Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske
Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek medværker, der er en del af voresfælles kulturarvomfattende slægts-, lokal- og
personalhistorie.
Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor
Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mereom fordeleogsponsorat her: https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat
Ophavsret
Biblioteket indeholderværker både med og uden ophavsret. For værker, som er omfattetaf ophavsret, må PDF-filen kun benyttestil personligtbrug. Videre publiceringogdistribution udenfor
husstanden er ulovlig.
Links
Slægtsforskernes Bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk Danske Slægtsforskere: https://slaegt.dk
SKILDRINGER AF NORDSJÆLLANDS KULTURHISTORIE TREDIE BIND
FRA LAND OG BY
UDGIVET AF
ANDERS UHRSKOV
FREDERIKSBORG AMTS HISTORISKE SAMFUND AARBOG FOR 1940
FRA STAVNSBAAND TIL VORE DAGE
SKILDRINGER AF NORDSJÆLLANDS KULTURHISTORIE
TREDIE BIND
FREDERIKSBORG AMTS HISTORISKE SAMFUND AARBOG FOR 1940
FRA LAND OG BY
UDGIVET AF
ANDERS UHRSKOV
GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG KØBENHAVN 1940
Skildringer af Nordsjællands Kulturhistorie L Fra Landbrugets Verden . 1958 IL Handel, Haandværk, Fiskeri . 1959 III. Fra Land og By . 1940
FREDERIKSBORG AMTS AVIS1 BOGTRYKKERI
I FORTSÆTTELSE AF dette Værks to foregaaende Bind, hvoraf det* første handler om Landbrug og det andet om Handel, Haandværk og Fiskeri, bringer jeg endnu en Række Skildringer, der dels angaar Land*
brug, dels Haandværk eller Virksomheder, der ligger paa Grænsen af en af dem.
Jeg begynder med Kulsvidning og Kulsvierliv. I sit Værk Beskrivelse over Landbrugets Tilstand i Sjel=
land og Møen, skriver Gr. Begtrup 1805 følgende1):
»At svie Kul har været fra gammel Tid en Nærings*
green for Bønderne fra Hirschholm og Frederichsborg Amt. I Særdeleshed gives de fleste Kulsviere omkring Sjælsøe, saasom i Birkerød, Kairød, Bloustrød og til*
grændsende Byer. Da Jorden er meget sandet har den Egns Bønder ei ernæret sig af Agerbrug alene, men fra gammel Tid havt deres beste Fortjeneste af at brænde Kul, sælge Bark og Tørv. Dog er det de kon*
gelige Skovfogeder forbudet at svie Kul.«
Senere i samme Bind uddyber han Emnet yder*
ligere2): »I den nordøstlige Deel af Landet, nemlig paa Kjøbenhavns, Hirschholm, Frederichsborg og Kronborg Amter ernære Bønder og Huusmænd sig meget i Skovegnene ved at sælge Tørv og Brænde, tage Bark af Egetræerne og svie Kul, som afsættes i Hovedstaden, og er for dem en ikke ubetydelig Næringsgreen. At sælge Tørv og Brænde, og svie Kul, er egentligen en Næringsvei for Bønderne i Egnen af Hirschholm, og sælge Bark for dem fra Fredens*
borg Kanten. Bønderne i disse Skovegne have mere Lyst til slig Handel, end til det egentlige Jordbrug, og man kan ikke negte, at de ofte forsømme deres
Gaards Drivt, ved den idelige Færsel til Hoved*
staden. Imidlertid kan man ei heller negte dem den Fortjeneste, at de ved deres Industrie forsyne Byen med de anførte nødvendige Artikler. Fra den nord*
østlige Deel af Landet indføres aarlig gjennem Stadens nordre Port fra 20—25000 Læs Tørv, for en Sum af omtrent 50000 Rdl., desuden 12 — 1300 Læs Trækul, en ikke ubetydelig Mængde Egebark og noget Bøge*
brænde. Ved denne Handel fortjener en Gaardmand tilvisse aarligen et par hundrede Rigsdaler, og Huus*
manden efter sin ringere Evne i Forhold dertil. Men naar man igjen betragter, hvad der tilsættes paa Heste og Vogne, det bestandige Kroliv, hvorved disse Men*
nesker lettelig forfalde til Drik, og Forsømmelse af deres Avling, vilde det uden Tvivl være for disse Skovegnes Bønder og Huusmænd fordeelagtigere mindre at tage Deel i slig Fortjeneste, og kun paa saadanne Tider paa Aaret, at de uden Tab kan være fra deres Gaard.
Til at befordre Reisende, og at lade sig leje til Gods Befordring er samme Egns Beboere meget vil*
lige, og kan saa meget lettere, da de underholde flere Heste, end fornødent til deres Jordbrug.«
Angaaende Kulsviernes Erhverv vil vi først gøre Rede for, hvordan Milen opbygges, og Kulsvidningen foregaar 3):
Naar en Mile skulde opbygges, satte man først 4 Pinde op, og imellem dem anbragtes Hjertet, d. v. s.
en Bunke smaa tørre Ris eller Granpinde til Optæn*
ding. Hjertet var ca. 1 Alen højt og ca. 8 Tommer i Diameter. Omkring Hjertet anbragtes Fodbrændet, d. v. s. Brændestykker paa en Alens Længde, der stil*
ledes paa Højkant. Derefter lægges Brøndet, d. v. s.
Trækulstykker, der ikke er helt forkullet og altsaa er Rester fra en tidligere Mile, samt en Palleknude, en
Granrod paa en 15 Tm. i Diameter, oven paa Hjertet.
Nu kommer Opstablingen af Brændet, der skal for*
kulles, det er kortere end Fodbrændet, idét det er om*
Kulsvier.
Efter haandkoloreret Kobberstik af G. L. Lahde o. 1815.
kring en halv Alen langt. Det benævnes Pallebrænde og stables saaledes, at det ender spidst, saa Milen faar en opad tilspidset Form. Ved Jorden var Milens Diameter ca. 3 Alen, Højden 3 — 4 Alen.
Omkring den saaledes opbyggede Mile sættes Sten
med bestemte Mellemrum, de saakaldte Boller, og mellem disse anbringes Træstykker £or at skaffe Træk
kanaler til Milen. Nu tildækkes Milen med Halm eller Hø og bevikles med Halmbaand. Til sidst til*
dækkes det hele med Koister, der er en Benævnelse for det Smuld, der frasigtes Trækullene.
Som et interessant Led i den Byfest, der under Navnet Den danske Uge blev afholdt i Hillerød i Begyndelsen af August 1933, var der paa Dyrskue*
pladsen af en Ætling af en gammel Kulsvierslægt fra Karlebo, Hans Henriksen, opført en Kulmile. Vi skal nu følge denne Miles videre Skæbne. Efter at Milen var færdig til Brænding, blev den antændt Lørdag Formiddag Kl. 9. Med en lang Stang med en Klud, der er dyppet i Petroleum, som Lunte antænder Kul*
svieren nu Milen ved gennem en i Forvejen indrettet Kanal at føre Lunten ind til Hjertet.
Milen brændte nu fra Kl. 9 Lørdag Formiddag til Kl. 10 om Aftenen, uden at der foretoges noget ved Kanalerne. Kulsvieren maa hele Tiden passe, at det ikke brænder igennem, og stadig tilklappe Koisteret.
Kl. 10 Lørdag Aften aabnes der for Kanalerne, og Ilden brænder da med klar Flamme til Kl. 6 Søn*
dag Morgen, i hvilken Tid Ilden altsaa vandrer gennem Milen, saa det hele er i Glød, og Kulsvieren maa da nøje passe paa, at Ilden ikke slipper ud, saa Træet bliver til Aske i Stedet for til Kul.
Fra Kl. 6 Søndag Morgen trækker Milen, indtil Krogningen kan foregaa. Krogningen er en Operation, der udføres med en lang Trækrog, hvormed man træk*
ker i Milen, saa den synker sammen og kan gløde færdig. Krogningen foregaar Søndag Eftermiddag Kl. 3.
Tre Timer efter, Kl. 6, foretages Optagningen af Træ*
kullene. Da skilles Milen fuldstændig ad, og Træ*
kullene tages ud og resies, d. v. s. de sorteres i et
Sold med Haandtag. Saaledes skilles Kolstret — Smuk det — og Brøndet — det ikke helt forkullede — fra, og det rene Trækul bliver tilbage.
En Række yderligere Oplysninger om Kulsvidning
Milen stables.
Frede Hansen fot.
giver en fhv. Kulsvier, Hans Pedersen, Fredensborg4), tidligere Esbønderup Skovhuse, født 1872. Hans Fa*
der, Peder Hansen, Esbønderup Kohave, var i sin Tid en af de ældste Kulsviere i Nordsjælland. Han blev 80 Aar gammel. Hans Pedersen fortæller, hvor*
dan hans Fader kørte til København med Trækul. De kørte hjemmefra ved Totiden om Natten, og mens Kulsvierne ellers ofte havde 5 Kæpstokke, de 4 i Vognen og den femte til at slaa fra sig med, hvis de blev overfaldet, havde Faderen som Regel et ladt Gevær med. De kørte til København en Gang om Maaneden og havde 80 Sække Trækul med paa et Tospands Hestekøretøj. Prisen var ll/3 Kr. pr. Sæk.
Brændet var forskelligt, efter hvem Trækullene var
bestemt for. Guldsmedene skulde have noget* der gav stærk Varme, og til dem anvendtes Bøgebrænde, me*
dens Skræddere, Syersker o. 1. fik Trækul af Birk og El. Til Haandværkere i Almindelighed brugtes Træ*
kul af Gran. Det var ikke alt Trækul, der brugtes til Varme, det anvendtes bl. a. ogsaa til Svin, der
havde Mavesyge.
Uheld kunde der ogsaa være med Brændingen.
Hans Pedersen fortæller, at han engang havde vaaget 5 Nætter og Dage over Kulmilerne og havde faaet Kullet sækket og gjort klar til Salg, men det maa have ulmet i noget af Trækullet, for lidt efter fut*
tede det hele af for ham.
Til en Kulmile anvendte man normalt 3 Favne Brænde.
En af den nyere Tids ældste Kulsviere er Lars Bendtsen, Gadevang, født 1855. I 1935, da han var fyldt de 80, aflagde jeg ham et Besøg, og han for*
talte da følgende: Hans Fader, Bendt Hansen, havde det Sted, hvor den ældste Købmandshandel findes.
Der er 5 Tdr. Land til Ejendommen, og her sved Bendt Hansen saavel som hans Fader igen, Hans Andersen, Kul og kørte til København og solgte.
Lars Bendtsen begyndte at passe Miler om Natten, da han var en halv Snes Aar. De maatte skiftes til at vaage, for at de andre kunde faa sovet. Brændet købte de i Skoven, det var Kvasbunker, der var 3 Alen brede og 6 Alen lange. De kvasede dem af ude i Skoven, og Kvaset solgte de til nogle gamle Koner, eller de lod det ligge. De gav et Par Daler for saa*
dan en Kvasbunke, og der blev et Tospænderlæs godt Brænde af det. Naar de fandt nogle gamle, nedfaldne Grene i Skoven, tog de dem med. De havde 7 Miler ad Gangen, og de sved baade Sommer og Vinter, naar de havde noget Brænde, der ikke var til andet
end at svide Kul af. Trækullene kørte de til Køben«»
havn og solgte til Holmblads Fabrikker paa Amager, de fik 8 Mark for Tønden, en Overgang lidt mere.
Ind imellem lavede de ogsaa Pindebrænde, som de
Frede Hansen fot.
Milen brænder.
ligeledes solgte i København. Det blev kørt ind i Banevogne. De kørte da ind og læssede det af og solgte det til Spækhøkerne for 5 Øre for en Snes.
Senere hen gik Lars Bendtsen i mange Aar i Skoven, hvor han tjente 12 Kr. om Ugen, idet de fik 24 Kr.
hver fjortende Dag. Eftet Julestormen 1902 fik han Arbejde hos Jens Olsen i Kagerup, hvor han hjalp til med Kulsvidningen af alt Affaldsbrændet. Dær havde de en halv Snes Miler, og de var saa høje, at de maatte have Stige til for at naa og stable dem.
Her fik de 16 Kr. om Ugen og frit 01 (Hvidtøl).
Det varede et Par Aar, saa gik han i Skoven igen.
Det er forstaaeligt, at al den Vaagen over de bræn*
dende Kulmiler, der foregik i Nattens Mulm og Mørke,
kunde virke anstrengende. Legemet trættedes, og Ner*
verne spændtes. Nattens mærkelige Lyde virkede æng*
stende, og uforklarlige Lys* og Skyggevirkninger satte Fantasien i yderligere Svingning. Da oplevede Kul*
svierne mystiske Ting, og Sagn opstod.
Saaledes fortælles følgende:
Ved Sibbergaard i Esbønderup passede Jakob Mor*
tensen og hans Kone Else Kulmilerne. Jakob Mor*
tensen boede i Saltrup og var en dygtig Kulsvier, som kom langt omkring. En Nat Jakob Mortensen og hans Kone passede Kulmilerne, saa de nogle Ellepiger kom*
me fra Skoven hen imod Milerne, og de sang: »Ulle, Bulle, Busse Bøjemand. Flæspen brænder!«
Jakob tog en Brand og kastede efter dem og løb ind i Gaarden, men lige efter at Porten var lukket, blev der kastet en Sten mod den, saa det rungede i hele Gaarden, og om Morgenen var Kulmilerne jæv*
net med Jorden. 5)
I Huseby ved Esbønderup boede for et Par Men*
neskealdre siden lige ved Skovgærdet en Mand, som hed Lars Tambo. En Nat Lars Tambo passede sine Kulmiler inde ved Gamlevang, saa han et Par Elle*
piger komme hen imod Kulmilerne, for at de kunde varme sig. Han hørte dem synge:
»Bonde, Bonde, som i Bøgetoppen hænger, Flæspekost brænder.«
Lars Tambo blev meget bange, han tog noget Kol*
ster og brændende Pinde og kastede efter dem og løb hjem, saa hurtigt han kunde, men Ellepigerne forfulgte ham og fik klemt hans ene Ben, idet han smuttede ind ad Døren til sit Hus. Lars Tambo blev halt Resten af sit Liv. B)
Om Livet og Arbejdet i et Kulsvierhjem for halv*
fjerdsindstyve Aar siden har jeg 1923 fra Aftægts*
mand Peter Nielsen, Annisse Overdrev, modtaget en
mere fyldig Beretning, som jeg anfører det væsent*
ligste af. Den lyder saaledes: Følgende Skildring skriver sig fra Midten af Tresserne i forrige Aar*
hundrede og stammer fra Karlebo Overdrev, hvor
Milen slukkes.
Frede Hansen fot.
mine Forældre ejede en Ejendom paa ca. 10 Tdr.
Land af middelmaadig Bonitet. Hovederhvervet var Tilvirkning af Kul og Pindebrænde.
Bygningerne bestod af tre sammenbyggede Længer, opført af haandstrøgne Sten; de laa solret med Facade mod Syd, en Regel, som i Datidens Byggeskik altid blev fulgt. Gennem Forstuedøren, der bestod af to Halvdøre, kom man ind i Stegerset eller Forstuen, hvor Gulvet bestod af utilhugne Kampesten. I Midten af Rummet var der en stor, aaben Skorsten med aabent Ildsted og herfra tillige Indfyring til Bilæggerovnen i Dagligstuen og til Bagerovnen, som var udbygget i Nordsiden med et lille Skraatag over.
Til venstre i Forstuen var et Værelse paa 6 gange
7 Al.» hvor min Moder havde en stor Egetræsvæv op*
stillet. Hun vævede nemlig Tøjet til det væsentligste af Familiens Beklædning. Til Højre for Forstuen var en Dagligstue paa 4 Fag, ca 7 gange 10 Al., som til*
lige benyttedes til Spisestue og Sovekammer for hele Familien. Nederst ved Døren til Højre stod der en sirligt udskaaret, højrygget Lænestol samt et Par andre Stole i lignende Stil. Lidt oven for disse, langs Yder*
væggen ved Vinduerne, stod en Egetræslangbænk og foran den et stort, massivt Egetræsbord, ved dettes øverste Ende en Bænk og bag ved denne et blaamalet Træpanel med forskellige Forsiringer. Nærmest Lof*
tet afgav Panelet Plads til en Række blankpudsede Tintallerkener. Ved Værelsets modsatte Side stod to store Himmelsenge med blaaternet Omhæng med hvide Blonder rundt om. Neden for disse Senge fandtes en bred Bænk, som afgav en fortrinlig Tumleplads for os Børn og benyttedes til Leje for Natten for den, som havde Vagt ved Kulmilen. Imellem denne Bænk og Stuedøren stod der en stor Bilæggerovn med blank*
polerede Messingkugler foroven. De tre Sider af Støb*
ningen forestillede ældre Tiders Heltebedrifter.
Værelset havde fire Fag Vinduer, og paa den ud*
vendige Side af Muren var anbragt grønmalede Træ*
skodder, som altid i Vintertiden blev lukket for Vin*
duerne, saa snart det var mørkt, og Lampen skulde tændes. Denne bestod af en Jernstang, fastgjort i Lof*
tet, og paa denne Stangs nederste Ende var anbragt en firkantet Jernskaal, som blev fyldt med Tran eller Olie. I de to yderste Hjørner var der anbragt en Væge, men det var sjældent, man flottede sig med at tænde mere end den ene. Naar der kom fremmede eller ved højtidelige Lejligheder, benyttedes Malmlysestager med Tællelys, som Mor selv støbte i en dertil indrettet Blikform.
Anders Prøjser.
Arbejdsmand, der levede af at gaa fra Kulsvier til Kulsvier og vaage
over Milerne.
Stuens Gulv var af Ler, men hver Morgen, naar der var fejet og strøet Sand paa, og naar Bordet var hvidskuret, og enhver Ting i Værelset var anbragt paa sin bestemte Plads, da indgød denne Stue trods al sin Beskedenhed en
Hygge og en Ordens*
sans, som efterlod et dejligt Minde.
Oven for denne Stue var der et Værelse paa 3 gange 7 Al. (Kam*
merset), hvis ene Halv*
del benyttedes til Op*
bevaring af Mælken, og i den anden Halv*
del var opstillet en Malt*
kværn. Hermed er saa fortalt, hvad der væsent*
lig hører til Stuebyg*
ningens Indretning og Bohave.
De andre to Længer, Stald* og Ladelænge, var ligesom Stuehuset opført dels af Lersten
og dels af klinede Vægge, der blev opført paa følgende Maade. En Række opretstaaende Stænger, Ken c?’er, blev anbragt med x/< Alens Mellemrum. Paa tværs af disse blev der saa flettet tyndere Stænger, og der*
efter blev der paa hver Side af Træværket klistret et Lag Ler, iblandet med noget Hakkelse, saa Murværket fik en Tykkelse af 6—7 Tommer, hvorefter det blev kalket og var paa denne Maade nok saa holdbart som Ler*
stenene.
Kreaturbesætningen bestod af to Heste, to Køer og
en Kvie, samt en Kalv, tre à fire Faar og sjældent mere end to Svin, som gerne blev 3/* Aar eller der*
over, før de blev slagtet, da de i hele Opvæksten blev fodret med Nælder og andet Grønt, saa at den egent*
lige Fedningstid først begyndte, efter at de var over et halvt Aar gamle.
Hvad Høsten gav i Fold og Udbytte, erindrer jeg ikke med Bestemthed, men jeg mindes, at Kløver*
markerne somme Aar kunde være ret frodige, men man savnede Nutidens Kendskab til at høste dem.
Det var Datidens Opfattelse, at Høet skulde være brunt, før det blev revet, det laa derfor i mange Dage paa Skaar, udsat for Vejrliget, og naar det kom i Hus, havde Kløveren tabt sine Blade og Stængelen en Del af sin Næringsværdi.
Med Kornafgrøderne var det daarligt bevendt. Jor*
den var fattig paa Kalk og forøvrigt paa al anden Plantenæring. Særlig for Bygmarkens Vedkommende mindes jeg, fra den Tid jeg var blevet saa voksen, at jeg kunde begynde at haandtere et Mejetøj, at der, naar Leen skar godt, kunde blive nogle ret tykke og høje Skaar, men naar man betragtede dem i Toppen, var der kun faa Aks, idet Hovedbestanddelen var Solsikke (gul Okseøje). Rug og Havre var i Reglen noget bedre.
Kartoffelafgrøderne var efter den Tids Forhold ikke daarlige. Den Sort, man dengang kendte, og som i Almindelighed blev dyrket under Navn af gul Jyde=
potte, blev efterhaanden saa angrebet af Sygdom i Kulerne om Vinteren, at man vanskeligt kunde skaffe friske Knolde nok til Læggebrug om Foraaret, hvor*
for den ganske af sig selv gik ud af Sagaen og er*
stattet med andre mere haardføre Sorter.
Desuden havde vi begyndt at avle et lille Stykke Roer, som omhyggelig blev haandluget, baade oven
paa Kammene og nede mellem disse, da det gjaldt om at være varsom med ikke at komme til at løsne Jord*
skorpen om de spæde Planter, for at Tørken ikke skulde trænge ind til Rødderne. Man kendte den*
gang ikke en Radrenser, og mange har sikkert set ret skeptisk til den Mand, der først begyndte at be*
nytte en saadan.
Vi høstede hvert Aar et Stykke Hør. Frøet blev saaet i Foraarstiden, omtrent samtidig med de andre Afgrøder. Naar Hørren havde blomstret og sat Frø, men mens den endnu var grøn, blev den rusket op med Rode og lagt i velordnede smaa Bunker, og naar man var færdig hermed, blev de baaret hen paa en aftøj*
ret eller nylig afhugget Græsmark, hvor de blev bredt ud i Rækker ved Siden af hinanden, saa tyndt som det var muligt. Naar Hørren havde ligget nogle Dage, blev den vendt, og den henlaa nu saaledes, indtil den var blevet saa tør, at den kunde tages hjem paa Loen, hvor den blev tærsket. Derefter blev den atter lige*
som før bredt ud paa Marken, hvor den saa henlaa, indtil Stængelen af Vejrliget var blevet saa skør, at man kunde bryde den i Stykker imellem Fingrene, og saa oprandt den store Dag, da der skulde være Brydegilde.
Dagen før dette blev der gravet en Brydegrav, der var ca. 3 Al. dyb, 5 Al. lang og V/s Al. bred. Her*
over blev anbragt to Jernstænger paa tværs og to andre over disse paa langs ad Graven. Om Morgenen stillede saa fire haandfaste, yngre Mænd ved hver sin Bryde, som var anbragt i Nærheden af Bryde*
graven, hvori der blev fyret med Tørv og Brænde.
Hørren blev bredt ud over Graven paa de omtalte Stænger, hvorved den blev knastør og tjenlig til Be*
handling i Bryden. Naar den var færdig herfra, gik den over til et lignende Antal Skættekoner, og her*
2
fra blev den lagt til Rette for lejlighedsvis at blive heglet. Middagsmaden ved disse Gilder bestod som oftest af Risengrød og Klipfisk med Snaps, Fisken skulde svømme, sagde man. Ved Aftensbordet fik man gerne Flæskesteg og Oksesteg og flittigt Snaps,, senere paa Aftenen Kaffepuns. Man morede sig i Mellemtiden med Kortspil, og det gik lystigt til ved disse Sammenkomster, men dog altid forholdsvis søm*
meligt.
Naar Hørren lejlighedsvis var blevet heglet, var den tjenlig til at komme paa Spinderokken, og naar de lange Vinteraftener kom, Skodderne var blevet lukket for Vinduerne og Olielampen tændt, da kom Spinde*
rokken og Garnvinden i Brug, ofte til sent ud paa Aftenen. Naar der i Løbet af Vinteren ved denne Aften*
beskæftigelse var tilvirket et anseligt Antal Garn*
nøgler, blev de sat i Væven og forarbejdet til Lær*
red. Hver Morgen, naar min Moder var færdig med Værelsernes Rengøring, og vi havde indtaget Fro*
kosten, satte hun sig til Væven, og Skøtten og Slag*
bordet gik i lystigt Tempo, indtil Middagsmaden skulde tilberedes. Paa samme Maade anvendtes nogle Timer midt paa Eftermiddagen, og efter nogen Tids Forløb sad der paa Væven et Stykke Lærred paa omkring ved 50—60 Alen, som da blev taget af og hver Morgen i nogen Tid bredt ud paa Græsmarken og et Par Gange om Dagen overbruset med Vand, for at det skulde blive bleget. Nu var det endelig færdig til at benyttes til Lagner, Skjorter og forskel*
lige andre Ting til Familiens Forbrug. Selv Lærreds*
benklæder benyttedes en Del, de blev da farvet sorte.
Ulden af to, tre eller fire Faar blev kartet og spun*
det og hjemmeforarbejdet til Strømper og Trøjer. Af det øvrige Garn vævede min Moder et mindre Stykke Vadmel, som paa en Fabrik blev stampet og presset
for saa at blive tilskaaret, syet og anvendt til Rejse*
brug.
Som det vil ses heraf, var det kun smaa Summer, der fordredes til Indkøb af Beklædningsgenstande.
Et Par danske Træsko med Blikkramper og en Kasket, samt med nogle Aars Mellemrum Stof til et Sæt Stadstøj og et Par nye Støvler.
Dette var det væsentligste af Klædedragten. Jeg skal nu tilføje nogle Ord om Levemaaden. Vi bryg*
gede og bagte selv af de hjemmeavlede Produkter.
Vi kærnede Smør en Gang om Ugen. Mejeriprodukt terne strakte sig ikke ud over eget Forbrug. Af Mælken blev der lavet Ost, hvoraf der altid var rigelig. I Efteraarstiden eller nærmere mod Jul blev der slagtet en stor Gris til Husbrug, og paa anden Tid af Aaret blev der slagtet et Faar, hvoraf en Del blev hængt til Røgning og benyttet til Paalæg. Af Tællen blev der støbt Lys. Tillige blev der gerne en Gang om Aaret slagtet en Kalv, og Kosten var altid god og kraftig.
Jeg skal nu gaa over til at omtale det egentlige Hovederhverv, Kulsvidningen. De store Masser af Bræn*
de til dette Brug blev indkøbt i Statsskovene, og det kunde undertiden knibe med at have Penge nok i Kassen til at betale de forfaldne Auktionsregninger med. Jeg mindes et lille Træk i den Retning. Der var kommet Regning fra Amtstuen paa 8 Bunker Brænde, der var forfaldne til Betaling, men der var kun Penge til at betale de 4 med, og Brændet trængte vi til at faa hjem. Min Moder henvendte sig da paa Kontoret med høflig Anmodning om at faa betalt de fire Bun*
ker, men Fuldmægtigen, som var i slet Humør, næg*
tede at modtage Pengene med den Motivering: »Han kan jo lade være med at købe mere, end han kan betale, eller ogsaa kan hun gaa hjem og hente nogle flere Penge.« Min Moder forlod efter disse Ord Kon*
toret» men vidste, at der jo ikke var flere Penge at hente. For anden Gang lukkede hun Døren op ind til Kontoret, hvorefter Fuldmægtigen opbragt udbrød, henvendt til sin Skriver: »Dær er den Satans Kælling igen. Tag imod hendes Penge, og lad os blive hende kvit!«
Efter at Peter Nielsen har skildret Milens Opstab*
ling og Antændelse, fortsætter han:
I Løbet af en Time var Ilden trængt igennem op til Toppen, som hurtigt blev tildækket. Kulsvierens Kendskab og Agtpaagivenhed bestod nu i at tvinge Ilden jævnt og ligeligt igennem den samlede Træ*
masse, indtil den atter naaede Bunden. Det varede som Regel det meste af to Døgn. Derefter blev Milen væltet om og Kullene og Kulstøvet sorteret fra hin*
anden. Kullene var nu saa afsvalede, at de kunde fyldes i Sække.
Nu blev den faste Fjælevogn trukket frem, den blev stablet fladfyldt med Pindebrænde, og herover blev saa lagt en Række Kulsække fra hver Side af Vognen, med Mundingen mod hinanden. Saaledes blev der lagt tre til fire Lag over hinanden, saa Læs*
set blev baade stort og tungt, og der maatte underti*
den sættes fire Heste for, indtil vi naaede over Skanse*
bakken ved Hillerød. Turen fortsattes videre, mest i Skridtgang, mod Hovedstaden. Vi opholdt os gerne nogle Timer midt paa Natten i Kroerne Rudersdal eller Ny Holte. Det hændte ofte, at der paa disse Landevejsture blev en hel Række i Følge, og det gik derfor i disse sene Nattetimer ofte lystigt til i Kro*
erne. Vi forlod Kroen paa en Tid, saa vi kunde være inde i København om Morgenen til den Tid, For*
retningerne blev aabnede. Varerne, vi medbragte, var altid forudbestilte, men paa forskellige Steder i Byen, saa det blev gerne noget over Middag, inden vi kunde
begive os paa Hjemvejen, hvad der i Modsætning til Indturen ikke foregik i Skridtgang. Man kom som Regel hjem først paa Aftenen for saa Morgenen efter at begynde forfra i samme Dur.
Saaledes gik det i de 12 Aar af min Barndom, som jeg klart kan erindre. Hvad Nettoudbytte dette an*
strengende og bevægede Liv gav, er jeg ikke i Stand til at oplyse, men der blev først i Halvfjerdserne op*
ført en forholdsvis stor og ret anselig, grundmuret Stuelænge, der blev lagt bag ved den gamle, som blev [nedrevet, da den nye var færdig. Dette skete, uden at der — saa vidt jeg ved — blev gjort Gæld paa Ejendommen. Begge de to Udlænger blev faa Aar efter ligeledes erstattet med nye, og til Køben*
havnsturene brugtes nu en Trekæpstok*Fjedervogn i Stedet for den faste Fjælevogn.
Jeg mindes ikke, at min Fader tog nogen videre Del i Virksomhedens Ledelse, men min Broder, som var 15 Aar ældre end jeg, havde i en meget ung Alder paa egen Haand begyndt at foretage Rejserne til København med Kullæssene og dernæst overtaget Styret og Ledelsen af hele Virksomheden. Min Broder saa vel som vi andre tre Søskende havde den Glæde, at vi havde arvet en god Del af vor fortræffelige Moders utrættelige Energi og Viljestyrke, som siden har været os alle til uvurderlig Nytte. Jeg mindes min Fader som en kMand, der var kstærkt sløvet af Tidernes Tryk, men som den trolige Slider, der hver Morgen stillede ved Savbukken med sin Sav og savede Brænde Dag ud og Dag ind og tillod sig kun knap*
maalt Tid til Maaltiderne.
Jeg var nu blevet 17 Aar gammel. Jeg forlod Hjem*
met og tog Plads paa en Bondegaard. Min Broder blev tilskødet Ejendommen og giftede sig, og mine Forældre nød Aftægt og Ophold paa Stedet, saa længe de levede.
Min Broder fortsatte endnu nogle Aar med Kul*
svidningen, men nyere Forhold medførte, at der ikke mere var nogen stærk Efterspørgsel efter Trækul, og det er vist en fyrretyve Aar siden [altsaa først i Firs*
erne], de sidste Kulmiler paa denne Plads sendte deres Røg til Vejrs.
Nu blev det Landbruget, der skulde være det bærende, og der blev sat al Kraft ind paa at bringe Jorden i Gødningskraft. Besætningen blev stærkt for*
øget, en Mængde Gødning blev indkøbt fra Byen og Omegnen, nyere Redskaber blev anskaffet, og man havde nu overvunder Frygten for at komme med Radrenser i Roerækkerne. De Marker, hvor jeg i min Ungdom gik og mejede Solsikker, har nu i en Aar*
række baaret bugnende Kulturafgrøder.
Den Mand, som for 78 Aar siden paa den her be*
skrevne Plet traadte sine første Barnesko, Parcellist Lars Søren Nielsen, Karlebo Overdrev, er Indehaver af Ejendommen endnu.
Om Kulsvidning findes der iøvrigt et Afsnit i min Bog Dagligt Liv, Køb. 1924, S. 199—204. Kulsviernes til Tider vilde Kørsel paa Landevejene og deres Even*
tyr sammesteds er behandlet i dette Værks fore*
gaaende Bind, Handel, Haandværk, Fiskeri, S. 6—12 samt S. 58. Fra 1870erne skal følgende anføres:
I sine Barndomsindtryk fra København fortæller Martin Andersen Nexø (født 1869) i Et lille Kræ følgende om Kulsvierne 7): »Mellem Fællederne løb Kongevejen, som vi kaldte den (nu Østre Alle), og førte ud i det Ukendte — til Kongeslotte og Søer i store Skove hvor Kulsvierne holdt til. Om Morgenen naar min Bror og jeg traskede ud til Kirstineberg Brødfabrikker ude forbi Vibenshus efter natgammelt Brød til halv Pris, mødte vi dem. De var kørt hjemme fra ved Midnat, sortsmudskede og fremmedartede sad
de og nikkede halvsovende paa deres høje Læs af Trækul eller Riskoste og Kurve, Det hed om dem, at de smed med Kniv efter Folk; og vi søgte for en Sikkerheds Skyld helt ned i Vejgrøften. Derfra laa vi og skreg: »Gi’ lidt Trækul, Kulsvieri« En og anden hev lidt Trækul over i Grøften til os, og vi samlede det omhyggeligt op i vore Huer og tog det med hjem til Mor — til hendes Dampstrygejærn. »Saa er den Toskilling sparet,« sagde Mor og roste os.«
TØRVESKÆR. De mange Tørvemoser, der findes rundt om i Nordsjælland, har Slægtled igennem været en betydelig Indtægtskilde for den nordsjællandske Bonde. For Aartier tilbage havde Tørvemoserne be*
tydelig større Udstrækning end nu, da store Dele af dem er afvandede, udjævnede og indvundet til Ager*
land.
Om Arbejdet i Tørvemosen fortæller Rich. Bondes sen, Faurholm, efter sin Bedstemoder, der tilbragte sin Barndom og Ungdom i Bloustrødegnen: I Slut*
ningen af April eller Begyndelsen af Maj, naar For*
aarsarbejdet i Marken var til Side, begyndte man Forberedelserne i Mosen. Det overflødige Vand blev ledet bort; ofte var det nødvendigt at snegle det ud.
En Bro af Opfyld og Granstammer blev paa skraa lagt ned i Graven, og her blev ogsaa det store Lad, hvori Æltningen foregik, anbragt. Naar dette var gjort, Afrømning foretaget og Læggeplads valgt, kunde det egentlige Tørvearbejde begynde. En tidlig Morgen — man begyndte sin Dag Klokken fire — læssede man sine Redskaber, Skovle, Spader, Forme, Spande o. s. v.
paa et Par Gumpekasser og drog af Gaarde. Alle, som kunde undværes, maatte med, Husbonden, Kar*
len, Pigen og Tjenestedrengen. Pigen kom dog noget senere, da hun først maatte hjælpe Husmoderen med Syslen i Huset, Malkning, Fodring af Kreaturerne og Pakning af Madkurvene.
Imidlertid var man ankommet til Tørvemosen, hvor Husbonden og Karlen straks tog fat med at fylde Ladet, og naar dette efter et Par Timers Tid var gjortr tog Æltningen sin Begyndelse. Først huggede man med Spaden de største Klumper i Stykker, derefter blev Hestene trukket op i Ladet, den ene ved et Grimeskaft bundet til Halen af den anden, Drengen fik Plads paa Ryggen af den forreste, og saa gik det rundt, stadig i Sneglegang fra Kanterne ind mod Mid«*
ten, for at det hele kunde blive traadt.
For at Ælten kunde blive tilstrækkelig lind, skulde der naturligvis bruges en Masse Vand, som Hus*
bonden og Karlen stod og øste op med Hulskuffer.
Det var et strengt Arbejde for Hestene — i Reglen et Par ældre Dyr — at vade rundt i den tunge, ca.
en Alen dybe Tørveælte. Heller ikke for Drengen var Rideturen behagelig, barbenet maatte han jo være, og det stadig sprøjtende Tørvemøg satte sig i tykke Lag paa Benene, Solen og Vinden gjorde sit. Huden sprak, saa efter et Par Dages Forløb sad Benene ofte fulde af blodige, smertende Revner.
Naar Æltningen omsider var færdig, var man tjenlig til Frokosten, og man gav sig i Lag med Madkurven,, som Pigen imidlertid var ankommet med. Efter Fro*
kosten begyndte Udkørselen. En Gumpekasse blev ad Broen rykket ned i Graven og læsset. Medens den blev kørt ud, blev Gumpekasse Nr. 2 kørt ned og læsset og saadan fremdeles.
Ude paa Bakken — saaledes kaldtes altid Pladsen,, hvor Tørvene skulde ligge — havde Pigen nu faaet travlt. Hun havde kiltret Skørtet op, faaet Formen fat og var begyndt Strygningen, som foregik paa føl*
gende Maade: Et Bræt, hvis Størrelse passede til For*
men, blev vædet med Vand og lagt paa Jorden, For*
men — fire til seks Tørv stor — ligeledes vædet og
derpaa lagt paa Brættet. Med begge Hænder gjorde nu Pigen et dygtigt Greb i Tørveælten, klaskede den med et haardt Slag ned i Formen, en Haandfuld for hver Tørv, glattede efter med Hænderne, vendte med et rask Tag Formen med Brættet rundt, og Tørvene laa der nok saa nydeligt. Dette Arbejde fordrede en Del Øvelse samt stærke Arme og Lænder og en smidig Ryg. To Æltninger om Dagen var det ab mindelige.
Foruden Strygningen fordrede Tørven en Del Pas*
ning. Naar den havde naaet en vis Tørringsgrad, blev den kantet, d. v. s. stillet op paa Kant, og efter som Tørringen skred frem, sat op i Skruer, smaa stablede Stakke, der var hule indvendig. Naar Tørvene var helt tørre, blev de kørt hjem og stablet i Hus, til Vinteren kom, og Fragten til København begyndte.
Tørvestrygning fortsattes til Sædhøstens Begyndelse med et Ophold under Høbjergningen, hvis man da ikke tog fremmed Hjælp til denne.
Om Tørveskær og Tørvekørsel har jeg endvidere for en 13 — 16 Aar siden modtaget en Beretning fra Hans Hansen, Stutterup pr. Hørsholm, og den lyder saaledes: Efter de gamles Fortællinger var Tørven Bon*
dens bedste Indtægt lige fra omkring 1820 og til helt hen i Firserne. De, som ikke havde Tørvemose paa deres Jord, skar til Hælvten eller købte visse Favne forskellige Steder som paa Hjortemose, i Tokke*
køb Hegn, Sortemose, Allerød Sø, Kattehale, Bloust*
rød Mose, nu Drabæk, og Donse Overdrev. Desuden var der mange mindre Moser, hvor der blev lavet Tørv til Hælvten.
Til Stutterupgaard hørte en stor Mose, som blev godt udnyttet, særlig i P. Jensens Tid. P. Jensen var Bedstefader til den nuværende Ejer. Han havde altid stort Folke* og Hestehold, og som Regel begyndte
Tørvearbejdet, naar der var tilsaaet, men saa havde Husmanden allerede gjort de første Forberedelser med Afrømning og Opfyldning, undertiden skulde der males Vand først, førend Trossen kunde lægges ned.
Folkeholdet i Mosen var: en Husmand, to Karle og en Dreng, og dertil hørte to à tre Strygekoner eller
«piger, idet al Tørv blev haandstrøget. Børn kantede, og gamle Koner og Mænd skruede Tørv; der var ingen, der blev holdt for gode til at tage fat. Til Tørvearbejdet, som varede til Rughøst, hørte 3—4 Heste, som ikke blev brugt til andet.
Men foruden det, P. Jensen selv lavede, havde han 2—3 Hælvtengørere, men han blev ogsaa en af Egnens mest velstaaende Mænd.
Tørven var af god Kvalitet og meget efterspurgt her fra Stutterup. Som Regel gik der 2 Vogne hver 3 Gange om Ugen til København med Tørv. Efter gamles Fortællinger kunde der være Rækker af Tørve*
vogne herude omkring fra Hørsholmegnen. Det hænd*
te jævnlig, at de drak og sloges paa Københavns*
vejen, det var gerne Bønderne fra Hørsholm og Bønderne fra Københavns Distrikt, der skulde i Totterne paa hinanden.
Af andre landbominder gengiver jeg endnu nogle, hvoraf det væsentlige er mig fortalt af to gamle Mænd.
Husejer Christian Jensen, Slotsvænget, Hillerød, der er født 1861 paa Ravnsnæs Overdrev i Birkerød Sogn, har fortalt mig forskellige Træk af sine For*
ældres Historie.
Chr. Jensens Bedstefader, Niels Wilhelm Frederik*
sen, var født den 2. Juli 1793 og døbt den 7. Juli.
Han var Søn af Friderik Christensen og Hustru Mette Niels Datter af Ravnsnæs.
Niels Frederiksen laa som Soldat i København og
Kristianshavn, der dengang benyttedes som Tugte hus, udbrød der en Dag Ildløs, idet Fangerne havde sat Ild paa. I den Anledning blev Soldaterne udkom*
manderet, to og to, med skarpladte Geværer, og de havde faaet Ordre paa, at hvis de saa nogen komme ud paa Taget, skulde de skyde dem. /Alt mens Niels Frederiksen og hans Sidemand stod og passede paa, saa de en Mand kravle ud af et af Vinduerne. »Tag du og skyd ham, Niels Frederiksen!« sagde Side*
manden. »Nej, jeg sigter ikke saa godt, gør du det hellere,« var Svaret. Sidemanden skød, og han ramte ogsaa, men det viste sig, at det var en Straale*
mester, og han havde seks Børn. Naar Niels Frederik*
sen siden fortalte om denne Oplevelse, ytrede han altid sin Glæde over, at det ikke blev ham, der skød.
Da en Forbryder blev henrettet, befalede Kaptajnen Niels Frederiksen at gaa ud med Kaptajnens to Søn*
ner og overvære Henrettelsen, for at de to Drenge kunde se det og tage ved Lære af det.
Ogsaa fra Krigen med Englænderne 1807 er der endnu Overleveringer i Slægten. Den 16. August 1807 gik den engelske Hær i Land ved Vedbæk, den 21.
landede en anden Hærafdeling ved den nordlige Del af Køge Bugt. I de følgende Uger trængte den engelske Hær med Dygtighed og Kraft frem mod Københavns Volde. En Del af det sjællandske Landeværn blev trukket sammen til København og Kronborg, med en anden Hærafdeling paa 6000 Mand søgte man at standse Englænderne ved Køge den 29. August, men de daarligt udrustede og mindre dygtigt førte Lande*
værnssoldater blev hurtigt slaaet.
At disse sjællandske Landeværnssoldater, blandt hvilke Aanden iøvrigt var god, var yderst slet be*
væbnede, ses bl. a. af en Befaling fra Kronprinsen til
Amtmænd og andre Øvrighedspersoner om at skaffe Vaaben, »ogsaa fra Kirkerne, hvor Hellebarder, Spyd og Sværd findes, der af vore Forfædre var brugt med Hæder, mod vore Fjender og Voldsmænd.« 8)
Et betegnende Eksempel paa et Landeværnsvaaben findes paa Nordsjællandsk Folkemuseum. Det er en Pigstav, den bestaar af et cm tykt Træskaft, som forneden er forsynet med en Jernring og foroven en#
der i en 40 cm lang Jernspids. Pigstavens samlede Længde er 190 cm. Hele dette Vaabens Karakter gør et fuldkommen middelalderligt Indtryk. Man maa antage, at det kun kunde volde Fjenden Skade, hvis han selv var udrustet paa tilsvarende Maade. Men det var nu Englænderne ikke.
Fra den 2. til 5. September blev København bom#
barderet, hvorefter Byen kapitulerede. Mange Men*
nesker var dræbte, og store Dele af Byen ødelagt eller beskadiget. Chr. Jensens Mormor tjente det Aar hos en Familie i Teglgaardsstræde, hvor en Granat slog ned og knuste hendes Syskrin, men hende selv gjorde den ingen Skade.
Chr. Jensens Bedstemor — Farmor — var født i Værløse og havde den Sommer Plads i Kirkeværløse.
Til det Hjem, hvor hun tjente, kom der engelske Tropper og vilde have Mad. Den unge Pige dækkede Bord og gav dem Mad og Drikke. Naar man føjede dem, gjorde de ikke noget og betalte ogsaa for Maden.
Hvis man derimod nægtede at give dem noget, blev de onde og slog store Søm igennem Bornholmeren og andet lignende.
Flere Steder flygtede Folk fra deres Hjem, efter at de først havde begravet deres Penge og Kobbertøj eller hejst det ned i Brønden. Nordsjællandsk Folke#
museum ejer en Egetræs#Laagkiste, som Møller Simon*
sen, Lyngerup, har foræret Museet. Den var i 1807
gravet i Jorden med Sølvtøj i. Naar Folk var hjemme, tog Englænderne intet, men var de rømt, tog Soldater*
ne, hvad de ønskede.
Saavidt Overleveringerne fra 1807. —
Da Niels Frederiksen kom hjem fra Tjenesten, gik han paa løst Arbejde. Han tærskede hos Johannes Møller, en Bonde i Ravnsnæs, og fik 8 Skilling i Dag*
løn og Kosten. Da Ejendommen, Matr. Nr. 10 af Ravnsnæs, var til Salg, raadede Johannes Møller ham til at købe den. Det vilde han ogsaa gerne, men han manglede et Par Hundrede Rigsdaler til Udbetaling med mere. Dem laante Johannes Møller ham, og Niels Frederiksen bar dem hjem i et svensk, ternet Tørklæ*
de. Egentlig skulde der jo have været skrevet et Papir paa denne Gæld, men at komme til Prokurator koste*
de Penge, og dem havde Niels Frederiksen meget faa af, og da hele Sognet vidste, at han skyldte Johan*
nes Møller de Penge, saa var det jo — siger Chr. Jen*
sen — saa godt som tinglyst.
Niels Frederiksen overtog Ejendommen 1825 — altsaa endnu i Landbrugskrisens svære Tid — for en Sum af 400 Rdl. Sølv.
Han gjorde senere flere Jordkøb. Til Ejendommen hørte der nu tre Tørvemoser, og Niels Frederiksen lavede Tørv alle tre Steder. Tørven var deres Hoved*
næringsvej. Sæd avledes der ikke meget af, og Korn*
priserne var i de Aar smaa. Den store Landbrugs*
krise, der regnes at begynde 1818, varede til 1828, altsaa endnu 3 Aar efter Niels Frederiksens Overta*
gelse af Ejendommen.
Men et Aar steg Sædpriserne stærkt. Det var i 1826, da det efter en ualmindelig tør Sommer blev en meget streng Vinter. Søen var tillagt, og der var stor Mangel paa Korn. Johannes Møller var inde i København med to Læs Rug og blev budt 18 Rdl.
pr. Tønde, men han vilde have 20. Da han ikke kunde faa det, kørte han hjem med den igen. En anden Bon*
de fra Græstedegnen var ogsaa inde og blev budt 18 Rdl., men kørte ogsaa hjem med sit Ruglæs. Imidler*
tid blev det Tøvejr, Søen brød op, og der kom to Skibe med østersøisk Mel. Da faldt Rugprisen, men saa gik Manden fra Græstedegnen op paa Loftet og hængte sig oven over sine Sædbunker.
Til Niels Frederiksens Parcelliststed paa 20 Tdr.
Land hørte der ikke mere end to Heste, men han havde seks, to i hver Tørvemose. De to blev solgt eller slaaet ihjel om Efteraaret, saa de havde fire Vinteren over.
De lavede baade brun Tørv og sort Tørv. I den ene Mose var der den saakaldte Skovtørv, den var tung, den brugte de paa Mønten til at lave Penge ved, og den blev derfor kaldt Mønt et ørven.
Til at befordre Tørven i havde de dengang noget, de kaldte Spolevogne, Letterne — Sidefjælene — var aabne, og der var sat Pinde paa Tykkelse med en Finger imellem Letterne, for at Tørven ikke skulde gaa igennem. De kaldtes ogsaa for Pindevogne, I disse Mellemrum stak Sisebetjentene Spydet ind gennem Tørvene for at se, om de havde noget Kontrebande med.
En Dag Niels Frederiksen var inde med et Læs Tørv til Mønten i Herluf Trollesgade, kom Mønt*
mesteren, da han havde faaet læsset Tørvene af, og sagde: »Hør, Niels Frederiksen, kunde Du ikke køre et Læs Penge op i Nationalbanken for os?« Jo, det kunde han nok. Han fik saa Pengene i Fjerdinger
— som de nuværende Smørdritler —, og der blev læs*
set fire paa Vognen. Han vidste jo ikke, hvad der var i dem, men han tænkte, at det var egentlig meget, at de troede ham saa godt, at de betroede ham alle
de Penge. Men da der var læsset paa, og han skulde til at køre, kom der to af Møntens Folk, og de gik uden for hver sin Hest. Dernæst kom der 8 Soldater med Bajonetter paa Geværerne, de 4 gik foran og de 4 bagefter, og paa den Maade blev Bedstefader eskorteret til Nationalbanken. Saa kunde han jo nok forstaa, at de ikke havde betroet ham saa farlig meget.
De havde ikke kunnet faa fat i deres egen Vogn*
mand, derfor bad de ham om at køre, og han fik en>
Specie for sin Ulejlighed.
Niels Frederiksen havde en Søn, der hed Jens Nielsen
— det var Chr. Jensens Fader —, han var født 1818 og overtog Faderens Ejendom i et af Aarene 1846—48.
Hans Kone var ogsaa født 1818. Hun var fra en Gaard i Høsterkøb, og herfra har Chr. Jensen ogsaa en Beretning. Da hans Mor var ganske ung, havde de en Dag slagtet en Gris. Det var tidligt paa Efter*
aaret, og Kreaturerne var endnu ude. Men Natten efter blev Grisen stjaalet, og Mormor, der var Kone i Gaarden, blev meget ked af det. De var ikke vel*
havende, det var der ikke mange Bønder, der var i de Tider. Dagen efter gik hun ned for at flytte Køerne, og henne ved en lille Mose med Ellekrat kom hun til at sparke til en Lem, og den dækkede over en Tønde, hvori Grisen var saltet ned. Tyvene ’havde altsaa ikke turdet have den hjemme. Mormor blev meget glad over, at de fik Flæsket igen, og de fik det hjem til Gaarden. Men næste Morgen fandt de deres bedste Ko i et Mosehul. Dens Forben var bun*
det sammen og ligeledes Bagbenene, og saa var den sænket i Vandet, hvor den var druknet. Da ønskede Mormor, at hun aldrig havde fundet Flæsket.
Chr. Jensen fortæller videre: Gælden til Johannes Møller overtog min Far efter Bedstefar. Naar Far og Mor var henne at betale Renter, spiste de Midaften
og blev der om Aftenen og spillede Kort, saa det var en hel Udflugt. Nu havde min Mor faaet en ny Kjole til min ældste Søster, der var født 1849» og da de en Gang skulde hen at betale Renter, havde Mor givet min Søster den nye Kjole paa, men da Far kom ud af Stalddøren og saa det, sagde han: »Hvad er det! Har du givet hende den nye Kjole paa?«
Ja, det havde Mor da. »Vil Du øjeblikkelig give hende den gamle paa — Du maa huske paa, vi skylder ham Penge!« Mor maatte lystre, og min Søster græd.
Men saadan var Tidsaanden.
Jens Nielsen fortsatte med Tørvesalget. Chr. Jensen fortæller, at saa langt tilbage, han kan huske — sidst i Tresserne og Halvfjerdserne —, var Prisen 5—6 Rdl.
for et Læs Tørv. De kørte med to Vogne tre, fire Gange om Ugen hele Vinteren, og de havde som Regel Gødning — Hestegødning, ogsaa nu og da Ko*
gødning fra Brænderierne — paa Vognen hjem. Saa vidt Jensen kan huske, gav de et Par Kroner for Læs*
set.
En Del Varer købte de ogsaa i København, saa*
ledes købte de holstenske Oste nede hos Skipperne i Nyhavn. De kostede 5 Skilling Pundet og vejede 15-20 Pund.
Niels Frederiksen havde paa sine gamle Dage givet sig i Pleje hos en Familie i Birkerød. De fik 5 Daler en Gang imellem, naar han havde faaet nogle Penge i Aftægtsydelse af sin Søn. 1869 døde han, men Jens Nielsen havde ikke Penge at bekoste sin Faders Begravelse for. Imidlertid boede der paa den Tid en Træskomand i Birkerød, der hed Hans Christiansen, han var godt oplyst. Han kunde baade læse og skrive, hvad langtfra alle kunde. Jens Nielsen kunde lige skrive sit Navn, men heller ikke mere. Andre kunde ikke engang det, men skrev »med paaholden Pen«,
eller »med ført Pen«, forkortet til m. f. P. Oplysnin*
gen var i det hele ikke stor. Jens Nielsens Mor, der som tidligere nævnt var født i Værløse, vidste ikke, hvad Aar hun var født. Hans Christian, som Træskoman*
den blev kaldt, skrev Lejekontrakter for Folk og var dem behjælpelig paa flere Maader. Han var ogsaa ret velhavende, og da Niels Frederiksen var død, gik Sønnen til ham og spurgte, om han ikke kunde laane ham Penge til Begravelsen. »Det er jeg ikke saa meget for, Jens Nielsen,« var Svaret. »Du har jo ikke ret meget, og jeg er bange, jeg ikke skal faa Pengene igen.
Men her er hundrede Daler, som din Far Tid efter anden har bedt mig gemme for sig. Dem kan du bruge til Begravelsen.«
Dermed var Jens Nielsen hjulpet, og Hans Chri*
stian havde vist sig som den ærlige Mand, han var.
Jens Nielsen vidste intet som helst om de Penge.
1890 døde Jens Nielsen, og Ejendommen paa Ravns*
næs Overdrev hører nu under Ebberødgaard som Anneks. —
Peter Sørensen, der var født paa Ullerødgaard 1837 og døde 1926, har 1921 fortalt mig en Række Træk om Bondeliv og Jægersmænd. P. Sørensens Fader hed Søren Pedersen, og han levede fra 1794 til 1868.
Bedstefaderen hed Peder Wilium sen, han var født 1769
— samme Aar som Napoleon — og døde 1847. P. Wil*
lumsen havde først haft en Gaard i Herlev, men den solgte han og købte 1799 Ullerødgaard, der havde været fæsteledig fra Udskiftningen, for 900 Rdl. Den laa, hvor afdøde Smed Jacobsens Hus nu ligger (første Hus til højre efter Aalholm), men 1803 brændte den, og den blev da flyttet ud til den Plads, hvor den endnu ligger.
I dette Værks første Bind findes der Side 197 et Billede af Ullerødgaards Stuehus med Korsstue, set
3
fra Landevejen, og S. 199 et Billede af Stuehuset, set fra Gaarden. I en af Stuerne findes følgende Ind*
skrift:
P W S K B D ANO 1803.
Denne Indskrift er altsaa anbragt i det Aar, Gaar*
den blev opført, 1803, og til Minde om Ejeren Peder Willumsen og hans Kone Karen Børges Datter.
Efter Peder Willumsen overtog hans Søn, Søren Pedersen, Gaarden, og efter ham ejedes den i mange Aar af P. Sørensen og hans Søster. Da de to Sø*
skende fraflyttede Gaarden, fortsatte P. Sørensen endnu i en Aarrække sit Hverv som Forligsmægler i Hillerød.
P. Sørensen og hans Søster fortæller, at deres Fader var med til Hove for sin Fader. De fra Tjæreby høstede inde paa Strødam, og til Hovmarken med<
bragte de et Hovskrin, hvori de havde deres Mad, Kom man ind til Byen i Hoveritiden, saa man paa Gaden mange Høstpiger med hvide Forklæder. De var der fra adskillige Sogne. Men saa blev Hoveriet afskaffet, og de betalte Hoverihavre (første Stavelse betonet) i Stedet for.
Ullerødgaard var en mager Gaard, en Del af Jorden var svampet, der var Mos paa den, saa de havde ingen Nytte af den. Andre Bønder havde nogle Kreaturer gaaende der og betalte lidt for det, men de blev kede af det. Dette Jordstykke, der laa midt i Gaardens Jorder, Syd for Landevejen, og var paa en 7—8 Tdr.
Land, havde øverst et Lag Tørvejord, hvorunder der var Lerjord. P. Willumsen tændte Ild paa det, og det brændte i tre Aar. Man kunde se Flammerne fra Vejen, og det brændte ogsaa om Vinteren. Da for*
tærede Ilden ogsaa noget. Bagefter blev det god Jord, Peder Willumsen var en meget stærk Mand, og herom fortæller hans Sønnesøn følgende:
I Frerslev Hegn har gamle Bartels, der var Skov*
foged og boede i Rønnehus — han døde for et halvt Hundrede Aar siden eller deromkring — vist mig et Stød, hvor der havde staaet et stort Træ, og dær havde, fortæller Barteis, Bedstefar staaet og skudt fem Ræve. Det var Rekorden. Gamle Barteis og P. Wil*
lumsen var ofte paa Jagt sammen, og engang var de efter en Jagt til en Frokost, men da de kom ud i Gangen, angreb Barteis Bedstefar, for han havde skudt bedre end Barteis. Men saa ’tog Bedstefar ved ham og klemte ham over mod Væggen, og det saa Fing*
rene gik igennem Tøjet og ind til Benene, og saa sagde han : »Vi skal ikke strides, Barteis, vi skal være Venner,« og det var de ogsaa altid siden. De var meget stærke begge to. Der var intet, Barteis satte over Kræfter, men det havde ogsaa noget at betyde dengang. Det betød mere, end det betyder nu.
Naar der var Uro i Hillerød Markedsaftenerne — det var sløjt med Politi dengang —, sendte de Bud efter Bedstefar, han kunde snakke dem til Rette. Han havde ved tidligere Lejligheder givet dem en paa Kas*
sen, saa de var bange for ham. Han greb dem gerne i Skulderen eller Armen, og saa kunde 'han trykke Kødet fra Benene, saa var de snart færdige. Det har jeg ogsaa kunnet.
Dengang Bedstefar laa for Døden, 1847, sad Barteis ved hans Seng og græd. »Du dør da ikke, Peder Willumsen?« sagde han. Ja, det var jo ikke saa godt at vide, svarede den syge. »Ja, for Du og jeg vi har været de to stærkeste Mænd i Frederiksborg Amt,«
sagde Barteis. Men Peder Willumsen døde.
ET Arvefæstebrev fra 1761. I dette Værks 1. Bd.
Fra Landbrugets Verden er det Side 21 ff. omtalt, hvorledes de første Bondereformer gennemførtes i Hørsholm Amt af Christian den Sjettes Dronning, Sophie Magdalene, der havde faaet overladt Hørsholm
Distriktf som Amtet ofte kaldtes, til sit Underhold.
Dronningen fulgte de Raad, kloge Mænd gav hende, idet hun 1759 — 61 afskaffede Hoveriet og Natural*
tienden og indførte Arvefæste.
Under Afslutningen af nærværende 3. Bind har jeg i Nordsjællandsk Folkemuseums Dokumentsamling fundet et Arvefæstebrev fra Hørsholm Distrikt, ud*
stedt 1761. Da dette Dokument altsaa er udstedt længe før Stavnsbaandets Løsning 1788 og er det ældste af sin zÄrt, kan jeg ikke nægte mig den Glæde at af*
trykke det som Supplement til Skildringen i 1. Bind.
Dokumentet lyder saaledes:
Arve Fæste eller Skiøde /For/ Jens Swendsen /udi/
Bircherød Sogn og Kaierød Bye /paa/ Gaarden No. 3, der skylder /af/ Hartkorn Ager og Eng/ = 6 Tdr.:
6 skpr: 1 fdk: ll/s alb./ Samt andeel /af/ Skov Skylden efter Matriculen. /For/ den heele Bye/ = 4 skpr.: 3 fdk.: 1 alb.
Udi allerunderdanigste Følge Hendes Kongelig Majest. Dronningens Allernaadigste Resolution af 10de Julii 1761, som af Hans Kongelig Majestet Allernaadigst er approberet den 27de ejusdem næst efter; Giører jeg Underskrevne, Allerhøyst bemelte Hendes Majestets Amtsforvalter over Hirschholms Amt, Oluf Holm, hermed vitterlig: At efter Aller*
høyst bemelte Allernaadigste Resolutioner er afstaaet og afhændet, ligesom hermed afstaaes og afhændes fra Hirschholms*Amts nu værende Høye Herskab og efterkommende Eyere og deres Arvinger, til Vel*
agte Jens Swendsen og hans Arvinger, een benævnte Amt underliggende og tilhørende Gaard i Bircherød Sogn og Kaierød Bye, Numer 3, som for Tiden beboes af bemelte Jens Swendsen selv, og skylder af Hartkorn, Ager og Eng, 6 Tønder, 6 Skiepper, 1 Fjerdingkar, l'/z Album; Hvilken Gaard med aid
dens rette Tilliggende udi Mark, af Ager og Eng samt Fæegang, saa og Tørvegrøft paa Overdrev, Eene*
merker eller Fællets Marker, efter Skov* og andre des angaaende udgangne Allernaadigste Forordninger, alt som han det hidtil i Fæste haver haft, og nu til Stedet ligger samt tilligget haver, og dertil med rette bør tillige, intet deraf i nogen Maade undtagen, bemelte Jens Swendsen og hans Arvinger skal nyde, bruge og beholde til evindelig Eyendom, paa efterskrevne Con*
ditioner:
1.
At hans Børn og Efterkommere herefter, ligesom tilforn, forbliver ved Godset, og ikke uden Hirsch*
holms Eyeres Tilladelse og af Dem erholdte Pasz og Afskeed gaaer udaf Godset; I Henseende til de, efter Hans Kongelig Majestets om Land*Militiens Ind*
retning og Vedligeholdelse, Allernaadigst udgangne og herefter udgaaende Forordninger.
2.
Denne Gaards Eyere erlegger alle af Gaarden og dens underliggende Hartkorn paabudne og herefter paa*
bydende ordinaire og extra ordinaire Kongelige Con*
tributioner; Og saa længe Hirschholms*Amts Bønder*
Gaarders Beboere svare i Steden for ordinaire Skatter og Skatte*Korn, af det contribuerende Hartkorn, Ager og Eng, à Tønden Tre Rigsdaler, og af Skovskyld Toe Rigsdaler, frietages de fremdeeles, og paa samme Maade som hidtil, for at svare noget efter udgangne Familie* og Folke*Skatts Forordninger.
3.
Han og efterkommende Eyere, foruden Landgilden, efter Jorde*Bogen aarlig 2 Tdr.t 2 skpr. 1 fdkr. Rug, 2 Tdr. 4 skpr. Byg, og 2 Tdr. Havre, samt Penge ---at erlegge, svarer i Steden for Konge* og Kirke*
Tiende i Negen, aarlig til Hirschholms Eyere 6 Mark,
siger Sex Mark eller Een Rigsdaler pr. Tønde Hart*
korn i Tiende*Penge, som giør i alt for den heele Gaard 6 Rdl., 4 Mark, 12L/3 Sk.
Ligeleedes efter Foreening, i Steden for det hid*
til, saavel til Hirschholms Hovedgaards Avlings Drift, som det ellers ved Skovning, Fiskerieog Krudt*Værket, med videre gjorde Hoverie, aarlig til Hirschholms Eyere betaler 2 Rdl., siger Toe Rigsdaler af hver Tønde Hartkorn Hoverie*Penge, som giør i alt for den heele Gaard 13 Rdl. 3 Mark 8*'$ Sk og tilsammen Hoverie*
og Tiende*Penge Tiuge Rigsdaler Toe Mark, Fem Skilling, der aarlig inden hver Aars 1ste May i reede Penge, og imod behørig Qvittering, erlægges paa Hirschholms Amt*Stue i Fiire Qvartaler.
' 4.
For de udi foregaaende 3die Post stipulerede og fast*
satte Afgifter, og deres skadesløse Betalning til sine rette Tider, skal Hirschholms nu værende og tilkom*
mende Eyere, bestandig være prioriterede udi Gaar*
den, dens Besætning og aid dens Tilliggende, næst efter Kongelige Skatter og Contributioner, og frem for alle andre Creditorer og Pandthavere, af hvad Beskaffenhed deres Fordring og Pandte*Forscrivning endog være maatte, saa at Gaarden med dens Byg*
ning, Besætning og aid dertil henhørende Jord og Grund, med meere, skal være og forblive Hirsch*
holms Eyere et bestandig og uryggeligt Pandt og For*
sikring for bemelte Afgifter; Ligesom dette Arve*
Fæste, som Skiøde, i den Henseende og til bestandig Efterretning for alle Vedkommende, strax og inden 14ten Dage efter at det er udgivet, skal læses til Hirsch*
holms Birke*Ting, og indføres i den dertil for Hirsch*
hoIms*Amt indrettede Pandte* og Breve*Bog.
5.
Skal han og efterkommende Eyere lige med andre
Bønder og Selv*Eyere, i Proportion af Gaardens Stør«»
reise og Hartkorn, være forbunden at giøre Tieneste, og skaffe Pligts* og Arbeyds*Folk ved Veyenes saavel som Kirkernes og Skolernes Reparation, og ved ind*
faldende Jagter, samt at contribuere til de paa Delin*
qvent*Sagers Udførsel og Delinqventernes Under*
holdning og Varetægt gaaende Omkostninger. Dou*
ceur, Mester*Mands* og Stokke*Penge, med videre, alt i Følge Lov og Forordninger og andre Konge*
lige Anordninger.
Endelig giør han og aarlig een lang og een kort Reise, og efter eget Tilbud og Accord, om de ud*
huggene ElIe*Moeser, graver aarligen Grøfter, samt til Krudt*Værket, saa længe det tilhører Hirschholms Amts Herskab, og fra Dem, enten som KrudbFabriqve bedrives eller dertil bortforpagtes, bliver han og be*
hielpelig at skove aarlig det til Værket brugende Elle*
Brænde; Saa leverer han og frie den til Amtets Jorde*
moder, Syge*Huuset og Hospitalet i Friderichsborg, aarlig Allernaadigst tillagde Tørv.
løvrigt bliver han for alle slags Hoverier og Leve*
rancer, med hvad Navn nævnes kand, befriet at fort*
rette; Uden saadanne, deraf han selv efter Accord kand blive forbunden, for Betaling at giøre. Hvad Reiser Hendes Majestet Dronningen, eller Hirsch*
holm*Amts efterkommende Besiddere, af ham at fort*
rette skulle finde for godt at lade foranstalte, bliver ham stedse godtgiort og betalt saaledes: Afen Vogn i Tour fra Paaske til Michaelis, à Milen Fire og Tiuge Skilling, og fra Michaelis til Paaske Toe Mark, og for Et Par Forspands*Heste i første Sommers Tiid i Tour, à Milen Toe Mark, og i den anden Vinters Tiid Tre Mark, og stedse halv saa meget i Retour at godtgiøre.
6.
Denne Gaards Eyere nyder herefter som hidtil,
aarlig af Amtets Skove udviist Eet Skov*Læs Brænde, det halve i HiubTømmer og det andet halve i Ilde*
brand; samme Skov^Læs Brænde skal i det mindste ved Maal bestaae af Een Favn, halvanden Alen langt Brænde i Stykker slaget.
Saa nyder han og aarlig den sædvanlige Gierdsel til rette Tide udviist, til sine Gierders i Standholdelse.
7.
Ligesom det i forbemelte Arve*Fæste eller Skiøde er Benævnte Jens Swendsen og efterkommende Eyere tilladt, at disponere denne deres Gaard med tilliggende Eyendeele, saa godt som de best veed, vil og kand;
Saa maa det og staae ham eller dem frit for, dog efter Amtets Høye Herskabs Forevidende, og til Dem, eller Amtmanden paa Deres Vegne, først skeete Anmeldelse, at deele og afhænde Gaarden med tilliggende Eyen*
domme i Toe à Tre liige Parter, ligesom de finder for godt, naar Vedkommende alleene i Deelings^Bre*
vet, eller det over Foreeningen forfattede Instrument, i agttager og conserverer den af enhver Part til Herska*
bet erleggende aarlige Afgift og fulde Recognition, strax 6 Rdl., samt at een for alle, og alle eller nogle for een, for den aarlige fastsatte Afgift, efter forbe*
melte 4de Post, indtil alle Onera og Tynger rigtig ere afholdne, bliver ansvarlige. I øvrigt maa ingen, enten af Pløye*Jord, Engbond eller Overdrev, afhænde no*
get lidet eller stort Stykke af Gaardens nu tilhørende eller hidtil underlagde Eyendeele.
8.
Og paa det nu intet Gaarden og dens Tilliggelse til Forringelse skal kunde foretages, men alleene i lige Deelinger, som i næst forrige Post melt er, afhændes; skal denne Gaards Eyere efter Kiøb og Foreening, enten om den heele, halve eller tredie Deel af Gaarden er skeet, og førend det derpaa meddeelende
nye Skiøde eller AdkomsbBrev til Tinge maa læses, med Hirschholms*Amts Oppebørsels^Betientes Qvit*
tering bevise, at Recognitionen Sex Rigsdaler af den afstaaende Part, rigtig er bleven erlagt til Hirsch*
holms*Amts Cassa.
Dette Arve*Fæste*Skiøde eller Frie*Brev, saaleedes i allerunderdanigst Følge, af de foran paaberaabte Ab lernaadigste Resolutioner og Befalinger, rigtig af mig, under Haand og Segl, at være forfattet, bliver meer*
bemelte Jens Swendsen til en destomeere Sikkerhed, om alt hvis anført findes, med Amtmanden, Hr. Etatz*
Raad Dauws Approbation paabegyndt udstædh Hirschholm, den 16de September 1761.
O. Holm.
L. S.
EN REBSLAGERFAMILIE: Fru Anna J. Birksø, Ferslev pr. Skibby, sendte mig 1932 følgende Skildring af et Rebslagerhjem i Frederiksværk.
Min Bedstefader, Wilhelm Lerche, var Rebslager i Frederiksværk fra omkring 1845 til 1890. Jeg var kun 6 Aar, da han døde, og kan derfor ikke selv huske ret meget, men min Tante, i hvis Hus jeg har op*
holdt mig i en Aarrække, har fortalt mig en Del fra sit Hjem. Der var fire Sønner og fire Døtre, men to Sønner døde som Børn. Min Fader og hans Broder skulde selvfølgelig begge lære Haandværket hos min Bedstefader, men derforuden havde han gerne to unge Svende. En ældre Svend, Bedstefaders Ungdomsven, som var brystsyg, saaledes kaldte de jo den Gang Tuberkulose, boede i mange Aar, indtil sin Død, hos mine Bedsteforældre. Han kunde ikke udføre ret meget Arbejde, men hjalp til, hvor han kunde. Til at trække Spindehjulet havde de et nærmest aandsvagt, ungt Menneske, som helt op i 30—40 Aars Alderen blev kaldt »Drengen«. Bedstefaders Hus laa i Nørregade
med Spindebanen fra Gaden og op mod Skovgærdet, der laa ikke saa lidt højere end Gaden; deroppe var saa Hjulet under et lille Halvtag, og dær var »Dren*
gens« Plads. Bedstefader og Svendene gik saa med deres Hampediser om Livet baglæns ned ad Banen og spandt. Saa havde de en lille Butik, hvor Bøn*
derne fra Omegnen kom og købte Reb til Skagler og Tøjr til Kreaturerne. De lange Vinteraftener, naar der ikke kunde arbejdes paa Banen, sad baade Mester og Svende og splejsede og taklede Liner og Skagler og vævede Hampegrimer og Sengebaand, som saa blev hængt ud i Butikken. Op imod Jul kunde det hænde, aten Bonde kom ind i Butikken med en Gaas eller to, som han gerne vilde handle med Mester om. »Ja, det maa vi tale med Mutter om,« sagde Bedstefader, og saa blev der sendt Bud efter Bedstemoder, og naar hun kom, spurgte hun altid Bonden om, hvor gammel Gaasen eller Gasen var, for det kunde godt ske, at det var en fæl gammel Gase, som ikke var til at blive af med andre Steder, og i saa Tilfælde vred Manden sig gerne ved at opgive Alderen. »Ja, det gør ikke noget, den er gammel,« sagde Bedstemoder, »naar bare De siger mig Sandheden, saa skal jeg nok faa den mør.«
Saa maatte han ud med Sproget, for det var en kendt Sag, at Madam Lerche var ikke til at spøge med, og man skulde ogsaa gerne lave det saadan, at Bytte*
handelen kunde gentages næste Jul. Men der var jo mange til Maden i Bedstefaders Hus, saa en 5 til 6 Gæs kunde sagtens sættes til Livs i Juletiden. De mere velstaaende Bønder kom som Regel med en hjemmebagt Sigtekage. »Den kan Mester nok have Brug for til alle de Børn,« sagde de, og det var Bed*
stemoder ikke ked af. Fortjenesten ved Haandværket var jo ikke saa stor den Gang.
Naar der var Marked i Hillerød, Slangerup Jeller
Frederikssund, lejede Bedstefader et Køretøj hos en Købmand, læssede sine Varer paa Vognen og kørte selv til den paagældende By og indtog sin forud*
bestilte Stadeplads. Ogsaa dær kunde der sælges en
Lerches Rebslagerbane i Frederiksværk.
Del. Naar Bønderne havde handlet og faaet Penge for deres Grise eller Køer, saa var der gerne et eller andet i Rebslagerboden, de trængte til. Paa Vejen til Frederikssund holdt Bedstefader gerne Rast i den lille Lund ved Hagelse Mølle, baade han og Hesten trængte da til noget at bide. Det var saa tidligt, de kørte hjemmefra, at der ingen Appetit var, før de var kom*
met Halvvejen.
Begge mine Bedsteforældre var bestemte og myn*
dige i hele deres Optræden. Der var Orden og Regel*
mæssighed i deres daglige Liv, og Børnene blev op*
draget til Arbejde og Maadehold i alle Retninger.
Min Fader har fortalt mig, at ingen af Børnene fik
mere end tre halve Stykker Brød til Frokost eller Af*
tensmad, det nyttede ikke at plage om mere, de fik kun det Svar: »Saa maa I spise jer mæt i Middags*
maden. Tørmad faar I ikke mere af.« Middagsmaden blev ikke rationeret, dær kunde enhver spise, saa meget han vilde.
Der var dengang i Frederiksværk en Købmand,, som ogsaa havde Brændevinsbrænderi og Maltgøreri,.
og han havde nogle Køer, som han fodrede med Dranken, saaledes kaldte de Affaldet fra Brænderiet.
Og dær gik saa Byens Folk hen og købte Mælk. Om- Sommeren kunde de købe Tykmælk i store Sibøtte*
fade, saa var det om at bære Fadet forsigtigt og ikke skvulpe Mælken, for saa fik vedkommende Ubehage*
ligheder af Bedstemoder.
Mine Bedsteforældre havde intet, da de blev gift.
De var begge af jævne og meget børnerige Familier,, saa de maatte klare sig selv, og Udstyr til Hjemmet var der vist ikke meget af til at begynde med. Men de var begge dygtige hver paa sin Plads. Foruden at passe Huset, Børnene og de store Madgryder syede Bedstemoder alt sit eget og Børnenes Tøj. Naar de trængte til noget nyt, rejste Bedstefader til Køben*
havn og købte ind, hele Ruller af Bomuldstøj til Kjo*
1er og Forklæder, Lærred til Linned og Lagener, Haandklæder og Pudevaar, og enkelte uldne Stoffer»
og saa maatte Bedstemoder i Gang med Saks og Naal, og Pigebørnene maatte hjælpe til. Der blev ikke kri*
tiseret over Farver eller Mønstre, de var glade, bare de fik noget nyt.
Bedstefader fik da ogsaa noget ud af sin Livsger*
ning, for ved hans Død var der en rigtig pæn Sum Penge til hver af de seks Børn, foruden at der var sørget godt for Bedstemoder, der overlevede ham i 18 Aar, hun var 93, da hun døde.
Fru Birksø har endvidere sendt mig følgende Skil*
dring af sin Onkel, en anden af den svundne Tids dygtige Haandværkere.
SADELMAGER HANS WINTHER, Ferslev, var født 1836 og stod i Lære hos sin Fader i 5 Aar. Derefter
A, U fot. 1935.
Gaard i Aagerup, Ramløse Sogn.
var han 2 Aar inde i København hos Brødrene Dahl*
mann, som han og andre siger var det fineste Firma i Hovedstaden dengang. Efter at have gjort Svendestyk*
ke kom han atter til Faderen og hjalp ham indtil 1868, da han selv overtog hele Arbejdet. Som Svendestykke lavede han et Ridetøj af gult Læder, som General Haffner paa Egholm købte af ham. Ridetøjet blev omtalt som et meget smukt Arbejde.
Da han selv begyndte, prøvede han at holde Svend, han havde meget Arbejde, men Svendene kunde ikke gøre det saa godt, som han vilde have det, og var der et eller andet, der ikke var, som det skulde være, saa skældte Onkel ud, og det saa grun*
digt, at Svenden som Regel rejste med det samme.
Da han havde prøvet med en 3—4 Svende, opgav han det og arbejdede alene. Han taalte ikke noget Sju*
skeri ved det Arbejde, han skulde levere. Han var meget dygtig, men var ogsaa stolt af det. Han var ellers som Regel rar og venlig, men Hidsigheden kunde komme over ham som et Lyn, og da var det ikke rart at være Aarsagen, saa længe det varede, men det var gerne snart forbi.
Jeg forstaar ikke, at han kunde overkomme alt det Arbejde, men han sled ogsaa i det baade hellig og søgn. Jeg bebrejdede ham saa tit, at han ikke holdt Søndag, men det kunde der ikke blive Tid til. Han havde Arbejde paa de tre omliggende Herregaarde, Egholm, som ejedes af General Haffner, Svanholmr som ejedes af Baron Bille*Brahe, og Selsø, som ejedes af en Tysker, hvis Navn jeg ikke kan huske, da han vist sjældent boede dernede, men Godset blev be*
styret af en Selchau=Hansen, som ogsaa havde det Jordtilliggende, der hørte ind under Egholm, i For*
pagtning. Disse tre Gaarde laa henholdsvis Va, 3/*
og 1 Times rask Gang fra Ferslev, men Onkel reg*
nede ikke det for noget. Han var middelhøj, let og spændstig, rank som et Lys og med et Fodslag som en Sportsmand. Høflig og beleven var han tillige, men det var ogsaa nødvendigt, han havde jo meget fint Arbejde for Herskaberne paa Herregaardene.
De unge Komtesser fra Svanholm eller Frøkenerne von Haffner, Egholm, kom ikke saa sjældent herop og skulde have lavet et eller andet, som Onkel skulde hjælpe dem med. »Men De maa ikke omtale det for nogen, Winther, og ikke skrive det paa Regningen til Godsforvalteren, for det er en Jule* eller Fødsels*
dagsgave; vi kommer selv og henter det, og vi betaler det ogsaa selv.« Snart var det en Sofapude, han skulde montere for dem, snart et broderet Motiv, som skulde
