Jumben og den islandske hest
Af
Peter RiismøllerDer holder den henne, jumben med den islandske hest for. Den skinbarlige førkrigstid -ja istrengesteforstand førkrigstid for os,for detertiden før den førsteverdenskrig, det sjove lille køretøj minder om. Denmærkelige uskylds- tid, da verdenshistorien forudsattesat havelevemåde nok til at passere Dan¬
mark på passende afstand, og velbjærgede folk fandt alle ting så velordnede.
Mærkeligsom lugtesansener god til athuske. Straksman ser jumben, for¬
nemmer man igen den blanding af hestesved og frimodige udstødninger, der
forbandtsig med detykke, rullende dyner af vejstøv til selve lugten af lande- vejsfærd. Man var det så nær altsammen, sad lige bag hestens rumpe og så
lavt nede, at alt kom en lige ind på sanserne. Søndagskørsel, altid i let trav, for jumben var ikke egnet til skridtgang - så jumbede den simpelthen for
stærkt.
Teknisk varjumben fint fundet på. Det gjaldt bare at sætte sig rigtigt, så
læsset balancerede om akslen, og hesten fik mindst mulig træk eller tryk af buggjorden, såvar den letattrække. De storehjul hjalp til atlette hestenar¬
bejdet,ogda gummiringene kom til, blev jumben i nogle korte år etvirkeligt
komfortabelt køretøj. Tilmed var den billig, når man ikke var fordringsfuld
ogville have kuglelejer, hvadvitterligtvarpåmarkedet omkring 1915.
Og så var jumben konstrueret for de små heste, som var populære netop i
de år.Endnu huskessynetafenjysk hingst spændt forenjumbe-manhavde
ondt af den skikkelige kæmpe, syntes den var gjort til grin. Men de smalle
russiske heste, der bevægede sig så adræt på landevejen, de var jumbeheste
for dentravle.
Naturligvis var jumben løsningen på den lille families kørselsbehov. Dog
ikke sådan at forstå, at den var et udpræget husmandskøretøj. Enhver gård ligeoptil herregårde havde sin jumbe tiljawbrug, ja den kunne ligefremvære børnenesegenvogn.Iså faldvardengerneforspændt meden dovenogegen¬
sindigislænder, dervar klogere end ungerne.
Hårde halse blandt prangere kørte gerne i en afrakket jumbe, der kunne
larme somnitten halvfulde sømkasser, når etmarked varblevet lidtgammelt før opbruddet. Sådanne markedsbørster kørte også tit med islændere eller
russere, som tjente samme herre hele livet, så hesten kendte ruten og kunne
125
finde hjem fra ethvert sted i et helt herred. Det kan man alligevel ikke lære
enmotor.
Og støvet, støvet, som var selve landevejens egen luftog duft- nu knevlet
ogbundet af etlag grå asfalt. Tak og hæder til Sodomas beg, der nu tillader
den ældedevejfarendeatomfattestøvetmed sentimentale følelser. Mens man havde det, var det andre fornemmelser, der kom til udtryk. I Himmerland
talteman omattagehjemmefra i blåt tøj ogkomme til Aalborg i gråt.
Inævnteby sad i mange år »Jumbe-Pedersen« ogblev navnkundig og vel¬
stående ved atlavejumber til det jyske marked. Hvor er de nu? Er de alle kørt til pindebrænde, eller står der endnu i en glemt vognport et bevaret ek¬
semplar?
Vist så, enkelte er i brug, men dog ikke flere end at historikeren gerne
standser og gørklar til fotografering, når en folkevogn årgang 1914 kommer
i synsfeltet. Jumben varet folkeligt køretøj i det begyndendedemokrati, som sådant har detgnavet sig fast i erindringen hos de lidt-over-midaldrendesom
vorbarndomsfolkevogn.
Ierindringen vilmange sættejumben sammenmed den islandske hest, hvil¬
ket er nogenlunde retfærdigt, al den stund de to passede så vel til hinanden.
Men den lille hest havde nu adskillige andre jern i ilden. En dag står den pludselig ovreforan smedjen i sort silhuet mod den hvidevæg, sunket hen i
sine egnetanker,hængende med den enehofte ogdettunge hoved, hele skik¬
kelsen synes athalvsove. Ja vist, det erjo min barndomsven isbukken.
Forspændt jernkræmmerens lille arbejdsfjedervogn - også den en fortids¬
levning - er islænderen kommet til vor landsby for at slæbe skrotjern sam¬
men uden atspørge, om det ertil kanoner eller til de plovjern, den så troligt
hartjent.
Somerdendalille,voratlantiskeven. Manlæggerarmenpå densryg, mens
man snakker med jernkræmmeren,ogdet erden tydeligt nokvanttil, for be¬
røringen fården endikke til atløfte detungeøjenlåg. Detgælderatfindelidt hvile, når stundergives, det har den lærtgennem mange slægtled. Heller ikke opdager den lille hest, atden bliver betragtet ogomtalt som en historisk se¬
værdighed,hvis historie inogle korte øjeblikke trækkes op afen kort glemsel.
Detvardenislandske hest, der i nogle tiår varden jyske husmands bedste arbejdskammerat, når heden skulle brydes. Ikke fordi den var så særlig egnet til dette hårde arbejde, men fordi den var så nøjsom, at den kunne hente føden påden bare hede. Lyng og stargræs varnetop den føde, den lille hest
var vant til fra sin atlanterhavsø. Enghø var dens livret ved vintertid, og i
mildevintrekunnedenslippes ud ogbjærge fødenselv. Korn tålte islænderen
ikke i storemåder,kløver skulle denførst lære at kende. Detvar enkunst at fodreislænderenrigtigt, men vardenførst lært, kunnemanfådet utrolige ud
afden smule hest.
JumbefraGunderupgaard ved Farsø,derkørerskolebørn tilStrandbyi 1908.
En jysk hest trækker bedst i bringesele. Islænderen er snæver i forpartiet
med tætstillede forben og går derfor bedst i stavsele. Hårdmundet som en børste er den, bedst at køre den i stangmile. Som ridehest ypperlig, når den
kom ung her til landet, men var den først vænnet til pasgang - og det var mange af dem-kunne den skaffe sinrytter en ordentlig søsyge.
Mentalt erindres islænderen som egensindig. Ved god behandling kunne
den være rarogomgængelig, menaldrig hengiven. Mødte den hårdhed iung¬
dommen,glemte den ikke,menbed efter alle mennesker. Alle de fejl, en hest
kan tillægge sig, kunne også islænderen erhverve. Historikeren mindes med respekten hel serie krybbebidere ogstædige kuler.
Hvornår de første islændere kom til Danmark, står ikke ganske klart,men næppe meget førend i vorebedsteforældres tid. I firserne købte en godsejer på Gårdbogård i Vendsyssel dem hjem i skibsladninger, senere var det hus¬
mandsforeningerne, der stod for importen. Behovetvar skabt af hedeopdyrk¬
ningenpålodder så små, atde ikke kunne fødeetspand sværereheste. Endnu omkring 1925 var der særlige forsikringsselskaber for islandske heste, så da
harderværet mange.
Dervarogsåmangegøremål, de skullepasse. De fleste blev husmandsheste
eller jumbeheste, men en særlig type vognmænd, kaldet småkørere, foretrak
127
ogsåen islænder, han kunne hente igen, hvor han efterlod den. Fiskehandle¬
rens isbuk skulle helst være hvid - var det mon hans lille reverens for den
begyndende hygiejne - og for en karruselhest på markedspladsen var den
hvide farveenbetingelse. Nej, med karruselhestmenesikke detmalede stavær aftrætil at ridepå,men den utrættelige lille hest, der gik indeni rotundenog holdt den igang.
De sidstepottemagerefra Helium herred slæbte rundt med deresvareri en
vogn med høje sider, foret med halm. En bette isbuk forvognen kunne lige
holde det tempo, en mand kunne skridte af, ogde blev ogsåtrætte samtidig.
Fra barndommen huskes en enkelt scene: Fiskehandleren sovende i lyngen
ved vejkanten og den lille hvide hest stående forspændt sin tohjulede vogn, sovende i solskinnet. Hvordan detgik med fisken? Å, spring det over.
Detvarikke motoren,derslogislænderen ud. Det skete før mekaniseringen
en gang ityverne, og det varden norske vestlandshest, der konkurrerede sin
frænde ud, dalandbrugets udbytte voksede så stærkt, at styrke blev vigtigere
endnøjsomhed.Hvad der endnu findes af hestemed islandsk blod i årerne må
væretillagt her, for ingen import har fundet sted ica. 30år.
Men islænderens kortegæsteoptrædeni et halvt århundredevar en tilbage¬
venden efter et lille årtusinds fravær. Den lille hest kom tilbage til os som en
fjern slægtning, udvandret formangeslægtled siden.
Deter hændt enkelte gange,at skelettet afenhest i envikingehøvdingsgrav
erfundet så velbevaret,atdet harkunnet måles. Så sesdet, atvikingens ride¬
hestvarafsammestammesom vorbarndoms husmandshest-at RegnerLod- brog har hærget Evropa ridende på en isbuk. Men det er ikke den gravlagte,
ofrede vikingehest, der står klarest for historikeren, men en anden, som - ja
har jeg nu også set den? Man kan have sine tvivl om selv egne oplevelsers sandfærdighed.
Endag for få år sidenarbejdede ethold arkæologer på Lindholm Høje ved Nørresundby,ogder traf de på en nypløjet mark. Det skulle jo ikkevære så
sensationelt - men i dette tilfælde var marken pløjet en gang, da Knud den
Storevar konge overDanmark ogEngland. Lige efter pløjningenvar den så
dækketafsandflugtså pludseligt, athestenssporendnu stod synlige i plovens vendinger. Et af sporene blev støbt af i gips, og se, der stod vi så med den nydeligste lillehov afenislandsk hest i hånden.
Denbonde, derdenenedag havde pløjet tilvårsæd, kunne dagen efter ikke
findesin ager,forbåde denogmarkvejenvarføget efter med gult sand. Han
kom kørende nordfra og ville sydpå, men blev af sandlagets tiltagende tyk¬
kelse tvunget stadig længere østpå, bort fra det tilvante vejspor. Tilsidst går
detendeligtop forbonden, atvideresøgen erforgæves, oghandrejer af mod
øst ogkørerud af billedet.
Nej, arkæologer modtager ikke åbenbaringer, der er solide fakta til grund
forberetningen. Bonden kom tilsidst ud i et sandlag så tyndt, athjulene slog igennem, så deres spor idennypløjede markflade lod sig både måleog foto¬
grafere. Vognsporets breddevar engodmetermellem hjulene, ogtohjulet har
vognenværet, for ingen dobbeltesporfandtes i drejninger. Og hestenvarjust
vor lille stridhåredeven, somogså havde trukket ploven.
Janaturligvis. Landnamsmændene togheste med sig, da de togIsland i be¬
siddelse, ogdet var selvfølgelig nordiske heste af samme race, som de havde brugt hjemme i Norge. Men i Danmark og Norge skred blanding og udvæl¬
gelse fremogskabte med tidennyehesteracer,mens indavl fastholdt dennor¬
diske hests særprægpå den fjerneøi Atlanten. Hvad skulle de have stillet op med svære heste der- eller lette, langlemmede blodsheste? Karrigt foder og
bjerge kræver netop små, stærkeheste.
Vi kender også lidt til vikingebondens vogn. Et stykke af en fælg med et par eger er bevaret i en brønd på Lindholm Høje, ret udviklet håndværk.
Ingenjumbe naturligvis, men heller ikke så farligt langt fratypen endda, når
vi ser på vognsporet. Og havde historikeren ikke selv i barndommen kørt jumbe med isbuk for, ville billedet ikke have stået så skarpt, at man virkelig
synes at have set det: bonden, som med bøjet ryg tænderskærende drejer af
forskæbnen ogkører tilvenstreud af sin mark for sidstegang.
Med etlille årtusinds mellemrum har de små lådne krikker haft deres slid¬
sommeparti Danmarkshistorie.
Summary
The Governess Cart and the IcelandicPony
The little Icelandic horsewasvery common onthe Jutland heath from about 1875to1925.
It waswell suited to the work on a small-holder'sfarm, but it was also used to pull
the two-wheled governesscarts onthe more prosperous farms and manors, aswell as thecartsofpedlars andcarters.
Itwasnotthecoming of themotorcarthat transplanted the Icelander, but thelarger Norwegian Vestland horses.
TheIcelandic horseseems tobe of the same racethatwas used in Denmark in the Vikingage. Wehave proof of this in finds of skeletons, and of hoof-marks on sand- coveredfieids of theperiod. When the Norsemen crossed theseato theAtlantic islands they tookthese horses withthem, and there theracehas survived, whilenew raceshave developed in Denmark and Norway. But late in the nineteeth century it came back, thanks to systematic importatian, fora guest appearance that lasted about fiftyyears, afteranabsenceoftencenturies.Archeological finds have alsoproventhat two-wheeled vehicles whichresemblegovernesscartsexisted in the Viking Age.
PeterRiismøller.
Radioforedrag, juni 1959.
