Giiidennmti:ni:19n,Borre, i 3.skvgtsleds eje,o.1951. (Prixuteje).
Erindringsbilleder og Eftertanker
Af FrodeSørensen
Efter i toårathave skrevet omfortidige bøn¬
der i Borre iAal sognskal jegnuendelig igang meddet,som var minoprindelige hensigt: at skrive nogetjeg kan huske fra min egen tid.
Hvordan gør man det? Jeg vil så vidt mulig
værelæservenlig.
Enhistoriskrapportmedetvæld af dataog
kildehenvisninger vil jegsøgeatundgå. Ligeså
en statistisk, politisk redegørelse for land¬
brugskrisen,som min tid fikatføle;men den
vil blive omtalt.Jeg vil også skitsere sognet, hvori mine menneskerlevede.Jegkalder dem
mine fordi deres tilværelse også varmin. En
historie uden mennesker interesserer mig
ikkeret længe. Desmå hændelserogoplevel¬
ser,jegfinder frem af erindringensrodekasse,
kan seligegyldige ud,mende udgørden kna¬
gerækkejeg skal bruge tilathænge mine tids¬
billeder oppå. Der kanværehændtnogetlig¬
nende andre steder.
Dervil ikke blive skrevet■omandrenuleven¬
de mennesker end mig selv. Jeg-formen er
uundgåelig, fordi detvarmig dersåog sanse¬
de ogtænkteefter.Eftertanken har videgræn¬
serogmåbruges af enhver.
Den 1. maj 1929 havde min undervisnings¬
pligt ved Oxbøl Friskole fået de syv år, den
havde kravpå.Den sidste vintervarden kolde-
Erindringsbilleder
ste,denmestsnedækkedeogdenmestlæreri¬
geaf demalle. Dervarlunt inden døre,ogdet
var en god skole. Ifølge skolens arkiverede dagbog havde jeg intetfravær med vejretsom undskyldning.
Før denhårde vinter bedsigfast længe før jul havde jeg faet mine første lange,dyreame¬
rikanskegummistøvler for 16 kr., et stort be¬
løbpåPeder Skomagers disk. Devartilatvok¬
seioghavde plads tilentørhalmvisk,sommin
far kunneflette af hvidrughalm, imens jeg fe¬
jede staldbroen imørkningen.
Med denudrustningvar man forpligtet til
attrodse enhver snedrive seksformiddageom ugen.
Skoledagen var kort oginteressant. Ingen
lektieratlære udenad tilnæstedag,mengode skriftlige opgaver at arbejde med hjemme.
Nogle afos fik lyst til lidt mere end blot det nødvendigste. Detvarden friskoles sigteatlæ¬
resinebørn selvatarbejde med tingene udfra
egneforudsætninger,læreatkonkurreremed sig selv.
Iden kolde vinter blev der ikke spildt me¬
gentidpåskolevejen hjem. Efter middagsma¬
den,somvikaldte unden(eller onden)vardet
minpligtat tappevand ikrybbentiltorækker
køerogkalve. Slæbet medatpumpevand ind
ienmuretbeholder ihjørnet af stalden havde
andregjortomformiddagen med den frønne¬
detræpumpeudevestfor bryggersdøren. Jeg
skulle blotregulere vandhanen,så strømmen passede til køernessugetempo.Ikke for lidtog ikke formeget.Vandvarder nok af,mendet
varslavearbejdeattrækkepumpen.
Hvisikke vi skulle tærske e.l. blev de næste
partimerellertrebrugtpåskolesager. Derom
varjeg enig med min far,for detvarnetopi de tider, han var meget tilfreds med den skole,
han selv havdeværetmed tilatskabe. Nuskul¬
le denbrugesmenstidvar.
Jeg overkom lidtmere endatskrive fristile
omnorskeellersvenskeforhold. Dervarogså
regneopgaver,som skullestillesopså
også
an¬dre kunneforstå, hvordanmanhavdebåret sig
ad medat regnedem.
Min lyst tilhusflid med løvsavvar det gået tilbagemed. Jeghavdelærtatlæse bøger.Carit
Etlars Gøngehøvdingenmed tilbehørvar for¬
længstslugtognogleafJules Vernesdebedste
ellerværsteledsammeskæbne.
Børnenes Ugebladfik jeg med posten for
160øre ikvartaletog enbogpå 100 sideri til¬
gift foruden en årsgave, hvorafjeg husker et
paraf Ingemanshistoriskeromanerforkortet
forbørn. Efterden togjegfat på originalen,
som stod i vort bogskab. Undervejs fandt jeg
ved andreshjælp udaf,atikke altvarpinlig hi¬
storiskkorrekt,mende flestehelte ogskurke
havdevistnoklevetengang?
Denhistorie,somvar ca.700 åryngreog an¬
giklivet idet lokalesamfund,undgikikke min nysgerrighed. Hvad jeg fattede med mine barnligesanserersidenpyntetmedlæsteeller
fortalte ord og tal og lidt eftertanke. Derfor nogletrækomdetsamfund,somingenkunne
melde sigudaf.
SentensenAk, hvorforandret, var også ak¬
tuel i1929,menAalsognsstørrelseogpladspå
landkortetvar omtrentuændret. I landskabe¬
lighenseendevardermåske sketmereide60
årfør1929,end itiden derfulgte,menden for¬
tid er beskreveti tidligere udgivelser og skal
ikkegentagesher. Detvarminebedsteforæld¬
res ogforældresslægtled, derkultiverede det
bondeland,somjegblevfødt ind ioglærteat kende.
Landbruget var faldet til ro i en form, en struktur, dermentesholdbarfremoverigode
somisølle tider.Aljord, der fandtesværdigat pløje i,vardyrketopogantalletafsmåogmid¬
delstoregårdeoghusmandsbrugsåstort,som detnogensinde blev.Sidenhovedgården Hes-
Erindringsbilleder
selmed i 1921-22 blev udstykket i 11 lidt for
småejendommevarder ingengårde medover 100 td.landunderplov,menendel medover 50.Ingenhavdeover20køer,mangeomkr. 10.
Oksbøl Andelsmejeri (1883-1971) størst og ældst afsognets tre, modtogdagligmælk fra
112-115 leverandører. Antallet af mælketure
varnetopudvidet tilotte,fordelt vedårlig lici¬
tationtil delavestbydende. Deflestemælkeku¬
skevarhusmændmed fornødenhestekraftog sågunstigbeliggenhed,at turenvaroverkom¬
melig i forholdtil prisen på 3-5 kr.daglig for
enturmed30-50spande å30-40 liter. De jern¬
hjulede mælkevogne var mejeriets. Enhver
mælkekusk skulle sikre sig en kautionist, en stedfortræder itilfælde afsygdomeller anden
forfald.
Det var den mælkekørsel frem og tilbage
365dageomåret,dersattenormen for kom¬
munale ogprivate fællesvejestilstand. Kørsel
medlastbiler til ogfra landbrugetvargodt be¬
gyndt oghavdeogså brug forbedre veje, end
da mankørte med stude.
Alt, hvad der groede på egnens dyrkede jordplusendelmere,blev ædtaf alsidige hus¬
dyrhold. Mængden af salgsvarer, især slagte¬
svintil detengelskemarked,varstigende. Det
var mængden af indkøbte fodermidler og
kunstgødning også, men ikke priserne på salgsvarer.11929varbytteforholdet endnuno¬
genlunde,menerfarne folkogbønderså ikke lystpå fremtiden.
Alle brug havde malkekøer, svin og høns.
Nogle havdeogsåfedestude,ogetparfar eller
fire kunneforekomme afgammelvane. Man¬
gesidigheden ibådemarkbrugoghusdyrhold
havde med arbejdsøkonomi at gøre (uden brugaf papirogblyant). Engårdmed10-14 kø¬
erhavde ireglenbåde karlogpigeogtilligeen
stikirenddreng eller -pige i sommertiden. Der
skulle værehænder nok atfordele arbejdets mængde på. Kunstenvar atfa den fordeltog
gjortoverkommeligfor folkogfæåret rundt.
Specialisering, mekanisering, rationalise¬
ring varukendte begreber, men derblev an¬
skaffet maskiner, der skønnedes at være til rentabelhjælpogmed tilatfastholde dentil¬
vante arbejdskraft. Der skulle flere folk til at
varte etselvrensendetærskeværk opendtilat svingeenplejl.
Set med gamle folks øjne var markernes høstudbyttestort.At det siden blevstørre,fik
de ikkeatse.Deterkunstgødningen, dergør det,sagdeengammel mandtilminfar ved vej¬
kanten. Om de uddybede dens følgevirknin¬
ger,hørte jegikke.
Aarene omkr. 1929 blev husket for gode
vækstvilkår uanset pris- og pengeforhold.
Sommersol og -regn varrimeligtfordelt, til ti¬
derrigeligtaf det sidste. De knap2000menne¬
sker i sognetvidste,atdet var landbruget,de
fleste skulle leve af. Eneste industri var A/S
Baunhøj Teglværk, en sæsonvirksomhed hvis
horisontvar og blev lokal. Detmagre lergav skøremursten,somvarpænenår de sad imu¬
ren, hvis ikke de gik i stykker forinden. Ar¬
bejdskraftenvarpåegnen,tildels fordi dervar
etteglværk,mendetvar murernesefterspørg¬
sel efter sten,der skulle holde det igang.Mon teglværketkommer igangiåi;kunnevære et godt spørgsmål blandt arbejdsmænd henad
foråret.
Iskovensdybe, stillerovarderblevet god til¬
vækstaf stabiltarbejde til noglefå, tildels faste
folk og hermed brændetil mange komfurer
og kakkelovne. Destatsansatte plantørerhav¬
deøjeforogforstandpåatpasseskoven,som
varden deres egen.Ogdet varfremdeles sko¬
ven modvestdergjorde landetøstfor værdat
leve i.
Den endnu ungestationsby Oksbølvarble¬
vetså stor,somder (foreløbig)varudsigt tilat blive. I Aal Brugsforening, derogså solgte fo¬
derstoffer og gødning, købte næsten al land-
Erindringsbilleder
befolkning sine fornødenheder. Uddeler Sø¬
renNielsen havde tremand ihvidekitlerbag
disken og envedsækkevognenpålageret. Han
delte ikke selvvarerudmenså, hvad der fore¬
gikoghavdeensundsansforatfindeogfast¬
holdegode medarbejdere. Arbejdsdagen var
lang,menstedetgodt. Den kommis,der havde fyldtsinpladshos Søren Nielsen,var enkvali¬
ficeretaspirant tilen uddelerplads.
Andrebutikker varder nokafi byen i for¬
hold tilvanerogbehov. Etparkøbmænd kun¬
neklaresig nogenlunde,ogi nogle brancher
vardermåske nok tilén,menfor lidt tilto.Fø¬
devarer blev selvfølgelig købt i byen, men
mange,isærfra landet, havde denvaneatrejse
medtogeteller cykletil Varde,nårdeville kø¬
betøj ellerandet ekstraordinært.
Det var andelsbutikken Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening (RAV) på torvet, der
havde egnensbønderkonersomvantekunder,
fordi detkunne betalesigatværeprisbevidst
mereendmodebevidst.Nogle havdeulden fra
deklippedefar medsombyttevarer.I 1929til¬
delte denne andelsforretning sine medlem¬
mer8% i overskud (dividende)afåretskøb.
En togrejse fra Oksbøl til Varde og hjem igenkostede længe 130øre.Restenafendaler
raktenæsten til kaffe ogwienerbrød påHøj¬
skolehjemmet.Nogle fik tid til besøgpå syge¬
huset. Der var fremdeles ærinder til egnens
OxbølAndelsmejeriefter ombygning1915.(BlåizindshuklokalhistoriskeArkiv).
KvinciringsbiHedcv
købstad 25år efteratjernbanen havde givet si¬
nesmå stationsbyer vækstenergi.
Nuvarbanen vedatfåhjælp (konkurrence)
fra vognmænd i oplandet med deres små
Fordlastbiler. Det sketemensbanens sidste og stærkestedamplokomotiv fik lovatnøjes med
detungegodstog,ogder blev købt hurtigemo¬
torvogne til persontrafikken. Den første af slagsen, der omkr. 1924 lod sit advarendetu¬
dehorn høre, fik af et (musikalsk?) folkevid
navnetMaggiducidi efter Carl Alstrups samti¬
dige klassiker. Nebelgrisen var, så vidt vides,
navnetpåetældre, bestemt damplokomotiv?
GårdejerPeder Christensen,Gjedbjerg. (1883-1950). Sog¬
nerådsformandi .Aal kommune1929-46, fra 1928-32tilli¬
gesognefoged. (Privateje).
Det varogså i 1929,at amtsvejen fra Hvile¬
sted kro(Tændpibe)ogigennem byernetilog medOksbøl blevtjæret(asfalteret) førstegang, ogbyen fik sit første fortov. Ingen ventede,at sognevejene skulle blive andet end grusveje
som de var. Der var endnu løse ender bl.a. i Borre,somkunvarhjulsporpå barjord. Også
varder kirkestier ogskolestier. Nogle stod til
en dødsdom, mens andreventede på en op¬
højelse tilsmå landeveje.
Detvarstadigmælkekuskene, derklassifice¬
redevejene,ogsognerådetderskulle vedlige¬
holde ellerbevilgematerialer efter ansøgning
fra beboerne. Grus og sand var der nok af i sognets sydlige banker, men det skullé opar¬
bejdes vedhåndkraft ogmed tidenstekniske hjælpemidler såsom skovle og trillebør og
nogle Qælat trille på. Den arbejdsmand, der påtogsigatharpegrusfor kommunen,varsin
egen entreprenør, og vejudvalgets formand
den tekniske forvaltning, der tog mål af de formgivnedynger før pengenekunnehentes
hossognerådetskasserer.
Detmestearbejdeogkørsel for kommunen
blev udliciterettilarbejdere ellersmåbønder
medmeretidoghestekraft tilovers endpenge.
Etklogtsognerådtogistilhed socialehensyn,
hvorforsørgerbyrde o.l.varstor.
Snerydningvarubetalt pligtarbejde, udlod¬
det på ejendomsværdi. Offentligt fremlagte snekastningslister angav byrdefordeling og
vartilvejledning for de afsognerådet beskik¬
kedesnefogeder, der fortreåradgangenskul¬
le lede ogfordele arbejdet i hver sitområde.At
alle var med på at vejeneblev farbare, jo før
des bedre, var en god drivkraft i et arbejde,
som varusynligt ved majdagstide.
Alle tidervar sparetider. Et godt sogneråd
var sparsommeligt. I 1928-29 var Aal sogne¬
kommunesudgifter omkr. 90.000 kr.Sognerå¬
det havde siden 1909 bestået af ni medlem¬
mer,valgt for fireår ad gangenpå fem-syv lo-
kalelister,dersædvanligvisfik valgt mindsten mand hver. De sidste var der spænding om, indtil stemmerne vartalte. Alle, dervarfyldt
25år, havdevalgret, hvis ikke skatteskyldenvar forstor.Sognerådetfastsattevalget tilendagi
marts.
Efter valget i '29 skulle rådet af sin midte vælgenyformand.Det blev, ikke uventet,den 46-årige gårdejer Peder Christensen, der hav¬
dekendingsnavn efter sin føde-oghjemgård, Gjedberg, i sydkanten af Skjødstrup.
PederGjedbergvaringen nybegynder i of¬
fentlige hverv. Han kom i sognerådet i 1925og havdelænge haft sin faste stoli den lokalespa¬
rekasse. Ietparår havde hanogsåværetsogne¬
foged.Hanvartrænetsomforhandlingsleder
ogadministrator, da de folkevalgte varalene
omarbejdet udenskrive- eller regnemaskine.
I deførste af Peders 17 årsomformandvar
hansyngstedatter hamtilgod hjælp i det tilta¬
gendeskrivearbejde. Det foregik hjemme ved
stuebordet ily ved husarbejdet. Og hansgam¬
le far, aftægtsmanden Kræn Gjedberg, førte
gerne tilsyn med landbruget sit lange liv ud.
Peder havdetidtilat røgtesine hverv uden
atødsle medord. Han kendte folkogdereskår
bedre end de selv anede uden at skilte med det. De store reformer og skarpe meninger
hørte ikke tili hans midtsamlende stil.
Ikirkelige henseendervarAalsogngodtpå vej ind i enstilletid efterenhel menneskeal¬
dersuroogpræstesplid, hvor det religiøse ef¬
ter sigende havde haft bivirkninger til både
hesteavl ogtyrehold.Nu i 1929varsligt glemt
ellerfortrængt hos de fleste. Almen, saglig for¬
nuft havde længeværet ledetråd i bestyrelser
ogandre sammenhænge.Manhavde opdaget,
atdetvarikkeondtalt, hvad dervarfundetpå
underreligionskrigen,men nogetaf det hav¬
de faet traditionsstatus.
Friskolen, somjegfør har skrevet om, var
anerkendtsomengod skole, der tilmedspare¬
de kommunekassen for nogle penge til hus- ning og lærerløn. Med sinenæsten 50 elever
vardensåstor,somden ville blive.Bindinger
til AalValgmenighed var der ikke, udoverat mangeforældrevarmedlemmerbegge steder.
Dervarblandtforældrenegode ønskeromat bevare friskolen, men viljen ellerevnen tilat betale prisen for at fastholde gode lærerfolk
var svindende.
Dennæsten 25årgamle valgmenighed, der
varoprettetsomen nødvendig reaktion mod
densæresognepræstSchou, fik detsværtefter
at Schou i 1918 var blevet afløst afM. Engel- Jensen,en nobelmissionsmand med evneog
vilje tilatvære præst for alle isognet.
Valgmenigheden havde frafald, også da
Erindringsbilleder
dens tredie præstEdv. Elleri 1922 blevkapel¬
lan i Varde. Dervarikkerådtilatlønneenef¬
terfølgerogi dennæstehalvesnesår passede Eller, hvad der var tilbage som et venstre¬
håndsarbejde.
Fred ogfordragelighedvarrådende mellem præsterog gudeligeretninger, menskiftende sognepræstersavnede en kirkelig helhed.
Mit barndomshjem havde tilhør i valgme¬
nigheden, mest min mor. Min far var ingen flittig kirkegænger og mente for sig selv, at valgmenigheden havde udspillet sin rolle,
men der var ingen diskussion om, hvor jeg
skullegåtilpræst.Familien Ellervarmithjems
vennerogomvendt, ogjeg kendte ingen andre
præster.Jegvidste, at han var fortunghør til
min spagerøst,men vi skulle ikke høres i no¬
get som helst, ikkeengangpåkirkegulvet. Så
nemtvardet ikke blevet hossognepræstSvend Jacobsen. Det tillod den offentlige mening
ikke endnu.
Eller kom fra sinembedsbolig i Vardeenef¬
termiddag om ugen til Aal Forsamlingshus,
hvor han læste medosi kirkestuen. Han havde ikke selvbil,varmåske fortunghør tilatmåtte
køre? Den fuldmægtig fra Varde Bank, som
skulle ud til filialen i Søndergade i Oksbøl,
havde ham med i bilen.
Det var næppe Ellers skyld, at min præste¬
gangærlig talt ikke optogmigret meget.Kir¬
kestuen varikke hyggelig, ogdens kakkelovn
ikkevarmhverdag. Det hjalppå dens ensidige
varme, når Eller fik tændt sin krumme pibe,
menshangik fremogtilbage istuenogfortal¬
te.Hanvarslet ikkekedeligatværeistueeller
i kirkemed; detkedeligevarpåmin side.
Detvarskikatgå tilpræstetheltår, dog med
mange fridage, men der var konfirmation to gange årligt ligesom hos sognepræsten. Jeg
tror ikke, det var Ellers opfindelse at skulle lappeto halve årgange sammen hverthalvår
med risiko foratgentagesigselv,mendetvar
entradition,atmanskulleværetætvedde 14 år vedkonfirmationen, gernelidtover.
I vinterhalvåret varvi 10, hvoraf halvdelen
var gengangereogtillige mine jævnbyrdige i
friskolens ældsteårgang.Ved deres konfirma¬
tionvardefærdige med skolen, hvor jeg plud¬
selig blevenårgang for mig selv, min egenot¬
tende klasse. Det kom ikkeuventetfor degode
lærerfolk Vammen ogMarie, der skulle til at lærenæsteårgangnogetaf det,somjeghavde
lærten gang.Vammen lånte mig seminariets regnebogatfordybe mig i. Jeg blev skoletræt.
Efter sommerferien blevjeg hjemme uden
at spørge nogen oguden kommentarer. Der
varnokat trosig uundværlig i hjemme. Ogjeg
varblevet 14år.
I dethjemsted, hvor jeg gjorde mig rede til
atværetilnyttedagen lang,varder andresom havde været nyttige længe før mig. Hvis der
ikkevardet, havde der ikkeværetnoget atfor¬
tælle. Vierstadigvæk i 1929.
Mineforældrevarbeggelidt over50.Halv¬
delen af deresår havde de levet for det hjem
ogdengård, der med tidenvarblevetdobbelt
såstorogheltogholdent deresegen.Setfra al¬
farvejvardenregnetforengodgård,især hvis ejerens ogfamiliens indsats indgiki en nøg¬
ternvurdering. Tidenarbejdede med, kunne
min far finde på at sige i mindeord om sin
bedstetidsombonde.
Den nødvendige medhjælpvar kommet af sigselv, imensde ældstebørnvoksede til. Det
var allerede ved at blive en vane, at de, som bedst kunneforligesmedde gamle,varhjem¬
mesålænge,atdesyntesuundværlige.
Dererieftertidenfortaltombøndersbørn, der ikkemåtte komme ilæreeller læse tiletel¬
ler andetogmåske kom påen forkert hylde.
Degamle mente, atlandbrugetvar godt nok,
ogdevarideres goderettilatmenesådanom det,somde havde forstandpåogværettilfred-
Erindringsbilleder
HaraldSørensen(1908-85)som20-årig. (Privateje).
semed. I mangetilfælde havde de selv formet
deres rettehylde, måske i deres ansigts sved.
Til gengæld varingen nærmere til at hjælpe
de gamle end deresegnebørn.
Generationsspændingerernaturligeogtid¬
løse. Ofte stærkest mellem sønner og fædre.
Deer mere interessante,mere menneskelige
endgenerationskløfter.
Min 10 år ældre bror Svend havde en tid prøvet atlæse tilen præliminæreksamen,me¬
reaf sin farsvilje end afegen lyst ellertrang.
Detkneb medtålmodigheden,ognogle stedli¬
geforholdvarham vist heller ikke tilpas. Han
fik lovatvendetilbage tillandbruget,somhan
fandt mere spændende i andre egne end hjemme. Det kneb hamatfa øjepå,atvivarli¬
geså moderne på vestjysk, somde var andre
stederpåderes manér.
Ivinteren 1928-29varhan elevpå Ladelund Landbrugsskolei forstander Overgaards bed¬
ste tid, og han blev på stedetet parår mere
som kontrolassistent i Ladelund kontrolfore¬
ning med station på skolen og var dermed
vendt tilbage til sit gamle fag og sitrette ele¬
ment.
Vor næstældstebror,Harald, dervar21 før
jeg blev 14, havdesom 17 årigtjent i nabolaget
en sommer og siden blevet en voksen karl hjemme, mindst entommehøjere end vorfa¬
derlige garderveteran. I sin lømmelalder hav¬
de hanymtetomatlæreettræhåndværk,men fik det aldrig tænktså højt, atdet lødtrovær¬
digt på rettested, endsige for ham selv.Hans modvilje mod landbrugvar næppe stor nok.
Og den gamle villegerne beholde ham.
Vist havde knægten øje og håndelag for,
hvad et stykketræ kunne bruges til (ligesom sin mor,dervarafhåndværkeræt),men også godeevneri forefaldende landbrugsarbejder.
Udenatforhastesig vidste han altid, hvad han gik eller greb efter. Enhver bevægelse medet redskab ellerværktøjgavetønsket resultat. Vi
varvelhjulpne,sålænge han varhjemme.
Harald havde sin egen måde at sige imod på, som den gamle kunne nyde uden at for¬
trækkeen mine, menstredieperson intet be¬
greb. De blev lidt forvænte beggeto i en til¬
stand,somikke kunnevareevigtogheller ikke
skulle. Han skal ud og selidt andet, end det jeg
kan læreham,menlad detnuventetil han har Kongens Tjenesteoverstået,varmin fars frem¬
tidsperspektiv.
Tjenesten vartætpå. Hanskulle den9.maj
møde ved fodfolketiSønderborgog væreder
i mindst femmåneder,højstotte,hvis hanvar
uheldig ienlodtrækningomekstra vagttjene¬
ste,hvad ingen regnede med på forhånd.
Detville bliveenovergangforosalleatvæn-
Erindringsbilleder
ne ostilen ny ogfremmed karl, mestfor min
lidt forvænte far•ogmåske for den karl vi ikke
havde fundet endnu?
Minfarvar ikke doven-slet ikke,men ide
senereår havde han ikke behøvetatværesin egen forkarl. Vi havdeogså fået nogle maski¬
ner,hvisnyttevirkning hanvargod tilatiagtta¬
ge,menderes tekniske finesser holdt han sine tommelfingre fra uden dogatlade dem hvile
i vestensærmegab.
Det var ikke gammeldags bagstræberi, der plagede ham. Han ville godt vise sig villig tilat lade deungekomme til. Denslåmaskine,som vi fik da hanvar45,lærte hansigatkøre med
ogatslibe knive til,oghan kunne indstille sin
nyeFraugdeplovså den var nemat styre. Som
enfinplovmand stillede hanstorekrav til sine lærlinge. Når andresattedetnyetærskeværk i
gang,varhanenihærdig ilægger, hvisnegene blevserveretihansvantetempo,menhvis ele¬
vatorremmengledpå skiven, fordi Ørnhavren skæppedeoverforventning,vardetikke ham
dergreb efterenskruenøgle.
Harald havde lærtatkørebil, da hanvar20 årmed sinsparsommelige fars fulde velsignel¬
se. Han kørte i syv timermed M. Mortensen
ved sin side i dennes skolevogn, en gammel Ford, deromformiddagenvarmælkebil i Oks¬
bøl. Folktroede detvarløgn, darygtet togfart.
Værre blev detsiden, datobilforhandlere fra Vardepå skift lod deres nyemodeller vise sig
i Borre. Han havde ikke haft bud efterdem,
menjog dem heller ikke væk. Ingen kunne
forestillesig minfar vedrattetien nyFord til
henad 4000 kr. Det kunne han heller ikke selv.
Troede slet ikke han kunne læredet,ogsåville
han ikkeprøve pådet.
Han havde lærtsig at cykle, da hanvar35
udenatdyrke den kunstretmeget.Et ærinde
iOksbøl blev tiest forrettet medkæp ihåndog
nogle meterlange garderskridt. Han havde
lærtatgåogståpåsine ben,mentankenomat
købéen bil tilat holde sammen på familien
medvar entidalvorligment.
Hjemmet og familiens status i foråret 29 mangler endnu nogle ordom mineto søstre ogderes fortid. Ideres sidsteskoleåroglidttil
havde dehjulpet hinandenmedatværehjem¬
metsoggårdenstjenestepige. Førden tidvar dernogleår,hvor minmorhavdeenvaskeko¬
netilhjælp ved storvask al.,menden skikfor¬
svandt, da hendesegnevoksedetil.Detvar en
selvfølge,aten skulleværehjemme,ogda Sig¬
ridsomden ældstekom førstud, blev detden halvandetår yngreGudrun,der udenmodvil¬
jeblevmest hjemmevant.
Efter at Sigrid i 1927havde værethjemme
imens søsteren var på Skibelund Efterskole,
havde hunpladsetår hos den hjemmesygeple¬
jerske,somhunhavde lærtatkendepåsinog min fastersbørnehjem, dervaromtalt iårbo¬
gen 1988 side 193-195. Detvari den lille by Aa-
levestforHorsens.Derfra kom hun 1.novem¬
ber 1928 til sin sidsteplads i AnnaogChr. Bro¬
engsgårdhjemme isognet.Førhun fra3.maj
1929varelevpå Uldum Højskole blev hun for¬
lovet med Svend Aage Jensen, en vordende gårdejer i Aale.
Søsterenvaranderledes-omde derfor hav¬
desålet vedatforliges, kan der kungættespå.
Kæle- ogkaldenavnet Guddeslap hun aldrig
af med. Kun hendes far biugte det korrekte Gudrun, som mange slet ikke kendte. Som
den sidstefør efternøleren fik hungod tidtil
at følges med sin bedstefar hid ogdid, hjalp
ham medatholde styrpå forårslammeneog fik malket sine første køer, før han forlod de sidste.Hunblevindenlænge den bedste mal¬
kepige vi havde. Hun hjalpogsågamlingenat lyse(varme)denstoreovntiljulebagningenog havdesom 11 årig mod tilatovertagehvervet
efter hansdød.
Hun blev voksen, imens mangeaf hendes
Erindringsbillede]
samtidigehellere villeværehusassistenter end tjenestepiger vedforefaldende arbejde udeog inde. Hjemme ved køerne var hun længe uundværlig ogomvendt. Hendes evnertil at
omgåes dem havde med en gensidig tillid at gøre, som vi andre næppe kunne lære? Hun
fandtpånavnetil dem, derpassede til sind el¬
lerskind,uansetomdevarkønne ellergrim¬
me - ingen var blot et nummer. Og kalvene
kendte hun på melodien i deres brøl. Alt det
sværevedhusdyrene blevså let sålænge vi bare
kunnekalde på hende. Og det gjorde vi.
Det fikende, da hun pr.maj 1927rejstepå
efterskole. Hvordan finderkøerne deresrette
pladser,når de skal ind? Kan vi kende dem fra
hinanden? Denførste aftenstjal jeg mig tilat gøre det alene uden nervøs hjælp fra andre.
Dekunnesparederes kyllingesorger. Jeg hav¬
de blotventetpåatkomme til.
Gudrun var vendt hjem fra efterskolen
uden denstorebegejstringoghavdeovertaget pigeembedet igen. Det var bloten ny karl vi
skulle finde fra maj 29. Det lykkedes ganske godt. En enkeltannoncei Højskolebladet blev
besvaret medetvelformuleret brev fraendra¬
gon, der skulle hjemsendes fra Aarhus. Han
varfraLemvigkanten, hvor han havde tjentpå
landet siden drengetidenoghavde tilforlade¬
lige anbefalinger.
Han kom nogle dage før min bror skulle
møde ved sin garnison den 9. maj kl. 12. Og
den 10.vardet minfars og morssølvbryllups¬
dag,somde fejrede idølgsmålvedatrejse bort
i HansLyhnes hyrebil med migsomenestebi¬
sidder. Det skete i et sent ogtravltforårefter
den længste isvinter nogenhavde kendt. For
den nyekarl, der hed Peder, har detogsåværet
enovergangatfinde sig selv ien nypladsog ny skik i en fremmed egn ogukendte folk med
andreudtryk.
For migvar det også interessant og spæn¬
dende og enårsagmeretil min skoletræthed.
Jeghavde ikke tid. Vel vardetikke minsagat
sætteden nyekarl ind i sit nye embede, men
jeg kendte stedets vaner og særheder bedre
end andre anede. Min farvarikkevanttilstore
anstrengelser som arbejdsleder også bange
foratblivemisforstået,atdet kunnegåudover forståeligheden. Når jegvarmedsomvejviser
til de for ham ukendte markskelo.l. kunnejeg ogsåhuskeogoversættedenbesked dervargi¬
vet.
Pedervarflink ogflittig,menoverkomikke
såmegetsomsinforgænger. Somgammel dra¬
gon varhangod tilat styre etparhesteogvillig
tilatlære kunstenfrasig.Detskete,atjegfik li¬
nernei hændeudenatspørge, menshanlagde
sine kræfter i nogetandet. Detvar en ny for¬
nemmelse.Jegfik skældud foret harvearbej-
de. Mit sidste harvearbejde det forår blevno¬
get sjusk som en københavnerdreng kunne
havegjortbedre. Jegtogdefortjenteukvems¬
ord til mig uden at knyoguden nag. Så blev
der ikkesagt mere omdet.
Henpåsommerenopstod derrygterom,at denstoreKallesmærskhede mellemVejersog Blåvand skulle bruges til skarpskydningmed
kanoner. Hvornår,varder deltemeningerom
- hvisdetaltsåblevtilnoget? Det hed sigogså,
atdermåskeskulle indkvarteressoldaterude
på gårdene. Allerede i september, mente no¬
gen.
Dementeikke forkert. Eneftermiddag sidst
iaugust,mensviventedepådetnæsteruglæs
i ladeporten, stegen venlig militærpersonaf middelrang ud afenåben bil ogmed papir i
håndfortalte hanmandenigården,atviskul¬
le huse to befalingsmænd med fuld forplej¬
ningoghelstensengatsovei. Dekommerpå onsdag,varde sidsteord før hanstegindtilsin menigechauffør, der havdetagetenlilleryge¬
pause, mensjeggloedesom ender førstegang såensoldat.
Erindringsbilleder
Peder Christensen, Gjedberg, havde som
sognefoged fordelt det militære mandskab
blandt kvarterværterneudfrarimelige hensyn
til pladsforhold og overkommelighed. Han
kendte sinesognefolkskår.
Soldaterne kom som bebudet den 4. sep¬
tember. Til vort hus kom der kun en under¬
korporal,somsåfiktosengeatvælge imellem
i det lille loftskammer. I mangehjemvardet
en uprøvet situation, man var sat i med kort
varsel. Hvorgodt eller hvor fintmondetskulle
være?
Hos os vardet ikkeværst. Som gardervete¬
ran vidste min far aferfaring,at soldatervar
gladeforatkomme bort fra detrangekaserne-
mureogud ietjævntogmuntert hjemat bo.
Vorflinke underkorporal Christensen fiken
solid madpakke med udpå heden hvermor¬
gen og oveni tilbørlig drikkelse af forskellig
artenAlbanipilsner å30ørefra den trækasse,
deraltid stod påkældergulvet. Jegkanfor mit
indreørehøre ham sigepænt,ja tak,- Det morede min farat faen soldat ihuset for en tid, selvom det kun varen artillerist.
Han fik prøvet endnu engang atføle på den
klassiske gevær 89, som en gammel kending,
dervarpræsenteretmange gangeitideoguti¬
de. Hanvar enlille smule stoltafathave stået detigennem for længe siden.
Indkvarteringen, der varede godt et par uger, blev til fornøjelse forbådeværtsfolk og soldater. Vækvaralle sorgerpåforskud. Mød¬
re,derhavdeværetbange foratsoldater skulle
forføre deres piger, var nærmest blevet om¬
vendte.Påennabogård,hvor der havde boetto menige, kom der ial stilhed breve til den gode
18årige tjenestepige,somhavdesvoretathol¬
deafstand tilsoldater,hvad hun også gjorde - dogmedeneneste undtagelse, ham somhun
holdtguldbryllup med i januar 1984.
Det militære islæt påegnen havde faet sin godebegyndelse.
Året
efter blev deførsteba¬rakkerrejst syd forFåresø. Ennytidvarkom¬
mettil egnen foratblive.
Densidste søndag i septemberblev jeg i al
beskedenhedkonfirmeret i Aal kirkesammen
medtomere.PastorEllergjorde detsånemt,
somdet dakunne gøres.Man skulleknæle ved
alteret oggive ham sinhåndog.såskaljeg nok
fåhamtrukketned, hvishaneritvivl trøstede han osmed vedgeneralprøven.
Gæstebuddet senere på dagen gav ikke trængsel i huset, oggaveudbyttet var som ti¬
densnorm:en sneskroner i rede penge,etpar
tegnebøger og en læderpung samt en fylde¬
pen,derkunne skrivenogenlunde.
Denblåmandagblev brugt til besøg hospa¬
stor Eller i hans kapellanbolig i Slotsgade i
Varde.Jeghavde brevmed,som der nokogså
var penge i. Medlemmer afvalgmenigheden
betalte direkte og varsåfritaget forkirkeskat.
Søndagenefter gikmanmedsinmortil alters,
som det var skik efter konfirmationen, men ikke før. Ogdermed havde man så smøgetal kirkelighed af sigforentid. Hvisnogenhavde spurgthvorfor,varjeg blevet demsvarskyldig.
Det lå i luften, atjeg fra november skulle
prøveatgøredetud forbåde karlogdreng.Jeg
blev ikkespurgtdirekte, heller ikkeomdervar andet,jegvari lystefter. Minstore,stærke bror
skulle ikke hjem, nu han var kommet ud, og
jegvidste,atminfar hellere villenøjes med sin
egendrengend findeen fremmed karl.Envar for lidt, men to var for meget. Min mor var
bangefor,atdetville blive forstrengtforbåde
farogsøn.Nårvi blevenmindre, komvitilat mangle drengen mest, forudså hun. Jeg for
min partvillegerne ettrin opad rangstigen.
Min plads i andres skygge havde varet længe
nok.
En nypigehavde vifåetioktober.Minstore¬
søsterSigridvilleværehjemmemensden lille tjente påengård påBrørupegnen. Nu skulle
Erindringsbilleder
detvære,thiSigrid gik igiftermålstankeridet følgendeforår.
Forandringenvar,udenatforklejnenogen,
retsåfrydelig. At dennye var mereimpulsivog kunneblivesågal,atdetnæsten føltes urime¬
ligt, togjeg ingenskade af. Deparlussingerjeg
fik,varjegblevetgammel nok tilatslåigenfor.
Såfortrødvibeggeudenundskyldninger eller
nag. Hun varogså den,dertogenunder vin¬
gerne,nårdervarbrugfor det.
Dervar netop i de tider mange sædvaner,
derblevpillet ved.Skal det siges medetenkelt
ord mådetværeindustrikulturen,dervarpå vej-kortsagt. Radioenvarpåvej ud til defle¬
ste, langsom men sikkert. Hvad der blev sagt ellerspillet ihovedstaden, kunne høres i Bor¬
re i samme nu. Pigernes korte hår fik deres
mødretilatfældetårer.
Dethørtemed i minsøstersrejseforberedel¬
ser til sin nye plads athun ville klippes. Nu
kunne hun ikkespilde tid påatredehårien halv time hverdag. Hunvarubøjelig,men gav sin mor tid tilatforsone sig medtanken. Så
faldtfletningen forOkholms saks.
I sin nyepladsskulle hunmalke køerpåan¬
den visendhjemme.Dervarmalkemaskiner,
somtovoksnekarlebetjente,entil hver.Pigen
skulle malkeeftersom dethed. Eftersigende gik detsådan,atde rødekøerblevmereglade
for den nyepigederhavde sinduelighedmed hjemmefra,end for deretprimitivemaskiner.
Eftermælken tog til i mængde.Bonden i går¬
den frydede sig over sin nye malkepige, som han kun kunne beholde vinteren over. Det blev ikke i hans tid malkemaskinerne blev bedreendmenneskehånd,mendetsketeom¬
sider.
Mindebutsomenekarlgik ikkeså ildeend¬
da.Sigridogjeglæssedeåretsstorehøstafkål¬
roer med vore bare næver, mens den gamle
havde nokatgøremedatlæsseaf hjemme ved
kulen. Hanstod ved sidenaf vognentil hannå¬
ededensbund,dernæst sad hanpåsineknæ
ogsmedroerafmed hænderne. Detvarfør vi ejedeen sekstandetroegreb.
Delangearbejdsdagepå landeterdertil ti¬
der ofret mangeukvemsordpå. Hosos varde
ikkesædvane,menethvertstykke arbejde,som
var anstrengelsen værd, skulletages alvorligt
uden unødig snak og pjat. De langestrenge dagehavde min far faetnok afisineyngreda¬
ge.Hvis detvarnødvendigtientravl tid, kun¬
nehangå længe i furen bag sin plov,når han
vidste,atviandre havdegjortaftenrøgtningen
tilpunktogprikke,så han kunne nøjes medat hænge trøjen op ved bjælken, når han kom hjem.
Framitførsteårudenskolegang huskerjeg
bedstmig selvsomethjemmemenneske. Uden
storlyst gik jegtil gymnastik medkarlene i det
næreforsamlingshus. Jeghavde formangefor¬
sømmelser, mente lederen. Så holdtjeg helt
op.Jegfulgtes medSigrid til møde i ungdoms¬
foreningenetpar gange,menshunvari besty¬
relsen. Detkededemigogså,ogsågad jeg ikke hykleenlyst,somjegikke havde. Ville hellere
siddehjemmeoglæse. Vi fik fremdelestoavi¬
serihuset,ogjegvidste hvor detstod eller bur¬
de stå,detsomjegfandt værdatlæse.
Min far blandedesig ikke i,hvadjegfandt påatlæse. En aften faldt hanoverdetobind af Johan Skjoldborg, der stod i hansreolog men¬
te, atjeg vist vargammel nok tilatlæsenoget af det.Jeggik igangmed Kragehusetogder¬
næstEnStridsmand.Dajegvari lagmed Gyld-
holmmenteminmor,detvartidligtnok,men
jeg læste den færdig tillige med Bjærregaar-
den.
Allerededenganghørte deen svunden tid
til,men entidsomvarværdatkende foratfor¬
ståeftertiden.Jeg læsteogså ugebladeudenat
tageskadepåsjælen?
Jeg blev ikkesporforslæbt den vinter. Min
