Derfor stemmer jeg ja

(1)

25

Derfor stemmer jeg ja

SAMFUNDSØKONOMEN NR. 5 – 2000 I første halvdel af det 20. århundrede havde vi na-

tionalstaterne for fuld udblæsning. Politisk og øko- nomisk satte de dagsordenen uden hensyn til meget andet end deres egne interesser. Hvad fik vi så ud af det? To verdenskrige og en verdenskrise uden side- stykke.

I anden halvdel af det 20. århundrede fik vi et stadigt stærkere økonomisk og politisk samarbejde imellem de vestlige lande. Hvad fik vi så ud af det?

Fred mellem de gamle vesteuropæiske slagsbrødre og en hidtil uset velstandsstigning.

Der var kun et forhold, som virkelig bekymrede os: Jerntæppet, som skilte vest fra øst. Det gav krigsfrygt på begge sider og fattigdom på den østli- ge.

Nu har vi chancen for at komme af med krigs- frygten, skabe velstand mod øst og nye markeder for os fra vest. Skulle vi så ikke hoppe op og falde ned på alle smålige betragtninger over, hvad løsnin- gen af denne store opgaver i en overgangsperiode kunne pådrage os af omstillingsproblemer.

Det er den afgørende grund til, at jeg er, hvad Ivar Nørgaard kalder flomme-europæer, og derfor ønsker vores økonomiske union udbygget med en monetær for nu at tale i et samfundsøkonomisk sprog. Kort sagt: Jeg stemmer JA den 28. september.

Den anden afgørende grund til mit JA skyldes også en sammenligning af dele af begivenhedsfor- løbet i første og anden halvdel af det 20. århundre- de. Da det gik galt på børsen i New York i 1929, satte det en kædereaktion i gang over den ganske verden. Alle søgte at hytte deres eget skind ved at vælte problemerne over på andre.

»Beggar thy neighbour policies« kaldtes det i læ- rebøger. Ikke mindst kom tre grupper af indgreb på tale.

For det første regulerede man importen af varer og tjenester samt eksporten af kapital. Begge dele gavnede øjeblikkeligt det regulerende lands beta- lingsbalance og gavnede dets beskæftigelse. Men det gav andre lande blod på tanden. De svarede igen med lignende reguleringer, og inden længe havde et omfattende net af konkurrerende im- og eksportreguleringer ført til et mærkbart fald i verdenshande- len, mangelsituationer både her og der, fald i pro- duktiviteten og stigende arbejdsløshed.

For det andet hævede man en del toldsatser, og inden længe havde en række konkurrerende toldsatser forstærket de ulykker, som de konkurrerende im- og eksportreguleringer havde lavet.

For det tredje greb man til konkurrerende devalueringer, og så var målet fuldt. I Danmark nåede arbejdsløsheden i 1932 helt op på 40 procent.

Efter den anden verdenskrig igangsattes et øko- nomisk og politisk samarbejde for at hindre nye kri- ser som 1930’rnes, og for at genskabe en naturlig international arbejdsdeling med alle de fordele, dette kan rumme. Men man var helt opmærksom på, at noget sådant kun kunne lade sig gøre, hvis de delta- gende lande afviklede deres im- og eksportrestrik- tioner i nogenlunde samme takt. Så ville de tab, som et land led som følge af afviklingen af dets egne restriktioner, opvejes af de gevinster, som det fik i kraft af, at andre afviklede deres. Man var også klar over, at sådanne øvelser kunne medføre så store

Derfor stemmer jeg ja

Erling Olsen, tidl. Folketingsformand

(2)

omstillingsproblemer, at de nødvendigvis måtte strækkes over længere tidsperioder, hvis de skulle lykkes.

Men det lykkedes stort set i forbindelse med det økonomiske samarbejde, der skabtes gennem Mar- shall-planens samarbejdsorganisation, OEEC. Fra slutningen af 1940’rne og gennem 1950’rne afviklede de vesteuropæiske lande så godt som hele deres indbyrdes importregulering, og de liberaliserede store dele af kapitalbevægelserne dem imellem.

Næste store fremskridt kom i slutningen af 1950’rne og gennem 1960’rne, hvor de vesteuro- pæiske landes toldunioner og frihandelsområder gjorde det af med deres indbyrdes toldsatser.

Så langt, så godt, men i 1970’rne fortsatte de konkurrerende devalueringer, og Danmark holdt sig på ingen måde tilbage. Hvad fik vi så ud af det? Ny arbejdsløshed.

En dansk tilslutning til den fælles mønt er et håndslag til de lande, der i fælles interesse har givet afkald på at skade hinanden gennem konkurrerende devalueringer.

D.v.s. til dem, der vil gøre noget for at komme af med den tredje, medvirkende årsag til, at det gik så rivende galt i 1930’rne.

Nogle har hævdet, at andres afkald på indbyrdes devalueringer, giver os særlige muligheder for at bruge devalueringsvåbnet, og at vi derfor bør holde os udenfor den fælles mønt.

Hertil er for det første at sige, at det ville være usolidarisk. Det leder let tanken hen på en lønmod- tager, der søger at skaffe sig alle de fordele, der fly- der af en kollektiv overenskomst, uden at betale sit fagforeningskontingent. For det andet ville det efter min mening også være uklogt.

Ganske enkelt fordi vi i de sidste 18 år har givet afkald på at devaluere ud fra en række betragtninger. Væsentligst har det nok været, at devaluerings- våbnet så at sige er blevet slidt op. I et marked med frie kapitalbevægelser vil selve den mulighed, at et land forbeholder sig retten til at devaluere, få folk og institutioner, som kan anbringe penge i flere lande, til at dække sig ind imod risikoen for, at deres tilgodehavender devalueres. Det vil sædvanligvis ske ved, at de forlanger en højere rente i lande, som kan tænkes at devaluere, end i lande, som ikke kan.

Det betyder, kort fortalt, at man får devalueringens skadelige virkninger på beskæftigelsen– her rente- forhøjelsen – før man får de gunstige, og så er det en dårlig idé at devaluere.

Dertil kommer, hvad der for en socialdemokrat er væsentligt, devalueringens virkninger på indkomst- og formuefordelingen. Nationalbankens for længst afdøde direktør Bramsnæs sagde det således:

»Et fald i kronen er et fald i lønnen«, og den ofte selvforstærkende prisstigning, som en devaluering kan sætte i gang, vil som regel løbe foran de afledte lønstigninger med fald i reallønnen til følge. At et stigende prisniveau også vil udhule realværdien af de lån, der skal betales tilbage, vil også gøre formuefordelingen mere ulige, da de største lån gives til dem, der kan stille den største sikkerhed. Også derfor skylder Socialdemokratiet sine kernevælgere at føre en fastkurspolitik.

Yderligere bør man være opmærksom på, at hvis Danmark forbeholder sig retten til at devaluere sin valuta, er det nærmest som at indbyde til spekulati- on imod kronen. Skal spekulanterne holdes på af- stand, må de overbevises om, at vi ikke får brug for devalueringsvåbnet. Det kræver efter alt at dømme, at vi fører en indkomst- og finanspolitik, som er langt strammere, end den ville være, hvis vi var til- sluttet Det europæiske Centralbanksystem. Det kan ikke være i socialdemokratisk ininteresse.

Enkelte økonomer har været meget optaget af tilfælde af såkaldt asymmetrisk vækst. Nærmere be- stemt forestiller de sig, at f. eks. Danmark på grund af særlige forhold sakkede agterud i forhold til det øvrige Europa. I så fald ville det være trist, om vi havde opgivet muligheden for at devaluere. Svaret er, at der er andre og bedre måder, hvorpå man kan hjælpe et område, som sakker agterud. Da skibs- værftet i Nakskov måtte lukke, devaluerede vi ikke den Lolland-Falsterske krone, men satte ind med anden støtte til det lokale erhvervsliv. I EU har man strukturfondene og andre lignende muligheder for at give et vanskeligt stillet område ny fremgang.

Dansk tilslutning til det europæiske centralbanksystem betyder ikke blot, at vi må give afkald på at devaluere. Det betyder også, at vi pengepolitisk om- bytter vor nationale selvbestemmelsesret med en europæisk medbestemmelsesret. Det er helt i overensstemmelse med ledetråden for den hidtidige danske Europapolitik, hvorefter vi på områder, hvor vores nationale selvbestemmelsesret kun er formel, skal søge den ombyttet med en europæisk medbestemmelsesret, der til gengæld skal være reel.

Da vi i begyndelsen af 1980’rne endeligt liberaliserede kapitalbevægelserne ind og ud af Danmark og gik over til fastkurspolitikken, sluttede vi os i

26

SAMFUNDSØKONOMEN NR. 5 – 2000

(3)

realiteten til en europæisk centralbank. Den hed blot Bundesbank, og vi havde bare at følge dens pengepolitik uden at have nogen som helst indfly- delse på den. Det var en borgerlig regering, som gjorde det, og det vakte harme i Socialdemokratiet.

Selv protesterede jeg i en artikel kaldet »Da Kronen blev til Däne-Marken.«. Men vi måtte hurtigt erken- de, at både liberaliseringen og fastkurspolitikken var kommet for at blive, og da vi selv kom til mag- ten, ønskede vi ingen forandring på dette område.

Formelt var det stadig Danmarks Nationalbank, der suverænt fastsatte renteniveauet i Danmark, og hvis Bundesbank hævede sin diskonto, kunne Na- tionalbanken helt frit vælge, om den ville følge Bundesbank eller affinde sig med en sand kapital- flugt fra Danmark til Tyskland. Dette har aldrig været noget reelt valg, og at træffe det har sjældent taget Nationalbanken mere end nogle få timer. Re- korden er efter sigende 11 minutter.

Det korte af det lange er, at pengepolitisk har Bundesbank haft den reelle selvbestemmelse og Nationalbanken end ikke en formel medbestemmelse. Tilsluttes vi Det europæiske Centralbanksystem er det reelt tyskerne, som afgiver selvbestemmelse, og os, der opnår medbestemmelse.

Modstandere af den fælles valuta, og hvad dertil hører, har ofte påberåbt sig det betænkelige i at overdrage det pengepolitiske ansvar til en uafhæn- gig centralbank, der alene har hensynet til penge- værdien som sit overordnede mål.

Om end socialdemokrater har været lidt længe om at indse det, er der en del fornuft i at give en politisk uafhængig centralbank et særligt ansvar for at opretholde pengenes værdi. Noget af det første, som Tony Blair’s New Labour regering gjorde, var da også at gøre Bank of England politisk uafhæn- gig. Så dette med en politisk uafhængig centralbank med et særligt ansvar for at bevare pengenes værdi, kan moderne socialdemokrater godt leve med.

Ikke mindst når de nærlæser såvel formålspara- graffen for Den europæiske Centralbank sammen- holdt med formålsparagraffen for selve unionen.

Jeg føler trang til at gengive dem begge in extenso nedenfor, så læserne kan overbevise sig om, at cen- tralbanken under sit forsvar for pengeværdien skal tage hensyn til unionens øvrige målsætning, der ikke mindst sigter på et højt beskæftigelsesniveau og en bæredygtig vækst.

Enkelte har udtrykt bekymringer for, at de så- kaldte konvergenskriterier, der sætter grænser for

størrelsen af de årlige budgetunderskud og den samlede statsgæld, er for snærende. De betvivler, at man i fremtiden vil kunne give økonomien en kick- start i lighed med den, som den danske fik, da den socialdemokratiske regering trådte til i begyndelsen af 1990’rne. Svaret er, at vi jo kunne give økonomi- en denne kick-start uden at tilsidesætte konvergens- kriterierne, så spillerummet skulle være stort nok.

Endelig kan man spørge, om der da slet ikke er noget ubehageligt ved at erstatte kronen med en fælles europæisk valuta. Det er der naturligvis. Alle medaljer har en bagside. Men denne her skyldes først og fremmest, at verden af i dag er forskellig fra verden af i går. Det kan man så sætte sig til at jamre over. Men man kan også prøve at få det bedst mulige ud af den nye situation. Det kan man blandt andet ved at stemme JA den 28. september.

Artikel 2 i Statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB).

»I overensstemmelse med Traktatens artikel 105, stk. 1, er hovedformålet for ESCB at fastholde prisstabilitet. Uden at målsætningen om prisstabilitet derved berøres, støtter ESCB de generelle økonomi- ske politikker i Fællesskabet med henblik på at bi- drage til gennemførelsen af Fællesskabets mål, som fastsat i Traktatens artikel 2.

ESCB handler i overensstemmelse med princip- pet om en åben markedsøkonomi med fri konkur- rence, som fremmer en effektiv ressourceallokering, og i overensstemmelse med principperne i Trakta- tens artikel 3A.«

Artikel 2 i Amsterdam-Traktaten.

»Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelsen af fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og 4 (tidligere artikel 3 og 3A) i Fællesskabet som hel- hed at fremme en harmonisk, afbalanceret og bære- dygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttel- sesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj konkur- renceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau for mil- jøbeskyttelse og forbedring af miljø-kvaliteten, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økono- misk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne.«

27

SAMFUNDSØKONOMEN NR. 5 – 2000