Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Endnu en kærlighedssang fra Thomas H.
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Ud & Se M A J 2 0 0 7 16
Han har sunget og danset sin egen sang. Dén om pigerne og første gang. Han har følt sig snydt, det har alle vidst. Givet igen og sagt tak for sidst. Nu sidder han og griner. Smiler for sig selv. Alt det, han troede var væk for altid, vender tilbage alligevel. Thomas Helmig er i dag Danmarks mest succesrige blåøjede soulsanger. Ikke kun på grund af en stemme, der kan smelte et isbjerg, men fordi han er den sangskriver herhjemme, der selv i modvind mest insisterende synger om den benhårde og blodrøde kærlighed. Ud & Se har talt om følelser med menneskebarnet fra Århus
Endnu en
kærligheds- sang fra
Thomas H
T E K S T A N D R E A S F U G L T H Ø G E R S E N F O T O N I C K Y B O N N E
Ud & Se M A J 2 0 0 7 18
Efter eget udsagn var Thomas Helmig hbl¿st uhip som dreng, fordi han elskede sange som ÔTo lys p et bordÕ.
19 M A J 2 0 0 7 Ud & Se
DA OLE HELMIG for mange år siden investerede i fire ekstraordinært
dyre flasker rødvin og lagde dem ned i kælderen i huset i den fredelige Århusforstad Egå, var det med tanke på sine børns fremtid. I takt med at de to drenge og to piger fik studenterhuen på, skulle flaskerne åbnes. Første, anden og tredje studenterhue kom i hus, og den i dag pensionerede overlæge skænkede de dyre dråber. Den sidste flaske var til husets yngste, Thomas. Men det gik hurtigt op for familien, at den var dømt til at samle støv. Mens de tre ældre søskende fik videregående uddannelser, to af dem blev læger, og den sidste søster blev uddannet musiker og bestyrer i dag en højskole, tog Lille Thomas som 15-årig et år til USA som udvekslingsstudent. Oven på ni år i folkeskolen, hvor han i de sidste fire år ifølge sin klasselærer havde været mentalt fraværende. Han boede hos en amerikansk familie i Detroit, Michigan, hjemby for pladeselskabet Motown, der er for soulmusikken, hvad Don Ø er for FCK og tonic er for gin. Baby Love/My Baby Love – og alt dét jive. Han ville til USA, som han i dag siger det, fordi ’det var der rock og rul kom fra, og det var mit trip’. Via den amerikanske værtsfamilies udflippede onkel, som ’gik i kjortel og den slags’ kom teenageren fra Århus til at spille trommer i det kristne orkester Sparrow, der optrådte med rockhymner om Jesus for tusinder af født-igen-kristne. Da han kom hjem til Egås villaveje, stod det efter et par måneders stilstand i 1. g klart for alle, at gymnasiet ikke var noget for Thomas Helmig. Han valgte musikken med støtte hjemmefra. Og dog.
– Min mor kunne mærke, at der ikke var noget at gøre. Min far syn- tes, det var noget værre lort, men han var cool nok. Han sagde, at jeg skulle tage et års orlov fra gymnasiet og prøve kræfter med musikken.
Jeg spillede på værtshuse i Skive og Hjørring og den slags. Det slid blev jeg bedre af, og det var helt klart, at det var min vej.
Og en dag i 1985 kom unge Thomas hjem til far med et smil på læben og en pladekontrakt i hånden.
Den aften blev den sidste flaske rødvin åbnet.
Resten er en popsang om ’en dreng, der blev kørt i stilling’, som Thomas Helmig selv har omtalt årene omkring den første plade. En tid, hvor han blev iscenesat som teenageidol. Men det er især historien om et menneske, der har viet sit liv til at stå på en scene og krænge
sin sjæl ud. Ikke bare fordi han har lyst, men fordi han ikke kan lade være. Det er således personificeringen af indre nødvendighed, der iført sort tøj, guldøreringe (ja, en i hvert øre), skævt smil og charmekrøller træder ind ad døren på Café Casablanca den her formiddag, hvor der er en smule blåvejr på himmelen over Århus. Ind på cafeen, hvis navn, i hvert fald for enhver, der har set Bogart og Bergman i filmen bag navnet, vækker følelser af længsel og lyst. Minder en om ulykkelige hjerter. Det giver mening, at netop det her er Thomas Helmigs stam- sted. Manden, der måske nok har sunget på dansk og engelsk, og nu dansk igen, og som frejdigt har eksperimenteret med form og frisure, men som i alle årene, siden debuten med albummet ’Thomas’ i 1985, har haft kærlighedens veje og vildveje som den røde tråd i sit univers.
Hvorfor alle de sange om kærlighed?
– Jeg har da forsøgt mig i andre genrer, hvor det ikke har været deci- deret håbløst. Men det er rigtigt, at kærligheden har været det, jeg til stadighed har gravet i. Det er det, der siger mig noget, jeg kan sagtens høre sange om andre emner med andre musikere, og synes, det er skidegodt og nødvendigt, men der, hvor jeg i mine egne øjne fungerer allerbedst, er når jeg har fat i sange om kærligheden. Det er interes- sant, hvis man kan ramme en følelsesnerve hos dem, der lytter, ikke nødvendigvis en egentlig, konkret genkendelse, men en eller anden uro, hvad enten den er god eller dårlig. Man kan også sige det sådan her: Jeg interesser mig brændende for dansk indenrigspolitik, men jeg synes ikke, det er et emne, der kan bære en sang, ha ha.
Utryghed og usikkerhed
Thomas Helmig tilføjer, at hans udgangspunkt i soulmusikken har været helt afgørende. Fra Aretha Franklin til Marvin Gaye og Stevie Wonder. Sidstnævntes ’Songs In The Key Of Life’ fra 1976 nævner han som et af de bedste, mest helstøbte albums i soulmusikkens historie.
– Især ældre soulmusik er så entydigt båret af nerve. Af fornemmelse.
Det er det der med at lukke øjnene og være så åben som mulig og så se, hvad der kommer ud. Da Mick Jagger som ung soulfreak skulle for- klare det, sagde han, at soul handler om ’the singer not the song’.
– Da de andre stadigvæk hørte Gasolin, faldt jeg i gryden med soul.
All love is sweet
– Percy Bysshe Shelley
(1792-1822)
Ud & Se M A J 2 0 0 7 20
Og i den genre er det endnu mere end i alle andre genrer kærligheden, som er omdrejningspunktet. Siden har jeg konstateret, at kærligheds- sange også er meget sigende i forhold til, hvordan en bestemt tid er.
Sange om kærlighed fra 1950erne er jo væsensforskellige fra kærlig- hedssange fra i dag. De fortæller vidt forskellige historier om samtiden.
– Og så er det jo grundfølelser, vi taler om. Jalousi, utryghed, usik- kerhed, glæde. Hvis man nu ikke er det mest velartikulerede menneske udi de emner derhjemme, er det at synge om dem også en måde at få sagt tingene på. Jeg kan synge en masse, som jeg ikke kan sige. Så kan det da godt være, at det, at jeg synger om kærlighed, er et ubevidst forsøg på at sænke min egen blufærdighedstærskel. Det er i hvert fald i høj grad noget med at forklare de vigtige ting i livet over for mig selv.
Så dine sange handler om dine egne oplevelser med kærligheden?
– Absolut, og det er måske ikke altid lige rart for dem, jeg synger om. Eller måske er det af og til særdeles rart, ha ha. Når det er bedst, foregår det med åbne sluser. Så kan det da godt være, at det ikke altid er ret og rimeligt. Hvis jeg synger om en særlig episode, får den måske lidt rigeligt farve, det kan også være, at den samme lille episode kan føde 14 forskellige sange, eller at en sang kan trække på både en nylig oplevelse og en oplevelse, der ligger år tilbage, men det er uvæsentligt.
– Kunstneren Olafur Eliasson har sagt noget i retning af, at han næsten var ligeglad med sin egen kunst. Det eneste, der interesserede ham, var konsekvensen af den. Hvordan den ramte folk. Nu ved jeg godt, det er noget andet, jeg laver trods alt bare popsange, men det er også det, jeg er optaget af.
Hvorfor har du valgt kun at skrive popsange?
– Som dreng var jeg håbløst uhip, fordi jeg elskede sange som ’To lys på et bord’. Det er skægt, for inden for alle mulige andre kunstarter, er det ikke pop art, der interesserer mig. Jeg tror, det er noget med, at når man tidligt bliver forelsket i en ting, holder man ved, uden helt at kunne forklare hvorfor. Min lysmand har fx kun bøger om flyvemaski- ner, og ingen, heller ikke ham selv, ved, hvordan det begyndte, men sådan er det blevet. For ham. Og sådan har jeg det med popsange. Og
så er det nok også noget med, at jeg ikke er en god nok musiker til at kaste mig ud i eksperimenter. Jeg er stoppet ved de der 12 akkorder.
Dem kan man så også nå ind til mange udtryk og følelser med.
– Vi bliver beskyldt for at være noget følelsesforskrækkede herhjem- me, det ved jeg så ikke altid, i hvor høj grad vi er, men jeg kender det da fra mig selv, hvis jeg hører en eller anden fantastisk sang fra fx Van Morrison, er det rart, fordi der står så et menneske, som bare slipper hestene løs, og åbner for noget smerteligt. Eller noget glædeligt. Det der med at høre et andet menneske give helt og aldeles slip, er for mig en fed oplevelse. Og det er det samme, jeg stræber efter.
Men kan den form for ærlighed ikke gå hen at blive banal?
– Afgjort. Jeg har fået mine øretæver for den slags. Ganske givet berettiget af og til, men det kan jeg jo ikke rigtig tage mig af. Det har sgu aldrig været meningen, at man skal læse mine tekster uden musik og bagefter sidde og analysere kompositionerne. Det skal høres, det jeg laver. Og det gør min nuværende situation rarere, fordi jeg ved at være med så længe har bevist, ikke så meget over for andre, men over for mig selv, at jeg egentlig vil skide på det. Så der må med andre ord være noget, jeg gerne vil, og som jeg vil nok til, at jeg kan finde mo- det til at sige ’jeg er sgu ligeglad med, hvad I siger. Det er sådan her, det er’, siger han og slår et hul i luften for at understrege alvoren.
– Jeg praler ikke ret meget med mine salgstal. Det vigtige for mig er, at jeg har holdt mig på en bestemt sti, og her taler jeg ikke musikalsk, stilistisk, men om at jeg hele vejen igennem har stræbt efter den di- rekte oplevelse i min musik. Og jeg har haft nosser nok til at blive på den sti. Der kan jeg i dag få det sådan ’hey, det er da meget godt gået’.
Al den inderlighed
Første gang, jeg hørte Thomas Helmig synge, var i 1986. På tv kørte et ungdomsprogram. Pludselig stod der en mand fra Århus i mo- derigtig læderjakke og sang en sang, der hed ’Midnat i Europa’. Og skidt nu med, at når det er midnat i København, er klokken kun 23 i London, mens den er et om natten i Helsingfors. Det er ikke det, det
21 M A J 2 0 0 7 Ud & Se
handler om. Det handler om stemmen. Inderligheden. I et årti fyldt med stakåndet selviscenesættelse og superduperoverflade var der her et menneske, som sang, som gjaldt det selve livet. Uden forbehold.
Man kan mene meget om Thomas Helmig, og det gør folk da også rask væk, fra formiddagspressen, over kritiske anmeldere til de publikum- mer, som til en Grøn Koncert i 1988 kastede tomater efter ham – en oplevelse, han tænker tilbage på som ’vildt ubehagelig’, men som han samtidig nedtoner og siger blev blæst ud af proportioner i pressen.
Men det er svært at tage fra ham, at han mener det. Virkelig. Og hver gang.
– Jeg tror, at det, jeg før kaldte den direkte oplevelse, giver folk en opfattelse af, at det ved jeg sgu ikke, men af, at her er et menneske, som rent faktisk har noget på hjerte, tilføjer han.
Da Thomas Helmig kom hjem fra USA og havde opgivet gymnasiet, begyndte han i 1981 at spille i Århus med orkestret Kaksi Kuggas Band.
Det var især på spillestederne Vestergade 58 og Motown, at tingene skete. Det var da også der, at han rendte ind i orkesteret Elevatordren- gene, der i de år var de store udi Århus-funk. I 1983 blev han forsanger i bandet, som han turnerede Danmark tyndt med i to år. Han plade- debuterede i 1985 som solist på Nannas støttesang ’Afrika’. Samme år udkom debutpladen ’Thomas’. Det var dér, rødvinen blev åbnet. Dér,
accepten bredte sig. Både ude og hjemme.
– Selv min farfar, som nåede at følge med i de første år, syntes det var godt, da han så mig optræde med resten af orkestret på tv for første gang. Han mente bare, vi skulle have haft ens tøj på, ha ha.
Nu sidder han så her. Ældre. Måske klogere. Pakken med cigaretter bliver flittigt åbnet. Fingrene finder lighteren. Han slår den rytmisk ned i bordet. Den er prydet af en ung, sparsomt klædt kvinde. Dem har der været en del af i Thomas Helmigs liv. Altså kvinder. 1985 var året, hvor han under massiv medieopmærksomhed giftede sig med sangerinden Søs Fenger. Året efter udkom albummet ’2’, der indeholder hits som
’Smelte et isbjerg’, ’Midnat i Europa’, ’Venter på dig’, ’Menneskebørn’
og ’Aldrig gå fra mig’. I løbet af ganske få år etablerede Thomas Helmig sig som inderlighedens popkonge. Tredje album hed ’Kære Maskine’ og i 1988 kom så ’Vejen Væk’. Et opgør med Søs Fenger, som Thomas Hel- mig blev skilt fra det år. ’Vejen væk fører ingen steder hen’, var der en kæk anmelder, der skrev. Ikke desto mindre solgte den 160.000 eksem- plarer og indeholder nogle af hans største hits, deriblandt ’Nu hvor du har brændt mig af’. Det blev til flere danske kærlighedssange på ’Løvens Hjerte’, blandt andet hittet ’Giv mig din mund’. Og så gik det derudad med engelske sange og en drøm om udlandet, der i dag er sat i bero.
Det kommercielle højdepunkt blandt de engelsksprogede plader, var
’Stupid Man’, som udkom i 1994 og er blevet solgt i flere end 250.000 eksemplarer. I alt er det blevet til 16 album, tre ægteskaber og to børn.
Marie, som han har fra ægteskab nummer to, med fotomodel Heidi An- dersen, og Hugo, som han har med sin hustru, forfatter, børnepsykolog og tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen. Familien bor i
Risskov – der for de uindviede er en århusiansk forstadskrydsning mellem Hellerup og Kartoffelrækkerne i København. På matriklen huserer også Renée Toft Simonsens to børn fra et tidligere ægteskab.
Hjertesmerte
Popstjernen, (den kloge) fotomodel, ungerne, det store hus og publi- kums kærlighed. På papiret ser det da ud, som om det går meget godt.
Alligevel bliver han hårdnakket ved med at synge om hjertesmerte.
OM THOMAS HELMIG
Født 15. oktober 1964 i Århus. Musiker, producer og sanger. Har udgivet 16 plader, heraf to opsamlinger. Er den musiker, som har vundet flest priser ved Danish Music Awards. Bor stadig i Århus.
Gift med børnepsykolog, forfatter og tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen. Fan af fodboldholdene AGF og Real Madrid. Bo- nusinfo: En fejl i produktionen af hans seneste hit ‘Op og ned’ fra albummet ‘Helmig Herfra’ gør, at det lyder, som om han synger
‘off og ned’. Man kan – på Thomas Helmigs initiativ – købe badges med ordene ‘off og ned’ til hans koncerter. Og så holder han i øvrigt meget af Bob Dylans sang ‘Lay Lady Lay’.
Som han en gang tidligere har
konstateret det i et tv-program, så
har han ’ikke noget imod feminister,
bare de er lækre.’
Ud & Se M A J 2 0 0 7 22
Som i sangen ’Støvregn’ fra det nyeste album, en tekst, som Weeken- davisens berygtede litteraturkritiker Lars Bukdahl overraskende har kastet sin kærlighed på. Han kalder sangen for ’dynamisk snøfteri’ og skriver derudover i sin avis, at ’det bedste stykke poesi i 2006 var, gulp, Thomas Helmigs sang ‘Støvregn’ fra cd’en ’Helmig Herfra’. Jeg har for (at beskytte) mig selv proklameret, at det er den bedste sang, Lars H.U.G. ikke har lavet i 15 år, men det er uretfærdigt over for Helmig og hans danske sangværk, som jeg hemmeligt altid har kunnet lide for den anmelderhadede, konkrete, fyndige følsomhed’:
’Jeg ved du findes stadigvæk/jeg ved jeg elsker dig endnu/jeg ved du er gået i stykker/alt hvad jeg rører ved går itu/god bedring/farvel mit livs .../hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/så gik jeg ned mod Casablanca/og jeg kunne huske noget du sagde/en nat vi stod ved baren sammen/og havde alt vi ville have/og så meget at miste/og det gjorde vi så/hvor smukt den falder/støvreg- nen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/og den falder/og den falder/og den falder/fra hinanden/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/hvor smukt den falder/støvregnen/jeg kan næsten ikke/se dig mere/hvor er du/hvor er du/hvor er du nu.’
Thomas Helmig smiler.
– Jeg havde ikke lige regnet med at få noget fra den kant. Jeg blev glad. Mindre forfængelig er jeg da ikke. Jeg synes jo så også selv, at nogle af de tekster, jeg skriver, står rigtig godt. Og så ser jeg næsten aldrig tv eller film, men når det gælder bøger, er jeg altædende, så jeg er fast læser af Weekendavisens bogtillæg. Det bliver med andre ord ikke meget større for én som mig.
Hvad læser du så?
– I de seneste otte år har jeg læst virkelig meget om antikkens rom.
Så har jeg haft en periode, hvor jeg brugte tid på at trave mig igennem verdenslitteraturen. ’Krig & Fred’, ’Don Quijote’, ’Forbrydelse og Straf’, alt sådan noget. Som altid med de ting, der er så store, selv ’Ulysses’, er der en grund til, at de er det. Hvis man har tålmodigheden og gider æde sig ind på det, skal jeg lige love for, at der er gevinst. Jeg er ikke nær så velbevandret i lyrikken, som jeg er i romanerne. Men jeg læser da digte. Jorge Luis Borges og Henrik Nordbrandt, der jo er så syle- spids, og som kan det der med at vende alt det, man lige har læst, på hovedet med et enkelt ord eller en enkelt frase. Og hende, der hedder Ursula Andkjær Olsen. Hende er jeg flippet ud over. Og så kan jeg godt lide at læse nogle af de gamle folk, som Byron og Shelley. Det var dengang, romantik var en ny ting.
Bluesmusikeren Robert Cray har engang sagt, at fordi han har mødt en kvinde, som han elsker, og som elsker ham tilbage, kan han ikke længere synge blues. Han er for glad. Det går jo også dig meget godt. Hvorfor skri- ver du så sådan nogle ulykkelige sange hele tiden?
– Det må siges at være en dårlig undskyldning for en skriveblokering.
En anden bluesmand, nemlig Memphis Slim, der blev berømt og langt hen ad vejen havde det fint, sagde altid ’you can never get lonely from the blues’. Jeg kan godt sidde i en på papiret lykkelig familieramme, hvor det hele fungerer, men hvis jeg sætter mig alene over i studiet, kan jeg synke ned i noget helt andet. Det handler om, hvor meget man lader sig påvirke. Jeg lader mig let føre med af en stemning.
– Det har heller aldrig været dagbøger, jeg skrev. Det er bare følelser, som alle sammen er i en. Hvor banalt det end lyder, er hver eneste Thomas Helmig og trommeslager
Claes Antonsen omgivet af Þre fans.
Fra venstre: Lene, Jeanette, Mai Britt og Charlotte. ret er 1987.
T-shirt fra Ball, kr¿ller i nakken og nitteb¾lte. Det er 1980erne igen.
En meget ung og lidt betuttet Thomas Helmig fotograferet i 1986
23 M A J 2 0 0 7 Ud & Se mmmmmmmmmm
m m m m m m m
Albummet ÔSay WhenÕ blev skabt i USA i 1993, og i 1996 tog Helmig igen til USA, efter at have skrottet 15 f¾rdigind- spillede numre. Resultatet blev soulalbummet ÔGroovy DayÕ.
Ud & Se M A J 2 0 0 7 24
barndoms- og ungdomsoplevelse stadig lagret. Det er blot et spørgsmål om at finde ind til dem igen. Der er musikken ren terapi. Det har den været, siden jeg var dreng.
Klaveret som psykolog
Opvæksten i Egå ændrede sig brat, da Thomas Helmigs forældre lod sig skille. Han var otte år.
– Jeg kan ikke rigtig huske det. Jeg har blokeret for meget af det. Jeg var som barn meget ked af, at de ikke var sammen. Det var første gang jeg fandt ud af, at verden ikke var, sådan som jeg troede eller håbede.
Jeg flyttede sammen med min mor, Lone, men mine forældre valgte at bo ved siden af hinanden, da de blev skilt. Så på den måde var det ikke en splittet oplevelse. Overordnet set er jeg vokset op i et harmonisk og kærligt miljø. Vi er alle tæt på hinanden. Jeg har en god familie.
I årene omkring forældrenes skilsmisse opdagede Thomas Helmig, at han kunne noget særligt.
– Allerede i en alder af seks-syv år sad jeg ved klaveret og havde en oplevelse af, at det her var naturligt for mig, logisk. Min måde at takle skilsmissen og andre kriser på, var ikke at gå ud og rive bakspejle af biler, det var ved at sidde ved klaveret. Jeg bruger stadig musikken på en meditativ måde i dag. Jeg hører til sidst ikke engang det, jeg spiller.
Og så bliver der helt tomt i et par timer.
Han fortæller, at når han skriver nye sange, foregår det på samme måde. Det handler om at falde ned i en stemning, give slip og lade følelserne løbe. Det betyder, at han skriver meget, også meget som ikke
kommer ud og ikke skal ud. Små skridt på vejen.
– Jeg har mange ting liggende, som kun er for mine ører. Jeg skal nok sørge for at få slettet min harddisk inden jeg engang skal herfra
Det betyder også, at de bedste sange er skrevet på 20 minutter.
Thomas Helmig er ikke bange for at rode med alle følelserne, hverken i sine sange eller i sit eget liv. Tit hænger de to ting sammen.
– Så længe jeg kan huske, har jeg levet med en ensomhedsfornem- melse. Ensomheden er et grundvilkår for mig. Både når jeg er alene, og når jeg er sammen med andre. Jeg kan sagtens være i flok og føle mig alene. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, folk har jo altid gerne ville være sammen med mig. Og på papiret har mit liv for det meste været harmonisk. Det er en disharmoni, som kommer indefra. Følelsen af at være alene og forladt, som med årene er blevet til melankoli.
– De problemer man måtte have, skal man gøre et behjertet forsøg på at finde oprindelsen af. For mit vedkommende handler det blandt andet om at få kontakt med den otteårige Thomas, for at finde ud af, hvad det var, der gjorde så naller på ham. Mange mener, det bliver psykologiserende, og hvad ved jeg. Men jeg tror, man snyder sig selv, hvis man ikke tør dykke ned i de mørke huller i ens sjæl.
Ensomhed og melankoli er fremherskende elementer i mange soul- ballader. Og det handler om at stå ved følelserne. Thomas Helmig peger fx på to linjer fra det efterhånden store katalog af popsange, som han holder mest af. Den ene er fra sangen ’Livet er fedt’ fra det seneste album. Her synger han om en kærlighed, som på trods af, at tiden nådesløst gør, hvad den plejer, er mere end værd at holde fast i: ’Jeg er ikke den samme/men jeg er stadigvæk/både regnen og paraplyen.’
– Den kan jeg sgu godt lide, siger han.
Woolina Polo
eller Dianna Skjorte 599,- Temuka MT Shorts 599,- (Normal pris 1.198,-)
Sæt pris:
899,-
Collingwool Polo eller Ben Skjorte 599,- Sambava Shorts 599,- (Normal pris 1.198,-)
Sæt pris:
899,-
Priserne er vejledende og inkl. 25% moms. Vi tager forbehold for trykfejl og prisændringer. Röjning 2007.
Nærmeste forhandler henvises på tlf. 86 20 20 75
Eller på www.fjallraven.dk
Ud & Se M A J 2 0 0 7 26
overskud, iklæder sig falsk selvsikkerhed og indforstået venindefnis.
For hvad skal man dog stille op med al den følelse? Med al den intimi- tet. Hvordan skal man håndtere et så eklatant brud på spillereglerne?
Man(d) sætter sig jo heller ikke bare ned og græder på kontoret.
Kan man holde ud hele tiden at være i de store følelsers vold?
– Nej. For mig og min kone er det at være sammen fx også et arbejds- fællesskab. Det hører med. Man indser med årene, at af og til skinner den klarere end andre gange. Og i sidste ende er det hele derfor et spørgsmål om at have respekt for hinanden og kærlighed til hinanden, så man kan sige, det er så det, det er nu. Og så ved vi, at det bliver til noget andet på et andet tidspunkt.
– Jeg tror da, alle par kender til, at behovene er forskellige. Du kan da godt stå med en kone, der virkelig savner nærhed på et tidspunkt, hvor det er den ting, du rummer mindst. Og omvendt. Det synes jeg nu også, jeg får med i mine sange indimellem. Den der trummerum, som ikke er specielt opløftende eller mirakuløs, hvor det handler om at få tingene til at køre. Sådan er kærligheden også.
Thomas Helmig griner igen og siger, at ’det her nok er lige så svært for mig, som for alle andre.’
– Måske er jeg oven i købet lidt dårligere til det, fordi jeg så ofte forsvinder ind i musikken. Og så er jeg ikke opmærksom nok i mit forhold. Men man finder jo den, man skal finde, og der har jeg så fat i en kvinde, som er god til at hive mig op og holde fast og sige ‘hey, vi andre er her faktisk også.’
Han tilføjer, at hustruen Renée Toft Simonsen er ’die hard feminist’, men som han engang tidligere har konstateret det i et tv-program, så har han ’ikke noget imod feminister, bare de er lækre’.
– Ja, ha ha. Jeg er jo nødt til at smide lidt brænde på bålet af og til.
Livet som popstjerne
Hvad du ser, er hvad du får, når det gælder Thomas Helmig. Som det fx også kom til udtryk under afviklingen af Danish Music Awards i marts.
Her var han nomineret i fire kategorier. Han vandt ikke noget, men optrådte med nummeret ’Det du kan’. Mange af de andre optrædende, prisuddelere og prisvindere, benyttede lejligheden til alt fra at støtte brugerne af Ungdomshuset, ironisere over eksprinsesse Alexandras bryllup, lade, som om de var ligeglade med, om de vandt eller ej, til at drikke øl på scenen (uha!). Alt sammen tydeligvis i et forsøg på at fremstå mere rockstjerneagtige og mindre som skolelærerens og tand- Den anden linje er fra landeplagen ’Nu hvor du har brændt mig af’,
her formaster han sig i omkvædet til at synge den tindrende enkle linje
’når jeg nu savner dig, hvordan kan du så undvære mig’.
– Det er det mest banale jeg har skrevet, men også det, som står stær- kest, konstaterer han. Tørt.
Rynker og spyt
Fem timer i et nattog og 10 minutter i en taxa, og så står jeg pludselig i Horsens på vej til koncert med Thomas Helmig. Sådan cirka. I Politiken har de betegnet Thomas Helmigs show som en ’kærlighedsparade’. I Ekstra Bladet lod de forstå, at Thomas Helmig er ’Simply Red på århu- siansk’ (og det er næppe en ros). Avisen slår derudover fast, at ’hvis du bare ikke kunne få nok af Helmig, sidst du oplevede ham på Grøn Kon- cert, så er det simpelthen med at komme af sted igen. Har du derimod altid været af den opfattelse, at manden synger banale børnesange for voksne, der burde vide bedre, så lad endelig madammen nyde ham alene. Helmig er stadig kun Helmig’. Men hey ’alle ved/det går op og ned/sådan er det jo/kom nu/livet venter’. Han er iført et dueblåt jak- kesæt, åbentstående hvid skjorte med en slags væg-til-væg flipper og hår på brystet. Han smiler. Pigerne hviner. ’Den næste sang stammer fra min ulykkelige ungdom. Fra dengang jeg rendte rundt i gaderne i Århus og prøvede på at samle damer op. Det gik ikke altid så godt med det.’ Og så går han i gang med ’Det mig der står herude og banker på’.
Salen er i den grad på. Da de lærte Thomas Helmig at kende, var de et sted mellem det første kys og den sidste knallert. Nu står de her, mens babysitteren eller eksmanden passer børnene. Det hele kulmine- rer, da Helmig synger balladen ’Undskyld, jeg savner dig’ fra albummet
’Vejen Væk’: ’Vis mig den mulighed jeg ikke har prøvet/vis mig det lys jeg ikke har tændt/hvordan/hvordan/kan vi være det her bekendt/her står vi stadig i regnen med tårer i øjnene/for dumme og for stolte/til at sige/undskyld/jeg savner dig/og jeg ved du savner mig.’ På et tids- punkt synker Thomas Helmig sammen over mikrofonen. Hans ansigt opløses i sved og kramper, i rynker og spyt. Jakkesættet krøller mere end håret. Øjnene er mast sammen til to dybe sprækker. Skuldrene er løftede. Stemmens skælven i februar: ’Der er/kun dig.’ Det er også en måde at forløse kvalmen på, den knugende fornemmelse, der som en stor, knyttet hånd lægger sig om indvoldene og presser til. Til sidst bliver det for meget for publikum. Øjnene flakker. Drengene puffer til
hinanden eller går efter mere øl, mens pigerne gemmer sig bag påtaget
Der er nok ingen tvivl om, at den brønd
med det selvcentrerede og egoistiske,
den falder jeg af og til i. Så bliver jeg
meget optaget af Thomas Helmig.
Ud & Se M A J 2 0 0 7 28
lægens søn eller datter fra Viborg. Og Thomas Helmig, ja, han passede bare sit arbejde. Han sang sin sang. Dansede sin dans. Bestræbte sig på at åbne sluserne. Mødes med sit publikum, som kan gribe musikken eller lade være. Alt det andet gemmer han til privatsfæren.
Du talte tidligere om risikoen for egoisme i din branche. Er du egoist?
– Helt grundlæggende er der noget mærkeligt i at stille sig op på en kasse og så udtrykke sig. Uanset om man nu er billedkunstner, forfat- ter eller musiker. Hvad er nu det for et behov? Det er jo et læg-mærke- til-mig-gen. Det må jeg jo så forholde mig til, at jeg har, og så få noget ud af det. Men, jo, jeg tænker da af og til, hvad fanden laver du?
– Der er nok ingen tvivl om, at den brønd med det selvcentrerede og egoistiske, den falder jeg af og til i. Så bliver jeg meget optaget af Thomas Helmig. Det skal jeg nok også for at lave god musik. Men det er en følelse, man skal sørge for at gnave sig ud af igen. Minde sig selv om, at det kun er en del af virkeligheden, at andre ting er mindst lige så interessante. Mine børn, min kone, venner, verden.
Er du afhængig af opmærksomheden?
– Jeg er i hvert fald afhængig af scenen og af mødet med publikum.
Fordi det er der, jeg har noget at give. Hvis det var sådan, at jeg kun var afhængig af folkets kærlighed, ville det være ret slemt.
Du er fyldt 42 år. Tænker du aldrig, at du er for gammel til det her?
– Vi havde en fed oplevelse i bandet forleden, hvor vi sad og hørte
Sex Pistols, som ved Gud spillede med et meget massivt udtryk. Bag- efter satte Jakob (Andersen, perkussionist, red.) nummeret ’Rough Justice’ fra den nye plade med Rolling Stones på, og det var 40 gange hårdere. Tænk engang, Charlie Watts (trommeslager i Rolling Stones, red.) er 68 år, og det var så benhårdt!
– Jeg har mødt cubanske musikere, der siger, at alt op til 40-45 år, er uddannelse i den branche, man nu engang er i. Først der begynder det, siger han med et grin. Og selv dét lyder århusiansk.
Han tilføjer, at han for nylig har optrådt til et støttearrangement i København, der skulle rejse penge til at afhjælpe analfabetisme. Her sang han den amerikanske hymne ’Amazing Grace’.
– Jeg var på scenen sammen med Claes (Antonsen, trommeslager og ungdomsven, red.) og jazzbassisten Hugo Rasmussen. Han er jo heller ikke helt ung længere. Men han spillede med så meget nerve. Det var fantastisk. Det er grunden til, at man bliver ved. Når alt lykkes i musik- ken, findes der ikke en stærkere oplevelse. Så står man op igen dagen efter og tænker ’det skal vi have mere af’.
Når det kommer til stykket – hvad det jo altid gør – er det nok mere end noget andet den røde tråd i Thomas Helmigs sange. Derfor han, og publikum, bliver ved. Kærligheden – til musikken, kvinderne, fami- lien, scenen, livet. Den lykkelige og ulykkelige længsel. Det eneste håb.
Trods alt.
e
P coveret til debutalbummet ÕThomasÕ fra 1985 optrdte Thomas Helmig i sponsoreret t¿j fra Matinique. Det vakte dengang opm¾rksomhed, at en popsanger blev iscenesat p den mde. I dag ville de f¾rreste nok fortr¾kke en mine. S l¾nge har soulssangeren fra rhus v¾ret med.
