THE DET

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. D E T K O N G E L I G E BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk.

(3)

(4) N 1914-18 DET KONGELIGE BIBLIOTEK. 130019384390.

(5)

(6)

(7) Verdenskrigen i Ord og Billeder. Det første Krigsaar Krigens Forhistorie og Krigsbegivenhederne i Tidsrummet August 1914 — Juli 1915 af. Verner Vall. i h \y lut Kunstforlaget „Union" København. Hl.

(8)

(9) INDLEDNING. Verdenskrigen! Det er først 1900-Tallet med dets saa højt priste Civilisation, som har ladet dette Ord blive til en fak tisk Virkelighed. Fortidens Verdensherredømmer, som stundom stødte sammen i Krige, der ødelagde Folkene, omfattede dog kun en ganske lille Del af Verden, selv om denne Del omtrent bestod af, hvad der den Gang kunde benævnes Kulturverdenen. Det persiske Rige f. Eks. omfattede paa den Tid, da det var størst, det nuværende Tyrki samt det nuværende Ægypten, Persien, Afganistan og Belutschistan, af hvilke i Virkeligheden kun Afganistan var neutralt under Verdenskrigen. Ægypten er en engelsk Vasal stat, Belutschistan en engelsk Provins, og Persien var et Gennemgangsland baade for Russere og Tyr kere. — Selve Romerherredømmet omfattede af de krigsførende Stater kun Italien, Frankrig, Belgien, Portugal og Balkanstaterne, samt Dele af ØstrigUngarn og England, tillige med visse Dele af Englands, Italiens og Frankrigs afrikanske, samt Tyrkiets asia tiske Omraader. — Der er altsaa mange af Nutidens Stormagter, som aldrig har staaet under Fortidens, og der var mange af den Tids Nationer og Folke stammer, som ikke havde nogen Anelse om de Kæm pekrige, som blev ført den Gang. Den Krig, som begyndte 1914 og afsluttedes 1918. var derimod Nationernes Krig; de Nationer, som ikke direkte deltog deri, fik dog mere eller mindre Verdenshjemsøgelsen haardt at føle..

(10) VERDENSKRIGENS FORHISTORIE. Stilheden før Stormen. Sjældent har en saadan Stilhed herske, over vor Verdensdel som ved Midsommertid 1914, °8 a e T var tkke mange (ja maaske "»gen) sont anede, hva^ der skulde indtræffe 1 Løbet af ko Krigen i Decennier havde været forbere t, v ^ r J et Faktum, men der var ^ m iior Alv troede, at den denne havde mere end en Gang været yd havde altid vist sig muligt at förhindre g ^ hrud Den engang saa truende Iripohs io bragt ud af Verden, Marokko Affæren lige e e , J, g tegge disse omstridte Lande ™^ ( t e t l Ä Ä man ser bon fra UroS e m e . Albanien. Tyrkiet var betydelig for mindsket ; Bulgarien, Serbien Mo,nenegrc, og^Græ kenland havde udvidet deres Omrader og desuc, var Bulgarien blevet tvungen til at atstaa n ö Rumænien. Stormagternes. , , Mænd syntes mere end edendeMæ e y ^ ^. vilde fndtrøWe. Ganske vis! var de europæiske: Stormagter nu samlede i „Trippelalhancen og „Trippe, ententen"; men netop Tilstedevære sen a f t o e ingen. -Styrk..

(11) 5. Forbundenes Hovedmagter, Tyskland og Rusland. I Sverige kæmpede Partierne om, hvorledes Forsvarsspørgsmaalet burde løses, samtidig med at Freds vennerne saavel der som i «Norge beredte sig paa at fejre den svensk-norske Freds ioo-Aars Jubilæum med et Monument paa Grænsen. Fra Europas øv rige Smaastater er der ikke noget af Betydning at antegne, og ikke heller de andre Verdensdele viste noget foruroligende Tegn. — Men Brandemner var forhaanden, endog i Mængde. I Serbien herskede stor Misfornøjelse over, at Østrig havde lukket Vejen for det til Havet, og i Monte negro harmedes man over, at det under Krigen mod 1yrkerne tagne Skutari havde maattet afstaaes til det nydannede Albanien. De sydslaviske Folk i Bos nien og andre østrigske Bilande, hvilke Folk var nærbeslægtede med Serberne, vilde skilles fra Østrig og forenes med deres Stamfrænder. Her var det ogsaa, at den Gnist skulde falde, som var i Stand til at sætte Verden i Brand. —. Skuddet i Serajevo. Paa Østrigs og Ungarns Trone sad i sit 66 Regeringsaar den nu 84 Aar gamle Kejser Franz Josef den I. Hans eneste Søn Rudolf havde for over 25 Aar siden berøvet sig selv Livet, og Kejserens Brodersøn, Erkeherturg Franz Ferdinand, var Tron følger. Da Kejserens Kræfter naturligvis var stærkt reducerede, var 1 ronfølgerens Indflydelse i de sidste Aar blevet større og større; men efter hvad der blev paastaaet, beherskedes Tronfølgeren i Virkeligheden af sin Gemalinde, Hertuginden af Hohenberg, end.

(12) skønt hun, som ikke var født Prinsesse, ikke havde samme Rang som Kejserhusets andre kvindelige Medlemmer og til Trods for, at hendes og Ironfølgerens Børn aldrig kunde faa Arveret til Kronen. I hvilken Retning Tronfølgerens Politik gik, lader sig ikke afgøre. Der var dem, som i Fraz Fer dinand vilde se Talsmanden for en tillidsfuld Sammenvirken mellem Dobbeltmonarkiets forskellige Folkestammer. Han skulde saaledes have ønsket Rigets Omdannelse til en Slags Forbundsstat eller Statsforbund. Atter var der dem — og til disse hørte Serberne i Bosnien og Herzegowina - som i Ironfølgeren saa Ordføreren for en chauvinistisk Poll.i , specielt for en Bestræbelse for at undertrykke Syd slaverne. — Hvilken af disse Anskuelser der nu var den rietige, saa mente dog Serberne, saavel i Ser bien som Bosnien, at Franz Ferdinand netop var den, som kraftigst stræbte efter at holde dem adski te. Det var derfor ikke saa underligt, at Ironfølgeren var hadet paa begge Sider af Rigsgrænsen, og den 28 Tuni bar dette Had en blodig Frugt: nogle Kug ler fra den serbiske Student Princips Revolver be fordrede i Løbet af nogle Minuter baade Iron følgeren og hans Gemalinde ind 1 Evigheden. Endnu anede dog ingen, hvilke storpolitiske lo crer denne Udaad vilde faa. Den Myrdedes Broder søn, Erkehertug Karl, blev udraabt til Tronfølger, Princip blev stillet for Retten, og Politiet begyndte at søge efter medskyldige - alt dette var dog kun, hvad der maatte følge efter Ugerningen. Men snart spurgtes mærkelige Efterretninger ra Wien. Det forlød, at man under Forhøret over rincip var kommet paa Spor af en Sammensværge se bag ved hvilken der skulde staa ingen ringere end den serbiske Regering, og snart blev de østrigske.

(13) 7. Noter virkelig truende. Serbien blev i Løbet af kort Tid stillet mellem Valget: „Erstatning eller Krig". Men endnu den 23. Juli, da Østrig kom med et Ultimatum med 48 Timers Frist, troede ingen paa Krigen og allermindst paa en Verdenskrig. Østrig krævede ganske vist bl. a. uden videre: Afsættelse af en hel Del serbiske militære og civile Myndigheds personer, Ret for østrigske dømmende Myndigheder til at deltage i de serbiske Myndigheders Under søgelser i Serbien angaaende Princips mulige med skyldige o. s.v. Visselig maatte disse Krav, eller i det mindste en Del deraf, være særdeles ydmygende for et selv stændigt Folk. Men alligevel... Et „Ultimatum" har jo, til Trods for alt, ofte vist sig at kunne undergaa væsentlige Forandringer, og da der fra London, Petersburg, Rom og Paris blev forsikret, at vedkom mende opbød alt for saavel i Wien som i Belgrad at paavirke de respektive Magter i fredelig Retning, var det næsten utænkeligt, at Bestræbelserne skulde strande. Mere truende forekom Situationen, da Rus land af Østrig krævede Forlængelse af Fristen, men der blev forsikret, at der samtidig blev rettet ind trængende Formaninger til Serbien om størst mulig Eftergivenhed. Det er tvivlsomt i hvor høj Grad den gamle Franz Joseph stod bag ved det, som nu skete. Men da den serbiske Udenrigsminister om Eftermiddagen den 25. Juli — det var en Lørdag, og Fristen udløb Kl. 6 — overleverede Serbiens Svar paa Østrigs, som et „Ultimatum" betegnede Note, til det østrigske Sen debud i Belgrad, blev Svaret umiddelbart betegnet som „ikke tilfredsstillende", og næppe et Par Timer senere havde Sendebudet forladt den serbiske Ho vedstad. Allerede samme Aften blev der befalet.

(14) 8. Mobilisering i det østrigsk-ungarske Monarki, dog udstraktes denne endnu ikke til almindelig, men fik foreløbig kun partiel Omfatning. Muligt er det, at man endnu i denne yderste Stund troede paa, at Serbien vilde give efter overfor det yderligere Tryk, som laa i den umiddelbare Afbrydelse af de diploma tiske Forbindelser. Samtidig indtraf Underrettelsen om, at Kejser Wilhelm, som efter Mordet paa Franz Ferdinand havde tiltraadt sin sædvanlig Sommerrejse til Norden og ved Norges Kyst fik Rede paa, hvad der var hændt, øjeblikkelig havde bestemt sig for at rejse hjem. Den franske Præsident Poincaré havde samme Dag forladt St. Petersburg, hvor Tsaren havde be nyttet Lejligheden til med ganske særlig Styrke at understrege det fransk-russiska Vaabenbroderskab. Ganske vist inhiberede Poincaré ikke sit berammede Stockholmsbesøg den følgende Dag; men han saa sig dog nødsaget til at fare København og Kristiania forbi og rejse direkte hjem. — Da var imidlertid — det var den 27. Juli de første Skud allerede løsnet mellem Forposterne paa begge Sider af Savefloden, og dermed var Udsigten til en fredelig Løsning saa formørket at ingen tog Notits af, at den britiske Udenrigminister Grey samme Dag telegrafisk foreslog en Mægling, ved hvilken to af „Trippelalliancens" Magter — Tysk land og Italien, samt to af „Trippelententens" — Storbrittanien og Frankrig — skulde fungere som Mæglere..

(15) DET FØRSTE KRIGSAAR. "Den lille Gnist bliver til en Verdensbrand." Den 28. Juli, altsaa paa Maanedsdagen efter Serajevomordet, kom Østrigs Krigserklæring til Serbien, samtidig med at Østrig bestemt erklærede, at Kri gens Hensigt ikke var Erobringer fra Serbien. Sam me Dag blev der i Rusland givet Befaling til Mobi lisering af 14 Armékorps, og Tyskland afviste det engelske Mæglingsforslag. Det var dog usikkert, hvorvidt nogle andre Sta ter end Østrig og Serbien vilde komme til at del tage i Krigen. Rusland stod ikke i Alliance med Serbien; men da det dels ikke stolede paa Østrigs nylig antydede Forsikring, dels betragtede sig selv som alle Slavers Beskytter, mente det dog ikke at kunne afstaa fra at hindre Østrigs Aktion paa Bal kan. Men en Indgriben fra Ruslands Side maatte ogsaa drage Østrigs Bundsforvandte Tyskland med i Krigen, hvoraf videre fulgte, at Ruslands Bunds forvandte Frankrig blev indviklet deri. Desuden kunde det ventes, at Italien og England følte sig tvungne til at deltage — en paa hver Side. Hvad Rusland og Frankrig angik, var Situationen allerede klar efter tre Dages Forløb. Den 30. Juli blev de diplomatiske Forbindelser mellem Rusland og Østrig afbrudt, og den 13. Juli erklæredes Tysk land i Krigstilstand. Den 1. August afleverede Tysk land et Ultimatum til Rusland med Anmodning om at indstille sin Mobilisering inden 12 Timer. Da der ikke kom noget Svar herpaa, erklærede Tyskland samme Dags Aften Krig..

(16) IO. Men da Frankrigs Stilling derved fulgte af sig selv, vilde Tyskland ikke afvente et Indfald eller en Krigserklæring fra den Side, hvorfor det selv gik til Angreb mod sin vestlige Nabo. Da imid lertid Frankrigs Østgrænse er meget stærkt befæstet, ansaa Tyskland det formaalstjenligst at tage Vejen gennem de to neutrale Stater, Luxemburg og Belgien. Luxemburg stod naturligvis aldeles magtesløst, da tyske Tropper den i. August uden videre besatte Storhertugdømmet, som er betydeligt mindre end Sjælland og har en Folkemængde paa circa en kvart Million, samt en „Armé" (inklusive Gendarmer) paa mellem 4 til 500 Mand. Men da Tyskland den føl gende Dag ogsaa forlangte fri Passage gennem Bel gien, blev Svaret afvisende. — Belgien, som havde faaet sin Neutralitet garanteret af Tyskland, Eng land og Frankrig, henvendte sig nu til Gaiantimagterne med Begæring om Hjælp og gjorde selv sit bedste for at afvise Angrebet. — Dette foranledigede ogsaa England til at optræde paa Krigsskuepladsen. Dets Forpligtelser overfor Frankrig havde ikke kunnet give direkte Aarsag til Krig; men allerede den 3. August, samtidig med at Tyskerne overskred Belgiens Grænse, blev der givet Ordre til Mobilisering af den britiske Flaade. Storbrittaniens Ultimatum til Tyskland 1 Anled ning af Krænkelsen af Belgiens Neutralitet blev overleveret den følgende Dag. Allerede samme Dags Formiddag erklæredes fra tysk Side, at lyskland betragtede sig som værende i Krigstilstand med Frankrig. Storbrittanien paa sin Side afventede ikke en Gang Svar paa sit Ultimatum, forinden Krigserklæringen til Tyskland blev afgivet. Paa denne hændelsesrige Dag blev der ogsaa ud.

(17) 11. sted almindelig britisk Mobiliseringsordre, og Lord Kitchener blev udnævnt til britisk Krigsminister. Samtidig meddeles fra Belgien, at Tyskerne allerede havde overskredet Maasfloden og brændt Byen Visé; desuden meddeltes fra Middelhavets nordafrikanske Kyst, at den tyske Krydser „Breslau" havde bom barderet Bona i Algier. — Det var den anden Søkrigsbegivenhed ; thi den i. August havde Kryd seren „Augsburg" bombarderet Libau. Syv Magter var nu blevet indviklede i Krigen, og allerede den 7. August stillede det lille, men kække Montenegro sig ved Serbiens Side mod Østrig. En ret betydningsløs Episode, som alligevel vakte en vis Opmærksomhed var, at St. Petersburg paa Tsarens Befaling aflagde sit over 200 Aar gamle Navn og blev kaldt Petrograd. —. Belgiens forgæves Heltemod. Den 3. August gik Tyskerne over den belgiske Grænse for, som omtalt, allerede Dagen efter at ødelægge Byen Visé. Den 5. August begyndte An grebene paa Liége. Efter to Døgns Kampe havde Tyskerne til Trods for den heltemodige Modstand bragt et Fort til Tavshed og derved slaaet et saa stort Hul i Fortbæltet omkring Liége, at selve Byen kunde besættes. Nogle Forter holdt sig ganske vist endnu indtil 11 Dage efter Byens Fald; men dette forhindrede ikke den tyske Hovedstyrke i at trænge videre frem. Tropper blev afdelte efterhaanden som Mobiliseringen skred frem, dels mod den belgiske Armé, dels mod Landets vigtigste Byer Bryssel og Antwerpen. — Samme Dag, som Liége blev besat, rykkede.

(18) 12. Franskmændene ind i Belgien. Derefter begyndte en Række uophørlige Rekognosceringstogter og Forpost-Sammenstød. Resultatet blev, at Tyskerne drev største Delen af den belgiske Armé tilbage, først ad Bryssel til og derpaa nordud imod Antwerpen. Den belgiske Hovedstad blev besat den 20. August. Hof fet og de vigtigste Embedsvæsener havde allerede nogle Dage forud forladt Bryssel og var flyttet til Antwerpen. Denne Stad maatte nu ogsaa optage den retirerende belgiske Armé. Tyskerne skred imidlertid ikke til nogen Belej ring af Antwerpen; men nøjedes med at lade den „observere" af tyske Tropper. Deres øvrige Trop per i Belgien — omkring en halv Million Mand rykkede frem i en Bue fra Bryssel til Luxemburgs Grænse, cernerede Namur og drev alle fremskudte, svagere franske Troppeafdelinger tilbage imod den franske Linie, som efterhaanden havde udbredt sig mellem Mons og Givet. Den tyske Armé i Belgien udgjorde den højre Fløj af den store tyske Vestarmé og sluttede sig umiddelbart til tre Arméer, som gennem Luxem burg, Rhinlandet og Tysk -Lothringen rykkede frem mod den franske Grænse paa denne Side. —. Det tyske Sejrstog gennem Lothringen. Den tidligere franske Provins Lorraine, paa tysk Lothringen, har i Aarhundreder været et Stridsemne mellem begge disse Lande. Aar 1648 blev en stor Del af Lothringen, deriblandt Byerne Metz, Toul, Verdun og Cambrai, tilkendt Frankrig; men 1871 kom den østlige Halvdel af Landet tilligemed Metz i.

(19) 13. tysk Besiddelse. — Den vestlige Halvdel, (hvori Verdun er beliggende), forblev derimod hos Frank rig. At Lothringen ogsaa i Verdenskrigen vilde komme til at spille en betydelig Rolle, var noget man kune forudse. — I den sydlige Del af det tyske Lothringen mel lem Metz og Vogeserne, stod ved Krigens Udbrud en tysk Hær under Kronprins Ruprecht af Bayern, Nord derfor mellem Metz og den luxemburgske Grænse en anden under den tyske Kronprins — og endnu en noget nordligere under Prins Albrecht af Württemberg. Den 2i. August, Dagen efter at den tyske Ind rykning i Bryssel havde fundet Sted, kunde den store tyske Generalstab rapportere, at den bayerske Kronprins Armé havde vundet en stor Sejr — den 23. kom et nyt Sejrsbudskab, denne Gang fra den tyske Kronprins' Armé Nord for Metz — og Dagen derefter blev der rapporteret, at ogsaa Prins Albrecht havde vundet en Sejr for sine Faner. Denne Rækkefølge af tyske Sejre fremkaldte en stor tysk-fransk 1 ræfning i det sydligste Belgien, hvilken Kamp den 25. August kunde anses for at være endt med, at den franske Nordarmé næsten helt var blevet fordreven fra Belgien. Samme Dag blev der rapporteret, at Namur var falden. Ogsaa det Syd for Lothringen beliggende Elsass havde længe været et Stridsemne, indtil hele Lan det med Undtagelse af Belfort 1871 forblev hos Tyskland. Franskmændenes højeste Ønske var selvfølgelig saa snart som muligt at tilbageerobre Lan det, hvorfor de begyndte Krigen med et Fremstød allerede den 6. August. Den 8. kom Budskabet om, at Franskmændene havde besat Mülhausen; men allerede to Dage se.

(20) 14. nere kunde Tyskerne rapportere, at Byen var til bageerobret. Ganske vist kom Franskmændene endnu engang tilbage og tvang Tyskerne efter en ret blodig Strid til at vige tilbage; men de gentagne store Nederlag fjorten Dage senere i Lothringen nødsagede Franskmændene til et hurtigt Tilbagetog for at forstærke, dels Belforts Garnison, dels den franske Armé, som opererede mod den bayerske Kron prins' Hær. Dermed var det elsassiske Felttog indtil videre afsluttet.. De første Kampe mod Øst. bestod dels i en af Østrigerne foretaget Fremryk ning fra Galizien og en af Tyskerne foretaget Frem rykning fra Schlesien og Posen, begge med War schau som Maal, dels af russiske Indfald i Østpreussen og Bukowina, altsaa paa begge Fløjene af den hundrede Mile lange Front.. "Ramt i den venstre Lunge." Af et tysk Soldaterbrev, gengivet i et svensk Blad, har vi laant følgende: Vi har allerede ligget her i Kugleregnen i atten lange Timer — forfærdelige og grufulde Timer. Sidste Nat var uhyggelig med uafbrudt Regn, Det var umuligt at se fem Skridt foran sig; men desuagtet lykkedes det os fuldkomment at over rumple Fjenden, trænge ind i hans Lejr og drive ham ud deraf, hvorved Telte og alle Forraad m. m. blev vort Krigsbytte..

(21) " 15. Jeg gentager endnu engang: det var en uhyg gelig Nat — jeg vover næppe at tænke paa dens Gru. Ingen opuntrende Hurraraab, ingen skingrende Trompetsignaler, men en saa godt som lydløs Kamp, Mand mod Mand, mod en spøgelsesagtig Tavshed og spøgelsesagtig usynlig Fjende. Ja, det var en virkelig Spøgelsestid. Var vi virkelig Mennesker af Kød og Blod, da vi huggede og stak og slog mod et undvigende, mørkt, skælvende, ubeskriveligt No get — en formløs Masse af Menneskelegemer, der ligesom syntes at være smeltet sammen med hver andre og med Nattens Mørke. Vi snublede og faldt over Legemer, hvis Dødstrækninger vi følte under os; men fremad maatte vi, og fremad kom vi — indtil Massen foran os ligesom syntes at opløses og forflygtes. Morgenen brød frem haabløs raakold og blygraa. Vi maatte tværsover en Bæk, som svulmede under den uophørlige Regn. Mens vi vadede, gik Van det os langt op paa Brystet. Og saa fulgte en næp pe mindre forfærdelig Formiddag, som vi maatte tilbringe under en uafladelig Beskydning fra et Par ovenfor os liggende Skyttegrave. Vi befandt os ved Foden af en Skraaning som ypperlige Skiveskyd nings Objekter for de i Skyttegravene godt skjulte Fjender. I denne enerverende Stilling maatte vi, som sagt, ligge og øve os i Taalmodighed, ventende paa, at vort Artilleri skulde komme i Stilling, saa at det blev sat i Stand til at dække den Storm, som nu var vor nærmeste Opgave. Paa denne Maade gik Tiden indtil Eftermiddagen. Pludselig hørtes en Rakets Hvislen — efterfulgt af endnu en og saa endnu en ... en hel Mængde. Det var Skrapnels — en hel Skylle af Projektiler. Og under alt dette kunde vi.

(22) i6 fremdeles ikke røre os, men maatte ligge, hvor vi var. — Endelig var Øjeblikked for Stormen kommen. Det kom som en sand Befrielse! Det gik fremad i Springmarsch. Vi havde ingen Tid at tabe, hvis vi vilde undgaa endnu en natlig Kamp; thi gennem de sorte Skyer saa vi den nedgaaende Sol lig en vældig Ildkugle hurtigt "nærme sig Horisonten. Dens Straaler kastede et grufuldt, blodlignende Glimmer over os. Blod ... ja inden en kort Stund skulde vi paany vade i Blod! Her er vi allerede fremme ved Skyttegraven Nr. i. Vore Hurraraab stiger mod Sky, da vi med fældet Bajonet iler frem i vældige Kæder. Men hvad er dette her ... ? Der voxer mørke Masser frem af Skyttegravense, omtrent som naar man med en Stok har rørt om i en Myretue. 1 ænke Fjenderne virkelig paa at fare imod os, Nej — i næste Øjeblik indser vi, at der er Tale om en Flugt. Lignende Harer, som er blevet opskræmte under en Klapjagt, styrter Franskmændene i den forreste Skyttegrav i vildeste Fart op og bort der fra for at finde Beskyttelse hos deres Kammerater i Skyttegraven Nr. 2. Og derfra begynder en rasende Ild imod os, medens vi stormer frem efter dem. Men i samme Øjeblik er Stunden for Granatilden kommen. Et dumpt Knald höres — og en Granat suser gennem Luften og slaar ned i Jorden i nogle faa Skridts Afstand fra mig. Det virker omtrent, som om en brændende Petroleumslampe er blevet kastet mod Jorden, og næsten i samme Øjeblik, mens jeg endnu ser den opblussende, blaa Flamme, føler jeg ligesom et voldsomt Slag med Brystet og bliver kastet til Jorden af et stærkt Lufttryk..

(23) w Det er som sagt et Sekunds Værk — og saa lig ger jeg der, udstrakt paa Jorden, kæmpende efter Luft. Godt og vel en halv Time maa jeg vel have ligget bevidstlos, saa bliver jeg atter kvik. Mit forste Blik gælder mine Lemmer, — og se, Gud være lovet, de er alle hele ... Paa venstre Side af Brystet mærker jeg imidlertid Blod, og i samme Stund føler jen en brændende Smerte, ligesom om nogen bar boret i Brystet med glødende Jere. — Jeg forsøger forgæves at rejse mig, men jeg har hundredetallige Jernarme. Et nyt Forsøg — og saa endnu et; men saa maa jeg finde mig i min Skæbne, saa meget mere, som jeg bliver overfaldet af en forfærdelig Mathed; dog forbliver jeg ved Bevidsthed. Skumringen bryder ind, og Kanondundret, samt Geværildens Skingren høres paa stadig længere Afstand. Mine Tanker kredser omkring den Gaade, om det virkelig er lykkedes for os at storme den sidste Skyttegrav, — eller om Franskmændene muligvis har sejret ... Jeg hører et Bulder, som nærmer sig — er det Fjenderne, som rykker frem? Konvulsivisk griber jeg om Revolveren — hellere dø end falde i Franskmændenes Hænder! Jeg fryser. I en Vision ser jeg mit Hjem i den smukke Dal, min Hustru og vore Børn. Mon jeg nogensinde skal gense dem ? Eller skal jeg blive liggende her, dømt til langsomt at forbløde... ? O, hvor uendeligt lange forekommer Timerne mig ikke. Jeg føler samtidig en sviende Kulde og en brændende Feber. Er det maaske Døden, som nærmer sig ... ? Nu er det, som om hele mit forgangne Liv drager forbi mit indre Syn i hurtige Kaleidoskop-Billeder..

(24) i8. Der ser jeg min Hustru rækkende min ældste Dreng imod mig. Nej — jeg mærker, at jeg har set fejl; det er min Fader, som faldt i Aaret 1870. Jeg synes, han kalder paa mig og strækker sin Haand ud imod mig. Og jeg forsøger at rejse mig og løbe ham imøde. Men i det samme hører jeg nogen tæt ved mit ene Øre yttre: „Du maa ikke anstrænge dig, men maa ligge meget stille!" Det er, — endelig, to Sygeplejesoldater, som har fundet mig, og som nu med største Varsomhed søger at anbringe mig paa en Baare. — Ja, siden fik jeg den første I ( orbinding paa Feltlasarettet, og nogle Dage senere var jeg sammen med flere hundrede saarede Kam merater paa Vej mod Hjemmet for at blive plejet. — Enhver af os havde en paa Brystet fæstet Stump Pap, og paa min stod at læse: „Ramt i den venstre Lunge af en Granatsplint .. Verdunkampen begynder. De franske Angreb mod Elsass havde, som det ses, ikke medført noget nævneværdigt Resultat. Byen Mülhausen, som nogle Gange havde skiftet Ejer, er en Industriby, men ikke befæstet, hvorfor dens militære Betydning kun er minimal. Paa den lothringske Del af Vestfronten havde Tyskerne i de nærmeste Uger absolut Overtaget. Den 21. August kunde saaledes den store tyske Generalstab berette om en stor Sejr mellem Metz og Vogeserne. Sejien var vundet af Tropper bestaaende „af alle tyske Stammer", og en intensiv Forfølgelse af de slaaede Franskmænd blev det nærmeste Resultat. At Mül hausen samtidig kom i Franskmændenes Hænder,.

(25) 19. var kun af ringe Betydning. Tyskerne oversvøm mede hastigt det franske Lothringen og nærmede sig Hovedfæstningerne. Franskmændene koncentre rede sig paa Linien Cambrai—Verdun—Belfort, hvor et stort Slag begyndte den 27. August. Dette Slag blev meget langvarigt. Den 3. September flyttede den franske Regering fra Paris til Bordeaux. Kun Justitsministeren, Briand, forblev indtil videre i Paris. Tyskernes Hensigt syntes nu at gaa ud paa at trænge saa langt frem paa begge Fløjene, at Paris fuld stændig kunde indesluttes. Det blev der imidlertid ikke noget af. Den 7. og 8. September vendte Krigs lykken sig. Nævnte Dage blev der rapporteret tyske Fremstød endog saa langt frem som mod Paris' indre, nordlige Befæstningslinie, hvilken Tyskerne øjensynlig antog for at være forholdsvis blottet for Tropper, eftersom Franskmændene havde set sig nødsaget til at indrette sig paa Forsvar mod de fra Øst over Maux indtrængende Fjender. Beregningen viste sig imidlertid at være fejlagtig; det tyske Frem stød nordfra blev lykkeligt tilbageslaaet af den franske General d'Amade og den engelske General French, — og næsten samtidig begyndte langs hele den franske Forsvarsfront en voldsom Offensiv, som i Løbet af kort Tid ikke blot hæmmede den tyske Fremrykning, men forvandlede denne til et afgjort Tilbagetog. Under denne Offensiv var det mest omtalte Felt herrenavn: Ferdinand Foch. Fra Compiegne, Meaux, Egnen ved Fontaine bleau, hvor Tyskerne i den første Uge af Septem ber var trængt frem, og hvorfra Afstanden til Paris ; kun var cirka 3 Mil, saa at man paa Bou levarderne i Paris kunde høre Kanonaden, blev Tyskerne under voldsomme Kampe lidt efter lidt 2*.

(26) 20. drevet cirka 10 Mil tilbage. Tyskerne maatte saaledes rømme Reims, Luneville og flere Byer, som de forud havde indtaget. Den førstnævnte By var dog i flere Uger voldsomt omstridt og blev udsat for et heftigt Bombardement af Tyskerne, hvorved den berømte Domkirke, som engang var de franske Kongers Kroningskirke, blev meget stærkt beska diget. Efter disse Kampe begynder Striden paa denne Del af Vestfronten at koncentrere sig omkring Verdun, som her er Franskmændenes stærkeste Støtte punkt.. En natlig Bedrift. Under de første Kampe ved Verdun paatog to tyske Officerer tilligemed 24 Soldater sig at øde (ægge Jernbanelinien Verdun—St. Michel, den Vej ad hvilken Franskmændene tilførte Verdun største Delen af den Ammunition, som behøvedes der. Den ene af Officererne, samt en Underofficer omkom derved. Den anden Officer har givet en Skildring af Turen, af hvilken vi citerer følgende: „Natten var kulsort og desuden havde vi i det heftige Regnvejr og den hvinende Storm gode Hjæl pere med Hensyn til at skjule vore Bevægelser. Da vi startede til vor farlige Ekspedition, kendte vi kun de fjendige Detachementers Stilling paa denne Side, men ikke paa den modsatte Side af Floden. Imid lertid havde vi naturligvis paa Kortet nøje studeret Jernbanernes Retning samt de 8 Punkter, hvor det var bestemt, at vi skulde anbringe vore Sprængstofsladninger. Den første Halvdel af vor Vej var forholdsvis.

(27) 21. let at tilbagelægge. Det vanskeligste var at sætte over en Kanal paa denne Side af Meuse-Floden, hvilken Kanal var godt bevogtet af Fjenden. Det lykkedes os imidlertid at komme ubemærket over, samt straks derefter at tilintetgøre en fransk Vagt post ved en Broovergang, uden at han naaede at slaa Alarm. Og derefter gik det videre frem gen nem Sumpene, mellem hvilke der slyngede sig hæslige Grøfter, i hvilke vi ramlede ned den ene Gang efter den anden, saa at vi var fuldtændig gennemblødte, overdækkede med Mudder og gennemfrosne, da vi endelig listede os ned til Bredden af Meusefloden, som her var 50 Meter bred. Jeg forsøgte først at svømme over iført det meste af min Beklædning (undtagen Sabelen); men det gik ikke, hvorfor jeg maatte svømme tilbage igen. Vi tog derefter Støvlerne, samt flere Klædnings stykker af, som vi efterlod paa Stranden til vor eventuelle Tilbagekomst. Sprængladningerne havde vi bundet fast paa Ryggen, mens Tændsaterne for varedes under vore Hovedbeklædninger. Yderst vanskligt blev det at tage Sigte paa en god Landstigningsplads, idet Sumpmarkerne strak te sig endog helt ned til Bredden. Først efter at vi i længere Tid havde kæmpet for at komme igen nem et uhyggeligt sejt Sivbælte, lykkedes det os at slippe op paa fast Grund. Imidlertid sank vi snart ned, undertiden endog til Knæerne, i Mudder og Vand, men alligevel kom vi frem — som ved et Under netop til det Punkt, vi havde udsøgt for vort Ødelæggelsesværk. Sprængstofladningerne var snart anbragt, og strax derefter tændte vi, hurtigst muligt retirerende for ikke at blive opdaget af Fjenderne i en nær belig gende By Banoncourdt. Mærkværdigt nok blev vi.

(28) 22. ikke bemærkede af Broposterne, hvorimod en Kavalleripatrouille, som var blevet opmærksom ved Eks plosionen, ganske vist skød i den Retning, hvor vi befandt os, men dog uden at ramme os. Vi var da allerede paany plumpet i Sumpene. Tilbagevejen blev næsten værre end Udfarten; jeg ved næppe, hvorledes det gik til, at vi omsider virkelig igen befandt os paa denne Side af Floden. Efter at vi, med Revolveren i Haanden, havde rekviret Heste og Vaaben, (vore Støvler maatte vi lade i Stikken) gik det endelig i Carriere til Lejren. At man hilste os, som man for længe siden ansaa uhjælpeligt fortabte, hjertelig velkommen, — ja det turde være overflødigt at sige.". Feltherrer paa Vestfronten. Greve Gottlieb v. Haeseler er født i Potsdam den 19. Januar 1836. Sytten Aar gammel blev han Løjtnant ved de berømte Ziethen-Husarer. Sin Lærdom i det virkelige Krigshaandværk fik han i Krigen mod Danmark 1864 og blev samme Aar Kaptein i Generalstaben, var to Aar senere med i Krigen mod Østrig og ved Kønigsgrætz, hvor han blev befordret til Escadronchef. At han med Ud mærkelse ogsaa deltog i Krigen 1870—71 fremgaar af, at han sidstnævnte Aar blev forfremmet til Overkvartermester ved den tyske Okkupationsarmé. I en Alder af 70 Aar blev H. Generalfeltmarskalk. Alle — undtagen han selv — troede nu, at hans militære Løbebane praktisk taget var af sluttet. Den gamle Kriger, som med hvert Aar ogsaa i det Ydre blev mere og mere lig sin store Leremester Moltke, hørte dog til dem, som aldrig.

(29) 23. kan leve uden at arbejde. Han havde ogsaa efter at være indtraadt i Reserven fortsat med at ind blæse sin Aand i Generaliteten, Generalstaben, lige som han forud havde gjort det i sine resp. Skva droner, Regimenter, Brigader, Divisioner og Armékorpser. Der berettes Anekdoter i hundredevis om Greve von Haeselers enestaaeande Evne til at gøre sig fortrolig med sine Underordnede — lige fra Rekruten og op til Generalen. Selv har han været paa Færde Dag og Nat, han færdedes med Vagt poster, som om han selv var en „Menig" — har lært dem at sigte, bedømme Afstand — paa samme Tid som han med Generalstaben indtil de mindste Detailjer har studeret ,,den kommende store Krig". Generaloberst Alexander von Kluck mangler, i Modsætning til Flertalet af de tyske Generaler, aldeles „Fødslens" Privilegier. Født i Münster den 20. Maj 1846 som Søn af en borgerlig „Stadsbygmester" er han saaledes 10 Aar yngre end von Haeseler. Hans Armé tilhørte den tyske Styrke, som okku perede Belgien, samt under og efter Indtagelsen af Liége, Brüssel og Namur, rykkede ind i NordFrankrig, hvor v. Kluck kom til at udgøre den højre Fløj af den mægtige Slagorden fra Nærheden af Kanalen til Elsass. Paa sin Fløj vandt han om kring den 20. August en af den Række tyske Sejre, som samtidig indhøstedes af Generalerne von Bülow og von Iiausen, Hertug Albrecht af Württemberg, den tyske og den bayerske Kronprins, samt Gene ral von Heringen længst borte ved Grænsen af Elsass. von Kluck indtraadte i Armén 1865, blev Aaret efter — under Krigen med Østrig — Sekondløjt nant ved et „Bonderegiment", men avancerede,.

(30) 24. (antagelig paa Grund af sin „borgerlige" Fødsel), først to Aar efter Krigens Afslutning, 1873, til P r e " mierløjtnant. Det varede 25 Aar efter hans Udnævnelse til Premierløjtnant, inden v. Kluck havde avanceret gennem „Graderne" til Oberst, hvilket skete 1898. Men allerede det følgende Aar blev han General major og efter yderligere tre Aar, 1902, General løjtnant. Da han saa omsider, 1907, var blevet Chef for 1 ste Armékorps (i Königsberg), maatte han adles. Aar 1913 blev han Generalinspektør for 8 de Arméinspektion (med sit Centrum i Rhin provinserne), og som saadan drog han ud i Krigen. General Karl von Biilow er født 1846. Han er Frænde til den Biilow, som var Karl Johans nær meste Mand under Felttoget mod Napoleon — det er forøvrigt just Bülovv, som Tyskerne selv giver Æren for Sejrene ved Gross-Beeren og Dennewitz. Biilow deltog i Krigene mod Danmark. Østrig og Frankrig, samt blev beordret til den store Gene ralstab. Dermed begyndte hans glimrende Generalstabsbane, som kun blev afbrudt gennem kortere Tjenestegerning ved Afdelingerne. Aar 1894 blev han Chef for 4 de Garderegiment af Fodfolket. Efter at han dernæst en kort Tid havde ført den 2 den Gardeinfanteridivision, kom han 1902 paany ind i den store Generalstab, nu som Kvartermester. Aar 1903 blev han kommanderende General for det 3 die Armékorps i Berlin og forblev paa denne Post til Aar 1912, da han blev Chef for 3 die Armé inspektion, som med Centrum i Hannover strakte sig over Westphalen, Hannover, Braunschweig, Sles vig og Holsten samt Mecklenburg. *. *. *.

(31) 25 Blandt de franske Generaler var der ingen, som i dette Tidsrum gjorde sig blot tilnærmelsesvis saa bemærket som Joffre, — „Joffre Cunctator" som han ofte blev kaldt. „Cunctator" betyder „Nøleren" og er saaledes i og for sig selv næppe nogen efterstræbelsesværd Titel. Oprindelig blev den som rent Smædenavn tildelt den romerske Feltherre Fabius; men da det viste sig, _at just hans Krigskunst under de tilste deværende Forhold var den rigtige, blev Navnet til det Hædersnavn, som det nu er, og Fabius' Ger ning forherliget saalydende: „Gennem at nøle een Mand vor Stat fra Under gang frelste". Familien Joffre er af spansk Herkomst, og den første af Slægten som bosatte sig i Frankrig, var en politisk Flygtning, Købmand af Profession. Hans Søn fortsatte Faderens Forretning, giftede sig, fik flere Døttre og tilsidst ogsaa en Søn, men blev snart Enkemand, hvilket gav Anledning til, at Sønnens Opdragelse blev forsømt. Han blev da ogsaa kun Bødkersvend. Gennem Giftermaal kom han dog i Besiddelse af en mindre Formue og kunde derved starte en lille Forretning. Af hans elleve Børn lever nu kun tre, og en af disse er General Josef Joffre. General Joffre er født den 12. Januar 1852. Han fik, endskønt Hjemmet var fattigt, en meget god Opdragelse og gennemgik Lyceet i Perpignan. I en Alder af 15 Aar kom han til Paris for at forberede sig til at indtræde i Ecole Polytechnique, hvor han aflagde sin Indtrædelsesexamen 1869. Ved denne Exame blev han kun Nr. 14, han haVde for daarligt Vidnesbyrd i — Tysk. Derimod var Mathematiken hans stærke Side, Efter et.

(32) 26. Aars Studier blev han indkaldt til Tjenstegøring som Sekondløjtnant ved Pionererne under Krigen mod Tyskland. Han deltog med Udmærkelse i Krigen og var blandt andet med i Forsvaret af Paris. Efter at Krigen var sluttet, fortsatte han sine afbrudte Studier og endte dem. Han blev nu Officer ved Fortifikationen, fik Sysselsættelse ved Opførelsen af Forterne omkring Paris, hvor til han selv udarbejdede Planen. Senere forestod han Opførelsen af Kaserner paa forskellige Steder. Under Felttogene i Indokina og Afrika spillede han en betydelig Rolle, og efter Madagaskars Erobring 1896 anlagde han Havnen Diego Juarez paa denne 0. Aaret 19 1 1 ' altsaa i en Alder af 59 Aar, blev han General. Ved Begyndelsen af Verdenskrigen blev Joffre Befalingsmand over alle Stridskræfter i det østlige Frankrig. Da det viste sig umuligt i Belgien eller endog ved Frankrigs nordlige Grænse at gøre effek tiv Modstand mod den tyske Invasion, (hvad der blev forsøgt førte kun til svære Nederlag), bestemte Joffre sig for en anden Taktik. Tyskernes Resultater havde været overvældende. Allerede i Begyndelsen af September 1914 var saa godt som hele Belgien i deres Vold, og i Frankrig var de trængt frem indtil nogle faa -Mils Afstand fra Paris. Men Joffre havde forstaaet at vælge sine Stillinger paa rette Maade. I Øst havde han Flanke støtte i Grænsefæstningerne og i Vest i Fæstnings værkerne omkring Paris. t General Pau var allerede med „Anno halvfjerds og mistede da sin højre Underarm. Han var da en ung Løjtnant, og han har, endskønt enarmet, vist sig i Stand til at fortsætte sin Krigerbane paa en glimrende Maade..

(33) 27. General de Castelnau er den, som med over ordentlig Dygtighed og Kraft har ledet hele den franske saakaldte Østarmé paa Linien fra Verdun indtil Belfort længst i Sydøst. Denne Armé var det, som ved gentagne Lejligheder rykkede ind i Elsass og besatte flere Pladser paa den tyske Side af Grænsen. Castelnau er Typen for en fransk Adelsmand af den gamle Skole. Han er streng Katolik og tilstaar aabent, at Religionen har været en mægtig Trøst for ham i de 44 Aar som ligger imellem „Ulykkens Aar" (1870—71) og „Revanchens Aar" (1914). „Jeg har aldrig opgivet Haabet," — siger han, „jeg har troet ... og derfor har jeg ogsaa kunnet haab e." Han saa ved den Krig, som nu finder Sted, tre unge Sønner drage ud i Krigen ved sin Side. Den yngste Søn gjorde Tjeneste direkte 1 Faderens Stab og fik af ham selv en meget farlig Ordre, som ko stede ham Livet. Endnu en anden af Castelnaus Sønner er falden i Krigen.. En tysk Officer beretter. En tysk Officer, som blev saaret i Striden ved Liége, beskriver de Kampe, i hvilke han har del taget paa følgende Maade: „Vor 27 Timers lange Fart til den belgiske Grænse var som et Triumftog. Strømmende Regn, Marsch gennem Ardennerne. Byerne som udplyndredes; be skudte og allarmerede om Natten; ingen Hvile. Kl. 5 om Morgenen (6. August) Marsch gennem.

(34) 28. Orntheal, langsom, overalt Forhindringer. Træer hugget ned, Bjerge sprængte, sluttelig over Rester af Broer og Gader, en frygtelig Marsch Om Efter middagen Kvarter i CombJin au Pont Husene aabnedes hastigt, Komplimenter — ingen Straa. ingen Mad! — Ved Stationen opdager jeg et Værts hus, spiser, Vin storartet! Nu skulde Hvilen komme. Men — Pladsen saa ubehagelig ud, indeklemt mel lem høje, stejle Skiferklipper. Ornthealbroen foran os var halvt sprængt. Kl. 7 om Aftenen Aliarm. Kapteinen styrter frem: ,,Storm paa Lüttich". L 1 mu ligt, Folkene kan ikke gaa, Forterne er 35 Kilo meter derfra. Allerede efter 30 Minutters Forløb skyder man fra Højden, nu aldeles ved Siden af os. Revolver løs og fremad! Ire Mand flygter — en hel Mængde. „Levez les mains! Krigsdom! Videre — det vrimler af alle Slags Tropper. For færdelig Regn. Tordenbyge, kulsort Mørke. Bare videre! Mændene falder, bliver liggende massevis. Kl. 12 Maaneskin, bedre Vejr, Granatbulder. Plud selig Meddelelse: Vor Bagage overfaldet, et Kom pagni retirerer. Byen er nedbrændt, Menneskene skudt. Franctireur — Grusomheder! Vi stormer imidlertid videre — aldeles indpaa Liége. Bøjer bagom en Skov. Fire Regimenter har taget lornystrene af, Kuglerne ud, Sidste Opfordring. Stormen begynder. Granaterne hvine, men uden Maal. Hul vej : vort Artilleri sidder hjælpeløst fast i Sumpjord lige til Bæltet, kan ikke komme fremad; vi forbi; ingen Marsch-Galop! Pludselig vild Kugleregn ved Siden af os — vort eget Folk beskyder os. Endnu kan vi kende hverandre, Direkte foran Fæstningens Ildlinie ... Vildt Skrig: „Løsen Wørth!" Ven og Fjende kan ikke skelnes; jeg ligger bagom et Træ, Kammeraten Løjtnant G. ved Siden af, Kapteinen.

(35) 29. tilhøjre. Granater exploderer overalt, en Helvedes Larm, Geværild, saa at Luften er varm. Nogle Skridt foran os er bedre Beskyttelse. Jeg skubber til Løjtnant G.: „Fremad?" Intet Svar — død! Kapteinen springer op: ramt i Brystet, falder til bage. Jeg løfter Armen; Kompagniet hører min Kommando; jeg styrter frem, forfærdeligt Slag, fly ver tre Skridt tilbage, vanvittig Smerte; Granat i den venstre Hofte. En Officer foran mig naar endnu at raabe sit Navn, giver mig Haanden — og er død. toran mig en Fane, Bæreren død; jeg vil krybe derhen, da — et andet og tredie Skud i venstre Side og i Armen. Jeg bider i Jorden af Smerte; en Officer ved Siden af mig raaber paa Forstærkning, men alt gaar galt. Nogle faa Skidt foran os er belgiske Skyttegrave. Til Trods for Kugleregnen hænder der mig intet videre. Ligget i næsten tolv Timer, i hvilket Tidsrum jeg er blevet forbundet af en Læge; men jeg kan ikke trans porteres. Ved Middagstiden blev jeg baaret væk og ankom halvt i Feber til Regimentet. Forfærde lige lab; tre Kapteiner, seks Løjtnanter dræbte, næsten alle i inin Batallion. Saa paa Baare, der efter til Transportvogn; hvorledes jeg kom til Syge huset, ved jeg ikke mere rigtig. Katolsk Skole, rus sisk-jødiske Studenter som Sygeplejere. I de første Dage havde jeg grusomme Smerter og betragtedes som alvorlig saaret. Nu gaar det nogenlunde. Der tindes andre her, som maa lide langt værre; da bliver man rolig. En Kapteins Hustru havde skyndt sig hid for endnu engang at se sin døde Mand; en Granat ramte Anton, han blev begravet her igaar. Jeg ejer ikke mere noget, Bagagen er plyndret, og Tornystret blev tabt før Stormen; alt hvad jeg havde paa mig var saa gennemtrængt af Blod, at.

(36) 3°. I. det blev brændt. En Russer har købt et Sæt Un derklæder til mig; en gammel Kone vasker min Uniform og reparerer den.. Kampen om Belgien fortsættes. — Japan og Tyrkiet griber til Vaaben. Samtidig med de foroven skildrede Begivenheder i Lothringen, samt i nær Forbindesle med dem, fort satte Tyskerne deres Fremrykning gennem Belgien. Liége, Grænsefæstningen, var i deres Hænder, Ho vedstaden Bryssel ligeledes. Antwerpen blev for en Tid Sæde for Regeringen. En stor Del af den bel giske Armé drog tilbage dertil medens en anden Del sluttede sig til den franske ffjælpehær. Tyskerne lod foreløbig Antwerpen uberørt, kun en mindre Afdeling lodes tilbage for at holde Byen i Skak. Den tyske Hovedhær gik mod Vest og besatte Gent, som uden Sværdslag var blevet rømmet af sine Forsvarere og ogsaa tildels var blevet over givet af Befolkningen. Omtrent paa samme Tid, eller nærmere bestemt den 23. August, tilbagekaldte Japan sit Sendebud i Berlin og erklærede sig samtidig i Krigstilstand med Tyskland. Tyskerne nærmede sig Namur, som Franskmæn dene, til Trods for Kong Alberts Protester, lod til at ville overgive. Et engelsk Undsætningskorps blev slaaet ved St. Quentin, Namur faldt i Tyskernes Hænder. At det i de sidste Dage af August lyk kedes den belgiske Hærafdeling, som stod ved Antverpen, at slaa Tyskerne tilbage, havde nu mindre Betydning for Krigens videre Udvikling. I Paris opstod, ifølge Meddelelse fra London, Panik, og.

(37) 3i. en Del af Befolkningen flygtede fra Staden. Den belgiske By Løwen blev taget af Tyskerne. Det er hyllet i Mørke af hvilken Aarsag; men Fakta er, at Byen for en stor Del blev ødelagt. Samtidig med at denne Meddelelse blev sendt ud i Verden, konstaterede Frankrig, at det ikke var i Stand til virksomt at hjælpe Belgien. Tyskland overleverede nu gennem de Forenede Stater et Ultimatum til den belgiske Regering i Antwerpen, hvori der forlangtes Forbud for den civile Befolkning i Landet mod at deltage i Kri gen, da alle Landets Byer ellers risikerede at komme til at dele Løwens Skæbne. Den i det nordlige Frankrig ved Belgiens Grænse beliggende By Lille faldt i Tyskernes Hænder, og Franskmændene var nu saa godt som fordrevne fra de tilgrænsende Dele af begge Rigerne. Kun Fæstningen Maubeuge holdt sig endnu et Par Uger; men den 8. September var denne ligeledés i Tyskernes Hænder, hvorved 40000 Fransk mænd blev taget til Fange. For Tyskerne var det imidlertid endnu en Be sværlighed at have den ganske vist svage, men dog stadig slagfærdige Antwerpener-Armé i Ryggen af Hovedhæren. Man. bestemte sig altsaa for nu ogsaa at gøre Processen med denne kort. Belej ringen tog sin Begyndelse, efter at Tyskerne havde bombarderet og besat et Antal mindre Byer, — deriblandt de historisk berømte Lier og Malines (Mecheln). Den sidstnævnte By havde allerede en Gang forud i Løbet af Krigen været okkuperet af Tyskerne; men senere maatte den rømmes. Den i. Oktober var to af Forterne ved Antwerpen taget. Regeringen blev flyttet til Ostende. Baade Engelsk mænd og Franskmænd gjorde energiske Forsøg paa.

(38) 32 at komme til Undsætning, og Staden blev forsvaret med glimrende Tapperhed. — Overmagten var dog for stor, og den 9. Oktober fulgte Kapitulationen. En Del af Besætningen faldt "1 Tyskernes Hænder, en Del undkom til Ostende, og en Del trak sig ind i Holland, hvor den blev afvæbnet og interneret. Der blev paalagt Staden en Krigsskat paa hal vanden Milliard Mark. Vest-Belgien syntes nu ligeledes fortabt. Rege ringen forlod Ostende og begav sig til Le Havre i Frankrig. Snart efterfulgtes den af Kongehuset. Tyskerne rykkede frem under energisk Modstand fra Belgierne, som blev understøttede af den en gelske Flaade. Ostende og ligeledes Brügge faldt snart i Tyskernes Hænder. Belgierne satte sig fast ved Yser og Nieuport og trodsede her Tyskernes Forsøg paa at jage dem ud af deres eget Land. Hermed var foreløbig Tyskernes Vej frem til Dunkerque og Caiais spærrett. Mindre Sejre blev rap porterede fra begge Sider; men der hørtes intet om nogen Afgørelse. Mens Kampene omkring Dixmuiden og Nieuport fandt Sted, kom Meddelelsen om, at Tyrkiet var gaaet med paa Tysklands Side. Den hollandske og belgiske Kyst er, som be kendt, meget lav, tildels saa lav, at den under Flodtid maa beskyttes med Diger mod Havvandet. — Heraf har Hollænderne tidligere benyttet sig i Krig mod Spaniere og Franskmænd. Nu foretog Belgierne en lignende Forholdsregel og det lykke des dem derved at standse Tyskerne, som allerede var gaaet over Yserkanalen. Den 11. November faldt Dixmuiden alligevel i Tyskernes Hænder, men heller ikke denne Fremgang var tilstrækkeligt af gørende til at bryde Modstanden..

(39) 33 Belgiernes Konge. De franske Aviser har under Krigen berettet mange Anekdoter og elskværdigt karakteriserende Smaatræk om Kong Albert af Belgien. „Le Ma tin" skriver saaledes, at Belgierne, hvad Handle kraft og Ihærdighed angaar, ikke kunde vælge sig et bedre Eksempel end deres Konge. Siden Krigen brød ud, besøgte han den ene Gang efter den anden alle Forpostlinierne for at hilse paa Tropperne og op muntre dem. Kong Albert bad om, at Soldaterne vilde høre op med at modtage ham med Hyldningsraab og frabad sig enhver Slags Hilsen fra samlet Trop. Han gik omkring iblandt Soldaterne, gav nogle af dem et kraftigt Haandtryk og talte med en og anden. Han satte stor Pris paa, at de svarede ham i samme Tone, og at alt gik for sig uden Ceremonier. „Vi er Kammerater," sagde han en Dag til Sol daterne, „og Kammerater bør række hverandre Haanden og hjælpe hverandre." Da Kongen saa en Soldat med et forseglet Brev, som han nylig havde skrevet Adressen paa, sagde han: „De har vistnok skrevet til Deres Slægtninge; giv mig Brevet, saa skal jeg sørge for, at det kom mer afsted." Regimentet havde just holdt Rast, og da flere Soldater havde benyttet Fritiden til at skrive Breve, bad Kongen dem om Brevene og gik væk med Hænderne fulde af Brevpakker, som han afleve rede i Hovedkvarteret. Soldaterne kom snart undei Vejr med, at disse Breve blev hurtigere befor drede end sædvanligt, hvorfor det snart blev al mindeligt, at deres Brevveksel gik for sig pr. kon geligt Postbud. 3.

(40) 34 Russernes Fremtrængen i Østpreussen. Allerede i de første Dage af Krigen gik Russerne over Grænsen til Østpreussen, samtidigt med at Tyskerne og Østrigerne rykkede ind i russisk Polen. Russerne indtog Byen Gumbinnen, men deres Frem rykning blev snart stoppet, og uden haardere Kampe blev de kastet tilbage over Grænsen. Fron ten flyttede sig i den nærmeste Tid frem og til bage mellem Gumbinnen og Grænsen. Den 24. August kunde Russerne dog rapportere en Sejr, ved hvilken det var blevet dem muligt at trænge frem til Fæstningen Insterburg. — Denne blev taget, og Russerne rykkede frem til Østpreussens \ igtigstc By Königsberg. Forinden noget Angreb kunde gøres mod den stærkt befæstede By, kom imidlertid Med delelsen om, at Tyskerne under Hindenburgs Be faling længere mod Syd, ved I annenberg, havde slaaet en anden russisk Armé, som var blevet dreven tilbage over Grænsen. Nederlaget var næsten en Katastrofe, — ikke mindre end 100000 Russere blev taget som Fanger. Herefter maatte Russerne opgive den paabegyndte Cernering af Königsberg og i den nærmest følgende Tid indskrænke sig til Defensiven. Den 11. September kunde Tyskerne melde en Sejr i Egnen ved Königsberg. Russerne var blevet lige saa grundigt slaaede, som ved Tan nenberg, og trak sig tilbage over Njemen. Af de erobrede østpreussiske Byer forblev vest for nævnte Flod kun Tilsit i deres Hænder. Nye Fremstød, som ogsaa'havde Königsberg som Maal, forte kun til de for Russerne ulykkelige Kampe ved Stalluponen, Gumbinnen og Lipno, og mod Slutningen af November kunde det russiske Felttog 1 Østpreussen faktisk betragtes som afsluttet..

(41) 35 Hvor Jorden sluger Hære. Allerede i den svenske Krigshistorie, i Skildrin gerne af Gustav II Adolfs, Karl X Gustafs og Karl den Tolvtes polske Felttog, møder vi Navnet „De masuriske Sumpe". Det russiske Felttog i Østpreussen viste, at ligesom Sumpene i det 16. og 17. Aarhundrede kunde berede Sveriges Hære Vanskeligheder, saa kan endnu den Dag i Dag de flygtende Tropper bringes i saa fortvivlede Situa tioner, at de kun har Valget mellem en pikker Død eller Fangenskab. Dels findes der nogle meget vidstrakte Moradser og Søer liggende i Række, Side om Side og uden nogen frie Passager imellem sig. Disse er imid lertid lette at opdage og findes desuden anviste paa ethvert godt Kort. Men dels findes der ogsaa, — og det er langt larligere, utallige Smaasøer, virkelige Sumpe eller Morads, og disse er ofte saa tæt bevoksede, at de paa Afstand ser ud som lokkende Enge. Men hvis man da, uden at ane nogen Fare, begiver sig ud paa dem, saa — synker man pludselig ned i den bundløseste Sumpjord. Man befinder sig i Or dets bogstavelige Forstand ,,paa gyngende Grund", hvert Øjeblik risikerende for altid at blive stikkende i Moradset. »Jeg har selv" — udtaler en Skildrer, — „gen tagne Gange været udsat for denne Fare, og jeg har ofte haft Lejlighed til at hjælpe Mennesker ud deraf, som ikke havde kunnet redde sig ved egne Kræfter. Saadant kan imidlertid kun lade sig gøre ved højlys Dag og i Fredstid — men for et, efter et Nederlag flygtende, Mandskab, som niaaske ved Nattetid skal frem i disse Egne, bli ver I'årerne naturligvis mange Gange større, ja ofte 3*.

(42) 36. uovervindelige. For Hundreder, ja Tusinder bliver det snart til haabløst at gaa vild i Ørkenen, haabløst at lede efter Veje og Stier, som slynger sig op ad Skraaninger — for tilsidst at ende i Morads, Sumpe og grufulde Grave." Det var netop disse Sumpe, som var Skyld i, at Russernes Nederlag i Østpreussen blev saa ødelæggende, og at deres med gode Udsigter indledte Felttog saa snart maatte afbrydes.. Tyskernes første Angreb mod Polen. Den tyske Plan for det polske Felttog var just den, som anvistes af de rent geografiske Forhold. Polen er en Kile, som i Nord og Vest begrænses af de preussiske Provinser Preussen, Posen og Schlesien, samt i Syd af det østrigske Galizien. Landet kunde altsaa samtidigt angribes fra tre Si der. Russernes Indfald i Østpreussen umuliggjorde et Angreb fra Nord; men efter Kæmpeslaget ved Tannenberg var en Hindring fra den Side skaffet af V^jen. Det første Angreb mod Polen foretoges lige Vestfra. Den ved Grænsen beliggende By Kalisch var allerede nogle faa Dage efter Krigens Udbrud i Tyskernes Hænder, lyskerne nærmede sig Lodz og Østrigerne Radom; men for begge var Warschaus Erobring Maalet. Efter det voldsomme Slag paa Linien Lublin—Lemberg, hvor Østrigerne sejrede i Nord og Russerne i Syd, samt efter et andet Slag ved Lodz, med Sejr for 1 yskerne, trak Russerne i Polen sig tilbage til det stærkt befæ stede Ivangorod, hvor man haabede at kunne spærre Vejen til Warschau Syd fra. Samtidig hermed gik.

(43) 37 Tyskerne under Hindenburg fra Østpreussen ind i Polen, hvor de truede Wilna. Imidlertid vendte de sig snart mod Syd for fra denne Side at inde slutte Warschau. Efter en tilfældig Modgang i Egnen af Bjelostok og en deraf følgende Retraite til Grænsen af Østpreussen, rykkede Tyskerne nu frem samtidigt fra tre Sider. Russerne blev tilbagetrængte til Ivangorod Warschau—Ossowetz—Kowno, hvor de imidlertid endnu ret længe holdt de paatrængende Tyskerne Stangen og ogsaa var i Stand til at ind høste nogle mindre Fordele. — I Begyndelsen af November greb Russerne til Offensiven og drev lyskerne tilbage mod Grænsen. Men just an kommen til Grænsen ændrede Tyskerne Taktik og tvang gennem Slaget ved Wloslavsk Russerne til at trække sig tilbage mod Warschau med et Tab af faldne, saarede og Fanger paa over iooooo Mand.. Generaler paa Østfronten. Iblandt de Generaler, som under Krigen er ble vet populære i Tyskland, indtager ubetinget den over 70 Aar gamle Iiindenburg uden nogen Sam menligning den første Plads. Han er Personifika tionen af den tyske Vaabenære, ligesom i sin Tid Moltke var det. „Gaa til Kindenburg" var de tyske Socialisters Parole, da de straks ved Krigens Be gyndelse indtog en Holdning, som faktisk brød med Internationale. P a u l B e n c h e n d o r f f v o n H i n d e n b u r g tilhørei en gammel tysk Adelsfamilie, at hvilken Grene har været bosat i de fordums svenske Østersøpro vinser. Hans Forældre — Major Robert B. von.

(44) 38. H. og Gertrud von Sperling — var bosat i Posen, da Sønnen Paul blev født den 2. Oktober 1847I Aaret 1866 indtraate H. som Sekondløjtnant i det preussiska 3 :die Garderegement, blev Kom pagnichef 1885 i det 58 de Infanteriregiment, fire Aar senere (1889) Afdelingschef i Krigsministeriet, 1891 Oberstløjtnant, samt 1893 Oberst og Chef for det 93 de Infanteriregiment. Generalmajor blev H. 1897, Generalløjtnant og Divisionschef, 1900, samt kommanderende General for 4de Aruéfordeling, I9°3- Saa fulgte, I9°5> Udnævnelsen til General af Infanteriet, samt kort for inden Krigens Udbrud Forflytning til Reserven og Ophøjelse til Generaloberst. Hindensburgs betydeligste Modstander paa Øst fronten var i Begyndelsen af Krigen Rennenkampf, som senere blev forflyttet til et andet Virkefelt. P a u l v o n R e n n e n k a m p f er født 1854. Som det fremgaar af Navnet er familien oprindelig tysk, den hører til de talrige tyske Adelsfamilier 1 de fordums svenske Østersøprovinser. Rennenkampf var ikke mere end 16 Aar, da han 1870, (efter at have faaet sin første militære Uddannelse i den nu opløste Finske Kadetskole 1 Fredrikshamn), blev Officer. Eftei at ha\e pas seret „Graderne" og bl. a. gjort Tjeneste ved den russiske Generalstab, blev han 1895 Oberst og Chet for 26. Dragonregiment. Fire Aar senere (1899J var han Chef for Staben i Trans -Baikals Militær distrikt. Kort derefter blev han Generalmajor og deltog med denne Grad i Undertrykkelsen af Bok seroprøret i Kina. Som Kavallerigeneral gjorde han sig under Krigen med Japan bekendt for sine be rømte Strejftog i Mantsjuriet..

(45) 39 I Fangelejren ved Døberitz. Om den tyske Fangelejr ved Døberitz i Nærhe den af Berlin blev der i de første Maaneder af Krigen skrevet følgende i en amerikansk Avis: Døberitz er blevet en Feltlejr, som uafbrudt af leverer nye Soldater til Fronten. Her er den graa Farve fremherskende, kun sjælden ser man en Bor gers Frakke. Men Hovedbestanddelen af Døberitz bestaar nu af Fangernes Lejr, som danner en lille By. Her findes Krigsfanger fra alle Lande paa Jorden. Ved Siden af Englændere, Franskmænd, Belgiere og Russere ser man Zuaver, Turkos og afrikanske Jægere. En Folkerevue og en Sprog forvirring, som stærkt minder om Babel. Allerede i Militærlejren, som ligger ved Jernbanen, møder Besøgende de første fremmede Gæster. Engelske Marinesoldater er sysselsatte med at rive Løv sam men. Deres Opgave er at holde Veje og Haver, som strækker sig rundt omkring Lejren, i god Or den. Kraftige Skikkelser af Middelhøjde, for det meste hyllede i \ oxdugs-Overfrakker og med Sømandshue eller Sydvest paa Hovedet. Arbejdsiveren lader ikke til at være syndelig stor. • Fangekolonien ligger et Stykke længere borte fra Jernbanen, i Nærheden af Døberitz Flyveplads Allerede Kl. 6V2 om Morgenen kommer Fangerne ud af deres, fra Gaden med stærke Reb afspærrede Telte, for at vaske sig. Brede Trærender tjener som Vandfad. Engelskmændene vasker sig ivrigt. Det lader til at Blaajakkerne finder Behag i det is kolde Vand. Mindre ivrigt trænges Franskmændene og Belgierne omkring Vandet. Desto hastigere er de paa deres Plads, naar der blæses Signal til Frokost, som bestaar af Kaffe og Brød. Fangerne ordeles derefter i smaa Troppeafdelinger og føres.

(46) 4C til deres Dagsarbejde, som bestaar i Renholdning af Gader, Jordbrug, Bygning og Reparation af Ba rakker, Losning af Forraad, som siden befordres til Proviantoplagene. Til de meget lange Højlæn dere, som kommer til Berlin med nøgne Ben, har man ladet sy smaa tærnede Balletkjoler og givet dem preussiske Militærbenklæder paa. Arbejdet varer til Kl. i e. m. Siden gaar vi til Middag. Vi slutter os til en større Gruppe Fransk mænd, Belgiere og nogle Valloner, som forstaar lidt tysk. Folket bærer fantastiske Uniformer, Bel gierne udmærker sig ved bedre Fodtøj. De taler ikke mere om Felttogets Anstrengelser. I Almin delighed har de fundet sig i deres Skæbne, faar Breve og Penge hjemefra og synger eller fløjter fornøjet de nyeste Pariser Viser for at forkorte Tiden. Franskmændene vil ikke vide noget af Engelskmændene; de holder sig kun til Belgierne. Fangerne faar deres Middagsmaaltider i dybe, hvide, emaillerede Blikskaale, som altid først er blevet omhyggeligt vaskede. Det lader til at Ma den smager dem allesammen godt. Om dens Be skaffenhed er dog Opgivelserne meget divergerende. For deres egne Penge kan de paa Soldaterkroen • købe Flæsk, Smør, Fedt og Ost. Alkohol er forbudt i enhver Form. Fangerne har gravet dybe Grøfter, i hvilke de kan koge Kartofler, Grøntsager og Ris. Omkring disse Kogegrøfter kan frian ved Middags tid altid se et livligt Billede. Krigen i Galizien og Bukovina. Vi har allerede omtalt hvorledes Russerne straks ved Begyndelsen af Krigen gik over Grænsen, dels længst oppe i Nord ved Memel og Tilsit i Ost-.

(47) 4i preussen, dels nede i Syd i Galizien og Bukovina dette skete samtidig med at Tyskere og Østrigere trængte over den polske Grænse og nærmede sig Warschau. Paa den mægtige Front Radom— Lem berg begyndte den 27. August et Slag, som varede omtrent en Uge og sluttede ganske forskelligt paa de forskellige Dele af Frontlinien. I Nord sejrede Tyskere og Østrigere, i Syd Russerne. De sidst nævnte fik derved fast Fod i Galizien, hvorved Lemberg, som er Landets Hovedstad, blev indta get. Hermed var Russerne, stort set, Herrer i østre Galizien. Deres Anstrengelser rettede sig nu mod det længere mod Vest ved Floden San beliggende Przemysl, Galiziens stærkeste Fæstning og et Ho vedpunkt for Jernbaner i alle Retninger. Efter at de Nord for Przemysl beliggende Jaroslav var fal det, var Przemysl alvorlig truet og blev flere Gange cerneret af Russerne. I den nærmeste Tid blev der kæmpet med vekslende Fremgang om Over gangene over Sanfloden. Samtidig havde Russerne bedre Fremgang læn gere mod Øst, hvor Landskabet Bukovina snart var saa godt som fuldstændig i deres Vold, hvor efter de beredte sig paa at drage ind i Siebenbür gen. Der foretoges desuden Forberedelser til at forcere Passene paa Karpatherne, en Bjergkjæde, som adskiller Galizien fra det syd derfor beliggende Ungarn. Den 26. September befalede Tsaren Ind kaldelsen af en galizisk Landdag i Lemberg for vervejelse angaaende „Forholdsregler for Provin sens Genforening med Kongeriget Polen". Alle disse Planer strandede dog paa Hindenburgs Sejre 1 o en. Netop da Russerne beredte sig til at gaa imod Krakau, hvor det var Meningen at sammen kalde en polsk Rigsdag, og da de samtidig havde.

(48) \. 42. a. udbredt sig i det nordlige Ungarn, blev de nød saget til at detachere betydelige Troppekontingenter mod Nord. Følgen heraf blev, at Bredderne ved San maatte rømmes, og snart trak Russerne sig ned imod Lemberg, hvis Generobring af Ostrigerne blev forudsagt som nær forestaaende. Men ogsaa denne Forudsigelse slog fejl, og i den nærmest føl gende Tid blev der i disse Egne kæmpet med veks lende Held uden større Sejre for nogen af Par terne.. Donaukrigen. Det som fra Begyndelsen af var Hovedsagen. Kampen mellem Østrig og Serbien, blev næsten straks formørket af større Begivenheder. Den 27. Juli løsnedes imidlertid her de første Skud under Verdenskrigen. Dette skete ved Flo den Save, som under en Del af sit Løb danner Grænse mellem Østrig og Serbien. To Dage efter foretog Serberne den Forsvarshandling at sprænge Broen mellem Belgrad og Semlin. Regeringen kunde naturligtvis ikke anses for at være sikker i Belgrad, som er beliggende indenfor Skudvidde fra den ungarske Bred, og blev derfor flyttet til Kragujewatz. I flere Maaneder blev der kæmpet langs med Grænsen, uden at nogen af Parterne fik noget næv neværdigt Overtag. Østrigerne, som havde Hoved styrken af sine Tropper andetsteds, var for stærke til at blive besejrede, men for svage til at vinde nogen afgørende Fremgang..

(49) 43 Tyrkerne proklamerer "den hellige Krig". Det var den 29. Oktober, at Tyrkiet først kastede sig ind i Krigen, derved at den Krydser, som forud havde været tysk og baaret Navnet „Goeben", nu omdøbt med et tyrkisk Navn, begyndte at drive Kaperier i Sortehavet og bombarderede russiske Kyststæder. Den 30. Oktober blev de diplomatiske Forbindelser afbrudte, og snart nok blev det be kendt at tyrkiske Tropper var paa Vej til Kaukasien og mod Ægypten. Tyrkerne gik frem med anerkendelsværdig Energi saavel i Kaukasien, (paa Grænsen til Armenien), som paa den til Suezkanan og Ægypten grænsede Sinai-Halvø. Denne Halvø turde vel nærmest være at regne til Syrien eller Arabien, endskønt den til visse Tider har til holt Ægypten Aaret 1901 blev den erklæret for at være ægyptisk, d. v. s. britisk Besiddelse. Allerede 1914 lykkedes det dog Tyrkerne for en Tid at sætte sig i Besiddelse af Halvøen. Dermed var Faren for det britiske Herrevælde over Suezkanalen og Ægypten ret truende. Den blev dog afværget og det var kun af ringe Betydning, at Sultanen proklamerede „den hellige Krig" for Islams Sag.. Hvorledes Krigen i Asien og Afrika udviklede sig. Allerede den 16. August viste Japan, hvad det bar 1 sit Skjold, idet det da til Tyskland overleve rede et Lltimatum med Krav om Rømning for en id af det af Tyskland „forpagtede" kinesiske viautschau. Da Tyskland selvfølgelig ikke tog no gen Notis af denne Fordring, erklærede Japan den 23. August Tyskland Krig. Samtidig erklæredes Kiautschaus Kyst i Blokade, hvorpaa der efter no-.

(50) 44 gen Bombardering blev landsat Tropper. Tyskerne forsvarede sig haardnakket, endskønt Stillingen selv følgelig var fuldstændig haabløs. Den 7. November overgav Hovedbyen Tsingtao sig, og dermed var Erobringen fuldbyrdet, Hermed standsedes i Vir keligheden Krigen mellem Japan og Tyskland. Imid lertid havde Japan med det samme sat sig i Be siddelse af de længst ude i Stille Havet beliggende Marschalsøer. I Afrika er de vigtigste Tildragesier under Ver denskrigens første Periode, at „Sydafrikas forenede Stater" under Ledelse af Premierministeren Louis Botha begyndte en Erobringskrig mod Tysk Syd vestafrika. Men snart udbrød under Ledelse af Bothas Vaabenbroder fra Krigen 1899—1902, Christian de Wet og nogle andre, et Oprør, som tilsyneladende alvorligt truede det engelske Herredømme i Syd afrika. Det viste sig dog snart, at det var Botha og ikke de Wet, som havde Flertallet af Boer paa sin Side. Efter kun nogle Ugers Strid var Oprørerne slaaet. og de Wet blev taget til Fange af Botha. Oprørerne blev dog ikke strængt stratfede, da det kun vilde have ophidset Boerne; de blev kun taget i Forvaring i Afventen af andre Tider. Under saadanne Forhold var det snart forbi med det tyske Herredømme i Sydafrika. Men ogsaa i andre Dele af det afrikanske Fastland led Tyskerne Tab. Længe forinden Boeroprøret var slaaet ned, havde saaledes Engelskmændene sat sig i Besid delse af det i Vestafrika beliggende Togo. Ogsaa paa andre tysk-afrikanske Omraader udveksledes Kampe, selv om der ingensteds fandt nogen Af gørelse Sted i 1914-.

(51) 45 Verdenskrigen i Urskoven. En britisk Soldat i Øst-Afrika skriver: Min Eska dron havde faaet Rationer for 2 Dage. Vi havde imidlertid ikke redet langt, førend vi fra Masal fik at høre, at Tyskerne havde faaet Nys om vor Frem rykning og derfor trukket sig tilbage. Vi gav vore Heste Sporerne og forfulgte de tyske Erobere indtil Grænsen af deres eget Omraade, men uden at ind hente dem. I tre Døgn varede denne vor Ekspedition, hvor under vi maatte ligge paa den bare Jord, og den sidste Dag havde vi ikke andet at ernære os med end Kødet af et og andet Dyr, som kom indenfor vor Skudvidde. Den tredie Nat kom imidlertid endelig en Træn vogn; men man havde været dum nok til kun at pakke den med en Mængde Klædningsstykker for uden en Sæk rrted Ris. Vi maatte som Følge heraf i yderligere tre Dage hjælpe os med lidt Kød og Ris, uden Sukker og uden Salt, uden Mælk, Te eller Kaffe. Man aner ikke hvor ulideligt, ja slut telig rentud pinende, det bliver at spise Kød og atter Kød uden Salt og uden et Stykke Brød dertil. Vi blev da ogsaa allesammen syge deraf, og man kan gætte sig til, at vi just ikke havde milde Ord at sige om vore Trænforhold. Hele syv Dage varede det, inden vi fik nogen lunde ordentlige Madforhold, og samtidig fik vi Ordre til at trække os tilbage til vor Udgangsstation, hvorhen Hovedkvarteret i Mellemtiden var blevet forlagt. Med let Hjerte (og endnu lettere Mave!) red vi følgelig tilbage næsten kun tæn kende paa, hvor og hvornaar vi skulde komme til at spise os rigtig mæt. Hele Landet, som vi red igennem, var en virke.

(52) 46 lig Urskov og Ødemark, fyldt ined ,„Storvildt . Vi saa en Mængde, navnlig Giraffer og Antiloper, og hver Nat maatte vi udstille fire Vagtsposter rundt omkring Lejren, thi fra alle Kanter hørte vi Løvernes Brølen. Disse Nætter var ret angst fyldte for vor af Antal kun lille Trop midt i den tykke Urskov, som paa en Gang syntes at være saa øde og dog saa fuld af Liv. Den ene Gang efter den anden maatte Vagtposterne redde sig op i Træ erne for Løverne, som kom dem saa nær som paa cirka 20 Meters Afstand. En gang blev ogsaa en af Vagtmandskabet angreben og forfulgt af et Næshorn; men det lykkedes ham dog at redde sig. Det værste var, at det naturligvis var os strængt forbudt at skyde, fordi vi ikke maatte forraade os overfor de muligvis i Nærheden lurendo Fjender. I tre Uger havde jeg ikke sovet under Tag, og enhver kan forstaa, at det ikke e* behageligt, al tid naar man vaagner at være gennemblødt af Næt ternes uafbrudte Regn. Vi befandt os just i Regn tiden. Og da vor lille Irop — 100 Mand ende lig var fremme ved Maalet, blev der ikke tilbudt os megen Hvile. Vi maatte straks derefter ud igen, denne Gang mod en anden Skare af Tyskere og Sorte, som havde nærmet sig Byen Kisumu. Ved denne Lejlighed indskibedes vi i en lille Floddamper, som skulde landsætte os ved Kuraju. Paa to Kilometers Afstand fra nævnte Plads saa vi det tyske Flag vaje for Vinden, men vi fortsatte, da vi troede, at Pladsen var blevet overgivet af Tyskerne, idet ingen Tyskere skulde have været synlige 1 Nærheden i de sidste Dage. Vi skulde imidlertid hastigt og umildt blive væk ket op af vor Illusion. Da vi kun havde 6 a 700 Meter tilbage til Bredden, susede et Pai Kuglet.