Mistænkelige og pasløse folk
- om
fire jyske omvandrende i
ogomkring året 1819
AfIda Lund-Andersen
Om aftenen torsdag den 7. december 1819 brændte det på godset Højriis
ved Ikast. Branden medførte, atherredsfoged Casper Møllers »...samtlige Ladegaards-Bygninger med en DeelKreaturer og al anden Udbesætning
etc. iganske faaMinutterganske fortæredes.« (1). Man mistænkte en om¬
vandrende person vednavnJohannesAxelsen for athavepåsat branden og ville derformegetgernehave fat på ham.Det kom tilatbetyde,atallesog¬
nefogeder i herredet fik ordre om at »...paagribe allesig der opholdende mistænkeligeogpasløse Folk, forommuligt ved saadan Afhøringatkomme
paaSporefter hiin nederdrægtige Skurk...«. Ihvert faldtosognefogederan¬
holdtnogle pasløsepersoner ogoverleverede dem til herredsfogeden.IØrre
sognanholdteset ungtomvandrendepar,HansChristianNielsen Rosenlund på 23 år ogMette Katrine Jensdatter på 26 år, og i Sunds sogn anholdtes
et andet omvandrende par,nemlig engammel kone Benneth Kirsten Chri- stophersdatter på62år, hendesyngstesønChristopherJensenpå 17år,samt hendes datterdatterpå 5-6 år. Foralle disse fem personer gjaldt det, at de
havde vandretomkring hele deres liv,ogatogså deres familie vandrede. In¬
gen af dem havde pas eller skudsmål, konfirmation havde de heller ikke
fået. ForRosenlundogMetteKatrine gjaldt,atdeikkevarlovformeligt gift
og altså levede i synd. De ernærede sig for mændenes vedkommende ved glarmester-ogblikkenslagerfagetogfor kvindernes vedkommende ved tig¬
geri.
Denævnte personer var blot nogle få blandt mange omvandrende folk.
Mankan læseomdem underbetegnelsersomfattigfolk, betlere,tatere,kæl¬
tringer,natmandsfolk, skøjereo.s.v.(2).Manfårnemt etbillede afnogle ek¬
sotisketyper,som varudstødt af samfundet.Menhvemvarde egentlig, disse
omvandrende folk? Ofte færdedes de udenathaveetpas, hvilketvar ulov¬
ligt. Et pas var påkrævet, hvis man f.eks. ville gå omkring og tilbyde et håndværk, eller hvismanville sælge noget. Detvarikke kun forbudt atgå omkring udenpas, det var også forbudt at tigge. Formange omvandrende
personergjaldt det desuden, atde ikkevar konfirmeret (3). Den konstante vandring gjorde, atde ikke opholdt sig længe nok i et bestemt sogn til at
kunne nå atlære katekismen ogtrosartiklerne, samt atkomme til offentlig
eksamen i kirken. Konfirmationen var fra 1736 lovpligtig, oguden denne
havdemaningen borgerlige rettigheder. Manglen på konfirmation betød, at præstenikke kunne udstedeetskudsmål, de omvandrende kunne ikke gåtil alters, ogde kunne ikke gifte sig.Deomvandrende levede kortsagtpåkan¬
ten af både loven og samfundet. Deres ulovlige liv gjorde, at de altid vari
fare foratblive angivetoganholdt,mende blev det dog langtfraaltid.
For herredsfogedCasper Møller medførte anholdelserne af de fire mis¬
tænkelige og pasløse personer ikke en afsløring af, hvor den formodede
brandstifter Johannes Axelsen opholdt sig, og heller ikke, om det virkelig
varJohannesAxelsen, der havde satildpå Højriis. Forhørene kan derimod
fortælle noget helt andet, nemlig om forskellige aspekter ved de omvan¬
drendes liv, f.eks. det helt basale spørgsmål om deres aktivitetsfelter, dvs.
hvordan de vandrede omkring, samtomderes sociale ogøkonomiske rela¬
tioner til slægt, andre omvandrende ogden bofaste landbefolkning. Det er
emnetfor denne artikel.
Stedet og
de omvandrende
Deomvandrendevarmobile,menhvor mobilevarde?Ligesommanlet kan
kommetil at opfatte gårdmændene som en gruppe, dervarmegetlidtmo¬
bile, så harman nok modsætningsvis en tendens til atopfatte de omvan¬
drende som en meget mobil gruppe, som man forestiller sig gik overalt.
Dermed kan mannemtkomme til atforestille sig, atde omvandrendepga.
denne storemobilitet ikkevarbundet tiletsted, sådan som mankender det fra de andregrupperi samfundet.
Der synes genereltatvære entendens til atromantisere de omvandren¬
des leveform vedat se demsomfrie fugle, der vandrede hvorhen vejennu førte demligenetop den dag. Enopfattelse af, atde ikkevarbundet af tid
ogsted, menbare kunnegøre, som de ville. Eller omvendt,at devarnogle
sølle udstødte stakler, der ikke havde nogenrigtige sociale relationer. H. P.
Hansen skriver: »Denomstændighed, atdeførteetstærktomflakkende liv, gjorde, atfolk hverken vidste, hvorfra disse omstrejfere kom, eller hvor de drog hen.« (4). Men hvor gik de hen, alle disse omvandrende?Vandrede de virkelig på må og fa, uden mål og med? Folk vidste måske ikke, hvor de drog hen, men mon ikke de omvandrende selv var klar over det? Fordi vi
ikke umiddelbart kan seet mønsterellerenmening med de omvandrendes leveform, romantiserer vios til én. Men i stedet kunne vi forsøge at sætte
osind i deressituation ogforstå dem ud fra deres levevilkår.
Jeghar valgt stedet som enindgangsvinkel. Hvilken rolle spiller stedet i
forhold til deomvandrende, hvordan erderes interaktions- eller aktivitets-
felter? Det er en klassisk etnologisk angrebsvinkel at studere et lokalom¬
råde,en landsby ellerenanden form for sted ellerrumud frafeltbegrebet.
Begrebet aktivitetsfelt, somblev introduceret afBöijeHansseni 1950'erne, betegner detrum, inden for hvilket en social aktivitet finder sted. Detkan
bådegælde sociale aktiviteter inden forenbestemtgruppe og sociale akti¬
viteter, der forbinder mennesker fraforskellige grupper(5). Begrebet giver godemulighederforatsepå lokalsamfundet påtværsaf f.eks. enfysisk af¬
grænset sognegrænse. Mantager menneskets geografiske, sociale og øko¬
nomiske aktivitetsfelter somudgangspunkt i stedet for at fokusere helt så megetpå lokaliteten, detvære sigsogn,landsby eller andet(6).Dermed bli¬
verdetaktivitetsfelterne, der trækker deanalytiskegrænser, ogikkesognets ellerlandsbyensgrænser.
Gudrun Gormsens studie over hedebonden Peder Knudsens dagbog vil
blive inddraget som sammenligningsgrundlag (7). Gormsen viser gennem Peder Knudsens dagbog hans aktivitetsfelter inden for både økonomiske,
sociale og slægtsmæssige relationer, og det vil være interessant herat se, hvordan de to verdener, nemlig hedebondens og de fire omvandrendes, er bådeforskelligeog ens.Netopfordi Peder Knudsen levede i detsamme geo¬
grafiske område, somde fire omvandrendepersonerbevægede sig rundt i,
er han et godt valg. Også selvom hans dagbogsoptegnelser tidsmæssigt (1829-57) erlidt senereend forhørene fra 1819.
Idenbofastesverdenvardetvigtigt,atgården med stuehus ogudlænger
varienstand, dergavsikkerhed fortagoverhovedet for både gårdens folk,
dens dyrogforråd. Peder Knudsen bruger f.eks. kræfter påatisolereogbe¬
skytte vindsiden af husets ydermure med træk (tynde overfladetørv) (8).
Også mark- ogengarealervarafstorbetydning for de bofastes overlevelse.
ManserhosGormsen, hvordan Peder Knudsen ikke hvert år kunne fagød¬
ningen tilat slå tilpå alle destore markarealer(9),ligesom han i dagbogen udtrykker bekymring, hvis hanpga. sygdom eller dårligt vejr harsværtved
atfodredyrene eller tilså markerne(10). Netop i hans verdenvardisse ting væsentlige foratoverleve.
Gormsen konkluderer om Peder Knudsen, at: »Gården, jorden og ar¬
bejdet på den ene side og slægten og lokaliteten, han boede i, på den
anden varvæsentlige elementerihans tilværelse ogderfor også faktorer af
stor betydning for udformningen af hans livsform, der som vist ovenfor
så stærktprægedes af, athan varbondeogafhængig af den jord han dyr¬
kede.«(11).
Anderledes så det ud for de fire omvandrende personer, dersad anholdt
iarresteni december 1819. Først ogfremmest havde de omvandrende ingen jordatdyrke. Derfor må det også haveværetnogle andre elementer, dervar
væsentlige for deres livsform.
Enomvandrende havde ikkenoget hus, menhan behøvede alligevel tag
overhovedetomnatten.Omsommerenkunne de omvandrende nok findeet
egnet sted, hvor de kunne overnatte i det fri, men omvinteren var de af¬
hængige af, at der var nogle bosatte, som ville give dem natlogi. De om¬
vandrende har heller ikke skulletbekymre sig ommarkudbytte for atsikre sig forråd og mad på bordet. Men også ideres verden har det selvfølgelig spilletenrolle, atde fiknoget atspise. Snarere endat samle forrådvardet vigtigtfor dematvide, hos hvem de kunne fanogeti derespose. Ogde har
holdtudkig efter småarbejder, de kunne udføre for de bofaste, f.eks. vinduer
og andet, dertrængte til at blive loddet. Ligesom vejret, vindforholdene, vejenogdem, de mødte undervejs, måværekommet indsombestemmende
faktorer fordagens vandring.
I forhørene af de fire omvandrendei 1819 farmanet klart billede af de topars omvandring. ChristopherogKirsten bliver bedtom atgørerede for
de steder, hvor demesthar haftlogiogtilhold, siden debegyndte deres fæl¬
les vandring i sommeren 1818,ogindtil afhøringen af dem den 13. decem¬
ber 1819. RosenlundogMetteKatrinegørderimod rede for deres vandring
ogovernatningssteder for i alt 24nætteri træk fra den 5. til den 29. decem¬
ber 1819. Forbegge parrenes vedkommende gælder det, at de har etgodt
kendskab til egnen,de kendernavnenepå desogne ogdebyer, somde kom¬
meri,og navnenepå depersoner, somde logerer hos. Udaf Rosenlundsog Mette Katrines24 dages forløberder kun totilfælde, hvor de ikke kendte
navnetpå den person, de logerede hos. Der synes atvære både retningog mønsteri denvej, de valgteatgå. (Se kortet).
RosenlundogMette Katrines 24 dages vandringgik rundtomkøbstaden
Holstebroog varpå omkring 100 km. Da vi stødertil, gårrutenfraenbanke
i nærheden afYllebjerg i Hodsagersogn og slutter i Nyegaard i Ørre sogn, hvor Jens Mortensen senderbud eftersognefogeden, der anholder dem.
KirstensogChristophers beskrivelser dækkersomnævntenlængere tids¬
periode end24dage. Deresvandringgik i området omkring Herning (som dengang blotvar en uanselig landsby). Man far ikke, sommed Rosenlund
ogMette Katrine,etbillede af, atde gik fra detene sogntil det andet i en bestemtretning, fordi de ikke beskriverrutendag for dag. Dog liggersog¬
nenemegetsamlet ienklump, ligesom itilfældet med Rosenlundog Mette Katrine, såmonikke deresorganisering afruten har lignet?Hosnogle bor
de bareennat, somdetogsåsesbeskrevet hos RosenlundogMetteKatrine,
mendererogså steder,hvor de logerer i adskilligenætteradgangenigenog
igen. Gårdmand Laust Christensen fra Dahlgaard i Aulum sogn kunne, da
hanblevafhørt, fortælle, athan havde kendt »Kirsten Christophersdatteri
omtrent 30Aar, ogathendes Søn Christopher har han kient fraBarndom¬
men af«. Han fortalte også, atde ofte logerede i hans hus. På spørgsmålet,
• Markerer Rosenlundsog Mette Katrines 24 dages vandring indtil de blev an¬
holdt den 29. december 1819.
Vildbjerg
Sinding
* Sunds
BMerrild Egebæk
gNybye
Østerhoved m
Tvevad t
Havnstrup
Tjørring
»
O HERNING
Snejbjerg ^
Hot'mgholt
m mVrå
Gjellerup
■
Agerskov
■Markerernogle af deste¬
der Christopherog Kirsten
har haft natlogi og ophold,
siden de begyndte deres vandringsammenisomme¬
ren 1818. De harboet hos mange forskellige bofaste på de markerede steder.
Vorgod m
Vium
Rind
■ LilleFjelstedvang
Velhussted
■ Olling
Assing
om han plejede at huse andre pasløse og omvandrende personer, svarede han, at det gjorde han ikke. Om Laust Christensenvaroprigtig i sin udta¬
lelse, ersvært atsige;mankunne godt forestille sig,athan ikke harønsket,
atherredsfogeden skulle blive alt for mistænksomoverfor hamoghans be¬
kendtskaber.
Disse oplysninger giver et billede afvæsentlige elementer i en omvan¬
drendes tilværelse. Det ser ud til, at de fire omvandrende byggede deres
verden op omnogle vigtige sociale relationer til bosiddende husmænd og
gårdmænd i et tilpas stort område, der gjorde, at dergik nogen tid, før de
kom igen, Dermed kom de ikke til at overbelaste deres sociale relationer.
Det synes at have været en fordel atkende de bofaste; det varindlysende vigtigtatvide,omdevarvenligt indstilledeoverfor de omvandrende, eller
omde ønskede dem anholdt. Rosenlund siger påettidspunkt i forhøretom
ensammenkomst med andre omvandrende, at»...devarsamlet ietvenligt
Huus...«. Desuden har det væretvigtigt med flere bofaste bekendtskaber i
hvert sogn. F.eks.nævnerKirstenogChristopher,atde logerer hos flere for¬
skellige bofaste personer i hvert sogn; de har altså nok ikke besøgt de
samme gårdeoghuse hvergang, devarisognet.
Detkunne ogsånæstenseudsom om,detoparhar delt områderne imel¬
lem sig, således atRosenlund ogMette Katrine vandrede oglogerede i de
13 sogneomkring Holstebro,mensKirstenogChristopher vandredei de 13
sogne omkransende Herning. Det hænder dog, at de er i det samme sogn
samtidig,men så logerer de ikke hos de samme gård- eller husmænd.
Her skal det nævnes, at Mette Katrine vardatter af Kirsten, og dermed
søstertil Christopher. De to omvandrendepar varaltså nærtbeslægtet, og noget kunne tyde på, at netop deres slægt faktisk holdt sig til atvandre i
dette område. UdoveratRosenlund og MetteKatrine fandtsammen, fandt også én af Rosenlunds brødre sammenmedénafMetteKatrines søstre.De
fleste af de andre omvandrende, de møder, erde i slægt med. Også H. R
Hansensbog »Natmændsfolkogkjæltringer« ledertankenhen i retning af,
at de omvandrende har hørt til i visse områder. I hvert fald har de forskel¬
ligegrupperaf natmandsfolk i bogen faetnavne efter de områder, somde
kom fra ellerhørte til i: »Rindkjæltringer«, »Dejbjerg-Kvembjerg folkene«,
»Grønningerne«osv.
Atmansandsynligvis har vandret i bestemte områderogværetknyttet til disse, visersig også i forhøret af f.eks. Rosenlund.Hanhar siden sin barn¬
domgåetomkring i Thy, Salling, nordogvestfor Holstebro. Som barn gik
han også omkring i Himmerland, men det gørhan ikke længere. Da Mette
Katrine fandtsammenmedRosenlund, serdet ud til,athun fiktilføjetnye områder til sinvandring, nemlig ThyogSalling.MetteKatrine opgiverikke,
hvor hun giksombarn,menhvisman serpå de steder, hendesmorKirsten
har født sinebørn, har hunsandsynligvis gåetmeresyd for Holstebro, ja fak¬
tisk sålangt nedsomtil området mellem SkjernogVarde (12). Detersand¬
synligt, at manhar truffet sit valg afpartner ud fra, hvor degik, og hvilke
sociale ogøkonomiske relationer, de havde dér; elleri hvert fald fået kone
eller mand fra de omkringliggende områder. Rosenlund ogMette Katrines slægtersvandringsområder har stødt optil hinanden i Hammerumherred.
De omvandrendes
slægtsrelationer
Ser vipå gårdmanden Peder Knudsens relationer til slægten, er de, ifølge Gormsen, både socialeogøkonomiske. Knudsens slægtboede inden foret overkommeligtgeografisk område (13). ForPeder Knudsenbetød dette, at
han altid vidste nogenlunde, hvor hans familie befandt sig, og hvor han
kunne findedem, hvis han f.eks. skulle låne korn, penge eller andet, eller
hvis hanskulle have lavet smede- ellervæverarbejde,hvilket han fik udført
af sinetosvogre(14).
Ligesom Gormsenharsetpå Peder Knudsens slægtsrelationer, kan man tilsvarende sepå de fire omvandrendes slægtsrelationer. Både Rosenlund,
Mette KatrineogChristophervarfødt på vandring,og mangeaf deresnære
slægt vandrede somnævntogsåomkring i 1819. Derfor skulle man synes,
atderes forhold til familienvaranderledes end Peder Knudsens. Helt kon¬
kretkunnemanformode,atdette harbetydet,atde ikkealtid har vidst, hvor
deresslægt befandt sig,ogderforej heller bare har kunnetopsøgedem,hvis
de ville låne et ellerandet, f.eks. bly elleretredskab, som var nødvendigt,
nårman skullesættevinduer i.
Begge de to omvandrende parblev i forhørene spurgt, om de inden for
den seneste tid på deres vandring havde mødt andre omvandrende. Det gjaldt for beggepar, atde havde mødt andre omvandrende,ognårmankig¬
gerlidtnærmere på deres oplysninger, viser det sig, atmange af disse var
nære slægtninge. Rosenlund og Mette Katrine havde mødt en af hendes brødre, og ChristopherogKirsten havde setfire af Kirstens døtreog en af
hendessønner.
Kirsten blev i forhøretspurgt, hvormange børn hun havde, hvad de hed,
oghvor de opholdt sig. Til dette svarede hun, athun havde avlet 12 børn
med sinnuafdødemand, »Derudafer, saavidt hun ved, de 7levende, nem¬
lig2Sønnerog5 Døtre.«Umiddelbart ved hun altså ikke helt,omdealle 7
leverpå forhørstidspunktet. Dogviser det sig i løbet af forhøret, athun in¬
den for de sidste parmåneder havdesetseks af sine syvbørn! Og imange tilfælde havde hunogså på sinvandring rundt iegnenhørtomsine børn,og hvor deopholdt sig. Omsin datter Kirsten Jensdatter refereres hunfor føl¬
gende: »Hun skalnuefter hvad Deponentinden har hørt [..]væreiFølge
meden Glarmesternavnlig Johannes Axelsen...«. Detvarlige præcis denne
JohannesAxelsen, dervareftersøgt for branden på Højriis.
Påspørgsmåletom,hvor hendes børnopholder sig, kunne hun ikkesvare;
hun vedkun, hvor densøn er, somhunerblevet anholdtsammenmed. Det
erdog ikke usandsynligt, athun har vidstmere, end hun har ønsket atfor¬
tælle. Hun harjo ikke ønsket, at hendes børn skulle ende i densamme si¬
tuation, somhun selvvarendt i, nemligatblive anholdtogafhørt. Manser
også i forhøretaf Rosenlund, athan isine svarpå spørgsmåleneom, hvem
han har mødt på sin vandring, svarede påen måde, så det ikke ville være
muligt atfinde disse omvandrende.Det ser altså ud til, atde harprøvet at dække over deres slægtninge. Det skulle være mærkeligt, om ikke de har
hørtmerepå deres vandringer, end de fortæller til politiet.
Kirsten og Christophergavogså udtryk for, atde intet vidste omJohan¬
nesAxelsen, sompolitiet sågerneville have fati.Detlyderusandsynligt, at de intet harvidst, idet de kun 6ugerfør forhøret harsetKirstens datter Jo¬
hanne i flere timer; også Rosenlund har mødt denne datter og talt med
hende. Denne dattergik omkring med sin søsterKirsten Jensdatter og den berygtede Johannes Axelsen.
Det eroplagt, atdetharværet sværere for de omvandrende atfinde de¬
resslægtninge, end detvarfor de fastboende.Mendetseralligevel ud til,at deomvandrende, hvis de havdebrug for det, vari stand til atfinde hinan¬
den.Ihvert fald lykkedes det for Kirstens datter JohanneJensdatteratfinde
Kirsten og Christopher, da de opholdt sig i Sollgaard hos Christen Svend¬
seni Aulumca. 6 ugerføranholdelsen. Hunhavde fortalt,athunvarkom¬
mettil denne egnforatfa sinmortilat tage sig af sin søsterKirsten Jens¬
datters ældste datter. I forhøret af Rosenlundfremgår det, atdetvar, »fordi
Johannes Axelsen varfor haardiOmgangen medBarnet«. Kilderne fortæl¬
ler ikkenogetom,hvor lang tid dettogfor hendeatfinde Kirstenog Chri¬
stopher, men man far etklart billede af, at det var muligt for de omvan¬
drendeatfinde andre omvandrende.
Seti forhold til detjust behandlede afsnitomdeomvandrendesopereren i detgeografiskerum,undrer det ikke,atdet lykkedes datterenatfinde Kir¬
stenogChristopher. Datteren har vidst, inogenlunde hvilkenegnhun skulle lede,oghun har undervejs i hvert fald mødtRosenlund, somhun har kun¬
netspørge omhjælp til eftersøgningen. Ogmonikke hun også harmødtan¬
dre omvandrende, hun kunne spørge. Måske har hun også været forbi de gårde, hvor hun vidste,atde kendte hendes moder, fordi hun selvsombarn
varkommet der år efter år. Detseraltså ud tilatdeomvandrende, med de¬
res kendskab til slægten og deres sociale relationer rundt omkring i land¬
skabet, alligevel har haft mulighed foratfinde frem til deres omvandrende slægtninge.
Slægten
somsocialt
ogøkonomisk sikkerhedsnet
Sombeskrevet ovenforsøgte Kirsten Jensdatter hjælp hos sin moder i for¬
bindelse med, at den mand, hun levede sammen med, var for hård ved
hendes seksårige barn. Manbrugte altså åbenbart dennærmeste slægt, når
man havdebrug for hjælp af den eneeller anden slags. Ifølge Christopher
havde det lille barnebarn også tidligere gået rundt med Kirsten og Chri¬
stopher.
Christopherfik også hjælp af sinnære slægt, nemlig fra sinenebror, ef¬
ter athan i 1818 blev løsladt fra Holstebroarrest. Efter løsladelsengik han
til Aulumsogn,hvor han mødte sin ældre bror Jens Christian Jensen Glee¬
rup, som varglarmesterogkedelflikker. Denne havde, i modsætning til sin
brorChristopher, politipas ogdermedtilladelse til atgå omkringogudøve
sinefag (15). Christopher fortæller,athan af sinældre bror»...inogle Dage,
da defulgtes adiØrreogHodsager Sogne blevgivetUnderholdningog un- derviistiatlodde Blik- ogKobbertøj.«.Hansmøde med broderenbetød,at han fiklærtfagetsomglarmesterogkedelflikkerogdermed fiknoget attil¬
byde til gengæld for kostoglogi på sin vandring rundt.
Hedebonden Peder Knudsen sendte ikke sine børn udattjene,menbrug¬
tederesarbejdskraft på gården. Med alderenovertogde det arbejde,som en
tjenestekarl havde været ansattil atklare, så længe børnene endnuvar for
små til det hårde arbejde. De blev efterhånden oplært til at klare flere og flere opgaverpå gården (16). Somomvandrende harmanikke haft udgifter
tiltjenestefolk,men manhar ligesom bønderne haftudgifter til de børn, der
varfor små til atforsørge sig selv. Man kan sige, atjo flere børn, de om¬
vandrendeharhaftmedsig på vandringen, jomereskulle de tigge sig til, el¬
lerjo flere vinduer, kedlerosv.skulle de lodde. Ogligesom bøndernes børn
blevoplært til bondeerhvervet vedatarbejde, så må de omvandrendes børn ogsåværeblevetoplært til livetsomomvandrendeved igennem deres barn¬
dom atfølge med deres forældre omkring.
Ligesom husmands-ogbondebørn ofte kom udattjene, serdet også ud,
som om de omvandrendes børn på et tidspunkt forlader deres forældre.
Også her spiller slægtenenrolle; det gjorde den i hvert fald for bådeMette
Katrine ogRosenlund. Deforlader ikke barederes forældre oggår omkring alene, men kommer derimod til at vandre omkring sammen med nogle af
deres ældre søskende. Mette Katrine forlod sine forældre som 13-årig og kom »...iFølgeskab medsin ældre Søster Kirsten ogsinyngre Søster Jo¬
hanne«. Med dem vandrede hun rundt i flere år, indtil hendes far døde i
1813. Fra den tid vandrede hun rundt med sin bror Christopherogsin mor.
Herefter vandrede hunomkring med sin kæreste. Også Rosenlund kom fra
sit 18. årtilatvandre omkring med sin bror SimonogsøsterAneMargrethe
samtdennes mand JohanMeyer. De sidsteto år havde han gået rundt med
MetteKatrine.
Slægten har altså spillet en væsentlig rolle for de fire omvandrende og deresfamilie, både socialt ogøkonomisk. Når børnene forlod deres foræl¬
dre, har de først vandretomkring med deres søskende, senere har de mødt
enkæreste ogførstdaforladt familien.Doghar de stadig kunnet trække på
deres slægt, sådansom man ser,atKirsten Jensdatter fik hjælp hos sinmor til sit ældstebarn, og somChristopher, der af sin bror far hjælp til »uddan¬
nelse«. Det ser udtil, at familien også for de omvandrende har været den
nærmesteog vigtigstesociale relation.
De omvandrendes økonomiske relationer
Dehåndværk, somdejyske kæltringertilbød,var,udoverblikkenslager-og
glarmesterfag, udøvelsen af håndteringer som gildere (kastrering af dyr), hægtemagere, skorstensfejere osv. (17). Det er alle håndværk, som ikke
kræver mangeredskaber, og somderforerlette athave med rundtpå van¬
dringen. Manserogså i enstorjagt på betlere, der fandt sted på Sjælland i 1790, atmange af de omvandrende tiggere supplerede deres vandring ved
handel medsmåkram, hvedebrød o.l.Eller de tilbødethåndværksomsyer¬
ske, skoflikker, maler, violinspiller og skorstensbygger (18). Mange om¬
vandrende hartilsyneladende haft noget attilbyde den fastboende befolk¬
ning udoverkunattigge.
Den tyske historiker Otto Ulbricht har lavet en mikrohistorisk studie af tiggeren Johann GottfriedKästnersverden omkring 1775 (19). Her farman etfint billedeaf, hvordan dentidligere håndværkssvend efterhånden skaber sig enprofession som tigger med alt, hvad det indebærer. Ulbricht skriver,
at betleren Kästner nok har kunnet tjene flerepenge som tigger end som
daglejer eller håndværker, ogat det derfor bedre kunne betale sig for ham
atværetigger (20). Omdet ogsåertilfældet i de danskeomvandrendesver¬
den,ersvært atse. Defire omvandrendevari hvert fald ikke så velhavende
somdentyske tiggerKästner, der havde fleresættøj atvælge imellem. Det
pænetøjvartil vandringenogtil atkomme ind i byerne med, for dermed så
han og hans samleverske ikke så mistænkelige ud. Det »fattige tøj« blev brugt til selve tiggerprofessionen, idet det ikkegav almissernok, hvisman så for pænud (21). Foralle de fire jyske omvandrende, somblev forhørt i 1819, gjaldt det, atde var fattige. De havde kun det tøj, de gikog stod i,
samt formændenes vedkommendeenglarkiste med nogle fa redskaber; ud
over dette havde de intet. Alligevel har der været økonomiske relationer
imellem de omvandrende og de bofaste. Hvorder ikke vartale om handel
med penge, varder taleomvareudveksling, somdanok også måregnesfor
denmestalmindelige handelsform.
Sermanetøjeblik på den bofaste hedebonde Peder Knudsen, byttedehan
sine egne produceredevarer forvarer, somhan manglede. I april 1842 be¬
gavhan sig f.eks. tilHøstrup,hvor han for detsmør og garn,han havde med,
fikhør, kardusogetpartræsko. Gårdmændene i sognet lavede også bytte¬
handler medhinanden; det kunne være med kvie-og tyrekalve eller andet (22). Noget lignende kanman sebeskrevet i forhøretaf Christopher.
BådeRosenlundogChristopherbar på deres vandringerenglarkiste med sig. Når de kom gående med glarkisten påryggen,vidste folk, hvem devar, og hvad de kunne. Der må have været en vis symbolværdi i denne kiste,
både overfor de andre omvandrende og overfor de bofaste. Man kan fore¬
stillesig,atnoglebofaste straks har lukket afoghåbet,atmanden med glar¬
kistengik videre, mens andre harværet mere åbne ogmåske setefter, om
detvar enomvandrende,somde kendte, ogmåske endda havdegemtnoget arbejde til.
Christophers glarkiste var blåmalet og indeholdt forskellige redskaber, nemlig: »1 liden Glarmesterhammer, 1 Tollekniv, 1Syl, 1 liden Sporhage, 1 Stykke tyndt Messingog1 Stump Tin«. Glarkisten havde han byttet sigtil fra
enanden omvandrende vednavnNiels JensenfraRyde Sogn.Byttetbestod i,atChristopher for sin tidligere glarkiste fikNielsJensensglarkistesamt3 mark, noget gammelt bly og enhugtang. Også hvert enkelt redskab måtte
han i forhøret gøre rede for. Her viser det sig, athan erkommettil flere af
redskaberne gennem andre omvandrende. Flere af redskaberne havde han byttet med den justnævnteNielsJensen, ogforto metalknapperhavde han byttet sig tilnogettin. Desuden havde Christopherpåettidspunkt købt glas
af sin bror Jens Christian Jensen Gleerup. Derforegik altså både handler
med naturalierog penge, ogdet viser, atde omvandrende ind imellem fak¬
tisk havde penge. I forhørene kommer det også frem, at Kirsten enenkelt
gang ellerto gavChristopher nogle penge til atkøbe glarmestermaterialer
for.
Mendeterikke kun imellem deomvandrende, atderfindes økonomiske
relationer. Ogsåimellemdeomvandrendeogde bofasteser manhandelsre¬
lationer. De højeste beløb, som nævnes, eromkring tre og fire mark. Pen¬
genegik ikke kun fra de bofaste til de omvandrende, også de bofaste kunne
kræve penge af de omvandrende. I hvert fald fortalte Kirsten i forhøret, at hun havde aftalt medLaustChristensens konepåDahlgaard i Aulum,athun
forlogi i 8 dage i julen skulle betale mednoget,hun havde strikket, samt3
mark. Iforhøret afLaustChristensenbenægter hanathave aftaltnogeti den retning. Hanvar enig så langt, atde havde aftalt, atKirstenogChristopher
skulle logere hos ham i julen, men ikke i hvor langtid, og han havde da
»...ingenSindefaaet ellerforlangtnogetVederlagfor de anholdte Personers Logi.« Hanville doggodtmedgive, atKirsten skulle strikke nogettil hans
søn.
Det er ikke nemt at vide, hvem der taler sandt. Grunden til, at Kirsten påstår, at de skulle betale foratbopå Dahlgaard i julen, kunne megetvel
være etforsøg på atvise, atselvom devarfattige, kunne de klare sig selv
vedatvandre,ogdermed sige,atder ikkevar nogengrund tilatsende dem
tilforsørgelse i deres hjemsogne. Selv har hun sikkert ikkeværetbegejstret
for tanken omatskulle tilbage til Aulum, hvor hunnetop i april 1818 var blevet bedtomatklaresig selv vedtiggerier, ogda helst uden for Aulum.
Om der virkelig var penge involveret i handlen mellem gårdmanden og de to omvandrende, far vi aldrigat vide, menatdervar en økonomisk af¬
tale i form afstrikkearbejde,erder ikkenogentvivl om.Og det serda hel¬
ler ikke ud til at være etenestående tilfælde. Det serudtil, at Kirsten har strikket megetpå sin vandring rundt i egnen. Også til Christen Sollgaards
sønhavde hun enaftale omatstrikke enuldtrøje. Hvorfra Kirsten fikuld¬
garnettil trøjen, fortæller forhøret ikke nogetom. Hunkan have tigget sig
til ulden eller garnet, eller hun kan have fået det fra Sollgaarden i forbin¬
delsemed,ataftalen kom i stand. Hvis det sidste vartilfældet, må der have
været en vis tillidfra i hvert faldnogle bofaste over for de omvandrende.
Netop de bofaste gårdmænd, som Kirsten har økonomiske aftaler med i
form afstrikkearbejde,erda også nogle af dem, somhunogChristopher lo¬
geredemesthos. Deterikke usandsynligt, atdebofaste har betroet de om¬
vandrendenogetuld,egnen erkendtsom»bindeegn«, hvor der ogsåvartra¬
dition for etforlagssystem (23). Langt senere, nemlig i 1868, i en retssag
om tyverihavde Kirstens datterMette Katrineen aftale om atspindegarn forenkarlpå Herningsholm for20 skilling pundet (24). H. P. Hansenme¬
ner, atdet ellers varsjældent, at kæltringerne arbejdede for folk dengang.
Men spørgsmålet er, om ikke de faktisk har arbejdet en hel del for de bo¬
faste? H. P. Hansen skriver da også, at de omvandrende koner solgte de strømper, de strikkede, til købmændene for brændevinogandre nødvendig¬
hedsartikler(25).Determegetalmindeligt i den litteratur, dererskrevetom deomvandrende,ogisæromnatmandsfolkogkæltringer,atfremstille disse
som udstødte og uønskede afresten af befolkningen. Detvirker dog med
disse eksempler absolut ikke, som om disse folk var afskyet så meget, at
manf.eks. ikke villegå med det tøj, de fremstillede.
Mette Katrine siger, at »de have ernæret sig deels ved den Smule han [Rosenlund] som Glarmester har kunnet fortiene, deels ved Betlerier af
hendepaa deres Omvandring«. Også Kirsten og Christopher læggervægt på, atdeernærer sig ved både hendes tiggerierog strikning samtved hans
kunnen inden forglarmester-ogblikkenslagerfaget. Hvis i hvert fald nogle
gårdmændtogimod det strikkearbejde, somKirstenudførte, hvorfor skulle
andre så ikke også gøre det, og hvorfor skulle de så ikke også tage imod Christophers kunnen? Oghvis de alligevel ydedenatlogiogmad til deom¬
vandrende, somdet har vist sig i forhørene, atde gjorde, hvorfor skulle de
så ikkemodtagenogetfrade omvandrende til gengæld? At de omvandrende
køberglasogblyogbytter sig til flere redskaber enddem, de alleredevari
besiddelse af, tyder jo ogsånetop på,atde har arbejdetsomglarmestre og
blikkenslagere.
Strømpebånd
som gaveUdoverattjene vedatstrikke uldne trøjer, fortalte Kirsten i forhøret,athun også vævede strømpebånd. Christophergørmegetudaf, atdeikke bare lo¬
geredeogspiste hos folk,menatde ydedenogettil gengæld. Omde steder,
han ogmoderen har logeret, siger han, athan ikke harbetlet »...menenten givetdem Vederlag forLogiogFortæring vedatlodde for dem ellerrepa¬
rere Vinduer eller og har hans Moder strikket Strømpebaand ogforæret
dem...«. Det serudtil, at derliggeren helt klarhandelsaftale mellem Kir¬
stenogdetogårde DahlgaardogSollgaard,mensstrømpebåndenemerehar fungeretsom enlille gave.Omstrømpebåndeneligefrem har kunnet udgøre
enlighed imellem de omvandrendeogdenbofastes ydelse i form af natlogi
ogmad,erumuligtatsvarepå. Menmankan måske sige, atKirstenhar ud¬
vist sin gode viljeover for de bosatte, og dermed har hungivet sig selv og
Christopher mulighedforatkomme igen, også selvom ydelserne måskevar ulige.Ogpå grund af deomvandrendes udviste taknemmelighed har de bo¬
fastehaft sværtvedat sige nej enandengang, Kirstenog Christopher kom
forbi. Ligeså velment foræringen af strømpebåndet kan have været, ligeså
anmassende ogpåtrængende kan den dog samtidig haveværet. Denfranske sociologog antropolog Marcel Mauss, der har skrevetomgavegivning iså¬
kaldt»primitive«samfund, påpeger, atgavenikke kun skal opfattessom en økonomiskrelation, menilige så høj grad skal ansesforvære en socialre¬
lation.Gavegivningen hartreforskellige moralske eller socialt normbundne forpligtelser i sig.Derer enforpligtelse tilatgive, samttilatmodtageogtil
atgengive(26). Idet Kirsten giver strømpebåndene til de bofaste,forpligter
hun de bofastetilatmodtagegaven,også selvom de helstvarfri,ogdermed forpligter hun dem samtidig tilatyde gengæld i formafet nytnatlogi pået
seneretidspunkt.
Somdeterfremgået af kilderne,varder både socialeogøkonomiskere¬
lationer imellemde bofasteogde omvandrende,ogmåske har de haftstørre betydning, endmanhar lagt vægtpå i tidligere forskning. Der eri etnolo¬
gienengammel tradition forat studere bøndernes lokale binæringeri form
Enomvandrendefamilie holder hvil vedengårdpå denjyske hede. Billedet
ermaltafHansSmidth,somislutningen af1800-tallet maledeenrække bil¬
leder af natmandsfolk og kæltringer. Hans Smidth var inspireret af St. St.
Blichersfortællinger omdenne befolkningsgruppe. En reproduktion af bil¬
ledetfindes på Frilandsmuseet. Fotograf: Peter Danstrøm.
afproduktion afjydepotter, kalk,humle, uldforarbejdningosv.til salg tilan¬
drebøndergennemde såkaldte sektionsmarkeder (27). Hervarder taleom
enbiproduktion afvarer, sombl.a. blev solgt til andre landsdele,hvor denne produktion ikke fandt sted. Denne forskning har vist,atnokvarbønderne selv¬
forsynende,men de købte ogsåvarerproduceret i andre dele aflandet(28).
Fordi man sjældent harsetpå de sociale ogøkonomiske relationer mel¬
lem de fastboendeogde omvandrende, harmanheller ikkesetpå den han¬
del, der har fundet sted imellem dem. Og deterda heller ikke til atvide,
hvor stordenhar været, men sandsynligvis har den været afstørre betyd¬
ning, end den erblevet gjort til.
Truslen om
ildspåsættelse
Beslægtetmed gavegivningens forpligtelse kanenhandlingsomtruslenom
ildspåsættelse sigenogetomdet magtforhold, der harværetimellemde bo¬
faste og de omvandrende. Både i kilderne og i litteraturen omde omvan¬
drende er ildspåsættelse, samt truslen om og frygten for den, ofte nævnt.
Truslerne fortælleros, atde omvandrendes og de bofastes relationer ikke
varkonfliktløse. Konflikten imellem de omvandrende ogde bofaste opstod,
når denenepartikke handlede, somden andenpartforventede.
Repressalier i form af udelukkelseaf det sociale fællesskabbehøvede den
bofasteselvfølgelig ikkeatfrygte, hvis han ikkegavden omvandrendeno¬
get.Til gengæld kanmanopfatte truslerneomulykkerogildebrandsomden
omvandrendes repressalier. For den omvandrende lå der i ildebrandstruslen
enmulighed foratvende det magtforhold, der ellersvarmellem detogrupper.
Det er ikke svært at forestille sig, at de omvandrende ind imellem har
truetsig til kostoglogi.Attruemed ildebrandvaretgodt kortattrække ud
af ærmet, hvis den bofaste ikke ville give nogen almisser til den omvan¬
drende. Detværste derkunne ske for enbofastvar, atgården brændte; den
varjo netop, somnævnt, etaf de vigtigste elementer i bondens tilværelse.
Brændte gården, befandt gårdmanden sig pludselig i samme situation som denomvandrende. Så ville han selvværenødt tilatgå tiggergang. Dog uden
kendskab til detliv, som en omvandrende levede, oguden den nødvendige
viden foratoverleve.
Stedet og rummet- en
afslutning
Ietnologien harmanhaft tradition forat studere de bofasteog sepå deres
relationer til den omgivende verden ved at tage udgangspunkt i selve det sted, somde bofastevarknyttet til i form af gård ogjord. HosGormsen far
manetbilledeaf,atden bofaste haropereretud fra det sted, hvor gårdenog
jorden lå placeret,ogatselvom der harværettaleom etdifferentieret akti-
vitetsfelt i forholdtil bådeslægt, naboer, handelsstederosv.,så har derværet
engrænse for, hvor langt vækmanhar bevægetsig fra gården, ogaltså fra
detsted,manharværettilknyttet. Hedebonden Peder Knudsens geografiske
aktivitetsfelt rækker i forbindelse med hans økonomiske relationer ca. 20 km ud fra gården.
De bofastevarbundet til stedetpå grund af deres gårdogjord, derforer
det også naturligt, at deres verden går ud fra stedet, ogatmanhar studeret
dem og deres sociale ogøkonomiske relationer ud fra deres sted. Men en sådan synsvinkel er ikke mulig i forhold til de omvandrende. For de om¬
vandrende varikke somde bofasteknyttet fast til etbestemt sted. De ope¬
reredeikkeudfraetsted(place),somde bofaste gjorde,menopererede der¬
imod ietrum(space) (29). HvorPeder Knudsens felter går udfra det sted,
hvor hanerbofast, så serden omvandrendes felt umiddelbartmere spora¬
disk ud.Mendetskal,somvist ibegyndelsen af denne artikel, ikke vildlede
éntil attro, at detertilfældigt. Dervarbåde mening, mønsterogretning i
denvej, somden omvandrende valgte atgå.
Sammenligner man Peder Knudsens aktivitetsfelter med de to omvan¬
drende pars aktivitetsfelter, er forskellen markant. Alene Rosenlunds og Mette Katrines 24dages vandring rundtomHolstebrovarpåca. 100km,og det område degenerelt opererede i, nemlig Thy, SallingogHammerum Her¬
red, var langt større endnu. Hvorde bofaste har faet deres tilværelse til at fungere i områdetomkring deres bosted, så har RosenlundogMetteKatrine
haftbrug for i hvert faldtreområder på hverca. 100kilometers radius tilat få derestilværelse til at fungere.
Seti forhold til detteerdetnaturligt,somH. R Hansen skrev,at»...atfolk
hverken vidste, hvorfra disse omstrejfere kom, eller hvor de drog hen« (30).
Deomvandrendes verdenvarjo påenmåde langt størreend de bofastes,og det har denogsåværetnødt til atvære,hvis de skulle holdederes relationer
til de fastboendepåetfornuftigt plan. Og denvarikke kunstørrei forhold
til dengeografiske radius,menogså i forhold til deres socialeogøkonomi¬
ske relationer. At detvarsåsværtfor Hammerum HerredspolitiatfindeJo¬
hannesAxelsen fortæller bl.a.nogetom,hvor lidt forståelseogkendskab det omgivende samfund har haft til de omvandrendes verdenerog den måde, hvorpå de opererede i det geografiskerum.
Detmå have væretenfordel for de omvandrende,at den bofaste befolk¬
ning ikke havde kendskab til deresvandringsmønstreogsociale ogøkono¬
miske relationer til bådeslægt, andre omvandrendeogvenlige bofaste. Det harikkeværet sværtfor dematdækkeoverhinanden,f.eks. ipolitiafhørin¬
ger, somde fire omvandrendenu ogda blev udsat forp.g.a. deres ulovlige vandring. Detvaraltså faktisk enfordel for de omvandrende, atde bofaste
og staten ikke kunne forstå dem og deres opereren i rummet - det betød nemlig, at de lettere kunne skjule sig, hvis devar efterlyst af politiet.
Hos OttoUlbricht fårmanogsåetbillede af tiggeren Kästners vandrings-
rute fraslutningen af1775til slutningen af1776.Ligesomhosde fire jyske
omvandrende giver den et billede af, at Kästner ikke var uden mål i sin færden,menathans liv somtigger, herunder hansrute,varsystematisk og rationeltorganiseret(31). Selvom de omvandrende ikkevarknyttettiletbe¬
stemtsted, så viser forhørene dog, atde fire omvandrende varknyttettil et område eller til rummet, de opererede i, ligesom de bofaste var knyttet til
deres sted. De gik ikke bare rundt uden mål ogmed; de kendte deres om¬
råde ogholdt sig i det.
Betlerjagten på Sjælland i 1790 viser også, atmange af dem, somblev fanget, ikke gik langt fra det sted, hvor de endnu havde bopæl, ellersomde oprindeligt kom fra (32). Nogle af dem, som blev fanget, havde vandret i
flereår,ogher har der nokværetnogle lignendemønstre,som manogsåser dethos bådedetojyskepar oghos den tyske tiggerKästner.
Netopfordi stedet i forskningenerkommet tilatspilleensåstorrolle, er
