Nogle grundsætninger for sagnforskning

Nogle grundsætninger

for sagnforskning

Af Axel Olrik

(i: Danmarks Folkeminder Nr. 23,

udg. af Dansk Folkemindesamling

ved Hans Ellekilde, København 1921.

Uddrag:

^s. 33-34 ^{og s.} 66-79.

Noterne i

uddraget

er

ikke

taget

med)

I.

Indledning:

sagnet som

folkeminde

§ 1.

Sagnforskningens hovedopgave

er at

forstå

sagnet som del af

menneskeligt åndsliv. Sagnforskningens biopgaver

erat

ud¬

nytte sagnetsom

vidnesbyrd

omydre

forhold,

såsom

samfundsbygning, gudsdyrkelse, politiske begivenheder.

§2.Ved sagn (i

dette ords videste betydning) forstås

en

med¬

delelse, der fremstiller noget som en

sket begivenhed,

^og

som går

fra mund til mund, uden

at

meddelerne kan kon¬

trollere dens

udspring eller dens tidligere hjemmelsmænd.

Ved denne meget

rummelige afgrænsning af begrebet

»sagn«

afgör

vi altsaa ikke, om meddelelsen i sig

selv

er

sand eller ikke; ikke heller

om meddelerne har ansetden for sand, for tvivlsom eller for

opdigtet

(æventyr).

Sagn (i

denne betydning)

opstår

stadig.

Etrygteeretsagn om en

nylig foregået begivenhed, sædvanlig

i

kortfattet

og

flygtig form.

Det

udbredes

itidenfra

begivenheden

og

indtil der foreligger vidnefast oplysning

om den. Et

samtids-rygte kan let

gå over

til

senere

tiders

sagn.

Eks.: OlafTryggvesöns dødi Svolderslaget. Skjalden Halfredsiger i sitmindedigt

over kongen, at der går rygte om athan skal være undsluppen,men atnye og

nærmerevidnesbyrd harvistdets usandfærdighed.200årsenereskrevOdd munk

i sin Olafssagaenskildring af kongens undslipning ogaf hans senereoplevelser i Venden, Rusland ogdet Hellige Land, således som »en skönsom mand vednavn Soteskjald« havde fortalt.

§ 3. Den

overvejende del af

^{sagnene er}

folkeminder, dvs.: de

er

for¬

talte fra en

ubestemmelig fortid indenfor de ikke-bogligdannede lag

i

samfundet.

Ved »folkeminder« forstås de meddelelser der gives

fra slægt til slægt

i en

bestemt fæstnet form,

såsom i ^rytme

(digt,

remse,

melodi, ordsprog, gåde),

i

fortællende form

(sagn), i

leg,

i

skik.

I

videre betydning omfatter de enhver nedarvet fremgangsmåde (indenfor de

nævnte

samfundslag):

i

idræt, erhvervsliv, styrelse

^osv.-

Anm. De ikke fæstnede ytringer af »folkets« sjæleliv hører derimod hen under folkepsykologien. For så vidt yderligere menneskets hele legemligetilstand medtages, sammenfattes det alt under benævnelsenanthropologi.

En lidtsærlig stilling indtager sproget således som det forekommer hos de ikke-bogligdannede samfundslag, eller for såvidtsom deterprægetaf disse lags

tankeverden.Detstemmermedfolkemindet, idet ordforrådogsprogbygninger en

ydre fæstnet form for tankenoggårfra mund til mund.Mendisseudtryksmidler har ingenselvstændig tilværelse: de sammenstilles til stadignye(altså personligfarvede)

ordforbindelser.-Således hørersprogforskningen ikke til folkemindeforskningen,

menstården nok sånær somnogenandenaf de beslægtede videnskaber.

Selvfølgelig har alle de folkepsykologiske undersøgelsesmåder stor betydning

forminde-granskningen.

Lit. En overskueligog dogretudtömmende redegörelse findes ikke.Herkan dog

henvises til:Hartland,Scienceof FairyTales(1895),indl; Child, Engl. and Scottish populär Ballads (NewYork&London 1905),Kittredge's indl.). ...

IH. Sagnets

bygning: de episke love

Lit.Axel Olrik, Episke love i folkedigtningen (DSt. 1908, 69-89); sa., Epische

gesetze der volksdichtung (Zeitschrift f. deutsch. altertum Lis. 1 ff.; foredrag på historikerkongresseniBerlinaug. 1908, iudvidet skikkelse; omarbejdelse afoven¬

nævnte); sa., Folkedigtningens episke love (Nordisk tidsskrift 1908, 547-54 [=

Folkelige Afhandlinger I s. 177-185]; ^ovennævnte foredrag); sa., Episke love i

Goteættens oldsagn (DSt. 1907, 193-201; anmældelse af Gudm. Schiitte, Old¬

sagn om Godtjod); forkortet eng. overs. Folklore 1908, 353-59; H. Gunkel,

Genesisiibersetzt underklärt, einl.(3. aufl. 1910;denneudgave indeholder tillige sammenligning med A. O.s »Episke love«); Gudm. Schiitte, OldsagnomGod¬

tjod (1907;s. 94 ff.: Omremser ograngforhold; herer »forvægt« og »bagvægt«

tidligst iagttagne og benævnte); Astrid Lunding, Indiansk sagndigtningog de episke love (DSt. 1908,175-88);Reidar Th. Christiansen,Nogeniagttagelser

overetpar »episke love« indenforto eventyrgrupper (DSt. 1915, 71-89);Arthur

Christensen, Trebrødre- og Tobrødre-stamsagn, en Studie i sammenlignende Sagnforskning (DSt. 1916, 45-86); F. Ohrt, Marchen - Maschal - Midrasch (zu Lukas10,25-37)(Protestantische Monatshefte1914,406-11);Pohlmann,Dearte qvafabellæ Herodoteænarratæsint(diss.,Göttigen 1912);Richard M. Meyer,

Die Zwangsläufigkeit literarischerFormen(Internationale Monatsschrift fiirWis- senschaft,Kunstund Technik,1913, 707-20); Mullenhoff, SagenausSchleswig,

Holstein undLauenburg (1845),s.XIII (talstigning); Rich. M. Meyer,Mytolo- gischeSchemata (Archiv fiir Religionswissenschaft,1906 IX 429-42) (enovertallig

ellerundertallig);Steenstrup,Vorefolkeviser(1891), [s. 188 ff.].

§ 57.

Folkedigtningens »episke love«.

Istore

dele af den folkelige sagnverden har fortællerne

^en

tilbøjelighed til

^{at tage} visse

hensyn til komposition

^og

fortællemåde.

Deer

væsenlig

^ens

for

^store

områder

og for

forskellige

arter

af

^sagn;

deriblandt for det

meste

af den evropæiske sagnoverlevering.

Den

regelmæssighed, hvormed de optræder,

gör atvi

kan

betragte dem

som

»episke love«;

i

modsætning til kunstdigtningen

kan vi

betragte dem

som

»folkedigtningens episke love.«

Anm.Ogsåkunstdigtning byderendel eksempler på desammeepiske love, eller dogpåhensyn dergår isamme retning. Denadskiller sigdog ved atdethele sæt af »love« dels overholdes dels brydesog vedat manindenfor vedkommende lite-

raturgruppekun uregelmæssig overholder den: almengyldigheden,dergörreglerne

til »lov«,mangleraltså: Endvidere mangler demestudprægede (mestdetaljerede) episke love ikunstdigtningen.Nærmereheromi § 81.

Hermed vil vi

dog ikke have udelukket,

at

der findes

^etvist

spillerum for

de enkelte

digtarter til

given

tid

og

sted. Nogle ynder

en mere sammen¬

slynget handling,

etstörre

antal

personer, en

mindre

stræng

handlingsen-

hed; andre trækkergrænsen

for disse

ting

langt

^snævrere.

Alt

i

alt vil

^man

dog forbavses

over

overensstemmelsernes styrke.

Man

kan træffe overle¬

veringer

fra fjærne

egne,også

fra lande udenfor

Evropa,sompå

den med folkedigtning fortrolige læser

göret

indtryk af

noget

velkendt, ikke ved

sit

æmne, menved selvesin

tilrettelægning af stoffet. Analyserer

man nær¬

mere dennefølelse af

genkendelse,

^er

det

^man

møder de »episke love«:

vedtægtsmæssige fremgangsmåder ved opbyggelsen af

en

fortælling.

Det visersigatvisse

digtarter

erstrængest

bundne til den: folkesagn

ogæventyr,især

dette sidste,

^-

måske fordi dettes

större

omfang

ogmere

sammenslyngede handling

giver

vedtægterne for komposition lejlighed

tilatudfolde sig

stærkere. Mindre

^strængt

bunden

^{er en stor}

del af den poetiske overlevering.

Den er

efter sin

natur

stærkere bunden til

at

be¬

vare den enkelte

digters frembringelse,

og isærer

den

mere

bunden af

folkeslag

og

af tidsalder. Hertil

svarer

det,

atenstor

del af

vore

poetiske

kilder tilhørereneller anden_gruppe

af »udkantsfolkeminder«; de

nær¬

mersig på

punkter til det

trin

hvor de

strængere

regler for komposition

afløses af friere åndsvirksomhed.

Detejendommelige ved de »episke love« ^er

ikke blot,

at

det enkelte

sagngörså

begrænset

et

udvalg af livets virkelige mangfoldig¬

hed,menat store

mængder af sagnstof alle

göretog samme

udvalg: af

talstørrelser, afpersoner og

deres indbyrdes forhold, af midler til

spæn¬

ding,

^-

virkemidler der med

^{vore vaner}

kan

^{synes atvære}

gentagelse af

samme lille kres aftanker.

Reglerne for fortællingskomposition kan

vi

derforogså

kalde: reglerne for det

snævre

udvalg af livet.

§ 58. Sagnets

overskuelighed.

Sagnet viser

ikke

en

tilsvarende

mang¬

foldighed.

som

det virkelige liv.

Det

har færre

personer; og

fremfor alting griber færre kræfter

på éngang

ind

i et

menneskes skæbne.

Hvisnoget

skal fremstilles

som

resultat af

mange

samvirkende kræfter,

lader sagnet

dem virke

én

efter

én.

§ 59. En ytring

af

sagnets

overskuelighed

er

bl.a. den såkaldte

sceni¬

ske totalslov: sagnet

bringer nødig

mere

end

topersoner på scenen

samtidig; under omstændigheder kan

en

tredje

person

(biperson) föjes

til for^enkort

optræden.

Det

lader

gærne en

af de optrædende

personer forsvinde af_scenen,eller i alt fald træde udenfor virksomhed, inden ^en

nyviser sig.

Eks. 1.Æventyretomden lille and (E. T. Kristensen,Jyske FolkeminderVnr. 15):

den til and forvandledekongebrud kommer rokkende indikøkkenetgennem ren- destenshullet_ogspörgerhundenomdens herre(ogdermederhunden forsvunden), kongen har ligget og luret på den, nugriber han anden ogholder den fast indtil

den bliver omskabt igentil menneske.

Eks. 2. Sigurd fælder Fåvne: 1) Regin opfordrer Sigurd til drabet,2) R. smedder sværdet,ogS.prøverdet,3) S.gravergrubepåormens vej,og får råd af Odin,4)

S.sidderigrubenogstøder sværdetiormensbug,5)samtale med den døendeorm,

6) R. kommer til stedeogbederS. at stegeormehjærtet, hvorpå han»gåratsove«, 7) S. stegerhjærtetog hører fugleneitræet, 8) S. dræberR., 9) S.rider tilormens

boligoglæsser guldetpå sinhest Gråne.—Virkende guddommeviser sigikkepå

scenenidetafgørende öjeblik,menforud.

Anm. Selv hvorhandlingen opfordrer til mange personers optræden overfor hin¬

anden,fastholdersagnet envis enkelthed. Således da Sigurds drabsmand kommer

hjem til Gjukegården: 1) GudrunsogHognes ordskifte,2) Brynhilds tiltale til de komne,3)Gudrunssvartil hende; stadig kuntopersoneriscenensforgrund.

§ 60.Sagnetskematiserer sinepersoner og

tildragelser, dvs.:

giver

dem

kun de tilhandlingen

nødvendigste træk.

-

Flere ensartede

personer

eller

ensartedeoptrin bliver

med forsæt

gjorte så ens som

muligt.

Sagnets

digterske værdi

er

derfor

i

væsenlig grad betinget af,

om

det

har sådanne træk der alene

udtrykker

hele situationens

karakter.

Eks.Æventyret »Det gode sværd« (GI. danske minder, III nr. 83): drengen driver

hverdag sine får indpå en ny løkke, møderen bjærgmand,førernæsten samme samtalemedham,ogdræber ham påsammemåde.

Anm.Sagnetsskematisering gårsåvidt,at manlæggerpersonerne ordimunden,

der kun_{i sagnets} hovedsituationerrigtige: »Skönjomfru, skydensærk«-»Kong Lindorm, skydenham »(DSt. 1904, 5).Ederland råber til troldene: »Nukommer jegkunén gang mere«- »Nu kommerjegaldrigmere.« (Dette udråb virkerdog

i öjeblikket forhöjende på den digterske magt i fortællingen; man føler stærkere

hendessnilde_ogtroldenes hjælpeløshed).

§61.Folkedigtningen kender

ikke den udførlige beskrivelse

og

kan altså

ikke

bruge den til

at

udtrykke

en

handlings

væsen og

betydning. Hvad

der skal fremstilles ^som

betydningsfuldt, fremstilles

^som

gentagelse:

herved kan tanken komme til atdvæle

længere ved

samme æmne.

Eks.»Detgode sværd«:Drengendræber den förste dagén bjærgmandidenförste fenne, den andendag under samme omstændigheder en anden bjærgmandi den

andenfenne, dentredjeentredje.-Forudenathansbedrift derved fårstörreomfang,

fårogsåforestillingen enstörrefylde somdertrængestil vedethovedoptrin.

Lit.Thelanguage ofprimitiveorsimplepassion is iteration,notfigure; and the bal¬

lads,poorinfigures,arefull ofiteration. Infaet, the chief mark of ballad style,^asitis foundinsuch survivalsasaregiven inthepresentcollection,isasortofprogressive

iteration (Gummere,OldEnglish Ballads [1894],Introductions.XXXII).

§ 62.

Sædvanlig

er

gentagelsen forenet med

stigning:

helten udfører

tre

kampe, den

^ene

vanskeligere end den anden; eller han

görtre

forsøg,

hvoraf kun det sidste

lykkes; eller först mislykkes forsøget for den ældste

bror, så for den næstældste, så

lykkes det for den

yngste. (Dette

sidste

kunde benævnes en

modsætningsstigning:

stigningen

ligger

i

foretagen-

dets

vanskelighed,

når

det mislykkes for de

to;

modsætningen

iat

deres forsøg ikke forbereder hans

sejr,

jf.

§ 71-72).

Eks. Drengen (i »Detgode sværd«) fælder först en trold med3, så enmed 6, så

enmed9hoveder.

§ 63.Sagnets

handlingsbundethed. Enhver egenskab hos

en person eller en ting må

udtrykkes

i

handling; ellers har den

ingen

betydning

for sagnet.

Eks.Æventyretom den lille and (E. T. Kristensen,Jyske folkeminderV nr. 15) begynder ikke medatdenungepigevar »ulykkelig,menskönoggod«.En sådan ophobning af tanker undgåsisagnverdenen; hvermå udtrykkesihandlingogdisse handlingsoptrin knyttes sammen til en rækkefølge: 1) stedatteren sendes ud på

heden foratplukke lyng,og hun får kun askepandekager med til føde,2) en lille

rødluetdreng kigger opaf lynghöjen, hun hilser ham venligoggiverham med af

sineaskekager,3) den lille skænker hendegaver:atkæmme perler ud af håret,og etguldstykkespringeraf hendes mund hverganghunåbner den.

Sagnets

karakterer

og

dets livsbetragtning ligger

i

selve dets handling.

Sigurd Fåvnesbane

ertapper

fordi han dræber

ormen;

Psyke eller »hun¬

debruden« straffes_oggenoprejses

ved

sin

lange vandring; Hagbards

og

Signes

fælles død

^er

troskabens

sejr,

selve

^sagnet-

der

viser

galgebakken

og

overfor den jomfruburet

som

hun tændte

i

brand

^-

holder fast ved

deres

følgeskab

i døden som

digtningens ledende tanke.

En

detaljebe¬

handling

(i

folkedigt eller

i yngre

literaturværk) kan stille disse træk

i

klarere

lys,

oggive

dem finere afskygning; eller den kan måske udviske

dem! Mendet^erikke den dergördem til kunstværk. Hver

overlevering

røber^en

opfattelse af livsforhold,

^og

enkelte

sagn

har

i sig

selv

ensåstor¬

ladenarkitektur,^og

har kunnet genfødes

imenneskers tanke så bevidst,

at

digterne forgæves vil kappes med den her arbejdende folkesjæl.

§ 64.Sagnets

plastik

(sagnets

anskuelighed).

Sagnet

lader hvert

optrin

danne et

tydeligt billede for fantasien:

det viser hver person ien

hand¬

ling eller tilstand, hvis ydre form

og

indre stræben

svarer

til hinanden,

og

somskillersig

ud fra hverdagslivet

i

tilstrækkelig grad til ikke

at

blandes

sammenmed det.

Med

forkærlighed stiller

sagnet

de simple modsætninger

sammen:

stormodlille, mand mod kvinde, menneske mod

dyr; selve modsætnin¬

gen skal karakterisere hvers

ejendommelighed.

Sagnet

bringer

tillige sine^personeridet legemlig^nære sammenspil,

der ^svarer til deres rolle overfor hinanden (helten og

hans hest; Skjold

med

bjørnen; Thor drager Midgårdsormen;

kæmperne ved

Rolfs lig;

Sigmund bærer

sin

døde

sön). Sagnet ^{er -}

langt

^mere

end

^senere

dig¬

terværk^-en række af

plastiske kompositioner.

Det

korte

^{sagn er}

oftest

helt

bygget

^overén sådan

figurkomposition;

det længere

har hyppig

^en enkelt, derrager op over alt det øvrige.

Ejendommelig for

sagnets

komposition

er

forkærligheden for den

dvælende

stilling fremfor den øjeblikkelige.

En

mængde af de

mest

berömte sagnkompositioner

er

ikke skabt af

virkelighedsindtryk men af fantasi; således en

mangfoldighed af

sam¬

menspil mellem dyr

og

menneske: helten støder sværdet

i

slangen,

pigen

stårpå

oksens

ryg og

kigger ud, kvinden sidder

på

bjærget

og

malker

sin

mælki tranensog svanens

næb,

ørnen

bærer helten

på sin ryg, osv.

§ 65. Sagnets logik. Sagnet indfører ikke ^gærne andre motiver

end

dem der får

indflydelse

på

handlingen;

og

det lader deres omfang

stå

i forhold til deres

forskellige grad af betydning for det mål

^som

hand¬

lingen

går

henimod.

Sagnets logik bevæger sig i et andet plan end den ydre sandsynlig¬

heds. Undertiden ^er det mærkelig lidet

nöjeregnende

i

den henseende;

det _synes

ofte kun

at

bryde

sig om

den sandsynlighed der vedrører de handlingsmotiver det stiller

i

forgrunden.

Sagnets

verdensorden (»det overnaturliges

egne

naturlove«,

S.

Grundtvig; jf.

»Det

mytiske tænke¬

sæt«,M. Moe)svarertil

opfattelsen

i

forlængst gennemlevede tidsaldre;

navnlig har det

troenpåat

ordet eller viljen har

enmagtover

den synlige

verden,i en

grad

^som vi

ikke kender.

§ 66.

Handlingens enhed.

Sagnets

handling vil naturlig stræbe mod

enenkelt

begivenhed

som sin

afslutning

og

udelade hvad der ikke ved¬

kommer denne.

Flereting

kommer dog til

at

modvirke den. Nogle fortællere,

^og

nogle folkeslag, har mindre

sans

for handlingens enhed

ogsagnets

logik, end

andre har. I det hele er den et

kulturprodukt,

og

mangler derfor ofte

hos

folkeslag med lav kultur.

Tilen vis

grad hæmmes

også

enheden ved

enæventyragtig

hang til

at brede sig i

fjærne

^og

fantastiske forestillinger;

^men

sædvanlig

står

de enkelte optrin

ikke løsrevne, de fremkalder blot

en

dvælen

i samme

situation, lader sagnet

langsommere

nærme sig sit

mål.

Derimod vil de »romantiske«

övergångsformer til höjere kultur

op¬

løse _sagnets

faste bygning (dets indre nødvendighed) for frit

^atsværme

i

oplevelsernes mængde.

§67. Den

episke

og

den ideale handlingsenhed.

Den

simpleste

form for

handlingsenhed

er den

umiddelbart

episke: hvert

træk virker

med til fremkaldelse afen

begivenhed, hvis mulighed tilhøreren straks

fra förste færd aner.

Eks. »Flugten fratrolden«:fradet öjeblik da drengen kommeritroldenstjæneste, håbertilhørerenpå, athan skal slippe levende fra ham; fra det öjeblik troldpigen

tiltalerham,aner manhendes betydning for hans frelse.

Den ideale

handlingsenhed

opstår, når flere

episke handlingsenheder

stilles_sammen,således^atkaraktererog

det personlige problem

isagnet görsig

gældende

somstörre,^-men

uden

at

der

opstår

episk handlings¬

enhed imellem dem.

Eks.Enmængde europæiske heltesagn ^ogæventyr har forenettohandlinger tilen ideal enhed. »Flugten fra heksen« er voksetsammenmed »Den glemte kæreste«

(heltensutaknemlighed bliver desstörre,fordi hun har frelst ham fra trolden);Fåvnes drab_oglueridtettil Brynhild (hunersvegetsåmegetsårere,fordi kun denypperste helt kunde løse_{den opgave}hun stilledesinbejler; Sigurds ydre stordåd dannerfor¬

spil til hans skyldfri forhold til BrynhildogtilGunnar);KæteogVigesammenmed

Uffes Sakserkamp (hans dådså megetstörre,fordiden også aftvættede skammen

fra den brudtetvekampslov).-Mærk!isidste tilfældeerkun ideen handlingsenhed (detteeret sent,reflekterende træk);sædvanligerder enhedihovedperson.

Anm. En artaf ideal enhederden slægtharmoni, dererfremtrædende inordiske heltesagn: ensartede karaktererog begivenhedergentagersig ivoksende målestok

indenfor sammeæt.

Lit. S. Grundtvig, Udsigtoverden nordiske oldtids heroiske digtning 1867; Dan¬

marksheltedigtningI 336ff.).

§68.

Handlingens ligeløb.

Sagnets

handling bevæger

sig

stadig frem

til det-årsagsmæssig^og

tidsmæssig

- næste

punkt.

Det

bryder

ikke

af

foratvendetilbage tilnogetforud sket;og

det flytter ikke skuepladsen,

uden at

handlingens

gang

fremtvinger

en

sådan flytning.

Lit.Characteristic of thesimple balladplotisthe singlenarrativestream;synchro-

nisticevents areexceptional, and synchronismis never necessaryfor the working

outof theplot(Hart,Ballad andEpic 1907,^s.39; med ekss.).

Dette

gælder for de fleste former af

sagn

(folkesagn,

æventyr,

kvad), sædvanlig

så strængt at

handlingen

ikke for mere end et kort öjeblik

fjærner

sig

fra

sin

hovedperson,

og

da således

at man

stadig har hans

forhold til det skeende i

tydeligt minde.

Undtagelse danner de

mere

udviklede

arter

af

saga,enten (1)

ved

at indflette^en_ny

historie

i

taleform, eller

(2)

ved

rent

ud

at

standse hoved¬

handlingen på et

passende hvilepunkt,

^og

begynde

^ny

handlinger, der

först ved deres

slutning

munder

ud

i

hovedhandlingen.

^- Dette

skyldes

stræbet efteratforeneflere, hinanden berørendesagn ien

bredere

^saga¬

ellereposagtig

fortælling.

Eks. 1.Den længste Marsk-Stig-vise (DgF 145A), der ellers optageralle de min¬

dreMarsk-Stig-viseri sig,for enstordel ordret, harikketaget detoptrin medat morderne drager til Ribeat købesig munkekutter; tidet vilde kræve, atman på

engang skiftede skueplads og person. Ligeledes har den kun optaget forræderen

Rane^somhandlende_personvedatlæggeensamtale mellem hamogfru Ingeborg

indsomovergangsled.

Eks. 2.1) ReginsfortællingomFåvne iVolsungasagaogÆldre Edda;2) kæm¬

pernessærlige historieriHrolfssagakraka; »Nuskrider tvende handlinger frem«, SturlungasagaI 23. Den danskeheltesaga omUffe overholder ligeløbet itid,men ikkeiindhold.

§ 69. Person-enheden

(Midtpunkt-loven).

Sagnet grupperer sig

altid om en

hovedperson: det medtager hvad der vedkommer ham, det forbigår alt andet.

Det

danner

ompå

det

givne

stof,

især

når det

er et udefragivet

(f. eks. historiske tildragelser), for bedre

at sætte

alle

optrin

iforhold til sin

hovedperson.

Hovedpersonens oplevelser udgör undertiden

en

handlingsenhed,

undertidenen noget

løsere forbindelse af stof, hvor handlingsenheden

er svag

eller

ingen, men

kun

et

forhold til

personen og

hans karakter

binder delene sammen.

Eks.(på 2): fortællingenomstærke, uforskrækkelige eller snildepersoner(»Stærke Hans«, »Frisk mod«,Amledsagnet hos Saksei sin udvidede skikkelse).

§ 70.To

hovedpersoner kan forekomme

isagn,

eller måske

snarere:

der kan forekomme en person

der

^nærmer sig

til den egenlige hoved¬

person i

betydning for handlingen.

Undertiden kan denne anden _person

hæve

sig op

ved siden af eller

overden

oprindelige hovedperson

i

tilhørernes

interesse

(således

»Me-

stermø« over kongesønnen; Brynhild ^over Sigurd; Aslog ^over Ragnar

Lodbrok).Isådanne tilfælde vil den förste^være sagnets

formelle ho¬

vedperson:

sagnet tagersit

udgangspunkt

i

hans skæbne

og

følger den

frem til dens

afslutning.

Anm.Mærk at en kvinde ofte har den störste interesse,men at en mand er den formelle hovedperson. Dersynesda iløbet afsagnets levetidatværesketen

forskydningivurderingenaf kvinders betydning.

§ 71.

Modsætningsloven.

Nårtopersoner

optræder

på éngang,

vil

sagnet

bringe dem

i

karaktermodsætning, ofte

også i

handlingsmodsæt-

ning,

til hinanden.

Meget

almindelige

er

modsætningerne mellem

en

god

og en

ond,

en

fattig

og en rig, enstor og en

lille,

en ung og en

gammel

osv.

Eks. »Dergiktojomfruer bolde,over de grönnevolde, denene varved så frit et

mod, den andenhunvarsåsorrigfuld« (DgF); »Dersad tofruerogvirkedeguld,

denenehunvarsåsorrigfuld« (DgF 286);»RigePerkræmmerogfattig Povl smed«

(æv.); Gunnar Gjukesön som den svagere karakter, hans broder Hogne som den

hårdere.

I

almindelighed vil den

ringere

stedte af

deto

påkalde tilhørerens

sym¬

pati.

En

yndet form heraf

^{er en} stor og

stærk overfor

^en

lille

^men

snild.

I^enuhyre

mængde

^{sagn er}

det den faste form for mødet mellem trold

og

menneske.

Anm. I nordisk _trænger det også ind i gudeverdenen: Thor og Loke, hyppig

med overlegenhed for denne sidste; Thor og Odin, ligeså (A. Olrik, Tordengu¬

den _og hans dreng, DSt. 1905, 135 ff.; med påvisning af at det er uoprindelige modsætninger).

§ 72.

Modsætningsloven

virker

sædvanlig fra

sagnets

hovedperson ud

på

dets bipersoner (sjældnere omvendt).

Hovedpersonens modstander i sagnets

handling

göres

ham

også så

ulig

som

muligt

ikarakter, dels ved i

almindelighed

atvære

niding, dels

ved mere bestemte træk.

Eks.Dengavmilde Rolf Krake overfor Hrørik (Bjarkemål)eller Adisl(seneresagn);

SigurdogRegin.

Ogsånye

bipersoner skabes for

atvære

karaktermodsætninger til hoved¬

personen.

Eks.Denræddeved siden af denmodige(Hervaroghyrden ved gravhöjen; Hogne

ogtrællen Hjalle, da dereshjærter skæres ud).

Enbestemt

handlingstype, der skabes ad denne

vej,er

heltens svigefulde

død _og

rænkefulde drabsmand.

En anden type er storkongens ringe

efterfølger, der kun hersker få

timer.

Eks. (2).Hjarvard,Hjarne,Korthår (Danmarks heltedigtningI 130).

§ 73.

Tvilling-loven.

Når to personer

optræder

som

fælles

om en

handling,

er

de derved betegnede

som svagere

end

en

enkelt.

Eks. »toHaddingerogdeøvede tilsammen én mands værk, fordi devaretvillinger

ogdeyngste,menAngantyrøvedetomands værk« (Hervararsagak. 2); Kæteog Vige er svagere end Adisl og ubetydeligere endUffe, ligeså de to Sakserkæmper

overfor Uffe alene (Uffesagnet hos Sakse);GunnarogHognesombrødre, modsat Sigurd Fåvnesbane alene. Særlig gælder det deungekongesönner hvis livertruet:

Hréöric_og Hro5mund iBeovulfdigtet (den sidste ellers ukendt);ErpogEitil som Gudrunssönner(kun1. historiskperson).-Imyterneer de tjænendevæsnerofte

to:Odinsravne Hugin^ogMunin; hans ulveGere^ogFreke; TjalfeogRoskvasom Torsledsagere;ByggvirogBeylasomFröjs tjænere(derimoderSkirneene ogdermed

en mereselvstændigperson);»GondulogSkogul sendteGautatyr« (Håkonarmål);

Dioskurerneiforhold tilen höjere himmelgud.

§ 74. Tretals-loven. Sagnet haren

forkærlighed for tallet

tre,

både

i

personer, i ting ^og i

efter hinanden følgende

optrin.

Særlig gælder det

æventyr.

Iden store

mængde af sagnstof

^er

tallet

^tre

det höjeste tal hvor

man kangöre

rede for de enkelte individer.

Fem^ogisær^syv

betyder

^»mange«,

særlig af sælsom eller magisk

art.

Tolv bruges

om

den sammenhørende

flok af

følgesvende.

Höjere

tal bruges ikke, uden

atman

kan bygge

en

trinfølge

^op

til dem: drage med

tre,

med

ni,

med

^syvogtyve

hoveder.

Eks.1. »Hvidebjørnkong Valemon« (Asbjørnsen, Norske folkeeventyr1876,nr.30):

bjørn henter3 kongedøtre medsig 3 torsdage i rad; beholder den sidste af dem;

hunerhos bjørneni 3 år,får3 børn, bjørnen tardemfra hende; besøgihjemmet,

lokkes tilattændelys og sebjørnen, han vækkes ved tælledryppenpåpandenog forladerhende;besøg hos3forskellige kvinder,serdær3 børnogfår3genstande;

kommer til troldkonensgård3 dage för hendes bryllup med bjørnen, køber for de

3genstande 3nætter hoskæresten,oggenkendes af hami den sidste.

Eks. 2.Svensk_{sagn om}»Kettilshög«,Liareds socken, Västergötland:»Menemedan

christendomenblef allt allmännare_antagen,förtröt detta Kettil och han lät bygga

singrafhög. Pådennaarbetadesi treår,och han lät sätta tre ringmurar omkring densamma,hvarpå han sen' ingick och der lefde i tre årtills han dog, då högen tillstängdes, sedan förut hans med guldskor försedde ridhäst och hans svärd dit

blifvit införde« (Meddelanden frånÖstergötlandsfornminnesförening 1912, 41).

§ 75.

Bagvægt-loven.

Når

flere stilles ved siden af hinanden, ligger

der

eftertryk

på

den sidste

i

rækken: den

yngste

af

tre

brødre, det sidste

af tre

forsøg,

^osv. Den

episk betydningsfulde

^person står

sædvanlig

i

»bagvægt«.

På forreste

plads

^sættes

derimod den

i

det ydre anseligste

^person:

den ældste af flere brødre, den mægtigste

af flere guder

o.

desl.

Dette

betegnes

som

»forvægt«

og

falder udenfor den episke

interesse.

Eks.på^tre med »bagvægt«:»Dersiddertremøeribure, detoslynger guld, den tredje hun græder sin fæstemand under sorten muld« (DgF 90). ^- Russisk tryl¬

leformel: »Under_pæretræet siddertrejomfruer,deerallesøstre,denenehar lært

atspinde, den andenatbaldyre,ogden tredje at,taleover'slag« (Mansikka, Uber

russische Zauberformeln 1909,s. 255). I begge disse tilfælde er nr.1 og2 ganske ligegyldige for handlingen, de syneskun atvære tilsatte for atskabe entrerække

med bagvægt.-Per, Povl og Esben (æv.).-Nori, Østen,Dan(dansksagn om detrenordiskerigersoprindelse; jf.A.OlrikiDSt. 1907,196ff.; Arthur Christen¬

sen i DSt.1916,s.45 ff.); mærkatde bedsteformer afstamsagneneomfatter ikke

blottre brødre,men ogsåtre slægtled med forvægt (mytisk stamfar) og bagvægt (de enkelte tilværendefolkeslags stamfædre).^-

Dentredobbelte Odin:Höj,Jævnhoj, Tredje (den sidsteeri SnorresGylfaginning

den klogeste).

Eks. på tre med »forvægt« og »bagvægt«: Odin, Høner og Loke (Odin er den fornemste _person, Loke den handlende).-

År

kvåöu Humla Hunum råöa,

GizurGautum, GotumAnganty(Angantyrkvadeti Hervararsaga); Hunerneerdet mægtigste [folk],menAngantyroghansGoterde der har digtets særligeinteresse (mærk atAngantyr står i »bagvægt« ogderfor bagefterGizur,der doger en ham undergiven hövding).

Anm. 1. Hvorguder forekommerudenepisk stof eller medmegetlidt afdet (således

atdetreligiøse hensynerovervejende) har de »forvægt«menikke bagvægt. Odin,

Vile _ogVe; Odin, Høner,Lodur (kun ved menneskenes skabelse).^-Mærk forøv¬

rigt,ati fortællende fremstillinghar enskare guder forvægt;iplastisk-kunstnersk fremstillingerderimod den midterste den betydeligste.Forskellengrundersigpåat talendefremstilling kræverenudfoldelseitid; den plastiske derimodetøjeblikkeligt overblik,ogmidten af detsetekommerlige foröjetssynslinje.

Eks. på flere med »bagvægt«: 12 Arngrimssönnerendendemed »Angantir«

(Sakses5.bog; Islandskgiverham derimodbagvægt-pladseniförste bogstavrimende gruppe); i HervararsagaerdogAngantyrældst af brødrene (altsåenusædvanlig brug

afforvægt).-Detolvrøvere-bjørn (Sakses6.bog, Fridleifssaga9);selveBjørn,der

stårsidsterdenenestepersonlig optrædende af dem,ogoverleverlangt de andre.

Eks.påflere med »forvægt«og»bagvægt«:Deøstgotske hövdingeriWidsiö:

först besøgtesangeren selveErmanriks kongsgård, dernæst gennemvandrede han

altGoternes landtil 29 hövdinger,hvoraf de sidste to erVudga og Hama, »ikke

regnerjegdem for deringestekæmper sköntjegnævnerdem sidst« (dvs.: deerde sagnberömteste).-Kongeoptællingen iWtdslö: begyndendemedHunerog Goter

somde mægtigstefolk, endende med Anglernesomforfatterens egnelandsmænd (mærkatdenpersonlige interesseskaber »bagvægt« også hvorintetepisk hensyn görsiggældende!).

Eks. på to med »bagvægt«: »Phol ende Wodan ^vuorun zi holza« (Merseburg- kvadet);»Hr. Iveroghr. EsbernSnare,de drukke mjødiMedelfare« (DgF 131). -1 danske folkeviser modvirkes dendog af lysten tilat sættemandforankvinde (»Hr.

Villemand _og hansvæne brud«) og overhovedat nævnevisens hovedperson i de förste ord (DgF 40, 76,271).

Anm. 2. Spörsmålet om »forvægt« og »bagvægt« er blevet særlig behandlet af

R. W. Chambers i en ekskurs til hans Widsith (Cambridge 1912, s. 255-56).

Han indrömmerat »initialstress« og »terminalstress« svarertilenalmindelig til¬

bøjelighed hos fortællerne (hannævner someksempler Davids kæmper(II.Samuel 23) ogArthurs 110riddere),men hannægter atWidsid-digteren skulde^være sig

en sådanregel bevidst. Kongelisten begynder med Attila, ikke med Ermanrik; og den ender medRolf, elleromhaner seneretilsætning, med Alevih. Gotekæmperne begynder med Hedka, der ellerserukendt;ogforfatterengörundskyldning forat hanender medVudgaogHama.

Af disse indvendinger er de derrettes mod »bagvægten« absolut undervæg¬

tige.

1) At Vudgaog Hama efter deres kæmperang burde nævnes tidligere, og at sangeren indrömmer dette for sine tilhørere,er ingen ophævelse men snarere en stadfæstelse afhensynet til den episke komposition.2)Spidsen af Gotelistenerikke

denuberömteHedka,menselve Ermanrik: förstopholdtsangerensighos ham,og

»dernæstgennemvandrede (han) alGoternesodel.« Rækkenerforsåvidtligestillet

med den af selve Chambers anførte liste overArthursridderne, begyndende med

Arthurselv,ogendende medLancelot.3)Kongelistenslutter medOffaogAlevih,

somdernæstsammenlignes;menderes indbyrdespladserbestemtved bogstavrimet (»Offa wéoldOngle« skalstå ilanglinjens förste del), såledesatOffa först ved den tilknyttedeepiske redegörelse kommer heltibagvægt.Netopredegörelsen for Offas personlige storværk var episk nødvendig; ti ellers kom Alevih i bagvægt.4) Kongelisten åbnes med Attila, fordi Hunerne - i kraft af deres store vælde

under folkevandringen - har en stående plads i forvægt: således her

i kongelisten, således også iAngantyrkvadets kongeliste,^og i WidsTås folkeliste;

overaltrækkefølgen:Huner^også Goter,deertilsammen iforvægtmensåledes

atHunernealtid erstærkest.

Det^erde skönnesteeksemplerpåat»forvægt« og»bagvægt«eriorden, dvs.:at dengamle katalogdigter (ellerkatalogoverlevering) overholder disseregler,^-netop fordi vi ser ham overvinde de småvanskelighedersom materialet lægger påhans vej,og fordiviser atdet ikkeer enabstrakt regel,menatder også ikraft af den

erskabtsædvanemæssige rangforholdsomden enkelte ikke frigörsigfor.

§ 76.

Indledningsloven.

Man går i sagnets

begyndelse

(1)

fra det

enkelte til det

mangfoldige,

(2)

fra

det

hvilende

til det stærkt

bevægede,

(3) fra det

daglige til det usædvanlige.

Eks.(1): Man nævnerfaderen för sönnerne,selvomhaner enganske ubetydelig bifigur: »Skammel han bor signøriTy,hanerbåderigogkåd,såvænehaver han

sönnerfem, detofores ilde ad« (DgF 354).

Eks. (2) og (3): Viser begynder ofte med en samtale,en dans, eller anden daglig begivenhed, hvoraf denegenligebegivenhed jævntudfolder sig.

Iden danskevisedigtning gælder denne regel særdeles fast; kun rent undtagel¬

sesviskanmantræffebegyndelsersomkongedatterens pludselige forsvinding eller kongens udbrud af skinsyge mod en af hans hofmænd (DgF 295). I al folkelig besyngelse turde detteværenormalen.

Anm.Undtagelsesvis har de spanskeviserikkehelt sjældenenvoldsombegyndelse (Eks. »El infantevengador«, Wolf&Hofmann,Primaverayflor deromances1856,

IIs.72,> Puymaigre, Petitromancero 1878,s. 174:de l'enfantvengeur.

Hélo, hélopordoviene el infantevengador, caballeroå lagineta

et uncaballocorredor,

sumantorevuelto al brazo, demudadalacolor,

yenlasu manoderecha

un venablo cortador.

§ 77.Hvileloven.

Fortællingen standser sædvanlig efter den afgörende begivenhed,

^men

nødig

så

pludselig

at

det

giveret

ryk

i

tilhørerne;

stem¬

ningen skal have tid til at

lægge

sig

til

ro og

til gradvis

at

svinde bort

fra

hovedperson

og

hovedoptrin. Hertil

tjæneren

kort slutningsfortæl- ling, f.eks.

(1)

hovedpersonens

senere

skæbne navnlig således

at man

følger

ham over i en varig,

hyppig

en dvælende eller hvilende tilstand, (2)

indvirkning af hovedpersonens skæbne

på

andre, f.eks.

atmor

eller

fæstemø dør af_sorg, (3)

bipersonernes skæbne f.eks. straf

over

fortæl¬

lingens skurk,

(4)

synlige minder

om

begivenheden, den optrædendes

gåen igen ^som

spøgelse

o.

desl. (jf.

om

»stedfæste«

i

afsnit

IVB.).

Eks.(1): »Hans fader gjordehan ildesår,hansmodermisteenhånd, fordi træder Ebbe Skammelsönså _mangen vildsti om land« (Ebbe Skammelsöns drabpå fæ¬

stemøogbrorgåroverihans fredløse flakkenomiverden,DgF 354).^-»Nuligger Bengærdisortenjord,end har bonden både okseogko« (DgF 139).

Eks. (2): »Dennæstedagför dagen gjordesljus,davar dertreligihr. Olufs hus:

»denenehamselv, den anden hansmø,dentredjehansmoder, afsorgenblev død«

(DgF 47ogoftere).-»Nu da GudHerren minbrudgom har kaldet,ejvil hanmig lade blive tilbage! Pludselig ned foran drotten hun falder, ligbleg om kinden og dødi detsamme«. (Rolandskvadet).^-Visen omErikKlippings mord slutter med dronningens tak til den svend der har bragt hende budskabet: »Detskal du have

fortidende,dog de^erikke gode: fødeogklædeikonningens gård, imedenvilever

både« (DgF 145).

Eks. (3): »Tager I nu den onde tærne og sætter hende levende i jord« (Havbor- visen,DgF 20).

Eks. (4):Kongenbyderatføre lidenKirstenslig tilVestervig (DgF 126;hørerogså til eks. 1).^- »Hr.Lunosejler til Grönlandhjem, denhavfrusidderbundenved den

sten« (DgF 43).

Eks. (blandet): »En afmine medarbejdere(FruAstrid Lunding) vildegærne vide,

omder overhoved_gavesundtagelser fra 'hvileloven'.Hungennemgik daenmængde utryktedanskeæventyromudløsning fra fortryllelse; hermåttemansnarest vente

en bratafslutning. Men æventyret endte aldrig slet og ret med hovedpersonens forløsning. Undertiden gik det lige fra forløsningen over i en ny, løst tilknyttet handling; hyppigst fulgte dogpåhovedbegivenheden også bipersonernesforløsning,

ellerenantydningaf hovedpersonernessenereliv;og varderingenanden mulighed

forfortsættelse,såtilföjede fortælleren stedseenlængereskæmtende slutningsfor- mel, der kunde dæmpestemningen-gavsåatsigeæventyretetfigenbladatskjule

sin nøgenhed med. »Hvileloven« gjaldtpå dette område altså uden undtagelser«

[Folkelige AfhandlingerI^s. 178].

Anm. Mærk at digtningen nødig tåler mange hvilestykker; bedst er etenkelt. I forskellige opskrifter af sammedigtning forekommerofte forskellige hvilestykker (DgF 126, se § 96). Dette indeholder dog ikke nogen hjemmel for at slutte sig tilbage til en »grundform« af digtningen, hvor de alle har haft deres plads; dette

vilde kun svække den digterske virkning. - Den storre eposagtige frembringelse tåler, på grund af sitomfang, bedre flere hvilestykker end folkedigtningen gör (Rolandskvadet: den dødes hånd der holderomsværdet, hævnen,fæstemøens død,

straffenoverforræderen).

Kultur

Openair koncert

Anne Linnetgiver koncert på Rådhuspladsen i København i anlednin¬

gen af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.