10 års Jubilæum

(1)

10 års Jubilæum

i Familiehuset, Smedetorvet 8

Psykoterapeutisk dagbehandling

(2)

Indholdsfortegnelse

Forord 3

Af centerleder Lone B. Petersen

Indledning 4

Af antropolog Randi Dahl

Tanker og teorier bag Familiehuset 7

Af familierådgiver Jytte Christensen og familierådgiver Birthe Hedegaard

Et behandlingstilbud bliver født 9

Af Familiehusets leder Inger Poulsen

Indlæg af personalet i Familiehuset 14

Et hus at føle sig hjemme i 19

En miljøsekretær er en garant for hjemlighed 22

Af Antropolog Randi Dahl

Hjemlighed er andet og mere end et hjem 26

Forandring for generationer – en værdibaseret praksis 29

Af specialist i klinisk psykologi, NPF,

vejleder ved Familiehuset i Horsens over fl ere år

Haldor Øvreeide

Frivillighed giver lyst til at lære nyt 34

Nogle overvejelser i forbindelse med Familiehusets fødselsdag 37

Af jungiansk analytiker Lisbet Myers Zacho

Selvets udvikling i billeder 38

Glæde over anerkendelse af Familiehuset 39

Familiehuset set med forældrenes øjne 41

Af cand. pæd. i pædagogisk psykologi Marianne Siggaard Nielsen

Mellem levet liv og terapi 48

Statements fra samarbejdspartnere 51

Foto: Kamma Phram, Per Algreen

Layout og tryk: Grafisk Horsens Kommune

(3)

Af centerleder Lone B. Petersen

Du sidder med jubilæumsskriftet for Familiehu- set i Horsens. Et jubilæumsskrift som markerer, at Familiehuset nu har eksisteret i 10 år. Stedet har i den forgangne periode arbejdet sig støt frem til i dag at være en veletableret og velre- nommeret institution med stor erfaring inden for arbejdet med børn og forældre.

Familiehuset startede oprindeligt som et projekt, der skulle bevise sit værd ved at skabe positive forandringer i samspillet mellem børn og for- ældre, således at en evt. anbringelse af barnet kunne undgås. I 2000 blev projektet permanent- gjort og der var ikke nogen tvivl om, at Familie- huset havde skabt sig en solid platform for fami- liearbejdet og huset blev både internt i Horsens Kommune – men også uden for kommunens grænser – kendt for den høje faglighed stedet repræsenterer – en position som Familiehuset siden har holdt fast i.

Familiehuset har og har haft betydning i forhold til, at kommunen har fået adgang til meget tid- ligt i et barns livsforløb at kunne sætte ind med en intensiv støtte – hvilket uden tvivl har været medvirkende til, at nogle familier er kommet fra start på en hel anden måde end det ville have været muligt uden Familiehuset.

Familiehuset har siden sin start arbejdet målbe- vidst med at videreudvikle sine arbejdsmetoder – stedet har således overført kompetencer indenfor spædbørneterapi til at kunne anvendes i forhold til større børn. Der er i Horsens Kom- mune blandt kommunens øvrige medarbejdere stor opmærksomhed i forhold til disse metoder – og stedet bruges i dag også til at give sparing til en lang række samarbejdsparter.

Familiehuset blev etableret med henblik på at skabe alternativer til at anbringe små børn uden for hjemmet. Siden har Horsens Kommune arbejdet videre med at udvikle alternativer til anbringelse for den øvrige del af kommunens børn og unge og deres forældre. Familiehuset re- præsenterer således i dag en væsentlig del af en samlet vifte af tilbud til familier, børn og unge med særlige behov.

Læs selv med – få mere at vide og bliv inspireret af den udvikling, der er sket i løbet af 10 år.

Jeg ønsker Familiehuset tillykke med jubilæet – og læseren god fornøjelse til spændende læs- ning om historie, nutid og ambitioner for fremti- den.

FORORD

(4)

Rundt om et hus

Af Randi Dahl. Cand. mag. i antropologi og ma- ster i professionsudvikling

Dette tidsskrift fejrer Familiehuset med en række tekster, der er blevet til over det sidste halve år, hvor Familiehusets personale satte sig selv og vigtige samarbejdsparter på den opgave at ud- trykke deres engagement i at skabe nye traditio- ner indenfor familiebehandling.

Det er en krævende opgave at gøre det på skrift, for husets hverdag er struktureret efter værdier som kontakt, nærvær og autenticitet, som er kropslige og sanselige måder at kommunikere på. Men nu er arbejdet ført til ende, og Familie- huset sender en tanke til alle læsere med håb om, at de finder inspiration til at arbejde for det gode liv i og udenfor familien.

Præsentation af artikler

Forordet af centerleder Lone B. Pedersen har allerede markeret, hvordan Familiehuset er en kommunal institution og indgår som en del af den samlede indsats, som Horsens Kommune gør for en tidlig forebyggelse af negativ social arv. I Familiehuset tager familierne denne indsats til sig, og efter denne indledning følger en række indlæg, der fortæller om, hvorfor de gør det.

I første omgang præsenteres læserne for husets historie og de nuværende værter. De første for- fattere er familierådgiverne Jytte Christensen og Birthe Hedegaard, som var blandt de første til at give huset form.

Derefter byder Inger Poulsen velkommen. Hun har været husets leder gennem alle årene og præsenterer husets koncept i en kombineret personlig og faglig udviklingshistorie. Dermed

Indledning

er tonen slået an for Birgitte, Tina, Joachim og Elsebeth. Deres indlæg viser hver for sig og sammen, hvordan huset er skabt til inspiration for de familier, som tager mod terapeuternes tilbud; men at det samtidig giver mening for dem som ansatte at få lov at give disse tilbud.

Efter denne velkomst inviteres læserne med på en tur rundt i huset for at høre, hvad huset selv kan fortælle. Denne afdeling indledes af undertegnede, som begynder med en skitse over husets indretning og et hurtigt kulturanalytisk bud på, hvordan det kan være, at der ser ud, som der gør. Dernæst følger en artikel om forholdet mellem begreberne hjem og hjemlighed, der viser, at huset er så hjemligt, at det nærmest springer i øjnene. Næsten automatisk kommer man til at tænke over, hvordan der mon er hjemme hos en selv.

Og det sker helt bevidst fra Familiehusets side, for her prioriteres den gode og nærende stemning i miljøet så højt, at der er ansat en person til at passe på den. Derfor handler den følgende artikel om, hvordan hun fylder de rum ud, hvor alle kommer med hverdagsaktiviteter og et almindeligt samvær, og hvor terapeuterne bidrager, men uden at være hovedansvarlige. Duften af brød og den åbne dør ud til gaden skaber et fællesskab og gør en tavs viden om nærvær håndterbar. Den skaber et sanset grundlag for en personlig hukommelse om en stabil og positiv kontakt, som enhver kan tage med sig hjem.

Dernæst får Haldor Øvreeide ordet. Haldor er specialist i klinisk psykologi og giver en indføring i nogle centrale psykologiske aspekter ved husets terapeutiske indsats. Han bygger sin tekst op på de oplevelser, som han har haft som supervisor i huset gennem en årrække og pointerer

(5)

blandt andet, at der er en helt særlig overensstemmelse mellem ideer og praksis, tanke og handling i Familiehuset, og at dette er en forskel, der gør en forskel for de familier og børn, der kommer her.

Efter Haldor Øvreeides indlæg kommer en artikel af undertegnede, som er baseret på et interview med en mor, der bekræfter hans pointe. Hun for- tæller om, hvordan hun selv valgte at involvere sig i det behandlingsforløb, hun blev tilbudt, så hun nu frivilligt holder fast i kontakten til Fami- liehuset.

Derefter kommer en artikel af Lisbet Myers Za- cho, der er jungiansk analytiker og fungerer som supervisor i forhold til sandplay/sandkassetera- pi. Hun fortæller om sine indtryk af stemningen i huset, og om hvordan den understøtter det terapeutiske miljø.

Myers Zachos artikel fører over i et interview med Inger Poulsen, der fortæller om de billeder, der hænger rundt om i huset, og som bærer vid- nesbyrd om dybden i de processer, som familierne må gå igennem for at finde en farbar vej i livet. Billederne symboliserer, hvordan det nytter at arbejde med sig selv; men også, at det nytter at dokumentere den indsats, som familier og terapeuter gør. De udgør næsten en slags skrift på væggen, der dokumenterer udviklingsmulig- hederne i at blive set, hørt og mødt med anerkendelse i den ydre verden.

Interviewet følges op med en kort artikel af undertegnede, der pointerer, at som terapeuterne møder familierne med anerkendelse, sådan har de også selv oplevet at blive mødt i det offentlige rum blandt forskere og embedsfolk for deres arbejde med at sætte familierne i centrum og med at evaluere effekten gennem forældrenes udsagn.

Derfor er familiernes eget bidrag lige så centralt i dag som for ti år siden, og det er afsættet for den artikel, som Marianne Siggaard Nielsen har skrevet. Hun er cand. pæd. i pædagogiske

(6)

psykologi og bygger sin tekst op over interviews med forældre fra Familiehuset, der formulerer sig med egne ord om de processer, som de har gennemgået.

Dermed er rundturen nået hjem til de familier, som det hele handler om, og tidsskriftet kan slut- te. Punktum sættes med et interview med Inger Poulsen, der uddyber det indledende afsnit om husets koncept med at fortælle, hvordan det udfylder et vigtigt mellemrum mellem de terapeutiske rum og familiernes hverdagsliv.

Dette indlæg giver belæg for at forstå hjemligheden i huset i lyset af det bærende koncept om at skabe et rum midt mellem terapien og familiernes eget levede liv udenfor huset ved at vise, hvordan stabilitet og kontakt er en praksis, der kan øves og læres.

På den måde fremstår husets succes som en succes for et koncept, der har vist sig levedygtigt ved at formidle, hvordan man skaber et nært og tillidsfuldt tilhørsforhold, der kan formidles videre gennem et almindeligt levet liv. Dels fra ansatte til familier. Dels fra forældre til børn. Og med tidsskriftet her forhåbentlig fra ansatte og familier til interesserede ansatte og familier både i og udenfor Horsens Kommune.

Jeg vil tilføje for egen regning, at det var hjemligheden, der fik mig over tærsklen i Familiehuset.

Jeg har længe haft en særlig interesse for hjemlighed i offentlige kontekster, og i Familiehuset fik jeg lov at være med i dagligdagen og at interviewe forældre og ansatte om, hvordan hjemligheden skabes. Og om hvorfor. For her er jo tale om en offentlig institution med en helt formel opgave, der ikke handler om at give familier et hjem, men om at lade dem finde hjem til sig selv.

I deres egne hjem. Så hvad har hjemligheden egentlig at gøre her? Denne undren er baggrund for samtlige af mine indlæg. Jeg håber, at læ- seren kan se, at det har været nogle berigende måneder, der har givet nye svar. Tak.

(7)

Tanker og teorier bag Familiehuset

Af familierådgiver Jytte Christensen og familie- rådgiver Birthe Hedegaard

I årene op til 1997 var man i Horsens Kommune meget optaget af at iværksætte en tidlig indsats over for spædbørn og deres familier i erkendelse af, at de alvorligste psykiske forstyrrelser i den tidlige barnealder opstår, hvor forældrenes omsorg og indlevelsesevne i barnets behov er man- gelfulde.

I forbindelse med et efteruddannelsesforløb fik vi mere indgående kendskab til objektrelationerne, udviklet af psykoanalytikerne John Bowlby, Mar- gareth Mahler og især Daniel Stern, og vi mødte psykolog Margaretha Brodén fra Sverige, som har skrevet bogen ”Mor og barn i Ingenmands- land” og blev meget optaget af deres teorier og arbejde.

Vi valgte i vores eksamensopgave at afsøge flere igangværende projekter i landet, der byggede på nogle af ovenstående teorier: Bispebjerg-projektet, Fyens Amts Familiecenter, Rødovre-projektet og Greve-projektet.

Vores erfaring i 1997 var, at vi havde tilbud til for- ældre/barn, der indeholdt forskellige elementer, men som manglede en samlet indsats.

Vi kunne henvise forældrene til et af vore fami- lieværksteder i amtet, hvor man havde specialiseret sig i at yde pædagogisk anvisende og støt- tende hjælp til forældre, men hvor vi samtidig kunne se, at man glemte ”børneperspektivet” og ikke fik set, når barnet ikke fik nok fra forældrene og ikke fik sagt fra, når forældreevnen ikke var tilstrækkelig.

Så havde vi spædbørns-observationshjem, hvor forældrene kunne bo sammen med barnet, og hvor man havde specialiseret sig i at holde fokus på barnet og at spore den manglende forældre- evne. Her oplevede vi, at man nogle gange var blevet så gode, at man glemte at give forældre- ne en mulighed for at forbedre forældreevnen, og for hurtigt tænkte adskillelse af forældre og barn.

Endelig kunne vi sende forældrene til psykolog for at få bearbejdet eget omsorgssvigt, ubearbej- det sorg eller traumer.

Vi blev klar over, at det, vi havde brug for, var et psykoterapeutisk behandlingstilbud, da vores erfaringer var, at pædagogiske behandlingstilbud ofte ikke slog til.

(8)

Det var vigtigt for os, at det blev et familiehus, hvor man behandlingsmæssigt var i stand til at gå hele vejen og yde dybdegående indsats over for hele familien:

Terapeutisk behandling med individuel terapi for forældre med henblik på at behandle tidligere traumer eller forstyrrelser i samspillet med egne forældre og par- og familiebehandling for at kunne stabilisere forholdet og f.eks. få justeret krav og forventninger til hinanden samt fastholde og integrere de tilvejebragte forandringer i familien.

Endvidere samspilsbehandling af forældre og barn for at skabe kontakt og tilknytning, og hjælp til forældre til at kunne se barnet, som det er. Un- dervisning i og støtte til at opfylde barnets behov for pleje, søvn, stimuli og andet.

Gruppearbejde som støtte til at blive bedre for- ældre, netværksarbejde for at forebygge isola- tion, samt kontakt mellem familie og de øvrige instanser i samfundet i forhold til bolig, uddannelse, aflastning i hjemmet o.a.

Tvang. Familier med behandlingsbehov i forhold til børnene skal kunne tvinges i psykoterapeutisk behandling.

Den daværende leder, Lone Lau, valgte at ind- stille til politikerne, at vores eksamensopgave kom til at danne teoretisk grundlag for Horsens kommunes nye ”Familiehus”.

Familiehuset har nu fungeret i 10 år, og det glæ- der os at erfare, at de faglige overvejelser, vi gjorde dengang, er ført ud i livet med succes.

Hjertelig tillykke!

(9)

Et behandlingstilbud bliver født!

Fortalt af psykoterapeut Inger Poulsen,

Leder i Familiehuset, Smedetorvet 8 i Horsens.

Det her, det virker!

Fornemmelserne bankede på. Tanker stod i kø for at blive tænkt igennem og bevidstgjort. Det føltes så rigtigt – brikkerne var der. Jeg manglede bare at tænke det igennem og gøre mine egne erfaringer.

Igennem 30 år havde jeg arbejdet med mennesker og altid været optaget af, hvad det var, der forhindrede mennesker i at leve deres liv, så det tilfredsstillede dem og gav dem mening? Hvor- dan kunne jeg bidrage til, at de fandt deres vej?

Da mine egne tre børn var blevet store, beslut- tede jeg mig for at finde ud af, hvad det var, der forhindrede os i at leve det liv, der gav os mening, og ikke mindst hvordan ryddede man forhindringerne af vejen.

Det var i Vejle i 1997. Jeg arbejdede i et års- vikariat i Ågade 33 hos Ole Lauerberg og Gre- the Aagaard. Vi arbejdede i et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud i Vejle Kommunes familie- rådgivning. Vi arbejdede med tilknytning mellem forældre og deres spædbørn.

Gennem 8 år var jeg tilknyttet Institut for Ge- staltanalyse i Bjødstrup. Der fik jeg den viden, jeg manglede. Det var så spændende. Så snart jeg havde afsluttet et uddannelsesforløb dér, begyndte jeg med det næste.

Jeg havde gennem en årrække arbejdet i akut- psykiatrien, set og fulgt unge mennesker, der langsomt, men sikkert, mistede grebet om virkeligheden og gled ind i en psykotisk tilstand, der ofte endte med diagnosen skizofreni.

Kunne vi gøre noget, der kunne hjælpe dem til at styrke deres identitet?

Kunne vi skabe et tillidsfuldt rum, hvor vi kunne hjælpe dem at holde sammen på sig selv, me- dens vi sammen arbejdede på at skabe fodfæste i det kaos, der truede deres eksistens.

I Ågade 33 arbejdede vi på et Krop/Gestalttera- peutisk grundlag. Vi var optaget af objektrelationsteorierne. Daniel Sterns teorier om det kom- petente barn samt Margaretha Berg Brodens behandlingsteorier om forstyrrelser i mor-barn- relationen. John Bowlbys tilknytningsteorier.

Det vigtigste, jeg har lært, er at skabe kontakten og blive der sammen med det andet menneske i et respektfuldt møde. Det er herfra alting vokser.

Det var i min praksis her, at jeg fik oplevelsen af:

Det her det virker!

Jeg så unge forældre, der levede livet med så

(10)

mange forhindringer, at de næsten ikke havde overskud tilbage til barnet.

Jeg så, hvordan forældrene, når de i et kontakt- fuldt møde blev set, hørt og mødt, voksede indefra og fik fodfæste. Jeg så, hvordan små børn, der havde opgivet kontakten, igen fik troen på, at forældrene ville dem.

Der var så mange muligheder, der åbnede sig, med denne måde at arbejde på.

Horsens Kommune søgte en leder til et nyt familie- hus

Vi fik tildelt Smedetorvet 8, et hus i 3 niveauer i den indre bydel i Horsens. Huset er en del af en gammel købmandsgård fra 1700 tallet. Vi bor i den gamle vognport. Midlerne hertil var skænket af Hede Nielsen.

Jeg var fast besluttet på, at jeg ville arbejde med min nyvundne viden og præsenterede mit behandlingskoncept for Horsens Kommune.

Jeg blev ansat og startede på forvaltningen med at beskrive konceptet.

Nu - ti år efter - arbejder vi stort set efter samme koncept. Alle her har bidraget og udviklet indhol- det, men strukturen er den samme.

Socialministeriet blev søgt om penge til behand-

lingsprojektet, som skulle køre over to år. Her- efter blev der evalueret, og der skulle tages stilling til, om huset skulle gøres til et permanent psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud til gravide kvinder med særlige behov, samt forældre til børn mellem 0-2 år, hvor børnenes udvikling var truet.

3 psykoterapeuter og en miljøsekretær blev ansat.

Det er en stor glæde og tryghed at erfare, at El- sebeth Willemann stadig er vores miljøsekretær og husets uvurderlige livsnerve. Ligeledes har psykoterapeut Birgitte Thornshon lige fra begyndelsen været med til opbygningen af Familiehu- set og igennem årene været en uvurderlig støtte i forhold til den praktiserede psykoterapi.

For de kolleger, der er rejst, har vi nu psykoterapeut Tina Zwergius, der med sit positive væsen og store viden om børn, bidrager til husets trivsel. Den sidst ankomne er psykoterapeut Joa- chim Speck, der med sin Bodynamic-uddannelse skærper vores opmærksomhed på det kropslige og bibringer huset en mandlig indgangsvinkel til stor glæde for os alle og ikke mindst foræl- drene.

Det er særdeles krævende at være i det terapeutiske felt med småbørnsfamilier, der har det svært. Derfor var det vigtigt fra starten at skabe en arbejdsplads, hvor den enkelte havde en oplevelse af, at vi er sammen i et fællesskab.

Det var vigtigt for mig fra starten at få skabt et hus, hvor hver enkelt blev set, hørt og mødt.

Det lille barn vokser ved at blive set af forældre- nes kærlige, anerkendende øjne.

Forældrene vokser af at blive set af terapeuterne, som de er - på godt og ondt - i et respektfuldt, anerkendende møde. Terapeuterne vokser af at blive set, hørt og mødt i det kaos og virvar at tanker og følelser fra familierne, som de er nødt til at lade sig invadere af for som katalysator at stå i det sammen med familien og bevare over- blikket.

(11)

Det er også i denne ånd, vi bestræber os på at møde samarbejdsparterne. Det kan være social- rådgivere, lærere og pædagoger fra institutio- nerne.

Familiernes møde med Familiehuset:

Det er vigtigt at familierne - fra de træder ind i Familiehuset - mærker:

• At her er vi interesseret i dem som personer - og deres livsvilkår.

• At vi indgår i en gensidig anerkendende relation.

• At vi er autentiske og kan blive der sammen med dem, uanset hvor kaotisk de selv oplever, deres liv er.

• At vi er optaget af - sammen med dem - at finde ressourcer hos dem og deres børn, samt den familie de kommer fra.

Når et menneske har mistet fodfæste, har det behov for et andet menneske med en under- søgende og anerkendende tilgang, én der kan blive i kaoset, indtil den ramte finder fodfæste og finder sin vej ud af kaoset.

Når vi arbejder ud fra objektrelationsteorierne, sker der en udvikling og en heling indefra, hvilket er af afgørende betydning for forældreskabet og evnen til tilknytning til eget barn.

Med småbørnsfamilier er det vigtigt, at terapeuterne er uddannet til at arbejde i den indre kerne, da forældrenes personlighedsstruktur har afgø- rende betydning for, hvor sund en tilknytning der kan blive skabt til barnet.

At arbejde med gravide og nyblevne forældre har stor betydning på mange måder.

Forældrene er meget motiverede og vil alle give børnene det bedste, de kan.

Moderen er psykisk meget tilgængelig i gravidi- teten, er her meget åben overfor, hvordan hun selv oplevede det at have en mor og være barn.

Ved at skabe en tilknytning til Familiehuset inden fødslen undgår vi mange belastninger for barnet i den første tid.

De første 2 år af et barns liv er afgørende for barnets fremtidige liv, da barnets personlighed dannes her. Derfor tror jeg, det er rigtig godt, at vores tilbud er til gravide kvinder med særlige behov samt forældre med børn fra 0-2 år, hvor barnets udvikling er truet. Familierne er da indskrevet i Familiehuset en stor del af de første 2 så afgørende år i barnets liv. Derved er børnene bedre rustet til at klare livet sammen med deres familie.

Et lille barn, der frustreres og ikke bliver mødt i kontakten, vil ofte opgive en positiv kontakt til andre mennesker og vokse op med en indre sår- barhed, et mindreværd der besværliggør indlæ- ring og socialt samvær, hvilket følger dem i insti- tutioner og skoler for senere at begrænse dem i uddannelse og familieliv.

(12)

Det gør indtryk og det smerter hver gang at se det lille barns resignation, at se det med sluk- kede øjne vende sig væk fra forældrene i opgi- velse og manglende tro på, at de her kan hente en nærende kontakt.

Det er stjernestunder for os, når vi ser, foræl- drenes udvikling bærer frugt. Når vi ser barnets spirende tro på, at der alligevel er noget godt at hente i den for livet så vigtige kontakt til de bio- logiske forældre.

I Familiehuset har der i de ti år været 125 familier indskrevet.

Vi har haft adskillige spædbørn, der helt havde opgivet kontakten, men vi har endnu ikke haft et spædbarn, hvor det ikke er lykkedes at etablere kontakten mellem forældrene og barnet.

Vi har været nødsaget til at anbringe 8 børn. I alt har der været 148 børn i Familiehuset.

Vi har haft ganske få familier, som ikke fandt vores behandlingstilbud brugbart for dem lige nu.

For de familier, der efter 3 måneder sagde ja med hjertet, har vi set, hvordan de vokser. Hvor- dan de er inde bag ved, men ikke er blevet set, hørt og mødt i kontakten med en voksen, autentisk person, som de har fuld tillid til, som kan stå der i kaoset sammen med dem og hjælpe dem at finde deres ressourcer frem.

Vi ser unge mennesker der - på grund af indre uro og rastløshed - har opgivet skolen i 12 års alderen og levet ungdomsårene på gaden. De oplever sig selv som dumme, fordi de ingen skolegang har haft. Når de gennem terapien får ryddet forhindringerne af vejen og genfinder en indre ro og igen bliver herre i eget hus, så viser det sig, at de fint kan genoptage skolen, og flere er kommet i gang med uddannelse.

De familier, der i perioder har delt deres liv med os, har lært os meget, og det er vi dem dybt tak- nemmelige for.

Udvikling af behandlings- tilbudene.

Det blev klart for os, at børn, der havde været udsat for et traume i de første leveår, fik store vedvarende begrænsninger i deres udvikling, som - ubehandlede - ville kunne føre til funktio- nel retardering.

Inspireret af den franske børneanalytiker, Fran- coise Dolto, udviklede vi Spædbørneterapien.

Budskabet her er ”Lad aldrig barnets smerte blive glemt” og ”Alt usagt binder energi”.

Med denne spædbørneterapi ser vi virkelig, hvordan det, der forhindrer mennesket i at udvikle sig, bliver sprængt, og livsenergien kommer igen til at flyde. Vi er forundret over at erfare, hvad denne terapiform gør for selv helt små børn.

Spædbørneterapien er udviklet i samarbejde med psykolog, Inger Thormann, på Skodsborg Observations og behandlingshjem, der sammen med Familiehuset i Horsens har været inspirationskilde for fagpersoner i Danmark, der i deres daglige arbejde ser følgevirkningerne af tidlige traumer. Det vi kan tilbyde dem, er en metode til at hjælpe barnet i trivsel.

De ældre søskende, som jo er medindskrevet i Familiehuset, har vi udviklet børneterapi til. Fran- coise Dolto har også her været inspirationskilde.

Denne terapi bliver fulgt op af Sandplay, som er en behandlingsform, inspireret af Jung.

Ligeledes har Haldor Øvreeides inspiration og træning af os alle i samtaler med børn haft en stor betydning for vores anerkendende tilgang til børnene.

(13)

Vigtige sætninger i vores hus:

”At den enkelte føler sig set hørt og mødt”

”Alt usagt binder energi”

”Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

”At blive mødt på en respektfuld og anerkendende måde”

”Hvad er rigtigt for dig?”

De 10 År:

1997

Opstart af Familiehuset.

1999

Familiehuset bliver evalueret.

Forvaltningen beskriver i en pressemeddelelse, at de i de 2 år har sparet 2 mio. år i anbringelser.

1999

Sammen med Inger Thormann på Skodsborg observations og behandlingshjem udvikler vi en ny behandlingsmetode til traumatiserede spæd- børn, inspireret af den franske børneanalytiker Francoise Dolto.

2000

Spædbørneterapien bliver interessant for psyko- loger og psykoterapeuter i Danmark.

2001

Vi bliver optaget i NFSU, Nordisk forening for spædbørne udvikling og forskning

2002 til 2007

Vi mangler fodfæste i forhold til samtaler med ældre søskende. Vi indgår i et undervisningsfor- løb med Psykolog Haldor Øvereide, hvor vi får direkte supervision og undervisning ud fra video- bånd fra vore børnesamtaler med større børn.

2004

På Danmarks vegne arrangerer vi NFSU på et 2 dages seminar på Bygholm Parkhotel.

Der deltog 90 forskere og klinikere fra Norge - Sverige - Finland - Island og Danmark.

Familiehuset indledte seminariet med fremlæg- gelse af vores psykoterapeutiske dagbehand- lings koncept samt spædbørneterapien.

2004

Vi beslutter at inddrage Sandplay i vores behandlings tilbud. Terapeuterne påbegynder kur- sus i sandplay. Alle forventes færdige i 2008.

2007

Familiehuset bliver af Socialforskningsinstituttet udtaget som model for familiebehandling i Dan- mark.

2007

Socialminister Eva Kjer Hansen besøger Familie- huset for at høre om vores behandlingskoncept

2007

Inger Poulsen bliver af Socialminister Eva Kjer Hansen inviteret til Social politisk årsmøde.

(14)

Vision

Indlæg fra personalet

Birgitte Thornsohn:

I september 1997 hørte jeg fra en god veninde, at et psykoterapeutisk behandlingstilbud var under opbygning i Horsens. Et forebyggende behandlingstilbud med udgangspunkt i tidlig indsats. Da jeg hørte det, blev jeg fyr og flamme!

I flere år havde jeg haft et stort ønske om at være med til at skabe et sted, hvor man igennem psykoterapi kunne forandre og udvikle forældrerol- len i familier med små børn, der ikke magtede opgaven alene. Forældre, der havde problemer og vakte bekymring i deres omgivelser. Proble- mer med deres forældrerolle, fordi de ofte selv ikke havde fået tilstrækkelig omsorg, tryghed og kærlighed igennem deres egen opvækst.

Jeg var meget optaget af og havde en stærk tro på, at det var muligt at skabe forandringer og skabe udvikling i psykosocialt belastede familier, så forældrene kunne give deres børn tilstræk-

kelig god omsorg og bryde de mønstre, de selv var vokset op i. At leve et liv som samlet familie og i overensstemmelse med de værdier, der var rigtige for dem.

Jeg ringede derfor til ”Familiehuset”s leder, In- ger Poulsen, og hun var lige så tændt for tanken, som jeg var. Det var derfor meget specielt at tale om et ”Familiehus”, der var under tilblivelse og ikke blot en idealistisk drøm, der, hvis bare …..

Inger Poulsen bad mig sende en ansøgning, som hun meget gerne skulle have i hænde næ- ste dag!

Det gik stærkt. Jeg ringede mandag. Hun mod- tog min ansøgning tirsdag. Jeg var til samtale onsdag ved den samlede styregruppe for ”Fa- miliehuset”: Inger Poulsen, leder af Børnefami- lierådgivningen Lone Lau, socialrådgiver Jytte Hansen og psykolog Arne Thomsen. Jeg sagde min stilling op som daginstitutionsleder i Århus Kommune om torsdagen.

Jeg har igennem de 10 år i ”Familiehuset” lært ubeskrivelig meget af de 39 familier og deres i alt 55 børn, jeg har arbejdet intensivt med, både i individuel terapi, i gruppeterapi og besøg i hjemmet, som familiernes ansvarlige terapeut og tov- holder i forhold til resten af det sociale system.

Jeg er trådt ind i deres sværeste og mest sårbare problemstillinger, jeg har lyttet, holdt om, holdt ud og stået sammen med disse dejlige mennesker, der i processen har fundet ind til egne kræfter, ressourcer og indre skønhed.

Sammen skaber vi en meget tæt relation og dermed en tilknytning, der er så stærk, at en sund adskillelse bliver mulig. Dvs., at de unge foræl-

(15)

dre herefter kan skabe en tilværelse for sig selv og deres børn, hvor de selv har overtaget ansva- ret, og styringen kommer inde fra dem selv.

Det er fantastisk at være vidne til de unge men- neskers – ofte slidsomme – vej gennem fortviv- lelsens mørke tunnel og se, at det nytter. At det kan lade sig gøre at bryde og gøre op med de- struktive og negative mønstre gennem psykoterapeutiske forløb i ”Familiehuset”, hvor vi når rundt om hele familien i en ægte, respektfuld og anerkendende relation.

Jeg vil gerne henvise til min bog, der udkom- mer 1. oktober på forlaget Hovedland, ”Skæbner i skyggeland – Terapi og dæmoner”. Det er en historie, der netop beskriver et psykoterapeutisk arbejde, der tager udgangspunkt i ”Familiehu- set”.

Tina Zwergius

”Familiehuset” min arbejdsplads gennem tre år har jubilæum…..10 år !

Alligevel er det, som om jeg har været med fra starten.

Tilbage i oktober 1997 blev jeg ansat i et på mange måder lignende hus i Vejle. Lignende på den måde, at metoderne til at hjælpe familierne dengang var de samme.

Hurtigt blev det klart for mig, at ”Familiehuset”s nye leder netop havde været ansat i Vejle.

De to steder havde i starten et fagligt samarbejde til gensidig inspiration for alle os, der arbejdede der. Vi mødtes nogle gange om året, og siden gik vi hver vores vej, og Familiehuset gik sin egen.

Jeg gik min – og det blev i en periode i et andet spor.

Min gode veninde har været med fra start og jeg har derfor fulgt med på ”sidelinien”.

Mine veje krydser spor, og i 2004 vælger jeg, at min fremtid skal være i Horsens!

I ”Familiehuset” bliver en stilling ledig, og jeg fø- ler mig heldig…. Det må være min !!!

Jeg husker tydeligt, at jeg bliver indkaldt til samtale. Jeg kommer som aftalt – det er længe siden, men jeg genkender det hele. Duften, far- verne, fornemmelsen af imødekommenhed !!! Vi skal være i det store grupperum, siger de….

Da vi går op ad trappen, kan jeg høre musikken!

Shaina Noll ” How could anyone…” Jeg bliver dybt berørt og føler mig velkommen!

Siden har jeg været med til at skabe forandringer for vores familier. Forandringer der bunder i familiens eget ønske om at blive gode forældre for deres børn.

Det er fantastisk at få lov til følge de enkelte mennesker i deres ofte svære proces i livet. Pro- cessen hvor de tager stilling til deres eget liv og egen historie og senere skaber en ny for dem og deres børn.

Nogle siger, at arbejdet bærer lønnen i sig selv.

Det er jeg ikke enig i. Men for mig bærer arbejdet

(16)

betydningen. Betydningen for mig og for dem – når det går godt. Arbejdet i Familiehuset er også en balancegang, som stiller store krav til hver og én af os, der arbejder her.

Hver enkelt, som kommer i vores hus for at få hjælp, har brug for noget forskelligt, men fælles for dem alle er først og fremmest behovet for at mærke meningsfuldheden i vores tilbud. At det, de får hos os, giver mening i deres liv. Kan vi møde dem dér, kan vi medvirke til, at de får det gode liv, som de fortjener.

Vi medvirker således til, at nye bånd knyttes, og dermed skabes nye muligheder og andre veje for den enkelte.

Jeg har i mange år været optaget af betydningen af en tidlig indsats i de mest sårbare familier. Jeg har været drevet af at kunne medvirke til, at bør- nene i disse familier fik en bedre start på livet, end deres forældre ofte havde fået.

Denne interesse og optagethed får jeg indfriet i mit arbejde i Familiehuset. Jeg ved, at vi medvirker til, at rigtig mange børn og voksne på ny får fodfæste i deres liv og føler sig som en del af fællesskabet i det samfund, vi alle sammen lever i.

Joachim Speck

Om at holde tungen lige i munden.

De fleste klient-psykoterapeut forhold er kende- tegnet ved, at klienten opsøger psykoterapeuten med et ønske om at få hjælp til at løse et mere eller mindre klart defineret problem. Man kan sige, at det er klientens dagsorden.

Det er nu psykoterapeutens opgave at møde klienten dér, hvor hun/han er, og at gå sammen med klienten igennem den psykoterapeutiske proces. Målet er at klienten finder sin egen løs- ning på problemet (det er den korte version).

Det var med denne lærdom og erfaring i baga- gen, at jeg begyndte mit virke i Familiehuset for to år siden.

Jeg måtte lære nyt og gøre nye erfaringer, for her i Familiehuset er klient-psykoterapeut forholdet i de fleste tilfælde krydret med yderligere 2 aktører: Der er barnet (børnene) og der er ”det offentlige”.

Det er barnet (mellem 0 til 2 år), der bliver indskrevet i Familiehuset.

(17)

Det sker, fordi det offentlige netværk (familieråd- giveren, sundhedsplejersken, pædagogen, …) omkring familien vurderer, at barnet mistrives eller er i fare for at mistrives, fordi mor (far) af forskellige grunde ikke kan være sammen med barnet, så det vokser og udvikles på en sund måde.

Det sker også, at familien selv henvender sig til

”det offentlige” og beder om hjælp!

Barn, mor (far) og ”det offentlige” står i et fæl- les problem, men anskuer det fra tre forskellige synsvinkler.

De har tre forskellige dagsordener.

• Barnets dagsorden er at finde tryghed og rum hos mor (far) til at udvikle sig som det unikke menneske, det er.

• Mors (fars) dagsorden er at være en god mor (far) for barnet. Nogle forældre kan selv mærke, at de ikke kan give barnet det, det har brug for. Andre forældre mær- ker ikke selv, at der er noget galt, men ved, at de må gøre noget for ikke at risikere, at barnet bliver (tvangs-)fjernet. Mors (fars) motiv vil altså i disse tilfælde være dybt præget af at undgå (mere eller mindre bevidst) de følelsesmæssige konsekvenser af en (tvangs-)fjernelse af barnet: Sorg, vrede, skam og skyld.

• ”Det offentliges” dagsorden er at forebygge, at barnet vokser op i et felt af problemer, der vokser i samme takt som barnet.

Det gælder således om at undgå, at barnet mistrives eller at sikre, at et barn i mistriv- sel kommer til at trives igen hjemme hos mor (far), således at barnet undgår at blive fjernet fra mor (far). Udover at friholde barnet for de ofte voldsomme psykiske men, en (tvangs-) fjernelse medfører, så vil ”det offentlige” også gerne undgå de store øko- nomiske omkostninger, en anbringelse af barnet udenfor eget hjem medfører.

Så er det nu, at jeg skal holde tungen lige i munden: Jeg er blevet ansat som psykoterapeut af

”det offentlige” til at varetage barnets tarv i samarbejde med (overfor?) mor (far).

Det er mor (far), der - sammen med en familie- rådgiver (en repræsentant for ”det offentlige”) - kommer og besøger huset første gang og siger ja/nej til optagelse. Det er mor (far), der – sammen med familierådgiver - deltager i indskriv- ningssamtalen.

Efter indskrivningen er det mor (eller far), som jeg er psykoterapeut for i et traditionelt klient- psykoterapeut forhold.

Hvad er det så, der er væsentligt, for at jeg kan agere i dette felt af dagsordener?

• Det første nøgleord er ÅBENHED: Jeg må have åbenhed til at se de forskellige aktø- rer og deres dagsordener. Jeg må bringe denne åbenhed ind i relationerne mellem aktørerne og mig og aktørerne imellem.

• Det andet nøgleord er SAMARBEJDE:

Kan/vil mor (far) arbejde sammen om at opfylde barnets dagsorden. Kan/vil mor (far) være med til at etablere en tillidsfuld relation til mig, en relation hvor mor(far) tør være åben om sine selv meget sår- bare områder. Sådan en tillidsfuld relation er ikke alene af stor betydning for, at mor (far) kan bearbejde deres problemer. Den er også af stor betydning som forbillede på relationen mellem mor (far) og barnet.

• Det tredje nøgleord er FAGLIGHED: Det stiller store krav til min faglige kunnen, og her især min viden om og min evne til at agere i felterne overføring/modoverføring, til at kunne være i den terapeutiske relation med min personlighed uden at blive personlig/privat.

(18)

Elsebeth Willemann:

Sommeren 1997 blev jeg opmærksom på et internt stillingsopslag vedr. en miljøsekretær til Fa- miliehuset, et nyt psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud i Horsens Kommune. Jeg var 49 år og rigtig glad for min stilling som sekretær i Øko- nomisk Forvaltning – havde ingen planer om at søge nye græsgange – men dette stillingsopslag blev ved med at spøge i baghovedet.

Jeg kontaktede Inger Poulsen, hørte lidt mere om det nye sted og jobindholdet. Og så blev jeg interesseret. Jeg talte med min daværende chef og med min familie, som alle bakkede mig op i at sende en ansøgning. Det gjorde jeg – og jeg havde det godt med det, havde faktisk allerede en fornemmelse af, at nu skulle jeg til at lave noget helt andet.

Jeg blev ansat, og hvor var det spændende. At være med helt fra begyndelsen. At vælge in- ventar, farver, materialer. At få helt nye kolleger – psykoterapeuter. Vi blev et godt team. Jeg har lært så meget nyt. Mødt mange nye mennesker

og skæbner. Jeg har passet så mange søde børn. Det er berigende.

Mit arbejde har været og er stadig – nu 10 år senere - afvekslende, spændende, frit, udfordren- de og tilfredsstillende. Jeg har kontorarbejde, gør rent i huset, brygger kaffe og te, bager brød, tilbereder frokost, har samvær med de mange voksne og børn, der kommer som gæster og efterhånden føler sig hjemme og som en del af Familiehuset.

Jeg påskønner meget alt dét, der er Familiehu- set, som jeg er en del af. Jeg påskønner den udvikling, der er at hente her, både for brugere og ansatte. Jeg har bare det bedste arbejde!!!

(19)

Familiehusets placering, udseende og indretning danner en helhed, der signalerer imøde- kommenhed. ”Her kan man da godt bo”, siger en psykoterapeut på besøg spontant. Hun lyder en anelse overrasket; men hendes kommentar høres ofte i Familiehuset, hvor mange besøgen- de beundrer og forundres. Indretning, farve- og materialevalg afspejler husets koncept og er en beskrivelse værd.

Adgangsforhold

Familiehuset ligger centralt i Horsens, og ind- gangsdøren ligger få skridt fra indgangen til et større indkøbscenter. Udenfor huset står der permanent caféstole om et lille rundt bord, der signalerer god tid og afslappet atmosfære. Om vinteren står der en tændt lygte, om sommeren en krukke med blomster på bordet. Cafémøbler- ne beskyttes af et lavt læhegn i træ og signalerer

en smule privatliv. Det kommer familier til gode, som har brug for at kunne stille en barnevogn udenfor.

Ofte kommer en barnevogn i øvrigt med indenfor. Den kan lukkes lige ind i fællesrummet i stue- etagen, der fungerer som dagligstue med pusle- plads og en hængende vugge til spædbørn. På den måde virker huset både diskret og anonymt og alligevel gæstfrit og åbent, ikke mindst overfor børn.

Fællesrum/dagligstue med plads til leg Når en gæst træder over tærsklen til husets indre, står hun – eller han - i en entre, der går lige over i et større rum med børne/samtalehjørne, spisebord samt køkken. Her er husets centrum med dagligstuen som kernen. Her er der et langt spisebord med 10 stole og en reol med børnebø- ger for enden. Køkkenet er så på den ene side af bordet og til den anden side er der et lege- og samtalehjørne. I lege- og samtalehjørnet er der

Et hus at føle sig hjemme i

– en kulturanalytisk beskrivelse

(20)

to sofaer til hver to personer, som står op mod to vægge i en vinkel, så den, der sidder i dem, kan se hen over gulvtæppet med børnemøbler og en reol med legesager på den anden side.

Dvs. langs den tredje væg.

Børnevæggen og sofahjørnet skaber en slags åbent voksen-barn-miljø. De to sofaer vinkelret på hinanden indbyder til samtale hen over et tæppet, der fylder gulvpladsen ud med klare og varme røde farver. Dette lille hjørne af husets centrale dagligstuemiljø er således både indrettet til leg og til uformelle samtaler mellem voksne indbyrdes og mellem voksne og børn. Her er det,

”terapeuterne ligger på gulvet og leger med bør- nene, når forældrene er til gruppeterapi”, som Lea siger.

Disse ”kontakt-rum ” grænser op til spiseafdelin- gens lange bord med de ti stole.

Billederne på væggene spiller deres egen rolle på grund af både farvevalg, former og motiver.

De viser forskellige udgaver af kontakt mellem mor og barn i bløde former og varme røde farver, der matcher de brune bjælker i loftet. Der er højt til loftet, men bjælkerne sænker det for blikket, mens det glider ned til halvmuren af teglfarvede mursten på overgangen mellem køkken og det lange spisebord.

Halvmuren stammer fra dengang, stedet var re- staurant. Den kombinerer åbenhed med afgræns- ning mellem køkken og spisebord. Den gør det muligt at have overblik over, hvem der kommer og går, og at kommunikere i ord og handling på tværs af de nævnte delrum i ”dagligstuen”.

Det er halvmuren, der gør det let at se efter El- sebeth, som det første, man gør om morgenen.

Og det er halvmuren, der gør det let for Elsebeth at se, hvem der kommer ind. Og at byde dem velkommen.

Fra spisebordet er det muligt at se på et ur, der er stillet op på et af hængeskabene i selve køk- kenafdelingen. Det virker meget diskret. Måske den professionelle tid er stillet væk?

Plads til børn

På væggene er der to store skifterammer. På endevæggen i sofahjørnet en høj ramme med fotos af børn fra de frekventerende familier. Og langs hele halvvæggen ind mod køkkenet er der børnetegninger i ramme.

Selv i deres fysiske fravær er børnenes tilstede- værelse markeret. Måske har terapeuterne for- søgt at se huset med børnenes øjne og forsøgt at indrette det efter deres behov, smag og lyster.

Måske er de der bare som børn i modsætning til voksne forældre, dvs. som en markering af, at ideen med en familie er, at den består af både børn og voksne. Under alle omstændigheder markerer skifterammernes indhold sammen med legehjørnet et bevidst fokus på børn.

Centrum i Familiehuset viser sig således at ud- gøre et køkken-alrum. Her kan der foregå almindelige hverdagsaktiviteter som madlavning, fællesspisning, børnepasning og leg foruden voksnes samtaler med hinanden i og fra køkke- net, over bordet og i sofahjørnet med særlig god udsigt til børnene. Samtidig viser møblerne i bør- nestørrelse og de tre trip-trap-stole, at børnene ikke alene er objekter for de voksnes samtale.

De er også tiltænkt en rolle som aktører i leg og som observatører af voksenlivet.

Et hjem for hjem

Der er ikke umiddelbart tegn på terapeutisk virksomhed at se for den nyankomne i dagligstue- miljøet, som angiver, at der er tale om psykolo-

(21)

gisk orienteret behandling. Der er ingen briks og ingen løse madrasser at lægge sig ned på, og der står kun børnebøger i reolen. Miljø omslutter i stedet den indtrædende med rolige og varme farver og indbyder til en hverdagsagtig kommu- nikation og aktiviteter fælles for voksne og børn.

Familiehuset er indrettet som et slags hjem, der er indrettet i offentligt regi. Her kan terapeuterne påtage sig en rolle som værter, der formidler be- stemte værdier gennem en helt fysisk praksis og adfærd. Rummet lægger op til, at de virker som interne familiemedlemmer overfor de eksterne familiemedlemmer, der ”bruger” huset og gør det til deres i den tid, de nu er knyttet til stedet. Og husets centrale indretning tyder på, at det hjem- lige, kulturelle værdisæt er centreret omkring samvær i åbenhed, varme og et aktivt samvær.

Hjemligheden uden for fællesrummet

Det er først, når den udefrakommende begiver sig længere ind i huset, at de øvrige rum kommer til syne med tegn på aktiviteter, der ikke længere virker helt almindelige for et privat hjem. Selvom mange i dag har indrettet kontor i eget hjem, fal- der funktionaliteten i øjnene i de professionelle rum.

Det gælder for lederens og sekretærens fælles administrationskontor med computere, printer, fax og hylder med mapper og skuffer med for- trolige papirer. Og det gælder for terapeuternes kontorer i forsænket stueplan med computere og hylder med papirer og bøger. I alle kontorer er der også en enkelt ekstra stol til den udefrakommende, der kommer for at få noget af værtens tid og opmærksomhed for en tid.

I overetagen er desuden de to terapirum af meget forskellig størrelse. De er begge udstyret med sandkasser i øjenhøjde med et barn og reo- ler, der er fyldt med mere eller mindre livagtige og fantastiske figurer. Stolene her er lænestole i kurveflet. I det lille terapirum står et par stykker og i det store omkring ti.

Alle disse rum har nogle fælles træk. Der er en

varm farvesammensætning og blidhed i materialevalg, som viser sig i de livfulde billeder på væg- gene, tekstiler på gulvene i form af tæpper samt gennemgående møbler i flet.

Overalt signaleres således muligheden for at slappe af og give sig hen i eftertanke, uden at afslapningen dog går over i total afspænding og søvn. Der er således ingen senge, madrasser eller brikse. Dog er der et enkelt rum, hvor de eneste møbler er en kæmpemadras, en inde- klemt reol og et arkivskab. På grund af den lave loftshøjde må dette rum dog ikke benyttes for arbejdstilsynet og er derfor ikke at betragte som en aktiv del af huset. Alligevel har det sin egen hygge og er indrettet med omtanke.

Afsluttende karakteristik

Alt i alt virker huset som et sted, der lægger op til handling frem for afspænding, men samtidig et sted, der lægger op til, at handlinger udføres i forholdsvis afslappet tilstand. Det er desuden et sted, der overalt bærer et vist præg af kollektivi- tet. Der er jo for eksempel 10 stole, tre barnesto- le og to sofaer, udover at der er mindst to stole i hvert af de rum, der omgiver fællesrummet, der fungerer som en meget hjemlig dagligstue, der nærmest ”kalder på” at man sætter sig, som en af husets nuværende mødre siger.

Konklusionen må være, at der lægges op til et aktivt kommunikerende ”familie”-liv i Familie- huset, og at det gør det let at føle sig hjemme.

Uden at man fristes til at glemme, at det er noget andet end hjem. Det er et dagcenter for terapeutisk virksomhed med et stærkt værdisæt. På den måde virker hjemligheden helende i forhold til hjemligt kaos og klinisk kulde. Både materielt og på et symbolsk plan er det let at gøre sig det hjemme her og at færdes hjemmevant, selvom der er et særligt formål med at være her, og hjem er et andet sted.

(22)

Hun er let at finde, når man træder ind i Fami- liehuset, for hun er miljøsekretær. Elsebeth er ansat til at være fysisk og mentalt til stede i de rum, hvor alle færdes, og hvor hjemligheden bliver til grobund for tilknytning gennem almindeligt samvær.

Mange funktioner og sans for detaljer

Som miljøsekretær skal hun kunne kunsten at være. Det er en kunst, der handler om samvær, samarbejde og sans for detaljer, og ikke kun om fysisk tilstedeværelse. Dagen planlægges om- hyggeligt med tanke på hvem og hvor mange, der kommer i Familiehuset, og hvorfor.

Om morgenen er det for eksempel hende, der har sørget for, at der er en plads og et rundstyk- ke til alle rundt om bordet. For det er vigtigt, at alle føler sig godt tilpas og kan sige som Maria

og Lea, at det ”er rigtig hyggeligt, at de tænker på én”, og at ”det varmer rigtig meget. Jamen, det gør det virkelig.”

Det er hende, der arbejder med at gøre husets ideer om omsorg til virkelighed i en daglig praksis, og det kræver et konstant nærvær med omsorg og sans for detaljer, der kræver psykisk overskud og en evne til at hvile i sig selv.

Stillingen som miljøsekretær er den eneste HK- stilling i huset og blev oprettet i 1997 samtidig med, at huset blev oprettet, og Elsebeth har haft den alle årene. Hun er blevet en betydelig støtte og opbakning i det daglige for leder Inger Poul- sen, fordi hun både favner kontoropgaverne og det menneskelige, der hører til at være i tæt kontakt med familier, der har det svært.

Stedet kan ikke bære en fuldtidsansat sekretær med administrative funktioner alene, derfor skal en miljøsekretær kunne mange forskellige ting.

En miljøsekretær er en garant

for hjemlighed

(23)

Hun laver almindeligt kontorarbejde og holder orden i huset. Samtidig er nogle af de væsent- ligste opgaver placeret tirsdage og torsdage, hvor der er gruppeterapi. Så passer hun børn, mens forældrene er oppe i terapirummet. Mens hun passer børn, laver hun også mad, dækker bord og køber eventuelt lidt ekstra ind og sætter blomster på bordet, samt meget andet.

Alt dette kræver planlægning og samarbejde, fordi arbejdet skal koordineres med både leder, terapeuter og ikke mindst forældre. Samarbejdet med familierne er i sig selv en funktion, hvor de små detaljer er meget betydningsfulde.

Mors og fars ekspertise i egne børn og livsformer betyder, at de skal høres om spise- og sovetider, puttevaner, yndlingssutter og livretter etc. Deres og børnenes ønsker skal tilgodeses, for at de kan føle sig set, hørt og mødt. De skal være godt tilpas, så de har lyst til at tage del i husets tilbud.

Derfor er det vigtigt, at forældrene er trygge ved, at deres børn bliver passet. Så har de selv ro på til at gå ovenpå og engagere sig i gruppen.

Livserfaring og indlevelsesevne

Elsebeth udfylder miljøsekretærens rolle ud fra sin erfaring fra kontor; men også fordi hun har den erfaring, som livet giver. Hun har en særlig position i huset, fordi hun både skal være den person, der er en del af det hele og som samtidig står lidt udenfor, fordi hun ikke har noget at gøre med terapierne.

Hun er tit alene med mødrene og deres børn og oplever også, når noget er svært for dem i terapien. Så skal hun kunne vise sin medfølelse og samtidig balancere mellem indlevelse overfor dem og ansvarlighed overfor husets formål.

Som miljøsekretær er hun parat til at lægge øre til. Både til hverdag, og når der sker noget sær- ligt. Som den dag, hvor der kom en mor ind ad døren, som var blevet slået af barnets far. Hun var ude af den, og hendes primære behov var

at blive mødt. Lige der, hvor hun var på det tids- punkt. Elsebeth valgte at give hende fysisk kontakt. ”Jeg holdt om hende og lyttede, mens hun fortalte.” Dét er forældrenes primære behov lige der, hvor det brænder på, at hun bare er til stede og er nærværende. Hun skal ikke lave terapi;

men hun skal være lige så autentisk i sin kontakt som alle andre i huset.

Ansvar for et ordentligt miljø

Livet i Familiehuset skal som helhed virke som en slags rollemodel for kontakt, som kan inspirere familierne. Joachim er terapeut og peger på, at det er en ting, der bliver udført meget konsekvent i stedets praksis. Og han mener, at det er helt afgørende i den forbindelse, at der er en meget skarp arbejdsfordeling, hvor stillingen som miljøsekretær i sig selv gør en forskel.

Ved hjælp af den virker miljøet i sig selv som et slags far-mor-hjem-netværk, hvor de ansatte næsten kan få en funktion som en slags foræl- dre for forældre. Rammerne er til det, siger han, fordi der er nogle fysiske ting, som gør det muligt. Èn af de ting er, at miljøsekretæren gør det hjemligt ved ganske enkelt at præge huset som et hjem. Der er ryddet op og sat blomster frem.

Der er rimelig rent, og tingene har deres plads.

Det er vigtigt, så ”der for eksempel bliver ryddet op, efter at der har været gæster.”

Det kræver en stærk ansvarsfordeling, at der er nogen til at sørge for, at de grundlæggende fysiske ting altid er i orden. Det gælder helt hen til, at der er mad i køleskabet, fortæller Joachim. Og dét er lige så meget basis for hverdagen som det at have sko eller have tøj på. At de fysiske ting er i orden skaber en konkret ramme for vækst i flere betydninger af ordet.

”Hun har altid sørget for, at der er ordentligt og pænt og rart at være. Hun sørger for, at der er noget grønt, der trives her i huset.” Det lykkes så godt, at stort set alle lægger mærke til, hvor hjemligt her er, når de kommer ind i huset.

(24)

Joachim tror, at det lykkes, fordi der her er en person, der både kan gøre tingene, som bare gør dem af sig selv, og så har lyst til det.

Både i fysisk og i overført betydning er det sjæl- dent at komme i Familiehuset og møde blomster, der er ”færdige”. Familiehuset er et varmt sted, og Joachim siger, at varmen spreder sig til terapeuternes indbyrdes forhold. Her bliver der dag- ligt skabt et miljø, hvor ”øjet, hjertet – og maven – får mig”. Miljøet beriger oplevelsen at spise sammen ved at gøre det til en oplevelse, der både nærer kroppen og relationerne. Det er noget, alle bidrager til på en eller anden måde; men miljøsekretæren har det overordnede ansvar for hjemligheden i de fysiske rammer.

Selv kan Joachim finde på at tage en boremaski- ne med. Eller han kan finde på at finde en støv- suger eller en kost frem og bruge den. Men det føles godt, at man som terapeut kan slappe af ved, at det ikke er så nødvendigt at bruge kræf- ter på den slags opgaver, og at der er en, der har ressourcer og energi til det.

En garant for hjemlighed

For Birgitte er trygheden og hjemligheden i huset noget med, at der er et menneske, som er i stand til at varme væggene op, og som giver en god atmosfære i sig selv. ”Duften af boller, raslen i køkkenet, bæreposer, der kommer ind, er en enorm stor ingrediens i livet dernede. Det er jo ikke bare sådan et rum. Det er jo ikke bare rummet. Det er også rart; men der skal jo noget liv ind i det.”

Tina formulerer det på den måde, at Elsebeth er en ”garant for hjemligheden i dens fulde betydning,” fordi hun er med til at gøre det hele mere helt i huset. Miljøsekretæren er en slags institution i institutionen, hvor alle andre kommer og går. Tina sammenligner det med, at terapeuterne og lederen vander og tilfører substral til mil- jøet ovenfra; men at jordbunden og grundlaget for hjemligheden er selve det, at miljøsekretæ- ren er der. Derfor mener Tina, at hjemligheden i Familiehuset hænger så meget sammen med miljøsekretæren, at den kun kan beskrives ved også at beskrive den funktion, som miljøsekre- tæren har.

(25)

med børnepasning, hvornår. På den måde sikrer huset, at hun kan overkomme sin del. Også, når tiden er knap.

Samtidig forbereder hun sig altid dagen før gruppeterapi. Hun fører sig ajour og skaber sig et overblik over, hvem der kommer, og hvilke børn der skal passes. Så kan hun købe ind, så det passer med familiernes særlige behov og øn- sker. Hun kender vaner og livretter. Samtidig forhører hun sig hos leder og terapeuter samt familier, hvis der er nogle ting, som hun er i tvivl om, så hun kan tage hensyn til børnenes psykiske behov og udvikling.

På den måde er det også en stilling, som giver mulighed for at lære en masse nyt. En af de ting, som Elsebeth har ladet sig inspirere af, er sæt- ningen om, at ”alt usagt binder energi, og Birgitte fortæller, at hun er glad for at være sikker på at vide, når der er brug for hjælp. Terapeuterne værdsætter evnen til at sige til og fra i rum, der er fælles for alle, og som er miljøsekretærens særlige domæne. Når forældrene sidder oppe i et terapirum og har individuel- eller gruppeterapi, skal det være sådan, at det er rart for børnene at være nedenunder samtidig med, at der for eksempel skal laves mad, og telefonen skal tages.

Derfor er det også herligt at give en hjælpende hånd, siger Birgitte. For sådan gør man jo også i sin familie. Man spørger, ”hvad har du brug for hjælp til?”

På den måde er det ikke kun miljøsekretæren i sig selv, men også forholdet mellem terapeuterne, familierne og miljøsekretæren, der bliver til eksempel på den form for hjemlighed, som familierne kan se på og lade sig inspirere af.

Hun har til opgave at være i huset. Hele tiden.

Alle andre skal derimod hele tiden gøre andre ting udenfor de fælles rum. De er med forældre- ne hjemme, de går på kurser eller er inde i et af terapirummene. Miljøsekretæren derimod er dér, hvor alle kan komme. Og hun er der hele tiden.

På den måde lægger hun en bund for hjemligheden, der handler om vedvarende kontakt og tilknytning. Ligesom i et godt hjem.

En miljøsekretær er også en rollemodel Det betyder, at selvom miljøsekretærens opgaver først og fremmest er praktiske, så er de mere end det. De er vigtige for det samlede billede af Familiehuset. Alle opgaver bidrager til at gøre stedet til rollemodel for familieliv, og det bidrager miljøsekretæren også til, når hun er sammen med familierne, mener Birgitte.

Der er mange, der har haft forældre, der ikke rigtig har været i stand til selv at være rollemodel for deres børn. ”Jeg tror faktisk, at der er mange, der tager model af Elsebeth. Det tror jeg virkelig.

Eller det véd jeg. Det har jeg da været vidne til, for de får en mulighed for at suge noget til sig og tage noget med hjem, som de kan bruge i deres egne hjem.

Det kan være dét overhovedet at lave et morgen- bord, eller en ting som at bage boller. De lærer nogle ting bare ved at se, hvordan hun gør. Der er for eksempel mange, der beder om hendes opskrifter. Ligesom der er mange, der kommer og giver hende opskrifter, siger Birgitte.

Hun fortæller også, at en miljøsekretær får stor betydning for mødrene, fordi hun har betydning for deres børn. Det kan også ses ved, at der er mange tidligere familier, som kommer og hilser på, fordi deres børn har haft et samvær med El- sebeth. Hun er med til, at de knytter sig til huset.

Samarbejde

Miljøsekretærens arbejde og betydning sikres konkret ved, at der lægges en særlig vagtplan, så alle kan se, hvilke terapeuter, der hjælper

(26)

Der er noget særligt ved Familiehuset, og hjemlighed er et godt ord til at beskrive det, siger de to mødre Lea og Maria. Og hjemligheden giver lyst til og mod på at lære nyt om tryghed og omsorg.

Ligesom terapeuterne har de sagt ja til at lade sig interviewe om livet i Familiehuset, som det foregår udenfor terapien, og i den anledning har de tænkt en del over forholdet mellem hjem og hjemlighed. De er enige om, at der er tale om to forskellige ting, for ”et hjem er bare fire vægge”, mens hjemlighed er mere end det. Lea siger, at hun synes, der er mere hjemligt hér, fordi ”hjemme er der mere … ensomt.” Her er der altid nogen at være sammen med.

Som en god familie

”Man kan godt føle, at man er en stor familie”, forklarer Maria om den måde, som man er sammen på. Her får man ikke bare sådan en kantine- frokost, når huset samler forældre, spædbørn og ansatte til morgenmad og frokost på de to uge- dage, hvor der er gruppeterapi.

”Jeg føler ikke, at de er terapeuter, når vi sidder sammen. Her er simpelthen menneskelig kontakt, og jeg føler, at vi er på lige fod,” siger Maria, ”for man kan komme om morgenen og så bare sidde og snakke om, hvor hårdt man har det, eller hvor fedt det er. Og i det hele taget kan man sidde og dele det, som man er optaget af.

Det kan også være det, at en terapeut har været ude at rejse eller skal male hus. Og det er jo et eller andet sted sådan en rigtig familieting”, siger hun.

Hjemlighed er andet og mere

end et hjem

(27)

Hjemlighed er også det sorte

Maria har følt sig godt tilpas her fra dag ét, hvor hun var til samtale for at se, om det her var noget. Og det var det.

Før kunne Maria godt føle sig som mere klient og journalnummer end som menneske. Så hvis der havde været noget tilsvarende, hvor hun bo- ede før, så var hun gået i gang tidligere. ”Jeg har jo været træt af, at der har været så meget kaos i mig selv.” Og derfor fortalte hun også den rådgiver, som hun havde før, at hun gerne ville have det bedre. Og så fik hun tilbud, som hun blev ved at hoppe fra, for det var ikke de rigtige for hende. ”Så kunne jeg gå til en psykolog eller en psykiater. Det er jo ikke dét! … Men det her altså! Hjemligheden får en til at føle sig godt tilpas. I den tidsramme, man nu er her. Den gør, at man kan få luft”.

Maria uddyber: ”Familiehuset er ikke mit hjem;

men det er et sted, hvor jeg kan møde mig selv som menneske og møde andre, der kan rum- me én med de mest negative sider. Her i huset har der været mange, og der har været meget sorg, råt og ondt. Men her kan man være i det, for sådan er livet og virkeligheden jo. Her kan man vende det svære med mange mennesker og bare have det godt alligevel. I alt det sorte”.

Og det er meget værd for Maria.

Åbenhed og tryghed

Lea siger, at hjemligheden handler om samvær og plads til at være sig selv, som den man er.

”Jamen, hvis ikke det er hjemligt, så kommer man heller ikke før tiden. Og se bare i dag, jeg skal være her klokken ni, ikke. Jeg kom allerede kvart over otte. Man kan alting her, gå i køkke- net, og .... Jamen, bare det, at vi er samlet om bordet, selvom man er sådan en som mig. Vi er med ved bordet sammen med alle terapeuterne og sidder og snakker. Og hører også, at de har deres problemer. Altså, det gør man ikke andre steder. Her kommer det bare ud, og alle er åbne.

Og jo mere åbne de er, jo mere åben bliver man

selv, så man kommer frem med det, hvis der er ét eller andet. De interesserer sig for én, og det varmer altså rigtig meget. Jamen, det gør det virkelig.” Og den varme giver tryghed. Så meget endda, at Lea vælger at lade sin MP3 ligge fremme på bordet i dagligstuen. Ligesom i hendes eget hjem. Også selvom Joachim faktisk har forsøgt at tale hende fra det, siger hun.

Prøv det!

Lea er kommet frem til, at et hjem er, hvad folk gør det til, mens hjemlighed er noget med trygge rammer og et fællesskab, der rækker ud over behandlingen. ”Det er jo en slags behandlingshjem; men det føles ikke sådan.” Og det giver lyst til at komme, selv på en dårlig dag. ”Jeg kan være så gal og rasende hjemmefra. Lige til jeg er kommet indenfor her.” Så er der et eller andet, der lægger sig. Det er den ro, der kommer over hende. Og det er en ro, som hun kan tage med sig hjem. ”Der er samling på mig. Selvom der er tyve ting, jeg skal nå og sådan, så er det én ting ad gangen”.

Lea mener, at hjemlighed er noget, der kan byg- ges på, og sådan er det ikke med et hjem. Det er for eksempel hjemligheden, der gør, at hun tør give et interview, og ”se mig selv på papir, og sådan noget.”

Lea mener, at hvis det ikke var for det her sted, så var hun aldrig kommet så langt med sig selv.

”Det er rigtigt skønt… Du skulle prøve!” Anbefa- ler hun.

Når de ansatte har det godt, er det let for dem at være autentiske i deres kontakt og virke som rollemodeller for forældrene, når de har svært ved at mærke, hvor meget de betyder for deres børn. Hjemligheden er med til at vise forældrene en vej, så de får inspiration og mod til at give barnet – og sig selv – større opmærksomhed, så de bedre kan mætte barnets behov for tryghed og tillid.

(28)

Hjemlighed virker

Tina, som er terapeut, siger det på den måde, at hjemligheden kan illustrere, hvordan tilknytning kan lykkes i en familie. Her bliver man modtaget, hilst, og forstået, hørt, og mødt som i et hjem.

”Her må man være sig. Med hele sig. Og man må godt være – med alle sine grundfølelser. Og der er nogen at være sammen med. Her bliver man ikke forladt. Og det er jo det mest funda- mentale behov, kan man sige.”

På den måde forenes hjemmet som symbol på det gode liv i den gode familie med en konkret praksis, hvor børn og forældre oplever en kontakt, der har kvalitet. Den mætter. Nærmest ligesom fløde, som man siger i Familiehuset.

Så Lea har ret. Hjemligheden virker. Den er en del af en praksis, der sanses og mærkes som en stemning, der gennemsyrer huset og spiller på alle menneskets mange intelligenser. På den måde skabes det, som neuropsykologen Keld Fredens kalder for en personlig hukommelse.

Og det som huskes er, hvordan det føles helt fysisk at være i kontakt og at trives ved det.

Måske er det en grund til, at 140 ud af 148 børn stadig bor hjemme, og kun otte er blevet anbragt i de ti år, Familiehuset har eksisteret.

(29)

Af Haldor Øvreeide, specialist i klinisk psykologi, NPF, vejleder ved Familiehuset i Horsens over flere år

Et møde, som gør en forskel.

Der er tryghed i gamle bygninger, som har huset og båret generationers liv og virke. De, som for første gang kommer ind gennem døren til Fami- liehuset i Horsens, er ofte usikre og nogen gange utrygge børn og forældre. De kan have en selvfølelse og et selvværd præget af afvisning og overskridende erfaringer, både i nære relatio- ner og i deres møder med omgivelserne. De kan også komme ind ad døren, fordi andre ønsker, de skal forandre sig. Det vil sige, at mange af dem, som kommer, har oplevet sig udelukkede og util- strækkelige. De allerfleste af dem, som går ud af Familiehuset igen, kommer ud med en oplevelse

af at være blevet inviteret ind. De er blevet set med deres værdi og deres styrke, hvori der ofte er tegn på en kamp og en vilje til at mestre og overleve. Men ikke mindst vil de være blevet set med deres medmenneskelige egenskaber til at kunne føle, tænke, sørge og drømme og at føle for andre. De vil også være blevet set i deres kommen til kort og i deres savn, uden at blive afvist og underkendt.

For nogen bliver dette møde med Familiehuset – den gamle vognport – en erfaring, som skaber en grundlæggende forandring. Det kan blive op- brud fra en negativ og udviklingshindrende psykisk og social arv. Samværet med personalet i Familiehuset kan skabe forandringer i relationen mellem forældre og børn – og i selvforståelsen.

Der vil ske forandringer, som kan frigøre egen-