af liv og virke på stadsingeniørens
kontor i Esbjerg 1942-1988
AfHjalmar Sonne
Påopfordring vil jeg hermedprøve atintro¬
ducere læserne til de vilkårogarbejdsopga¬
ver,dererblevet migtildeltigennem godt 40 år iEsbjerg Kommunes tjeneste som ingen¬
iør.
Imintid, jegerfødt den12.juni 1915, ogi denæste40 årvardetskrappetider forman¬
gemedborgere. Delsvarlandetprægetafar¬
bejdsløshed, dels drogtovanvittigekrige hen
overEuropa,hver med uhyrlige efterdønnin¬
ger,hvilketnaturligvisharprægetosalle. Og¬
sådesenereårsteknologiskeudviklinger har
satdybespor,somvilprægetiden fremover.
Det vil kræve en helt ny tænkning, hvis vi skal klareproblemerne påenanstændigmå¬
de.
Ansættelse ogmedarbejdere
Den andenjanuar 1942 lagde jeg vejen om
stadsingeniørens kontor i Danmarksgade i Esbjerg og spurgte stadsingeniør Nonboe,
omhan havdebrug foren ungrask ingeniør.
Jo, det havdeman da,menNonboe bad mig kommeigen 14 dage senere,hvortil jeg sva¬
redeatdet kunnejeg ikke, dajeghavde flere
tilbudpå hånden. Allrigt,svarede Nonboe, så begynd med det samme!
SomsagtsågjortJegkom omgående ind
og blev præsenteret for det lille og venlige
selskab af nimedarbejdere under stadsingen¬
iøren.
IngeniørOverby stod forcivilforsvaretun¬
derstadsingeniøren medtilsvarende antagel¬
se af føl. Dette var den benævnelse, man
brugteomdemenige icivilforsvaret,som var etbetydendeafsnit afvortsamfundunder be¬
sættelsen 1940 45.
De holdt til i kælderen under det gamle rådhus i Danmarksgade, hvor der også var
stadsingeniørkontor.
Hervar depot med mundering til de CF- værnepligtige, der iperioder, hvor politietvar under arrest, den daglige politimyndighed i adskilligeforhold.
Nonboevar en elskværdigogimødekom¬
mende chef, vel nok en af de dygtigste og mest diplomatiske, jeg har truffet i min til¬
værelse. I min tid ved Karlsgårdeværket fik jeg gennem Nonboe altid udleveret penge
somrepræsentationskonto. Somregel500lo¬
ad gangen, om fornødent betydeligt mere.
Selvfølgelig aflagdejegregnskab forhveren
øre, der blev brugt Nonboeudtrykte sig så¬
ledes: "minmedarbejder,somudførermange
forhandlinger og samtaler med entrepre¬
nører, landmænd, håndværkere, ministerier, vandbygningsvæsenogprofessorermed fle¬
re,måmanikke kunne købe for penge!"
Nonboe var ofte syg, og han byggede fra
sin seng på sine medarbejderes trofasthed.
Med den noble livsholdning, han havde,var detnemt atværetrofast
Han lærte sine medarbejdere omydmyg¬
hedensgrænseløse formåen. Når vivar sam¬
mentilstørremøder med embedsmænd fra ministerierne, oplevede vi alle et skønt fæl¬
lesskab grundetpå den fabelagtige positive holdning, der udgikfraNonboe.Mange,som hartopstillingerogdermed etudspil, kunne
læremegetafham.
Arbejdspladsen
Påtegnestuenvararbejdsopgaverne inddelt
igrupperforhenholdsvis kloak- vej-ogbyg-
Harald Nonboesom varstadsingeniør iEsbjerg1920- 1949.
ningsarbejder; dog således,atviudvekslede
hinandens arbejdsområder. I mange år var Nonboe også stadsbygmester og øverste myndighed for stadens vandforsyningssy¬
stem. Ienhel del årvarWilliam Nielsen den
daglige leder af stadsbygmesterafdelingen,
ogmaskinmester Halkjær Lassen den dagli¬
gelederogvandværksbestyrer.
Ingeniør Sund Nielsen stod i stor ud¬
strækning foratberegne byens kloaksystem.
Projektering og opmåling af gader og veje
medmereblevgjort i flæng af vi øvrigemed¬
arbejdere. Arkitekt William Nielsen arbejde
omfattede skolerogandetkommunalt bygge¬
ri, samttilsynoggodkendelse af byggesager
ialmindelighed.
Vivar, som sagt, en mindre stab ogkom
derved tilatkende hinandengodtVihavde,
ud oversamværetpåarbejdspladsen, endel privatsammenkomst.
Detvære sigkortspil, udflugter med spis¬
ning afbøfferm.m.Altforegik ietgodt fæl¬
lesskab, hvor vore koner eller kærestervar med.
Vi, deroplevede det gamle Rådhus i Dan- marksgadegennem mangeår,fandt altså her
envenligogintimhygge,såflytningen til det
nyeRådhusvar enhårdovergangforos.Kon¬
torlandskabet, somvinublev påtvunget,var ikkeligesagen.Når jeg skriver påtvungen,er årsagen den, at selv om vi efter afholdt af¬
stemning selv skulle bestemme, hvilkenform forkontor, vi ønskedeatarbejde i, blev denne afstemningunderkendtog mangennemførte kontorlandskabet, hvor den største gene er, atman kan følge alles samtaler oggøremål.
At vi så tillige gennem mange år slogedes med den statiske elektricitet, der gør folk
sløveogupålagte, er enandensag.
Kontorpersonalepåetkontori Esbjerg kommunes administrationsbygning,Danmarksgade38.
Beskæftigelsesforanstaltninger
Kommunen tog initiativ til beskæftigelses¬
fremmendeforanstaltninger. Selv komjegtil
atledeopfyldningen afendel af Fourfelt En¬
ge på det areal, hvor minderotunden for
druknede fiskerenuligger. Fyldet blevtrans¬
porteret med tipvogne fra et udgravnings- feldt, som man kalder for Sildesøen, belig¬
gendeøstforGravlundvejen.
Metoder
Imintidforegik opmålingsarbejdet efterden gammeldags metode, idetman sågodt som
ingenluftfotografier havdeoverbyen,og po¬
lygonnettetvar,omend under udbygning hos
Geodætiskinstitut, ikkefærdigtoganvende¬
ligt
Igennem mange år gik min tid med op¬
målingsarbejde, kortlægningogniwellering
afsåvel kloakker som vandledninger. Dette blevgennemførtoverflere år, efteratBolde¬
sager,JerneogGammelby blev indlemmet i EsbjergKommune. Dehavde hver for sig de¬
res egne vandværker med egne koncessio¬
ner løbendeoverforskellige åremål. Så vidt jegerindrer,varJerne den del, derbevarede
sinvandværkskoncessionlængst
Idetjegsammenmed de forskelligebyde-
les vandværksbestyrere kortlagde lednings¬
systemetmed stopventiler medmere,fikjeg
etvirkelig godt kendskabtil disse mennesker
ogfiketindbliki,hvilketenormt arbejde de
havdegjortgennemåreneuden betaling. For vandværksbestyrerne, der som regel også
vardygtige håndværkere,vardeten æressag at passe værket. Det var svært at se disse mænd bliveumyndiggjorte, da EsbjergKom¬
mune overtog deres vandværker. Flere af dem, fiksværepsykiske knæk.
Indtil ca. 1955 foregik det meste gravear¬
bejde ved vejarbejdeo.lign. ved håndlæsning
afjorden, dersomoftestblev kørt bortitril¬
lebøre,idetman havdebegrebet »planumsli- nien«, hvorefter afgravningogpåfyldningså vidt muligt skulle udligne hinanden. Når vi
kom til tæppebelægninger, var det tidligere
ofteflereugersarbejdeforetsjak påotte-ti mand, hvor man i dag med tæppebelæg- ningsmaskiner udfører detsammepåendag.
Dertil kommer, at tæppebelægning, udført
med maskine er betydelig bedre, end man formåede det med håndkraft
Karlsgårdeværket
Efteret parmåneders forløb, hvor jeghavde arbejdetpåtegnestuen, spurgteNonboemig,
omjeg kunne tænke migatståfor det daglige tilsyn ved beskæftigelsesforanstaltningen
ved Karlsgårde vandkraftanlæg, hvilketpas¬
sedemigudmærket
Jegovertogdetdaglige tilsyn medhelean¬
lægget og dets udvidelse i foråret 1942 og havde mange gode og interessante år med dette arbejde, hvor vi i perioder havde op mod 5-600 mand beskæftiget (Se Fra Ribe Amt
Årbog
1981)StadsingeniørNonboe gennemførte omfat¬
tendeforhandlinger medministreogministe¬
riet for Offentlige Arbejder. Det var beun¬
dringsværdigtatse, med hvilken charmeog diplomati han førte møderne i alle anliggen¬
der. Spørgsmålsompengetilskud til beskæf¬
tigelsesforanstaltningerne blev altid løst til
kommunernes store fordel. Det samme
gjaldt møderne med lodsejerne, hvis jord
man eksproprierede til Karlsgårdeværket
Det kunne jo ikke helt undgås, at der var
lodsejere iblandt somfik en dårlig behand¬
ling af Karlsgårdekommissionen. Det er
iøvrigt forståeligt at der kunne være util¬
fredshed med erstatningens størrelse, når
manbetænker,atde kun fik 100 kr. forentøn¬
de landjordogkommissionsmiddagen koste¬
de mindst 50 kr.pr. person.Jeg måttetageaf¬
færemereendengangforatforhindre,atra¬
sende bønder ville overfalde kommissions¬
medlemmerne.
Etindslagafde godevar,atvikunnemed¬
virke til at give bønderne langs kanalen en
håndsrækning. For eksempel under påbe¬
råbelseaf, atvi havde udtørret deres drikke- vandsbrønde. Dette sketenemlig ved den dy¬
bedelafKarlsgårdekanal.
Yi gik derefter i gang med at undersøge brøndene, ogfik ved dissevandanalysersyn forsagenfor,hvor rystende forfærdelige til¬
stande drikkevandvari. Ca. 70%af alle brøn¬
devarinficerede medajle.Detkunnenæsten heller ikkeværeanderledes, nårmanså,ataj¬
lebrøndene lå side omside med sivebrønde.
Viskaffede beboernerentdrikkevand vedat udføreboringer,somregel100-200meterfra gården. Oghvilken lykke, nårde fik detnye ogfriske grundvand. Vi blev så godtsom om¬
favnet afbønderneogblevofte inviteret tilet festmåltid ihjemmene,ogsagde tak til.
Før denyeboringer komistand, harjeg of¬
te takketnejtil traktement på gårdene, fordi jegvidste i hvilken forfærdelig tilstand deres
drikkevand var. På mangeaffolkene kunne
man se, hvilken ubodelig skade det dårlige vand havde bragt dem i. Alt, hvad de rørte ved og spiste, var inficeret med ajle og det kunne ofte sespåderes tænderoghud. Føl¬
gesygdomme som dårligmave varmegetal¬
mindelig. Alle sådanne arrangementer med
nye brøndevar samfundsmæssigt og sund¬
hedsmæssigtengevinst, setpålangt sigt, så selvomflere af brøndende ikkevar voresfor¬
pligtelse,var pengenegivetgodt ud.
Arbejdspladsen
Karlsgårdeværket havde ry for at være en
god arbejdsplads, hvor der var gode indtje¬
ningsmuligheder.
Vihavde endviderearbejde til alle, der hen¬
vistes til os, og da detvarfagforeningerne, derhenviste,varder ingenvej udenom;Man måtte modtage det tilbudte arbejde. Sagde
man nej, var der ingen understøttelse at få.
Senere har man oprettet arbejdsanvisnings- kontoret, menjeg synes ikke, at de virker,
som omdeterden bedsteløsning.
Fagforeningerne kendte deres medlem¬
mergrundigtogkunne dermed bedre dele¬
gere de enkelte medlemmertil det arbejde,
hvortil den enkelte bedstegnede sig. Desu¬
den fornemmerman,derer enstørreærefra fagforeningernes side iathave så få ledige,
sommuligt
Tillidsmand
Tidengikogjeg forblev i min stilling, også selvomdervarvissetingjeg kunneseburde
være anderledes.Jegblev indfangetafsnur-
Esbjerg Kommunesadministrationsbygningvaribrug iperioden 1904-1970
repiberiet, blandt andet forårsaget af, atjeg
vartillidsmandi 13 årforminekolleger.
Detvarientid, hvorman somtillidsmand
måtteslåspåenkontantfacon for sinekolle¬
gersinteresser. Støtten firavoresorganisation
var minimal, og når jeg »overlevede« som
medarbejder og tillidsmand ved Esbjerg Kommune,vil jegtillademigatpåstå,atgrun¬
denvarden,atjegblev tjenestemandsansat få
årefter,atjeghavde tiltrådtmin stilling.Med
minnaturogfortidsomtillidsmandvardette
den bedste overlevelsesmulighed i min stil¬
ling.
Forhandlingsmøderne med mine foresat¬
te,herimedregnet stadsingeniøren, borgme¬
steren ogkommunaldirektøren,varoftebar¬
ske, især nårjeg fremførte mineogminekol¬
legersønsker. Vi blev ofte tiltaltsomåndeligt tilbagestående,-ogdeterendda mildtsagt-
ogvi blevofte truettilatafstå fravorekrav.
Dethændte,atviblev meddelt, atman ikke ønskede at forhandle med en underordnet,
somfrimodigtfremførte sine egne ogkolle¬
gers lønkrav. Man ønskede kun en tillids¬
mand, dersagde jaog amentil altoghelst vi¬
steenkrybende underdanighed.
Dervar selvfølgelig også morsomme ind¬
slag,nårmanforhandlede. Efterenflabet til¬
tale faldt dergerne rappe gensvar, somf.eks.
når byrådets øverste myndighed sagde:
»Hva' faéntrorIbyrådet vil sige til Jeresvan¬
vittigelønkrav?« hvortilman svarede:«Ja,by¬
rådet ser da også forknyt ud!« Eller udtryk
som»Byrådetvil ikke finde sig i næsvisheder fra en underordnet« Hvortil jeg svarede:
»Jeg er ikke underordnet, men mine kolle¬
gersrepræsentantpåstedet.«
Nårjeggik til forhandlinger, forlangte jeg altid, atenkollegaskulle gå medsomobser¬
vatør.Dette reddedemig fraatblive yderlige¬
re afstraffet, og kollegerne meddelte, at såfremt vore foresatte ikke ville forhandle med deresvalgte tillidsmand, såblev der in¬
genforhandlingfravores side.Detvardaen
holdning, som en tillidsmand kunne leve med.
Efterenalvorlig diskussionen,somjegen¬
ganghavdemedstadsbygmesteren, somvil¬
le afskedige en afvore dygtigste og mest pligtopfyldende og tilligeafholdte kollegaer,
blevjeg, efter 13årafskediget af mine kolle¬
ger, og varikke bange forathave mineme¬
ningersmod. Dette udtryktejeg blandt andet
ved at meddele, atman burde fyre stadsby¬
gmesteren istedet Vor kollega blev ikke fy¬
retmen manfandt mine udtalelser forstær¬
ke og mine kære kolleger forlangte, at jeg
skulle give stadsbygmesteren en undskyld¬
ning,hvilketjegnaturligvis ikkeville. Såblev jeg fyretsomtillidsmand af mineegne, ogdet
var en skøn lettelse. Aldrig har jeg følt til¬
værelsen så lettet som efter aflæggelsen af dette tillidshverv.Og såhørerminekolleger
endda til demestpositiveograremennesker.
Besættelsen
Indslagene under besættelsenvar mangear¬
tede. De flestevarbelastende, irriterendeog
generende. Vi skulle ind imellem have pas- sérsedler fraVærnemagtenforatkomme ud
ogindafbyen. Passésedlerne fikvi hos O.T., hvilketbetyder Organisation Totogdemvar der ingen af mine foresatte eller andre, der brødsigomatsnakke med, så afogtil fik jeg
denkedeligetjans. Denskrappesteomgang,
jeg fik med dem,var endag, hvorentysk sol¬
dathavde skudtenafvoregamle folkiskrid¬
tet,lige underdet vigtigsteenmandejer. Her¬
overblevjeg desperatogindberettedesagen
forden øverstkommanderende i O.T.
Manden fik sin erstatning på 3.000kr. og han bevarede heldigvis sit ædle organ, den
vildeskydning skete veloftestfordi soldater¬
ne varbangeimørketogdet kanmanvel ik¬
keengangbebrejde dem.
Mange afvorefolktoghjemmefraommor¬
genenkl. 5.30. Jegselv med,foratnårettidigt
fremtilvoretransportbiler,somkørte fra Es¬
bjerg ved godt seks tiden. I vinterhalvåret måtte vi traveellercykle rundt i byen i bul¬
drendemørke, da altjo var mørkelagtefter tysk påbud. Trods altmå vi dog erkende, at situationentagetibetragtning,slap vinådigt Cykler og cykeldæk varforos et enormt problem.Iadskilligeårkørtevi rundt på faste dæk, fremstillet af tovværk elleroptilto-tre gamle dæk, fastholdt med ståltråd. En over¬
ganganvendtemandækafsyntetiskgummi, iblandetpapir og cement, men de var sæd¬
vanligvis kun anvendeligeenkort tid, sårev¬
nede deogdevarmegethurtigt slidtop.For mitvedkommendevarcyklenetuundværligt
reddskab i tiden som daglig tilsynsførende ingeniørved KarlsgårdeværketJeg cyklede
hverdag40-50km. hvilket jeg iøvrigt nødog
klarede mig igennem trods mange besvær¬
ligheder.
Transportbilerne varudstyret med enan¬
hængerogpå disse vognladvarder fastboltet kasserafhalvtommers- brædder med andre brædderimellem. Dissetjente til bænkefor
ca. 25 mandpåhver vognlad. Dethændteat jeg satte mig ind i kasserne til folkene, idet
minplads hos chaufføren ofte blev tildelt da¬
mer eller andet godtfolk, som skulle med nordpå. Detvar enoplevelse for sigatsidde i
dissekasser, især når folkene tændtepiberne
med »god gammel dansk« tobak. Vi kunne
ofteikke se hinanden forrøgbanker, menvi
overlevede.
Samtlige biler kørte på gengas, som for¬
trinsvis blevproduceretafbøgetræ, selvom
ogsåmegetandettrækunne anvendes.Iføre¬
husetvardetlovbefalet,atdenene siderude kun kunne lukkes halvt i.Årsagenvarden,at der slap megetuforbrændt gas ind, ogselv
medenåben rude kunnemanefterentimes kørselværehalvt bevidstløs. Nårjegstod ud
ogcyklede hjemover, fik lungerne såmegen friskilt,atjeg i løbetaf fem-ti minutteratter
varklar ihjernen.
IKarlsgårde havde vien del sprængstoffer liggende til sprængning af gamle broer og myremalm. Ingenhavde åbenbarttænktpå,
at disse sprængstoffer kunne bruges til an¬
dreformål, så jeghentedeendel af dem til fri¬
hedskæmperne i Esbjerg, hvor de hovedsa¬
gelig blev anvendt til jernbanesabotage.
Forholdet tilarbejderne.
Vi havde kun et eneste intermezzo med ar¬
bejdsfolkene på Karlsgårdeværket Det var
endag, hvor arbejdsfolkene uden forudgåen¬
de aftalemedbygherren, Esbjerg Kommune,
villestarteenhalv timesenerefra Grøntorvet tilarbejdspladsen.Jegsendte detommevog¬
ne afsted til Karlsgårde som en symbolsk handling, hvilket afstedkom,at350mand gik
iprotesttogtil borgmesteren, hvorde i første
omgangfik medhold.Jeg tænkte jo påvore kontrakter medentreprenørerne,ifølge hvil¬
ke vi havdeforpligtetostilatmøde med folk
og vognetil aftalte tider.
Lokomotivetmedtipvognemed den hånd-
læssedejord holdt jo med dampenoppeved Karlsgårde, hvor formændogyderligere200 mand fraoplandetvarmødtpåarbejde.
I sagen fik jeg rygdækning af min chef, stadsingeniør Nonboe, og jeg oplevede, at mit venskab med folkene ikke havde taget skadepånogenmåde.Dekunne selvfølgelig godt indse, at samarbejdet ville gå i op¬
løsning, såfremtmangjorde selvtægt Nårjeghavdesågodtetforhold til folkene, hang det sammen med, at vi skaffede dem
goder, hvor det kunne lade siggøre.Etafdis¬
segodervar,atjeg fikgjort mine foresattebe¬
gribeligt, atfolkene skulle have løn i køreti¬
den, entime til ogfra arbejdspladsen. Dette
varnødvendigtienperiode, hvor Værnemag¬
ten gavoverbudstilbudforatfå flerefolk tilat arbejde ved anlæg af kanonstillinger, barak¬
byggeri og gravning afpansergrave, alt det forrygende hæslige, som jeg hadede af et godthjerte.
Forat gørearbejdsdagene festlige, gikmi¬
neforesatte medtil,atnårenbyggeetapevar
afsluttet, detværesig broer, dæmninger eller kraftværket, så holdt vi pølsegilder med til¬
hørendehåndbajere. Forudenatværefestligt gjorde dette tilværelsenmeretålelig.
Under helekrigenvarsågodtsomalle byg¬
gematerialer rationerede.Manskulleså godt
som altid ansøgemyndighederne om entil¬
deling. Når vi byggede træbroer, jernbane¬
broer, dæmninger, kraftværker eller andet, skulle viansøge omforskallingsbrædder,ce¬
ment, rundjern for ikkeattale om søm, som ikke var til at opdrive. Vi brugte ofte gen¬
brugssøm.
Når vi afforskallede efteretstøbearbejde,
blevsømmenetrukketforsigtigtudogrette¬
de ud. Sømvarkostbare, ogpå detfriemar¬
ked betaltemandyrt for brugtesøm.
Når vi byggede jernbetonbroer, især hvor offentlige veje passerede kanalen, kneb det
ofteatfåtilstrækkelige tildelingerafrundjern
ogcement,idetVærnemagtenhavdelagt be¬
slag på så godt som alle forbrugsvarer. Vi løstedogmangeproblemerhelt foregen reg¬
ningved atarbejdesammenmedfolkene fra entreprenørfirmaerne, som simpelthen stjal alt detrundjernogcement,de kunnekomme
afsted med fra Værnemagten. Fremgangs¬
mådenvarden,atchaufførerne fandt frem til soldater, der hadede Nazistyret, ogi fælles¬
skab medvorelastbilchaufførermanipulere¬
de vi medfølgesedlerne tilcementogrund- jernslæssene,såvarerneblev kørt helt uden
omVærnemagten.
Nårlastvognene ankom til Karlsgårdevær- ket, som regel med 400 sække ad gangen, blevlastvogn med anhængertømticement¬
skureneogpapirsækkene,der afogtilvaraf tysk oprindelse, blev brændt omgående. Alt
vartil side i løbetaf få minnutter.
Jeg havde den aftalemed chaufførerne, at dervar500kr. til dem selv for hvervognlad¬
ning. Detgjaldt såvelcementsom rundjern
medtitons pr.læs.Udlægget fik jegrefunde¬
ret afstadsingeniør Nonboe. Detvardette, vi
kaldtefor»skønneindslag«,atlæssevisafce¬
ment ogrundjern, dervarbestemt for tysker¬
ne, havnede i Karlsgårdeanlæggets byg¬
ningsværker.
Desværre nåede vi ikke atfå samtlige of¬
fentlige vejbroer udført i beton, grundet på
en utidig indblanding fra folk i ministeriet,
somåbenbartpåeneller anden måde havde
fåetnys om voretransaktioner. Dette foranle¬
digede, at vi måtte udføre et parvejbroer i
træ.Havdetingeneudvikletsig eftervoreho¬
veder, havde vipåbegyndt enStorebæltsbro
med førnævnteVærnemagt som leverandør
afbygningsmaterialer.
Etindslag, som jeg ofte i erindringen har
moretmigover,fik jeg endag, hvorto unge tyskesoldater trådte ind i mit ingeniørkontor,
somdavarplaceret nedenforkraftværket,og
meddelte mig, at de ville beslaglægge det.
Udenatsvaredem,togjeg minhovedlinialog
gennemtævede dem med den flade side, skregsom engal ogjog dem udafkontoret
Esbjerg Kommunes gamle administrationsbygning på hjørnet afDanmarks/Torvegade under nedrivningen d. 18.
oktober 1971. Foto: Knud Rasmussen. (Esbjerg Byhistoriske Arkiv. B 4.797)
og opoverdæmningen, forbica. 50mandaf
vore, somarbejdede ved kraftværket
Siden den dag så vi aldrig nogen fra den
såkaldte Værnemagt ved kraftværket. Jeg tænkerVærnemagtenvarklarover,atde vil¬
le møde sammeforagt fra de 50 mand, som de havde mødt framig.
Slutning
Efter krigen var der et stort problem med hensyn til oprydning efter besættelsesmag¬
ten,somjohavde byggetmangebunkers, ka¬
nonstillingerm.m., og mange afdisse arran¬
gementervarunder udbygning ved krigens ophør.
Tyskerne havde åbenbart regnet med en allieretlandgang påvor egn. Derblevnu an¬
taget en delnye medarbejdere til atopmåle
alle disse anlæg på vort fædrelands hellige jord, hvori også indgik arrangementerne på Esbjerg gamle lufthavn. lait ti nye personer blev ansatpå stadsingeniørens kontor. Man haråbenbart framyndighedernes side ment detvar engod løsning,ogalttagetibetragt-
Esbjerg Rådhus blev indviet i1970. (Esbjerg Byhistoriske Arkiv)
ning gik det daogså rigtiggodt. Store lagre af
cement, som var ved at blive for gammelt, blev dels hældtihavet, delsgravetned ijor¬
den.Megetentreprenørmateriel blev beslag¬
lagtogsolgtpåauktionsammenmed barak¬
ker,tømmer,glasuld,tipvogne,blandemaski¬
nerogmegetandet Alt blev gjort isamarbej¬
de medpolitiet Efter kapitulationen blev der
et leben uden lige. Mange mennesker blev
arresteretforutidig samarbejde medVærne¬
magten, detværesig somstikkere medme¬
re.
Detvardogettragisksynatsedemange soldaterogflygtningeefterkrigens ophør gå
ud afbyen,trækkende deresjordiske godspå barnevogne eg rester af cykler uden dæk.
Detvaretsyn,somudtrykker al den tåbelig¬
hedetmenneskeliv kan indebære. Man kun¬
netænkepå, atdetsammekunneovergåen selv. Nogle fiken urimelig hård behandling, spilletvarnådesløst Det hændte ofte atlop¬
perneblevanmeldtmenselefanten fik lovat løbe.
Daretableringenefterkrigenvaroverstået i store træk, blev derenfast stab tilbagepå tegnestuen.Byenvoksedeenhel del,ogder
blev sat nye anlægsarbejder i gang. Blandt
andet begyndte vi at projektere rensean¬
lægget med de tilhørende store kloakarbej¬
derogvejarbejder. Drikkevandsforsyningen
blev udvidet medmegetmere.
Esbjerg er en levende by i stadig foran¬
dring. Dettevarblot noglefå indtrykfra en
periode,som nu erforsvundet
Hjalmar Sonne. Ingeniør. Født 1915. Poppelvej 2, Esbjerg.
Hartidligere skrevet artikel i Fra Ribe Amt
