Industriel arkæologi
- m o d efæ n o m en eller tiltræ ngt n y b rud ?
H enrik H arnow
“ ...something desperately needs to be done about industrial archaeology.”
John Crompton, A I A B u lletin, 1990.
I n d le d n in g
Den industrielle arkæologi, der beskæftiger sig med industrialiseringens fysiske levn samt tolkningen og bevaringen a f disse, har nu ek
sisteret i flere årtier. I D a n m a rk er retningen kraftigst repræsenteret på bevaringssiden. På trods af, at flere forskningsprojekter siden 1970’erne har berørt o m råd er a f den industri
elle arkæologi, foreligger der ingen samlet oversigt over denne disciplins baggrund og udvikling. K u n et par korte artikler har be
handlet aspekter af den industrielle arkæo
logi.1
M ed denne artikel vil jeg søge at give en kompakt redegørelse for retningens opståen og baggrund såvel som dens akademiske sta
tus og udviklingsmuligheder. En fremstilling af industriarkæologiens udvikling m å nød
vendigvis tage udgangspunkt i England, som siden 1950’erne har været førende på om rådet. De definitoriske og metodiske proble
mer gælder naturligvis ikke England speci
fikt, men den engelske udvikling kan u d m æ r
ket eksemplificere dem, ikke mindst fordi det ofte har været her, at de først har været dis
kuteret.^
Endvidere gives en kortfattet vurdering af den industrielle arkæologis resultater og en sam m enfatning a f de hidtidige danske tiltag på om rådet. Afslutningsvis har jeg tilføjet en selektiv litteraturliste, prim æ rt over engelske værker.
1. Se P o u l S trø m s ta d : O m in d u s trie l a rk æ o lo g i og et d a n s k e k se m p e l h e rp å , Fabrik og Bolig 1, 1986, s. 3 -1 6 , s a m t K .E . G ru n o : In d u s tr ie l A r kæ ologi, m id d e l, m å l e lle r ?, N ord-N ytt 1973, nr.
1 -2 , s. 8 3 -8 8 .
B ag g ru n d en
Selve termen industriel arkæologi cr formentlig først blevet brugt i M anchester i begyndelsen af 1950’erne. Betegnelsen forekom første gang på tryk i 1955, da Michael Rix skrev en arti
kel til The A m ateur H i s t o r i a nI de første efter
krigsår dyrkedes den spirende disciplin langt overvejende af et lille antal entusiaster, men endnu uden større offentlig bevågenhed.
Denne første fase fulgtes i 1960’erne af en bredere folkelig udvikling, hvor industriarkæ ologien på grund a f nogle konkrete forhold i tiden omkring 1960 opnåede en betydelig fol
kelig opbakning og popularitet.
Den industrielle arkæologis stærke hæ ld
ning mod bevaringsproblematikken skyldes utvivlsomt forholdene i forbindelse med dens 2. D e n in d u s trie lle a rk æ o lo g i h a r b r e d t sig til en
ræ k k e a n d r e la n d e , sp e c ie lt T y sk la n d , F ra n k rig , B elgien og U S A . D e e n k elte la n d e s specielle k a ra k te ris tik a h a r b e ty d e t, a t v æ g ten læ gges p å forskeligc o m rå d e r. F.eks. a d sk ille r d e n tyske u d v ik lin g sig fra d e n en g elsk e ved a t v æ re k o n c e n tre re t om d e tyske b je rg v æ rk e r, jf. b l.a . R a i
n e r S lo tta : Einjuhrung in die Industriearchåologie, 1982, d e r s a m tid ig e r et e k se m p e l p å en b e ty d elig m e re s tr a m a k a d e m is k tilg a n g til e m n e t e n d d e n en g elsk e. Se i ø v rig t litte r a tu r lis te n . 3. J .R . H a r r is h a r d o g i a rtik le n I n d u s tr ia l A r
c h ae o lo g y a n d its F u tu re , Business History X I I , 1970, s. 1 2 9 -3 4 , g jo rt o p m æ rk s o m p å , a t te r m en a rk æ o lo g i i fo rb in d e lse m ed n y e re tid s in d u s tr i e r a n v e n d t h e lt tilb a g e i 1878 a f Is a a c F le tc h e r: T h e A rc h ae o lo g y ol th e W est C u m - b e rla n d C o a l T ra d e , Trans. Cumberland and West- moreland Antiquarian Society I I I , 1 8 7 6 -7 , K e n d a l, 1878. F o r y d e rlig e re d isk u ss io n a f n a v n e ts o p rin d e ls e se J . R .H a r r i s : I n d u s tr ia l A rc h ae o lo g y in th e N o rth W est 1960—64, The Journal o f Indu
strial Archaeology 1, no. 3, 1964, s. 163—67.
opståen. Det er nær ved, at den industrielle arkæologi rejste sig som en direkte følge af kam pen mod nedrivningen a f den (falske) do- riske portal ved Euston Station; en portal, der blev nedrevet i 1962. Faldt kam pens gen
stand, rejste sig til gengæld hele den industri- arkæologiske bevægelse, og Neil Gossons, di
rektør for Science M u seu m i London, taler næsten taknemmeligt om denne nedrivning som »et offer, der m åtte bringes«. Rigtigt er det da også, at enhver arkitekt i dag ville være henrykt over at få lov til at inkorporere så h æ derkronet en bygningsdel som netop E u ston Arch i en m oderne stationsbygning.
En a f de frem trædende skikkelser fra d e n gang, den senere kendte økonomiske histori
ker, J o h n R. Harris, understøtter denne op
fattelse a f den industrielle arkæologis bag
grund i en samtidig artikel:
»Det store omfang, som nedrivninger og genopbygning antog i de nordvestlige byer, og de gentagne beretninger om tabet af historisk værdifulde fabriksanlæg og maski
ner udgjorde b aggrunden for vores tilgang til em net.«4
Efterkrigstidens England, der havde mistet den politiske stormagtsrolle såvel som rangen som industrielt førsteland, så med vemod på de nedrivninger, der fulgte med 1950—60’er- nes moderniseringer. Hvad m an var i færd med at rive ned, var resterne a f den In d u stri
elle Revolution - fordums storhed. Det var i kølvandet a f dette, at en voldsom interesse ikke blot for bevaring, men også for tolkning a f disse m o n u m e n te r opstod. A f denne be
vægelse udviklede den industrielle arkæologi sig.
Industriel arkæologi er blevet så populær, fordi den, med en a f de førende udøvere og fortalere R.A. Buchanans ord, »har noget at tilbyde alle«. Disciplinens første hovedkræfter var udm æ rket klar over dette forhold og a n vendte det bevidst til at opbygge en folkelig interesse for emnet. M ed H a r r is ’ ord syntes det
4. H a rris : I n d u s tr ia l A rc h a e o lo g y a n d its F u tu re .
»...klart, at det første mål ikke var at p la n lægge en undersøgelsesstrategi, men n æ r
mere det at skabe en interesseret og infor
meret offentlighed...« ’
Alle fremhæver disciplinens tværfaglige ka
rakter, dens stærke fundering i am atørselska
ber, udøvet af personer, der m å betragtes som ikke-eksperter, men hvor betegnelsen a m a tører egentlig heller ikke er ganske dækkende.
En ingeniør er således næppe am atør, hvor det drejer sig om en detaljeret aftegning af maskindele. At der er fordele ved denne tin
genes tilstand er uomtvisteligt. Spørgsm ålet er, om det er sam m e forhold, der h a r betydet, at industriel arkæologi selv i dag har v a n skeligt ved at markere sig som akademisk disciplin.
Ikke alle har taget den industrielle arkæo
logi lige alvorligt. Så sent som i 1973 kunne N.B. H arte citere en »en fremtrædende pro fessor i økonomisk historie« for følgende v u r
dering afre tn in g e n : »Den (industrielle arkæ ologi) er o.k., hvis m an ikke kan finde på en bedre g rund til at invitere en pige med op i Penninerne på en solskinsdag.«(>
Strengt taget var industriarkæologiske stu dier ikke noget nyt. Newcomen Society havde gennem flere tiår været centrum for u n d e r
søgelser, der i dag kan anskues som »ægte«
industriel arkæologi. Det nye bestod i, at m an søgte at etablere en særskilt, tværfaglig ret
ning i skæringspunktet mellem økonomisk, social- og teknologihistorie.
Siden da har den industrielle arkæologi u d viklet sig til en bredt funderet retning, der ru m m e r langt mere end ordene »industriel«
og »arkæologi« synes at antyde.
Definitoriske p ro b le m e r
Et al de åbenlyse problem er er stadig den overraskende modvilje fra næsten alle ud-
5. Sst.
6. N .B . H a r te i Economic History Review, 2 n d series 26, no. 4, 1973, s. 6 9 6 -7 (a n m e ld e ls e a f B u c h a - n a n ).
Under den tidlige industrialisering i England anlagdes de første fabrikker afsides i landområderne, hvor den nødvendige vandkraft fo r e f andtes. Ofte var der, som her ved Hepton Bridge, tale om hele små sam fund, ister inden fo r tekstilindustrien fr a 1780’erne. Kun en nøjere arkæologisk tilgang til en tilgroet fabriksruin som denne kan skabe forståelse for, hvordan det lille tekstilsamfund har fungeret. Billedet ovenfor viser en opstemning a f vandløbet, mens det nederste billede viser de kaotiske rester a f fabriksbygningen og en senere dampskorsten, som stadig er intakt. Foto Henrik Harnow 1985.
øvere til at komme en definition a f den in d u strielle arkæologis arbejdsom råde nærmere - det være sig både emne og tidsperiode.
Første generations industriarkæologer som A rth u r Raistrick og anden generations som R.A. B uchanan og Neil Cossons, der har skrevet de mest læste oversigtsværker på o m rådet, har imidlertid gjort opm ærksom på de problemer, som h a r givet den industrielle a r kæologi besvær med at opnå akademisk ac
cept. Som påpeget a f Raistrick, kræver det i det m indste en sam m enhæ ngende og dæk
kende definition og afgrænsning.
B uchanan h ar forsøgt en definition a f em neområdet; en definition, der samtidig søger at påpege de akademiske mål. H a n skriver:
»Den industrielle arkæologi er et studieom råde, der beskæftiger sig med undersøgelse, opm åling og dokum entation - samt i nogle tilfælde bevaring - a f industrielle m o n u menter. Den industrielle arkæologi sigter h erudover mod at bestem m e disse m o n u menters betydning og placere dem i en so
cial og økonomisk sam m en h æ n g .« 7 O venstående er bestemt ikke nogen elegant afgrænsning, idet den snarere synes at være skabt ud fra disciplinens konkrete udvikling, som beskrevet i hovedtrækkene ovenfor, og for at tage hensyn til denne. En meningsfuld definition kan imidlertid ikke tage udgangs
punkt i en eventuel uheldig konkret udvik
ling. M ange forsøg på definitioner har været a f rent pragm atisk art, dvs. søgt at gøre plads til alle, men det er indlysende, at denne form ikke tilgodeser det akademiske aspekt, og her ligger et a f problem erne i at opnå generel accept som andet end hobbyvidenskab.
B uchanans definition er d a også problem a
tisk på mere end én måde. Det er tydeligt, at han i sidste sætning søger at indpasse det akademiske aspekt, dér hvor resultaterne fak
tisk skal kunne ses. Skal den industrielle a r kæologi have mening, må resultaterne med
7. O v e r s a t e fte r R .A . B u c h a n a n : Industrial Archaeo- logy in Britain, 2 n d . e d ., P e n g u in , 1982, s. 22.
tiden inkorporeres i den almindelige historie
skrivning.
Særdeles problematisk bliver det dog, når B u ch an an afgrænser industrielle m o n u m e n ter til »et hvilketsomhelst levn a f en forældet industri eller transportsystem, lige fra en neo- litisk flintmine til en nylig forældet jet eller computer.«
To elementer er helt uacceptable. For det første m å opfattelsen af det industrielle udvides til at dække industrisam fundets levn i bredeste forstand. At B uchanan næppe kan mene den anførte afgrænsning alvorligt synes at fremgå af, at han andetsteds inkluderer både offent
lige bygninger og »social buildings«, hvorved han forstår arbejderboliger, fabrikantvillaer m.v.
Betydelig mere problematisk er imidlertid opfattelsen al den industrielle arkæologis tids
mæssige afgrænsning. H er følger Raistrick og mange andre B uch an an i, at emnet går forud for kronologien.'0’ Med andre ord skal in d u striarkæologen følge bestemte em ner uafhæn
gig a f tid. Selv ikke den klassiske arkæolog med sin baggrund i 1800-tallets skattejagter kaster sig ud i den slags fribytteri.
Begge autoriteter gør dog opmærksom på, at industriarkæologen i praksis prim æ rt be
handler de seneste 2—300 år, hvorved deres afgrænsning bliver endnu mere meningsløs.
At det kan være givtigt at følge en udvikling over en ganske lang periode ved tværfagligt sam arbejde er uomtvisteligt, men den em- nemæssige definition, der altså i princippet netop består i ikke at afgrænse emnerne, kolli
derer derved med den nævnte elastiske tids
horisont. Hvorfor da ikke tage konsekvensen h eraf og vælge en så forholdsvis fast afgræns
ning som - på linie med Cossons - at betragte den industrielle arkæologi som værende lig den post-middelalderlige arkæologi. For den, der vil følge udviklingen a f vandhjulet fra oldtiden til 1800-tallet, er der ingen h in d rin ger. Som så megen anden teknologihistorie involverer det blot forskellige fagretninger;
det er ikke nødvendigvis industriel arkæologi.
8. J .R . H a r r is h a r o v e r for m ig så se n t som m aj 1992 g e n ta g e t d e n n e o p fa tte ls e a f d e n i n d u s tr i
elle ark æ o lo g is tid s m æ s sig e a fg ræ n sn in g .
Håndvæverne var et væsentligt element i den tidlige industrialiseringsperiode i England. En overgang nåede tallet ca.
250.000, men håndvæverne, hvis gyldne dage fa ld t omkring 1800, blev i løbet a j få år gjort arbejdsløse med maskinvævens komme i 1830’erne. Indtil da arbejdede væverne i deres egne huse, hvis vinduesjag afslørede, hvor det lyskrævende arbejde fandt sted. Englænderen Timm ins har genopdaget hundredvis a f glemte eller ombyggede væverhuse og på denne bag
grund kunnet konstatere, at en meget f in arbejdsdeling fa n d t sted. Nogle vævede i fugtige kældre, jo rd i den høje luftfugtig
hed egnede sig til deres produkt, mens andre som her i Macclesjield arbejdede på 1. sal.
Foto Henrik Harnow 1988.
Det er min opfattelse, at den industrielle arkæologi vil være bedst tjent med at påtage sig rollen som hele industrialiseringens arkæ
ologi. Der vil være konkrete afgrænsnings- mæssige problem er i skellet til m iddelalderar
kæologien, men de er blot på linie med andre historiske periodiseringer. Som påpeget a f R.
Isserlin behøver den industrielle arkæologi heller ikke at frygte at blive opslugt a f »main- stream archaeology« mere end middelalder
arkæologien, der også i ganske vid udstræ k
ning kom binerer egentlige arkæologiske u d gravninger med kildestudier.9
9. R . Iss e rlin : T h e N e w I n d u s tr ia l A rc h ae o lo g y , World Industrial History I I I , 1986, s. 2.
At der ikke er eller bør være v andtæ tte skodder mellem de mere eller m indre arb i
trært eller rent traditionelt lastsatte historiske perioder, m å understreges. Teknologihisto
rien er rig på eksempler, der viser middelal
derteknikkers anvendelse u nder den In d u stri
elle Revolution. Der vil derfor være tilfælde, hvor et sam arbejde med middelalderarkæolo
ger eller en undersøgelse på grænsen mellem disse perioder vil kunne give væsentlige resul
tater. I praksis bevæger også m iddelalderar
kæologien sig a f og til ind i den efterfølgende periode. J e g vil dog fastholde, at in d u striar
kæologien principielt og overvejende m å be
grænse sig til den eftermiddelalderlige pe-
riode, og at ovennævnte m uligheder hør være undtagelsen.
Nok er det for sent at ændre navnet indu
striel arkæologi til noget mere præcist, men det er ikke for sent at give det mening. Englæ n
deren Barrie Trinder, der redigerer Macmil- lans opslagsværk i industriel arkæologi, u n derstreger, at det er denne afgrænsning a f den industrielle arkæologi, som han har lagt til gru n d for udformningen a f bogen.10 Der er derfor god grund til at tro, at det på længere sigt vil blive den alm ent accepterede defini
tion.
In d ustriark æ o lo g isk m etode
M ange industriarkæologer lægger vægt på at fremhæve forhold, som de m ener er særtræk ved den industrielle arkæologi, primært at der er tale om et interdisciplinært studium , og at skriftligt kildemateriale i vid udstrækning kombineres med de pågældende fysiske levn.
M etoderne adskiller sig i virkeligheden kun i deres indbyrdes vægt fra m iddelalderarkæ o
logiens. Der er et »rent« arkæologisk aspekt af den industrielle arkæologi — og dette er i vækst - , men anvendelsen a f skriftligt kilde
materiale, fotografering, opm åling a f bygnin
ger eller rester efter disse, kemisk analyse af f.eks. slagger, er alle væsentlige elementer i middelalderarkæologiens metoder. O gså her spiller den historiske kildekritik en fremtræ
dende rolle. Kildekritikken har dog ikke altid fundet vej til industriarkæologiske studier i det omfang, det var ønskeligt.
M iddelalderarkæologien anvender ofte skriftligt kildemateriale i forbindelse med u d gravninger, og det er derfor en urimelig a n klage mod den industrielle arkæologi, at der ikke er tale om »rigtig« arkæologi, fordi der ikke kun graves. M iddelalderarkæologien er på sam m e m åde tværfaglig og anvender også gerne kemiske analyser samt f.eks. dendro- kronologi.
Et a f den etablerede arkæologis k ardinal
10. S a m ta le m e d B a rrie T rin d e r, I n s titu te o f I n d u s tr ia l A rc h a e o lo g y , 15/5 1992.
punkter har været den indtil for nylig ganske velrettede kritik mod fagets udøvere for deres am atø rstatu s og d e ra f følgende m anglende færdigheder. Det er kendt, at arkæologen øde
lægger sit undersøgelsesobjekt samtidig med, at han udgraver det, og en sådan kritik er derfor væsentlig. N å r der samtidig er tale om ødelæggelse a f industriarkæologiske unika, er skaderne uoprettelige.
Nu bar der imidlertid ofte været tale om særdeles kompetente a m atø rer i tilfælde, hvor pensionerede maskiningeniører opmålte gamle d am p m ask in er o.lign. Givet er det imidlertid, at det tværfaglige præg også har voldt alvorlige problemer, der afspejles i en svingende kvalitet i udøvelsen, hvilket a u to matisk får konsekvenser for resultatet.
Det er faktisk først for nylig, at faget har fulgt den eneste rigtige vej: At anvende vel
etablerede arkæologiske sta n d a rd e r for arkæ ologisk udgravning og præsentation af resul
tater. Alt for mange opm ålinger og u dgrav
ninger er værdiløse, fordi de ikke overholder anerkendte standarder.
Set fra den etablerede arkæologis syns
punkt er det ligeledes et væsentligt kritik
punkt, at denne mangel på skoling har ført til ikke så få antikvarisk prægede og tilfældige undersøgelser. For faget som såd an t m ener jeg, at dette blot er at betragte som et u d
viklingstrin på linie med det, den etablerede arkæologi oplevede i 1 7 - 1800-tallet, hvor skattejægere og samlere spillede en fremtræ
dende rolle. Arkæologien er vel netop et ek
sempel på, at det har kunnet lade sig gøre at etablere et fag på højt professionelt niveau sam tidig med, at mange am a tø re r stadig er involveret i konkrete udgravningsarbejder.
Der er ingen grund til at tro, at denne u d vikling - velsagtens en almindelig akademisk modningsproces - ikke vil blive fulgt a f den industrielle arkæologi.
Afslutningsvis kan nævnes, at Association for Industrial Archaeology hvert år uddeler præmier for specielt veludførte undersøgelser og publikationer. Denne udvikling må be
tragtes som en helt normal form, hvorved de uheldige og utilfredsstillende resultater med tiden undgås.
Skal jeg pege på frugtbare metodiske veje i
fremtiden, m å de tendenser, som New A r
chaeology stod for i 1960’erne, delvis forplan
tet til D a n m a rk i 1970—80’erne, være værd at følge. New Archaeology gjorde bl.a. op med den hæ vdvundne praksis, der involverede en særdeles tids- og arbejdskrævende totalud
gravning, og pegede i stedet på anvendelsen a f systematiske stikprøveundersøgelser til at bekræfte eventuelle teser. En kombination af de grundige klassiske teknikker i særlige til
fælde med de langt m indre arbejdskrævende stikprøveundersøgelser synes at være en frugtbar vej at følge. M ere snævert metodisk vil industriarkæologien være i stand til at bi
drage selvstændigt. Det vil f.eks. være muligt at opstille en temmelig nøjagtig kronologi over skruers gevind, der muliggør datering af maskiner. A ndre o m rå d e r er også mulige at datere ud fra lignende kronologier.
R esultater: G enerel v u rd e rin g — og et p a r eksem pler
Som for Englands vedkom m ende kan m an også for D an m ark s delvis ty til at forklare manglen på mere generelle systematiske u n dersøgelser med, at de første p ar årtier er gået med indsam ling a f d a ta og registrering. Det h ar sat sit præ g på mange a f publikationerne fra denne periode. Forklaringen er dog langt
fra tilstrækkelig i sig selv, og det er næppe årsagen til, at den industrielle arkæologis re
sultater hidtil kun sporadisk har fundet vej til bredere industrihistoriske fremstillinger. Ty
pisk anvendes den industrielle arkæologis u n dersøgelsesobjekter som illustrationer, mens industrihistorien og teknologihistorien kun i ret begrænset omfang h a r haft resultater til rådighed a f en sådan karakter eller omfang, at de har forårsaget en større revision.
Ikke desto m indre har der været publiceret flere gode monografier og regionalundersø
gelser. Tem aer som tidlige jern b an er, d a m p maskineteknologiens udvikling, jern in d u stri
ens produktionskompleks samt tidlige fabrik
ker og deres organisation er endog eksempler på om råder, hvor resultaterne er kendt i in- dustrihistoriske såvel som i almindelige histo
riske kredse. Den industrielle arkæologis evne til at opnå forståelse af produktionsprocesser og for um id d elb art utilgængelige fabriksan
lægs funktion er å b e n b a r og h a r ikke mindst medført, at netop industriarkæologien er godt repræsenteret, hvad angår frilandsmuseer.
Den pædagogiske funktion er indlysende.
B uchanan fastholder også, at en række væ
sentlige undersøgelser h ar fundet sted, men, fortsætter han,
»...desværre cr mange a f disse arbejder p u bliceret i en form, der slører identifikatio
nen a f dem som industriel arkæologi, i for
skellige arkitektur- og andre tidsskrifter, der h ar udgjort et b ru g b a rt forum, når a n dre publikationsm uligheder var begræ n
sede.«11
Det er ikke muligt her at gå ind i en mere detaljeret gennem gang a f de forskellige arbej
der til dato, end ikke de engelske alene.12 J e g har i stedet valgt at se nærm ere på to vidt forskellige tilgangsvinkler, der begge lover godt for industriarkæologiens m uligheder for at give væsentlige bidrag til teknologi- og in
dustrihistoriens om råder. Den første er en u n dersøgelse a f en type, der vælger en om fat
tende undersøgelsespopulation for på denne baggrund at drage begrænsede, men gene
relle konklusioner. Den anden er et eksempel på den klassiske arkæologiske totaludgrav
ning. Endelig har jeg tilføjet et eksempel på en positiv overlapning mellem m iddelalderar
kæologien og den industrielle arkæologi, en undersøgelse, der bevæger sig i grænselandet mellem de to perioder, dvs. fra 1400- til 1700- tallet.
M åden, hvorpå industriel arkæologi i større, professionelt regi skal bedrives i frem
tiden, er utvivlsomt udstukket a f Royal Com- mission on Historical M o n u m en ts of England ( R C H M E ) med den i 1984 påbegyndte West 11. B u c h a n a n , Industrial Archaeology, s. 383.
12. E t e n k e lts tå e n d e fo rsø g p å a t give en s a m le t fre m s tillin g a f d e t e n g elsk e in d u s tr ila n d s k a b s u d v ik lin g e r B a rrie T rin d e r: The M aking o f the Industrial Landscape, 1982, a f C o ss o n s b e sk re v e t so m » e sse n tia l re a d in g « .
Riding undersøgelse.15 Den metodiske tilgang er et nybrud inden for den industrielle arkæo
logi og muliggør undersøgelser af et stort a n tal enheder, hvorved netop det generelle over
blik, der hidtil har manglet, bliver muligt.
At det er tekstilfabrikkerne, som er blevet udvalgt til denne pionerundersøgelse kan ikke overraske: Den engelske tekstilfabriks rolle i den Industrielle Revolution er legendarisk og vægtes da også højt a f forfattere lige fra M arx og Dickens til VV.W. Rostow. Dertil kommer, at m ange tekstilfabrikker står foran nedriv
ning i de kommende år. På baggrund af disse forhold iværksattes et pilotprojekt, hvorunder selve undersøgelsen kunne forberedes.
Som det første identificerede m an popula
tionen, bl.a. ved hjælp a fk o rtm ateriale. 1 alt identificeredes ca. 1400 enheder. Undersøgel
sens andet led var en indledende undersø
gelse, det vil sige besøg på samtlige lokalite
ter, hvor m an ganske kortfattet noterede sig anlæggenes omfang, specielle karakteristika og andet, som um iddelbart fremgik af byg
ningerne.
Selve undersøgelsen udførtes på baggrund af en kvalitativ udvælgelse blandt de 1400 enheder. M an udvalgte knap 10% a f po p u la
tionen, i alt 120 enheder, til en mere gennem gribende analyse. Det interessante ved denne tilgang er, at m an valgte det selektive frem for det altomfattende, det analytiske frem for det deskriptive. Kort sagt ville m an belyse for
skellige tem aer a f fabriksudviklingen. Disse em ner kan ikke siges at være overfladisk be
handlet på baggrund a f de udvalgte 120 en
heder, idet der jo samtidig var opbygget en bredere, generel viden om den samlede p o p u lation, der bl.a. er fotograferet fra luften. H o
vedtem aerne for den lovende undersøgelse har været 1) fabrikssystemets udvikling, 2) etagefabrikkernes strukturelle udvikling og 3) fabrikkens påvirkning a f det omgivende lan d skab.
Den engelske industriarkæolog Barrie Trin
der fremhæver R C H M E s tekstilundersøgelse
13. C o lu m G iles & I a n H . G o o d a ll: F ra m in g a S u rv e y o f T ex tile M ills: R C H M E ’s W est R i
d in g E x p e rie n c e , Industrial Archaeology Review I X , no. 1, 1986, s. 7 1 -8 1 .
som det mest lovende tiltag til dato og mener, at de endnu upublicerede resultater vil m ed føre en væsentlig revision af den nuværende viden om fabrikkens udvikling.
For det andet eksempels vedkom m ende har Irinders og Michael Strattons eget arbejde med den såkaldte flagskib-fabrik Stanley Mill og verdens første je rnram m ekonstruktion, Charles Bages Flax Mill i Shrewsbury, al
lerede vist, hvor langt m an kan nå med enkeltanalvser af væsentlige fabrikskomplek
ser.14
At grundige enkeltundersøgelser og fuld
stændige udgravninger a f nøje udvalgte loka
liteter kan føre til væsentlige resultater er også åbenbart.
Få o m råder i den industrialiserede verden lrembyder så mange industrielle levn, der hver for sig har kunnet begrunde grundige enkeltundersøgelser og udgravninger, som Coalbrookdale ved Severn-floden nær ved Birmingham. Stedet benævnes ofte »industri
ens vugge«, og Coalbrookdale ru m m e r da også en række m onu m en ter og levn fra den tidligste industrialiseringsperiode i England (sene 1600-tal til tidlige 1700-tal). Jernsm elt- nings- og støbeteknikker revolutioneredes og forbedredes her, fra A b rah am Darby 1 i 1709 for første gang udsmeltede støbejern ved brug af stenkul (koks) i stedet for det mere knappe og langt mere kostbare trækul.
Stedet udviklede sig eksplosivt til et o m fattende in dustrilandskab i løbet a f 1700-tal
let med en række højovne, miner, kanaler, vandkraftsystemer, varehuse, je rn b a n e r med videre. Da Coalbrookdale oplevede sin ned
gangstid i sidste del af 1800-tallet, henlå et stort om råde som en vigtig kilde til en række banebrydende teknikker i industrihistorien:
Verdens første stenkulsfyrede højovn fra 1 709, måske verdens første forsøg med rever- berovne ca. 1750, verdens første større støbe- jern sb ro 1779 samt i tilfældig rækkefølge Wil- kinsons revolutionerende kanon- (og cylin- 14. M ic h a e l S tr a tto n & B a rrie T rin d e r: Stanley
M ill, A n Evaluation, I n s titu te o f I n d u s tr ia l A r ch ae o lo g y , R e se a rc h p a p e r 110. 12, 1988; M a ry M a c le o d , B a rrie T r in d e r & M ic h a e l S tra tto n : Ditherington Flax M ill, Shrewsbury, I n s titu te o f I n d u s tr ia l A rc h a e o lo g y , A p ril 1988.
Upper Forge i Coalbrookdale, en 1700-tals arbejdsbygning med endnu ældre rødder (øverst), udgravedes i 1988 bl.a. fo r at opnå forståelse fo r dette meget tidlige anlægs funktion og noget atypiske udvikling. 1 1785 installeredes således en Boulton &
Watt dampmaskine til at drive hammerværket, mens den senere udskiftedes med et vandhjul. Udgravningen a j området uden f o r bygningen - her højre side - viste, at anlæggets junktion og historie var betydeligt mere kompleks end ventet (nederst). Det lykkedes dog ikke at konstatere, om Upper Forge var stedet, hvor de jørste forsøg blev gjort med en såkaldt reverberovn eller 'flammeovn i 1760’erne ogjrem til englænderen Henry Cort tog patent på denne proces i 1785. Foto Henrik Harnow 1988.
der!) boremølle, verdens første jernskib, ver
dens første je rn b a n e og meget mere. Dertil kom, at Coalbrookdale i sin helbed udgjorde et mikrokosmos til forståelse a f centrale træk af den Industrielle Revolution og dens engel
ske b a g g r u n d .1’
M a n er nået særdeles langt, siden Raistrick i 1950’erne udgravede A b ra h a m Darbys høj
ovn fra 1 709, nu et World H eritage M onum ent, og en række andre m onum enter, som fulgte i årene efter. H vad der gør Coalbrookdale så enestående er, at det er lykkedes at sa m m e n knytte de konkrete, identificerede levn fra f.eks. verdens med stor sikkerhed første sten- kulsfyrede højovn med skriftligt kildemateri
ale. Derved n å r m an en præcision og nærhed, som kun den industrielle arkæologi kan give.
Det vil føre for vidt at nævne alle eksempler fra Coalbrookdale; a f særlig betydning er dog opdagelsen a f det om fattende forbindelsesnet mellem jernværkerne. Nettet var ikke blot re
ligiøst - m ange tidlige jernværksejere var kvækere - men bestod a f e n efter 1700-tallets forhold om fattende in frastruktur i form a f he- stetrukne baner. Noget lignende kendtes fra Newcastles kulom råder helt tilbage til 1600- tallet, men i Coalbrookdale var der tale om je rn b a n e r, der kunne dateres til 1767. M an har nu etableret en kronologi, der tillader en meget nøjagtig datering på baggrund af de anvendte skinners form. Det er blot ét eksem
pel på, at industriarkæologien kan frembyde nye dateringsm uligheder for maskinalderens levn.
O pdagelsen a f skinnesystemerne har æ n dret vores forståelse a f jernbanernes frem
komst ved at placere brugen a f omfattende jernskinnesystem er mere end et halvt å r h u n drede, før de d a m p d re v n e je r n b a n e r brød igennem.
M a n kunne fortsætte med eksempler fra Coalbrookdale, men jeg h a r begrænset mig til endnu et eksempel i form a f illustrationer af endnu en udgravning fra området. Afslut
ningsvis kan nævnes, at de udgravede monu- 15. Se A. R a is tric k : Dynasty o f Ironfounders, 1953; B.
T rin d e r: The Industrial Revolution in Shropshire, 1981; s a m t C . C la rk & J . A lfrey: Coalbrookdale, N u ffield Survey, lst Interim Report , I ro n b rid g e I n s titu te , 1986.
m enter alle er del af Ironbridge Gorge M u seum Trust. De enkelte enheder er alle dele af museet, der tillige har anlagt det store fri
landsm useum Blists Hill, som søger at give et billede al et typisk engelsk industrilandskab fra m idten a f 1800-tallet. Med et kort i h å n den og god tid er Coalbrookdale et skoleek
sempel på, at industriel arkæologi ikke blot kan give snævre, detaljerede resultater, men også et samlet overblik over 200 års massiv industrialisering.
At der i enkelte tilfælde er spændende re
sultater forbundet med sam arbejdet mellem industri- og middelalderarkæologien, viser det sidste eksempel.
I februar 1991 fandt en af dc foreløbig få b anebrydende udgravninger sted i Leicester- shire nær C oleorton."’ Ikke blot var der tale om verdens til dato største arkæologiske u d gravning (sic); det lykkedes også at lokalisere forskellige rester efter kulmineaktivitet i 1400- tallet, de hidtil ældste spor i England. Hertil kom sidegevinster som redskaber fra de sene
ste årh undreder, en minearbejders uldtrøje fra 1700-tallet, en komplet underjordisk stald fra 1870’erne m.v.
Det mest interessante er afgjort de 1400- tals skakter, m an tidsbestemte ved hjælp af dendrokronologi, idet der var tale om egent
lige træbeklædte skakter, der førte til et u n derjordisk m inelandskab hvor udvindingstek- nikken p illa r and s ta l/11 havde været i a nven
delse. Denne opdagelse havde langt mere vidtrækkende konsekvenser, end at det var de ældste kendte rester a f denne aktivitet i Eng
land. M a n havde hidtil troet, at denne teknik hørte en langt senere periode til, og at udvin
dingen a f kul fra åbne brud -- bell p its - var den eneste kendte teknik, indtil kontinental (tysk) påvirkning sidst i 1500-tallet havde bragt den nye mineteknik til England. Den teknik, som vi kender fra Agricolas De Re M etallica (1556) var altså i brug i England 16. H e r g e n g iv e t e fte r R o b e rt Y ork og S tu a r t W a r-
b u r to n s a rtik e l i /1//1 Bulletin 18, no. 4, 1991.
17. Pillar and stall e r en u d v in d in g s te k n ik , h v o r m a n fø rst b ry d e r et n e t a f g a n g e g e n n e m k u l
sø m m en og la d e r n o g le » sø jler« stå tilb a g e.
D isse b ry d e s efte rfø lg e n d e , m en s m a n g ra d v is træ k k e r sig tilb a g e m o d u d g a n g e n .
a f europæisk teknologioverførsel med et slag vendt om: V ar det i stedet fra England at denne teknik kom til Tyskland — og førtes den med tiden tilbage til det England, der havde glemt den?
O vennæ vnte eksempler er i mine øjne blandt de tydeligste beviser på, at den in d u strielle arkæologi har en egentlig videnskabe
lig berettigelse og på længere sigt efter al sandsynlighed h a r væsentlige resultater at føje til industri- og teknologihistorien.
Faglig og org anisato risk udvikling Den eksplosive og tilfældige vækst i interessen for industriens levn d annede baggrunden for stiftelsen a f e n lang række lokale selskaber og industriarkæologiske foreninger fra 1950’
erne, hvo raf næsten alle helt naturligt tog fat på egne lokale emner. Fagets opståen i direkte tilknytning til bevaringsproblematikken er gi
vet årsag til, at denne hidtil h ar spillet en så stor - for stor ? - rolle. Det er helt tydeligt inden for bevaringsområdet, at den industri
elle arkæologi har haft størst held med sig.
I dag er der gået mode i genanvendelsen af ældre industribygninger. Blot et p a r jernsøj- lcr, et victoriansk støbejernsgelænder eller lignende er tilstrækkeligt til, at bygningen bli
ver interessant. Både i England og i USA har m an lagt en alt for stor vægt på genanvendel
sen a f ældre bygninger til andre formål som den eneste mulige løsning. Ofte er der ikke andre muligheder for bevaring end g e n a n vendelse, men dels har dette strengt taget intet med industriel arkæologi at gøre, dels fremstår ikke så få betydningsfulde industri
elle levn i dag såkaldt bevaret, men helt uken
delige og uden historisk værdi.
H er er det imidlertid prim æ rt den industri
elle arkæologis rent faglige og akademiske muligheder, jeg vil beskæftige mig med. Bu
chanan kunne end n u i 1972 i førsteudgaven af sin bog skrive, at
»Den industrielle arkæologi h a r stadig hele arbejdet foran sig med hensyn til at e tab
plin.«'8
I andenudgaven fra 1982 er han dog betyde
ligt mere optimistisk og ikke uden grund. En fagdisciplins niveau m å prim æ rt bedømmes på dens rent faktiske resultater, men organi
satoriske aspekter udgør samtidig en anden m åde at bedømme, hvor etableret en fagdisci
plin er. Det er disse tiltag, jeg her vil se n æ r
mere på.
I 1919, i forbindelse med festlighederne ved 100-året for J a m e s Watts død, stiftedes New- comen Society i Birmingham. Siden da har selskabet beskæftiget sig med aspekter af tek
nologihistorien, der ofte har berørt eller di
rekte overlappet de om råder, som den in d u strielle arkæologi senere skulle definere som sit domæne. Selskabets resultater er hoved
sagelig blevet formidlet gennem dets nu le
gendariske tidsskrift Transactions o f the N ew - comen Society. 1 forbindelse med den industri- arkæologiske bevægelses fremmarch afviste Newcomen Society imidlertid at spille den organisatoriske hovedrolle, det helt naturligt blev opfordret til at spille. Initiativet skulle komme andetsteds fra.
Adskillige m edlem m er a f Newcomen Soci
ety var samtidig aktive industriarkæologer, men afvisningen begrundedes med, at selska
bet var et såkaldt »learned society«, altså et eksempel på, at m an betragtede dele a f den industrielle arkæologi som uvidenskabelig.
Før en samlende organisation opstod, lik industriel arkæologi formel status i tilknyt
ning til fredningsmyndighederne. U n d er Council of British Archaeology (CBA) etab leredes i 1959 en særskilt industriarkæologisk komité med henblik på at udvide den koordi
nerende rolle til også at omfatte det nye o m råde. Endvidere påbegyndtes en registrering a f industrielle levn via et kortsystem, den så
kaldte N ational Record o j Industrial M onum ents (N R IM ), der i 1965 overgik til Bath U niver
sity under Dr. R.A. B uchanan.
En egentlig officiel rolle fremkom med op
rettelsen al Industrial M onum ents Survey, der lik en pensioneret ingeniør og tidligere formand
18. B u c h a n a n : Industrial Archaeology, s. 370.
Den industrielle arkæologi rummer mange overraskelser. Den berømte uldforarbejdende Stanley M ill nær Stroud opførtes i overdådige materialer og forarbejdning i 1813 som en a f den Industrielle Revolutuions »flag-m ills«
(t.v.). Hovedbygningens imponerende indre viser, hvor godt man mestrede støbejernskon- struktioner på dette tidspunkt (nederst). Foto Henrik Harnow 1988.
Barrie Trinder og andre har imidlertid hen
ledt opmærksomheden på, at man bør betragte et anlæg i dels helhed: Bag Stanley M ill findes en arbejdsbygning, der på afstand kunne se ud til at være en funktionalistisk bygning opf ørt i jernbeton i 1940 (nederst).
Kommer man tættere på, kan man se, at bygningen, der er ikke så lidt a j en arkitek
turhistorisk overraskelse, er udført i mursten (t.h.). Den stammer fra 1840’erne og illu
strerer J .A l. Richards' pointe i bogen The Functional Tradition in Early Industrial Buildings, 1958. Eoto Henrik Harnow 1988.
for Newcomen Society, Rex Wailes, som for
m and. Wailes pensioneredes i 1971 og fulgtes på posten a f Keith Falconer.
Vi skal helt frem til 1974, før en national m oderorganisation opstod i form aSAssociation f o r Industria/ Archaeology (AIA). Ved Batli U n i
versity spillede R.A. B u ch an an i disse år en frem trædende rolle, idet A IA formelig vok
sede ud al en række årlige konferencer mellem 1966 og 1970. Det var ved disse konferencer, at ideen om at stifte en perm an en t organisa
tion opstod. Det var således nok i et universi
tetsmiljø, at organisationen opstod, men for
eningens m edlem m er udgøres talmæssigt langt overvejende a f entusiastiske amatører.
A IA er altså en forening, hvor de ledende kræfter har am bitioner om akademisk accept og høj faglig standard, men hvor medlems
skaren udgøres a f am atører.
Foreningen m arkerede sig hurtigt som en autoritet, godt hjulpet a f publikationen Indu
strial Archaeology Review (IAR), der fra 1976 udkom på Oxford University Press. Et over
blik over de efterhånden ganske mange å r gange giver et tydeligt indtryk af, at m an har lagt stor vægt på tidsskriftet; næsten alle a r tikler er a f høj kvalitet. At IAR har været redigeret med en for industriel arkæologi tem melig hård hånd, har haft en positiv effekt på højnelsen af fagets sta n d a rd e r for tegninger, opm ålingsarbejde og almindelige historiske fremstillinger i form a f n o te a p p a ra t m.v. Bar- rie Trinder h ar dog ret, når han påpeger, at selv om tidsskriftets s ta n d a rd er høj, er der stadig ikke tale om et egentligt fagtidsskrift, fordi bl.a. anmeldelserne er for usystematiske og ufuldstændige. Der er prim æ rt tale om et organ til præsentation a f undersøgelser, kun yderst sjældent til faglig debat.
AIA holder årlige generalforsamlinger i skiftende engelske byer, suppleret med o m kring én uges foredrag, diskussioner og eks
kursioner til lokale industriarkæologiske se
værdigheder. Arets (1992) A IA konference blev afholdt i C heltenham .
For det organisatoriske aspekts vedkom mende kan m an roligt konkludere, at den engelske industriarkæologiske bevægelse har etableret sin hovedorganisation og et højkva
litets tidsskrift, to væsentlige param etre for
formel accept. Et spørgsmål, vi m å stille her, er også i hvor høj grad, det er lykkedes at gennem træ nge universiteternes og andre u d dannelsesinstitutioners mure, kort sagt: U n dervises der overhovedet i industriel arkæo
logi? Det er i hvert fald endnu en væsentlig param eter, når m an vil undersøge den in d u strielle arkæologis faglige status.
I liere lande er der ansat historikere og andre, der i praksis fungerer som fuldtids in
dustriarkæologer på universitetsniveau. Den eneste egentlige universitetsstilling i in d u striel arkæologi cr imidlertid M arie Nissers professorat ved C halm ers i Sverige, men i England er både Dr. Barrie T rinder og Dr.
Michael Stratton ansat i stillinger som »lec- turers« i industriel arkæologi.
På undervisningssiden står England stadig stærkest. Siden O p en University tog fart i 1960’erne, h a r der været universitetsunder
visning liere steder, men a f svingende art og kvalitet. M ed oprettelsen a f Institute of I n d u strial Archaeology i Ironbridge i 1978 fik di
sciplinen sit første institut og det første sy
stematiske og omfattende undervisningspro
gram, der både involverer traditionelle histo
riske m etoder og praktiske aspekter a f den industrielle arkæologi. Det har siden været muligt at tage Diploma- og M asters-grader, og både i Leicester og Liverpool h a r der lige
ledes været Dip lom a-program m er.
Flvert år får desuden et hold am atø rer lej
lighed til at deltage i en såkaldt træningsud- gravning, der ledes af faguddannede arkæolo
ger. U n d e r industriarkæologen K ate C lark og en fremtrædende klassisk arkæolog som Phi
lip Barker med flere lærebøger bag sig u n d e r
vises deltagerne gennem en to uger lang ud
gravning i arkæologiske metoder, s tan d ard er for registrering og præsentation.
Den generelle undervisning i Ironbridge h ar efter min opfattelse været problematisk, hovedsagelig på grund a f deltagernes vidt for
skellige forudsætninger. Typisk h a r omkring 20 fuldtidsstuderende fulgt kurset, desværre med vigende tendens gennem de sidste par år. Hovedproblem et er, at instituttet i teorien søger at udbyde et overbygningskursus på universitetsniveau, men i praksis mangler deltagerne de nødvendige forudsætninger, og
der må derfor bruges alt for megen tid på elementær gennem gang af den Industrielle Revolutions hovedproblemstillinger. D elta
gerne kom m er fra forskellige frilandsmuseer, der er guider, ingeniører, kartografer, enkelte historikere og arkæologer samt folk, der har industriel arkæologi som hobby. Dette er for så vidt positivt; bagsiden er, at der kun pro
duceres meget få professionelle industriarkæ ologer. På grund af de fa universitetsstillinger søger mange ansættelse andetsteds, f.eks. i offentlig forvaltning eller i arkitektfirmaer.
I D a n m a rk undervises ikke i industriel a r kæologi. Tem aet har været berørt på Arki
tektskolen i Å rhus og a f flere af de personer, der var involveret i projektet Industrialis
mens Bygninger og Boliger, men der er for øjeblikket ikke undervisning i hverken tek
nologihistorie eller industriel arkæologi. På D anm arks Tekniske Højskole har der været planer om et undervisningsforløb i teknologi
historie, men de synes nu stillet i bero. M an kunne ønske sig, at danske universiteter ville udbyde overbygningsundervisning i in d u striel arkæologi, eventuelt i et samarbejde mellem historikere og interesserede arkæolo- ger.
D en industrielle arkæologi i d ansk p erspektiv
I D a n m a rk h a r den industriarkæologiske be
vægelse ligeledes sat sig spor, prim ært inden for bevaringsom rådet og med en tydelig over
vægt på bygningssiden. Den tidlige danske industri, dvs. fra det sene 1700-tal til midten a f 1800-tallet, var i mange tilfælde lokaliseret på landet. Nok ru m m e r de danske landdi
strikter her og der industrielle levn, bl.a.
ældre tekstilanlæg, men den danske industri
alisering var ikke i sam m e omfang som den engelske knyttet til disse o m råd er og under alle om stæ ndigheder er kun få a f de tidligste fabrikker bevaret.
De danske industrielle levn er generelt a f så ny oprindelse, at det sjældent er nødvendigt at foretage egentlige udgravninger. H a r ned rivning fundet sted, er det til gengæld kun sjældent um agen værd at foretage en u dgrav
ning, idet den danske industri i vid udstræ k
ning har været knyttet til byerne og derfor i dag typisk falder for at give plads til andet byggeri.
En dansk industriarkæologisk tradition kan med lidt velvilje spores flere årtier tilbage.
Blandt de første tiltag af denne art var Sel
skabet Danske Møllers Venner, stiftet i 1963, med baggrund i Nationalmuseets M ølleud
valg og Molinologisk L a b o ra to riu m .19 Anders Jespersen, der indtil 1980 var tilknyttet N a tionalmuseet, h a r været en drivende kraft i dette arbejde, og han anerkendes internatio
nalt som ekspert på området. I K enneth H u d s o n ’s World Industrial Archaeology o m tales Jespersen som »...the internationally fa- mous D anish molinologist...«.20 Imidlertid er det et ganske påfaldende træk, at møllesel
skabet står afgrænset fra det historiske miljø i almindelighed, et uheldigt træk ved flere spe- cialistselskaber, således i vid udstrækning også jernbaneentusiasternes foreninger. Det synes, som om mølleselskabets interesser pe
ger i retning af et af den industrielle arkæolo
gis hovedom råder, nemlig anvendelsen a f m e
kanisk kraft, og resultaterne herfra burde sæt
tes i et større perspektiv. Specialistselskaber er en god og nødvendig foreteelse inden for den industrielle arkæologi, men faren er, at de forbliver perifere. M a n kunne kort sagt ønske sig et samlende fælles forum, hvor de for
skellige afgrænsede aspekter kunne diskuteres i en bredere dansk kontekst. O m det netop etablerede Teknologihistorisk Forum med bl.a. Ole Hyldtoft i spidsen er i stand til at opfylde en sådan funktion, kan kun tiden vise.
Teknologihistorisk Forum er foreløbig startet på uformelt grundlag, dvs. uden egentligt medlemsskab eller valgt bestyrelse, og m an har - ganske klogt - valgt ikke at afgrænse selskabets aktiviteter inden for teknologihi
storien alt for stramt.
H erhjem m e h ar projektet Industrialismens Bygninger og Boliger fra 1975 til 1980 under
19. Se bl.a. Den Danske Mølle, Medlemsblad fo r Sel
skabet Danske Møllers Venner, 1988, 2. årgang, hvor 25 års ju b ilæ e t og foreningens bag g ru n d skildres a f A nders Jesp ersen .
20. K en n eth H udson: World Industrial Archaeology, C am b rid g e UP, 1979, s. 68-9.
Statens H um anistiske Forskningsråd og Garlsbergfondet bevæget sig inden for et o m råde, der ofte h ar berørt den industrielle a r
kæologi. I den indledende fase afholdt m an et seminar, hvori flere industriarkæologer del
tog, bl.a. K enneth H udson og M arie Nisser fra Sverige. I selve projektet indgik også en såkaldt » m onum entdel«.21
Sam m e projekts industriregistrering er en p endant til den engelske registrering a f indu
strim onum enter. Selv om den danske regi
strering er sparsom og a f svingende kvalitet, er den samtidig internationalt enestående ved systematisk at dække landet fuldstændigt med udgangspunkt i 1935-industritællingen.
A ndre lande, heriblandt England, er mere sporadisk dækket.
Projektets tidsskrift a f s am m e navn, i dag videreført som Fabrik og Bolig a f Selskabet til Bevaring a f Fabriksmiljøer, er det tætteste m an kom m er på et dansk forum for industriel arkæologi. I og med at tidsskriftet er opstået med b aggrund i et forskningsprojekt, og at det udgivende selskab h a r en kerne a f univer
sitets- og museumsfolk, cr det atypisk i for
hold til udenlandske, ofte am atørbaserede, selskaber.22
I den følgende omtale a f danske aktiviteter skal jeg begrænse mig til den foreløbig eneste a f mig kendte industriarkæologiske udgrav
ning a f et industrielt levn fra 1800-tallet.
Poul S trøm stad har beskrevet udg rav n in gen, eller rettere den delvise udgravning, af en beboelseslænge med arbejdslokaler for håndvævere fra 1846, bomuldsvæveriet Godt- h aab i Jæ g ersborg Hegn. Væveriet var ned revet før 2. Verdenskrig og i 1979 dækket af 30-40 cm jord.25
U dgravningen, der var tænkt som et for
søg, der skulle vise, hvad en industriarkæolo
gisk udgravning kunne bringe for dagen i D anm ark, fremstår som et skoleeksempel på, 21. K ris to f G lam an n : P ræ sen tatio n a f et forsk
ningsprojekt, Industrialismens Bygninger og B oli
ger, nr. 1, 1975, s. 3-9.
22. G a sp a r Jø rg e n se n b e h a n d le r i sin artikel i d ette n u m m e r a f Fortid og N u tid m ere in d g å ende den d anske udvikling på bevaringsom rådet.
23. Poul S trø m stad : O m in d u striel arkæologi.
hvordan udgravninger a f denne art bør fore
tages i Danm ark. Det ret omfattende skrift
lige kildemateriale, prim æ rt i form a f k o r t og brandtaksationer, konsulteredes indledende, hvorefter det var muligt at lokalisere anlæg
get med jordspyd uden en alt for omfattende arbejdsindsats.
M an foretog derefter ca. 10 m indre u d gravninger, hvorved m an var i stand til at etablere anlæggets vigtigste mål, bl.a. lejlig
hedernes størrelse. En større forståelse for a n lægget som helhed var også resultat heraf, et vigtigt aspekt, som industriarkæologen m å være opmærksom på. En fabrik består sjæl
dent a f én bygning og er altid i forandring, derfor er helhedsforståelsen af anlægget et væsentligt mål.
Strøm stad konkluderer, at udgravningen skulle fastslå,
»...om en nødtørftig undersøgelse med få hjælpemidler kunne bidrage med oplysnin
ger, som ikke kunne fremskaffes ad anden vej. Begge dele bekræftedes til fulde.«
Andre industriarkæologiske tiltag i form af mere generelle undersøgelser a f en større po
pulation er få og har begrænset sig til be
stående anlæg, hvilket ofte m å betragtes som fuldt tilstrækkeligt i kombination med skrift
ligt kildemateriale.24 Det danske kildemateri
ale er generelt a f høj kvalitet, og med a n vendelsen af kortm ateriale, brandtaksationer, opmålingsprotokoller og andre forsikringsar- kivalier samt bygningssager kan m an nå langt før en undersøgelse af selve lokalite
terne.
H ovedkonklusionen for D an m ark s ved
kommende er indlysende. M ed enkelte, nøje udvalgte undtagelser m å dansk industriel a r kæologi koncentreres om de eksisterende in
dustrim onum enter. K u n få udgravninger er ønskværdige og formentlig kun um agen værd, 24. Se bl.a. H enrik H arnow : Tekstilfabrikker i
Odense 1835-1935, O d en se U n iv ersitet, H isto risk In stitu t, 1988. O g så i forbindelse m ed fredningen a fe n række D S B -statio n er for nylig h a r m an o p n ået et godt overblik, d er tillad er gen eraliserin g er og sam m enligninger.
hvis der er tale om egentlig problemorienteret arkæologi, som f.eks. at etablere et overblik over tidlige danske tekstilfabrikker på landet, om der var klare fællestræk osv. Grundige enkeltudgravninger er ekstremt tids- og a r bejdskrævende og m å derfor være undtagel
sen.
In d u striel arkæologi: F rem tid en I nærværende artikel har jeg, ud over at skit
sere den industrielle arkæologis faglige og or
ganisatoriske udvikling, vurderet dens resul
tater og givet et bud på en konstruktiv s tra m ning af retningens definitoriske aspekter.
Hovedkonklusionen på denne diskussion er, at industriel arkæologi ikke besidder en særskilt teori eller metode, men derimod på linie med en række andre fagdiscipliner må gøre brug a f det almindelige historisk-metodi- ske a p p a ra t såvel som anerkendt arkæologisk metode. Til gengæld h a r jeg med denne arti
kel søgt at demonstrere, at den industrielle arkæologi ikke blot er et modefænomen, selv om dens konkrete udvikling viser sådanne tendenser. Disciplinen er i stand til at give selvstændige og væsentlige bidrag til industri
samfundets historie og m å derfor ses som et n ybrud og et vigtigt redskab for historieskriv
ningen.
Afslutningsvis er der grund til at vurdere fremtidsudsigterne for denne post-middelal- derligc arkæologi.
Som dem onstreret ovenfor er der mange problem er a f forskellig art knyttet til udøvel
sen a f industriel arkæologi. Det står samtidig fast, at liere undersøgelser og udgravninger, specielt i udlandet, h a r givet resultater, der ikke ville kunne opnås på anden måde, og at disse resultater h a r haft direkte betydning for forståelsen a f den økonomiske, teknologiske og sociale dimension a f industrisamfundets udvikling. Det ville derfor være urimeligt at påstå, at den industrielle arkæologi ikke r u m mer potentielle muligheder ud over de anti- kvarisk-æstetiske i forbindelse med frilands
museer o.a.
Alene eksistensen a f et in ternationalt n et
værk, af en moderorganisation, dennes tids
skrift samt liere steder uddannelser på uni
versitetsniveau, tyder efter min opfattelse på, at den industrielle arkæologi er inde i en m o d ningsfase, der dog meget tænkeligt kan vare liere tiår endnu. Først når bredt anlagte u n dersøgelser som den engelske tekstilundersø- gelse publiceres i deres helhed, kan den in d u strielle arkæologi nå det sidste stykke vej med hensyn til akademisk accept. Afgørende bli
ver det, om retningen er i stand til at formidle sine resultater således, at de inkorporeres i den almindelige historieskrivning. Hvis det ikke bliver tilfældet, kan m an med R.A. Bu
chanan frygte, at fagets udøvere vil spredes til om råder, hvor deres arbejde værdsættes, f.eks. inden for arkitekturhistorie, bygnings- historie og specielt teknologihistorie. Der er naturligvis også positive aspekter af dette, ikke mindst, at andre o m råd er accepterer den industrielle arkæologis resultater, men disse forudsætter netop en professionel kerne af u d øvere.
Den industrielle arkæologi har - forudsat, at em neom rådet gribes forsvarligt an - store udviklingsmuligheder. Opgaven, at være hele industrisamfundets arkæologi, synes u m id delbart ganske uoverskuelig. Cossons har p å peget, at op mod 70% af de eksisterende artc- fakter er akkumuleret siden den Industrielle Revolutions første faser i 1700-tallet.
De tiltag, som Association for Industrial Archaeology og Royal Commission har fore
taget i retning af at planlægge og styre u d øvelsen af industriel arkæologi på nationalt niveau, synes ganske simpelt at være den ene
ste realistiske løsning. På denne m åde kan overvægten a f lokal fascination og antikva
risme undgås til fordel for mere repræ senta
tive og historisk vidtrækkende resultater.
Er der en kerne a f sandhed i det udsagn af J o h n C rom pton, som denne artikel åbnede med, har artiklen forhåbentlig også vist, at det ikke er så galt fat, som C rom ptons o rd valg synes at vise. Barrie Trinder afviste i hvert fald energisk C rom ptons katastrofe
stemning, da jeg konfronterede ham med ci
tatet tidligere på året, og påpegede de posi
tive udviklingsmuligheder, som den industri
elle arkæologi stadig har for sig.
L itte ra tu r
Nedenstående litteraturliste kan ikke betrag
tes som fuldstændig, og fuldstændighed har da heller ikke været et kriterium for opbyg
ningen. Listen er med andre ord udtryk for et skøn over hvilken litteratur, der er relevant i forhold til artiklen, og hvilke værker, der i øvrigt må betragtes som fremtrædende på om rådet. For udvælgelsen gælder generelt, at den p rim æ rt m edtager engelske værker, dels for overkommelighedens skyld, dels fordi den engelske rolle som nævnt har været og stadig er mest fremtrædende. Henvisninger til andre landes industrielle arkæologi kan dog uden problem er findes i de anførte oversigtsværker, ligesom enkelte hovedværker fra E uropa og FJSA er anført. K u n i det afsnit, der dækker definition, metode og historiografi, har jeg foretaget et bredere udvalg.
D efinition, m eto de og historiografi Der findes ikke værker, der alene beskæftiger sig med den industrielle arkæologis defini
tion, metode og historiografi, men nok en del tidsskriftartikler. Ikke så fa oversigtsværker inkluderer desuden relevante overvejelser;
disse afsnit anføres særskilt her.
B arker, Philip: Understanding Archaeological Excava- tion, B atsford, L ondon, 1986.
Bodcy, H u g h , & H alls, M ichael: Elementarv Survey- ing fo r Industrial Archaeologists, Shire P ublications, 1978. B eh an d ler udelukkende d en industrielle arkæ ologis ren t tekniske m etoder, specielt o p m åling og u d sty r b en y ttet i forbindelse herm ed.
B u ch an an , R.A.: Industrial Archaeology in B ritain, 2nd. edition, P enguin, 1982. D efinitions and T echniques (s. 2 1-34), T h e H istorical Fram e- w ork (s. 3 5-52), T h e O rg a n iz a tio n o f the Sub- je c t (s. 355—371), T h e Study o f In d u s tria l A r
chaeology (s. 372—389). D en g ru n d ig ste histo ri
ske redegørelse for den industrielle arkæologis u d b red else og org an iserin g i E n g lan d , givet a f en a f h ovedpersonerne i den form ative periode.
B utt, J o h n , & D onnachie, Ian, Industrial Archaeo
logy in the British Isles, Paul Elek, L o ndon, 1979.
In tro d u ctio n : Scope an d definitions, sources and techniques, s. 1-28.
Cossons, Neil, The B P Book o f Industrial Archaeology, D avid & C harles, N ew ton A bbot, 2nd rev. ed., 1987. A P erspective on the N a tu re o f In d u s tria l A rchaeology, s. 10-25.
D au m as, M au rice, L'archéologie industrielle en Erance, E ditions R o b ert Laffont, Paris, 1980, s. 427-444.
G ru n o , K .E ., In d u striel arkæ ologi, m iddel, m ål eller ?, N ord-N ytt, 1973, nr. 1-2, s. 83-88.
H arris, J .R ., In d u stria l A rchaeology an d its Fu
ture, Business History X I I , 1970, s. 129-134.
H arris, J.R ., In d u s tria l A rchaeology in the N o rth W est 1960-64, The Journal o f Industrial Archaeo
logy, 1, no. 3, N ovem ber 1964, s. 163-67.
H udson, K en n eth , H ow to find Illu stratio n s for In d u s tria l A rchaeology, History 55, 1970.
H u d so n , K en n eth , T h e A im s a n d A cadem ic S ta
tus o f In d u s tria l A rchaeology, T h e R ange o f C u rre n t W ork og T h e T echniques A p p ro p ria te to the Study, World Industrial Archaeology, s. 1-13, 13-35, 35—37, C a m b rid g e UP, 1979.
Isserlin, R aphael, T h e new In d u strial A rchaeo
logy, World Industrial H istory, su m m er 1986, s.
1-2.
M ah ler, D ., P a lu d a n -M u lle r, C ., & S tu m m an n H ansen, S., Om arkæologi, H an s R eitzel, K ø b e n havn, 1983.
M ajor, J . K e n n e th , Fieldwork in Industrial Archaeo
logy,, B atsford, L ondon, 1975.
M in ch in to n , W alter, A Guide to Industrial Archaeo
logy Sites in B ritain, G ra n a d a , L ondon, 1984, s.
7-8.
Pannell, J .P .M ., The Techniques o f Industrial Archaeo
logy., D avid & C h arles, N ew ton A bbot, 1966.
L ægger stor vægt på o p m ålin g og tegning; for
bed ret senere udgave ved J .K . M ajor.
P inard, J a c q u e s , L'archéologie industrielle, Presses U n iv ersitaires de F rance, Paris, 1985.
R aistrick, A rth u r, Industrial Archaeology - an H istori
cal Survey, P alad in , G rafto n Books, London, 1972. In tro d u ctio n : W h a t is In d u s tria l A rch aeo logy, s. 1-15.
Slotta, R ainer, Einfuhrung in die Industriearchdologie, W issenschaftliche B uchgesellschaft, D a rm sta d t,
1982, s. 1-5 m .m .
O versigtsvæ rker
B racegirdle, B rian, The Archaeology o f the Industrial Revolution, H ein em a n n , L ondon, 1974.
B u ch an an , R .A., Industrial Archaeology in B ritain, 1972, 2nd rev. ed. 1982.
C ossons, N eil, The B P Book o f Industrial Archaeology, D avid & C harles, N ew ton A bbot, 1975, 2nd rev.
ed. 1987.
R aistrick, A rth u r, Industrial Archaeology, 1972, re- p rin t 1986.
