THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019373070

T R O D S A L T

alKiMSWHgt

FIRE TALER PAA SKAMLING I KRIGSAARENE 1914-1918

O. LOHSE • KØBENHAVN

T R O D S A L T !

FIRE TALER PAA SKAMLING I K R I G S A A R E N E 1 9 1 4 — 1 8

O LOHSE — KØBENHAVN 1918

København B. — Missionstrvkkeriet ved J. Fischmann).

nument, Kvindeskikkelsen, der symboliserer Frankrigs Haab.

I mange Aar var Statuen behængt med Sørge­

flor, nu er Sørgefloret taget bort.

Med løftet Pande ser Skikkelsen trodsigt ud mod de tabte Provinser, det Land, som Frankrig aldrig

har kunnet glemme.

Nedenunder staar der: ,,Quand méme!"

„Trods alt!" siger Frankrig. Det tabte Land skal vindes tilbage.

Og det bliver — „trods alt" — vundet tilbage.

l'aa Skamlingsbankens Top ved Danmarks Grænse staar Skamlingstøtten.

Den staar der, støt og fast, og skuer ned over det tabte Land, ned mod Knivsbjerg-Støttens pans­

rede Næve; den staar der med sine 28 sønderhug- gede Stene, som Danmarks stolte: ,,Quand méme!"

„Trods alt!"

Nu er der gaaet 50 Aar, siden det første Gang blev sunget:

»Men trods Ve og Vaande, trods hver bitter Skaal, holder fast i Haabet jeg mit Fremtids-Maal.«

Danmarks Fremtids Maal er endnu stadig „Søn­

derjylland vundet!" har været det gennem 50 Aar, har aldrig været det stærkere end nu i disse Aar.

Man kunde slaa Skamlingstøtten ned, den har rejst sig paany. Man har kunnet slaa Genforenings- haabet ned, det har stadig rejst sig med ny Styrke.

I Hjerterne Norden Aa, i Hjerterne Sønden Aa.

»Mangen Eg er for Stormvejret segnet, men endda er vi frejdige i Hu;

viger ej ud af Spor, thi vi kender det Ord:

Det har slet ingen Hast for den, som tror.«

Skamlingstøtten har noget at sige det danske Folk.

„Den staar der med sine afsprængte Kanter som et Varsel om, at ligesom den sønderlemmede Støtte atter er bleven forenet til eet, saaledes skal det søn­

derlemmede danske Folk ogsaa blive til eet."

Skamlingstøtten har ogsaa noget at sige det danske Kristenfolk.

Saadan staar Kristi Menighed, saadan har den staaet gennem Hundreder af Aar.

har man undermineret den med List, men Kristi Me­

nighed staar lige fast, ligesaa fast som sin Herres Ord: „Dødsrigets Porte skulle ikke faa Overhaand over min Menighed."

Saadan skal en troende Kristen staa.

>Trods Regn og trods Blæst og trods Storm af Nordvest«

trods al den Del, ham ilde spaar, om det saa end ser surt og mørkt i hver en Krog, han kan dog — trods alt — synge den gamle Sang: „Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet tilfulde."

Synes end alt andet at slaa fejl, han har en Gud, der ikke slaar fejl.

Det er nogle af de Toner, der gaar igennem de her udgivne Taler.

I de fire Krigsaar er der hver Juli Maaned ble­

ven holdt et kristeligt-nationalt Møde paa Skam- ling. Ved denne Lejlighed er disse Taler bleven holdt.

Mange store Taler paa Skamling er talt til de 1 usinder, der gennem de mange Aar har været sam­

lede her til Fest, ligefra den Juli 1844, da Carl Ploug her raabte sit: „Held over Slesvig! Held over Danmark! Held og Hæder, Frihed og Sejer over Skandinavien!" ligetil den Juni 1906, da Bjørn­

stjerne Bjørnson fra den samme Talerstol manede de tre nordiske Higer til at lægge Grunden til et Na­

tionernes Forbund: ,,Naar jeg staar her med denne store Tanke er det, som jeg ser Tusinder af le­

vende Mennesker indeslutte den i sin Synskreds."

Nu indesluttes denne Tanke om et Nationernes Forbund af Millioner.

Overfor disse stolte Ord indtager disse fire Ta­

ler kun en meget beskeden Plads.

Men de har maaske dog deres Plads som et Ud­

tryk for, hvad der ligger gemt i mange danske Mænds og Kvinders Hjerter, Haabet om, at Sønder­

jylland skal vindes, og Haabet om, at Sønderjyl­

land derved i langt højere Grad end før skal vindes for Kristus.

Mange Hindringer har der været for det første, mange Hindringer vil der være for det sidste, men — trods alt — det skal ske.

Ude i Vilhelm Birkedals Veranda stod der i 1864 en vissen Nerie. Birkedal vilde have den kastet bort, men hans Hustru gik i Forbøn for den.

„Ja, saa skal det være mig et Tegn paa, at vi faar Sønderjylland tilbage," svarede Birkedal, ,,hvis den kommer til Live igen."

Saa rejste Birkedal ind til Rigsdagen, hvor han talte mod ,,den forsmædelige Fred."

Blade.

Som denne Nerie har det sønder jydske Haab staaet gennem mange Aar.

Saa visnede eet Blad, saa et andet, saa syntes næsten det sidste at visne, da § 5 blev slettet.

Men aldrig har Nerien helt kunnet gaa ud, og nu skyder den friske, nye Blade.

De Blade skyder frem vædet af henved 6000 unge Sønderjyders Blod og af endnu flere Tusinders Taarer.

Men ogsaa af mange danske Mænds og Kvinders Bønner.

Og nu stiger den glade Takkesang op fra mange Hjerter:

,,Herren har gjort store Ting imod os; vi bleve glade!"

TRODS ALT!

(Juli 1915).

aar jeg kaster mit Blik ned mod Syd, er der to Ord, der lyder gennem min Sjæl.

Naar jeg fæster mit Blik paa min Bibel, kommer de samme to Ord til mig med endnu stærkere Klang.

Det ene Ord er: „Bryd igennem!" Det andet Ord er: „Hold ud!"

„Bryd igennem!"

Det er betegnende, at to af de Mænd, der nu med sammenbidte Tænder staar overfor hinanden i Verdenskampen, begge har det samme Valgsprog.

Valgsproget lyder: „Igennem! Bryd igennem!"

Det er dog hverken den tyske Kejser eller Lord Kitchener, jeg tænker paa, naar mine Tanker fra Skamlingsbanken gaar ned mod Syd.

Men her paa Skamlingsbanken stod der en Dag for en 70 Aar siden (4. Juli 1844) en Mand og talte til en Forsamling paa 12,000 Mænd og Kvinder, der var komne sammen fra Nord og Syd.

Den Mand havde i en trang Tid Mod til at rejse Fanen: „Bryd igennem!"

Jeg tænker paa Peter Hjort I^orenzen.

10

Det var ham, der November 1842 havde Mod til i den slesvigske Stænderforsamling at hæve sin Høst paa dansk og trods Tyskernes: „Heraus!" blev ved at tale dansk.

1 eter Hjort Lorenzen brød den Dag igennem Tyskeriet.

I Stænderforsamlingens Referat staar der kort og godt paa tysk:

„Peter Hjort Lorenzen talte dansk."

„Repræsentanten for Sønderborg talte atter tlansk."

„Peter Hjort Lorenzen vedblev at tale dansk/' Da først dette Gennembrud var sket, fulgte der tiere efter. Ln lang, lang Række er det til i Dag.

„Nordslesvigeren vedblev at tale dansk," hed det ved Skamlingsfesten 184-i. Saadan hedder det den Dag i Dag.

Med Ærbødighed hilste Grundtvig den Dag ,,de slesvigske Danemænd, Danmarks lyslevende Græn­

sefæstning."

„Nordslesvigeren vedblev at tale dansk, det skal efter Aarhundreders Forløb være det kærnefulde Ud­

tog af eders Kæmpehistorie; thi dette lille Ord inde­

sluttede i sig baade Kampens Storværk og Sejers- Kransen. Stor Kamp vil det koste at sætte Moders- maalet igen i dets Ret, thi vi har som Uffe Kamp mod to Tyskere: en høj og en plat —."

Med ligesaa stor Ærbødighed, ja, efter 70 Aars torløb med en endnu dybere Ærbødighed hilser vi i Dag „de kække og bolde Danemænd, som stod paa Vagt for det velsignede Fædreneland, stod paa Vagt

mod det altid herskesyge, bryske og krigeriske Folk, hvis Kejsere satte en Ære i at være „Rigets For- merere.""

Det lød den Gang, i 18-14 ved Skamlingsfesten, fra Laurids Skau:

„Naar nogen ringeagter og forhaaner mit Mo- dersmaal, da er det for mig, som om de ringeagtede og forhaanede mine Forældre, mine Søskende og min hele Familie, forhaanede mine Venner og Kamme­

rater. — Naar Herrens Ord lyder til mig: „Ær din Fader og din Moder, at det maa gaa dig vel, og du maa leve længe i Landet," da har jeg kun slet agtet paa Guds Ord, naar jeg ikke holder mine Fæ­

dres Sæder og min Moders Maal højt i Ære."

Gennem de mange Aar har de danske Sønder­

jyder holdt deres Moders Maal højt i Ære.

Peter Hjort Lorenzen blev Gennembruddets Mand for den danske Sprogkamp i Sønderjylland.

Efter ham fulgte Nikolaj Ahlmann med Løse­

net: „Vi er danske, vi vil forblive danske, vi vil be­

handles som danske," og Tusinder fulgte efter dem.

Held de Mænd, der „brød igennem". Det er let­

tere at følge efter, naar først Gennembruddet er sket.

Vi har haft for faa af „Gennembruddets Mænd"

i Danmark.

Der er en Flok Mænd herhjemme, der i 70'erne

—80'erne fik det stolte Navn.

Naar vi nu med uhildet Blik ser tilbage paa disse Mænd, der fylkede sig om Brandesianismens Fane, saa er der ikke mere Glans over det Gennem­

brud, end der er over det, der i vor Tid er foretaget

1 o X /v

gennem Belgien. Paa Gennembruddet fulgte Ruin paa Ruin af Menneskelegemer og Menneskesjæle, med Tusinders Forbandelser efter sig.

Der var en, der siden hilste sin gamle Fører med denne Hyldest:

»Det Kundskabens Træ, som han planted i Landet, som favned saa vidt over Fjorde og Bugter, torgifter nu Folket med ormstukne Frugter.«

Den Fritænkerskare, der hoverende proklame­

rede sig selv som Mænd, der vilde „bryde igennem", hvad der fra ældgammel Tid havde været hævdet som Religion og Moral, den naaede kun til Mora­

lens Sammenbrud. Paa Ruinerne sidder de nu selv som en Skare af nedbrudte Mænd.

Men vi har virkelig haft en Skare af Gennem­

bruddets Mænd her i Danmark, Mænd, der ikke selv tillagde sig det Navn, men som med Rette bærer det, Mænd, som Tusinder staar i Taknemmelighedsgæld til, fordi de brød igennem, een paa eet Omraade, en anden paa et andet, saa andre kunde gaa i deres Spor.

Der kunde i denne Skare bl. a. nævnes de tre I 'er: Trier, Tietgen, Tesdorpli og mange andre Mænd og Kvinder. De brød igennem hver paa sit Felt. Den ene — Tietgen — rejste endda en Kirke, hvorfra det nu gennem de mange Aar har lydt ud over vor Hovedstads vrimlende Skarer:

,,Guds Ord varer evindelig."

Der er to Navne, der i vor Tid fra dansk Kirke lyser ud over hele vort Land.

Det ene Navn er Grundtvig. Om ham er der sagt de store Ord, at „Nordfolkets Udsigt i 1000 Aar skal han rande."

Om den Mand er der ogsaa med Rette bleven sunget:

»Den Grundtvig, som i Anna 10 fløj Tidens Modetro forbi og lod sin Torden rulle, hvor svinger han sin Kasteskovl og glemmer baade Per og Poul for Paulus og Sankt Peter.«

Den Grundtvig, som i 1810 svang Kasteskovlen overfor den forfalskede Kristendom med sin Prædi­

ken: „Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?"

den Grundtvig skal mindes som en Mand, der havde til Valgsprog: „Bryd igennem!"

Det andet Navn er Vilhelm Beck.

Om ham er der engang sunget:

»Dybt i den drømmende Sommerskovs Favn, højt der, hvor Stenpiller staa.

fast overalt har han ristet sit Navn, skønnest i Hjerternes Vraa.«

Den Beck, der ristede sit Navn eller bedre: ri­

stede Jesu Navn ind i Skov og i Kirke rundtom i vort Land; der ogsaa har ristet sit Navn ind paa Skamlings Banke, selvom han aldrig faar nogen Min­

desten her*), den Beck, der ristede Jesu Navn ind i saa mange Tusinder af Hjerter, ind i saa mange

*) Hvem ved?

14

Kærlighedsgerninger i vort Land, han skal ogsaa mindes som en Mand, der „brød igennem!"

Ikke er der i de to Mænds Spor fulgt. Ruiner af ødelagte Hjem og knuste Hjerter, men Tusinder af lyse Hjem og lykkelige Hjerter.

Faa er „Gennembruddets Mænd" her i vort Land, desto mere Grund er der til at mindes dem, vi har.

Men fra disse Mænd drages mit Blik højere op, opad mod ham, hvis Navn lyser over alle Navne som Manden, der „brød igennem", den Guds og Menne- skens Søn.

Svejtsernes lille Hær stod engang overfor Østerigernes Masser ved Sempach.

De maatte igennem, hvis de skulde finde Red­

ning.

Da sprang Winkelried frem, samlede i sine Arme en Bunke af Østerigernes fældede Lanser, og Vejen var aabnet gennem Fjendens Hær.

Winkelrieds Navn vil blive ved at mindes, men højt over hans Navn, saa højt, som Himlen er over Jorden, lyser der et andet Navn.

Det er hans Navn, den store Gennembruddets Mand, der engang brød igennem den Mur, der skilte Syndere fra Gud, der samlede alle Forbandelsens Lanser mod sit hellige, rene Hjerte, der ved sit Blod aabnede en Vej til Helligdommen og nu lader det forkynde udover Jord: „Vi har Frimodighed, Brø­

dre, til at indgaa i Helligdommen ved Jesu Kristi Blod!"

Han er den store Guds Riges Winkelried. Tu­

sinder hilser ham: „Kron ham, kron ham, Himlens Kongesøn!"

Og fra ham lyder det tilbage til os: ,,Igennem ! Bryd igennem!"

Det er derved, vi kan være med til at krone ham.

I een Forstand kan vi alle blive „Gennembrud­

dets Mænd", og i een Forstand maa vi alle blive det, om vi skal naa ind til „den varige Lykke", den Lykke, som hedder den evige Salighed.

En af Verdens mest læste Bøger er John Buny- ans „Pilegrimens Vandring."

Det lød engang til John Bunyan i hans Ungdom med den stærke Røst fra Himlen: „Igennem! Bryd igennem til Kristus!"

Men han tøvede, som saa mange efter ham. Han syntes, der var for meget, han maatte igennem for at naa ind til Kristus. Han saa, at de, der var komne igennem, havde en Lykke, han ikke kendte, men — han stod som foran en Mur, som den rige Yngling engang stod det. Gang paa Gang stod han foran dette: „Igennem!" men atter og atter gik han bedrøvet bort.

Da drømte han en Nat.

Han saa en Stad, der laa paa et Bjerg. Inde i Staden saa han de troende, han kendte. De van­

drede derinde i Solskin og Lys, han vankede om udenfor under mørke Skyer, rystende af Kulde.

Atter lød Røsten til ham: „Bryd igennem!"

Men atter stod han foran Muren. Hvordan?

Hvordan ?

10

Da fik lian Øje paa en lille Port i Muren.

Men Porten var lav og trang. „Igennem!" lød det til ham. „Igennem, hvad det saa end skal koste dig!"

Han maatte igennem, ind i Staden, ind der, hvor Solskinnet og Lyset var.

„Igennem!" lød det i ham.

Det lød ogsaa i ham, da han vaagnede op af sin Drøm. Han brød igennem som Jakob med Bønnen:

„Herre, jeg vil ikke lade dig gaa, uden du velsigner mig!"

Og han naaede igennem til Kristus, ind i det Rige, hvor der synges: „Der er Solskin i min Sjæl."

Ind i det Rige skulde ogsaa du. Det lyder til dig fra den store Gennembruddets Mand: „Brvd igen­

nem !"

Salig den, der bryder igennem alt, hvad der vil holde ham tilbage.

Chr. Richardt taler i en af sine Sange om,at der er noget mageligt ved Ungersvendene i Danmark, han mener, det kommer af „de skyggefulde Bøge­

træer."

Hvoraf det nu end kommer — det er denne Ma­

gelighed, det for en stor Del skyldes, at der er saa faa af Gennembruddets Mænd blandt dansk Ungdom.

»Ej langt, ej langt fra Guds Rige, saa faa kun, som finde derind.«

De stod, de mange af dem, en Stund i deres Liv foran Valget, men de var for magelige til at bryde igennem, da naaede ikke til Omvendelse.

Lykkelig den, der bryder igennem sin Magelig­

hed, der falder ned for Kristi Fod.

Da lægger Gennembruddets Mand sin gennem­

borede Haand velsignende paa den knælendes Ho­

ved, som han fordum lagde den paa den værkbrud­

nes, og siger: ,,Alle dine Synder ere dig forladte!"

Da lægger han sin mægtige Haand paa den svage \ ilje og giver dig Kraft til at vinde Sejre dér, hvor du før led Nederlag.

Den, der før har været en Magelighedens Mand, bliver en Gennembruddets Mand, den, der før har været en Nederlagets Mand, bliver nu en Sejrens Mand.

,,Igennem! Bryd igennem!" Og Kristus skal give dig Syndsforladelse og Sejr, Frimodighed og Fred.

Til dem, der er brudte igennem til Omvendelse fra Svnd og Tro paa Kristus, lyder der et andet Ord:

,,Hold ud!"

Den store Pacifik-Bane gennem Kanada skulde til at bygges.

En bekendt Finansmand, Lord Stratcone, blev sendt over til England for at skaffe Penge til Ba­

nens Anlæg.

Da fik han en Dag et Telegram hjemme fra sine Kolleger i Kanada. Det lød paa, at Foretagen­

det \ ar stødt paa uovervindelige \ anskeligheder der­

hjemme, det kunde ikke gennemføres, han maatte helst vende tilbage.

Han telegraferede blot tilbage: „Craigellachie!"

2

18

Saadan lød de gamle skotske Klaners Feltraab:

„Hold ud!"

Da de andre fik det Bud, besluttede de at holde ud.

Det var Skotternes Feltraab, der gav dem Mod dertil.

Det er dog ikke Skotterne, jeg tænker paa, naar jeg nævner det Ord. Atter gaar mine Tanker mod Syd.

Dernedefra har det gennem mange Aar lydt, og lyder det endnu: „Hold ud!"

Der var engang i Krigen mellem Nord- og Syd­

staterne en Fæstning, der blev angrebet af en over­

mægtig Fjende.

Undsætningen var paa Vej, men vilde den naa frem i rette Tid? Vilde Fæstningens Forsvarere kunne holde ud, til Undsætningen kom?

De spejdede med Længsel efter det ventede Signal.

Da saa de en Dag ovre paa den anden Side Da­

len et Flag. Paa Flaget stod: „Hold blot Skansen!

Se, jeg kommer!" Nedenunder stod General Sher- mans Navn.

Besætningen fik nyt Mod til at holde ud, til Hjælpen kom.

Gennem mange Aar har de danske Sønderjyder holdt Skansen.

Vi véd ikke, naar Morgengryet skal komme. Vi véd ikke, om det kommer nu. Men der rril komme et Morgengry, da Hjælpen er der.

Den Franskmand har Ret, der har s a g t , at saa-

længe et Folk, der er under Trældom, bevarer sit Sprog, bevarer det de Nøgler, der løser dets Læn­

ker.

De danske Sønderjyder har bevaret de Nøgler indtil i Dag, har aldrig holdt saa fast ved Nøglerne som i denne Tid, da dets Sønner bløder under et fremmed Sprogs Kommandoord.

Lærer de danske Sønderjyder i Jesu Navn at stole paa Gud, da har de en guddommelig Traktat at stole paa, der ikke kan gøres til intet som en jor­

disk Traktat, som „en Lap Papir", da har de en Gud, der er mægtig til at løse deres Lænker.

Der blev sagt ved Skamlingsbanke-Mødet 1844 af Orla Lehmann:

,,De danske Sønderjyder maa tilegne sig den største af alle politiske Dyder, Udholdenhed. — De maa stole først paa dem selv, dernæst paa deres Brødre paa den anden Side Bælt og Kongeaa, Øre­

sund og Kattegat, men mest dog paa den Gud, der er de svages Støtte og de betrængtes Forsvar."

Der er mange af de danske Sønderjyder, der har tilegnet sig den største af alle kristelige Dyder:

Udholdenhed, der har lært alene at stole paa Gud.

Men fra disse „Udholdenhedens Mænd" drages mit Blik atter højere op, op mod ham, hvis Navn lyser over alle Navne, som Manden, der „holdt ud".

„Lader os med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane" — lyder det til hans Di­

sciple — „idet vi ser hen til Troens Begynder og

2*

20

Fuldender, Jesus, som udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen."

Han ikke blot „brød igennem" i Getsemane til at bøje sin Vilje ind under Faderens, han „holdt ud" paa Golgatha, idet han ringeagtede Skændse­

len, indtil han kunde sige: „Det er fuldbragt!"

Fra ham, den store Udholdenhedens Mand, ly­

der det til alle dem, der brød igennem til at vælge ham til Konge: „Brødre! hold ud!"

»Bliv ej træt af frem at ile, bliv ej træt!

Giv ej tabt, naar Foden støder mod en Sten iblandt og bløder, bliv ej træt!<

Hold ud i at sætte Maalet højt, lige saa højt som Herren selv har sat det: at blive helliget ganske og aldeles, helt og holdent.

Hold ud i at kæmpe mod din Synd, indtil du bli­

ver „den, som sejrer".

Der var en ung Officer, der skulde ud til Kamp.

Da greb han den gamle Generals Haand og sagde:

„Jeg lægger min Haand i den Haand, der altid er vant til at sejre."

Læg din svage Haand hver Dag i hans Haand, der altid er vant til at sejre. Hold ud, drag aldrig din Haand ud af hans.

Hold ud i at være din Frelser bekendt. Vov at staa som Daniel. Stræk ikke Gevær, kapituler ikke.

Er Gud for dig, hvo kan da være imod dig?

Hold tid i at elske dit Folk og dit Land. Som

.leremias elskede sit. Lad dets Glans, dets Ære fryde di#, dets Sorg, dets Savn knuge dig.

»Stol paa Gud,

om det end ser broget ud, om saa hele Verden glipper, hold kun ud!«

Hold ud i at tro din Gud, ogsaa naar det gælder dit Folks Fremtid, Sønderjyllands Fremtid.

Hold ud i at tro og bekende din Frelser, naar det gælder de andres Frelse.

Der er en østerigsk Officer der fortæller:

i stormede frem. Ved min Side sprang Trom­

peterdrengen. Kuglerne svirrede om os som Myg, der danser i Solskinnet.

Pludselig holdt Trompeteren inde.

Jeg saa, hvorledes han med opspilede Kinder søgte ai faa nogle Toner frem. Han tog Instrumen­

tet fra Munden, saa ind i det og forsøgte af al Kraft igen at blæse Signal til Storm, men forgæves.

Vi rykkede fremad. Trompeteren siger: ,,Hr.

Løjtnant, min Trompet vil ikke give Lyd fra sig."

Han sætter Trompeten ned mod sit Knæ, slaar paa den, næsten grædende vender han sig om til mig:

»Hr. Løjtnant, den vil ingen Lyd give!"

Attei sætter han 1 rompeten for Munden, men ikke heller nu faar han nogen Tone frem.

Hans Øjne stirrer stift fremad, Ansigtet er blegt, paa hans \ a aben frakke ses der en Blodplet.

"Du har taaet et Skud gennem Lungen, min Dreng," vilde jeg lige til at sige til ham.

Men i samme Øjeblik falder han bagover og bli­

ver liggende paa Jorden.

Han var død. Aldrig kom han til at forstaa, hvorfor hans Trompet ikke vilde give nogen Lyd fra sig.

Den lille Trompeterdreng holdt ud.

Saadan holdt han ud, den store Apostel, blev ved med at blæse sit: ,,Fremad!", lige indtil Trom­

peten faldt ud af hans segnende Haand.

Nu „skrider han frem i Evigheden med Sejrs- kronen, efter at han har bestaaet i de ubesmittelige Kampes Strid."

Ogsaa fra ham lyder det til alle Jesu Kristi Stridsmænd:

»Brødre, hold ud, om I ærligen stride, trods eders Fald skal I sejre tilsidstj«

Se nedad mod Syd.

„Hjertet" — har en dansk Højskolemand en­

gang sagt — „er en Tavle, hvorpaa Kærligheden skriver alle deres Navne, vi har elsket. I en Kristens Hjerte staar Jesusnavnet i Midten som Navnet over alle Navne, og i mange Hjerter ogsaa de to Navne:

Danmark og Sønderjylland."

Maatte vort Hjerte være en saadan Tavle. Kri- stusnavnet i Midten, under det Danmark og Søn­

derjylland.

Se opad mod Himlen!

Bryd igennem! — igennem til Kristus!

Hold ud! — Kristus tro indtil Døden !

(Juli 1916).

n Dag i Aaret 1864, da Danmark stod paa Vip- pebrædtet mellem en ydmygende Fred og en sikker Undergang, fortæller Vilhelm Birkedal, at han mødte daværende Ivonsejlspræsident Monrad.

Da sagde Monrad: ,,Saaledes skal vi altsaa træf­

les, min gamle \en. i denne Danmarks afgørende Midnatstime?"

,,Ja, Monrad, nu staar vi som Israels Folk, den­

gang det stod ved det røde Hav, bagved Fjendens overvældende Magt, foran det bølgende Hav. Der var ingen Udvej, syntes det, der var lukket foran og bagved. Men opad var Udsigten fri — did vendte Moses sig, og derfra kom Frelsen. Nu staar du i Spidsen for vort, det danske Folk, og alle Sunde synes lukkede. Men endnu er Udsigten fri opad, der­

hen skal navnlig du, som staar forrest, vende dig med alle troende danske. Saa kan Frelsen endnu komme."

Det er maaske ikke Danmarks afgørende Mid­

natstime for Tiden.

£4

Men den Time kan komme, før vi aner det, du ogsaa vi har en overvældende Fjendemagt paa den ene Side, det bølgende Hav paa den anden, da og­

saa vi faar \ alget mellem en stor Ydmygelse og en sikker Undergang.

Og Danmarks nuværende Time er alvorlig.

Det vilde unægtelig være en Betryggelse for kommende Dage, om vi i Spidsen for vort Land havde en Regering, om hvilken vi vidste, at den tog Gud med i sine Raadslagninger, om vi i Spidsen for vor Regering havde en Mand, om hvem vi vidste, at han havde Mose Sindelag, som kendte til at vende sig opad for at søge Raad og Hjælp hos den levende Gud.

Men den Betryggelse har vi jo desværre ikke.

Desto mere gælder det for troende danske ikke at se til Syd, ikke at se til Nord, ikke til Øst, ikke til A est, men at se opad efter Frelsen.

Der var engang i en truende Midnatstime en Profet i Israel, der hed .Jeremias.

Midt i Skumringstimen raabte han ud over sit Land: „Land! Land! Land! hør Herrens Ord/"'

Det Raab lyder ogsaa ud over Nutidens Dan­

mark.

Maatte vort Land høre Herrens Ord om Gud.

Der er en fordums dansk Fritænker, der har sagt:

,,Det Folk, der mister sin Gud, er som Sneglen, der mister sit Hus."

enkelte Menneske, men hvad Gud betvder for et Folk.

Hvad betød det ikke for det norske Folk i 1905 (mellem 7de Januar og 13de November), at der var Gudstro i det norske Folk.

Der er een, der har skildret det saaledes:

„For den mindste Del af Folket var det jo le­

vende Kristendom, men det var, som der hvilede over hele Folket en dyb Gudsfrygt, en stille Alvor, som om alle tænkte: „Dette kan vi ikke greje alene, det maa Gud greje for os." Det var, som der brød en fol­

kelig Gudsfrygt frem i det norske Folk i de Tider, ikke Kristendom, men en Tillid til, at der var en al­

mægtig Gud, der maatte klare det, de ikke selv kunde klare."

Der er en af vore Dekadence-Digtere (Herman Rang), der har skrevet:

»Bitter er Døden, hvor alt rinder ud, bitrere Livet, naar man misted sin Gud.«

Bittert bliver Livet for det enkelte Menneske, naar det mister sin Gud.

Bittert bliver ogsaa Livet for et Folk, naar det mister Troen paa Gud.

Vi ser det i Frankrig.

Bittert har Frankrigs Fritænkere maattet angre, at de tog Gud fra det franske Folk, at der nu er et tomt llum i de Skoler og Retssale, hvor fordum Krucifikset hang.

Emile Zola kom i sine senere Aar med følgende Bekendelse:

„Jeg har i tredive Aar kæmpet for Vantroen, men nu er jeg vaklende i min Overbevisning. Kun Re­

ligionen, kun .Troen formaar at gøre Modstand mod Lærdomme, som omstyrter alt hos os.

Men Religionen er jo næsten forsvunden blandt os nu.

Hvem skaffer os nye Idealer?"

Det er et af de lyse Tegn nu under Verdenskri­

gen, at der er Mænd i Frankrig, der synes at være ved at vinde Gud igen. Den franske Nation blev en­

gang kaldt „den store Nation". Hvilken stor Na­

tion kan Frankrig ikke blive, naar det franske Folk vinder sin Gud.

Billedet af Gud er ved atter at komme frem for det franske Folk.

Hall sagde i Rigsdagen efter 64: „Lad os nu bestræbe os for at frembyde Billedet af en storslaaet Enighed!"

Det franske Folk viser i vore Dage Billedet af en storslaaet Enighed. Men denne Enighed er, som der er sagt, kun Oversiden. Den har, ligesom Møn­

ten, en Underside, et Kongebillede, et Navn, der hedder: Gud.

Frankrig er ved at faa de tabte Idealer tilbage, som Fritænkerne havde røvet fra det franske Folk, og skjult — skjult bag Løv i det fjerne — staar Gud, Alteret for den ukendte Gud.

Der var en gammel fransk Veteran fra 1870—71, der engang under Krigen, i 1915, sendte en Hilsen til sine unge Landsmænd ude ved Fronten:

„Mod, kære Broder! Hold ud mod det onde i alle

Skikkelser, bevar dit, Hjerte rent for alt Snavs!

Hold ud trods Kulden! Frigørelsen stunder til, vi hilser paa Forhaand dens Morgenrøde!*'

Vi venter en Morgenrøde for Frankrig i mere end een Henseende.

Den franske Minister Barthou besøgte et Hospi­

tal for saarede Soldater.

Han gav sig i Samtale med en Bondekarl, der var blandt de saarede.

„Naar blev du saaret?" spurgte Ministeren.

„Kl. 8 Morgen, Hr. Minister."

„Naar blev du taget op af Ambulancen?"

„Kl. 5 om Eftermiddagen, Hr. Minister."

„Hvad bestilte du, medens du laa dér paa Val­

pladsen i den lange Tid?"

„Jeg bad, Hr. Minister."

Ministeren gjorde en let Bøjning med Hovedet og sagde alvorligt:

„Du gjorde ret, min Ven."

Det var ikke Kristendom, fordi den Soldat i sin Nød bad til Gud. Ministeren var Fritænker, skønt han sagde, at Soldaten gjorde ret i at bede.

Men det kan være eet blandt mange Tegn paa, at det efter den lange Vinter begynder at blive Tøbrud i Frankrig, at der begynder at vælde Kilder frem, der i lange Tider har været tilstoppede af Fritæn­

keriets Talsmænd.

Vel sandt, det er meget langt fra Kristendom, men der kan være Haab om, at det Folk, der be­

gynder at ville høre sin Herres Ord om Gud, ogsaa vil komme til at høre Herrens Ord om Kristus.

SS

Maatte der komme en \ ækkelse henover Dan- mark, sna Landet kom til at se den almægtige Guds beskærmende Haand, saa det kom til at høre Her­

rens Ord om den levende Gud.

Den Gud, der er kommen til andre Folk gennem Stormvejr og Jordskælv, Torden og Lynild, den Gud, dei kommer til det danske Folk gennem en stille, sagte Susen.

Mon ikke Danmarks Land skulde komme til at høre Herrens Røst i Fredens Dage? Mon der skal Jordskælv, Storm og Torden til, for at det kan komme til at høre Herrens kaldende Røst? den Røst, der har sagt, at hans Godhed leder til Omvendelse?

Maatte vort Land høre Herrens Ord om Synden.

,,Det Folk, som ikke vil tjene mig," siger Her-

ren> til Grunde." Hvor Gud lukkes ude, kom­

mer Synden ind, og Sjrnden er Folkenes Skændsel og tolkenes Ødelæggelse. ,,Det, hvormed nogen synder, dermed bliver han ogsaa straffet."

Der er kommen megen Synd ind i det danske Folk, der er Synder, der er blevne danske Folke­

synder.

En af disse Synder er Grineriet. „Danmark er Smaagrinets Land," har Drachmann engang sagt.

Han har selv været med til at gøre det dertil.

,,Der er i en stor Del af dansk Ungdom," var der en, der engang skrev, „kommen en Angst for det høje, en Skyhed for at overgive sig til en stærk lølelse, lade sig bære og løfte af den, en Skyhed for at give sig helt og fuldt i Tjeneste hos en enkelt stor og ren, ædel og hellig Tanke."

Hvor meget stort og rent, ædelt og helligt er der f. Eks. ikke bleven grint ned her i Danmark af den store Forgriner, „Politiken", og dens mange Følge­

svende ?

Og om man ikke griner, saa trækker man paa Skulderen og siger: „Hvad kan det nytte?"

En anden Folkesynd er Drikkeriet.

Dengang Afrikaforskeren Livingstone døde inde i det mørke Fastland, skrev han som sine sidste Ord:

„Alt, hvad jeg i min Ensomhed endnu kan gøre, er at nedbede Himlens Velsignelse over alle dem, der bidrager til, at Verdens aabne Saar bliver lægt."

Det aabne Saar, han tænkte paa, var Slaveriet.

Danmarks aabne Saar er Drikkeriet.

»Krig er Jammer, Krig er Nød.

en Smertens Brod for mange, Krig er Synd og Sorg og Død og dybe Klagesange «

I Stedet for Krig kan der godt sættes Drik.

Der kan nævnes flere danske Folkesynder endnu.

„I England drikker man og holder Taler, i Hol­

land drikker man og ryger, i Tyskland drikker man og synger, i Svejts drikker man og skyder, i Dan­

mark drikker man og bander."

Der var en Mand, der kom hjem fra Udlandet.

Han var lige kommen ind over Danmarks Grænse;

det første, han mødte, var en fuld Mand, det første, han hørte, var een, der bad Fanden om at ta' sig.

„Da vidste jeg," sagde den rejsende, „at jeg var i Danmark."

30

Maatte vort Land høre Herrens Ord om Sjælen.

„Hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl?"

Tyskland! Hvad gavner det dig, om du vinder den hele Verden, naar du taber din Sjæl? taber den i Selvophøjelse og Selvforgudelse?

Danmark! hvad gavner det dig, om du gaar frem i Rigdom, naar du taber din Sjæl i Nydelsessyge og Pengebegær ?

Om du end skulde tabe alt andet, blot du be­

varer din Sjæl, saa er endda ikke alt Haab ude.

Om et Folk skulde tabe alt, sin Selvstændighed, sin Frihed, blot det ikke taber sin Sjæl, saa er det al­

ligevel ikke forbi med alt Haab om Folkelykke.

"V ore Landsmænd i Sønderjylland har tabt me­

get siden 64, har tabt meget i disse Tider, men blot ikke Folket dernede mister sin Sjæl, da lyser Haa- bets Stjerne endnu ved Nattetide over Sønderjvl- lands Jord, hvor meget saa end Vingen af den sorte Ørn skygger derover.

Maatte vort Land høre Herrens Ord om Flaget.

Det danske Kirkefolk har ogsaa et Flag, der hedder dets Trosbekendelse.

Det taaler ikke, at Korset tages ud af dets Flag, det taaler heller ikke, at Korset tages ud af dets Trosbekendelse.

I ages Korset ud, bliver der kun nogle tomme Menneskeord tilbage. Tages Guddomsglorien bort fra Jesu Pande, bliver der kun et afmægtigt Men­

neske tilbage.

Tages Korset bort fra et Folk, tages Gud bort.

Menneske! Menneske! Menneske! hør Herrens Ord.

Hør Herrens Ord om din Synd. Synd medfører Skyld, og Skyld medfører Dom.

Hør Herrens Ord om din Sjæl.

Der var een, der stod og græd. En Engel spurgte ham: „Hvad er der i Vejen?"

„Jeg har lidt et stort Tab."

„Er Tabet virkelig saa stort?"

„Ja," svarede den grædende.

„Hvad har du da tabt?"

„Mine Penge."

„Aa, jeg troede, du havde tabt din Sjæl."

„Min Sjæl, nej."

„Jeg troede, du havde tabt din Gud."

„Min Gud, nej, hvem har jeg i Himlene? lige med ham har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden."

Saalænge du har din Gud, er du endda ikke saa helt fattig. Saalænge du har bevaret din Sjæl, har du en Rigdom, der er mere værd end en hel Verden.

Og din Sjæl bevares derved, at du giver den i hans Haand, der paa Korset købte den med sit Blod til at være sin Ejendom, derved, at du tager den Beslutning og beder den Bøn:

»Jesus, jeg dit Kors vil holde og det slutte fast i Favn, mine Hænder vil jeg folde og velsigne højt dit Navn.

Lad mig finde Ly og Læ under dette Livsens Træ, lad ej Sorg og Synd mig nage.

sig, dujvil min Synd borttage.«

Danmarks Sejrsallé.

(Juli 1917).

D

ret ude at se den bekendte „Siegesallé".

Gennem Brandenburger-Thor kommer man ud i rhiergarten, derude findes Siegesallé.

Vi staar stille foran Brandenburger-Thor. Oven­

over den findes Sejrsgudinden Viktoria med sit For­

spand.

A iktoria blev sat derop i 1794 — Napoleon tog og førte den til Paris. I en Aarrække stod Pladsen tom.

En Dag i 1810 stod der en ung Mand — en Læ­

rer — foran Porten med sine Drenge. Jahn hed han.

Han pegede op paa den tomme Plads.

,,Hvor er Viktoria bleven af?"

„Den har Franskmændene taget med til Paris,"

svarede en af Drengene.

„Og hvad tænker du nu paa?"

„Ingenting."

Drengen fik en knaldende Ørefigen.

„Du skal tænke paa, at vi skal hente den tilbage, skal du," sagde Læreren.

Det var den samme Jahn, der fik oprettet et Spejderkorps af Berlinerdrenge med de 4 F'er til Motto: ,,Frisk, fri, fro, from" og engang siden skrev om sit Fædreland: „Ydmyghed har været Ty­

skerens Arvelast. Han agter sig selv ringe, saa bli­

ver han det, og Folkene omkring ham foragter ham."*

Det var den Aand, der var i det unge Tyskland i de Aar.

Og Viktoria blev hentet tilbage fra Paris i 1871 og staar nu paany over Brandenburger-Thor.

Hun venter nu paa, at den prøjsiske Hær skal vende tilbage med en ny stor Sejr.

Men hun venter forgæves.

Gennem Brandenborger-Thor kommer man ud til „Siegesallé".

Man faar her ret et Indtryk af, hvor smagfuld den prøjsiske Smag er, og hvad Nutidens Prøj­

sen regner for „Sejr".

Prøj seraanden under Wilhelm den Anden kan just ikke siges at have Ydmyghed til sin „Arvelast", og her har denne Aand sat sig 32 kolossale Mindes­

mærker i de 32 Marmorstatuer over brandenburgsk- prøjsiske Herskere.

I denne „Sejrsallé" har Prøjsen samlet de Navne, det anser for de største i dets Historie.

Og henrykte Berlinere udbryder overfor disse Kolosser i deres „wunderbar", „kolossal", „wunder- schon".

Prøjsen har sin Sejrsallé. Det er ikke Stormæn­

dene i Aandens og Arbejdets Verden, der har faaet deres Plads her — det er kun Stormændene i Mili-

3

34

turismens \ erden, Mænd, der har gjort Prøjsen stort gennem Blod og Jern.

England har sin Sejrsallé, hvor dec har samlet de Navne, det anser for de største.

Englands „Sejrsallé" er Westminster.

Xaar man vandrer gennem Westminster-Abbedi, faar man et betagende, gribende Indtryk af Eng­

lands Storhed.

Her staar Støtte ved Støtte, ligger Sten ved Sten — en Sejrsallé af Storbrittaniens store Mænd.

Her findes Shakespeare og Dickens, her findes Darwin og Livingstone, Newton og Gladstone.

Det er ikke Militarismen, der har sat sig en Allé af sine Stormænd — det er en Allé af Mænd, der nar vundet deres Sejre i Aandens, Opfindel­

sernes, Opdagelsernes, Statskunstens Verden.

Det er som at gaa igennem en Kirke — West­

minster er jo ogsaa en Kirke.

I Englands Sejrsallé findes der ej blot Mænd, der har vundet deres Sejre ved det Sværd, der ud­

gyder Blod, men ogsaa Mænd, der har vundet de­

res Sejre ved det Sværd, der hedder Guds Ord.

Man spurgte engang Dronning Viktoria om Grunden til Englands Storhed. Hun gik hen og tog Bibelen. Det var hendes eneste Svar. I Englands Sejrsallé findes der mangen en Mand og Kvinde, der

har vundet deres Sejre med Bibelen i Haand.

Prøjsen har sin Sejrsallé, England har sin.

Danmark har sin Skamlingsbanke og sin Ribe Kirke.

Skamlingsbankens Støtte — Ribekirkens Taarn, de danner de to Mærkestene i Danmarks Sejrsallé.

Dér har Danmark . rejst sine Mindestene for nogle af sine Stormænd. '

Maaske er der Navne lukkede ude der, som burde have været med. Naar Danmarks Sejrsallé skulde rejses, kunde der komme mange andre Navne med, baade fra Aandens og Haandens Verden.

Men Skamlingsbanken og Ribe Dom repræsente­

rer dog sit lille St3Tkke af, hvad der kan kaldes Dan­

marks Sejrsallé.

Skamlingsbanken det nationale, Ribe Dom det kristelige.

Maaske kunde det synes, at for mange af de Mænd, hvis Navne findes dér, endte det med Neder­

lag og ikke med Sejr, men i Aandens Verden er Ne­

derlag ofte Sejr.

Man glemmer ej let den første Gang, man fra Skamlingsbanken ser ned mod Syd, ned mod det Land, der bugter sig med Dal og Bakker fagre.

Man glemmer ej heller let den første Gang, man fra Ribe Dom ser ned over det flade Land, ned mod Marsken.

Navn paa Navn kommer een i Møde, Navne paa Mænd, der hver for sig satte deres Liv ind paa den store Kamp for, at Ret skulde være Ret.

Støtten paa Skamling har sine Mærker af denne Kamp. Der er ikke eet af de Navne, der samler sig

36

om denne Støtte, uden at det fik sin Skramme i Na­

tionalitetens store Kamp.

Man staar stille foran disse Stene — hver Sten har sin Historie at fortælle. Man staar stille, til hver Sten har faaet Stemme, klingende snart blødt, snart haardt. Mangen en kristen Mand og Kvinde har staaet stille her saa længe, til de endte med at bede:

„Herre, skænk os et Danmarks Kort, hvor alt dansk igen er vort!"

Her paa Skamlingsbanken holdtes de store Fol­

kemøder i Fyrrerne. Her er talt flammende Ord, der har fænget i mange Hjerter.

1863 rejstes Støtten paa Skamling. 1864 førte I yskerne I' lensborg-Løven til Berlin. Samme Aar sprængtes Skamlingstøtten. Stenene blev solgt de 28 Granitblokke, hvoraf den bestod — men Eg­

nens Mænd købte dem for 13 Rdl. og gemte dem i Haab om bedre Tider. De bedre Tider kom i 1866.

Langt nede mod Syd skimter man Bismarcksta- tuen paa Knivsbjerg, der ligesom strækker sin knyt­

tede Haand udover Sønderjylland.

Skamlingstøtten er et Symbol paa Danmarks Haab; den siger det nedover Sønderjylland: Trods alt — Sønderjylland vundet, det er Kampens Maal!"

Taarnet paa Ribe Dom staar der stolt og al­

vorligt og skuer ned mod Syd. Det staar der saa fast, det er, som det vil sige: ,,De kan spærre med Y arver og med Pæle, de kan lokke med Løfter og med

* m- Tk j n

det Ord: det har slet ingen Hast for den, der tror."

Derudenfor Ribe-Kirken staar Hans Adolph Rrorson — „den yndigste Rose" s Digter — og skuer ned mod det omstridte Land, dér, hvor hans Julesalmer første Gang lød paa dansk Tunge.

Naar Kongerigets danske Mænd og Kvinder fra Skamling og Ribe ser ned mod Syd, banker deres Hjerter af Taknemmelighed, Stoltlied og Længsel.

Af Taknemmelighed, fordi de endnu maa sam­

les som et frit Folk under det korsmærkede Flag.

Af Stoltlied over de Mindesmærker, Danskheden har sat sig dernede bag de sorthvide Grænsepæle.

De Mindesmærker vil blive staaende længe efter, at Knivsbjerg-Kolossen og Dybbøl-Trofæen med al de­

res prøjsiske Hæslighed er sunken i Grus. De Min­

desmærker, Danskheden, ogsaa dansk Kristendom, har sat sig dernede, bestaar ikke i døde Stene, men i levende Menneskehjerter.

Af Længsel efter, at Ordet skal opfyldes: „Det 1'olk, der under sin Trældom bevarede sit Sprog, kan ikke gaa til Grunde. Saalænge det har sit Sprog, har det den Nøgle, der vil lukke op for dets Fæng­

sel. At den almægtige Gud dog snart maatte sætte Nøglen i Nordslesvigs Fængsel, saa der ud af dette længsel kunde gaa et Folk, der i Frihed paa sit Mo- dersmaal kunde prise Gud.

Naar danske Mænd og Kvinder fra Skamling og Ribe ser op imod Nord, gaar der igennem dem som en Følelse af Ydmygelse og Skam.

38

De mindes de gamle Verslinier: „Ak, hvor do£

vore Tanker har snævre Stier traadt, ak, hvor dog Hjertet banker for vore Brødre smaat!"'

Hvor er de Stier dog ofte svære, som vore Tanker træder, i Sammenligning med den store Kamp, der føres, de store Savn, der bæres dernede.

Tænk paa de 5000, der nu er segnet i Døden.

Hvor banker dog vore Hjerter smaat, naar det gælder de store Værdier og Fædrelandets Ilos og Ære, Smerte og Savn, ogsaa naar det gælder det Savn, der hedder Sønderjylland.

Men — trods alt — Danmark har sin Sejrsallé af danske Mænd og Kvinder.

I denne Sejrsallé er der Navne, der kendes videnom. Der er ogsaa Navne, der aldrig fik Plads i nogen Bog, Mænd og Kvinder, der hver paa sin Plads var med til at løfte deres Land og rejse deres Folk, med i Kampen mod det, der vilde nedværdige deres Folk, med i Arbejdet for det, der vilde højne deres Land.

Prøjsen har sin Sejrsallé, England har sin, Dan­

mark har sin.

Men disse Sejrsalleers Mindestene vil engang smuldre hen. Engang vil de 62 brandenburgske Prøj­

sere ligge i Grus, engang vil Westminsters stolte Mindestene være Støv, engang vil Skanilingsbankens Støtte og Ribekirkens Taarn være jævnet med Jorden.

Men der er een Sejrsallé, der aldrig vil blive jæv­

net med Jord og styrtet i Grus — det er den Sejrs-

allé, der strækker sig ,,fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ende", der strækker sig fra Slægt til Slægt, fra Aarhundrede til Aarhundrede, der gem­

mer Navne paa nogle af de største Mænd og Kvin­

der i Verdenshistorien, Navne paa ,,de mindste smaa, hvis Navne i Verden sig dølge," der forener Navne af alle Folkeslag og Stammer og Tungemaal, der samler Navne fra Prøjsen Side om Side med

Navne fra England og Navne fra Danmark.

Det er Guds Riges Sejrsallé.

Om vi ikke skulde faa vore Navne med ind i de jordiske Rigers Sejrsallé, det kunde endda gaa, vi kunde endda være lykkelige, men derpaa beror vor evige Lykke, om vi faa vore Navne med i Guds Riges Sejrsallé.

Ved Begyndelsen af Guds Riges Sejrsallé staar der et Kors. Det minder om en stor Kamp og

en stor Sejr.

Der stod engang et Slag mellem Persernes tal­

løse Skarer og Atheniensernes lille Hær. Atheni­

enserne kæmpede for Alter og Arne, og de vandt Sejr.

Den unge Pheidippides bad om Lov til at bringe Sejrsbudet til Athen. Han løb Marathonlø- bet, fra Marathon til Athen; da han naaede Athen, fik han lige raabt det ud over den forsamlede Mængde: „Glæder eder, vi har sejret!" saa sank han død om.

Der stod engang et stort Slag. Der var 3 Stor­

magter, der rykkede frem, de 3 største Magter, del­

er til paa Jord: Synden, Døden, Djævelen.

40

Dei \ ar een enesteMand, der gik imod dem. „Han liar genløst, erhvervet og vundet mig fortabte og fordømte Menneske med sit hellige, dyrebare Blod ira Syndens, Dødens og Djævelens Magt."

Fra Golgathas Kors lyder Sejrsbudet: „Se, jeg, 1' lelseien, forkynder eder en stor Glæde! Glæder eder, jeg har sejret!"

Udover en Verden af Syndere udraaber Korsets store Sejrherre: „Jeg har sejret! Den Sejr, jeg har vundet, vil jeg give eder. Ellers maa I gaa til Grunde. Men tag imod min Sejr i Omvendelse og 1 ro glæd dig, jeg har sejret!"

Gennem mange Trængsler og Kampe havde Fri­

hedshelten Garibaldi vundet Sejren over sit Folks Fjender og befriet sit Land fra Fjendernes Magt.

Men han vilde ikke beholde Sejren for sig selv.

Frugterne af sine Sejre vilde han give Viktor Ema­

nuel.

En Dag mødte de to saa hinanden, han, der havde vundet Sejren, han, der skulde nyde Sejrens Frugter.

Da — fortælles der — sank Viktor Emanuel ned for Garibaldis Fod. Taarerne løb ned ad hans Kin­

der, han kunde kun fremstamme det ene Ord:

„Tak!"

De Mænd og Kvinder, der som Syndere sank ned for den korsfæstede og opstandne Guds Søn og gav ham deres Hjerters Tro og Tak, de har deres Navne med i Guds Riges Sejrsallé.

Forskellige kan de Tungemaal være, hvorpaa

dette Tak synges ud, det kan være paa tysk, paa engelsk, paa fransk, paa dansk —

»i Jesusnavnets OfTerskaal hensmelter alle Tungemaal,«

hensmelter i én eneste stor Takkesang til ham, der paa Golgatha vandt den blodige Sejr over Syndens Skyld, Dødens Rædsel, Djævlens Magt.

I denne Tid, da Folkeslagene splittes i en sønder­

rivende Kamp, er det stort at vide, at hvor sønder­

splittede Folkeslagene end kan være, i Guds Riges Sejrsallé skal de samles af alle Folkeslag paa Jord, alle de Mænd og Kvinder, der sank ned i Tak fol­

den Korsets Mand, i Tro tog imod hans Sejr, og saa i hans Fodspor, i hans Kraft gik frem til Sejr over Synd, Død, Djævels Magt.

Med Tak begynder det, med Sejr ender det for den, hvis Navn er med i Guds Riges Sejrsallé.

Ved Foden af Korset er der fuldt af Kranse.

Dér lægger alle de deres Kranse ned, der naaede igennem til at blive ,,den, som sejrer", der skal alle de, som

»Striden har stridt, som Døden har lidt, gik ind til den evige Hvile, istemme saa lydt

Halleluja n}'t,

at Englene tie og smile.«

Ned for den korsfæstedes Fod i Tak for den Sejr, han har vundet — da faar ogsaa du dit Navn skrevet, ind blandt Navnene i Guds Riges Sejrsallé.

42

Frem i den opstandnes Spor, i hans Kraft, i Sejr over Synd, i Arbejde for lians liige — da .-kal du ende dér, hvor Sejrsalleen ender, i det evige Hal­

leluja, dér, hvor Sangen skal lyde: ,,Lader os glæde os, vi har sejret, sejret ved Lammets Blod."

(Juli 1918).

D

ger ude paa Marnes Slagmarker. Paa nogle af disse finder man en lille Medalje. Denne Medalje har disse unge Franskmænd gemt som en kostbar Skat. Den er bleven sendt dem fra de Hj em, hvorfra de drog ud, den Menighed, de hørte til.

Paa den ene Side af Medaljen staar der et Kors og en Krone.

Paa den anden Side staar der „Tiens ferme!"

(Hold fast! Hold Stand!). Og saa staar der tre Skatte, der manes til at holde fast ved: Hjem, Kirke, Fædreland.

Ovenover dette "Hold fast!", dette ,,Hold Stand!" findes der en Due.

Det er den Medalje, den evangeliske Kirke i Frankrigs Hovdstad har givt sine unge Mænd med i Kampen for deres Hjem, deres Kirke, deres Fæ­

dreland. Den Røst skal blive ved at følge dem:

„Tiens ferme!"

Langt nede fra Frankrigs blodvædede Jord

44

kommer dej- i Dag en Høst til os, der kan samles her i Fred: „Hold fast!"

Men det er ikke blot en Røst, der kommer fra Frankrig, den kommer fra Herren til det Folk, der vil have ham til sin Gud.

Der er tre Skatte, Herren maner os til at holde fast ved.

Den ene Skat er

VORT HJEM.

\ ort Hus skal være et Hjem.

Der er en Engel, der kommer og banker paa Huset, og naar den Engel kommer ind, forvandler den Huset til at blive et Hjem. Den Engel har de milde Øjne, det varme Hjerte, de aabne Hænder, de travle Fødder. Den hedder Kærlighed.

Et Hus kan være saa rigt og fint og komforta­

belt, det være vil. Naar den Engel ikke kommer der­

ind, bliver det aldrig andet end et Hus.

Et Hus kan være nok saa fattigt og ringe. Naar Kærlighedens Engel kommer derind, bliver Huset forvandlet til et Hjem, et Hjem, om hvilket der kan synges:

»Der er saa hyggeligt allensteds, hvor smaa og store har eet i Sinde, og det, som drager de tunge Læs, i Hjertekamret er inderst inde.«

Naar det, som drager de tunge Læs, naar Kær­

ligheden i Hjertekamret er dybest inde, da bliver Huset til et Hjem.

Der er een, der har sagt, at der skal 4 B'er til for

Blomster.

Den tyske Kejserinde har sagt, at der er 4 K'er, der gør hende lykkelig: „min Kejser, mine Børn (Kinder), min Kirke, mit Køkken."

Men hvordan det nu end er med de 4 B'er og de 4 K'er, saa er der eet K, der hører til for at gøre det hyggeligt i et Hus og gøre Huset til et Hjem — det er Kærligheden.

»Et enkelt Hjem bar saa tidt et Land, naar ud det sendte sin Frelsermand, og mange Tusind af Hjem det var, som Landet frelst ifra Slaget bar, og det, som bærer det gennem Freden, er Hjemmets Pulsslag i Travelheden.«

Det er Kærligheden, der er Pulsslaget i de Hjem, der bærer et Land. Det var fra et saadant Hjem, at han gik ud — Joffre — han, der nu bærer Frank­

rig frelst ud af Slaget.

Naar de engelske og amerikanske Soldater i den sene Aftentime samles i deres Barakker, naar Ka­

nonernes Torden for en Stund er stilnet af, da dra­

ger deres Tanker de mange Mile bort til deres Hjem, og saa synger de deres Hjemve ud i den gamle Sang:

»Om Glæder end betegned hvert Fjed, vi vandred frem, dog Længsel Sjælen fylder ved Tanken om vort Hjem.

Hjem, Hjem, mit kære Hjem,

o, ingen Plet paa Jorden er skon, som du, mit Hjem.«

Om Hjemmet samler de mange Minder sig.

C K ^* 'f

46

Hvad var det, der drog den tabte Søn tilbage, der var vanket ud i det fremmede Land, der var sunket saa d}'bt, at lian havde sin Lyst blandt Skø­

ger, sin Plads blandt Svin?

Det var Mindet om Hjemmet. Der var alligevel en Kærlighed, han ikke havde fundet Magen til noget andet Sted. „Hvor mange Daglejere har min Fa­

der -r-." Selv til Daglejerne havde Kærligheden der­

hjemme strakt sig.

A ort Hjem skal være en Fæstning.

Englænderen har det Mundheld: „Mit Hus min Fæstning." „I mit Hus" — siger han — „dér vil jeg alene have Lov til at raade. Jeg vil ogsaa have Lov til at raade for, hvad jeg giver Indpas i mit Hjem. Det er ikke alle og enhver, det er ikke alt paa Jorden, jeg giver Tilladelse til at komme der­

ind."

Det kan derfor være meget vanskeligt at faa Ind­

gang i et engelsk Hjem, Husets Herre vil nok ^ære klar over, hvem og hvad det er, han lukker ind.

Vort Hjem skal ogsaa være en Fæstning. Der er Aviser, vi ikke skal give Lov til at komme indenfor vor Dør. Der er Bøger, vi skal nægte Adgang.

Der er Blade, fra hvilke der drypper en lang­

som, stadig Gift. Naar et Menneske til daglig læser Spalte op og Spalte ned om Had og Misundelse, Svinskhed og Løgnagtighed, da trænger Giften lidt efter lidt ind i hans Sjæl.

Der er Bøger, mellem hvis Blade Smudset lig­

ger skjult, Bøger, om hvilke det gamle Ord gælder:

„Fly fra Synd som en Slange, kommer du nær til den, saa vil den bide dig !^4,

Du Ægtemand og Ægtehustru, lad dit Hjem være en Fæstning. Du maa selv raade for, hvad Tale der skal føres i dit Hjem, hvilken Tone, der skal herske, hvilke Bøger og Blade, der skal læses, hvilke Mennesker, der skal være Venner, hvilken Aand der skal raade i dit Hi em.

Vort Hjem skal have den rene Luft, der skal ,,Synden kysses bort ifra Barnets Pande," derfra skal der være aabne Døre til Hjemmet histoppe, der skal der være Vinduer, der er aabne op mod det nye Jerusalem.

Vort H jern skal være en Helligdom.

Naar den Engel kommer ind i Huset, der hed­

der Kærlighed, bliver Huset til et Hjem.

Naar den Engel kommer ind i Hjemmet, der hed­

der Jesus, bliver Hjemmet til en Helligdom.

»Naar Jesus kommer ind i Huset og hans den milde Hilsens Fred har alle Hjerter gennemsuset og sænket sig i Sjælen ned, da blir der stille, lyst og mildt da enes atter, hvad var skilt.«

Der kan komme Uro, Bekymring og Ufred ind ogsaa i det Hjem, men Jesus kan gøre det stille, lyst og mildt derinde igen. Der kan ogsaa derinde komme det, der vil skille Hjerterne, men i det Hjem kan Jesus atter forene det, som var ved at skilles.

48

Om det Hjem gælder Salmens Ord: „Her er Gud, vor Gud, han skal ledsage os til evige Tider."

Men skal vort Hjem være en Helligdom, er der lo I ing, der ikke maa glemmes.

Der fortælles om Abraham, at alle Vegne, hvor han opslog sit Telt, dér byggede han Herren et Al­

ter. Han glemte aldrig Alteret.

Det maa heller ikke du glemme. Hvor travlt du end har, giv dig dog altid Tid til at bygge Herren et Alter. Englænderne har noget i deres Hjem, de kalder Husalteret, den daglige Læsning i Guds Ord og Bøn til Gud.

Glem ikke Alteret, glem ikke at lade dit Hjem hellige ved Guds Ord og Bøn. Hvor Alteret ikke er, der er ikke nogen Gud, der er ikke nogen Helligdom, der er ikke nogen Velsignelse.

Der staar om den sunamitiske Kvinde, at hun lod indrette et Gæstekammer i sit Hus. Hun vilde saa gerne laane Hus til den hellige Guds Mand. Og hun kom ikke til at fortryde det. Det kom til at gaa hende selv vel, hendes Mand vel, hendes Barn vel.

Der kom mange Bønner til at stige op til Herren fra det Gæstekammer.

Du skulde ikke glemme at faa et Gæstekammer i dit Hjem, hvis du kan faa det. Og kan du ikke faa det, saa glem dog ikke derfor den Dyd, der hedder Gæstfrihed. „Glemmer ikke Gæstfrihed" — hed det til de første kristne >>thi ved den have nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster."

Og om du ikke har det i din Magt at øve Gæst­

frihed, saa glem dog ikke det, der hedder: det aabne

Hjerte. „Den, som ser sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i ham?" Hvor der ikke er det aabne Hjerte overfor den Broder, der er i Nød, der er ej heller nogen Gud.

Lad dit Hus blive et Hjem, lad dit Hjem blive en Fæstning, lad det blive en Helligdom. Da har du Smilet midt i din Graad, da har du Glorien over din Kiste.

Den anden Skat er

VOR KIRKE.

Der staar i den gamle danske Bog: „Kirken er hver kristen Mands Hjemhus."

»Husene dog med Kirkenavn, bygte til Frelserens Ære,

hvor han de smaa tog tit i Favn, er os som Hjemmet saa kære.

Herlige Ting i dem er sagt.

sluttet har der med os sin Pagt, han, som os Himmerig skænker.«

Det var den fromme Israelits store Glæde at kunne være hjemme i Helligdommen. Han synger om, hvor elskelig den Herre Zebaoths Boliger er, hvorledes han gaar af Sted til Guds Hus med Fry­

deskrigs- og Taksigelsesrøst, hvor han længes efter at bo i Herrens Hus alle sine Livsdage.

Det maa ogsaa være de frommes Glæde nu. Disse Huse er dog bygte „in Dei gloriam", til Frelserens Ære, og der er sagt herlige Ting i dem. Der er ved Døbefonten sagt ud over Tusinder de herlige Ord:

4

50

,.Jeg døber dig i Faderens, Sønnens, Hellig-Aan- dens Navn," ved Alteret er der sagt til Slægt efter Slægt af troende: „Dette er Jesu Kristi Legeme!

Dette er Jesu Kristi Blod!"

Skal vort Hjem blive en Helligdom, da maa der være en Sti fra Hjemmet til Kirken. Og der maa ikke gro Græs paa den Sti. Gror der Græs paa Kiikestien, bliver Huset ikke en Helligdom, maaske ikke engang et Hjem.

Men lidet kan det jo nytte, om vi bliver hjemme i den Kirke, der er bygget af døde Stene, naar vi er fremmede i den Kirke, der er bygget af levende Stene, den Kirke, der hedder Kristi Menighed, med de helliges Samfund, den Kirke, om hvilken der synges:

»Vi er Guds Hus og Kirke nu, byggpt af levende Stene, som under Kors med ærlig Hu Troen og Daaben forene.«

Som en ringe, fattig Hytte er Kristi Menighed regnet i Verden, men den troende vil hellere ligge ved Dørtærskelen i dette Guds Hus som den ringeste af de hellige end sidde til Højbords i de vantros Paladser.

»Ej vil jeg bytte, Gud, i din Hytte Betlerens Plads bort for det Sæde, stolte beklæde højt i Palads.

Godt ikke fattes, hvem Gud liaver kær, La\ t er ej bænket, hvem Gud sidder nær.«