THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

o 746

1

EDV BULL

VERDENSKRIGENS UTBRUDD

HVAD VI VET

OG HVAD VI IKKE VET

I i

(ftv

vS TEENSKE FORLAG rKRISTIANIA

by Steenske Forlag, Kristiania, Norway

T r y k t i C e n t r a l t r y k k e r i e t

K r i s t i a n i a

målet om utbruddet av verdenskrigen 1914, slik som det a l m i n d e l i g v i s b l i r s t i l l e t , s o m e t m o r a l s k s k y l d - spørsmål. Spørsmålet om «skylden for verdenskri­

gen» er — hvis det da i det hele er et spørsmål, og ikke bare vrøvl — ialfald ikke et videnskapelig, men et meta­

fysisk problem, og vedkommer ikke i ringeste måte hi­

storikeren.

Derimot er det et spørsmål av den allerstørste histo­

riske betydning å bringe på det rene hvad det var for forhold som førte frem til verdenskrigen, å skildre og rede ut fra hverandre alle de fjernere og nærmere år- sakersom virket sammen til den store katastrofen. I disse årsakene fletter objektive og subjektive momenter sig tæt sammen, oftest på en slik måte at det er vanskelig å avgjøre om en bestemt begivenhet eller et kompleks av begivenheter skyldes en enkelt mands eller en gruppe av mænds bevisste handlinger eller bestræbelser eller om de kanske snarere er et uundgåelig produkt av en bestemt situation.

Alt i selve problemstillingen står vi derfor overfor næsten uløselige vanskeligheter, og disse vanskeligheter økes endda betragtelig ved materialets karakter.

Materialet til belysning av verdenskrigens politiske forhistorie er rigtignok alt nu overordentlig, uoverkom­

melig stort. Centralmaktenes nederlag og de derpå føl­

gende politiske omvæltninger i disse land tillikemed re­

volutionen i Rusland har bragt frem for dagens lys en mængde stof av den slags som ellers har pleiet å bli bevaret med den allerstørste liemmelighetsfuldhet såvel i de forskjellige utenriksdepartementers arkiver som i de enkelte statsmænds private gjemmer. Officielle «blå- bøker» — i alle regnbuens farver — er blit utgit gang på gang helt siden augustdagene 1914 for å veilede — eller vildlede — parlamenter, presse og publikum; stats­

mænd, diplomater, officerer, pressemænd og andre har utgit erindringer og betragtninger av større og mindre

6

sannfærdighet, og rundt omkring i alverdens aviser er der hauget op oplysninger av de forskjelligste slags, i nærmere eller fjernere forbindelse med emnet.

Og allikevel mangler det meget. Bare for den aller­

mest overfladiske betragtning kan det ta sig ut som om vi er vel underrettet om de vigtigste spørsmålene. Så- snart vi graver litt under overflaten, opdager vi hvor meget det er som mangler i vår kundskap både om de faktiske begivenhetene og om motivene.

Så sterkt som materialet fremdeles vokser — fra må­

ned til måned — er det naturligvis klart at en del av disse hullene efterhånden fyldes. Men likeså klart er det også at det kan komme til å vare både tyve og femti år, tør det blir tale om fuldstændig publikation av aktstyk­

ker og erindringer og andre vigtige kilder. Og vår tid — som har den allerstørste interesse av å trænge så dypt inn i saken som mulig — vil derfor være nødt til på mange punkter å måtte nøie sig med kombinationer og slutninger.

For å gjøre disse så solide, så vel underbygget som mulig gjælder det først og fremst å komme frem til en kritisk samling, sigtning og vurdering av kilderne og til en oversigt over de problemer som foreligger og som kan — eller ikke kan — løses; et forsøk på å gi en slik

«veiviser» er det som her skal bli gjort. Virkelig fuld- stændighet er det neppe mulig å opnå, og arbeidet vil sikkert også meget hurtig bli forældet; mer end et skridt på veien henimot det store mål kan det ikke ha håb om å bli.

De dyptliggende årsaker av økonomisk, social og na­

tional natur som førte frem til verdenskrigen, ligger det utenfor opgaven her å beskjæftige sig med. Det er kri­

gens diplomatiske forhistorie vi vil følge; opgaven er altså av rent p o l i t i s k-h i s t o r i s k karakter. Det er desuten også bare den siste fase av forhistorien som ved­

kommer os. Dannelsen av de to store maktgruppe- ringene, tripelalliansen og tripelententen, går vi ut fra som et faktum og søker bare å finne frem til de forhold som direkte ledet til bruddet mellem disse to store gruppene.

Et hensigtsmæssig utgangspunkt tør da være året 1911, hvor ordningen av Marokkospørsmålet på den ene side skaper avslutning på et stort kompleks av begiven-

heter, mens på den andre siden Italiens Tripoliskrig åp- ner et nyt avsnit i Balkanspørsmålets historie — det spørsmål som endelig blev den umiddelbare foranledning til verdenskrigen.

Det første store politiske problem vi møter blir da dannelsen av Balkanforbundet. Før vi går til en virkelig drøftelse av hvad vi vet eller ikke vet om dette og lig­

nende spørsmål, må vi imidlertid gjøre nogen mere al­

mindelige bemerkninger om det foreliggende materiales omfang og art.

Hvad der foreligger av egentlige bibliografier, er na­

turligvis meget langt fra tilfredsstillende. Alt meget tid­

lig under krigen blev der vistnok gjort de første forsøk på bibliografiske sammenstillinger av forskjellige slags.

Men den fart hvormed materialet har vokset og frem­

deles vokser, gjør at slike forsøk ubønhørlig forældes alt i løpet av nogen måneder, og selv et så fortjenstfuldt ar- b e i d e s o m ø s t e r r i k e r e n J . L . K u n z ' B i b l i o g r a p h i e der Kriegs l i t t e r a t u r (Berlin, 1920) er derfor nu i virkeligheten litet brukbart; væsentlig det samme gjæl- der også om Subjectlndex of the books rela­

ting to the European war 1914—1 9 18, ac­

q u i r e d b y t h e B r i t i s h M u s e u m , 1 9 1 4 — 1 9 2 0 (London, 1922).

Dertil kommer vanskeligheter av speciel art. Både under og efter krigen har adgangen til fremmed littera­

tur været meget vanskelig i de fleste land, og navnlig for rent bibliografiske undersøkeiser har dette været til stort hinder1). En række vigtige oplysninger er dernæst også offentliggjort på en slik måte — f. eks. i aviser — at det har været praktisk talt umulig å skaffe sig nogen virkelig oversigt over dem, og først efterhvert som ar- beidet skrider frem kan man gjøre sig håb om at det me­

ste av dette «halv-tilgjængelige» stoffet tilslut vil bli forskningens virkelige eiendom.

Selv det allerførste innsamlings- og ordningsarbeidet mangler det altså endnu meget i, og det er endda kanske det letteste. De egentlige vanskeligheter møter os først, når vi kommer til kritikken av det som foreligger.

Stort set falder materialet i to hovedgrupper: offici-

!) At bibliotekene i Kristiania mangler en del bøker, som burde været benyttet i dette arbeide, er en sak for sig, som imidlertid gjør min undersøkelso endnu mere ufuldkommen end den hadde behøvet å. bli i et større videnskapelig centrum.

ser. Innenfor begge disse grupper må naturligvis livert enkelt arbeide prøves på sin værdi og påliteligliet; men nogen mere almindelige bemerkninger om forholdet mel­

lem disse to arter av kilder kan vi dog gjøre alt på dette trin av vår underøkelse.

Den tyske diplomat friherre v. Eckardstein, hvis erindringer væsentlig angår tiden omkring århundred­

skiftet og derfor ikke direkte vedkommer os, fremhæver meget sterkt at selv om en historiker fik fri adgang til samtlige arkiver, vilde han dog ikke kunne danne sig no­

get sandfærdig billede av vår tids politik; det officielle aktmateriale er efter hans opfatning for en stor del bare h v a d V o l t a i r e k a l d t e h i s t o r i e n , u n e f a b l e c o n - venu e, og for Tysklands vedkommende begrunner han dette med en henvisning til at den virkelige ledelse av utenrikspolitikken efter Bismarcks fald gjennem mange år blev utøvet ikke av de skiftende rikskanslere og stats­

sekretærer, men av utenriksdepartementets politiske di­

rektør, geheimeråd Fritz von Holstein, og at denne le­

delsen for en stor del blev utøvet på uofficiel vei, ved privat korrespondanse og private samtaler mellem Hol­

stein og de diplomater, han hadde tillid til. Uten kjend- skap til hvad der således foregik, skulde det derfor være helt umulig å få noget begrep om den virkelige sammen­

hæng.

Noget helt tilsvarende til Holsteins merkværdige maktstilling har nu tydeligvis ikke forekommet i nogen av de andre stormaktenes politiske ledelse. Men at ku- lisseinnflytelser har gjort sig gjældende overalt, er klart nok, og likeså klart er det at om dem vil det offi­

cielle aktmaterialet aldrig kunne gi tilfredsstillende op­

lysning. På den andre siden vet vi også — bl. a. fra de belgiske innberetninger som senere vil bli nærmere om­

talt— at utenriksdepartementenes arkiver ikke bare in- neholder instruktioner og depescher, til belysning av konkrete fakta, men også innberetninger av mere al­

mindelig karakter, og når vi får et tilstrækkelig stort slikt innberetningsmateriale, vil det i mange tilfælde kunne tillate slutninger også om kulisseinflytelsenes art og rækkevidde.

Men selv bortset fra kulisseinnflytelsene er der van- skeligheter. I meget stor utstrækning arbeider jo diplo- matiene med et dobbelt sæt av papirer, et som kan vises

frem til forhandlere eller publikum, og et som bare er til instruktion for ens egne folk, og kjendskap til det første, offentlige sæt er åpenbart ikke tilstrækkelig til å gi oversigt over og forståelse av hvad der foregår. Mer end på de fleste andre områder gjælder det derfor med hen­

syn til diplomatiske aktstykker, at før man har fåt et fuldstændig kjendskap til hele materialet, før alle dokumenter av betydning er offentliggjort, er man stadig utsat for de alvorligste misforståelser.

Fuldstændighet i publikationene er det nu åpenbart endnu ikke på noget punkt i verdenskrigens forhistorie tale om, og til å opveie denne mangel, som klæber ved hvert enkelt av de utgivne verker, har vi ikke andet end den ting at våre publikationer er så mange og uensar­

tede, skriver sig fra så motsatte hold, at de i stor utstræk- ning kontrollerer og supplerer hverandre.

Hvad memoirene angår, er det en fælles ting som præger dem næsten allesammen: de er skrevet efter kri­

gen, i en ny verden, i en helt ny situation, og bare de allerfærreste av memoireforfatterne er istand til — selv om de har en ærlig vilje til det — å gi en sannfærdig ut- redning av hvilke overveielser og motiver det var, som dengang var de bestemmende.

Næsten alle har de rigtignok gjort bruk av samtidige akter og optegnelser; en og anden har endog git sine erindringer form av likefremme dagbøker; men selv overfor dem kan vi ikke fuldt stole på samtidigheten; vi vet ikke i hvilken utstrækning de oprindelige dagboks- optegneisene har været utsat for retouchering før of- fentliggjørelsen.

Videre gjælder det om næsten alle memoirene at de er skrevet med et bestemt formål for øie. De skal forsvare en person, et system, en politik — eller de skal angripe;

og vi må derfor regne med at de altid fremstiller alting i et bestemt lys, fortier, forvrænger, forfalsker eller misforstår¹).

Og her er den innbyrdes kontrol mellem de forskjel-

1) Efter den gjængse inndeling av kildene i lærebøkene i histo­

risk metode og teknik skulde man klassifisere memoirene som «beret­

ninger» og dokumentene som «levninger». Ved «levningene» skulde nu de værste vanskeligheter være over, når vi har konstatert om de er «ekte»

eller «forfalsket»; ved «beretningen» derimot begynder netop de største kritiske vanskelighetene da; vi er slet ikke så svært langt hjulpet, for det om vi kan bringe på det rene at en memoirebok er «ekte», altså forfattet av den mand som står på titelbladet.

lige arbeider langt mindre fruktbar end ved dokumen­

tene. Den største værdi ved disse erindringer ligger ikke så meget i hvad de fortæller om faktiske begivenheter;

dem kjender vi ofte vel så godt fra dokumentene; men de gir sammenhængende fremstillinger av de motiver og tankerækker som fører frem til begivenhetene, og om slike motivrækker vil det efter sakens natur gjerne være bare en enkelt eller nogen få som er underrettet.

Netop på de avgjørende punkter svikter derfor her gjerne muligheten for en kontrol og vi vil derfor ofte måtte nøies med den indre kritik som verket selv gir an­

ledning til.

Engang i en fremtid vil der vel nok komme til å fore­

ligge et materiale som vil kunne gi en viss kontrol over­

for memoirene, nemlig privatbrev fra memoireforfat- terne fra den tid, memoirene handler om. Men inntil et slikt materiale foreligger i større utstrækning, blir det den indre kritik av den enkelte bok som blir hovedsaken;

og man tør kanske si som en sammenfattende karakte­

ristik av de fleste av de arbeider, det her gjælder, at den sterke, oprevne tid med de voldsomme motsætninger har været meget ugunstig for objektiviteten. Påliteliighets- graden og kildeværdien synes gjennemsnitlig å være mindre for disse memoirenes vedkommende end for de fleste diplomatiske og politiske erindringer fra f. eks.

det 19. årh.

På den andre siden skal man naturligvis heller ikke undervurdere den fordel — som f. eks. er sterkt frem­

hævet av Nekludov — at netop de store omvæltningene har git en frihet i vurderingen av førkrigsepokens men­

nesker og forhold, som en samtid ellers aldrig kan regne med å nå.

Nogen veiledning gjennem kildernes vildnis kan for det første såvel enkeltundersøkelser som større sammen­

fattende arbeider gi. En del slike vil bli nævnt å det føl­

gende; men nogen fortjener dog alt nu en foreløbig omtale.

Fra centralmaktenes side1) er da først å nævne den s t o r e ø s t e r r i k s k e h i s t o r i k e r H e i n r i c h F r i e d j u n g s D a s

Troda alle forsøk på objektivitet riser det sig, at praktisk talt ingen historiker endnu har evnet å se på disse ting fra et standpunkt som er hævet over nation eller klasse, og det er derfor hensigtsmæssig trods alt å klassifisere historikerne efter maktgruppene under verdens­

krigen.

Z e i t a l t e r d e s I m p e r i a l i s m u s . H v a d d e r n a v n ­ lig vedkommer os, er tredje bind av dette stort anlagte verk, som utkom i 1922 og rækker frem til høsten 1913;

forfatteren døde fra det, før han blev helt færdig, og det blev da avsluttet med et N a c h w o r t av Otto Hoetzsch, som skulde gi en skildring av det siste året før verdens­

krigen, men som ikke er blit nogen virkelig fortsættelse av Friedjungs store verk.

Friedjung var en betydelig historiker og næsten hver side i hans bok bærer præget av hans inntrængende for­

ståelse av de drivende kræfter i historien og hans om­

fattende kjendskap til moderne verdenshistorie, likesom han også har bearbeidet et meget stort materiale. Men den rolig avbalanserte, alsidige vurdering lå ikke netop for hans kraftfulde temperament, og hans arbeide må derfor benyttes med våken kritik. Dets største værdi for os ligger i at han har benyttet et stort og her vanskelig tilgjængelig materiale fra Østerrike og Balkanstatene og desuten i hans personlige innsigt i og befatning med østerriksk politik.

En i mange henseender nyttig og dygtig veiviser gjennem materialets urskog gir også Veit Valentin, D e u t s c h l a n d s A u s s e n p o l d t i k v o n B i s ­ m a r c k s A b g a n g b i s z u m E n d e d e s W e l t ­ krieges (1921). Formålet er rigtignok her — som ti­

telen sier — forsaavidt begrænset som det ikke er hen­

sigten å forfølge i sammenhæng mer end den ene, en­

kelte stormakts politik. Men navnlig ved behandlingen av de siste uker før krigsutbruddet gjennemgår han dog hele begivenhetsforløpet i sammenhæng, med adgang til et større materiale end nogen tidligere forsker og med større ro og objektivitet end man ellers vanligvis finner.

Valentin, som er (eller var) professor i Freiburg, fik alt i 1915 i opdrag av utenriksdepartementet i Berlin å forfatte et slikt arbeide og fik i den anledning adgang til officielle utdrag av akter og oplysninger om akter.

Arbeidet blev imidlertid — av grunne som ikke er nær­

mere oplyst — ikke offentliggjort under krigen, og efter novemberrevolutionen 1918 fik forfatteren sit manu­

skript tilbake. På grunn av de nye data som nu var kom­

met frem, var det imidlertid helt forældet og måtte gjennemarbeides helt fra nyt av; gjennemarbeidelsen blev færdig til julen 1920, og hvad der siden er kommet frem, har forfatteren altså ikke kunnet ta hensyn til.

Valentin Die Deutsche Liga für Völkerbund; han gjorde regelmæssig videnskapelig arbeide for ligaen og utførte også denne bok i nært samarbeide med ligaen. Hans op­

fatning er derfor meget forskjellig fra den, man træffer hos en utpræget nationalistisk forfatter som grev Ernst R e v e n t l o w , P o l i t i s c h e V o r g e s c h i c h t e d e s Grossen Krieges (Berlin, 1919).*)

Reventlow går ut fra en ganske bestemt opfatning, nemlig at krigsutbruddet i virkeliglieten skyldes bevisst, sammenhængende og planmæssig arbeide fra Englands side, og uaktet hans lære er utarbeidet med stort talent,2) kan det dog for en rolig og upartisk betragtning av kildematerialet ikke være ringeste tvil om at den er helt urigtig. Hans bok er derfor ikke tilnærmelsesvis så nyttig som Valentins.

Av meget stor værdi for vårt formål er derimot grev M a x M o n t g e l a s , L e i t f a d e n z u r K r i e g s s c h u l d ­ f r a g e (Berlin, 1923). Vistnok er boken, som alt titlen angir, et politisk innlæg i det spørsmål som Versailles­

fredens skyldparagraf (§ 231) liar gjort til et politisk dogme; men den er overordentlig klar og kyndig, og forfatteren hører til de tyskere som i de siste år har hat anledning til å trænge dypest inn i problemene. I en række tidsskriftavhandlinger har han behandlet for- skjellige enkeltspørsmål vedrørende emnet; sammen med professor Walther Schücking har han utgit de ne­

denfor omtalte, betydningsfulde, såkaldte «Kautsky-do- kumenter», og også for sin «Leitfaden» har han hat ad­

gang til utrykte dokumenter fra riksarkivet i Potsdam, iikesom han har kunnet benytte litteraturen i hele dens omfang. Han er nok mindre fri i sin opfatning end Va­

lentin, noget sterkere bundet av officielle hensyn; men på den andre siden er hans problemstilling kanske skar­

pere, fastere og klarere.

Fra fransk side er det vigtigste samlede arbeidet A. Debidour, H i s t o i r e diplomatique de l'E u- rope depuis le congrés de Berlin jusq u'å

x) Denne boken går frem til mordet i Serajevo; begivenhetene fra da av og frem til krigsutbruddet forbeholder forfatteren et eget ar­

beide om krigens diplomatiske forhistorie.

2) Den her omtalte boken er forøvrig ikke på langt nær så be­

t y d e l i g s o m h a n s æ l d r e a r b e i d e , D e u t s c h l a n d a u s w ä r t i g e Politik 1 8 8 8—1 9 14 (9. utg., Berlin, 1918).

n o s j o u r s ( P a r i s , 1 9 1 8 ) , h v i s a n d e t b i n d b e h a n d l e r perioden fra 1904 til 1916. Den er imidlertid skrevet så tidlig at den bare kan bygge på de officielle blåbøkene, ikke på nogen av de erindringene og dokumentsainlin- gene som netop er kommet frem efter 1918 og som liar øket vår kundskap så overordentlig sterkt.

Det samme er tilfældet med den for sin tid så for­

trinlige History of twelve days (New York, 1915) a v J . W . H e a d l a m , o g m e d E l l e r y C . S t o w e l l s T h e d i p l o ­ m a c y o f t h e w a r o f 1 9 1 4 , T h e b e g i n n i n g s of the war (Boston & New York, 1915).

Bøker som er skrevet så tidlig — før 1919 — er i virkeligheten nu til liten nytte for forskningen. En og anden detalj kan kanske brukes; men i det store og hele er de rent forældet. Og fra fransk eller engelsk side fore­

ligger det — såvidt jeg har kunnet se — ikke noget sam­

menfattende arbeide fra disse siste årene, som kan danne grunnlag for vådere studier. Endog professor C . O m a n ' s T h e O u t b r e a k o f t h e w a r o f 1 9 1 4 — 19 18 (London, 1919), er sterkt forældet, fordi den bare kjender en liten del av det nye materialet; på den andre siden har dog den udmerkede Oxforder-historiker fåt adgang til en del utrykt engelsk arkivmateriale og til mundtlige oplysninger fra engelske statsmænd, og hans bok som desuten er skrevet med stor fasthet og klarhet i ræsonnementet — vil derfor altid bevare sin værdi.

På et mellemtrin mellem de historiske fremstillin­

gene og de egentlige kildeutgavene står de samlinger av materialet fra blåbøkene, som det fins adskillige av og som er ganske nyttige og hændige å slå op i. De skriver sig allesammen fra krigens første tid, fra før de store avsløringene var begyndt, og gir altså bare det op­

rindelige, officielle materialet. De vigtigste av dem er Max Beer, « D a s R e g e n b o g e n - B u c h » . D i e E u ­ r o p ä i s c h e n K r i e g s v e r h a n d l u n g e n ( B e r n , 1915).

Joseph Reinach, H i s t o i r e d e d o u z e j o u r s ( P a ­ ris, 1917).

Ernst Sauerbeck, D e r K r i e g s a u s b r u c h ( B e r l i n , 1919).

Som håndbøker er disse samlingene gode nok; men for et mere inntrængende studium kan de dog ikke gjøre de enkelte originalutgavene overflødige, idet det jo er vigtig å kunne gjøre sig op en mening ikke bare om de

enkelte fakta, men også om hellietskarakteren av de forskjellige «regnbue-bøkene».¹) Vigtigere end denslags samlinger i kronologisk orden som opløser de oprinde­

lige bøkene, er derfor den samlede utgaven av disse bøkene, men forsynet med registre, kronologiske tabeller, innholdsfortegnelser o. s. v., som er utgit for C a r n e g i e E n d o w m e n t f o r I n t e r n a t i o n a l P e a c e a v James Brown Scott, Diplomatic Documents Re­

l a t i n g t o t h e O u t b r e a k o f t h e E u r o p e a n War, I—II (New York, 1916). Dokumentene foreligger rigtignok her i engelsk oversættelse, ikke i originalspro­

get; men allikevel er denne utgaven den som best vilde kunne erstatte originalene.

Det kildekritiske arbeidet begyndte straks ved pub­

likationen av de første «blåbøkene». Det var jo uten videre klart at det materiale de inneholdt, ikke var ut- tømmende, og det var endvidere på det rene at de var samlet og utgit med bestemte politiske formål for øie;

man måtte derfor være forberedt på at de kunde inne- liolde tendensiøse utelatelser og forfalskninger i disse formåls tjeneste.

Der var her en iøinefaldende forskjel på de forskjel­

lige blåbøkene. Den tyske hvitboken var overordentlig knap og bød derfor meget litet håndtak for en kritisk prøvelse²); den fianske gulboken og den engelske blå- boken var langt rikholdigere, og det lot sig derfor av dem langt lettere trække slutninger om hvad der måtte være utelatt eller forvrængt.

Denne forskjellen trær tydelig frem i det første større kildekritiske arbeidet over stoffet, Ludwig Bergsträssers

*) Farvenc på de forskjellige officielle dokumentsamlingene er følgende: a) den engelske blev først utgit som «white paper», men kom siden i on fuldstændigere utgave som en blåbok; b) den franske er en gulbok, c) den tyske en h v i t b o k, d) den russiske en orangebok, e) den østerrikske en r ø d b o k, f) den serbiske en b l å b o k , g ) d e n b e l g i s k e e n g r å b o k o g h ) d e n i t a l i e n s k e e n g r ø n - b o k. Da skikken med slike utgaver til oplysning for parlament og presse skriver sig fra England, kaldes de ofte, trods farveforskjellen på omslaget, sammenfattende for blåbøker.

-) Hovedårsaken til at den første tyske hvitboken er så meget knap­

pere end de andre maktenes, er at den blev forelagt for Riksdagen alt den 4. aug., altså før den engelske krigserklæringen, og derfor måttes utelate en hel del av det vigtigste stoffet. Av samme grunn er også de eenere suppleringene vigtigere fra tysk side end fra de andre maktene som fordi de ventet noget længere med sin første publikation, kunde gjøre denne indholdsrikere.

avhandling Die diplomatischen Kämpfe vor Kriegsausbruch (München—Berlin, 1915; sær­

t r y k a v H i s t o r i s c h e Z e i t s c h r i f t ) .

Som en almindelig vurdering av disse aktstykkene (publisert dels i augustdagene, dels i månedene oktober

1914 februar 1915) fremhæver Bergsträsser med fuld ret at vistnok er publikationene å opfatte som tendens- arbeider, der skal tjene bestemte hensigter og derfor er av tvilsom pålitelighet, men at på den andre siden disse hensigter er av forskjellig art og tildels står i indre strid med hverandre; de gir derfor allikevel bedre håndtak for en kritik end man skulde vente. De skal nemlig ikke bare virke i landet selv,1) men også i utlandet, det neu­

trale og det krigførende, og det er derfor nødvendig å ta hensyn til meget uensartede mentaliteter.

Endda vigtigere er det naturligvis at den ene regje- ring med forkjærlighet publiserer hvad der kan tjene til å kompromittere dens motstander, og at altså den ene publikation hjælper os til å kontrollere den andre;

og endelig er det værd å lægge merke til at ialfald en del av publikationene er gjort i slikt liastverk at både det ene og det andre er kommet med, som ved en om­

hyggeligere bearbeidelse utvilsomt vilde være blit for­

tiet.

Som et karakteristisk eksempel på hvorledes vi kan konstatere dette hastverksarbeidet, kan nævnes at i den engelske blåboken var der et dokument, hvis ubehagelige karakter først blev opdaget så sent at man ikke kunde forandre nummerordenen, da man tok det ut; nr. 28 står derfor åpent i originalutgaven av den engelske blåbok.

Men også utelatelser og forkortelser i det enkelte aktstykke lar sig påvise. Når f. eks. den franske ge­

sandten i Petrograd, Paléologue, den 24. juli 1914 bare har en ganske kort og litet sigende depesche til utenriksdepar-

tementet på Quai d' Orsay, mens vi fra den engelske blåboken vet at Paléologue og Buchanan den dag sam­

men har hat en overordentlig vigtig samtale med Saso- nov i selve den franske ambassaden, så er det helt klart at han m å ha innberettet dette og at gulbokens de-

!) Dette spiller navnlig i England en stor rolle, hvor det gjaldt å påvirke sterke pacifistiske strømninger.

pesclie altså er forkortet og helt misvisende. Grunnen til at den engelske blåboken her er så meget oprigtigere end den franske gulboken, ligger også klart i dagen:

det er fordi Paléologue ikke gjør det ringeste forsøk på å lægge nogen dæmper på den russiske utenriks- ministers agressive holdning, men tvertimot lover ham al mulig støtte, mens Buchanan derimot forholder sig yderst reservert.¹)

Men der er også en mere almindelig forskjel mellem den franske gulboken og den engelske blåboken. Uak- tet blåboken alt er fra 5. aug., mens gulboken først ut- kom 1. dec. og altså kunde forberedes langt omhygge­

ligere, er dog blåboken langt værdifuldere og innholds- rikere eller rettere sagt den er uten sammenligning den værdifuldeste av alle «regnbuebøkene». Med det sterkt utvidedie kjendskap, vi nu har til begivenhetene i juli 1914, kan man vistnok med tryghet si at den en­

gelske blåboken er den eneste som gir et i alt væsent­

lig sannfærdig og fuldstændig billede av dem, slik som die måtte fortone sig fra vedkommende hovedstad.

Dette særpræget ved den engelske blåboken er hel­

ler ikke vanskelig å forklare. Dels hænger det sammen med de gamle parlamentariske traditioner i England, som både kræver og muliggjør større åpenhet mellem regjering og parlament, dels med at England jo virke­

lig, ialfald til de siste dagene, gjorde alt som kunde gjø- res for å bevare freden i Europa, og derfor liadde langt lettere for å lægge sine papirer frem til granskning netop fra fredssynspunktet; og endelig kan det kanske også være værd å lægge merke til at på grunn av sin centrale stilling har London i de kritiske dagene sik­

kert været bedre orientert end nogen andien hovedstad.

I den franske gulboken er det derimot — som vi alt har konstatert et enkelt eksempel på — let å påvise tendensiøse urigtigheter. Karakteristisk for denne publikation er det således at den som første del (betitlet Avertissements) har en samling på seks doku­

menter fra hele året 1913, som skal vise krigsstemning

J) I et tillæg avtrykker gulboken vistnok Buchanans skrivelse, men med en meget karakteristisk uteladelse av et par sætninger på slutten, hvor den engelske ambassadør sier at han har det inntryk, at «Frank-

rike og Eusland er besluttet på å innta en fast holdning», og at han bygger delte på det sprog, Paléologue førte.

fra tysk side. At nogen slike få tilfældige utpluk av det store stof som de fransk-tyske forbindelser for et helt år må utgjøre, i virkeligheten ikke beviser nogetsomlielst, er alt på forhånd helt klart; men dertil kommer at vi for to av de seks — som efter unævnte kilder gjengir samtaler og uttalelser av generalstabschefen von Moltke

— har dennes eget uttrykkelige og kategoriske dementi, datert 18 dec. 1914¹). Også andre stykker er dementert fra tysk side, uten at man dog sikkert kan avgjøre om dementiet er pålideligere end påstanden. Derimot er nr.

5, en anonym utredning om stemninger i Tyskland, da­

tert 30. juli 1913, åpenbart sammenarbeidet — og dårlig sammenarbeidet — av notiser fra forskjellig tid; det fremstiller bl. a. den i 1911 avdøde preussiske utenriks- minister v. Kiderlen-Wächter som endnu levende; dets beviskraft for krigsstemning i Tyskland sommeren 1913 er derefter ikke stort bedre end nul.

Saklig set likeså snau og indholdsfattig som den ty­

ske hvitboken er den russiske orangebok som utkom alt den 4. aug. Den inneholder vistnok hele 79 numre; men det står litet i dem; karakteristisk for hvor mangelfuld den er netop på det avgjørende punkt — til å vise rus­

sisk politik i Serbien — er det at den ikke inneholder mer end et eneste telegram fra Petrograd til Belgrad,2) og det er endda ikke fra utenriksministeren; det er et fyrstetelegram, fra keiseren til prins Alexander, den 27. juli, og lover hjælp, hvis det kommer til krig. Men dernæst kan vi nu ved hjælp avUnLivre Noir³) kon­

statere en række likefremme forfalskninger, idet der er skåret væk sætninger med den tendens å fremstille Tysk­

land som mere krigslystent, Rusland (og Frankrike) som mere fredsommelige end det fremgår av de fuldstændige telegrammene.

Den østerrikske rødboken som først utkom i januar 1915, gir meget fyldig besked om Østerrikes anklage- materiale mot Serbien; men det var jo ikke mer end man kunde vente. Videre øker den kundskapen om for-

* ) D e u t s c h l a n d s c h u l d i g ? D e u t s c h e s W e i s s b u c h ü b e r die Verantwortlichkeit des Krieges (Berlin, 1919),

s. 75 f.

2) Overordentlig mangelfulde er også meddeleisene om hvad am­

bassadøren i Wien har innberettet.

( Se b. II, s. 275, 277 f., 279 f., 281 f. o. fl. st.

2 — Verdenskrigens utbrudd.

handlingene mellem Wien og St. Petersburg meget be­

tragtelig, eller rettere sagt gir den første virkelige be­

sked om dem. Derimot er den — fremdeles i overens­

stemmelse med hvad man måtte være forberedt på — praktisk talt taus angående forhandlingene mellem Wien og Berlin.

Et enkelt punkt som i høieste grad vanskeliggjør en kritisk behandling av dokumentene, er kronologien. Vi kjender nok datoen for avsendelsen av telegrammene — rigtignok må man også her være forberedt på forfalsk­

ninger — men det er klart, at under det voldsomme pres av begivenheter i de siste dagene før krigsutbruddet, spil­

ler timer en stor rolle, og bare i undtagelsestilfælde er også klokkeslettet notert på telegrammet1) og fremfor alt vet vi ikke når de er mottat og hvor lang tid det kan ha tat å chiffrere og dechiffrere dem. For den som vil vurdere de enkelte statsmænds enkelte handlinger, er det jo avgjørende å vite hvad for forutsætninger vedkom­

mende minister, monark eller ambassadør har hat i det øieblik han traf sin bestemmelse, og det kan man ikke få greie på uten kjendskap til klokkeslettene for tele­

grammenes ankomst og avgang. Først Kautskydoku- mentene og endel oplysninger i enkelte av memolre- bøkene gir os her holdepunkter som i tidens løp vil kunne muliggjøre en fuldstændig præcisering av tidspunktene. Dermed er det naturligvis ikke sagt, at memoireforfatterne i regelen vil kunne huske klok­

keslettene, eller at man ubetinget skulde kunne stole på hvad de opgir for klokkeslet; erfaringsmæssig vet man at netop tidssammenhæng er det som allerlettest forskyver sig i erindringen. Men det er en række kon­

krete meddelelser om at den og den bestemte diskussion eller beslutning blev holdt eller truffet som følge av at den og den bestemte besked var innløpet — det er en række slike ting som hjælper os til nærmere kronologisk bestemmelse.

Disse kildekritiske betragtninger og undersøkeiser over blåbøkene kunde gjøres alt i krigens første år, og de er ikke blit nævneværdig ændret ved hvad vi siden har fåt vite.. Men de oprindelige blåbøkene er rigtignok nu bare en forholdsvis liten del av vårt materiale.

i) Det vil si i blåboksutgavene; originalene Til i regelen være helt tidfæstet, og i fremtiden vil man derfor her kunne bli heldigere stillet.

Den første større forøkelse efter blåbøkene ved krigs- utbruddet fik materialet ved de tyske publikationer fra belgiske arkiver. Efterat Belgien var besat i begyndelsen av krigen lot den tyske regjering anstille undersøkeiser i utenriksdepartementet i Brüssel, først og fremst med det formål å finne vidnesbyrd om at den belgiske regje­

ring hadde forsyndet sig mot den strenge neutralitets krav, men dernæst også i håb om å finne andre oplys­

ninger av politisk værdi.

Det første resultat av dette arbeide blev en officiel p u b l i k a t i o n f r a d e t t y s k e u t e n r i k s d e p a r t e m e n t , B e l g i ­ sche Aktenstücke 190 5—1 9 1 4 (1915) — 119 do­

kumenter som inneholder innberetninger fra de belgiske gesandter i Berlin, London og Paris. Utvalget var imidler­

tid foretat med bestemte politiske formål for øie og sam­

lingens værdi var derfor meget betinget.

Langt lærerikere er da den store samlingen fra det samme arkiv, som under ledelse av Bernhard.

Schwertfeger blev utgit i fire bind under fælles­

titlen Zur Europäischen Politik 189 7—1 9 1 4 (1919); vigtig for os er navnlig fjerde bind, utgit av A l f r e d D ö r e n m e d u n d e r t i t l e n 1 9 1 2 — 1 9 1 4 K r i e g s - s t r e i b e r e i e n und Krdegsrüstungen. For­

talen til hele samlingen er datert 5. nov. 1918 og arbei- det altså gjort færdig under det gamle styret før novem­

berrevolutionen og «in amtlichem Auftrage.»

Innholdet av samlingen er en lang række cirkulærer, utarbeidet i utenriksdepartementet i Brüssel på grunn- lag av gesandtskapsinnbereitninger og utsendt til de bel­

giske gesandtskapene i utlandet til almindelig oriente­

ring for disse. Tilsammen gir disse cirkulærene derfor en sammenhængende oversigt over disse årenes diplo­

matiske historie og over alle stormaktenes politik, slik som man opfattet den i utenriksdepartementet i Brüssel.

At man her var særdeles vel underrettet om det meste av det som foregik, fremgår til fuld evidens av aktstyk- kene. Belgiens utsatte stilling gjorde det også til en nød- vendighet for regjeringen i Brüssel til enhver tid å holde sig så godt orientert som på nogen måte mulig, og en gjennemgåelse av stoffet kan ikke andet end gi en høi forestilling om det belgiske diplomatis dygtighet.

Fra tysk side er der lagt særlig vekt på innberetnin- gene fra baron Beyens, den belgiske gesandt i Berlin

1912—14, og det er derfor nyttig å sammenstille dem m e d B e y e n s ' e g n e o r d i h a n s b o k L ' A l l e m a g n e a v a n t l a G u e r r e . L e s C a u s e s e t l e s R e s p o n - s a b i l i t é s (Paris, 1915), det første vigtige av alle de mange memoireverker til krigens forhistorie.

Hvad selve krisetiden angår, så mente Beyens¹) helt fra det øieblik av, da han fik vite om det østerrikske ul­

timatum, at Østerrike aldrig vilde ha våget å gå til et slikt skridt uten Tysklands samtykke, at Tyskland aktet å benytte anledningen til å slå et dødelig slag mot Rus­

land og Frankrike, og at krigsfaren derfor var over­

hængende.

Når dette straks blev hans opfatning, hænger det na­

turligvis sammen med at han alt på forhånd — som det fremgår både av boken og depeschene — hadde en sterk følelse av at krigspartiet var i vekst i Tyskland.

Han regner vistnok i nogen grad med keiseren som en fredsfaktor,2) og endnu i en depesche av 16. dec. 1912 hævder han bestemt at Tyskland har et fast ønske om å bevare den europæiske fred; men alt sommeren efter regner han — i anledning av keiser Wilhelms regjerings-

jubilæum — med at de herskende klasser i Tyskland, ikke bare pangermanistene men også de liberale, kan komme til å ville tvinge keiseren til å bruke sin militær- makt, og isåfald regner han også med at keiseren sand­

synligvis vil bøie sig for den offentlige mening.

Kanske endnu værdifuldere er imidlertid de belgiske innberetningene fra Paris som gir et sterkt inntryk av i hvor høi grad man fra belgisk side hadde øinene åpne for farerne ved den franske (og russiske) politik. Særlig fra første halvår av 1914 er vidnesbyrdene talrike om at man i Brüssel så dette ganske klart; således heter det den 16. januar 1914:

«Det er i virkel'igheten de herrer Poincaré, Delcassé, Millerand og deres venner, som har funnet på og drevet på med den nationalistiske, militaristiske (cocar-

1) Hans fremstilling i boken bekræftes her helt av hans depescher fra dagene 24.—26. juli 1914 til utenriksdepartementet i Brüssel (trykt i den andre belgiske gråboken).

2) Som man kunde vente sig, er der dog her en viss forskjel mel­

lem depeehene og boken, som er forfattet midt under krigen og derfor haf fåt en mere keiserfiendtlig tone.

d i é r e) og chauvinistiske politik, hvis gjenfødelse vi har konstatert. Denne politik utgjør nu en fare for Eu­

ropa og for Belgien. Man kan endog i den se den største fare som idag truer Europas fred, ikke fordi republik­

kens regjering er tilbøielig til med velberåd hu å for­

styrre den — det motsatte synes sikkert — men fordi den holdning som regjeringen Barthou¹) har inntat, er blit en avgjørende årsak til vekst for de militaristiske ten­

denser i Tyskland.»

Den 8. mai 1914 refereres en del uttalelser av «en av de best underrettede mænd i Paris»:

«Det er ubestridelig at den franske nation i de siste måneder er blit mere chauvinistisk og mere selvtillids­

fuld. De samme meningsberetitigede (autorisés) og kompetente mænd som for to år siden viste ængstelse bare ved talen om mulige vanskeligheter mellem Frank- rike og Tyskland, har nu forandret tone; de sier sig nu sikre på seiren og lægger megen vekt på de, forøvrig meget reelle, fremskridt som republikkens armé har gjort, og de sier at de ialfald er sikre på å kunne holde den tyske armé i schak længe nok til at Rusland kan få mobilisert, koncentrert sine tropper og kastet sig over sin vestlige nabo.»

Og den 24. juni sies det igjen:

«Frankrike og Rusland spiller virkelig for øieblikket et meget farlig spil. De ophisser hverandre gjensidig til rustninger på liv og død og hengir sig — Rusland især

— til et bluff som kan komme til å få de mest skjæbne- svangre følger.»

Mindre værdifulde er rigtignok de cirkulærer som bygger på depescher fra London, Petersburg og Wien. Om dette skyldes det utvalg som utgiveren har gjort, eller ei, lar sig naturligvis ikke avgjøre. Selvsagt må man ved b e n y t t e l s e n h e l e t i d e n h a f o r ø i e a t d e t t e u t v a l g e t k a n ha — og rimeligvis har — en tendensiøs karakter; men det forhindrer ikke at der er meget å lære av cirkulærene, og navnlig fremgår det til fuld evidens av dem at Bel­

gien drev belgisk politik, ikke ententepolitik, og at teo­

rien om at Belgien alt før krigen var bundet helt til ententemaktene, er helt grunnløs.

J) Barthou var sammen med Briand og Millerand med på å danne et nyt parti i begyndelsen av 1914, rettet mot Clémenceaus og Caillaux' grupper.

fant imidlertid tyskerne i Belgien også et andet materi­

ale, som for deres ytre og indre agitation under krigen var vel så væsentlig, nemlig oplysninger om forbindelser mellem militærmyndiglietene i ententelandene og i Belgien.

Dette materialet koncentrerer sig om to ting, for det første om nogen forhandlinger i 1906 mellem den belgi­

ske generalstabschef Ducarne og den engelske militær­

attaché i Brüssel oberst Barnardiston, for det andre om en samtale den 23. april 1912 mellem den engelske mili­

tærattaché oberstløitnant Bridges og den belgiske gene­

ralstabschef Jungbluth1). Begge deler gjaldt spørsmålet om landsætning av engelske tropper i Belgien i tilfælde av en europæisk krig, og ikke om nogen av dem lar det sig påvise at det førte til nogen slags formel overens­

komst.

Hvad den siste samtalen angår — den eneste som ligger innenfor vårt tidsrum — så gik den i hovedsaken ut på at engelskmanden, under henvisning til Belgiens garanterte neutralitet og til den netop overståtte euro­

pæiske krise, hævdet at England hadde både viljen og retten til å landsætte tropper i Belgien, hvis dette lands neutralitet blev krænket; den belgiske generalstabschefen hævdet derimot, at England ingen slik ret hadde uten Belgiens uttrykkelige samtykke. Den engelske militær­

attachéen svarte at han var opmerksom på det; men da belgierne ikke var sterke nok til å forhindre tyskerne i å passere over deres territorium, vilde England [under den siste krisen] under alle omstændigheter ha landsat sin armé i Belgien.

Det var alt. Nogen konvention blev ikke avsluttet, og det er værd å lægge merke til at initiativet — i 1912 som i 1906 — kom fra engelsk side, mens belgieren forholdt sig helt reservert. Følgen av samtalen var videre at Bel­

gien året efter utvirket et uttrykkelig løfte fra England om ikke i noget tilfælde å ville krænke den belgiske neu-

i

i) Om gjengivelsen av denne samtale er fuldstændig i den tysko utgaven, tør være tvilsomt; den tekst, vi kjender, slutter ialfald bråt nederst på en side, uten underskrift. Da publikationen er gjort av ty­

skerne i propagandaøiemed, kan man imidlertid være sikker på, at det som måtte være utelatt, ialfald ikke er mere kompromitterende for Belgien.

tralitet, hvis den ikke først var blit krænket av en anden makt.1) Og endelig må man merke sig at i den militaristi­

ske atmosfæren i Europa i årene nærmest før 1914 var samtaler mellem militærautoriteter fra forskjellige land om alle mulige krigseventualiteter noget som hørte til dagens orden; at de under givne forhold kunde bli meget farlige, er en sak for sig; men slik som det nu engang blev gjort —også fra tysk side— kan slike samtaler ikke på nogen måte betragtes som i og for sig bindende be­

viser for en stats militærpolitiske orientering. Og det er helt umulig på grunnlag av disse dokumentene å kon­

struere noget belgisk neutralitetsbrudd i perioden før august 1914.

Hele spørsmålet om hvorvidt Belgien i årene før 1914 faktisk hadde brutt sine neutralitetsforpliktelser ved å træ i intim forbindelse med ententemaktene England og Frankrike er i virkeligheten to spørsmål: hvad hadde Belgien gjort? og: hvad visste Tyskland?

Det siste spørsmålet er let å besvare. Det kan igrun- nen besvares helt fyldestgjørende med Bethmann-Holl- wegs ord i hans «Betrachtungen zum Weltkriege»:

«Neutralitetsstridige handlinger av Belgien var os den 4. august ikke bekjemdt. De dokumenter, hvorefter engelske og belgiske militære i året 1906 har forhandlet om militær benyttelse av Belgien, blev først funnet un­

der krigen.»²)

For vurderingen av Tysklands overfald på Belgien er det dette spørsmål som blir det avgjørende. Men til vurdering av ententemaktenes politik er det unektelig av interesse også å søke klarhet over det første spørs­

målet.

Dette spørsmålet — om Belgiens forbindelse med Frankrike og England — må imidlertid igjen ses i for­

bindelse med et nyt spørsmål: hvad visste man i Bel­

gien om den tyske generalstabs krigsplan, om Tysklands faste bestemmelse å gjøre Belgien til krigsskueplass?

!) Brev fra Sir Edward Grey til den engelske presse 26. august 1913 (gjengit hos Valentin, s. 241). Jfr. den anden belg. gråbok nr. 100.

2) Så klart som her har rikskansleren rigtignok ikke altid uttalt sig. Vistnok går hans berømte tale den 4. aug. 1914 ut på det samme;

men nogen måneder senere uttalte han i riksdagen, i anledning av de funn, han ovenfor sigter til, at man alt før krigen hadde indicier på noget slikt, selv om man manglet likefremme beviser.

H e l t t i l f r e d s s t i l l e n d e k a n d i s s e s p ø r s m å l v i s t n o k ikke besvares før åpningen av den belgiske generalstabs arkiv, og en slik åpning er der visselig ingen utsigt til innenfor en overskuelig fremtid. Men man kan naturlig­

vis snu saken op og ned og si at bevisbyrden påligger den som påstår at et neutralitetsbrudd har funnet sted; man kan rolig henvise til den samlede karakter av de bel­

giske depeschene og cirkulærene og man kan konstatere at tyskerne ved sine publikationer ikke har kunnet be­

vise og heller ikke sandsynliggjøre nogen neutralitets- stridig belgisk politik. —

Jevnsides med tyskernes publikationer av belgiske arkivsaker gik under krigen leilighetsvise meddelelser fra det ene land efter det andre om forskjellige enkelt- heter; men det næste s t o r e fremskridtet i vår viden kom dog først med den russiske revolution.

Noget av det allerførste sovjetregjeringen begyndte på efter novemberrevolutionen 1917, var nemlig offentlig- gjørelse av hemmelige dokumenter og traktater fra tiden før og under krigen. Denne offentliggjørelsen tjente naturligvis i første linje ikke historiske, men politiske formål; det gjaldt derfor å begynde på den med engang, man kunde ikke vente til hele materialet forelå samlet og ordnet, men utgav de enkelte sakene eftersom de blev funnet frem.

Hovedmassen av dette stoffet vedkommer forholdene under krigen; det av det som angår forhold før freds­

bruddet, er vistnok lettest tilgjængelig i en fransk over­

s æ t t e l s e , u t g i i t a v E m i l e L a l o i j , L e s D o c u m e n t s S e c r e t s p u b l i é s p a r l e s B o l c h e v i k s ( 1 9 1 9 ) . Vigtigere endda er den samlingen som er utgit av René M a r c h a n d u n d e r t i t l e n U n l i v r e n o i r , D i p l o ­ m a t i e d ' a v a n t g u e r r e d ' a p r é s l e s d o c u ­ ments des a r c h i v e s russes (Paris, 1922—1923);

den omfatter tiden fra nov. 1910 til ang. 1914, og foreligger i to bind hvis hovedinnhold er Isvolskis kor- respondanse¹). En liten, kritisk studie over første bind e r o f f e n t l i g g j o r t a v J . R o m i e u , L i v r e n o i r e t livre jaune (Paris, 1922), som sammenstiller dette materialet med de franske diplomatiske publikationene, navnlig med en «gulbok» som i 1922 (vistnok på for-

1 ) Efter sin utenriksministertid (1906—10) var Alex. Isvolski rus­

sisk ambassadør i Paris.

anledning av Marchands «svartbok») blev forelagt det franske parlament og som behandler Balkanpolitikken i tiden fra januar til december 19121).

Romieus kritik går først og fremst ut på å vis© at Marchands samling er ufuldstændig og at utelatelsene er tendensiøse. En del av de ting han savner i første bind, foreligger imidlertid nu i andet; men iøvrig har han na­

turligvis ret i at samlingen ikke er fuldstændig. For å vise det behøver man ikke engang gjøre nogen møisom- rnelig kritisk studie; det ser man alt av nummertallene på de offentliggjorte brev og telegrammer. Og ellers må man i alt væsentlig si at Romieus kritik mere rammer d e s l u t n i n g e r , m a n h a r f o r s ø k t å t r æ k k e a v U n L i v r e N o i r, end publikationen selv.²)

Selv om der er utelatelser og selv om man ikke kan prøve gjengivelsens nøiaktighet,, kan det ialfald ikke være tvil om at stoffet er rikt nok til å gi et klart billede av Isvolskis politik i Paris, vise at han stadig presser og lokker Frankrike til nærmere tilslutning til Rusland, til en stadig stigende solidaritet med forbundsfællen og til en stadig mere aggressiv og fiendtlig holdning over­

for Østerrike og Tyskland. At Isvolskis politik i Paris har været en sterkt drivende faktor henimot den situa­

tion som førte til verdenskrigen, fremgår med fuld klar- het av boken; derimot er det desværre ikke like så klart i hvilken grad dette også er utenriksministeren Sasonovs politik. Man må jo nemlig i Rusland som i Tyskland — og kanske i endnu høiere grad — regne med muligheten av at de forskjellige politikere i ansvarlige stillinger kan ha ført en forskjellig politik. Vi vet mindre om dette i Rusland end i Tyskland (og i Østerrike); men vi har ial­

fald ikke ret til å gå ut fra at der har været en slik utenrikspolitisk homogenitet som f. eks. i England.

Meget kjærkomne oplysninger byr desuten Isvolskis korrespondanse om forholdene i Frankrike. Det er i virkeligheten den eneste nogenlunde åpenlijertige frem-

x) Efterat Romieus lille bok var avsluttet, er der kommet to bind t i l ( D o c u m e n t s d i p l o m a t i q u e s . L e s a f f a i r e s B a l - kaniques 191 2—1 4, b. I—III; Paris, 1922), som fører frem til 1. aug. 1914 og som på flere punkter utvider vår kundskap.

2) Der foreligger ved siden av Laloys og Marchands publikationer endnu en række andre utgaver av russiske akter fra bolschevikene, både på russisk og tysk; men de har desværre ikke været tilgjængelige for mig og kan derfor ikke drøftes her.

stilling av det som ellers er det allerdunkleste problem i hele krigens forhistorie: fransk politik. Det er rigtig­

nok en både kynisk og ensidig fremstilling Isvolski gir;

men han er en skarp iakttager, med ypperlige forbindel­

ser, og den sterke og uhyggelige vekst for nationalistiske og militaristiske strømninger i Frankrike i årene 1912—

1914 — både blandt ledende politikere og i publikum — gir hans depescher bedre besked om end noget andet, navnlig blir den politik som kan betegnes med Poin- carés navn, bedre belyst her end noget andet sted.1)

Un Livre Noir må imidlertid ikke ses isolert, men i sammenhæng med en anden publikation, som rigtignok byr på særlige kildekritiske vanskeligheter; det er det svære og viktige bindet med diplomatiske depescher, som er utgit av Siebert, forhenværende russisk lega­

t i o n s s e k r e t æ r i L o n d o n , D i p l o m a t i s c h e A k t e n ­ s t ü c k e z u r G e s c h i c h t e d e r E n t e n t e p o l i ­ tik (Berlin 1921). Dokumentene er her gjengit i tysk tekst, og utgiveren gjør ikke rede for hvordan han har fåt fat i dem; men han påstår at han om det kræves, kan lægge frem selve originalene.

Det er altsammen dokumenter som er utgåt fra eller innkommet til det russiske utenriksdepartement, de rækker fra november 1908 til 16. juli 1914. Om alle disse dokumenter — bindet er på 827 sider — er blit tilstillet den russiske ambassaden i London i avskrift, og om det altså er denne ambassadens arkiv vi har for os, er ikke tydelig oplyst; men det må dog antas å være tilfældet.

Det er ialfald klart at boken i hele sit hovedinnhold er ekte, at vi altså, trods de uklare oprindelsesforhold, ikke står overfor noget grandiost falsifikat. Noget slikt ligger utenfor enhver mulighet. Men derimot vanske- liggjøres benyttelsen av den i og for sig så værdifulde samlingen sterkt derved, at vi hverken vet hvor langt vi kan stole på oversættelsens rigtighet,2) eller om sam­

lingen er nogenlunde komplet; vi har jo ingen garanti for at ikke enkelte vigtige aktstykker er stukket under stolen.

1) Fremfor alt bedre end i Poinearés egen doktrinære og apolo­

getiske fremstilling.

2) Kun på enkelte punkter har vi sammenligningsmateriale. Origi­

nalen (eller en fransk oversættelse) til ambassadøren Isvolskis brev fra Paris 12/25 apr. 1911 til den russiske utenriksminister (Siebert s.

7 8 6 f f . ) g j e n f i n n e r v i s å l e d e s i R e n é M a r c h a n d s U n l i v r e n o i r ( I , s .

Til kundskap om russisk utenrikspolitik i sin helhet i perioden før den siste, akute krisen er det ialfald det vigtigste kildeverket vi har, selv om vi rigtignok må se det i sammenhæng med enkelte andre publikationer.

Hovedinnholdet gjælder nemlig Ruslands politik i det nære og det fjerne Østen — det var vel den, ambassaden i London kom mest i berøring med — mens derimot den egentlige europæiske storpolitik trær mere i bakgrunnen.

Efter hvad prof. Th. Schiemann meddelte i «Täg­

liche Rundschau» for 14. mars 1919¹) fik den tyske regjeringen fra 1909 av gjennem en funktionær ved den russiske ambassaden i London regelmæssig tilsendt hele korrespondansen mellem ambassadøren og utenriksmini- steren i St. Petersburg. Schiemann besørget oversættel­

sen av dette materiale, som rækker frem til slutten av juli 1914, fra russisk til tysk, og det blev behandlet som så hemmelig at ikke engang keiseren fik se det (av frygt for at hans uforsigtighet skulde kunne røbe kilden); det var forbeholdt rikskansleren, utenriksministeren og den politiske direktør i utenriksdepartementet.

Den tyske regjering har hittil ikke offentliggjort dette materiale, som dog i hovedsaken synes å måtte være det samme som det vi finner hos Siebert.

Siebert erklærer selv i forordet til sin samling at hans hensigt med den hverken er forsvar for eller an- grep mot enkelte nationer eller enkelte politiske person- ligheter, men at han derimot ønsker hensynsløst å blot- stille selve det politiske system som ligger til grunn for helied'en imperialistiske politik. Detligger i det materiales natur, som han hadde til rådighet, at det går værst ut over Ruslands og i anden række over Frankrikes politik. Fra fransk side har det derfor været hævdet at hans samling har en tyskvenlig tendens, og man har i den anledning pekt på at i Isvolskis brev av 7. nov. 1912 utelater Siebert (s. 575 f.) første halvdel som handler om en in­

trige fra den tidligere tyske utenriksminister von Kider­

len-Wächters side (jfr. Livre noir I, s. 340 ff.). At en en-

90 ff.); brevet gjælder et forsøk fra russisk side på å forhindre fran­

ske lån til Ungarn og er — bortset fra nogen betydningsløse unøiaktig- heter — rigtig gjengit hos Siebert; det samme er tilfældet med bre­

vet Siebert s. 799 f. og Livre noir s. 269 f., og Siebert 709 f. — Livre noir, s. 299 f., og en række andre steder.

!) Citert efter Frankfurter Zeitung for 15. mars 1919.

28

kelt slik påvisning er utilstrækkelig,¹) må imidlertid være klart, og fcirst ved et inntrængende detaljstudium, som endnu ikke er foretat vil man kunne komme frem til en definitiv vurdering av den Siebertske samlingen.²) Foreløbig tør det være det forsigtigste å regne med at der mangler meget og at vi altså ikke på den kan bygge op noget fuldstændig billede av russisk politik; men der- imot kan man — omend med forsigtighet — sikkert bruke de positive oplysninger, den gir. —

Åi et efter den russiske revolution kom den tyske og den østerrikske og dermed en ny stor strøm av kilde­

materiale, både dokumenter og hvad man før slet ikke hadde hat — memoirer.

En av de første og tillike en av de mest sensationelle dokumentpublikationene om krigsutbruddet er Kurt Eisners offentliggjørelse av et brev, datert 18. juli 1914, fra den bayerske chargé d'affaires i Berlin grev Lerchenfeld til Bayerns førsteminister grev Hertling, til­

like nied et par andre dokumenter. Offentliggjørelsen blev foretat i den korte perioden, fra nov. 1918 til febr.

1919, da Eisner, som var medlem av det uavhængige, socialistiske parti, sat som leder for den bayerske repu­

blik, i skarp kampstilling overfor de liberale og social­

demokratiske elementer i riksledelsen.

Denne skrivelsen fra grev Lerche/nfeld er det såmeget væsentligere å komme til klarhet over, som den danner et hovedledd i argumentationen for den «Commission des Responsabilités des Auteurs de la Guerre et Sanc­

tions» som under Versaillesforhandlingene 1919 forsøkte a begrunne Tysklands skyld for verdien skrigen.3) Og man måtte desuten på forhånd tænke sig at netop de bayerske dokumentene vilde være av særlig stor værdi, at man her vilde kunne finne de mest fortrolige oplys­

ninger om den tyske politiks midler og hensigter.

1) Se dog også uoverensstemmelsen Siebert s. 473 f. og Livre noir s. 347 f.

2) I «Süddeutsche Monatshefte» for januar 1922 har Siebert selv, på grunnlag av dokumentene i sin samling — supplert med en del nyt stof, væsentlig angående ambassadørkonferansen i London 1912—1923 — git en fremstilling av sit syn på krigens forhistorie; dette syn går ut på at krigen er et direkte og uundgåelig produkt av fransk og russisk politik, og viser forsåvidt — trods den helt nøgterne fremstillingsform

— at Siebert er, hvad man populært vilde kalde «tyskvenlig».

3) Se den tyske hvitbok Deutschland schuldig? (1919),

s. 12 ff. v "

Nu foreligger der vistnok siden ifjor en autentisk ut- g a v e , v e d P . D i r r a v d e B a y e r i s c h e D o k u m e n ­ t e z u m K r i e g s a u s b r u c h u n d z u m V e r - s a i l l e r Schuldspruch (München, 1922)/) men før vi går inn på en analyse av dokumentene selv, for­

tjener dog den Eisnerske publikationen en nærmere om­

tale.

På samme måte som bolschevikenes publikationer fra de russiske arkiver forfulgte Eisners publikation først og fremst et politisk formål, og dette formålet var å brændemerke den gamle keiserlige regjeringen i fol­

kets bevisstheit som den der hadde ansvaret for krigsut- bruddet. I den retning peker da også Lerchenfelds inn- beretning, slik som den først blev offentliggjort. Den fortæller at efter hvad understatssekretær Zimmermann har fortalt grev Lerchenfeld, kjendte man i Berlin den 18. juli 1914 innholdet av Østerrikes krav til Serbien, og

var på det rene med at de vilde føre til krig. Overleve­

ringen av ultimatumet skulde utsættes til den 25, efterat Poincaré og Viviani var reist fra St. Petersburg, for å sinke og vanskeliggjøre ententens innbyrdes forhand­

linger. Østerrike var nu Europas «syke mand», men kunde helbredes ved energisk innskriden mot Serbien;

endnu kunde man kanske stole også på de slaviske trop­

pene; men det gjaldt å skynde sig; man var derfor i Berlin enig i ethvert østerriksk skridt, selv med risiko for krig med Rusland, og virket derfor til å stramme op mulig ængstelse i Wien.

Alt straks blev det nu påvist at innberetningen ikke skrev sig fra den gamle erfarne diplomat Lerchenfeld, men fra en ung legationsråd, dr. Hans von Schön, som var Lerchenfelds stedfortræder. Vigtigere er det imid­

lertid at selve gjengivelsens rigtighet blev anfektet, og hele spørsmålet herom er senere i en process som først fandt sted lang tid efter Eisners mord, våren 1922, blit

helt opklaret.

Processen var anlagt av Eisners sekretær Fechen- b a c h m o t r e d a k t ø r e n a v S ü d d e u t s c h e M o n a t s ­ hefte, prof. Cossmann og en række andre journalister,

!) Også i bind IV av Kautsky-dokumentene (s. 123—158) fore­

ligger nu disse bayerske dokumentene almindelig tilgjængelige. Dirrs utgave har det ikke lykkedes mig å få tak i. Jfr. Frankfurter Zei­

tung, 26. nov. 1918.