A f H. K. Kristensen.
Ved H isto risk Fæ llesforenings Åarsm øde paa K ronborg hæv
dede en af Deltagerne, at der manglede Em ner t il Aarbøgerne, med andre Ord: de fo rskellige Lokaliteters H isto rie og F o rh o ld skulde nu være undersøgt, k la rla g t og frem stillet — og hvis m an lader Tanken fortsætte ad denne Bane — v il det sige, at de historiske Amtsa arbøger v il være overflødige.
Ja, jeg ved jo nok, at der er nogle, der mener, at det h a r de a ltid været! De leverer kun H usflidsarbejde, som en anstændig H isto rike r kun kan rynke paa Næsen ad. De Fa g h istorikere og Arkæ ologer, der bruger Aarbøgernes M ateriale er dog form odent
lig af en anden M ening ligesaavel som de T itu sin d e r a f trofaste Læsere Landet over.
Udtalelsen paa Kronborgm ødet h a r im id le rtid givet A nledning til, at Fæ llesforeningens Bestyrelse h a r bedt m ig sige et P a r O rd om lo kalh isto riske Problem er og bl. a. om, h v ilk e P ro blem er der kan og bør behandles i en Sognehistorie. D erved v il man ogsaa have beskæftiget sig med Em nerne til Am tsaarbøgerne.
Det fortæ lles, at da den kendte P o litik e r J. K. Lauridsen laa paa sit Dødsleje i et tem m elig beskedent Værelse, fik han Besøg af en a f sine gamle Venner, der forundret spurgte, efter h vilket P rin c ip J. K.s B illed er var ophængt. H e rtil svarede J. K.: »Efter de forhaanden værende Søms P rin cip !« — N aar Spørgsm aalet er, h vilke P rin cip p e r m an skal følge ved Valget af Em ner til
!) Foredrag ved Dansk historisk Fællesforenings Åarsmøde paa Krogerup den 27. September 1947.
en Sognehistorie, saa tror jeg, Lo ka lh isto rik eren i al A lm in d e lig hed v il svare: »De forhaanden værende Em ners Princip!«
E r der en Herregaard i Sognet, v il den uvægerlig blive et vig tigt Em ne i Bogen. Det var jo nu engang til Herregaarden, at L iv e t og K u ltu ren var knyttet. H a r der levet betydelige Person
ligheder i Sognet, v il de ogsaa være selvskrevne Em ner. H ar der været gamle, underjordiske Kalkgrave, Jydepotteindustri, K u l
svidning, h a r en eller anden K rig især hjemsøgt dette Sogn, er der O ldtidsbopladser, er en Skov gaaet til Grunde, h a r en F a b rik eller større V irksom hed trivedes eller vantrivedes der, saa er det den lokale Forskers Opgave at gøre Rede fo r disse F o r hold, indsam le m undtlig Overlevering, gennemgaa Litteraturen herom, undersøge m ulige Levn i Museer, maaske foranledige en U dgravning foretaget og gennem A rkivstu d ier frem drage yder
ligere ukendt Stof.
Disse Em ner v il være fo rskellige i de forskellige Egne a f L a n det. Sognehistorikeren i D aubjerg og M ønsled kan studere K a lk gravene og skrive K alkudvindingens H istorie paa Stedet. Men den v il ik k e kom m e til at fy ld e meget i en Sognehistorie fra A ls eller Hum lebæ k, men saa er dér jo til Gengæld — som i Rungsted — Lyksaligh eder at prise.
V i skal blo t ik k e b ild e os ind, at vi lever i en saa fattig Egn, at den ingen H isto rie har. Saadanne Egne findes ik k e i vort Land. D en lo kale H isto rie kan strømme mer eller m indre rig, og K ild ern e kan være bevarede i vidt fo rsk ellig t Om fang. M en hos os findes der ik k e en Plet, hvor der ik k e er levet og grædt, hvor der ik k e er haabet og stridt. V ed et udholdende, slidsom t og trofast Arbejde — som alt lo k a lh isto risk Arbejde er — v il det a ltid give et Resultat, og ogsaa a ltid give nogen ny V iden om dette Sted. E r Resultatet blevet et blot Opkog a f gam le Pølser, har Lo kalh isto rik eren ik k e været a f den rette Slags; han har i alt F a ld været fo r doven!
F o r en D el A a r siden var der et Museumsmøde et Sted i U d landet. E n stedlig Museum sm and sagde under Forhandlingern e undskyldende: »Vi h a r ik ke saa store Sam linger her i Byen;
fo r vor B y h a r ik k e saa gammel og glorvæ rdig en Historie. Og
det er jo den store H istorie, der skaber de store Sam linger.« D a rejste en af Deltagerne sig op, gik op t il Talerstolen og tømte sine Lom m er fo r rh in sk Stentøj og Arm brøstbolte, idet han sagde: »Dette fandt jeg, da jeg passerede K loakudgravningen paa Vejen hertil. Det, der skaber de store Sam linger, er nem lig det, at m an er paa Stedet og bruger sine Øjne, naar der foregaar noget!«
Det gælder ogsaa Lokalhistorikeren. H an maa bruge sine Øjne og finde de Em ner, der er paa Stedet.
H er er det netop, den lo kale M and h a r sin Chance. H a n er paa Stedet. Bruger han ik k e sine Øjne, eller forstaar han ik k e at bruge dem, b liv e r han aldrig en dygtig Topograf, idet han saa i m angfoldige T ilfæ ld e ik ke form aar paa rette M aade at forbinde det Stof, han henter fra A rk iv e r og B iblioteker, med selve Stedet, med Lokaliteten.
D er kan derfor ik k e gives faste Regler for, h v ilk e Em ner, der skal behandles eller ik ke behandles i en Sognehistorie eller i en Am tsaarbog. Det er heller slet ik k e Meningen. D er skal ik k e være noget D iktatur. V i h ar jo i de senere A a r paa andre Om- raader mærket saa meget til Ensretningens Velsignelser, at vi ikke ønsker dem udbredt her. M en v i v il gerne lære a f hinanden og udveksle Synsm aader og E rfarin g er.
Uundgaaeligt v il der dog være en Ræ kke Em ner, der er fælles og gaar igen i alle norm ale Sognehistorier. I hvert Sogn er der en K irke, et Skolevæsen, og hvert Sogn h a r oplevet en M id d e l
alder, Stavnsbaand og Landboreform er. De er derfor staaende Em ner.
T il saadanne Fo rh o ld , som uundgaaeligt b liv e r behandlet, hører en indledende Beskrivelse over Sognet: Beliggenhed og Størrelse. Det er i Reglen ik k e nok at opgive de nøgne T a l. De siger fo r lid t fo r den alm indelige Læser. D er m aa drages Sam m enligninger. F o r Lu nde Sogns Vedkom m ende bør der f. Eks.
gøres opmærksom paa, at det er Viooo af D anm ark i Areal, men kun godt V 4000 i Fo lketal, eller at Ribe Am t er saa stort som F y n og Taasinge tilsam m en. Endvidere er det rim elig t i denne O ver
sigt at nævne Sognets Geografi, dets Bakker, Moser, Skove og
Heder, hvor den frugtbareste Jo rd ligger og zoologiske og bo
taniske Mæ rkvæ rdigheder, hvis saadanne findes.
H e rfra glider v i saa in d paa et Em ne, hvorom der ikke er E n ig h ed blandt Lo kalh istorikern e, nem lig Sognets Geologi. Nogle v il overhovedet ik k e røre ved Geologien, andre er svært fo rlib t i den og skriver Side op og Side ned, ofte om noget, der mere gælder hele D anm ark end dette Sogn. Den Slags A lm in d e lig heder m aa m an bort fra, især nu da der er Papirm angel!
D er skal ku n medtages det, der er særlig specielt og ka ra k te ri
stisk fo r det Sogn. Jeg synes ikke, m an godt kan skrive om M o genstrup uden at skrive om M ogenstrup Aas og ganske kort fo r
klare Aasenes Dannelse eller skrive om B rørup uden at nævne de in terglaciale M oser eller om Fiskbæ k uden at om tale B ru n kullenes Geologi. E r der derim od ik ke noget særligt, maa man hellere undlade den geologiske Beskrivelse, hvis det da ikke er et større Om raade som et Am t eller et Herred, det drejer sig om.
F o r Resten er der her ved Geologien endnu en Vanskelighed.
Det er et stort Arbejde fo r en, der ik ke h ar Uddannelse som Geolog, at sætte sig in d i en Egns Geologi. D er er jo saa mange T ing, en L o k a lh isto rik e r skal kunne. H an skal helst være saa meget Arkæ olog, at han kan datere Potteskaar og de alm inde
lige Oldsager, han skal kunne læse gotisk S krift, kende de a l
m indeligst forekom m ende U d try k i ældre Dansk, kunne sin K u nst
historie, være inde i Lan dbolovgivn in g — ja, i det hele taget var det selvfølgelig bedst, om han beherskede alle m ulige V i
denskaber, dog maaske med Undtagelse a f Atom teori! — Men altsaa: han skal efterhaanden sættes sig in d i saa meget, at T u re n til Geologien maaske først kom m er ved den T id , han skal dø. Selv om han naaede det, er det dog tvivlsom t, om han kom m er til at give noget selvstændigt B idrag til Geologien. Ja, det sker.
Jeg kan saaledes nævne den nu afdøde Læ rer J. K. Nielsen i Grindsted.
D erefter kom m er saa gerne O ldtiden, som nogle Sognehisto
rike re behandler paa den Maade, at de trykker en A fs k rift af den arkæ ologiske Sognebeskrivelse i Nationalm useets 1. A fdeling.
Det er et tvivlsom t Gode ved Bogen. F o r Videnskabsm anden
har det ingen Væ rdi. H an ser Beskrivelsen i Museet, og fo r den alm indelige Læ ser v il denne tørre Benrad ik k e give ret meget.
Jeg er bange for, at det, den giver mest af, er Afsm ag, Afsm ag paa O ldtidshistorie. E r Stykket altsaa ik k e godt fo r de lærde og heller ik k e fo r de læge, saa ved jeg egentlig ikke, hvad det er godt for!
Selvfølgelig skal m an have alle de O plysninger, m an kan hente i Nationalm useet, men de skal ik k e gengives raa og ubear
bejdede — og det samme gælder M ateriale fra A rkiverne — de skal indgaa i en levende Fre m stillin g og sammenarbejdes med egne Iagttagelser og Fund. Forfatteren m aa gøre sig den U le j
lighed at sætte sig in d i Landets alm indelige O ldtidshistorie, førend han skriver om sit Sogns, saa er der Eksem pler nok paa, at der kan skabes noget væ rdifuldt baade fo r læ rd og læg.
Rundt om kring i arkæ ologiske A fh a n d lin g er og Væ rker v il vi finde Stof benyttet, som Lo k a lh isto rik e re har frem draget.
Derm ed har Sognehistorien eller det lo ka lh isto riske B idrag i en Am tsaarbog o p fyld t den ene a f de Opgaver, der maa stilles den: den h ar hjulpet Videnskaben. Den har bragt lid t M ateriale til den Bygning, m enneskelig V iden rejser. — Og den h ar ogsaa bidraget til Løsningen a f den anden Opgave: at være med i A r bejdet fo r at højne vort F o lk s K u ltu r. Disse to M a al m aa L o k a l
historikeren stedse have fo r Øje. H an m aa i hvert Arbejde bringe lid t til Videnskaben, men endnu mere til hans jævne Læsere, ofte paa den Maade, at han er en Fo rm id ler, at han i let tilgæ ngelig Fo rm bringer den nogle a f Videnskabens R esul
tater knyttet t il Lokaliteter, de kender.
A t der v irk e lig er sket en Højnelse a f Folkets F o rh o ld til O ld tiden og Fortidsm inderne, er der ingen T v iv l om. V i ser det, hvis v i v il sam m enligne vor T id med T id e n et Slægtled eller to foran os, fo r ik ke at tale om endnu ældre Tider.
V i kan blot tænke paa, hvordan m an i sin T id frem drog et a f de mest berømte Egekistefund, der er gjort: B oru m Eshøj- fundet. M an huggede H u l paa Kisten med en Spade, rodede rundt i Lig et og de sjældne D ragter med en M øgkrog og sendte slutte
lig en Dreng ned gennem H u lle t fo r at hive Rariteterne frem . —
Ja, »paa S kubkarrer slæbes O ldtidens M inder bort!« N u har vi faaet vore H øje fredet, men det er vel ingen Hem m elighed, at Loven h ar Overtrædere. Jeg har set adskillig t, undertiden faaet det standset og til andre T id e r m eldt det. F o r
»saa fa ttig ’ blev, D anm ark, vel ej dine Kaar, saa lid t gav ej Rugen i Trave,
at ej du h ar Raad til en Blom st i dit Haar, en Ly n g kran s til Fæ drenes Grave.«
M en som sagt er der sket et væ ldigt Om sving i Sam m enlig
ning med Slægtleddet fø r os. D a plyndrede og solgte m an glade
lig O ldsager uden at ane, hvad de var værd, fo r faa Øre til Om strejfere. I A lm indelighed h a r Ronden nu en ganske anden Indstilling, naar han støder paa Oldsager. H an tænker ikke paa, hvor meget de kan koste, men der vælder en Rigdom a f Tan ker op i hans Sind om denne fjerne Fo rtid .
N aar dette Om slag i Fo lk e t er kommet, er Æ ren h erfor først og frem m est Nationalm useets beundringsvæ rdige Virksom hed. De øvrige Museer, de historiske Am tssam fund, Lo ka lh isto rik eren og Skolen h a r dog ogsaa bidraget hertil.
K igger v i videre i vor Sognehistorie, v il vi se, at det næste Em ne, der behandles efter O ldtiden, gerne er K irken. Det er det største og fornem ste M inde fra M iddelalderen, Sognet ejer. K ir ken skildres tit paa G rundlag a f Beskrivelsen i Synsprotokollen og Nationalm useets M ateriale. Det kan ofte give en god S k il
dring. M en ogsaa her som andre Steder er Forfatteren under
tiden tilb ø je lig til at henfalde til V id tløftig h ed er og Gætterier:
saadan kunde det være, og saadan kunde det være. Ja, det kunde unægtelig være mange Ting. M en det gælder om at finde og be
skrive det, som det er, eller som det var. Meget ofte er Em net ik k e udtømt. Forfatteren maa ofre T id paa en langt grundigere Undersøgelse a f K irk e n og dens Inventar. Ved at kravle op paa Vaabenhuslofter har jeg f. Eks. fundet hellige Tegn og Bom æ rker indhugget i Kvadrene i Kirkem uren, og jeg h a r fundet Side
altre som Underdele fo r Præ dikestole, ganske i Overensstemmelse
med Palladium ’ økonom iske A nvisninger i Visitatsbogen. I A r k i
verne kan jæ vnlig findes Kirkeregnskaber, der kan fortæ lle om Inventarets H istorie, Tingbøger og Ju stitsprotokoller kan ogsaa give interessante O plysninger saavelsom Bispearkiverne. Ogsaa Kirkejordens Skæbne kan behandles.
A f andre faste Em ner er der »Sognet i M iddelalderen« og Be
handlingen a f Stednavnene samt Skolernes H isto rie og i nogle Sogne Herredstinget, ogsaa her kan der frem drages nyt Stof de fleste Steder. Ogsaa Præ stehistorien maa behandles i H oved
sognene.
Saa burde der være en Behandling a f Sognet i Alm indelighed, hvor der gives en sam m enfattende Oversigt over dets Skæbne gennem Tiderne, om Ejendom m e og Indbyggere og skiftende Ejere, om Gaardfæ llesskab, dette, at i det 16. og 17. Aarhundrede betegnede en Gaardm and ik ke det samme som nu (en Gaardejer), men den, m an boede i Gaard sammen med. H er m angler endnu mange O plysninger fra Landets fo rskellige Egne om, hvordan Adskillelsen var baade inde i Lejligheden og ude paa M arken.
Ogsaa Fæstebondens S tillin g var vidt fo rsk e llig i forskellige Egne og Tider. H vordan var Sognets F o rh o ld under den store Penge
krise? H vornaar gik det atter frem ad? H vorn aar satte den store Landvin ding in d med O pdyrkning af Overdrev, a f Hede og Kæ r?
Og hvordan fo rh o ld t det sig med den m indre O pdyrkning og U d videlse a f Landbruget, som sine Steder foregik ik ke blo t paa Herregaardene, men ogsaa blandt Bønderne fø r Reform tiden? H er er et U ta l af Em ner, som slet ik k e er fæ rdigbehandlede. H e lle r ikke saadan en T in g som Sandflugtens forskellige Perioder er tilstræ kkelig grundigt adskilt og udredet. Fæ llesskabet rum m er ligeledes mange Problem er.
Gennem skiftende T id e r har Militæ rvæ senet været en tung Byrde fo r Bonden, der jo blev ram t a f de forskellige M ilits o rd n in ger og Rytterhold. H er er ogsaa meget interessant Stof at be
handle. Det vilde være interessant at se, hvordan m an tog Stavns- baandet i de forskellige Egne. I V estjylla n d købte mange et Rejsepas eller et Frihedspas a f Husbonden, saa de blev til frie Mænd. K an m an tro Proprietæ rernes K lager var endnu flere
»af det unge M andkøn kom m en i den onde Vane at udløbe til det holstenske og videre derfra til H olland, hvor de fleste b liver og ik k e vender tilbage«. — E n ung M and paa Hesselm ed Gods købte sit F rib re v hos Proprietæ ren Chr. Rygaard og gav 100 D l.
fo r det. D a K a rlen havde betalt Pengene, sagde Herrem anden til de tilstedeværende: »Der solgte jeg m insæ l en god Stud!« — Den Forhaanelse skulde K a rlen have med i Købet; men han overtog en G aard i Nabosognet, som endnu er i hans Efterslæ gts Eje.
Og den værner om det gam le Frihedspas, som var det et A dels
brev. Og er det i Grunden ik k e ogsaa det?
Herremændene og Herregaarden faar jo ogsaa et Kapitel. H er v il der ved A rk iv stu d ie r kunne drages en Mængde nyt Stof frem.
U ndertiden stilles en Herrem and da i et ganske andet Ly s end det, m an er vant til at se ham i i Litteraturen, ogsaa Godsets U d v ik lin g v il m an kunne følge.
D erefter kom m er der saa et vanskeligt Em ne, det vanskeligste a f dem alle at tage S tillin g til: Gaardbeskrivelsen, de enkelte Gaardes H istorie. Skal det medtages eller ikke? — Jeg har i en Sognehistorie fu lg t hver enkelt Gaards H isto rie fra N utiden t il
bage t il 1560, nogle dog kun til 1661. Det er et um aadeligt Slid, en Mængde K ild e r maa gennemstøves. Og man er jo nødt til at trænge M aterialet saa meget sammen som m uligt, ellers b liver Om fanget alt fo r kolossalt. Resultatet b liv e r da, at Afsnittet b li
ver saa knastørt, at ku n Beboeren og hans nærmeste F a m ilie kan holde ud at læse det.
E n d e lig er der S k ild rin g er af betydelige Mæ nd — ogsaa O rig i
naler og sære F o lk maa maaske behandles.
N aar undtages Stedsagn, der bedst indføjes, hvor Lokaliteten behandles, synes jeg, at Fo lk em in d er og Fo lk e tro ik k e hører hjem m e i en alm indelig Sognehistorie. Dette Stof maa helst sættes in d i en noget større Sammenhæng og om fatte et Herred eller større Om raade.
Selvfølgelig bør m an gaa ru n d t og foretage Indsam ling af Folkem inder, og det ik k e benyttede M ateriale sendes til F o lk e m indesam lingen. Det er et saare fo rnøjeligt Arbejde.
Sognehistorien maa slutte med et Register og med K ild e a n g i
velser. E r K ild ern e ik k e opført, ved m an aldrig, hvor m an er henne. I saa F a ld kom m er m an under Læ sningen let til at sige til sig selv: »Skønt en D el heraf er sandt, er der vist megen Løgn iblandt!« — • Det kan der forresten let blive, selv om K ild ern e er opgivet.
D er kunde nævnes endnu flere Em ner, baade fælles og spe
cielle. Der er nem lig ingen M angel paa Em ner. Og fo r m ig at se, er det de færreste, der er fæ rdigbehandlede. Og hvad er fæ rdigt?
Det er Videnskaben i alt F a ld ikke. N ye Resultater, nye Syns- m aader gør, at det færdige m aa revideres.
T il Slut et P a r O rd om Am tsaarbøgem e. Redaktionen har vel visse P rin cip p e r at g'aa efter. Ogsaa Aarbogen maa have en fo lk e lig og videnskabelig Opgave. F o r at v i kan bevare vort M edlem s
tal, maa den uden fo r megen Resvær kunne læses a f jævne Læsere.
Det udelukker dog ikke, at den a f og til indeholder A rtik le r af vanskelig tilgæ ngelig Art. D er kan ogsaa gengives enkelte ube
arbejdede Aktstykker, hvis det kan tjene som K ildem ateriale fo r hele Ræ kken af Amtets Lo k a l- og Personalhistorikere. Siden P o u l Bjerges Dage h ar v i i R ib e Am t holdt paa, at hver Aarbog skulde bringe en B iografi. Ligeledes h a r vi hvert A ar et Stykke Arkæ ologi. E n d elig brin ger v i hvert A a r saa vidt m uligt et Stykke skrevet a f en Fa g h istorik er eller Museum sm and.
Redaktøren kom m er efterhaanden t il at kende sit Am t saa godt, at han ved, h v ilk e Problem er der ligger fo r og kunde trænge til Behandling. Plan henvender sig da t il Mænd, lokale eller andre, som han ved kan gøre det. Det gaar ik k e an helt at leve a f tilfæ ldigt Sjov, nøjes med, hvad der kom m er in d og saa trykke det. D er maa vælges og vrages uden H ensyn til, at F o r fatterne kan føle sig fornærmede.
Det er endvidere et Problem , hvordan m an skal faa det hele til at løbe rundt, hvordan m an skal skaffe M id le r til Undersøgel
ser og t il Køb a f Haandbøger. Dette Arbejde lønnes med saa ussel en Tim eløn, at en Arbejdsm and vilde spytte foragteligt efter den.
Og dog kan vi, der har faaet begyndt, jo ik k e lade være at fortsætte. V i kan ik k e undvære denne underlige Glæde, v i op
lever hver Gang, vi fin d e r nyt Land. Og saa er det i Reglen H i
storien fra vor Fødeegn, den vi er bundet t il i en saadan T a k nem lighedsgæ ld, at vi giver gamle B lich e r Ret, naar han siger:
»Ja, skøn er Fjeldet med sin Top af Is, skøn er den Dal, som Fossens Bølge væder, den gule Ørken er et Paradis,
naar den har skuet Barnets første Glæder«.
T illig e h a r v i Bevidstheden om, at vi gennem vort Arbejde er med til at skabe en større T ilk n y tn in g m ellem B efolkningen og dens Hjem egn, saa disse F o lk bedre forstaar, hvad de skylder den og dem, som dér ryddede fo r Sam fundet bredere Grund. Gaar det først op fo r en i h v ilk e n Gæld, m an er bundet til sin H jem stavn, kan det være, at det fo r A lv o r gaar op fo r en i hvilken uendelig større Gæld, m an er bundet til sit La n d og Fo lk .
