Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Thomas Horn Hansen : Fra partnerskab til ejerskab : terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk

perspektiv

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

Fra partnerskab til ejerskab

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

Thomas Horn Hansen

Nr. 106/2004

Projekt- & Karrierevejledningen

Fra partnerskab til ejerskab

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

Thomas Horn Hansen

ISSN: 1339-5367 ISBN: 9788792677877

Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- &

Karrierevejledningens hjemmeside.

Projekt- & Karrierevejledningen

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet

Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5

1014 København K 35 32 30 99

www.samf.ku.dk/pkv

pkv@samf.ku.dk

Fra partnerskab til ejerskab

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

Bachelorprojekt, Institut for Statskundskab, København Thomas Horn Hansen

Vejleder: Henrik Larsen Afleveret 26/05-2004

1) Indledning

Uanset om aktionen mod World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 med ét slag radikalt ændrede trusselsbilledet i den vestlige verden eller blot var en stadfæstelse af konstruktioner, der havde været undervejs i en længere periode, forekommer det ukontroversielt, at der ér sket en forandring. For det meste opsummeret under de let flygtige betegnelser ’terror’ og ’krig mod terror’.

I Udenrigsministerens principplan d. 3/2-2004 bliver forandringerne i trusselsbilledet koblet til et traditionelt højt prioriteret område i dansk udenrigspolitik – udviklingsbistanden. Selvom der umiddelbart i et finansielt perspektiv er tale om et mindre beløb – 145 mio. kr. ud af en samlet bistand på ca. 10 mia. – og en (ontologisk) realist ville sige; ‘fint nok, men hvad med implementeringen i den virkelige verden?’, vil jeg argumentere for, at der potentielt set er tale om et nybrud i opfattelsen af ulandsbistanden, der kan have konsekvenser for fremtidige diskussioner om mål og midler¹.

2) Problemformulering

Hvordan har konstitueringen af terror som sikkerhedstrussel efter 11. september 2001 påvirket diskurse(r)n(e) om udviklingsbistand?

Af ordlyden skulle det gerne fremgå, at spørgsmålet er tænkt indenfor det poststrukturalistiske hjørne af IP, og at det er forholdet mellem terror og udviklingsbistand i diskurserne om dansk udenrigspolitik², som jeg vil fokusere på - og dermed ikke i så høj grad, hvordan begreberne konstitueres og reproduceres i sig selv. Umiddelbart er perspektivet fortrinsvis synkront, men da en forudsætning for analysen er et forandringsbegreb, er der et implicit diakront perspektiv over en kort tidsperiode.

Jeg forudsætter ikke á priori en klar kausal sammenhæng fra terror som sikkerhedstrussel til evt.

forandringer i udviklingsbistanden (ordlyden skyldes den poststrukturalistiske præference for hvordan?-spørgsmål) – tværtimod er udgangspunktet, at artikulationerne potentielt set er gensidigt konstituerende for hinanden. Endelig er spørgsmålet om dansk (udenrigs-)politisk identitet meget spændende, men for omfattende til, at jeg vil berøre det her, udover når det har direkte betydning for konceptualiseringen af forholdet mellem terror som sikkerhedstrussel og udviklingsbistand.

1 Idet de koder og begreber, verden anskues udfra, har betydning for mulighedsrummet for politisk handling.

2 Rent analytisk har jeg valgt at begrænse mig til diskurser, der artikuleres i Danmark, selvom de ikke artikuleres i et vakuum, men i et samspil med internationalt artikulerede diskurser.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv 3) Metode

Ethvert valg af en analysetilgang medfører at bestemte erkendelser og pointer prioriteres på bekostning af andre. For at sikre at den viden, man forsøger at generere, opnår en intersubjektiv status, er det nødvendigt at gøre disse implicitte til- og fravalg gennemskuelige for andre. Derfor vil jeg i det følgende redegøre for opgavens videnskabsteoretiske udgangspunkt, analysestrategi, metodologi og overvejelser om validitet og (selv-)kritik.

3.1) Det videnskabsteoretisk udgangspunkt: Epistemologi og ontologi

Betydningen af ontologi og epistemologi, og forholdet mellem dem, har været genstand for hidsig debat i IP og sikkerhedsstudier. På den ene side er den reflektivistiske (herunder poststrukturalistiske) lejr blevet beskyldt for at være fortabt i et endeløst hav af tekst uden at kunne finde frem til den virkelige verden udenfor, og på den anden side er de rationalistiske tilgange blevet beskyldt for at reproducere illusionen om en virkelig verden ved ureflekteret brug af faste kategorier³.

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Laclau & Mouffes betoning af, at selvom der måske er en

‘virkelig’ verden, så kan tingene i den ikke konstitueres ekstradiskursivt⁴. Med andre er det umuligt at fastslå, hvad der er (ontologien) uafhængigt af, hvordan vi ved (epistemologien). Betydninger og sandheder kan ikke fikseres ift. en objektiv verden, men er foranderlige og kontingente. At tingene ikke har en forudgiven essens (anti-essentialisme) betyder ikke, at alting flyder; for mens diskurser og betydningsdannelser filosofisk set er ustabile, kan de rent analytisk godt udvise en vis stabilitet.

Pointen er snarere, at sproget ikke er et friktionsløst medie, der kan referere til noget ‘udenfor’

uafhængigt af dets interne dynamikker, hvorfor det ikke er muligt at analysere mening, uden at analysere de diskursive kampe i sproget, der konstituerer mening. Implikationerne for en analyse er, at studieobjektet ikke er aktørers intention med bestemte udtalelser, men derimod de koder og betydningsstrukturer, der udgør mulighedsbetingelserne for politisk handling.⁵ (Wæver, 2002: 29- 30)

3 Se f.eks. Lene Hansens kommentar til Walts advarsel mod postmodernismen i sikkerhedsstudier (Hansen 1997:369-70)

4 ‘What is denied is not that such objects exist externally to thought but the rather different assertation that they could constitute themselves outside any discursive conditions of emergence.’ (Laclau & Mouffe 1985:108) Et godt eksempel er FE’s definition på kemiske kampvåben: ‘Syntetisk fremstillede giftige kemikalier, der er beregnet til at dræbe eller svække personer eller på anden måde påføre en fjende skade.’ (Pressemeddelelse 19. april 2004, FE, www.fmn.dk) Den diskursivt konstituerede intention er altså central i at skelne kampvåben fra almindelige rengøringsmidler.

5 Den metodiske fordel ved at behandle diskurs som diskurs kan sættes op mod teoriretninger, der tillader inddragelsen af psykologiske faktorer som forklarende variable, hvilket ofte fører til argumenter som: ’Det kan godt være, de siger ét og

3.2) Analysestrategi

Konsekvensen af det videnskabsteoretiske udgangspunkt er, at der ikke er én metode, men flere metoder, hvorfor hver enkelt analyse må udvikle sit eget analysestrategiske sprog, dvs. et bestemt teoriapparat, der er beregnet på at fortælle en bestemt historie om emnet. (Åkerstrøm Andersen 1999:14-5) Hertil kan tilføjes, at udviklingen af det analysestrategiske sprog bør være transparent for læseren. (Agersnap et.al. 2001:14-5)

Med andre ord bør det være eksplicit, hvordan og hvorfor man udvikler det analysestrategiske sprog, når man gør det, frem for at lade det være en efterrationalisering i et indledende afsnit. I det følgende vil jeg lade Laclau & Mouffes diskursanalytiske teori danne basis for et mere konkret analytisk sprog ved at præsentere de centrale argumenter fra konstruktivistiske og poststrukturalistiske teorier om sikkerhedspolitik, identitet som Selv-Anden relation og udviklingsbistand. Jeg vil forsøge at inkorporere relevante pointer⁶ med de formål dels at trække mest muligt ud af tekstmaterialet og dels at kunne konceptualisere det konkrete forhold mellem sikkerhedspolitik og udviklingsbistand i Danmark.

3.3) Metodologi

Med henblik på udvælgelse af det konkrete tekstmateriale er jeg gået ud fra to ting: For det første, at der er ‘centrale’ tekster og for det andet, at man kan læse sig ‘mæt’.

Tekster, der udspringer fra den politiske arena, kan så at sige udnævne sig selv som ‘centrale’⁷, hvorfor jeg har valgt at opfatte regeringens principplan som ‘central’ og tage udgangspunkt heri. I udvælgelsen af de øvrige tekster har jeg valgt en mætningsstrategi, der er baseret på et strukturelt argument om, at man har mættet sin analyse, når de samme ‘…figurer, forhold, udsagn dukker op igen og igen.’ (Holm i Agersnap et.al. 2001:50)

At de diskursive grundfigurer fra regeringens principplan dukker op andre steder, betyder ikke, at teksten kan stå alene, men derimod at analysen kan styrkes ved at inddrage andre tekster. Det betyder heller ikke, at man på forhånd udelukker konkurrerende diskursive artikulationer, men at opmærksomheden bør skærpes, hvis de diskursive grundfigurer i en bestemt kontekst artikuleres

gør ét, men i virkeligheden mener de noget andet’. Således kan et argument de facto blive isoleret fra tests på dets egne præmisser (selv-referentielt).

6 Og, såfremt det er nødvendigt, omformulere dem til et diskursanalytisk sprog for at sikre videnskabsteoretisk konsistens. Jeg er opmærksom på at begreberne ikke kan behandles uafhængigt af deres teoretiske udvikling, og at implikationerne af teoretiske reformuleringer således må overvejes.

7 ‘Politik italesætter per definition selv, hvad der er ’vigtigt’’ (Agersnap et.al. 2001:51) Dermed er repræsentationsproblemet ifølge Agersnap et. al. løst.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

anderledes. I den sammenhæng har det betydning om en tekst er forhandlet eller ej: En forhandlet tekst er en artikulation, der udtrykker konsensus ved at mediere mellem - i udgangspunktet - forskellige positioner, mens en ikke-forhandlet tekst f.eks. kan stamme fra en (retorisk) ophedet politisk debat, hvor de politiske aktører ‘…[trækker] mest muligt på de semiotiske strukturer, der genererer mest mening i forhold til deres mål.’ (Wæver i Agersnap et.al. 2001:40) Wæver argumenterer for, at artikulationerne derfor er skarpere i ikke-forhandlede tekster, hvilket gør dem specielt anvendelige for diskursanalyse⁸. Jeg har valgt at betragte graden af konflikt/konsensus i de konkrete artikulationer som et kontinuum, de udvalgte tekster kan indplaceres på:

Figur 1: Kontinuum over ikke-forhandlede og forhandlede tekster:

Mest ikke-forhandlet Mest forhandlet

1) Forespørgsel nr. F 25:

Forespørgsel til statsministeren og udenrigsministeren: »Vil ministrene oplyse, i hvilket omfang »krigen mod terror« har undermineret demokratiske standarder og retssikkerhedsgarantier som fastlagt i en række internationale konventioner?«, Folketingsdebat 19- 02-2004.

2) Principplan for dansk

udviklingsbistand til kampen mod den ny terrorisme. Udenrigsministeriet 03- 02-2004

3) En verden til forskel: Regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand 2004-2008.

Udenrigsministeriets

informationskontor. Juni 2003.

4) Kivimäki et.al: Development Cooperation as an Instrument in the Prevention of Terrorism, research report. Ministry of Foreign Affairs, Denmark. July 2003.

5) Bruun et.al: De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik.

Arbejdsgruppe under Udenrigs- ministeriet. August 2003

De ovenstående tekster kan karakteriseres som kilder af 1. orden⁹, idet de beskæftiger sig med, hvad der er, altså indeholder udsagn og ideer om en bestemt ontologi. De indeholder de nuværende artikulationer af udviklingsbistanden, sikkerhedsopfattelsen og koblingen mellem disse, hvorfor de udgør grundlaget for det (dominerende) synkrone element i analysen.¹⁰ Jeg vil endvidere inddrage yderligere empiri løbende jfr. mætningsstrategien, hvis det viser sig, at teksterne ovenfor ikke er tilstrækkelige til en adækvat behandling af emnet.

8 Under forudsætning af, at de politiske aktører argumenterer i overensstemmelse med deres subjektpositioner, og ikke

‘taber hovedet’.

9 1. ordens spørgsmål beskæftiger sig med ‘hvad der er’, mens 2. ordens spørgsmål beskæftiger sig med hvordan, ‘hvad der er’ konstitueres. (Åkerstrøm Andersen 1999:13)

10 Derudover vil jeg inddrage følgende tekster af 2. orden, som omhandler, hvordan en bestemt repræsentation af virkeligheden er blevet konstitueret: Vedby Rasmussen 2002 og Due 2001. Førstnævnte er en synkron analyse, mens sidstnævnte er en diakron analyse, der primært skal danne grundlag for at undersøge, hvilke forandringer, der kan være sket i konstitueringen af udviklingsbistanden og udviklingssubjekterne.

3.4) Validitet og selv-kritik

Når det ikke er muligt at udsige Sandheden fra et ekstra-diskursivt punkt, forandres overvejelserne om validitet fra at handle om en korrekt repræsentation af virkeligheden til at handle om en repræsentation af diskurser, hvor der ikke er ‘skåret noget fra’. Det betyder ikke at ’anything goes’, men at kriterierne for validitet må anskues anderledes end i det moderne paradigme:

For det første må der være fokus på epistemologisk sammenhæng i analysen, så princippet om anti- essentialisme overholdes; ellers risikerer man at veksle mellem en anti-essentialistisk deskriptiv analyse og en ekstra-diskursiv funderet kritik. I den sammenhæng er det vigtigt, at de kategorier, der opstilles i det analysestrategiske sprog, ikke tager magten fra en og bliver til substanskategorier, da de som udgangspunkt må anses for at være kontingente. Det er en forudsætning for at kunne søge at besvare spørgsmål af 2. orden om konstitueringen af virkeligheden og dens politiske implikationer.

For det andet må validitet ses som en intersubjektiv relation ift. læseren; derfor er det afgørende med en høj grad af transparens i udarbejdelsen af analysestrategi og analysestrategisk sprog – f.eks.

hvilke iagttagelser der prioriteres, og hvilke iagttagelser, der udelukkes. Som en service til læseren bør der afslutningsvis være en refleksion over analysens begrænsninger og muligheder. Herunder er det hensigtsmæssigt at anføre, hvad man selv anser for at være de svageste punkter i analysen.

4) Teori: Diskurser, sikkerhed og udvikling

I det følgende vil jeg starte med en skitsering af Laclau & Mouffes diskursteori (4.1), da dens begreber vil danne basis for den analytiske model, hvorefter jeg vil: Foretage en kobling til et poststrukturalistisk perspektiv på udvikling (4.2), introducere en nuanceret typologi over mulige Selv-Anden relationer på diskursteoretisk basis (4.3), inddrage kvasi-kausalitet som et analytisk begreb af anden orden som supplement til ækvivalenslogikken (4.4) og anskue Københavnerskolens pointe om sikkerhedshedsliggørelser som en konkret form for diskursiv artikulation (4.5). Af pladshensyn vil jeg kun beskæftige mig med de dele af teorierne, der er relevante ift.

analysestrategien. Formålet er at komme frem til et analysestrategisk sprog, der er begrebsmættet nok til at få så meget ud af empirien som muligt; og at åbne op for en gensidig konstituering af udvikling og sikkerhed.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv 4.1) Laclau & Mouffes diskursteori

Anvendelsen af Laclau & Mouffes diskursteori i afsnittet har tre formål: a) At danne (epistemologisk) basis for den analytiske model. b) At introducere de centrale analytiske begreber.

c) At åbne op for et nuanceret perspektiv på Selv-Anden relationer ved at vise, at al Andethed analytisk set ikke nødvendigvis er Radikal i diskursteorien.

Fokus i diskursteorien er, hvordan forskellige diskurser strukturerer de politiske muligheds- betingelser og hvilke dynamikker, der ligger bag hhv. diskursiv stabilitet og forandring. Det relevante studieobjekt er derfor diskurserne:

En diskurs er en samling af betegnere, der tilsammen udgør en mere eller mindre sammenhængende ramme for hvad, der kan siges og gøres. (Laclau & Mouffe 1985: 105, Torfing 1999:300) Det vil sige et konstituerende verdensperspektiv. Betegnernes betydning fikseres delvist gennem den måde, de kobles sammen med andre betegnere på i diskursen - men kun delvist, da de konkrete fikseringer er historisk kontingente, idet der altid er et meningsoverskud (f.eks. i ekskluderede begreber), som truer med at forstyrre den fikserede mening i diskursen. Meningsoverskuddet kan betegnes det diskursive eller det diskursive felt. (Laclau & Mouffe 1985: 111-2).

Diskurser er derfor dynamiske i deres konstante artikulation og re-artikulation, hvilket er en forudsætning for politik. Mere konkret er diskurser organiseret omkring nogle knudetegn (nodalpunkter), som alle andre betegnere refererer til og som indholdsudfyldes gennem artikulationen af ækvivalenskæder¹¹, men som selv er tomme begreber (Laclau & Mouffe 1985: 112) Nogle betegnere er flydende i den forstand, at flere forskellige diskurser og ækvivalenskæder søger at inkorporere og indholdsudfylde dem på samme tid (Laclau & Mouffe 1985: 113)

Artikulation er den praksis, der skaber en relation mellem elementer ved at fiksere deres relation til et eller flere centrale nodalpunkter, så deres identitet forandres som resultat, og de inkorporeres som momenter i den artikulerede diskurs. (Laclau & Mouffe 1985: 105) Forskellen mellem momenter og elementer er, at momenter er diskursivt artikulerede ved deres forskellige positioner i diskursen, mens elementer, der ikke er succesfuldt inkorporerede i diskursen, er en del af det diskursive felt.

Men da det diskursive felt altid er potentielt åbent fuldføres omdannelsen fra momenter til elementer aldrig helt (jfr. ‘impossibility of closure’) (Laclau & Mouffe 1985: 110-1)

11 Hvor betegnere med forskellig identitet kan erstattes af hinanden; Et eksempel kan være ’Vesten’ som nodalpunkt, der ækvivaleres med ’moderne’, ’rationel’, ’human’ osv. Jo mere omfattende en ækvivalenskæde (og den bagvedliggende logik) er, des mere sker der en radikal afgrænsning ift. det ekstradiskursive og det andet.

At nævne et praksis-begreb fører ofte lige lukt til et aktør-begreb, men Laclau & Mouffe følger Foucaults afvisning af det essentielle moderne Menneske; vi er ikke subjekter, men subjektpositioner i forskellige diskursive strukturer (p.115-6) – det er med andre ord den diskurs, vi indgår i på et givent tidspunkt, der bestemmer den identitet, vi har. Den diskursive anvisning af subjektposition og identitet kaldes, med et begreb lånt fra Lacan, for interpellation. Men der er ikke tale om simpel strukturel determinisme, for subjektet (som tomt begreb) kan ikke fuldt ud fikseres i en bestemt subjektposition, da det er overdetermineret, hvilket vil sige, at der ofte er flere interpellationer, der konkurrerer med hinanden om subjektet på samme tid¹². Subjektet kan altså ofte vælge mellem subjektpositioner. (Laclau & Mouffe 1985:115+121) At subjektet i det hele taget vælger at indtage subjektpositioner skyldes et grundlæggende identitetsmæssigt vakuum (lack), som søges udfyldt gennem repræsentationen af identitet i diskurserne, hvilket er en pointe som Laclau & Mouffe har overtaget fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan efter deres hovedværk fra 1985¹³. (Torfing 128, 306)

Det er et konfliktfyldt billede, som Laclau & Mouffe tegner af de diskursive spil, og det betyder, at det sociale opfattes som præget af social antagonisme, der skyldes eksklusionen af diskursive elementer fra enhver diskurs. De udelukkede diskursive elementer kobles sammen i en ækvivalenskæde, der udvisker deres interne forskelle (differentielle logik), idet det, de har til fælles er, at de udgør en trussel mod diskursens organisering. (Laclau & Mouffe 1985:127; Torfing 1999:305)

Laclau & Mouffe er blevet kritiseret for at lade begrebet social antagonisme blive en fælde for deres teori (Trine Villumsen 17/03-2004), idet al diskursiv Andethed som en følge heraf nødvendigvis må være Radikal¹⁴ med den teoretiske og analytiske konsekvens, at diskurser kun kan artikulere fjendebilleder. Men den Radikale Andethed er en filosofisk og ikke en analytisk pointe, idet de konkrete antagonismer kan have forskellige udformningerne, der i forskellige grad lader de interne forskelle i Andetheden opsluge af en ækvivalenslogik – således kan en selv/Anden-konstruktion både udtrykke den Anden som fjende og som modstander/modspiller (hvilket har afgørende betydning for hvordan, man kan agere ift. den Anden). (eks. Laclau & Mouffe 1985: 129-130,

12 Et godt eksempel er kampen ml. subjektpositionen som ‘arbejder’ og som ‘italiener’ i Italien i 1920’erne i hhv. de socialistiske og fascistiske diskurser. (se Laclau 1980: 132)

13 Der er altså tale om en negativ konstituering af identitet både på det subjektive og det kollektive plan (Selv afgrænses ved, hvad det ikke er – således er det Selv-Anden-relationen, der definerer Selv).

14 I betydningen blokerende for selvets identitet i den konkrete subjektposition, da Andetheden viser, at subjektpositionen er kontingent og derfor ikke kan være en hel identitet.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

Torfing 1999:121-8) Det er altså graden af ækvivalens- ovf. differentiallogik, der afgør, hvordan relationen til den Anden er, hvilket illustreres af Laclau & Mouffes analytiske skelnen mellem demokratiske og populistiske antagonismer. (Laclau & Mouffe 1985: 129-132+137; Laclau 1980:

129-131) I det følgende vil jeg skelne mellem Anden som forskellig (og legitim) og Anden som Radikal jfr. afsnit 4.3) nedenfor¹⁵.

4.2) Udvikling i et poststrukturalistisk perspektiv

Udvikling er fra et poststrukturalistisk perspektiv ikke blot et paradigme for interventionsteknikker, der skal bringe udviklingslandene op på den vestlige verdens stade¹⁶, men den samtidige konstruktion af ’den tredje verden’ og udviklingslandene som underudviklet, dvs. som subjekter der i det hele taget har brug for udvikling og intervention. (Escobar 1995:21-3) Implikationen er ikke, at udvikling som sådan må afvises, men at de konkrete repræsentationer og praktikker, der indgår i udvikling må studeres for at forstå, hvilket forhold mellem ’den første’ - og ’den tredje verden’, de indebærer. Arturo Escobar (1995) vælger med reference til Foucault at betragte udvikling som diskursformation ud fra tre akser:

1) De vidensformer, som refererer til ’udvikling’, og gennem hvilken ’udvikling’ bliver værende gennem udformning til objekter, begreber og teorier.

2) Det magtsystem, som regulerer udviklingspraktikkerne.

3) De subjektivitetsformer i diskursen, der får mennesker til at betragte sig selv i kategorierne udviklet/ underudviklet.

(p.10)

Jeg vil i det følgende behandle udvikling som en diskursiv praksis, men da formålet ikke er at studere en overordnet vestlig diskurs om udviklingslandene (analogt med f.eks. studiet af orientalisme), vil analysestrategien divergere fra Arturo Escobars¹⁷. Det vil sige, at det historisk orienterede studie af paradigmer for udvikling forlades til fordel for analysen af de konkrete artikulationer af udviklingssubjekterne i den danske udviklingsdiskurs. Med udviklingssubjekterne mener jeg de subjekter, der konstitueres som underudviklede og som der derfor skal interveneres overfor. I den forbindelse er de vigtigste fikspunkter: a) Hvordan udviklingssubjekterne og forholdet

15 Jeg har valgt at undlade en længere diskussion af Laclau & Mouffes hegemoni-begreb, da det kun har begrænset relevans for min analyse – kort sagt overkommer en hegemonisk diskurs en antagonistisk diskursrelation ved at overlejre andre diskurser og monopolisere artikulationsrummet. (1985: 138-9)

16 Denne evolutionære tankegang artikuleres også i en vis udstrækning i den danske debat (Due 2001:82)

17 En anden årsag til divergensen er, at Escobar tager udgangspunkt i Foucault, der også opererer med ekstra-diskursive fænomener, hvorfor tilgangen videnskabsteoretisk harmonerer dårligt med Laclau & Mouffe.

mellem Selv og udviklingssubjekt artikuleres (se næste afsnit) og b) praxeologien - forstået som den udviklingspraksis, der følger af artikulationerne. (se afsnit 4.3 og 6)¹⁸.

4.3) Artikulationen af Selv og Anden – Identisk, Forskellig eller Radikal Anden

Lene Hansen indfører i sit studie af krigen i Bosnien i 90’erne en analytisk skelnen mellem diskurser, repræsentationer og politiske praktikker, hvor repræsentationerne ses som de konkrete manifestationer af generelle diskursive formationer, som netop muliggør bestemte former for politisk handlen¹⁹. (under udgivelse:7-9)

Jeg vil fokusere på Hansens betragtninger om identitet som diskursiv praksis; idet de udgør et vigtigt korrektiv til opfattelsen af, at den negative identitetskonstitution i et poststrukturalistisk perspektiv næsten uundgåeligt fører til en Radikal Selv-Anden-relation²⁰. Lene Hansen er inspireret af Todorovs studie af Selv-Anden-relationer mellem conquistadorerne og de amerikanske indfødte²¹, hvor der er tre niveauer i relationen:

1) Axiologisk, forstået som en værdidom ift. den Anden (underordnet, ligeværdig, overordnet).

2) Praxeologisk, forstået som mulige praktikker ift. den Anden (underkastelse, ligeværdighed, undertrykkelse) 3) Epistemisk, graden af kendskab til den Anden. (ibid: 117)

Lene Hansen anvender de to første dimensioner, men forkaster den tredje²², for i stedet at indføre en ontologisk dimension forstået som identitet-forskel ift. den anden. (ibid:117-27) Den ontologiske dimension skal forstås som artikulationer af, hvordan Selv og Anden ’er’, og bryder derfor ikke med det poststrukturalistiske udgangspunkt.

18 Denne analytiske tilgang er inspireret af Due (2001), men der er forskelle, da jeg prioriterer diskurs- frem for repræsentationsteori (dvs. ikke anvender et analytisk skel mellem politik og diskurs) og anvender en mere nuanceret Selv-Anden typologi (jfr. 4.3): Figur 3. Når jeg anvender politik/praksis-begreber er det i betydningen artikulationer af politik/praksis.

19 Uden at der kan etableres en kausalitet mellem én bestemt repræsentation og én policy. En sikkerhedsdiskurs som repræsentation kan ifølge Hansen studeres udfra fire forskellige dimensioner: Identitet, grænser, historie og ansvar.

(under udgivelse:23) Intet element kan á priori tilskrives en determinerende betydning ift. de andre, men alle fire elementer indgår i de konkrete artikulationer af sikkerhed.

20 I den specifikke kontekst skriver Hansen sig op mod David Campbells studie af den Radikale Anden som forudsætning som amerikansk UdenrigsPolitik (1998).

21 Todorov, Tzvetan (1992): The Conquest of America: The Question of the Other. New York, HarperPerennial

22 Da det er umuligt at vurdere graden af kendskab til den Anden, når alt er repræsentationer i et poststrukturalistisk perspektiv.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv Figur 2: Det gør det muligt med en nuanceret typologi²³ over Selv-Anden-relationer:

Ontologi Axiologi

Identiske Forskellige

Underordnet Logisk umulig Assimilering Udryddelse Tage til slaver Lige Assimilering

Selv-assimilering

Aktiv Neutralitet

Overordnet Logisk umulig Selv-assimilering Efter: Hansen (1998) og Due (2001)

Jeg finder den ovenstående typologi anvendelig, men vil med udgangspunkt i Laclau & Mouffes skelnen mellem populære og demokratiske antagonismer (afsnit 4.2) prøve at nuancere den yderligere: Hvad der i diskursteorien er afgørende for Selv-Anden-relationen er graden af ækvivalens- overfor differentiallogik²⁴, for det er netop forholdet mellem disse to logikker i den konkrete artikulation, der konstituerer Selv og Anden, og hvordan Selv bør agere overfor den Anden.

Det er ud fra Laclau & Mouffe muligt at skelne mellem en Anden, der er legitim og således har lige så meget ret til eksistens som selvet (den forskellige) og en Anden, der blokerer selvets identitet (den Radikale Anden) og følgelig er illegitim:

23 Egentlig et kontinuum, men jeg vil anvende skemaet som en typologi for at sikre større analytisk stringens.

24 Ækvivalenslogikken simplificerer det sociale rum med en skarp opdeling af det i Selv-Anden eller ven-fjende, mens differentiallogikken giver plads til flere forskellige positioner i rummet. (Laclau & Mouffe 1985:130) Graden af identitet/Radikal Andethed i en Selv-Anden-artikulation afgøres af forholdet mellem ækvivalens- og differentiallogik.

Figur 3: Selv-Anden typologi med udgangspunkt i Laclau & Mouffe:

Ontologi Axiologi

Identiske (primært differentiallogik)

Forskellige Radikal Andethed (primært

ækvivalenslogik) Underordnet Logisk umulig Assimilering

Påvirke Anden

Udryddelse Tage til slaver

(‘popular struggles’) Lige Assimilering

Selv-assimilering

(som intradiskursiv logik)

Aktiv Neutralitet

(‘democratic struggle’- agonisme)

Antagonisme –

’magtbalance’

Overordnet Logisk umulig Selv-assimilering Påvirkes af Anden

Udryddelse af Selv

(‘popular struggles’)

Efter Hansen (1998) og Laclau & Mouffe (1985).

Hvordan Selv kan agere overfor en Anden er bestemt af artikulationerne af ontologi og axiologi, hvorfor praxeologien er krydsfeltet mellem de to akser. I overensstemmelse med den poststrukturalistiske mistænksomhed overfor ’det gode’ antager jeg, at axiologien er et udtryk både for normative vurderinger og konkrete magtrelationer (at moral og magt hænger sammen).

Fordelen ved en mere nuanceret model er, at den gør muligt at betragte Forskellige og Radikal Anden samtidig, hvilket gør den anvendelig som et analyseværktøj både ift. udviklingssubjekterne og terror som evt. Radikal Anden. Den indeholder med andre ord mere information end en dikotommodel.

4.4) Kvasi-kausalitet: Når A fører til B

Læsningen af Jutta Weldes har til formål at inddrage begrebet kvasi-kausalitet, som Weldes anvender i sit studie af artikulationen af den nationale interesse i USA. (Weldes 1996) Weldes har i vidt omfang et diskursteoretisk udgangspunkt, da hun fokuserer på artikulationer og interpellationer af den specifikke diskursive formation, der har den nationale interesse (‘national interest’) som nodalpunkt²⁵. (1996:280)

I den konkrete artikulation af den nationale interesse artikuleres der forskellige subjektpositioner, hvorefter der artikuleres en kvasi-kausal relation mellem disse repræsentationer (1996:281-2). Det er

25 Weldes anvender ikke begrebet nodalpunkt og hun anvender flere steder begrebet ’reality constraint’, der giver mindelser i en positivistisk retning. Men da ’reality constraint’ er i citationstegn og i øvrigt anvendes på en måde, der ligger tæt op af Laclau & Mouffes element-begreb (se anvendelsen ifm. Cubakrisen p. 309, fodnote 35), vil jeg argumentere for, at hendes analyse passer sammen med Laclau & Mouffes epistemologi.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

denne kvasi-kausale relation, der ’er’ den nationale interesse og som dermed betinger det politiske handlingsrum. En succesfuld artikulation af den nationale interesse forudsætter, at subjekterne anerkender de tilskrevne subjektpositioner, dvs. at artikulationen interpelleres (analogt med diskursteorien). (ibid: 287)

Kvasi-kausalitet betyder ikke, at ’kausaler’ kan identificeres i teksten, men er derimod et analyseredskab af 2. orden, der kan bruges til at undersøge, hvordan relationer og årsagssammenhænge artikuleres i en diskurs.

Jeg mener, at kvasi-kausalitet (ie at A fører til B) er et godt analytisk supplement til analysen af ækvivalenskæder (A lig med B), da begrebet indeholder mere information²⁶ om den diskursive logik i artikulationerne. Jeg vil derfor lade kvasi-kausalitet indgå i det analysestrategiske sprog som en begrebsmætning af Laclau & Mouffes abstrakte diskursteori.

4.5) Diskursteorien og Københavnerskolen: Selvet som referenceobjekt

Jeg mener, at Københavnerskolen²⁷ har en væsentlig pointe, som bør inddrages i det analysestrategiske sprog: At sikkerhed må anskues som en konkret form for diskursiv artikulation – eller i Wæver og Buzans terminologi en ’sikkerhedsliggørelse’²⁸. Men specielt Wæver og Buzan har i en vis udstrækning koblet det diskursivt orienterede udgangspunkt til en ’blød’ realisme, hvorfor jeg anser det for hensigtsmæssigt at omformulere sikkerhedsliggørelsesperspektivet til et mere ’rent’

diskursteoretisk analysestrategisk sprog:

Den artikulerende subjektposition søger at inkorporere elementer som momenter i diskursen ved at etablere en stærk ækvivalenslogik omkring referenceobjektet (Selvet²⁹) og kvasi-kausalitet ift. en Anden, der samtidig artikuleres som Radikal (dvs. eksistentiel trussel). Publikummet er dermed de artikulerede subjektpositioner, der som subjekter skal interpellere den artikulerede subjektposition, hvis sikkerhedsliggørelsen skal være succesfuld. De ekstraordinære midler kan ses som en

26 Herunder tidsfølge (A før B) og retning (fra A til B).

27 Der fokuseres på sikkerhedsbegrebet med udgangspunkt i Barry Buzan og Ole Wæver (ie Buzan, Wæver og de Wilde 1998).

28 Med Wævers ord: ‘Security is the speech act where a securitizing actor designates a threat to a specified referent object and declares an existential threat implying a right to use extraordinary measures to fence it off. The issue is securitized […] if the relevant audience accepts this claim and thus grants the actor a right to violate rules that otherwise would bind.’ (Wæver 2000: 251)

29 Jeg vil argumentere for, at referenceobjekt og Selv ud fra diskursteorien må anskues som det samme analytiske begreb, da der i begge tilfælde er tale om et objekt, som de artikulerede subjektpositioner tilskrives en identitet i forhold til.

Således er det i eksemplet ’retsstat’ (som Selv/referenceobjekt) en subjektposition som ’borger’ i retsstat, der interpelleres. For at tage et mere kritisk eksempel kan ’hvaler’ også være centrale i artikulationen af Selv (referenceobjekt i miljøsektoren), hvor den relevante subjektposition ville være f.eks. ’miljøforkæmper’.

transformation af Identitet/Forskellighed til Radikal Andethed i Selv-Anden typologien i figur 3, hvilket er ensbetydende med en overgang fra ’democratic’ til ’popular struggles’ i Laclau & Mouffes terminologi. (se illustration i bilag 1)

I et diskursteoretisk perspektiv kan sikkerhed anskues som en konkret form for artikulation, der mobiliserer bestemte subjektpositioner (identiteter), konstituerer den Anden som Radikal, og ændrer praxeologien fra at være almindelig demokratisk politisk til antagonistisk i analytisk forstand.

Ovenstående omformulering er ikke et forsøg på at genopfinde den dybe tallerken, men en konkretisering af diskursteorien ift. artikulationer af sikkerhed, og åbner op for en model, der kan indfange dynamikken mellem sikkerhedsliggørelser (Radikaliseringer af en Anden jfr. bilag 1) og en Anden som forskellig, der samtidig artikuleres. (se anvendelse i 7.1 og 7.2)

5) Analysestrategien og den konkrete analyse

Formålet med de teoretiske øvelser i afsnit 4) har været at konstruere et analysestrategisk sprog, der er så målrettet empirien som muligt. Dvs. at de teoretiske til- og fravalg også er sket på baggrund af gennemlæsninger af empirien og de første spæde forsøg på analyse (en iterativ tilgang). Endvidere forudsatte jeg i afsnit 2) en potentiel gensidig konstituering af diskurser om udvikling og diskurser om terror, hvilket den teoretiske model giver mulighed for³⁰.

Den reviderede typologi over Selv-Anden relationer bringes første gang i brug i afsnit 6) med det formål at situere både udviklingssubjekterne og de Radikale Anden i Dues studie af debatten i 2000 til brug for senere sammenligning.

De diskursteoretiske analyseredskaber (nodalpunkter, momenter, ækvivalenskæder) anvendes i afsnit 7) til at undersøge konstitueringen af Selv og Anden i de danske diskurser, graden af diskursiv dominans og, sammen med Københavnerskolen, til at undersøge om (- hvordan) terror er blevet konstitueret som en sikkerhedstrussel /Radikal Anden³¹.

I afsnit 8.1) anvendes kvasi-kausalitet som centralt analytisk redskab til at undersøge den diskursive forbindelse mellem terror og udviklingsbistand, i afsnit 8.2) bruges den reviderede typologi til at

30 Det specifikke argument er, at momenter fra sedimenterede diskurser inkorporeres i sikkerhedsliggørelser for at øge sandsynligheden for subjektpositionernes interpellation (publikums accept), hvorved udviklingsbistanden som sedimenteret diskursiv praksis kan spille en rolle i artikulationen af terror.

31 De konkrete analyser er lavet ved at kopiere alle relevante udsagn fra teksterne ind i et skema, hvorefter de mest repræsenterede og klareste artikulationer udvælges til et reduceret skema, der vedlægges i form af bilag. Det er dermed i disse til og fravalg, at det analytiske snit ligger i praksis.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

analysere artikulationer af udviklingssubjekterne i de forhandlede tekster og i afsnit 8.3) undersøges artikulationerne af den konkrete politik i lyset af terror som sikkerhedstrussel³².

Læsevejledning (som efterrationalisering): I forhold til opgavens samlede argument konstitueres Partnerskab 2000 som fikspunktet ’før’ i afsnit 6), i afsnit 7) analyseres konstitueringen af terror som sikkerhedstrussel og mulige konsekvenser for politiske praktikker, i afsnit 8.1) undersøges den diskursive kobling mellem udviklingsbistand og terrorbekæmpelse, i 8.2) afdækkes implikationer for artikulationer af udviklingssubjekterne og i afsnit 8.3) analyseres i hvilken grad dansk udviklingsbistand stadig artikuleres som en antimagtpraksis, der understøtter billedet af Danmark som den ’gode’ stat.

6) Selvet, den Anden og udviklingsbistanden: Partnerskab 2000

I det følgende vil jeg, med udgangspunkt i Mettine Dues studie af diskurser om udviklingsbistanden (2001), kort skitsere debatten om Partnerskab 2000 med det formål at have et fikspunkt som evt.

efterfølgende forandringer kan vurderes ud fra. Due anvender et diakront perspektiv (fra 1950- 2000), men jeg vil overordnet set abstrahere fra de første fire årtier, da de har begrænset relevans for min problemstilling.

En central pointe i Dues studie er udviklingsbistandens kobling til en artikulation af Selv som

’magtpolitikkens positive modbillede’ (p.83), hvormed den danske udviklingspraksis konstitueres som uegennyttig og altruistisk i modsætning til en international Radikal Anden, der bedriver magtpolitik gennem udviklingsbistanden³³. Under den kolde krig var den internationale Radikale Anden generelt set konstitueret som Sovjet for højrefløjen/midten og som USA for venstrefløjen (p.

47-8, 61, 111), men i Dues behandling af debatten om Partnerskab 2000 forekommer det, at den internationale Anden tilskrives et mere diffust indhold. (p. 83-4) Udviklingsbistanden kan på den baggrund betragtes som en antimagtpraksis, der opretholder billedet af den ’gode’ stat. (p. 39)

32 Hvor jeg ikke specifikt anvender det diskursanalytiske begrebsapparat, men foretager en mere løs poststrukturalistisk læsning.

33 Due betragter artikulationen af Selv som anti-magtstat i sammenhæng med en overordnet konstituering af Danmark som en ’god stat’ med en ’etisk/moralsk drevet udenrigspolitik’ (p.35-7). Jeg vil ikke gå ind i den overordnede diskussion om dansk udenrigspolitisk identitet og kun beskæftige mig med artikulationer, der har direkte sammenhæng med udviklingsbistanden.

Artikulationerne af Danmark og udviklingssubjekterne er organiseret omkring dikotomierne Moden – Umoden, Orden – Uorden og Handlekraft – Mangler Handlekraft (ibid p.83), hvilket jeg kort vil gennemgå med fokus på hvilke Selv-Anden-relationer, de implicerer³⁴ (se bilag 2).

Udviklingssubjekterne konstitueres som mere ligeværdige og som mere identiske med Selvet i debatten om Partnerskab 2000 end i de tidligere debatter om udviklingsbistanden (indikeret af pilene i figuren i bilag 2) – jævnfør partnerskabstanken, hvor den danske bistand skal ’indpasses i programsamarbejdslandenes egne prioriteringer, planer og budgetter’ (Due 2001: 77-8). I udgangspunktet er det altså muligt at samarbejde ligeværdigt med udviklingssubjekterne.

Praxeologisk er der alligevel defineret bestemte tværgående hensyn fra dansk side: ’Køn, miljø samt fremme af demokratiske styreformer og menneskerettigheder’ (ibid p. 77), der artikuleres som kvasi- kausaler ift. bekæmpelsen af fattigdom. Mens der i debatten var en tendens til at artikulere udviklingssubjekterne som mere lige end tidligere, betød det imidlertid ikke, at de ikke længere var underordnede. Udviklingssubjekterne var stadig konstitueret ved i et vist omfang at være Umodne, idet de artikuleredes som manglende den nødvendige erfaring og kapacitet - på trods af at have de samme værdier som Danmark. Ligeledes konstitueredes de fortsat ved Uorden, om end som potentielt set mere modtagelige for orden (jfr. partnerskabstanken) (ibid: 80-2) Endelig konstitueres udviklingssubjekterne fortsat som havende Manglende handlekraft – hvorfor det var nødvendigt med dansk intervention³⁵.

En pointe, der kan vise sig at have relevans for den følgende analyse er, at udviklingsbistanden for første gang i debatten om Partnerskab 2000 også kædes sammen med Danmarks egen velfærd, idet ikke-indgriben artikuleres som førende til illegal indvandring og flygtningestrømme, der på længere sigt kan undergrave den danske velfærd (ibid: 86-7). Derfor er flygtningestrømme indplaceret som primært Radikal Anden i figuren i bilag 2.

Det interessante er, at det er i modstrid med artikulationen af Danmark som en ’god’ stat, der udelukkende giver bistand ud fra etiske motiver. Spørgsmålet er, om kimen her er lagt til et brud med udviklingsbistanden som antimagtpraksis, hvilket vil være et fokuspunkt i analysen af udviklingsbistanden i lyset af målsætningen om terrorbekæmpelse.

34 Jeg vil ikke inddrage dikotomierne som analytiske kategorier i det følgende, da de ville harmonere dårligt med det øvrige begrebsapparat (grundet deres situering i repræsentationsteorien og Dues empiriske materiale).

35 Hvilket kan betegnes som en spænding i diskursen, idet udviklingssubjekterne samtidig tilskrives ansvar i partnerskabet med Danmark. (ibid: 83)

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv 7) Konstitueringen af terror som sikkerhedstrussel

I indledningen fremstår det som en uproblematisk antagelse, at terror er blevet artikuleret som en sikkerhedstrussel, men i det følgende vil jeg undersøge, hvordan terror mere konkret er blevet konstitueret; dvs. i hvor høj grad en eller flere bestemte artikulationer af terror har en dominerende status, og hvorvidt der kan være tale om en succesfuld sikkerhedsliggørelse i Københavnerskolens forstand. Udgangspunktet er forespørgselsdebat F 25 (2004), da den er mindst forhandlet (jfr. s. 4 ovenfor) og må antages at vise den største bredde i diskursive positioner. De mere forhandlede tekster bruges efterfølgende til at undersøge graden af diskursiv dominans, da en dominerende artikulation må formodes at optræde i flere tekster.³⁶

7.1) Artikulationer af terror i forespørgselsdebatten F 25 (2004)³⁷

Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt at analysere en folketingsdebat, der formelt set hverken vedrører terror eller udviklingsbistand, men det kan betragtes som en pointe i sig selv, at artikulationerne af terror og udviklingsbistand alligevel opnår en så prominent plads i debatten.

Indledende analyseres hvilke nodalpunkter, der er centrale for de forskellige politiske positioners konstituering af forholdet mellem Selv og Anden (se bilag 3 og 4), da det er her, det første skisma befinder sig.³⁸ Der er ikke sidetal i referencerne i det følgende, da kilderne har elektronisk form.

Den dominerende diskurs³⁹, der artikulerer den (Radikale) Anden under nodalpunktet

‘terror’/’terrorisme’, spænder fra Dansk Folkeparti til Socialdemokraterne på det politiske spektrum.

Der er også kongruens i artikulationen af Selv⁴⁰ (eller referenceobjektet i Københavnerskolens terminologi) under nodalpunkterne ‘demokrati’, ‘retsstat’ og med varierende grader af betoning

36 Jeg har dermed i praksis afgrænset mig fra at beskæftige mig med diskurser, der ikke optræder på den politiske scene eller i politikdokumenterne. Det vil sige, at artikulationer, der ikke har fundet fodfæste på den politiske scene, udelades.

Jeg vurderer ikke, at det har større konsekvenser for analysens gyldighed.

37 I debatten forekommer der en del koblinger mellem terror og udviklingsbistand, men i dette afsnit vil jeg fokusere på artikulationen af Selv og Anden, hvorfor disse koblinger i stedet analysere indgående i afsnit 8.1).

38 At anse nodalpunkter for centrale i konstitueringen af Selv og Anden følger ikke direkte af diskursteorien, men af empirien, da jeg vurderer at de centrale begreber ikke kan tilskrives noget indhold uafhængigt af de ækvivalenskæder, de indgår i. Ligeledes kan det problematiseres kun at analysere en Selv-Anden relation ud fra Selvets artikulationer, da relationen udgøres af samspillet mellem Selvets og den Andens artikulationer, men da samspillet ligger uden for opgavens fokus, betragter jeg det som en legitim afgrænsning. Anden-begrebet er her derfor ikke ubetinget lig med det

’konstitutive udenfor’.

39 En forudsætning for, at det er én diskurs, er at nodalpunkterne ikke indgår i markant forskellige ækvivalenskæder (dvs.

fungerer som flydende betegnere).

40 Nodalpunkter i organiseringen af Selv er identificeret som de betegnere, der knyttes til artikulationen af ’os’. Ligeledes nedenfor.

‘verdenssamfundet’ (se bilag 4) med undtagelse af Dansk Folkeparti, hvor Selv ikke artikuleres eksplicit i særlig høj grad⁴¹.

Fra de borgerlige partier til Socialdemokratiet indgår ‘terror’/’terrorisme’ som nodalpunkt for den Radikale Anden i forholdsvis ensartede ækvivalenskæder: Terrorister kan ‘slå til over alt’, ‘har ingen hæmninger’, ‘vil slå flest mulige ihjel’ og ‘viger ikke tilbage for at dræbe uskyldige civile’

(Anders Fogh Rasmussen). ‘Terror’ ækvivaleres også med ‘elektroniske net’ og ‘religiøs fundamentalisme’. Med konservative ord er ‘terror’ ækvivalent med ‘anslag mod den civile befolkning’, ‘opgør med den vestlige samfundsform’, tager form af ‘terrornetværk’ og terrorister er

‘ideologisk forblændede mennesker’, hvilket er ækvivalent med at ønske ‘konfrontation mellem den islamiske fundamentalisme og den vestlige verden’. (Per Stig Møller) Men der er også nogle lande hvor ‘kampen mod terror [bruges] som alibi’ (hvilket vil sige en delvis inkorporering af elementer fra venstrefløjens diskurs nedenfor) (Gitte Seeberg). De Radikale og Kristendemokraterne (hhv.

Niels Helveg Petersen og Jan Sjursen) artikulerer kun i ringe grad ækvivalenskæder omkring

‘terror’, ‘terrorisme’ (udover Helvegs ækvivalens mellem ‘terror’ og ‘selvmordsbombere’) og artikulerer i højere grad ækvivalens mellem krigen mod terror og brud på menneskerettighederne (‘Ruslands kamp mod tjetjenerne’, ‘bekvem overskrift for krænkelser af menneskerettighederne⁴²‘).

Socialdemokraterne ækvivalerer ‘terror’/’terrorisme’ med terrorister, der ‘opererer i det skjulte blandt civilbefolkningen’, og ‘umenneskelig og ubegribelig handling’ (i relation til 11. september), der illustrerer, hvor ‘grusomt, den internationale terrorismes ansigt kan være’. (Jeppe Kofod)

Pointen i ovenstående gennemgang er, at nodalpunkterne for den Anden ikke har status af flydende betegnere, da de indgår i lignende ækvivalenskæder i form af anslag mod civile, ‘ingen hæmninger’, umenneskelighed og grusomhed. Artikulationerne kan altså ses som udtryk for én dominerende diskurs om terror⁴³. Den Anden artikuleres her som Radikal Anden og dermed en trussel mod Selvets identitet.

41 Den retoriske position i debatten (offensiv/defensiv) kan have betydning for, hvor eksplicitte de forskellige artikulationer er.

42 At KD og R alligevel placeres i samme diskurs skyldes, at begge ordførere indleder med at fastslå, at terror er en trussel. Ligeledes vurderer jeg også, at deres (lettere marginaliserede) retoriske positioner i debatten har haft betydning.

43 Det implicerer også at ækvivalenskæderne omkring Selv (referenceobjektet) er ens opbygget – Selv som ‘demokrati’/

‘retsstat’ kobles med ‘international fred og stabilitet’, ‘internationale samfund’, ‘samarbejde’, og ‘samfundet’. Der er med andre ord en høj grad af identitet mellem Selv og den perciperede verdensorden.

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

Alligevel er der tale om et paradoks fra et sikkerhedsliggørelsesperspektiv, for de ekstra-ordinære midler, der artikuleres ved en sikkerhedsliggørelse⁴⁴ forstyrrer artikulationen af Selv som

‘demokrati’ og ‘retsstat’, hvilket også fremgår af den politiske debat⁴⁵: ‘…kampen mod terrorisme medfører en række udfordringer for retssamfundet.’ (Fogh Rasmussen), ‘Kampen mod terror repræsenterer et ægte demokratisk og undertiden pinefuldt dilemma.’ (Helveg Petersen)

Med andre ord er Selvet (referenceobjektet) som ‘demokrati’ og ‘retsstat’ ikke egnet til en sikkerhedsliggørelse, der forudsætter at ekstra-ordinære midler tages i brug: Det kan snarere anskues som en usikkerhedsliggørelse, hvor en sikkerhedstrussel artikuleres uden, at der står en værktøjskasse med effektive modforanstaltninger klar⁴⁶.

Dansk Folkepartis artikulationer er distinkte i den dominerende diskurs, idet de samme grundfigurer anvendes, men med en mere omfattende ækvivalenslogik (dvs. skarpere opdeling mellem Selv og Anden): Terror ækvivaleres i højere grad med religion og kultur: ‘problemet er kulturelt, eller vi kunne også sige religiøst betinget’ (Jesper Langballe)’, ‘kulturelt betingede terrorhandlinger’ (Per Dalgaard), og der artikuleres ækvivalens mellem ‘radikale, islamiske fundamentalister’ ‘selvmordsbombere’, ‘palæstinensiske grupper’ og international terrorisme.

Ækvivalenslogikken udvides til også at omfatte udlændingepolitik og Islam⁴⁷.

Den alternative diskurs⁴⁸ artikuleres på baggrund af dilemmaet i den dominerende diskurs (se bilag 3-4). Selv organiseres fortsat omkring nodalpunkterne ‘demokrati’ og ‘retsstat’, mens Anden organiseres omkring ‘kamp mod terror’ og i et vist omfang ‘terror’ (ved artikulation af ækvivalens mellem begreberne).

‘kampen mod terror’ meningsudfyldes gennem ækvivalens med den ‘terror, der udøves af regeringer under dække af terrorbekæmpelsesbegrebet.’, ‘statsterror’ og ‘Tjetjenien’ (Villy Søvndal) og har ‘undermineret menneskerettighedskonventioner, anerkendte standarder’, hvilket

44 Der overskrider ‘de normalt gældende regler’ (Wæver 2000: 251) og derfor udfra Laclau & Mouffe må overskride de normale demokratiske diskurser om det politiske (skift fra ‘democratic’ til ‘popular struggles’

45 Herunder forslag til vedtagelse nr. 58 – ‘Folketinget noterer sig, at bekæmpelse af international terrorisme må foregå med respekt for retssamfundets rettigheder for borgerne, og at denne bekæmpelse er et nødvendigt led i forsvaret af demokratiske værdier. […]’ Vedtaget af V, S, DF, K og RV. EL, SF og KD stemte imod. KD ønskede en kobling til mere udviklingsbistand.

46 I modsætning til mere traditionelle konflikter, hvor modforanstaltningerne forekommer indlysende: ‘Bomb dem først!’

osv. Det betyder ikke, at der ikke artikuleres modforanstaltninger, men at deres anvendelse sjældent er problemfri eller ukontesteret.

47 ‘Så hænger det også sammen med vores udlændingepolitik her i landet. Det er vigtigt at sikre, at vi ikke får terrorister eller potentielle terrorister til Danmark, der lader sig tiltale af de her radikale tankegange om fundamentalisme, der først og fremmest finder sted i den muslimske verden.’ (Peter Skaarup)

48 SF og Enhedslisten.

kan ækvivaleres med at ‘opbygge alle mulige terroristiske elementer som f.eks. Al-Qaeda.’ (Søren Søndergaard) og ‘omfattende kontrol- og overvågningssystemer’, ‘indskrænkelse af rettigheder og friheder.’ (Line Barfod) ‘Kampen mod terror’ artikuleres som ækvivalent (eller kvasi-kausal) ift.

‘terror’.

Regeringer, der udøver ‘statsterror’ og indskrænker ‘frihed’ og ‘retssikkerhed’ er i et vist omfang konstitueret som Radikal Anden, men der er ikke tale om en traditionel sikkerhedsliggørelse, idet de artikulerede forholdsregler netop ikke er ekstraordinære.

Terror er blevet konstitueret som en Radikal trussel mod Selv (direkte i den dominerende diskurs og indirekte i den alternative diskurs), og er som sådan konstitueret som en sikkerhedstrussel, men det er symptomatisk, at de ekstraordinære midler, der er forventelige fra et sikkerhedsliggørelses- perspektiv, ikke uproblematisk kan tages i brug pga. referenceobjektets (Selvets) karakter. Således forekommer der at være opstået et mulighedsrum for koblingen til utraditionelle politiske instrumenter.

7.2) Artikulationer af terror i de forhandlede tekster

I det følgende analyseres artikulationer af terror som sikkerhedstrussel i den mere forhandlede del af empirien (jfr. s. 5) med to formål: For det første at undersøge, hvorvidt en bestemt diskurs dominerer billedet, for det andet for at få et bedre billede af artikulationen af terror som Radikal Anden.

Teksterne er udformet under mindre retorisk pres i forhandlende situationer, hvilket giver større rum for nuancer i de konkrete artikulationer, men som omvendt også kan gøre det sværere at afdække de diskursive grundfigurers funktion, da de ofte omgives af kvalificerende kommentarer. Af pladshensyn behandles empirien under ét i det følgende⁴⁹ (se bilag 5-8).

Fælles for teksterne er, at ’Danmark’ artikuleres som nodalpunkt omkring organiseringen af selv – og at der ofte veksles mellem ’Danmark’, ’Vesten’, ’Verdenssamfundet’ og det ’internationale samfund’ som subjekt⁵⁰ - nodalpunkterne ækvivaleres med forskellige grader af betoning med

’demokrati’ og ’menneskerettigheder’ (PDU: 2). Men i de tre dokumenter, der er orienteret mod udviklingsbistanden, er der en kraftigere ækvivalens med hhv. ’udenrigspolitisk ekspertise og bred

49 Empirien udgøres af: Principplan for dansk udviklingsbistand […] (herefter PDU), En verden til forskel (herefter EVF), Kivimäki et.al: Development Cooperation […] (herefter DC) og Bruun et.al: De sikkerhedspolitiske vilkår […]

(herefter SPV).

50 Der er med andre ord en dynamik i de selvindtagede subjektpositioner i teksterne – specielt kan ækvivalensen mellem

’Danmark’, ’Vesten’ og ’Verdenssamfundet’ ses som et udtryk for Vestens hegemoniske position i det internationale system (som Danmark ækvivaleres med). På det praxeologiske plan er det dog ’Danmark’, der repræsenteres som

’handlende’ (hvorfor ækvivalensen ikke artikuleres konsistent).

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

bistandserfaring’ (PDU: 6), ’udviklingsindsats’, ’internationalt engagement’ (EVF: 1) og ’small power without a colonial past in the Muslim world’, ’considerable standing as a donor’ (DC: xi) Nodalpunkterne for artikulation af den Anden er fortsat ’terror’, ’international terrorisme’, ’nye globale terror’ og ’terrornetværk’, der ækvivaleres med ’såvel militære som civile mål, ofte med høj symbolværdi’ (SPV: 10), ’massemord på en global skala’, ’ethvert mål, ethvert offer er legitimt [for Dem]’ (PDU:2), ’civilian targeting’ (DC: 20). ’Terror’ kan altså ses som et nodalpunkt i artikulationerne af en Radikal Anden, der ikke overholder de gængse regler for krigsførelse (drab på civile mv.), og endvidere er kendetegnet ved at være ’dynamisk’ og ’uforudsigelig’ (SPV: 10),

’farlig’, ’uden konkrete politiske mål, håndgribelige motiver’ og i en ’dynamisk udvikling’ (PDU:2).

Development Cooperation… adskiller sig ved indledende at indføre et skel mellem terrorisme og

’rigtig’ Islam i overvejelserne om terrorismedefinitioner (p.1-4): ’violent Islamic fanatics are rarely committed to genuine religious principles.’ (1)⁵¹ På trods af dette indledende diskursive træk ækvivaleres Islam og terrorisme efterfølgende ved denotationer som ’Islamic terrorism.’ (DC: 46, 53, 54, 60) og med fundamentalisme ved ækvivalens med terrorismens legitimering ved ’a ‘divine discourse’’ (DC: 98) Billedet er det samme i de øvrige dokumenter, idet den Radikale Anden ækvivaleres med ’militante fundamentalistiske grupper’, der kobles til ’radikaliseringen af dele af den islamiske verden’ (SPV: 10) og ’religiøs fundamentalisme’, ’religiøs ekstremisme’. (PDU: 2, EVF: 4).

Ækvivalensen mellem ’terror(-isme)’ og ’netværk’ er et udtalt grundtræk i empirien (undtagen i En verden til forskel, der udkom juni 2003), endvidere artikuleres ’terror’ ækvivalent med

’transnational’, ’international’, ’forgrenede-’ hhv. ’globale terrornetværk’, ’often based on cells and secret networks’, ’Celler, der opererer gennem internationale netværk’ og kobles med

’diaspora’. Netværksbilledets prominente status er vigtig, da det har væsentlige konsekvenser for praxeologien ift. udviklingssubjekterne (jfr. afsnit 8.3), endvidere er det iøjnefaldende at

’terrornetværkene’ kobles til andre illegale og illegitime transnationale flows som ’illegal arms trade, drug trafficking, trade in valuable minerals, timber and even human trafficking’ (DC: 27), ’

’lyssky, illegale aktiviteter som hvidvaskning af penge, våbensmugling, rekruttering, planlægning og træning, finansieringsbase (f.eks. ulovlig produktion af opium eller udvinding af diamanter)’

endvidere kobles der til ’illegal monetary transactions (“hawala’) and diasporic support of extreme

51 Et forsøg på at artikulere (også fundamentalistisk) Islam som forskellig fra den Radikale Anden, hvilket må ses som et eksempel på et refleksivt sikkerhedspolitisk træk i den forstand, at der tilsyneladende er bevidsthed om, at man til dels får den modstander, man selv artikulerer – dvs. et forsøg på at holde Islam ude af den artikulerede konflikt.

fundamentalism.’ (DC: 48). Det forekommer klart, at netværks- og flow-ækvivalenserne er centrale i konstitueringen af terror – og at det kan ses i sammenhæng med ikke-territorialitet og globalisering⁵². Terror konstitueres dermed som globaliseringens mørke ubevidste, hvilket kan vise sig at have afgørende betydning for forholdet mellem terrorbekæmpelse og udviklingsbistand og praksis ift. udviklingssubjekterne (jfr. afsnit 8.3) nedenfor).

8) Udviklingsbistand og terrorbekæmpelse

Formålene i det følgende er for det første at undersøge den diskursive kobling mellem udviklingsbistand og terror(-bekæmpelse), for det andet at undersøge, hvordan det kommer til udtryk i repræsentationerne af udviklingssubjekterne, og endelig at undersøge implikationer for udviklingsbistanden som (antimagt-)praksis.

Kvasi-kausalitet som en bestemt form for diskursiv logik har en central rolle i analysen af den diskursive kobling mellem terror og udviklingsbistand og for opgavens overordnede argument, hvorfor artikulationerne af bestemte årsagssammenhænge vil være det analytiske fokus i afsnit 8.1).

Konkrete repræsentationer af udviklingssubjekterne spiller en direkte rolle for mulighedsrummet for udviklingspolitikken, hvorfor artikulationer af udviklingssubjekterne som hhv. ens/forskellige og lige/underordnede ift. Selv vil være nedslagspunktet i afsnit 8.2)

Endelig vil jeg undersøge den konkrete praksis, der muliggøres af artikulationerne af Selv og udviklingssubjekterne i afsnit 8.3) med fokus på, hvorvidt udviklingsbistanden stadig kan betragtes som en antimagtpraksis, der opretholder billedet af Danmark som den ’gode’ stat.

8.1) Den diskursive forbindelse mellem udviklingsbistand og terror

Først undersøges artikulationerne af kvasi-kausalitet i det politiske spektrum, hvorefter det undersøges i hvor høj grad de samme kvasi-kausaliteter optræder i den øvrige dokumentation.

52 At globalisering overordnet set har fungeret som et nodalpunkt i de vestlige diskurser om sikkerhed efter den 11.

september er en tese, der fremføres af Mikkel Vedby Rasmussen (2002). Terror artikuleres som en mørk understrøm i globaliseringen, der er muliggjort af fremkomsten af en global civil infrastruktur, hvormed ikke-statslige aktører har fået mulighed for at projicere magt over hele kloden i lighed med unipolen (324-6) Praxeologisk identificerer Vedby Rasmussen tre diskurser: En partikularistisk (ie Huntington), en imperialistisk (9/11 som Hobbesiansk øjeblik) og en kosmopolitisk (9/11 som Kantiansk øjeblik – ie inklusiv globalisering). (335-342)

Terror og udviklingsbistand i et poststrukturalistisk perspektiv

Ikke alle politiske partier artikulerer kvasi-kausaliteter i den allerede behandlede forespørgselsdebat F 25, hvilket nødvendiggør inddragelsen af debatten AD 14⁵³ jævnfør den metodiske mætningsstrategi.

8.1.1) Kvasi-kausaliteter i F 25 og AD 14

Det betones ofte, at årsagerne til terror er komplekse, men alligevel er der nogle diskursive koblinger, der går igen på tværs af det politiske spektrum. (se bilag 9 for en opsummering af de politiske partiers artikulationer om årsagerne til terror).

Dansk Folkeparti adskiller sig fra de øvrige politiske partier ved at artikulere en stærk kulturel (religiøs) kvasi-kausalitet: En bestemt religion (Islam) og kultur fører til både fattigdom og terrorisme, men fattigdommen artikuleres ikke som mellemkommende variabel, da ’fattigdom er kulturelt betinget og ikke [kan] være årsag til terror.’ (Dalgaard, F 25)

Venstre betoner i højere grad de politiske forklaringer på terror, da praxeologien handler om

’udvikling af demokrati og sikring af menneskerettigheder som middel til at forebygge terrorisme på længere sigt’ (Rasmussen, AD 14) Det er primært manglende demokrati og menneskerettigheder (i den arabiske verden), der er årsag til terror. Der er en spænding i Venstres artikulationer, for umiddelbart ses fattigdom ikke som en årsag til terrorisme, ’[det er] for nemt bare at sige, at der er lighedstegn mellem fattigdom og terrorisme. Det er der jo ikke.’ (Rasmussen, AD 14) Hvilket Fogh Rasmussen også tidligere har fremført. Men alligevel fortsætter han kort tid efter: ’Men derfor skal vi alligevel bekæmpe fattigdom i verden, og vi skal alligevel udvikle demokratier, sikre menneskerettigheder i disse samfund, for det er med til at forebygge terrorisme’ (AD 14), hvormed der sniger sig et fattigdomsaspekt ind blandt de kulturelle og politiske kvasi-kausaler.

Det leder frem til det dominerende billede af årsagerne til terror, der med forskellige grader af betoning deles af de øvrige politiske partier (K-EL): At fattigdom direkte eller gennem en mellemkommende variabel er en vigtig årsag til terror. De mellemkommende variable, som f.eks. at terrorister ’misbruger situationen i fattigdomsområder’ (Stig Møller, F 25) eller at fattigdom driver folk i armene på demagoger afskærmer den diskursive logik⁵⁴ fra den udbredte indvending om, at

53 Aktuel debat nr. AD 14 (17.03.04): Aktuel debat med statsministeren om »krigen mod terror« i lyset af terroraktionen i Spanien. Til statsministeren (Anders Fogh Rasmussen) af Enhedslistens folketingsgruppe (EL).

54 Jeg beskæftiger mig her ikke med spørgsmålet om afgrænsningen af forskellige diskurser, men udelukkende ensartethed i diskursive logikker (kvasi-kausaliteter) – det være sig i en eller flere diskurser.