en industri af virksomheder, organisa- tioner og projektmagere, der tilbyder integrati- onsprojekter for arbejdsløse indvandrere, er vok- set frem de seneste år. Og efterspørgslen på de- res ydelser er stor. For hvert år poster ministeri- er, kommuner og EUs Socialfond hundreder af millioner kroner i projekter, som skal integrere indvandrere i det danske samfund og hjælpe dem til at vinde fodfæste på det danske arbejdsmar- ked. Alene Integrationsministeriet har i de se- neste seks år brugt mere end 1 milliard kr. af satspuljemidlerne på integrationsprojekter.
Men meget tyder på, at mange af pengene er spildte. En tredjedel af de indvandrere, som del- tager i arbejdsmarkedsrettede projekter, ople- ver ikke, at det øger deres mulighed for at kom- me i arbejde, viser en ny undersøgelse fra Roskilde Universitet. Og en undersøgelse fra AKF kon- kluderer, at 63 pct. af deltagerne i kommunale forløb hverken kommer i job eller uddannelse.
Se figur 1.
Resultatet er, at en stor gruppe indvandrere kører rundt i aktiveringsmøllen i årevis. En tred- jedel af de indvandrere, der deltog i RUC-un- dersøgelsen havde deltaget i mindst tre forskel- lige projektforløb i løbet af de seneste fem år uden at opnå ordinært arbejde. Se figur 2.
Integrationskonsulent Manu Sareen, der rådgi- ver landets kommuner i integrationsspørgsmål, er ikke overrasket over projekternes manglende resultater:
“Indsatsen er helt vildt tilfældig. Når der er integrationsproblemer, går vi i panik og kaster penge i projekter, uden at der er nogen, som ved, om vi får integration for pengene. I dag bruger vi millioner af kroner på projekter, der skal lære indvandrere at danse. Eller projekter som DM i
frikadelle,” siger han.
Mandag Morgens analyse, der er baseret på samtaler med ti eksperter og praktikere på in- tegrationsområdet, peger på, at især fire fakto- rer spænder ben for en mere vellykket indsats:
• EN GLEMT GRUPPE.I mange kommuner har der længe været en betydelig berøringsangst over for de svage ledige med anden etnisk baggrund end dansk. Sagsbehandlerne har vægret sig ved at stille krav til dem, og det har ført til en famlende og mangelfuld ind- sats.
• RINGE JOBFOKUS. Integrationsprojekterne har en tendens til at fokusere på at opbygge bløde sociale kompetencer uden samtidig at sikre, at kursisterne opnår de faglige kvalifi- kationer, som også er nødvendige for at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. F.eks.
brugte Københavns Kommune sidste år 48 millioner kr. på 114 projekter. Kun 17 af dem var rettet mod beskæftigelse. Resten havde udelukkende social integration på dagsor- denen.
• VIDENSPARADOKSET. Selvom evaluering og effektmålinger er blevet buzzwords i inte- grationsbranchen, kniber det stadig med vidensdeling og erfaringsopsamling.
Mange kommuner har svært ved at omsætte gode erfaringer til kontinuerlig praksis.
• KOMMUNALE SILOER. Viden og kompetencer i integrationsindsatsen er spredt over for mange forvaltninger, som kun i ringe grad arbejder sammen.
Mandagmorgen 26
MM0319. januar 2009
Integrationsprojekter skyder ved siden af
Udbyttet af integrationsindsatsen er tvivlsomt – 63 pct. af forløbene fører hverken til job eller uddannel- se for deltagerne – Berøringsangst, manglende forankring af gode erfaringer og mangelfuldt samarbejde på tværs af kommunale forvaltninger bidrager til de dårlige resultater – Bryd de kommunale siloer ned, og styrk sammenhængen mellem social- og beskæftigelsesrelateret læring, opfordrer eksperter
Figur 1: En tredjedel af de adspurgte indvandrere oplever ikke, at de kommer tættere på et ordinært job, når de del- tager i integrationsprojekter.
Note1: N=261 personer med anden etnisk baggrund end dansk.
Kilde: Roskilde Universitet, 2008.
MM |Aktivering uden gevinst
“Synes du, at aktiveringen har øget dine muligheder for at få et arbejde?”
Ja, i høj grad
Ja, i nogen Ja, i grad
mindre grad Slet ikke
Ved ikke
Pct.
20
26 32
17 5
Berøringsangst
Regeringens mål om at skaffe flere i arbejde har ført til, at der er kommet fokus på at aktivere kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk bag- grund. Men indsatsen lider under, at de kom- munale sagsbehandlere i mange år har været vant til at stille meget få krav til de svageste et- niske minoritetsgrupper:
“Rent fagligt halter vi bagud mange steder.
Mange kommuner og arbejdspladser begynder næsten forfra, fordi der har været en ærgerlig berøringsangst,” fastslår Manu Sareen.
Berøringsangsten hænger bl.a. sammen med den danske sagsbehandlertradition, fastslår Conni Gripping fra analysevirksomheden LG Insight, der har evalueret over 100 beskæftigel- sesprojekter målrettet flygtninge- og indvan- drere:
“I Danmark har vi en vejledertradition, hvor borgeren får råd og vejledning, men selv træf- fer valget inden for de angivne rammer. Denne form for vejledning anvendes også til gruppen af kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk bag- grund end dansk. De kan dog ikke altid selv se deres ressourcer eller gennemskue, hvad der vil være det mest hensigtsmæssige valg for dem,”
siger Conni Gripping.
Samtidig peger hun på, at der har været en tendens til, at især kvinder med anden etnisk baggrund har hængt fast i de bløde sociale pro- jekter, som ikke bringer dem tættere på ar- bejdsmarkedet.
“Forløbene skal indeholde andet end at sy og lave mad. Mere arbejdsmarkedsrettede tiltag har vist gode effekter også for de kvinder, som vur- deres at være langt fra arbejdsmarkedet. Der bør hele tiden være et mål om beskæftigelse, men der har været en tendens til, at man syntes, det var synd for kvinderne at bringe dem i job, for- di de kommer fra en travl hverdag med mange huslige pligter, børnepasning osv.,” siger Conni Gripping.
Hun oplever dog i lighed med andre, at flere kommuner imidlertid er ved at få øjnene op for, at udviklingen af sociale kompetencer sagtens kan kombineres med mere beskæftigelsesrette- de forløb. Se tekstboks. Det fremgår af forsk- ningsrapporten “Ressourcemobiliserende be- skæftigelsespolitik” fra Roskilde Universitet.
Forskningsprojektet har haft integrationspro- jekterne i de fire udsatte boligområder Mjølnerparken, Tåstrupgård, Vollsmose og Urbanplanen i Århus under lup, og professor John Andersen er ikke i tvivl om, at kombinati- onen af social opkvalificering, uddannelse og
arbejdsmarkedsrelaterede aktiviteter især kan hjælpe ressourcesvage indvandrere:
“Det giver en realistisk blød og langsom ind- gang til arbejdsmarkedet og hjælper deltagerne ud af deres isolation. Det virker bedre end at si- ge: “Enten er du inde, eller også er du sygemeldt.
Eller også ryger du helt ud af systemet,” forkla- rer John Andersen.
Han understreger dog samtidig, at det skor- ter på fleksible tilbud med virksomhedspraktik eller fleks- og skånejob. Problemet er, at det kræver et stort engagement fra de deltagende arbejdsgivere at deltage i ordningerne. Og intet tyder på, at virksomhederne vil blive mere villi- ge til at afsætte de nødvendige ressourcer, ef- terhånden som lavkonjunkturen bider sig fast.
Manglende kontinuitet
Projektmagere på integrationsområdet mødes af høje krav til effektmålinger og evalueringer af deres tilbud. Især Integrationsministeriet stil- ler skrappe evalueringskrav til de projekter, der får del i de 200 millioner kr., som ministeriet årligt deler ud via satspuljemidlerne.
Men trods evalueringsiveren fastslår Integrationsministeriets egen rapport
“Eksemplariske kontakt- og aktiveringstilbud”, at det er mere end svært at gennemskue, hvilke resultater indsatsen over for etniske minoritet- skvinder kaster af sig. “De beskæftigelsesfagli- ge aktører har hidtil ikke kunnet påvise klare og fornuftige sammenhænge mellem resultater og indsatser på området,” hedder det.
Selv når det lykkes at påvise, at nye metoder bidrager positivt til integrationsprocessen, er det sjældent, at de bundfælder sig og integreres i kommende projekter. Dermed kommer inte- grationsindsatsen til at savne kontinuitet:
“De mange projekter har svært ved at slå rod i kommunerne. Når pengene løber ud, løber pro- jekterne og erfaringerne ud i sandet.
Forudsætningen for at få projektpenge er, at man skal vise, at man udvikler nye metoder. Men når projekterfaringerne skal omsættes til praksis i kommunerne, har de ansatte i kommunen travlt med alt muligt andet, fordi arbejdspresset er stort. Derfor får man ikke gjort mere ved de go- de – eller dårlige – erfaringer,” siger Kirsten Hvenegård-Lassen, der er integrationsforsker på Institut for Kultur og Identitet på RUC.
Ifølge forskerne på projektet “Ressouce- mobiliserende Beskæftigelsespolitik” er årsa- gen til den manglende kontinuitet, at mange kommuner mangler processer, der kan sikre, at konkrete projekterfaringer bliver integreret i de-
Mandagmorgen 27
MM0319. januar 2009
Figur 2: Knap en tredjedel af de adspurgte har deltaget i mindst tre forskellige projektforløb inden for de sidste fem år.
Note1: N=319 personer med anden etnisk baggrund end dansk, som inden for de sidste fem år har deltaget i arbejdsmarkedsrelaterede integrationsprojekter.
Kilde: Roskilde Universitet, 2008.
MM |Aktiveringsmølle
“Hvor mange aktiveringstilbud har du været igennem inden for de sidste fem år?”
2 1 3
5 4
6 eller flere
Pct.
22 49 5 3 6 15
res generelle driftsorganisation. Når projektpe- rioden løber ud, er der ingen, som sørger for at samle de brugbare elementer op. Problemet for- stærkes af hurtig personaleomsætning:
“Kommunerne lider under, at der er en ret hurtig udskiftning på gulvet blandt de medar- bejdere, der har været involveret i integrations- processerne,” fastslår Kirsten Hvenegård-Lassen.
Kommunale siloer
Hovedparten af de indvandrere, der modtager kontanthjælp, har andre problemer end ar- bejdsløshed. Derfor skal der ifølge integrati- onseksperterne sættes ind på en lang række om- råder, for at de kan vinde fodfæste på arbejds- markedet.
“Nogle gange er første skridt på vej mod et aktivt liv at opbygge helt grundlæggende fær- digheder – f.eks. skal de have hjælp til at lære at tage en rulletrappe, organisere indkøb og smøre madpakker,” forklarer Conni Gripping.
Men den flerstrengede indsats stiller høje krav til, at de kommunale forvaltninger formår at ar- bejde sammen på tværs af faglige og institutio- nelle grænser. Samtlige eksperter og praktikere understreger, at samarbejdet mellem medarbej-
derne i socialforvaltningen og sagsbehandlerne i jobcentret er afgørende for, om det lykkes at hjælpe de svageste kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet.
“De bedste erfaringer har vi fra skræddersy- ede, fleksible løsninger. Det gælder om at dele viden, opbygge kompetencer og have ambassa- dører, der tvinger alle relevante aktører til at sæt- te sig sammen,” fastslår John Andersen.
Efter kommunalreformen er det imidlertid blevet vanskeligere at få samarbejdet op at stå, for- di kommunens integrationsteam er blevet split- tet op, så jobcentrene tager sig af den beskæfti- gelsesrelaterede del, mens andre forvaltninger ta- ger sig af borgernes sociale og sundhedsrelate- rede behov.
“Jo mere opsplittede vi bliver i vores specia- ler og viden, desto sværere bliver det at dele vi- den,” konstaterer Mette Blauenfeldt, der er for- mand for Dansk Socialrådgiverforenings Integrationsfaggruppe.
Professor John Andersen peger imidlertid på, at det kan lade sig gøre at lave succesfulde tværfaglige projekter. Det forudsætter imidlertid, at de ledige, erhvervslivet, politikerne og de kom- munale forvaltninger engagerer sig i opgaven, og at man ændrer de administrative systemer fra top til bund.
Han fremhæver Urban-sekretariatet, som dækker Gellerup og Århus Vest, som et godt ek- sempel på, at stærke netværk mellem politikere og fagfolk kan skabe resultater.
“Sonja Mikkelsen, som leder sekretariatet, har tætte forbindelser til borgmester Nikolaj Wammen og løbende drøftelser med jobcente- ret. Derfor kommer erfaringerne i spil, og det bidrager til at reformulere hele kommunens in- tegrationspolitik,” forklarer han.
Men i flere aktørers øjne er forbedringerne i Århus Kommune endnu skrøbeligt jomfruelige.
“Det er rigtigt, at der er sket rigtig meget, men det er en udvikling, der kun er nogle år gam- mel, og den er ikke rigtig slået igennem endnu,”
fastslår Manu Sareen. MM
Signe Eriksen Tonsberg| mm@mm.dk Eva Tingkær| mm@mm.dk
Mandagmorgen 28
MM0319. januar 2009 MM| Tværfaglig best practice
I rapporten ”Ressouremobiliserende beskæftigelsespolitik” fremhæves to integrations- projekter i henholdsvis Vollsmose og Tåstrupgård som eksempler på best practice:
Virksomhed Vollsmose:
Samarbejde startet i 2005 mellem lokale initiaivtagere og Odense Kommune, som havde til formål at sikre deltagerne varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Man etablerede små produktionsmiljøer, hvor der var fokus på syning og catering, og deltagerne leverede produkter til både private og offentlige virksomheder og var i perioder deltidsansatte i virksomhederne med ordinær løn. Målgruppen var matchgruppe fire og fem, som er ledi- ge med andre problemer end ledighed, samt krigstraumatiserede indvandrere. Indsatsen har resulteret i, at halvdelen af de 201 kontanthjælpsmodtagere, der har deltaget i pro- jektet, er kommet i uddannelse, i arbejde eller har startet deres egen virksomhed. I februar 2008 var et af catering-projekterne under Virksomhed Vollsmose med i Go’Morgen Danmark på TV 2 som et eksempel på vellykket integration.
Jobexpressen i Tåstrupgård:
Samarbejde startet i 2003 mellem Tåstrupgård Lokalcenters sagsbehandlere og jobkon- sulenter i projektet Jobexpressen. Lokalcentret tog sig af forhold som den lediges sund- hed og sociale udfordringer, og sendte den ledige videre til Jobexpressen, når han eller hun blev vurderet til at være jobparat. Jobexpressen varetog derefter kontakten til lokale virksomheder og matchede ledige job med de lediges ønsker. Projektet var rettet mod kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund i matchgruppe 1, 2 og 3.
Resultatet af indsatsen var, at 296 personer kom i ordinære job, 23 kom i job med løntil- skud, 8 i virksomhedspraktik, 79 i fritidsjob og 30 i uddannelse. Lokalcentret er efter kommunalreformen blevet opløst, og Jobexpressen er integreret i det nye jobcenter.
Indsatsen er nu udvidet til også at omfatte matchgruppe 4 og 5.
Kilde: Ressourcemobiliserende beskæftigelsespolitik, red. John Andersen, RUCs forlag 2008.
