Farerne ved at eksperimentere

,,

; \

Farerne ved at eksperimentere

Jules Verne og det amerikanske ensomme geni

GEORGE SLUSSER

Efterhånden som Frankrig bevæger sig gennem det 19. århun­

drede og ind i den sidste positivistiske halvdel, bliver ikke kun anvendelsen af naturvidenskaben, men også dens metoder - må­

derne hvorpå videnskaben opnår det den gør - større temaer eller troper i skønlitteraturen. Denne artikel beskæftiger sig med hvordan videnskabsmænd, i deres rolle som eksperimentatorer, bliver fremstillet i den periode, hvor Jules Verne skriver, og den romantiske videnskabelige fortælling bryder igennem i Frankrig.

For at gøre dette er det nødvendigt at placere Verne i en kontekst.

På:den ene side må vi sammenligne hans behandling af begrebet

"opfindelse" med hvordan det bliver behandlet i romaner afsamtidige franske forfattere, i dette tilfælde Flaubert; og på den anden side må vi kontrastere hans opfindere med dem, som vi finder i den samtidige amerikanske fiktion, som han kendte og lånte af. Resultatet vil give nogle indikationer om franske kultu­

relle holdninger til videnskabelig eksperimentering gennem dem1e periode. Når dette er på plads, kan vi overveje, hvorfor Frankrig ikke i Vernes fodspor har udviklet en science fiction i samme forstand som USA.

En kløft skiller Balzac fra forfattere i Vernes periode, hvad angår arten af videnskabelig aktivitet i litteraturen. Balzacs term er "recherche", og romanen La Recherche de l'Absolu (1834). Betyd­

ningen af ordet er her dog ikke den samme som i Prousts senere

"a

af, yiden som proces. Det er nærmere en abstrakt kvalitet, lige- 99

George Slusser

s^om dets ^objekt, s^om ^er et Abs^olut -ⁱ d^ette tⁱlfælde - gennem­

brud til en fuldstændⁱg f^orståelse af naturens k^emⁱske egenska­

be^r. Balza^cs ekspe^rimentat^or (tⁱl f^orskel fra Goeth^es Faust, s^om f^orlad^er lab^orato^riet f^or at ^eksperⁱment^ere ⁱ vⁱrkelighedens ve^r­ d^en, ^og tⁱl slut vælg^er anvendt tekn^ol^ogⁱ i sⁱne sidste landindvⁱn­

dⁱngsplaner) tⁱlbrⁱng^er sⁱt lⁱv mell^em ^reag^ensglas ^og bæge^rglas.

Balza^cs vⁱdenskabsmand udi det Abs^olutte, Balthaser Claes, mⁱnder om alkymⁱst^en, ⁱdet han forfølger tⁱng, s^om er unⁱver­

selle, de sp^irituelle ,,l^ove" s^om reguler^er materⁱen. S^om sådan er han tydelⁱgvⁱs ^en anakr^onisme ⁱ Balza^cs væ^rk. R^omanen sætt^er Claes' søgen efter rent te^oretⁱsk gennembrud ^op mod hans famⁱ­ lⁱes mate^rielle formu^e. Og i en fo^rm for anal^ogⁱ tⁱl denne kamp, denne gang ⁱnden for k^rop-sjæl sfæ^ren ⁱ søgeren s^elv, sætter Bal­

zac den søgende ^op m^od hans egne materielle begrænsnⁱng^er.

Claes møder d^en omvendte l^ov ^om peau de chagrin, hvor Ideens

overfl^od kræver en tⁱlsvarende, m^en m^odsat^rettet pris af den fy­

sⁱske organⁱsme, s^om ^op^reth^olde^r tankep^rocessen.

Det er næsten som om det var Balza^cs ^opgave at tag^e det vⁱ­ denskabelⁱge eksp^eriment ud af lab^orat^oriet ^og bringe det ind i den p^raktⁱske anvend^elses verden, s^om e^r Restaurat^ion^en ^og Det andet Kejs^erdømmes v^erden.1 F^or dette F^rankrⁱg var ⁱ et ras^end^e temp^{o i} færd med at sætte vⁱdenskaben på arbejde, man fandt bedr^e met^od^er til at bygg^e kanal^er, til at ænd^re veje ^og befor­

dringsmåd^er, tⁱl at øg^e landsbrugs- og industrⁱpr^odukt^ionen.

Hv^em er så eksperⁱmentato^rerne i d^en franske ^roman i sⁱdste halvdel af århund^redet? I Flauberts Madame Bovary (1857) er det H^omais, s^om er farmaceut, ^og Cha^rles B^ova^ry, s^om er ^11officier de sante", det v^{i i} dag kalder lægeassistent. I hans sⁱdste r^oman, Bouvard et Pecuchet (1881), e^r ekspe^rim^entat^orerne t^o rene amtø­

rer, kont^orfolk som arver penge og t^rækker sⁱg tⁱlbage tⁱl et lⁱv med at læse bøge^{r o}g afhandlⁱnger om anvendt vⁱd^enskab, for så at f^orsøge (med katastr^ofale følge^r) at gentage eksperⁱmente^rne.

Hvad Flaubert he^r tematiserer er et nyt ^og bl^omstrende udtryks­

mⁱddel bestående af tekniske hv^ordan-gø^r-man-det bøger med praktisk^e anvⁱsnⁱnger, som (hvad angår hans satirⁱske ^overh^ol­

d^els^e af de kultu^relle n^ormer) repræsenterer overdrevet - en fo­

retags^omh^ed udⁱ eksperⁱmenterⁱng, s^om er ude af k^ontr^ol. Det er

Farerne ved at eksperimentere ikke kun unⁱve^rsⁱtetets gaml^e ge^rmansk^e og faustiske k^ont^rol med d^ets system af aut^orⁱtet, som styre^r og b^egrænser ^eksperⁱ­ mente^r, der e^r væk; men ^også det franske bureaukratⁱske syst^ems k^ontr^ol, d^et syst^em, d^er uddeler tⁱtl^er, skab^er ni^ch^er og hⁱera^rkier af "embedsmænd" i alle om^råd^er. Det er dette syst^em, som ud­

nævner Cha^rles B^ovary og send^er d^okt^or Canivet, hans reg^io- 11ale overordn^ede, ud fo^r at st^raffe ham efte^r den mⁱslykk^ed^e operatⁱon på Hⁱpp^olyte.

� Jules Ve^rne, d^er va^r Flauberts yng^re, samtⁱdige forfatte^rk^ol­

lega; har også amatørvⁱd^enskabsmænd, der udføre^r mange eks­

pe^rimenter ⁱ sⁱne romaner. Men V^ern^e sati^rise^rer ⁱkk^{e o}ver d^eres aktⁱvⁱt^eter. Hvis en vⁱdenskabsmand arbejder uden for system^et eller stⁱler ^efter en høje^re rang, end han ^offⁱcⁱelt ^er tⁱld^elt, er det

ikke nødv^endⁱgvⁱs fo^rudbest^emt, at han skal f^ejle, han er heller ikke ^off^er for latte^rlⁱggørelse. Vernes amatør^er udtænker ⁱnstru­

menter, udfører målⁱng^er og ekspe^rimenter. I Rejsen til månen ^o_g _Rundt om månen e^r de^r faktⁱsk t^o slags amatør^eksperimentatorer - d^er ^er den amerⁱkanske Barbⁱcane ^og hans kammerater, som dele^r hans st^ore ⁱnt^eresse for ballⁱstⁱk i Baltim^or^e Pⁱstolklub; ^og der ^er franskmanden Mi^chel Ardan, s^om ⁱ sammenlignⁱng m^ed d� 'pragmatⁱsk^e angelsakse^re er me^re af ^en b^ouleva^rd dandy, d^er tilf�ldigvⁱs har en g^od ^og s^olⁱd vⁱd^en ^om ^rakette^{r o}g vⁱdenska­

belⁱg met^od^e. Hans ¹¹flai^r" (navnet ¹¹ardan") f^orener sⁱg med ame^rikansk sund fo^rnuft, ^og amatø^rerne får raketten bygg^et ^og s^endt tⁱl mån^en efte^r forsøg-fejl-met^od^en. De bruger d^ets værk­

tøj, b^emand^er dets instrumenter, gør ^observatⁱoner ^og beregne^r det f^orh^old ⁱ brændst^ofsmængde, som vⁱl b^ringe ^rumskibet ud af kr^edsløb ^og tⁱlbage til J^ord^en.

I sammenlⁱgnⁱng med Flaubert gø^r Vern^e t^o tⁱng, s^om skab^er en ov^errask^ende åbning m^ed hensyn tⁱl kulturell^e h^oldninge^r til, hvad der nu er anvendt vⁱd^enskabelⁱg eksp^erⁱmentering. Fø^rst og fr^emm^est skaber han k^ontakt med den amerⁱkanske m^odel, s^om bl^omstred^e på den tⁱd, hvor han skrev. Flaubert, s^om stadⁱg levede ⁱ skyggen af Stendhals afvⁱsnⁱng af det am^erikanske d^e­ m^okratⁱ, ønskede tyd^elⁱgvⁱs ikke at se ud^en for sⁱt kultu^rsyst^em, spe^cielt ⁱkke i denn^{e r}etnⁱng. Dernæst fremtvinger han en sam­

menlⁱgning med en ⁱnteressant fransk form for amatørvⁱden- 101

·i

\.

' l

George Slusser

sk^ab^sman^d. M^ichel A^rdan ^er u^ddann^{et i}n^den fo^r n^atur^vi^den­

skab, men det står aldrig klart hvor og i hvilken egenskab han op­

nå^{ede d}enn^{e vide}n ^eller know-^how. H^vo^r m^edlemm^ern^{e a}f B^al­ timore Pistolklub finansierer og bygger måneraketten,

ankomm^er Ar^dan ^ti^l USA ^{i si}d^ste øj^eb^lik, ^så ^at ^sig^e for ^at ^re^dde

dagen, idet han holder en opildnende tale, der appellerer til fan­

ta^sien og ^derm^ed får ^støt^ten ^til proj^ekt^{et ti}l ^at b^liv^e v^ed m^{ed a}t strømme ind. Han foretager sig egentlig heller ikke rigtig noget på

tu^ren; ^han obs^er^verer næ^rmere, ⁱn^dsam^ler d^ata og f^rem^sæ^tter poetiske kommentarer. Han tjener som supplement til de mere

p^ragm^atisk^{e a}m^erik^an^er^e. Vⁱ kunn^e fo^rmul^{ere ha}n^s po^sition som den videnskabelige dandy. Set i lyset af de uskrevne love i kul­

tu^rl^{ivet i} F^rankrⁱg på Vern^{es ti}d ^er d^an^dyen, ^hvis "am^atø^r" -^sta­

tus indbefatter en kunstig fornægtelse af en allerede opnået - og

afgjo^rt tⁱl^lært - p^lads i ^{det s}oc^iale ^hierarki, måsk^{e d}en ^en^est^e, form for amatør, der kan tolereres, og deri har vi den funktionelle

mo^dsæ^tning ^{til e}n Bou^vard og Pe^cuc^het og ^der^{es d}år^sk^ab.

Am^atø^rek^sp^erⁱm^ent^ato^ren^{s r}ol^le e^r m^ege^{t a}n^de^rl^edes i USA ⁱ

sidste halvdel af det 19. århundrede. H. Bruce Franklin anser denn^e perⁱod^e fo^r a^{t v}ære k^en^detegn^et af fr^emkomst^en ^af my^ten om ^den b^aggår^dsopfin^der-figur, ^som ^han k^al^der "^det ensomme

g^enⁱ". T^homas A. Edison er måske virkelighedens model, men d^isse figu^rer e^{r i}kk^{e a}lt^id mul^ti t^alen^ter, ^ej h^el^{ler al}t^{id ale}ne - tænk på b^rø^dren^e W^rig^ht. D^{e vi}g^tig^e f^ak^to^{rer e}r ⁱmⁱd^le^rt^id: de^{t li}l^le værksted, ikk^e l^abor^ato^ri^et, ^som p^eg^er ^hen mo^{d i}n^stitution^el k^apⁱ­ tal og støtte; og rammen med en lille gruppe, som fremmer ind­

iv^idua^lism^e og g^iver frⁱh^{ed t}i^l at opfin^de (og ^sæ^tte opfin^del^sen på markedet) uden institutionelle begrænsninger. Ganske mod­

sa^{t det t}yske ^sy^stem m^ed d^ets Fachleute og un^iver^sit^etsg^ra^der, ^er den amerikanske eksperimentator efter andre sæder og skikke sel^vlær^t og ^af nø^dvendⁱg^hed gen^er^alist: ^viden^sk^absm^an^d, ⁱnge­

niør og entreprenør, alt i en person. Og endvidere, til stor forskel

fr^{a si}n^e fr^an^sk^e p^en^dan^ter, ^skyr ^han ^regu^ler^en^de bu^reaukra^tier (^civil^rett^en); ^han er heller ikk^e bun^{det a}f na^tion^al^istiske my^ter,

så^som ^den ^voks^en^de føle^ls^e, ^{i de}n ^sen^ere del af d^et 19. år^hun^dre­

des Frankrig, af kulturelle grænser, en kultur bundet af "^helligt"

102

Farerne ved at eksperimentere land og fort^id. H^an er den sande arving t^il det jomfruelig^e land,

et kulturelt og ^videnskab^eligt grænseområ^de, som det ligg^er åben^t for alle ^at udforske i den udstrækning d^eres indivi^duelle

e^vner rækker.

D^er er også, som E^verett Bleil^er beskriver det, ^en udbredt lit­ teræ^{r t}radition for d^et-^ensomme-geni figurer som op^står ^{i de}n se­ n^este halvdel af ^det 19. århundrede i USA.² Instrumentet er h^er

"the dime no^vel", ^som B^lei^ler beskri^ver som en fuld^t udvikl^et

"underholdningsindustri", ^som k^an sammenlignes i rækkevidde

(om ikke i størrels^e) med fj^ernsynet i dag. Edward S. Ellis u^d­

sendte først en uendelig række af "^dim^e novels" med sin The Steam Man of the Prairies _{(1865). F}lere baggårdsopfindere fulgte i Luis S^enaren^s omfangsrige værk^er (han^{s ar}bejde påvirkede fak­

tisk Vern^e), som g^av os F^rank R^ead^e og F^rank R^ead^e, Jr. Di^sse navn^e blev "^hvermands eje", ^an^dre fulg^{te e}fter: Tom Swⁱft, Tom E^dison, J^r. B^ruce F^ranklin mener, at disse romaner, som han åb^ent kalder "^scien^ce fiction", fremmer "fire af de store formative ame­

rik^anske myter ... myten om grænseområdet, myten om g^rænse­

løEJe in^dividu^ell^e mulig^heder, myten om det ensomme opfinder­ g^eµi og den fremkommende myte om en ^teknologi, der er i stand

til.at løse al^le problem^er."³ Det må dog ^videre diskutere^s, at hvi^s dette er science fi^ction, så ^{er scie}n^ce fiction ^{i h}øj grad en central strømning .i amerikan^sk littera^tu� ef^tersom F^ranklins myter har stærke ku^lturelle rødder i t^idlige fo^rfattere i det 19. århundrede så^som Em^erson, T^ho^reau, Melville, H^awthorn^e. De fø^res vider^e med Twain og ^helt frem tⁱl Jack Kerouac. Hele den ^amerikan^ske litt^erære tra^dition f^ejrer i sin kontinuitet opkomlingen, ^ham der

stiller sⁱg uden fo^{r d}et etab^lerede, ^det dygtig^e og r^es^sourcestærke individ. Fakt^isk fortsætter Robert A. Heinlein, ^der skriver i en

tidsal^der præg^{et a}f korporativ fo^rskning og u^dvik^ling, m^ed at

· glorificere den en^somme ek^sperimen^tator, der arbej^der med de

midle^r, der står ^til rådig^hed i en baggård, ^en visionær per^son i sit

"lille værksted", d^er bygger måneraketter og t^idsma^skiner, ^som

"^den store statsmagt" e^r for fo^rskræmt til at rø^re. Her følger en erklæring om m^etode fra eri. af Heinleins en^somme eksperimen­

tato^rer: Dani^el Boone Davis i The Door into Summer:

103

i i

'

L

ii:· .. · i'

j,

Fremtiden er bedre end fortiden. Til trods for pessimisterne, romanti­

kerne og de anti-intellektuelle, bliver verden støt bedre på grund af menneskets forstand, som koncentrerer sig om miljøet og gør det bedre.

Med hænder ... med værktøj ... med almindelig sund fornuft og viden­

skab og ingeniørarbejde.4

Vi bemærker rækkefølgen i Heinleins trehed af "evner": vi­

densk^ab kommer efter "^almindelig sund forn^uft" (m^an sk^al først og fremmest være praktisk og have begge ben på jorden, før man begynder at ^anvende vidensk^abe^lig metode og ^lærdom) og fø^l­ ges af "ingeniørarbejde" (hvad man udtænker ved hjæ^lp af vi- · densk^ab sk^al m^an efterfø^lgende være i stand til ^at bygge, til ^at re­

alisere). Titlen på denne roman kan faktisk stå som et symbol for den form for gennembrud i forskningen, som en ensom viden­

sk^absm^and kan fremk^alde. Her åbner D^avis døren til sit be­

skedne værksted og opdager tidsrejsen. Men dette er ikke noget absolut i B^alzacs forst^and - en teori om Tidsrejsen - men et mid­

del til at gennemføre den, en anordning, sorri er i stand til at føre menneskeheden, ikke til utopia (som ville være en endeløs som­

mer), men simpelthen tættere på det.

Hv^ad finder vi så ^af litterære fig^urer, som er opfindere e^ller

udfører eksperimenter i franske romaner i denne sidste halvdel af det 19. årh^undrede? Pierre Versins demonstrerer tyde^ligt i sin monumentale Encyclopedie de l'utopie, des voyages extraordinaires et de la science fiction, at der i denne periode v^ar en b^lomstrende og tilsvarende tradition for fiktion om uafhængige eller excentriske eksperiment^atorer e^ller opfindere⁵. Dette er dog begrænset ti^l det

"populære" område, for så vidt at "populær" her refererer til en omhygge^ligt ^udv^algt ^ungdomme^lig ^læserskare. Versins nævner for eksempel romaner af Georges Le Faure, som gennem de sid�

ste årtier i sidste årh^undrede prod^ucerede "rom^ans d'anticipation pour adolescents"- titler som La guerre sous l'eau _ og Les Robinsans lunaires - og som i l890erne gik s^ammmen med Henri de Graffigny for at skrive Aventures extraordinaires d'un sa­

vant russe, et omf^attende og rigt i^llustreret sæt værker, der vrim­

ler med ^alle m^ulige former for "opfinde^lser". Idet de overgik Verne ved ^at ^udtænke f^ant^astiske indretninger for deres egen skyld (nog^le af dem, for eksempe^l "månedragten", er ikke.så

104

Farerne ved at eksperimentere langt ude i dag), skubbede forfatterne denne litterære trope ind i det rene fantasteri -^under for underets skyld.

Hvor den amerikanske "dime novel" henvendte sig til et p^ub­

likum, der i princippet var mere demokratisk (bogen kostede k^un 10 cents), b^liver p^ub^likum allerede her stratificeret i lag i en :qi.odel, som primært er opdragende af nat^ur. Analogt med det formelle lycee, h^ar vi en ^uformel kult^urel strukt^ur, som kun tilla­ der folk - både romanfigurer og læsere -^at ^udmærke sig og ^løfte

· f,,ig i den grad de behersker forudbestemte metodologier. Således er det system, der begrænser individuel opfindsomhed på et­

hvert niveau i det franske s^amfund. Der er g^anske enkelt ingen plads til det ensomme geni i dette sociale system; det er et gigan­

tisk b^ure^aukrati, hvor alle borgere, fra høj ti^{l la}v, per definition kan placeres i hierarkiet. Helten i Vernes såk^aldt "forsvundne før­

ste rom^an", Paris au XXe siede, unge Michel, er netop en såd^an fejlplaceret person; i midten af det mekaniserede og bedstebor­

gerlige 20. årh^underede er der intet behov for hum^anistiske vi­

del).skabsmænd (hans område), og vi ser ham gå fr^a job til job, fra

at ';ære skriver til h^an til sidst bogstavelig t^alt bliver frosset ud�

skubbet ud i g^aderne for ^at dø a^lene. Romanen projicerer, som fremtid, det der er fortid i denne sidste halvdel af det 19. århun­

drede. I den finder vi de ægte ensomme geniers (ikke dandyer­

nes) skæbne i fransk kultur.

Det, der retfærdiggør (eller på s^amme vis for^udbestemmer) denne opdragende-bure^aukratiske model af s^amfundet, er den romantiske myte om kar^akterdannelse e^ller Bildung. I overens­

stemmelse med mytens alder et^ableres der forskellige kategorier

af ^læsere. Le Fa ures romaner er for eksempel ungdommelige f^an- - ten tista^asier, som henvender sig tind får de lov ti^lstand, der minder om bl at opleve en "føl laæsere, der formodes at befinde sig irndommens "lelse af ^under", som uskyld". I denne tilader dem^l­

kigge på "ualmindelige" videnskabsmænd og opfindere, så

længe disse (ligesom "^le sav^ant r^usse") forbliver excentriske _{i den} forstand, at de forbliver uden for systemet. Såd^anne børne-læ­

sere k^an opretholde en føle^lse· af det underfulde i opfindelser, m:en efterhånden som de "vokser" gennem: ungdom: til voksenal-

1f'.

I'

i I

George Slusser

der, skal de lære at afvise de metoder, som dis^se opfindere bruger.

I pubertetsperioden lærer man "^seriø^st" (dvs. det der er aner­

kendt). Arthur Evans placerer kløgtigt Jules Vernes publikum på dette udvikling^strin.6 Ve^rne skriver ^sine Voyages extraordinaires i en kontekst, der be^står af udgiveren Hetzel^s serie Magasin (se­

nere Bibliotheque) d'Education et de Recreation, og dette tilveje­

bringer den sociale ramme, ^som de skal læses i. Inden for denne ramme er funktionen af plottet, personerne og de videnskabelige aktiviteter, som binder de to ting sammen, mindre et spørgsmål om underholdning end om pædagogik. Når Evans kalder denne fiktion "didaktisk", antyder han, at den videnskab, den fremstil­

ler som metode, ikke er så meget eksperimenterende som doktri­

nær. Eksperimentet ændrer ikke det allerede-kendte; det er sna­

rere det allerede-kendte som forudbestemmer eksperimentet.

Evans kontrasterer i den fran^ske kontekst denne form for "sci­

ence" fiktion med værker af forfattere som J.H. Rosny d.æ., som bruger videnskab ^som et elemen^t i sin fiktion. Med dette menes, at videnskaben i fortællingen hverken fungerer som tema eller undersøgelsesmetode, men som "en katalysator i kons^truktio­

nen af plottet, en byggesten, der skal tilføre ^sandsynligheds­

præg". Med andre ord underviser den ikke kun, men fryder også, idet den rækker videre end blot og bar beregnende fornuft ( Coleridges ,,fancy") og appellerer til evnen til at fantasere krea­

tivt. På den romantiske værdiskala, ^som præger dette system, er dette selvfølgelig det højeste stadie. Personen, der tales til, er den der, som Wordsworth ^siger, ser ind i hjertet af tingene, og som så­

ledes bekræfter den essentielle og urokkelige orden på det punkt, hvor den eksperimentelle metode giver efter for den intuitive forståelse, i stil med den kartesianske opfattelse af "intuition".

En forfatter som Flaubert, for så vidt som han fremstiller vi­

denskabelige eksperimenter i sine romaner, synes at indbefatte det samme værdihierarki. Madame Bovary byder på tre niveauer eller stadier af videnskabelig viden, men i forhold til disse står han, der er analog med det amerikanske ensomme geni, nederst på rang^stigen. Charle^s Bovary ^tillader sig selv, i den scene der viser operationen på Hippolyte med klumpfoden, at blive så overvældet af Homais' lærde ordforråd, at han påtager sig at ud- 106

Farerne ved at eksperimentere føre en lærebogsprocedure, som aldrig er blevet afprøvet eller verificeret i praksis. Det er gennem ren opremsning af ord som

"^stephopodie" eller "str^ephocatopodie", at Homais formår at få både patient og læge til påtage sig en procedure, som tvinger den opererede sene ind i en skinne, som akut forværrer en infektion og re^sulterer i koldbrand og amputation. Fristeren Homais går fri, mens udføreren Charles bliver ydmyget. I en ubarmhjertig pa- , rodi på den didaktiske proces skændes de to embedsmænd, Ho­

mais og doktor Canivet, som er tilkaldt for at udføre amputatio­

nen, om deres teoretiske fejltagelser, ligeglade med tilstedeværelsen af den forpinte og stadig uforstående Hippo­

lyte, som netop skal til at have ^sit ben sat af. Canivets position er den samme som en lærer, der skal tvinge en elev på afveje tilbage i rækken:

Det.er den slags ting de finder på inde i Paris! Ligesom de skeløjede, og kloroformen, og nyrestenene, alt sammen uhyrligheder som regeringen burde torbyde!. .. Som om man kunne rette en klumpfod ud! Man kunne lig} så godt prøve på at gøre en pukkelrygget rankf7

Hvor det amerikanske ensomme geni som regel indretter sit v�rksted et ^sted i provinsen, væk fra storbyens bureaukrati, fremstilles eksperimentatorerne her som et fænomen fra hoved­

staden, et sted, som opfinder og opsender termer, som var de fan­

tasiballoner. Men her, på landet, burde folk vide bedre, eller i det mindste kende de "naturlige" grænser, som fortæller os, at man aldrig kan fikse en klumpfod eller genoprette en pukkelryg.

Charles forbliver gennem hele romanen den fuks som han var i romanens åbningsscene, drømmeren, som er til grin for sine sko­

lekammerater. Sådan en kvajpande, uanset hvilken fornemmelse for under han bærer på (hvad skulle ellers have fået ham til over­

hovedet at prøve at gennemføre operationen), vil altid være lige netop det, en student, der er ^sat i skammekrogen på livstid.

Flaubert giver også negativ valens til det didaktiske eller Ver­

nes niveau i videnskabelig aktivitet. Svaret er i dette tilfælde dog ikke rendyrket afvisning - Charles Bovary er et barnagtigt fjols, men bibeholder dog med sin naive tro på, at han kan gøre ting- 107