THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

tu

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II 8°

1 1 40 2 8 01808 8

SØNDERJYLLAND

Eftertryk forbydes.

yi faar Slesvig tilbage, er det ikke dejligt! Saa- ledes lyder det i disse Dage fra Mund til Mund.

Gid dette Udbrud maa lyde i alle de mange lyt­

tende Øren dernede sønden for Aa. Gid de der­

nede maa føle, at vi herhjemme ikke alene finder det dejligt; men at det er vort Livs største og skønneste Oplevelse — det er næsten ikke til at fatte, at Slesvig — det elskede, omstridte Land, nu virkelig skal være dansk, som en uadskillelig Del af Kongeriget Danmark, ikke mere Stridens Æble, Hertugdømmet Slesvig, men den genvundne Del af vort gamle Land. Det bliver vort med sine skønne Sunde og Fjorde, sine prægtige Bønder­

gaarde, sin Hede og sin Mark, hvor de lever, der hører til Kærnen af Danmarks Befolkning.

„Den, der tro'r, haster ikke!"

Hvilken klippefast Tro har Sønderjyderne haft lor ikke i utaalmodig Hast at miste Haabet. Kun

faa er tilbage af dem, der var voksne i 1864; men de har forstaaet at indprente deres Børn og Børne­

børn deres egen dybe Kærlighed til det gamle Land.

Vi som var Børn herhjemme i Kongeriget, er nu Bedsteforældre. Gid vi alle maa kunne sige, at vor Tro og vort Haab heller aldrig har svigtet, og at vi har stræbt at lære de unge vor Kærlighed og Beundring for dem dernede, der tiede og taalte og kun talte, naar Ordet havde Vægt og ligesom kunde hamre ind i Vens og Fjendens Bevidstlied.

Ordet, der udtalte den sikre Forvisning om, at en Gang maatte Retfærdighedens Time slaa.

Har vi herhjemme elsket vore Minder, vort Sprog, vore gamle Sange og vort Flag ligesaa højt som do? Lad os haabe det; men et er sikkert, at vi alle kan gaa i Lære hos dem dernede, der nu i mere end fire Aar har lært Savn og Lidelser at kende, der pligttro har sendt deres Ungdom ud under Øvrighedens Faner for at det stadig skulde siges, at — „fuldtro god dansk Mand foer aldrig med Svig."

De, der ofrede deres Liv, og de, der kom hjem med svækket Heldbred, staar viU evig Taknemlig­

hedsgæld til; de har vist Verden, at de har kæmpet for at have Ret til at sidde som frie Mænd paa egen Jord. Selv de, der hørte det tyske Rige

til, fløj clem i Møde i Befrielsesstunden og for­

kyndte, -at nu kunde de tale deres Modersmaal, nu kunde Dannebrog vaje. Og hvilken Sum og Tak- • nemlighed maa alle danske føle overfor de Allie­

rede, overfor det modige Belgien, der tog det første Stød af, og hvis Heltekamp ved Ysers Bredder varede fire lange Aar. Overfor England, der vær­

gede vore Kyster og stampede Hære frem, de støtte Britter, der villig erkendte, at meget skulde der lides for at raade Bod paa Uretten fra 1864. Og Franskmændene de skal vide, at Revancetanken fra 1870 ogsaa har boet i os, i alle os, hvis Hjer­

ter blødte over Sedan, og som elsker den ædle, franske Nation, med hvilken vi aldrig har ført.

Krig. Last but not bast føler vi Taknemlighed overfor den store Republik, i hvis Stater saa mange af vore dygtige Sønner, ogsaa fra Sønderjylland, har fundet deres nye Fædreland, og hvor de har kunnet udvikle deres Evner under store frie For­

hold. Kong Christian, der delte Faren med sine Soldater i Dybbølskanserne, som med blødende Hjerte maatte underskrive den sørgelige Fred, hans Søn, Kong Frederik, der som ung Løjtnant næsten med Magtsprog maatte overtales til at forlade sin Plads i Dannevirkestillingen, skulde ikke opleve Befrielsens Dag. Men naar til Sommer Kong Chri­

stian den Tiende med Dannebrog vajende paa

„Dannebrogs Mast" stævner ind, ad Slesvigs Fjorde, saa føler vi alle, at en stor Naadegave er bleven os til Del, at vi alle faar et stort Ansvar.

ISju gælder det om at vise vore Brødre og Sø­

stre sønden for Aa, at vi omfatter dem med den største Taknemliglied for den mere en halvhun­

drede aarige Troskabsprøve, som de nu endelig skal høste Lønnen for. Nu maa vi bidrage vort til, at det virkelig bliver en Belønning, nu maa vi vise dem, at vi endnu er lødige, varme Menne­

sker, som de der kæmpede for dem ligefra Paaske­

søndag 1848 til den sidste Dag paa Als i 1864.

Vi vil nu søge at læge de Saar, som Verdens­

krigen har paaført dem, yde vor Skærv baade ti­

melig og aandelig, saa de kan føle, at Danmark jubler over sine genvundne Børn. Og naar vi kommer derned til Sommer, saa lad dem føle, at vi træder med Andagt paa Slesvigs Jord; at lige­

som vi har gemt Billedet af den gamle Pontonbro, der førte over Alssund, saaledes har vi gemt Min­

det i vore Hjerter om vore Soldaters tunge Gang over Broen, da de forlod Dybbøl Skanser, den Dag, da „Dybbøls stolte Bakkekam blev rød af Blod, men ej af Skam^u. Og vi vil mindes alle dem, der er gaaet^ bort: Dybbølmølleren Jørgen Hansen og hans Hustru, der flere Gange byggede den søn­

derskudte Mølle op, og til deres Død levede i den

gamle Rede, værnede om Gravene, der ude mellem Skanserne. Vi vil lægge en Krans paa traven der, ,,hvor de lagde dem ved den Alfarvej."

Og paa Flensborg Kirkegaard vil vi dvæle ved Jessens og Gustav Johansens Grave og gøre deres Valgsprog: „Tro til Døden" og „Kæmp for alt til vore, og ved Krigergraven vil vi føle Stolthed over, at der har været kæmpet her i Danmark lige- saa tappert, som der nu er kæmpet ved ^ ser og Marne.

Hvis vor Grænse bliver, som enhver dansk maa ønske, ved Thyras gamle \old, da lad os færdes der som dem, der har Ret til at træde paa egen Jord.

Dernede ved Bustorf staar jo Runestenen, der fortæller os, hvor langt tilbage i Tiden denne Jord var dansk. — Paa Stenen er hugget i Ru­

ner: „Kong Svend satte denne Sten over Skardi, hans Fælle, som var dragen vestpaa, men nu faldt ved Høsthabe", (Hedeby, Slesvig Bys gamle Navn).

Lad os hvile os ved Valdemarsmuren, plukke Æbleroser, der hver Sommer blomstrer i Murerev­

nerne, og saa drage rundt i det genvundne Land og sprede Glæde omkring os; med Tak til Befolk­

ningen, med Sange, Foredrag og Gaver, men først

og fiemmest med varme Hjerter og milde saa de mærker dernede, at vi altid har følt, var Børn af samme Moder.

DANMARKS SEJRSALLE

J~^en, der liar besøgt Berlin, har sikkert ogsaa været ude at se den bekendte „Siegesallé". Gen­

nem Brandenburger-Thoi kommer man ud i Thier­

garten, derude findes Siegesallé.

Vi staar stille foran Brandenburger-Thor. Oven­

over findes Sejrsgudinden Viktoria med sit For­

spand. Viktoria blev sat derop i 1794. — Napo­

leon tog og førte den til Paris. 1 en Aarrække stod Pladsen tom. En Dag i 1810 stod der en ung Mand — en Lærer — foran Porten med sine Drenge. Jahn hed han. Han pegede op paa den tomme Plads. „Hvor er Viktoria bleven af?"

„Den har Franskmændene tagne med til Paris", svarede en af Drengene.

„Og hvad tænker du nu paa?"

„Ingenting."

12

Drengen fik en knaldende Ørefigen.

..Du skal tænke paa, at vi skal hente den til­

bage, skal duu, sagde Læreren.

Det var den samme Jahn, der fik ^rettet et Spejderkorps af Berlinerdrenge med de 4 F er til Motto: „Frisk, fri, fro, from", og engang siden skrev om 'sit Fædreland: „Ydmyghed har været Tyskernes Arvelast. Han agter sig selv ringe, saa bliver han det, og Folkene omkring foragter ham.^u Det er den Aand, der var i det unge Tyskland i de Aar. Og Viktoria blev hentet tilbage fra Pa­

ris i 1871 og staar nu, paany over iBrandenburger- Thor.

Hun venter nu paa, at den prøjsiske Hær skal vende tilbage med en ny Sejr. Men hun venter forgæves. Grenneci Brandenburger-1 hor kommer man ud til „Siegesallé".

Man faar her ret et Indtryk af, h v o r smagfuldt den prøjsiske Smag er, og hvad Nutidens Prøjsen reg­

ner for „Sejr".

Prøjseraanden under Vilhelm den Anden kan just ikke siges at have Ydmyghed til sin „Arve­

last", og her har denne Aand sat sig 32 kolossale Mindesmærker i de 32- Marmorstatuer over bran­

denburgske prøjsiske Herskere. I denne „Sojrsallr har Prøjsen samlet de Navne, det anser for de største i dets Historie.

13

Og henrykte Berlinere udbryder overfor disse Kolosser i deres „vunderbar", „kolossal1,, „vunder- schøn". Prøjsen har sin Sejrsallé.

Det er ikke Stormændene i Aandens og Arbej­

dets Verden, der har faaet deres Plads her — det er kun Stormændene i Militarismens Verden, Mænd der har gjort Prøjsen stort gennem Blod og Jern.

Prøjsen har sin Sejrsallé, England har fin.

Danmark har sin Skamlingsbanke og Ribe Kirke.

• Skamlingsbankens Støtte — Ribekirkens Taarn, de danner de to Mærkestene i Danmarks Sejrs- alle! Der har Danmark rejst sine Mindestene for nogle af sine Stormænd. Maaske er der Navne lukkede ude der, som burde have været. med.

Naar Danmarks Sejrsallé skulde rejses, kunde der komme mange andre Navne med, baade fra Aandens og Haandens Verden.

Men Skamlingsbanken og Ribe Dom repræsen­

terer dog sit lille Stykke af, hvad der kan kaldes Danmarks Sejrsüle. Skamlingsbanken det nationale, Ribe Dom det kristelige.

Maaske kunde det synes, at for mange af de Mænd, hvis Navne findes der, endte det med Ne­

derlag og ikke med Sejr, men i Aandens Verden er Nederlag ofte Sejr.

Man glemmer ej let den første Gang, man fra

é

14

Skamlingsbanken ser ned mod Syd, ned mod det Land, der bugter sig med Dal og Bakker fagre.

Man glemmer ej heller let den første Gang, man fra Ribe Dom ser ned over det flade Land, ned mod Marsken. Navn paa Navn kommer een i Møde, Navne paa Mænd, der hver for sig satte deres Liv ind paa den store Kamp for, at Ret skulde være Ret. Støtten paa Skamling har sine Mærker af denne Kamp. Det er ikke et af de Navne, der samler sig om denne, uden at det fik sin Skramme i Nationalitetens store Kamp.

Man staar stille foran disse Stene — hver Sten har sin Historie at fortælle. Man staar stillo til hver Sten har faaet Stemme, klingende snart blødt, snart haardt.

Mangen en kristen Mand og Kvinde har staaet stille her saa længe, til de endte med at bede:

„Herre, skænk os et Danmarks Kort, hvor alt dansk igen er vort!"

De mindes de* gamle Verslinier: „Ak, hvor dog vore Tanker har snævre Stier traadt, ak, hvor dog Hjertet banker for vore Brødre smaat!"

Hvor er de Stier dog ofte snævre, som vore Tan­

ker træder, i Sammenligning med den store Kamp, der føres; de store Savn, der bæres dernede.

Tænk paa de 6000, der nu er segnet i Døden.

Hvor banker dog vore Hjerter smaat, naar det

15

gælder de store Værdier og Fædrelandets Ros og Ære, Smerte og Savn, ogsaa naar det gælder det Savn, der hedder Sønderjylland. Men trods alt, Danmark har sin Sejrsallé af danske Mænd og Kvinder. — I denne Sejrsallé er der Navne, der kendes videnom. Der er ogsaa Navne, der aldrig fik Plads i nogen Bog, Mænd og Kvinder, der hver paa sin Plads var med til at løfte deres Land og rejse deres Folk, med i Kampen mod det, der vilde nedværdige deres Folk, med i Arbejdet for det^r der vil højne deres Land.

Hadsten Bogtrykkeri