendes om, således at man istedenfor Norge sætter Island og omvendt. Ganske vist kan nutidens bygningsmåde i bægge disse lande give forskeren en udmærket vejledning til at sætte sig ind i vore forfædres bygningsforhold, men den islandske bliver dog sikkert den, der giver den bedste vejledning. Island, som ligger så afsondret og langt borte fra det øvrige Norden, kunde ikke så let blive påvirket af den sydlige og vestlige kultur, som efterhånden strömmede ind over Norden og her i mange hen
seender tik overtaget, så at den til dels fortrængte den ægte nordiske kultur. Som et eksempel kan nævnes, at medens man i Norge allerede i den sidste halvdel af det 1 1. årh. begyndte at indføre nye principer i husenes indretning, holdt man på Island endnu i 200 år derefter fast ved den gamle indretning, ti man kan af Sturlunga saga se, at for end i slutningen af det 13. århundrede er den indretning af stuen, som i Norge blev ind
ført af Olaf kyrre, ikke bleven bragt til anvendelse på Island.
Alle sådanne forandringer kom langt senere til Island end de øvrige nordiske lande, og mange nåede .endogså aldrig derhen.
Følgen heraf er også bleven den, at den gamle bygningsskik er på Island bleven langt bedre bevaret end i noget andet af de nordiske lande, og man kan sige, at man i alt væsenligt endnu følger den samme bygningsmåde på Island, som her var den herskende ved året 1000. Dette gælder dog som regel ikke de bygninger, som er blevne opførte efter midten af dette år
hundrede, særlig efter 1870, ti ved denne tid begynder et nyt og livligere samkvem med udlandet og med det mange slags påvirkninger udefra, som på flere steder kan spores i en for
andret bygningsmåde.
Men skönt selve bygningsmåden i sine hovedtræk kan siges at være den samme nu, som den var på Island i sagatiden, så er der dog i flere henseender nogen forskel på sagatidens og
de nuværende islandske bygninger. Således er nogle af beboelses
husenes indretning ikke ganske den samme, men den kommer dog sagatidens indretning nærmere end den nu brugelige ind
retning i noget andet af de nordiske lande. Endvidere har man nu på Island ingen steder så store og pragtfulde bygninger som dem. man havde i sagatiden. Island stod i sagatiden både i velstand og kultur langt höjere end det nu står, og dette havde selvfølgelig stor indflydelse på de almindelige bygningsforhold.
Det er en fuldstændig fejlagtig opfattelse, som nogle synes at have gjort sig skyldige i at forestille sig vore forfædre i saga
tiden som rå og ukultiverede folk. De havde deres egen kultur, og denne stod i visse henseender meget höjt. l) Men deres tænke
måde var en anden end vor, og medmindre man søger at göre sig fortrolig med denne, kan man ikke tilfulde vurdere deres kultur For en, som kun vil værdsætte deres kultur efter moderne begreber, vil naturligvis mange træk i deres leve- og handlemåde stå som vidnesbyrd om et råt og udannet folk, selv om de i virkeligheden vidner om alt andet end et lavt kultur
trin Men dette vil først kunne blive klart, når de almindelige kulturforhold i oldtiden er blevne bedre belyste, end hidtil er sket. Jeg skal med hensyn til bygningerne her nöjes med at anføre to træk, som utvivlsomt må tages som vidnesbyrd om, at den islandske befolkning i sagatiden har stået på et höjere kulturtrin end den nuværende. Det første er den almindelige brug af bade og som følge heraf, at man på hver nogen1 unde vel bygget gård havde et særskilt hus (badstofa) til dette brug, medens et sådant nu intetsteds eksisterer på Island. Det andet er, at man på hver gård havde en retirade, som nu — mirabile dictu — er et særsyn på en islandsk bondegård. )
Man kunde have al grund til at tro, at det måtte være en temmelig let sag at skildre vore forfædres boliger i oldtiden, ettersom der er blevet skrevet så meget om disse. Men dette forholder sig dog ingenlunde således. Ganske vist gi\er disse afhandlinger mange værdifulde oplysninger, men i det hele taget lider de dog af så væsenlige mangler og unøjagtigheder, at cie ofte snarere bidrager til at vanskeliggøre en den opga\e at give en korrekt fremstilling af oldtidens b y g n i n g s t o i h o l d , end letter dette arbejde. Den störste v a n s k e l i g h e d , jeg h a i halt
l) Jf'r p. Böövarsson & F. Bjarnason: Tvær ritgjür<3ir um l-rihiad etc.
Rvik 1867, s. 8 og 47. 2; Jfr. H. M. Schirmer: Vor middelalderlige bygningskultur i Nyt Tidsskrilt V (Kria 1886), s 177.
at kæmpe med, er måske netop den, at mau på så mange punkter for længe siden er kommen til bestemte resultater, som en gang er blevne fastslåede og har sat sig fast i folks be
vidsthed. Ti skönt man selv har gjort den erfaring, at mange al disse resultater er höjst fejlagtige, er det ikke altid så let at overbevise andre, som har en forudfattet mening om disse, om at forholdet virkelig har været et ganske andet, end man hidtil har trot.
De hovedanker, som kan fremføres mod tidligere for
fatteres behandlingsmåde på dette område, er følgende. Hvad angår benyttelsen af selve kilderne (oldskrifterne), har man hverken undersøgt dem tilstrækkeligt eller underkastet dem en nødvendig kritik. Man har ofte bygget en række af muligheder
— undertiden endogså umuligheder — på et eneste sagasted, og man har heller ikke taget det så nöje, om dette sted fandtes i en virkelig troværdig saga eller ej. Således har man, lor at tage et eksempel, på ét sted i en af de allerupålideligste sagaer bygget en hel teori om, at man i regelen i oldtiden som be
boelseshus kun har haft et eneste hus uden nogen inddeling i værelser. Denne påstand har den ene forlatter gentaget elter den anden uden at göre mindste forsøg på at undersøge, om den virkelig var rigtig. Desuden har man ikke sjælden, hvor ordbøgerne ikke har været udtömmende nok med hensyn til enkelte ords eller udtryks forskellige betydninger, misforstået flere sagasteder og følgelig undertiden lået noget helt andet ud af disse, end de indeholder. Der kunde anføres mange eksempler paa dette, men jeg skal her nöjes med at henvise til Weirihold's1) forklaring af Vafjjrtiönismal 9 og Hymiskviöa 34.
Endvidere har man altfor meget sammenblandet alt, hvad der i sagaerne findes berettet om bygniugsskikken i de forskellige nordiske lande. Når man, f. eks., har fundet et eller andet træk omtalt i en islandsk saga, som kun fortalte om begiven
heder på selve Island og altså kun kunde give oplysninger om islandske forhold; har man straks uden mindste betænkelighed ladet dette gælde for Norge. Det er dog ingenlunde givet, at alt, hvad der fandtes på Island, også fandtes i Norge. Ti skönt det er rimeligt, — man kunde maske sige sikkeit - at de samme hovedprinciper i alt væsenligt har gjort sig gældende i vore forfædres bygningsforhold hele Norden over, har der
l) Altnordisches Leben, s. 223.
dog, lige så godt i disse som i sproget, allerede tidlig gjort sig större eller mindre forskelligheder gældende, som både hid
rører Ira stedlige forhold og fra forskelligt bygningsmateriale.
Og at disse forskelligheder også virkelig har været tilstede i sagatiden, kan vi med sikkerhed påvise. Jeg skal her blot fremhæve et par eksempler på sådanne forskelligheder mellem Norge og Island. 1 Norge var bygningerne i regelen opførte af tømmer; på Island var sådanne bygninger yderst sjældne.
1 Norge strakte taget sig, som følge heraf, altid noget udover sidevæggene, hvor man langs dettes nederste kant måtte anbringe en tømmerstok, den såkaldte „torfvölr" for at hindre tagdæk
ningen fra at glide ned. På Island, hvor væggene var opførte af sten og jord og derfor meget tykke, gik taget derimod i regelen ikke en gang ad på den yderste kant af sidevæggene, endsige udover disse, og man behøvede derfor her ingen „torfvölr". I Norge var husene undertiden på to stokværk; på Island gaves sådanne bygninger ikke. I Norge var husene ofte omgivne med svaler. Sådanne kendtes ikke på Island. 1 Norge var bygningerne ofte forsynede med små udbygninger, de såkaldte
„ s k o t P å Island havde man rigtignok et „skot", men det var her af en anden beskaffenhed, kun et mørkt rum imellem panelet og væggen inde i huset, ikke som i Norge udenom dette. På Island udgjorde alle beboelseshusene i regelen et sammen
hængende bygningskompleks. I Norge har dette vistnok ikke været nogen fast regel; de har her måske lige så ofte stået afsondrede det ene fra det andet. På Island lå alle gårdens folk i regelen i samme værelse om natten, hvor der da tor familien var afpanelet små sængekamre. 1 Norge havde lamiiien derimod i regelen sit eget soveværelse, folkene et andet, og de såkaldte sængekamre (lokhrila) har derfor her sikkert vårret meget sjældne, dersom de overhovedet har eksisteret her und
tagen hos fattige folk, som ikke havde råd til at optøre så mange bygninger. Undertiden brugte man heller ikke de samme navne i Norge, som man brugte på Island Således er navnene
„ s æ t r „ g r i n d r „ h e s t a g a r ö r " særlig norske, medens de til
svarende islandske er „sei", „kviwr", „hestarétt", o. s. v.
Men foruden at man ikke har gjort sig umage for at finde, hvad der måtte være ejendommeligt for hvert enkelt land, har man heller ikke gjort mindste forsøg på at udtinde, hvad der var ejendommeligt for hvert enkelt hus. Når man således tandt en eller anden oplysning om stuen eller ildhuset, har man straks
betragtet denne som gældende for skålen, hvad der jo er en ganske naturlig følge af, at man har trot, at man kun har haft et eneste beboelseshus, og at alle de forskellige navne på beboelseshusene var synonyme og betegnede det samme hus. Følgen af denne uforsvarlige behandlingsmåde er også bleven den, at man ved hjælp af alle de oplysninger som man har hentet fra alle de höjst forskellige beboelseshuse i alle de nordiske lande, har fået kombineret en bygning, som sikkert aldrig har eksisteret nogensteds i hele Norden, i den skikkelse, som man har villet give den. Og skönt en sådan bygning for en betænksom læser måtte synes at grænse til det umulige, og dens tilværelse be
stemt modsiges af hele den ægte sagaliteratur, så har man dog ved ofte nok at gentage beskrivelsen af denne fået folk til at tro, at vore forfædre virkelig i sagatiden havde haft et sådant monstrum af en bygning. Og ikke nok med det. Man har til
lige fremsat en bestemt ufravigelig regel for, mod hvilke verdens
hjørner denne bygning har vendt. Den skulde altid have vendt sine gavle imod øst og vest Dette resultat har man bygget på kun to steder, hvoraf det ene dog er meget usikkert, i det de forskellige håndskrifter på det pågældende sted har for
skellige læsemåder. Men selv om bægge disse steder var fuld
stændig sikre og troværdige, hvad kan man så i denne henseende bygge på dem alene uden at tage mindste hensyn til utallige andre steder, som giver oplysning om husenes retning? Som om det kunde være nogen garanti for, at alle bygninger havde haft denne retning, at man i hele oldliteraturen har kunnet opdrive to eksempler på huse, som havde denne retning. En sådan påstand er ligefrem latterlig. Det viser også. hvor ringe kend
skab de samme forfattere, som påstå sligt, i virkeligheden har til vor ældre literatur, ti man kunde af sagaerne med langt flere eksempler bevise, at bygningerne har haft den modsatte retning.
Det er ogsaa sikkert, at man for private bygningers vedkommende lige så lidt den gang som nu bandt sig til nogen bestemt regel i så henseende. Praktiske hensyn og de stedlige forhold var her selvfølgelig de afgørende.
Da sagatiden strækker sig over et tidsrum af 400 år, kunde man vænte, at der i dette tidsrum bavde fundet en betydelig udvikling sted i husenes bygningsmåde. Dette sporgsmål har man så at sige slet ikke skænket nogen opmærksomhed. Kun har man gjort opmærksom på den forandring i husenes indretning, som i Norge blev foretagen af Olaf kyrre i den sidste halvdel af det 11.
århundrede, samt at husenes antal i den sidste del af sagatiden var blevet forøget. Om nogen udvikling i husenes form, deres konstruktion eller sammenstilling o. s. v. har der derimod ikke været tale. Man kan dog hurtig se, hvor unaturligt det er, at der i løbet af 400 år — tilmed en velstandsperiode — i denne henseende ikke skulde have fundet nogen udvikling sted. At denne også virkelig har fundet sted, håber jeg i det følgende at kunne påvise.
. Skönt jeg således synes at kunne se betydelige mangler ved tidligere arbejder om oldtidens bygningsforhold, falder det mig ikke. ind at påstå, at det er lykkedes mig at afhjælpe dem alle sammen. Ti selv om jeg havde været istand dertil, hvad man selvfølgelig kan have nogen ret til at betvivle, så har mine forhold ikke tilladt mig at udrette alt i den henseende, som jeg virkelig har trot mig i stand til at udrette Men selv om min afhandling også kommer til at lide af mere eller mindre væsenlige mangler, har jeg dog det faste håb, at den vil bidrage ikke så lidt til at opnå en mere korrekt forestilling om vore forfædres boliger, end man hidtil har haft. Og skulde nogle af de resultater, som jeg har trot at kunne uddrage al de forskellige sagasteder og andre oplysninger, vise sig at være forfejlede og ukorrekte, håber jeg dog, at det materiale, som jeg har bragt til veje, vil i en ikke ringe grad lette andre mere skarpsynede deres forskning på dette område og således under alle omstændigheder bidrage til at komme de virkelige forhold nærmere, end det hidtil er lykkedes andre.
Jeg skal nu i al korthed göre rede for mine kilder og den fremgangsmåde, jeg har fulgt v e d benyttelsen af disse, tor så vidt dette ikke bliver fremhævet på de pågældende steder i selve af
handlingen.
Min hovedkilde er hele oldliteraturen, som jeg tiere gange har gennemgået og hvorfra jeg har samlet alle de oplysningei, som i denne tindes om oldtidens bygningstorhold, skönt di&se ikke alle findes optagne i denne afhandling, dels fordi dette ikke altid gjordes nødvendigt, dels tordi afhandlingen der\ed vilde være bleven altfor voluminøs. Jeg var først i nogen t\i\l om, hvor vidt jeg burde benytte de mindre pålidelige og op
digtede sagaer, eller helt lade dem ude at betragtning, men ved nærmere overvejelse er jeg kommen til det resultat: at disse burde tages med, ti i kulturhistorisk henseende kan de under tiden give lige så vigtige oplysninger som andre sagaei, og^e at sammenligne dem med de andre mere pålidelige sagaer, ar
jeg fundet, at de, hvad bygningerne angår, sjælden indeholder noget absolut fejlagtigt. Men hvor disse ikke stemmer med andre sagaer, — hvad der for resten yderst sjælden sker, — har jeg selvfølgelig intet hensyn taget til deres udsagn. Hvad selve de historiske sagaers pålidelighed angår, så er jeg vel med Nicolaysen*) villig til at indrömme muligheden af, at disse med hensyn til klædedragt, våben, bygninger o s. v. ofte mere afspejler forfatterens (nedskriverens) hjem og hans samtid, end hvad der har været skik og brug på den tid, da de begivenheder, som sagaen handler om. gik for sig, især dersom der er gået en længere tid imellem disse og nedskrivningen. Men med hensyn til de islandske sagaer tror jeg, at skönt dette under
tiden kan göre sig gældende, så kan man, hvad bygningerne angår, i de fleste tilfælde stole på deres udsagn, dels fordi de dannedes og fortaltes længe för end de blev nedskrevne, dels fordi de langt fra altid stemmer med Sturlunga saga, som blev nedskreven omtrent på samme tid, men som angik selve sam
tiden. Derhos findes der ofte tilföjet, når der fortælles om noget, som på sagaskriverens tid ikke mere eksisterede, og som han derfor troede, at folk i almindelighed ikke vilde forstå: som det den yang var skik (sem pd var siör). Netop dette viser, at saga
skriverne, når sådant gjordes nødvendigt, har bestræbt sig for at se bort fra deres egen samtid, men på den anden side ude
lukker det ikke, at de i et og andet har kunnet tage fejl og begå liere unøjagtigheder. Dette har de også undertiden gjort.
Kår man imidlertid underkaster sagaerne den nødvendige kritik, sammenligner dem med hverandre og benytter dem med varsom
hed, kan man dog som öltest løse de gåder, som undertiden er opståede ved enkelte sagaskriveres mindre korrekte udtryksmåde og unøjagtigheder. Jeg har derfor anset mig for berettiget til i det hele taget at betragte sagaernes oplysninger som autentiske, og overalt hovedsagelig bygget min skildring på disse. Jeg kan heller ikke se nogen anden udvej; ti dersom man kun vilde tage sagaernes vidnesbyrd som gældende for deres nedskiivningstid, hvorpå vilde man så bygge sin viden om bygningsforholdene i oldtiden för denne tid ? Man vilde i så fald intet som helst holde
punkt have og måtte da ligefrem erklære, at man ingen bestemt mening kunde have om disse för end ved c. år 1200. Men en sådan falliterklæring vilde efter min mening være fuldstændig ubeiöjet
*) Hist. Tidsskr. I, 147.
og meningsløs. Ti foruden at de fleste oplysninger, som i sagaerne findes om bygninger, er så nöje knyttede til de begivenheder, sagaen har at fortælle om. a t der kun er ringe sandsynlighed for, at disse kan være ukorrekte, så er det ikke usandsynligt, at man på sagaskrivernes tid har kendt flere af de bygninger,
•hvorom sagaerne beretter. Bygningerne var i ældre tider ofte meget solide og kunde stå utrolig længe. Man véd således med sikkerhed, at en stue på bispesædet Holar på Island, som blev bygget dér i året 1316, har stået i 500 år. *) Også i selve sagaerne berettes der undertiden om bygninger, som har stået i flere hundrede år. I Fostbrædra saga (s. 67) fortælles der således om en skåle, som blev bygget i begyndelsen af det 11. århundrede, at den endnu i året 1304 var bevaret. Den har altså stået i c. 300 ar. I Heimskringla (s. 342) fortælles der om en bygning i Norge, hvori Olaf den hellige overnattede i året 1022, at den endnu stod, den gang sagaen blev nedskreven, uden at have været underkastet nogen som helst reparation.
Denne bygning har altså stået i mindst 200 år, men muligvis betydelig længere. Også om mange andre bygninger beretter sagaskriverne, at de endnu stod, den gang den og den saga blev nedskreven, hvori der fortælles om begivenheder, som var knyttede til pågældende bygninger.
1 betragtning af det ovenanførte har jeg, hvor der har været sporgsmål om at henføre et eller andet træk eller oplys
ninger til et bestemt tidspunkt, altid henført dem til den tid, om hvilken sagaen på det pågældende sted beretter, men ikke til sagaens nedskrivningstid. Dette sidste vilde også både have været meget vanskeligt, efter som nedskrivningstiden otte ikke lader sig bestemme, og vilde heller ikke have tørt til noget heldigt resultat. Angående bygningsforholdene på sagaskriv- ningens tid haves der en mængde oplysninger i Sturlanga saga og denne sagas oplysninger er så pålidelige, at de ikke behøver noget korrektiv. Ved tidsbestemmelser har jeg, på enkelte undtagelser nær, fulgt d r . - G u ö b ^ a n d r Vigfüsson s afhand
ling TJm timatal i Islendingasögitm.2)
Ved siden af min hovedkilde, oldliteraturen, har jeg benyttet alle de beretninger, som jeg har kunnet få fat på, om læ\ning( i af gamle bygninger så vel på Island som i det øv i ige Norden.
Endvidere alle de oplysninger, som jeg har kunnet opdrive, om
v) Timarit Bmf. VII, 73—4. 2) Safn til sögu Islands I, 185—5<«.
de nuværende bygningsforhold i de forskellige nordiske lande, særlig på Island og i Norge. Fremdeles de oplysninger, som findes om bygninger i ældre tider i yngre middelalderlige skrifter, som stå som bindeled mellem sagaliteraturen og nuti
den. Endvidere har jeg til sammenligning benyttet flere skrifter om bygninger i andre lande udenfor Norden, f. eks. i England og Nordtyskland. Og til sidst har jeg selvfølgelig benyttet alle de afhandlinger, som tidligere er blevne skrevne
om vore forfædres boliger.
Det var oprindelig min agt kun at give en skildring af bygningsforholdene på Island i sagatiden. Men ved nærmere overvejelse fandt jeg det dog rigtigst samtidig at meddele, hvad selve sagaliteraturen indeholdt af oplysninger om bygninger i det hele taget også udenfor Island, i det jeg tænkte som så, at mine meddelelser dog muligvis vilde lette andre, som havde bedre forudsætninger til at underkaste bygningstorholdene i de andre nordiske lande en grundig behandling, det arbejde at give en udførlig skildring af disse. Min afhandling går altså hovedsagelig ud på at skildre bygningsforholdene på Island, men jeg har samtidig anført en mængde citater ira sagaerne, som angår bygninger i andre lande, og jeg har ved alle de vigtigere citater angivet, hvilket land det og det citat angår.
I- den første del af afhandlingen har jeg behandlet hvert land for sig. og dette vilde jeg have gjort hele afhand
lingen igennem dersom jeg ikke havde frygtet tor, at dens omfang derved vilde være blevet i den grad torøget, at der kunde være fare for, at den aldrig kom uden ior min egen stue, og udbyttet af mine undersøgelser således istedenfor tor at føre til et resultat, — om end ikke så betydeligt som jeg havde kunnet ønske, — vilde blive til intet. Jeg har deitor i den sidste del af afhandlingen måttet nöjes med at holde mig til Island alene, og kun ved citater at henvise til, hvilke steder i sagaerne der angik andre lande, i det jeg dog som öltest har fremhævet, hvad der tandtes at have været ejendommeligt for Island og omvendt. Af samme hensyn, som ovenfor anført, er det også sket, at jeg har indskrænket min afhandling til beskrivelsen af de private bygninger. Hog har jeg under behandlingen af husenes form og tagkonstruktion også medtaget alle de oplysninger, som i sagaerne findes både om hove og kirker.
Nogle vil måske finde, at jeg undertiden, især i tørste og
sidste afsnit, har været temmelig rundhåndet med citater.
Men jeg har anset det for aldeles nødvendigt at anføre sådanne i stort antal, for at give enhver lejlighed til uden altfor meget arbejde at overbevise sig om korrektheden af den opfat
telse af de enkelte huse, som jeg i modsætning til alle tidligere forfattere hævder. Alle, som kommer til at læse min afhand
ling. har en forudfattet, mening om oldtidens bygninger, og at udrydde en almindelig anerkendt anskuelse og sætte en ny i Steden, dertil behøves der et stort bevismateriale, og jeg kan tænke mig at det anførte hos nogle endog ikke slår til. Men så trøster jeg mig med, at de selv vil begynde at undersøge sagen, og i så fald er jeg overbevist om, at de hurtig vil komme til erkendelse •af, hvor uholdbare de tidligere fremstillinger af old
tidens bygninger i virkeligheden har været. Det må desuden bemærkes, at jeg i mange tilfælde ikke har anført halvdelen af de citater, som i sagaerne findes angående det af mig be
handlede stof i almindelighed, men jeg har stadig anført alle de citater som findes angående hvert enkelt af beboelseshusene, og alt som vedrører disse, hvor disse udtrykkelig nævnes, og de citater, som findes anførte under beskrivelsen af hvert enkelt af disse, gælder altså kun de sagasteder, hvor det pågældende hus udtrykkelig nævnes. Når jeg således, for at tage et eksem
pel, taler om et bord i en stue (stofa), så gælder alle de citater, som her findes anførte, kun de steder, hvor bordet findes omtalt i stuen, hvorimod alle de citater, hvor bordet ellers omtales, uden at det af sagaerne kan ses, i hvilket hus dette står, udelades, skönt man kan være temmelig sikker på, at disse steder også gælder stuen. På den anden side anføres der under beskrivelsen af skålen og ildhuset alle de citater, hvor bordet omtales i disse, dersom dette nogensinde forekommer, o. s. v.
Inden jeg afslutter disse indledende bemærkninger, skal jeg fremhæve nogle af de mangler ved min afhandling, som jeg selv har indset, men som jeg under de givne forhold ikke har kunnet afhjælpe.
Skönt jeg har bestræbt mig for at göre afhandlingen så kortfattet som muligt, har jeg dog på enkelte steder ikke kunnet undgå gentagelser. På den anden side har jeg af hensyn til den sammentrængte form undertiden måttet være mindre omhyggelig med hensyn til klassificeringen at de enkelte huse. Jeg skal som et eksempel nævne, at jeg under beskriv
elsen af „pakhuset" eller „skemmen" har behandlet alle de
forskellige bygninger, som kunde have navnet „skeinme , skönt de også havde andre navne. Skemmen kunde dels være et pakhus eller et forrådshus, dels et sovehus, dels et jomfrubur.
At jeg har behandlet alle disse huse under et, kommer dels af, at jeg på den måde kunde blive fri for en del gentagelser og göre fremstillingen meget kortere end ellers, dels deraf, at de alle kunde gå under samme navn At jeg har behandlet dem under beskrivelsen af pakhuset, og ikke under beskrivelsen af sovehuset, har sin grund deri, at „skemmen" på Island kun betegnede et pakhus, som rigtignok i enkelte tilfælde kunde benyttes som sovehus.
Af samme hensyn er det også. sket, at jeg v e d beskrivelsen af husenes ydre og deres tagkonstruktion o. s. v. kun har fremhævet, hvilke former af disse overhovedet kunde forekomme, uden at anføre, i hvilket hus den og den tagkonstruktion, hus- form o. s. v. fornemmelig brugtes. Dersom jeg havde gjort dette, vilde afhandlingens omfang derved være blevet betydelig forøget.
Men trods disse og flere andre mangler håber jeg at afhandlingen vil have sin betydning for den rette forståelse af bygningsforholdene i oldtiden.
BEBOELSESHUSENES ANTAL.
Det islandske navn for en bondes bolig eller varige opholds
sted på Island i sagatiden var, ligesom endnu den dag i dag, ordet bær, et substantiv dannet af verbet boa eller biia (o: at bo), som ganske svarer til det danske ord „bolig", som er dannet af det samme verbum. En anden form af dette ord er ordet hyr, men som sjælden brugtes på Island, i alt fald aldrig om en gård, men i samme betydning som det danske „by", hvilket ord også er udgået fra hint. Ved det islandske ord bær forstås: 1) en by, 2) en gård. I den sidste betydning kan det have dels en snævrere dels en videre betydning: 1) de på en gård tæt sammenstillede beboelses- eller våningshuse,x) 2) alle de til en gård hørende huse, den indhegnede hjemmemark (tim) undertiden iberegnet.2) Derimod kan ordet „bær" aldrig bruges om et enkelt hus; dette hedder enten liüs eller skåli, eller når det er mindre, kofi. Som led i en husklynge har de enkelte huse naturligvis mange flere navne, kun aldrig navnet
„bær".
En anden benævnelse for en g;ird er ordet kot, som kun bruges om en mindre gård, en fattig mands bolig. Ligesom
„bær" bruges dette ord heller aldrig om et enkelt hus.
Allerede definitionen af ordet bær (og kot), som der uden undtagelse bruges om en bondes varige opholdssted i sagatiden,
*") Med hensyn til denne betydning henvises til de eksempler, som anføres i „Icel.-Engl. Diet." under bær II- ") jfr- hermed det færøske
„bøvur", som betyder: „den opdyrkede indengårdsjord" i modsætning til
„haugen" o: udmkrken (isl. hcigi).
viser, at der må være tale om flere huse. Men da dette ord kunde betegne alle de til en gård hørende huse, hvad enten disse stod samlede i et eneste bygningskompleks eller ej, kommer man først til det sporgsmål, om det i sagaerne altid bruges i denne betydning. Hertil må "der svares nej.
Ordet bær betegner i sagaerne som oftest kun de af gårdens huse, som stå tæt sammenstillede og således kom til at udgöre et eneste bygningskompleks. Man kommer derfor dernæst til at opkaste følgende sporgsmål: 1) om alle de til en gård hørende huse i regelen har ligget tæt sammenstillede, så at man for at gå fra det ene til det andet, ikke behøvede at gå udenfor hoveddøren, eller 2) hvert -for sig, spredte over hele hjemmemarken, eller 3) således at nogle af dem stod tæt sammenstillede, medens andre lå afsondrede og spredte. At det første ikke har været tilfældet, kan man straks ved kun et løst blik på sagaerne overbevise sig om, og dette er da heller ikke faldet nogen ind at 'påstå. Men med hensyn til det andet punkt, er det hidtil ikke lykkedes at komme til en tilfredsstillende klarhed. Dog synes alle udtalelser, hvor ubestemte de end er, at pege i den retning, at man har ment, at i den ældste tid — og derunder indbefattet den her omhand
lede periode — har alle de til en gård hørende huse stået afsondrede, hvert for sig. Ja man har endog ment, at der af egenlige beboelseshuse i regelen kun gaves et eneste, en „hoved
bygning". en „skåle" (skdli), uden nogen inddeling i værelser, hvor man, så vel mænd som kvinder, sad ved sit arbejde, sov, spiste, drak, tilberedte maden, vaskede sine klæder og törrede dem o. s. v. således at der foruden denne hovedbygning kun gaves enkelte udhuse, som dels tjænte som forrådshuse (ütibür), dels som kreaturstalde. Dersom der gaves flere huse, måtte det — har man ment — forklares som en undtagelse, eller som en senere udvikling, medens man på den anden side vel har vogtet sig for at udtale sig om, når denne tog sin begyndelse.
Kun så meget synes klart, at man ikke har ment, at denne udvikling tilhørte sagatiden, eller i alt fald kun slutningen af denne. Når der altså i sagatiden fandtes fiere beboelseshuse på en gård end en „skåle" og et udhus (utibür, skemma), så var det en undtagelse, som kun fandt sted på de „bedre gårde"
og „hos høvdinger og rige folk". Da det vilde optage altfor megen plads at gengive alle de forfatteres ord, som have delt
denne mening eller snarere optaget den, den ene efter den anden, må jeg nöjes med at henvise til deres værker.1)
Når man nu har så mange samstemmende meninger om dette, så skulde man mene at sporgsmålet hermed var afgjort, og at det måtte betragtes som sikkert, at der i sagatiden i almindelighed på hver gård kun gaves én hovedbygning — en skåle —. uden nogen som helst inddeling i værelser (med undtagelse af de såkaldte lokkvilur og måske Idefar), som tjænte som soveværelse, dagligstue, spisestue, køkken, spisekammer o. s. v , uden at stå i forbindelse med andre huse på gården;
endvidere at der af sådanne sjælden fandtes mere end ét eller to (kreaturstaldene naturligvis fraregnede). Dette forholder sig dog ingenlunde således. Der gaves på hver gård langt flere så vel beboelseshuse som udhuse. Og jeg kan straks tilföje, at jeg med hensyn til husenes indbyrdes beliggenhed må besvare så vel det første som det andet af de ovenfor opstillede spörgs- mål benægtende, men det tredje bekræftende, idet jeg hævder, at nogle af de til en gård hørende huse altid stod tæt sammen
stillede, medens andre stod afsondrede og spredte over hjemme- marken.
Man havde på Island i sagatiden på hver almindelig bonde
gård, foruden kreaturstaldene og en del andre udhuse, hvis antal var meget forskelligt, mindst 3—4 tæt sammenstillede beboelseshuse, som dannede et bygningskompleks eller et sam
mensat hus, i det de var stillede således sammen, at .man ad en dör kunde gå fra det ene til det andet, eller var således forbundne ved én eller flere gange, at man ikke behøvede at gå udenfor hoveddøren for at komme ira det ene til det andet.
Hvis der på en gård fandtes færre beboelseshuse, var det en undtagelse; men de kunde gærne være flere, hvad man også finder talrige eksempler på.
Det falder mig naturligvis ikke ind at benægte, at man i de
*) J. Erichsen, i den amamagn. udg. af Gunnlungs saga Chmstungu.
s. 164 (not.). —Steenbloch, i Athene III, 434, 452. — Keys er. Eftei . r.
II, 2, 49 (jfr. 39 og -16). — Dasent i Introduction to the story ot Burnt Njal, s. XCVIII. — Nicolciysen: Norske Bygn. fra Fort., s. 10., — Hoff:
Om Oldt. Bygningsf. (i skoleprogr. fra Herlufsholmsskole), s. 1& 17 (jfr.
hele afhdl.). — Troels Lund: Dagl. Liv i Norden id. 16 årh (Bønder og Kjøbstadsboliger), s. 16, 42. — Weinhold: Altnordisches Leben, s. * ^ 224. - Henning: „Das deutsche Haus" i „Quellen und Forschungen XL VII, 62—63 (dog i meget vage udtryk).
allerældste tider i Norden kun har haft et eneste hus til afbe
nyttelse som våningshus. Tværtimod, jeg deler denne mening fuldtud; men dette går efter min mening meget langt tilbage i tiden, — langt ind i den forhistoriske tid. Og på Island har dette, så vidt man af sagaerne kan skönne, aldrig været til
fældet, og dersom det overhovedet har været tilfældet nogen
steds i det øvrige Norden i sagatiden, har det sikkert hørt til undtagelserne. Ikke en gang nogen af landmandsmændene synes at have ladet sig nöje med at opføre en eneste bygning som beboelseshus i den forstand, hvori dette ord sædvanlig er blevet brugt. Alene det kulturtrin, folket stod på, gjorde det umuligt for det at nöjes med et eneste hus af den beskaffenhed, som man har tillagt den gamle skåle. Med det bygningsmatriale, man på Island havde til sin rådighed, kunde der aldrig være tale om at bygge meget store huse på flere stokværk, som man kunde inddele i værelser til forskelligt brug. Man opførte derfor i steden for sådanne bygninger flere mindre huse, som tilsammen udgjorde et sammensat hus eller bygningskompleks. Disse huse, hvoraf hvert enkelt er at betragte som værelse i en större byg
ning, stod dels i en enkelt, dels i en dobbelt række, forbundne ved én eller flere gange, vistnok i regelen under eget tag, og som derfor egenlig udgjorde et hus for sig.
Foruden de tæt sammenstillede beboelseshuse fandtes der i almindelighed på hver gård mindst tre udhuse, som oftest afsondrede fra selve beboelseshusene. Naturligvis gaves der også en undtagelse fra denne regel, sä at disse kunde være både flere og færre, og især var det første ofte tilfældet.
Hertil kom så kreaturstaldene, hvis antal var höjst forskelligt efter som bonden var rig eller fattig. Jeg tror man kommer den almindelige regel nærmest ved at sætte disses antal fra 4—6, men de var sikkert ofte langt flere.
Men dersom dette forholder sig således, hvorledes er det så muligt, vil man spörge, at alle de, der tidligere har skrevet om oldtidens bygningsforhold, har opstillet det som en regel, at man i sagatiden, foruden en del udhuse, i almindelighed kun havde én hovedbygning (en skåle). Jo, det kommer simpelt
hen deraf, at ingen af dem hverken har undersøgt kilderne tilstrækkeligt eller underkastet dem den nødvendige kritik. De første, som skrev om dette æmne, støttede deres mening til ét sted (nogle måske til to steder) i selve sagaerne, eller rettere i en enkelt saga, og de andre har gentaget de førstes mening som bevist ved citater fra sagaerne. Inden jeg går videre må
jeg derfor undersøge dette eller disse to steder, for at se, hvor meget de beviser. Det sted, som denne opfattelse hoved
sagelig hviler på, findes i Fljotsdæla liin meiri eller den læng
ere Droplaugarsona-saga, side 36, og lyder som følger: „Sa var sidur vijda i fyrndinm, ad lijtt voru badstofur, og hofdu menn })a bakstur-ellda (v. 1. setu-ellda) stora; var l>a vida gott til elldi-branwda, Jmiat oll hieröd voru full af skogumw. pa var og so husa-skipan, ad huortt hus stod af enwda anwars, en onnguar stofur; J)a var allt eitt, skali sa, er menn satu i ad mat, og f>ar suafu menn (v. 1. tf. upp undan bordum), og stigu menn under bord huor wr sijnu rwmi; en inwar af skalanum voru lok-huijlur, og lau par i villdarmenn."
Det andet sted findes i Orettis saga, side 23—24, og lyder således: „pat var hattr i pann tfma, at eldaskalar våru storir å bæjum. Såtu menn par viö' langeida å öptnum. par våru borö sett fyrir menn, ok sföan svåfu menn upp (v. 1. üt) fra eldunum. Konur unnu par ok to å daginn."
Det er især det første1) af de to anførte steder, hvorpå man har bygget den mening, at man i sagatiden, ikke alene på Island, men også i det øvrige Norden, i regelen ikke hai haft flere beboelseshuse end en „skåle", hvor man spiste, drak, sov o. s. v.; det andet2) har tjænt som støtte for dette, som yderligere bekræftelse af samme opfattelse, ti skönt det dér ikke udtrykkelig siges, at man kun havde en skåle, synes dog sammen
hængen — har man man ment —, at pege i samme retning.
Her har man da hovedhjørnestenen under denne „eneskåie- teori", som det først gælder at rive løs. Hvad det tøiste sted angår, må man fremfor alt undersøge, hvad det ei foi en saga, som giver denne skildring af de islandske boliger i sagatiden.
Er det en af de troværdigste sagaer? Nej, langt fra. Det er netop en af de allerupålideligste sagaer/ som man ved den slags undersøgelser, må. om ikke helt iorbigå, så dog enytte med den allerstørste varsomhed og indgående kiitik. e\ iø r
en saga, som er skreven enten i begyndelsen af det 1 e er i slutningen af det 16. årh., hvis fortattei har kendt en æ re Droplaugar sona saga, — det være sig fia et manus rip e blot som en mundtlig fortælling, hvilket jeg synes er det nme-
J) Gunnl. saga Ormst. (1775), s. 164 mot.)- — Athene III, 434 1^
"v 3ø3 Hoff'. Oldt. Bygningsf.. 35. Gunnl. saga. . ff- Bygnings! 1. c.-Det resultat, som disse forfattere s;\!sdc!., optages så af andre forfattere, som allerede bevist, hvorfor oftest undlader at anføre bevisstederne.
ligste, — og har taget sig for at bearbejde og udvide den, i det han ved en kompilation fra andre sagaer har tilföjet en del historiske og kulturhistoriske oplysninger, raen på grund af mangel på forståelse ofte i en höjst forvansket skikkelse. K.
Maurer1) kalder den derfor „et makværk fra det 17. århundrede ( . . . einem Machwerke des siebenzehnten Jahrhunderts), og hos O. Vigfüsson2) får den ikke bedre medfart. Han sætter den nemlig i klasse med „spurious sagas (skröksögur)", og det end ikke som en almindelig sådan, men som hørende til en lavere underafdelig af disse; ti efter at have opregnet flere af disse opdigtede sagaer fortsætter han: „There is yet a later class of stories which are entirely apocryphal". Han siger altså rent ud, at den savner al troværdighed. Dens ældste håndskrift, sætter han til omtrent 1630, og sagaens udgiver, dr. Kålund, som efter en grundig undersøgelse har udtalt en lignende dom om sagaens pålidelighed, siger også, at det er fra begyndelsen af det 17. årh.
Hermed må det da anses for afgjort, at man ikke kan bygge noget på denne sagas udsagn alene. Men foruden at sagaen i og for sig selv savner al troværdighed, indeholder selve stedet en i öjne faldende modsigelse, så fremt man vil forstå det på den måde, man hidtil har plejet at göre; ti skönt der udtrykkelig siges, at boligen kun bestod af en skåle, står der dog lige foran at husene (At.) var således byggede (so hüsa- skipan), at det ene hus stod ved enden (som forlængelse) af det andet (huortt hus stod af enwda annars). Her er der dog tale om flere tæt sammenstillede huse, som udgör beboelseshuset, og med det her omtalte andet hus — forudsat at der kun mentes to huse — kan der næppe sigtes til det sængekammer (lokhvxla), som bagefter omtales i den ene ende af skålen, ti for dette kunde man aldrig bruge bena;vnelsen „hüs". Men til alt dette kommer nu, som det vigtigste, at stedet modbevises af hele den ægte sagaliteratur. Desuden skal stedet vistnok forståes på en helt anden måde, end man hidtil har villet forstå det, og i så fald indeholder det ikke så store modsigelser, som det ved første öjekast ser ud til, hvorom mere senere.
Hvad det andet sted. i Grettis saga, angår, så kunde man næsten fristes til at antage, at det første stammede fra dette, eller også at de bægge stammede fra fadles kilde. Dette kan dog ikke afgöres. Hvad nu selve Grettis saga angår, så er den, trods sin ypperlige stil og enkelte gode partier, dog en af de
*) Island, s. 102. 2) Prolegomena til Sturl., s. lxii.
