sognepræst
John Richters levnedsbog
VEJENTIDEN 1893-1928 Ved fhv. skoledirektørP.Engelbrechtsen
Sognepræst Richters forældre levede deres barndoms- og
ungdomsår i København. Richter-hjemmetvarheltforret- ningspræget,ogda Johnsfader ville læse til læge, blevhans beslutning af brødrene »mødt med ufordulgt ringeagt«.
Hendes slægt, Balling,vartilknyttet GrønlandskeHandel, livligoggæstfri, ogetaf de første hjem,somåbnede sigfor
den mærkelige Odense-dreng Hans Christian Andersen,
var hendes forældres. H.C.Andersen holdt meget af den
lille Amalie. Hun fik således eventyret »Ole Lukøje« til gennemlæsning,ogefter Andersens opfordringgavhun det
navn.
Efter bestået eksamen nedsatte Johan Christian Richter sig som læge i Grenå og giftede sig med Amalie Balling.
13.november1850fødtessønnenJohn.Han»blev holdt til bogen«, heltioverensstemmelse med hansevneroganlæg.
22 årgammeltoghan teologiskembedseksamen medlaud.
Hanføltesigalt forungtil atværepræstogunderviste da
i forskellige skoler, f.eks. ved N.Zahles højt estimerede pigeskole. Sin fritid brugte han til studier påDet kgl. Bib¬
liotekogOldnordiskMuseum,men ensærligoplevelsevar
detatfåadgang til Geheimearkivet:1 »Detvarmeden egen
højtidelig følelse,jegtogde gamle papirerog pergamenter med hensmuldrende segl i min hånd«. Forskertrangen
havde stærkt tag i ham, men efter nogle års forløb brød
han afogefterkomenopfordring frapastorWagner iSeest
vedKoldingomatblive hans kapellan.
Letvar detnuikke for ham atforladebyen, somhavde bragt ham i forbindelse med tidens ledende mænd inden
for åndslivet. Om digteren Carsten Hauch fortæller han
levende optaget: »Helt underligtvardet at siddeogvente
påHauchs komme.Hanhavdejoethøjtansetnavnblandt
vore digtere og var Oehlenschlägers beundrende ven. Så
kom den gamle mand haltende og besteg med nogen be¬
svær katedret. Det var Oehlenschlägers »Set. Hans Aften Spil«, han gennemgik. Han var såre lidt veltalende, hak¬
kede ogstammedeiforedraget,mendervaråndoglevende sjælihans tale,sådenoptogmereend mangt etvelformet foredrag. Og det norske tonefald klang stadig igennem.
Manforstod,athan elskedeOehlenschläger.Hans sag var
det, han talte. Da detsenereblev fortalt mig, athan havde
sluttet sin sidsteforelæsning med at læse Aladdins vugge¬
viseoghavde grædt derved, forstodjeg detsågodt«.
Tilmed tydede meget på, at han havde gode fremtids¬
udsigter vedfortsatte studier. 1891 kunne han skrivehjem,
at »jeghavde fåeten portion af J. L.Smiths2 legatfor stu¬
denter. Detvar400 kr. årligi 3 år,og såvardeten æreat
opnådette legat, som mangerne skulle have særlige kvali¬
fikationer foratopnå. Jeghusker,at denstudent, dersam¬
tidig med migfik legatet, varstud. mag. EdvardBrandes.®
Lidt efter fik jeg også et andet, men langt mindre legat,
etatsråd PederFoghs legat,420kr. årlig«.
Navnlig det sidste tal kan godt vække lidteftertankeom
vortids studentervilkår.
1879blev RichtersognepræstiRingive-Give. 1882holdt
hanbryllup med Gudrun Schiørring, datter af borgmester
P.Schiørring®iKolding. I sin levnedsbogfortæller hanom
det unge præstepars tilværelse ihedeegnene. Et udvalg af bogenfindesi»Vejle AmtsÅrbog1974«.
Efter14lykkeligeårmellem hedesognenesjævne befolk¬
ning blev han pastor Sveistrups® efterfølger i Vejen-Læ- borg.Hervirkede han tilsindød 1928, 78 årgammel. Rask
og rørig. Pågrund af præstemangel havde ministeriet op¬
fordret ham til atfortsætteiembedet udenhensyn til alde-
ren. Menighedsrådene i Vejen og Læborg gav enstemmig tilslutning. Han fik således lov til at ende sine dage i sin
elskedepræstegård.
Jævnsides med,athan yderst samvittighedsfuldtvaretog præstegerningen, dyrkede han sin store interesse, historie, navnlig personalhistorie. Han var medarbejder ved f.eks.
Danmarks AdelsÅrbøgerog blev brugtsomkonsulent ved forskelligepersonalhistoriskeværker. Vedsindødefterlod
han sigen bogsamling på ca. 6.500 bind. Efteropfordring
fra tidsskriftet »Bogvennen«s redaktør har han givet en skildringaf »Enbogsamlingienjysk præstegård« ogsiger
her: »Nårmanerbogsamlercon amore, grorbogmængden
op lidt efter lidtsom sæden på marken om våren, så man næsten uden at forstå »hvorledes« efter hurtigt skridende
årsforløb sersig omringetafbogfyldte reoler«.
SelvomRichter elskede sinebøgerogsitstudereværelse,
virkede hanmeddybinteressesomforedragsholderogisær
som oplæser helt til sine sidste år. Han elskede sang og
optrådte titi »Gluntarne« med forskellige makkere, f.eks.
Jakob Knudsen.7 Skoleforhold optog ham meget, ikke
mindsthøjskolens arbejde. Som tilsynsførende ved Askov højskole stod handenne skole særlig nær. År efter år del¬
tog præsteparretfraVejentrofasti destoreefterårsmøder.
Når jeg har fundet det rimeligt at lade uddrag af min svigerfaders levnedsbog komme offentligt frem, skyldes det,atdetantagelig vilværeafinteresse,førstogfremmest på Vejen-Askov egnen, atlæse en lokalhistorisk skildring
af årene omkring 1900. Uden tvivl kan de nuværende be¬
boere finde omtale afslægt ogbekendte i uddragene, men måskeogså menneskeri almindelighed kan have berigelse
afatbetragte livsbilleder, malede ud fra den vennesæle ind¬
stilling, der prægede Richter. Desværrekan manikke i ud¬
dragene se hans smukke, faste håndskrift, der er så godt
som uændretfrahans tidligste år. To skriftprøver,skrevet med34 års mellemrum findes i »VejleAmtsÅrbog 1974«.
10
Vejenpræstegård.(VejenBibi.).
Detbegyndtemedbryllup
John Richters førstebesøgi Vejen præstegård fandt sted i
sommeren 1875 under lidtpudsige omstændigheder.Hans gamle skolekammerat, William Thomsen, lærer ved Ebel¬
toft højskole, tænkte på at gifte sig med den sønderjyske pige Caroline Thomsen fra Skodborg. Om sin rolle ved brylluppet fortæller Richter:
»Brylluppet skulle stå i Vejen præstegård hos hans mor¬
broder pastor Sveistrup, i hvis hjem bruden en tid lang
havde haftophold. I alt hvad der angikforlovelsen, havde jegværetThomsens fortrolige,og nu vardet hansbestemte ønske, atjegskulle med til hansbryllup. Det mente jeg,at
jeg på ingen måde kunne så tæt efter sommerferien. Der
villemedgåtodage til rejsen. Isærmentejegikkeatkunne få frihedfra frk. Zahles skole,8 hvor jeghavdemine fleste
skoletimer. — »Detbryder vi os ikkeen smule om«, sagde Th., »du skal med, og jeg skal nok ordne det med frk.
Zahle,somfor restenstårien slags taknemmelighedsgæld
tilmig«.-»Hvorledesdet? Kender du frk. Zahle?« -»Nej,
igrunden slet ikke,meni fjorsommer varhun udei Dyre¬
haven med nogle af sine unge pensionærer, som blev ge¬
neretafnogleretnærgåendeherrer.Jegvardérinærheden,
og en afdeungepiger,der vel harment, atjegsåretskik¬
kelig ud, kom styrtendeogsagde: »Åh, hr. student! vil De ikke nok befri osfranogleubehagelige herrer?« Jeggik så
hen tilfrk. Zahle, somjeg altså sletikke kendte,ogsagde:
»Nej segoddag, kæretante,erdu herudei dag?« Så luske¬
dehinefyre deres vej. Såfrk. Zahle skylder mig igrunden
nogetfra den dag«.
Jeg vægrede mig dog stadig, men efter at jeg ved som¬
merferiens slutning varkommet tilbage til København fra Grenå,kom dervirkelig brev fra Th. om,athannuhavde
skrevet tilfrk. Zahleogbedtmigfri fra skolen nogle dage,
idet han mindede hende om hin begivenhed i Dyrehaven.
Og ganske rigtig: en dag kaldte frk. Zahle mig op på sit
værelseogsagde med et smil: »Ja, jegharjo fået brev fra
min »nevø«, ogderer fra min side intet i vejen for, atDe
tagermedtil hans bryllup«.
På Vejen station tog William Thomsen imod mig, og
ikkelænge efter drogjegindi Vejen præstegård9 og mod¬
togesiforstuen med dens murstensgulv afpastorSveistrup med et venligt velkommen. Hvor lidet anede jeg da, at dennepræstegård18 årefter skulle blivemithjem.Oghvor
den imponerede mig! Så stor og anselig en præstegård
havde jeg aldrig set. Den store sal! Den dejlige have og lund! Ja, hvor det tiltalte mig. Ogdevakre beboere: Svei¬
strupoghans hustruog sønnenSvend, dengangen femten¬
årsknøs!
Jeg følte mig snart hjemme i denne, den første grundt¬
vigske præstegård, jegnogen sinde havde gæstet. William
ogjeg spadseredei haven, fra udsigtsaltaneni sydøsthjør¬
netkunneviseSønderjylland. Om aftenenvarder travlhed
10*
SognepræstH.Sveistrup.
(VejenBibi.).
medatdækkeetlangt bordiden storesal. Alleredenube¬
gyndtegæsterne atindfindesig.
Næste morgen havde jeg travlt med at undersøge Svei-
strupsbogsamlingidet lange kammerved sidenaf studere¬
værelset. Jeg fandt adskilligt, som interesserede mig, og
somjegdaogsåsenereblevejeraf, bl.a. Fr.Barfods »Brage
ogIdun«.10
Såstodbrylluppetikirkenomeftermiddagen. Kvinderne
kørte til kirkenilukketvogn,SvendTrøstogjegvarbrude¬
svende, dermodtog dem ved kirkedørenogførte demhøj¬
tideligt til sæde. Caroline kom ved sin forlovers arm. Det
var N.J.Thomsen, som dengang var en stor gårdmand i Vejenogislægt med bruden.
Sveistrups brudetale husker jegnu ikke længer, kun at dentiltaltemigved sinjævnhed ogsin fyndighed.Degnen, Jesper Jørgensen,derogsåtilsintid skulleblivemindegn,
vardengangen yngremandpå 37 år.
Vedfestenefter vielsenvarderlivligt.Sveistrupholdten
tale, hvori han betonede, atdet glædede ham atbo midt i verden, siden folk både fra Helsingborgogfra København
ogfra Ribeosv. samledesi hanshus. Om aftenen fikung-
dommensigensvingom idenstoresal,menhervarjegkun
tilskuer. Den nat delte jeg kammer med brudgommens gamle fader, den forhenværende Vejle-købmand, som ry¬
stedelidt på hovedet ad sønnens giftermål: han havde jo ingenting at gifte sig på, så der ville nok blive smalhans i
køkkenet!
Afklaring modpræstegerningen
Mednattogetrejste jegtilbage til København.Detvarsom
en yndig, uforglemmelig drøm, jeg havde oplevet, alt så forskelligt fra de forhold, hvorunderjeg daglig færdedes i København, en verden så rig på indholdogpå forjættelser
om endnumere, ethjem med levende, sund kristendom og ægte danskhed, fostret under de alvorlige oplevelser i det
næreSønderjylland. Alt det havdejeg ietparindholdsrige døgn fået lov tilatgøreetlille indkig ind i.Atterogatteri de dage, der kom, vendte mine tanker tilbage til de rige
minder om Vejen præstegård, og uden at jeg selv kunne
gøre mig det klart, bidrog disse tanker i det skjulte til at modne tanken hosmigomfremtidigpræstegerning«.
Richter var - som nævnt - født i Grenå, søn af lægen Johan Christian Richter. I sommerferien 1876 fulgte han
faderenpå vaccinationsrejser. Heromfortæller han:
»Mit mål var at undersøge de historiske minder i egnens kirker. Detvar enletsagatfå kirkenøglen hos læreren.Jeg
studerede kirkeinventariet, som gav oplysninger af perso- nalhistorisk interesse (altså gravstene, epitafier osv.). Det
var overordentlig fornøjeligtog forfriskende. Det var vist
samme sommer, jegfik fat i den ældste kirkebog for Vejl- by-Homå pastorat, begyndt af præsten Peder Sørensen Quist, søn af den ulykkelige »Præst i Vejlby«, hr. Søren Quist«.
Afsked fra Ringive
De levede 14 lykkelige år på hedeegnen, men så meldte
trangensigtilatsøgefornyelse,ogdetvarVejen,somtrak.
IRingivevarhan altid den ydende.I Vejenkunne han også
blive nydende. Her havde han store forventninger med hensyn til Askov højskoleogtil Sønderjylland. Underetbe¬
søg hos forstander Schrøder,11 Askov, fik han at vide, at pastor Sveistrup var meget alvorligt syg, og kort efter sin hjemkomsttil Ringivelæste han i VejleAmtsFolkeblad,at
Sveistrup var død umiddelbart efter morgenandagten i præstegården.
»Få dageefter læstevi omdenmægtigejordefærdi Vejen:
15-femten- taleri alt, dels i præstegårdshaven, hvor ki¬
stenvarhensat, delsikirken,sådetvarnæstenaften, inden kisten blevsænket ijorden«.
Richter havdemeget sværtvedatrive sigløsfra demenig¬
heder,som han havde haftet meget nærtforhold til, men
omsider besluttede hansigtilatsøgeembedet.
»Sidst i august kom der en anmodning til mig fra Vejen,
pens.lærerBendix Madsen12varbrevskriveren,omatkom¬
medertilogtale vedetskovmøde den6.september.Jeggav mitja. Gudrunsogmitførste målvarpræstegården. I den
store, herlige have vandrede vi omkring, indtil gamle fru Sveistrup varatfåitale. Hun gav os envenlig modtagelse.
Siden gik vi til »Grønvang« - atter overordentlig mod¬
tagelse. Vi fik nuat vide, at foruden migskulle også Axel Helweg13 tale ved mødet i Grønvang skov om eftermid¬
dagen. Viskulle altså optil en slags prøveeksamen. Enret
talrig forsamlingvarmødtop, ogvito præstertalte,somvi
nu kunne bedst.Sammenmedenheldelbeboere fra Vejen
og Læborg spiste vi til aften på »Grønvang«, hvor vi be¬
fandtossærdeles vel.
Listen over ansøgerne til Vejen og Læborg blev snart sendt mig. Med forundring så jeg, at der kun var - 12!
Måske havde Askovs nærhed skræmt adskillige, der vel
ellers nok ville havesøgt deti pekuniærhenseenderetbe¬
tydelige embede. Hen i oktober kom der brev direkte fra kirkeministeriet,»omjegville fastholdemin ansøgningom
Vejen, hvis det blev pålagt embedet at lade den skov, der
tilhørtedet, gåind under fredskovforpligtelse«.Daforstod jeg, atjeg ville blive indstillet. Mit svar varnaturligvis ja.
Den 21.oktoberbragtepostenmigettelegram frasviger¬
fader:»Tillykkesomsognepræsti Vejen«.
Detstrømmedeindmedkirkeligeforretningeridesidste
uger, isærbryllupper. Det var, som om de unge, der ville giftes,oghvorafjeghavde konfirmeret flere, ville havenet¬
opmigtilatviedem, indenjeg rejste. Såkom minafskeds- prædiken-dag den 26. november. Der var fuldt i begge
kirker.
Sårulledetæppetnedformin præstegerning i Ringiveog Give.Hvad havdejegfået lovatudretteide godt14år? Og
hvadgikjegnuimøde?«
Sognepræst i Vejen-Lceborg
»Så oprandt søndag den 3. december 1893, indsættelses- dagen. I den tætfyldte, ikke ret store Vejen-kirke holdt
provst Schjøtt indsættelsestalen over teksten fra lektier til
en afde følgende søndage: »Trøster,trøstermitfolk, taler kærligt til Jerusalem«. Han taltevarmtog køntogminde¬
des Sveistrup, somhavde bragtsåmangeivortfolk »trøst i trængsel«.* Derefter prædikede jeg over adventsteksten
omJesus i Nazaretssynagoge.Jegnævnedemin gamle for¬
mand og hans trøstefulde vidnesbyrd, nævnede, at han
havde ønsketmiglykke ogvelsignelse tilgerningenpå mit forrige sted, ogudtalte,atjeghåbede, denogså måttefølge mig i gerningenher, hvorjeggernevillevandre i Sveistrups,
menfrem for altiJesuKristifodspor.
* Herhentydes til Sveistrups megetbenyttede postil »Trøst i Træng¬
sel«,som1878oplevede3.oplag.
Fabriksbyetivokser.(VejenBibi.).
Interiørfra den gamle kirke.(VejenBibi.).
Efter gudstjenesten blev jeg budt velkommen af flere-
Schrøder og hustru, Søren P. Knudsen (Lille Skovgård),
Niels Pedersen(Dalhus)huskerjeg.
Om eftermiddagen kørte jeg med provsten til Læborg kirke, hvor ogsåmangemennesker varmødt tilindsættel¬
sen«.
Sinnatur tro giverRichterilevnedsbogen enoversigtover fremtrædende beboere i sit nye sogn. Han begynder med
lærerneogpræsterne.
Lærere ogskoler
»Blandtminenyesognefolkfikjegselvfølgelig straksendel
atgøremed lærerne.IVejenvarJesper Jørgensenlærer ved byskolen ogtillige kirkesanger.I 30 år havde han siddeti
embedetogblev der endnu5 årafminpræstetid. Som læ¬
rerhavdehan fået sit præg af seminarieforstander Svend¬
sen i Jelling, til hvis dygtige og forstående lærlinge han
hørte.Ihans undervisningvarder livog ånd,og den tung-
føre mand med sin brede skikkelse, sit røde skæg og sin kalothavdegodeevnertilatvindeskolebørneneshengiven¬
hed. Etpar år før jeg kom til Vejen havde han mistet sin dygtige hustru, med hvem han havdeen del børn. Åretef¬
ter havde han giftet sig igen, nemlig med sin genboerske,
enkenMaren Friis. HunbragteJørgensen engård,til hvil¬
ken han-efterathaveophørt med lærergerningeni 1898-
traksigtilbage.I kirken gjorde Jørgensen godfyldest;især
mindesjegmed glæde denvarme ogsmukkemåde, hvorpå
han — ikke læste, men bad bønnerne i kordøren. På sit dødslejei1909kunne han med fuld retkalde sig»enlykke¬
lig mand«.
AfenheltandenstøbningvarChr.Boye,dersomanden¬
lærerresiderede i »Vejen nye skole«. Han havde ikkeJør¬
gensensbredeogdrøje jyske lune, ogdeto,der dog begge
varSvendsens fuldtrolærlinge fra Jelling, gik kun dårligti spandsammen. Udgået fra et købmandshjem i Århus var ogblevBoyeetkøbstadsmenneske allesinedage.Endygtig
ogsamvittighedsfuld lærer med kundskaber udoverdet al¬
mindelige,etærligt, fromt kristenmenneskevarBoye. 38år gammel ægtede hanen afsinegamle elever,enbravoggod
kvinde. Uagtet forskellen i alder, temperament og udvik¬
ling levede de lykkeligt sammen i etsmukt lille hjem med
en lille flok flinke børn. Trods smertefuldsygdomi sinesid¬
steår holdt han ud iskolegerningen sålænge som muligt.
Hannåedeatholdesølvbryllup medsinhustruiseptember
1913ogdødeså idecembersammeår.
Pogeundervisningen var i Vejen betroet til to kvinder,
hver med sinlilleskole,hvis lokalitetervarretsnævre: En¬
ken Ingeborg Nielsen og vognmandshustruen Marie Han¬
sen. Navnlig varden førstetrods sine ikkestorekundska¬
berenypperlig moderlig lærerinde for desmå.
Delidtældre børn undervistes i »Vejen nyeskole«, dels
af Boye, dels af frk. Caroline Olsen, datter af den gamle
toldkontrollør vedSkodborghus toldsted,enbegavet,yngre
lærerinde, der siden blevgift med lærer Laurids Lauridsen
vedBakkely skole. Lauridsen havdesinsøsterKirstenLau¬
ridsen som medlærer. Hun var i en årrække organist ved
kirken.
Ved Skodborghus skolevar Nissen lærer. Hans interes¬
sergik, i alt fald i en årrække,meget i kommunalogpoli¬
tiskretning.
I Læborg sad også en yngre mand som lærer og kirke¬
sanger: J.K.Jensen, men allerede 1894 blev han kaldet til
lærerembedet ved Eskelund skole og kirkesangerembedet
vedBrørup kirke.
Alt ialt har deriVejenogLæborgiden sidstemenneske¬
alder virketetsærdelesdygtigtlærerpersonale,somitidens
løberblevet stærktforøget,ogmitforhold til det har altid
væretdetbedste.
Skolebygningerne var for længst blevet for små til det stadig stigende børnetal. Jørgensen havde i en årrække
måttetunderviseomtrent100børni alle aldre samledeien
ikke alt for stor skolestue. Lærer Boye underviste yngre børnilejede lokaler, indtil »Vejennye skole« blev byggeti
1884.Stationsbyens stærke vækst krævedeensærskilt sko¬
le i dette distrikt. Derforbyggedes Bakkely skole i 1891. I
det nye århundrede kom der nye udvidelser til: »Pavillon¬
skolen«ogetagetilbygningpåBakkely skole.
Nogle forgængeretpræsteembedet
»OmgamleprovstJoachim Haar, der døde 1812 efter41
års præstegerning i Vejen og Læborg, kunne mine sogne¬
børn selvfølgelig intet fortælle af selvsyn. Hvad de vidste
omham, havde degamle fra deres bedsteforældre eller for¬
ældre. En dygtig ogkraftfuld personlighed har han været, optagenaf praktiske spørgsmålsomsåmangeaf denratio¬
nalistiske tids præster. Om hans flid vidner det store ar¬
bejde, han har lagtiatføre embedetsdagbog.
Hanseftermand, Henrik Bruun,skal have væreten god
mand, men fattigvarhan —det varjo i defortvivlede år, pengekrisen bragte,athan kom her.
Efter Bruun, der døde 1821, kom N.S.Bergenhammer,
men om ham har jegaldrig hørt fortælle. Han varher da ogsåkunifemår.
J.O. Bøving kom hertil som præst 1826. Hans konfir¬
mander har nævnetham formigsom en strengmand, der tugtede dem hårdt, når de ikke kunne lærebogsremsen udenad, og mod de bønder, der undertiden kunne møde
berusedei Læborg kirke, for han vældigt frem. I 1842blev
hanforflyttet til Egtved.
Efterfølgeren, Philip Christian Fuglede,varenvelbegavet
mand med interesse for litteratur og politik. Han var en kort tid folketingsmand for Bække-kredsen, og det var ham,somlånte denungeNiels JokumTermansenbøger,14
der åbnede hans øjne for historiensog digtekunstens ver¬
den.DetvarFuglede,somfik det nuværendetoetages stue¬
husrejst i 1850.Medfin skønhedssans fik han præstegårds-
haven anlagt smukkere end før, ligesom han fik bygget gangbro over åen. I 21 år havde han siddet som præst i MaltogFolding,såhanvarvelkendtpåegnen.
Udpåforåret 1856kom dennyepræstViggo Hansentil Vejen. Somprædikantvarhan næppebetydelig, efter folks sigendenoget tør. Men én tingvarhan afgjort ibesiddelse
af: han havdebetydelig skønhedssans.Den gjordesiggæl¬
dende overforpræstegårdshaven, som han både udvidede
og forskønnede,og nord for åen beplantede han en lyng¬
bakke, deritidens løberblevet til havens smukkeste parti (»Lunden«) medsinegraner,fyrretræerogløvtræer.Pastor
Hansenvillegernehavegjortendnumerefor haven, men- somhansagde-»minskønhedssansogminpengepunglig¬
geriuafladelig krig«.OgsåvarHansenenfrisindet mand;
det vistehan, da Sveistrup —til hvem han i øvrigt fra tid¬
ligere dage stod i venskabsforhold- varblevet afskediget
fra Rødding-Skravepræsteembede (1867). DavarHansen
redebon tilatåbneVejenkirke forSveistruptil udførelse af kirkelige forretninger for de sønderjyder,somvedblivende
sluttedesigtil ham. Ogenfrimodig optrædenviste Hansen,
da Peder Larsen Skræppenborg15 under Christian d. IX's besøgiKolding efter fredsslutningen(vist i 1866) bad kon¬
genomgive sigmed dansksindede rådgivere.Davegalle til¬
bage og tog afstand fra den uforsagte bonde. Den eneste, derdendagtogPederLarsenunderarmen oggik med ham
opad Kolding gade,varpastorHansenfraVejen.
Hansenblev i 1870forflyttet til Hammerog Lundbypå Sjælland, hvor han døde i 1892. Hans enke lever endnu (1923), højtbedaget, i sin fødeby Helsingør. Hun har be¬
søgtVejenpræstegårdetpargangei mintid,enlivlig dame,
der vistnok har forstået at gøre sig gældende både som
husfrue og i det selskabelige liv. Under sitenebesøg kom
hun indpåattaleomindkvarteringen under krigen,omde østrigske soldaters maleriske gruppering om aftenen ude pågårdspladsen. Hun har åbenbart taget indkvarteringen
som enikke ubehagelig afvekslingidet ensformige daglig¬
liv.
Da Hansenblevforflyttet,søgteSveistrupembedetogfik
det. Det fandtes så rimeligt, at myndighederne imødekom
hans og manges ønske, af hensyn dels til sønderjyderne,
dels til Askov højskole, hvis lærere han alle dage havde
stået nær. Om denne ædleog betydelige mand foreligger
dersåmangevidnesbyrd, også ilitteraturen, så jegher kan
fattemig istørstekorthed,isærda jeg også i detforegående
har fortalt ommine indtryk af denne gode, stovte præste¬
mand.Ja,hanvarpræstheltigennem,ensanddru, åbenog
ydmyg personlighed på prædikestologiforsamlingshus,en snildogpraktisk rådgiverfor dem,der også i timeligesager søgte råd hos ham. Sognefolkenes højagtelse og venskab
bevaredehan til det sidste. Det vistesigbåde ved hans 50- årige præstejubilæum og ved hans og hans hustrus guld¬
bryllup (beggefesteri 1890), for ikke attaleom hans ual-
mindelige storslåede jordefærd. Ogden lille Ringive-præst kunne ikkeandetendbetragte detsom en æreatblive kal¬
det tilatfortsætte hansgerningsompræst«.
Ændringeribybilledet. Nogle beboereisognene
Iåret 1874blevjernbanen førtigennemVejen. Deropstod hurtigt en stationsby, adskiltfra »Vejen gamle by«. Ikke
mindst efteropførelsen afen margarinefabrik, »Alfa«,16en cikoriefabrik17 og en tagpapfabrik voksede stationsbyen hurtigt. Richteromtaler udviklingen således:
»Da jeg i 1893 kom til Vejen, lå der endnu et ret stort
ubebygget arealimellem»VejengamleBy« og»Stationen«, stationsbyen. Da vandrede man ad stationen til ad en tit opblødtvej langsgrøfterogmarkdiger, ikkenogen ublan¬
detbehagelig vandringpå enmørk vinteraften. Dengamle by havde endnu noget af gammeldags landsbyhygge over
sig,selvom histogherennybygning stak hovedetop.Der
stod gamle træer og skyggede over vejen. Men snart var den gamleby begyndt atrække hånden ud eftersin yngre søster, stationsbyen,og det varede kun få år, inden devar heltsammenbyggede.Daforsvandt de gamle grøfterogdi¬
ger. Nukom der høje, menabsolut ikke skønne husemed flisebelagte fortoveistedet,og nukom dergadelygter, først petroleum, siden elektriske.
Så fikvi efterhåndenen storogsærdeles uskøn stations¬
by ud af det. Dengamle, lidet rummelige kirkemåttebøje sigfor tidens krav. Densældgamle kampestensmure faldti 1896,og somgenborejste sigdennyemurstenskirke,rum¬
melig og i det indvendige hyggelig, men med sit mindre skønnetårn. Dengamle kirkes våbenhus blev bevaretsom ligkapel.
Man må nu ingenlunde tro, at den stærke fremgang i Vejen alene skyldtes den voksende fabrikdrift, nej også pålandbrugets område nåedemanmegetvidt fremifirser-
ne og halvfemserne. Dygtige og energiske landmænd sad
nu både på de større og de mindre gårde. Atter her var Grønvang-slægten med Johannes Lauridsen i spidsensom foregangsmænd.Menså må nævnesL. Rasmussenpå Van¬
damgårdogSørenPederKnudsen på LilleSkovgårdogfra
foråret 1894 også Niels Peter Jørgensen på Kærsdalgård
som fremragende landmænd, de drev deres gårde op til mønsterbrug.
Inabolaget havdevisåstatskonsulentFrederik Hansen i
Askov og forstander Niels Pedersen på Ladelund land¬
brugsskole,somhavdemegenbetydning for landbrugetpå Vejen-egnen, og som tillige - ligesom de førnævnte - var
åndeligt interesserede mennesker. Også på det praktiske havebrugs område havde vi en dygtighed som gartner, si¬
denkonsulent, JensThorseniVejenskov, derienårrække
varblandt lederne af husmands-oghusmandskonernes rej¬
seriJylland.
Nårjeg over for disse mænd kom med, hvad jegvidste
om de beskedne landbrug på Ringive-egnen, kunne de
trækkepå smilebåndet-ial venlighednaturligvis. At der i
sporetpå de nævntefremskridtpå industriensoglandbru¬
gets område fulgte andelsmejeri,18 kontrolforening, brugs¬
forening,19udvidet sparekassevirksomhedosv.,følger afsig selv.
ILæborgsognsamlede alt timeligt virkesigomlandbru¬
get og til delsom plantesagen (Hundsbæk plantage20). At
det såfremskredneVejenlåinærheden, mærkedes vel både
i den eneogden anden henseende. Det varflittige, bjærg¬
sommemennesker, ogjegfik godevenneriblandt dem;jeg
nævnerden gamle sognefoged Christen Madsen og Søren
Klausen iNyby.
Lidtefterlidt fandtjeg vej til gode hjemogfortræffelige mennesker,somjegkom tilatføle mighjertelig forbunden
med. Der var nu Grønvangs-familien, som venligtindbød migtilsig. Johannes Lauridsen21 varden fremragende, for
alle gode fremskridt interesserede forretningsmand. Det havde vel noklagtnogenkølighedoverhansvæsen, sådet egentlige hjertelige-iform af fortrolighed-trådtetilbage.
Hoshans hustru derimod mærkedejegmere til densmuk¬
ke,velgørende forening afenergiogdyb åndeligoghjerte¬
lig sans. De boede dengang endnu i den gamle, stråtækte bondegård »Grønvang«, men den var ved at synge på sit
sidste vers, idet den statelige storvilla, som nu hedder
»Grønvang«, blev bygget i sommeren 1894 og indviedes
ved en stor fest samme efterår. De havde det hyggeligt
inden døre med deres seks børn, hvoraf den ældste var knap 15,denyngstegodt3 årgammel.
Så var der familien på Baungård, Johannes Lauridsens
hustrus broder Hans Olsen med hans hustru og tre små¬
piger. TilHans Olsen føltejeg mig snarthjertelig knyttet.
Han varså vennesælog alvorlig, oghan havde tillige den
åbne og let tilgængelige sjællandske menneskenatur, helt
anderledesend den ofte nogettillukkede vestjyske. Tilham
søgte jegmere end én gang,når mit sind vartrykket—jeg
syntes, detvarsåvanskeligtatværeordetsforkynder både
overforåndeligt kultiveredeogmegetlidt udvikledemen¬
nesker på én gang, men Hans Olsen vidste altid at sætte mod i mig. Desværre varhans helbred ikke så stærkt, og
allerede i sommeren 1896 lukkede han sine øjne. Ham glemmerjegaldrig.
Ogladmig sånævneSørenPeder KnudsenpåLille Skov¬
gård.Hanvaropvoksetietfattigt husmandshjemiVedslet
sogn mellem Horsens og Skanderborg, havde haft drøje tjenester i sineheltungedage,men varsåomkringtyveårs- alderen kommet under kristelig påvirkning af kapellan Kirkebyi Gangsted,var derefter blevet elevpå Vallekilde højskole, hvor Ernst Trier fik stærk indflydelse på ham.
Gennem Trier kom den unge dygtige bondekarl i forbin¬
delse medAskovogblev bestyrerpåSchrøders gårdiMalt.
Han blevsnart kendtpå egnen som en ualmindelig dygtig
ii
landmand,særligpåkvægavlens område.Daflere afVejen-
egnens større gårde måtte overtages af kreditforeningen,
meldte Søren Pedersigsomkøber tilenaf disse: Lille Skov¬
gård. Penge havde han ikke ret mange af, men uden van¬
skelighed fik han en del af egnens kapitalstærke mænd til
atgå i kaution.Devidste, hanvarbåde dygtigogsolid. Så
fik han gården ogdrev den op, som man kunnevente. Da
en del årvargået, kunne han indbydesine kautionistertil
at mødehos sigog løste dem så fra deres kautionsforplig¬
telse.Nuvarhanenholden mand.
Først i 43-årsalderengiftede hansigmed ChristianeRas¬
mussen. Hun, der var en halv snes år yngre, havde tjent
sammen med ham på Schrøders gård. I hende fik han en
meget dygtig hustru, der passede udmærket til ham. Det
var knap to år, før jeg kom til Vejen, at de havde holdt bryllup. Først isommeren 1894kom deresældste datter til verden, siden kom dertotil.
Man kunne, når man første gang stod over for Søren Peders lille, tætteskikkelse med det kraftigt skårne ansigt
og detlune blink i øjenkrogene, ikke undgå at få følelsen af,ather stodmanoverforenejendommelig personlighed.
Fremtrædende var han på ingen måde, taler gav han sig heller ikke af med at være, men når han med få, knappe
ord havde sagt sin mening i en landøkonomisk drøftelse, føltes dettit, at han havde ramt sømmet påhovedet. Lun
og morsom kunne han være. Et utal af pudsige historier
stod til hans rådighed. Tjenstvilligvarhan - næsten over allegrænser.
En meget stortjenestefikSøren Peder Knudsen lejlighed
til atgøremigfå måneder efter mit komme til Vejen: han
skaffede migen forpagter til præstegårdens jorder, og det
en god forpagter. De nærmest foregående præster havde
selv drevet avlingen, men derom kunne der for mit ved¬
kommende sletikke være tale. Det blev den unge sønder¬
jyde LaustFredslund fraHygum.Af den kønne, rankeunge
mand fik jeg straks det bedste indtryk, og dette indtryk
holdtsigbådegennemdeniår,han sadsomforpagter her,
ogi de mangeefterfølgende år. Han har altidvist sig som
en megetdygtigog velanset landmand, men tillige som et ualmindelig retsindigtogædelt menneske, hvem determig
ogminhustruenglæde atkunneregnetilvore venner.
Endnu en fest iefteråret1896 komjeg med til. Den har jegmestbevaretierindringenfornogetpudsigt,somknyt¬
tersigtil den. Gamle kaptajn Lundbye, stationsforstande¬
ren iVejen, havdenutagetsin afsked,og nu villemanin¬
den hansafrejse hædre den gamle mand medetfestmåltid påhotellet.Uagtetkaptajnen, navnligisineyngreår,havde
haft megetudestående med »idiotanstalten«påAskov,som isærved elevernes komme ogafrejse havde voldt hamme¬
get brydsomt arbejde, blev det dog Poul la Cour, der var
udset til at føre hædersgæsten til bords, og han holdt en rigtigpæn tale for ham. Der varmødt mange mennesker,
ogkaptajnenmåtte frem med entak til forskellige menne¬
sker ikredsen,hani sinlange embedstidvarkommenibe¬
røringmed.
Jeg fik da også min del af takken, idet han ville takke
»vorhøjtbegavedepræstogsjæleforsørger«.Sineftermand (Wad) anbefalede hansom »en hædersmand,men stilleog
rolig« - egenskaber som den gamle bidske, men i al sin bidskhedtitsnurrigekaptajn ikke havdeværetibesiddelse
af. Sidenjegkom tilVejen,havdehan afogtilsatsinfod i
kirkenog udtalt sin »begejstring« for den nyepræst, som
»kom så forfærdelig let fra sin prædiken«. Den gamle
mandflyttede til København,men døde få måneder efter«.
Vejennykirke
»En sag,somi 1896-lige fra foråret til jul—ihøj gradop¬
tog os, og det med god grund, var opførelsen af den nye kirke i Vejen. Den 800-årige gamle kampestenskirke med
sitmurtårn vari årenes løb blevenaltfor lille til atrumme
ir
Vejennyekirke. (VejenBibi.).
sognets stadigt voksende tal af kirkegængere. Ved mange lejligheder stod der både i stolene og i midtergangen tæt pakket med mennesker. Der var nu bevilget et lån på
24.000 kr. - en efter datidens forhold ikke så ringe sum.
Arkitekt V.Ahlmann i Århus var engageret som den nye kirkes arkitekt. Inden nedrivningenskulle det undersøges,
om der fandtes kalkmalerier under kalkpudset. I den an-
ledning kom arkæologen prof. Magnus-Pedersen22 herover
imarts,menhan fandt ingenkalkmalerier.
2. påskedag holdt vi for sidste gang gudstjeneste i den gamle kirke,og umiddelbart derefter begyndte nedrivnin¬
gen,etarbejde,derslet ikke blev sålet,dadet gamlemate¬
riale-kampesten såvel sommursten—varualmindelig so¬
lidt opmuret. Den nye kirke kunne ikke opføres på den gamles plads, da der låtætmedgrave,ogsånye,ligeopad
denne. Derforlagdes denpåøstsiden af kørevejen, hvoren
del af byggegrunden i forvejen var kirkens eje, en plads,
somikkevar retheldig, da denstårn på grund af den lave beliggenhed ikke kom til athæve sigretmegetover nabo¬
husene,somlå dentætinde på livet.Til midlertidigt kirke¬
lokale fikvilov atbenytte detnye, pænemissionshus, dog
kun tilprædikenogbarnedåb. Andre kirkelige handlinger
—altergangogbrudevielse-henvistes til Læborg kirke.Til
min forbavselse meddelte man mig, atgrunden hertil var, atder i missionshusetikke fandtesnogetindviet alter(!).
Grundstenen blev nedlagt 15. maj afbiskop Gøtzsche23
iforening medprovstSchjøttogmig. Detbleven særdeles
smuk højtidelighed. Byggearbejdet skred kun langsomt
frem i sommerensløb; til tider stod det stilleiflereuger,så jeg måttemelde det tilprovstesynet,der dafiksatlidtmere fart ibygmesterens-HansChr. Høilunds-arbejde. Heller
ikke arkitektAhlmann tog sig synderligivrigt afarbejdet.
Sjældent indfandt han sig, ligesom han ikke - til min og fleresforbavselse-påtalte denmegetskødesløse pilotering
under kirkens tårn. Hulmurene udfyldtes flere steder med nedfaldne murbrokker og kalkklumper, så der blev mur¬
forbindelse, hvor der ikkemåtteværedet. Endvidere havde arkitekten den geniale idé, efter at kirkens bjælkeloft var
lagt, da at belaste det forholdsvis spinkle loft med 90.000 pundhalvbrændtemursten »forvarmensskyld«.Dethavde selvfølgelig den virkning, atbolteogankreitagværket løs¬
nedes, ogloftsbjælkerne krummedes. Så måttemurstenene
slæbes ned igenfra loftet,der dabeklædtes medasfaltpap,
derjogjorde ligesågodnytte.
Denmangelfulde pilotering under tårnet medførte end¬
videre, attårnmuren i løbet af megetfå årslogrevner, så
den måtte holdes sammen med etsolidt jernanker. Trods
sinlavloftethed kom kirkendog til at tagesighelt godtud,
varlysogrummelig,ogjegvarglad ved,atmantoghensyn
tilminhenstilling: at sættedøbefontenfor enden af midter¬
gangen, nogle få skridt foran alterskranken.Den kom så¬
ledes til at indtage sin rette plads: midterpladseni kirken
og somvejvisertilnadverbordet!
Endelig var den nye kirke færdig til indvielse, som så skete den sidstesøndag før jul.
Såhavdevibiskoppenogprovstenigen,ogdesuden kom
der på selve højtidsdagen en flok fremmede præster til
stede. Dervarnaturligvis stuvende fuldt af mennesker ved kirkehøjtiden, somforløb særdeles festligt. En mand, som detvarmigkært atseblandt de særligt indbudne,varfol¬
ketingsmand I. C.Christensen,24 min gamle degn fra Rin- give-dagene.Hanhavdeifinansudvalgetværetvirksom for
atskaffe lånet til dennyekirke.
Omaftenenvarderetpæntfestmåltidarrangeretihotel¬
lets teatersal, hvor der blev udtalt gode ord for det nye kirkehus (afbiskop Gøtzsche,L.Schrøder,lærer Jørgensen
ogflere). OgsåI.C.Christensen talte. Han fortalte, athan
som dreng havdeværettil Vejen marked medsin faderog havde højlig undret sig over en karrusel kunne gå, indtil
han fikatvide,atden blevsatigangindvendig fra. Således
forstod hannuogså,atdet, dervarskyldidenstorefrem¬
gangi Vejen,varkræfter, dervirkede indvendig fra.
Mens vivarkirkeløseiVejen, forefaldt der ualmindelig
mange brudevielser, isærom efteråret. De forrettedes så i Læborg kirke. Et par af dem blev dog besørgede i Malt
kirke efterbrudeparrenes ønske.Denene varlægeBojesens ældste datterGudnys vielse til Anders Rud, dengangpræst
Konfirmandhold,
konfirmeret 9. 1899. Nr. 1 i april
forreste Feter Dall. Nr. 1 i rcekke slagterm. anden række slagterm. datter købm. fra Hagen Thomsen. Nr. 4 i Johannes Richter, S Laursen, 7 Karen Dalhus, anden række nr. af nr. gift m. kender flere. Troels Trier, Vallekilde. Måske Vejenboere (Vejen Bibi.). maleren ældre
iKauslunde,nubiskoppå Fyn-etsærdeles livligt bryllup,
hvor vi var bænkede i »Dortheasminde«s rummelige for¬
stue.
Den anden brudevielse, jeg forrettede i Malt kirke, var den nye ejers af Taborgård, Niels Pihlkjærs (10.juli), som ægtedesin kære Sine, hvisfødegårdiGanderup iFol sogn
i Sønderjylland han en tid havde bestyret. Dette prægtige
ægteparblev siden nogle afvorekærestevenner, hvis sølv¬
bryllup i 1921 blev en herlig fest, men hvor sorgen året
efter holdt sit indtog, da Sine i september 1922 brat blev
revetbort«.
Richtersforhold til Sønderjylland
Som tidligerenævnt vardet særligtre forhold, der gjorde,
at Richter ønskede at flytte til Vejen: Atfå lov til atfort¬
sætte pastorSveistrupshøjt ansetepræstegerning, interes¬
senfor Sønderjyllandoghåbetom berigelse af forbindelse
med landetsførendehøjskole, Askov.
Det gamle venskab med Sveistrup er omtalt i kronolo¬
gisk rækkefølge. Efterminopfattelse vil detnu værerime¬
ligtat trækkeen linje optil belysning af forholdet til Søn¬
derjylland og til Askov. Jeg begynder med Sønderjylland
ogladerRichter selv føreordet.År1882.
»Højskoleforstander Rosendal fra Vindingvarmegetivrig til at opfordre os til en lille tur til Sønderjylland: Flens¬
borg-, Danevirke- ogDybbøl-egnen. Han skulle noksørge forlogiogkørsler dernede. Hans egnepræstefolk hjemme
fraVinding,Hagemanns,skullesågøreturensammenmed
Birkedals og os. Han ville selv være vor fører. Vi fem —
Birkedal25oghustru, Hagemann (fruHagemann kom ikke med), Gudrun og jeg — rullede så over grænsen til det
røvede land hinsides de sort-hvide grænsepæle. På Flens¬
borg banegård modtogRosendal os. Tidlignæste morgen rullede vi af sted i meget smukt vejr. Vejen gik gennem
